Tiden rækker desværre ikke til at skrive detaljerede etapeoptakter til de tre etapeløb, men vi vil hver dag lave en oversigt, hvor vi gennemgår favoritter til den kommende dags løb. Derudover vil der naturligvis være samlede optakter til alle tre etapeløb og senere også til WorldTour-løbet UAE Tour, der skydes i gang på søndag. I kan læse optakterne til Vuelta a Andalucia, Volta ao Algarve og Tour du Alpes Maritimes et du Var.

Fredag gælder det 3. etape af Vuelta a Andalucia og Volta ao Algarve og 1. etape af Tour des Alpes Martimes et du Var.

Vuelta a Andalucia - 3. etape

Ruten

Efter en lettere dag skal klassementsrytterne igen være på tæerne på 3. etape, der på mange måder minder om 1. etape. Der bydes nemlig igen på en voldsomt kuperet rute med mere end 3000 højdemeter og en stigning i den absolutte finale med top nogle få kilometer fra mål, der igen er placeret på toppen af en lille bakke. Denne gang er stigningen dog lettere og længere fra mål, og selvom der formentlig vil blive kørt klassement, kan det blive svært at gøre alt for store forskelle på en etape, der meget vel kunne blive vundet af et udbrud.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I alt skal der tilbagelægges 176,9 km, som fører feltet fra Jaen til Ubeda. Byerne er ikke placeret langt fra hinanden, men etapen opnår længde ved at kringle sig rundt i bjergene i en nærliggende nationalpark. Allerede fra start går det løs, når man kører mod sydøst op ad en ikke-kategoriseret bakke (3,7 km, 4,5%), hvorefter man via en nedkørsel og et let stigende stykke fortsætter frem til kategori 3-stigningen Puero de Cambil (6,1 km, 5,0%), der bestiges fra vest. Toppen rundes efter 23,1 km, hvorefter en ultrakort nedkørsel fører videre mod øst ned til bunden af kategori 2-stigningen Puerto de la Mata (10,4 km, 3,8%), hvis top i 1206 m højde passeres efter 35,9 km.

Herefter bliver der tid til at komme sig, når en nedkørsel fører mod sydøst og nordøst, indtil man drejer mod sydøst for at tage hul på kategori 1-stigningen Puerto de Solera (7,0 km, 6,6%), hvis top i 1274 m højde rundes efter 60,7 km. Nu følger etapens letteste fase, når man følger en faldende sløjfe rundt i parken, indtil man igen rammer hovedvejen, som falder mod nord og nordvest ned til bunden af kategori 1-stigningen Puerto de Magina (16,1 km, 4,2%). På den nedre del af bjerget kommer dagens spurt efter 110,0 km, hvor man drejer mod syd og fortsætter til toppen, der rundes efter 121,9 km.

Herefter bliver det igen lettere, når man via en teknisk nedkørsel kører mod nordvest, inden en let faldende vej fører videre mod nordvest frem til dagens sidste stigning. Man drejer mod nordøst ind på kategori 2-stigningen Puerto de Baeza, der over 8,8 km stiger med 5,4% i snit. Toppen rundes med 14,0 km igen, hvorefter man fortsætter ad en let kuperet vej mod nordøst og øst ind til målbyen.

Her slår man en lille sløjfe mod syd via en faldende vej, indtil man kører mod nord ind mod byen. Med 2,9 km igen rammer man en hård stigning, der over 1,3 km stiger med 8,7% og byder på sving med 2,0 km igen. Med 1,6 km til stregen når man toppen og drejer til højre, hvorefter det begynder at falde, mens man følger en vej, der bugter sig rundt, indtil man med 400 m igen drejer skarpt ind på den 5 m brede opløbsstrækning, der stiger ganske let

Etapen byder på i alt 3354 højdemeter.

Ubeda har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

De ideelle vejrbetingelser fortsætter på en fredag, der ikke byder på én eneste sky og temperaturer på 18 grader. Det vil være stort set vindstille med bare en svag vind fra øst. Det giver mod- og sidemodvind første på etapen, hvorefter der primært vil være sidevind fra toppen af den tredje stigning og derm til bunden af den sidste. Her får man sidemodvind og senere modvind, indtil man inde i byen får sidevind. Der er modvid fra svinget med 1,6 km ingen, indtil man langsomt drejer om i sidevind og til slut medvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Etaperne i årets Ruta del Sol er generelt meget svære at fortolke. Toppen nås dog på fredagens 3. etape, med sin kuperede rute, men relativt lette rute kan gå adskillige veje. Bahrain-McLaren er nødt til at forsøge at ryste Astana, men den sidste stigning er så let, at man kan tvivle på, om der kan gøres væsentligt forskelle, især på en dag med modvind. Samtidig er den lang nok til at eliminere sprinterne, ikke mindst på en gigantisk sag med næsten 3500 højdemeter, og med den ret stejle bakke i den absolutte finale er der endda en sidste chance for med et punch måske endda at køre væk.

