Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 12. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløben i perioden mellem d. 14. september og den 12. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Serien blev indledt i de to uger op til VM, hvor ikke færre end seks løb blev afviklet. Nu venter de resterende seks løb, der er fordelt over de kommende to uger, hvor Giro dell’Emilia og GP Beghelli genoptager rækkeN i denne uge, inden der i den kommende uge afvikles Tre Valli Varesine, Milano-Torino, GranPiemonte og Il Lombardia over ugens første seks dage.

I de seneste år har Coppa Sabatini, Giro dell’Emilia og GP Beghelli været afviklet over fire dage helt til slut på sæsonen i ugen efter Il Lombardia, men fra og med 2016 er de blevet rykket frem til ugen inden det italienske monument - dog er Coppa Sabatini senere blevet adskilt fra de to sidstnævnte og er allerede afviklet i 2019. Den ændring har haft en fantastisk effekt på løbene. Den forrige kalenderændring var en mindre katastrofe for de tre klassikere, der udviklede sig til nærmest rent italienske anliggender med meget lidt internationalt touch. I de seneste tre år har langt flere store hold vist interesse i Giro dell’Emilia og GP Beghelli, der nu igen kan spille rollen som den ideelle forberedelse til Il Lombardia. Felterne er blevet langt stærkere, og løbene har igen den prestige, de reelt fortjener, og som særligt Giro dell’Emilia altid har haft.

Weekendens to løb har måske nok samme arrangør, men de er vidt forskellige. Efter at klatrerne krydsede klinger i Giro dell’Emilia, håber sprinterne at komme i spil i GP Beghelli. Modsat periodens andre endagsløb er der tale om en relativt ny begivenhed, der blev skabt i 1996, hvor det fungerede som italiensk mesterskab og blev vundet af Mario Cipollini. Arrangørerne var begejstrede for deres løb og besluttede sig for at fortsætte med en årligt tilbagevendende begivenhed på UCI-kalenderen. Et år senere blev det afviklet for anden gang, hvor det overtog den ledige kalenderplacering efter det hedengangne Milano-Vignola. Siden da er det blevet afviklet hvert år og vundet af store ryttere som Michael Boogerd, Andrei Tchmil, Luca Paolini, Damiano Cunego, Alessandro Petacchi, Filippo Pozzato, Sonny Colbrelli og Bauke Mollema.

GP Beghelli afvikles til minde om Bruno Beghelli og arrangeres af Gruppo Sportivo Emilia, der også står bag Giro dell’Emilia, hvilket skaber en del synergi med den gamle klassiker, der afvikles dagen inden. Ruterne er som sagt vidt forskellige, og derfor er startlisterne typisk slet ikke de samme. Manglen på lighed betyder også, at arrangørerne slet ikke har kunnet tiltrække samme stjerneparade af ryttere og samme antal WorldTour-hold som til Giro dell’Emilia - sandsynligvis i kraft af Emilias meget lange historie, større prestige og rutemæssige slægtskab med Il Lombardia - men også her har der i de senere år været tale om et langt stærkere felt end i 2014, hvor der blot var to WorldTour-hold til start på en hovedsageligt italiensk startliste.

Da det er de samme hold, der deltager i Emilia og Beghelli, kan man således præsentere hele 11 hold fra den fineste række - dog et enkelt færre end sidste år - og selvom et ensomt sprinterløb i Italien naturligvis ikke kan tiltrække et felt af sprintere, som Emilia kan af klatrere så tæt på Il Lombardia, er rytterlisten ikke dårlig. Således har navne som Sonny Colbrelli, Fernando Gaviria, Matteo Moschetti, Carlos Barbero, Sacha Modolo, Dan McLay, Davide Ballerini, Phil Bauhaus, Andrea Pasqualon, Giovanni Lonardi, Jon Aberasturi, Manuel Belletti og Andrea Guardini alle valgt at stille til start på den relativt flade rute, og dertil kommer, at en del af stjerneklatrerne fra lørdagens løb vælger at køre begge dage som led i forberedelserne til årets sidste monument.

