SE GIRO DI SICILIA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Siden finanskrisens indtog i 2008 har det været trist at være vidne til udvikling i italiensk cykelsport. Den engang så righoldige endagskalender i Støvlelandet er reduceret til næsten det rene ingenting, og det er næsten kun de få løb, der arrangeres af enten Giro-arrangørerne fra RCS Sport eller den stærke arrangørorganisation GS Emilia, der har kunnet holde sig oven vande. De mange etapeløb, der tidligere blev afviklet enten i første del af sæsonen eller i sensommeren er også næsten alle væk, og i dag har landet blot fire større etapeløb tilbage. Meget bedre ser det ikke ud på holdsiden, hvor landet mistede sit sidste WorldTour-mandskab, da Lampre trak sig og sponsoratet af det hæderkronede hold røg på italienske hænder, og i dag er man således efterladt med bare fire professionelle hold, der alle hører til på næsthøjeste niveau.

Over en tiårig periode har det således været småt med lyspunkterne. Enkelte endagsløb er ganske vist blevet genskabt, nogle få har overlevet, og det er lykkedes for RCS med det samme at gøre Strade Bianche til en af de mest prestigiøse klassikere. I 2018 var der også glædeligt nyt, da det lykkedes en ny organisation at skabe det meget ambitiøse Adriatica Ionica Race, der efter en pæn start på sigt skal udvikle sig til et storløb, der fører feltet fra Italien gennem Balkan ned til en afslutning i Grækenland, men som i første omgang er et rent italiensk foretagende.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I lyset af tingenes triste tilstand vakte det derfor stor glæde, da de første rygter om genskabelsen af Giro di Sicilia begyndte at løbe i 2019. Sicilien var i mange år vært for flere italienske løb, særligt først på sæsonen, men ligesom i resten af Italien er de alle forsvundet. Alligevel har øen fastholdt sin position som lidt af et cykelmekka, som mange professionelle har brugt til højdetræningslejre på Etna, ligesom myndighederne også i de senere år med stigende hyppighed har trukket Giroen til øen, senest i både 2017, 2018 og 2020.

Det har derfor været en slet skjult ambition, at øen gerne vil bruge den internationale cykelscene som en markedsføringsplatform, og derfor har der længe været et håb om, at øens cykelstolthed, Giro di Sicilia, kunne genskabes. Alligevel er det gået hurtigere, end man kunne have ventet, for da UCI i efteråret 2018 offentliggjorde kalenderen, var der endnu slet ikke tale om arrangementet. I begyndelsen af 2019 gik det imidlertid stærkt, og efter at den første uofficielle bekræftelse kom i februar, kunne man i marts bekræfte, at UCI havde genåbnet kalenderen for at give plads til det gamle løb. Det skete, da det lykkedes myndighederne at få selveste RCS med ombord, og det lykkedes at lave en aftale, der både indebar, at de magtfulde arrangører stod for genskabningen af etapeløb, og at øen skulle være vært for Giro-starten i 2021 - et værtskab, der grundet corona blev fremrykket til 2020.

Der var tale om lidt af et comeback, for vi skulle helt tilbage til 1977 for at finde den seneste udgave af den sicilianske rundtur. Løbet har nemlig levet en meget omtumlet tilværelse, og selvom der har været flere løb på Sicilien - blandt andet har forgængeren til Coppi e Bartali tidligere været afviklet på øen - har etapeløbet kun været afviklet få gange. Første gang var helt tilbage i 1907, men frem til afslutningen på 2. Verdenskrig lykkedes det kun at afvikle i alt syv udgaver. I 1948 kom det tilbage på kalenderen og blev herefter med 1952 som undtagelse afviklet hvert år frem til og med 1960, inden det igen forsvandt på kalenderen. Det blev genoplivet i 1973, 1974 og 1977, endda med prominente vindere som Roger de Vlaeminck og Giuseppe Saronni, men i mere end 40 år blev det ikke afviklet.

Det er det altså lykkedes RCS og de lokale myndigheder nu at ændre på, og i al hast lykkedes det at stable et 2.1-løb over fire etaper på benene. Det gik stærkt. Først i anden halvdel af marts blev ruten præsenteret, og derfor kunne det da heller ikke undre, at det var lidt vanskeligt at få mange af de store hold til at deltage i den første udgave. Således var det kun det mest italienske af WorldTour-holdene, nemlig UAE, der var med fra det fineste selskab, og derfor udgjordes det første felt primært af prokontinenal- og kontinentalhold. Det var dog muligt at få flere udenlandske mandskaber til start, og løbet havde således sikret sig et vist internationalt tilsnit.

Ambitionerne er store. Det kan godt være, at starten blev moderat, men med en aftale om international tv-dækning på Eurosport havde man sikret, at løbet med det samme fik god eksponering. Med en plads i en uge, hvor der i alt væsentligt kun afvikles brostensklassikere med Flandern Rundt som højdepunktet, havde man fundet en god plads, som burde kunne tiltrække ryttere, der jagter forberedelse inden enten Giroen eller ardennerklassikerne. Ganske vist foretrækker mange at køre de større løb på stigningerne i enten Baskerlandet eller Catalonien i sammeperiode, men for ryttere, der foretrækker mindre stress, kan Giro di Sicilia være et alternativ, ikke mindst for ryttere med blik på Giroen, på samme måde som Coppi e Bartali i hvert fald i perioder har været det.

