Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Løbets rolle og historie

Den Flamske Cykeluge er i fuld gang og fortsætter med det løb, der traditionelt har været nummer 3 i hierarkiet over brostensløb. Grundet dets lange historie betragtes Gent-Wevelgem ofte som værende lige under Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvad prestige angår, og der er derfor masser på spil, når feltet ruller ud fra Ypres vest for Gent for at følge den traditionelle rute til målet i Wevelgem.

Selvom løbet tilhører listen over de store brostensløb, er det imidlertid helt anderledes end det, vi har set tidligere på ugen i E3 Harelbeke, og som vi vil se næste søndag i Flandern Rundt. Det finder sted i en anden del af landet end de øvrige brostensløb og slutter med et meget længere fladt stykke, og derfor er det det af de store brostensløb, som alle sprintere drømmer om at vinde.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Hvad der gør løbet så vigtigt, er dets lange historie. Det blev første gang holdt i 1934 som et juniorløb og blev senere åbnet for uafhængige amatører, inden det blev gjort til et løb for professionelle efter 2. Verdenskrig. Som de fleste andre belgiske løb blev det i de tidlige år domineret af hjemlandets ryttere, men det blev hurtigt et af cykelsportens mest eftertragtede løb. Store belgiske navne som Rik van Looy, Eddy Merckx, Freddy Maertens og Walter Godefroot var blandt de tidligere vindere, men efter Bernard Hinaults sejr i 1977 blev løbet for alvor internationalt med en vinderliste, der indeholder navne fra adskillige nationer og en skøn blanding af sprintere og klassikerryttere som Wout van Aert, Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Greg van Avermaet, John Degenkolb, Peter Sagan, Tom Boonen, Oscar Freire, Mario Cipollini, Thor Hushovd og Djamolidine Abdoujaparov, der alle har vundet i løbets nyere historie.

Løbet har været afviklet på forskellige tider af foråret, og ruten har ofte undergået adskillige ændringer, men det har altid været en vigtig del af den belgiske klassikersæson. I de tidlige år udgjorde det sammen med Omloop Het Volk (nu Omloop Het Nieuwsblad) en serie, der blev kaldt Trofee van Vlaanderen, og det er en uundværlig del af den løbsrække, som udgør de flamske klassikere.

Selvom det hører til i den belgiske forårssæson, er det meget anderledes end Flandern Rundt og E3 Harelbeke. De flamske løb kan inddeles i to kategorier. I den første kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Den anden kategori består af Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem. Navnene på de to sidstnævnte dikterer meget af ruteføringen, og i stedet for at sno sig igennem De Flamske Ardenner har de mere et punkt-til-punkt-format. Det gør det vanskeligere for dem at drage fuld nytte af det lille område, der indeholder alle områdets sværeste stigninger, og derfor er løbene meget nemmere. Scheldeprijs er ganske vist ikke et punkt-til-punkt-løb, men det indeholder ikke én eneste stigning. Derfor er disse løb bedre for sprinterne end de ”rigtige” flamske klassikere.

Faktisk afvikles Gent-Wevelgem i en helt anden del af Belgien end løbene fra den første kategori. Tidligere besøgte løbet De Flamske Ardenner og indeholdt nogle af de kendte hellingen fra Flandern Rundt, men løbet er som regel styret helt uden om denne del af Belgien. I stedet kører feltet fra starten ud til Nordsøen, hvorfra de bevæger sig mod syd til den fransk-belgiske grænse. Her findes løbets ikoniske stigninger, hvoraf Kemmelberg er den klart mest kendte. Løbet ender med et langt fladt stykke til Wevelgem, og det giver sprinterne en langt bedre chance end i de fleste af de øvrige flamske klassikere.

Ikke desto mindre betragtes Gent-Wevelgem som den tredjestørste af brostensklassikerne, og selvom det aldrig har været en del af den gamle World Cup, var det sammen med netop Flandern Rundt og Paris-Roubaix det eneste af brostensløbene, der blev optaget på ProTouren, da denne forgænger til nutidens WorldTour blev etableret i 2005.

I mange år havde løbet imidlertid en uheldig placering som et midtugeløb mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det betød, at de fleste af de store stjerner ganske vist var til start, men for mange handlede det alene om at holde sig på cyklen og holde benene i gang, og derfor stod mange af undervejs for at være klar til søndagens store slag i Roubaix.

Det ændredes i 2010, da UCI lavede en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der delvist tjente det formål at genskabe Gent-Wevelgems prestige og skabe større synergi mellem løbene. Gent-Wevelgem blev derfor flyttet til søndagen før Flandern Rundt, og det udgør nu sammen med E3, der finder sted to dage tidligere, den perfekte opvarmning til De Ronde.

Ændringen har helt klart været gavnlig, men løbet er stadig ikke et stort mål for de største brostensspecialister. Da E3 ligner Flandern Rundt meget mere, foretrækker de store favoritter til det flamske monument at bruge fredagens løb som den store formtest, mens de mere bruger Gent-Wevelgem som et træningsløb, hvor man kan teste formen på løbets stigninger, men hvor resultatet ikke altid er det vigtigste. På den anden side er løbet som regel det største brostensmål for sprinterne, der her har en sjælden chance for at vinde en stor klassiker.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I et forsøg på at gøre løbet mere attraktivt for klassikerrytterne har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere stigninger i den kuperede zone. Ændringerne har gjort det sværere for sprinterne, men i nogle år fik det ikke for alvor ansporet klassikerrytterne til at køre aggressivt. Bortset fra ganske brutale udgaver i 2010 og 2015, hvor vejret skabte stor udskilning, har løbet ikke været særlig selektivt trods de mange ændringer. I 2014 indså man, at man alligevel ikke kan konkurrere med E3 om at få opmærksomheden fra de helt store stjerner, og derfor er ruten nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. Det betyder, at det igen er et større mål for sprinterne, et forhold, der igen har gjort det til deres store mål for brostenssæsonen.

I 2016 brød man lidt med denne tendens. Som i de foregående år forekom nøglestigningen Kemmelberg to gange på ruten, men for første gang siden 1976 kørte man den ved anden passage fra den stejleste side, hvor den stiger med hele 23%. Det gav et mere selektivt løb, hvor en lille gruppe af de største specialister kunne gøre en afgørende forskel. Tilsyneladende var man begejstret for denne ændring, der er blevet bibeholdt siden da, og siden 2017 har man tillige gjort løbet endnu hårdere ved at indlægge flere passager af de såkaldte ”plugstreets” eller ”green roads”, der er en slags ikke-asfalterede veje, der er placeret mellem de to passager af Kemmelberg. Det var nok til, at scenariet fra 2016 gentog sig i 2017, 2020 og 201, hvor det igen blev en lille gruppe, der skulle afgøre slaget.

