Optakt: Giro dell’Emilia
30. september 2023 13:26Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Enkelte af klatrerne har afsluttet sæsonen, men heldigvis er der alligevel ganske mange, der har bevaret motivationen til at gå efter sæsonens sidste helt store mål, næste uges Il Lombardia. Lørdag får de chancen for at teste benene i Giro dell’Emilia, der heldigvis har genvundet sin prestige efter en nylig restrukturering af kalenderen, og som efter nogle sløje år atter kan fremvise en fabelagtig liste af stjerner, der er klar til at slås om sejren på den legendariske San Luca-stigning i Bologna - en ikonisk stigning, som enhver klatrer drømmer om at erobre.

Annonce

SE GIRO DELL'EMILIA OG CRO RACE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Mens de tunge folk efter EM enten har endt sæsonen eller har blikket rettet mod Paris-Tours, har langt de fleste klatrere blikket stift rettet mod Il Lombardia, der er det sidste store, kuperede løb på europæisk grund og årets sidste monument. Mange har brugt nogle af septembers løb til at teste formen, men det er i den kommende uges tid, at forberedelserne for alvor intensiveres i en række af italienske endagsløb, der tjener som en sidste opvarmning til den største efterårsklassiker. Sammen med Milano-Torino har Giro dell’Emilia i de senere år været det bedste sted at gøre sig klar til De Faldende Blades Løb, og da Milano-Torino nu er rykket til foråret, er det historiske løb denne gang det klart bedste pejlemærke forud for monumentet en uge senere. Denne klassiker er samtidig et af de ældste løb på den italienske kalender, og den spektakulære afslutning på toppen af den stejle San Luca-stigning i Bologna gør det til et af de meste prestigiøse løb i det cykelgale land.

 

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage i 1909, har løbet været afviklet næsten hvert eneste år i mere end et århundrede, og det er kun sølle ni gange, at løbet af forskellige årsager er blevet aflyst, så man i år er nået til den 106. udgave. Det har altid haft Bologna som sit centrum, og med ganske få undtagelser har det altid været afviklet i efteråret.

Se højdepunkter fra Jumbos dominans på 17. etape af Vueltaen

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

Efter at det i de tidligere år primært var en italiensk affære, udviklede det sig med tiden til en vigtig og prestigiøs begivenhed på den internationale kalender. Den første udenlandske vinder var ingen ringere end Eddy Merckx, der sejrede i 1972, og siden da har de mange italienske sejrherrer fået selskab af store internationale profiler som Roger De Vlaeminck, Tony Rominger, Michael Boogerd, Jan Ullrich, Frank Schleck, Robert Gesink, Carlos Betancur, Nairo Quintana, Esteban Chaves, Primoz Roglic og Aleksandr Vlasov på sejrslisten. Faktisk var det en ganske lang tørke for italienerne fra Danilo Di Lucas sejr i 2008, indtil det endelig lykkedes Diego Ulissi igen at sejre for hjemlandet i 2013.

 

Giro dell’Emilia kendes næsten udelukkende for den legendariske San Luca-stigning, der fører op til helligdommen Madonna Di San Luca. Den 2,1 km lange opkørsel har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,7 og et maksimum på 16 og er et brutalt bæst, der er skabt til klatrere med et godt punch. Med adskillige passager af stigningen og mål på toppen er det ikke noget under, at løbet er blevet domineret af ryttere, der stråler på de stejleste stigninger.

 

Uheldigvis tabte løbet enormt meget prestige i forbindelse med den restrukturering af efterårskalenderen, som UCI gennemførte forud for 2012-sæsonen, og her var løbet formentlig den største taber af dem alle. Indtil da havde det været afviklet om lørdagen efter VM, mens Paris-Tours og det andet italienske løb, GP Beghelli, fandt sted dagen efter, og Il Lombardia blev først afviklet den efterfølgende lørdag. Mens sprinterne således sluttede deres sæson i Frankrig, rejste klatrerne til Italien og brugte løbet i Bologna som en vigtig test og opvarmning forud for det store monument i Lombardiet.

Annonce

 

Forud for 2012 blev de to weekender imidlertid byttet rundt for at skabe bedre synergi mellem VM og Il Lombardia. Mens monumentet helt klart vandt stort på ændringen og pludselig kunne tiltrække et meget stærkere felt, var Giro dell’Emilia den store taber. Det var nu ikke længere nødvendigt at bruge løbet til at holde benene i gang forud for efterårets største klassiker, og mange ryttere besluttede at skippe begivenheden i Bologna på et tidspunkt af sæsonen, hvor der stort set kun er ferie på hjernen.

 

Allerede i 2012 så man et markant mindre internationalt felt, og siden blev det kun værre og værre. I 2013 havde man bare fem WorldTour-hold til start, i 2014 var man nede på kun tre, og i 2015 nåede man bunden. Her betød fremkomsten af den konkurrerende Abu Dhabi Tour, at de stakkels arrangører kun kunne tiltrække Ag2r og Lampre-Merida fra det fineste selskab, og dermed var løbet reduceret til en skygge af den glorværdige begivenhed, det var tidligere.

 

I 2016 genvandt løbet imidlertid sin prestige. Den meget sene afvikling af VM i Qatar skabte en åben plads i kalenderen i ugen inden Il Lombardia, og den chance greb arrangørerne prompte. Sammen med Coppa Sabatini, der i mange år var blevet afviklet to dage inden, og GP Beghelli, der fandt sted dagen efter, blev løbet flyttet til den sidste weekend forud for monumentet i Lombardiet. Da Giro della Toscana også blev tilføjet til samme uges program og afvikledes over to dage, havde rytterne pludselig mulighed for at vælge mellem fem dages kvalitetscykelløb, inden den følgende uges Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte gav en sidste chance for at fintune formen. Dermed havde den rige italienske serie af efterårsklassikere pludselig nået et nyt højdepunkt, og da støvlelandet var eneste nation med kuperede løb sidst på sæsonen, fik alle løb et kolossalt boost.

 

Måske havde man ventet, at det var en engangsforestilling, men UCI valgte i 2017 valgt at gå tilbage til den gamle model, hvor samme travle uge havde fået lov at sætte sig på pladsen umiddelbart efter VM, mens Il Lombardia igen fandt sted to uger efter slaget om regnbuetrøjen. Dermed blev kalenderen næsten ført tilbage til det, den var frem til 2011, idet eneste ændring var, at Paris-Tours ikke var flyttet med, havde bevaret sin hidtidige placering og dermed nu fandt sted dagen efter Il Lombardia.

 

Læs også
Thomas om Froome: - Han sidder lidt fast i 2010’erne

 

Arrangørerne af Giro dell’Emilia måtte knibe sig selv i armen over den effekt, det havde, idet man endda med længder overgik det stærke startfelt fra 2016 med ikke færre end 12 af de 18 WorldTour-hold i tillæg til mange af de stærkeste prokontinentalhold. Og ikke nok med det: man havde tiltrukket en stjerneparade, hvis lige slet ikke var set i mange år, og for første gang længe var der tillige live-dækning på TV - og for første gang ikke kun i Italien.

 

I 2018 gennemførte man den totale tilbagevenden til den gamle kalender, idet Paris-Tours kom tilbage på sin gamle plads søndagen efter VM og dermed i samme weekend som Giro dell’Emilia. I det lys kan det heller ikke undre, at genrejsningen af det historiske løb fortsatte. Faktisk overgik man igen sig selv med deltagelse af 13 af de 18 WorldTour-hold. Nu afvikles Paris-Tours og Il Lombardia nok engang i samme weekend, men det har ikke ændret på Giro dell’Emilias position lørdagen inden monumentet, hvor det efter en den normale VM-pause er det andet af de otte italienske endagsløb, der afvikles over kun 18 dage i den sidste del af den italienske klassikersæson. I år overgår man endda sig selv, for efter at have haft 14 WorldTour-hold til start i 2021 og 2022 kan løbet i år præsentere næsten fuld plade med ikke færre end 16 af de 18 bedste hold. Kun Bahrain og Intermaché skipper et løb, der tillige kan præstere et hav af verdensstjerner.