Etapens meget kuperede profil betyder, at det bliver en gigantisk udfordring at kontrollere den. Astana har absolut ingen grund til at køre offensivt og skal bare igennem dagen, men deres hold er svagt. Det er ikke, hvem som helst, der på en dag som denne, kan køre et udbrud. Faktisk er det måske kun Bahrain-McLaren og Mitchelton-Scott, der besidder styrken til at diktere slagets gang.

Derfor er det også araberne, der bestemmer, hvad der skal ske. Vi så i Valencia, at de ikke var bange for at sende Pello Bilbao i udbrud, og med så vanskelig en start kunne man sagtens forestille sig, at de havde lignende planer denne gang. For Fuglsang må det være altafgørende, at det ikke lykkes Bahrain at få en af de tre kaptajner afsted, men da de kan mandsopdække dem med både Fuglsang selv og Ion Izagirre burde det på de ret bløde stigninger nok kunne lade sig gøre.

Jeg tror dog, at Bahrain vil gøre forsøget, og jeg forventer derfor en sand angrebsfest på de første stigninger. Det kan meget vel føre til et stort og ganske potent udbrud, og dets skæbne kan blive bestemt af, om Bahrain er med eller ej. Hvis ikke, vil de utvivlsomt gå efter en etapesejr, og de vil formentlig være stærke nok til at skabe samling. Hvis de til gengæld får sendt Matej Mohoric, Damiano Caruso eller Mark Padun afsted, vil de formentlig være fint tilfredse med at lade udbruddet køre hjem. Det forhindrer ikke, at Landa, Teuns og Bilbao kan teste Fuglsang på den sidste stigning.

Problemet for Astana er, at en start som denne næsten altid vil betyde, at udbruddet truer trøjen, da der fortsat er ret mange folk, der ligger til. Spørgsmålet er, om Astana er stærke nok til at køre dem ind, hvis ikke de får hjælp af Bahrain. Nøglen kan i den sammenhæng være Mitchelton, der også har fire formstærke klatrere, og da de formentlig kører mere entydigt for Jack Haig, vil det være en sandsynlig allieret. Den store risiko er naturligvis, at de får sendt Andrey Zeits, Mikel Nieve eller Brent Bookwalter afsted. I det tilfælde kan Astana blive lidt for alene.

Det er derfor en dag som denne, løbet faktisk kan glide Fuglsang af hænde. Jeg vil dog tro, at Fuglsang og Izagirre er stærke nok til at forhindre, at en gruppe med farlige folk fra Bahrain og Mitchelton kommer afsted. Lykkes det, vil udbruddet formentlig stadig være en trussel, og derfor tror jeg, at de vil få Mitchelton som allieret - og også Bahrain, hvis de ikke har en mand med i front. På den baggrund hælder jeg til, at udbruddet vil blive kørt ind, men chancerne for en udbrudssejr er også ganske store - og der er endda i det tilfælde også en lille risiko for, at Fuglsang mister trøjen.

Uanset hvad vil jeg tro, at Mitchelton og Bahrain vil angribe stort på den sidste stigning. Jeg tror dog ikke, at stigningen er svær nok til at komme væk, og det kan derfor blive et reduceret felt, der skal afgøre det i den kuperede finale. Her er risikoen for, at en rytter kan snige sig væk, ganske stor, især hvis Izagirre og Fuglsang er alene fra Astana. Et sent angreb kan således godt betale sig, men mest sandsynligt er det, at gruppen rammer bakken samlet. Den er ganske stejl, og man kan bestemt ikke udelukke, at det kan lade sig gøre for stærkeste mand at køre alene væk. Hvis ikke, kan et angreb på det flade bære frugt, men det kan også afgøres i en spurt. Bakkens sværhedsgrad taget i betragtning vil det formentlig kun være for cremen af klassementet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

På den baggrund peger jeg igen på Dylan Teuns som favorit. Belgieren burde ikke få vanskeligheder med at sidde med i dette terræn, og der er ikke mange, der har hans punch på den stejle bakke inde i byen. Han kører ikke væk fra formstærke Fuglsang, men i en spurt blandt favoritterne vil han formentlig være hurtigst, også selvom han ikke er superafslutter på flad vej. Dertil kommer, at Bahrain kan bruge et overtal til at angribe på skift efter toppen, og da Fuglsang primært skal holde øje med Landa, kunne det være en alternativ chance for Teuns.

En lige så god kandidat er Pello Bilbao. Også han er hurtig på stregen - faktisk har han engang vundet en massespurt i Spanien - men i de senere år er han stort set ophørt med at spurte. Det er derfor lidt uklart, hvor meget af sin gamle, der er intakt, men i et favoritfelt uden andre afsluttere end ham og Teuns, burde også han have gode chancer i en spurt. Og ligesom Teuns kan også han bruge et Bahrain-overtal til at angribe i den ukontrollerbare finale.

Det er svært at se, at en spurt ikke vil blive vundet af enten Teuns eller Bilbao, og derfor skal vi se på alternative strategier for at finde de øvrige etapevinderbud. I den sammenhæng er man nødt til at nævne Jakob Fuglsang . Danskeren ligner løbets stærkeste, og den sidste bakke kan efter 3500 højdemeter være hård nok til, at bedste mand kører væk. Som udgangspunkt skal han bare køre defensivt, men i en ukontrollerbar finale med begrænset hjælp er det bedste forsvar af og til et angreb.

Jeg vil også pege på Brandon McNulty. Amerikaneren så meget overbevisende ud på 1. etape, indtil han pludselig eksploderede. I dag var han igen i offensiven, og da han vandt Giro di Sicilia, skete det netop ved at snige sig væk i en ukontrollerbar finale. Han har tabt tid og er ikke en umiddelbar trussel, og hans legendariske udbrud på Sicilien og i Dubai viser, at han er svær at hente, når han kommer fri. Han er en oplagt mand til at udnytte manglen på kontrol.

En anden er Chris Harper. Han er ligesom McNulty heller ikke hurtig, men han var meget overbevisende i går, hvor han ført som et æsel. Han er stadig den ukendte underdog, og derfor er det næppe ham, der påkalder sig den første reaktion, hvis han skulle angribe.

Jeg vil også nævne Jack Haig. Australieren viste sig som tredjestærkeste på stigningen forleden, og det vil ikke være helt umuligt, hvis han, Mikel Landa og Fuglsang kører væk til sidst. Mens Landa formentlig ikke vinder en flad spurt og som Fuglsangs værste konkurrent uden skyggen af frihed, får meget svært ved at vinde etapen, er Haig ikke uden chancer. Han og Fuglsang er en anelse hurtigere end Landa på flad vej, men i et opgør på fart kan det gå begge veje. Det kan være Haigs chance.

En anden rytter, der kan snige sig væk til sidst, er Andrey Zeits. Han kørte en fremragende 1. etape og ligner lige nu en af de stærkeste. Heller ikke han vil påkalde sig meget opmærksom, hvis favoritterne ser lidt for meget på hinanden i finalen.

De sidste oplagte kandidater til et sent angreb er Marc Soler, Sander Armee, Antwan Tolhoek og Harm Vanhoucke. Alle er de stærke nok til at køre med i den absolutte finale, og alle har de tabt så meget tid, at de vil kunne snige sig væk. Særligt Soler er farlig, da han har poweren til at holde sig fri, men også den uhyre formstærke Armee er en mand, der ikke skal have mange meter.

Skal et udbrud have en chance, skal Bahrain være repræsenteret. Derfor er Matej Mohoric en helt oplagt kandidat. Etapen er hård, men stigningerne er ikke for lange og svære for sloveneren, der samtidig elsker en eksplosiv finale som denne. Han viste fornem form i Valencia, selvom han her har arbejdet for holdet. Får han chancen, er han det bedste bud på en udbrudssejr.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Den anden er naturligvis Damiano Caruso. Han er aldrig i topform fra start, men han er en mand, Bahrain kan stole på i et udbrud. Som en af feltets på papiret bedste klatrere, passer terrænet ham, og han er eksplosiv og hurtig på stregen. Det er Mark Padun ikke i samme grad, men han er en uhyre talentfuld klatrer, der har arbejdet som en hest og synes i form. Han vil også være i stand til at gøre det færdigt.

Jeg vil også pege på Oliver Naesen. Belgieren chokerede i Paris-Nice sidste år, hvor han viste, at han kan klatre i dette terræn. Stigningerne er ikke for stejle for den store belgier, og kommer han først frem til den eksplosive finale, har han det, der skal til, for med sin spurt at gøre det færdigt.

Det samme har Julien Simon. Han er ikke så god som tidligere, men han er stadig stærk i dette terræn. Samtidig er han eksplosiv og svær at slå i en spurt. Det samme er Loic Vliegen , der kom med et stærkt angreb i går, men som kan være mærket af dagens styrt. Floris de Tier og Jelle Vanendert er også eksplosive folk, der har tabt nok tid, men de er ikke helt så hurtige på flad vej. Endelig synes den gamle udbryderkonge fra Vueltaen, Tomasz Marczynski , at være i bedre form end længe. Til gengæld tør de øvrige hold nok ikke lukke Enric Mas ind i klassementet igen, så han får næppe frihed, og er man mindre end 3 minutter efter, bliver det svært at få lov at holde hjem, med mindre løbet glider Astana helt af hænde.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Teuns

Øvrige vinderkandidater: Pello Bilbao, Jakob Fuglsang

Outsidere: Brandon McNulty, Chris Harper, Jack Haig, Andrey Zeits, Marc Soler

Jokers: Matej Mohoric, Damiano Caruso, Mark Padun, Oliver Naesen, Julien Simon, Loic Vliegen, Floris de Tier, Jelle Vanendert, Tomasz Marczynski (alle fra et udbrud)

Volta ao Algarve - 3. etape

Ruten

Før 2016 lå kongeetapen til Alto do Malhao altid på næstsidste dag, mens sprinterne fik det sidste ord. Det år blev der byttet rundt på de to etaper, og det format har man valgt at gentage siden, men sådan bliver det ikke i år. Her er hele weekenden nemlig reserveret til klassementskampen, og det betyder, at de hurtige afsluttere får deres anden og sidste chance om fredagen. Det sker for femte år i træk i spurten på bakken i Tavira, hvor de kraftfulde typer kan gøre bedre brug af deres power, end de kunne i onsdagens helt flade finale.

Med sine 201,9 km er 3. etape atter en ganske lang sag, der ligesom i 2019 byder på betydeligt flere tidlige højdemeter end de foregående års næsten helt flade version. Denne gang skal der nemlig køres fra Faro til Tavira, og det giver anledning til mere klatring. Fra starten kører man mod nordøst igennem let stigende terræn frem til dagens første spurt, som kommer efter 18,4 km. Herfra falder det mod øst tilbage mod vandet, hvor man kører ind til målbyen Tavira.

I stedet for at køre over stregen tager man hul på en stor rundstrækning i det kuperede terræn mod nord. Man kører mod nord op over kategori 3-stigningen Portela da Corcha (4,2 km, 4,5%), idet det dog stiger over 17,0 km med 2,7% i snit, inden man når toppen. Herfra går det mod nordvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Cachopo (4,0 km, 5,5%), der har top efter 78,3 km.

Herefter bliver det meget lettere. En nedkørsel fører mod nord ned til forplejningen, hvorefter det går mod øst, nord og øst igennem først fladt og siden faldende terræn, indtil man er næsten nede i havniveau ved dagens anden spurt efter 137,0 km. Nu går det mod syd med retning mod kysten igennem terræn, der primært er fladt, men har et par mindre bakker efter hhv. 155,4 km (1,0 km, 6,0%) og 166,5 km (1,0 km, 7,6%). Når man når kysten går det mod vest ind i landet, inden man kører mod syd tilbage til havet, hvorefter den flade kystvej følges mod sydvest ind til Tavira. Finalen byder på passage af en rundkørsel med 2500 m til mål, et venstresving i en anden rundkørsel 1300 m fra stregen samt en rundkørsel med bare 700 m til mål. Med 300 m igen drejer man ind på opløbsstrækningen, der stiger med ca. 2% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 2414 højdemeter.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

I 2019 fik Dylan Groenewegen revanche for et styrt på 1. etape ved at sejre foran Arnaud Demare og Jasper Philipsen. I 2018 fortsatte samme Groenewegen sin dominans af spurterne ved at sikre sig sin anden etapesejr, denne gang foran Matteo Pelucchi og John Degenkolb. I 2017 var det André Greipel, der i en ufatteligt tæt spurt akkurat slog John Degenkolb og Groenewegen, mens Marcel Kittel i 2016 slog Wouter Wippert og Jens Debusschere i samme opløb. I 2013 vandt Tony Martin en enkeltstart i Tavira, mens Gerald Ciolek og André Greipel tog spurtsejre i henholdsvis 2012 og 2011. Sebastien Rosseler vandt fra et udbrud i 2010, og Alberto Contador og Stijn Devolder vandt i 2009 og 2008 enkeltstarter. Forud for det vandt Marco Zanotti massespurter i både 2007 og 2006, og Bernhard Eisel var hurtigst i 2005. Lance Armstrong vandt en enkeltstart i 2004, men byen var også vært for løbet hvert år forud for Armstrongs sejr.

Vejret

Vejret i Portugal bliver ved med at overgå sig selv. Fredag bliver helt skyfri og byder på temperaturer på hele 20 grader. Vinde vil være let og østlig fra start, men til slut blot være helt svag og komme fra sydøst. Det giver skiftevis mod- og sidvind frem til anden spurt, hvorefter man får sidevind. Ned langs kysten til sidst vil der også være sidevind, indtil man får medvind i det sidste sving.

Favoritterne

Efter at endnu engang har tvunget os til at rode rundt på gulvet for at samle næse og mund op igen, har Remco Evenepoel kurs mod den samlede sejr - især fordi han vandt væsentlig tid på de fleste tempostærke med undtagelse af Maximilian Schachmann, der ligner hans værste rival. Han får dog kam til sit hår, hvis det klatresvage Deceuninck-hold skal kontrollere kongeetapen, der sidste år var meget aggressiv, og derfor kan det være, at han fik trøjen lidt for tidligt.

Inden den opgave venter, er der imidlertid en sprinteretape, der skal klares. På en dag nærmest uden vind bør der ikke være megen hurlumhej over den. Vi kender etapen til Tavira til hudløshed, og den ender altid i en massespurt. Det vil den også gøre i år, hvor Deceuninck, UAE og Cofidis alle vil gøre alt for netop det.

Derfor bør det blive en rolig dag, hvor et udbrud bestående af små ryttere kontrolleres af de tre sprinterhold. Modsat i går er der denne gang ikke en kuperet finale, hvor der kan blive lagt pres på, og derfor bliver det formentlig en let dag i sadlen, indtil det hele bliver hektisk i indløbet mod Tavira, hvor de fleste vil være friske.

Der er dog også andre forskelle på de to spurter. Sidste gang var der tale om en lang og lige vej, hvor der var masser af plads til at lade benene tale. Her er der tale om et sent sving, og historien viser, at man meget let bliver fanget for langt tilbage, som det skete for Fabio Jakobsen for et år siden. Samtidig er opløbsstrækningen stigende, og selvom det ikke er voldsomt - Marcel Kittel har eksempelvis vundet her - kan det spille en rolle.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Jeg peger igen på Fabio Jakobsen som favorit, men det er med en del usikkerhed. Vi fik nemlig i går bekræftet, at Deceunincks tog langt fra er det stærkeste. Jakobsen kunne alligevel finde en åbning, men han var helt alene efter at have tabt Florian Senechal undervejs. Omvendt var holdet også uden Yves Lampaert, der var punkteret, og det kan være en del af forklaringen på miseren. Jeg tror egentlig, at toget er solidt nok, men frygten er, at Jakobsen ikke kan holde sig til sit hold, som det ofte sker, og sidder han for langt tilbage i svinget, er det for sent. Med Lampaert tilbage vælger jeg dog at tro, at Senechal kan få ham afleveret ordentligt, så han med sin overlegne topfart kan vinde igen.

Jeg er dog meget fristet af at pege på Alexander Kristoff . Nordmanden har spurtet som en drøm i år, selvom sprinterløbene har været for lette. Samtidig har han været stensikker i positionskampen, som han plejer, selvom den glippede for ham i går. Han viste alligevel sin fart på de sidste meter, og han ligner løbets næsthurtigste, efter at han nær slog Ackermann i søndags. Problemet er, at han ikke bare kan sætte sig bag det bedste tog, som han plejer, for ingen ved rigtigt, hvem der har det bedste tog. Han er dog normalt så god til at placere sig, at han formentlig vil sidde fornuftigt, og i en stigende spurt har han langt bedre chance for at slå Jakobsen end på flad vej.

Den tredje store kandidat er Elia Viviani. I går kiksede lead-outet totalt, formentlig fordi Fabio Sabatini var blevet sat på bakken. Med Sabatini tilbage og Simone Consonni i sin position som næstsidste mand, har italieneren imidlertid et tog, der kan vise sig som det stærkeste. Han er åbenlyst langt fra den hurtigste i øjeblikket, men i en finale med et sent sving, er det heller ikke nødvendigvis afgørende. Samtidig har han bedre chance for at slå Jakobsen på en bakke, da han i både Touren og Tour de Suisse sidste år viste stærkt forbedrede evner i den sammenhæng.

I denne finale må man tilskrive Trek en god chance. Toget med Ryan Mullen, Jasper Stuyven og Edward Theuns viste sig som det stærkeste forleden, men Theuns havde taget Stuyvens hjul. Hvem der køres for i morgen, ved vi ikke, men det ville være logisk, at det var Stuyvens tur. Han er ikke verdens hurtigste, men i en stigende finale er han ikke uden chance, hvis Theuns sætter ham rigtigt op. Det samme gælder for Theuns, der også er bedst til at spurte op ad bakke, men jeg vil tro, at han denne gang får en lead-out rolle.

Bakken bør også give en bedre chance til Matteo Trentin. Italieneren er ikke hurtig på flad vej, men han plejer at være god i positionskampen. Forleden fik han også kringlet sig til en 3. plads, og med Greg van Avermaet som sidste mand burde han nok engang kunne sidde fornuftigt i svinget. Hvis Trentin skal vinde en massespurt, skal det gerne være i et stigende og teknisk opløb, og derfor bør han være kandidat her.

