Tiden rækker desværre ikke til at skrive detaljerede etapeoptakter til de tre etapeløb, men vi vil hver dag lave en oversigt, hvor vi gennemgår favoritter til den kommende dags løb. Derudover vil der naturligvis være samlede optakter til alle tre etapeløb og begge endagsløb. Foreløbig kan optakterne til Tour Colombia 2.1 , Tour de la Provence, Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria læses.

Fredag gælder det 4. etape af Tour Colombia 2.1, 2. etape af Tour de la Provence og og 1. etape Vuelta a Murcia.

Tour de la Provence - 2. etape

Ruten

Hidtil har Tour de la Provence mest været kendt som et løb for puncheurs, men det laves der om på i årets historisk hårde udgave. Nok er det Mont Ventoux-etapen, der er det store blikfang, men allerede om fredagen venter en afslutning, der er hårdere end nogensinde tidligere i løbets korte historie. Her skal rytterne nemlig slutte på Les Cretes-stigningen, der er kendt som den vanskeligste udfordring i GP la Marseillaise, og selvom der er tale om en kort og ganske eksplosiv stigning, er den svær nok til at give en fornemmelse af klatrehierarkiet inden løbets kongeetape.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

I alt skal der tilbagelægges 174,9 km, som fører feltet fra Aubagne til Les Cretes-stigningen i udkanten La Ciotat. Startbyen er en forstad til Marseille og kendes som udgangspunkt for en af områdets kendte stigninger, Col de l’Espigoulier. Man lægger også benhårdt ud med at køre mod øst og nord op ad kategori 1-bjerget (9,3 km, 5,6%), der er en ganske jævn stigning med stigningsprocenter på 6-7 og enkelte plateauer undervejs. Toppen rundes efter 10,5 km, hvorefter man via et plateau kører mod nordøst frem til en rundstrækning, hvorpå man kører en omgang. Den indledes med et fladt stykke, der fører mod øst frem til dagens første spurt, som kommer efter 21,6 km, hvorefter et længere, let faldende stykke leder mod nord, sydvest og syd frem til kategori 1-stigningen Col de la Coutronne (7,9 km, 4,8%), som byder på 4 km med ca. 6% midtvejs, men er let i bund og top, som rundes efter 53,8 km.

Herefter tager man hul på endnu en omgang ved at køre på det flade plateau, men man fortsætter mod øst via en nedkørsel ned til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Mazaugues (2,0, 4,5%), som har top efter 78,2 km. Nu går det videre igennem let kuperet terræn mod sydøst, syd og tilbage mod vest frem til forplejningen, der kommer på en bakke (900 m, 6,2%) efter 100,4 km. Fladt terræn leder videre mod sydvest, hvor man rammer endnu en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

Den indledes med, at man via en nedkørsel kører mod sydvest og syd ned til målbyen La Ciotat, hvorfra man følger den flade kystvej mod sydøst og øst ned til dagens anden spurt, som kommer efter 134,9 km. Her forlader man vandet og kører igennem let stigende terræn mod nordøst frem til bunden af kategori 3-stigningen (2,4 km, 8,5%), som bestiges fra syd og leder frem til rundstrækningens udgangspunkt efter 151,4 km. Nu tager man hul på endnu en omgang ved at køre ned til La Ciotat igen, men denne gang fortsætter man mod sydvest ned langs vandet, inden man kører mod vest tværs gennem byen frem til bunden af Les Cretes, der ikke er kategoriseret. Den stiger med 8,0% over 3,4 km og er ganske regulær med 7,9% over den sidste kilometer. Stigningen byder på flere hårnålesving, herunder to på den sidste halve kilometer.

Etapen byder på i alt 2680 højdemeter.

Der har ikke tidligere i dette årtusinde været afslutning på Les Cretes i et stort cykelløb, men selve byen La Ciotat var også målby i 2019 og 2017. For et år siden slog Eduard Prades akkurat Tony Gallopin og Gorka Izagirre som de nærmeste rivaler i en gruppe på 9 mand, mens vi i 2019 så Alexandre Geniez, Rohan Dennis, Nicolas Edet og Matej Mohoric køre væk, hvorefter Geniez sejrede i spurten.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Vejret

I dag tog mistralen sig en slapper, men det gør den bestemt ikke fredag. Dagen bliver forrygende flot med høj solskin og en temperatur på 16 grader, men det vil blæse med helt op til 35 km/t fra nordvest, dog med en aftagende tendens i løbet af etapen. Efter sidemodvind i indledningen og vind fra alle retninger på rundstrækningen følger derefter sidemed- og senere sidemodvind frem til forplejningen. Herefter er der direkte sidevind på nedkørslen til La Ciotat og sidemodvind på stykket frem til og op over Le Brulat. Til slut er der igen direkte sidevind nd mod La Ciotat, indtil man får sidemodvind hele vejen op ad bakken.

