DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Løbets rolle og historie

I mange år var Grand Prix d’Ouverture La Marseillaise - som i år skifter navn til det mundrette Grand Pric Cycliste de Marseille La Marseillaise - kendt om det første løb i den europæiske sæson, men det blev ændret i 2015. Challenge Mallorca afholdes nu én uge tidligere end normalt, og det har betydet, at de første vindere i Europa allerede har været fundet, når rytterne har taget starten i Frankrig.

For de ryttere, der har været til start i Marseille, har det imidlertid fortsat været det første løb på sæsonen, og for den franske cykelverden har det markeret den reelle åbning på sæsonen. Ydermere er det altid det første løb i den berømte løbsserie Coupe de France, og det betyder, at der er vigtige point på spil straks fra start for de mange hold og ryttere, der lægger vægt på det, der vel er verdens vigtigste nationale løbsserie.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

GP La Marseillaise markerer indledningen på en gruppe af løb, der afvikles i Sydfrankrig i januar og februar. Det afvikles i forbindelse med Etoile de Besseges, der ofte har haft et stort set identisk felt, og selvom Middelhavet Rundt definitivt er væk, kan rytterne herefter fortsætte deres løbsaktivitet i Frankrig ved Tour de la Provence, det nu tre dage lange Tour du Var og de kuperede endageløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic. I mange lande, herunder specielt Italien, er mange af de tidlige løb forsvundet, men franskmændene kan fortsat præsentere en af de mest omfattende kalendere. Mens mange begivenheder således lider under økonomiske vanskeligheder, har de franske hold ideelle betingelser i deres sæsonforberedelser, idet de kan vælge mellem en stribe løb med forskelligt terræn, og igen i år gør coronakrisen, at serien også blevet meget attraktiv for de udenlandske hold.

GP La Marseillaise blev første gang afviklet i 1980 under navnet La Marseillaise, og det blev med det samme en prestigiøs begivenhed. Grundet det relativt gode vejr sammenlignet med lande i det nordlige Europa kunne det tiltrække et relativt internationalt felt, og således har det ikke som mange andre franske løb været domineret af hjemlige ryttere. Eksempelvis vandt hollandske Leo van Vliet første udgave, og man skulle frem til 1982, inden Frankrig fik deres første sejr. Det krævede såmænd, at selveste Bernard Hinault trådte i karakter for at bryde den udenlandske dominans. Siden da har folk som Jan Raas, Eddy Planckaert, Charly Mottet, Edwig van Hooydonck, Richard Virenque, Frank Vandenbroucke og Baden Cooke vundet, og hele tre danskere, Johnny Weltz, Jakob Piil og Nicki Sørensen, har endda været øverst på skamlen.

Løbet blev en del af Coupe de France i 2010, men har i de senere år tabt lidt prestige, efterhånden som det har fået konkurrence af flere løb under varmere himmelstrøg. Dermed er det i stigende grad blevet en fransk affære, men sammenlignet med mange andre Coupe de France-løb har det fortsat et ganske internationalt felt. Tidligere havde det et dårligt ry, idet det blev sagt, at en god præstation i Marseille var et dårligt varsel for resten af sæsonen, men eksempelvis Hinault, der i 1982 senere vandt både Giroen og Touren, har vist, at det sjældent er sandt.

Igen i år er alt dog anderledes. Coronapandemien har stort set ført til aflysning af hele den ellers stadig mere righoldige januarkalender, og løbene i Australien og Argentina er alle aflyst. Selvom vi modsat sidste år ser ud til at kunne bibeholde hele den europæiske og mellemøstlige vinterkalender, har aflysningerne gjort de franske løb mere attraktive. Det gælder også for løbet i Marseille, der efter flere år med deltagelse af kun de franske og højst et enkelt udenlandsk WorldTour-hold, sidste år pludselig kunne præsentere hele ni af de 19 hold fra den fineste division og en stjerneparade af navne, man ikke havde set længe. Selvom konkurrencen fra andre løb i år er større, kan løbet igen præsentere hele otte af de 18 WorldTour-hold.

GP La Marseillaise passer fint ind i det overordnede billede i den tidlige del af sæsonen, idet det tilbyder en rute, der gør det meget lig med de øvrige løb i regionen. Nøjagtig som de øvrige løb har det imidlertid ofte været plaget af dårligt og uforudsigeligt vejr, der har gjort forholdene vanskelige for rytterne. Det har dog sjældent været nok til at stoppe de holdbare sprintere, idet løbet oftest er blevet afgjort i en reduceret massespurt. Således var det under sådanne omstændigheder, at Pim Lighthart, Kenneth Vanbilsen, Justin Jules og Samuel Dumoulin tog sejrene i årene mellem 2012 og 2015.

I de seneste seks år har man imidlertid inkluderet den nye stigning Route des Cretes, og det har gjort løbet mere selektivt. I 2016 lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at stikke af på den sidste stigning, inden belgieren slog sin franske rival i spurten, og dermed måtte Baptiste Planckaert, der vandt feltets spurt, tage til takke med tredjepladsen. I 2017 kørte de ni stærkeste væk på en netop denne stigning, og det lykkedes dem at holde feltet bag sig, inden Arthur Vichot sejrede i spurten foran Maxime Bouet og Lilian Calmejane. Det mønster gentog sig i 2018, hvor Alexandre Geniez overspurtede ni mand, herunder Odd Christian Eiking og Calmejane, der begge endte på podiet, men i 2019 oplevede man en sjælden sejr til det tidlige udbrud, da Anthony Turgis sejrede i en spurt mod Romain Combaud, mens et reduceret felt spurtede om 3. pladsen med Tom van Asbroeck som første mand. I 2020 var det igen de bedste ardennertyper, der dominerede, da Benoit Cosnefroy var hurtigere ned Valentin Madouas, Tom Devriendt og Jesus Herrada i den kvartet, der var kørt væk på Cretes.