Planen var, at løbet skulle vokse i 2020, men det fik corona lavet godt og grundigt om på. RCS havde ellers længe planer om at arrangere det i løbet af efteråret, men i sidste ende viste det sig, at den i al hast arrangerede Giro-start var nok for sicilianerne. I stedet skulle anden udgave afvikles i foråret 2021, men også det fik coronavirus ødelagt. Denne gang var der dog intet, der kunne stoppe RCS, og derfor vil løbet so en engangsoplevelse nu blive afviklet som et af bare to internationale etapeløb i perioden efter VM - en periode, der normalt er helt domineret af etapeløb. Sjovt nok har den nye placering haft en gavnlig effekt på startfeltet, der med deltagelse af fem WorldTour-hold er blevet boostet ganske betragteligt og tæller store internationale stjerner som Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde, Chris Froome og Romain Bardet.

Det er ikke mærkeligt, at man allerede i 1907 fik den ide at arrangere et cykelløb på Sicilien. Med et terræn, der både byder på flade kystveje, kringlede veje i kuperet terræn samt et rigtigt bjerg i form af vulkanen Etna, har øen alt, hvad et cykelhjerte kan begære. Det va da også hele øens alsidighed, der blev vist frem i den første udgave, der bød på sprinteretaper, etaper i klassikerterræn samt ikke mindst en stor bjergfinale på Etna. Den bjergfinale er ganske vist ikke med i år, men alligevel har arrangørerne designet en ganske alsidig rute.

Lidt overraskende var det slet ikke Etna-etapen, der blev afgørende ved debutudgaven i 2019. I stedet lykkedes det Brandon McNulty i forfærdeligt regnvejr at snyde feltet på en mellemkuperet etape og køre alene hjem til sejr med et stort forspring ned til de øvrige favoritter. Med en solid 4. plads på den afsluttende etape på Etna sikrede han sig dermed sin første store etapeløbssejr med 42 skeunder ned til Guillaume Martin, der vandt kongeetapen, og 56 sekunder ned til Fausto Masnada. McNulty vender tilbage for at forsvare titlen, men da Martin og Masnada nu kører for hold, der ikke deltager, bliver han eneste genganger fra det seneste podium.

Ruten

Sicilien byder som sagt på alt det terræn, et cykelhjerte kan begære, og derfor lykkedes det RCS at sammensætte en spændende og alsidig rute til den første udgave af det genopstandne. Således var der i 2019 både terræn for sprinterne, en etape i klassikerterræn og ikke mindst naturligvis en stor finale på øens mest ikoniske vartegn, vulkanen Etna.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Mange havde nok troet, at bjergfinalen på Etna ville være et fast element i løbet, men sådan bliver det ikke. Til den anden udgave udgår den store bjergetape nemlig, og det skaber et mere åbent og uforudsigeligt cykelløb. Ligesom for to år siden er der tale om et løb i to halvdele, hvor første del synes reserveret til sprinterne, mens klassementet skal afgøres over de sidste to dage.

Sprinterne burde i hvert fald igen kunne spurte om den første førertrøje på en 1. etape, der ikke er helt flad, men slutter med så langt et fladt stykke kyststykke, at kun vinden synes at kunne true en massespurt. Noget lignende burde gælde til onsdagens 2. etape, der er betydeligt mere kuperet, men også slutter med så meget fladt kystterræn, at kun vinden synes at kunne true sprinterne.

Fra torsdag går det for alvor løs med den første af de to afgørende etaper. Ikke færre end 3300 højdemeter er der på menuen, men sidste del af etape går hovedsageligt langs kysten. Til gengæld slutter det hele med en 3,5 km lang stigning, der ikke er specielt stejl og mere puncheur- end klatrerterræn, men som utvivlsomt vil blive vigtig i kampen om den samlede sejr. Det hele slutter igen fredag med en kongeetape, der denne gang ikke går til toppen af Etna, men i finalen stadig byder på en knap 10 km lang klatretur op ad en del af vulkanen, inden man kører til en flad afslutning ved kysten. Dermed får klatrerne deres mulighed for at gøre en forskel i en finale, der er mere uforudsigelig og åben, end hvis der atter havde været mål på toppen af Siciliens mest berømte cykelbjerg.

SE GIRO DI SICILIA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

1. etape

En stor del af Sicilien er kuperet, men øen byder også på smukke kyststrækninger i fladt terræn. Derfor har løbet mulighed for at give chancer til alle ryttertyper, og ligesom i 2019 vil det formentlig være sprinterne, der får den første chanc. Ganske vist skal man undervejs på åbningsetapen en tur ind i øens kuperede indre, men med en helt flad afslutning ved kysten tyder det på, at vi som for to år siden skal se en sprinter i løbets første førertrøje, denne gang efter en spurt i en let stigende finale - hvis altså ikke den ofte kraftige sicilianske vind kommer i spil.

