STREAM FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Løbets rolle og historie

Ingen vil holde igen, når rytterne møder frem til starten i Antwerpen søndag morgen. Indtil nu har ethvert brostensløb haft et element af forberedelse over sig, men det er bestemt ikke tilfældet i søndagens Flandern Rundt. Det er endelig tid til at gå efter de store mål, og de største brostensspecialister vil i sidste ende få deres klassikersæson bedømt på, hvad der sker denne søndag og 7 dage senere i Roubaix.

Flandern Rundt indgår sammen med Milano-Sanremo, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia på listen over cykelsportens fem monumenter - de mest ikoniske endagsløb - og dets rødder i den cykelgale flamske region gør det til et af de mest eftertragtede. Fansene skaber en helt særlig atmosfære, der ikke findes noget andet sted på cykelkalenderen.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Den første udgave af løbet blev holdt i 1913 og blev arrangeret af Karel Van Wijnendaele, der var en af grundlæggerne af sportsavisen Sportwereld. Som mange andre store historiske løb blev Flandern Rundt skabt ud fra ønsket om at promovere et medie, og det lagde grunden til en af sportens mest ikoniske begivenheder.

Før 2. Verdenskrig blev løbet typisk afviklet samme sag som Milano-Sanremo. De bedste italienske og franske ryttere foretrak sidstnævnte, hvilket forklarer, hvorfor der kun var én ikke-belgisk vinder i tiden før krigen. Efter at man besluttede at adskille de to løb på kalenderen, begyndte de begge at blomstre, og det gjorde dem til to af sportens største endagsløb.

Flandern Rundt er højdepunktet i Den Flamske Cykeluge og er toppen af kransekagen i den løbsserie, der tilbyder adskillige løb med et ens design. I løbet af nogle få uger sidst i marts og først i april kører rytterne adskillige løb på de samme smalle, brostensbelagte og stejle veje i et ganske lille område i De Flamske Ardenner, hvor de zigzagger sig gennem området for at komme op ad så mange af de kendte stigninger som muligt.

Løb som Omloop Het Nieuwsblad, Dwars door Vlaanderen, E3 Harelbeke og Flandern Rundt er alle designet på denne måde og giver dermed en helt speciel form for cykelløb, der karakteriserer denne helt unikke del af sæsonen. Af en eller anden grund er det stort set begrænset til dette korte tidsrum, og de berømte veje bruges kun sjældent i den øvrige del af sæsonen. I denne tid er de imidlertid det absolutte centrum for cykelsporten, og alle de foregående begivenheder har været én lang opbygning til søndagens store finale, et af de vigtigste øjeblikke i hele cykelsæsonen. Flandern Rundt er det eneste monument, der kan siges at have en hel løbsserie, der alene tjener som forberedelse til den store begivenhed.

Mens det andet brostensmonument, Paris-Roubaix, hovedsageligt er en flad sag, hvor forskellen alene gøres af det vanskelige underlag, og hvor de bedste ryttere baserer deres resultater på styrke og udholdenhed, er Flandern Rundt helt anderledes. Rutens væsentligste karakteristikum er de mange hellingen - korte, stejle, ofte brostensbelagte stigninger - og derfor kræver succes i Flandern, at man har et vist punch til at håndtere de stejle skråninger i De Flamske Ardenner.

Faktisk var det aldrig planen for arrangørerne at bruge dårlige veje. I løbets unge dage var det ganske enkelt de eneste, der var tilgængelige. I 1950erne begyndte man i Belgien af asfaltere vejene, men på det tidspunkt havde løbet allerede dets helt særlige natur. Da de første klassiske stigninger fik lagt asfalt, begyndte alarmklokkerne at ringe, og arrangørerne måtte i kontakt med de lokale folk på de mange barer for at finde de gemte veje, der kunne benyttes til deres løb. De er nu blevet en væsentlig del af løbet og nogle af de mest ikoniske steder i cykelverdenen.

Stigningerne er faktisk nu så berømte, at den præcise sammensætning af ruten er genstand for heftig debat. Flandern Rundt følger ganske vist en fast formel, men de finere detaljer af ruten varierer fra år til år. Distancen og antallet af stigninger kan være forskelligt, og start- og målbyerne har ikke været de samme. Efter oprindeligt at være startet i Gent er løbet i de senere år begyndt i Brugge, indtil man i 2017 flyttede startområdet til Antwerpen. I 2023 vender løbet imidlertid tilbage til Brugge.

I mange år var finalen imidlertid den samme. Fra 1973 til 2011 sluttede løbet i Meerbeke og havde den velkendte afslutning med den berømte Muur van Geraardsbergen og Bosberg helt til sidst i løbet. Det er nu ændret. I stedet bød 2012- og 2013-udgaverne på et par omgange på en rundstrækning, der inkluderede to af regionens sværeste stigninger, Oude Kwaremont og Paterberg. Fjernelsen af Muren gav anledning til heftig debat, og mange cykelfans betragtede beslutningen som mangel på respekt for løbets historie.

Den generelle opfattelse var, at den nye rute var hårdere end den gamle, men tingene udviklede sig helt anderledes end forventet. Rundstrækningen, der blev brugt i 2012 og 2013, indeholdt ganske vist to brutale stigninger, men den havde også masser af lange, lige veje, der gjorde det umuligt at angribe udefra. I stedet blev favoritterne tvunget til at vente til sidste passage af Kwaremont-Paterberg-duoen, og det gav anledning til et kontrolleret og forudsigeligt løb.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

I et forsøg på at undgå det scenarium ændrede arrangørerne igen ruten forud for 2014-udgaven. Mens Kwaremont og Paterberg forblev de to sidste stigninger, opgav man rundstrækningsformatet, og i stedet placerede man den frygtede Koppenberg-stigning, der kun benyttes i netop dette løb, meget tættere på mål end vanligt. Ændringerne blev hilst velkommen af de fleste klassikerstjerner, mens de hurtige afsluttere var mindre begejstrede for den nye, hårdere rute. Ændringen havde tilsyneladende den ønskede effekt, da 2014-løbet blev meget mere selektivt. Arrangørerne var begejstrede, og derfor har de bibeholdt samme finale lige siden. I 2017 vendte Muren for første gang siden 2011 endda tilbage, denne gang dog i en forventet birolle som en af de tidligere stigninger. Helt overraskende viste det sig imidlertid, at Quick-Step åbnede løbet allerede der og lagde grunden til deres succes ved at tage favoritterne Greg Van Avermaet og Peter Sagan på sengen. Modellen blev gentaget i de følgende to år, men siden 2020 har den ikoniske stigning igen været fraværende.

Selvom begge brostensmonumenter i de senere år har været domineret af Fabian Cancellara og Tom Boonen, er det ingen overraskelse, at favoritlisten er forskellig i de to løb. Mens en rytter som Thor Hushovd aldrig var i spil til at vinde i Flandern, var han en af de mest stabile ryttere i Nordfrankrig. Med dets kombination af brosten og stigninger kan Flandern Rundt betragtes som en sammensmeltning af Paris-Roubaix og ardennerklassikerne, og derfor er det ikke mærkeligt, at visse ryttere kan begå sig i begge typer løb. Ryttere som Michal Kwiatkowski og Sonny Colbrelli har ofte kørt i Flandern, men skippet Paris-Roubaix - noget sidstnævnte dog nok fortrød, da han vandt i Frankrig i sin debut! - og tidligere brugte også Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert og Peter Sagan den model for derved at have en vis friskhed til et af flere af løbene i Ardennerne. Samme billede ser vi i helt usædvanlig grad i år, hvor navne som Tim Wellens, Alberto Bettiol, Tiesj Benoot, Michael Matthews, Tom Pidcock, Jhonatan Narvaez, Julian Alaphilippe, Michal Kwiakowski, Maximilian Schachmann, Bob Jungels, Alexey Lutsenko, Dylan Teuns, Jakob Fuglsang, Tadej Pogacar, Søren Kragh, Benoit Cosnefroy, Matteo Jorgenson og Valentin Madouas, der alle har stigninger som en spidskompetence, vil være til start på søndag, men til gengæld ikke skal nyde godt af de flade veje i Roubaix.

Trods forskellene domineres vinderlisterne i høj grad af de samme navne, og faktisk er dette årtusindes to store stjerner Boonen og Cancellara blandt de mest vindende i begge løb. Med sin tredje sejr i 2012 udlignede Boonen løbsrekorden, der indehaves af Achiel Buysse, Fiorenzo Magni, Eric Leman og Johan Museeuw, og i 2014 tog også Cancellara sin tredje sejr i De Ronde. Begge fejlede dog i deres sidste forsøg på at tage den historiske fjerde sejr, og dermed er der nu fem ryttere, der deles om rekorden.

Af de aktive ryttere er der kun én rytter, der har mere end én sejr, og sejr nr. 2 kom for et år siden. Forhåndsfavoritten, den formstærke Wout van Aert, måtte melde forfald grundet corona, og derfor var alt lagt til rette for Mathieu van der Poel, der trods en svær vinter havde drømme om at vinde for anden gang. Han fik sig imidlertid en helt ny og uvant hovedudfordrer, da Tadej Pogacar gjorde debut i løbet med et brag, og efter at have åbnet løbet på Koppenberg sørgede sloveneren for, at det blev en mindeværdig duel mellem ham og Van der Poel. Hollænderen gravede dybere, end man kan forestille sig, for at overleve Kwaremont og Paterberg, og dermed var alt sat i scene til en tomandsspurt, indtil Valentin Madouas, der var den sidste mand til at slippe de to stjerner på stigningerne, og Dylan van Baarle, der nok engang havde angrebet tidligt, udnyttede den totale stilstand til at få kontakt på opløbsstrækningen og dermed skabe en rodet spurt, der gik så galt for Pogacar, at han helt missede podiet. Samme fejl begik Van der Poel ikke, da hollænderen suverænt spurtede sig til sin anden sejr, denne gang foran Van Baarle, Madouas og en skuffet Pogacar. Van der Poel vender tilbage for at melde sig ind i klubben over ryttere med tre sejre, og han er igen oppe mod alle tre rivaler fra sidst, da Van Baarle, Madouas og Pogacar alle drømmer om at gøre det endnu bedre end sidste år.