Modsat Giro dell’Emilia byder GP Beghelli ikke på store stigninger, og den væsentligste udfordring i løbet er den lille bakke Zappolino. Hvert år afvikles løbet på en ensartet rute, der mest af alt består af adskillige omgange på en rundstrækning, der inkluderer bakken. Historien viser, at løbet typisk afgøres i en reduceret massespurt, men sene angreb har af og til båret frugt, som det eksempelvis gjorde for Bauke Mollema i 2018, Luis Leon Sanchez i 2017, Valerio Conti i 2014 og for danske Nicki Sørensen i 2012.

Sidste år lykkedes det som sagt Mollema med et sent angreb at køre væk fra en lille gruppe, der var blevet etableret i finalen og inkluderede dagens to favoritter, Sonny Colbrelli og Matteo Trentin. Trods hård jagt lykkedes det ham at holde feltet bag sig med seks sekunder, inden Sonny Carlos Barbero slog Manuel Belletti i spurten om andenpladsen. Mollema forsøger at forsvare titlen som led i sin formopbygning frem mod Il Lombardia, og han er igen oppe mod både Barbero og Belletti, der vil forsøge at tage den sejr, de akkurat missede for 12 måneder siden.

Ruten

GP Beghelli blev afviklet på helt samme rute i 2012, 2013, 2015, 2016 og 2017, men den 24. udgave ændres en anelse, så der denne gang skal tilbagelægges 3 km mere. Den nye rute har en samlet distance på 199,3 km og både starter og slutter i Monteveglio. Løbet indledes med en helt flad strækning, der fører feltet fra værtsbyen igennem fladt terræn mod nord og sydvest til den nærliggende by Vignola, hvor man tilbagelægger to omgange på en flad 16,8 km lang rundstrækning i den nordvestlige udkant af byen. Herfra følger man samme flade vej tilbage til Monteveglio, inden man første gang krydser målstregen efter 66,3 km.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Den sidste del af løbet udgøres af 10 omgange på den velkendte 13,3 km lange rundstrækning i området syd for Monteveglio. Den er hovedsageligt flad, men inkluderer den lille Zappolino-stigning (1,4 km, 5,4%), der er stejlest med 6,5% på det andet 500 m-segment, og har top med 8,2 km til mål. Efter den halvtekniske nedkørsel er terrænet til slut let faldende frem til de sidste to kilometer, der er flade. Finalen byder på to sving umiddelbart efter hinanden med 800 m igen, inden man rammer den 600 m lange opløbsstrækning.

Løbet byder på i alt 1681 højdemeter, hvilket er præcis det samme som sidste år.

I forhold til sidste år er eneste ændring en forlængelse af det indledende flade stykke med 3 km.

Vejret

Om aftenen ventes et omslag fra solrigt til regnfuldt vejr, men ryttere burde nå tørskoede i mål. Søndagen igennem vil der nemlig blot være få skyer og en temperatur på 21 grader, og det er først i den sidste times tid, at det vil sky til med en 20% risiko for en byge. Der vil blot være en let vind fra nordøst og øst, hvilket i den indledende fase primært giver først med og siden modvind. På rundstrækningen vil de være sidemedvind frem til toppen af bakken og derefter sidemodvind, indtil man med 2 km igen drejer ind i sidemedvind, som varer ved, indtil man efter de to sidste sving får sidemodvind.

Favoritterne

Som sagt viser historien klart, at GP Beghelli som regel ender i en reduceret massespurt, og som Nicola Ruffionis sejr i 2016 afslører, kan også relativt tunge folk overleve de mange ture op over Zappolino-stigningen. Nicki Sørensen, Valerio Conti, Luis Leon Sanchez og Bauke Mollema har dog i de senere år vist, at det kan lade sig gøre for stærke udbrydere at snyde feltet. Det skyldes ikke så meget stigningen, men snarere det faktum, at løbet afvikles i oktober. På denne tid af året er det simpelthen bare sværere at kontrollere løbene, og derfor ser man flere udbrudssejre sidst på året end på noget andet tidspunkt af sæsonen.

