Annonce

Optakt: Gent-Wevelgem
10. oktober 2020 21:06
af Emil Axelgaard

I corona-året 2020 er klassikersæsonen vendt helt på hovedet, men der er dog visse ting, der er ved det gamle. Ét af disse velkendte forhold er, at de tre største brostensløb kommer som trip-trap-træsko over tre på hinanden følgende søndage fra Gent-Wevelgem over Flandern Rundt til Paris-Roubaix - i hvert fald indtil afslysningen af sidstnævnte blev en kendsgerning fredag. Efter et par uger med klassikerrytternes fokus rettet mod Ardennerne er det således nu tid til de tunge drenge på Nordeuropas toppede brosten, og i fraværet af de aflyste E3 og Dwars door Vlaanderen spiller søndagens Gent-Wevelgem trods sin relativt sprintervenlige rute mere end nogensinde rollen som den helt afgørende generalprøve frem mod Flandern Rundt en uge senere.

Jakob Fuglsang styrtede med 70 kilometer til mål

se mere cykling på

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

 

Den Flamske Cykeluge har som en af sine første begivenheder haft det løb, der traditionelt har været nummer 3 i hierarkiet over brostensløb. Grundet dets lange historie betragtes Gent-Wevelgem ofte som værende lige under Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvad prestige angår, og der er derfor masser på spil, når feltet ruller ud fra den nye start u Pres vest for Gent for at følge den traditionelle rute til målet i Wevelgem.

 

Selvom løbet tilhører listen over de store brostensløb, er det imidlertid helt anderledes end det, vi ser i det normalt forudgående E3 Harelbeke, og som vi vil se næste søndag i Flandern Rundt. Det finder sted i en anden del af landet end de øvrige brostensløb og slutter med et meget længere fladt stykke, og derfor er det det af de store brostensløb, som alle sprintere drømmer om at vinde.

 

Hvad der gør løbet så vigtigt, er dets lange historie. Det blev første gang holdt i 1934 som et juniorløb og blev senere åbnet for uafhængige amatører, inden det blev gjort til et løb for professionelle efter 2. Verdenskrig. Som de fleste andre belgiske løb blev det i de tidlige år domineret af hjemlandets ryttere, men det blev hurtigt et af cykelsportens mest eftertragtede løb. Store belgiske navne som Rik van Looy, Eddy Merckx, Freddy Maertens og Walter Godefroot var blandt de tidligere vindere, men efter Bernard Hinaults sejr i 1977 blev løbet for alvor internationalt med en vinderliste, der indeholder navne fra adskillige nationer og en skøn blanding af sprintere og klassikerryttere som Greg van Avermaet, John Degenkolb, Alexander Kristoff, Peter Sagan, Tom Boonen, Oscar Freire, Mario Cipollini, Thor Hushovd og Djamolidine Abdoujaparov, der alle har vundet i løbets nyere historie.

 

Løbet har været afviklet på forskellige tider af foråret, og ruten har ofte undergået adskillige ændringer, men det har altid været en vigtig del af den belgiske klassikersæson. I de tidlige år udgjorde det sammen med Omloop Het Volk (nu Omloop Het Nieuwsblad) en serie, der blev kaldt Trofee van Vlaanderen, og det er en uundværlig del af den løbsrække, som udgør de flamske klassikere.

 

Selvom det hører til i den belgiske forårssæson, er det meget anderledes end Flandern Rundt og E3 Harelbeke. De flamske løb kan inddeles i to kategorier. I den første kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Annonce

 

Den anden kategori består af Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem. Navnene på de to sidstnævnte dikterer meget af ruteføringen, og i stedet for at sno sig igennem De Flamske Ardenner har de mere et punkt-til-punkt-format. Det gør det vanskeligere for dem at drage fuld nytte af det lille område, der indeholder alle områdets sværeste stigninger, og derfor er løbene meget nemmere. Scheldeprijs er ganske vist ikke et punkt-til-punkt-løb, men det indeholder ikke én eneste stigning. Derfor er disse løb bedre for sprinterne end de ”rigtige” flamske klassikere.

 

Faktisk afvikles Gent-Wevelgem i en helt anden del af Belgien end løbene fra den første kategori. Tidligere besøgte løbet De Flamske Ardenner og indeholdt nogle af de kendte hellingen fra Flandern Rundt, men løbet er som regel styret helt uden om denne del af Belgien. I stedet kører feltet fra starten ud til Nordsøen, hvorfra de bevæger sig mod syd til den fransk-belgiske grænse. Her findes løbets ikoniske stigninger, hvoraf Kemmelberg er den klart mest kendte. Løbet ender med et langt fladt stykke til Wevelgem, og det giver sprinterne en langt bedre chance end i de fleste af de øvrige flamske klassikere.

 

Ikke desto mindre betragtes Gent-Wevelgem som den tredjestørste af brostensklassikerne, og selvom det aldrig har været en del af den gamle World Cup, var det sammen med netop Flandern Rundt og Paris-Roubaix det eneste af brostensløbene, der blev optaget på ProTouren, da denne forgænger til nutidens WorldTour blev etableret i 2005.

 

I mange år havde løbet imidlertid en uheldig placering som et midtugeløb mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det betød, at de fleste af de store stjerner ganske vist var til start, men for mange handlede det alene om at holde sig på cyklen og holde benene i gang, og derfor stod mange af undervejs for at være klar til søndagens store slag i Roubaix.

 

Det ændredes i 2010, da UCI lavede en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der delvist tjente det formål at genskabe Gent-Wevelgems prestige og skabe større synergi mellem løbene. Gent-Wevelgem blev derfor flyttet til søndagen før Flandern Rundt, og det udgør nu sammen med E3, der finder sted to dage tidligere, den perfekte opvarmning til De Ronde.

Annonce

 

Ændringen har helt klart været gavnlig, men løbet er stadig ikke et stort mål for de største brostensspecialister. Da E3 ligner Flandern Rundt meget mere, foretrækker de store favoritter til det flamske monument at bruge fredagens løb som den store formtest, mens de mere bruger Gent-Wevelgem som et træningsløb, hvor man kan teste formen på løbets stigninger, men hvor man sjældnere kører 100% for et resultat. På den anden side er løbet som regel det største brostensmål for sprinterne, der her har en sjælden chance for at vinde en stor klassiker.