Favoritterne

Efter dagens meget rolige etape bør det blive helt anderledes fredag. I dag gjorde det næsten ondt at se muligheden for godt sidevindsløb blive forpasset i det helt åbne terræn ved kysten, men den svage vind umuliggjorde det. Fredag melder mistralen imidlertid sin ankomst for fuld skrue, og dermed bliver en etape, der i første omgang skulle være en test af klatrebenene måske meget mere end det.

Hvor stod skade den kan gøre, afhænger imidlertid helt af, hvor åbent det er. Sidste år kørte de en Paris-Nice-etape med lignende vindstyrker i regionen, men her skete der nul og niks i vinden. Det er derfor muligt, at den ikke vil spille en rolle, hvis de kører igennem den megen skov, der er i området.

Uanset hvad bør det blive en meget nervøs dag. Der lægges ud med en knaldhård start, hvor der næsten med garanti vil blive kørt aggressivt, og det kan meget vel blive et ret potent udbrud, der etableres. Herefter vil løbet formentlig falde lidt til ro i en fase, hvor der nok er lidt for meget med- og modvind, men når de i forplejningen drejer mod sydvest, burde der følge et længere stykke med sidevind ned mod kysten. Her kan det meget vel splittes op, og selv hvis der skulle ske samling, kan det knække igen, når de efter Le Brulat rammer samme stykke én gang til, inden de når ned til La Ciotat.

Arkea har trøjen, og da de samtidig har en af løbets største favoritter i Nairo Quintana, må man formode, at de kontrollerer etapen. FDJ og Astana kan meget vel tænkes at give en hånd med, og kombinerer man det med den generelle nervøsitet i vinden, bør udbruddet ikke have en chance. Alt peger derfor på, at en gruppe skal afgøre det på Les Cretes efter en nervøs, hurtig og opslidende dag. Det store spørgsmål er, om det bliver et fuldt felt, eller om vinden forinden vil sørge for, at der kun er et mindre felt tilbage.

Vi kender Les Cretes fra GP Marseille, hvor den efter sin indførelse har gjort løbet meget hårdere, så det ofte er en lille gruppe af puncheurs og klatrere, der har afgjort løbet. Det er stadig en kort, eksplosiv sag for ardennerryttere mere end klatrere, men den er dog lang nok til, at den vil afspejle formniveauet. Den minder på mange måder om Cullera-stigningen fra 2. etape i Valencia, hvor Tadej Pogacar sejrede foran Alejandro Valverde og Dylan Teuns, men denne er ikke helt så stejl og til gengæld en kilometer længere.

En afgørende faktor er modvinden. Den knaldhårde mistralvind vil stå næsten direkte ind i ansigtet, og det betyder formentlig, at forskellene vil være relativt begrænsede. Tempoet vil være lavere, og det virker helt umuligt at forsøge sig med angreb i så kraftig en modvind på så kort og ikke alt for stejl stigning. Vi vil sikkert se de stærke hold fra Astana og/eller FDJ lægge pres på, hvorefter de overlevende skal spurte om det på toppen. Med andre ord ligner det et løb for en formstærk puncheur, som har en god spurt og kan køre i sidevind, hvis det er nødvendigt.

Udsigten til en spurt på toppen får mig til at pege på Alexey Lutsenko som favorit. Kasakken gør ganske vist sæsondebut, men man behøver blot at læse resultaterne fra Tour of Oman i 2018 og 2019 for at vide, hvordan han plejer at lægge ud. Sidste år var han i en helt anden liga i Oman, hvor han spiste denne slags etaper til morgenmad, og hvis han har samme form nu, bliver han ganske enkelt modbydelig i en afslutning, der burde passe ham ganske perfekt. Astana er endda uhyre stærke, da også Gorka Izagirre, Fabio Felline og særligt Alex Aranburu også er reelle topkandidater, men hvis han er i nogenlunde form - og det plejer han - vil de formentlig køre for kasakken. Holdet er til gengæld sårbart i sidevinden, men Lutsenko mestrer selv kunsten hæderligt. Sidder han med til sidst, tror jeg, at han vinder. For Felline tror jeg, at den bliver en anelse for lang med hans nuværende niveau, og Izagirre mangler nok den sidste fart. En Aranburu i topform kunne have været livsfarlig, men da han næppe er flyvende nu, vil jeg tro, at han også skal arbejde for Lutsenko, der som kasak jo er en helt særlig rytter for holdet.