Sådan endte det altså også med at blive sidste år, men det skyldtes mest af alt vejret. Kraftig sidevind betød, at løbet tidligt eksploderede til atomer, og den frontgruppe, der etableredes, blev aldrig set igen. Quick-Step var for en gangs skyld i defensiven og havde kun Sam Bennett til at forsvare deres farver, men for ham blev løbet i sidste ende for hårdt, selvom han havde overlevet Kemmelberg. I stedet var Jumbo i kontrol med Wout van Aert, der holdt sig i ro på Kemmelberg og derved fik Nathan van Hooydonck med over i den nu lille syvmandsgruppe, der havde overlevet stigningerne. Herefter satsede han butikken på sin spurt, og med fremragende hjælp fra Van Hooydonck lykkedes det at sikre, at det blev holdt samlet. Herfra gjorde belgieren det færdigt ved at sejre foran Giacomo Nizzolo og Matteo Trentin. Van Aert vender tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod Trentin, men Nizzolo misser desværre løbet med en brækket hånd.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Ruten

Som sagt har arrangørerne droppet ideen om at forsøge at konkurrere med E3 om at være den perfekte generalprøve til Flandern Rundt. Uden helt grundlæggende at ændre på løbets natur vil det aldrig være muligt at designe en rute, der i hårdhed kan matche den, der findes i det andet løb, og derfor har man siden 2014 haft et mere traditionelt, nemmere format efter flere år med forsøg på at gøre løbet hårdere. Alligevel har man i de seneste år introduceret et par nyskabelser, der til dels har brudt den tendens. I 2016 var det passagen af Kemmelberg fra den stejle side, der var det nye, og i 2017 lagde man dertil passagen af de ikke-asfalterede ”plugstreeets”, der gav løbets vanskelighedsgrad yderligere en tand opad.

Den grundmodel, der blev introduceret i 2017, er blevet fastholdt siden dengang, og det er også tilfældet i år, hvor man igen har droppet den gamle tur ind i Frankrig, som man i 2020 og 2021 grundet corona-situationen måtte sløjfe. Som kompensation kører man i stedet lidt mere rundt i de belgiske bakker, så løbets nøglestigning, Kemmelberg, ligesom i de seneste to år skal passeres tre og ikke som normalt to gange. Eneste ændring i finalen i forhold til 2021 er, at man kører uden om Vidaigneberg, der plejer at blive passeret to gange, hvormed antallet af stigninger falder fra 11 til 9, men derudover er eneste forskel i forhold til sidste års rute en lille justering i den helt tidlige fase. Efter 2020-udgavens særligt korte udgave er distancen igen i år tilbage ved vanlig længde, da der denne gang skal tilbagelægges 248,8 km, og igen i år kommer de interessante plugstreets lidt længere fra mål på grund af den ekstra tur op ad Kemmelberg, som altså blev indført i 2020.

Som det er tilfældet for de fleste af de løb, hvis navn udgøres af den historiske start- og målby, starter Gent-Wevelgem ikke længere i Gent, da de kortere distancer i moderne cykelsport kræver, at man finder et andet startsted. I mange år har startbyen været Deinze, men ligesom i 2020 og 2021 er Ieper valgt som udgangspunkt for det 248,8 km lange løb.

Ændringen af startbyen, der nu ligger nærmere kysten fører til en modifikation, idet man som i 2020 lægger ud med at køre en omgang på en helt flad og ca. 55 km lang rundstrækning i området øst for byen, formentlig for at nå op på den ønskede distance. Herfra bliver det til gengæld helt klassisk, når man kører mod nordvest og nord igennem fladlandet hele vejen ud til kysten og byen Veurne. Denne del af ruten er helt flad, men kan faktisk være en af de vigtigste faser af løbet. På en stille dag tjener den alene det formål at gøre løbet langt og at give et udbrud en chance for at komme fri, men hvis det er blæsende, kan løbet være dramatisk straks fra start, når man passerer gennem det eksponerede og frygtede De Moeren, der passeres umiddelbart, inden man når kysten efter godt 80 km. I 2013 blev det således splittet til atomer allerede her, og mange havde mistet alle chancer, allerede inden man havde nået kysten. Det samme skete i den episke 2015-udgave og så sent som i 2019 og 2021.

I Veurne drejer feltet mod vest og senere syd for at køre ned mod grænsen. Her har man traditionelt kørt anderledes end først på løbet, hvor man har kørt mod vest, men i år kører man stort set bare modsat af åbningsstykket, hvilket mindsker chancen for, at sidevind med sikkerhed kommer i spil. Her plejer man også at køre ind i Frankrig til de første stigninger, men i stedet holder man sig nu i Belgien og passerer brostenene Veurnestraat (1300 m) efter 107,8 km, inden man kører mod sydøst ned til Poperinge.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Herfra fortsætter man mod sydøst ned til det område, hvor finalen køres. Der er tale om et ganske lille areal, hvor man snor sig rundt på flere forskellige rundstrækninger. Det betyder, at man første gang skal op over Scherpenberg (1220 m, 2,45%, max. 4,4%) med 96,6 km igen - men altså denne gang ikke Vidaigneberg - inden det gælder løbets tre mest kendte stigninger med Baneberg (270 m, 9,0%, max. 10%), Monteberg (1000 m, 7,3%, max. 10%) og ikoniske Kemmelberg (700 m, 10,4%, max. 21%), der som den eneste er på brosten og denne gang bestiges fra den ”lette” side, med hhv. 91,9 km, 85,9 km og 84,1 km igen.

De bedste klassikerryttere bruger ofte Kemmelberg, der er den hårdeste af stigningerne, til at teste benene. Tidligere kørte man ned ad den frygtede brostensbelagte nedkørsel - som man nu kører op ad ved anden passage - men efter nogle forfærdelige styrt besluttede arrangørerne for nogle år siden at sende rytterne ned ad en nemmere asfalteret vej, hvilket har øget sikkerheden betragteligt. Her gør man ofte en første status over situationen, men der sker gerne en regruppering. Det kan give mulighed for folk at gøre som Viacheslav Kuznetsov i 2016: at anticipere favoritterne, der bruger lidt tid til at komme sig.

Rytterne kører nu ud på en lille rundstrækning, inden de vender tilbage til nøglestigningerne, og det er her, vi så de mest interessante ændringer i 2017. Her rammer man den første af de såkaldte plugstreets, der er ikke-asfalterede veje i meget åbent landskab, hvor det kan være ganske blæsende. I alt findes der tre af disse, der kommer med hhv. 71,6 km (2100 m), 69,1 km (1300 m) og 66,9 km (600 m) igen, hvoraf den første og sidste er stigende og den midterste flad. I de foregående år har grusvejene ikke gjort den store forskel, men ifølge arrangørerne og flere ryttere er de, hvis det blæser, hårde nok til at skabe en vis splittelse, og det kan være et betydeligt mindre felt end tidligere, der tager hul på de afgørende stigninger.