Lidt overraskende er det, at sprinterne to år i træk er blevet snydt. Det falder nemlig sammen med de to år, hvor løbet har været i vækst og har oplevet det klart stærkeste felt nogensinde. Normalt er logikken ellers, at et stærkere felt betyder mere kontrolleret kørsel og dermed også, at spurtafslutninger er vanskeligere at undgå. Alligevel har vi to gange på to år set, at en lille gruppe er kørt væk sidste gange på Zappolino, og at det herfra er lykkedes først Sanchez og siden Mollema at slippe væk i en ukontrollerbar finale.

Det skyldes ikke mindst måden, løbene er blevet kørt på. I 2017 gik favoritten Sonny Colbrelli med i fremstødet, og sidste år var det de to favoritter, Colbrelli og Matteo Trentin, der var med. Ingen ville slæbe dem med til mål, og derfor gik samarbejdet i stykker, hvilket Sanchez og Mollema kunne udnytte. Samtidig betød den vægelsindede taktik, at jagten først blev organiseret lidt for sent, og dermed nåede feltet ikke at skabe samling.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Begge løb viser to ting. For det første er det pokkers svært for folk som Colbrelli og Trentin at læse løbet. Går de med i angrebene, kan de næsten være sikre på, at ingen vil samarbejde med dem. Venter de i feltet, risikerer de, at en godt samarbejdende gruppe holder hele vejen. Måsker er det derfor, at Colbrelli trods en status som favorit i de seneste fire år kun har vundet én gang.

Den anden konklusion er, at sandsynligheden for en spurt trods alt er størst. I begge tilfælde har vinderen blot snydt feltet med 6 sekunder, og det viser, at jagten ikke skulle være blevet organiseret meget tidligere, før det havde givet en spurt. Projektet er lykkedes to gange i træk, men sandsynligheden for, at det sker igen, er stadig mindre, end den er for en sprintersejr.

Hvordan set det ud i 2019? Også denne gang er der tale om et klassefelt med deltagelse af mere end halvdelen af WorldTour-holdene, men det er også et felt, der præger præg af en tredje forklaring på en tredje forklaring på udbrydernes succes. Løbet afvikles dagen efter Emilia, og de store hold, der også kører løb andre steder, sender ofte en fast trup afsted til begge løb. Da det af gode grunde primært er klatrere, der kører i Italien i disse uger, betyder det, at en hel stribe hold stiller til start uden sprintere, som det i år på WolrdTour-siden gælder for Jumbo, FDJ, Ineos og Ag2r. Til gengæld har de prokontinentale hold en knap så travl kalender, og de kan derfor justere truppen, så den passer til begge løb, hvilket er tydeligt for Nippo, Neri Sottoli og Androni, der stiller med ret forskellige trupper til de to dage.

Igen i år vil meget dreje som om Colbrelli og Bahrain, men denne gang er de i en luksussituation. De har nemlig taget formstærke Phil Bauhaus med som en mere klassisk sprinter, der kan gemme sig i feltet, mens Colbrelli og Ivan Garcia kan køre offensivt og begge har styrken til at gøre det færdigt. Dermed skal de slet ikke have så afventende en strategi. Samtidig er det kun UAE, der kan ventes at satse 110% på en spurt, mens det for alle andre større hold gælder, at de formentlig vil gå ind til løbet med en åben taktik med mulighed for både angreb og deltagelse i en spurtafgørelse. Det gælder for hold som Trek, Mitchelton, Movistar, EF, Neri Sottoli, Wanty, Nippo, Caja Rural, Bardiani og Androni, mens der som sagt også er nogle ganske slagkraftige mandskaber, der alene skal køre offensivt.

Det kunne tale for endnu en udbrudssejr, men vi tror stadig mest på en spurt. Bahrain og UAE vil kontrollere det meste af dagen, inden der vil komme angreb på de sidste omgange. Her vil der næsten altid være hold med en interesse i at jagte, og på sidste omgang er stigningen altid så let, at det udbrud, der etableres, er for stort. Denne gang er vejret godt med sidemodvind efter stigningen, og derfor vil løbet være knap så hårdt, ligesom det vil være sværere at holde sig fri. Som regel går samarbejdet i stykker i for stor en gruppe, og med mindre en rytter er heldig og snu nok til at snige sig væk i stil med Mollema og Sanchez, vil der i de fleste tilfælde ske samling.