 

Sammen med Milano-Torino, der fra 2022 er rykket til foråret, og Il Lombardia har Giro dell’Emilia været det eneste af de italienske efterårsløb, der er skabt til klatrere, og det afspejles i startlisten. Listen over stjerner inkluderer således en stor del af cremen af bjergstærke folk, idet mange af de største navne i år har valgt at forsøge at bevare den gode form hele vejen frem til Il Lombardia. Det har gavnet Giro dell’Emilia kolossalt, og de kan i år præstere stjerner som Tadej Pogacar, Pimoz Roglic, Adam Yates, Simon Yates, Thibaut Pinot, Enric Mas, Giulio Ciccone, Felix Gall, Jai Hindley, Juan Ayuso, Romain Bardet, Ben O’Connor, Pavel Sivakov, Tomain Bardet, Carlos Rodriguez, Aleksandr Vlasov og Michael Woods, der er klar til at slås om sejren i det, der igen ligner en af de stærkest besatte udgaver i mange år.

 

Det var det også sidste år, hvor løbet præsenterede 14 WorldTour-hold og adskillige stjerner. Alle øjne var rettet mod Tadej Pogacar, der nok engang var den store favorit. Han åbnede ballet allerede på næstsidste tur op ad San Luca, og her kunne kun Enric Mas følge med. Allerede et kontraangreb fra Mas havde vist, at spanieren nok var den stærkeste, og det blev helt tydeligt på sidste tur op ad bakken, hvor spanieren tog det, der vel er karrierens flotteste sejr, da han satte den slovenske stjerne og kørte alene hjem med et forspring på 11 sekunder ned til Pogacar, der endda blot var 3 sekunder foran den uhyre formstærke Domenico Pozzovivo. Mas vender i år tilbage for at forsvare titlen, mens Pogacar jagter revanche, og da Pozzovivo gør comeback efter sit styrt i Castilla y Leon, bliver der deltagelse af hele det seneste podium.

 

SE GIRO DELL'EMILIA OG CRO RACE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Ruten til Giro dell’Emilia er typisk varieret lidt fra år til år, men har grundlæggende fulgt et fast mønster med en ensartet finale. Første del består typisk af en tur ud i det kuperede område syd for Bologna, hvor benene trættes inden finalen. Afgørelsen falder imidlertid altid på de fire omgange på den afsluttende 9,2 km lange rundstrækning og de i alt fem passager af den omtalte og meget frygtede San Luca-stigning, hvor de stejle procenter som regel lader stærkeste mand sejre.

Annonce

 

Løbet har haft en relativt fast distance på ca. 200 km i de seneste år, og ruten har kun undergået ganske få modifikationer. 2013-udgaven afveg en anelse, idet starten blev flyttet fra Bologna til den nærliggende by Modena, men det betød blot, at den første flade del fandt sted på andre veje end tidligere. I 2016 gennemførte man igen et par justeringer i første fase, hvor man passerede nye stigninger på turen gennem det kuperede terræn syd for Bologna, men med en uforandret afslutning var der grundlæggende tale om det samme løb. I 2017 opfandt man en ny sen stigning, inden man nåede frem til Bologna, ligesom distancen var blevet forlænget til hele 223 km.

 

I 2018 var stigningerne præcis de samme, men man havde fjernet en del af det flade stykke mellem de to første stigninger, så afstanden reduceredes med knap 20 km, og i 2019 genbrugte man præcis den samme rute. I 2020 gennemgik løbet en lidt større ændring, da man flyttede starten, lagde en ekstra stigning ind tidligt og byttede den lange stigning midtvejs ud, så man skulle over Zanchetta og ikke Brasinone, og i 2021 fik løbet en ny overhaling, hvor hele den første del var ny, da man droppede både Zanchetta og Brasinone, der blev erstattet af en ny og meget stejlere stigning, Medelena, midtvejs i løbet, inden man kørte frem til de klassiske fire omgange på rundstrækningen. Medelena var tilbage sidste år, hvor man flyttede starten til Carpi og gjorde den flade del længere på bekostning af et par stigninger, hvilket gav en lidt lettere rute end i de foregående mange udgaver.

 

I år får den indledende del en ny overhaling. Starten i Carpi fastholdes, og det betyder igen, at der er et relativt langt indledende fladt stykke på Po-sletten. Den meget svære Medelana og opvarmningsstigningen, Bortolona, udgår også og erstattes af to nye stigninger. Den første af disse, Samone, kan godt sammenlignes med Bortolona, men selvom den anden, Nonascoso, ikke er let, er den ikke helt så vanskelig som Medelena. Antallet af højdemeter er til gengæld stort set som i 2022, men altså betydeligt lavere end på den meget hårde rute i 2021.

 

Læs også
Giro-etapevinder mangler hold: - Jeg tror, min erfaring kan være værdifuld

 

Med en distance på 204,1 km er årets udgave af klassisk distance, og for andet år i træk skal der altså køres fra Carpi til det klassiske mål på San Luca-stigningen i Bologna. Startbyen ligger nordvest for Bologna på den helt flade Po-slette, og herfra lægger man ud med at køre mod sydøst og sydvest igennem fladlandet ned til en spurt, der kommer efter 18,2 km. Derfra snor man sig mod syd på den flade slette med retning mod stigningerne, og efterhånden som man nærmer sig mere kuperet terræn, begynder det at stige let, når man kører ad lige veje mod sydvest og slutteligt syd.

 

Den flade start ender brat, når man drejer mod øst for at køre op ad Samone (6,1 km, 6,3%), der over de første 4 km stiger jævnt med ca. 7%, inden den flader ud med 4-6% over de sidste 2,1 km frem mod toppen, som rundes efter 78,6 km. Den leder op til et let kuperet plateau, som følges ad snoede veje mod sydøst ned til det sydligste punkt. Her kører man videre mod først øst, siden nord og så nordøst, inden en lang og kun mod slutningen teknisk nedkørsel leder mod nordøst og nordvest ned til dalen.

Annonce

 

Her vender man kortvarigt rundt for at køre tilbage mod bjergene, når det går mod sydvest og syd op ad Monte Nonascoso (5,9 km, 7,1%), der er en ujævn stigning med først 2 km med 8-9%, så 2 km, der er lettere og slutteligt 1,9 km med 8-9%. Toppen rundes efter 126,4 km, hvorefter de sidste 77,7 km indledes med en kun mod slutningen teknisk nedkørsel, der i alt væsentligt er den samme, som blev benyttet tidligere, og som fører mod sydøst, nordøst og nordvest tilbage til dalen. Derfra følger man lange, lige og let faldende dalveje mod nordøst ind mod centrum af Bologna, idet man undervejs kører en spurt efter 149,6 km. Slutteligt kører man ad en lige og flad vej mod sydøst det sidste stykke ind gennem Bolognas centrum, inden man drejer mod sydvest for at køre det sidste stykke frem til rundstrækningen.