Dem vender man nu tilbage til, når man med 53,6 km og 51,8 km for anden gang skal over hhv. Monteberg og Kemmelberg - igen fra den ”lette” side. Nu venter Scherpenberg - men ikke Vidaignberg - igen med 44,3 km igen, hvorefter Baneberg passeres for anden og sidste gang med 39,6 km til mål. Slutteligt kører rytterne som i de seks foregående år op ad Kemmelberg fra den stejleste side for bare syvende gang siden 1976. Her stiger den med 11,6% over 502 m med et maksimum på 22%, og den er betydeligt vanskeligere end ved første passage. Toppen nås, når der resterer 34,3 km, og igen i år skipper man Monteberg, hvormed Kemmelberg er sidste stigning. Det er typisk her, at løbet eksploderer, og det var her, at Cancellara, Sagan og Vanmarcke i 2016 kørte afgørende væk, da stigningen blev brugt første gang.

Efter stigningerne fortsætter angrebene ofte, som vi så det i den hektiske finale i 2017 og igen i 2020 og 2021, og mens en lille frontgruppe kan være etableret, finder der ofte en regruppering sted længere bagude. Herfra består løbet af en lang, flad tur mod øst til målet i Wevelgem. Denne del af ruten er som regel scene for et spændende forfølgelsesløb mellem udbryderne, som er kommet fri i den kuperede zone, og sprinterne, der forsøger at organisere jagten i et reduceret felt. Historien viser, at sprinterne ofte vinder slaget, men hvis sammensætningen af frontgruppen er rigtig, og vejret har gjort det hårdt, har et udbrud bestemt en chance. Som regel afgøres løbet i en spurt i en lille gruppe eller i en reduceret massespurt, men som Peter Sagan viste i 2013 kan det lade sig gøre at tage en solosejr i Wevelgem, selvom vejrforholdene ikke er er så brutale, som de var i den episke 2015-udgave, hvor Luca Paolini kom alene til stregen. Finalen er helt ukompliceret, da det sidste sving kommer med mere end 3 km til mål.

Trods den lange distance byder løbet bare på 1315 højdemeter, hvilket er knap 200 færre end i 2019, hvor man havde de franske bakker med.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Vejret

Der findes næppe nogen klassiker, der er så følsom over for vejret - derfor kaldes den ”Vindens klassiker” - og et nøje studium af vejrudsigten er typisk en forudsætning for succes i den belgiske klassiker. Alle husker, hvordan 2015-udgaven af løbet blev afviklet under episke forhold, samt hvordan 2019- og 2021-løbet eksploderede fra start, hvilket vidner om, hvor selektivt løbet kan være, hvis vejret er ”rigtigt”.

Vores forrygende nordeuropæiske forår fortsætter imidlertid lidt endnu, og derfor er det ikke ”rigtigt” denne gang. Efter en tåget morgen vil der kun være få skyer, mens temperaturen i målbyen vil nå 16 grader. Vinden vil være let til jævn og tiltage fra en styrke på 10 km/t fra start til 15 km/t i finalen. Den vil komme fra nordøst, hvilket efter den indledende rundstrækning giver sidevind ud til kysten og sidevind på stykket ind mod bakkerne. Her vil vinden komme fra alle retninger, indtil man på turen ind til Wevelgem efter Kemmelberg får først direkte modvind, siden sidemodvind og slutteligt igen direkte modvind over de sidste 4-5 km, herunder på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Gent-Wevelgem er traditionelt et relativt vanskeligt løb at forudsige. Hvor man i E3 og Flandern Rundt ved, at det er de stærkeste, der overlever, er det store spørgsmål i søndagens klassiker derimod altid, om det bliver en spurt, eller om de stærkeste kan gøre så stor en forskel, at de kan holde feltet bag sig. Tidligere havde sprinterne overtaget, men i de senere år har balancen flere gange været tippet. For syv år siden skyldtes det det dårlige vejr, mens det i 2016 og 2017 skete på baggrund af passagen af Kemmelberg fra den vanskeligste side. I 2018 lykkedes det endelig igen at få en spurt, men blot i et lille felt på bare 23 mand, hvor mange også meget holdbare sprintere ikke havde klaret cuttet. I 2019 eksploderede det hele totalt i sidevinden fra start, men kraftig modvind til slut betød alligevel, at 34 mand blev samlet til sidst. Og i 2017 var det kun med det yderste af neglene, at en spurt blev afværget.

Til gengæld har de seneste to udgaver også vist, at vi stadig kan ende langt fra en spurt. I 2020 angreb outsiderne tidligt mellem passagerne af Kemmelberg, og det betød, at mange var kommet i forkøbet, da Wout van Aert og Mathieu van der Poel åbnede op på den stejle stigning. Det betød, at de to favoritter var isolerede - i hvert fald efter at Gianni Vermeersch var punkteret - i en gruppe med et hav af rivaler, der til slut angreb dem på skift. Og da de havde så travlt med at se på hinanden (eller Van der Poel havde travlt med at se på Van Aert), lykkedes det en lille gruppe at køre væk og Mads Pedersen at spurte sig sejren.

Sidste år var den gal igen. Her var det den kraftige vind, der splittede feltet til atomer fra start, og frontgruppen blev aldrig set igen, inden Wout van Aert spurtede sig til sejr foran Giacomo Nizzolo. Bag dem var jagten så hård, at feltet eksploderede totalt, og i den næste større gruppe sad bare syv mand. Det er dog klart, at det blodbad alene skyldtes, at vinden skabte vildt cykelløb gennem hele dagen.

Det er nemlig undtagelsen. De seneste års historik viser altså, at det er et knivskarpt opgør mellem klassikerspecialisterne og de mest hårdføre sprintere, og det kan gå begge veje. Det synes dog også givet, at man med indførelsen af passagen af Kemmelberg fra den stejle side samt de nye plugstreets har gjort løbet hårdere, end det var i årene til og med 2015. Nu om dage skal man være temmelig robust for at sidde med hjem, og i 2018 var feltet således uden en uheldsramt Alexander Kristoff, John Degenkolb, Magnus Cort og Michael Valgren - ryttere, der ellers ikke er dårlige i denne slags terræn. Til gengæld kom også Fernando Gaviria og Jens Debusschere, der ikke længere er specielt robuste, med hjem i 2019, og det viser, at det er et løb, der er uhyre vanskeligt at spå om.

Der er særligt to forhold, der bestemmer udfaldet af Gent-Wevelgem: vejret og taktik. Særligt vejret er altid en helt afgørende nøglekomponent, hvis betydning ikke kan undervurderes i en klassiker, der netop markedsfører sig selv på sin vind. Mange husker stadig Luca Paolinis episke sejr i en udgave, hvor rytterne i bogstavligste forstand blev blæst af cyklerne, og løbet har også i andre år været revet i stumper og stykker på det åbne kyststykke og turen ned gennem vindblæste De Moeren, længe inden tv-billederne er kommet på, senest altså i 2019 og 2021.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Det sker dog ikke i år. Sprinterne får de bedst mulige betingelser for en spurt, da det suveræne nordeuropæiske forår fortsætter. Det bliver lidt mere blæsende end i E3, men ikke nok til at splitte feltet. Samtidig er sprinterne så heldige, at den kommer fra nordøst, hvilket giver modvind mellem Kemmelberg og Wevelgem. Da det samtidig bliver dejligt solskinsvejr med fine temperatur, peger alle vejrindikatorer, at det skal blive et sprinterår.