Derfor vover vi pelsen og peger på Phil Bauhaus som vores favorit. Bahrain har ikke meldt officielt ud, hvem de kører for og har blot afsløret, at Colbrelli og Bauhaus begge er kaptajner med Garcia som en vigtig mand til finalen. Logikken siger derfor, at det bør være Colbrelli og Garcia, der skal køre offensivt, og at Bauhaus skal spare sig til en spurt. Det er ikke nogen dum plan, da Bauhaus efter det tidlige exit fra Vuelta imponerede i de første italienske løb, hvor han vandt Coppa Bernocchi og var chokerende holdbar i rollen som hjælper for Colbrelli i Coppa Sabatini. Hvis han har bevaret den form, er han i stand til at klare denne bakke, og herefter vil han have et tog med Colbrelli og Garcia til at køre sig frem. På papiret er det vel kun Gaviria, der er hurtigere end ham, og derfor tror vi på årets anden italienske sejr til den hurtige tysker.

Der kan ikke være tvivl om, at Fernando Gaviria på papiret er løbets hurtigste. Colombianeren har imidlertid haft en svær tid efter sin knæskade, og et tidligt styrt ødelagde hans Vuelta. Han meldte fra til VM, og 4. pladsen i Münster viste tydeligt, at det ikke er den rigtige Gaviria, der er tilbage. Omvendt er der også stor forskel på at spurte mod Ackermann, Hodeg og Merlier og de ryttere, han er oppe mod i dette felt, og kommer en ikke alt for formstærk Gaviria med hjem, er det formentlig kun Bauhaus, der for alvor kan måle sig med hans topfart. Toget med Marco Marcato og en formstærk Rui Oliveira er ikke det bedste, men får han også Roberto Ferrari med hjem til en spurt, ser det slet ikke ringe ud. Finalen er lidt for teknisk for Gaviria, der har positioneret sig overraskende ringe i år, men det fik han rettet lidt op på i Münster. Gentager det sig her, bør han have farten til endelig at tage en sejr.

Naturligvis hører Sonny Colbrelli også til blandt favoritterne. VM viste nok engang, at formen er fremragende, men af forskellige årsager er han blevet snydt i alle de italienske løb, han har været tæt på at vinde i dette efterår. Som sagt kan det ikke udelukkes, at Bahrain kører for ham, og selvom han ikke har Bauhaus’ og Gavirias fart, kan han sagtens vinde i dette felt efter et hårdt løb, især hvis Bauhaus og Garcia hjælper ham ud af de evige positionsproblemer. Størst chance har han dog i en mindre gruppe, som reelt har en chance for at holde hjem, hvis han kan få Garcia med til at holde feltet væk. Colbrelli kan således vinde på flere faconer, og det gør ham til en indlysende kandidat til at vinde for anden gang. Som sagt skal man bestemt heller ikke afskrive Ivan Garcia, der med 3. pladsen i Montreal viste fremragende form. Desværre er han kun nr. 3 i hierarkiet, men får han lov til at angribe i finalen er hans livsfarlig, i hvert fald hvis han er kommet sig over den sygdom, der sendte ham ud af VM.