Sådan gik det imidlertid ikke sidste år, hvor feltet som sagt var historisk stærkt. En brutal modvind i hele løbets finale gjorde alle angreb frugtesløse, selvom blandt andre Tim Wellens, Simon Carr og Andreas Kron var meget aktive, og derfor endte 32 mand med at spurte om sejren. Det endte i den mest bizarre modvindsspurt, hvor alle gruppens sprintere fejlede fælt i deres timing og alle døde voldsomt i den knaldhårde vind, så den ellers spurtsvage klatrer Aurelien Paret-Peintre kunne choksejre foran sprinterne Thomas Boudat og Bryan Coquard. Paret-Peintre kører imidlertid i år på Mallorca og forsvarer derfor ikke sin titel, men Boudat, der nu kører på kontinentalniveau og Coquard vil forsøge at jagte den sejr, de akkurat missede sidste år.

Ruten

Ruten til GP La Marseillaise har haft et ganske ensartet format, selvom den ofte har undergået et par mindre justeringer. Den består af en tur ind i det kuperede terræn omkring storbyen Marseille, inden rytterne kører ned mod centrum, hvor en flad finale venter. Som omtalt gav arrangørerne imidlertid løbet lidt ekstra krydderi i 2016 ved at indlægge en ekstra stigning, Route des Cretes, i finalen, og det gjorde løbet mere selektivt end vanligt. I 2017 imødekom de tillige ønske fra rytterne om at forlænge distancen med ca. 10 km, og det gav anledning til at tilføje den tre kilometer lange Pas de Bellefille-stigning mod slutningen. I de følgende år var ruten i alt væsentligt uforandret.

Det ændrede sig dog i 2021. Grundet den tidlige kalenderplacering har arrangørerne altid holdt sig til en begrænset distance på knap 150 km. Grundet det stærkere felt i den specielle coronaboostede udgave valgte arrangørerne at forlænge lønet med næsten 30 km fra 144,6 km til 171,0 km, dog med en bemærkning om, at det var et éngangstilfælde. Ruten bevarede da også samme finale som tidligere, og der var alene tale om nogle ekstra kilometer i den knap så afgørende indledende fase samt en anden opkørsel af Espigoulier-stigningen midtvejs, hvilket i alt gav ca. 200 højdemeter ekstra.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den med engangstilfældet holdt dog ikke. Coronapandemien har igen boostet feltet, der med otte WorldTour-hold er betydeligt stærkere end normalt, og det kan være forklaringen på, at arrangørerne alligevel har designet en rute, der endda er endnu længere end sidste år. Det betyder dog ikke, at løbet bliver mere selektivt - tværtimod. Selvom de første 115 km i alt væsentligt er uforandret, ændrer man finalen ved at finde de ekstra kilometer efter og ikke før Cretes-stigningen. Det betyder, at løbets absolut vanskeligste udfordring nu har top 47,3 km og ikke 27,6 km fra mål. Til gengæld kører man stigningen fra den anden side, hvor den er lige så svær, men hvor der oftere er med- og ikke modvind.

Med en distance på hele 174,3 km er løbet 3,3 km længere end den historisk lange 2021-udgave og indledes som vanligt i midten af Marseille. Herfra begiver rytterne sig til forstanden Allauch, hvor den reelle start bliver givet. Feltet kører videre mod nordøst, hvor det går op ad den bløde Cote des Thermes (8,3 km, 2,7%), der aldrig stiger med mere end 2-3%, straks fra start. Toppen rundes efter 8,8 km, hvorefter rytterne som noget nyt kører en omgang på en lille rundstrækning, der er ganske kuperet og består af flere småbakker og nedkørsler.

Herfra får det mod nord op til byen Fuveau, inden man drejer mod sydøst og rammer sidste års rute. Man snor sig mod sydøst og nordøst igennem småkuperet terræn frem til byen Trets, hvor der drejes mod syd for at tage hul på den velkendte Petit Galibier/Pas de Couelle (4,3 km, 4,2%), der stiger med 4-5% det meste af vejen med en næsten flad kilometer 2. Toppen kommer efter 53,8 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydøst. Nu kører man mod øst og sydøst igennem relativt fladt terræn, inden man drejer mod syd for at køre op ad Montée de la Sainte Baume (5,7 km, 4,9%), der stiger med 5-6% næsten hele vejen, dog med en lettere start og slutning.

Her rundes toppen efter 76,7 km, hvorefter man følger et fladt plateau mod sydvest, inden man fortsætter op ad en lille stigning (2,4 km, 3,7%), der leder op til toppen af Col de l’Espigoulier, hvor man efter 87,4 km rammer den rute, der blev benyttet frem til og med 2020. Efter dagens længste og ganske tekniske nedkørsel, der hovedsageligt fører mod syd, er næste udfordring Col des Bastides (8,4 km, 2,8%), der er endnu en let opkørsel uden stejle procenter, og fra hvis top der fortsat resterer 64,3 km.

Nu kommer den store nyskabelse i forhold til sidste år. Modsat sidste år kører man nu ikke ned til kystbyen La Ciotat, men derimod via en ikke alt for svær nedkørsel mod sydvest ned til kystbyen Cassis - byen på den anden side af dagens sværeste stigning, Route des Cretes (3,3 km, 9,0%). Her drejer man mod sydøst for at køre op ad stigningen, der er en ganske jævn og meget stejl stigning med top efter 127,0 km, og som altså bestiges fra den anden side, end vi normalt har set det.