Så er der taktikken. Her plejer omdrejningspunktet altid at være Quick-Step, men det er nye tider. Som alle kunne se i dag, er Jumbo lige nu 7-8 niveauer over alle andre, og derfor vil hollænderne igen diktere slagets gang. Det er klart, at Wout van Aert ikke har spor lyst til at spurte med hverken Fabio Jakobsen, Tim Merlier, Jasper Philipsen eller Mads Pedersen, og det ligger derfor i kortene, at Jumbo vil komme blæsende derudad. Med det gode vejr kan de ikke bare vente til sidste passage af Kemmelberg. Nej, de skal åbne løbet tidligt - måske endda allerede på første tur op ad bakken, så de kan fastholde presset hen over de tre plugstreets.

Spørgsmålet er, om folk vil samarbejde med dem, og her er det afgørende, hvad Quick-Step vil. Meget taler for, at Kasper Asgreen vil være med fremme, men efter dagens lussing er det vel sandsynligt, at holdet foretrækker en spurt med Jakobsen. Sætter danskeren sig på hjul, kan han ødelægge gamet. Det samme er tilfældet, hvis Jasper Stuyven skal beskytte Pedersen, eller hvis Stefan Küng vurderes at have ringere chancer end Arnaud Demare. Der kan hurtigt komme så meget dødvægt, at selv Jumbo kommer til kort.

Til gengæld er der også sikre samarbejdspartnere. Det gælder Ineos, der var stærke i dag, Anthony Turgis, Matej Mohoric og Rasmus Tiller, der alle har en god chance for at køre finale. Kan Pedersen være med i dette lettere løb, er det også klart, at Trek bliver den perfekt allierede. Det vil også ligne Küng dårligt at sidde på hjul. Det samme gælder for så vidt om Asgreen, men Quick-Step er nok så sejrshungrende, at de kan gå ganske langt for at få en spurt med Jakobsen. Det er til gengæld også ret klart, at Jakobsen vil være på grænsen på denne rute, og falder han pludselig fra, er hele spillet ændret.

Det betyder, at det er et af de år, hvor det kan gå begge veje. Vejret siger spurt. Jumbos styrke siger hårdt løb. Spørgsmålet er, om de er så stærke, at de kan holde feltet stangen, selv hvis mange mand sidder på hjul. De har den åbenlyse fordel, at de igen meget vel kan sidde med fire mand i finalen, og derfor vil de have masser af føringskraft sammen med de hold, der helt sikkert vil samarbejde.

Derfor tror jeg også, at Jumbo overtrumfer vejret. Jeg tror, at de vil kunne gøre det så hårdt, at feltet kommer til kort - særligt hvis de får sendt Jakobsen til tælling. Modvinden, det gode vejr og de mange potentielle spielverderbere gør dog også, at det bestemt ikke kan udelukkes, at 2022 bliver et sprinterår.

Med den tro på et hårdt løb peger jeg på Wout van Aert. Al min skepsis om hans form i E3-optakten blev effektivt gjort til skamme i dag, hvor han var klart stærkeste mand - og han så endda ikke ud til at køre sig ud på stigningerne, når han skulle have Christophe Laporte med over. Derfor har han næppe heller tømt tanken helt, og det vil være meget sært, hvis ikke han igen søndag er stærkeste mand.

Gent-Wevelgem er imidlertid et løb, hvor stærkeste mand ikke nødvendigvis vinder. Heldigvis for ham taler meget for, at han vil være hurtigste mand til sidst, hvis styrkeforholdet fra i dag vil være nogenlunde tilsvarende på søndag. Alt taler også for, at Jumbo vil sidde i overtal til sidst, og derfor vil han have folk til at holde det samlet. Det er klart, at Jumbo formentlig vil bruge overtallet til også at angribe på skift, som de gjorde det i dag, men chancen for en spurt må trods alt regnes som størst. I det tilfælde vil der næppe var nogen af feltets hårdføre folk, der kan slå den belgiske stjerne, som endda formentlig vil have Christophe Laporte til at sætte sig perfekt op. Derfor tror jeg, at han forsvarer sin titel og tager sin tredje klassikersejr i år.

Netop Jumbos styrke betyder også, at Christophe Laporte er mit næstbedste bud. I dag var franskmanden næstbedste mand, og dermed er der garanti for, at han sidder med de bedste igen søndag. Han har konfirmeret, hvad vi allerede så sidste år, nemlig at han er en af de bedste på disse hellingen, og nu har han efter holdskiftet forbedret sig yderligere - og endda ganske markant. Særligt hvis Pedersen er med i den gruppe, der etableres i finalen, vil Jumbo formentlig foretrække at lege med overtallet i stedet for at satse hele butikken i en spurt. I det tilfælde står Laporte uhyre stærkt. Ikke blot er han åbenlyst brølstærk, han er også så hurtig, at Jumbo kan lade ham køre sin chance, selv hvis han får langt hovedparten af de øvrige stærke folk med sig. Og Van Aert vil næppe være alt for ked af det, hvis Laporte får den sejr, han gav ham i dag.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Jumbos overlegenhed gør også, at jeg peger på Tiesj Benoot som nr. 3. Han var usikker på sin form efter styrtet i Strade Bianche, men dagens test gik ganske udmærket. Han var ikke i nærheden af det samme niveau som i Omloop, men stadig en af de stærkeste, og det vil han være igen søndag. Han er imidlertid i dag også en temmelig langsom herre, og derfor er Gent-Wevelgem for ham et svært løb at vinde. Hans eneste vej til sejr er således, hvis det lykkes ham at køre solo i finalen. Det er altid en svær opgave, men Jumbo har det overtal, der skal til for at skabe den situation, hvorfra det kan lade sig gøre. Sidder de med tre mand til slut, er det formentlig ham, der vil have færrest øjne på sig, og efter dagens lovende præstation synes han at være nær den superform, han fremviste fra start. Den er i hvert fald god nok til at udnytte den taktiske overhånd til at vinde løbet her.

Jeg vælger at pege på Fabio Jakobsen som næste mand. For mig at se er største trussel mod en Jumbo. Ser nemlig den spurt, der bestemt ikke er umulig. Det er klart, at Van Aert også kan vinde en massespurt efter næsten 250 hårde kilometer, men der er trods alt hurtigere folk end ham. En af dem er Jakobsen, der lige nu må regnes som den hurtigste. I hvert fald var han ret overlegen, da han spurtede mod Tim Merlier i Algarve, og Merlier viste senest med sejren over Dylan Groenewegen i onsdags, at han på fart også i år hører til i den absolutte elite.