I alt skal der tilbagelægges 179,0 km, der fører feltet fra Avola til Licata. Der er tale om to kystbyer på øens sydkyst, men fra start kører man med det samme ad et let stigende stykke mod nordvest ind i landet. Herefter går det mod sydøst ad et let faldende stykke tilbage til kysten og byen Pozzallo, der nås efter 37,9. er følger man kortvarigt den flade kystvej mod vest.

Etapen ændrer karakter, når man drejer mod nord for at køre ind i landet. Her går det nemlig opad i 20 km kun afbrudt af en kort nedkørsel. På toppen fortsætter man mod nord ad et småkuperet stykke, indtil man når frem til udkanten af Ragusa. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad stigningen Ragusa (3,8 km, 6,2%), der byder på to kilometer med ca. 8%, men derudover stiger med 4-5%. Toppen rundes efter 89,1 km, hvorefter det går mod nordvest ad et fladt plateau, inden en kortvarigt meget teknisk nedkørsel leder mod nordvest og nord ned til byen Comiso, der nås efter 105,2 km.

Herefter bliver det meget lettere. Man kører nemlig mod nordvest ad en relativt lige vej, der er enten flad eller let faldende, indtil man rammer en ganske lille bakke. Herefter drejer man mod vest for at køre ad et faldende stykke ud til kystbyen Gela, hvor dagens spurt kommer efter 145,8 km. Her rammer man den helt flade kystvej, der følges mod først nordvest og siden sydvest og vest ind til målbyen Licata. Her går det ad den snoede kystvej frem til den røde flamme, hvor er er et skarpt højresving, inden man igen drejer skarpt med 800 m igen. Med ca. 600 m igen følger to bløde kurver, inden der kommer et sidste skarpt sving bare 250 m fra stregen. Den sidste kilometer stiger jævnt med 1,3% i snit.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Etapen byder på i alt 1835 højdemeter.

Sprinterne vil utvivlsomt have blik på denne etape som en chance for at iføre sig løbets førertrøje, og det meste af etapen er da også ganske flad. Den lange stigning kommer for tidligt til at kunne bruges offensivt, og det ligner en kontrolleret sprinteretape, hvis ikke vinden, der på Sicilien kan være ganske kraftig, kommer i spil. Til gengæld kan sprinterne se frem til en teknisk kompliceret finale, hvor de tillige skal håndtere den let stigende afslutning.

Licata har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

2. etape

Efter en dag, der hovedsageligt blev tilbragt langs vandet, skal feltet på andendagen skære tværs gennem Siciliens kuperede indre. Det betyder en dag med ikke færre end 2500 højdemeter, men også denne gang kommer de sidste klatreudfordringer med mere end 60 km til mål. Dermed synes det igen kun at være vinden, der kan forhindre, at sprinterne skal have deres anden og formentlig sidste chance i årets udgave af det sicilianske løb.

I alt er der tilbagelægges 173,0 km, der fører feltet fra Selinunte til Mondello, der er en forstad til Palermo. Startbyen ligger ved øens sydkyst og målbyen ved nordkysten, og derfor består etapen af en tur tværs gennem den kuperede ø. Det stiger således også med det samme let, når man kører mod nordvest og senere øst væk fra vandet, inden det går mod nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,0 km, 3,7%), der har top efter 24,5 km. Herefter går det mod nordøst ad en snoet nedkørsel, hvorefter man følger en lang og snoet vej, der generelt er let stigende og mod slutningen har nogle mindre bakker, mod nordøst.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nu tager etapen for alvor fat, når man drejer mod øst for at køre op ad Portella della Ginestra (7,3 km, 5,1%), der hovedsageligt stiger med 4-5%, men har en kilometer med 8,9% midtvejs. Toppen kommer efter 82,1 km, hvorefter det går mod nordøst ad en nedkørsel og en bakke, inden man kører mod nordvest ad en let nedkørsel til byen Altofonte, der nås efter 98,8 km. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (7,7 km, 4,6%), inden en nedkørsel, der afbrydes ad en lille bakke, leder mod nordvest og sydvest til byen Partinico. Her drejer man mod nord for at køre ad en let faldende vej hele vejen ud til kysten, der nås efter 131,0 km.

Herfra foregår det meste af etapen ved vandet. Det går mod nord og nordøst ad den hovedsageligt flade kystvej, inden man drejer mod sydøst for at slå et smut ind i landet. Det sender rytter op ad Carini (2,4 km, 3,7%), der efter en let start slutter med 900 m med 5-6%, inden toppen rundes efter 152,9 km. Her vender man rundt for at tage en kort nedkørsel mod nord, inden det går ad den flade kystvej mod nordøst frem til Capaci, hvor dagens spurt kommer efter 160,5 km. Derfra fortsætter man mod nordøst ad den flade kystvej, inden man kører mod sydøst og øst ad en let faldende vej ind til centrum af Mondello, idet man mellem 3- og 2 km-mærkerne skal gennem to rundkørsler. Med 1,3 km igen drejer man til venstre, hvorefter det falder let frem mod en sidste kilometer, der er helt flad og byder på et sidste sving med 650 m til stregen.

Etapen byder på i alt 2450 højdemeter.