Efter toppen, der kommer med 47,3 km igen, følger et kort plateau og en teknisk nedkørsel, der leder ned til La Ciotat, men nu er man nødt til at køre en tur rundt om Cretes-stigningen, inden man kan køre tilbage mod Marseille. Det går mod nordvest og nord op ad Pas d’Oulier (4,4 km, 5,3%), hvis top rundes efter 146,0 km. Herfra indledes de sidste 28,3 km med en nedkørsel, der leder mod sydvest, er ganske enkel og afbrydes af en lille bakke, indtil man når tilbage til udkanten af Cassis, hvor man rammer den velkendte finale, som også blev brugt i tiden før Cretes-stigningen introduktion i 2016. Herfra går det nemlig direkte mod nordvest ind mod Marseille, idet man kører mod vest op over den velkendte Col de la Gineste (7,2 km, 3,1%), der stiger med 5,9% over de første 2 km, men derefter er ganske let, og som er dagens sidste udfordring. Efter at have nået toppen med bare 9,6 km til mål går det lynhurtigt ad en let nedkørsel mod vest og nordvest tilbage til Marseilles centrum, hvor løbet afsluttes i faldende terræn ad en lang, flere kilometer lang vej, hvis eneste udfordring er tre rundkørsler med hhv. 4,9 km, 4,3 km og 2,0 km igen, og som leder til stregen foran Stade Velodrome, hvor også de fleste Tour-etaper med mål i Marseille er afsluttet. Den sidste kilometer er dog næsten flad og falder bare med 0,9%.

Løbet byder på i alt 2921 højdemeter mod 2803 i 2021, hvilket over den længere distance er ca. 300 mere end i årene mellem 2016 og 2020.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Vejret

Som sagt spiller vejret altid en nøglerolle i GP La Marseillaise, hvor der ofte har været bidende kulde og sne på programmet, men hvor det særligt er vinden, der kan være løbsafgørende. Den kraftige mistral blæser nemlig ofte fra nordvest, og det vil den faktisk også gøre i den kommende uge, hvor mandag, tirsdag og onsdag vil blive ekstremt blæsende. Til gengæld er denne uge helt anderledes rolig og endda også solrig og lun. Søndagen vil være helt skyfri med en temperatur på herlige 15 grader, og selvom man sagtens kan mærke den nordvestlige mistral, vil den kun blæse med en let til jævn styrke (15-17 km/t) i Marseille og endda kun med 10 km/t i La Ciotat, der ligger i bunden Cretes-stigningen. Det giver indledende sidemodvind efterfulgt af medvind, men fra bunden af den todelte opkørsel af Espigoulier rammer man ind i et længere stykker med hovedsagelig sidevind. Fra bunden af Bastides får man hovedsageligt med- og sidemedvind, men fra bunden af Les Cretes får man direkte medvind på både op- og nedkørsel. På den nye sløjfe med Pas d’Oulier vil der primært være mod-og sidemodvind, dog med sidevind på nedkørslen, inden man igen får mod- eller sidemodvind hele vejen hjem, herunder med direkte modvind på den alenlange opløbsstrækning.

Favoritterne

I gamle dage vidste man nogenlunde, hvad man skulle forvente af GP La Marseillaise, der som regel blev afgjort i en reduceret massespurt. Den store udfordring var at forudse, hvilke ryttere der ville overleve de mange stigninger, og det var ofte vanskeligt på denne tid af sæsonen, hvor alle gør debut, og ingen ved, hvem der er i form.

I 2016 blev det hele imidlertid kastet op i luften med introduktionen af den nye stigning Route des Cretes, der ovenikøbet er den stejleste i løbet, og det skabte et helt nyt scenarium. Således lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at sætte resten af feltet til vægs og holde hjem med et forspring på 42 sekunder til en mindre gruppe, der var stort set renset for sprintere. Faktisk var der blandt deltagerne i spurten om 3. pladsen bare Baptiste Planckaert, Ryan Anderson og Carlos Barbero, der jævnligt blander sig i massespurter

I 2017 blev der tilføjet yderligere en stigning, og det selektive udfald gentog sig. Atter spillede Pinot en nøglerolle ved at splitte feltet på Routes des Cretes, og denne gang var det ni ryttere, der slutteligt spurtede om sejren. Et reduceret felt på blot 20 ryttere nåede mål 34 sekunder senere, og her var det kun Samuel Dumoulin og Jasper De Buyst, der med lidt rette kan betragtes som sprintertyper. Det scenarium gentog sig i 2018, hvor de 9 stærkeste klatrere kørte væk på Route des Cretes, inden Alexandre Geniez sejrede i spurten, og i den efterfølgende gruppe var der færre end 20 ryttere og kun Dumoulin og Anthony Maldonado som en form for sprintere.  Det samme så vi i 2020, hvor det var Benoit Cosnefroy, Valentin Madouas, Tom Devriendt og Jesus Herrada, som kørte væk, inden Edward Planckaert, Clement Venturini og Damien Touze 17 sekunder senere var hurtigst i et felt på 38 mand.

Der er dog to udgaver, der skiller sig ud. Det var i 2019, da voldsom vind truede med aflysning, og da der tillige var knaldhård modvind på fra Cretes-stigningen og hele vejen hjem, kunne ingen gøre forskelle. Havde det ikke været for en overraskende sejr til det tidlige udbrud, var det endt i en reduceret massespurt - en spurt, der nu gjaldt 3. pladsen, og som vandtes af den holdbare sprinter Tom van Asbroeck i et felt på 48 mand.