Hans værste rival kunne være Marc Hirschi. Schweizeren tog gigantiske skridt sidste efterår, hvor han særligt imponerede som stærkeste mand på kongeetapen i BinckBank Tour. Der viste han netop sine evner på denne slags stigninger, og selvom han som puncheur stadig er relativt uprøvet, burde dette være en finale, der ligger til hans højreben. Dagens 9. plads i en massespurt tyder på motivation og dermed formentlig også ganske god form, selvom det er sæsondebut. Sidevinden bør han også være relativt god til. Hans holdkammerat Wilco Kelderman kan også køre denne slags finaler, men ikke vinde.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

En af del af læren fra Valencia var, at Gianni Moscon synes at være tilbage. Det italienske multitalent kan det meste, men særligt finaler af denne type passer ham. Han har vundet Arctic Race på en lignende stigning og spurtet sig til podiepladser i stigende finaler i Burgos og Vueltaen og har altså det rette miks af form og fart. På 2. etape i Valencia vovede han pelsen med et tidligt angreb, men han lignede en mand, der kunne have opnået mere. På denne knap så stejle modvindsstigning kan Moscon med sin gode form og sin power blive ganske giftig - især hvis det har været hårdt i sidevinden, som han mestrer til fulde

Rytteren, der taber mest på modvinden, er nok Thibaut Pinot . Havde vinden været ”normal”, ville stigningen have været hård nok til, at Pinot kunne spurte sig til sejr på toppen, især hvis han hold kunne gøre det hårdt. Nu bliver det formentlig en større gruppe, og på papiret er Pinot ikke helt så hurtig som de ovennævnte. Til gengæld lægger han altid flyvende fra land, og det ventes han som nævnt i den store optakt også at gøre i år. Pinots punch er så godt, at han i formstærk udgave ikke kan afskrives i denne finale heller, men han kan være sårbar i sidevinden, som han ikke elsker.

En joker er Eduard Prades. Stigningen kan meget vel være for lang for spanieren, der bestemt ikke har imponeret hos Movistar. Vi ved heller ikke, hvor han står, efter at et styrt ødelagde hans chancer Down Under. Modvinden kan imidlertid komme ham til gode, og i ”gamle” dage var Prades i stand til at køre denne slags finaler, som han viste da han vandt Tour of Turkey. Farten har han, men jeg er stadig bange for, at stigningen bliver lidt for hård, modvinden til trods. Dertil kommer, at han er et oplagt bytte i sidevinden.

Ligesom Lutsenko lægger Jesus Herrada altid flyvende fra land. Det gør han formentlig også i år, selvom dette er hans sæsondebut. I gamle dage var han en fremragende puncheur, men det er han ikke længere. Han genfandt dog lidt af de gamle takter, da han vandt i Luxembourg sidste år, og med sin forventede form vil han formentlig være med fremme, hvis han klarer sidevinden, som ikke er hans spidskompetence

Jeg er også nødt til at nævne Magnus Cort. Danskeren er jo åbenlyst i superform, og når han er det, klatrer han glimrende. Vi så på Mont Bouquet i sidste uge, at han har sine begrænsninger, og jeg tror da også, at denne finale er for svær, først og fremmest grundet længden. Hans redning er modvinden, der kan gøre det hele så let, at han alligevel kan komme i spil, hvis han klarer sidevinden, der bestemt ikke er hans spidskompetence.

På samme måde skal Kasper Asgreen nævnes. Hans form ret ukendt, men han viste sin motivation ved at deltage i dagens spurt. Også han ville i medvind utvivlsomt have haft det for hårdt på denne tid af året, men i modvind har han en reel chance. Sidevinden er en stor fordel, og han har punchet til at spurte på toppen. Det har også formstærke Dries Devenyns, Pieter Serry og nyrpofessionelle Andrea Bagioli, men de mangler nok farten til at vinde.

David Gaudu havde været en kandidat på en medvindsdag, for han viste i Romandiet, at han har et godt punch. I modvind tror jeg dog, at det bliver for let, ligesom han som udgangspunkt også skal hjælpe Pinot. Afslutningen er skabt til både Tom-Jelte Slagter og Jonathan Hivert, men begge virkede uhyre formsvage på stigningerne i deres seneste løb. Begge er dog også så ustabile, at de altid kan levere en overraskelse. Det samme gælder fro Alexandre Geneiz, der er ret eksplosiv, men stadig virker helt fra den. Jeg vil også tro, at Ruben Guerreiro, der altid starter stærkt, man gå i top 10, men ikke vinde, og det samme gælder for halveksplosive, men formstærke Davide Villella samt Eddie Dunbar, der formentlig er flyvende og har et hæderligt punch. Alexander Kamp burde også kunne køre denne finale, især i modvind, men jeg har min tvivl om, hvorvidt han er i form. Det plejer han ikke at være på denne tid af året. Jose Goncalves er helt ude af form og slet ikke en kandidat. Endelig bør klassementsrytterne Pavel Sivakov, Nairo Quintana, Fabien Doubey og Warren Barguil ende hæderligt, men i modvind er de uden chance for at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Alexey Lutsenko

Øvrige vinderkandidater: Marc Hirschi, Gianni Moscon

Outsidere: Thibaut Pinot, Eduard Prades, Jesus Herrada, Alex Aranburu, Magnus Cort

Jokers: Kasper Asgreen, David Gaudu, Tom-Jelte Slagter, Jonathan Hivert, Alexandre Geniez, Gorka Izagirre, Ruben Guerreiro, Dries Devenyns