 

I et forsøg på at gøre løbet mere attraktivt for klassikerrytterne har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere stigninger i den kuperede zone. Ændringerne har gjort det sværere for sprinterne, men det har ikke for alvor ansporet klassikerrytterne til at køre aggressivt. Bortset fra ganske brutale udgaver i 2010 og 2015, hvor vejret skabte stor udskilning, har løbet ikke været særlig selektivt trods de mange ændringer. I 2014 indså man, at man alligevel ikke kan konkurrere med E3 om at få opmærksomheden fra de helt store stjerner, og derfor er ruten nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. Det betyder, at det igen er et større mål for sprinterne.

 

I 2016 brød man lidt med denne tendens. Som i de foregående år forekom nøglestigningen Kemmelberg to gange på ruten, men for første gang siden 1976 kørte man den ved anden passage fra den stejleste side, hvor den stiger med hele 23%. Det gav et mere selektivt løb, hvor en lille gruppe af de største specialister kunne gøre en afgørende forskel. Tilsyneladende var man begejstret for denne ændring, der bibeholdtes i 2017, 2018 og 2019, hvor man tillige gjorde løbet endnu hårdere ved at indlægge flere passager af de såkaldte ”plugstreets” eller ”green roads”, der er en slags ikke-asfalterede veje, der er placeret mellem de to passager af Kemmelberg. Det var nok til, at scenariet fra 2016 gentog sig i 2017, hvor det igen blev en lille gruppe, der skulle afgøre slaget, men i de seneste to år har vi set den velkendte afgørelse i en reduceret massespurt.

 

Det var således også tilfældet i 2019, selvom det længe slet ikke så ud til at skulle blive en dag for de hurtige folk. Tværtimod betød kraftig vind, at feltet eksploderede til atomer straks fra start, og helt usædvanligt blev det stærke Deceuninck-Quick Step sendt i defensiven. Det lykkedes dog belgierne at redde situationen med en defensiv taktik, der havde til formål at køre Elia Viviani frem til en spurtsejr. Italieneren fejlede imidlertid totalt i spurten efter en dramatisk finale, hvor et sent udbrud nær havde snydt dem alle, og i stedet var det ”Kongen af klassikerspurter”, Alexander Kristoff, der kunne føje brostensløbet til sin stadig længere liste over klassikere, han har vundet, med en ganske overlegen og typisk lang Kristoff-spurt. Nr. 2 blev en anden specialist i spurter efter lange løb, John Degenkolb, mens Oliver Naesen fortsatte med at vise forbedrede spurtevner ved at sikre sig tredjepladsen. Kristoff vender tilbage for at forsvare titlen, og da både Degenkolb og Naesen også er med igen, jagter hele sidste års podium mere succes i Wevelgem.

 

Ruten

Som sagt har arrangørerne droppet ideen om at forsøge at konkurrere med E3 om at være den perfekte generalprøve til Flandern Rundt. Uden helt grundlæggende at ændre på løbets natur vil det aldrig være muligt at designe en rute, der i hårdhed kan matche den, der findes i det andet løb, og derfor har man siden 2014 haft et mere traditionelt, nemmere format efter flere år med forsøg på at gøre løbet hårdere. Alligevel har man i de seneste år introduceret et par nyskabelser, der til dels har brudt den tendens. I 2016 var det passagen af Kemmelberg fra den stejle side, der var det nye, og i 2017 lagde man dertil passagen af de ikke-asfalterede ”plugstreeets”, der gav løbets vanskelighedsgrad yderligere en tand opad.

Annonce

 

Den grundmodel, der blev introduceret i 2017, fastholdes i år, hvor der atter blot er tale om kosmetiske ændringer. Dog har man grundet corona-situationen været tvunget til at droppe den klassiske tur ind i Frankrig, som ellers var planlagt til den oprindelige martsudgave, og det koster nogle af de klassiske stigninger. Som kompensation kører man i stedet lidt mere rundt i de belgiske bakker, så løbets nøglestigning, Kemmelberg, nu skal passeres tre og ikke som normalt to gange og faktisk øges antallet af stigninger igen fra 10 til 11, som man havde det i 2018. Ligesom i Flandern Rundt har arrangørerne dog valgt grundet det pressede program at reducere afstanden fra 251,5 til 232,5 km, og i år kommer de interessant plugstreets lidt længere fra mål på grund af den ekstra tur op ad Kemmelberg,.

 

Som det er tilfældet for de fleste af de løb, hvis navn udgøres af den historiske start- og målby, starter Gent-Wevelgem ikke længere i Gent, da de kortere distancer i moderne cykelsport kræver, at man finder et andet startsted. I mange år har startbyen været Deinze, men i år er Ieper valgt som udgangspunkt for det altså nu blot 232,5 km lange og altså usædvanligt korte løb.

 

Ændringen af startbyen, der nu ligger nærmere kysten fører til en modifikation, idet man lægger ud med at køre en omgang på en helt flad 50 km lang rundstrækning i området øst for byen, formentlig for at nå op på den ønskede distance. Herfra bliver det til gengæld helt klassisk, når man kører mod først sydvest og siden nordvest og nord igennem fladlandet hele vejen ud til kysten og byen Veurne, der nås efter 85,5 km. Denne del af ruten er helt flad, men kan faktisk være en af de vigtigste faser af løbet. På en stille dag tjener den alene det formål at gøre løbet langt og at give et udbrud en chance for at komme fri, men hvis det er blæsende, kan løbet være dramatisk straks fra start, når man passerer gennem det eksponerede og frygtede De Moeren. I 2013 blev det således splittet til atomer allerede her, og mange havde mistet alle chancer, allerede inden man havde nået kysten. Det samme skete i den episke 2015-udgave og så sent som i 2019.

 

Kort efter byen Veurne drejer feltet til venstre og kører mod syd ned mod grænsen. Her har man traditionelt kørt anderledes end først på løbet, hvor man har kørt mod vest, men i år kører man stort set bare modsat af åbningsstykket, hvilket mindsker chancen for, at sidevind med sikkerhed kommer i spil. Her plejer man at køre ind i Frankrig til de første stigninger, men i stedet holder man sig nu i Belgien og passerer brostenene Veurnestraat (800 m) efter 104,1 km, inden man kører mod sydøst ned til Poperinge, som nås efter 123 km.

