HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Fleche Wallonne er måske ikke den mest prestigiøse af klassikerne, og det vallonske løb er end ikke et af cykelsportens fem monumenter. Alligevel findes der næppe noget endagsløb - det skulle da lige være Paris-Roubaix - der har en så ikonisk afslutning, som den mindste af de tre ardennerklassikere, og det er præcis denne finale, der giver løbets dets plads blandt de store. Fleche Wallonne er i dag kun kendt for én ting: den ekstremt stejle Mur de Huy.

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage til 1936, har løbet altid været en hård sag med flere vanskelige stigninger i Ardennerne, men uden den samme lange historie som Liege-Bastogne-Liege så løbet aldrig ud til at blive andet og mere en mindre version af den anden belgiske klassiker i regionen. Det ændredes i 1983, da løbet for første gang sluttede på den 1,3 km lange stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3%, hvorved begivenheden fik sit helt eget kendetegn og en mere markant profil på den internationale kalender.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Siden da har stigningen været løbets vartegn og gjort det en helt unik begivenhed i klassikersæsonen. Det er æren ved at have erobret de stejle skråninger, der gør løbet attraktivt for de største ryttere og betyder, at selv de største navne føler, at Fleche Wallonne har en helt særlig tiltrækningskraft.

Ikke desto mindre betragtes løbet som den mindst prestigiøse af ardennerklassikerne. Med dets position i ugen mellem Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege er det fortsat for mange som en mulighed for at holde benene i gang mellem de to større mål, og da det største løb i Liege finder sted bare få dage senere, er nogle ryttere ikke villige til at gå alt for dybt så tæt på den største af ardennerklassikerne. Da løbet er for sande specialister med en langt kortere liste af vinderkandidater, vælger mange endda helt at droppe løbet for at restituere til det største slag den følgende søndag. På den anden side åbner løbets særegne karakteristika og korte distance døren til ryttere, der ellers har det svært i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og for disse specialiser er det næsten ugens højdepunkt.

Engang blev Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege afviklet på hinanden følgende dage i den såkaldte Weekend Ardennais, men i dag er Fleche Wallonne et midtugeløb. Som alle andre sådanne onsdagsklassikere er det kortere end de helt store weekendklassikere, herunder Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og med bare 202 km er det bestemt ikke distancen, der gør løbet hårdt. Det lykkedes overraskende ikke at blive en del af World Cuppen, da denne blev introduceret i 1989, og i mange år lå det klart nederst i ardennerhierarkiet, da de to længere begivenheder begge tilbød vigtige point til den sæsongående løbsserie. Med introduktionen af ProTouren i 2005 fik det imidlertid igen samme officielle status som de øvrige klassikere, og i de senere år synes det at have vundet terræn i kampen mod specielt den hollandske klassiker. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at de to løb nu nyder samme anseelse.

Med dets nære forbindelse til Liege-Bastogne-Liege er det ikke noget under, at løbet er blevet vundet af mange af sportens helt store navne, og det fik international anseelse næsten fra begyndelsen. Allerede i 1950 vandt Fausto Coppi løbet, og selvom værtsnationen naturligvis har domineret i lange perioder, har det været en meget multinational affære siden 1976, idet kun seks udgaver er blevet vundet af belgiere siden da. Sejrsrekorden indehaves af en af nutidens stjerner, idet Alejandro Valverde i 2017 tog sin femte sejr, og dermed nu klart overgår Marcel Kint (i de helt tidlige år), Eddy Merckx (selvfølgelig), Moreno Argentin og Davide Rebellin, der alle har stået øverst på podiet tre gange. Løbet har også en fin dansk historie, idet både Kim Andersen og Bo Hamburger har vundet det.

Mens Liege-Bastogne-Liege og Amstel Gold Race har utallige vinderkandidater, betyder den helt specielle afslutning i Fleche Wallonne, at det er et løb for absolutte specialister. Kun en yderst eksklusiv gruppe af puncheurs har egenskaberne til at vinde på så stejl en stigning, og det gør det til langt den mest forudsigelige af samtlige klassikere. Mens udholdenhed, taktik og angrebslyst spiller en stor rolle i de to øvrige ardennerløb, er Fleche Wallonne som regel et yderst låst løb, hvor alt kan koges ned til, hvem der har benene på Mur de Huy. Ikke desto mindre er det et fantastisk spektakulært skue at se rytterne slås om sejren på Muren, og det er denne form for eksklusivitet, der giver det en speciel betydning for mange af feltets store navne.

I 2015 forsøgte arrangørerne at skabe mere drama i finalen ved at inkludere den stejle Cote de Cherave-stigning mindre end 10 km fra mål. Det har givet anledning til en mere animeret afslutning med flere angreb og betydet, at det har været et mindre felt, der har ramt Muren. Det er imidlertid ikke ændret løbets natur, og selvom den nye finale ser ud til definitivt at have vundet indpas, handler Fleche Wallonne stadig stort set kun om spurten op ad den stejle stigning.

Løbet markerer næste fase i den gradvise udskiftning af klassikerfeltet, der blev indledt ved sidste onsdags Brabantse Pijl. Mens naturen af Amstel Gold Race gjorde det velegnet til nogle af de stærke folk fra brostensklassikerne, og mange hold endda valgte at stille til start med nogle af heltene fra de flamske løb for at hjælpe til i positionskampen, gør de længere stigninger Fleche Wallonne til et mere udpræget klatreløb. Derfor vil der kun være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag, og når vi når frem til søndagens Liege-Bastogne-Liege, vil det store antal højdemeter fuldende transformationen. Til den tid vil stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere være samlet på startstregen i Liege, mens brostensspecialisterne nu alle nyder en velfortjent pause, og dermed er scenen sat til næste fase på cykelkalenderen, de store grand tours.