 

Den rammer man bare få hundrede meter, inden man drejer mod sydvest for at op ad San Luca-stigningen (2,1 km, 9,4%, max. 18%), der ligger i den sydvestlige udkant. Den er ganske brutal, idet de første tre gange 500 m stiger med hhv. 11,8%, 10% og 12,0%, inden de sidste 600 m med 4,5% er lettere. Den passeres første gang, når der resterer 36,8 km, hvorefter målstregen krydses på toppen. Det markerer starten på de fire omgange på den 9,2 km lange afsluttende rundstrækning, der indledes med 1400 m let nedkørsel og en bakke (1,2 km, 5,5%), inden man rammer den rigtige nedkørsel, der slet ikke er så stejl som opkørslen og halvteknisk, hvorefter man rammer et kort, fladt stykke, som leder frem til bunden af stigningen. Løbet når sin dramatiske og spektakulære afslutning, når rytterne når toppen af den frygtede mur for femte og sidste gang efter en opkørsel, der kun byder på et enkelt skarpt sving midtvejs og blot på bløde kurver på den sidste kilometer.

 

Løbet byder på i alt 3003 højdemeter, hvilket er næsten præcis det samme som i 2022, men er knap 350 færre end i 2021, 250 færre end i 2020 og 300 færre end i 2019.

 

 

Annonce

 

 

 

Læs også
Amerikansk toprytter vil ikke gå efter Tour-klassement: Der er kun tre der kan vinde

 

 

 

Annonce

 

 

 

SE GIRO DELL'EMILIA OG CRO RACE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Giro dell’Emilia afvikles næsten altid i glimrende vejr, men for otte år siden bidrog forfærdeligt regnvejr til at skabe et helt anderledes løb end vanligt. Den slags drama skal vi ikke regne med i år, hvor det meste af Europa i øjeblikket oplever helt usædvanlig varme. Det gælder også Bologna-området, og rytterne kan se frem til en lørdag med kun få skyer og en temperatur, der vil stige fra 24 til 28 grader. Vinden vil være let (8-13 km/t), starte i nordvest, hovedsageligt være i nordøst og slutte i østnordøst. Det giver generel med- og sidemedvind ned til bunden af Samone, hvor der vil være modvind hele vejen op. Der vil være sidevind på plateauet og derefter generelt mod- og sidemodvind på turen hjem til Bologna, dog med direkte medvind på Nonascoso. På rundstrækningen vil der være sidemedvind på stigningen og det efterfølgende stykke og derefter mod- og sidemodvind på nedkørslen, indtil man atter får sidemedvind på det korte, flade stykke frem til stigningen.

 

Favoritterne

For de fleste cykelelskere har det været smertefuldt at se, hvordan en så hæderkronet klassiker som Giro dell’Emilia i 2015 nærmest var reduceret til et lokalt italiensk løb næsten uden international deltagelse. Løbet har altid været et af efterårets højdepunkter, men nu var det pludselig en parentes, som knap blev bemærket, og som de færreste hold overhovedet overvejede at stille op i.

Annonce

 

Set i det lys er det en fornøjelse at skulle skrive optakt til den 106. udgave i løbet, der i sandhed er den glorværdige historie værdig. Et blik ned over startlisten må få arrangøren til at knibe sig i armen over at have tiltrukket et felt, der på alle måder er en grand tour værdig, og det er bare en fortsættelse af den uhyre positive spiral, løbet har oplevet siden genskabelsen af den gamle kalender i 2017. Af flere årsager er der herligt mange af sportens store navne, der i år har valgt at fortsætte hele vejen til Il Lombardia, og med den nye kalenderplacering er Giro dell’Emilia et logisk stop på vejen.

 

Læs også
Officielt: Dansk profil skal køre for portugisisk hold

 

Kombinationen af en glimrende position, en bjergrig rute og en glorværdig historie gør, at der i dag er langt flere WorldTour-hold, der deltager, end der vælger det fra, og i år slår vi endda rekord med hele 16 af de bedste hold, hvoraf vi kun savner Bahrain og Intermarché. En sandsynlig forklaring på de imponerende felter i særligt 202 og 2023 er, at Milano-Torino nu er rykket til foråret. Tidligere havde de mest klatrestærke to chancer for at teste Lombardiet-formen, men nu er der bare én chance tilbage. Ganske vist er Tre Valli Varesine på tirsdag også en glimrende test, men skal man have en afslutning på en hård stigning, er det lørdag, der er eneste chance.

 

Det stærke felt gør det imidlertid ikke nemmere at skulle udpege favoritterne. I tidligere år har favoritfeltet været begrænset til en god håndfuld - i 2016 var det eksempelvis ikke svært at indse, at vinderen ville være enten Chaves, Bardet, Aru eller Uran - men ser man bort fra 2020-sæsonens coronaramte udgave, er det nu sjette gang i træk, at listen over ryttere, der i hvert fald på papiret har evnerne til at sejre på stejle San Luca, er alenlang. Samtidig er der mange mandskaber, der kommer med veritable superhold, hvor de har adskillige vinderkandidater.

 

At udpege favoritter bliver yderligere kompliceret af, at vi befinder os i oktober. De to vanskeligste perioder på året af aflæse er sæsonstarten og -slutningen, hvor meget mere afhænger af form end af evner. Først på året er mange slet ikke kommet op i gear endnu, og på nuværende tidspunkt er mange ryttere slidt ned til sokkeholderne. Det afspejles også i det forhold, at holdene igen i år er blevet udtaget meget sent. Først i de sidste dage inden løbet finder man nemlig ud af, hvem der fortsat har overskuddet til at stille til start i så svært et løb.

 

I 2018 var vi bedre stillet af, at vi havde VM som referenceramme, men den luksus har vi ikke i år, hvor der slet ikke har været et VM. Igen i år er vi dog så heldige, at Coppa Agostoni blev afviklet som opvarmning, og det løb gav heldigvis fingerpeg om enkelte af kandidaterne, men desværre skippede langt, langt de fleste ugens første løb. For mange er den seneste formindikator dog Vueltaen, der er det eneste rigtige bjergløb, der er blevet kørt i nogen tid, og den er nogle uger gammel. Der er derudover en gigantisk forskel på, hvordan rytterne er kommet ud af en grand tour, og det kan være lidt af et lotteri. Nogle får et boost, som eksempelvis Esteban Chaves tidligere havde for vane i efterårsløbene i 2015 og 2016, Thibaut Pinot gjorde i disse løb i 2018, Primoz Roglic gjorde i 2019 og 2021, og Enric Mas gjorde i 2022, men andre kan være kørt helt i sænk, som vi før har set det med i Vueltaen ellers meget dominerende ryttere.

Annonce

 

Dertil kommer det forhold, at det slet ikke er sikkert, at vinderen bliver en favorit. Faktisk er det i de seneste otte år kun fire gange lykkes for de store navne at køre om det. Rundstrækningen er nemlig så hård, at den er pokkers svær at kontrollere, og det har givet anledning til flere overraskelser. I 2014 var Angel Madrazo mindre end en kilometer fra at skabe sensationen, i 2015 udnyttede Jan Bakelants den massive regn til at køre langt udefra, og i de seneste år har Giovanni Visconti og Alessandro De Marchi begge med angreb inden sidste omgang kunnet holde et felt, der allerede var kraftigt reduceret, bag sig. I 2020 angreb Joao Almeida også tidligt, og det var kun med det alleryderste af neglene, at Aleksandr Vlasov snød ham for sejren.

 

Som regel er det dog outsiderne, der angriber tidligt. Skal favoritterne køre om det, plejer det at ske på sidste stigning, men heller ikke den regel holdt i 2021. Sådan er det sjældent, når Remco Evenepoel er med i et løb, og for 24 måneder siden angreb han allerede i forbindelse med første passage af stigningen. Her skabte han en elitegruppe, der endte med at afgøre det mellem sig på sidste stigning, og ser man bort fra stakkels David Gaudu, der endte med at punktere ud af gruppen, var det utvivlsomt de stærkeste folk. Resultatet havde således formentlig været det samme, hvis løbet havde været mere kontrolleret, men i en lille gruppe er chancen for taktik altid til stede. Jumbo sad således med to mand i form af Roglic og Jonas Vingegaard, og Quick-Step havde både Evenepoel og Almeida. Nu lykkedes det ikke at bruge overtallet, bl.a. fordi Evenepoel og Vingegaard hurtigt fik det svært, men det fortæller historien om, at taktik kan afgøre løbet, uanset om det er via et tidligt angreb fra en outsider som Visconti eller De Marchi eller via en tidlig åbning fra favoritterne, som vi så det i 2021.