Etapen er designet som den foregående, men denne gang er klatreudfordringerne voldsommere. Igen kommer de dog alt for langt fra mål, og de kan mest af alt bruges til at slide på sprinterne. Igen er det derfor primært den sicilianske vind, der kan komme i spil og måske forhindre det, der bør være løbets sidste massespurt, denne gang i en noget mere enkel finale.

Mondello har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

3. etape

Efter et par dage med flade finaler langs kysten er det endelig tid til for alvor at gøre brug af det spændende sicilianske cykelterræn. Det sker på løbets tredje etape, der nok har start og mål ved kysten, men via en tur ind i landet sender rytterne op over mere end 3300 højdemeter. Sidste del af etapen er lettere, men da det hele slutter på en knap 4 km lang, men ikke alt for stejl stigning er der lagt op til et helt afgørende slag i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 180,0 km, der fører feltet fra Termini Imerese til Caronia. Begge byer ligger langs den sicilianske nordkyst, men første del af etapen består af en tur ind i øens kuperede indre. Med det samme kører man således mod sydøst væk fra vandet op ad en ikke-kategoriseret stigning (9,1 km, 3,8%), inden det falder let videre mod sydøst. Dernæst kører man op ad endnu en ikke-kategoriseret stigning, Monte Piombino (13,4 km, 4,4%), der har top efter 42,5 hårde kilometer.

Herefter bliver det en anelse lettere, men ikke meget. Når man herfra kører videre mod først sydøst og siden nordøst, går det nemlig konstant op og ned ad snoede veje, inden man fortsætter mod nordøst op ad Portella di Barfuco (13,4 km, 2,2%). Der starter med 3 km med 5-7%, men derefter er stort set flad, inden det stiger med 4-5% over de sidste 2,4 km frem mod toppen, der kommer efter 81,5 km.

Herfra sætter man kursen mod kysten, når man kører mod nord og nordvest ad en mod slutningen ekstremt teknisk nedkørsel, der leder ned til byen Castelbuono efter 108,4 km. Her drejer man atter mod nord for at køre det sidste stykke ad en let nedkørsel, der afbrydes af en bakke, ud til nordkysten, hvor man kortvarigt kører mod nordøst ad en flade kystvej. Kort efter slår man dog endnu en afstikker ind i landet, når man drejer mod sydvest for at køre op ad Pollina (11,4 km, 5,7%), der er en ganske jævn stigning 6,0% over de første 8,2 km, inden den flader lidt ud med 4,9% frem mod toppen, som kommer efter 138,3 km. Herfra går der mod nordøst ad en periodevist teknisk nedkørsel tilbage til kysten, der nås efter 146,7 km.

Nu slutter vanskelighederne foreløbigt. De næste 29,8 km går nemlig mod øst og nordøst ad den helt flade kystvej, hvor eneste lille højdepunkt er dagens spurt, der kommer efter 156,1 km. I kystbyen Marina di Caronia drejer man imidlertid mod syd for at køre op ad et højdedrag til målbyen Caronia, der ligger med udsigt ud over Middelhavet. Det sker via en stigning, der over 3,5 km stiger med 6,2% i gennemsnit fordel over 6,7% over de første 1500 m, hvor der nås et maksimum på 11%, og 5,8% over de sidste 2,5 km, idet den tager en anelse mere fat med 6,2% over de sidste 550 m. Stigningen byder på et hav af hårnålesving, særligt på den nedre del, mens der på den sidste kilometer kun er to af slagsen over de sidste 500 m, hvoraf det sidste leder ind på den 300 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3314 højdemeter.

Med mere end 3300 højdemeter er det en ganske opslidende etape, men hovedparten af udfordringerne kommer tidligt. Det er bestemt muligt at skabe nogen udskilning undervejs, men meget taler for, at et relativt stort felt vil ramme den sidste stigning. Den er imidlertid ikke voldsomt lang eller stejl, og selvom man aldrig kan udelukke, at en rytter kan køre alene væk, er det en stigning, der lægger på til en eller anden form for spurt på toppen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Caronia har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

4. etape

Da løbet blev genstartet for to år siden, kulminerede det hele med en fascinerende bjergafslutning på Siciliens cykelstolthed, vulkanen Etna. Mange havde nok regnet med, at den ville blive et fast element i løbet, men sådan er det ikke gået. Til den anden udgave af det nye Giro di Sicilia skal man skam berøre den berømte vulkan, når man kører et stykke op ad bjerget, men denne gang når man kun op i 671 højde, inden man i stedet kører ned til kysten og en flad finale. Med top bare 16,9 km fra mål skal den kortere tur op ad vulkanen dog nok give klatrerne deres bedste mulighed for at gøre forskelle i deres kamp for at vinde den nye version af det gamle etapeløb.