Efter i 2018 at have detroniseret kongen af Mur de Huy, Alejandro Valverde, fortsatte Julian Alaphilippe med at gøre krav på en status som murens nye hersker, da han for andet år i træk slog den spanske veteran og sejrede i den måske mest berømte midtugeklassiker. Denne gang var det imidlertid ikke spanieren, der var hans nærmeste rival, men derimod en uhyre formstærk Jakob Fuglsang, der tvang den franske superpuncheur til at uhyggeligt dybt for at forsvare sin titel. I sidste ende lykkedes det imidlertid franskmanden at slå Astana-danskeren i endnu en af årets mange dueller mellem de to, inden Diego Ulissi ganske overraskende langt om længe brød en serie af ardennerskuffelser ved endelig at sikre sig en podieplads i et af de tre kuperede endagsløb. Efter VM-sejren har Alaphilippe i sidste øjeblik sendt afbud for i stedet at fejre triumfen, og da både Fuglsang og Ulissi har Giroen i kikkerten, er der slet ingen gengangere fra sidste års podium.

Ruten

Mur de Huy er ikke bare den sidste udfordring i Fleche Wallonne, den er også referencepunktet gennem hele dagen. Som det er tilfældet med Cauberg i Amstel Gold Race, skal stigningen forceres flere gange, inden den mod slutningen spiller en nøglerolle i finalen.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Tidligere har løbet haft flere forskellige formater, men siden man introducerede Mur de Huy som løbets vartegn, har man fulgt et ret ensartet mønster. Startbyen varierer ganske vist en del, men løbet har haft den samme opbygning. Første del består af en lang, småkuperet rejse fra startområdet til Huy, hvor Muren bestiges for første gang. Løbet er herefter traditionelt blevet afsluttet med to forskellige rundstrækninger omkring målbyen, en stor og en lille, der begge slutter på toppen af Muren.

De to sidste rundstrækninger er blevet ændret fra år til år, men benytter som regel de samme veje og stigninger. Tidligere kørte man den korte rundstrækning først, men for at få bragt de to sidste passager af Muren tættere på hinanden, byttede man i 2011 rundt på rækkefølgen. Selvom det gav næstsidste passage af Muren større betydning, gav det også anledning til en lettere finale, idet de sidste kilometer ikke længere var så hårde som tidligere.

I 2015 gjorde man den sidste rundstrækning sværere ved at lægge en ekstra stigning ind meget tættere på mål, og det ændrede løbets dynamik en anelse. Ganske vist betød det, at næstsidste passage af Muren kom med 29 km igen mod tidligere 23,5 km, men nu skulle man op over den stejle Cote de Cherave bare 5,5 km fra mål. Det forhindrede som omtalt ovenfor ikke en spurtafgørelse, men det gav anledning til betydeligt større udskilning, og i 2018 var det endda meget tæt på, at Maximilian Schachmann snød favoritterne.

I 2017 nytænkte man ruten en anelse ved at droppe ideen om en lang og en kort rundstrækning. I stedet benyttede man den samme 29 km lange rundstrækning, som i de seneste tre år er blevet benyttet i finalen, to gange, og der var således ikke nogen lang rundstrækning. Det betød, at man forlængede det indledende, relativt flade stykke, men til gengæld blev finalen mere intens, idet de tre passager af Muren nu alle kom inden for de sidste 60 km, og Cote de Cherave skulle passeres to gange. Antallet af stigninger blev reduceret fra 11 til 9, men distancen forlænget fra 196 km til 204,5 km. Den model genbrugtes i 2018, men man gjorde det indledende stykke hårdere, så der igen var 11 stigninger på programmet i løbet af de nu 198,5 km, og som noget nyt skulle man blandt andet over Cote de La Redoute, der er kendt som den meste ikoniske stigning i Liege-Bastogne-Liege. Også i 2019 så vi samme mønster med to omgange på den nu ret velkendte rundstrækning, i alt 11 stigninger og denne gang kun 195 km.

Sådan bliver det imidlertid ikke i 2020. Her har arrangørerne nok engang nytænkt formatet, og det har kostet Cote de Cherave livet. Grundideen med en indledende strækning med afslutning på toppen af Mur de Huy efterfulgt af to omgange på en kuperet rundstrækning omkring Huy er den samme, men denne gang er rundstrækningen 31,5 km mod de tidligere 29 og indeholder som erstatning for Cherave den nye stigning Cote du chemin des Gueuses, der ligger længere fra mål end forgængeren. Det kunne ligne en lidt lettere version end sidste års udgave, men i alt væsentligt fastholder løbet sin identitet.

Med en distance på 202,0 km er afstanden stort set, som den kendes, og antallet af stigninger er reduceret fra 11 til 10. Som sagt varierer startbyen fra år til år, og denne gang er det Herve, der har fået æren af at lægge asfalt til de første kilometer. Den er placeret relativt langt fra Huy på den ”forkerte” side af Liege, og således består dne første del af løbet af en stor sløjfe syd om storbyen. Her er terrænet ikke alt for udfordrende, og efter at man indledningsvis er kørt mod nordvest igennem småkuperet terræn, går det i lang tid mod syd igennem et relativt fladt område, hvor eneste reelle udfordring er Cote de Trasenster (3,3 km, 4,9%), som har top efter 30,5 km. Efter godt 60 km når man rutens sydligste punkt, hvorefter man lører mod vest op ad en bakke til byen Werbomont. Herfra snor man sig mod nordvest igennem terræn, der er en anelse mere kuperet med et par småbakker, inden man efter 117,0 km rammer den afsluttende 31,5 km lange rundstrækning.

Straks fra start af rundstrækningen skal mon over en af løbets klassikere, Cote d’Ereffe (2,1 km, 5,0%), hvis top nås efter 119,5 km, hvorefter det går ned til den nye Cote du chemin des Gueuses (1,8 km, 6,5%), som for første gang i historien passeres efter 128,5 km og er stejlest i bunden med 8,4% over de første 500 m, hvorefter den flader ud. Derfra venter en nedkørsel, inden det igennem fladt terræn går frem til centrum af Huy, hvor første passage af Mur de Huy (1,2 km, 9,3%) venter med bare 63 km igen.