Den anden undtagelse kom sidste år. Her var det næsten lige så blæsende som i 2019, og da mistralen som bekendt næsten altid kommer fra nordvest, var der også her direkte modvind på både Cretes og i hele finalen. Trods masser af angreb fra blandt andre Tim Wellens, Andreas Kron, Odd Christian Eiking og Simon Carr, spurtede 32 mand om sejren, og selvom spurten vel nærmer sig verdensrekord i dårlig timing i modvind fra samtlige gruppens sprintere, så vi fik en gedigen choksejr til den spurtsvage klatrer Aurelien Paret-Peintre, sad der i gruppen adskillige hurtige folk som blandt andre Bryan Coquard, Thomas Boudat, Matteo Trentin, Anthony Turgis, Ryan Gibbons og Edvald Boasson Hagen.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Med andre ord har den nye rute i vidt omfang ændret løbets karakter. Sidste års udgave er den eneste af de seks, hvor vi har haft en form for reduceret massespurt, men uden udbrudssejren havde vi også fået en spurtafgørelse i 2019. Mønsteret er altså ret klart: har vi en hård mistral med fuld modvindsfinale, har en spurt været en mulighed, men generelt har det været et løb for hurtige afsluttere blandt løbets klatrere og puncheurs.

Nu er det store spørgsmål, hvad den nye ruteændring betyder. I forhold til vanskelighed er det stort se t hip som hap, om man kører Cretes fra den klassiske eller den nye side, men det giver alligevel to afgørende forskelle. For det første betyder det forhold, at mistralen næsten altid kommer fra nordvest, hvad den også vil gøre i år, at vi nu får en medvinds- og ikke en modvindsstigning. Til gengæld betyder det, at toppen nu kommer 47,3 km og ikke 27,6 km fra mål. Det er en ganske markant forskel, der burde øge betydningen for en regruppering ganske betydeligt.

For at komme rundt om Cretes og ramme det gamle indløb til Marseille skal man over Pas d’Oulier, så det i det mindste ikke er et fladt indløb, men det er en blød stigning, der minder om løbets øvrige udfordringer, hvor det kun er Cretes, der skiller sig ud som en stejl stigning. Derudover ændres der ikke på, at vi med nordvestenvind får en fuld modvindsfinale med næsten uafbrudt modvind over de sidste ca. 40 km. Det bliver slet, slet ikke så blæsende som i 2019 og 2021 - den kraftige mistral melder sig nemlig først mandag, tirsdag og onsdag, hvor Etoile de Besseges i parentes bemærket starter med en etape, der før har givet sidevindsdrama - men 40 km med modvind er stadig længe at skulle undgå en regruppering i terræn, der ikke er specielt svært. Historisk har Gineste-stigningen i modvind i hvert fald aldrig rigtigt kunne bruges til noget.

At holde hjem fra Cretes vil i hvert fald kræve godt samarbejde blandt de klatrere, der utvivlsomt vil køre væk her. Duoen Devenyns-Pinot var perfekt, fordi de begge havde en tro på, at de kunne vinde en spurt, og i 2017 var Pinot klar til at arbejde stenhårdt for Arthur Vichot, der var den hurtigste mand i gruppen. I 2018 sad Ag2r i så markant et overtal, at de med det samme tog kontrol og afleverede Geniez i spurten, og i 2020 var de fire forreste alle så hurtige, at de troede på deres spurt. Sammensætningen af gruppen skal altså være rigtigt, og kravet til samarbejdet er større, når forspringet nu skal holdes over næsten 50 km.

Meget bestemmes naturligvis også af feltets sammensætning. For andet år i træk har coronaaflysninger betydet, at feltet er betydeligt stærkere end vanligt, og den slags gør det ofte vanskeligere at skabe større udskilning end i et felt med større niveauspredning. Nu har vi hele ni WorldTour-mandskaber til start, og flere af dem kommer endda med store navne. Det er ikke så enkelt som i gamle dage, hvor man relativt let kunne pege på de 5-10 mand, der ville køre væk på Cretes. Nu kan gruppen meget vel være større, og det er sjældent befordrende for et godt samarbejde. Med andre ord betyder det stærkere felt formentlig, at chancen for en reduceret massespurt er større end vanligt.

Hvem vil så spurte? Det er sandsynligt, at det er målet for Cofidis, for selvom Guillaume Martin og måske også Remy Rochas vil være blandt de bedste på Cretes, er deres chance for at vinde betydeligt mindre, end det gælder for Bryan Coquards. Det kan også blive et mål for Israel-Premier Tech med Daryl Impey og Patrick Bevin, der ikke nødvendigvis kan klatre med de bedste, samt for Arkea med Amaury Capiot. Trek har Edward Theuns og Mads Pedersen, der dog næppe overlever stigningerne i sit første løb, men vil formentlig lade Bauke Mollema køre sin chance. På samme måde kan UAE køre for Matteo Trentin, men de vil utvivlsomt også lade hurtige Diego Ulissi spille sine egne kort. På samme måde har EF en stærk afslutter i Magnus Cort, men er de i form, vil Alberto Bettiol og Michael Valgren sikkert også få frit spil. Endelig er der hold som Ag2r og FDJ, der for alt i verden skal undgå en spurt.

Det giver et billede, hvor det kan gå begge veje. Jeg regner med stor udskilning i medvinden på Cretes, hvor vi vil få etableret en elitegruppe af klatrere, og herfra regner jeg med forfølgelsesløb ind mod Marseille, hvor modvinden vil gøre det umuligt at køre væk. Det er af ovenstående klart, at der ikke er alt for mange hold med en klar interesse i en spurt, og det er klart, at mange af de bedste hold kan have ryttere med i front. Det taler for, at de vil holde hjem. Til gengæld taler den lange distance, modvinden og det stærkere felt for, at vi får en spurt - måske i et felt af nogenlunde samme størrelse som sidste år.

Derfor skal vi formentlig finde vinderkandidater blandt de holdbare sprintere og de bedste klatrere og puncheurs, der dog også skal kunne gøre det færdigt i en let modvindsfinale, hvor man taktisk måske kan snige sig væk, men hvor man får svært ved at vinde uden en god spurt. Det er dog langt fra oplagt, hvem, der kan overleve udfordringer og hvem, der kan køre væk, på dette tidlige stadium af sæsonen. Enkelte kørte sidste weekends løb i Valencia, og nogle har været aktive på Mallorca, men for langt hovedparten af feltet er det sæsondebut. Derfor er vi henvist til at basere vurderinger af formen på fornemmelse og tradition.