I alt skal der tilbagelægges 180, 0 km, der fører feltet fra Sant’Agata di Militello til Mascali. Startbyen ligger ved den sicilianske nordkyst og byen ved østkysten, og etapen kan deles i en tur hen langs vandet, en tur ind gennem bjergene og en afsluttende rundstrækning, der sender rytterne op og ned ad en del af Etna. Første del er den nemmeste, idet man kører mod nordøst, siden øst og slutteligt sydøst ad kystvejen, der periodevist er ganske snoet og undervejs også byder på mindre bakker, men med undtagelse af en lidt længere opkørsel (2,9 km, 4,0%) med top efter 50,0 km, er der ingen væsentlige udfordringer.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det ændrer sig, når rytterne når San Biagio efter 62,6 km. Her drejer man nemlig mod syd for at køre ad en et let stigende stykke ind i landet, inden det går mod syd på ad den lange Portella Mandrazzi (23,4 km, 4,2%), der har to sektioner over 5 km med 5-7%, men derudover byder på kun let stigende plateauer, indtil man efter 92,8 km når toppen. Derfra leder en meget teknisk nedkørsel mod sydvest og sydøst, inden man kører mod sydvest og syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,2 km, 5,6%) med top efter 122,6 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst tilbage til kysten, hvor man kører ad den flade kystvej mod sydvest ned til byen Giarre. Her drejer man mod sydvest for at køre væk fra vandet og op ad en lille bakke, på hvis top dagens spurt kommer efter 148,6 km, inden man kører mod nord ad en let faldende vej frem til målbyen, hvor man efter 152,4 km krydser stregen for første gang.

Etapen afrundes nu med en omgang på en 27,6 km lang rundstrækning, der starter benhårdt når man kører mod nordvest op ad stigningen Sciaradi Scorciavacca, der blot er en del af en opkørsel mod toppen af Etna. Den stiger med 6,5% over 9,5 km, men skal deles i to dele. De første 2,45 km er lette med 4,1%, men derefter tager den fat med 7,7% over de følgende 6,5 km hvor første del hovedsageligt stiger med 8-9% og anden del hovedsageligt med 6-8%. De sidste 550 m frem mod toppen stiger bare med 1,6%, inden bjergspurten køres efter 163,1 km. De sidste 16,9 km indledes nu med en kun kortvarigt teknisk nedkørsel, der leder mod nord, nordøst og øst tilbage mod kysten, hvor man kort inden selve kystvejen med 6,1 km igen drejer mod sydvest. Herfra falder det kun ganske let ned mod en næsten flad sidste kilometer, der byder på to skarpe sving med 550 og 500 m igen, inden opløbsstrækningen stiger ganske, ganske let.

Etapen byder på i alt 3039 højdemeter.

Etapen er ikke helt let at læse. Stigningen er ganske svær, men toppen kommer også en anelse tidligt. Der vil bestemt være tid til en regruppering frem mod en fladere afslutning, der både lægger op til en taktisk angrebsfest og en spurt. Der er dog også garanti for, at vi vil se et stort slag mellem klatrerne i kampen om den samlede sejr, og det er derfor også fuldt ud muligt, at vi vil se bedste mand køre alene hjem i det, der bliver en uforudsigelig og underholdende kongeetape som afslutningen på Siciliens genopstandne rundtur.

Mascali har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

SE GIRO DI SICILIA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Favoritterne

Da løbet efter sit lange fravær gjorde comeback i 2019, var det ganske let at fortolke. En stor bjergfinale på Etna gjorde, at der var lagt op til, at løbet ville blive vundet af den bedste klatrer, og at kongeetapen ville blive stort set altafgørende. Det gjorde det til en ganske let optakt at skrive, for det handlede i alt væsentligt om at vurdere forholdet mellem rytterne klatreevner og form.

Alligevel viste det sig, at det sicilianske terræn var langt mere uforudsigeligt. Brandon McNulty udnyttede elendigt vejr til at køre solo på den kuperede mellemetape inden kongeetapen, og selvom han bestemt viste sig som en af de stærkeste på Etna, hvor han blev nr. 4, viste det sig, at kongeetapesejren ikke var nok for Guillaume Martin til at vinde løbet samlet, som man ellers kunne have forventet.

Det viser, at man skal passe på med at undervurdere det sicilianske terræn, der i det indre af øen består af dårlige og ekstremt snoede veje, der går op og ned det meste af tiden. Mulighederne for at gribe sicilianske løb offensivt an eksisterer altid, og det kan McNulty mere end nogen anden skrive under på.

Til den anden udgave af det genopstandne løb bliver det endda endnu mere uforudsigeligt. Denne gang dropper man bjergfinalen på Etna, og det gør det hele langt mere kompliceret. Nu er det slet ikke så åbenlyst, hvilken ryttertype der vil vinde, og det kræver i endnu højere grad end i 2019 mere end bare gode klatreben.

Alt taler for, at de to sidste etaper bliver afgørende. De to første etaper er bestemt ikke flade, men de ligner opgaver for sprinterne. Truslen er altid den sicilianske vind, der kan være ganske kraftig - bare se på, hvordan rytterne næsten blæste af deres cykler på 1. etape af Giroen sidste år - men det bliver i hvert fald ikke et problem på 1. etape. Her vil det faktisk være voldsomt blæsende, men med næsten ren modvind gennem det meste af en varm og solrig dag ligner det en dag for sprinterne. Vinden vil lægge sig betydeligt til 2. etape, men her vil der faktisk være sidevind langs kysten til sidst. Man kan ikke udelukke, at det vil spille en rolle, men jeg tror ikke, at den er kraftig nok, og regner derfor med endnu en sprinteretape.

Man må altså formode, at de to sidste dage bliver afgørende. Her lægger vinden sig yderligere, men til gengæld kan det blive nogle våde dage. Vigtigt er det, at der vil være medvind på stigningerne i finalerne begge dage, men til gengæld vil der være modvind på nedkørslen fra finalestigningen på fredagens kongeetape.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

De to etaper er lidt svære at læse. Lettest er 3. etape. Ganske vist er det en relativt kuperet etape, men frem mod sidste stigning venter der et længere kyststykke. Man må derfor formode, at det er et formentlig reduceret felt, der skal afgøre det på målbakken. Den er kort og ikke specielt stejl, og i de fleste tilfælde vil en stigning af denne type føre til en eller anden form for spurt på toppen. Feltet er dog ikke skræmmende stærkt, og det er ikke umuligt, at bedste mand kan køre alene hjem, når der er medvind hele vejen op. Det kan også blive en taktisk affære, hvis der mangler et hold til at kontrollere, men mest sandsynligt er en spurtafgørelse mellem de bedste til sidst.

Mere kompliceret er fredagens kongeetape. Finalestigningen er, særligt med medvind, svær nok til, at bedste mand kan køre alene hjem, men der er også tid til en regruppering, ligesom nedkørslen, der ikke er alt for svær, men heller ikke helt let, på våde veje kan spille en rolle. Dermed burde der være lagt op til tre mulige scenarier: en solosejr til bedste mand, en spurt i en gruppe eller en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk i en flad finale.

Det betyder, at vi får et ret åbent cykelløb. Det er muligt, at bedste mand slet og ret afgør løbet på 3. og/eller 4. etape, men det er også muligt, at det hele bliver afgjort på bonussekunder (der mærkeligt nok hedder 10-6-2 og ikke 10-6-4 i mål) i to spurtafgørelser på de to nøgleetaper. Det er dog også muligt, at en snu rytter kan vinde løbet på taktik - lidt som McNulty gjorde for to år siden. Man skal være en ganske god klatrer for at køre finale på fredag, men kan man snige sig væk på nedkørslen eller i den flade finale, kan man vinde løbet uden at være bedste mand. Det giver flere vinderkandidater end vanligt, selvom stigningen også er så svær, at der er grænser for vilkårligheden.

Endnu mere uforudsigeligt bliver det af feltets sammensætning. Det er betydeligt stærkere end for to år siden og tæller nogle temmelig store stjerner - ja, faktisk kan man vel ikke betegne Chris Froome, Alejandro Valverde og Vincenzo Nibali som andet end giganter og koryfæer - men feltet mangler dybde. Derudover er der betydelig usikkerhed om formen hos næsten alle løbets klatrere, ikke mindst hos vores comeback kid Valverde, der jo ellers på papiret burde være storfavorit på en rute som denne, hvor en kombination af spurtstyrke, punch og klatreevner kan blive afgørende.

Det er derfor også med megen usikkerhed, at jeg peger på Romain Bardet. Løbet er nemlig alt andet end skræddersyet til franskmanden, der bestemt ikke er den mest eksplosive eller spurtstærke, men i dette felt af klatrere er der ikke mange af den slags. Selvom finalen var noget vanskeligere, viste Bardet seneste på muren i Vueltaen, at han har et ganske udmærket punch, og derfor vil jeg ikke blive overrasket, hvis han vinder 3. etape, enten i en spurt eller med en solosejr.

Det er dog først og fremmest 4. etape, der er hans våben. Bardet ligner det bedste bud på en mand, der kan køre alene hjem på samme måde, som da han tog en solosejr på den lignende etape i Burgos. Hans form er ganske vist et åbent spørgsmål, da han siden Vueltaen kun har kørt EM, men her så han ganske fin ud, da han iscenesatte Benoit Cosnefroys angreb. Om formen har holdt siden dengang, er uklart, men DSM kommer i hvert fald for at vinde løbet med ham. Hans hold er ganske fornuftigt, og hans nedkørselsevner til fredagens våde nedkørsel også sublime. Blandt klatrerne i dette løb er han heller ikke uden chance i en spurt, og derfor tror jeg, at han fortsætter sin genfødsel med at vinde dette løb.

Han er dog ikke alene på DSM. Thymen Arensman har efter en skidt sæson ligesom sidste år brugt en grand tour på at finde formen. Hans 3. plads på Vueltaens enkeltstart var bekræftelsen, og han så godt ud i Primus Classic. Han er spurtsvag og ikke skabt til løbet, men i en taktisk finale kan han være en del af et DSM-overtal. I det overtal kan også indgå Chris Hamilton, der altid er en helt uforudsigelig størrelse, men sluttede Vueltaen så stærkt af med en 6. plads på sidste bjergetape, at han med tilsvarende form kan være farlig. Til gengæld synes hverken Andreas Leknessund, Marco Brenner eller Kevin Vermaerke at have formen til at spille en væsentlig rolle.