Tidligere har første passage af Muren primært tjent som formål at give rytterne mulighed for at genopfriske kendskabet til stigningen, men nu kommer den så tæt på mål, at betydningen kan blive større. I stedet for den vanlige gradvise udskillelse på de første stigninger, kan nogle hold nu føle sig ansporet til at starte angrebene lidt tidligere. Selvom disse tidlige forsøg sjældent har haft succes, og afstandene altid holdes på et minimum, er håbet, at mange hold vil forsøge at sætte specielt Movistar og Deceuninck under pres ved at gøre løbet hårdt og sende folk ud foran med det håb at undgå den forventede afsluttende spurt op ad Muren.

Løbet afsluttes nu med to omgange på den 31,5 km lange rundstrækning i området sydøst for Huy, som er en modificeret udgave af den, der blevet benyttet som afslutning i de seneste fem udgaver. Udover Muren består den af to stigninger. Først kommer Cote d’Ereffe (2,1 km, 5,0%) med 19 km til mål, men selvom terrænet ikke er fladt i denne indledende fase, favoriserer det klart feltet i forhold til eventuelle udbrydere. Derefter venter nyskabelsen Cote de chemin des Gueuses (1,8 km, 6,5%), der erstatter Cote de Cherave og har top 9,5 km fra stregen, hvor forgængeren var placeret med bare 5,5 km igen. Efter toppen stiger det kortvarigt let, inden en længere ned kørsel fører ned til Huy, hvor man ad flade veje kører frem til bunden af Muren, der starter med bare 1,3 km igen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Traditionelt er angrebslysten blevet intensiveret, jo tættere vi er kommet på næstsidste passage af Muren, der er en perfekt mulighed for at foregribe favoritterne. Da løbet er for sande specialister, har de fleste - herunder flere af verdens bedste klatrere - ikke en chance i en afsluttende spurt. Deres eneste mulighed er at angribe de store favoritter før sidste stigning, og selvom den nye rute uden Cherave umiddelbart er lettere at kontrollere, vil den nye stigning stadig tilbyde en sidste mulighed for en offensiv. Specielt ser man tit løjtnanter angribe i denne fase, men Movistar har ofte klogt sendt ryttere med i fremstødene for at undgå at komme i defensiven. Selv hvis angrebene ikke lykkes, vil Muren, Ereffe og chemin des Gueuses formentlig give en solid udskilning inden finalen. Ser man bort fra 2019, er angrebene først blevet neutraliseret på selve Muren, og det viser, at det kan lade sig gøre at skabe overraskelsen, selvom vi ikke har set en udbrudssejr, siden Mario Aerts vandt i 2002.

Alligevel er det mest sandsynligt, at det ender i en spurt på Muren. Det giver altid anledning til en helt vanvittig positionskamp, da positionering på så kort en stigning er altafgørende. Hvis ikke man er helt fremme i bunden af bakken, er man helt uden chance, og det giver anledning til et opskruet tempo. Selve stigningen har ganske vist kun en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,6, men har meget stejlere passager på helt op til 25%. Den starter blødt ud, men når de nærmer sig toppen, vil rytterne blive udfordret af den sværeste del af samtlige de stigninger, de skal forcere i ardennerklassikerne, og det betyder, at det altid er en helt fortjent vinder, der krones i den mindste af de tre ardennerklassikere. Starten på stigningen markeres af en rundkørsel efter 2 km kørsel på en lige, flad vej langs Meuse-floden og herefter venter tre sving, inden man når til de sidste 500 m, hvor vejen kun bugter sig let.

Løbet byder på i alt 3124 højdemeter, hvilket er ca. 250 flere end sidste år, men 250 færre end i 2018.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Vejret

Udsigten til en efterårsplacering øger risikoen for dårligt vejr, og det kommer til udtryk i en vejrmæssigt trist uge i Belgien. Det er dog først fra torsdag, at det bliver rigtigt kedeligt, og med lidt held bliver onsdagen ikke så slem. Der er risiko for byger hele dagen, men værst om formiddagen, mens den om eftermiddagen falder til ca. 20%, ligesom der kan være enkelte solstrejf. Temperaturen vil nå 19 grader, men det vil være en anelse blæsende med en jævn vind (18 km/t) fra syd. Det giver indledende modvind, inden man får side- og sidemedvind på det sidste stykke frem til rundstrækningen. Her er der først sidemedvind frem til toppen af Ereffe og derefter hovedsageligt medvind. Der vil være sidevind på næstsidste stigning efterfulgt af medvind ned til Huy. Her er der side- og sidemodvind inde i byen fra 4 km-mærket, indtil man slutteligt får sidemodvind på Muren.

Favoritterne

Af ardennerklassikerne er Fleche Wallonne klart den mest kontrollerede, og det har i mere end 10 år trods diverse ruteændringer været umuligt at undgå en afsluttende spurt op ad Muren. Terrænet er ganske vist svært og udfordrende, men det er ikke den samme form for konstante op- og nedkørsler på smalle veje som i Amstel Gold Race, og løbet er slet ikke så hårdt som Liege-Bastogne-Liege. Derudover betyder den kortere distance, at løbet er nemmere at kontrollere, og derfor har favoritterne som regel greb om tingene.

Samtidig er løbet som sagt klart det mest specialiserede af de tre klassikere og derfor det løb med klart den korteste liste over potentielle vindere. Som regel er der en håndfuld specialister, der alle tror på, at de har en stor chance for at vinde i denne særlige finale, og det betyder, at der som regel er flere hold med en klar interesse i at skabe samling i bunden af Muren. De fleste hold har ikke en chance i en afslutning for sande specialister, men da det ofte er de stærkeste hold, der forsøger at kontrollere, er det meget vanskeligt at bryde deres dominans. Alle disse faktorer betyder, at vi skal helt tilbage til 2002 for at finde den seneste udbrudssejr, og der har været en generel konsensus om, at det sandsynligvis kræver meget dårligt vejr, hvis vi skal undgå det forudsigelige scenarium. Onsdag byder imidlertid på relativt pæne betingelser, og selvom det er lidt blæsende, er det meget tvivlsomt, om det vil spille en rolle.

