STREAM GP LA MARSEILLAISE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

I mange år var Grand Prix d’Ouverture La Marseillaise - som i 2022 skiftede navn til det mundrette Grand Prix Cycliste de Marseille La Marseillaise - kendt om det første løb i den europæiske sæson, men det blev ændret i 2015. Challenge Mallorca afholdes nu én uge tidligere end tidligere, og det har betydet, at de første vindere i Europa allerede har været fundet, når rytterne har taget starten i Frankrig, og faktisk bliver sæsonen nu om dage skudt i gang en hel uge tidligere i det genopstandne Classica Comunitat Valenciana 1969.

For de ryttere, der har været til start i Marseille, har det imidlertid fortsat for langt hovedparten været det første løb på sæsonen, og for den franske cykelverden har det markeret den reelle åbning på sæsonen. Ydermere er det altid det første løb i den berømte løbsserie Coupe de France, og det betyder, at der er vigtige point på spil straks fra start for de mange hold og ryttere, der lægger vægt på det, der vel er verdens vigtigste nationale løbsserie.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

GP La Marseillaise markerer indledningen på en gruppe af løb, der afvikles i Sydfrankrig i januar og februar. Det afvikles i forbindelse med Etoile de Besseges, der ofte har haft et stort set identisk felt, og selvom Middelhavet Rundt definitivt er væk, kan rytterne herefter fortsætte deres løbsaktivitet i Frankrig ved Tour de la Provence, der i år dog er aflyst, det nu tre dage lange Tour du Var og de kuperede endageløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic. I mange lande, herunder specielt Italien, er mange af de tidlige løb forsvundet, men franskmændene kan fortsat præsentere en af de mest omfattende kalendere. Mens mange begivenheder således lider under økonomiske vanskeligheder, har de franske hold ideelle betingelser i deres sæsonforberedelser, idet de kan vælge mellem en stribe løb med forskelligt terræn, og i de seneste år har coronakrisen endda gjort, at serien også er blevet meget attraktiv for de udenlandske hold.

GP La Marseillaise blev første gang afviklet i 1980 under navnet La Marseillaise, og det blev med det samme en prestigiøs begivenhed. Grundet det relativt gode vejr sammenlignet med lande i det nordlige Europa kunne det tiltrække et relativt internationalt felt, og således har det ikke som mange andre franske løb været domineret af hjemlige ryttere. Eksempelvis vandt hollandske Leo van Vliet første udgave, og man skulle frem til 1982, inden Frankrig fik deres første sejr. Det krævede såmænd, at selveste Bernard Hinault trådte i karakter for at bryde den udenlandske dominans. Siden da har folk som Jan Raas, Eddy Planckaert, Charly Mottet, Edwig van Hooydonck, Richard Virenque, Frank Vandenbroucke og Baden Cooke vundet, og hele tre danskere, Johnny Weltz, Jakob Piil og Nicki Sørensen, har endda været øverst på skamlen.

Løbet blev en del af Coupe de France i 2010, men har i dette årtusinde har det tabt lidt prestige, efterhånden som det har fået konkurrence af flere løb under varmere himmelstrøg. Dermed er det i stigende grad blevet en fransk affære, men sammenlignet med mange andre Coupe de France-løb har det fortsat haft et ganske internationalt felt. Tidligere havde det et dårligt ry, idet det blev sagt, at en god præstation i Marseille var et dårligt varsel for resten af sæsonen, men eksempelvis Hinault, der i 1982 senere vandt både Giroen og Touren, har vist, at det sjældent er sandt.

I de seneste to år har det dog været anderledes. Coronapandemien førte til aflysning af stort set hele den ellers stadig mere righoldige januarkalender, og løbene i Australien og Argentina blev alle aflyst. Selvom vi i 2021 kunne bibeholde hele den europæiske og mellemøstlige vinterkalender, gjorde aflysningerne de franske løb mere attraktive. Det gjaldt også for løbet i Marseille, der efter flere år med deltagelse af kun de franske og højst et enkelt udenlandsk WorldTour-hold, i 2021 pludselig kunne præsentere hele ni af de 19 hold fra den fineste division og en stjerneparade af navne, man ikke havde set længe. Selvom konkurrencen fra andre løb i 2022 var større, kunne løbet endda præsentere hele ni af de 18 WorldTour-hold.

Desværre - eller heldigvis - er forholdene i 2023 endelig blevet helt normale, og det har kostet på interessen. Denne gang kan løbet blot præsentere seks WorldTour-hold, hvoraf fire naturligvis er de franske. Kun Alpecin og EF kommer til fra udlandet, og dermed er vi tilbage ved noget, der ligner det, vi kendte inden coronakrisen.

GP La Marseillaise passer fint ind i det overordnede billede i den tidlige del af sæsonen, idet det tilbyder en rute, der gør det meget lig med de øvrige løb i regionen. Nøjagtig som de øvrige løb har det imidlertid ofte været plaget af dårligt og uforudsigeligt vejr, der har gjort forholdene vanskelige for rytterne. Det har dog sjældent været nok til at stoppe de holdbare sprintere, idet løbet oftest er blevet afgjort i en reduceret massespurt. Således var det under sådanne omstændigheder, at Pim Ligthart, Kenneth Vanbilsen, Justin Jules og Samuel Dumoulin tog sejrene i årene mellem 2012 og 2015.