Dernæst vil jeg pege på Brandon McNulty, men også hans form er temmelig tvivlsom. Han var udmærket, men ikke prangende i Benelux Tour, hvor han leverede en fin offensiv på brostensetapen, men senest så vi på VM-enkeltstarten, at han er et stykke fra sit bedste. Til gengæld så vi også i Giroen sidste år og ikke mindst på 3. etape i Dauphiné, at han både er en god puncheur og relativt hurtig i en spurt, og det gør ham til et oplagt valg, hvis han kan være med på stigningerne. Han skulle ikke have forsvaret sin titel, men har i sidste øjeblik meldt sig til, og han kommer for at genvinde løbet. Det tyder i hvert fald på, at han føler sig i stand til at spille en rolle.

Holdets stærkeste mand kan dog meget vel være David de la Cruz . Spanieren viste i Luxembourg, der slet ikke passede ham, at han er kommet flyvende ud af Vueltaen, og jeg vil derfor ikke blive overrasket, hvis han er bedste mand på stigningerne. Problemet er bare, at han mangler punchet til 3. etape, og på 4. etape er en regnvåd nedkørsel jo nærmest en regulær katastrofe for en mand, der hverken kan køre nedad eller spurte. Det gør det til et skidt løb for ham, men han kan stadig være så stærk, at han kan vinde - enten som bedste mand eller via en taktisk finale.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

UAEs joker er Alessandro Covi. Som puncheur og semisprinter står han uhyre stærkt, hvis han kan være med på stigningerne. Logikken siger, at det bliver for svært for ham, særligt fordi han ikke har vist den helt store form siden San Sebastian, men niveauet i dette løb er ikke så højt, at han kan afvises, hvis han møder op med San Sebastian-ben. Holdets sidste klatrer er Joe Dombrowski, men selvom han har set bedre ud, synes han stadig ikke at have niveauet til at vinde et løb, der heller ikke rigtigt passer ham.

På papiret bude Alejandro Valverde være storfavorit. Løbet passer nemlig storartet til den spanske veteran, der vil elske 3. etapes puncheurfinale og kan vinde en spurt på 4. etape. Problemet er, at vi ikke aner, hvor han står efter sit Vuelta-exit. Han var hurtigt tilbage på cyklen for at blive klar til Lombardiet, men han måtte alligevel udskyde sit comeback fra Trofeo Matteotti til dette løb. I de senere år har han skullet bruge en del løb for at finde formen, og derfor vil jeg tro, at han mangler for meget, men er han bedre end ventet, er Valverde manden, der skal slås på denne rute.

Movistar har dog et godt alternativ i Davide Villella. Hans karriere så ellers ud til at have kurs mod en deroute, men han har virkelig rejst sig de seneste uger. Han var fremragende i de første fire italienske klassikere, hvor han blev nr. 4, 5, 7 og 11, og han er altid god sidst på året. Han viste i Toscana, at han lige nu klatrer godt nok til at klare længere stigninger, men 4. etape kan stadig være en anelse for svær. Til gengæld spurter han ganske godt i øjeblikket, og han passer derfor storartet til løbet. Holdet har også et par jokers i Marc Soler, Antonio Pedrero, Einer Rubio og Abner Gonzalez, der alle på forskellige tidspunkter i år har vist et niveau, der bør føre dem langt i dette løb. Deres seneste optrædender har dog været temmelig skuffende, og de skal have forbedret sig ganske betydeligt for at være med. Mest optimistisk er jeg på vegne af Rubio, der har gjort det fremragende i efteråret og viste stigende form i de seneste løb.

Alle sicilianere drømmer om, at Vincenzo Nibali vinder, og det er bestemt heller ikke en umulighed. Veteranen var nemlig betydeligt bedre end ventet i Luxembourg, hvor løbet ikke passede ham, og han synes at have et niveau, der bringer ham langt i dette felt. Desværre mangler han både punch og spurtstyrke, og derfor passer løbet ham dårligt. Han skal enten vinde på taktik i den flade finale - og det er han heldigvis god til - slet og ret være bedste mand eller udnytte den regnvåde nedkørsel. Jeg regner med at se ham langt fremme, men det skal flaske sig, hvis han skal vinde.

Trek har et glimrende alternativ i Mattias Skjelmose, der i blandt andet Danmark Rundt har vist, at han ikke er helt uden punch og spurtstyrke. Desværre skuffede han fælt i Luxembourg, men han rejste sig fornemt med en fremragende enkeltstart. Er det udtryk for, at han har fundet benene, bør han komme langt i dette felt. Trek stiller også med Niklas Eg, hvis form dog er temmelig ukendt, og som næppe kan være med helt i front på en rute, der ikke passer ham ideelt, samt en formsvag Antonio Nibali og unge Asbjørn Hellemose, der mest af alt må være med for at lære.

Androni kommer med et spændende hold med Daniel Munoz og Jefferson Cepeda . Begge er uhyre svingende og umulige at spå om, men de var begge blandt de bedste på Monte Serra i Toscana. Til gengæld skuffede de i de følgende løb, og derfor kan man aldrig regne med dem, men med Toscana-ben kan de begå sig. Begge mangler dog punch og spurtstyrke, hvorfor de er usandsynlige vindere. Simone Ravanelli og Mattia Bais viste opløftende takter i de seneste løb, men jeg vil tro, at niveauet er for højt, mens Eduardo Sepulveda trods et godt løb i Rumænien var helt væk i de første klassikere.