Tilføjelsen af Cote de Cherave i finalen var et ganske interessant twist fra arrangørernes side, og det har helt klart øget mulighederne for, at der kunne ske overraskelse. Stigningen er ganske vist ikke lang, men den er så stejl, at den har været er en ganske god affyringsrampe. Toppen kom samtidig så tæt på mål, at den har givet anledning til angreb i 2015, 2016 og 2017, hvor særligt Tim Wellens gjorde den til sin helt egen legeplads. Alligevel har det hverken i de fem udgaver eller i Tour-etapen fra 2015 med samme finale været muligt at narre favoritterne.

I år er Cherave væk og erstattet med en ny og lettere stigning. Den kommer samtidig længere fra mål end vanligt, og det lægger ikke just op til, at chancerne for at undgå en spurt er større. Ganske vist betyder Julian Alaphilippes sene afbud samt Alejandro Valverdes fokus på Vueltaen, at vi mangler de to sædvanlige favoritter, hvis hold nu ikke vil kontrollere, men det betyder til gengæld bare, at flere lugter blod. Således er det nærliggende at tro, at EF med Michael Woods, Sunweb med Marc Hirschi, Ineos med Michal Kwiatkowski, UAE med Tadej Pogacar og Israel SUN med Dan Martin alle har en spurt som drømmescenariet.

Det betyder ikke, at der ikke vil blive kørt aggressivt. De fleste hold har ikke i et så specialiseret et løb ikke en mand, der kan vinde i finalen, og det betyder både, at der kan være kamp om det tidlige udbrud, som der ofte er det, og at rundstrækningen vil blive grebet aggressivt an. Næstsidste tur op ad Muren plejer at være glimrende som afsæt for et angreb, og den nye stigning vil utvivlsomt også blive brugt mod slutningen. Der er dog nu næsten 10 km hjem, og særligt Ineos er så stærke, at de bliver svære at knække, hvis de satser hele butikken på Kwiatkowski, ligesom UAE gør det, hvis de går all-in på Pogacar. Vi har dog også set, at Maximilian Schachmann i 2018 først blev hentet få hundrede meter fra mål, og at Bob Jungels tidligere også har ramt Muren med et forspring, og derfor kan man aldrig helt udelukke, at et angreb fra distancen faktisk giver resultat.

Sandsynligheden taler altså for en spurt, og feltet bliver formentlig også større end tidligere. Cherave betød, at vi fik mere tidlig udskilning, men med den lidt lettere finale vil feltet nok igen være større, hvilket øger betydning af positionskampen, som er vigtig.

I selve spurten er der to nøgleegenskaber. Den første er netop evnen til at positionere sig selv. Man har ingen chance, hvis man er for langt tilbage i bunden af bakken. I 2016 startede Michael Woods eksempelvis langt tilbage, og selvom han klart var en af de hurtigste på Muren, blev det ikke til mere end en beskeden 12. plads.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Den anden nøgleegenskab er erfaring og tålmodighed. År efter år ser vi ryttere, der åbner deres spurt alt for tidligt for siden at eksplodere på dramatisk vis og slet ikke komme i nærheden af top 10. Fleche Wallonne kræver evnen til at disponere kræfterne og afmåle sin indsats for derved at gemme kræfter til en perfekt timet acceleration fra det punkt, hvor man ved, at man kan holde farten hele vejen til stregen. Kun ganske få ved, hvordan man gør det perfekt, og derfor kræver det ofte mindst ét forsøg, inden man for alvor er konkurrencedygtig i en finale, hvor kun en sand specialist kan løbe med trofæet.

Hvis ikke Alaphilippe havde foretrukket champagne, havde favoritten været givet på forhånd, men nu er det uhyre åbent. Jeg vælger at pege på Marc Hirschi som min favorit. Den lille schweizer bliver bare ved med at imponere, og han synes slet ikke træt endnu. Senest var han en af de allerstærkeste ved VM, hvor han nok engang viste sine evner på korte, stejle stigninger. Selvom er uprøvet i denne slags murfinaler på højeste niveau og således også mangler den erfaring, der er så afgørende netop på Muren, peger alt på, at Hirschi mestrer kunsten at spurte også på stejle procenter. Det er klart, at han skal time det rigtigt, men i de seneste løb har han kørt mere som erfaren veteran end en rytter, der indtil for et år siden stadig var regerende U23-verdensmester.

Naturligvis kan man spørge, om han snart er mærket, men det peger intet på, og han satser stort på Ardennerne. En svaghed er holdet, men heldigvis er han selv god i positionskampen. På baggrund af det, vi så ved VM, kunne Hirschi ligne manden, der skal slås, og schweizeren har goe muligheder for at sikre sig den første af mange klassikersejre denne onsdag.

Lige siden løberen Michael Woods begyndte at interessere dig for cykelsport og fandt ud af, at han har flair for stejle mure, har han været fascineret af Fleche Wallonne, som han drømmer om at vinde. Finalen passer ham da også som fod i hose, for der er ikke mange i denne verden, der kan matche canadieren på de stejleste procenter. Det viste han som stærkeste mand på Höll-stigningen ved VM i 2018 og senest med sin suveræne sejr på 3. etape i Tirreno, hvor han kørte fra alt og alle på de knap 30%, der var i afslutningen.

Det er imidlertid aldrig lykkedes på Muren i Huy. I 2016 og 2017 endte han lige uden for top 10, men i det første år var han en af de hurtigste og tabte alene som følge af sin manglende rutine i positionskampen, og året efter var han småsyg. Sidste år sendte styrt ham ud af spillet, selvom han få dage senere viste storform i Liege, og han er utvivlsomt opsat på revanche, nu hvor han også er blevet bedre i positionskampen og endda støttes af et skræmmende stærkt hold.

Der er ingen tvivl om, at Woods er løbets førende murspecialist, og når jeg alligevel kun placerer ham som nr. 2 på listen, skyldes det VM. Her så vi, at Tour-rytterne havde en klar fordel, og han blev aldrig den ventede faktor. Alligevel vil det være alt andet end overraskende, hvis han vinder onsdag, for der er ingen, der har hans punch på de stejleste procenter. Og et lettere og kortere løb bør gøre det betydeligt mere sandsynligt, at han tager kampen op med de ryttere, der slog ham forleden. Er han frisk i finalen, bliver han svær at slå - selv for Hirschi, Kwiatkowski og Pogacar.

Det var imidlertid ikke let at se, om Hirschi vitterligt var stærkere end Michal Kwiatkowski i søndags. Ligesom i 2017 og 2018 er polakken kommet flyvende ud af Touren, og modsat Hirschi kender han Muren til hudløshed. Han blev således nr. 5 i 2013, nr. 3 i 2014 og nr. 7 i 2017, men til gengæld er han faldet igennem både i 2018 og 2019. Det skyldtes imidlertid først og fremmest, at han slet ikke ramte formen til Ardennerne, men nu er der ingen, der kan diskutere, at Kwiatkowski igen er den rytter, han senest var i efteråret 2018.

Når jeg alligevel vælger at pege på Hirschi, skyldes det en fornemmelse af, at Kwiatkowski har tabt en anelse eksplosivitet. Således måtte han i søndags sætte sig på hjul af den knap så eksplosive Jakob Fuglsang for at komme op til fronten, da Hirschi havde splittet feltet. Vi har set mindre til Kwiatkowskis eksposioner på det sidste, og det er som bekendt meget almindeligt, at den evne aftager med alderen. Samtidig er der en grund til, at Kwiatkowski trods alt kun er blevet nr. 3 her, for stigningen er en anelse for stejl til at passe ham perfekt. Det ændrer dog ikke på, at den uhyre formstærke Kwiatkowski er blandt de første i rækken, når nu Alaphilippe drikker champagne.

Man er også nødt til at nævne Tadej Pogacar. Tour-kongens friskhed er lidt svær at vurdere, da han i søndags kørte en anderledes finale og således ikke var i direkte opgør med de bedste. Hans tråd var dog betydeligt mere firkantet end under Touren, og læren fra VM var klart, at Touren i benene var en fordel, men at det ikke var en fordel at have kørt klassement. Nok har Pogacar en dieselmotor, der gør ham bedre og bedre, men netop den motor har gjort ham til en kronisk skuffelse i endagsløbene, og selvom en grand tour i benene vil hjælpe ham i klassikerne, er det spørgsmålet, om det er nok.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Alligevel vil det slet ikke undre, hvis Pogacar vinder. Vi så allerede, da han slog Valverde på 2. etape i Valencia, at han er fremragende i denne slags afslutninger, og det viste han også på muren på Tourens 13. etape, hvor han dog akkurat ikke kunne matche Roglic. Til gengæld er fornemmelsen også, at de helt stejle procenter ikke er hans yndling, og derfor er Muren måske ikke helt ideel. Det er dog også at lede efter hård i suppen hos en mand, der trods alt vundet på den brutalt stejle Los Machucos, og derfor er der al mulig grund til at tro, at Pogacar er med i kampen igen onsdag.

I fravær af Alaphilippe og Valverde er Dan Martin løbets nye konge af Mur de Huy. Ganske vist har han ikke vundet, men to andenpladser, en tredjeplads, en fjerdeplads og en sjetteplads siger alt om, at det er en finale, der ligger til hans højreben. Han sagde engang, at han nok skulle vente til Valverdes karrierestop, inden han kunne vinde, og selvom den ikke er indtruffet endnu, er der ingen tvivl om, at Martin må se dette som sit livs chance for at vinde den eneste af ”sine” tre klassikere, han endnu mangler på sit flotte cv.

Spørgsmålet er, hvor han står. Han styrtede i Dauphiné, og han kæmpede med formen gennem Touren, men det var også åbenlyst, at han bare blev bedre og bedre undervejs. Han droppede VM for at satse på Ardennerne, og han har derfor friskheden til sin fordel. Alt taler for, at han er endnu bedre end de sidste dage i Touren. Til gengæld har han ikke samme eksplosivitet som i sin storhedstid, og spørgsmålet er, om han stadig er god nok til at vinde i en finaletype, som han trods alt ikke har sejret i i nu nogen tid.

Løbets vel nok største joker er Dylan Teuns. Belgierens store gennembrud kom med en 3. plads netop på Muren i 2017, og som vi har set i særligt Tour de Pologne, hvor han har vundet en lignende afslutning, er han fremragende i murfinaler. Han har til gengæld fejlet totalt de seneste to gange, men her mistimede han også hele sin ardennerform. Spørgsmålet er, om han har gjort det denne gang. Efter pausen har han kørt katastrofalt - så katastrofalt, at han blev fravalgt til både Touren og VM. På 7. etape i Tirreno var der dog klare tegn på fremgang, og hans angreb ved de belgiske mesterskaber var overbevisende, selvom han ikke kunne stille meget op på den flade rute. Den lange pause siden hans sidste kuperede løb, gør, at hans form er helt åben, og vi ved, at man aldrig skal satse pensionsopsparingen på, at han er klar til Ardennerne. Har han til gengæld endelig fundet benene efter pausen, er han en reel vinderkandidat, selvom han er oppe mod ryttere fra Touren.

En uhyre interessant outsider er Andrea Bagioli. I Alaphilippes fravær får den unge italiener lov at køre egen chance i første forsøg, og det kunne godt blive en oplevelse. I hvert fald har han imponeret i denne slags finaler siden sæsonstarten, først med en 5. plads i Provence, siden med en 5. plads i Emilia og senest med sejren på kongeetapen i Coppi e Bartali. Som italiensk hjælper kørte han et fornuftigt VM, og han må formodes at have timet sin form frem mod Ardennerne, der er sæsonens største mål. Vi har stadig til gode at se ham på de helt stejle procenter, men hans kørsel i Emilia taler for, at dette er et løb, han i fremtiden kan vinde. Det sker næppe denne gang, men som Teuns og Bjorg Lambrecht har vist, kan unge puncheurs hurtigt være med helt fremme i et løb, der ikke er alt for langt og krævende.

