Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb tilbyder også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Serien af semiklassikere startede i slutningen af juli med GP Cerami og blev intensiveret med fem løb i den anden halvdel af august. Den kulminerede først i september med Brussels Cycling Classic, det klart største løb, dagen ind Antwep Port Epic, og efter en lille pause fortsættes der nu med en travl uge, der byder på hele fire løb på bare fem dage. Først gjaldt det onsdagens GP de Wallonie, på fredag får sprinterne chance i Kampioenschap van Vlaanderen, og det hele slutter i weekenden med det småkuperede Primus Classic Impanis-Van Petegem og det relativt nye, men ret flade Gooikse Pijl.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Løbsblokken kommer på et helt perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til VM. De har en placering mindre end to uger før linjeløbet i Yorkshire, og for ryttere, der kørte i Canada og England i den forgangne uge, er det den perfekte chance for at finpudse formen yderligere. Sidste år var løbene lidt ramt af, at hele kalenderen var rykket en uge i forhold til VM, og derfor blev de afviklet midt under Vueltaen, men i år er de tilbage i samme stærkt besatte format, som vi kender, og mens onsdagens løb ligger lidt for tæt på de canadiske klassikere til at tiltrække mange af VM-stjernerne, der i år næsten alle kørte i Nordamerika, vil weekendens løb have adskillige topnavne til start.

Ugens sidste løb er Gooikse Pijl, der er lidt af nyskabelse. Det arrangeres af den lokale klub i Gooik, der i 1976 var vært for junior-VM og som senere også fast vært for Belgien Rundt for ryttere uden kontrakt, og de erfaringer fik dem til at vinde an med den første udgave blev således i 2004, hvorefter det tilbragte mange år som et ukendt løb, der ikke var åbent for professionelle, indtil det i 2012blev til et relativt ukendt 1.2-løb for de mindre hold og uden deltagelse fra WorldTour-holdene. Blandt andet vandt en helt ung Jurgen Roelandts den anden udgave, inden det kom på UCI-kalenderen, men i de senere år er løbet begyndt at vokse i graderne. Således er vinderlisten gradvist blevet mere prominent, og efter at man i årene mellem 2014 og 2017 fik sejre til relativt store navne som Roy Jans, Oliver Naesen, Aidis Kruopis og Kenny Dehaes, tog løbet sidste år springet i 1.1-klassen. Det betød, at ma fik deltagelse af det første WorldTour-hold i form af LottoNL-Jumbo, og dermed blev der sat en streg under, at løbet er kommet for at blive.

Det er blevet endnu tydeligere i år. Nok er løbet med sine blot 3 WorldTour-hold det samlet set svagest besatte af ugens fire belgiske løb, men hvad man ikke har i bredden, har man i dybden. Således må de relativt urutinerede arrangører fra den lokale cykelklub i Gooik have knebet sig selv i armen, da der indløb tilmeldinger fra Peter Sagan, Greg van Avermaet og Pascal Ackermann, der alle bruger løbet som en sidste VM-test. Og det er da også i den rolle, at løbet skal finde sin niche, da det som sagt ligger godt placeret i en uge, hvor løbet skal slås sammen med yderligere tre løb i Belgien.

At det er klassikerspecialister og sprinterne, der har ladet sig tiltale af løbet, kan ikke undre. Ruten består nemlig af en rundstrækning, der byder på både bakker og brosten. Dermed er det et klassisk flamsk løb, der har betydeligt flere højdemeter end de fleste meget flade løb i området, og det er ikke så sprintergearet som de fleste sensommer- og efterårsløb. Samtidig betyder rundstrækningsformatet, at det på mange måder ligner et klassisk VM-løb, hvilket gør det til noget nær perfekt forberedelse til det store slag, der kommer bare en uge senere.

At løbet ikke nødvendigvis ender i en massespurt, så vi i den første udgave som 1.1-løb. Her endte det hele i en dramatisk finale, hvor et udbrud blev hentet på opløbsstrækningen, men det lykkedes akkurat fem af dem at holde sig fri, så Jordi Meeus kunne tage en overraskende sejr foran Amund Grøndahl Jansen og danske Martin Mortensen. Meeus vender tilbage for at forsvare titlen i årets meget stærkere besatte udgave, og han er atter oppe mod Jansen, der vender tilbage i formstærk udgave. Mortensen og hans nye Waoo-hold deltager imidlertid ikke.