STREAM FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Ruten

Som sagt har arrangørerne lyttet til de mange ryttere, der har kritiseret den rute, der blev introduceret i 2012 og 2013, for at skabe for konservativt cykelløb. Kontrakten med den nye målby, Oudenaarde, skulle dog respekteres og derfor er man ikke vendt tilbage til den gamle finale med Muren og Bosberg, men forud for 2014-udgaven gjorde man finalen meget hårdere. Det nye rundstrækningsformat var til gavn for tilskuerne, men ansporede ikke til aggressiv kørsel, og selvom man fra arrangørside har ønsket stadig at passere de sidste stigninger flere gange, har man nu sammensat en mere alsidig finale, indsat flere stigninger og givet færre muligheder for at komme sig mellem udfordringerne. Det har givet anledning til ganske underholdende cykelløb i årene siden 2014, og derfor har man i alt væsentligt fastholdt samme finale i nu et årti.

Den store nyhed i 2017 var, at starten flyttedes fra Brugge til Antwerpen, og at Muren gjorde et velkomment comeback, men denne gang som en mere perifer stigning næsten 100 km fra målstregen. Alligevel var det allerede her, at grunden til Philippe Gilberts sejr blev lagt, og derfor kunne det ikke undre, at den ikoniske stigning var med igen i 2018 og 2019. Det skulle den også have været i 2020, men da arrangørerne grundet den pressede coronakalender senere valgte at forkorte løbet, gled den ud igen. Tilsyneladende er det anstrengte forhold mellem arrangøren, Flanders Classics, og bystyret i Geraardsbergen stadig ikke helt godt, for Muren vendte ikke tilbage i 2021 og 2022, selvom løbet i en klassisk kalender naturligvis var tilbage ved en mere klassisk distance, og heller ikke i 2023 er der fundet plads til Flanderns vel nok mest berømte stigning.

I det hele taget er ruten stort set en kopi af den, der blev benyttet i både 2020, 2021 og 2022, men alligevel skrues der op for sværhedsgraden - eller i hvert fald udholdenhedskravene. Beslutningen om at droppe afstikkeren til Geraardsbergen reducerede distancen i både 2020 og 2021, men den trend blev i den grad brudt sidste år, hvor løbet forlængedes med næsten 20 km, så der nu skulle køres mere end 270 km. Det var ikke sket siden 1999, og med sine 272,5 km var sidste års udgave den længste, siden Johan Museeuw i 1998 tog den sidste af sine tre sejre. Det topper man så i år, hvor der bliver tale om en ganske marginal forlængelse på 900 m, så man nu når op på hele 273,4 km.

De mange nye kilometer findes dog primært i den flade og underholdningsmæssigt relativt uinteressante indledning, hvor den store nyhed er, at starten efter flere år i Antwerpen vender tilbage til Brugge, og senere i løbet er ændringerne ganske marginale. Antallet af stigninger øges igen til 19 mod de 18, vi havde i 2017, 2018 og 2022, og de 17, der var i 2019 og 2020. Det sker ved, at man igen lægger en tidlig stigning ind som en ensom ø i den ellers flade indledning. Det var tidligere Katteberg, men i år Kote Ast. Derudover er den eneste væsentlige ændring, at den meget svære brostensstigning Eikenberg, der sidste år var ubrugelig grundet vejarbejde og erstattedes af den lettere asfaltstigning Achterberg, nu er tilbage. Antallet af flade pavéer falder til gengæld med en enkelt, da man dropper tidlige passager af Lippenstraat og Paddestraat til fordel for Huisepontweg. Fra det øjeblik man rammer Holleweg med 116,9 km igen, er alt dog præcis det samme som i de senere år.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Den afsluttende kombination af Oude Kwaremont og Paterberg er brutal, da begge stigninger er blandt regionens allerhårdeste. Faktisk er det en meget sværere finale end den gamle med Muren og Bosberg. Hvad der gjorde 2012- og 2013-udgaverne mindre aggressive var de mange kilometer på store, flade veje på den afsluttende rundstrækning, hvilket gjorde det svært at angribe fra distancen. Ved at opgive rundstrækningsformatet har man kunnet reducere afstanden mellem stigningerne og dermed gjort det sværere at organisere en jagt.

Rytterne skal fortsat op over Kwaremont tre gange og Paterberg to gange, men næstsidste passage af de to stigninger kommer længere fra mål, end den gjorde på den gamle rute. I stedet afsluttes løbet med en rundstrækning, der skiller sig ud ved at inkludere den frygtede Kopppenberg, der altid har været et nøglepunkt, men i det nye format kommer meget tættere på mål og er langt vigtigere. For niende år i træk vil den nu indgå i den absolutte finale, der indledes, når man med 54,6 km igen rammer Kwaremont for anden gang, og herefter følger stort set alle Flanderns vanskeligste stigninger i løbets afsluttende fase.

Trods ændringerne følger løbet fortsat den formel, der karakteriserer de fleste flamske klassikere. Løbene starter alle med et langt, fladt stykke, før man bevæger sig ind i De Flamske Ardenner. Her snor man sig rundt i et meget lille område for at ramme så mange af de berømte stigninger som muligt. Efter at have været oppe over adskillige hellingen og henover flere flade pavéer bevæger man sig ad flade veje tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag gør typisk løbene til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun ganske få har overlevet, når man når målområdet. Forskellen på løb som Flandern Rundt, E3, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad udgøres af start- og målbyerne, antallet af stigninger og ikke mindst distancen, der gør Flandern Rundt til klart det længste.

Fra 1998 til 2016 startede løbet i Brugge, og efter seks år med start i Antwerpen er Brugge tilbage som startby for det altså 273,9 km lange løb, der nok engang har mål i Oudenaarde. Nøjagtig som Antwerpen er byen placeret langt fra De Flamske Ardenner, og derfor indledes den lange rejse med en lang, flad og i år altså igen forlænget tur mod sydøst til byen Alter, hvor man efter 19,2 km drejer mod sydvestfor at køre frem til Ingelmunster, der ås efter 57,9 km. Her drejer man igen mod sydøst for at køre ned til Harelbeke, der nås efter 72,6 km, inden det går mod nordøst frem til Olsene, hvor man efter 88,0 km tager hul på en 11,0 km lang rundstrækning.

Når den er tilbagelagt går det mod sydøst ned til dagens første udfordring, pavéen Huisepontweg (1700 m), der rammes efter 109,0 km og med det samme efterfølges af den første stigning Korte Ast (500 m, 4,0%), der har top efter 114,7 km. Nu kører man mod syd ned til målbyen Oudenaarde, der passeres efter 122,0 km, idet man dog ikke krydser stregen. Herfra kører man videre igennem fladt terræn mod sydvest ned til hjertet af De Flamske Ardenner.

Det er rytternes sidste puster, inden løbet ændrer karakter. Fra det øjeblik man rammer den næste helling, er der meget kort afstand mellem bakkerne. Det lange indledende stykke tjener som formål at akkumulere træthed og skabe et tidligt udbrud. I mange flamske klassikere kan tilstedeværelse i det tidlige udbrud være en billet til et topresultat - bare tænk på Imanol Erviti i 2016 - og derfor er løbet ofte meget aggressivt i den indledende fase. Det er ganske vist vanskeligere at holde hele vejen i dette løb end i de kortere klassikere som E3 og Dwars door Vlaanderen, men det ændrer ikke på, at der ofte er en brutal kamp fra start, og at det tager lang tid at få etableret udbruddet.

Den første væsentlige udfordring kommer med 136,6 km igen, og det er en af nøglestigningerne, der åbner ballet. Først gælder det således selveste Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten), og derfra går det hurtigt med stigningerne. Den maksimale afstand mellem to på hinanden følgende stigninger er 16,0 km, men i langt de fleste tilfælde er der mindre end 10 km, inden det igen går løs.

Ved indløbet til Kwaremont vil positionskampen for alvor starte. Det er stadig alt for tidligt for favoritterne at spille ud, men fra nu af skal man være fremme stort set hele tiden. Positionering betyder mindst lige så meget som power og klatreevner i Flandern Rundt, da det er næsten umuligt at passere ryttere på de smalle veje. At starte en stigning for langt tilbage kan sagtens være enden på løbet, specielt hvis man fanges bag et af de mange styrt, der utvivlsomt vil præge dramaet.

Rytterne er nu startet på den første store rundstrækning, der inkluderer yderligere 7 stigninger. Man fortsætter mod nordøst for at ramme asfaltstigningen Kortekeer (1260 m, 6,4%, max. 17%) med 126,1 km igen, hvorefter det gælder den tilbagevendte brostensstigning Eikenbeg (1500 m, 2,2%, max. 10%), der melder sig med 118,4 km igen. Umiddelbart herefter gælder det en passage af pavéen Holleweg (650 m) med 116,9 km, og den fører næsten direkte til en af de stejle asfaltstigninger, Wolvenberg (645 m, 7,9%, max. 17,3%), der kommer med 114,3 km igen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Herefter skal man med 110,7 km igen over Kergate-pavéen (1400 m), hvorefter man rammer ruten fra 2021, når man passerer Jagerij-pavéen (800 m) med 108,1 km igen. Herefter gælder det den frygtede brostensstigning Molenberg (463 km, 7%, max. 12%), der vendte tilbage i 2021, med 101,8 km til stregen og den relativt nye Marlboroughstraat (1040 m, 3%, max. 7%) med 97,9 km tilbage. Herefter venter de to asfaltstigninger Berendries (940 m, 7%, max. 12,3%) og Valkenberg (550 m, 8,2%, max. 13%), der kommer hurtigt efter hinanden med hhv. 93,8 og 88,5 km igen. Det var nu, rytterne skulle have været oppe over Muren, men den sløjfe droppes. I stedet får man efter Valkenberg 12,4 km til at komme sig, inden man skal over den ret svære brostensstigning Berg The Houte (1100 m, 6%, max. 21%) med 76,0 km igen. Nu rammer man den helt klassiske rute, som vi kender til hudløshed og er blevet brugt siden 2014, når man skal over Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%), der kommer med 70,5 km igen.

Disse første stigninger tjener flere formål. Først og fremmest sætter de sig i benene og bidrager afgørende til at gøre løbet hårdt og skabe gradvis udskilning. Fra starten af den kuperede zone sker der konstant en udtynding af feltet. I tillæg til den stadige positionskamp, der automatisk øger farten, er der altid flere hold, der prøver at sætte et solidt tempo på stigningerne for at gøre løbet selektivt.

Vigtigere er det imidlertid, at denne fase ofte er domineret af mange angreb. Det er stadig for tidligt for podiekandidaterne at røre på sig, men det kan være rette tid til at sende holdkammerater ud foran. Kaptajnerne fra de mindre hold er også ofte ivrige efter at vise sig selv frem i denne fase og med et angreb måske sikre sig en genvej til finalen. Angrebene kan komme på stigningerne, men meget ofte udnytter man en kortvarig stilstand på de større, bredere veje til at snige sig afsted.