 

Det kan også ske i år. Der er mange hold, der har flere kort at spille, og som vil have en mulighed for at sende løjtnanter i forkøbet. Det er også muligt, at vi igen vil se en tidlig åbning fra favoritterne. Nok er angrebslystne Evenepoel ikke med denne gang, men Tadej Pogacar er sjældent bange for en tidlig åbning. Den slags tidlige åbninger er sjældne, men de findes, og det var også sådan, Robert Gesink vandt for efterhånden mange år siden.

 

Meget vil dog afhænge af, hvad det skræmmende stærke UAE vil. De kunne kontrollere og sætte Pogacar i scene på sidste stigning, hvis de vil. Det valgte de at gøre sidste år, hvor de også kom med et skræmmende stærkt hold. I år er holdet bare endnu stærkere, og de har mere oplagte alternativer, end de havde for et år siden, nemlig Adam Yates og Juan Ayuso. Der er bare stor usikkerhed om deres form. Ayuso kommer fra Vueltaen, og sidste år så vi, at Yates’ superform forsvandt som dug for solen mellem Montreal og de italienske løb.

 

Derfor kan UAE gribe det an på flere måder. Hvis Yates og Ayuso melder om dårlige ben, kan de gøre som sidste år, nemlig at køre entydigt for Pogacar. I givet fald får vi formentlig en sen åbning. Sidste år angreb han dog allerede næstsidste gang, men jeg tvivler på, at han selv vil angribe tidligere. Er løjtnanterne kørende, er der til gengæld al mulig grund til at tro på en tidlig åbning.

Annonce

 

Læs også
Tour-direktør ønskede sig ikke Vingegaard og Evenepoel på samme hold

 

Det vil nemlig være dumt af UAE ikke at skabe en overtalssituationen. Hovedmodstanden er Roglic, og han ligner en mand, men godt kan isolere. Der er ikke alt for meget plads til taktik på rundstrækningen, hvor det mest går op eller ned, men som vi så i 2021, kan det være ubehageligt at sidde alene i en UAE-sandwich på det kuperede stykke lige efter toppen. Det må være Roglics skrækscenarie at havne i den situation.

 

Løbet er altså mere åbent, men vi må dog forvente, at det er omgangene i Bologna, der vil afgøre det. Vejret bliver pænt, vinden er svag, og hold som UAE og Jumbo bør sagtens kunne sørge for, at det tidlige udbrud køres ind. I år er første del af ruten også lettere end i 2021 og 2022, hvor man havde den stejle Medelena-stigning. Selvom UAE formentlig vil forsøge at skabe det hårde løb, vil vi efter alt at dømme se et større felt ramme rundstrækningen, hvo angrebene lanceres. Her kan det som sagt både blive en outsidersejr via et tidligt fremstød eller til favoritsejr, enten i et mere klassisk opgør på sidste tur op ad stigningen, hvor der vil være en let medvind, eller via en tidlig åbning som i 2021. Og her vil det meste altså afhænge af, om UAE kører ”alle-for-en” eller har en mere åben taktik. Det bestemmes formentlig af Yates’ og Ayusos ben - og Roglic håber helt sikkert på, at den hedder ”alle-for-en”, så han ikke fanges i en ubehagelig.

 

San Luca er en speciel stigning. Den er meget stejl, men også relativt kort. Stejlheden betyder, at man kan udelukke alle tunge ryttere, og man skal være en god klatrer for at have blot den mindste chance. Man ser imidlertid af og til lidt overraskende ryttere blande sig fremme. Det skyldes selvfølgelig tidspunktet på sæsonen, men også stigningens længde. Der er tale om en bakke, der er bedre for mere eksplosive puncheurs end rene klatrere, der vil have større chancer i Il Lombardia i den kommende uge.

 

Jeg vælger at gå med Primoz Roglic¸ men det er klart, at det favoritvalg er mindre oplagt i lyset af UAEs styrke. Jumbo er ikke skræmmende, og Roglic burde være relativt let at isolere. Jeg er bare ikke overbevist om Yates og Ayuso. Baseret på erfaringerne fra sidste år, som jeg vil uddybe nedenfor, er der en betydelig risiko for, at de ikke har styrken til at gøre det færdigt, og hvis Yates eksempelvis forsvinder lige så tidligt som sidste år, hvor han endte med udgå, forsvinder UAEs taktiske muligheder. I det tilfælde er løbet så ærligt, at det alligevel let kan koges ned til et opgør mand mod mand, for UAE er naturligvis så stærke, at løbet ikke bør kunne glide dem af hænde.

 

Hvem er så stærkest i en slovensk duel? Faktisk var vi ikke set ”Roglic vs Pogacar” på en stigning, hvor Roglic ikke har været forslået siden Lombardiet i 2021. Dengang havde Pogacar en klar overhånd, men da de to duellerede tre dage forinden i Torino, kørte Roglic til gengæld Pogacar midt over. Siden dengang har Roglic jo som bekendt også lignet en mand med et betydeligt lavere niveau, mens Pogacar i år synes at have været stærkere end nogensinde, men i år har Roglic i hvert fald rejst sig efter det skuffende 2022, og selvom Vueltaen endte lidt uforløst, fordi vi aldrig fik lov at se, hvad han kunne, efterlod han på andre etaper end Tourmalet-etapen et fornemt indtryk.

 

Erfaringen er også, at Roglic er flyvende efter Vueltaen. Han var altdominerende i de italienske løb i både 2019 og 2021, mens det har været anderledes med Pogacar, der i både 2021 og 2022 først fandt formen til selve Lombardiet. Hans kørsel i sit comeback får mig ikke til at tro, at han er på toppen endnu, men det forventer jeg, at Roglic er - ganske som han plejer. Det er en finale, der er helt perfekt for Jumbo-kaptajnen, der har et fabelagtigt punch, og selvom vi nok ikke skal regne med, at hans topniveau er som i 2019 eller 2021, så han så stærk ud i Vueltaen, at jeg tror, at han ender som den stærkeste slovener. Så må tiden vise, om UAE er så stærke, at de kan slå ham på den taktik, der ligner en meget stor trussel.

 

Det er svært at se, at Jumbo har andre vinderkandidater. Nok er det en finale for Attila Valter og Koen Bouwman, men de vinder ikke i dette felt. Valters Vuelta var heller ikke alt for imponerende, og selvom han var bedre i Luxembourg, er Bouwman langt fra sit bedste. En flyvende Tiesj Benoot kan sagtens være med her, men nogen flyvende Benoot havde vi bestemt ikke i Luxembourg, og mens ruten er for svær for Jan Tratnik, har Sam Oomen og Gijs Leemreize været for svage i år.

 

Den værste rival er selvfølgelig Tadej Pogacar. Selvom Roglic har rejst sig i år, kan der næppe være megen diskussion om, at den bedste Pogacar i dag er bedre end den bedste Roglic. I foråret så han endda bedre ud end nogensinde, men der er bare forskel på forårs- og efterårsudgaven af ham. Hvor han frem til og med Touren altid har et skræmmende højt bundniveau, tager det ham altid lang tid at finde sig selv i efteråret. De gjaldt i 2021, hvor han blev slået klart af Roglic i Torino, og hvor han havde en helt, helt sjælden offday i dette løb, da han blev sat tidligt og endte med at udgå, og det gjaldt sidste år, hvor Enric Mas slog ham ganske klart i dette løb.