Israel SUN kommer ikke med det bedste hold, men man skal ikke afskrive Alessandro de Marchi. Løbet er bestemt ikke ideelt for ham, men hans opskrift til sejr er simpel. Han skal overleve stigningerne og derefter snige sig væk i den flade finale, som han gjorde det med sin 2. plads i Toscana. Begge dele ligner en svær opgave, også fordi fredagens stigning formentlig er for svær, men han synes at have så meget form, at han ikke kan afskrives. Holdets anden option er James Piccoli, der er mere eksplosiv og passer godt til løbet. Han viste livstegn i maj, men hans Vuelta var desværre for nedslående til, at han er nem at tro på. Unge Mason Hollyman må være overmatchet her, og Chris Froome har desværre fortsat uendelig lang vej igen.

Gazprom kommer med en interessant kandidat i Cristian Scaroni. Italieneren er uhyre svingende, men han var en af de stærkeste på Monte Serra i Toscana. Med de samme ben kommer han langt her, men han er en usandsynlig vinder. Denis Nekrasov har gjort det flot på det seneste i blandt andet Polen og Frankrig og kan gøre det pænt, mens Artem Nych og særligt Nikolay Cherkasov er et stykke fra fordums styrke. Løbet å være for hårdt for formstærke Simone Velasco.

Euskaltel kommer med Mikel Bizkarra. Han er bestemt ikke på sit gamle niveau, men han sluttede Vueltaen af med en fornem sidste bjergetape. Hvis han har bevaret det niveau, kommer han langt i dette felt, men desværre passer løbet ham slet ikke, da han er helt uden punch og spurtstyrke. Alternativerne er Mikel Iturria og Joan Bou, der dog har manglet en del hele året, selvom de begge undervejs havde lovende takter i Vueltaen.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Eolo stiller med Lorenzo Fortunato, der med sin Giro-form burde være en af favoritterne. Han var dog milevidt fra sit niveau i de første klassikere, og selvom han formentlig har forbedret sig, er det svært at tro, at han har indhentet det hele. Så var det bedre med Mark Christian, der var god i Memorial Marco Pantani, men han har ikke haft det tilstrækkelige niveau i nogen tid. Holdets sidste klatrer, Edward Ravasi, var heller ikke flyvende i de første klassikere.

Bardiani skal hænge deres hat på Davide Gabburo, men det er måske heller ikke helt dumt. Italieneren er ikke klatrer, men han har klatret overraskende godt i år. Han gjorde det godt i Memorial Marco Pantani, men manglede det sidste for at sidde med i Toscana. Derfor er disse etaper formentlig for svære for en puncheur som ham, men til gengæld har han spurten, hvis han alligevel kan være med.

Caja Rural satser på Sergio Martin og Julen Amezqueta. Martin kørte uhyre fornemt i England, men han har stadig til gode at bevise, at han også kan være med på længere stigninger. Det kan Amezqueta, men han har i år - senest i Vueltaen - manglet niveauet til at være med helt fremme. Normalt burde det være et løb for Jhojan Garcia, men covid-19 har efterladt ham i en uhyre formsvag tilstand.

Rally satser på Gavin Mannion, men det er svært at være alt for optimistisk. Han har haft det svært i år, og selvom det så bedre ud i England, synes han ikke at kunne være med helt fremme. Deres øvrige klatrere Keegan Swirbul, Kyle Murphy og Nate Brown har været langt efter i de seneste løb. Endelig er Vini Zabu som vanligt helt uden chance.

Kontinentalholdene får det meget svært. Det bliver spændende at følge U23-verdensmesteren Filippo Baroncini, men vi har i år set, at han er mere puncheur end klatrer. Paul Double gjorde det godt i hårde løb tidligere i år, men synes helt uden form, og det samme gælder for Manuel Senni og Marco Tizza.

BEMÆRK: Startlisten nedenfor er lige nu meget fejlbehæftet. Den opdateres, når den endelige startliste er kendt i aften.

OPDATERING: Baroncini, Senni, Nekrasov, Nych og De Marchi stiller ikke til start.

***** Romain Bardet

**** Brandon McNulty, Alejandro Valverde

*** David de la Cruz, Vincenzo Nibali, Davide Villella, Thymen Arensman, Mattias Skjelmose

** Chris Hamilton, Alessandro Covi, Einer Rubio, Daniel Munoz, Jefferson Cepeda, Cristian Scaroni, Mikel Bizkarra, Lorenzo Fortunato

* Abner Gonzalez, Antonio Pedrero, Marc Soler, Niklas Eg, Joe Dombrowski, Davide Gabburo, Eduardo Sepulveda, Sergio Martin, Julen Amezqueta, James Piccoli, Andreas Leknessund, Eduardo Sepulveda, Simone Ravanelli, Joan Bou, Mikel Iturria, Mark Christian, Edward Ravasi, Gavin Mannion

Danskerne

Mattias Skjelmose og Niklas Eg burde på Trek begge få en chance for at jagte et resultat, selvom den lokale helt, Vincenzo Nibali, utvivlsomt er kaptajn. De støttes af Asbjørn Hellemose, der som stagiare må være med for at lære og hjælpe.

SE GIRO DI SICILIA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-