Optakt: Giro della Toscana
17. september 2019 23:34Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Den italienske klassikerscene er ikke længere, hvad den engang var, men der er én del af kalenderen, der stadig blomstrer. Den berømte serie af efterårsklassikere i Italien er stadig rig, og i tiden frem til 12. oktober afvikles ikke færre end 12 store endagsløb i landet på mindre end en måned. Efter de første to løb i weekenden fortsætter showet i denne uge med Giro della Toscana, der efter et par år som etapeløb også i 2019 er tilbage i sit oprindelige format som endagsløb og ligesom sidste år byder på en hård rute med den kendte Monte Serra-stigning i finalen.

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

 

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

 

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 12. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløben i perioden mellem d. 14. september og den 12. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

 

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

 

I sidste weekend blev serien indledt med Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi, og i denne uge intensiveres aktiviteterne inden en VM-pause. Således køres der hele fire løb, onsdagens Giro della Toscana, torsdagens Coppa Sabatini, lørdagens Memorial Marco Pantani og søndagens Trofeo Matteotti, og dermed er der i den grad lagt op til VM-forberedelse i en løbsblok, der byder på et spændende miks af ruter med appel til forskellige ryttertyper.

 

Siden 1923 har Giro della Toscana været afviklet stort set hvert eneste år, og det har altid været et højt skattet endagsløb på den italienske kalender. Med en vinderliste, der inkluderer folk som Costante Girardengo, Alfredo Binda, Gino Bartali, Firoenzo Magni, Rudi Altig, Roger De Vlaeminck, Francesco Moser, Maurizio Fondriest, Vincenzo Nibali, Alessandro Petacchi, Daniel Martin og Alessandro Ballan er det blevet vundet af mange af sportens allerstørste navne, hvilket siger alt om dets betydning og prestige. Som et stort løb i en af de mest cykelgale regioner i Italien er det absolut ingen overraskelse, at det i det meste af forrige århundrede var et nøgleløb i Italien.

 

Som det gælder for mange andre italienske løb, har arrangørerne af Giro della Toscana imidlertid haft det svært med at holde løbet i live, og det blev endda helt aflyst i 2015. Netop som man frygtede, at det var forsvundet for tid og evighed, ændredes situationen imidlertid fuldstændigt. I 2016 vendte det tilbage, endda i et udvidet format som et to dage langt etapeløb, og dermed brød man fuldstændigt den kedelige tendens i Italien. Med en placering over to dage lige inden det klassiske endagsløb Coppa Sabatini slog de to begivenheder sig sammen og tilbød i fællesskab en fin løbsblok over tre dage under navnet Memorial Alfredo Martini med samme arrangører, og de havde allerede i det første år stor succes med at tiltrække et stærkt felt, der også gav en boost til Coppa Sabatini, som i de senere år ellers var blevet reduceret til en hovedsageligt italiensk affære.

 

I 2018 vendte man imidlertid tilbage til det oprindelige endagsformat, men man har fastholdt forbindelsen til Coppa Sabatini. Dermed udgør de to løb nu en løbsblok på to sammenhængende dage, inden cirkusset i weekenden rykker videre til Memorial Marco Pantani og Trofeo Matteotti, der har andre arrangører. Modsat i årene 2016 og 2017 afvikles det også i 2019 inden VM, og sidste år blev det sågar en vigtig VM-test for folk som Gianni Moscon og Romain Bardet, der begge var hovedaktører på den bjergrige rute i Østrig. I år er det kuperede løb i Toscana dog slet ikke beslægtet med VM-løbet i Yorkshire, og derfor er dets rolle som VM-forberedelse begrænset. Antallet af WorldTour-hold er da også faldet fra fem til syv, men da løbet bliver det første for Tour-vinderen Egan Bernal siden sejren i juli, har arrangørerne bestemt intet at skamme sig over.

 

Giro della Toscana har aldrig haft en fast rute og har i stedet besøgt forskellige områder i regionen. Det afspejles tydeligt i vinderlisten, der både inkluderer navne som Nibali og Martin samt sprintere som Mattia Gavazzi og Petacchi. Toscanas geografi giver muligheder for at give chancer til stort set enhver ryttertype, og i den første udgave som etapeløb valgte man først og fremmest at tilgodese hurtige folk, der kunne klatre. I 2017 inkluderede løbet både en bjergafslutning og en sprinteretape, og sidste år sammensatte man en meget kuperet rute med flere passager af den kendte Monte Serra til det nye endagsformat. Om det skal være en fast tradition, er for tidligt at sige, men samme model fastholdes i 2019.

 

Netop Monte Serra blev afgørende i 2018, da Ineos’ unge stagiaire Eddie Dunbar med en fabelagtig forcering satte den uhyre formstærke Gianni Moscon op til et angreb. Det kunne kun Romain Bardet og Domenico Pozzovivo besvare, og de tre samarbejdede godt om at holde en forfølgergruppe bag sig med i sidste ende 1.22. Moscon havde ingen problemer med at henvise Bardet og Pozzovivo til hhv. 2. og 3. pladsen i spurten og tage sin anden sejr på fem dage. Det bliver imidlertid ikke til et titelforsvar for italieneren, der ikke er en del af det stærke Ineos-hold, og i det hele taget skal der findes et helt nyt podium, da Bardet for længst har trukket stikket på en skuffende sæson, og Pozzovivo desværre stadig forsøger at komme sig efter et gruopvækkende styrt under forberedelsen til Vueltaen.

 

Ruten

Som sagt har det historiske løb hverken i tiden som etape- eller endagsløb haft et fast format, hvilket afspejles i den meget alsidige vinderliste. Der har altid været rum for variation og tilpasning, og set i det lys kunne det ikke undre, at man i et 2018, hvor løbet skulle fungere som forberedelse til et meget bjergrigt VM, havde designet en svært kuperet rute, der lagde op til, at klatrebenene skal skrues rigtigt på. Ganske vist var det meste af terrænet fladt, men med tre passager af Monte Serra, der er kendt som et af Italiens ikoniske træningsbjerge, kom man ikke langt uden at kunne køre opad. En flad finale gjorde det imidlertid også til et italiensk løb, som de er flest, og lagde op til et uforudsigeligt udkomme.

 

Det fladere VM i år har imidlertid ikke ansporet arrangørerne til at ændre kurs. I 2019 har man nemlig designet en rute, der bortset fra en helt uskyldig ændring i den tidlige flade del af løbet er helt identisk med den model, der blev anvendt for et år siden. Distancen er øget til den anden side af de 200 km, men grundlæggende er der tale om en kopi af sidste års udgave.

 

I alt skal der tilbagelægges 204,4 km med både start og mål i Pontedera. Fra starten i den vestlige udkant af byen kører man igennem fladt terræn mod syd, inden man drejer mod øst og siden nord for fortsat igennem fladt terræn at køre tilbage mod start- og målbyen. Denne gang kører man ind til centrum, hvor målstregen krydses for første gang efter 38,6 km.

 

Den sidste del af løbet består nu af tre omgange på en 55,1 km lang rundstrækning i det kuperede område nord for byen. Først går det igennem fladlandet mod nordvest ud gennem Cascina, hvor man kører med bjergene til den højre side. I Caprona drejer man mod nordøst og siden øst for at køre direkte ind på Monte Serra, der over 8,4 km stiger med 7,1% i gennemsnit.

 

Fra toppen af sidste passage resterer endnu 28,8 km, som først fører mod vest via en teknisk nedkørsel tilbage mod fladlandet, der nås med 14,8 km igen. Herfra får det mod øst med kun en ganske lille bakke, inden man igennem fladt terræn snor sig mod syd ned mod centrum af Pontedera. Her venter en næsten helt flad finale, hvor man på de sidste tre km skal igennem fire skarpe sving, inden man med 500 m igen drejer til højre i en rundkørsel. Den sidste km er først let faldende og til slut let stigende.

 

Løbet byder på i alt 2472 højdemeter.

 

 

 

 

Vejret

I weekenden var det så varmt, at mange ryttere klagede over varmen, og de sommerlige tendenser fortsætter også onsdag. Her vil der kun være få skyer, og temperaturen vil kravle helt op på 29 grader, men der er også en beskeden bygerisiko på 15% mod slutningen af løbet. Der vil være en let til jævn vind fra vest, hvilket primært giver sidevind på den første rundstrækning, men der på den afgørende rundstrækning først vil være modvind, dernæst sidemed- og medvind på stigningen, nedkørslen og første del af det flade stykke, inden man får sidevind ind mod Pontedera. Slutteligt vil der være modvind på de sidste ca. 5 km, indtil man drejer ind i sidevind med 500 m igen.

 

Favoritterne

Giro delle Toscana er måske nok et gammelt løb, men den varierende rute betyder som sagt, at vi har haft vindere over hele spektret fra tunge sprintere til klatrere. Denne gang er vi heldigvis betydeligt bedre stillet end tidligere, da ruten er en næsten tro kopi af sidste års ditto, og vi kan derfor i vidt omfang bruge 2018-løbet som rettesnor for, hvad vi skal forvente.

 

Sidste år så vi, at Sky gjorde alt for at sætte formstærke Gianni Moscon i scene ved at sætte et dræbende tempo ved sidste passage af Monte Serra. Til slut tog Eddie Dunbar over og kørte så stærkt, at kun Domenico Pozzovivo og Romain Bardet kunne følge med ham og Moscon, og da ireren slog ud, blev det en trekamp. Pozzovivo kunne akkurat ikke følge med til sidst, men kom tilbage på nedkørslen, og herefter samarbejdede de om at distance 19 mand, der bestod af et vidt spektrum af ryttere fra klatrere som Sebastien Reichenbach og Warren Barguil over puncheurs som Diego Ulissi og Giovanni Visconti og en klassikertype som Matej Mohoric til Marco Tizza, der vel mest af alt kan betragtes som en ganske vist mege holdbar sprinter, og hvis spurt blev vundet af Visconti foran Tizza.

 

Den drejebog kan meget vel ventes at blive genbrugt i år, og igen er det formentlig Ineos/Sky, der vil svinge taktstokken. Briterne kommer med et skræmmende mandskab, der igen tæller Dunbar og to klatrere i form af Egan Bernal og Ivan Ramiro Sosa, men også en hurtig puncheurtype som Jhonatan Narvaez. På den baggrund kan de vælge én af to strategier: satse på en spurt med Narvaez i en gruppe eller forsøge at skabe et blodbad, hvor kun de stærkeste, herunder især Bernal og Sosa, er tilbage. Narvaez er ikke feltets mest holdbare, og derfor passer de to strategier ikke nødvendigvis meget godt sammen, og det er ikke vælge at lægge samme pres som sidste år.

 

Der er dog også andre, der gerne vil have et hårdt løb. Det gælder Arkea med Warren Barguil, men de har ikke meget at skyde med ud over kaptajnen. Det gælder Wanty med Guillaume Martin, men selvom de er mere bjergstærke, har de heller ikke meget at komme med. Det samme gælder for Gazprom-Rusvelo med den formstærke Nikolay Cherkasov og Aleksander Vlasov. I stedet skal vi nok snarere se i retning af det italienske landshold med Davide Formolo, Giulio Ciccone og i mindre grad Pierpaolo Ficara og Cesare Benedetti, og da de ikke har meget at komme med i en spurt, må hårdt tempo være en del af planen. Problemet er bare, at holdet for en stor dels vedkommende består af unge ryttere.

 

Det vil nok hovedsageligt være Ineos, der bestemmer, om det skal være hårdt eller ej, men hvis udskilning vil der ske. Monte Serra er en ganske hård stigning, og selvom deres hold måske kunne være stærkere, kan vi som minimum forvente, at folk som Barguil og Martin vil gå i aktion selv. Derfor venter vi ligesom sidste år, at det er en ganske lille gruppe, der runder toppen, men om de kan holde hele vejen, er usikkert. Det lykkedes for 12 måneder siden i kraft af et godt samarbejde i front og et dårligt samarbejde bagude, men det kan sagtens ske, at vi i år for en regruppering, specielt hvis der er hold med mere end en mand i forfølgergruppen.

 

Dermed ser vi tre mulige scenarier. Enten ser vi en gentagelse af sidste års løb, hvor cremen af klatrerne skal afgøre det. Alternativt ender det i en spurt i en gruppe på 10-20 mand. Eller også lykkes det en snu rytter at snige sig væk på de sidste flade kilometer, der kan være næsten umulige at kontrollere for en potentielt set meget dårligt samarbejdende gruppe.

 

Ineos har så stærkt et hold, at vi vil tro, at de vælger at gå til stålet, og vi tror derfor mest på en gentagelse af sidste års scenarium. På den baggrund vil vi efter nogen overvejelse pege på Warren Barguil som vores favorit. Touren blev franskmandens definitive genfødsel, og siden da har han bekræftet niveauet med en solid kørsel i Arctic Race, hvor kun uopmærksomhed i den sidste spurt kostede ham den samlede sejr, og senest var han meget overbevisende i et Coppa Agostoni, hvor han og Alexey Lutsenko lignede de stærkeste på stigningerne, efter at han også havde været en hovedaktør i Bretagne Classic. Vi formoder, at Barguil vil være blandt de bedste på Monte Serra, og renser man gruppen af klatrere for lidt tungere folk, fremstår franskmanden som den hurtigste. Den hurtighed viste han senest i Arctic Race, hvor han fik sikret sig lidt bonussekunder undervejs, og vi skal ikke glemme, at han to gange har vundet grand tour-etaper ved at slå den ganske hurtige Rigoberto Uran. Sprinter er han ikke - selvom han kørte i top 10 i en massespurt i Touren - men i et felt uden Valverde-typer kunne han ligne manden, der skal slås, hvis de bedste klatrere kører væk. Derfor er han vores favorit.

 

Løbets store joker er Egan Bernal. Ingen ved, hvor Tour-vinderen står, men noget tyder på, at han ikke er knivskarp. I hvert fald sagde han for et par uger siden, at han kun ville deltage ved VM, hvis han følte sig i form. I går indløb hans afbud til Yorkshire, og det kan vel kun læses på den facon, at han ikke er, hvor han skal være. Tour-cirkusset kan være svært at håndtere, og førstegangsvindere af løbet leverer utroligt sjældent noget i efteråret. Bernal er dog en af de mest dedikerede ryttere, og han synes at have arbejdet relativt koncentreret frem mod Lombardiet. Løbet her er ikke voldsomt stærkt besat, og selv en Bernal på 80% burde kunne sidde med de bedste. Lægger man dertil, at han blandt Ineos’ tre klatrere er den hurtigste og også en af de hurtigste klatrere i løbet, er det ganske sandsynligt, at han vinder sit første løb som Tour-konge.

 

Den rytter, vi har sværest ved at vurdere, er Giovanni Visconti. Efter et forfærdeligt forår fandt han endelig benene i en juni og juli, hvor han særligt kørte stærkt i Tour de Slovenie og ved de italienske mesterskaber. Et styrt i Østrig satte ham tilbage, men i Coppa Agostoni viste han, at han er i form igen. Her var det nemlig ham, der forcerede hårdt på dagens sidste stigning, så kun Lusenko, Barguil og Giulio Ciccone umiddelbart kunne holde hjulet, og det vidner om, at formen er god. Monte Serra er imidlertid lidt for lang for Visconti, der også sled med at følge de allerbedste på stigningerne i Slovenien. Hans kørsel i lørdags var dog så overbevisende, at vi ikke udelukker. Mest sandsynligt er det dog, at han skal slå til i en spurt i en lidt større gruppe, og her ligner han den soleklare favorit til at gøre det færdigt, hvis man ihukommer de fine spurter, hank kørte i Østrig og Slovenien.

 

Efter en flot Tour kom Guillaume Martin ikke helt så godt ud af en grand tour, som han plejer. Han skuffede i Burgos, men siden har han fundet formen. Han blev nr. 3 i Limousin, hvor ruten var lidt for let, og efter en lille nedtur i Bretagne, hvor ruten ikke passede ham, skulle han efter sigende have været stærkest på stigningerne i weekendens Tour du Doubs, som ikke var tv-dækket. Det tyder på, at Martin har fundet ben, der minder om 2017, hvor han vandt tre løb fra midten af august til udgangen af september, og han har generelt for vane at køre stærkt i efteråret. Han kan være svingende, men han ligner en af de bedste klatrere, og i et felt, hvor ingen af klatrerne er supersprintere, kan han sagtens vise sig at være blandt de hurtigste i en lille gruppe. Hos sig har han Fabien Doubey, der kan komme halvlangt, men ikke har sin bedste form, men løbet må være for hårdt for Andrea Pasqualon, der med 90% sikkerhed sparer sig til sit store mål i Coppa Sabatini.

 

En af Coppa Agostonis positive overraskelser var, at Giulio Ciccone efter halvanden måneds pause var i form. Den italienske klatrer var som sagt en af tre, der kunne følge Viscontis giftige forcering, og med tanke på den styrke, han har haft i år, ligner han en af de stærkeste på Monte Serra. Til gengæld har han ikke just sat været kendt som verdens hurtigste, men stille og roligt synes han at finde lidt mere fart. Det så vi, da han vandt en puncheurspurt i Haut-Var, og da han vandt Giro dell’Appennino sidste år, ligesom han heller ikke just var langsom, da han vandt Giroens bjergtrøje. En flad spurt er noget andet, men mod feltets øvrige klatrere er han ikke helt chanceløs. Det italienske landshold har også Davide Formolo, der nu om dage synes at være specialist i denne type endagsløb - faktisk en af verdens allerbedste - men hvor han står efter sit grimme styrt i Vueltaen, er et helt åbent spørgsmål. Holdet har også den stadig ret spændende klatrer Pierpaolo Ficara, der dog ikke er hurtig, og så bliver man ofte overrasket over, hvor holdbar Cesare Benedetti, der som bekendt viste sig imponerende hurtig, da han vandt en etape i Giroen er. Han kunne være manden, der satses på i en lidt større gruppe. Endelig har holdet også den spændende Stefano Oldani, der netop har skrevet kontrakt med Lotto, og som kan spurte og klatre, men som endnu har til gode at være med helt fremme i så svært et løb på dette niveau.

 

En rytter, der har skuffet efter sommerpausen, er stortalentet Andrea Vendrame. Italieneren var senest under niveau i Coppa Agostoni, og derfor kunne man tænke sig, at han ikke kan være med i dette sværere løb. Vendrame klatrer imidlertid bedre, end man drømmer om, hvilket han særligt viste i Giroen, hvor kun en defekt formentlig kostede sejren på i 19. etapes bjerge. Også i Slovenien imponerede han stort, og derfor ville en formstærk Vendrame være favoritten til en spurt i en gruppe. Spørgsmålet er bare, om han allerede har fundet de procent, han manglede i weekenden. Androni har også den stadig bedre klatrer Fausto Masnada, der var god, men ikke prangende i weekenden, og som formentlig skal have lidt held til at snige sig væk fra en lille gruppe. Den spændende stagiaire Simone Ravanelli skuffede i weekenden, og Alessandro Bisolti og Miguel Edoardo Florez, kan måske klatre, men ikke vinde.

 

Ineos’ superhold har også en mand til en spurt. Det er ikke meget, Jhonatan Narvaez har vist som professionel, men i Burgos viste hans livstegn. Her spurtede han sig til placeringer som nr. 3 og 5, og han blev nr. 18 på den sidste bjergetape. Også i Tyskland kørte han fint, men han kan ikke sidde med de bedste klatrere. I en spurt i en gruppe vil han til gengæld være blandt de hurtigste. Holdet har også Ivan Ramiro Sosa, der meget vel kan vise sig som den måske allerbedste i bjergene, men for at vinde, skal triumfatoren fra Burgos formentlig alene hjem, hvilket bliver svært. Endelig har de Eddie Dunbar, der kørte så flot sidste år og ville elske dette løb, hvor han blandt klatrerne vil være en af de hurtigere, men hans kørsel i England var desværre så skuffende, at han synes at mangle nogen form. En genfødsel af Diego Rosa har vi efterhånden opgivet.

 

En anden hurtig afslutter er Julien Simon, men han har stadig ikke fundet benene fra 2017 i lang tid. Heller ikke i Tour du Doubs kunne han følge de allerbedste, og han kan meget vel finde løbet her for hårdt. I en spurt i en gruppe ligner han et af de bedste bud, men om han holder så langt, har vi til gode at se. Cofidis har en anden hurtig herre i Antony Perez, der faktisk viste ganske fint form i Poitou-Charentes, hvor han var livsvigtig for Laporte og kørte en god enkeltstart, men han skal have en god dag for at komme med hjem til en spurt. Darwin Atapuma kom bedre ud af Vueltaen, men får meget svært ved at vinde et løb som dette.

 

Den største overraskelse i Coppa Agostoni var, at Bardiani viste tænder med Lorenzo Rota. Ikke blot klarede italieneren stigningerme blandt de bedste 10, han vandt sågar spurten i gruppen foran selveste Visconti. Det kræver lidt at gentage den bedrift, men det viser, at italieneren både kan klatre og afslutte. Holdets talentfulde klatrer Giovanni Carboni har til gengæld været helt ude af form siden Giroen, og den ellers hurtige Enrico Barbin har ikke klaret mange stigninger i år.

 

Løbets vel nok største joker er Edwin Avila. Nok kaldes den lille colombianer sprinter, men når han er i form, klatrer han godt. Han imponerede stort på Utahs stigninger og er kommet stærkt til Europa med en 4. plads i Fourmies og fin kørsel i Agostoni, hvor han vandt spurten i den anden gruppe. Her var bakkerne dog for hårde, og det må man formode, at de er igen, men i et knap så selektivt løb kan klatrerne få sig en ubehagelig overraskelse, hvis lille Avila sidder med hjem. Ellers har Israel Cycling Academy den rene klatrer Matteo Badilatti, der senest kørte stærkt i Utah, men hvis form kan svinge gevaldigt fra dag til dag, og som heller ikke er spurtstærk.

 

Astana har sendt Lutsenko mod VM, og i stedet er Merhawi Kudus hentet ind som kaptajn. Eritreerens form er dog helt ukendt, da han efter sommerpausen kun har skuffet i Polen og er udgået i Bretagne. Det lover ikke godt, men han har meldt sig motiveret til et løb, der køres på hans træningsbjerg. Han har nok ikke formen til at køre med de bedste, men i en gruppe har han udmærket spurt. Holdets øvrige klatrere, Yuriy Natarov og Nikita Stalnov synes ikke at være i form.

 

Gazprom-Rusvelo imponerede i Coppa Agostoni, hvor Nikolay Cherkasov og Aleksander Vlasov sad med de bedste. Vlasov var tydeligvis ikke i sin bedste form, og det var Cherkasov, der virkede mest overbevisende og til slut udnyttede en taktisk finale til at snige sig væk til en 3. plads. Desværre er ingen af dem spurtstærke, og derfor er det et lignende taktisk nummer, der skal til for at give dem sejren.

 

Endelig fortjener Davide Gabburo og Simone Velasco at blive nævnt. Begge er specialister i denne type løb, som kunne ende i en spurt i en gruppe, og de har begge været lynhurtige i den type finaler i år. Desværre imponerede de ikke i weekenden, og særligt Velasco har haft en knap så god tid. Deres problem er dog først og fremmest, at de er på hold med formstærke Visconti, og det kan gøre det svært for dem at få deres chance i en spurt. Edoardo Zardini er formsvag, og selvom Manuel Bongiorno ser bedre ud, er han ikke god nok til at vinde.

 

Fra de øvrige hold vil vi særligt fremhæve Simon Pellaud, der viste form i Tour du Doubs, og som kan overraske. Løbet er til gengæld for hårdt for holdkammeraten og hurtige Fabien Lienhard. Bahrain har Andrea Garosio, der overraskede positivt ved at køre med de bedste i Coppa Agostoni, men som næppe vinder, og det gør det klatresvage næppe heller med den langsomme og formsvage klatrer Simone Petilli. Hos Delko synes Mauro Finetto, Delio Fernandez og Javeir Moreno alle at være formsvage, og løbet er formentlig for hårdt for Marco Canola, hvis lette Nippo-holdkammerater alle er formsvage, og som formentlig vil spare sig til Coppa Sabatini. Endelig ville løbet tidligere have været godt for Michael Albasini, men der er ikke meget, der tyder på, at den aldrende schweizer stadig kan være med på så hård en rute.

 

***** Warren Barguil

**** Egan Bernal, Giovanni Visconti

*** Guillaume Martin, Giulio Ciccone, Andrea Vendrame, Jhonatan Narvez, Julien Simon

** Davide Formolo, Lorenzo Rota, Edwin Avila, Ivan Ramiro Sosa, Eddie Dunbar, Merhawi Kudus, Fausto Masnada, Nikolay Cherkasov, Aleksandr Vlasov, Anhtony Perez

* Davide Gabburo, Simone Velasco, Cesare Benedetti, Michael Albasini, Marco Canola, Andrea Garosio, Stefano Oldani, Simon Pellaud, Matteo Badilatti, Diego Rosa, Simone Petilli, Nikita Stalnov, Simone Ravanelli, Delio Fernandez, Mauro Finetto

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

INFO
Optakter
Nyheder
Giro della Toscana
Nyheder Profil Startliste Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

FREDAG

Lasse Norman vinder EM-sølv i Omnium

Wild dronningen af Europa - Dideriksen kæmpede bravt

Test: Bontrager XXX-landevejssko

Glad Ackermann trods andenplads

Cavagna: Jeg vil vinde en masse

Stetina forlader Trek-Segafredo

Bendixen forlænger med Coop: Helt naturligt

Optakt: Japan Cup

Optakt: 3. etape af Tour of Guangxi

Tour of Guangxi-analyse: Hvis bare det kun handlede om at spurte...

Følg den første kuperede etape i årets sidste WorldTour-løb

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - WorldTour

Prøv banecykling - og få billet til 6-dagesløbet

Hepburn fortsætter to år mere hos Mitchelton-Scott

Julian Alaphilippe får sin fætter som træner på Deceuninck-Quick-Step

Bardiani henter to italienske talenter

Annika Langvad fravælger landevejen og satser på mountainbike

McLay: Det er min mest anerkendende sejr i karrieren

Trentin: Det var en rodet spurt

24-årig japaner bliver professionel hos Delko Marseille

Jessica Allen forlænger med Mitchelton-Scott

Carbel: Ikke nemt at få en kontrakt

McLay tager overraskende sejr i Guangxi

Produktfokus: Hvad kører Rapha’s proffer i?

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Se Danmark vinde EM-titlen i holdforfølgelsesløb

Danmark smadrer Italien og er nye europamestre

Ugens tilbud - de fem skarpe fra cykelsøgemaskinen

Higuita: Valverde er mit forbillede

Sunweb Development-rytter lam efter styrt

UAE-manager gør status på sæsonen

Bilbao: Landa og jeg aftalte at køre sammen i 2020

Optakt: 2. etape af Tour of Guangxi

Tour of Guangxi-analyse: Det colombianske fænomen er tilbage

Holden forlader Drops - skifter til spansk hold

Il Lombardia-analyse: De kasserede gravøl

Vermeersch sejrer i herrernes Kermiscross Ardooie

Medie: Rohan Dennis hælder mest til Team Ineos

Overblik: Disse ryttere har ikke en bekræftet kontrakt i 2020

Test: Assos S9 RSR bibshorts og Equipe RS Aero jersey

Landstræner efter danmarksrekord: Vi skal ramme topniveauet i finalen

Katusha-ryttere føler sig holdt hen i uvished

Van De Steene vinder suverænt kvindernes Kermiscross Ardooie

Niklas Eg kører Japan Cup

Antunes får ikke ny kontrakt hos CCC Team

Iserbyt: Kan intet stille op mod van der Poel

Lefevere storroser Evenepoel efter fantastisk debutsæson

Vind billetter til Danish Bike Award

Ackermann: Vi har stadig sejrschancer

Kølig Gaviria: Jeg bevarede overblikket i spurten

To colombianere snuppet for doping

ASO og RCS Sport klar med nye løb i Mellemøsten

DGI Hærvejsløbet udvider med tre nye ruter i 2020

Pessimistisk Cofidis-rytter: Min karriere kan være slut

Gouvenou: Tour-ruten er designet til klatrerne

Motiverede hollændere glæder sig til Riwal-tiden

4000 meter-holdet sætter ny dansk rekord ved EM – og er klar til guldfinale mod Italien

Gaviria spurter sig til sejren i Guangxi

ONSDAG

Japan Cup bliver Phinneys sidste løb i karrieren

4000 meter-holdet sætter ny dansk rekord ved EM

Ex-europamester indstiller karrieren

Van Vleuten: La Course er ikke andet end et kriterium

Prudhomme: Vi vil gøre Tour-ruten mere varieret

Hollandsk kvintet skifter til Riwal Readynez

Optakt: 1. etape af Tour of Guangxi

Optakt: Tour of Guangxi

Ung franskmand indstiller karrieren

Caja Rural forfremmer endnu en U23-rytter

Honoré skal hjælpe Mas i Kina

Israel henter unge satsninger

Cavendish kører også seksdagesløbet i Gent

Tour de France-analyse: Merci, Mr Prudhomme!

Bahrain-Merida henter fem WorldTour-ryttere

Chris Juul-Jensen fortsætter hos Mitchelton-Scott

Schmidt og Norman Hansen skifter til belgisk hold

TIRSDAG

Movistar-boss: Touren kan være afgjort på første hviledag

Loyal sportsdirektør forlader Jumbo-Visma

Holm & Bays Radio Tour: Lars Baks karrierestop

Froome om Tour-rute: Den hårdeste jeg har været vidne til de sidste fem år