Jakobsens udfordring er tosidet. For det første skal han bevise, at han kan bevare sin fart efter 250 km, hvilket bestemt ikke er givet, men han viste i Kuurne, at han kan være skræmmende hurtig også efter en halvhård brostensklassiker, ligesom han var suveræn i sidevindsræset i Paris-Nice. En større udfordring er det at overleve. Selv hvis vi får en spurt, er det ingenlunde givet, at han vil klare tre ture op ad Kemmelberg, hvis Jumbo skaber et blodbad. Han har dog virket så overbevisende med sin holdbarhed i år, hvor han også har beskrevet sig selv som meget stærkere end tidligere, at jeg vil tro, at han har en god chance. Sidder han der til sidst, vil han også have et tog, der sammen med Jumbos og Treks vil være stærkest, og i denne ukomplicerede finale er der god chance for, at det vil sikre, at han lader farten tale. Den burde han stadig have mest af, hvis han kommer så langt.

Falder Jakobsen fra - eller er han træt - peger min pil på Tim Merlier. Jeg var bekymret for hans fart i starten af sæsonen, men hans sejr over Groenewegen i går beviste, hvor lynhurtig han er. Han er mere holdbar end Jakobsen og melder om god form, hvorfor det vil være overraskende, hvis ikke han sidder med hjem. Til gengæld er det ikke sikkert, at han får lov at spurte. Han og Jasper Philipsen vil tale om det i finalen, og kender vi sidstnævnte ret, bliver han ikke let at overtale til at agere hjælper. Philipsen blev dog syg i Paris-Nice, og selvom han var ganske solid i Sanremo og formentlig tæt på sit tidligere niveau, vil det skabe noget usikkerhed, der gør det naturligt at satse på den mand, der har momentum. Merlier viste også sidste år, at han er den hurtigste af de to, og denne lange powerspurt kunne ikke passe ham bedre - slet ikke, hvis han har Philipsen til at køre lead-out. I det tilfælde bliver han svær at slå.

Det er dog heller ikke umuligt for Jasper Philipsen at vinde, hvis det er ham, der får chancen. Belgieren viste i UAE Tour, at vi nu skal til at regne ham som en af de allerhurtigste, og da han aldrig vil skulle spurte mod Merlier, og Jakobsen kan være sat af, kan han meget vel ende som hurtigste mand i den spurt, der vild udfolde sig. Han viste i Sanremo, at sygdommen ikke har sendt ham helt ud af kurs, selvom løbet blev et blodbad, der naturligt nok var for hårdt, og han burde ikke få problemer med at sidde med hjem her. Han har endda den fordel, at han må regnes som mere holdbar end Merlier, og det kan måske være ham, der sidder med den friskhed, som gør ham til det naturlige førstevalg. Med Merlier som lead-out man og med sin gode positioneringsevne står han i hvert fald så stærkt, at han kan slå alle, måske også en træt Jakobsen, hvis hollænderen bliver hans modstander.

Ineos har i sidste øjeblik udtaget Tom Pidcock, som der hersker stor usikkerhed om. Der er dog grund til at have en vis optimisme. Briten blev syg inden Strade, men havde derefter en glimrende højdetræningslejr inden Sanremo, hvor han fik ondt i maven. Ifølge holdet var det dog hurtigt overstået, og de tests, der blev foretaget efter to maveonder, viste intet unormalt. Derfor gennemfører han nu sit klassikerprogram med dette løb som en tilføjelse, og hvis det er rigtigt, at han havde trænet storartet op til Sanremo, kan vi tillade os at have forventninger. En Pidcock i form er manden, der kan matche Jumbo på Kemmelberg, og vi ved også, at han har spurten til at slå Van Aert efter et hårdt løb. Denne gang taler meget endda for, at Ineos kan sidde med en eller to mand hos ham i den lille gruppe til sidst, og det skaber muligheder, hvor briterne kan sidde lige så talstærkt som Jumbo. Han mangler løbsrytme, men det plejer ikke at genere ham.

Dagens løb bekræftede desværre, hvad vi godt vidste, nemlig at Mads Pedersen er lidt for tung til de hårdeste flamske løb. Drømmen om, at hans stærkt forbedrede holdbarhed var nok, døde desværre, men heldigvis for ham er dette løb lettere. Pedersen har den fordel, at han kan vinde løbet på to måder. Bedst chance har han, hvis han kan komme med over Kemmelberg med de bedste. Det ligner en svær opgave på baggrund af det, vi så i dag, men med den form, han har, er det ingen umulighed. Ender han i en lille gruppe til sidst med Jasper Stuyven hos sin side til at kontrollere og køre lead-out, vil han være manden, der skal slås. Han viste i hvert fald i Paris-Nice, at han lige nu formentlig er hurtigere end Van Aert. Også i en massespurt vil han have en chance. Jeg har lidt svært ved at se ham slå Jakobsen og Merlier, men hollænderen kan være sat af, og belgieren kan være lead-out man. Ganske vist kan den stigende spurt på 3. etape i Paris-Nice slet ikke sammenlignes med denne, men det franske løb efterlod mig ikke med det indtryk, at Pedersen er uden chance mod Philipsen - slet ikke efter 250 km, hvor han er allerbedst og med Stuyven, der må regnes som en af verdens allerbedste lead-out men - ved sin side.

Biniam Girmay fik en brostensklassikerdebut, hans hold ikke havde drømt om, og derfor tager han lige dette løb med, inden han rejser hjem for at forberede sig til Giroen. Han viste fredag, at han er i stand til at matche de bedste på de stejle hellingen, men vi så også prisen for hans manglende erfaring i positionskampen, da han missede splittet på Taaienberg. Den risiko eksisterer igen, men hvis ikke han fanges på dårlig position, kører han finale. Vi ved også, at han er lynhurtig, men hans spurtstyrke i Paris-Nice viser, at han formentlig ikke slår Van Aert til sidst. Han er dog en af de ryttere, der har en chance i et direkte opgør med belgieren, og det gør ham til en af de sandsynlige vindere. I en stor spurt vil Alexander Kristoff være holdets foretrukne, men hvis han efter sin sygdom ikke er på toppen, vil eritreeren tage over. Her vil han dog mangle farten til at slå folk som Jakobsen, Merlier, Philipsen og Pedersen.

Jeg ser også en chance for Arnaud Demare. Også han er specialist i at spurte efter et langt og hårdt løb - ellers vinder man ikke Milano-Sanremo eller bliver nr. 2 i dette løb - men jeg har stadig svært ved at se ham vinde en massespurt i dette felt - heller ikke selvom han i år faktisk har set ganske hurtig ud i de få løb, hvor han faktisk kunne få lov at spurte frit. Nej, hans chance er faktisk et hårdt løb. Demare klatrede ganske sublimt i Tirreno, og i Milano-Sanremo så han ud til at være mere holdbar end nogensinde. I forvejen har Demare leveret nogle af og til højst overraskende klatrepræstationer, blandt andet i en hård puncheurspurt i Paris-Nice for nogle år siden, og lige nu synes han at have formen til at gøre det igen. Skal han spurte i en lille gruppe mod Van Aert, er han i hvert fald langt fra uden chance.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

En anden rytter, der er verdensberømt for sin hurtighed efter et hårdt løb, er Alexander Kristoff. Nordmanden vinder næsten altid sine spurter efter lange og hårde løb, senest i Sanremo, hvor det dog kun rakte til en 26. plads, men sidste år også ved blandt andet VM og i 2019 og 2020 i en stribe løb. I år synes han endda at have fået en renæssance efter nogle sløje år, hvor farten så ud til at være væk. Jeg var i hvert fald meget imponeret over den spurt, han kørte i Milano-Torino, hvor han efter det lettest tænkelige løb kørte lige op med Mark Cavendish og Nacer Bouhanni. Man må også tro på, at han kan få det forrygende tog med Andrea Pasqualon, Sven Erik Bystrøm og måske også den lidt tungere, men formstærke Adrien Petit med hjem, og så stærk han ikke helt ringe i den form for modvindspowerspurt, han elsker mere end nogen anden. Det er klart, at de ovennævnte er svære at slå, men efter 250 km er Kristoff bare en helt anden afslutter, end han er i klassiske massespurter.