 

Herfra fortsætter man mod sydøst ned til det område, hvor finalen køres. Der er tale om et ganske lille areal, hvor man snor sig rundt på flere forskellige rundstrækninger. Det betyder, at man første gang skal op over Scherpenberg (700 m, 3,1%) efter 135,0 km og derefter Vidaigneberg (1,2 km, 5,4%) efter 139,7 km, inden det gælder løbets tre mest kendte stigninger med Baneberg (300 m, 4,5%), Monteberg (1000 m, 5,4%) og ikoniske Kemmelberg (400 m, 7,2%), der som den eneste er på brosten og denne gang bestiges fra den ”lette” side, efter hhv. 140,9 km, 146,6 km og 148,3 km.

Annonce

 

De bedste klassikerryttere bruger ofte Kemmelberg, der er den hårdeste af stigningerne, til at teste benene. Tidligere kørte man ned ad den frygtede brostensbelagte nedkørsel - som man nu kører op ad ved anden passage - men efter nogle forfærdelige styrt besluttede arrangørerne for nogle år siden at sende rytterne ned ad en nemmere asfalteret vej, hvilket har øget sikkerheden betragteligt. Here gør man ofte en første status over situationen, men der sker gerne en regruppering. Det kan give mulighed for folk at gøre som Viacheslav Kuznetsov i 2016: at anticipere favoritterne, der bruger lidt tid til at komme sig.

 

Rytterne kører nu ud på en lille rundstrækning, inden de vender tilbage til nøglestigningerne, og det er her, vi så de mest interessante ændringer i 2017. Her rammer man den første af de såkaldte plugstreets, der er ikke-asfalterede veje i meget åbent landskab, hvor det kan være ganske blæsende. I alt findes der tre af disse, der kommer efter hhv. 163,8 km (2100 m), 165,8 km (1300 m) og 167,4 km (600 m), hvoraf den første og sidste er stigende og den midterste flad. I de foregående år har grusvejene ikke gjort den store forskel, men ifølge arrangørerne og flere ryttere er de, hvis det blæser, hårde nok til at skabe en vis splittelse, og det kan være, at det er et betydeligt mindre felt end tidligere, der tager hul på de afgørende stigninger.

 

Dem vener man nu tilbage til, når man efter 178,2 km og 179,9 km for anden gang skal over hhv. Monteberg og Kemmelberg - igen fra den ”lette” side. Nu venter Scherpenberg og Vidaigneberg igen efter hhv. 187,3 og 192,1 km, hvorefter Baneberg passeres for anden og sidste gang  med 38,9 km til mål, hvorefter rytterne som i de fire foregående år kører op ad Kemmelberg fra den stejleste side (600 m, 12,1%) for bare femte gang siden 1976. Her stiger den med maksimalt 23% og er betydeligt vanskeligere end ved første passage. Toppen nås, når der resterer 34,3 km, og igen i år skipper man Monteberg, hvormed Kemmelberg er sidste stigning. Det er typisk her, at løbet eksploderer, og det var her, at Cancellara, Sagan og Vanmarcke i 2016 kørte afgørende væk.

 

Efter stigningerne fortsætter angrebene ofte, som vi så det i den hektiske finale i 2017, og mens en lille frontgruppe kan være etableret, finder der ofte en regruppering sted længere bagude. Herfra består løbet af en lang, flad tur mod øst til målet i Wevelgem. Denne del af ruten er som regel scene for et spændende forfølgelsesløb mellem udbryderne, som er kommet fri i den kuperede zone, og sprinterne, der forsøger at organisere jagten i et reduceret felt. Historien viser, at sprinterne ofte vinder slaget, men hvis sammensætningen af frontgruppen er rigtig, og vejret har gjort det hårdt, har et udbrud bestemt en chance. Som regel afgøres løbet i en spurt i en lille gruppe eller i en reduceret massespurt, men som Peter Sagan viste i 2013 kan det lade sig gøre at tage en solosejr i Wevelgem, selvom vejrforholdene ikke er er så brutale, som de var i den episke 2015-udgave, hvor Luca Paolini kom alene til stregen. Finalen er helt ukompliceret, da det sidste sving kommer med mere end 3 km til mål.

 

Trods den lange distance byder løbet bare på 1307 højdemeter, hvilket er knap 200 færre end sidste år.

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

 

Vejret

Der findes næppe nogen klassiker, der er så følsom over for vejret, og et nøje studium af vejrudsigten er typisk en forudsætning for succes i den belgiske klassiker. Alle husker, hvordan 2015-udgaven af løbet blev afviklet under episke forhold, samt hvordan sidste års løb eksploderede fra start, hvilket vidner om, hvor selektivt løbet kan være, hvis vejret er ”rigtigt”.

 

I år ser det ud til at være regnen og ikke så meget vinden, der vil genere. Først på løbet er der en bygerisiko på ca. 60%, som først begynder at aftage omkring kl. 16. Formentlig når det at klare op, så rytterne kan få den sidste times tid i solskin og en temperatur på 14 grader. Vinden vil være let til jævn (15-20 km/t), komme fra nordvest og være svagt tiltagende i løbet af dagen. Det giver direkte modvind ud til kysten og direkte medvind ned til bakkerne, hvor vinden kommer fra alle tænkelige retninger. Efter sidste tur op ad Kemmelberg er der sidevind, indtil man får med- og sidemedvind op de sidste 25,5 km. Der er sidemedvind på den alenlange opløbsstrækning.

Annonce

 

Favoritterne

Gent-Wevelgem er traditionelt et relativt vanskeligt løb at forudsige. Hvor man i E3 og Flandern Rundt ved, at det er de stærkeste, der overlever, er det store spørgsmål i søndagens klassiker derimod altid, om det bliver en spurt, eller om de stærkeste kan gøre så stor en forskel, at de kan holde feltet bag sig. Tidligere havde sprinterne overtaget, men i de senere år har balancen flere gange været tippet. For fire år siden skyldtes det det dårlige vejr, mens i 2016 og 2017 skete på baggrund af passagen af Kemmelberg fra den vanskeligste side. I 2018 lykkedes det endelig igen at få en spurt, men blot i et lille felt på bare 23 mand, hvor mange også meget holdbare sprintere ikke havde klaret cuttet. Sidste år eksploderede det hele totalt i sidevinden fra start, men kraftig modvind til slut betød alligevel, at 34 mand blev samlet til sidst. Og i 2017 var det kun med det yderste af neglene, at en spurt blev afværget.