Vuelta a Murcia - 1. etape

Ruten

I forbindelse med relanceringen som etapeløb blev løbet sidste år skudt i gang med det, der lignede en sprinteretape, men hvor det lykkedes et kreativt Astana-mandskab at snyde de hurtige folk. Måske skulle sprinterne have slået til for et år siden, hvos de ville have haft chancen, for i år er åbningsetapen betydeligt mere kuperet. Her ligger målet i Caravaca de la Cruz nemlig på toppen af en lang, jævn opkørsel, der slutter med 3,4 km med 3%, og hvor en stejl afslutning formentlig betyder, at det i stedet bliver puncheurs, der skal slås om sejren.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Etapen byder på i alt 177,6 km, som fører feltet fra Los Alcazares til Caravaca de la Cruz. Startbyen ligger helt ude ved kysten, hvorfra man igennem let stigende terræn kører mod nordvest op til kategori 3-stigningen Alto Cabezo de la Plata (2,2 km, 5,1%), som har top efter 24,7 km. Herfra falder det videre mod nordvest, inden det atter begynder at stige let forbi den første spurt, som kommer efter 64,1 km, og frem til kategori 1-stigningen La Garapacha (5,3 km, 5,3%), hvis top passeres efter 82,4 km.

Kort efter etapens højeste punkt drejer man mod sydvest, hvorefter det falder jævnt i adskillige kilometer ned til dagens sidste spurt, som kommer efter 123,2 km. Herefter bliver terrænet småkuperet, inden man rammer kategori 3-stigningen Alto Quipar (4,4 km, 4,9%), som har top efter 139,0 km. Nu går det fladt mod sydvest og nordvest, inden de sidst 23 km alle stiger jævnt mod sydvest op mod Caravaca de la Cruz. Med 7 km igen bliver det lidt stejlere med 1,7 km med 4,3%, inden en kort nedkørsel leder ned til de sidste 3,4 km, som stiger med 3% i snit. Den stejleste del kommer til allersidst, hvor den sidste kilometer stiger med 5,6% i snit og - hvis man kan stole på løbsbogen - de sidste 300 m med hele 9%. Afslutningen er teknisk uhyre kompliceret, da en lang, lige vej afbrydes af to bløde sving med 1300 m igen og derefter et skarpt sving 800 m fra stregen. Derefter skal der drejes skarpt med 900 og 400 m igen, hvorefter et hårnålesving kommer med 300 m tilbage og derefter et skarpt sving med 100 m til mål.

Etapen byder på i alt 2522 højdemeter.

Caravaca de la Cruz var senest mål for løbet i 2010, hvor Robert Hunter var hurtigere end Graeme Brown og Vicente Reynes i en massespurt, i 2003, hvor Erik Zabel slog Beat Zberg og Nico Sijmens i en massespurt, og i 2000, hvor spurtsejren gik til Hendrik van Dijck foran Marco Velo og Flavio Zandarin. Vueltaen var senest forbi i 2009, hvor Tyler Farrar vandt en stigende massespurt foran Philippe Gilbert og Marco Marcato, og i 2004, hvor David Zabriskie leverede et mindeværdigt, daglangt soloridt, som gav ham sejren med 1.11 ned til et felt anført af Alessandro Petacchi og Stuart O’Grady.

Vejret

Vejret til løbet har ikke altid været opmuntrende, men i år er der intet at klage over. Faktisk kunne betingelserne næppe være smukkere på en fredag, der byder på fuld solskin og temperaturer på 19 grader. Vinden vil være næsten ikkeeksisterende med blot en svag brise fra øst. Det giver en hel dag med sidemedvind, indtil man får medvind på det sidste stykke frem til Caravaca de la Cruz. Der er sidevind på de sidste 900 m.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Favoritterne

Det er på en dag som denne, at man ville ønske, at man kunne regne med spanske løbsbøger. Ser man på de data, der kan udledes af La Flamme Rouges profil er der tale om en let opkørsel med 3% over 3,4 km. Det kan mange sprintere sagtens klare, men desværre for dem er det anderledes. Således taler løbsbogen om ”meget stejle ramper”, og regner man på de angivne højdedata, synes det som sagt at stige med 9% over de sidste 300 m på bakken op mod målet ved basilikaen.

Movistar, der kender lidt til området, taler om 5,5% med et maksimum på 10%, men de angiver ikke, hvor de måler fra. Vi kan dog konkludere, at der er tale om en ganske stejl, men også meget kort bakke, men den synes ikke - i hvert fald, hvis vi kan stole på Movistar - at være en mur med helt uoverskuelige procenter.

Bakkens meget korte længde gør det svært at finde noget at sammenligne med, men helt forskellig fra Hatta Dam i UAE Tour er den ikke. Bakken i ørkenen er dog kun knap halvt så lang, men den er til gengæld også meget stejlere. Her ser vi som regel de eksplosive og holdbare sprintere have en lille fordel over ardennerspecialisterne, men her betyder bakkens længde nok, at balancen kan tippe en anelse i retning af de lettere folk.