Ruten

Mange belgiske 1.1-løb afvikles på en rundstrækning, og det gælder også for Gooikse Pijl. I dette tilfælde er der tale om en 22 km lang runde, der skal gennemkøres i alt ni gange for en samlet distance på i alt 198 km. Den er placeret i området syd for den lille by Gooik, der er vært for start og mål. Der er tale om ikke specielt teknisk sag, men der er både brosten og bakker. Allerede efter 2,5 km rammer man en stigning (1 km, 3,3%), og den efterfølges af endnu en bakke, inden fladt terræn leder frem til den 1300 m lange pavé Turkeystraat. Der er nærmest ingen asfalt som pause, inden man bare 200 m senere rammer den 1200 m lange Bliikheerstraat, der stiger let og leder direkte ind på en lille bakke.

De sidste 9 km er imidlertid lette. Først falder det let over ca. 3 km, og derefter de sidste ca. 6 km helt flade. Finalen er ikke alt for teknisk, idet der på de sidste 5 km er blot to sving. Det sidste kommer dog blot et par hundrede meter fra stregen.

Løbet byder på i alt 1998 højdemeter.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Vejret

Efter en dag med sommer, sol og 27 grader slår vejret om i løbet af søndagen. Allerede fra morgenstunden vil det være skyet, men det vil også være varmt, da temperaturen ved middagstid allerede har nået 26 grader. Fra midt på eftermiddagen kan der komme byger, og der ventes et decideret regnvejr fra 17-tiden. Samtidig vil det være blæsende med en sydlig vind med en styrke på 20-25 km/t, hvilket giver nærmest uafbrudt sidevind på rundstrækningen. På de to pavéer vil der være sidemodvind, inden man får medvind, dernæst sidemodvind og til slut sidemedvind frem mod opløbsstrækningen, hvor der vil være sidevind.

Favoritterne

Gooikse Pijl er stadig et nyt løb, vi skal lære at kende, og derfor har vi til gode at finde ud af, præcis hvor hård rundstrækningen er. Sidste års udgave var den første med WorldTour-deltagelse, og her var der blot tale om et enkelt hold. Selvom svage felter som regel betyder større splittelse, var det alligevel kun med det yderste af neglene, at det tidlige udbrud snød sprinterne, hvor også de tunge folk sad med hjem. Vejret var endda regnfuldt, og det ser således ud til, at brosten og de næsten 2000 højdemeter ikke i sig selv er nok til at splitte feltet.

Den store forskel i år er, at feltet er endnu stærkere, ikke i bredden, men i toppen. Faktisk er niveauspredningen gigantisk, når man kaster verdensstjerner som Peter Sagan, Greg van Avermaet og Pascal Ackermann ind i et felt, hvor 16 af de 23 hold kommer fra kontinentalklassen. Dermed kan et stærkere felt have den modsatte effekt af det, vi så i Primus Classic, hvor feltet var så dybt, at løbet var for let til, at Sagan, Van Avermaet og Mathieu van der Poel kunne lave varige forskelle. Denne gang betyder stjernernes tilstedeværelse snarere, at det bliver lettere, for Sagan og co. er adskillige niveauer over hovedparten af feltet.

For at skabe forskelle skal ruten dog også være til noget, men det er den også. Nok er brostenene ikke svære, men brosten er det dog, og med 2000 højdemeter er løbet mere kuperet end langt hovedparten af de flamske løb, også end mange af klassikerne. Den store forskel er dog, at vi ikke taler om klassiske, stejle hellingen, men snarere bløde bakker, og derfor er det ikke oplagt angrebsterræn. Det viser de tidligere udgaver da også tydeligt.

Alligevel forventer vi et knaldhårdt og selektivt løb. I dag fik sommervarmen lagt en dæmper på løbet, men i morgen kan vi se frem til rigtigt belgiervejr. Vinden vil være endnu kraftigere, end den var i fredags, hvor feltet alligevel splittedes, og dengang var ruten endda helt flad og feltet stærkere. Denne gang er der endda næsten uafbrudt sidevind over alle knap 200 km. Kombinerer man det med brosten, mange højdemeter, til sidst også regn og et svagt felt, tror vi bestemt ikke, at det bliver en spurt - tværtimod.

Omdrejningspunktet bliver Bora, der har det i særklasse bedste hold, og meget bestemmes af deres taktik. Pascal Ackermann er den i særklasse hurtigste, og holdet kunne sagtens køre defensivt. Løbet er imidlertid også VM-træning for især Sagan og Ackermann, og i disse betingelser er det bedste forsvar ofte angreb. Derfor forventer vi, at de går til stålet, og det samme gør CCC og Jumbo helt sikkert også, da de ikke har den store lyst til at spurte med Ackermann.

Derfor regner vi med, at løbet bliver meget selektivt, og at det bliver en ganske lille gruppe, der skal afgøre det til sidst. Det betyder også, at det kan gå på flere måder. I et udskilningsløb som dette ser man ofte, at en lille gruppe skal spurte om det, men det kan også blive meget taktisk, hvor der angribes på skift i en finale nærmest uden hjælpere. Derfor kan løbet vindes af ryttere, der er brølstærke og kan sidde med til sidst, og i et taktisk spil kan man sagtens vinde uden at være hurtig. En god spurt er dog en fordel, og det samme er et stærkt hold, da overtal kan være afgørende.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Det får os til at pege på Pascal Ackermann som vores favorit. Tyskeren virkede uhyre overbevisende i dagens løb, hvor han lignede en af de stærkeste på stigningerne. Hans spurt til sidst var nærmest skræmmende, og noget tyder på, at han har brugt tiden mellem sejren i Fourmies og VM fornuftigt. Allerede i Bruxelles og Fourmies var han meget stærk, og han ligner ikke en mand, man sætter på en rute med bakker, brosten og vind. Ved EM viste han styrken i sidevind, og han synes meget stærkere nu. Ackermann er i forvejen løbets hurtigste og vil være favorit i en spurt, men han er også modig og stærk nok til at køre offensivt. Derfor er han vores favorit.

Hvis ikke han vinder, kan Bora i stedet vinde med Peter Sagan. Slovakken skuffede nu en anelse i dag, hvor han ikke kunne følge Mathieu van der Poel og Greg van Avermaet på den sværeste stigning, men i dette felt kan der ikke være tvivl om, at han er den stærkeste. Han har derfor i den grad glæde af de barske betingelser, og der er god chance for, at han og Ackermann kan sidde i overtal til sidst. Normalt vil Van Avermaet have blikket rettet mod Sagan, men i den sandwich kan han ikke svare på alt. Selvom ruten ikke er hård nok til, at Sagan decideret kan sætte sin belgiske rival, kan han under de omstændigheder gøre det alligevel. Og i en spurt er det vel kun sin egen tyske holdkammerat, han ikke kan slå.

I godt vejr havde dette løb været for let for Greg van Avermaet, men i disse betingelser er det for ham en sand lækkerbisken. I et hårdt udskilningsløb er han måske den stærkeste - også stærkere end Sagan, som han overgik i nøglemomentet i dag - men han har det problem, at hans hold nok engang er svagt. Han risikerer at have i lidt af en klemme mod et Bora-overtal, og så bliver det svært at vinde. Til gengæld har han vist, at han efter et hårdt løb kan slå Sagan, også i en flad spurt, og han genfandt sin gode spurt i Canada. Kan han bare komme af med Ackermann, kan Van Avermaet tro på, at han kan gøre det færdigt mod hvem som helst.

Jumbo kommer også med et stærkt hold med særligt tre kandidater. Størst chance har nok Amund Grøndahl Jansen, der har kørt som en motorcykel, siden han vandt kongeetapen i ZLM Tour i juni. Særligt efter Touren har han været overalt, og efter sin top 10 i England var han i dag i stand til med en Roompot-rytter på slæb at køre op til Van der Poel, Sagan og Van Avermaet. Han er hurtig, men i hvert fald Ackermann og Sagan er hurtigere. Til gengæld er han også stadig en underdog, der kan udnytte kampen mellem Bora og Van Avermaet til at snige sig væk.

Holdet har også Danny van Poppel, der er feltets næsthurtigste. Problemet er, at man aldrig ved, hvor man har ham. Egentlig viste han fin form i Arctic Race, og han var måske endda den mest toneangivende på Waseberg i Hamburg, men i Bretagne og Canada skuffede han. Derfor kan det blive både fugl og fisk i morgen, men har han en god dag, er det et godt løb for Van Poppel. Han har for vane at eksplodere med et brag, men generelt er han god i hårde løb, og det er kun Ackermann, han ikke kan slå på stregen.

Jumbos tredje kort er Timo Roosen. Efter sine mange skader er hollænderen kommet stærkt tilbage siden BinckBank Tour, og han imponerede særligt i Canada, hvor han igen kom i top 10 i Quebec. Igen i går var han stærk, da han kørte alene hjem som nr. 2 i Kampioenschap van Vlaanderen. Han er også hurtig og kan slå de fleste på stregen, hvis han kan udnytte et Jumbo-overtal til at komme væk i en lille gruppe til sidst.

Holdets sidste markante kort er Pascal Eenkhoorn. Det er sjældent, at han får chancen, men han viste i sidste års brutale Paris-Tours, at han er god i disse løb. Han har samtidig vundet en reduceret massespurt i Colorado sidste år og er derfor også hurtig. Problemet er, at han styrtede i England, og hans form er derfor usikker. Endelig kan man ikke helt afvise, at det stærke Jumbo-hold i en taktisk finale også kan vinde med Paul Martens og Tom Leezer, der er stærke og hurtige. Til gengæld kommer løbet nok for tidligt for Taco van der Hoorn, der kører sit andet løb efter en lang skadespause.

Som sagt kan finalen blive taktisk, og det kan åbne døren for andre Bora-ryttere. Her er det særligt værd at fremhæve Jay McCarthy, der er hurtig og gjorde det god i Canada, samt Rudiger Selig, der er fremragende i sidevind og er lynhurtig.  Både Michael Schwarzmann og Christoph Pfingsten er med deres hurtighed imidlertid også gode kort. På CCC kan man også håbe at udnytte et fokus på Van Avermaet, og her må det være Nathan van Hooydonck, Michael Schär og Francisco Ventoso¸ der har råstyrken og formen. Jakub Mareczko overraskede i dag, men dette bør blive for hårdt.

Wanty hsr et stærkt kort i Timothy Dupont, der for nylig blev nr. 3 i grusvejsløbet Port Antwerp Epic, og som samtidig er en af løbets hurtigste og en ganske holdbar herre. Hans problem er, at Tom Devriendt ikke er i form, og da resten af holdet er svagt, kan han være lidt alene.

Læs også

Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Bredere besat er Corendon. Et hårdt løb som dette er perfekt for Lasse Norman Hansen , hvis han har samme form som i Danmark Rundt, men også crossrytteren Gianni Vermeersch, der netop har sikret sig 2. og 5. pladser i massespurter på 1.1-niveau, er god og ikke mindst hurtig i denne slags løb. Det plejer Joeri Stallaert også at være, og han synes endelig at have fundet formen, og helt afskrives kan Roy Jans ikke, selvom han nok skal have en spurt. Endelig har holdet stærke Jonas Rickaert, der var meget overbevisende i sidevinden fredag, men som mangler hurtighed til at blive meget farlig.

Israel Cycling Academy har Tom van Asbroeck, men den superform, han viste på kongeetapen i England, er stadig forsvundet som dug for solen. Som holdbar sprinter burde han dog kunne lide dette løb. Det burde hurtige Mihkel Raim også kunne, men han synes formsvag, og Guillaume Boivin lider formentlig stadig af sin ribbensskade. Zakkari Dempster er til gengæld stærk og i form og tog tidligere i år en sejr i en hård udgave af Veenenddal-Veenendaal, da han også har en fin spurt.

Sport Vlaanderen kommer uden deres mest formstærke ryttere, dog med en enkelt undtagelse. Jordi Warlop har kørt stærkt på det sidste, og han har samtidig en glimrende spurt. Normalt er Piet Allegaert også god i denne slags løb, og han synes efterhånden at have fundet lidt form. Til gengæld kniber det med formen hos sprinteren Christophe Noppe.

Ser man på kontinentalrytterne, skille Piotr Havik sig nok engang ud, da han igen i går viste, at han er brølstærk i sidevinden. Hans hurtighed har allerede givet ham en 2. plads i Halle-Ingooigem, ligesom han også har vundet GP Stad Zottegem med et soloridt. Holdkammeraten Martijn Budding er imidlertid også stærk, hurtig og i form. Metec har naturligvis den meget lovende sprinter Arvid de Kleijn, der for nylig to en stor sejr i Druivenkoers-Overijse, og som er i form, men som også kan få det for hårdt. Erfarne Coen Vermeltfoort viste med sejren i grusvejsløbet Slag om Norg, at han stadig skal tages seriøst. Til gengæld synes det lovende talent Alexander Krieger at være gået helt i stå i år.

SEG Racing har den forsvarende vinder Jordi Meeus, der viste form i Norge, men det bliver mere interessant at se, hvor langt sprintertalenterne Alberto Dainese og Kaden Groves kan komme, ligesom den lovende Ide Schelling, der dog ikke passer til dette løb, viste form i Vallonien. Hos Coop skal det blive interessant at følge danske Louis Bendixen , der er relativt holdbar og kan spurte, samt holdets knap så holdbare sprinter Erlend Blikra. Hos Joker har de sprinteren Herman Dahl, der skal prøve at overleve, samt stortalentet Søren Waerenskjold, hvis form dog er usikker. Hos Swiss Racing kan Gian Friescke være spændende, ligesom Aaron Gate kan det på Evopro. Vi forventer, at løbet bliver for hårdt for sprinterne Wouter Wippet, Yoeri Havik og Win Stroetinga.

OPDATERING: jumbo har i sidste øjeblik taget Dylan Groenewegen med i stedet for Taco van der Hoorn, men vi så, at han led i sidevinden i fredags, og han kan få svært ved at få sig en spurt denne gang, især fordi der denne gang er en del højdemeter også. Han er dog en af favoritterne. CCC har udtaget en formstærk og hurtig Jonas Koch i stedet for Ventoso som vel nok bedste plan B for Van Avermaet. Wanty har styrket holdet betragteligt med Xandro Meurisse, der bør være god i et sidevindsløb med bakker, og en efterhånden formstærk Jerome Baugnies. Corendon har erstattet Vermeersch med Dries de Bondt, der er god og hurtig i selektive belgiske 1.1-løb. Raim og Dempster kommer ikke til start for Israel Cycling Academy, og Vermeltfoort kommer ikke med for Alecto.

***** Pascal Ackermann

**** Peter Sagan, Greg van Avermaet

*** Dylan Groenewegen, Amund Grøndahl Jansen, Danny van Poppel, Timo Roosen, Rudiger Selig

** Jay McCarthy, Timothy Dupont, Jonas Koch, Xandro Meurisse, Pascal Eenkhoorn, Nathan van Hooydonck, Michael Schär, Tom van Asbrock, Jordi Warlop, Lasse Norman Hansen, Jerome Baugnies, Arvid de Kleijn, Piotr Havik, Martijn Budding

* Joeri Stallaert,  Roy Jans, Christophe Noppe, Paul Martens, Tom Leezer, Christoph Pfingsten, Michael Scharzmann, Marcus Burghardt, Dries de Bondt, Piet Allegaert, Guillaume van Keirsbulck, Jakub Mareczko, Wouter Wippert, Alberto Dainese, Kaden Groves

Danskerne

Lasse Norman Hansen er til start for Corendon, og selvom han i en spurt nok skal køre for Roy Jans, Gianni Vermeersch eller Joeri Stallaert, burde han - hvis Danmark Rundt-formen er intakt - kunne spille en rolle i et hårdere løb. Louis Bendixen er til start for Coop og burde med sin hurtighed kunne gøre det godt på denne rute.