 

De seneste års historik viser altså, at det er et knivskarpt opgør mellem klassikerspecialisterne og de mest hårdføre sprintere, og det kan gå begge veje. Det synes dog også givet, at man med indførelsen af passagen af Kemmelberg fra den stejle side samt de nye plugstreets har gjort løbet hårdere, end det var i årene til og med 2015. Nu om dage skal man være temmelig robust for at sidde med hjem, og i 2018 var feltet således uden en uheldsramt Alexander Kristoff, John Degenkolb, Magnus Cort og Michael Valgren - ryttere, der ellers ikke er dårlige i denne slags terræn. Til gengæld kom også Fernando Gaviria og Jens Debusschere, der ikke længere er specielt robuste, med hjem for et år siden, og det viser, at det er et løb, der er uhyre vanskeligt at spå om.

 

Der er særligt to forhold, der bestemmer udfaldet af Gent-Wevelgem: vejret og taktik. Særligt vejret er altid en helt afgørende nøglekomponent, hvis betydning ikke kan undervurderes i en klassiker, der netop markedsfører sig selv på sin vind. Mange husker stadig Luca Paolinis episke sejr i en udgave, hvor rytterne i bogstavligste forstand blev blæst af cyklerne, og løbet har også i andre år været revet i stumper og stykker på det åbne kyststykke og turen ned gennem vindblæste De Moeren, længe inden tv-billederne er kommet på, senest altså i 2019.

 

I år bliver vinden dog næppe et tema i vindens klassiker. Dertil er den formentlig for svag, og samtidig står den helt forkert med mod- og medvind på det indledende flade stykke, hvor den plejer at være farlig. I de kringlede bakker mod slutningen vil der være strækninger med sidevind, som kan bidrage til at trække feltet lidt ud, når alle alligevel er på grænsen, men det bliver ikke i år, at vi får det vilde sidevindsræs som sidste år. Det vil kun være de mange byger, som rytterne må forventes at blive ramt af nogle gange undervejs, der kan gøre det lidt hårdere på den meteorologiske side.

 

Det plejer at tale for en massespurt, og det skal altså være den kuperede zone med kombinationen af bakker og plugstreets, der skal gøre forskellen. Det har de dog også kunnet i knap så blæsende år, og selvom distancen i år er forkortet, burde løbet være vanskeligere end tidligere. Nok er der færre stigninger end vanligt, men når de til gengæld skal over Kemmelberg en ekstra gang, må chancerne for at gøre forskelle være større på denne end på den ikke-coronaramte rute, hvor man i stedet skal ind i de franske bakker. I forvejen så vi, at Peter Sagan, Sep Vanmarcke og Fabian Cancellara kunne køre fra alt og alle, da man i 2016 første gang skulle over Kemmelberg fra den stejle side, og med den lette side i benene en ekstra gang må chancen for noget lignende være forøget. Samtidig vil der denne gang efter lidt indledende sidevind være sidemedvind hele vejen hjem, hvilket er helt anderledes end sidste års dræbende modvind og normalt også forudsætningen for at undgå en spurt.

Annonce

 

Betingelserne er altså til stede for at undgå en spurt, men så er der taktikken. Hvem vil spurte, og hvem vil ikke? Der er ingen tvivl om, at UAE, Lotto og Bora kun kommer for at få en massespurt, men der er en stribe andre hold, der sagtens kan tænke sig at bidrage, hvis de ikke har en mand med i front. De fleste har nemlig en sprinter med, og det er ret sandsynligt, at hold som Bahrain, CCC, Israel SUN, Mitchelton, NTT, Circus og Trek ender i en situation, hvor de vil arbejde for samling.

 

Det mest uforudsigelige hold er altid Deceuninck. Sandsynligheden for, at de skal spurte mod Mathieu van der Poel og Wout van Aert, hvis det bliver hårdt, er stor, og derfor tror jeg, at plan A må være en massespurt med Sam Bennett. De vil helt sikkert forsøge at gå med på Kemmelberg, men formentlig mest som spielverderbere, der bare sidder på hjul. Vi ved dog også, at Bennett altid er rusten efter en pause, og det vil nærmest være overraskende, hvis han ikke som altid med det samme siger, at han har forfærdelige ben, og at de ikke skal køre for ham. Sker det, skal Deceuninck for alt i verden undgå en spurt, og hvis det er tilfældet med løbets klart stærkeste hold, bliver det betydeligt vanskeligere at få en samlet afgørelse.

 

Meget af løbet vil fokusere på Van der Poel og Van Aert, som alle regner som de stærkeste. Naturligvis kan Van Aert også vinde en spurt, men hans plan A er utvivlsomt det hårde løb fremfor at skulle spurte med Alexander Kristoff, Bennett, Pascal Ackermann samt måske Caleb Ewan. Vi ved også, at Van der Poel formentlig åbner løbet meget tidligt - han kan ikke holde sig i ro - og jeg vil slet ikke blive overrasket, hvis en stærk gruppe allerede kører afgørende væk anden gang på Kemmelberg. Jeg regner i hvert fald med relativ tidlig aggression og dermed også et relativt hårdt løb.

 

Mest af alt er det dog sandsynligt, at det afgørende slag skal slås, når de skal over Kemmelberg fra den stejle side. Det vil være højst overraskende, hvis ikke Van der Poel og Van Aert kører væk senest her, og så må vi se, hvem de kan få med på slæb. Begge tror helt sikkert også på deres spurt, og de vil derfor kunne samarbejde. Afgørende er det ikke at få en spielverderber, der bare beskytter en sprinter, med på slæb. Gør de det - og her er særligt Deceuninck relevante - får vi formentlig spurten. Hvis ikke burde chancerne for, at de to supermotorer holder hjem i denne medvind være ganske gode, også selvom der vil være mange hold til at jagte. De har i hvert fald ikke meget mindre power end Sagan, Vanmarcke og Cancellara i sin tid, og chancerne øges kun, hvis andre er med dem.

 

I det lys vælger jeg at pege på Wout van Aert som min favorit. Ganske vist har han nu været i form siden sejren i Strade Bianche d. 1. august, men hans VM viste, at han absolut ikke var træt - snarere tværtimod. Nu har han haft et par ugers hvile, og selvom det kan skabe lidt usikkerhed, vil det være overraskende, hvis ikke Vilde Wout er lige så vild, som han har været gennem hele 2020. Det taler for, at han kører med de bedste på Kemmelberg, og jeg tror, at en gruppe denne gang vil være stærk nok til at holde sig fri. Med de spurter, han har kørt i år, er det svært at se, hvem af de andre klassikerfolk der kan slå ham, og derfor må han være den indlysende favorit i det scenarium

 

Også i en massespurt står han dog fornuftigt. I Touren viste han jo, at han sagtens kan matche de bedste sprintere. To år i træk har han vundet sidevindsetapen i det franske løb, og det viser, at han er uhyggeligt svær at slå efter en hård dag. Faktisk vil han formentlig have Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen samt måske Timo Roosen hos sig i et tog, der ligner et af de allerbedste, for det er jo hele Dylan Groenewegens normalt kæde. Brænder han ikke for meget energi af forinden, er han således en af favoritterne også her og dermed i begge scenarier. Derfor er han min favorit.

 

Jeg vil slet ikke blive overrasket, hvis vi får en duel, vi kender fra cross. Van Aert og Mathieu van der Poel kunne meget vel køre fra alt og alle, når nu den hollandske mester synes endelig at have fundet den form, hans for ham usædvanligt lange løbspause havde berøvet ham for. Måske dummede han sig i spurten i Brabantse Pijl, men hans soloridt i BinckBank Tour var decideret skræmmende. I forvejen viste hans vilde comeback i Flandern sidste år, at han dengang var den bedste af alle på de belgiske hellingen, og selvom Van Aert nok kan matche ham nu, er det svært at se, at de to ikke sidder i en gruppe til sidst - enten med eller uden selskab. Holder de sig fri, er Van Aert i dag favorit, men glem ikke, at Van der Poel i crossløbene altid har været den hurtigste af de to. Det kan han sagtens være igen, selvom Van Aert er blevet en rigtig landevejssprinter, og derfor er det ganske sandsynligt, at Van der Poel vinder det løb, han slet ikke skulle have kørt, før Amstel blev aflyst.

 

I det hårde scenarium er det svært at se, at de to stjerner bliver slået, og derfor er nr. 3 på min liste Sam Bennett. Ireren er en uhyre holdbar herre, som vi senest så i Touren, og dette er et løb, han bør vinde før eller siden. Med den lille genfødsel, vi oplevede i Frankrig, må han i hvert fald være favoritten til en spurt, især fordi hans tog med alverdens klassikerspecialister og lead-out-manden Bert van Lerberghe er skræmmende stærkt. Udfordringen for Bennett er som nævnt ovenfor, at han altid er rusten efter en pause, og det er meget sandsynligt, at han er det igen. Han har dog en fantastisk oktoberhistorik og plejer at være god med en grand tour i benene. Spørgsmålet er bare, om Touren denne gang er lidt for tæt på, og om han har fået hvile nok.

 

Den anden spurtfavorit er Alexander Kristoff. Nordmanden har altid været manden, der skal slås, når der skal spurtes efter en lang og opslidende klassiker. Det viste han senest sidste år, hvor han mildt sagt var overlegen, da han vandt dette løb, men også i Sanremo og i Flandern samt ved EM og VM vandt han spurterne i den første større gruppe. Han brugte Touren som forberedelse til klassikerne, og selvom han var overraskende svag undervejs, sluttede han som altid stærkt med en god spurt i Paris. Kristoffs form efter pauser er desværre meget svær at forudsige, men han burde være en type, der med en grand tour i benene bliver stærk, og så ved vi, at han er uhyggelig efter 230 km i klassikerterræn.

 

Efterhånden må vi også regne Mads Pedersen som en af favoritterne i massespurterne. Nok viste Paris, at han i et direkte opgør mod Bennett stadig er langt fra at have irerens fart, men vi ved også, at den danske dieselmotor kun bliver bedre, når andre bliver trætte. Det så vi som bekendt mest markant, da Matteo Trentin fik sig en spurtoverraskelse ved VM, og senest viste han sin hurtighed ved at slå Pascal Ackermann to gange i BinckBank Tour. Helt som man kunne vente, er hans motor blevet varm efter Touren, og han er ikke typen, der bliver træt. Toget med Edward Theuns og Jasper Stuyven var flyvende i Touren, og Alex Kirsch gør det kun stærkere. Det kan sagtens være Pedersen, der går det bedste lead-out, og så er han nu om dage ikke let at slå.

 

Sagans fravær betyder, at Pascal Ackermann højst usædvanligt får sin chance. Tyskeren burde også passe godt til dette løb, for selvom hans holdbarhed ikke altid er let at regne med, er dette terræn, han kan håndtere. Ligesom for Bennett er der ikke nogen garanti for, at han sidder med hjem, men chancerne burde være gode. Til gengæld er hans spurter i øjeblikket helt umulige at blive klog på. Han har skuffet nærmest konstant i 2020, men i Tirreno var han til gengæld meget overbevisende. BinckBank gør det svært at være alt for optimistisk, men Ackermann vil trods altid være en af favoritterne, selvom fraværet af Rudiger Selig svækker ham i finalen.

 

Man må også pege på Sonny Colbrelli, der både i BinckBank Tour og Brabantse Pijl har vist, at han vel har brugt Touren til at finde sit livs klassikerform. Selvom han har kørt flot på bakkerne, må han stadig regnes for tung til at gå med Van der Poel og Van Aert, men i en spurt burde han ikke være uden chance, særligt hvis det har været hårdt. Colbrelli må være friskere end alle andre sprintere - måske med undtagelse af Van Aert - og han har netop taget sine store sejre i Schweiz og Paris-Nice på dage, hvor alle har været trætte. Her skal han heller ikke kæmpe så meget med positioneringen i en ukompliceret finale, og han har Ivan Garcia Cortina som en sublim lead-out man. Med sin gode form er det en spurt som denne, Colbrelli kan vinde - især hvis det bliver regnvejr i finalen også.

 

Man må vel også pege på Tim Merlier. Den tidligere belgiske mester er uprøvet i dette terræn på dette niveau, og jeg vil næsten forvente, at han får det for hårdt. I mindre løb har han dog været stærk i klassikerterræn, senest med 5. pladsen i Hageland, og han har i år med sejrene i Bruxelles og Tirreno vist, at han kan slå selv supersprinterne som Ackermann og Gaviria. Kommer han med hjem, må man formode, at Van der Poel sætter ham op, og selvom hans positionering altid har haltet, burde det være en god hjælp i en ukompliceret finale. For at vinde skal han dog genfinde farten fra september og ikke spurte, som han gjorde i Gooik og BinckBank Tour.