Det bør under alle omstændigheder ende i en spurt. Vinden kan være farlig i området, men er helt uden betydning på en meget stille dag. Sidste år så vi, at Astana gjorde en meget lettere etape knaldhård, og det vil de formentlig gøre igen. Der er dog langt fra den sidste stigning til mål, og det giver derfor ikke mening at iværksætte en stor offensiv. Den vil Movistar, der utvivlsomt vil gå efter en rigtig Valverde-spurt, med deres stærke hold kunne lukke ned.

Derfor forventer jeg et klassisk forløb med et tidligt udbrud, der kontrolleres af Movistar. Jeg vil tro, at Astana vil forsøge at gøre det hårdt både på stigningerne og på det lange, let stigende stykke op mod målet. Her kan Movistar være en allieret, da Valverde også har glæde af et svært løb. Den lange, seje opkørsel kombineret med en formentlig ret hurtig dag, vil betyde, at det vil være et ganske mærket felt, der formentlig skal slås i en finale, der tillige er uhyre teknisk, og hvor positionering er afgørende.

Selvom han havde en nedtur i Valencia, må Alejandro Valverde være favorit. I sit hjemmebaneløb har han fuld opbakning fra holdet, der vil gøre alt for at sætte ham i scene i en finale, der passer ham. Bakken måtte gerne være længere og stejlere, men Valverde har med sin podieplads på Hatta Dam vist, at han også er blandt verdens bedste i denne slags finaler. Han er god i positionskampen og teknisk dygtig, og selvom han var usædvanligt formsvag i sidste uge, blev han trods alt nr. 2 i meget skrapt selskab på 2. etape. I et ikke alt for stærkt felt må han være manden, der skal slås.

Jokeren er Matteo Trentin. Bakken er egentlig for stejl for ham, men som vi ved fra Hatta Dam, kan holdbare sprintere meget, hvis bare længden er begrænset. De 300 m burde italieneren nok kunne klare, og selvom han ikke fik de store resultater i Valencia, er han formentlig lige så flyvende, som han var på denne tid sidste år. Også han er god i positionskampen og har stærke Patrcik Bevin til at køre sig frem. Hvis ikke bakken bliver for lang, har han hurtigheden til at vinde. Bevin selv passer i virkeligheden endnu bedre til denne afslutning, men efter sin hjerteoperation har han meldt ud, at han vil køre for Trentin. Dte udelukker dog ikke helt, at han kan overraske, da han var i fremragende form inden det begrænsede indgreb.

I den store optakt pegede jeg på Omar Fraile som Valverdes værste rival. Det skyldes i høj grad denne afslutning. Baskeren har sjældent kørt disse puncheurfinaler, men hans hurtighed og punch gør ham til en oplagt kandidat. Han viste god form i Australien, hvor han kørte en for ham selv overraskende god kongeetape. Når man kan slå Colbrelli i en stigende spurt og er en god klatrer, vil en finale som denne altid være god.

Holdets andet bud er den lokale helt og dobbelte mester Luis Leon Sanchez. Også han kan køre denne slags finaler, men han skuffede så fælt i Valencia og ikke mindst Australien, at han synes at mangle formen. Omvendt plejer han at være bedre efter hjemkomsten fra Down Under, og han er utvivlsomt motiveret til sit hjemmebaneløb. Astana har også Yevgeniy Gidich , men efter en svag indsat i Saudi Tour ligner han en hjælper.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

Den måske største joker er Pascal Ackermann. Som holdbar sprinter ville han formentlig kunne gøre det ganske pænt på Hatta Dam, og han har i Polen også vist, at han kan køre ganske hårde finaler. Jeg vil tro, at denne bliver for stejl og lang, men når vi kun taler om 300 m kan han ikke helt udelukkes. Ellers vil Felix Grossschartner køre finalen for Bora, men hans meget svage præstation på Mallorca tyder på fraværende form. Jempy Drucker kunne være en outsider, men også han går det nok for svagt.

En spændende kandidat er Vicente Garcia de Mateos, der har for vane at køre stærkt i Algarve og på Mallorca og dermed fra start. Finalen burde passe perfekt til en rytter, der er hurtig nok til at vinde pointtrøjen i Volta a Portugal og klatrer godt nok til at blive nr. 2 på kongeetapen i Algarve. Sidste år var han dog ikke i form, og vi ved ikke, hvor han står nu. Hans holdkammerat Sergey Shilov kunne også være en kandidat, men jeg tror ikke, at formen rækker.

Hos Circus kan Loic Vliegen, Xandro Meurisse, Aime de Gendt, Jan Bakelants og Maurits Lammertink alle køre denne finale, og jeg har angivet i den rækkefølge, jeg rangerer dem. Vliegen synes efter løbene på Mallorca at være den mest formstærke. Omvendt er Meurisse den bedste af de to, men han virkede knap så stærk i Besseges. De Gendt mangler nok det sidste punch, og Bakelants er ikke så hurtig længere. Lammertink må mangle form efter en skadesramt vinter.

En joker er Edward Planckaert , der er kommet flyvende fra start. Belgieren kunne højst overraskende følge Bneoit Cosnefroy på den sidste bakke på 1. etape i Besseges. Samlet set er denne etape dog langt hårdere, og jeg tror ikke, at han kan være med efter så mange højdemeter. Det kan Thomas Sprengers, der er i form, men styrtede i Valencia, hvor han gennemførte, men slet ikke var med fremme. Amaury Capiot er på papiret også en kandidat, men jeg tvivler på, at formen rækker.

Sergei Chernetckii havde et svært 2019, men så ganske stærk ud i Saudi Arabien. Som ung var han slet ikke en ringe puncheur, og han burde kunne køre denne finale. Desværre er han ikke helt så hurtig længere, og dermed kan det blive vanskeligt at vinde.

Andre kandidater er Angel Madrazo og Jetse Bol fra Burgos, men de mangler den sidste fart. Ruben Fernandez er i form og sandsynlig i top 10, men han mangler farten til at vinde. Adam de Vos og Stephen Bassett kan gøre det hæderligt for Rally, mens Riwal har meldt ud, at de kører for Kristian Aasvold og Sindre Lunke, der dog heller ikke er eksplosive nok. Endelig kan Dimitri Peyskens gøre det fornuftigt for Wallonie.

OPDATERING: Shilov stiller ikke til start.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Matteo Trentin, Omar Fraile

Outsidere: Patrick Bevin, Luis Leon Sanchez, Pascal Ackermann, Vicente Garcia de Mateos, Loic Vliegen

Jokers: Edward Planckaert, Sergei Chernetckii, Xandro Meurisse, Felix Grossschartner, Ruben Fernandez, Thomas Sprengers, Amaury Capiot

Tour Colombia 2.1 - 4. etape

Ruten

Efter et par dage med flade finaler venter der på 4. etape for første gang en stigning i finalen. Ganske vist er der blot tale om en blød bakke med top 2,9 km fra mål, men den kan måske være nok til at skabe lidt ravage og tippe balancen over mod puncheurtyper som Julian Alaphilippe, der utvivlsomt har udset sig et mål her. Om bakken er hård nok til at komme af med alle sprinterne, har vi til gode at se, men for første gang får rytterne mulighed for at teste benene lidt på en stigning i en finale inden søndagens store slag om den samlede sejr.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Etapen fører over 168,6 km fra Paipa, der er startby for tredje dag i træk, til Santa Rosa De Viterbo. Etapen er i alt væsentligt en total kopi af den foregående, og eneste ændring kommer til allersidst, hvor man kører op ad en bakke frem til målbyen i stedet for at køre igennem fladlandet til 3. etapes mål i Sogamoso. Fra start kører man således af en lang vej mod sydvest, og mens den retning holdes konstant på en rute uden væsentlige sving, er det voldsomt kuperet. Allerede fra start stiger det let, indtil en lille nedkørsel fører ned til den første spurt, som kommer efter 36,2 km, og derfra går det frem til kategori 4-stigningen Alto Moral (3,4 km, 5,7%), som har top efter 47,2 km i intet mindre end 2961 m højde, etapens højeste punkt. En nedkørsel efterfølges nu af endnu en lang bakke og en nedkørsel, inden man kører op ad endnu en ikke-kategoriseret stigning (3,6 km, 5,7%), der fører frem til vendepunktet efter 71,5 km.

Efter en U-vending går det samme vej tilbage. Det betyder, at man lægger ud med en nedkørsel og derefter en længere, ikke-kategoriseret stigning. Endnu en nedkørsel leder nu ned til bunden af kategori 4-stigningen Alto Moral, der bestiges fra den anden side, hvor den er længere, men lettere med 2,6% over 7,8 km frem mod toppen, som rundes efter 95,6 km. På nedkørslen afviger man lidt fra ruten fra første del af etapen, idet man kører ind gennem og ikke udenom byen Tunja, hvor 1. etape blev kørt. Her venter dagens anden spurt efter 106,2 km, inden et længere, let faldende stykke fører dem ad den allerede kendte vej tilbage til startbyen Paipa.

Efter at være passeret gennem Paipa, der som bekendt ligger på et fladt plateau, fortsætter man mod nordøst igennem fladlandet forbi den tredje spurt, som kommer efter 156,3 km, frem til 2. etapes målby, Duitama. Her afviger man langt om længe fra den foregående etape, idet man kører mod nord ind gennem byen og videre direkte ind på kategori 3-stigningen Alto Malterias (2,9 km, 4,9%), der stiger meget regulært med 3-5% hele vejen. Toppen rundes med 2,9 km igen, hvorefter man drejer mod øst og nordøst for at følge en let stigende vej ind til mål. Der er et blødt sving med 1,4 km igen, men derudover er der ingen betydelige sving på de sidste 5 km.

Etapen byder på i alt 2481 højdemeter.