Hvis Cofidis spiller deres kort rigtigt og lader Martin agere spielverderber i det udbrud, der vil køre på Cretes, burde chance for en spurt være god. Det vil i hvert fald være hovedløst at lade ham samarbejde med folk som Benoit Cosnefroy og Ulissi, der i en spurt slår ham 999 ud af 1000 gange, og hvis Coquard har den startform, han plejer, vil det være klogt at satse hele butikken på ham. Det kan være nok til ødelægge et samarbejde, og kombinerer man det med lang distance til mål og modvind, hælder jeg til, at vi får endnu en spurtafgørelse.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Derfor peger jeg på Bryan Coquard. Ganske vist har franskmanden ikke vundet et cykelløb i nu halvandet år, og ganske vist er det helt klart, at han ikke er i nærheden af fordums hurtighed, men i dette felt er han den mest holdbare sprintere og selv i en klassisk massespurt en af de hurtigste. Han har tradition for at starte sæsonen meget stærkt og har igennem karrieren taget ikke færre end 8 etapesejre i Besseges i den første uge af februar. Sidste år var det også kun hans timing i den bizarre modvindsspurt, der kostede ham sejren, og det er endnu et bevis på hans typiske startform.

Den vil næppe være dårligere i et år, hvor han skal relancere sin karriere på et nyt hold og formentlig har været topmotiveret til at starte meget stærkt. I det lys bør det ikke være et problem for Coquard at klare bakkerne, og da de få, der kan slå ham i en spurt, kan ventes at få det svært, står han meget stærkt. Han kan meget vel have Benjamin Thomas og Anthony Perez som to hurtige lead-out-folk, selv i et felt på kun måske 30 mand, og han lider ikke under sin ringe positionering i et lille felt og i en ukompliceret felt. Får vi en spurt, må han være bedste vinderbud, og derfor er han min favorit.

Cofidis’ næstbedste bud må være Benjamin Thomas, der også plejer at starte stærkt og måske kan komme langt på Cretes. Han er ikke langsom, men vil være oppe mod hurtigere folk i en lille gruppe, hvorfor han skal angribe i finalen. Halvhurtige Anthony Perez vil også være en outsider, mens det er svært at se de spurtsvage klatrere Guillaume Martin og Remy Rochas vinde, selvom særligt Martin efter alt at dømme vil være blandt de allerbedste på Cretes.

Jeg har også lidt fidus til Edward Theuns. Der er bestemt ingen garanti for, at han kommer med hjem, men hvis han har samme startform som i 2021, hvor han blev nr. 2 på den vilde kongeetape i Besseges, bør han have en fair chance for at sidde med feltet hjem her. Lykkes det, vil han være en af de allerhurtigste, for som vi så i Ungarn sidste år, er han stadig ganske skarp, når han en sjælden gang får chancen. Holdets og løbets hurtigste er nok Mads Pedersen, men det vil ligne ham meget dårligt, hvis han i årets første løb kommer med over stigninger som disse. Til et offensivt løb har holdet Bauke Mollema, der altid starter stærkt og sikkert vil være blandt de bedste, men selvom han viste lidt af sin gamle spurtstyrke sidste år, får han svært ved at vinde mod de hurtigere folk. Man kan også håbe, at Tony Gallopin pludselig finder sig selv i et løb, han tidligere har været god i, men skulle han pludselig rejse sig, vil han være god i en spurt i en lille gruppe i Marseille. Toms Skujins kan måske også være med i et hårdt løb, men jeg tvivler på, at formen rækker allerede nu.

Israel-Premier Tech har et meget spændende hold, hvor særligt Daryl Impey er en god kandidat. Down Under-kongen plejer at være knivskarp fra start, men denne gang er der usikkerhed grundet den lange skadespause, der reelt har givet ham mere end et halvt års løbspause. Uden Down Under har han næppe heller trænet efter at toppe fra start, men er han flyvende, vil han måske kunne køre med de bedste på Cretes. Det vil dog undre, da han klatreniveau synes aftagende, men til gengæld bør han sidde der i en spurt. Særligt hvis det har været hårdt, kan han vinde i dette felt, hvis han spurter, som han gjorde i Catalonien og Baskerlandet, inden sit styrt, og fordi han bakkes op af et og, der ligner det måske allerbedste. Holdet har nemlig også Patrick Bevin, der også før har været flyvende Down Under, men af uforklarede årsager ikke har kørt løb længe, og som skal være knivskarp for at køre med de bedste. I en spurt vil han formentlig også køre for Impey. Det samme gælder for Tom van Asbroeck, der bør sidde med i et felt, men ikke klatrer godt nok til et offensivt og sjældent blander sig i massespurter nu om dage. I en spurt kan Sep Vanmarcke også deltage, men han er langsommere end alle de tre ovennævnte, og det vil nok være for meget at forvente, at han kan køre med de bedste på Cretes, som det også gælder for Mads Würtz, der ellers har arbejdet meget på sin klatring.

Egentlig ville jeg gerne have haft Magnus Cort som min favorit, for danskeren er skabt til dette løb. Der er ikke mange, han ikke kan overspurte, og han er den vel nok allermest holdbare sprinter. I et lille felt og i en ukompliceret finale vil han heller ikke lide under sin positionering, og derfor er det på alle måder et Cort-løb. Desværre meldte han midt i januar ud, at han har været syg, missede en uges træning først på året og næppe vil være flyvende fra sæsonstart, og da dette løb trods alt er en ganske hård affære, må han på den baggrund antages at kunne få svært ved at overleve. Er han i bedre form, end han har udmeldt, vil jeg dog slet ikke blive overrasket, hvis han vinder dette Cort-løb, og derfor ender han alligevel højt på min favoritliste. Hvis ikke han er på toppen, kan den i Vueltaen genfødte Jens Keukeleire og måske Owain Doull formentlig sidde med hjem til en spurt, men den får de svært ved at vinde.

Uden Cort vil bedste chance være et stærkt løb af Alberto Bettiol og Michael Valgren. Bettiol missede efteråret med en genopblussen af sin tarmsygdom, men efter eget udsagn har han haft så perfekt en vinter, at han ikke har en undskyldning for ikke at levere resultater. Har han samme startform som i 2020, vil han være en af de allerbedste på Cretes, men selvom han er hurtig, vil han få det svært mod folk som Ulissi og Cosnefroy. Der er større usikkerhed om Valgren, der sjældent har været flyvende lige fra start, og som også skal bevise, at han kan præstere uden at have en grand tour i benene. Selv har han lydt relativt optimistisk, men da de fleste af de klatrestærke - også Bettiol - er hurtigere end ham, vil han formentlig kun kunne vinde, hvis de to kan udnytte overtallet, selv hvis han vitterligt er flyvende.

UAE har et af de allerstærkeste hold og kan være med i alle scenarier. Holdets mand til en spurt er Matteo Trentin, der altid starter stærkt og sidste år også var med til at spurte om sejren i den bizarre modvindsspurt. Her kunne han dog ikke værre med de bedste på stigningerne, og det vil undre mig, hvis ikke han igen er nødt til at satse på en større spurt. Her lider han under en kraftigt aftagende spurtstyrke, som kostede ham mange sejre sidste år, og spørgsmålet er, om hans målrettede spurttræning har løst problemet. Der er hurtigere folk end ham, men han vil have et fremragende tog med Diego Ulissi og Alessandro Covi. Ulissi er til gengæld min favorit, hvis sprinterne bliver snydt. I Down Under er han altid flyvende, og selvom det i en spurt på flad vej vil være tæt mellem ham og blandt andre Benoit Cosnefroy, vil jeg tro, at han har en overhånd. Endnu hurtigere er Covi dog, og han burde være den helt store favorit i et hårdt løb, men Mallorca viser tydeligt, at han ikke er i storform og nok kun kan sidde med hjem til en større spurt, hvor han skal køre for Trentin. Endelig har holdet Joel Suter, der chokerede på Mallorca, men at matche de bedste på stejle Cretes burde være en umulighed, og når han ikke som i Spanien kan sidde på hjul, er han heller ikke verdens hurtigste i en spurt.

Arkea har en stærk kandidat i Amaury Capiot, der netop er blevet nr. 2 i Valencia. Han har været ramt af helbredsproblemer i lang tid, men viste livstegn sidste sommer, og normalt starter han sæsonen stærkt. En formstærk Capiot burde sidde med hjem til en spurt i dette felt, og hvis han spurter, som han gjorde i Vallonien, kan han også vinde. Til stigningerne har holdet Maxime Bouet og Alessandro Verre, men de kører næppe med det bedste, og bakkerne er nok også for hårdt for Connor Swift, der heller ikke er verdens hurtigste. Har Capiot en offday, kan Clement Russo måske sidde med hjem til en spurt, men det er svært at se ham vinde.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Ag2r har et af de allerstærkeste hold, men de skal for alt i verden undgå en spurt. Skal de vinde, skal det formentlig være med Benoit Cosnefroy, der passer perfekt til Cretes, er hurtig på stregen og plejer at være flyvende fra start, hvor han har vundet samlet i Besseges og vundet dette løb. Der hersker lidt usikkerhed om hans form efter den covidsygdom, der kostede ham deltagelse på Mallorca, men det tyder på, at han slap meget, meget mildt igennem. Der gik nemlig nærmest ingen tid, inden han allerede havde meldt sig til dette løb. Det kan ikke have kostet meget form, og jeg regner med at se ham helt i front på Cretes. Holder en gruppe hjem, vil han være en af de helt store favoritter, men i en flad spurt kan han det få det svært med eksempelvis Ulissi, der næppe heller lader sig sætte på stigningerne - og en større spurt bliver nok svær at vinde. Holdet har også Clement Champoussin, der også ventes at være blandt de bedste på stigningerne, men da han skal udnytte et overtal til at køre alene hjem for at vinde, ligner han ikke en sejrherre. Mere sandsynligt er det med Lilian Calmejane, der tidligere altid var blandt de bedste i dette løb, men som har meget at bevise efter nogle svære år. Han er ikke langsom, men da Cosnefroy er hurtigere, vil også han skulle udnytte et overtal for at vinde - hvis han altså endelig har fundet sig selv igen. Holdets sidste klatrer er Geoffrey Bouchard, men han har meget svært ved at vinde et løb som dette og er typisk heller ikke i form på denne tid af året.

En af de ryttere, man kan se frem, er Franck Bonnamour. Franskmanden var en af 2021-sæsonens kometer, hvor han bragede ind på scenen i Touren, og gennem hele efteråret fortsatte han de lovende takter, slutteligt med en podieplads i Paris-Tours. Hans form er temmelig usikker på denne tid af året, men er han kommet stærkt ind i året, vil han være en af de bedste på Cretes. I en gruppe af klatrere og puncheurs vil han også være hurtig nok til at vinde, men modsat eksempelvis Cosnefroy har han ingen stærk starthistorik. I en større spurt kan han også være med, men her kan han næppe vinde. B&B har til en spurt også Alan Boileau, der var så stærk i Rwanda sidste år og er en holdbar afslutter, men hans form i 2021 var mildt sagt svingende. Han får nok trods alt også svært ved at slå eksempelvis Coquard på stregen. I gamle dage havde det også været et perfekt løb for den hurtige puncheur Jonathan Hivert, men han har intet vist i nu to sæsoner og er ”over the hill”. Endelig bliver det spændende at se mountainbikeren Victor Koretzky, som holdet har store puncheurambitioner med, og som i hvert fald på sigt burde være god i dette terræn.