Efter Kanarieberg følger igen det længste flade stykke på 16,0 km mellem to stigninger, hvor der kan ske en form for samling, og derfor kan det være et relativt stort felt, der rammer de sidste 60 km. Denne fase kan imidlertid give anledning til lidt ro og derfor være en oplagt chance for at stikke af og derved foregribe favoritternes angreb.

Er det ikke sket tidligere, vil løbet start for alvor, når der resterer 54,6 km, hvor rytterne rammer Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten) for anden gang. Den efterfølges direkte af en anden af de sværeste stigninger, brostensmuren Paterberg (360 m, 12,9%, max. 20,3%) med top med 51,1 km igen, og dermed kommer den afsluttende duo her for første gang sammen. Når de igen rammes 40 km senere, vil de være de sidste udfordringer i løbet.

Rytterne tager nu hul på den afsluttende rundstrækning, der blev introduceret i 2014, og den er som sagt meget hårdere end den, der blev benyttet i 2012 og 2013. Den mest markante nyskabelse er introduktionen af den berømte brostensstigning Koppenberg (600 m, 11,6%, max. 22%), der kommer med bare 44,6 km til mål. I de seneste år har denne helling, der ikke indgår i de øvrige klassikere og efter Jesper Skibbys berømte uheld i flere år blev vurderet til at være for farlig at benytte, for alvor skabt ravage, og selvom underlaget er forbedret siden 90erne, er det stadig løbets måske sværeste stigning.

At køre op ad Kwaremont, Paterberg og Koppenberg inden for bare 10 km er ganske enkelt brutalt, og derfor er det nu tid for favoritterne til at spille ud. Efter Koppenberg rammer man den 2400 m lange pavé Mariaborrestraat med 40,6 km igen, og 5,4 km efter den berømte stigning gælder det Steenbeekdries (700 m, 5,3%, max. 6,7%). Derefter venter endnu en af Flanderns sværeste stigninger. Som det har været tilfældet siden 2014 kommer brostensstigningen Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%) - Tom Boonens favoritstigning, der ofte har været rammen om hans angreb - dybt inde i finalen med bare 36,8 km til mål, og derfor vil den igen spille en nøglerolle. Her har de store navne i de øvrige udgaver spillet med musklerne på alle disse fire svære stigninger, og selvom ingen af angrebene før 2020 har været løbsafgørende, har de skabt en meget lille gruppe af favoritter relativt langt fra mål. I 2020 blev de endda helt afgørende, da det var umiddelbart inden Taaienberg, at Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe kørte væk, og sidste år var det på Koppenberg, at Van der Poel, Pogacar og Madouas kørte væk.

Efter Taaienberg bliver det lidt nemmere, og det kan være det, der forhindrer alt for tidlige angreb fra favoritterne. I de næste 20,0 km er den eneste udfordring den lange, jævne stigning Kruisberg (2500 m, 5%, max. 9%, 450 m brosten), der kommer med 26,5 km igen, men denne sektion har alligevel vist sig at spille en vigtig rolle. Det var her Jurgen Roelandts sikrede sig en podieplads ved at angribe i 2013, og i 2014 sikrede Stijn Vandenbergh og Greg Van Avermaet sig en billet til finalen ved at stikke af netop her på et tidspunkt, hvor storfavoritterne Cancellara og Sagan var isolerede og selv skulle jagte. I 2015 satte Alexander Kristoff og Niki Terpstra det afgørende fremstød ind netop her, og i 2016 overraskede Sagan ved sammen med Michal Kwiatkowski og Sep Vanmarcke at tage Cancellara på sengen. I 2018 var det også her, Terpstra kom med sit sejrsgivende angreb, og i 2021 var det også på Kruisberg, at Asgreen lancerede det angreb, kun Wout van Aert og Mathieu van der Poel kunne besvare. Det er således her, at alle de podiekandidater, der ikke kan følge de absolutte favoritter, skal foregribe de sværeste angreb. Hvis udskilningen har været voldsomt i den svære fase lidt tidligere, vil der ikke være mange hjælperyttere, og denne del er derfor enormt aggressiv og svær at kontrollere.

Som det har været tilfældet siden 2012, skal det hele afgøres på Kwaremont-Paterberg-duoen. Den første af disse stigninger kommer med 16,7 km til mål, mens den sidste afslutter vanskelighederne bare 13,3 km fra stregen. Disse to stigninger er nogle af de hårdeste i løbet, men de er meget forskellige. Kwaremont er en lang, jævn stigning, der handler mere om power og udholdenhed end acceleration, mens Paterberg er kort og brutalt stejl og dermed perfekt til at spurte hele vejen fra bund til top. I 2014 angreb Cancellara på førstnævnte, og det var kun Vanmarcke, der kunne følge ham, mens det i 2016 var på Paterberg, at Sagan satte Vanmarcke og kørte alene hjem. I 2019 var det på Kwaremont, at Bettiol kørte fra alt og alle, og i 2021 år var det også på Kwaremont, at Van Aert måtte slippe Asgreen og Van der Poel. Det er her de sidste angreb skal sættes ind, og det er her de stærkeste skal gøre forskellen.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

De sidste 13,3 km består af en lang tur mod nordøst til Oudenaarde langs flade, store og brede veje. Som regel er det på dette tidspunkt et stort forfølgelsesløb mellem flere mindre grupper, men det kan også være rammen om et fascinerende taktisk spil, hvis flere ryttere er sammen i front. I 2012 og 2013 var der en relativt stor forfølgergruppe bag de tre bedste ryttere, men siden 2014 har løbet været meget mere selektivt. Det sidste sving kommer 8 km fra mål, og herefter er det ligeud hele vejen til stregen på den flade Minderbroederstraat, hvor en fortjent vinder af Flandern Rundt skal kåres efter 273,4 brutale kilometer i noget af det værste terræn, Flandern kan byde på.

Løbet byder på i alt 2179 højdemeter med 2281 højdemeter i 2022, 2190 højdemeter i 2021, 2003 højdemeter i 2020 og 2156 højdemeter i 2019.

STREAM FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Vejret

Det er ikke mange løb, der afhænger så kraftigt af vejret som Flandern Rundt. Selvom ruten er hård og selektiv, øges vanskeligheden dramatisk, hvis forholdene er blæsende, kolde og regnfulde. Hvis vejret er brutalt, bliver det ren overlevelse, mens flere ryttere har en chance, hvis det er en flot forårsdag. I nyere tid viser specielt 2015-udgaven af Gent-Wevelgem, hvordan dårligt vejr dramatisk kan forandre en flamsk klassiker, og mens de hurtige folk håber på en solskinsdag, satser de hårde drenge på rigtigt belgiervejr. Mange cykelfans betragter det ikke som et rigtigt Flandern Rundt, hvis ikke rytterne har set lidt til den belgiske kulde og regn.

I år har de belgiske klassikere været præget af det, man vel kan kalde rigtigt møgvejr, men den store finale bliver helt anderledes smuk. Dagen vil nu starte overskyet, men allerede ved 11-tiden ventes masser af sol med kun få skyer. Til gengæld vil det være koldt med en starttemperatur på 6 grader og et maksimum på 9 grader gennem det meste af eftermiddagen. Der vil være en let til jævn vind (16-18 km/t), i starten fra nordnordøst, men hovedsageligt nordøst. Det giver både med-, mod- og sidevind på turen ned til De Flamske Ardenner, hvor vinden naturligvis vil komme fra alle tænkelige retninger. Til slut vil der være sidemedvind på Kwaremont og derefter sidemodvind frem til toppen af Paterberg. Nu følger et meget kort stykke med sidemedvind, men på den lange, lige vej, der over de sidste 9 km leder direkte ind til Oudenaarde og målstregen, vil vinden stå direkte i ansigtet.

Favoritterne

For nogle år siden handlede al snak op til Flandern Rundt altid om de samme to navne. Tom Boonen og Fabian Cancellara var de evige favoritter, hvis indbyrdes styrkeforhold altid varierede, men derefter fulgte en interessant årrække, hvor favoritfeltet var meget brede. Alligevel var der altid en eller anden, der havde skilt sig ud. Efter Boonen var i særklasse i 2012, og alle øjne var rettet mod Cancellara i 2013 og 2014 kom der et navn på banen i 2015, hvor Alexander Kristoff var ustoppelig i optakten. I 2016 talte alle atter om den store duel mellem Peter Sagan og Cancellara, i 2017 var det Sagan og Greg Van Avermaet, der stjal de fleste overskrifter, men derefter oplevede vi nogle meget åbne år i 2018 og 2019, hvor der var meget stor diskussion om, hvem der gik ind til løbet med de bedste kort på hånden.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Så kom crossfænomenerne imidlertid. I både 2020, 2021 og 2022 har man følt sig hensat til de gode, gamle Boonen-Cancellara-dage. Forud for alle tre udgaver var der nemlig lagt op til en fortsættelse af den evige rivalisering mellem Mathieu van der Poel og Wout van Aert, der i alle tilfælde skilte sig ud som de måske mest indlysende favoritter. Alligevel har der begge gange været én, der har blandet sig. I 2020 var det Julian Alaphilippe, der fik en bedre brostensdebut, end man kunne have håbet på, men som fik sit løb ødelagt af en motorcykel. I 2021 var det Kasper Asgreen, der allerede med sejren i E3 havde vist, at han var manden, der kunne slå de to crosskanoner, og det gjorde han som bekendt på en søndag, der for altid vil stå mejslet ind i dansk cykelhistorie. Og i 2022 var det så Tadej Pogacar, som pludselig meldte sig på banen i for ham uvant terræn, og da corona kort inden løbet sendte Van Aert til tælling, men den ventede ”triel” med tre favoritter nu en duel mellem Van der Poel og Pogacar.

Der er således allerede nu noget rituelt i at fremhæve Van Aert, Van der Poel og efter den suveræne debut nu også Pogacar, men i år tårner de sig alligevel op på så majestætisk vis, at det er helt umuligt at se ud over de tre giganter. Faktisk har jeg sjældent oplevet en så opgivende attitude hos rivalerne, som det er tilfældet i år, hvor hver eneste rytter, der bliver spurgt til udsigterne til søndagens løb, skynder sig at understrege, at der jo er tre ryttere, der er et niveau over alle andre. Lige nu stråler deres navne så smukt, at det er helt umuligt at se ud over trioen som den helt åbenlyse favoritter til løbet.

Det er ikke spor mærkeligt. Allerede inden sæsonen ville de fleste have fremhævet de tre giganter som de ryttere, der skulle slås den første søndag i april. Man kunne have spekuleret i, om Kasper Asgreen og Julian Alaphilippe kunne rejse sig efter et svært 2022 og indtage den plads som udfordrere, de havde i hhv. 2021 og 2020, men det er åbenlyst ikke sket. Man kunne også have håbet på, at Tom Pidcock kunne have taget det skridt, der bragt ham på niveau med de tre fænomener, men trods den lovende klassikerstart har et styrt og en tam opvarmning i onsdagens løb slet ikke bragt ham til tops i favorithierarkiet.

Det er jo ikke mærkeligt. Det kan godt være, at alarmklokkerne ringede, da Van Aert missede Strade Bianche med sygdom og ikke fik det Tirreno, han havde håbet, og at Van der Poel var sjældent elendig i både Strade og Tirreno, men efter et Sanremo og et E3, hvor de kørte alle andre midt over - med Filippo Ganna, der holder fast i planen om at skippe søndagens løb for at fokusere 100% på Roubaix som et ekstra krydderi i Italien - er al tvivl borte, og lige nu synes det næsten at være en underdrivelse at sige, at de blot er en niveau over alle andre.

Derfor forstår man godt den opgivende attitude. Flandern Rundt er nemlig et løb, der relativt sjældent byder på overraskelser. Sanremo er kendt som det mest åbne og uforudsigelige løb, hvor listen over mulige vindere er længere end Bibelen, og Roubaix har for vane altid at producere overraskelser, fordi det er et helt unikt løb, der slet ikke ligner alle andre. Det gør Flandern Rundt imidlertid, for vi har allerede haft et hav af beslægtede løb, der har udkrystalliseret rytternes niveau i denne slags terræn, og når man så skruer op for distancen og sværhedsgraden, som man gør på søndag, får man ofte et meget ærligt løb, der kun bekræfter det, vi har set i de foregående løb. Alberto Bettiols sejr i 2019 var en overraskelse, og det samme kan vel også siges om Philippe Gilberts specielle sejr i 2017, men uanset om vi taler om Boonen i 2012, Cancellara i 2013 og 2014, Alexander Kristoff i 2015, Peter Sagan i 2016, Niki Terpstra i 2018, Van der Poel i 2020 og 2022 eller Asgreen i 2021, har vinderen stort set altid været en rytter, der har været stærkt kørende i ugen op til løbet.

Brostensløbene kan ellers godt ende med at blive taktiske. Et overtal er næsten altid en stor fordel i disse løb, som det har været indlysende i Jumbos dominans i år. Holdets sejre i E3 og Gent-Wevelgem blev opnået i hhv. en mand-mod-mand og en kollektiv magtdemonstration, men sejrene i Omloop, Kuurne og Dwars door Vlaanderen kom ikke nødvendigvis via stærkeste mand, men ved, at man udnyttede et overtal i finalerne.

Den slags har man da også set i Flandern rundt. Mange vil huske, hvordan det store fokus på Boonen gjorde det muligt for Stijn Devolder at vinde to gange. Det sker bare langt sjældnere i Flandern Rundt, hvor ruten er så hård, at det stort set altid er de stærkeste, der kæmper om sejren til sidst. Taktik spiller traditionelt en langt mindre rolle, end den gør i de lettere opvarmningsløb. Vi skal vel helt tilbage til Nick Nuyens’ overraskende sejr i 2011, hvor man stadig kørte den gamle og utvivlsomt lettere finale, for at finde det seneste eksempel på en vinder, der ikke har kunnet regnes som en af løbets nok to eller tre stærkeste.

Det skyldes rutens design. De mindre klassikere slutter med 30-40 relativt lette kilometer. Den luksus har man ikke i Flandern Rundt, hvor finalen er betydeligt hårdere. Faktisk indledes finalen først for alvor, når de værste udfordringer er ved at være ovre i de to øvrige klassikere, og her går det først rigtigt løs, når man med 54,6 km igen rammer Kwaremont for anden gang. Herfra er løbet så vanskeligt, at der kun to gange kommer et lidt lettere stykke, hvor taktik for alvor kan spille en rolle. Det sker efter Taaienberg, hvor de næste 20 km kun byder på Krusiberg-stigningen, og netop her har vi som opregnet i rutebeskrivelsen ovenfor meget ofte set de kloge taktiske fremstød, der mod isolerede favoritter kan skabe overraskelser. Det sidste stykke er selvfølgelig de flade 13 km tilbage mod Oudenaarde, men historien viser dog ganske klart, at de stærkeste som regel er kørt væk, og at taktik her kun rigtigt har spillet en rolle i en ofte relativt stor forfølgergruppe, hvor et hav af isolerede kaptajner aldrig kan samarbejde.

Taktik har til gengæld ofte hjulpet med at sikre en podieplads. Strategien med at komme favoritterne i forkøbet har ofte fungeret og sikret en podieplads. Det så vi med Kasper Asgreen i 2019, Mads Pedersen i 2018 og med Jurgen Roelandts i 2013. Senest så vi det i 2022, hvor specialisten over dem alle i netop at komme favoritterne i forkøbet, Dylan van Baarle, brugte et tidligt angreb til at sikre sig 2. pladsen. Kun én gang siden Devolder er det dog lykkedes at bruge den taktik til at vinde løbet, nemlig da Gilbert snød Sagan og Van Avermaet med sit tidlige angreb i 2017.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

I den forstand er Flandern Rundt et mere ærligt løb, og det har været vanskeligere for Quick-Step at sætte fysikken ud af spillet og skabe den overtalssituation, de altid drømmer om. Og den logik kommer også til at gælde for Jumbo i år, selvom de stiller med et skræmmende hold, hvor fire af deres ryttere alle er kørt i top 2 i et af de fem store brostensløb, der har været kørt indtil nu - og tre af dem har endda fordelt de fire af de fem sejre imellem sig. Tabet er Van Baarle, der tog den sidste af de fem sejre, er stort, men truppen er stadig uhyggelig.

Netop det forhold, at man i højere grad kan stole på sin fysik, end man kan i de øvrige brostensløb, vil formentlig få en stor betydning i forhold til, hvordan årets udgave gribes an. Alle ved, at det alene er Jumbo, der har kollektivet på deres side, for selvom også Alpecin er stærke, kommer ingen i nærheden af hollænderne. Til gengæld var Van der Poel og Pogacar også svært begejstrede for at se, at Van Aert i E3 måske nok vandt, men åbenlyst - også efter egen opfattelse - var den svageste af de tre. De føler sig derfor begge overbeviste om, at de kan vinde løbet, hvis bare vi får en lang finale, hvor overtal og taktik elimineres, og hvor det bliver mand mod mand så tidligt som muligt.

Den taktik brugte Pogacar allerede sidste år. Her var Van der Poel efter sin skade ikke på toppen, men Pogacar havde i onsdagens opvarmningsløb lært, at han havde en svaghed i positionskampen. For ham handlede det om både at få et hårdt løb og samtidig gøre det til et spørgsmål om styrke og ikke positionering. Den mission lykkedes, for allerede på Koppenberg kørte han så stærkt, at kun Van der Poel og Valentin Madouas kunne følge ham.

Det gav en lang finale, og det ønsker Pogacar igen i år. Allerede i fredags mente han, at de ekstra 70 km, der skal køres i årets udgave, som endda er endnu længere end den allerede historisk lange udgave i 2022, ville give ham den overhånd, han manglede sidste fredag. Modsat sidste år ønsker Van der Poel sig også en lang finale. Det eliminerer Jumbos overtal, men Van der Poel føler sig denne gang også sikker på, at han kan vinde en lang finale via sin egen styrke. Han osede nemlig af selvtillid efter et E3, hvor han selv havde skabt den lange finale allerede på Taaienberg og følte sig uhyre stærk gennem hele løbet, selvom han blev slået i spurten.

Derfor forventer jeg, at UAE og Alpecin vil arbejde med den strategi at skabe den lange finale og hurtigt få elimineret alle Jumbo-løjtnanterne. Derfor forventer jeg, at de vil forsøge at kontrollere de første 220 km relativt stramt, så de undgår at komme på bagkant. Mange vil huske, hvordan UAE måtte brænde mange tændstikker sidste år, da en stor og farlig gruppe kørte tidligt, og det vil de for alt i verden undgå. Mit gæt er, at de vil forsøge at have et kontrolleret, men gerne hårdt løb hele vejen frem til anden passage af Kwaremont med 54,6 km igen. Herfra forventer, at de to kaptajner selv åbner ballet på den benhårde serie med Kwaremont, Paterberg, Koppenberg, Steenbeekdries og Taaienberg. Målet må være, at løbet herfra er kogt ned til de tre favoritter, når Taaienberg er overstået med 36,8 km, hvorefter de kan udkæmpe det helt ærlige opgør på ren fysik på Kwaremont-Paterberg til sidst.

Det er den situation, de andre hold skal undgå. For dem må drømmen være at komme afsted inden finalen, som det næsten lykkedes sidste år. Hvis den mission mislykkes, må drømmen være, at de kan hænge på til efter Taaienberg, for derefter kommer et stykke, hvor taktik kan komme i spil, og hvor man kan komme i forkøbet. Kommer man først over Kwaremont-Paterberg, har vi jo en Wevelgem- eller E3-agtig finale, hvor alt kan ske, og hvor vi så sent som i 2019 så Asgreen snige sig væk, dog ganske vist kun til en 2. plads bag suveræne Alberto Bettiol, og i 2021 så Greg van Avermaet sikre sig 3. pladsen ved et tilsvarende snigerangreb.

Mange vil elske at gentage Quick-Steps berømte overraskelsesangreb på Muren i 2017, hvor deres genialitet sikrede Gilbert sejren og fangede favoritterne Sagan og Van Avermaet på det forkerte ben. Det bliver bare ikke let, hvis UAE og Alpecin kontrollerer løbet så stramt, som jeg forventer. Særligt vil de være opmærksomme på, at der ikke kommer Jumbo-ryttere afsted. For det første er det vigtigt, at der ikke er en forpost, der kan give hollænderne et overtal senere, og for det andet vil det betyde, at Jumbo også vil være med til at kontrollere. Kommer der en Jumbo-rytter tidligt afsted, er det altafgørende, at han får selskab af Søren Kragh eller Gianni Vermeersch fra Alpecin samt af Tim Wellens eller Matteo Trentin fra UAE.

Jeg tror, at UAE og Alpecin får det, som vi vil have det, og at vi får den lange finale i stil med den, vi havde med Van der Poel og Pogacar i 2022, med Asgreen, Van der Poel og Van Aert i 2021 og med Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe i 2020. Sandsynligheden for et mere fysisk opgør mand mod mand øges også af, at de tre største favoritter tror på sig selv og aldrig sparer sig. Det gør Van Aert og Van der Poel aldrig, og de ved, at de kan vinde en spurt i Oudenaarde - også mod hinanden. Det kan Pogacar formentlig ikke, men han tror på, at han gør forskellen på Kwaremont-Paterberg til sidst. Mit gæt er derfor, at vi får en kopi af det, vi så i E3. Herfra er alt imidlertid åbent, og det er i hvert fald langt fra givet, at vi får samme udfald som i generalprøven. Tværtimod er det ganske let at forestille sig både Van der Poel, Pogacar og Van Aert som vinder.

Jeg vælger at pege på Mathieu van der Poel. Det er nemlig svært at komme udenom, at dette løb er skræddersyet til hollænderen. Hans mageløse 4. plads i det uheldige løb i 2019, hvor han vel var stærkeste mand, blev fulgt op af sejre i både 2020 og 2022, og det var kun en kikset spurt i 2021, der kostede ham et hattrick. Hvor skræmmende god han er i dette løb, kommer vel mest til udtryk af sidste års sejr. Da han vandt løbet, troede de fleste vel, at det skyldtes, at han trods sin rygskade var tilbage ved fuld styrke, men det viste sig hurtigt, at det slet ikke var tilfældet. Allerede da han vandt Dwars door Vlaanderen, havde han jo afsløret, at han slet ikke havde følt sig som stærkeste mand, og hans ”pauvre” præstationer i Amstel og Roubaix satte en fed streg under, at den dårlige vinter betød, at 2022 bød på et forår, hvor han aldrig var 100%.

Læs også

WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler

Hvis nogen tillader sig at hævde, at de har vundet Flandern Rundt uden at være i topform, får de formentlig serveret et spark et vist sted, for det er næsten et fornærmende postulat, men Van der Poel kan med nogen ret tillade sig at hævde det. Det er skræmmende nyt for rivalerne, at en ”formsvag” Van der Poel kunne holde stand mod en formstærk Pogacar, der var helt uhyggelig gennem samme forår. I år kommer Van der Poel nemlig til løbet med en form, der måske er bedre end nogensinde. Nok var han hjulpet af, at Pogacar og Van Aert havde brugt deres tændstikker på hhv. at angribe og at lukke et hul, men han gjorde stadig noget i moderne cykelsport helt uset, da han kørte alene hjem fra Poggio på ren styrke i Sanremo, og i E3 var det også ham, der åbnede ballet, inden han sad limet til Pogacars angreb i alle dennes angreb til sidst.

Særligt hans kommentarer efterfølgende viste, at han var i overskud. Nok blev han slået i spurten, men han osede af selvtillid og kunne berette, at han på intet tidspunkt havde følt sig i problemer. Det var da også langt mere overbevisende end i sidste års Flandern Rundt, hvor han på Paterberg gravede så dybt, at han nåede helt ned til kineserne, for at hænge på Pogacar. Den slags problemer havde han ikke i E3, og når han kunne hænge på Pogacar sidste år, har jeg svært ved at tro, at det skulle gå anderledes i år, hvor han virker langt stærkere.

Udfordringen bliver at få skovlen under Van Aert. Nok har han før slået belgieren her, men nu hvor Van Aert har lært, at han skal køre lange og ikke de korte, eksplosive spurter, der passer Van der Poel, vil Jumbo-rytteren være favorit i et spurtopgør. Van Aert var imidlertid meget tæt på at knække i E3, og selvom han sikkert har fundet flere procent nu, er spørgsmålet, om det er nok. Den lange distancer tilgodeser som udgangspunkt Van der Poel, der med sine tre monumentsejre har bevist, at han er særligt god i lange løb. Anderledes er det med Van Aert, der selv hævder at have forbedret sig, men også har indrømmet, at lange distancer hidtil har været en svaghed.

Lykkes det først at komme af med Van Aert, skal Van der Poel ”bare” holde stand mod Pogacar. I en spurt efter 270 km kan meget ske - Pogacar var tæt på at slå Van Aert ved OL - men i et spurtopgør mellem de to vil Van der Poel være relativt klar favorit. Selv hvis han skal spurte mod Van Aert, har han en bedre chance end i E3. Dels vil friskheden efter 270 km formentlig tale til Van der Poels fordel, og dels betyder den direkte modvindsspurt, at der er grænser for, hvor lang en spurt Van Aert kan køre. Mest af alt forventer jeg dog, at det ender i en spurt mellem Van der Poel og Pogacar, som det også næsten gjorde sidste år, og her forventer jeg, at Van der Poel skriver sig ind i historien som den 7. rytter med tre sejre - hvor med han blot vil være ét skridt fra at sætte sig på rekorden alene.

Jeg vælger at pege på Wout van Aert som nr. 2, men det handler alene, om han nok har større chance for at vinde end Pogacar. Hans mission er nemlig ret simpel. Han skal ”bare” holde sig til de to rivaler. Nok har jeg ovenfor beskrevet, hvordan jeg giver Van der Poel en relativt god chance for at slå ham på stregen, men som udgangspunkt er Van Aert den hurtigste, som han også beviste i E3. Det giver ham en mere enkel og direkte vej til sejr end Pogacar, der formentlig kun vinder, hvis han er stærk nok til at sætte Van der Poel på stigningerne, hvad jeg tvivler på, at han er.

Kan Van Aert så hænge på? Det kunne han jo i fredags, men kun med det alleryderste af neglene. Denne gang er finalen betydeligt hårdere, og der er mindre fladt terræn at gøre godt med til sidst, hvis han har gravet dybt og skal komme sig til en spurt. Som jeg har beskrevet ovenfor, har distancen været en erkendt udfordring for Van Aert, men han mener selv, at han har forbedret sig. Det blev vel også bekræftet med hans fornemme Roubaix og Liege sidste år. I det hele taget var det mit indtryk, at han havde gjort enorme fremskridt sidste forår, og han havde formentlig vundet Flandern Rundt, hvis ikke corona var kommet i vejen.

Spørgsmålet er bare, om han har samme niveau nu. Det havde han åbenlyst ikke i E3, og det er jo helt naturligt. Han har haft en problematisk optakt, hvor strategien har ændret sig fra, at planen var ”to hit the ground running” i Strade til nu langsomt at vokse frem mod de to monumenter. Spørgsmålet er, om han har nået det. Det ved vi jo dybest set ikke, for han har nu haft en uge til at finde flere procent, og logikken tilsiger vel, at formfremgangen er fortsat. Derfor kan det også sagtens være, at han viser sig stærk nok på søndag, men jeg tror til gengæld også, at han skal helt op på sidste års niveau, hvis han skal slå den Van der Poel, der på papiret passer bedre til dette løb, og som lige nu oser af selvtillid over sin egen styrke. Jeg tvivler på, at han har nået at finde alle 100%, som måske endda ikke ville være nok.

Til gengæld kan han måske få en livline. Vinden står direkte i ansigtet hjem til Oudenaarde, og hvis de to rivaler er kørt væk, vil de passe på sig selv i modvinden. Det vil særligt Pogacar, der måske endda har en interesse i, at Van Aert kommer op, fordi en finale med tre mand er mere taktisk end en finale med to. Der kan således være en kattelem, selv hvis Van Aert bliver sat på de to sidste stigninger. Jeg tvivler dog på, at den lem er stor nok, og jeg frygter, at Van Aert mangler de procent, der skal til for at tage den sejr, jeg tro, at han havde taget sidste år.

Hvad så med Tadej Pogacar? Sidste år diskuterede vi, om han vitterligt var kraftfuld nok til at begå sig i brostensløbene, men den diskussion begravede han så effektivt, som man overhovedet kan, med sin flotte kørsel sidste år - en kørsel, som han gentog i E3 i år. Nu diskuterer vi ikke, om Pogacar kan vinde løbet. Nu diskuterer vi, om han vil vinde løbet. Hans problem er, at han formentlig er slået i en spurt. Nok slog han næsten Van Aert ved OL, og nok er en spurt efter 270 km speciel, men Pogacar vil i ethvert spurtopgør mod en af rivalerne eller dem begge altid være underdog. Hans vej til sejr kræver formentlig, at han er god nok til at sætte dem begge til vægs på Kwaremont-Paterberg til sidst.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Van Aert kan han måske godt få skovlen under - det tror jeg, at han får - men Van der Poel er svær. Han kunne ikke sidste år med en Van der Poel på under 100%, og derfor bliver det vanskeligere med en flyvende hollænder. Pogacar synes i hvert fald nogenlunde på samme niveau som sidste år, hvad han da også selv hævder. Heldigvis ved vi, at den hårdere rute og længere distance utvivlsomt øger chancen for, at det vil lykkes, for man må antage, at han igen vil være bedste mand på de sidste stigninger. Han får også medvind på Kwaremont, der grundet længden er hans bedste chance, og han hjælpes af, at der igen er udsigt til en lang finale.

Distancen er ideel for en mand, der har vundet tre monumenter, men han kunne godt have ønsket sig både dårligere vejr og medvind på det flade stykke hjem til Oudenaarde, hvor han i modvind måske kan få svært ved at holde stand mod de mere kraftfulde ryttere, hvis faktisk han har gjort forskellen. Lykkes det ikke, må han håbe på en overraskelse i spurten - et scenarium, der heller ikke er helt umuligt i en modvindsspurt, der efter 270 km kan være svær at time - men hans mest direkte vej til sejr er den solokørsel, han har for vane. Lige nu tror jeg ikke, at man kan sætte Van der Poel, men hvis der er én i denne verden, der kan, er det ikke svært at give et bud på, hvem det er. Han kommer nemlig fra Slovenien.

Som sagt er Flandern Rundt et meget ærligt løb, og med udsigt til en lang finale slår jeg nok mit haleben, hvis vi får en anden vinder end en af de tre favoritter. I hvert fald vil jeg falde ned af stolen, men skal man pege på det bedste bud på en mand, der kan skabe overraskelsen, går jeg med Matej Mohoric. Sidste år havde han toppet for tidligt til dette løb, hvor gassen var gået af ballonen, men det er der intet, der tyder på denne gang. Tværtimod mente han selv, at han kunne have fulgt de bedste i E3, hvis ikke han havde brugt alt for mange kræfter på at lukke det hul, der opstod, da han havde tabt positionskampen frem mod Taaienberg. Jeg tror ikke, at han har ret, men sandt er det, at han lignede fjerdebedste mand i løbet og i dette forår har været langt bedre end tidligere, uanset om han har kæmpet på lidt for svære stigninger i Strade, klatret fornemt i Sanremo eller imponeret i E3.

Derudover elsker han lange distancer. Jeg begik en tanketorsk ved at sætte spørgsmålstegn ved den evne forud for Gent-Wevelgem, men historikken viser jo, at det er en stor styrke, som vi har set i blandt andet Sanremo, Roubaix og på de grand tour-etaper, han har vundet. Han er også den opportunistiske type, der ikke er bange for at angribe tidligt, og den strategi lykkedes jo netop i E3. Dengang nåede han ikke over de sværeste stigninger, men måske kan det lykkes på søndag. Som sagt tror jeg, at det bliver svært, men Mohoric ligner manden med fysikken til måske at kunne gøre det.

Et andet godt på er Valentin Madouas. Der var næppe nogen, der havde regnet med, at franskmanden, der var at regne som ardennerspecialist, var den eneste, der sidste år kunne følge Pogacar og Van der Poel på Koppenberg, men han har vist sig overraskende god i disse løb. Den evne har han bekræftet både i E3 og i Dwars, hvor han begge gange var en af de stærkeste. Særligt var jeg imponeret over, hvordan han i fredags på Stationsberg kørte alene op til fronten, men til gengæld skuffede han mig en anelse i onsdags. Heldigvis så vi sidste år, at han var klart bedst i Flandern Rundt, og generelt synes han i løbene altid bare at blive bedre og bedre. Den lange distance taler formentlig til hans fordel, og det gør de flere stigninger i hvert fald også. I Strade bekræftede han, at han har gjort yderligere fremskridt siden sit flotte 2022, og han har vist, at han er kommet sig over den sygdom, der slog ham ud i Tirreno og kostede en del træning. Hans store svaghed er positionskampen, der kostede igen i E3, men den bliver heldigvis mere enkel i et hårdere løb. Undgår han at misse i kampen frem mod anden passage af Kwaremont, vil jeg forvente, at han meget vel igen kan være den mand, der kommer tættest på at matche de tre giganter på de sværeste stigninger.

Uden Van Baarle har Jumbo mistet deres bedste kort at udnytte i et eventuelt overtal, men de har heldigvis andre. Det ene er Tiesj Benoot, der desværre har været lidt svingende i optakten. Trods sejren i Kuurne virkede han ikke flyvende i åbningsweekenden, men i Strade var han flyvende. Han skuffede til gengæld i Tirreno, angiveligt grundet rygproblemer, og missede ud i E3 grundet defekt. Heldigvis var det opløftende at se ham i onsdags, hvor han var klart stærkeste mand på stigningerne, og dermed ser det ikke ud til, at han er mærket af sin sygdom, der ramte ham i sidste uge.

Den hårdere rute er en klar fordel for en af løbets bedste klatrere, men min bekymring er distancen. Han bragede ganske vist ind på scenen med sin 5. plads i debuten, da han var helt ung, men siden dengang har hans resultater i monumenterne ikke været alt for overbevisende, selvom han har mange op 10-placeringer. Sidste år manglede han også lidt i dette løb, selvom han havde set godt ud i optakten. Til gengæld var den Benoot, vi så i San Sebastian og Strade, også den i særklasse bedste Benoot, vi har set, og efter skiftet til Jumbo synes han at have taget endnu et skridt. Derfor er han nok bedste bud på en mand, der kan udnytte Jumbos overtal.

Den anden er naturligvis Christophe Laporte, der jo kan lave et bemærkelsesværdigt hattrick på søndag. Formen kan ingen diskutere, men spørgsmålet er, om ikke dette løb er en anelse for hårdt. Det mener han i hvert fald selv, og vi så da også, at han sidste år kom en anelse til kort, da han fik en uventet kaptajnrolle. I onsdags var det også klart Benoot, der var den stærkeste på stigningerne, men det ændrer heldigvis ikke på, at Laporte har været blandt de bedste i alle de løb, han har kørt. Det er jo trods alt klart, at han ikke vinder dette løb ved at være stærkeste mand. Det gør han via taktik, hvor han kan udnytte Jumbo-overtallet, og det er han helt sikkert stærk nok til at gøre. På denne rute vil jeg bare anse Benoot som et lidt bedre kort, også selvom Laporte har spurten som et ekstra våben.

Jeg rangerer Tom Pidcock som næste mand, men det er desværre mere i håb end forventning. Hans hjernerystelse fra Tirreno skabte nemlig tvivl om hans form, og den tvivl blev kun endnu større af det skuffende indtryk, han efterlod i Tirreno. Desværre efterlod hans kørsel i onsdagens løb et om muligt endnu værre indtryk end Tirreno, og det giver bestemt ikke grund til optimisme, at han igennem det meste af sæsonen har skuffet mere, end han har imponeret. Til gengæld har han jo også netop imponeret med sine sejre i Algarve og ikke mindst Strade. Trods onsdagens pauvre præstation var hans træner da også godt tilfreds, for løbet handlede primært om at genfinde rytmen. Vi ved, at han har gjort det hæderligt i brostensløbene, men det er ikke dem, der passer ham allerbedst. Han har ofte haft det svært i positionskampen, men her hjælpes han af det hårdere løb. Det gør han i det hele taget generelt, for det er klart, at de flere stigninger altid vil tale til hans fordel. Til gengæld har han stadig til gode at bevise sig over lange distancer. Faktisk er det kun ved VM i 2021, hvor han ikke var allerstærkest, at vi har set ham fremme i et langt løb. Da han vandt Amstel, var det nemlig i en særligt kort coronaudgave, og jeg synes måske, at der er en tendens til, at han skuffer, når vi rammer de længste løb. Erfaringsgrundlaget er dog lille, og Pidcock er trods alt en af de få, der har vist, at han faktisk kan tage kampen op mod de allerbedste, når han rammer dagen. Lige nu kan man bare godt tvivle på, om han gør det på søndag.

Læs også

Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne

En af forårets skuffelser har desværre været Stefan Küng. Dårligt har han bestemt ikke været, for han var blandt de stærkeste både i fredags og i onsdags, og i søndags handlede nedturen angiveligt alene om, at han grundet kulde ikke kunne skifte gear. Han virker bare ikke til at have helt samme overskud som sidste år, hvor han var her, der og alle vegne. I forvejen lider han til dette løb en anelse under, at de flere stigninger er en ulempe. Nok har han forbedret sin klatring enormt, hvad vi særligt så i Schweiz og Amstel sidste år, men der er folk, der er mere komfortable på stigningerne end ham. Til gengæld bør distancen tale til fordel for hans enorme motor, for sidste år kørte han vel sine to bedste klassikere netop i Flandern og Roubaix. Som alle andre skal han naturligvis vinde ved at komme favoritterne i forkøbet, og han lider naturligvis altid under, at han ikke slår mange andre end Mikel Landa i en spurt, men til gengæld er han også skabt til at køre alene, hvis først han får det hul, han skal bruge. Han har i hvert fald lovet, at han i år vil tage flere chancer for faktisk at vinde løbet. Nu skal han bare have fundet de procent, han har manglet indtil nu. Måske den ekstra distance kan hjælpe ham.

En af årets helt store oplevelser har været Neilson Powless . Det startede med sejren i Marseille, og siden dengang har han været her, der og alle vegne, uanset om vi har talt om Besseges, Var, Paris-Nice, Sanremo og senest Dwars, der var hans første brostensløb. Her blev han ikke rigtigt testet på brostensstigninger, for dem var der næsten igen af, og derfor er han stadig et helt uprøvet kort. Han mangler også erfaring i positionskampen, men hans evner i lange endagsløb kender vi. Det så vi med sejren i San Sebastian, 5. pladsen ved VM og i det flotte Liege sidste år, hvor han var sidste mand til at slippe Remco Evenepoel, og efter onsdagens 3. plads betragtede han da også netop distancen som hans fordel. Hans klatreevner bør også virkelig komme til udtryk på denne hårdere rute, og formen kan ikke betvivle. I går kunne han ikke helt følge Benoot på Knokteberg, men han havde brugt mange kræfter på at komme tilbage efter et tidligere uheld. Brostenene skaber usikkerhed, men på denne kuperede rute bør klatreevner og form komme til udtryk - og bange for at angribe tidligt er manden, der vandt San Sebastian netop på den facon, i hvert fald ikke.

Historien kan stort set gentages om Matteo Jorgenson. Også han er stort set uden erfaring i disse løb, som egentlig ikke burde være noget for ham, men også han har været her, der og alle vegne i år med sejren i Oman og den fornemme kørsel på særligt sidste etape i Paris-Nice. Han bragede ind på scenen som ”best of the rest” i E3, og som Powless bør han stå meget stærkere på et løb med flere og hårdere stigninger. Modsat Powless har han endda også bevist sig i et løb, der faktisk også byder på svære brostensstigninger,  men til gengæld er han langt mindre rutineret, hvilket er vigtigt i et stort og langt løb som dette. Mest usikkerhed er der dog om hans evner over lange distancer, for her er han helt uprøvet. Han synes at have motoren, men vi ved det ikke. Netop derfor har han også potentiale til at komme meget langt, for vi ved, at formen er der, og at bakkerne passer ham - og dermed har jeg så prøvet i Flandern Rundt at nævne en Movistar, før jeg overhovedet har skænket Soudal en tanke…

En af løbets ubekendte er Dylan Teuns. Akkurat som sidste år kommer han nemlig til løbet fra Catalonien, og han har derfor ikke kørt de foregående løb. Han har da heller aldrig satset meget på brostensløbene, men denne opskrift fungerede storartet sidste år, hvor han efter Catalonien endte som nr. 6 her. Problemet er, at han i år var helt anderledes svag i Spanien, hvor han endte som en samlet nr. 32, mens han sidste å viste storform med en 12. plads på en rute, der egentlig var for hård. I det hele taget har han gennem hele året ledt efter sin bedste form, men helt formsvag er han ikke. Meget vil afhænge af, hvor meget han har forbedret sig af en uge i hårdt, spansk terræn. Som vi så sidste år, er denne rute kuperet nok til, at en mand som Teuns kan være blandt de allerbedste, selvom det er et løb, der ikke passer ham ideelt. Modsat sidste år skal han imidlertid have forbedret sig en del siden Catalonien, hvis han skal gentage 2022-udgavens top 6-placering.

Mange danske øjne vil være rettet mod Mads Pedersen, men selvom han har udviklet sine klatreevner enormt, ser det stadig ud til, at han er en anelse for tung til disse løb, som han altid har været det. I år var han langt bedre i både E3 og Dwars end sidste år, men han var stadig overmatchet af lidt for mange. Akkurat som sidste år så han klart bedst ud i Gent-Wevelgem, men det er også et lettere løb med kun tre svære stigninger. Heldigvis er der lidt håb i, at han sidste år faktisk klatrede bedre end nogensinde netop i dette løb, sandsynligvis fordi han har distancen til sin fordel. Vi ved jo også, at han altid kan regne med sin spurt, men skal han sikre sig det helt store topresultat, skal han bruge samme taktik som ved 2. pladsen i 2018, nemlig angribe tidligt. Det er han heldigvis heller aldrig bange for, og vi ved fra netop 2018, at han kan være svær at stoppe, hvis først han kommer afsted. Distancen hjælper ham, men de foregående løb har også indikeret, at der stadig er en lidt større gruppe, der klatrer bedre end ham.

Jeg kan også godt have lidt fidus til Gianni Vermeersch. I 2021 var han i top 10 i alle tre brostensløb, han kørte, nemlig E3, Gent-Wevelgem og Flandern Rundt. Faktisk var hans 7. plads i dette løb hans bedste resultat, og det vidner om evnerne også over lange distancer. Sidste år var imidlertid helt til rotterne, og derfor var det opløftende at se ham i Tirreno, hvor han klatrede bedre end nogensinde. Den gode form tog han med sig til Gent-Wevelgem, hvor han så godt ud på Kemmelberg. Af en eller anden grund har de sparet ham og holdt ham ude af de øvrige løb, og derfor er det svært at vurdere en mand, der i forvejen har til gode at være helt i front på stigningerne i disse løb. Når jeg alligevel rangerer ham højt, skyldes det hans kørsel i Tirreno, hans meget stærke 2021 og ikke mindst, at han på Alpecin kan være manden, der skal gå med, hvis Jumbo lykkes med at spille tidligt ud.

Den anden Alpecin-rytter, der skal spilles tidligt ud, er Søren Kragh, men han var svagere end sin belgiske holdkammerat i Gent-Wevelgem. I hvert fald forsvandt han bekymrende tidligt fra fronten efter at have været med i et kortvarigt og tidligt fremstød. I E3 løb han også lidt tør for kræfter til sidst, selvom han havde sikret sig et forspring, og jeg kan godt tvivle på, om formen rækker hele vejen. Det kan dog ikke ændre på, at han i E3 og særligt Sanremo stadig efterlod et lovende indtryk, og at han synes at være fuldt på højde med sidste år, hvor han i denne periode syntes stærkere end nogensinde. Trods hans evner i Sanremo har han stadig til gode at bevise sig over en lang distance i et løb, der er så hårdt og fysisk krævende som dette, og det skaber lidt ekstra usikkerhed, der kombineres med et indtryk, der har været pænt, men ikke prangende. Jeg frygter desværre, at han løber tør før tid, som han har gjort det de seneste dage, men han har den store fordel, at han er på et Alpecin-hold, hvor han måske kan udnytte et overtal og et fokus på Van der Poel.

Der er ikke mange tidligere vindere i dette løb, men en af dem er Alberto Bettiol. Da han vandt løbet i 2019, fik han intet foræret. Derimod beviste han, hvor fremragende han kan være, men de mange helbredsproblemer siden dengang har sat ham tilbage igen og igen. I Strade så han ud til at være på sporet, men så blev han afsporet af det styrt, der kostede ham Tirreno. I E3 var han pæn, men ikke prangende, mens han i Gent-Wevelgem chokerende nok blev sat som en af de første. Det kan dog meget vel have skyldtes vejret eller måske særligt den knæskade, der betød, at han slet ikke stillede til start i onsdags. Særligt sidstnævnte skaber usikkerhed, men hans fravær handlede angiveligt alene om, at han ikke vil tage chancer inden søndag. Spørgsmålet er, om det også har kostet træning. Han har desværre ikke vist noget, der gør, at jeg tror på noget stort løb, men hans topniveau er også så højt, og han har trods alt været så solid, at han må nævnes som en mand med potentiale til at overraske.

I det hele taget har EF et ret spændende hold. I tillæg til Powless og Bettiol har de nemlig også Mikkel Honoré, der i onsdags endelig viste, hvorfor han er en af verdens mest spændende endagsryttere. Det viste han i det forrygende efterår i 2021 og igen i 2022, hvor han - hvis man skal tro det, vi ikke så på tv-billederne - sammen med Bettiol var en af de få, der kunne følge Van Aert på sidste stigning. I år har han kæmpet med at finde formen, men der var fremgang på muretapen i Tirreno, og efter et Sanremo som hjælper var han en af onsdagens positive overraskelser. Det er klart, at vi aldrig har set ham helt fremme i de store flamske løb, som han ikke for alvor har satset på, og at hans historik i foråret ikke er særlig god, men nu begynder han at nærme sig det niveau, vi kende ham for i efteråret. Hans gode VM indikerer også, at han måske kan klare distancen, der er en lille ubekendt, men i teorien passer dette hårdere løb ham bedre onsdagens, for han er en mand, der først og fremmest skal udnytte sine evner på stigningerne. Har han vitterligt niveauet fra efteråret 2021, bør han komme langt.

Læs også

Følg en vild onsdag med stejle mure i både Italien og Belgien

Det er trist at rangere Kasper Asgreen så langt nede på listen, men det er svært at gøre det anderledes. Det er ret åbenlyst, at han stadig er langt fra sit bedste niveau. I E3 så det ellers lovende ud, men hans berømte motor løb tør, netop som den var blevet startet og langt tidligere end de fleste andres, og i Gent-Wevelgem blev han ofret tidligt, hvad han næppe var blevet, hvis han havde meldt om diamanter i benene. Der er i hvert fald meget, der skal være blevet indhentet i den forløbne uge, hvis vi skal se den allerbedste Asgreen på søndag, men måske er der alligevel lidt håb. Sidste år kørte han nogle overraskende gode løb i Strade og Amstel, og det kom på tidspunkter, hvor ingen havde forventet det efter relativt svage præstationer eller sygdom forinden. Hans optakt med en svær vinter og efterfølgende sygdom giver jo i hvert fald en forklaring på trængslerne og tilsiger, at hans form må være opadgående. Normalt er et langt løb også til hans fordel, men det var det bestemt ikke i E3, hvor hans motor gik helt i stå meget tidligt. Vi kan håbe på en Amstel- eller Strade-agtig overraskelse, men i et løb, der er så ærligt som dette, ligger den ikke lige for.

I det hele taget er det ikke sjovt at være Soudal. Deres anden kaptajn, Julian Alaphilippe, har nemlig heller ikke ramt den. Indtil nu har vi kunnet finde undskyldninger - i Sanremo var han ude af position, men meldte om gode ben, og i E3 var han syg - men i onsdags var der ingen af slagsen. Jo, han havde gearproblemer, men han var ærlig nok til at indrømme, at benene bare ikke rakte, da Benoot kørte væk. Det er svært bekymrende, for en fyr som Alaphilippe burde med sit punch nok kunne være med i et så let løb som Dwars. Nok er han glimrende over lange distancer, men vi ved også, at hans motor plejer at løbe tør tidligt, når formen ikke er der, og derfor er det svært at tro, at han benene pludselig skulle række på søndag, når han er gået fra den ene skuffelse til den anden. Håbet findes naturligvis i sejren i Ardeche og 2. pladsen i Tirreno, men begge dele ligger desværre også efterhånden langt tilbage. Naturligvis kan man aldrig giver Alaphilippe færre end to stjerner, fordi han er en af de få med topniveauet til faktisk at vinde, men jeg vil blive svært overrasket, hvis han efter så trist et forår pludselig er med helt i front - ikke mindst når vi ikke har set en god Alaphilippe siden VM-sejren i 2021.

Man skal vel også nævne Biniam Girmay, men alene ud fra potentiale. Eritreeren synes nemlig slet ikke at have fundet formen i år. Hans hold insisterer imidlertid på, at han er lige så god som sidste år, hvor han i E3 viste, at han sagtens kan være med også i brostensløb, der er hårdere end Gent-Wevelgem. Han viste jo også i Giroen et skræmmende højt niveau, der var langt højere end det, vi så i klassikerne. Problemet er, at vi ikke har set det siden dengang, og at også hans efterår var pauvert. I forvejen kan denne rute godt være en anelse for hård, for han har til gode at bevise sig over lange distancer på ruter, der er hårdere end Gent-Wevelgems. Til gengæld ved vi også, at han har det svært med dårligt vejr, og derfor vil jeg forvente, at han her er bedre end i fredags og i søndags. Han har bare stadig til gode at finde det potentiale, vi ved, han har, ikke mindst efter Giroen.

En af forårets positive overraskelser har været Sep Vanmarcke. Belgieren lignede ellers en mand, der hørte fortiden til i det forfærdelige 2022, men han har også været ramt af så megen sygdom, at han jo aldrig har haft chance for at vise, hvad han kan. Han er da også milevidt fra sin storhedstid, men siden Nokere har han set godt ud. Søndagens 3. plads var i hvert fald imponerende, men klatrer han stadig godt nok? Det tvivler jeg på. Han løb i hvert fald tør for kræfter i E3, og han var en skuffende DNF i Dwars, ligesom han var langt efter i Sanremo, som dog heller ikke passer ham så godt. Jeg frygter, at han i dag er for tung til så hårdt et løb som dette, men som han beviste i søndags, har lange distancer altid været ham, og det kan måske komme ham til gode.

Endelig er der Ivan Garcia Cortina. Vi husker vel alle, hvor stort et potentiale han udviste, da han i efteråret 2019 chokerede på stigninger i BinckBank Tour og blev en rystende nr. 3 i Montreal, hvor han ikke burde have haft en chance. Siden dengang har det imidlertid været trist, trist og trist, og heller ikke i år var der megen grund til optimisme. Det kom der imidlertid pludselig med 5. pladsen i E3, hvor han pludselig gav glimt at fordums styrke. Han har dog skuffet så meget og så længe, at jeg vil dæmpe optimismen, også fordi vi kom ned på jorden i Wevelgem, og fordi han har til gode for alvor at begå sig i disse løb. Hvis til gengæld Montreal-benene pludselig er tilbage, kan han sagtens levere mere succes til Movistar i en chokerende god brostenskampagne.

BEMÆRK: Som det fremgår ovenfor, er det en rangering efter vinderpotentiale. Derfor står Van Aert som nr. 2, men min vurdering af styrkeforholdet tilsiger, at han ender løbet som nr. 3, som jeg forklarer det ovenfor.

OPDATERING: Bettiol er desværre bleve syg og rejst hjem til Italien.

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet, og holdoversigten er opdateret.

***** Mathieu van der Poel

**** Wout van Aert, Tadej Pogacar

*** Matej Mohoric, Valentin Madouas, Tiesj Benoot, Christophe Laporte, Tom Pidcock

** Stefan Küng, Neilson Powless, Matteo Jorgenson, Dylan Teuns, Mads Pedersen, Gianni Vermeersch, Søren Kragh, Mikkel Honoré, Kasper Asgreen, Julian Alaphilippe, Biniam Girmay, Ivan Sep Vanmarcke, Garcia Cortina

* Jhonatan Narvaez, Nathan Van Hooydonck, Alexander Kristoff, Jasper Stuyven, Krists Neilands, Michael Matthews, Florian Vermeersch, Kevin Geniets, Benoit Cosnefroy, Yves Lampaert, Fred Wright, Nils Politt, Florian Senechal, Ben Turner, Magnus Sheffield, Matis Louvel, Andrea Pasqualon, Davide Ballerini, Danny Van Poppel, Stan Dewulf, Anthony Turgis, Dries Van Gestel, Rasmus Tiller, Nikias Arndt, Matteo Trentin, Tim Wellens, Axel Zingle, John Degenkolb, Olivier Le Gac, Mikkel Bjerg, Oier Lazkano, Mathias Norsgaard, Frederik Frison, Alexis Renard, Laurenz Rex

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

STREAM FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Danskerne

Mads Pedersen, Søren Kragh, Mikkel Honoré og Kasper Asgreen er alle blandt kaptajnerne på deres hold, hvorfor de er omtalt ovenfor. På UAE skal formstærke Mikkel Bjerg efter alt at dømme være 100% hjælper for Tadej Pogacar, mens Mathias Norsgaard på Movistar skal støtte Matteo Jorgenson og Ivan Garcia Cortina, men måske også kan få frihed til sin specialitet, nemlig via det tidlige udbrud at jagte en billet til finalen. Endelig skal William Blume og Louis Bendixen på Uno-X støtte Alexander Kristoff og Rasmus Tiller og måske forsøge at ramme udbruddet.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mathieu van der Poels sejr fra 2022 og 2020, Kasper Asgreens sejr fra 2021, , Alberto Bettiols sejr fra 2019, Niki Terpstras sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejr fra 2017, Peter Sagans sejr fra 2016, Alexander Kristoffs sejr fra 2015 samt Fabian Cancellaras sejre fra 2014 og 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Alpecin-Deceuninck: Van der Poel er den klare kaptajn med Kragh og Vermeersch som løjtnanter. Michael Gogl og Xandro Meurisse har ikke vist megen form i år.

Jumbo-Visma: Van Aert er den klare nr. 1 med Benoot og Laporte som meget stærke løjtnanter. Nathan Van Hooydonck vil også have en vis beskyttelse og kan komme langt, men på så kuperet en rute er der grænser for, hvor langt han kommer. Tosh van der Sande er stadig en skygge af sig selv.

UAE Team Emirates: Det må handle 100% om Pogacar. Matteo Trentin og Tim Wellens skal formentlig dække angreb fra Jumbo og Alpecin, men skuffede igen i onsdags. Mikkel Bjerg og Rui Oliveira synes begge formstærke, men de må være hjælpere.

AG2R Citroën Team: Bedste bud er Benoit Cosnefroy, men han var frustreret efter E3, hvor han stadig ledte efter formen. Bedste mand kan meget vel være Stan Dewulf, der har været solid, men også en smule overmatchet. Oliver Naesen kørte fint i søndags, men han har haft det svært i de hårdere løb, og Greg Van Avermaet og Damien Touzé har været langt efter, mens unge Pierre Gautherat stadig mangler for meget.

Lotto Dstny: Der er grund til at have forventninger til meget formstærke Florian Vermeersch, der kan komme langt, men nok er lidt for tung til dette løb. Frederik Frison er i storform, men også han er for ung til disse bakker, og trods fin kørsel i onsdags synes Jasper De Buyst at mangle for meget, som også en delvist genrejst Arjen Livyns og Brent Van Moer gør det. Løbet er for hårdt for Caleb Ewan .

Læs også

Charmig udtaget til stor klassiker

Trek-Segafredo: De to kaptajner er Pedersen og Jasper Stuyven. Sidstnævnte rejste sig endelig i Sanremo, men har skuffet i alle tre opvarmningsløb efter et skidt 2021. Alex Kirsch har ikke helt fundet sidste års niveau, løbet er for hårdt for Edward Theuns, og niveauet er stadig lidt for højt for lovende Mathias Vacek.

INEOS Grenadiers: Pidcock må være den klare kaptajn. Jhonatan Narvaez har potentiale i disse løb, men selvom han rejste sig i onsdags, har han generelt manglet for meget i de seneste løb. Ben Turner er kommet stærkere tilbage fra sin skade end ventet, men vi fik i onsdags desvære udnerstreget, at han stadig mangler for meget. Magnus Sheffield havde uheld i onsdags, men er stadig ikke helt på hjemmebane i brostensløbene, mens Connor Swift er ren hjælper.

Soudal-Quick Step: Skal de sikre det helt store resultat, skal det være med jokerne Asgreen og Alaphilippe. Yves Lampaert er i ganske god form, men dette løb er stadig en anelse for hårdt for ham. Florian Senechal synes ikke at have ramt topformen, og løbet er en anelse for hårdt for en ellers velkørende Davide Ballerini. Holdet har udtaget Tim Merlier, men det er i en ren hjælperrolle.

Team Jayco AlUla: Michael Matthews har før vist pæne evner i disse løb, men efter hans covidsygdom havde han et skuffende comeback i Dwars, hvor han syntes at have tabt for megen form. Her gjorde Kelland O’Brien det godt, men dette løb er for svært, mens Luke Durbridge, Zdenek Stybar og Luka Mezgec intet har vist.

EF Education-EasyPost: Holdet har to gode bud i Powless og Honoré. Løbet er også lidt for hårdt for de ellers velkørende Owain Doull og Jonas Rutsch.

Bahrain-Victorious: Det handler om Mohoric. Fred Wright har stort potentiale, som han viste med sin top 10 sidste år, men i år har han manglet for meget. Både Andrea Pasqualon og Nikias Arndt har formen til et godt resultat, men ruten er lidt for hård til top 10.

Intermarché-Circus-Wanty: Det handler om Girmay. Hverken Taco van der Hoorn eller de netop tilbagevendte Aime De Gendt og Sven Erik Bystrøm synes i form. Laurenz Rex er nok næststærkeste mand, men han kan ikke være med helt fremme.

Team DSM: John Degenkolb har kørt ganske fint i de seneste løb, men han kan ikke længere være med helt i front på denne rute. Kevin Vermaerke er faldet sammen efter en god sæsonstart, Nils Eekhoff, og Pavel Bittner har haft det svært.

BORA-hansgrohe: Nils Politt er ganske godt kørende og kan komme langt med et tidligt angreb, men helt fremme kan han ikke være på stigningerne, der er lidt for hårde. Danny Van Poppel er i fin form, men synes ikke at klatre helt godt nok til endnu en top 20. Marco Haller har skuffet hidtil, og løbet er lidt for svært for Jonas Koch. Jordi Meeus har tabt al form og finder også ruten for svær.

Astana Qazaqstan Team: Med et afbud fra Lutsenko ligner det endnu en umulig mission. Yevgeniy Fedorov har intet vist i år og skulle være eneste mand med en chance for at lave et eller andet.

Cofidis: Holdets bedste bud er Axel Zingle, der gjorde det pænt i onsdags, men vi har set, at han mangler for meget på dette niveau. Alexis Renard overraskede i Gent-Wevelgem, men dette løb er lidt for hårdt. Piet Allegaert er normalt et udmærket bud, men synes ikke form, og løbet er for hårdt for formsvage Max Walscheid .

Israel-Premier Tech: Holdet har to gode bud i Teuns og Vanmarcke samt en joker i Krists Neilands, der efter flere års anonymitet pludselig genrejstes i E3. Det vil dog være helt nyt, hvis han går i top 10 i så svært et løb som dette. Hugo Houle er formsvag, og Jens Reynders er lidt for tung.. Guillaume Boivin virker meget stærk lige nu, men ruten bør være for hård.

Q36.5 Pro Cycling Team: Bedste bud er en nu endelig formstærk Alessandro Fedeli, men han kan ikke være med helt i front. Mountainbikeren Filippo Colombo har gjort det godt, men niveauet er for højt.

Team Arkea Samsic: Som vi så med en top 20 sidste år, har Matis Louvel meget stort potentiale i dette løb, men i år synes han ikke helt at have ramt samme form. Jenthe Biermans og Hugo Hofstetter har skuffet i en længere periode, og løbet er for hårdt for den ellers velkørende Dan McLay. Unge Mathias Le Berre er med for at lære.

Groupama-FDJ: Det handler om Küng og Madouas, men får han frihed, kan den uhyre formstærke Kevin Geniets komme langt, hvis han undgår onsdagens uheld. Også Lewis Askey og Olivier Le Gac har forment il at komme et stykke, mens Sam Watson ikke synes helt flyvende.

Movistar Team: Det handler om Jorgenson og Garcia Cortina, men som vi så i onsdags, kan Oier Lazkano via udbrud komme ganske langt. Det samme kan Mathias Norsgaard, der ligeledes er specialist i disciplinen, men han finder disse bakker lidt for voldsomme.

TotalEnergies: Bedste bud er vel stadig Anthony Turgis, men efter den fine genrejsning i Sanremo har han igen i år været helt væk på brostenene. Dries Van Gestel synes i fremgang efter sit styrt, men har manglet for meget. Edvald Boasson Hagen og særligt Peter Sagan har manglet alt for meget.

Bingoal WB: Målet er udbruddet. Det er vel Alexis Guerin og Floris De Tier, der kan komme længst, efterfulgt af Guillaume Van Keirsbulck, Julian Mertens, Dimitri Peyskens, Luca Van Boven og Ludovic Robeet.

Team Flanders-Baloise: Målet er også her udbruddet. Formstærke Vito Braet samt Jenno Berckmoes er bedste, men også Lindsay De Vylder kan komme et stykke.

Uno-X Pro Cycling Team: Alexander Kristoff har en uhyggelig historik i dette løb, men trods onsdagens udbrud, hvor han så svagere end Lazkano, er det svært at tro på et topresultat, når han har skuffet indtil nu. Rasmus Tiller har igen i år været langt fra sit bedste, og der er grænser for, hvor langt Martin Urianstad og Erik Resell kan komme.

STREAM FLANDERN RUNDT UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+