Dagens skuffelse var naturligvis Kasper Asgreen, der måtte sande, at han var et relativt langt stykke fra sidste års superform. Lige nu er han ikke på Van Aerts niveau, men han var stadig en af de allerstærkeste og ikke karrig med sit føringsarbejde. Det er ret utænkeligt, at han ikke er med i front, når Jumbo trykker til, og så skal han forsøge at udmanøvrere hollænderne i den flade finale, for selvom han er hurtig, skal han i et lettere løb som dette ikke regne med at overspurte Van Aert. Her kan han have fordel af, at han kan bruge Jakobsen som alibi til at sidde på hjul. Gør han det, kan det være det, der giver ham den friskhed, der skal til for at komme med det afgørende dødbringende angreb. Det vil næppe være en fordel at få Laporte med på slæb, for i det tilfælde er det sandsynligt, at Jumbo vil stole på franskmanden i en spurt. Asgreen har imidlertid slået en vis hollandsk crossrytter, og så burde Laporte også være til at klare - og ellers må han jo bare køre alene. En meter skal han som bekendt ikke have.

Det skal Stefan Küng heller ikke. Schweizeren var syg efter Paris-Nice, men i dag viste han, at han ikke er mærket. Tværtimod bekræftede han blot den suveræne form, han har stillet til skue gennem hele sæsonen, og det vil derfor også være en overraskelse, hvis ikke han kører finale igen på søndag. Selvfølgelig lider han under den samme udfordring, som han altid gør, nemlig at en snegl slår ham i en spurt, men skal Jumbo udmanøvreres, kræver det noget manpower. Küng er en af de få, der har muskelkraften til måske at kunne holde hollænderne bag sig, hvis han fanger dem i et uopmærksomt øjeblik. Opskriften gav ham i hvert fald en 3. plads i dag.

Uopmærksom er Matej Mohoric sjældent. Sloveneren viste i dag, at vi definitivt kan glemme alt om dårlig form, for han har aldrig kørt bedre i disse løb, der altid har været svære for ham. Det kommer til gengæld ikke som nogen stor overraskelse, når vi husker på det enorme niveauspring, der i efteråret signalerede, at han nu skal regnes til eliten. Selvom han i dag kørte en ganske flot spurt, slår han ikke Van Aert på stregen, men kommer han afsted sammen med andre folk, er han bestemt ikke uden chance. Og så er han bare pokkers snu til at køre denne slags finaler.

Det var en skam, at Florian Senechal fik defekt i dag. Han synes ikke på det forrygende niveau, han havde i 2020, men han bekræftede indtrykket fra Sanremo, nemlig at han er ganske stærk. Der burde i hvert fald være en god chance for, at han er med i front i dette lidt lettere løb, og så står han ikke helt ringe. Hans spurt i år har været skuffende, og derfor skal han ikke regne med at overspurte Van Aert, men til gengæld taler meget for, at Quick-Step kan sidde med mindst to mand. Det giver dem i hvert fald bedre chancer end flere andre hold, og Senechal har den fordel, at han kan slå en del potentielle følgesvende i en spurt til sidst.

Holdets tredje kort er Davide Ballerini, der i dag løb tør for kræfter, men også har været syg 7-800 gange i optakten. Derfo var det forventeligt, at han ville mangle en del, men derfor var det også opløftende at se ham holde Narvaez’ hjul på Eikenberg, selvom det åbenlyst blev en dyr fornøjelse, der kostede mange kræfter. Søndagens løb er lettere, og sidder han fremme sammen med Asgreen og Senechal, taler meget vel for, at Quick-Step sammen med Jumbo vil sidde stærkeste. Ballerini er så hurtig, at han måske vil kunne true Van Aert i en spurt, men bedst chance har han nok, hvis han kan køre væk. Spørgsmålet er bare, om formen rækker hele vejen.

Jeg ved ikke, om Jhonatan Narvaez bare var uopmærksom, da feltet ramte Taaienberg, men det synes ikke sandsynligt, at det var benene, der sendte ham til tælling. Tværtimod var hans opkørsel på Eikenberg uhyre overbevisende, og han satte en fed streg under det, vi har set gennem alle årets brostensløb, nemlig at han skal regnes som en af de allerstærkeste i disse løb. Dette løb passer temmelig dårligt til en puncheur som ham, og han er bestemt ikke den mest oplagte til at gøre det færdigt til sidst. Han er dog slet ikke langsom, som vi har set flere gange i blandt andet Coppi e Bartali og Burgos, og han vil formentlig være mere frisk end de fleste. Derudover er han formentlig stadig at regne som en lille underdog, de næppe frygter alt for meget.

Jumbos fjerde kort er Mike Teunissen , men som ventet var han den svageste. Alligevel var han langt bedre, end man kunne have ventet, når man husker på hans svage åbningsweekend, svage Paris-Nice og efterfølgende træthed. Også han vil være en mand, der kan spilles ud i finalen, da han meget vel kan være stærk nok til at sidde md til slut, og hans hurtighed gør ham også til et bedre kort end Benoot. Han er imidlertid formentlig manden, der skal arbejde mest, når feltet skal holdes stangen, og er der en mand, der skal brændes helt ud, må det være ham. Med det gode vejr og modvind kommer Jumbo nemlig ikke gratis til det, hvis de skal undgå den spurt, vejret lægger op til.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

En meget spændende joker er Filippo Ganna , der hentes ind til dette løb, men vi skal se, hvor han står efter den sygdom, der slog ham ud i Sanremo. Han var heldigvis i forrygende form forinden, hvor han klatrede på et hidtil uset niveau, men han er helt uerfaren i disse flamske løb. Kemmelberg kan meget vel være for stejl for en mand, der på de procenter formentlig mangler noget punch, men det burde ikke være løb, der er uden for hans rækkevidde. Han har overrasket igen og igen i år, og det vil slet ikke undre, hvis han sidder med til sidst. Han skal alene hjem for at vinde, men han er som bekendt manden, hvor et forspring på e millimeter er for meget, og han vil sikkert være del af et stærkt Ineos med potentielt tre mand i en lille frontgruppe.