Santa Rosa de Viterbo har med undtagelse af et besøg fra Vuelta a Colombia i 2013 ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Vejret

Efter nogle solrige dage sker der lidt med vejret fredag, hvor der kun vil være få solstrejf på en hovedsageligt skyet dag. Temperaturen vil dog stadig nå 24 grader, men der vil også være en bygerisiko på 20%. Vinden vil være beskeden med blot en let vind fra syd og sydvest. Det giver sidemod- og modvind ud til vendepunktet og sidemed- og medvind på hjemturen. Til slut får man sidemedvind på bakken og derefter medvind på det sidste let stigende stykke.

Favoritterne

Selvom det blev præcis lige så aggressivt som spået på en 2. etape, der bød på et udbrud med både Egan Bernal og Oscar Sevilla, lykkedes det på helt forventet vis for det brølstærke EF-mandskab at lægge låg på tingene. Selvom feltet var eksploderet til atomer i den indledende fase, blev det hele derfor alene samlet til sidst, da Ineos indså, at kampen mod amerikanerne blev tabt, og i sidste ende blev det alligevel en massespurt, hvor mange af de tungere folk, herunder Alvaro Hodeg, var kommet tilbage, og hvor Sebastian Molano nok engang kunne vise, at han har et par gear mere end alle andre.

Den observation er interessant inden 4. etape. Torsdagens og fredagens etaper er nemlig som sagt nærmest kopier af hinanden, i hvert fald frem til den absolutte finale, og dermed har vi nu en relativt god forståelse af, hvor hårdt terrænet i den indledende fase er. Konklusionen er, at det er rigeligt til at sætte rav i den, men også overkommeligt nok til, at EF kan kontrollere det.

Man kan derfor vente sig en gentagelse af scenariet i morgen. Der er dog en vis sandsynlighed for, at klassementsrytterne vil spare lidt til den mere krævende afslutning, men da finalen ikke er noget væsentligt at skrive hjem om, tror jeg, at vi får en tilsvarende aggressiv start. Det er sandsynligt, at både Ineos og Deceuninck, der tydeligt har vist, at de er helt ligeglade med klassementet og frivilligt smidt tid med både Julian Alaphilippe og Bob Jungels vil være aktive. EF bør dog kunne sikre, at ingen af storholdene får farlige folk afsted, og jeg tror derfor på en gentagelse af dagens scenarium med en aggressiv start, et stærkt udbrud, der kræver høj fart at hente og en samling i et reduceret felt inden målbakken. Udbruddet bør ikke have alt for mange chancer, da tidsforskellene fortsat er små og vil tvinge EF til at jagte, og hvis ikke Deceuninck får en mand i udbrud, vil de formentlig deltage i jagten, måske sammen med Androni og Israel SUN.

Dermed bør det atter blive samlet til sidst. På papiret ser finalen svær ud, men det er den ikke. Vi taler om en meget blød stigning, som også holdbare sprintere kan overleve. Da det er Alaphilippes bedste chance for at vinde en etape, må man formode, at Deceuninck vil forsøge at gøre det så hårdt som muligt, og hvis Bob Jungels giver den gas, kan det godt gøre ondt. Spørgsmålet er, om Alaphilippe tør stole på sin spurt, eller om han vil i offensiven. Hans natur taler for det sidste, men bakken er også så let, at han ikke kører fra colombianerne. Selvom et fladt indløb altid åbner op for overraskelsesangreb - her kunne selvsamme Jungels være det bedste bud, som vi så i forbindelse med hans etapesejr for et år siden - vil det stærke EF formentlig kunne kontrollere finalen og sætte en spurt i scene.

Spørgsmålet er, hvem der kan være med, og hvem der kan være friske nok. Jeg er meget i tvivl om, hvor meget kombinationen af en hård dag og højder kan skabe af udskilning. Hodeg bør være udelukket, men hurtige folk som Edwin Avila og Jhonatan Restrepo kommer ikke i problemer. Molano er et grænsetilfælde, for den formstærke colombianer klarede en sværere bakke sidste år, men dengang befandt den sig heller ikke i den absolutte finale.

Det er uhyre sjældent, at man mere eller mindre kører den samme etape to dage i træk, men finalens karakter gør alligevel, at det er to vidt forskellige etaper. Selvom den sidste stigning ikke i sig selv er uoverstigelig for holdbare sprintere, er der næppe nogen af de hurtige folk, der tør kontrollere en etape med så svær en start. Det kan derfor godt blive et uhyre aggressivt løb, men man må formode, at klassementsholdene ikke tager store risici. Derfor kunne det ligne en afslutning for puncheurs, og derfor kunne det være en oplagt chance for Julian Alaphilippe.

Efter nogen overvejelse vil jeg pege på Edwin Avila som min favorit. Den lille colombianer er kendt som sprinter, men han klatrer langt, langt bedre end de fleste afsluttere. Sidste år imponerede han eksempelvis stort som hjælper for Ben Hermans i Tour of Utah, og han bør ikke få problemer i denne afslutning. I den seneste dage har han samtidig vist en imponerende fart, ikke mindst i dag, hvor han gik forbi Hodeg på de sidste meter. Den kombination af form, holdbarhed og hurtighed gør ham skabt til denne etape, og jeg tror derfor, at han tager sæsonens anden sejr for Israel SUN for derved at vise, at han fortjener at være på WorldTour- og ikke udviklingsholdet, som han desværre bare er udlånt fra.