 

Mens Pedersen mangler punchet til at gå med crossdrengene på Kemmelberg, er det et godt våben for Jasper Stuyven. Det har han ellers ikke haft hidtil, men hans kørsel i Omloop pegede på, at han har taget næste skridt. Er han kommet godt ud af Touren - og det aner vi ikke endnu - burde han i hvert fald have en fair chance. Det er klart, at han nok får svært ved at vinde en spurt mod de to favoritter, men han er så hurtig, at det bestemt ikke er umuligt - og ellers må han jo snige sig væk, som da han vandt kongeetapen i BinckBank i 2018.

 

En anden rytter, der måske kan køre med på Kemmelberg, er Oliver Naesen. Belgieren har ellers været skuffende i år, men som altid kører han stærkt efter Touren. Trods det voldsomme styrt på 1. etape var han en af de stærkeste på kongeetapen i BinckBank, og vi ved i forvejen, at han er en af verdens bedste på de belgiske hellingen. Efter et hårdt løb er han overraskende hurtig, som vi så med sidste års 2. plads i Sanremo og 3. plads her, og derfor er han ikke helt uden chance, selvom også han som bedste chance har at snige sig væk. En massespurt kan han også køre jf. præstationen sidste år, men den vinder han trods alt nok næppe.

 

Alberto Bettiol var skræmmende stærk i Flandern Rundt sidste år, og hvis han har samme ben denne gang, er han måske bedste bud på en mand, der kan matche Van der Poel og Van Aert. Desværre er han uhyre svingende, men i år har han virket meget overbevisende. Først var han brølstærk i Strade Bianche, og siden klatrede han godt i Touren. Mest af alt var det dog hans flotte VM på en for svær rute, som indikerer potentiale og form. Hvor han står efter et par ugers pause, ved vi ikke, men med Flandern-benene er der gode chancer for at køre finale. Han slår ikke crossdrengene i en spurt, men måske kan han snige sig væk til sidst. Han har i hvert fald før vist, at han kan køre alene sidst i en stor klassiker.

 

Som sagt vil jeg tro, at Deceuninck først og fremmest skal agere spielverderber på vegne af Bennett, men det er også muligt, at ireren har dårlige ben og giver frit lejde. I det tilfælde vil jeg særligt pege på Kasper Asgreen. Der er en risiko for, at han ligesom sidste år er træt efter Touren, men hans VM gav håb om, at han er frisk - især efter lidt hvile. Hans potentiale i disse løb er stort, og er han bare blevet lidt bedre end sidste år, burde han have en fair chance for at gå med crossdrengene. Selvom han er hurtig, slår han dem ikke i en spurt, men til gengæld er han også en mand, man ikke skal give en meter til slut. Det lærte de fleste i Kuurne tidligere på året.

 

Det har været ærgerligt at se Ivan Garcia Cortina efter pausen, hvor han slet ikke har fundet formen. Heldigvis lykkedes det til BinckBank Tour, og det tyder altså på, at timingen er optimal frem mod klassikerne. Han løb desværre tør for energi på kongeetapen, men forinden var han en af de allerbedste. Sidste år viste han i Montreal, at han godt kan holde også i et langt løb, og hans potentiale her er stort. Har han fundet endnu mere form og taget yderligere et skridt, burde han have en reel chance for at gå med på Kemmelberg, og så er han trods alt ikke helt uden chance i en spurt.

 

Sunweb har sendt Søren Kragh til Paris-Tours, og det betyder, at Tiesj Benoot er manden, der skal vinde for dem, hvis det bliver hårdt. Belgieren skuffede fælt i Touren, men hans flotte VM og senest Liege tyder på, at dieselmotoren er ved at være varm. Når han er i form, er Benoot en af de bedste på hellingen og derfor en mand, der har en fin chance for at køre med de bedste på Kemmelberg. Heller ikke han vinder en spurt, men så må han jo snige sig væk til sidst.

 

Sunwebs anden kaptajn er Cees Bol. Sidste år røg han af undervejs, men med en Tour i benene burde han have en fair chance for at sidde med hjem denne gang. Vi så i Touren, at der er folk, der er hurtigere end ham, og hans positionering er desværre også et problem, særligt nu hvor han er uden Casper Pedersen.  Nikias Arndt, Benoot og den spændende Nils Eekhoff udgør dog en kompetent gruppe, og sætter de ham rigtigt op, bør han være en af de hurtigste i dette felt.

 

Det ser minsandten ud til, at Ineos vil stille med Michal Kwiatkowski alligevel. Polakken har ellers kørt uafbrudt siden Touren, hvor han har været med i alle klassikere, og Brabantse Pijl viste, at han efterhånden er træt. Jeg frygter, at han strammer buen for hårdt og nu står foran et kollaps, men han var trods alt stadig en af de bedste i onsdags. Med den form, han har vist efter Touren, bør han, hvis han stadig har lidt friskhed, være blandt de bedste på Kemmelberg, og i en spurt er han ikke helt uden chance efter et hårdt løb, som vi så med Sanremo-sejren. Mest af alt skal han dog nok snige sig væk ligesom de fleste andre.

 

En af årets skuffelser har været Matteo Trentin. Italieneren har været under niveau hele vejen, senest i Touren, og desværre skuffede han igen i Brabantse Pijl. Det gør det lidt svært at være alt for optimistisk, men den Trentin, vi kendte i 2019, er stadig en af de bedste i et løb som dette. Måske skal han lave en Kuznetsov og anticipere favoritterne, men kommer han med over Kemmelberg, har han en chance i en spurt i det hårde scenarium. Til gengæld tyder hans spurter i år ikke på, at vi skal regne med ham som vinder i en massespurt.

 

I gamle dage ville John Degenkolb være an af topfavoritterne til dette løb, som han tidligere har vundet. Dengang var han nemlig sammen med Kristoff kongen af klassikerspurter, som hans Sanremo-sejr også bevidner, men desværre er han slet ikke den samme rytter længere, hverken i forhold til holdbarhed eller spurtstyrke. Særligt sidstnævnte har haltet gevaldigt i de seneste år, men sidste år viste han med sin 2. plads her, at han stadig er betydeligt bedre, når alle andre er trætte. Det er stadig svært at se ham sejre, men efter sidste år må han regnes om kandidat, hvis den i Brabantse Pijl meget formstærke Jasper de Buyst sætter ham godt op.