I de seneste syv år har man imidlertid inkluderet den nye stigning Route des Cretes, og det har gjort løbet mere selektivt. I 2016 lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at stikke af på den sidste stigning, inden belgieren slog sin franske rival i spurten, og dermed måtte Baptiste Planckaert, der vandt feltets spurt, tage til takke med tredjepladsen. I 2017 kørte de ni stærkeste væk på en netop denne stigning, og det lykkedes dem at holde feltet bag sig, inden Arthur Vichot sejrede i spurten foran Maxime Bouet og Lilian Calmejane. Det mønster gentog sig i 2018, hvor Alexandre Geniez overspurtede ni mand, herunder Odd Christian Eiking og Calmejane, der begge endte på podiet, men i 2019 oplevede man en sjælden sejr til det tidlige udbrud, da Anthony Turgis sejrede i en spurt mod Romain Combaud, mens et reduceret felt spurtede om 3. pladsen med Tom van Asbroeck som første mand. I 2020 var det igen de bedste ardennertyper, der dominerede, da Benoit Cosnefroy var hurtigere ned Valentin Madouas, Tom Devriendt og Jesus Herrada i den kvartet, der var kørt væk på Cretes. At løbet stadig kan blive vundet i en reduceret massespurt har vi dog set i de seneste to udgaver, hvor hård modvind i finalen har ført til spurter i dog relativt små feltet.

Sådan var det også sidste år, hvor der stod en strid mistralvind i ansigtet gennem hele finalen. Mange forsøgte sig - herunder Guillaume Martin til allersidst - men ingen kom afgørende væk, og i stedet endte det i en spurt blandt 46 mand. Her havde Trek gjort alt for at sætte Mads Pedersen i scene, men danskeren fik kørt for lang en spurt i den hårde modvind og blev akkurat overspurtet af Amaury Capiot, der tog karrierens første sejr, mens Francisco Galvan fuldendte podiet. En knæskade betyder desværre, at Capiot ikke forsvarer titlen, og da Trek og dermed Pedersen i år har valgt løbet fra, bliver Galvan denne gang eneste genganger fra det seneste podium.

STREAM GP LA MARSEILLAISE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ruten

Ruten til GP La Marseillaise har haft et ganske ensartet format, selvom den ofte har undergået et par mindre justeringer. Den består af en tur ind i det kuperede terræn omkring storbyen Marseille, inden rytterne kører ned mod centrum, hvor en flad finale venter. Som omtalt gav arrangørerne imidlertid løbet lidt ekstra krydderi i 2016 ved at indlægge en ekstra stigning, Route des Cretes, i finalen, og det gjorde løbet mere selektivt end vanligt. I 2017 imødekom de tillige ønske fra rytterne om at forlænge distancen med ca. 10 km, og det gav anledning til at tilføje den tre kilometer lange Pas de Bellefille-stigning mod slutningen. I de følgende år var ruten i alt væsentligt uforandret.

Det ændrede sig dog i 2021. Grundet den tidlige kalenderplacering har arrangørerne altid holdt sig til en begrænset distance på knap 150 km. Grundet det stærkere felt i den specielle coronaboostede udgave valgte arrangørerne at forlænge løbet med næsten 30 km fra 144,6 km til 171,0 km, dog med en bemærkning om, at det var et éngangstilfælde. Ruten bevarede da også samme finale som tidligere, og der var alene tale om nogle ekstra kilometer i den knap så afgørende indledende fase samt en anden opkørsel af Espigoulier-stigningen midtvejs, hvilket i alt gav ca. 200 højdemeter ekstra.

Den med engangstilfældet holdt dog ikke. Coronapandemien boostede i 2022 igen boostet feltet, der med otte WorldTour-hold var betydeligt stærkere end normalt, og det kan være forklaringen på, at arrangørerne alligevel designede en rute, der endda var endnu længere end i 2021. Det betød dog ikke, at løbet blev mere selektivt - tværtimod. Selvom de første 115 km i alt væsentligt var uforandrede, ændrede man finalen ved at finde de ekstra kilometer efter og ikke før Cretes-stigningen. Det betød, at løbets absolut vanskeligste udfordring nu havde top 47,3 km og ikke 27,6 km fra mål. Til gengæld kørte man stigningen fra den anden side, hvor den er lige så svær, men hvor der oftere er med- og ikke modvind.

Der var helt sikkert en klatrer eller to, der havde drømt om, at det var et engangstilfælde, men det var det ikke. I 2023 forkorter man ganske vist løbet med små 7 km, men det sker næsten alene ved at ændre lidt på de allerførste kilometer. Fra det øjeblik, man efter 22,6 km passerer gennem byen Fuveau, er ruten i år næsten præcis den samme som i 2022. Eneste lille ændring kommer på et stykke umiddelbart efter Cretes-stigning, så afstanden til mål fra toppen reduceres fra 47,3 km til 43,3 km.

Med en distance på 167,8 km er løbet 6,5 km kortere end i 2022, men stadig for løbets generelle tendens meget langt, og det indledes som vanligt i midten af Marseille. Herfra begiver rytterne sig til forstanden Allauch, hvor den reelle start bliver givet. Feltet kører videre mod nordøst ad let stigende veje, inden det går mod øst via et kort, fladt stykke, der afløses af en bakke (8,0 km, 3,0%), der har top efter 17 km.  En nedkørsel leder nu mod nordøst ned til Fuveau, der nås efter 22,6 km, hvorefter ruten som sagt er næsten den samme som i 2022.

I Fuveau drejer mod sydøst, og her rammer man faktisk også 2021-ruten, som man dog senere afviger fra. Man snor sig mod sydøst og nordøst igennem småkuperet terræn frem til byen Trets, hvor der drejes mod syd for at tage hul på den velkendte Petit Galibier/Pas de Couelle (7,8 km, 3,5%), der stiger med 4-5% det meste af vejen med en næsten flad kilometer 2. Toppen kommer efter 47,8 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydøst. Nu kører man mod øst og sydøst igennem relativt fladt terræn, inden man drejer mod syd for at køre op ad Montée de la Sainte Baume (5,7 km, 4,9%), der stiger med 5-6% næsten hele vejen, dog med en lettere start og slutning.

Her rundes toppen efter 69,5 km, hvorefter man følger et fladt plateau mod sydvest, inden man fortsætter op ad en lille stigning (3,1 km, 3,5%), der leder op til toppen af Col de l’Espigoulier, hvor man efter 81,0 km rammer den rute, der blev benyttet frem til og med 2020. Efter dagens længste og ganske tekniske nedkørsel, der hovedsageligt fører mod syd, er næste udfordring Col des Bastides (8,6 km, 2,8%), der er endnu en let opkørsel uden stejle procenter, og hvis top passeres efter 102,0 km.

Nu kommer den store nyskabelse i forhold til tiden frem til 2021. Modsat dengang kører man nu ikke ned til kystbyen La Ciotat, men derimod via en ikke alt for svær nedkørsel mod sydvest ned til kystbyen Cassis - byen på den anden side af dagens sværeste stigning, Route des Cretes (3,4 km, 9,2%). Her drejer man mod sydøst for at køre op ad stigningen, der er en ganske jævn og meget stejl stigning med top efter 124,5 km, og som altså bestiges fra den anden side, end vi normalt har set det.

Efter toppen, der kommer med 43,3 km igen, følger et kort plateau med en lille nedkørsel og to små bakker (1 km med 3,5% og 1 km med 5,3%) og derefter en teknisk nedkørsel, der leder ned til La Ciotat, men nu er man nødt til at køre en tur rundt om Cretes-stigningen, inden man kan køre tilbage mod Marseille. Det går mod nordvest og nord op ad Pas d’Oulier (7,7 km, 4,2%), der efter en let start med 3 km med 2-3%, stiger med hovedsageligt ca. 5%, idet der dog er en kilometer med 6,9% meget tæt på toppen, der rundes efter 138,3 km.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Herfra indledes de sidste 29,0 km med en nedkørsel, der leder mod sydvest, er ganske enkel og afbrydes af en lille bakke, indtil man når tilbage til udkanten af Cassis, hvor man rammer den velkendte finale, som også blev brugt i tiden før Cretes-stigningen introduktion i 2016. Herfra går det nemlig direkte mod nordvest ind mod Marseille, idet man kører mod vest op over den velkendte Col de la Gineste (7,2 km, 3,1%), der stiger med 6,0% over de første 2 km, men derefter er ganske let, indtil den tager lidt fat med 4,4% over den sidste kilometer, og som er dagens sidste udfordring.

Efter at have nået toppen med bare 9,8 km til mål går det lynhurtigt ad en let nedkørsel mod vest og nordvest tilbage til Marseilles centrum, hvor løbet afsluttes i faldende terræn ad en lang, flere kilometer lang vej, hvis eneste udfordring er tre rundkørsler med hhv. 4,9 km, 4,3 km og 2,0 km igen, og som leder til stregen foran Stade Velodrome, hvor også de fleste Tour-etaper med mål i Marseille er afsluttet. Den sidste kilometer er dog næsten flad og falder bare med 0,9%.

Løbet byder på i alt 2910 højdemeter mod 2921 højdemeter i 2022 og mod 2803 højdemeter i 2021, hvilket over den længere distance er ca. 300 mere end i årene mellem 2016 og 2020.

STREAM GP LA MARSEILLAISE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Vejret

Som sagt spiller vejret altid en nøglerolle i GP La Marseillaise, hvor der ofte har været bidende kulde og sne på programmet, men hvor det særligt er vinden, der kan være løbsafgørende. Den kraftige mistral blæser nemlig ofte fra nordvest, som den har gjort det i de seneste to udgaver, men hvor der venter en meget blæsende mandag, holder den sig nogenlunde i ro søndag, selvom retningen er den velkendte. Vejret bliver også smukt. Søndagen vil være helt skyfri med en temperatur på dog beskedne 10 grader, og selvom man sagtens kan mærke den nordvestlige mistral, vil den kun blæse med en let til jævn styrke (12-18 km/t) i Marseille og en kun marginalt svagere styrke (15-16 km/t) i La Ciotat, der ligger i bunden Cretes-stigningen, og det er nogenlunde samme forhold som i 2022. Det giver indledende sidemodvind efterfulgt af medvind, men fra bunden af den todelte opkørsel af Espigoulier rammer man ind i et længere stykke med hovedsagelig sidevind. Fra bunden af Bastides får man hovedsageligt med- og sidemedvind, men fra bunden af Les Cretes får man direkte medvind på både op- og nedkørsel. På den nye sløjfe med Pas d’Oulier vil der primært være mod-og sidemodvind, dog med sidevind på nedkørslen, inden man igen får mod- eller sidemodvind hele vejen hjem, herunder med direkte modvind på den alenlange opløbsstrækning.