Det indlysende valg er ellers Julian Alaphilippe, men jeg har min tvivl, om finalen er hård nok. På det stejleste sted stiger stigninger med 4,2% over 2 km, og selvom den undervejs når op på 12,2% er det så kortvarigt, at selv Alaphilippes slangehug kommer til kort. Selvom han er hurtig, er han på papiret ikke så hurtig som Avila i en stort set flad finale. Det ændrer dog ikke på, at Alaphilippe er hurtig efter et hårdt løb, som hans sejr i Sanremo bevidner, og sætter Jungels ham smukt op til spurten, bliver han ikke let at går forbi, specielt ikke hvis det har været hårdt. Finalen kunne også være helt oplagt for Jannik Steimle , men da tyskeren er på vej tilbage efter en hjerteoperation, vil jeg tro, at han bliver ofret for sin franske holdkammerat.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Jokeren er Juan Sebastian Molano. Colombianeren synes at være i superform og klarede en vanskeligere stigning sidste år. Det her synes ikke at være over grænsen for hans ydeevne, men spørgsmålet er, om han kan bevare friskheden og nå at komme tilbage i position. Det kan blive lidt af en udfordring, men han har formentlig den ligeledes klatrestærke Maximilano Richeze til at hjælpe sig. Sidder han i en god position til sidst, er det stadig svært at tro, at der er nogen, der kan slå. Og skulle han falde fra, kan Richeze agere plan B, da argentineren bestemt heller ikke er en ringe klatrer og en af de allerhurtigste, hvis han overlever.

Finalen er også skræddersyet til Jhonatan Restrepo¸ der fortsætter sit fine comeback til den professionelle verden. Med to top 5-placeringer har han vist, at han er blandt de hurtigste, og denne bakke har rytteren, der har været med helt i front i Tour Down Under, ingen problemer med. Tværtimod skal løbet være så hårdt som muligt. Bliver det tilfældet, har han bestemt farten til at tage kampen op med folk som Avila og Alaphilippe.

Hidtil har vi ikke set meget til Sergio Higuita, men spørgsmålet er, om ikke han har lyst til at jagte bonussekunder i denne finale. Han viste i hvert fald i Californien, at han efter et hårdt løb kan slå selv sprintere på stregen. Hurtigheden blev også stillet til skue i indlagte spurter og på 2. etape af Vueltaen, og han har i hvert fald en reel chance for at slå Alaphilippe. Han har ikke samme erfaring, og løbet skal helst være hårdt, men man bliver altså gang på gang imponeret over den fart, den lille fyr har.

Blandt sprinterne må man også pege på formstærke Colin Joyce . Amerikaneren viste sin form på enkeltstarten i San Juan, men det kniber stadig i massespurterne, hvor han mangler både fart og positionsevne. Denne finale handler imidlertid mere om gode ben, og dem har han i hvert fald, ligesom han tidligere har præsteret i højderne. Han har vundet en endnu hårdere etape i Arctic Race, og derfor kan han også være med i denne afslutning.

En anden kandidat er Diego Ochoa. Colombianeren var ikke med fremme i dagens spurt, men han blandede sig sidste år i finalerne på de hårde dage. Siden har han ligget stille efter nedlukningen af Manzana Postobon, og han er derfor lidt rusten på dette niveau, men det bør være en afslutning, der passer ham. I samme kategori finder vi Umberto Marengo, der ligeledes er en holdbar afslutter, men selvom han gjorde det godt i dag, kan han være mærket for meget af sit styrt på 2. etape.

En joker er Travis McCabe. En McCabe i topform klatrer rigeligt godt til at klare denne bakke, men også dagens styrt bevaret indtrykket fra Argentina om en lidt haltende form. Både fart og holdbarhed synes at mangle, og jeg tror ikke, at benene allerede nu rækker til at køre denne finale.

Andre kandidater kunne være Carlos Betancur og Jhonatan Narvaez, der kunne tænkes at ville deltage i en spurt, hvis det har været hårdt, ligesom Yonathan Salinas ville kunne det. Det kunne også være en afslutning for Iuri Filosi, men han har stort set intet vist siden Oman sidste år, og derfor er det svært at være voldsomt optimistisk på hans vegne.

Feltet.dks vinderbud: Edwin Avila

Øvrige vinderkandidater: Julian Alaphilippe, Juan Sebastian Molano

Outsidere: Jhonatan Restrepo, Sergio Higuita, Colin Joyce, Maximiliano Richeze, Diego Ochoa

Jokers: Umberto Marengo, Travis McCabe, Jhonatan Narvaez, Carlos Betancur, Yonathan Salinas, Iuri Filosi