 

Lottos drøm er dog at få Caleb Ewan med hjem, men det har jeg svært ved at tro på. Touren satte nemlig en streg under, at hans holdbarhed er stort set forsvundet, og i forvejen har han ingen historik i disse løb. Hans spinkle krop er slet ikke egnet til de toppede brosten, og derfor virker det svært usandsynligt, at han skulle sidde med til sidst. I et løb uden vind er det dog ikke helt umuligt, og så giver det sig selv, at han med Degenkolb og De Buyst ved sin side er en af de allerstørste favoritter i en spurt.

 

Heller ikke Luka Mezgec har en god historik i disse løb, og han har altid skuffet på brostenene. Her burde han dog have ganske gode chancer for at sidde med hjem. Der er hurtigere folk end ham, men han vandt to spurter i Touren på hårde dag, hvor Kragh hver gang havde sneget sig væk, og det vidner om, at han er en kandidat, når alle er trætte, hvis han for en sjælden gangs skyld kan placere sig ordentlig - noget, der hjælpes af et Mitchelton-hold, der bør sidde med i hvert fald Jack Bauer, Luke Durbridge og Alex Edmondson hos ham til slut.

 

Jeg vover også pelsen ved at pege på Danny van Poppel, selvom han jo mest af alt flopper igen og igen. I BinckBank Tour var der imidlertid hul igennem og det endda med nogen konsistens også. Han vandt en spurt forinden i Gooik, hvor han slog Merlier klart ved at gå direkte forbi den hurtige belgier, og begge hans spurter i BinckBank, hvor han kørte fornuftigt på kongeetapen, viste, at han stadig er hurtig og har sin gode næse for positionering. Sidste år skuffede han i spurten, men med det, han viste forleden, burde han være en fornuftig kandidat til en topplacering.

 

Jeg vil også pege Florian Senechal. Franskmanden har været flyvende siden pausen og kørte senest fornemt i BinckBank, selvom han kom til at grave lidt for dybt i forsøget på at gå med Van der Poel. Mens løbet viste, at Zdenek Stybar og Yves Lampaert stadig er lidt rustne efter deres skader, var Senechals angreb opløftende. Han har stadig til gode at flyve i de flamske klassikere, men potentialet er stort. Selvom han er hurtig, skal han nok væk fra Van Aert og co. i en taktisk finale for faktisk at vinde.

 

Endelig vil jeg pege på Stefan Küng. Med sin 3. plads ved VM viste han endelig, at han er klar til at begå sig i de længste og mest opslidende løb, og hans kørsel i BinckBank Tour bekræftede det til fulde. Desværre er dette nok også den klassiker, der passer ham dårligst, for han kan ikke spurte, og han mangler punch til at gå med de bedste på Kemmelberg. Til gengæld viste han ved VM, at han mestrer kunsten at lave ”en Kuznetsov”, dvs. anticipere Kemmelberg. Kommer han først med over nøglestigningen, er han manden, man under ingen omstændigheder må give en meter.

 

OPDATERING: En positiv corona-test til Jan Bakelants har sendt Benoot i isolation, så han desværre ikke deltager.

 

***** Wout van Aert

**** Mathieu van der Poel, Sam Bennett

*** Alexander Kristoff, Mads Pedersen, Pascal Ackermann, Sonny Colbrelli, Tim Merlier

** Jasper Stuyven, Oliver Naesen, Alberto Bettiol, Kasper Asgreen, Ivan Garcia Cortina, Cees Bol, Michal Kwiatkowski, Matteo Trentin, John Degenkolb, Caleb Ewan, Luka Mezgec, Danny van Poppel, Florian Senechal, Stefan Küng

* Yves Lampaert, Sep Vanmarcke, Zdenek Stybar, Mike Teunissen, Edvald Boasson Hagen, Hugo Hofstetter, André Greipel, Christophe Laporte, Jens Keukeleire, Dylan Teuns, Jens Debusschere, Amaruy Capiot, Andrea Pasqualon, Ethan Hayter, Jempy Drucker, Michael Valgren, Jasper Philipsen

 

Danskerne

Mads Pedersen er en af løbets favoritter og er omtalt ovenfor, ligesom Kasper Asgreen er det. Michael Valgren har på NTT også en beskyttet rolle, men det er et løb, der ikke passer ham specielt godt, og hvor han formentlig skal anticipere de bedste, hvis han skal køre finale i en lille gruppe.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

 

UAE Team Emirates: Det handler om Kristoff. Holdet har en formstærk Jasper Philipsen som plan B, men han er mindre holdbar end nordmanden og bør kun komme i spil ved norsk offday.

 

Decenuninck-Quick Step: Holdet har som altid et hav af kandidater, og jeg har allerede omtalt Bennett, Asgreen og Senechal ovenfor. Yves Lampaert og Zdenek Stybar kan også begge gå i offensiven, men begge var skuffende i BinckBank Tour. Senechal må være plan B i spurten, hvis Bennett får det for svært.

 

Lotto Soudal: Det må handle om en spurt med Ewan som plan A og Degenkolb som plan B. Jasper de Buyst synes meget formstærk, men her ender han som lead-out man.

 

Ag2r-La Mondiale: Det handler om Naesen både til offensiv kørsel og en spurt. Måske kan Silvan Dillier, Dorian Godon eller Alexis Gougeard anticipere favoritterne.

 

Astana Pro Team: De har ikke mange chancer. Yevgeniy Gidich kommer næppe hjem til en spurt, så de må forsøge at sende den formstærke Hugo Houle i offensiven inden favoritterne.

 

Bahrain-McLaren: Det må primært handle om Colbrelli og Garcia Cortina, der er nævnt ovenfor. Dylan Teuns er endelig ved at være i form, men dette løb er ikke ideelt. Han skal anticipere de tungere brostensspecialister.

 

Bora-hansgrohe: Det handler om Ackermann med en formstærk Jempy Drucker som en plan B til spurten. Ryttere som Daniel Oss, Marcus Burghardt og Lukas Pöstlberger skal anticipere favoritterne.