 

Er det anderledes i år? Måske. Hans kalender er anderledes, fordi han forlængede Tour-formen til VM og genstartede sin sæson senere end vanligt i Sabatini og Toscana. Her var det ret tydeligt, at han manglede ganske meget, og han efterlod et svagere indtryk, end han gjorde sidste år, hvor han vandt i Montreal - endda tidligere på året. Han har helt sikkert indhentet meget nu, men har han indhentet nok til at slå Roglic? Historien tilsiger, at det nok ikke er tilfældet, og da han ikke har frihed fra sin landsmand, skal han helt sikkert slå Roglic mand mod mand. Her kan han måske få en taktisk fordel, hvis de kan tvinge Roglic til at lukke huller i det strategiske spil, men ender det i en slovensk duel, tror jeg så meget på historien, at Pogacar også i bliver den lille i dette løb.
 

Til gengæld har UAE også andre kort at spille. Det bedste er nok Adam Yates, der i år har nået et tårnhøjt niveau. Også han er som Roglic og Pogacar skabt til denne stigning, men vi så også, at Roglic havde styr på ham, da han slog ham i Burgos. Siden dengang viste Yates stadig superform, da han for andet år i træk var bedste mand i Montreal - og denne gang fik han også en sejr ud af det - men sidste år så vi, at formen aftog ganske markant inden disse løb, hvor han nok blev nr. 4 i Varese og nr. 10 i Lombardiet, men slet ikke var flyvende længere - og endte med at udgå af dette løb. I år har han haft samme kalender med Touren som hovedmål, og mit gæt vil være, at vi ser samme mønster som sidste år. Har han den form, han havde i Lombardiet sidste år, kan han dog godt vinde dette løb, når holdet står så stærkt i det taktiske spil - og har han stadig Montreal-formen står han med meget, meget gode kort.

 

Læs også
Dansk sportsdirektør fortsætter på rekonstrueret EF-hold

 

Det tredje kort er Juan Ayuso, men her er spørgsmålene endnu større. Det er første gang, han kører løb efter en grand tour, og sidste år var han i hvert fald så træt efter Vueltaen, at han meldte afbud til et VM, han var udtaget til. I år så han heldigvis ud til at komme ret stærkt ud af løbet, men mit gæt vil stadig være, at vi ikke ser den bedste Ayuso. Selvom han har punch, har vi også lært, at han er bedre i mere klassisk bjergterræn end i et løb som dette, og jeg anser det derfor som usandsynligt, at han vinder som stærkeste mand. På det stærke UAE-hold kan han til gengæld vinde via taktik, og det er slet ikke umuligt, hvis de åbner løbet tidligt. Det kræver bare, at formen er god, og det er først i morgen, at vi finder ud af, hvor han står.

 

Et fjerde kort burde være Jay Vine, men da dette er hans første løb siden Vuelta-styrtet, og da disse stigninger ikke passer ham ideelt, vil jeg forvente, at han er hjælper. Omvendt var styrtet ikke alt for alvorligt, og er han så god, at de vil bruge ham taktisk, kan han sagtens vinde dette løb. Til gengæld har Rafal Majka været ren hjælper i alle sine seneste løb, Diego Ulissi klatrer ikke længere godt nok til at vinde dette løb igen, og Felix Grossschartner har tydeligvis tabt superformen fra august og begyndelsen af september.

 

Hvem er den største trussel mod UAE og Jumbo? Det er vel Enric Mas, der sidste år tog en stor skalp, da han slet og rette satte Pogacar til vægs i en duel og siden fulgte sloveneren helt til dørs i Lombardiet. Det er bare tvivlsomt, om han har samme form nu. Dengang kom han med Touren og Vueltaen i benene, og det viste sig ideelt for hans dieselmotor. I år kommer han kun med Vueltaen, hvor han nok var god, men tydeligvis manglede en gennemført Tour for at finde sit vanlige niveau. Nu har han heldigvis fået sin grand tour, og jeg vil forvente, at han er en af de absolut stærkeste. Det vil dog også undre mig, hvis han er lige så flyvende som sidste år, og Vueltaen antyder i hvert fald ikke umiddelbart, at han kan slå Roglic på ren styrke. Forholdet kan dog have ændret sig, og måske kan han udnytte kampen mellem UAE og Jumbo til alligevel at forsvare sin titel. Movistar har også et andet kort i Matteo Jorgenson, der efter en lidt sløv periode, fandt formen i Luxembourg, hvor han så meget stærk ud på kongeetapen. Han viste i Oman, at han kan være god på denne slags stigninger, men han efterlod ikke et indtryk i Luxembourg, der gør det sandsynligt, at han vinder - men et godt resultat kan sagtens vente. Til gengæld har de seneste løb vist, at vi næppe skal vente os det helt store af Gregor Mühlberger, Oier Lazkano og Oscar Rodriguez, selvom sidstnævnte har for vane at finde formen ud af det blå.

 

Ineos ligner også en trussel. De kommer nemlig med to gode kort, hvoraf det nok er Carlos Rodriguez, der trods alt har det største potentiale. Vi så i Touren, hvor tårnhøjt hans topniveau er. Om han har fundet det nu, ved vi ikke, men det så lovende ud, da han satte Van Aert til vægs i England, hvorefter han har haft næsten en måned til at forbedre sig yderligere. Han er ikke skabt til disse eksplosive stigninger, men han klarede dem fint i Vueltaen sidste år. Han vidner næppe som stærkeste mand, men en god Rodriguez kan sagtens vinde i et løb, der kan blive taktisk. Holdets andet bud er Pavel Sivakov, der har været skræmmende, senest i Montreal og de første italienske løb. Spørgsmålet er bare, hvor længe formen holder. Det var jo en form, han skulle bruge til Vueltaen, og han har kørt stærkt meget længe nu. Stigningen er heller ikke ideel, men vi så i Burgos og San Sebastian sidste år, at han sagtens kan være god på denne slags stigninger. Har han bevaret formen, er han et godt bud på en mand, der kan vinde via taktik. Til gengæld skal vi ikke regne med noget fra Thymen Arensman , hvis deltagelse i sig selv er en positiv overraskelse, fordi han regnede med, at sæsonen var slut efter styrtet i Vueltaen.

 

Trek kommer med Giulio Ciccone, der i år har været bedre end nogensinde, og da han slog Roglic og Evenepoel i Catalonien, bekræftede han sine evner på eksplosive stigninger som denne. Vi så til gengæld også i Luxembourg, at han stadig manglede en del, men nu har han fået fem gode dage i benene. Det dårlige vejr på kongeetapen hjalp ham næppe heller, og jeg tror, at der er en god chance for at se en god Ciccone i morgen. Jeg tvivler dog på, at det er nok til at vinde i dette felt. Trek stiller også med Juan Pedro Lopez, der i Vueltaen endelig fandt sig selv igen, men ikke nok til noget stort resultat her, hvor løbet også passer ham dårligt. Natnael Tesfatsion er meget formsvag.

 

Jeg vælger at rangere Felix Gall her, men det er primært på potentiale. Vi har i år lært, at østrigeren har et tårnhøjt topniveau, men det havde han bestemt ikke fundet i Luxembourg. Han skal altså have forbedret sig den sidste uge, men vi så tidligere i år, at han gjorde enorme fremskridt mellem Mercan’Tour og Schweiz. Han meldte om fremragende ben inden Luxembourg, og med fem dage i benene kan man håbe, at han nu nærmer sig den bedste Gall. Han ledsages af Ben O’Connor, der så flyvende ud i Montreal, men efter skuffende præstater i Luxembourg og Agostoni ligner han ikke en vinder af et løb, der heller ikke passer ham ideelt. Vi så også i torsdags, at Clement Berthet er godt kørende, men ikke var så stærk som O’Connor, og intet tyder på, at Aurelien eller Valentin Paeret-Peintre har formen til at spille en rolle.