Det var godt at se, at Jasper Stuyven ikke var alt for hæmmet af sin sygdom, selvom tanken var tom til sidst. Med tanke på, at dette løb er lettere, burde han have en god chance for at holde hele vejen, og han står i en taktisk ikke helt dum situation. Enten har han Pedersen ved sin side, og så vil han kunne udnytte fokus på den hurtige dansker til måske at fange Jumbo på det forkerte ben. Alternativt vil han være alene, men så har han den fordel, at han kan pege bagud, sige ”Pedersen” og sætte sig på hjul. Det kan måske give ham den sidste friskhed til at angribe i finalen, også selvom han åbenlyst stadig er et stykke fra sit bedste.

Løbets joker er vel Matteo Trentin. Italieneren var uhyggeligt stærk i åbningsweekenden, og han satte en fed streg under sin form ved at vinde Le Samyn som klart stærkeste mand. Desværre pådrog han sig en hjernerystelse i Paris-Nice, og det kostede ham tabte træningsdage samt både Sanremo og E3. Han er selv temmelig forsigtig i sine udmeldinger, og vi skal ikke regne med, at han er på samme niveau som i åbningsweekenden. Udgangspunktet var imidlertid godt, og Mohoric er et glimrende bevis på, at et styrt ikke behøver at koste al form. Han vil være alene i finalen, og selvom han synes at spurte bedre end sidste år, vinder han ikke en spurt. Han skal snige sig væk, men den mulighed eksisterer også, da han også kan slå mange potentielle følgesvende på stregen.

En anden rytter, der løb tør, var Anthony Turgis, der ikke virker helt så flyvende som sidste år, men stadig så godt ud, da han brændte sine tændstikker på at køre op på Eikenberg. Også søndag burde han have en god chance for at køre finale, og han har en spurt, der bestemt ikke skal undervurderes. Det var som bekendt ham, der blev nr. 2 bag Pedersen i massespurten i Kuurne sidste år, og det vidner om, at hans afslutning ikke skal undervurderes. Van Aert bør han dog ikke kunne slå, og derfor skal også han snige sig væk. Spørgsmålet er vel mest, om formen rækker til det lige nu.

En anden joker er Victor Campenaerts , der i dag fik ødelagt sit løb af punkteringen umiddelbart inden nøglepunktet på Taaienberg. Han har stadig til gode at bevise, at han er blevet stærk nok til at være med de bedste i disse løb, men hans kørsel i Omloop var uhyre lovende, og han lignede i Koksijde en mand, der er kommet sig fremragende efter sin ribbensskade, der kostede ham Tirreno. Ligesom Küng har han den udfordring, at han skal finde en snegl som følgesvend, hvis han skal vinde en spurt, og derfor skal han alene hjem for at vinde. Til gengæld er han også en type, der ikke skal have mange meter, før han ender med at komme netop det.

Søren Kragh kunne i dag ikke helt følge op på det stærke Sanremo, men han var ikke langt fra at gå med, da Jumbo splittede feltet. Det er tænkeligt, at det var det, der kostede ham, da han senere ikke var i stand til at være med, da Narvaez åbnede ballet på Eikenberg. Dagens løb minder os nok om, at disse løb passer ham dårligere end Sanremo, men formen er god, og hans kørsel på Taaienberg indikerer, at han bør kunne ende i en situation, hvor han skal køre finale. Her skal han snige sig væk, men som han har vist i både Touren og Sanremo er det en kunst, han mestrer bedre end de fleste.

Ineos’ andet bud er Dylan van Baarle, men han synes ikke helt at have samme niveau som sidste år. Da først motoren blev varm, var han imidlertid en af de stærkeste, men det er også igen tydeligt, at han ikke har samme punch som de bedste. I dette løb handler det mere om eksplosivitet end motor, når udskilningen sker, og derfor er der en risiko for, at han kommer til kort. Sidder han der alligevel til sidst, har han også den ulempe, at han er en af de langsomste. Til gengæld vil han formentlig igen være del af en Ineos-duo.

Slutteligt må man igen pege på Rasmus Tiller. Nordmanden bliver ved med at imponere, og han viste i dag, at han nærmer sig den absolutte elite. Desværre løb også han tør til sidst, men han kan glæde sig over, at dette løb er lettere. Hans spurt er så god, at han kan slå mange følgesvende, men Van Aert slår han ikke. Han skal snige sig væk, og her vil han mangle noget rutine i disse finaler. Omvendt er han den lille underdog, ingen rigtigt frygter. Og det kan være en fejl, for som enhver amerikansk præsident ville sige, er Uno-X et hold ”that punches above its weight”.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Ganna er stadig ikke rask og deltager ikke, men Ineos har udtaget Tom Pidcock, som jeg har indsat et afsnit om, samt Elia Viviani, som er omtalt i holdoversigten. Det er kommet frem, at Kristoff var syg, da han skippede E3, men han har ambitioner. Efter gårsdagens flotte ridt har Biniam Girmay besluttet at tage en sidste klassiker inden Giro-forberedelsen, og han har også fået et afsnit ovenfor

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

***** Wout van Aert

**** Christophe Laporte, Tiesj Benoot

*** Fabio Jakobsen, Tim Merlier, Jasper Philipsen, Tom Pidcock, Mads Pedersen

** Biniam Girmay, Arnaud Demare, Alexander Kristoff, Kasper Asgreen, Stefan Küng, Matej Mohoric, Florian Senechal, Davide Ballerini, Jhonatan Narvaez, Mike Teunissen, Filippo Ganna, Jasper Stuyven, Matteo Trentin, Anthony Turgis, Victor Campenaerts, Søren Kragh, Dylan van Baarle, Rasmus Tiller

* Arnaud de Lie, Danny van Poppel, Elia Viviani, Pascal Ackermann, Gianni Vermeersch, Alex Aranburu, Peter Sagan, Ivan Garcia Cortina, Fred Wright, Ben Turner, Dylan Groenewegen, Simone Consonni, Quinn Simmons, Yves Lampaert, Dries van Gestel, Florian Vermeersch, Heinrich Haussler, Michael Valgren, Marco Haller, Andrea Pasqualon, Luka Mezgec, John Degenkolb, Greg van Avermaet, Oliver Naesen, Max Kanter, Lewis Askey, Damien Touzé, Jonas Rutsch

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Danskerne

Kasper Asgreen, Mads Pedersen og Søren Kragh er alle i kaptajnroller og er omtalt ovenfor. Også Michael Valgren er kaptajn, men efter E3 er det svært at se ham helt fremme i et løb, der passer ham betydeligt dårligere. Hos UAE skal Mikkel Bjerg støtte Matteo Trentin og Pascal Ackermann, og hos Uno-X skal Lasse Norman Hansen støtte Rasmus Tiller. Endelig skal Mathias Norsgaard hos Movistar støtte Ivan Garcia Cortina og Alex Aranburu.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Wout van Aerts sejr fra 2021, Mads Pedersens sejr fra 2020, Alexander Kristoffs sejr fra 2019, Peter Sagans sejre fra 2018, 2016 og 2013, Greg van Avermaets sejr fra 2017, Luca Paolinis episke sejr fra 2015 samt John Degenkolbs sejr fra 2014.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Jumbo-Visma: Som nævnt ovenfor er de holdet, der skal slås med fire potentielle vindere i Van Aert, Laporte, Benoot og Teunissen. Nathan van Hooydonck er ligeledes flyvende og var fremragende i dette løb sidste år, men han må regnes som hjælper.