 

CCC Team: Alle mand for Trentin.

 

Cofidis: Målet er en spurt med Christophe Laporte, der på en god dag har top 5-potentiale. Dimitri Claeys var flyvende i BinckBank, men skal også anticipere favoritterne.

 

EF Education First: Jeg har nævnt Bettiol ovenfor. Egentlig er Sep Vanmarcke deres bedste bud, men han skuffede i BinckBank, hvorfor han nok skal anticipere. Det samme skal Jens Keukekeire og en i BinckBank skuffende Sebastian Langeveld. Vanmarcke vil nok køre spurten, hvor han efter et hårdt løb med det rette held kan lave et fint resultat.

 

Groupama-FDJ: Det handler 100% om Küng. Unge Jake Stewart må mangle rutinen til at sidde med hjem til en spurt, hvortil de har Fabian Lienhard som plan B.

 

Israel Start-Up Nation: Holdet har Hugo Hofstetter som et godt bud til en spurt, hvor han burde have en fin chance for top 5 eller top 10. Tom van Asbroeck er et alternativ, men han vil nok blive brugt offensivt. Førstesprinteren er André Greipel, men efter styrtet i Touren kan han næppe have den nødvendige form. Nils Politt er ikke skabt til dette løb og skuffede i BinckBank, så han må forsøge at anticipere favoritterne.

 

Team Jumbo-Visma: Det må handle om Van Aert, både til en spurt og til offensiv kørsel. Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen er stærke, men næppe gode nok til at køre med de bedste til sidst. Teunissen kan spurte, hvis Van Aert har brændt sine tændstikker forinden.

 

Mitchelton-Scott: Målet er en spurt med Mezgec, da Kaden Groves formentlig mangler rutinen til at sidde med hjem. Jack Bauer, Luke Durbirdge og Alex Edmondson kan anticipere favoritterne med angreb.

 

Movistar Team: Kun Eduard Prades er en profil, der trods sin skade synes i nogenlunde form. Han kan måske sidde med hjem til en spurt, hvor han dog skal være glad for en top 10.

 

NTT Pro Cycling: Løbet er for hårdt for Max Walscheid , så målet må være en spurt med Edvald Boasson Hagen, der efter et hårdt løb har top5-potentiale - og måske endda podiepotentiale. Michael Valgren og Michael Gogl mangler punch til at gå med de bedste og skal anticipere.

 

INEOS Grenadiers: Kwiatkowski må være manden, mens holdet har den spændende og alsidige Ethan Hayter til en spurt. De har også Chris Lawless, men han har intet vist i år. Owain Doull er vel plan C til en spurt. Luke Rowe er stærk, men uden nok punch og skal anticipere.

 

Team Sunweb: Med Benoot ude satser de på en spurt med Bol. Nils Eekhoff er stærk, men må regnes som hjælper.

 

Trek-Segafredo: Jeg vil tro, at planen er offensiv kørsel med Stuyven og en spurt med Pedersen. Begge er omtalt ovenfor. Edward Theuns er der også, men efter BinckBank og Touren må Pedersen være manden til en spurt.

 

Total Direct Energie: Håbet er vel en spurt med Niccolo Bonifazio, men han har ikke just brilleret med sin holdbarhed i Touren. Anthony Turgis er i form, men skal anticipere favoritterne, som også Dries van Gestel og formsvage Niki Terpstra skal. Turgis eller Adrien Petit kan spurte til sidst.

 

Alpecin-Fenix: Van der Poel er manden, og Merlier er en plan B til en spurt. Gianni Vermeersch er denne gang ren hjælper.

 

B&B Hotels-Vital Concept: Jens Debusschere spurted sig til en top 10 sidste år, og det må være målet igen. Jonas van Genehcten er faldet helt sammen.

 

Bingoal-Wallonie Bruxelles: De vil formentlig køre offensivt, for det bliver svært at få Lionel Taminaux med hjem til en spurt, som det gør for Sean de Bie og Aksel Nommela.

 

Circus-Wanty Gobert: En spurt med Van Poppel må være plan A jf. ovenstående. Timothy Dupont er der som en plan B, hvis det igen er Van Poppel-offday, men også han kan få det for svært med den form, han har nu. Andrea Pasqualon er den holdbare, men langsommere plan C. Xandro Meurisse synes stadig alt for formsvag.

 

Sport Vlaanderen-Baloise: Formstærke Amaury Capiot er en sandsynlig top 10 i en spurt. Ellers kan de køre offensivt med Thomas Sprengers og Kenneth van Rooy. Sprinteren Sasha Weemaes er for tung.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alexander Kristoffs sejr fra 2019, Peter Sagans sejre fra 2018, 2016 og 2013, Greg van Avermaets sejr fra 2017, Luca Paolinis episke sejr fra 2015 samt John Degenkolbs sejr fra 2014.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Wout van Aert
Mathieu van der Poel, Sam Bennett
Alexander Kristoff, Mads Pedersen, Pascal Ackermann, Sonny Colbrelli, Tim Merlier
Jasper Stuyven, Oliver Naesen, Alberto Bettiol, Kasper Asgreen, Ivan Garcia Cortina, Cees Bol, Michal Kwiatkowski, Matteo Trentin, John Degenkolb, Caleb Ewan, Luka Mezgec, Danny van Poppel, Florian Senechal, Stefan Küng
Yves Lampaert, Sep Vanmarcke, Zdenek Stybar, Mike Teunissen, Edvald Boasson Hagen, Hugo Hofstetter, André Greipel, Christophe Laporte, Jens Keukeleire, Dylan Teuns, Jens Debusschere, Amaruy Capiot, Andrea Pasqualon, Ethan Hayter, Jempy Drucker, Michael Valgren, Jasper Philipsen
INFO
Optakter
Nyheder
Gent-Wevelgem
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenInterview med Ballerini efter sejr

Video

Honoré med fjerdeplads i flot sejr til Gaudu

Landevej

Video i artiklenBallerini vinder suverænt Omloop Het Nieuwsblad

Video

Ballerini uovervindelig i spurten efter unormalt Omloop

Landevej

Video i artiklenMoscon kører den hårdt fra front på Kappelmuur

Video

Video i artiklenStort styrt i Belgien

Video

Historisk: Skjelmose smadrer dansk WorldTour-rekord

Landevej

Annonce