Favoritterne

I gamle dage vidste man nogenlunde, hvad man skulle forvente af GP La Marseillaise, der som regel blev afgjort i en reduceret massespurt. Den store udfordring var at forudse, hvilke ryttere der ville overleve de mange stigninger, og det var ofte vanskeligt på denne tid af sæsonen, hvor alle gør debut, og ingen ved, hvem der er i form.

I 2016 blev det hele imidlertid kastet op i luften med introduktionen af den nye stigning Route des Cretes, der ovenikøbet er den stejleste i løbet, og det skabte et helt nyt scenarium. Således lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at sætte resten af feltet til vægs og holde hjem med et forspring på 42 sekunder til en mindre gruppe, der var stort set renset for sprintere. Faktisk var der blandt deltagerne i spurten om 3. pladsen bare Baptiste Planckaert, Ryan Anderson og Carlos Barbero, der jævnligt blandede sig i massespurter

I 2017 blev der tilføjet yderligere en stigning, og det selektive udfald gentog sig. Atter spillede Pinot en nøglerolle ved at splitte feltet på Routes des Cretes, og denne gang var det ni ryttere, der slutteligt spurtede om sejren. Et reduceret felt på blot 20 ryttere nåede mål 34 sekunder senere, og her var det kun Samuel Dumoulin og Jasper De Buyst, der med lidt rette kan betragtes som sprintertyper. Det scenarium gentog sig i 2018, hvor de 9 stærkeste klatrere kørte væk på Route des Cretes, inden Alexandre Geniez sejrede i spurten, og i den efterfølgende gruppe var der færre end 20 ryttere og kun Dumoulin og Anthony Maldonado som en form for sprintere.  Det samme så vi i 2020, hvor det var Benoit Cosnefroy, Valentin Madouas, Tom Devriendt og Jesus Herrada, som kørte væk, inden Edward Planckaert, Clement Venturini og Damien Touze 17 sekunder senere var hurtigst i et felt på 38 mand.

Der er dog tre udgaver, der skiller sig ud. Det var i 2019, da voldsom vind truede med aflysning, og da der tillige var knaldhård modvind på fra Cretes-stigningen og hele vejen hjem, kunne ingen gøre forskelle. Havde det ikke været for en overraskende sejr til det tidlige udbrud, var det endt i en reduceret massespurt - en spurt, der nu gjaldt 3. pladsen, og som vandtes af den holdbare sprinter Tom van Asbroeck i et felt på 48 mand.

Den anden undtagelse kom i 2021. Her var det næsten lige så blæsende som i 2019, og da mistralen som bekendt næsten altid kommer fra nordvest, var der også her direkte modvind på både Cretes og i hele finalen. Trods masser af angreb fra blandt andre Tim Wellens, Andreas Kron, Odd Christian Eiking og Simon Carr, spurtede 32 mand om sejren, og selvom spurten vel nærmer sig verdensrekord i dårlig timing i modvind fra samtlige gruppens sprintere, så vi fik en gedigen choksejr til den spurtsvage klatrer Aurelien Paret-Peintre, sad der i gruppen adskillige hurtige folk som blandt andre Bryan Coquard, Thomas Boudat, Matteo Trentin, Anthony Turgis, Ryan Gibbons og Edvald Boasson Hagen.

Sidste år fik ruten så det nye twist, hvor Cretes-stigningen blev skubbet næsten 50 km væk fra mål. Igen var der nordvestlig mistral, men slet ikke med samme styrke som i 2019 og 2021. Alligevel var der aldrig rigtigt nogen, der var tæt på at komme afgørende væk - heller ikke selvom den nye rute gav medvind på selve Cretes - og selvom Guillaume Martin gjorde et behjertet forsøg til sidst, fik vi en massespurt blandt 46 mand. De fleste sprintere var dog sat af, men vinderen Amaury Capiot, Mads Pedersen, Edvald Boasson Hagen og Bryan Coquard havde alle overlevet.

Med andre ord har den nye rute i vidt omfang ændret løbets karakter, siden vi fik indført Cretes. I de første år var det helt umuligt at få en spurt, men nu har det ændret sig. Blandt de seneste fire udgaver har vi reelt haft tre spurtafgørelser, hvis man også regner udbrudssejren fra 2019, hvor ingen kom væk på stigningen, som et sprinterløb. Hvor mønsteret mellem 2016 og 2018 klart var, at sprinterne nu havde det svært, har det altså været lige omvendt siden dengang.

Nu er det store spørgsmål, hvad den nye ruteændring betyder, for selvom det er andet år, at Cretes-stigningen er skubbet længere væk - dog nu kun 43 og ikke 47 fra mål - er det stadig ret nyt for os. I forhold til vanskelighed er det stort set hip som hap, om man kører Cretes fra den klassiske eller den nye side, men det giver alligevel to afgørende forskelle. For det første betyder det forhold, at mistralen næsten altid kommer fra nordvest, hvad den også vil gøre i år, at vi nu får en medvinds- og ikke en modvindsstigning. Til gengæld betyder det, at toppen nu altså kommer med 43,3 km og ikke 27,6 km fra mål, som den gjorde frem til og med 2021. Det er en ganske markant forskel, der burde øge betydningen for en regruppering ganske betydeligt, og det var også det, vi så sidste år.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

For at komme rundt om Cretes og ramme det gamle indløb til Marseille skal man over Pas d’Oulier, så det i det mindste ikke er et fladt indløb, men det er en blød stigning, der minder om løbets øvrige udfordringer, hvor det kun er Cretes, der skiller sig ud som en stejl stigning. Derudover ændres der ikke på, at vi med nordvestenvind får en fuld modvindsfinale med næsten uafbrudt modvind over de sidste ca. 40 km. Det bliver slet, slet ikke så blæsende som i 2019 og 2021 - den kraftige mistral melder sig nemlig først mandag - men 40 km med modvind er stadig længe at skulle undgå en regruppering i terræn, der ikke er specielt svært. Historisk har Gineste-stigningen i modvind i hvert fald aldrig rigtigt kunne bruges til noget.