Det samme gælder for Davide Cimolai. Italieneren er normalt sikker i positionskampen, men det har knebet lidt på det sidste. Alligevel ender han stabilt i top 10, og det vidner om hans evner. Toget med Nils Politt, Jenthe Biermans, Mads Würtz og Guillaume Boivin er også blandt de stærkeste, og Cimolai er specialist i at spurte på en bakke, som han viste med sin imponerende gennembrudssejr i Paris-Nice i sin tid.

En anden specialist i bakkespurter er Jon Aberasturi, der sidste år vandt i Burgos i en langt hårdere finale. Et blik på hans resultater i år vidner om hans eminente positionering, og selvom han er ret alene, har han en reel chance her. I disse kaotiske massespurter kan de hurtigste sagtens sidde forkert i det sidste sving, og så har Aberasturi farten til at slå til. Caja Rural har også Matteo Malucelli, men han er nok for positioneringssvag til denne finale.

Jeg vil også igen pege på Danny van Poppel. I Almeria viste han på de sidste meter, at han stadig er en af de allerhurtigste, og i et stigende opløb er han endnu stærkere. Desværre har hans positionering været sløj, og samarbejdet med bror Boy, der ikke længere er så god en lead-out man som tidligere, har ikke fungeret. Sidder han rigtigt, kan han formentlig godt vinde denne spurt, men han skal genfinde sine gamle positioneringsevner.

Endelig er der Cees Bol. Særligt i et stigende opløb har han formentlig farten til at være med helt i front, men desværre er han skidt i positionskampen. På papiret er toget godt, men det er urutineret, og i går gik de i stykker, da de havde sat sig frem. Jeg tvivler på, at Bol kan positionere sig inden svinget, men sidder han rigtigt, er han farlig.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Jeg tvivler på, at Boras duo med Jempy Drucker og Martin Laas, der angiveligt undervejs aftaler, hvem der køres for, er hurtig nok, og det samme gælder for Ben Swift, selvom opløbet stiger. Andre sprintere er Jake Stewart, der punkterede forleden, Roger Kluge, Sacha Modolo, formsvage Mikel Aristi, Daniel Hoelgaard, Cesar Martingil, Joao Matias, Luis Mendonca, Daniel Freitas, Samuel Caldeira og Daniel Mestre, men de får svært ved at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Fabio Jakobsen

Øvrige vinderkandidater: Alexander Kristoff, Elia Viviani

Outsidere: Jasper Stuyven, Matteo Trentin, Davide Cimolai, Edward Theuns, Jon Aberasturi

Jokers: Danny van Poppel, Cees Bol, Sacha Modolo, Jempy Drucker, Martin Laas, Matteo Malucelli

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dylan Groenewegens sejre fra 2019 og 2018, André Greipels sejr fra 2017 samt Marcel Kittels sejr fra 2016.

Tour du Alpes Maritimes et du Var - 1. etape

Ruten

Årets udgave er en usædvanligt hård affære, og det får rytterne at føle allerede fra første færd. Således lægges der ud med en knaldhård etape, der måske kun byder på en blødere bakke op til mål, men som med 3500 højdemeter i det kuperede Sydfrankrig vil sørge for at skille fårene fra bukkene. Sandsynligvis skal de bedste klatrere spurte om sejren til sidst, men allerede fra dag 1 vil vi få at se, hvem der i hvert fald ikke kan vinde løbet.

I alt skal der tilbagelægges 186,8 km, der fører feltet fra Le Cannet til Grasse. Begge byer er forstæder til Cannes, og etapen består af en kringlet tur rundt i bakkerne nord for Nice, der er kendt fra Paris-Nice. Allerede starten er svær, idet man kører mod nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,5 km, 6,3%), inden man drejer mod sydvest og syd for at køre igennem let kuperet terræn. En bakke (2,6 km, 5,4%) leder frem til bunden af kategori 3-stigningen Tanneron (2,4 km, 6,9%), som bestiges fra sydøst, inden det gør videre mod sydvest og nordvest igennem terræn, der er ganske kuperet.

I byen Montaroux skal man over den velkendte mur af samme navn (2,2 km, 6,8%) efter 40,5 km, hvorefter man kører en omgang på en rundstrækning i området vest for byen. Her skal man over den kendte Mur de Fayence (1,1 km, 9,4%) efter 50,6 km, ligesom der venter en spurt efter 56,9 km, og generelt er terrænet kuperet.

Efter rundstrækningen kører man mod nordøst op ad en bakke (4,6 km, 4,1%) til Callian, inden en nedkørsel leder mod nordøst og nordvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Col de la Leque (10,3 km, 4,4%), som bestiges fra sydvest og leder frem til etapens højeste punkt efter 99,3 km. Herfra snor man sig via en nedkørsel mod nordøst, syd og øst ned til Grasse, hvor målstregen krydses i forbindelse med dagens anden spurt efter 118,6 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den afsluttende 68,2 km lange rundstrækning i området øst for målbyen. Fra start fortsætter det med at falde mod nordøst ud til en lille rundstrækning, hvor man kører en enkelt omgang. Den består i alt væsentligt af en lang, jævn klatretur, der undervejs byder på 1,1 km med 8,6%, op til dagens sidste spurt i Tourrettes-sur-Loup, som nås efter 150,1 km, samt en efterfølgende nedkørsel.

Efter omgangen kører man mod vest tilbage ad samme vej som tidligere, hvilket betyder, at det stiger jævnt op mod Magagnosc - undervejs med blandt andet 6,8% over 2,2 km - som nås efter 178 km. Herefter fører en ikke-teknisk nedkørsel mod sydvest ned til Grasse, hvor man slutter med at køre op ad en 2,9 km lang bakke, der jævnt stiger med 5,7% i snit, herunder med 4,8% på den sidste kilometer. En lang, lige vej leder frem til bunden, hvorefter der er tre hårnålesving, det sidste lige efter den røde flamme.

Læs også

EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen

Etapen byder på i alt 3487 højdemeter.

Grasse har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Middelhavet Rundt, der i 2013 sluttede i byen på en dag, hvor Jurgen Roelandts kørte alene hjem fra et udbrud og akkurat holdt en decimeret favoritgruppe bag sig.

Vejret

Det fantastiske vejr, der præger Sydeuropa, rammer også dette løb. Fredag byder kun på enkelte skyer og en temperatur på 15 grader. Vinde vil blot være svag til let og komme fra sydøst, hvilket hovedsageligt giver sidevind på den kringlede rute. På den sidste rundstrækning vil der først være sidemodvind, mens man får sidemedvind på turen tilbage til Grasse. Man får sidevind på stykket frem til målbakken og derefter medvind på selve stigningen.

Favoritterne

Åbningsetapen i årets meget hårde løb er en, der kan give mange sportsdirektører grå hår i hovedet. Det kan godt være, at stigningerne omkring Nice som regel er ganske bløde, men det er alligevel lidt af en mundfuld, der åbner løbet. 3500 højdemeter er mange, især på denne tid af året, og det kan gøre det næsten umuligt at kontrollere. Det er formentlig kun Arkea, FDJ, Ag2r og Trek, der stoler på deres kaptajn på søndag på Mont Faron, og derfor vil alle andre hold gå til løbet med en offensiv taktik. Det gælder særligt EF, NTT, CCC og Sunweb, der alle har mange stærke kort at spille på, og da der samtidig er solide løjtnanter på de fire store hold også, kan man ikke udelukke, at der kører en gruppe, som ingen vil eller kan hente.

Allerede starten er så svær, at det formentlig bliver en angrebsfest, der fører til dannelsen af et stort og stærkt udbrud. Jeg vil dog tro, at de fire favorithold markerer hinanden og ikke finder adgang til udbruddet. Derfor burde de også kunne etablere en alliance om at kontrollere, og da de er ganske stærke, tror jeg ikke, at det tidlige udbrud har en chance, med mindre de fire hold mod forventning alle kommer med.

Risikoen er nok snarere angrebene på den sidste rundstrækning. Den kan blive ganske giftig, men jeg er ret sikker på, at Arkea vil gøre alt for at holde det samlet, så Quintana ikke smider klassementet allerede her. Det samme vil formentlig være tilfældet for Ag2r, der har sagt, at de satser stærkt på Cosnefroy på 1. etape, og måske vil Sunweb også satse mere målrettet på Marc Hirschi. Et sent udbrud skal i hvert fald have deltagelse af mindst to af de fire store hold for at have en chance, men jeg tror, at interessen i klassementet og en spurt er så stor, at en gruppe skal afgøre det på sidste stigning.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Den er ikke særligt lang eller stejl, men den kommer efter en lang og ganske brutal dag. Formentlig vil der have været ganske betydelig selektion forinden, og der vil næppe være mange tilbage. Stigningen i sig selv er dog næppe svær nok til at skabe forskelle, heller ikke selvom der er medvind. Jeg tror derfor, at vi får en puncheurspurt efter et hårdt udskilningsløb, hvor man skal klatre meget godt for at være med.

Derfor peger jeg på Benoit Cosnefroy. Den franske puncheur har gjort gigantiske fremskridt og er åbenlyst i superform efter sine to sejre i årets to første løb. Besseges viste imidlertid også, at han stadig har sine begrænsninger på længere stigninger, og selvom målbakken i sig selv ikke er et problem, kan den samlede etape blive for vanskelig. De sidste 20 km går næsten alle opad, og selvom det aldrig er stejlt, er der en risiko for, at han bliver for slidt inden spurten. Med sin nuværende form tror jeg dog, at han klarer den, og som feltets bedste puncheur, må han være manden, der skal slås.

Hans værste rival er Marc Hirschi. Også han er hurtig, som han har vist i blandt andet Baskerlandet og San Sebastian, og han vil elske denne afslutning. Han skuffede fælt på 2. etape i Provence, men Sunweb har alligevel meldt ud, at de kører 100% for ham. Denne finale er blødere end det, han oplevede i sidste uge, og klatreudfordringerne burde han på papiret kunne klare. Han klatrer også som udgangspunkt bedre end Cosnefroy, og derfor ligner han manden, der tager over, hvis Ag2r-rytteren finder det for hårdt.

Man skal heller ikke afskrive Thibaut Pinot . Franskmanden er måske ikke i topform, men han er rigeligt god til at køre finale her. Han er ganske hurtig og eksplosiv, og særligt hvis det har været knaldhårdt, er bakken formentlig stejl nok til, at han også kan slå folk som Cosnefroy og Hirschi. Han bakkes op at et stærkt hold til at lægge pres på og slide de hurtige folk ned, inden Pinot så forhåbentlig kan overspurte de øvrige klassementsfavoritter. Til gengæld er finalen for let til, at de tre øvrige topnavne, Nairo Quintana, Richie Porte og Romain Bardet, har mange chancer, især fordi de heller ikke får meget frihed.

En joker kunne være Simon Clarke. Kongeetapen i Besseges var for voldsom, men nu må formen være bedre. Stigningen her er slet heller ikke lige så stejl, og faktisk er det en bakke, der passer ham. Nærmer han sig klatreniveauet fra sidste års Tirreno, kan han godt være med her, og i en spurt kan han slå dem alle. Alt sammen kræver det, at han har fundet de procent, han manglede forleden.

Jeg vil også pege på Jonathan Hivert. Franskmanden kom skidt fra start, men i Provence så han betydeligt bedre ud. På papiret er det en finale, der passer perfekt til en superpuncheur som ham, men det er klart, at han skal have fundet noget mere form siden sidste uge. Heldigvis ved vi, at hans form altid kommer ud af det blå, og det gør ham farlig efter de positive takter i sidste uge.

Direct Energie har også en god afslutter i Lilian Calmejane. Desværre indikerer sæsonstarten, at han stadig er en skygge af sig, men helt formsvag er han ikke. Har han forbedret sig yderligere i løbet af de seneste to uger, er dette terræn, han elsker. Han kan nemlig både angribe og deltage i en spurt på bakken. Det burde også være en finale for Tom-Jelte Slagter og Arthur Vichot, men de synes begge for formsvag, og jeg tror ikke helt, at Nicolas Edet er hurtig nok.

Jeg vil heller ikke helt udelukke Michael Valgren. Han manglede noget i Besseges, men nu må han ventes at være kommet længere. En formstærk Valgren kan klare disse bløde bakker, og i et løb uden mange afsluttere er han slet ikke langsom. Jeg tror stadig, at det nok bliver lidt for voldsomt med alle de højdemeter i februar, men terrænet er ikke så svært, at han er udelukket. Til gengæld synes Edvald Boasson Hagen ikke længere at klatre godt nok.

Skal man pege på ryttere, der kan overraske med angreb i den kuperede finale, er Valgren, Edet og Calmejane oplagte bud. Endnu bedre er måske Tanel Kangert , der viste fornem form i Provence, og som kan være umulig at hente i dette terræn. FDJ kan også forsøge at undgå at komme i defensiven, og det kan åbne døren for Rudy Molard, der slet ikke er ringe i en sådan finale, og Sebastien Reichenbach, der dog skal alene hjem, ligesom man også skal holde øje med Sam Oomen, der er kommet godt i gang efter sin skade. Julien El Fares lignede en mand i storform i Provence og har faktisk også en god spurt, Toms Skujins er altid aggressiv, og endelig er Fausto Masnada og Serge Pauwels både formstærke og uhyre offensive. Til gengæld tror jeg desværre, at det bliver lidt for voldsomt for den ellers meget formstærke Andreas Kron, der trods den fine kørsel har set sine begrænsninger i Laigueglia og Saudi-Arabien

Feltet.dks vinderbud: Benoit Cosnefroy

Øvrige vinderkandidater: Marc Hirschi, Thibaut Pinot

Outsidere: Simon Clarke, Jonathan Hivert, Lilian Calmejane, Michael Valgren, Tanel Kangert

Jokers: Nicolas Edet, Rudy Molard, Fausto Masnada, Julien El Fares, Sam Oomen, Serge Pauwels, Toms Skujins