Jeg er ret spændt på Victor Lafay. Det er denne slags eksplosive stigninger, der passer ham helt perfekt, og vi har nu mange gange - senest i Touren - set, at hans topniveau er skræmmende. Efter en lidt sløj genstart så han godt ud i Agostoni, men han var tydeligvis heller ikke på Tour-niveau. Han vinder næppe på så hård en rute i dette felt, for han havde haft glæde af bare én tur op ad stigningen, men selvom han er en lottokupon, giver Agostoni mig en tro på, at vi vil se et godt løb fra franskmanden. Han ledsages af Guillaume Martin, der også før har været god på denne slags stigninger, men i år har han kun været god én gang, nemlig i Dauphiné. Han var stærk i Sabatini, men vi kom ned på jorden igen i et svagt felt i Pantani, og det ligner derfor nok snarere en top 20 end en top 10. Til gengæld er han et meget mere sikkert kort end Lafay. Stigningen ligger godt til Remy Rochas, men selvom det var bedre i Vueltaen, tyder det ikke på, at vi vil se ham helt fremme her. Ruben Fernandez chokerede med en top 10 sidste år, men hans Vuelta og Agostoni indikerer absolut ikke en gentagelse.

 

Aleksandr Vlasov vandt løbet i 2020, men det var den helt særlige coronaudgave i et relativt svagt felt. Nu skal han for første gang køre løbet med Vueltaen i benene, og vi har ikke de helt store erfaringer med, hvordan han kommer ud af en grand tour. Han så heldigvis stærk ud i den sidste del af løbet, og det giver en vis optimisme frem mod et eksplosivt løb, der faktisk passer ham ganske fremragende. Det niveau, han har haft i år, rækker dog kun til en sekundær placering i dette felt, og jeg frygter meget, at han slet ikke har Vuelta-formen længere. Holdets bedste bud burde være Sergio Higuita, der har været på podiet og er skabt til stigningen, men efter endnu en nedtur i Vueltaen er det svært at tro på, at et Vuelta-boost har skabt et mirakel. Lennard Kämna viste stigende form i Vueltaen, men ikke nok til at vinde et løb, der er på grænsen for ham, og det passer dårligt til Emanuel Buchmann, hvis motor nok har haft gavn af Vueltaen, men generelt var langt fra sit Tour-niveau. Patrick Konrad har slet ikke klatret godt i år og har ikke kørt løb siden Touren, og trods en lovende genrejsning fra Giovanni Aleotti har han slet ikke vist nok til dette svære løb.

 

Jeg var ret opløftet over at se Richard Carapaz i de første italienske løb, hvor han vel viste det højeste niveau, vi har set i år - og uden uheld havde han måske endda vundet Sabatini. Vi kom dog ned på jorden igen i Luxembourg, hvor det må anses som et bekymrende tegn, at han på kongeetapen endda blev slået af store Søren Kragh. Med tanke på det generelle niveau, han har vist i år, frygter jeg derfor endnu en nedtur, men hans kørsel i de italienske løb var også så opløftende, at han kan overraske mig positivt. Det er bare svært at se ham vinde. Han ledsages af Esteban Chaves¸ der jo vandt løbet i 2016, men efter en sløj sæson og svag kørsel i Canada er det svært at tro på et mirakel, selvom han har haft lang tid til at finde formen. Rigoberto Uran , der har været på podiet hele fire gange og faktisk blev nr. 5 så sent som sidste år, har ikke vist det fornødne niveau siden Schweiz og har ikke kørt løb siden VM, mens han sidste år kom med Vueltaen i benene. Andrea Piccolo var flyvende i disse løb sidste år, men hans krise fortsætter, og det gør den desværre også for Mikkel Honroré, for hvem løbet også er for svært. Diego Camargo fandt slet ikke sine tredjeugesben i Vueltaen, og James Shaw klatrer efter en lang pause næppe som i Dauphiné.

 

Romain Bardet har den gode motor, der kan få et boost af en grand tour, men desværre bekræftede Vueltaen det skuffende indtryk, han har efterladt i år. Han lignede særligt på 20. etape bestemt ikke en mand, der kommer langt i dette løb. Jeg anser det dog også som sandsynligt, at hans form har haft glæde af Vueltaen, og dette løb passer ham fint. Jeg ser bare generelt ikke et niveau, der tilsiger et topresultat. I går så vi, at Kevin Vermaerke langt om længe har tabt den gode Tour-form, og Chris Hamilton er ikke længere god nok til så svært et løb. Andreas Leknessund er formsvag, og Florian Stork overmatchet i dette felt.

 

Læs også
Trofast Sagan-hjælper siger farvel og tak: - Der er aldrig et godt tidspunkt til det

 

Simon Yates er skabt til dette løb, men desværre kæmper han stadig med formen. Han så ud til at være på rette vej i Canada og delvist i Pantani, men efter gårsdagens løb er det svært at tro meget på ham. Her kom han klart til kort i et betydeligt svagere felt end dette, og det sker i et år, hvor han kun har fundet sit niveau i Touren. På potentiale kommer han langt, men det ser ikke ud til, at det potentiale indfris. Faktisk kan Chris Harper, der i går bekræftede den gode sæson, være bedste bud, men han passer ikke ideelt til løbet, og det er klart, at han ikke kommer hele vejen i dette felt. Gårsdagen viste også, at Filippo Zana stadig er et stykke fra Giro-formen. En joker er Welay Hagos Berhe, der kan have fået det klassiske boost af Vueltaen, men det er der nu intet, der efter et skuffende løb tyder på. Både Lucas Hamilton og Jesus David Peña synes formsvage.

 

Israel-PT kommer med et på papiret stærkt hold, men der er usikkerhed om dem alle. Bedst chance har nok Dylan Teuns, der gjorde det ganske godt i Luxembourg, men det var i høj grad taktik, der gav ham 3. pladsen på kongeetapen, hvor han ellers så ud til at have lidt problemer. For at være med i så hårdt et løb skal han være flyvende, som han var, da han blev nr. 3 i 2018, men den form så jeg ikke i Luxembourg. På papiret er holdets bedste bud Michael Woods, der er skabt til denne stigning, men hans skuffende sæson fortsætter, og han var uden form i både Luxembourg og Canada. Helt anderledes har det været for Stephen Williams, der siden Vallonien har været flyvende og passer til løbet, men min fornemmelse i England - for næsten en måned siden - var, at formen allerede dengang var aftagende. Stigende har den til gengæld været for Jakob Fuglsang , men vi skal tilbage til Schweiz 2022 for at finde et niveau, der gør det sandsynligt, at han kan være med fremme i dette løb. Sygdommen i Luxembourg gør ikke optimismen større. Holdets store joker er Domenico Pozzovivo, der sidste år genfødtes til disse løb, hvor han blev nr. 3 præcis i dette løb. Igen i år kommer han til løbene efter en lang skadespause, og derfor kan man ikke udelukke, at han igen har fundet det samme suveræne niveau. Det virker dog ikke alt for sandsynligt efter en sæson, hvor han mellem de mange uheld aldrig har været tæt på sit bedste. Holdet har også Nick Schultz, der passer til løbet og faktisk ikke synes helt uden form, men han har haft en generelt skuffende sæson, og Marco Frigo har intet vist siden Giroen.

 

Det var opløftende at se Warren Barguil i går. Han viste allerede pæne takter i Canada, og i Agostoni så vi noget af det bedste, vi har set i år. Det var dog også i et betydeligt svagere felt end dette, og med tanke på det niveau, han har vist i år, er det svært at tro på et absolut topresultat. Til gengæld bekræftede løbet også, at Clement Champoussin har tabt den gode form, han havde efter Touren. Vi skal tro mere på eksplosive Ewen Costiou, der bekræftede potentialet i Luxembourg, men han leverer ikke et topresultat i dette løb. Det gør heller ikke Alessandro Verre trods den lovende kørsel i går, og løbet er for svært for den ellers genrejste Louis Barré.

 

Kan vi tillade os at tro på Lorenzo Fortunato? Hans kørsel i de første italienske løb, senest i går, indikerer intet positivt, men måske er der en chance. Sidste år skuffede han også fælt i Agostoni, men i dette løv blev han en imponerende nr. 6. Vi så i foråret, at han var bedre end nogensinde, men til gengæld havde han en meget skuffende Giro. I lyset af optakten er det svært at tro, at han vil gentage sidste års resultat, men vi så, at Agostoni ikke nødvendigvis siger alt om hans form. Holdet har også unge Davide Piganzoli, der var så god i l’Avenir, men her er hans overmatchet, og det samme er Mattias Bais og Andrea Garosio, der ellers gjorde det godt i går, samt Alex Martin.

 

På papiret kommer Soudal med en klassetrup, men jeg tror, at de får det svært. Bedste kort er Ilan Van Wilder, men vi så på kongeetapen i Luxembourg, at silken vist er slidt af efter en lang periode med god form. Formsvag er han dog ikke, og ruten passer ham, hvorfor det næppe ender i den totale katastrofe. Det næstbedste kort kan være Fausto Masnada, der er på vej tilbage, men vi så i Luxembourg, at han stadig mangler for meget til dette niveau. Ruten burde være helt perfekt for Julian Alaphilippe og Andrea Bagioli, men efter nedturen i Luxembourg er det svært at tro på noget som helst trods franskmandens lovende takter i Canada. Mauri Vansevenant gjorde det betydeligt bedre og har punch, men også han manglede for meget i Luxembourg. James Knox fandt pludselig sit niveau i Baskerlandet, men siden dengang har det været helt skidt, senest i Vueltaen, og Mauro Schmid har slet ikke vist form i en menneskealder.

 

FDJ kommer med de to kometer, Romain Gregoire og Lenny Martinez. Begge kommer fra Vueltaen, og jeg er ikke alt for optimistisk. Begge så nemlig ud til at slutte løbet skidt, men afskrives kan de ikke. Historien er fyldt med eksempler på, at særligt unge ryttere pludselig får et gevaldigt boost af en grand tour, selvom de lignede hængte katte til sidst. Størst chance for en oprejsning ser jeg hos Gregoire, der så ud til at komme bedst ud af løbet. Denne stigning passer ham ganske fint, men han skal også være tæt på sit bedste for at være med fremme på så hård en rute. Den passer dårligere til Martinez, men jeg vil stadig tro, at den bedste Martinez kan gøre det bedre end den bedste Gregoire. Han virkede bare meget, meget træt i Vueltaen. Holdet har også Thibaut Pinot, men efter skuffende kørsel i Slovakiet og et maveonde i Luxembourg tyder intet desværre på en stor afsked, og selvom der var fremgang i Canada, er Quentin Pacher overmatchet på så svær en rute.

 

Det er svært at tro meget på Astana. Deres bedste kort må være David De La Cruz, men vi skal næppe have de helt store forventninger. Spanieren er slet ikke skabt til dette eksplosive løb, men til gengæld så vi i Vueltaen den bedste De La Cruz i meget, meget lang tid. Den udgave kan gøre det ganske fint i dette løb, men da det er hans første løb siden Vuelta-styrtet, skal vi nok snarere vente os den skuffende De La Cruz, vi har set i lang tid. Holdet har også Simone Velasco, men vi så i går, at superformen er væk, og løbet her er også for svært for ham. Det er det også for Samuele Battistella , der ellers viste lidt livstegn i går, og det er også på grænsen for Christian Scaroni, der med gårsdagens DNF næppe er flyvende efter pausen. Det er der heller intet, der tyder på, at Harold Tejada er.

 

De øvrige hold får det svært. Hos Alpecin havde jeg egentlig set opløftende takter fra Nicola Conci, men efter gårsdagens løb skal vi næppe regne med at se ham helt fremme, og Quinten Hermans fortsætter med at skuffe, mens løbet er for svært for Stefano Oldani. Hos Bingoal skuffede Floris De Tier, Marco Tizza, Lennert Teugels og Alexis Guerin alle i går, og hos Coratec synes Valerio Conti stadig formsvag, mens der er grænser for, hvor langt Etienne van Empel og Andrii Ponomar kommer. Hos Bardiani er jeg meget spændt på at se den unge komet Giulio Pellizzari, der senest gjorde det godt i l’Avenir, men intet tyder på, at han kan være med helt fremme i dette felt. Det kan heller ikke Alex Tolio, der skuffede i går, eller formsvage Alessio Martinelli. Q36.5 har kometen Walter Calzoni, der endelig viste sit tårnhøje potentiale i de første italienske løb, men vi så i går, at dette løb bliver for hårdt for ham. Her så vi også, at Gianluca Brambilla og Mark Donovan heller ikke kommer alt for langt. Kontinentalholdene plejer at blive kørt over i dette løb, men man skal altid holde øje med Thomas Pesenti, der før har gjort det godt på højt niveau. Til gengæld skal vi efter i går næppe tro meget på Alejandro Osorio og Santiago Umba, og heller ikke Alessandro Monaco har vist form.

 

***** Primoz Roglic

**** Tadej Pogacar, Adam Yates

*** Juan Ayuso, Enric Mas, Carlos Rodriguez, Pavel Sivakov, Giulio Ciccone

** Felix Gall, Jay Vine, Victor Lafay, Matteo Jorgenson, Aleksandr Vlasov, Richard Carapaz, Ben O’Connor, Romain Bardet, Simon Yates, Dylan Teuns, Guillaume Martin, Warren Barguil, Chris Harper, Lorenzo Fortunato, Ilan Van Wilder, Domenico Pozzovivo

* Romain Gregoire, Lenny Martinez, Stephen Williams, Michael Woods, Ewen Costiou, Rigoberto Uran, Attila Valter, Jakob Fuglsang, David De La Cruz, Filippo Zana, Esteban Chaves, Juan Pedro Lopez, Lennard Kämna, Nick Schultz, Emanuel Buchmann, Clement Berthet, Remy Rochas, Fausto Masnada, Mauri Vansevenant, Rafal Majka, Sergio Higuita, Giulio Pellizzari, Thibaut Pinot, Aleotti, Tiesj Benoot, Julian Alaphilippe, Andrea Bagioli, Nicola Conci, Koen Bouwman, Davide Piganzoli, Alessandro Verre, Clement Champoussin, Welay Hagos Berhe, Walter Calzoni

 

Danskerne

På Israel-PT er Jakob Fuglsang formentlig en af flere kaptajner, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos EF skal Mikkel Honoré formentlig støtte primært Richard Carapaz

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Enric Mas’ sejr fra 2022, Primoz Roglics sejre fra 2021 og 2019, Aleksandr Vlasovs sejr fra 2020, Alessandro De Marchis sejr fra 2018, Giovanni Viscontis sejr fra 2017 og Esteban Chaves’ sejr fra 2016.

 

SE GIRO DELL'EMILIA OG CRO RACE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Primoz Roglic
Tadej Pogacar, Adam Yates
Juan Ayuso, Enric Mas, Carlos Rodriguez, Pavel Sivakov, Giulio Ciccone
Felix Gall, Jay Vine, Victor Lafay, Matteo Jorgenson, Aleksandr Vlasov, Richard Carapaz, Ben O’Connor, Romain Bardet, Simon Yates, Dylan Teuns, Guillaume Martin, Warren Barguil, Chris Harper, Lorenzo Fortunato, Ilan Van Wilder, Domenico Pozzovivo
Romain Gregoire, Lenny Martinez, Stephen Williams, Michael Woods, Ewen Costiou, Rigoberto Uran, Attila Valter, Jakob Fuglsang, David De La Cruz, Filippo Zana, Esteban Chaves, Juan Pedro Lopez, Lennard Kämna, Nick Schultz, Emanuel Buchmann, Clement Berthet, Remy Rochas, Fausto Masnada, Mauri Vansevenant, Rafal Majka, Sergio Higuita, Giulio Pellizzari, Thibaut Pinot, Aleotti, Tiesj Benoot, Julian Alaphilippe, Andrea Bagioli, Nicola Conci, Koen Bouwman, Davide Piganzoli, Alessandro Verre, Clement Champoussin, Welay Hagos Berhe, Walter Calzoni
INFO
Optakter
Nyheder
Giro dell'Emilia 
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 05. december 2023

Video i artiklenJumbo-Visma betragter ikke punkteringer som uheld: Det er klassisk eksempel på, når det går for godt
Video
Trofast Sagan-hjælper siger farvel og tak: - Der er aldrig et godt tidspunkt til det
Landevej
Giro-etapevinder mangler hold: - Jeg tror, min erfaring kan være værdifuld
Landevej
Test: Scott Speedster 10 Gravel
Udstyr og test
Cykelskribent fremsætter vildt klimaforslag
Landevej
Tour-etapevinder: Derfor valgte jeg AG2R
Landevej
Video i artiklenRadio Tour mindes Jørn Mader
Video
Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for Soudal-Quick Step?
Landevej
Officielt: Dansk profil skal køre for portugisisk hold
Landevej
Tour-direktør ønskede sig ikke Vingegaard og Evenepoel på samme hold
Landevej
Bennett planlægger comeback: Vil vinde i Touren
Landevej
Van Aert: Jeg ville ikke være så god en rytter uden Jumbo
Landevej
Dansk juniorverdensmester nomineret til fornem pris
Landevej
Dansk sportsdirektør fortsætter på rekonstrueret EF-hold
Landevej
Spansk klassementsrytter tager et skridt ned til næste sæson
Landevej
TGV-toget vil afprøve sig selv i brostensklassikere
Landevej
Restaurant Suri-Carl Ras forlænger med multitalent
Landevej
Oversigt: Se årets højdepunkter i Feltet.dk’s julekalender
Landevej
Feltet.dk’s Julekalender 5. december: Massestyrt i Flandern
Landevej

Mandag den 04. december 2023

Alaphilippe vender tilbage til etapeløb efter 10 år
Landevej
Egan Bernal lækker ny INEOS-trøje
Landevej
Kontinentalhold ramt af ulykke på vej til træningslejr
Landevej
Video i artiklenGensyn med landevejssæsonen: Se alle danske UCI-sejre
Landevej
Officielt: Her brager ’de tre store’ sammen
Cross
Fransk stjerne presser ikke kun sig selv på cyklen
Landevej
Test: GripGrab tøj
Udstyr og test
Test: POC Ventral Air Mips
Udstyr og test
Amerikansk toprytter vil ikke gå efter Tour-klassement: Der er kun tre der kan vinde
Landevej
Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for INEOS Grenadiers?
Landevej
Cross-stjerne vil ikke gå efter at slå de tre store: Eventyr forbliver eventyr
Cross
Uno-X forlænger med tidligere hollandsk mester
Landevej
Van Aert skal bruge lidt tid på at komme i gang ifølge sportsdirektør
Cross
Landstræner antyder tidligt Tour-exit for van der Poel
Landevej
Israelere forlænger med Israel
Landevej
WorldTour-hold klar til 2024 med ny trøje
Landevej
Belgisk stortalent trækker stikket midt i sæsonen
Cross
Van Hooydonck om Pogacar: Jeg førte for at få luft
Landevej
Forrest I Feltet - Skuffet dansk verdensmester og en overrasket Asgreen
Podcast
Transferlisten 2023-2024 - ProTeams
Landevej
Feltet.dk’s Julekalender 4. december: Søren Kragh kører den hjem fra spids
Landevej

Søndag den 03. december 2023

Medie: Movistar-legende tæt på Ineos
Landevej
Tredobbelt verdensmester håber at fortsætte efter OL
Landevej
Efter suveræn sejr: Følte mig ikke lige så god
Cross
Favoritten måtte passere hele feltet
Cross
Favorit tager anden World Cup-sejr
Cross
Crossrytter beskriver sine ben som det politiske landskab
Cross
Transferanalyse 2024: Hvad kan vi forvente af Lidl-Trek?
Landevej
Stjerne vinder anden World Cup i streg på sikker vis
Cross
Armstrong: Det er prisen man betaler for at være den bedste
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen på herrernes Superprestige i Boom
Video
Video i artiklenSe afslutningen på kvindernes Superprestige i Boom
Video
Plugge mindes skæbnesvanger Van Aert-punktering: Det var ikke uheld
Landevej
Konkurrent bøjer sig i støvet: Det er så simpelt
Cross
Video i artiklenKommende Uno-X-profil deler video fra træningstur i vildt vejr
Landevej
Sejrherre åbner op om skade: Derfor klarede jeg mig ikke godt i løbene
Cross
Medie: Jumbo vil også have fingrene i ombejlet stjernefrø
Landevej
Feltet.dk’s Julekalender 3. december: Van der Poel klemmer Degenkolb i grøften
Landevej

Lørdag den 02. december 2023

Test: AGU Vigarous MIPS
Udstyr og test
Eksklusivt interviewSuccesfuldt DCU-hold går efter at blive kontinentalhold i 2025
INTERVIEW Landevej
Produktnyt: Silca Kæderens og Wax Coating
Udstyr og test
Cross-profil får læreplads hos Lidl-Trek
Landevej
Eksklusivt interviewTidligere Saxo Bank-rytter stifter Danmarks første gravel-hold: Vi kan se et talent
INTERVIEW Gravel
Lotto kommer med kækt svar til AG2R-ryttere
Landevej
Hollænder tager anden sejr i træk efter intenst tovtrækkeri
Cross
Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for Bahrain-Victorious?
Landevej
Verdensmesteren fortsætter vild stime
Cross
Officielt: Movistar henter hurtig italiener
Landevej
Eksklusivt interviewAsgreen reagerer på fejlslagen fusion og kigger frem
INTERVIEW Landevej
Nu sætter Van Aert ord på Giro-ambitionerne
Landevej
Jumbo-chef om massiv succes: Har den ulempe, at folk kopierer os
Landevej
Cross-stjerne melder afbud: Jeg er knust
Cross
Jumbo-profil i spøjst styrt: Røg i vandet med hovedet først
Landevej
Feltet.dk’s Julekalender 2. december: Årets mest mærkværdige spurt?
Landevej
Poels mindes afdød holdkammerat: Føles som et slag i ansigtet
Landevej

Fredag den 01. december 2023

Arrangør prøver at lokke Van Aert: Vi skal presse ham lidt
Cross
Oversigt: Eksperten analyserer og vurderer
Landevej
Transferlisten 2023-2024 - WorldTour
Landevej
Transferlisten 2023-2024 - Dansk
Landevej
Tidligere verdensmester har planen klart for comeback efter graviditet
Landevej
VIS FLERE

Annonce