Er Matteo Moschetti klar til at lave et resultat? Det italienske stortalent har været sat slemt tilbage af sit styrt i Giroen, men stille og roligt er han begyndt at se bedre ud. Mest markant var det, da han i første omgang klarede sidevinden i Koolskamp, men siden er han kommet ned på jorden igen. Senest udgik han i Münster, hvilket var lidt af en lussing, og derfor er det svært at være alt for optimistisk. Omvendt har han helt sikkert farten til at slå både Gaviria og Bauhaus, især fordi han er god i positionskampen. Udfordringen bliver at overleve bakken. Trek vil dog helt sikkert ikke satse bare på ham. Bauke Mollema er i form, men han skal være meget heldig for at genvinde dette løb. Bedre chance har nok Toms Skujins, der kørte et fornemt VM og også kan afslutte i en lille gruppe. Michael Gogl kan det samme, men synes ikke i form, og løbet passer ikke til Richie Porte eller Giulio Ciccone , der heller ikke har deres bedste form.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Pr. definition skal man altid pege på Manuel Belletti i dette løb. Efter 2. pladsen i 2011 er han i de følgende år blevet hhv. nr. 6, 4, 7, 2, 14, 21 og 3, og han har således været på podiet hele tre gange, men altså stadig uden at vinde. Han styrtede i Coppa Bernocchi, men 7. pladsen i det hårde Trofeo Matteotti viste, at formen er god, og her slog han blandt andre Colbrelli på stregen. Det viser, at han efter et hårdt løb kan gøre det færdigt. Androni har imidlertid også et fremragende kort i supertalentet Andrea Vendrame, der bliver svær at slå i en spurt i en lille gruppe, og holdet har tillige Francesco Gavazzi til et lignende scenarium, men han er ikke helt så skarp længere og ligner ikke en mand, der kører væk på bakkerne.

Caja Rural kommer med et af de mest spændende hold. Holdet har to sprintere i Jon Aberasturi og Matteo Malucelli, og de er begge hurtige nok til at vinde i dette felt. Særligt Aberasturi er god efter et hårdt løb, hvilket nogle fine spurter i Vueltaen dokumenterede, og han er også god i positionskampen. Malucelli er endnu hurtigere og typisk holdets førstesprinter, men han kan meget vel få det for svært på bakken. Kommer han med hjem, bliver han imidlertid meget farlig efter sine to 2. og to 5. pladser i Poitou-Charentes. Og endelig har holdet talentet Alex Aranburu, der med sin hurtighed er oplagt som afslutter i en lille gruppe til sidst - en rolle, Jonathan Lastra også kan udfylde. Til gengæld er Sergei Chernetckii tadig ikke i form.

Man skal vel også holde døren åben for et resultat fra Sacha Modolo. Det har været en skodsæson for italieneren, men nu er det kommet frem, at en virus har været årsagen til miseren. I England viste han svingende takter, men en 6. plads på den ganske hårde sidste etape, der satte blandt andre Groenewegen til vægs, viser, at benene dengang ikke var helt ringe. Han mangler kontrakt for den kommende sæson og må være motiveret, og i dette felt burde han trods sin ikke alt for overbevisende hurtighed have en chance. EF har også Dan McLay, men hvor han står formmæssigt er et åbent spørgsmål efter en pause på mere end en måned. Bakken er rigeligt svær for ham, og han positionerer sig ringe, men sidder han rigtigt, har han farten til at vinde.

Matteo Trentin valgte at melde afbud, og det betyder, at Mitchelton kommer med et ungt og opportunistisk hold. Mest interessant bliver det at følge den unge stagiaire Kaden Groves , der kørte et fremragende U23-VM, hvor han viste både storform og stor holdbarhed. Med et tog, der tæller Edoardo Affini, Nick Schultz, Robert Stannard og Dion Smith, får han her chancen for at vise sin hurtighed på flad vej, efter at han blev en hæderlig nr. 10 i den stigende spurt i det stærkt besatte Brussels Cycling Classic. Holdet vil dog formentlig også køre offensivt med de fire nævnte, hvoraf særligt Smith og Stannard er farlige, da de tillige kan gøre det færdigt i en spurt. Til gengæld passer løbet ikke rigtigt til den ellers formstærke Jack Haig.

Det har været et skidt år for Andrea Pasqualon, der aldrig har nået samme højder som i 2018. Senest skuffede han følt i yndlingsløbet Coppa Sabatini, og det er derfor lidt svært at se ham vinde. Hans speciale er nemlig stigende spurter, og på flad vej mangler han hurtighed. I dette felt er han dog ikke helt uden chance, da han er udmærket i positionskampen. Wanty vil sikkert også køre offensivt med Guillaume Martin, men det her er ikke et løb for ham.