Nu er dette en beskrivelse af vinderchancer og ikke podiechancer, og derfor nævner jeg Richie Porte , selvom min tiltro til ham egentlig er begrænset. Den lille australier indfriede nemlig sin helt store sæsonambition med 3. pladsen i Touren, og han plejer stort set altid at trække stikket, når sæsonens største løb er overstået. Der var da også stor forskel på den Porte, vi så i søndags, og den Porte, der endte på Tourens podium. Helt væk var han dog ikke, og han tager til Ardennerne som kaptajn for et Trek-hold, der vil forsøge at aflevere ham ideelt i bunden af Muren. Nok har Porte ikke den store endagserfaring, men vi ved, at hans punch på stigninger, også når de er stejle, er uhyre stærkt. Dette er slet ikke så ringe en finale for kongen af Willunga Hill, men det kræver, at han mentalt er til stede og stadig har den sult, jeg frygter, han har tabt.

En meget stor joker er Benoit Cosnefroy. Vi så senest i Occitanie, at han er et af feltets allerstørste puncheurtalenter, og efter sidste års 12. plads har han gjort gigantiske fremskridt efter sin første grand tour sidste år. Desværre lignede han en hængt kat i hele anden del af Touren, men det gjorde han faktisk også i 2019, hvor han efter lidt hvile kørte som en motorcykel gennem hele august og september. I år meldte han endda om betydeligt bedre ben i den tredje uge, og det sås da også tydeligt i Alperne, at han var stærkere end i uge 2. Hvis mønsteret fra sidste år gentager sig, kan han blive livsfarlig, men jeg frygter nok alligevel, at Muren er en anelse for stejl til, at han kan slå de lettere folk.
 

Sult har Rigoberto Uran , for han har før gjort det godt i efterårsklassikerne, som han elsker. Som nævnt i bemærkningen nedenfor tyder det lige nu på, at EF stiller uden deres bedste kort, Michael Woods, og så må de i lyset af Sergio Higuitas begrænsede form satse på deres veteran. Uran er ganske eksplosiv, og derfor passer denne finale ham glimrende, men vi så også i Touren, at han var træt mod slutningen. Det blev blot bekræftet ved VM, men han var aktiv i finalen og virker opsat på at levere hele vejen gennem klassikerne. Manden, der er blevet nr. 2 i Lombardiet, har evner i denne slags løb, men han skal vise, at han stadig har friskheden.

Hvor står Wout Poels ? Hollænderen led gennem hele Touren efter sit tidlige styrt, men han nåede i det mindste på 17. etape at vise en vis fremgang. Vi ved, at Poels jo har en legendarisk tredjeugesform, så han bør om nogen være manden, der kommer stærkt ud af en grand tour. Problemet er snarere, at han har været en skygge af sig selv gennem hele 2020, hvis man ser bort fra den gode start i Valencia, og det kommer endda efter et 2019, der også var langt under niveau. Er han stadig god nok? Det er relevant at spørge om, men genfinder han fordums styrke, elsker han stejle finaler, som vi så med 4. pladsen i 2016 og senest på kongeetapen i Valencia, hvor finalen mindede om denne.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Hvad med Warren Barguil? Touren blev en trist affære for franskmanden, men som vi ved, kan det gå begge veje efter en grand tour. Barguil er en type, der som regel bliver bedre og bedre, og uden et VM i benene kan man håbe, at han efter halvanden uges hvile endelig har fundet sin bedste form. Han er glimrende i en spurt på Mur de Huy, hvor han tidligere er blevet hhv. nr. 6 og 9, og selvom han ikke er så god som dengang, blev han trods alt nr. 10 i Touren sidste år. Som sagt kan det blive til både fugl og fisk efter en grand tour, men Barguil burde være typen, der kommer stærkt ud af en grand tour.

Tim Wellens satser igen i år stort på Ardennerne, men desværre er jeg bange for, at styrtet inden Touren betyder, at han ikke er helt klar. Han var god i Luxembourg, men langt fra skræmmende i et felt, der var endnu mindre skræmmende, og selvom han arbejdede godt for Van Aert i søndags, var det altså Tiesj Benoot og Greg van Avermaet, der virkede mest overbevisende i finalen. I forvejen har Mur de Huy altid været lidt for stejl for belgieren, og tidligere valgte han derfor i både 2016 og 2017 at angribe tidligere. De seneste to år har han forsøgt at køre finale, men er ikke blevet bedre end nr. 7 og 17. Jeg frygter derfor, at han højst kan gå i top 10 med den nuværende form, selvom han jo egentlig er en af feltets bedste puncheurs.

Vi savner Jakob Fuglsang, men det kan godt blive en god dansk dag alligevel. Jonas Vingegaard er nemlig skræddersyet til dette løb, og han har droppet VM for at satse fuldt på Ardennerne. Vi så sidste år i både Polen og Danmark, at han er en fremragende puncheur, og særligt han suveræne sejr på kongeetapen i Polen viste, at hans potentiale på den store scene er enormt. Desværre har han slet ikke fået det til at fungere i august, og man kan derfor have en vis bekymring for, at det ikke er bedre nu. Til gengæld kan han ligesom i Polen levere en gigantisk overraskelse, hvis han har de samme ben som dengang. Løbet her må være det store mål, for Jumbo har meldt ud, at det er ham og ikke Tom Dumoulin, der er kaptajn, og mens han i Liege nok ender som hjælper for Primoz Roglic og Dumoulin, er det nu, han skal bekræfte de fantastiske evner, vi så i august for et år siden.

Jeg vil dog ikke helt udelukke Tom Dumoulin. Det er ret bemærkelsesværdigt, at Jumbo slet ikke nævner ham til løbet, men alene omtaler Vingegaard og Lennard Hofstede som kaptajner. I søndags sagde han, at han var træt og nok ville droppe både Fleche og Liege for i stedet at satse på Amstel, men nu ender han med alligevel at køre begge de belgiske løb. Hvis han vitterligt er helt uden ambitioner i dette løb, burde han vel som Roglic spare det hele til Liege, især hvis han føler sig træt, og derfor udelukker jeg ikke, at han alligevel giver den et skud. Trods sin størrelse er Dumoulin god i denne slags finaler - glem ikke sejren foran Froome på Cumbre del Sol i Vueltaen i 2015 - men desværre synes han med alderen at have tabt den eksplosivitet, som vi senest så med hans dieselkørsel i søndags. Derfor snakker vi nok snarere top 10 end sejr, hvis han overhovedet gør forsøget.

En af de opløftende ting ved VM var, at Sergio Higuita ikke var helt væk. Det kunne man nemlig godt have frygtet efter hans skuffende kørsel i Dauphiné og Touren, der endda endte med et dumt styrt. Han endte dog alligevel med at smide mere end 10 minutter, og med et styrt i kroppen er det meget tvivlsomt, om han kan være med i så svært et løb som dette. Når jeg alligevel nævner ham, skyldes det, at der står navnet Higuita skrevet med flammeskrift over denne finale, og det er utvivlsomt et løb, han kan vinde i fremtiden. Det er kortere og lettere end VM, så jeg vil bestemt ikke udelukke et resultat, selvom det ikke bliver i år, at han vinder.

Lidt overraskende skipper Maximilian Schachmann løbet, og det betyder, at Bora lægger deres æg i kurven hos Patrick Konrad. Østrigeren blev sidste år nr. 7 i løbet, og det er da også en finale, der passer ham. Når jeg alligevel har min tvivl, skyldes det hans alt andet end overbevisende kørsel siden Ardennerne sidste år, og han har nærmest været en kronisk skuffelse. Trods en 4. plads på 3. etape var han bestemt heller ikke overbevisende i Tirreno, og jeg frygter således, at niveauet ikke længere rækker. Hvis til gengæld Giro-formen er kommet, er han en god kandidat til en god placering, og da han vælger at køre her for siden at haste til Sicilien, må det skyldes, at ambitionerne er store.

Hvad med Valentin Madouas? Franskmanden er altid en lottokupon, og det bliver bestemt ikke mindre udtalt, når han stiller til start med en Tour i benene. Sidste år tog han den med ro for at spare sig til Liege, men det burde være en glimrende afslutning for en puncheur som ham, selvom han den måske er en anelse for stejl. Han kom relativt stærkt igennem Touren med flot kørsel på kongeetapen, og hans VM var bestemt heller ikke helt skidt. Sidste år kørte han et flot Occitanie lige efter Giroen, så en vis robusthed har han. Han er dog ikke prototypen på en rytter, der kører stærkt i en evighed, og jeg frygter, at trætheden snart rammer ham hårdt.

Mikel Landa er bestemt ikke prototypen på en rytter, der kan vinde dette løb, og det gør han da også kun, hvis han angriber fra distancen. Det bliver nok også hans opgave på et hold med Teuns og Poels, men vi ved også, at formstærke klatrere gerne kører i top 10 på denne meget svære stigning. Form har han masser af, som vi så i et VM-løb, hvor ruten passede ham lige så dårligt som dette. Hvis ikke han brænder alt krudtet af med tidlige angreb eller ofrer sig for sine to holdkammerater, kan han sagtens lave et godt resultat.

Boras alternativt er Lennard Kämna, der var en af de ryttere, som droppede VM for at satse på disse løb. Det var åbenlyst, at han kom flyvende ud af Touren, men til gengæld så vi også på 13. etape, at punch ikke hører til på listen over spidskompetencer. Liege passer ham nok betydeligt bedre end dette løb, og han er derfor ikke en reel vinderkandidat. Til gengæld kommer formstærke ryttere ofte i top 10, og derfor kunne der sagtens vente et godt resultat på det tyske stortalent.

Læs også

Danske hold uden succes i Italien

Endelig vil jeg nævne Rudy Molard. Franskmanden har skuffet uafbrudt siden pausen, og han fandt aldrig benene i Touren. Til gengæld kørte han et ret flot VM, og det kunne måske indikere, at han er kommet stærkt ud af Touren. I de seneste fire sæsoner er han gået i top 20 i dette løb, kulminerende med 8. pladsen i 2017, og det er da også en finale, der passer ham. Hans puncheurevner kom til udtryk med den overraskende podieplads på 3. etape i Polen, så har han lidt friskhed efter Touren, kan han endelig vise lidt af sin klasse.

BEMÆRK: Noget tyder på, at Michael Woods skipper en klassiker, han ellers elsker og er skræddersyet til - formentlig for at satse 100% på Liege. Skulle han alligevel stille til start, vil optakten blive opdateret, for han vil åbenlyst være en af de allertungeste favoritter.

OPDATERING: Woods er jf. ovenstående bekræftet som deltager. En analyse af hans chancer er indkorporeret i teksten ovenfor.

***** Marc Hirschi                                        

**** Michael Woods, Michal Kwiatkowski

*** Tadej Pogacar, Dan Martin, Dylan Teuns, Andrea Bagioli, Richie Porte

** Benoit Cosnefroy, Rigoberto Uran, Wout Poels, Warren Barguil, Tim Wellens, Jonas Vingegaard, Tom Dumoulin, Sergio Higuita, Patrick Konrad, Valentin Madouas, Mikel Landa, Lennard Kämna, Rudy Molard

* Alexis Vuillermoz, Jesus Herrada, Sergio Henao, Rui Costa, Daniel Martinez, Simon Geschke, Ben Hermans, Sebastien Reichenbach, Dries Devenyns, Omar Fraile, Gorka Izagirre, Jay McCarthy, Enrico Gasparotto, Michael Albasini, Jelle Vanendert, Louis Vervaeke, Odd Christian Eiking, Maurits Lammertink, Remi Cavagna

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN
 

Danskerne

Jonas Vingegaard har gode chancer for at lave et resultat og er omtalt ovenfor. Efter et flot VM skal Jonas Gregaard på Astana hjælpe Gorka Izagirre og Omar Fraile. Egentlig burde det være et godt løb for Alexander Kamp, selvom finalen nok er for stejl, men efter en skidt sæson præget af skader har Trek meldt ud, at holdet kører 100% for Porte.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Julian Alaphilippes sejre fra 2019 og 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017, 2016, 2015 og 2014 samt Daniel Morenos sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Deceuninck-Quick Step: I Alaphilippes fravær må holdet satse på Bagioli. Dries Devenyns kan også lave et resultat, men finalen er for stejl til top 10. Bob Jungels og Remi Cavagna vil sikkert angribe fra distancen, og man skal altid passe på et soloridt fra Cavagna i dette terræn. Mauri Vansevenant er for ung og uprøvet.