En af kandidaterne i et hårdt løb vil være Pierre Latour. Franskmanden rejste sig igen i begyndelsen af sidste års Tour, og da han som regel starter stærkt, vil jeg tro, at han kører med de bedste på Cretes. Han er også så hurtig, at han bestemt vil have en chance for at vinde, selvom Cosnefroy og Ulissi nok er hurtigere. Man kan også håbe, at evigt uheldige Alexis Vuillermoz endelig er så meget i gang, at han kan køre med, men selvom heller ikke han er langsom, mangler han for meget fart på flad vej. Holdets hurtigste puncheurtype er Julien Simon, men jeg tvivler på, at han stadig klatrer godt til at sidde med de bedste, og i en større spurt kan han ikke vinde. Her burde der til gengæld være en chance for, at den ellers fallerede Edvald Boasson Hagen kan sidde med, men selvom han viste lidt spurtstyrke i Luxembourg igen, tvivler jeg på, at han stadig kan vinde en spurt på dette niveau. Unge og halvhurtige Sandy Dujardin imponerede i Valencia, men kommer næppe til at spurte.

Sport Vlaanderen har en spændende kandidat i Arne Marit, der fik sit store gennembrud med sejren i Morbihan, hvor han slog både Elia Viviani og Coquard. Han har utvivlsomt farten til at vinde en spurt, men jeg kan have min bekymring for hans holdbarhed. Hidtil har han ikke været alt for overbevisende, men Paris-Tours viste, at han ikke kan udelukkes. Han har dog også netop givet udtryk for, at han ofte skal bruge flere løb på at køre sig i form, og derfor tror jeg, at dette løb bliver for hårdt, som det nok også gør det for Jens Reynders. Holdet har også den meget spændende og svingende Rune Herregodts, der kan være et alternativ i en spurt, men den kan han næppe vinde, og han klatrer næppe godt nok til at køre med de bedste. Også Kenneth van Rooy kan gøre det fornuftigt i en spurt.

Bingoal har en meget stærk kandidat i Milan Menten . Han har desværre ikke den allerbedste historik i starten af sæsonen, men han blev alligevel nr. 8 i modvindsudgaven i 2019. Han sluttede sæsonen med en stor sejr i CRO Race, hvor han netop vandt en reduceret massespurt af denne type, og det kan have givet ham den nødvendige motivation gennem vinteren. Han har udtrykt ambitioner med det samme, men blev desværre kørt ned af en bil på træningslejren. Det kostede nogle dages træning, og det kan måske være årsagen til, at han ikke kommer med hjem. Han er ikke verdens hurtigste i en flad spurt, men i et reduceret felt i dette løb, vil han ikke være helt uden chance, hvis han spurter, som han gjorde i blandt andet Vallonien og Kroatien samt ved de belgiske mesterskaber sidste år. Bingoal har også den holdbare og halvhurtige Tom Paquot, der sidste efterår viste, at han kan lave resultater i denne type løb, men han kan trods alt næppe vinde i dette felt og er kun aktuel, hvis den mere holdbare Menten bliver sat af. Til stigningerne har holdet Remy Mertz, men de bedste klatrere er nok for skarpe til ham her.

Uno-X har den meget spændende Rasmus Tiller, der både er holdbar og kan spurte. Hans form er usikker, men selv hvis han er flyvende, vil Cretes nok være for stejl til, at han kan matche de bedste. I en spurt kan han utvivlsomt være med langt fremme, men jeg har lidt svært ved at se ham vinde. Holdets sprinter er Kristoffer Halvorsen , der utvivlsomt kan vinde i dette felt, men det burde ikke være muligt for ham at sidde med hjem. Holdets bedste bud på en mand, der kan sidde med helt i front på stigningerne, er naturligvis stortalentet Tobias Johannessen. Han er ret stabil, og det vil ikke undre, hvis han allerede i januar er i stand til at være med helt fremme. Faktisk har han også vist en imponerende hurtighed i Liege og Giroen, og jeg udelukker faktisk ikke, at han kan tage kampen op med Ulissi og Cosnefroy. Skal Uno-X vinde, vil han nok være deres bedste bud.

Roubaix kommer med sidste års nr. 2, Thomas Boudat, der startede året som lyn og torden, men derefter var så skidt kørende, at han nu er røget ned på kontinentalniveau. Baseret på hans holdbarhed i det meste af 2021 er det tvivlsomt, om han sidder med hjem, og selv da vil han få det svært i en spurt. Omvendt må sidste års resultat have givet ham stor motivation, og derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at han sidder med hjem. Normalt er det positioneringen, der er hans store problem, men den lider han ikke på samme måde af i denne finale og i et mindre felt. Holdets alternativ er Jeremy Leveau, men selv hvis han kommer med hjem, vinder han ikke en spurt.

Intermarché har en ganske interessant outsider i Georg Zimmermann. Tyskeren er som hurtig puncheur skabt til dette løb, men han har i sine første år været meget svingende. Det vil undre mig, hvis han starter året så stærkt, at han kan køre med de bedste, men udelukkes kan det ikke. Sidder han der først til sidst, burde han have en reel chance for også at slå Ulissi og Cosnefroy på stregen. Jeg tvivler mere på, at Aime de Gendt kan være med de bedste på så svær en stigning, men selv hvis det lykkes, mangler han hurtighed på flad vej. Til en spurt burde holdet kunne regne med holdbare Baptiste Planckaert, der har en god historik i løbet, men farten rækker næppe længere til at vinde. Holdet har også Tom Devriendt, der minsandten kørte med de allerbedste i en kvartet på Cretes i 2020, men siden dengang har vist så lidt, at det er svært at tro på en gentagelse. Med god form kan han dog måske sidde hjem til en spurt, hvor han nok vil være foretrukket over Planckaert, men får svært ved at vinde.