Sidste år overraskede Carlos Barbero stort ved at vinde feltets spurt. Det hører ellers til sjældenhederne, at spanieren vinder flade spurter uden for Spanien, hvor konkurrencen er begrænset, for det er i stigende spurter, at han har sit speciale. Resultatet viser dog, at det kan lade sig gøre, men det vil kræve held, hvis det skal gentages, især fordi han stadig kæmper med formen efter styrtet i Østrig. Movistar har til gengæld også to meget stærke folk til offensiv kørsel i form af hurtige Eduard Prades, der er farlig i en lille gruppe, samt halvhurtige og meget formstærke Carlos Betancur. Richard Carapaz synes i form, og løbet passer ham ikke, men når Mollema kan vinde, kan Carapaz med det rette held også. Det kan formsvage Mikel Landa til gengæld ikke, slet ikke på denne rute.

Astana kommer med Davide Ballerini, der har haft et nærmest forfærdeligt efterår, som kulminerede for nylig, hvor sygdom tvang ham til at forsvare titlerne i Memorial Marco Pantani og Trofeo Matteotti. Forinden skuffede han fælt i Canada, men i dette løb bør han trods alt kunne være med. Han viste overraskende god fart med en 4. plads i Bruxelles, men her var spurten også stigende. På flad vej skal han nok væk i en lille gruppe, men her vil han også være farlig, hvis han endelig har fundet formen. Astana vil med garanti køre offensivt med den tidligere vinder og formstærke Luis Leon Sanchez, der også kan spurte i en lille gruppe, og med Dario Cataldo, der også er hurtig på stregen.

Giotti Victoria har Riccardo Stacchiotti, der med sin sejr over Belletti på Sicilien tidligere i år har vist, at han kan begå sig i dette felt. Det er ikke blevet til alt for mange sejre i år, men antallet af top 5-placeringer vidner om enorm stabilitet og god positionering. Udfordringen er bakken, der meget vel kan blive for hård, og chancen for, at han kommer med hjem, er ikke alt for stor. Han gjorde det dog hæderligt i Trofeo Matteotti, så chancen er der. Derudover har holdet Federico Zurlo, der er mere holdbar, men til gengæld ikke hurtig nok til at vinde.

Neri Sottoli kommer med Umberto Marengo til en spurt, og den hurtige italiener har i år imponeret med sin holdbarhed, ikke mindst da han vandt en udbrudsetape i Utah. Farten rækker dog nok ikke til at vinde. Større chance har holdet med de altid offensive og lynhurtige Simone Velasco og Davide Gabburo, der er blevet bedre og bedre gennem de første italienske løb.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Nippo er i nogenlunde samme situation. De har en sprinter i talentfulde Giovanni Lonardi, men han har desværre virket temmelig formsvag på det sidste, og vi tvivler på, at han klarer bakken. Som alternativ har holdet Marco Canola, der nok mangler farten til at vinde en stor spurt, men som i en lille gruppe er farlig, ikke mindst fordi en 8. plads i et hårdt Coppa Sabatini viste, at formen er fin, og fordi sejren i den stigende spurt i Utah viser, at lidt af den gamle fart måske er ved at komme tilbage.

Det skal også blive interessant at se Davide Appollonio, der fik et fornemt comeback fra karantæne med sejren i Portugal. Siden har han ikke haft samme succes, og han kan stadig mangle formen til at klare bakken, men han gjorde det ganske pænt i de seneste italienske løb. Ellers har Amore e Vita den halvhurtige Marco Tizza, der altid imponerer med sin holdbar´hed og kan køre væk i en lille gruppe.