Astana Pro Team: Uden den corona-ramte Lutsenko må holdet prøve med Omar Fraile og Gorka Izagirre, men finalen er for stejl til et topresultat. Merhawi Kudus og Rodrigo Contreras kan måske også prøve, men uden chancer for noget stort.

UAE-Team Emirates: Det må handle om Pogacar. I gamle dage var Sergio Henao jo altid en af de tungeste favoritter i dette løb, men det er han bestemt ikke længere. Rui Costa har altid fundet den for stejl, og unge Andres Ardila har slet ikke levet op til forventningerne i år - for nu at sige det pænt.

Læs også

Ny triumf til Lidl-Trek-talent

Lotto Soudal: Alle mand for Wellens

Bora-hansgrohe: Stigningen har altid været for stejl for Jay McCarthy, så det må handle om Konrad og Kämna.

Trek-Segafredo: Som nævnt er finalen ikke helt ringe for Alexander Kamp, men holdet kører 100% for Porte, da den også er for stejl for Quinn Simmons og Toms Skujins og ikke passer til klatrerne Michel Ries og Juan Pedro Lopez.

Team Sunweb: Holdet består næsten kun af klatretalenter, men det er kun Robert Power og Michael Storer, der endnu har niveauet til at være med her. Og det handler helt sikkert 100% om Hirschi.

NTT Pro Cycling: Roman Kreuziger er ikke bare en skygge af sig selv - det er meget værre. Enrico Gasparotto er også faldet for meget af på den og har aldrig været skabt til dette løb, selvom han i storform er gået i top 10. Finalen er nok for svær for U23-verdensmesteren Samuele Battistella , og Gino Mader og Ben Dyball er gået helt i stå.

Movistar Team: Unge Matteo Jorgenson er spændende, men han er trods alt overmatchet i dette selskab. Finalen er god for Eduard Prades, men han gør comeback efter en lang skadespause. Juan Diego Alba har intet vist.

Ag2r-La Mondiale: Holdet satser på Cosnefroy. Alexis Vuillermoz er ellers tidligere blevet nr. 4 i en finale, han elsker, men han er faldet gevaldigt af på den. Den passer ikke til unge Clement Champoussin eller Mathias Frank.

Bahrain-McLaren: Landa, Teuns og Poels er alle omtalt ovenfor. Stigningen er for svær for Matej Mohoric.

Jumbo-Visma: Holdet kører officielt for Vingegaard og Lennard Hofstede, men sidstnævnte burde ikke have de store chancer. Dumoulin er som nævnt også kandidat, mens Laurens de Plus kun kører sit andet løb efter sin lange sygdomspause.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

INEOS Grenadiers: Det må handle 100% om Kwiatkowski. Den passer nemlig slet ikke til Ivan Ramiro Sosa og er også for svær for Ethan Hayter.

Circus-Wanty Gobert: Finalen er skræddersyet til Odd Christian Eiking, men han har været en skygge af sig selv siden pausen. Maurits Lammertink er en god puncheur, men stigningen har altid været lidt for stejl, som den også er det for formstærke Jan Bakelants. Både Simone Petilli og Fabien Doubey mangler punch.

Groupama-FDJ: Det må handle om Molard og Madouas, da Sebastien Reichenbach mangler punch, og den er for stejl for Bruno Armirail, der ellers imponerer, og Anthony Roux.

CCC Team: Simon Geschke kørte et flot VM, men finalen her er for stejl til top 10. Muren passer slet ikke Jan Hirt eller Alessandro de Marchi, hvoraf sidstnævnte utvivlsomt vil forsøge et eller andet fra distancen.

EF Pro Cycling: Det handler om Woods med Uran og Higuita som alternativer. Daniel Martinez mangler lidt punch og så meget skuffende ud til VM. Hugh Carthy er totalt uden punch.

Cofidis: Det må handle om Jesus Herrada, der dog virkede træt under Touren, og som vil finde finalen lidt for stejl. Måske kan Fernando Barcelo gøre det hæderligt.

Mitchelton-Scott: I gamle dage var Michael Albasini altid med i front i dette løb, men det er han ikke længere god nok til. Hele holdet kører alligevel for ham i hans sidste deltagelse, også Nick Schultz og Tsgabu Grmay. Den er for stejl for Daryl Impey.

Sport Vlaanderen-Baloise: Thomas Sprengers kan gøre det hæderligt, men ikke mere end det.

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Efter et skidt år viste Jelle Vanendert en anelse liv i Luxembourg, men han er ikke længere god nok til at være med i front i et løb, han ellers elsker. Derudover kan Arjen Livyns og Eliot Lietaer gøre det fornuftigt, mens den ikke passer til Laurens Huys.

Alpecin-Fenix: Den er trods alt for stejl for Kristian Sbaragli som ellers imponerer, og det er den også for Petr Vakoc, der ellers viste fin form i Luxembourg. Holdets bedste bud er Louis Vervaeke, der kørte flot i Tirreno, men det bliver ikke top 10.

Israel Start-Up Nation: Det handler om Martin. Ben Hermans kan gøre det godt, men efter en skuffende Tour er det svært at være meget optimistisk. Krists Neilands mangler også for meget, og James Piccoli har trods et pænt løb i Ungarn generelt været meget skuffende.

Total Direct Energie: Julien Simon har tidligere været god i dette løb, men han har intet vist efter sin skade. Jonathan Hivert viste mod slutningen af Tirreno endelig lidt liv, men i år har lottokuponen kun været nitte, så han er svær at tro på.

Arkea Samsic: Det må handle om Barguil. Romain Hardy og Franco Bonnamour kørte fint i Luxembourg, men denne er for svær. Benjamin Declercq synes helt ude af form.