FDJ er desværre uden den sygdomsramte Jake Stewart, og det ændrer deres chance markant. Nu skal de satse hele butikken på at undgå en spurt, og det skal ske med Thibaut Pinot, der skal vise, at han er på vej tilbage. Meldingerne er optimistiske, for han skulle slet ikke have kørt dette løb, men stiller til start, fordi det går så godt. Normalt er han altid flyvende fra start, og han er da også blevet nr. 2 i dette løb. I det lys regner jeg med at se ham som en af de allerbedste på Cretes, og holder en gruppe hjem, bør han være der. Desværre synes han ikke at have tidligere tiders spurtstyrke, og jeg har svært ved at se ham overspurte folk som Cosnefroy og Ulissi i denne form for spurt. Holdets næstbedste option er halvhurtige Quentin Pacher, der har en chance for at køre med de bedste, men også han får svært ved at vinde en spurt, ligesom hans niveau på stigningerne synes aftagende. Det er det også for Sebastien Reichenbach, der måske nok kan være med, men næsten umuligt kan gøre det færdigt. Jeg tvivler på, at Bruno Armirail har klatreformen til at være med helt fremme.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Lotto er her uden sprinter, og de skal satse på Philippe Gilbert i et hårdt løb. Belgieren er dog for længst ovre sit bedste, og det vil være stærkt overraskende, hvis han pludselig kan matche de bedste på Cretes, særligt fordi han missede Mallorca grundet sygdom. Skulle han overraske positivt, burde han dog have spurten til at gøre det færdigt. I en spurt kan han begå sig, men næppe vinde mod blandt andre Coquard. Holdet har også Steff Cras, der var så god i Vueltaen, at han måske kan være med hos de bedste, men ikke kan gøre det færdigt, og det samme kan siges om Xandres Vervloesem , der forhåbentlig kan vise sit talent, nu hvor helbredsproblemerne er ovre.

Caja Rural skal satse på en spurt med Orluis Aular, hvis holdbarhed kan være stærkt svingende. Det vil dog nok undre mig, hvis han kommer med hjem her, og da han er bedre i en stigende spurt, har jeg svæt ved at se ham vinde i denne afslutning. Holdets anden og langsommere sprinter er David Gonzalez, der ikke bør kunne overleve her, og ellers kan de håbe på, at den meget svingende Fernando Barcelo eller måske Joel Nicolau kan køre med de bedste på Cretes. Det vil dog overraske, og de mangler begge evnerne til at gøre det færdigt.

Jeg har svært ved at tro på de øvrige hold. Kern Pharma er her uden deres bedste klatrere og skal satse på en reduceret massespurt med halvhurtige Kiko Galvan, men selvom han blev nr. 4 sidste år, er det meget svært at se ham vinde i dette felt. Hos Nice vil det undre, hvis Tristan Couanon eller Paul Hennequin kommer med hjem til en spurt. Hos Auber ville det tidligere have været et perfekt løb for hurtige Anthony Maldonado, men han er faldet helt sammen, og det er svært at tro, at Romain Cardis eller Tony Hurel kommer med hjem til en spurt. På samme måde bør Emmanuel Morin ikke komme med hjem til en spurt for Nantes.

BEMÆRK: Startlisten er foreløbig, og der ventes ændringer, inden optakten opdateres lørdag aften.

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kommet, og der har været adskillige ændringer. Således deltager hverken Vuillermoz, der er testet positiv for covid-19, Cras, der er blevet syg af andre årsager, Planckaert, Herregodts, Van Asbroeck, Vanmarcke, Perez eller Würtz. Israel-Premier Tech, der næsten har skiftet helt ud i truppen, har udtaget deres sprinter Itamar Einhorn, men han får svært ved at komme med hjem, og det må stadig antages, at Impey er manden, der ender med at skulle spurte, hvis det ender i en reduceret massespurt. Total har udtaget Mathieu Burgeadeau, der som klatrer gjorde store fremskridt i efteråret, men ikke har mange chancer for at gøre det færdigt i et løb som dette.

***** Bryan Coquard

**** Edward Theuns, Daryl Impey

*** Magnus Cort, Matteo Trentin, Diego Ulissi, Amaury Capiot, Benoit Cosnefroy

** Franck Bonnamour, Pierre Latour, Arne Marit, Milan Menten, Tobias Johannessen, Rasmus Tiller, Alberto Bettol, Alessandro Covi, Thomas Boudat, Georg Zimmermann, Thibaut Pinot, Michael Valgren, Edvald Boasson Hagen, Bauke Mollema, Julien Simon

* Lilian Calmejane, Julien Simon, Tom Paquot, Philippe Gilbert, Mads Pedersen, Kristoffer Halvorsen, Kiko Galvan, Joel Suter, Alan Boileau, Jens Keukeleire, Orluis Aular, Quentin Pacher, Connor Swift, Toms Skujins, Tony Gallopin, Benjamin Thomas, Mathieu Burgeadeau, Tom Devriendt, Jonathan Hivert

Danskerne

Magnus Cort, Mads Pedersen og Michael Valgren bør alle kunne køre deres egen chance og er omtalt ovenfor. Hos Uno-X skal Jonas Gregaard og Morten Hulgaard støtte Rasmus Tiller, Tobias Johannessen og Kristoffer Halvorsen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Aurelien Paret-Peintres sejr fra 2021, Benoit Cosnefroys sejr fra 2020, Anthony Turgis’ sejr fra 2019, Alexandre Geniez’ sejr fra 2018, Arthur Vichots sejr fra 2017, Dries Devenyns’ sejr fra 2016 samt Pim Ligtharts sejr fra 2015

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)