Og modvind er netop, hvad vi får. Vejrudsigten er stort set en kopi af den, vi havde i 2021, altså med masser af sol og en let til jævn nordvestenvind. Sidste år betød de vindforhold altså, at spurten aldrig rigtigt var truet, selvom de fleste sprintere var sat af. Med andre ord har vi altså et løb, der både i forhold til rute og vejr er nærmest identisk med det, vi havde sidste år.

At holde hjem fra Cretes vil i hvert fald kræve godt samarbejde blandt de klatrere, der utvivlsomt vil køre væk her. Duoen Devenyns-Pinot var perfekt, fordi de begge havde en tro på, at de kunne vinde en spurt, og i 2017 var Pinot klar til at arbejde stenhårdt for Arthur Vichot, der var den hurtigste mand i gruppen. I 2018 sad Ag2r i så markant et overtal, at de med det samme tog kontrol og afleverede Geniez i spurten, og i 2020 var de fire forreste alle så hurtige, at de troede på deres spurt. Sammensætningen af gruppen skal altså være rigtigt, og kravet til samarbejdet er større, når forspringet nu skal holdes over næsten 50 km, endda i modvind.

Der er dog noget, der anderledes end sidst, nemlig feltet. Meget bestemmes naturligvis også af dets sammensætning. I de seneste to år har coronaaflysninger betydet, at feltet har betydeligt stærkere end vanligt, og den slags gør det ofte vanskeligere at skabe større udskilning end i et felt med større niveauspredning. Det har helt sikkert været bidragende til, at vi fik to spurtafgørelser. I år falder antallet af WorldTour-hold fra de 9 og 11, vi havde i hhv. 2022 og 2021, til bare seks, men man kan med nogen ret godt tillade sig fortsat at regne Lotto og Israel-PT som WorldTour-hold. D                          et er et lidt svagere felt, end vi har set de seneste to år, men ikke mærkbart. Det øger måske chancen for en udbrudssejr en anelse.

Men hvem vil så spurte? Det er der faktisk ikke alt for mange hold, der vil, slet ikke når Arnaud De Lie er til start. Med den forsvarende vinde Amaury Capiots knæskade kan vi nu også skrive Arkea på listen over hold, der vil i offensiven. Den tæller i forvejen særligt Ag2r, for det ligger i kortene, at det vil være 2020-vinderen Benoit Cosnefroy, der formentlig vil være bedste mand på Cretes. Han vil have en klar allieret i det sprinterløse Cofidis samt Israel-PT og Total. Til gengæld an Lotto finde allierede i EF, der har fået enorm selvtillid med Marijn van den Bergs sejr torsdag, samt formentlig også Alpecin og Kern Pharma, der vil køre for Francisco Galvan, som har en god historik i løbet. Jeg vil også tro, at FDJ ender med at tro på en spurt, for selvom de har Lenny Martinez til stigningen, er chancen for, at han vinder i duel med en mand som Cosnefroy så lille, at en spurt med Jake Stewart må være meget mere attraktiv. Derudover er der altid hold, der jagter, hvis de misser frontgruppen.

Det lugter for mig af en spurt. Det kan bestemt gå begge veje. I forhold til sidste år har vi Cosnefroy tilbage, og hvis Benjamin Thomas, Remy Rochas og Pierre Latour starter lige så stærkt som sidste år, kan der blive dannet en ganske farlig gruppe. De skal også drømme om, at EF sender en af deres klatrere med og derfor trækker sig fra jagten, men jeg synes fortsat, at der er lidt for mange hold, der formentlig vil spurte. Det hjælper på det hele, at Lotto kommer i en ret svag formation, men når man tager den ret hårde modvind, den nye rute og den nye historik i betragtning, hælder jeg til en spurt. For Lotto er det også en fordel, at Brent van Moer var så god i søndags, at han måske kan gå med i angrebene, sætte sig på hjul og agere spielverderber, der kan ødelægge samarbejdet. De nævnte angribere er dog også så stærke, at Van Moer får mere end svært ved at være med på så stejl en stigning som Cretes, og derfor kan det vitterligt ende med både det ene og det andet. Ender det i en spurt, er det værd at bemærke, at det helt enkle opløb på en meget bred vej i et lille felt betyder, at det handler om fart og ikke positionering. Og så kan Mads Pedersen og Bryan Coquard i hvert fald også skrive under på, at det handler om timing i den direkte modvind.

Derfor skal vi formentlig finde vinderkandidater blandt de holdbare sprintere og de bedste klatrere og puncheurs, der dog også skal kunne gøre det færdigt i en let modvindsfinale, hvor man taktisk måske kan snige sig væk, men hvor man får svært ved at vinde uden en god spurt. Det er dog langt fra oplagt, hvem, der kan overleve udfordringer og hvem, der kan køre væk, på dette tidlige stadium af sæsonen. Enkelte kørte sidste weekends løb i Valencia, og nogle har været aktive på Mallorca, men for langt hovedparten af feltet er det sæsondebut. Derfor er vi henvist til at basere vurderinger af formen på fornemmelse og tradition.

Da jeg mest tror på en spurt, går jeg med Arnaud De Lie. Belgieren fortsatte, hvor han slap i 2022, med sin fornemme sejr i et meget hårdt løb i Valencia, og med den holdbarhed, han efterhånden har fundet, er det svært at tro på, at han ikke kommer med hjem, hvis vi igen får et felt af nogenlunde samme størrelse som sidst. Han har endda Jasper De Buyst, der tillige er holdbar og viste god form i søndags, som løbets klart bedste lead-out man. Positionering betyder nu ikke specielt meget i denne finale, men det giver ham en ret stor tryghed at vide, at han formentlig bliver sat op fra spids. I dette felt er han den i særklasse hurtigste, og derfor kan jeg vitterligt ikke se ham blive slået, hvis vi får en spurt, hvor han deltager. Truslen er først og fremmest, at han enten sættes af, eller at et udbrud holder hjem, men da jeg tvivler på begge dele, tror jeg på, at han fastholder sin sejrsrate på 100% lidt endnu. Skulle han have en offday, er De Buyst et godt alternativ, for han kan godt vinde en spurt i dette felt, men det er også muligt, at de spurter med Cedric Beullens, der også er relativt holdbar og spurtede godt i Vueltaen. Som sagt kan Brent Van Moer og måske endda Johannes Adamietz gå med i angrebene, men det vil være hovedløst at lade dem køre deres chance.

Da jeg har så svært ved at se De Lie blive slået, er mit næstbedste bud en angriber, og her er det naturligt at pege på Benoit Cosnefroy. Det er ikke tilfældigt, at han er tidligere vinder af løbet, for han starter altid meget stærkt. Han melder også om stor motivation og fornem form efter en god optakt, og jeg bliver forundret, hvis ikke han i dette felt er meget stærk på Cretes. Herefter er det missionen at holde hjem, men lykkes det, vil han formentlig være favorit i spurten i den favoritgruppe, der vil være. Han vandt løbet i 2020 efter præcis den opskrift, og får vi en udbrudssejr, må han være et godt bud på at gentage den bedrift. Bliver det samlet, kan han køre en god spurt, som vi så med sidste års 5. plads, men her har holdet også Oliver Naesen, der ikke er sikker på at overleve med det, vi kender til ham i dag, men som bør sidde med på denne rute. I en spurt er han podiekandidat, men De Lie slår han ikke. Til gengæld regner jeg ikke med, at hans bror, Lawrence Naesen , kommer med hjem til en spurt.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Cofidis kommer helt uden sprinter, og de har et ret stærkt kort i Benjamin Thomas, der udviklede sig så uhyre meget i 2022. Det startede allerede med det samme, da han tog den samlede sejr i Besseges, og begynder han på samme vis i år, står han relativt stærkt på Cretes. Det er en svær stigning for ham, men hans klatring er mærkbart forbedret, og i dette felt kommer han langt. Som udgangspunkt er han langsommere end Cosnefroy, men glem ikke, at han spurtede som en drøm i 2022 og slog netop Cosnefroy i Mayenne. Det viser, at han sagtens kan vinde. Også i en massespurt kan han blande sig, men heller ikke han slår De Lie. Holdet har også Remy Rochas, der var uhyggeligt stærk på denne tid sidste år, hvor han vel var hovedårsagen til, at Thomas tog sejren i Besseges. Han kan på denne stejle stigning meget vel være stærkeste mand, men det er et svært løb for ham at vinde. Det lader sig kun gøre, hvis han sniger sig væk i en taktisk finale, hvor Cofidis sidder i overtal. Endelig har holdet Anthony Perez, der er relativt hurtig, men han spurter aldrig mere og er næppe god nok til at gå med de bedst. Det bør være Thomas, der skal spurte, hvis det bliver samlet.

En anden oplagt kandidat er Pierre Latour. Også han plejer at starte meget stærkt, og i dette felt kan også han meget vel være bedste mand på stigningen. I gamle dage var han også meget hurtig, men det viser han desværre for sjældent. Derfor tror jeg, at han får svært ved at slå Cosnefroy og Thomas, men det er bestemt ikke umuligt. Ellers må han snige sig væk i en taktisk finale, for Total kan meget vel sidde i overtal. De har nemlig også Alexis Vuillermoz, der elsker en kort, stejl stigning som Cretes. Hans form er dog betydeligt mere svingende fra start, og jeg er ikke sikker på, at han er flyvende nu. Om det er ham eller Latour, der vil spurte, er svært at sige, da de er nogenlunde lige hurtige, men de har begge en fart, der gør en sejr realistisk. I gamle dage ville man også forvente at se Julien Simon med de bedste, men det er han næppe god nok til længere. Han var også syg i søndags, hvor han var langt efter, og det kan have sat ham tilbage. Til gengæld vil han formentlig kunne deltage i en reduceret massespurt. Her vil holdets foretrukne kandidat dog være Sandy Dujardin, der bør komme med hjem, hvis han er i form, men om han er det, ved vi ikke. Han slår heller ikke De Lie. Endelig har holdet Mathieu Burgaudeau, der sammen med Vuillermoz og Latour burde gå med de bedste på Cretes og tillige er hurtig, men han var helt usynlig i søndags, hvor han endda også styrtede til sidst. Medmindre det var en offday, har han næppe formen.

Alpecin kommer med en af løbets helt store jokers i form af Axel Laurance. Han er stadig et ubeskrevet blad, men han fik en drømmedebut i 2022, da han var meget, meget tæt på at slå Wout van Aert i karrierens første WorldTour-løb i Bretagne, hvor han slog en vis De Lie. Vi så i Kroatien, hvor han vandt en etape, at han ikke er så hurtig som de klassiske sprintere, og efter dette lettere løb ser jeg ham ikke slå De Lie igen. Han er dog nok det bedste bud på en mand, der kan gøre det, og overlever De Lie ikke, står han meget stærkt - hvis altså han er i form. Han kan også, hvis de overlever, lukrere på et meget stærkt lead-out. Et alternativ til en spurt er Dries De Bondt, der sidste år bekræftede, hvor hurtig han er, men jeg tror, at han får svært ved at komme med hjem. Man kan også håbe, at Edward Planckaert, der var meget tæt på at vinde dette løb i 2020, genfinder sig selv, men det er efterhånden svært at tro på, og han vil som udgangspunkt også være lead-out man. Hurtigere er Lionel Taminaiux, der jo vandt i Dunkerque sidste år, men dette løb bør være for hårdt. Fabio Van Den Bossche har vist så lidt på det sidste, at det er svært at se ham gå med de bedste på stigningerne, og han er heller ikke hurtig.

FDJ kommer med Jake Stewart, der som en meget holdbar sprinter bør komme med hjem, hvis han har den startform, han havde i 2021. Det vil undre mig, hvis ikke han overlever, men han har slet ikke De Lies fart. Hans chance er, at belgieren endnu ikke er helt på toppen, og skulle han falde fra, har Stewart en meget god chance i dette felt. Han får næppe Fabian Lienhard med hjem, men stortalentet Samuel Watson bør sidde der, hvis han er i form - og han er endda en meget spændende plan B, hvis Stewart ikke er klart. Holdet har også det andet stortalent Lenny Martinez, der formentlig kan gå med de bedste på Cretes, men som spurtsvag skal han være meget heldig i det taktiske spil, hvis han skal vinde.

Marijn van  den Berg kommer til løbet med stor selvtillid efter sejren på Mallorca, og med de ben, han særligt viste i onsdagens løb, overlever han uden problemer. Til gengæld vandt han også kun den meget specielle spurt via positionen i svingene, for nogen spurt var der reelt ikke tale om. Han skuffede mig meget både i forhold til positionering og fart i 2022, og i denne virkelige powerspurt ser jeg ham ikke komme tæt på De Lie. Til gengæld er formen så god, at han måske kan lukrere på noget friskhed, og finalen er heldigvis enkel. Holdet har også Neilson Powless , der så formstærk ud på Mallorca og bør gå med de bedste på stigningerne, men han skal snige sig væk fra de hurtige folk i en taktisk finale, hvis han skal vinde. Et mere oplagt bud er derfor kometen Andrea Piccolo, der også er hurtig, men får svært ved at slå Cosnefroy. Medmindre han styrtede i onsdags, er han dog slet ikke i form, for han var langt, langt efter. For to år side var den svingende Simon Carr flyvende på Cretes i dette løb, og han kan måske gå med de bedste, men han skal alene hjem for at vinde. Det samme gælder for Mark Padun, der dog umuligt kan være i storform allerede nu. Ben Healy kom meget langt med sit udbrud i onsdags og er stærk, men det er også kun via tidlige udbrud, at han kan overleve stigningen, og spurte kan han heller ikke.

Roubaix har Thomas Boudat, der var pokkers tæt på at vinde, da han blev nr. 2 i 2021. Dengang havde vi dog også en orkan som modvind, og med den holdbarhed, han har vist på det sidste, ser jeg ham ikke overleve. Umuligt er det dog ikke, og sidder han der til sidst, vil han kunne køre en ganske god spurt i dette felt. Han lider under sin positionering, men den enkle finale hjælper ham.

Uden den skadede Capiot bliver det et svært løb for Arkea, men de har en formstærk Jenthe Biermans. Belgieren kørte en fornem spurt i søndags, og med de ben bør han overleve. Søndagens spurt var dog stigende, og på flad vej bliver han slået af de holdbare sprintere. Normalt ville Clement Russo også være kandidat til en spurt, men han viste slet ikke form i søndags. Normalt burde Clement Champoussin være en af de allerbedste på stigningen, men efter hans helt anonyme løb i søndags er det svært at være optimistisk - og for at vinde skal han endda også snige sig væk i en taktisk finale. Mere spurtstærk er Maxime Bouet, men han er næppe længere god nok til at gå med de bedste på så svær en stigning, selvom han ofte starter godt.

Israel-PT har et af løbets store spørgsmål. Er Ben Hermans tilbage efter sit katastrofale 2022, hvor en skade betød, at han praktisk talt ikke kørte løb? Hvis han er det, kører han med de bedste på Cretes, men som spurtsvag er han en meget usandsynlig vinder. Krists Neilands er hurtigere, men heller ikke han er hurtig, og han har skuffet ganske længe. Mere sandsynligt er det, at holdet ender med at spurte med Sep Vanmarcke i en reduceret massespurt. Belgieren er ganske hurtig og måske en podiekandidat, men en usandsynlig vinder. Holdet har også en af sidste års overraskelser i form af Hugo Houle, der godt kan spurte lidt, men selvom han er blevet meget god til at klatre, ser jeg ham ikke med hos de bedste, og i en spurt vil jeg tro, at de kører for Vanmarcke.