Bardiani kommer med Andrea Guardini, men italieneren bliver kun ringere og ringere med årene og har i år sågar kun vundet en enkelt gang i Asien, hvor han ellers plejer at være svær at slå og har kørt meget gennem hele sæsonen. Han klarer næppe bakken. Det gør Vincenzo Albanese formentlig, men selvom han er ved at vise bedre takter, er han ikke just en vinder i dette felt. Lorenzo Rota er i form, men han vinder ikke løbet, med mindre han kommer alene hjem, selvom han kørte en god spurt i Coppa Agostoni. Heller ikke Gazprom-Rusvelos sprinter Sergey Shilov har trods sin holdbarhed vist den fornødne fart.

Derudover er der en stribe WorldTour-hold, der er uden sprintere, og som skal i offensiven. I den sammenhæng er det særligt værd at fremhæve Gianni Moscon , der endelig har fundet form og er god i en spurt i en lille gruppe, men Ineos har også en stadig formstærk og hurtig Tao Geoghegan Hart , en genfødt Diego Rosa, en hurtig Jonathan Narvaez, der har spurtet godt i år, og Egan Bernal, der jo faktisk godt kan afslutte . Leonardo Basso vil sikker prøve i en større spurt, men han vinder ikke.

Derudover er der Jumbo, der i Koen Bouwman og Jonas Vingegaard har to halvhurtige ryttere til offensiv kørsel, FDJ, der i Valentin Madouas og Anthony Roux, som sikker også vil køre en spurt, har et par gode afsluttere i små grupper, Ag2r, som i Pierre Latour ligeledes har en mand, der kan spurte, Arkea med de halvhurtige Warren Barguil og Elie Gesbert.

OPDATERING: Lørdag aften har der været en hel stribe ændringer. Mest markant er det, at Alejandro Valverde alligevel har valgt at køre, og han må naturligvis være et af de bedste bud på en mand, der kan gøre det færdigt i en lille gruppe. Ineos er uden Jhonatan Narvaez, hvorfor Leonardo Basso er deres eneste hurtige afslutter. EF har styrket joldet betragteligt ved at udtage Sep Vanmarcke, de for nylig vandt feltets spurt i Trofeo Matteotti og er falig i en lille gruppe, ligesom de har hentet Matt Walls ind som en lead-out man til Modolo og McLay. Som det fremgår nedenfor har Fuglsang alligevel valgt at køre, men han skal have samme timing som Mollema i 2018, hvis han skal vinde. Wanty har hentet Jerome Baugnies ind som en mand, der kan afslutte i en lille gruppe, og han synes endelig at have lidt form. Tizza, Ciccone og Sean Bennett skipper alle løbet.

***** Phil Bauhaus

**** Fernando Gaviria, Sonny Colbrelli

*** Matteo Moschetti, Manuel Belletti, Jon Aberasturi, Matteo Malucelli, Sacha Modolo

** Kaden Groves, Andrea Pasqualon, Carlos Barbero, Andrea Vendrame, Davide Ballerini, Alejandro Valverde, Gianni Moscon, Sep Vanmarcke, Dan McLay, Riccardo Stacchiotti, Ivan Garcia, Eduard Prades, Luis Leon Sanchez, Davide Appollonio, Giovanni Lonardi

* Marco Canola, Simone Velasco, Davide Gabburo, Alex Aranburu, Valentin Madouas, Francesco Gavazzi, Andrea Guardini, Carlos Betancur, Umberto Marengo, Vincenzo Albanese, Tao Geoghegan Hart, Anthony Roux, Pierre Latour, Toms Skujins, Dion Smith, Robert Stannard, Jerome Baugnies, Dario Cataldo, Diego Rosa, Egan Bernal, Bauke Mollema, Jakob Fuglsang, Jonas Vingegaard, Koen Bouwman

Danskerne

Jonas Vingegaard er til start for et sprinterløst Jumbo-hold, hvor han burde få plads til med offensiv kørsel at forsøge at snyde sprinterne. Jakob Fuglsang har lørdag aften alligevel valgt at køre for Astana og kan tænkes at teste benene på stigningerne, men det er et løb, han får meget svært ved at vinde.

Sidste års løb

Du kan gense Bauke Mollemas sejre fra 2018, Luis Leon Sanchez’ sejr fra 2017 og Nicola Ruffonis spurtsejr fra 2016.