Quick-Step Alpha Vinyl: En spurt med Jakobsen ligner bedste mulighed, men et hårdt løb med Asgreen, Ballerini, der vil være plan B i en spurt uden Jakobsen, og Senechal er også en mulighed. Yves Lampaert er på vej tilbage fra sygdom og kan ikke ventes på toppen.

Lotto Soudal: Campenaerts er bedste bud. Holdet har til en spurt den uhyre lovende Arnaud de Lie, men efter 250 km ser jeg ham ikke vinde i dette felt. Florian Vermeersch mangler punch til at køre med de bedste, som det heller aldrig er lykkedes for en ellers stadig stærkere Jasper de Buyst.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Girmay ligner bedste bud, og alternativet er en spurt med Kristoff, da Andrea Pasqualon ikke synes at være som i åbningsweekenden, og Aie de Gendt er formsvag.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Ag2r Citroën Team: Det er svært at se Oliver Naesen, Greg van Avermaet, Damien Touzé eller Stan Dewulf gå med de bedste. I en spurt vil Van Avermaet eller Naesen måske kunne lave en top 10.

Astana Qazaqstan Team: Med formsvage Gianni Moscon ude af billedet er en spurt med Fabio Felline, der skal være heldig med top 10, vel chancen. Jeg tror ikke, at Michael Gazzoli kommer med hjem.

Bahrain-Victorious: Mohoric er den klare plan A. Jeg så desværre ikke lovende Fred Wright i dag, men måske kan han sidde med de bedste søndag. Til en spurt vil de formentlig satse på Wright eller alternativt Heinrich Haussler, men den vinder de ikke.

BORA-hansgrohe: Sidste år var Danny van Poppel fremragende i dette løb, men han udgik i dag og skuffede i Sanremo. Derfor kan han nok kun håbe på en spurt, hvor han ligner en mulig podiekandidat, men vinde får han svært ved agt gøre. Nils Politt er fortsat langt fra formen, og Sam Bennett synes ikke at have formen til at vinde et løb, der ellers spasser ham. Holdets stærkeste er Marco Haller, men han kan vel kun køre en spurt, hvis de øvrige sprintere falder fra. Jonas Koch er styrtet to gange på en god uge, og Jordi Meeus har ikke formen til at sidde med hjem

Cofidis: Det må handle om en spurt med Simone Consonni, men han laver ikke mere end en top 10. Det gælder også for alternativet, Piet Allegaert.

EF Education-EasyPost: Håbet er Michael Valgren, som er omtalt under ”Danskerne”. Jonas Rutsch er lovende, men har ikke vist megen form, og det samme gælder for Jens Keukeleire, der ellers genfødtes under Vueltaen. Til en spurt vil de håbe at Marijn van den Berg klarer den, men det er nok mere realistisk med Stefan Bissegger, der ikke kan give mere end top 10.

Groupama-FDJ: De har både Demare og Küng som gode optioner. Lewis Askey er lovende, men næppe god nok til at gå med de bedste, og Kevin Geniets synes ikke i sin bedste form.

INEOS Grenadiers: Narvaez, Van Baarle og Pidcock er de bedste bud. Til en spurt har holdet Elia Viviani, men efter hans sygdom får han svært ved at komme med hjem, og hvis det lykkes, ser jeg ham ikke slå favoirtterne. Ben Turner bekræftede sit potentiale i dag, men det bliver nok svært at gå med de bedste.

Israel-Premier Tech: Som nævnt i E3-optakten er Sep Vanmarcke i meget dårlig form - så dårlig, at han dropper Flandern Rundt - og da Itamar Einhorn næppe kommer med hjem til en spurt, skal de vel håbe på, at Tom van Asbroeck eller formstærke Hugo Houle måske kan nærme sig en yderlig top 10 i en spurt.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Movistar Team: Max Kanter er ikke helt uden chance for at komme med hjem til en spurt, men jeg ser ham ikke vinde den. Alternativet er Ivan Garcia Cortina, der heller ikke kan vinde en spurt. Deres store chance er at få Garcia Cortina og formstærke Alex Aranburu med i et hårdt løb. Det virker ikke helt umuligt, men som i dag tror jeg, at de taber i positionskampen

Team BikeExchange-Jayco: Holdet drømmer om en spurt med Dylan Groenewegen, men dette løb har altid været for hårdt og vil formentlig være det igen, når Jumbo går amok. Alternativerne er Luka Mezgec eller Alex Edmondson, men de vinder ikke en spurt her.

Team DSM: Kragh er bedste bud. Holdet har også John Degenkolb til en spurt, men han er slet ikke hurtig nok længere. Cees Bol vil formentlig finde løbet for hårdt, særligt efter nylig sygdom.

Trek-Segafredo: Det må handle om Stuyven og Pedersen, selvom Alex Kirsch i dag bekræftede, at han er flyvende. Quinn Simmons udgik i dag og er som bekendt meget ustabil. Han kan overraske, men efter i dag er det svært at se ham pludselig med fremme i løb, hvor han aldrig har været det.

UAE-Team Emirates: Det handler om Trentin. Til en spurt har holdet Pascal Ackermann¸ der er i god form og burde have en god chance for at komme med hjem, hvis ikke han er mærket af onsdagens styrt. Han er dog ikke hurtig nok til at vinde i dette felt.

Alpecin-Fenix: Målet er en spurt med Merlier eller Philipsen, da Gianni Vermeersch efter sin sygdom ikke synes helt klar til et hårdt løb, selvom han ikke var langt fra i dag.

TotalEnergies: Det handler om Turgis, da Dries van Gestel alligevel ikke var helt så god som håbet i dag. Som ventet er Peter Sagan stadig formsvag, men han kan måske sidde med hjem til en spurt, som han dog ikke længere har farten til at vinde. Ellers vil Turgis kunne køre en top 10 hjem i en spurt.

B&B Hotels-KTM: Målet er en spurt med Luca Mozzato eller Pierre Barbier. Sidstnævnte er hurtigst, men kommer næppe med hjem, og førstnævnte har ikke farten.

Bardiani-CSF-Faizané: Drømmen er at få Filippo Fiorelli med hjem til en spurt. Hans Sanremo gør det måske ikke helt umuligt, men stadig usandsynligt.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Arjen Livyns synes stadig ikke god nok til at gå med de bedste, så målet er en spurt med Timothy Dupont og Stanislaw Aniolkowski, der dog begge får meget svært ved at komme med hjem.

Sport Vlaanderen-Baloise: Holdet håber på en spurt med Arne Marit, men han kommer næppe med hjem. Kenneth van Rooy kan måske spurte sig til en top 20.

Uno-X Pro Cycling Team: Det må handle om Tiller. Kristoffer Halvorsen synes ikke at have formen til at sidde med hjem til en spurt.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris