Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 13. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløb i perioden mellem d. 15. september og den 13. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uge med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

I sidste weekend blev serien indledt med Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi, og i denne uge intensiveres aktiviteterne inden en VM-pause. Således køres der hele fire løb, onsdagens Giro della Toscana, torsdagens Coppa Sabatini, lørdagens Memorial Marco Pantani og søndagens Trofeo Matteotti, og dermed er der i den grad lagt op til VM-forberedelse i en løbsblok, der byder på et spændende miks af ruter med appel til forskellige ryttertyper.

Siden 1923 har Giro della Toscana været afviklet stort set hvert eneste år, og det har altid været et højt skattet endagsløb på den italienske kalender. Med en vinderliste, der inkluderer folk som Costante Girardengo, Alfredo Binda, Gino Bartali, Firoenzo Magni, Rudi Altig, Roger De Vlaeminck, Francesco Moser, Maurizio Fondriest, Vincenzo Nibali, Alessandro Petacchi, Daniel Martin og Alessandro Ballan er det blevet vundet af mange af sportens allerstørste navne, hvilket siger alt om dets betydning og prestige. Som et stort løb i en af de mest cykelgale regioner i Italien er det absolut ingen overraskelse, at det i det meste af forrige århundrede var et nøgleløb i Italien.

Som det gælder for mange andre italienske løb, har arrangørerne af Giro della Toscana imidlertid haft det svært med at holde løbet i live, og det blev endda helt aflyst i 2015. Netop som man frygtede, at det var forsvundet for tid og evighed, ændredes situationen imidlertid fuldstændigt. I 2016 vendte det tilbage, endda i et udvidet format som et to dage langt etapeløb, og dermed brød man fuldstændigt den kedelige tendens i Italien. Med en placering to dage inden det klassiske endagsløb Coppa Sabatini har de to begivenheder nu slået sig sammen og tilbyder i fællesskab en fin løbsblok over tre dage under navnet Memorial Alfredo Martini med samme arrangører, og de havde allerede i det første år stor succes med at tiltrække et stærkt felt, der også gav en boost til Coppa Sabatini, der i de senere år ellers er blevet reduceret til en hovedsageligt italiensk affære.

I år er man vendt tilbage til det oprindelige endagsformat, men har fastholdt forbindelsen til Coppa Sabatini. Dermed udgør de to løb nu en løbsblok på to sammenhængende dage, inden cirkusset i weekenden rykker videre til Memorial Marco Pantani og Trofeo Matteotti, der har andre arrangører. Modsat sidste år afvikles det denne gang inden VM, og med en bjergrig rute udgør det en attraktiv mulighed for ryttere til at teste VM-benene. Det afspejles i startlisten, der tæller hele syv af de 18 WorldTour-hold, og dermed er der tale om den hidtil stærkest besatte af de nyere udgaver af løbet.

Giro della Toscana har aldrig haft en fast rute og har i stedet besøgt forskellige områder i regionen. Det afspejles tydeligt i vinderlisten, der både inkluderer navne som Nibali og Martin samt sprintere som Mattia Gavazzi og Petacchi. Toscanas geografi giver muligheder for at give chancer til stort set enhver ryttertype, og i den første udgave som etapeløb valgte man først og fremmest at tilgodese hurtige folk, der kunne klatre. Sidste år inkluderede løbet både en bjergafslutning og en sprinteretape, og i år har man sammensat en meget kuperet rute til det nye endagsformat.

Sidste år fortsatte Guillaume Martin et drømmeefterår ved at tage sin første store etapeløbssejr. Efter at Stephen Cummings, Egan Bernal, Frederik Backaert og Vincenzo Nibali havde snydt sprinterne på 1. etape, udnyttede franskmanden det taktiske spil til at angribe tidligt på kongeetapen, som han vandt foran Giovanni Visconti og Mattia Cattaneo. De tre udgjorde også det samlede podium, mens Nibali og Bernal rundede top 5 af. Martin vender tilbage for at forsvare sin titel og er igen oppe mod både Visconti og Cattaneo, der har de italienske efterårsklassikere som sæsonens sidste mål.

Ruten

Som sagt har det historiske løb hverken i tiden som etape- eller endagsløb haft et fast format, hvilket afspejles i den meget alsidige vinderliste. Der har altid været rum for variation og tilpasning, og set i det lys kan det ikke undre, at man i et år, hvor løbet kan fungere som forberedelse til et meget bjergrigt VM, har designet en svært kuperet rute, der lægger op til, at klatrebenene skal skrues rigtigt på. Ganske vist er det meste af terrænet fladt, men med tre passager af Monte Serra, der er kendt som et af Italiens ikoniske træningsbjerge, kommer man ikke langt uden at kunne køre opad. På den anden side betyder en flad finale, at arrangørerne har sammensat en rute med et meget uforudsigeligt udkomme.

I alt skal der tilbagelægges 198,9 km med både start og mål i Pontedera. Fra starten i den vestlige udkant af byen kører man igennem fladt terræn mod syd, inden man drejer mod øst og siden nord for fortsat igennem fladt terræn at køre tilbage mod start- og målbyen. Denne gang kører man ind til centrum, hvor målstregen krydses for første gang efter 33,6 km.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Den sidste del af løbet består nu af tre omgange på en 55,1 km lang rundstrækning i det kuperede område nord for byen. Først går det igennem fladlandet mod nordvest ud gennem Cascina, hvor man kører med bjergene til den højre side. I Caprona drejer man mod nordøst og siden øst for at køre direkte ind på Monte Serra, der over 9,1 km stiger med 6,8% i gennemsnit.

Fra toppen resterer endnu 27,8 km, som først fører mod vest via en teknisk nedkørsel tilbage mod fladlandet, der nås med 14,8 km igen. Herfra får det mod øst, inden man igennem fladt terræn snor sig mod syd ned mod centrum af Pontedera. Her venter en næsten helt flad finale, hvor man på de sidste tre km skal igennem to skarpe sving, inden man med 500 m igen drejer til højre i en rundkørsel. Den sidste km stiger. Den sidste km er stort set helt flad.

Løbet byder på i alt 2490 højdemeter.

Vejret

Sommeren er kommet tilbage til Italien, hvor rytterne kan se frem til en solrig dag med temperaturer på 30 grader, dog med flere skyer om eftermiddagen. Der vil bare være en svag til let vind fra nord, hvilket på rundstrækningen giver sidevind på første del, modvind og sidevind på stigningen, sidevind på nedkørslen og medvind på turen tilbage til Pontedera, hvor man til slut får sidevind.

Favoritterne

Giro delle Toscana er måske nok et gammelt løb, men denne gang er der tale om en helt ny og ganske uforudsigelig rute, der kan være ganske svær at fortolke. På den ene side er Monte Serra et regulært bjerg, der med det samme udelukker, at selv ellers ret holdbare sprintertyper har en reel chance. På den anden side er der fra toppen næsten 30 km til mål, og det betyder, at der kan ske en vis regruppering efter stigningen, hvor det sidste flade stykke også kan vise sig ganske svært at kontrollere, hvis en mindre gruppe uden mange hjælperyttere samles til sidst.

Med andre ord er der tale om et meget åbent løb med mange forskellige udfaldsmuligheder og potentielle vindere. Kun én ting synes sikkert: for at have en chance skal man være en meget stærk klatrer, også selvom den flade finale betyder, at det kan blive svært for de lette folk at gøre arbejdet færdigt.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Løbet har tiltrukket et fremragende felt med adskillige gode navne, hvoraf mange skal bruge løbet som en sidste test frem mod VM. Mange af disse vil have en interesse i at gøre løbet hårdt og teste benene, også selvom det ikke nødvendigvis fører til et resultat. Det er eksempelvis nærliggende at tænke sig, at navne som Warren Barguil, Romain Bardet, Ivan Sosa og Domenico Pozzovivo vil give den fuld gas på Monte Serra, også selvom de skulle få selskab af en relativt hurtig fyr. Et resultat er naturligvis velkomment, men for mange er det først og fremmest en vigtig formtest.

Derfor forventer vi også et ret selektivt løb, hvor kun de stærkeste vil overleve stigningen, og vi kan meget vel ende på en lille gruppe på op til fem mand på toppen. Spørgsmålet er, om de vil være i stand til at samarbejde. Særligt kan det blive problematisk, at formstærke Gianni Moscon med stor sandsynlighed kan være med, og der er naturligvis ikke mange, der har lyst til at slæbe ham med til stregen.

Som sagt handler det imidlertid for folk som Bardet og Barguil mere om at teste benene, og lader de sig hente, vinder de i hvert fald ikke. En stor del af finalen består også af nedkørsel, hvor et udbrud sagtens kan holde sig fri. Endelig skal man ikke undervurdere, at en fyr som Ivan Sosa formentlig vil være mere interesseret i de vigtige Coppa Italia-point, der kan give Androni et wildcard til Giroen, end i en sejr, og derfor tror vi, at der vil være god interesse i at samarbejde.

Med andre ord forventer vi et løb, hvor en lille gruppe kommer fri på Monte Serra, hvorefter de skal afgøre det mellem sig til sidst. Det gør det meget svært at komme udenom, at Gianni Moscon må være løbets favorit. Italieneren måtte tilbringe sensommeren i skammekrogen efter at være blevet smidt ud af Touren, men han er i den grad kommet flyvende tilbage. Således sejrede han suverænt i lørdagens Coppa Agostoni, hvor han og Damiano Caruso kørte fra alt og alle på stigningerne, inden han efter lidt omgruppering i front slog Rein Taaramae i spurten. Han har trænet knaldhårdt i Livigno og er i så god form, at han har overtaget den italienske VM-kaptajnrolle fra Vincenzo Nibali.

Moscon er ikke ren klatrer, men når man kan køre på podiet i Lombardiet, kan man også overleve Monte Serra. Samtidig er der ikke mange af de klatrestærke folk, der kan slå italieneren i en spurt. Det er klart, at han kan få problemer med at kontrollere en lille gruppe klatrere til sidst, men som sagt er der gode chancer for, at der vil være et vist samarbejde. Også hvis det ender i en spurt i en større gruppe, vil Moscon være blandt de hurtigste, og derfor er han vores klare favorit.

Det er svært at pege på en klatrestærk rytter, der kan true Moscon i en spurt, men skal man pege på én mand, må det være Diego Ulissi. Selvom han er bedst i stigende spurter, kan han sagtens slå til på flad vej også, især hvis han er oppe mod en gruppe letvægtere. Desværre var han syg inden løbene i Canada, og selvom han spurtede sig til en top 10 i Montreal, meldes han ikke i topform. Vi har derfor en grum mistanke om, at Ulissi, der i forvejen kan finde den sidste stigning vel hård, slet ikke kommer til at køre finale. Skal man pege på én mand, der kan slå Moscon på stregen, er det dog ham, og da han som regel er i storform i september og oktober, må han regnes som en af de store favoritter. Falder han fra, har UAE Jan Polanc , der endelig viser lidt form, men som dog trods alt nok får svært ved at vinde, da han hverken er blandt de bedste klatrere eller de hurtigste afsluttere.

Det har været et år lige til skraldespanden for Warren Barguil, der slet ikke har kunnet løfte kaptajnansvaret på Fortuneo-Samsic. Efter en skuffende Tour og et styrt i Arctic Race er der imidlertid nu lys for enden af tunnelen. I hvert fald var Barguil klart en af de stærkeste på stigningerne i Tyskland, hvor han endda var tæt på at tage en solosejr, ligesom han spurtede sig til en 3. plads i onsdagens GP de Wallonie, der ellers ikke var et løb for ham. Der er derfor ingen tvivl om, at Barguil kommer til Italien med god form, og da han samtidig er en af de klatrere, der faktisk kan spurte, er han ikke uden chancer, også selvom Moscon er en svær nød at knække.

En anden halvhurtig klatrer er sidste års vinder, Guillaume Martin. Ligesom sidste år er han kommet godt ud af Touren. I hvert fald var han en af de mest aggressive på de tyske stigninger, ligesom det på det seneste er blevet til en 4. og en 5. plads i hhv. Tour du Doubs og GP de Wallonie, der ikke passede ham ideelt. I begge løb manglede han måske det sidste for at følge de bedste, og han kan derfor komme til kort, hvis det bliver meget selektivt. På papiret er han dog en af de bedste klatrere og er samtidig halvhurtig på stregen. Holdet har i Xandro Meurisse en god plan B, men belgieren var ikke helt på toppen i England. Han kan derfor komme til kort på stigningen, men ender det i en spurt i en gruppe, vil han ikke være uden muligheder.

Spurten er til gengæld et problem for Romain Bardet. Franskmanden viste storform, da han var på vej mod sejr i Tour du Doubs, hvor et dumt styrt dog satte ham ud af spillet. Det kostede et par dages træning, og det er måske forklaringen på, at han var under niveau i Coppa Agostoni, hvor han ikke kunne følge Moscon på stigningerne. Den gode form kan imidlertid ikke være helt væk, og Bardet burde være i stand til at køre finale her. For at vinde skal han dog nok bruge lidt held med et soloangreb i den flade finale, der kan være svær at kontrollere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

En anden superklatrer er naturligvis Ivan Ramiro Sosa, der efter den imponerende sejr foran Miguel Angel Lopez i Burgos er den store favorit til at blive U23-verdensmester. Sygdom kostede ham formentlig sejren i Tour de l’Avenir, men han har gennem hele sæsonen vist sig som et af sportens mest lovende klatretalenter. Lidt uforklarligt udgik han af Coppa Agostoni, men så tæt på VM burde han være i god form. Han kan formentlig køre med de bedste på stigninger, men hans manglende spurt gør det svært at vinde. For ham og Androni handler det først og fremmest om Coppa Italia-point, og han er derfor en sandsynlig top 5-kandidat, men en usandsynligt vinder. Holdet har også de to klatrere Fausto Masnada og Mattia Cattaneo, der dog formentlig mangler det sidste for at køre med de bedste. I en spurt i en større gruppe kan man satse på Francesco Gavazzi og Davide Ballerini, men løbet er formentlig for hårdt for dem begge.

Lidt i samme situation er Domenico Pozzovivo. Den lille italiener har haft en knaldhård sæson, men er tilsyneladende utrættelig. I hvert fald viste han i Canada, at han igen er i form, og han har da også sikret sig en plads på det italienske VM-hold. Ligesom Bardet og Sosa vil han formentlig være i stand til at køre med de bedste på stigningerne, men en sejr kræver lidt held og et soloangreb i en taktisk finale. Holdets bedste kort kan derfor være Giovanni Visconti, men hans form er temmelig usikker efter en lang pause. EN punktering betød, at han blev sat ud af spillet i Coppa Agostoni, hvor vi derfor ikke kunne vurdere ham. På papiret er stigningen til den hårde side for ham, men samles der en større gruppe til sidst, vil han med sin gode spurt være en af de helt store favoritter. Endelig er der Matej Mohoric, der har haft et vildt efterår. Nu synes han imidlertid at være træt, og vi så i Tyskland og Canada, at han har sine begrænsninger på stigningerne. Vi tror derfor, at løbet her bliver for hårdt, men med sin aggressivitet, gode nedkørsel og gode spurt kan man aldrig udelukke, at han overrasker.

FDJ har et af de mest spændende hold anført af David Gaudu, der efter en skuffende sæson i Canada endelig lignede en mand i hopla. Desværre er han også temmelig ustabil, og man ved derfor aldrig, hvad man får fra det franske talent. Han har gode chancer for at booke billet til finalen, men ligesom de andre spurtsvage klatrere, får han svært ved at vinde. Det samme gør hans ligeledes spurtsvage holdkammerat Sebastien Reichenbach, der efter en skadespause heller ikke er i topform. Holdets joker er Georg Preidler, der kørte fremragende i Polen, men udgik af Vueltaen med sygdom. Er han kommet sig, er han ikke uden chancer, fordi han også kan spurte. Endelig har holdet to gode kandidater i Anthony Roux og Arthur Vichot, der begge vil være blandt favoritterne i en spurt i en større gruppe, men som ikke just viste storform i Canada og derfor kan få det svært på stigningerne. I samme gruppe finder vi Julien Simon, der vil have en chance i en gruppe og viste god form i Tour du Doubs, selvom han skuffede i Vallonien, samt Mauro Finetto.

En joker er naturligvis Tom-Jelte Slagter. Det er svært at have den helt store tiltro til den ustabile hollænder, der senest skuffede stort i Canada. Hans form kommer imidlertid ofte helt ud af det blå, og gør den det igen, kan han overraske. Han kan næppe følge de bedste på stigningerne, men i en spurt i en større gruppe, står han stærkt. Dimension Datas bedste kandidat er dog nok Ben O’Connor, der efter det grimme styrt i Giroen endelig nærmer sig noget form. Han er dog næppe hurtig nok til at vinde. Løbet burde til gengæld være for hårdt for Edvald Boasson Hagen.

Endelig er der klatrerne Giulio Ciccone, Matteo Fabbro og Pierpaolo Ficara . Særligt CIccone er naturligvis interessant og på papiret en af de bedste på stigningerne, men da han er på vej tilbage efter en skade, skal man næppe havde de helt store forventninger. De tre er alle gode på stigninegrne, men mangler spurtstyrken til at gøre det færdigt.

Til slut kan det ikke helt udelukkes, at folk som Jose Joaquin Rojas, Luca Wackermann, Paolo Toto, Nicola Bagioli, Dion Smith, Marco Tizza og Marco Canola kan komme i spil, hvis en større gruppe samles til sidst.

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af optakten har Ag2r offentliggjort deres trup, der også tæller Alexis Vuillermoz, der stadig arbejder på at finde topformen efter sit styrt i Touren. Han så dog ganske fin ud i Touren, og i kraft af sin gode spurt må han være en af de helt store favoritter.

***** Gianni Moscon

**** Diego Ulissi, Warren Barguil

*** Alexis Vuillermoz, Guillaume Martin, Romain Bardet, Ivan Ramiro Sosa, Domenico Pozzovivo

** Giovanni Visconti, Francesco Gavazzi, Xandro Meurisse, David Gaudu, Matej Mohoric, Anthony Roux, Arhur Vichot, Georg Preidler, Julien Simon, Mauro Finetto, Davide Ballerini, Tom-Jelte Slagter, Jan Polanc, Giulio Ciccone

* Nicola Bagioli, Edvald Boasson Hagen, Jose Joaquin Rojas, Luca Wackermann, Paolo Toto, Dion Smith,  Marco Tizza, Marco Canola, Sebastian Henao, Maxime Bouet, Pierpaolo Ficara, Ben O’Connor, Sebastien Reichenbach, Matteo Fabbro, Mattia Cattaneo, Fausto Masnada, Ivan Rovny Anthony Perez

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.