Uno-X kører sæsonens første løb, og deres bedste kort er Rasmus Tiller. Er han ikke i form, kommer han ikke med hjem, men hvis han er kørende, kan han deltage i en reduceret massespurt. Han vinder dog ikke mod sprinterne, og han er for tung til at være med de bedste på Cretes. Her er holdets mand Anders Johannessen, men han viste slet intet i 2022. Til gengæld er han relativt hurtig, og hvis Tiller falder fra, kan han gå efter en top 10 i en spurt. Klatreren Fredrik Dversnes viste ikke meget i 2022.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Kern Pharma har Kiko Galvan, der blev nr. 3 i 2022 og nr. 4 i 2021 og dermed har en god historik i løbet. Ha viste fornem startform igen i år i søndags, da han desværre styrtede i spurten, men han bør overleve. Som vi har set de seneste år, kan han i en spurt sagtens lave et resultat, men han har slet ikke farten til at vinde i dette felt. Holdets anden sprinter, Alex Jaime, er alt for tung, og Raul Garcia Pierna går ikke med de bedste på stigningerne.

Tudor kører deres første løb, og det gør de med altid solide Lucas Eriksson. Er han i form, kan han måske være med på stigningerne, men det er usandsynligt. Han kan godt afslutte lidt, men han har slet ikke en chance mod de hurtige klatrere. Stigningen er nok for svær for Jacob Eriksson, og løbet er for hårdt for sprinteren Robin Froidevaux. Mere sandsynligt er det med Joel Suter, der var chokerende god fra sæsonstart sidste år. Han vil måske blande sig i en spurt, hvis han starter lige så stærkt som dengang.

En spændende outsider er det store talent Jean-Louis Le Ny. Vi er stadig ved at lære ham at kende, men han kan i hvert fald spurte og er god i eksplosivt terræn. Jeg vil tro, at dette løb er for hårdt, men jeg er ganske spændt på at se, hvor langt han kan komme. Løbet er til gengæld for hårdt for Tristan Delacroix og Jonathan Couanon.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Bingoal har den klatrestærke og halvhurtige Remy Mertz, der måske kan spurte sig til en top 10, men han er så enormt svingende og ender sikkert i gruppettoen. Mere stabil er Julian Mertens, men han er ikke nogen god afslutter. Team Flanders drømmer om at få Milan Fretin eller Vito Braet med hjem, men det lykkes næppe, og de mangler også fart. Holdets to mest klatrestærke Aaron Van Poucke og Jenno Berckmoes er ikke hurtige. Hos Caja Rural burde løbet passe storartet til Eduard Prades, men han viste slet ikke form i søndags, og løbet er for hårdt til David Gonzalez og Tomas Barta. Fernando Barcelo viste hæderlig form i onsdags og kan køre en fornuftig spurt, hvis det samles. Jeg tvivler på, at Joel Nicolau kan gå med de bedste. Auber har sprinteren Romain Cardis, der bestemt er en af de hurtigste i dette felt, men han bør komme til kort på denne rute, selvom han ikke er uden holdbarhed. Hos Nantes er løbet for hårdt for sprinteren Emmanuel Morin, og klatrerne Yael Joalland og Jordan Jegat kører ikke med de bedste. Endelig har Beltrami den ganske stærke klatrer Thomas Pesenti, men han kører ikke med de bedste på stigningerne her og er næppe i form allerede nu.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Arkea har udtaget Luca Mozzato som erstatning for den skadede Capiot. Han er en ganske holdbar sprinter, der bør overleve, hvis han er i form, men han har næppe farten til at vinde. Uno-X har udtaget Kristoffer Halvorsen, men han overlever næppe. EF er uden Piccolo, og Simon er ude med sygdom. Israel-PT har udtaget Dylan Teuns, der bør være en af de allerstærkeste på Cretes, men som ikke slår de øvrige puncheurtyper i en flad spurt og derfor kun vinder via taktik. Endelig er Caja Rural er uden Barcelo

***** Arnaud De Lie

**** Benoit Cosnefroy, Benjamin Thomas

*** Pierre Latour, Alexis Vuillermoz, Axel Laurance, Jake Stewart, Marijn van den Berg

** Luca Mozzato, Sandy Dujardin, Thomas Boudat, Jenthe Biermans, Sep Vanmarcke, Oliver Naesen, Jasper De Buyst, Rasmus Tiller, Mathieu Burgaudeau, Dylan Teuns, Samuel Watson, Kiko Galvan, Neilson Powless, Remy Rochas, Jean-Louis Le Ny

* Dries De Bondt, Romain Cardis, Anders Johannessen, Fernando Barcelo, Edward Planckaert, Cedric Beullens, Eduard Prades, Lenny Martinez, Simon Carr, Ben Hermans, Clement Champoussin, Brent van Moer, Hugo Houle, Joel Suter, Remy Mertz, Krists Neilands, Lucas Eriksson, Maxime Bouet, Kristoffer Halvorsen, Lionel Taminiaux, Ben Healy, Anthony Perez, Milan Fretin, Vito Braet, Thomas Pesenti

Danskerne

På Uno-X skal William Blume støtte Rasmus Tiller og Anders Johannessen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Amaury Capiots sejr fra 2022, Aurelien Paret-Peintres sejr fra 2021, Benoit Cosnefroys sejr fra 2020, Anthony Turgis’ sejr fra 2019, Alexandre Geniez’ sejr fra 2018, Arthur Vichots sejr fra 2017, Dries Devenyns’ sejr fra 2016 samt Pim Ligtharts sejr fra 2015.

STREAM GP LA MARSEILLAISE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE