Optakt: Flandern Rundt
04. april 2021 10:00Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Den Flamske Cykeluge når dens klimaks på søndag, når det cykelgale Flandern inviterer resten af verden til en fantastisk festival af brosten og stigninger, kulde, vind, øl og pommes frites. Flandern Rundt er det mest ikoniske i den løbsserie, der udgør en helt unik form for cykelløb, og som kun findes i den flamske region, og udgør som et af sportens monumenter et af sæsonens absolut største højdepunkter, hvor kun de største specialister kan gøre sig gældende.

Annonce

LIVESTREAM HELE FLANDERN RUNDT
 

Løbets rolle og historie

Ingen vil holde igen, når rytterne møder frem til starten i Antwerpen søndag morgen. Indtil nu har ethvert brostensløb haft et element af forberedelse over sig, men det er bestemt ikke tilfældet i søndagens Flandern Rundt. Det er endelig tid til at gå efter de store mål, og de største brostensspecialister vil i sidste ende få deres klassikersæson bedømt på, hvad der sker de næste to søndage.

 

Flandern Rundt indgår sammen med Milano-Sanremo, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia på listen over cykelsportens fem monumenter - de mest ikoniske endagsløb - og dets rødder i den cykelgale flamske region gør det til et af de mest eftertragtede. Fansene skaber en helt særlig atmosfære, der ikke findes noget andet sted på cykelkalenderen.

 

Den første udgave af løbet blev holdt i 1913 og blev arrangeret af Karel Van Wijnendaele, der var en af grundlæggerne af sportsavisen Sportwereld. Som mange andre store historiske løb blev Flandern Rundt skabt ud fra ønsket om at promovere et medie, og det lagde grunden til en af sportens mest ikoniske begivenheder.

Van der Poel vinder Flandern Rundt

SE ALLE GIRO-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMER

 

Før 2. Verdenskrig blev løbet typisk afviklet samme sag som Milano-Sanremo. De bedste italienske og franske ryttere foretrak sidstnævnte, hvilket forklarer, hvorfor der kun var én ikke-belgisk vinder i tiden før krigen. Efter at man besluttede at adskille de to løb på kalenderen, begyndte de begge at blomstre, og det gjorde dem til to af sportens største endagsløb.

 

Flandern Rundt er højdepunktet i Den Flamske Cykeluge og er toppen af kransekagen i den løbsserie, der tilbyder adskillige løb med et ens design. I løbet af nogle få uger sidst i marts og først i april kører rytterne adskillige løb på de samme smalle, brostensbelagte og stejle veje i et ganske lille område i De Flamske Ardenner, hvor de zigzagger sig gennem området for at komme op ad så mange af de kendte stigninger som muligt.

 

Løb som Omloop Het Nieuwsblad, Dwars door Vlaanderen, E3 Harelbeke og Flandern Rundt er alle designet på denne måde og giver dermed en helt speciel form for cykelløb, der karakteriserer denne helt unikke del af sæsonen. Af en eller anden grund er det stort set begrænset til dette korte tidsrum, og de berømte veje bruges kun sjældent i den øvrige del af sæsonen. I denne tid er de imidlertid det absolutte centrum for cykelsporten, og alle de foregående begivenheder har været én lang opbygning til søndagens store finale, et af de vigtigste øjeblikke i hele cykelsæsonen. Flandern Rundt er det eneste monument, der kan siges at have en hel løbsserie, der alene tjener som forberedelse til den store begivenhed.

Annonce

 

Mens det andet brostensmonument, Paris-Roubaix, hovedsageligt er en flad sag, hvor forskellen alene gøres af det vanskelige underlag, og hvor de bedste ryttere baserer deres resultater på styrke og udholdenhed, er Flandern Rundt helt anderledes. Rutens væsentligste karakteristikum er de mange hellingen - korte, stejle, ofte brostensbelagte stigninger - og derfor kræver succes i Flandern, at man har et vist punch til at håndtere de stejle skråninger i De Flamske Ardenner.

 

Faktisk var det aldrig planen for arrangørerne at bruge dårlige veje. I løbets unge dage var det ganske enkelt de eneste, der var tilgængelige. I 1950erne begyndte man i Belgien af asfaltere vejene, men på det tidspunkt havde løbet allerede dets helt særlige natur. Da de første klassiske stigninger fik lagt asfalt, begyndte alarmklokkerne at ringe, og arrangørerne måtte i kontakt med de lokale folk på de mange barer for at finde de gemte veje, der kunne benyttes til deres løb. De er nu blevet en væsentlig del af løbet og nogle af de mest ikoniske steder i cykelverdenen.

 

Stigningerne er faktisk nu så berømte, at den præcise sammensætning af ruten er genstand for heftig debat. Flandern Rundt følger ganske vist en fast formel, men de finere detaljer af ruten varierer fra år til år. Distancen og antallet af stigninger kan være forskelligt, og start- og målbyerne har ikke været de samme. Efter oprindeligt at være startet i Gent er løbet i de senere år begyndt i Brugge, men i 2017 flyttede man startområdet til Antwerpen.

 

I mange år var finalen imidlertid den samme. Fra 1973 til 2011 sluttede løbet i Meerbeke og havde den velkendte afslutning med den berømte Muur van Geraardsbergen og Bosberg helt til sidst i løbet. Det er nu ændret. I stedet bød 2012- og 2013-udgaverne på et par omgange på en rundstrækning, der inkluderede to af regionens sværeste stigninger, Oude Kwaremont og Paterberg. Fjernelsen af Muren gav anledning til heftig debat, og mange cykelfans betragtede beslutningen som mangel på respekt for løbets historie.

 

Den generelle opfattelse var, at den nye rute var hårdere end den gamle, men tingene udviklede sig helt anderledes end forventet. Rundstrækningen, der blev brugt i 2012 og 2013, indeholdt ganske vist to brutale stigninger, men den havde også masser af lange, lige veje, der gjorde det umuligt at angribe udefra. I stedet blev favoritterne tvunget til at vente til sidste passage af Kwaremont-Paterberg-duoen, og det gav anledning til et kontrolleret og forudsigeligt løb.

Annonce

 

I et forsøg på at undgå det scenarium ændrede arrangørerne igen ruten forud for 2014-udgaven. Mens Kwaremont og Paterberg forblev de to sidste stigninger, opgav man rundstrækningsformatet, og i stedet placerede man den frygtede Koppenberg-stigning, der kun benyttes i netop dette løb, meget tættere på mål end vanligt. Ændringerne blev hilst velkommen af de fleste klassikerstjerner, mens de hurtige afsluttere var mindre begejstrede for den nye, hårdere rute. Ændringen havde tilsyneladende den ønskede effekt, da 2014-løbet blev meget mere selektivt. Arrangørerne var begejstrede, og derfor har de bibeholdt samme finale lige siden. I 2017 vendte Muren for første gang siden 2011 endda tilbage, denne gang dog i en forventet birolle som en af de tidligere stigninger. Helt overraskende viste det sig imidlertid, at Quick-Step åbnede løbet allerede der og lagde grunden til deres succes ved at tage favoritterne Greg van Avermaet og Peter Sagan på sengen. Modellen blev gentaget i de følgende to år, men ligesom i 2020 vil den ikoniske stigning også i år være fraværende.

 

Selvom begge brostensmonumenter i de senere år har været domineret af Fabian Cancellara og Tom Boonen, er det ingen overraskelse, at favoritlisten er forskellig i de to løb. Mens en rytter som Thor Hushovd aldrig var i spil til at vinde i Flandern, var han en af de mest stabile ryttere i Nordfrankrig. Med dets kombination af brosten og stigninger kan Flandern Rundt betragtes som en sammensmeltning af Paris-Roubaix og ardennerklassikerne, og derfor er det ikke mærkeligt, at visse ryttere kan begå sig i begge typer løb. Ryttere som Michal Kwiatkowski og Sonny Colbrelli har ofte kørt i Flandern, men skippet Paris-Roubaix, og tidligere brugte også Greg van Avermaet, Philippe Gilbert og Peter Sagan den model for derved at have en vis friskhed til et af flere af løbene i Ardennerne. Samme billede ser vi i år, hvor navne som Julian Alaphilippe, Tim Wellens, Alberto Bettiol, Tiesj Benoot, Michael Matthews, Sonny Colbrelli, Tom Pidcock og Valentin Madouas, der alle har stigninger som en spidskompentence, vil være til start på søndag, men til gengæld ikke skal nyde godt af de flade veje i Roubaix.

 

Trods forskellene domineres vinderlisterne i høj grad af de samme navne, og faktisk er dette årtusindes to store stjerner Boonen og Cancellara blandt de mest vindende i begge løb. Med sin tredje sejr i 2012 udlignede Boonen løbsrekorden, der indehaves af Achiel Buysse, Fiorenzo Magni, Eric Leman og Johan Museeuw, og i 2014 tog også Cancellara sin tredje sejr i De Ronde. Begge fejlede dog i deres sidste forsøg på at tage den historiske fjerde sejr, og dermed er der nu fem ryttere, der deles om rekorden.

 

Af de aktive ryttere er der dog ingen, der har mere end én sejr, men sidste år blev kontoen åbnet af et fænomen, der måske kan gå Boonen og Cancellara i bedene. I den grundet corona meget specielle oktoberudgave af løbet så alle frem til det store opgør mellem Mathieu van der Poel, Wout van Aert og Julian Alaphilippe, og trioen leverede også varen, da de allerede tidligt kørte fra alt og alle. Et øjebliks uopmærksomhed og en motorcykel kostede desværre Alaphilippe den videre deltagelse i løbet, og derfor blev det de to crossrivaler, der kørte sammen til Oudenaarde for at spurte om sejren. Her lykkedes det med en kort, eksplosiv spurt for Van der Poel med det yderste af neglene at slå den ellers hurtigere Van Aert, inden Alexander Kristoff bare 8 sekunder senere som hurtigste mand i en gruppe på 15 mand sikrede sig sin anden 3. plads i træk. Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe vender i 2021 tilbage til endnu et opgør, og de er også igen oppe mod Kristoff, der jagter sin ottende top 5-placering på ni år.

 

Ruten

Som sagt har arrangørerne lyttet til de mange ryttere, der har kritiseret den rute, der blev introduceret i 2012 og 2013, for at skabe for konservativt cykelløb. Kontrakten med den nye målby, Oudenaarde, skulle dog respekteres og derfor er man ikke vendt tilbage til den gamle finale med Muren og Bosberg, men forud for 2014-udgaven gjorde man finalen meget hårdere. Det nye rundstrækningsformat var til gavn for tilskuerne, men ansporede ikke til aggressiv kørsel, og selvom man fra arrangørside har ønsket stadig at passere de sidste stigninger flere gange, har man nu sammensat en mere alsidig finale, indsat flere stigninger og givet færre muligheder for at komme sig mellem udfordringerne. Det gav anledning til ganske underholdende cykelløb i årene siden 2014, og derfor har man i alt væsentligt fasthold samme finale i nu snart et årti.

Annonce

 

Den store nyhed i 2017 var, at starten flyttedes fra Brugge til Antwerpen, og at Muren gjorde et velkomment comeback, men denne gang som en mere perifer stigning næsten 100 km fra målstregen. Alligevel var det allerede her, at grunden til Philippe Gilberts sejr blev lagt, og derfor kunne det ikke undre, at den ikoniske stigning var med igen i 2018 og 2019. Det skulle den også have været i 2020, men da arrangørerne grundet den pressede kalender senere valgte at forkorte løbet, gled den ud igen. Tilsyneladende er det anstrengte forhold mellem arrangøren, Flanders Classics, og bystyret i Geraardsbergen stadig ikke helt godt, for Muren vender ikke tilbage i 2021, selvom løbet i en klassisk kalender naturligvis er tilbage ved en mere klassisk distance.

 

I det hele taget er ruten stort set en kopi af den, der blev benyttet sidste år, men beslutningen om at droppe afstikkeren til Geraardsbergen reducerer også i år distancen lidt i forhold til de mere end 260 km, vi har haft i årene med Muren i 2017, 2018 og 2019. Udover en forlængelse på 11,0 km i forhold til sidste år, som primært findes i den flade indledning og via en tidlig ekstra passage af Holleweg-pavéen, har man kun ændret i designet ved at udskifte Leberg med den meget svære brostensstigning Molenberg, der er med for første gang siden 2016, og den relativt ukendt Marlboroughstraat, ligesom man senere har lagt en ny stigning, Berg The Houte ind. Det giver hele 19 stigninger mod 17 i 2019 og 2020 og 18 i 2017 og 2018.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL BASKERLANDET RUNDT PÅ MANDAG
 

Den afsluttende kombination af Oude Kwaremont og Paterberg er brutal, da begge stigninger er blandt regionens allerhårdeste. Faktisk er det en meget sværere finale end den gamle med Muren og Bosberg. Hvad der gjorde 2012- og 2013-udgaverne mindre aggressive var de mange kilometer på store, flade veje på den afsluttende rundstrækning, hvilket gjorde det svært at angribe fra distancen. Ved at opgive rundstrækningsformatet har man kunnet reducere afstanden mellem stigningerne og dermed gjort det sværere at organisere en jagt.

 

Rytterne skal fortsat op over Kwaremont tre gange og Paterberg to gange, men næstsidste passage af de to stigninger kommer længere fra mål, end den gjorde på den gamle rute. I stedet afsluttes løbet med en rundstrækning, der skiller sig ud ved at inkludere den frygtede Kopppenberg, der altid har været et nøglepunkt, men i det nye format kommer meget tættere på mål og er langt vigtigere. For syvende år i træk vil den nu indgå i den absolutte finale, der indledes, når man med 54,6 km igen rammer Kwaremont for anden gang.

 

Trods ændringerne følger løbet fortsat den formel, der karakteriserer de fleste flamske klassikere. Løbene starter alle med et langt, fladt stykke, før man bevæger sig ind i De Flamske Ardenner. Her snor man sig rundt i et meget lille område for at ramme så mange af de berømte stigninger som muligt. Efter at have været oppe over adskillige hellingen og henover flere flade pavéer bevæger man sig ad flade veje tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag gør typisk løbene til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun ganske få har overlevet, når man når målområdet. Forskellen på løb som Flandern Rundt, E3, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad udgøres af start- og målbyerne, antallet af stigninger og ikke mindst distancen, der gør Flandern Rundt til klart det længste.

 

Siden 1998 er løbet startet i Brugge, men i 2017 skrev man i stedet kontrakt med Antwerpen, der nu er rammen om indskrivningen. Nøjagtig som Brugge er havnebyen placeret langt fra De Flamske Ardenner, og derfor indledes den i år ”bare” 254,3 km lange rejse med en lang, flad tur mod sydvest til byen Zottegem, der ligger på grænsen til det kuperede område, og som nås efter ca. 80 km. Herefter rammer man de første brosten, Lippenhovestraat og Paddestraat, der kommer med hhv. 168,5 og 167,1 km igen, inden man når frem til målbyen Oudenaarde efter ca. 100 km. Kort efter får man lov at varme klatrebenene op på Katteberg (600 m, 6%, max. 8%), der kommer med 152,1 km igen, og som leder direkte ind på pavéen Holleweg (1500 m), der passeres med 151,3 km. Som noget nyt kører man her en lille rundstrækning, så Holleweg kommer igen med 142,6 km igen.

Annonce

 

Nu får rytterne en sidste puster, inden løbet ændrer karakter. Fra det øjeblik man rammer den næste helling, er der meget kort afstand mellem bakkerne. Det lange indledende stykke tjener som formål at akkumulere træthed og skabe et tidligt udbrud. I mange flamske klassikere kan tilstedeværelse i det tidlige udbrud være en billet til et topresultat - bare tænk på Imanol Erviti i 2016 - og derfor er løbet ofte meget aggressivt i den indledende fase. Det er ganske vist vanskeligere at holde hele vejen i dette løb end i de kortere klassikere som E3 og Dwars door Vlaanderen, men det ændrer ikke på, at der ofte er en brutal kamp fra start, og at det tager lang tid at få etableret udbruddet.

 

Efter passagen af Oudenaarde kører man mod syd ind i fjertet af De Flamske Ardenner. Den første væsentlige udfordring kommer med 122,6 km igen, og det er en af nøglestigningerne, der åbner ballet. Først gælder det således selveste Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten), og derfra går det hurtigt med stigningerne. Den maksimale afstand mellem to på hinanden følgende stigninger er 16,0 km, men i langt de fleste tilfælde er der mindre end 10 km, inden det igen går løs.

 

Ved indløbet til Kwaremont vil positionskampen for alvor starte. Det er stadig alt for tidligt for favoritterne at spille ud, men fra nu af skal man være fremme stort set hele tiden. Positionering betyder mindst lige så meget som power og klatreevner i Flandern Rundt, da det er næsten umuligt at passere ryttere på de smalle veje. At starte en stigning for langt tilbage kan sagtens være enden på løbet, specielt hvis man fanges bag et af de mange styrt, der utvivlsomt vil præge dramaet.

 

Rytterne er nu startet på den første store rundstrækning, der inkluderer yderligere 7 stigninger. Man fortsætter mod nordøst for at ramme asfaltstigningen Kortekeer (1260 m, 6,4%, max. 17%) med 121,2 km igen, hvorefter det gælder den vanskelige brostensstigning Eikenberg (1200 m, 5,2%, max. 10%), der melder sig med 114,9 km igen og kom tilbage sidste år. Den fører til en af de stejle asfaltstigninger, Wolvenberg (645 m, 7,9%, max. 17,3%), der kommer bare 3,1 km senere.

 

Herefter skal man med 110,5 km igen som noget nyt over Karel Matelstraat-pavéen (2400 m) og Jagerij-pavéen (800 m) med hhv. 110,5 og 108,1 km igen som led i ruteændringen, der bringer den frygtede brostensstigning Molenberg (463 km, 7%, max. 12%) tilbage med 101,9 km til stregen og den nye Marlboroughstraat (1040 m, 3%, max. 7%) med 97,9 km tilbage. Herefter vender man tilbage til den velkendte rute med de to asfaltstigninger Berendries (940 m, 7%, max. 12,3%) og Valkenberg (550 m, 8,2%, max. 13%), der kommer hurtigt efter hinanden med hhv. 93,9 og 88,5 km igen. Det var nu, rytterne skulle have været oppe over Muren, men den sløjfe droppes. I stedet får man efter Valkenberg 12,4 km til at komme sig, inden man som noget nyt skal over den ret svære brostensstigning Berg The Houte (1100 m, 6%, max. 21%) med 76,1 km igen. Nu rammer man den helt klassiske rute, som vi kender til hudløshed, når man skal over Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%), der kommer med 70,6 km igen.

Annonce

 

Disse første stigninger tjener flere formål. Først og fremmest sætter de sig i benene og bidrager afgørende til at gøre løbet hårdt og skabe gradvis udskilning. Fra starten af den kuperede zone sker der konstant en udtynding af feltet. I tillæg til den stadige positionskamp, der automatisk øger farten, er der altid flere hold, der prøver at sætte et solidt tempo på stigningerne for at gøre løbet selektivt.

 

Vigtigere er det imidlertid, at denne fase ofte er domineret af mange angreb. Det er stadig for tidligt for podiekandidaterne at røre på sig, men det kan være rette tid til at sende holdkammerater ud foran. Kaptajnerne fra de mindre hold er også ofte ivrige efter at vise sig selv frem i denne fase og med et angreb måske sikre sig en genvej til finalen. Angrebene kan komme på stigningerne, men meget ofte udnytter man en kortvarig stilstand på de større, bredere veje til at snige sig afsted.

 

Efter Kanarieberg følger igen det længste flade stykke på 16,0 km mellem to stigninger, hvor der kan ske en form for samling, og derfor kan det være et relativt stort felt, der rammer de sidste 60 km. Denne fase kan imidlertid give anledning til lidt ro og derfor være en oplagt chance for at stikke af og derved foregribe favoritternes angreb.

 

Er det ikke sket tidligere, vil løbet start for alvor, når der resterer 54,16km, hvor rytterne rammer Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten) for anden gang. Den efterfølges direkte af en anden af de sværeste stigninger, brostensmuren Paterberg (360 m, 12,9%, max. 20,3%), og dermed kommer den afsluttende duo her for første gang sammen. Når de igen rammes 40 km senere, vil de være de sidste udfordringer i løbet.

 

Rytterne tager nu hul på den afsluttende rundstrækning, der blev introduceret i 2014, og den er som sagt meget hårdere end den, der blev benyttet i 2012 og 2013. Den mest markante nyskabelse er introduktionen af den berømte brostensstigning Koppenberg (600 m, 11,6%, max. 22%), der kommer med bare 44,6 km til mål. I de senere år har denne helling, der ikke indgår i de øvrige klassikere og efter Jesper Skibbys berømte uheld i flere år blev vurderet til at være for farlig at benytte, for alvor skabt ravage, og selvom underlaget er forbedret siden 90erne, er det stadig løbets måske sværeste stigning.

Annonce

 

At køre op ad Kwaremont, Paterberg og Koppenberg inden for bare 10 km er ganske enkelt brutalt, og derfor er det nu tid for favoritterne til at spille ud. Efter Koppenberg rammer man den 2400 m lange pavé Mariaborrestraat med 40,5 km igen, og 5,4 km efter den berømte stigning gælder det Steenbeekdries (700 m, 5,3%, max. 6,7%). Derefter venter endnu en af Flanderns sværeste stigninger. Som det har været tilfældet siden 2014 kommer brostensstigningen Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%) - Tom Boonens favoritstigning, der ofte har været rammen om hans angreb - dybt inde i finalen med bare 36,7 km til mål, og derfor vil den igen spille en nøglerolle. Her har de store navne i de øvrige udgaver spillet med musklerne på alle disse fire svære stigninger, og selvom ingen af angrebene før sidste år har været løbsafgørende, har de skabt en meget lille gruppe af favoritter relativt langt fra mål. I 2020 blev de endda helt afgørende, da det var umiddelbart inden Taaienberg, at Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe kørte væk.

 

Efter Taaienberg bliver det lidt nemmere, og det kan være det, der forhindrer alt for tidlige angreb fra favoritterne. I de næste 20,0 km er den eneste udfordring den lange, jævne stigning Kruisberg (2500 m, 5%, max. 9%, 450 m brosten), der kommer med 26,5 km igen, men denne sektion har alligevel vist sig at spille en vigtig rolle. Det var her Jurgen Roelandts sikrede sig en podieplads ved at angribe i 2013, og i 2014 sikrede Stijn Vandenbergh og Greg Van Avermaet sig en billet til finalen ved at stikke af netop her på et tidspunkt, hvor storfavoritterne Cancellara og Sagan var isolerede og selv skulle jagte. I 2015 satte Alexander Kristoff og Niki Terpstra det afgørende fremstød ind netop her, og i 2016 overraskede Sagan ved sammen med Michal Kwiatkowski og Sep Vanmarcke at tage Cancellara på sengen. I 2018 var det også her, Terpstra kom med sit sejrsgivende angreb. Det er således her, at alle de podiekandidater, der ikke kan følge de absolutte favoritter, skal foregribe de sværeste angreb. Hvis udskilningen har været voldsomt i den svære fase lidt tidligere, vil der ikke være mange hjælperyttere, og denne del er derfor enormt aggressiv og svær at kontrollere.

 

Som det har været tilfældet siden 2012, skal det hele afgøres på Kwaremont-Paterberg-duoen. Den første af disse stigninger kommer med 16,7 km til mål, mens den sidste afslutter vanskelighederne bare 13,2 km fra stregen. Disse to stigninger er nogle af de hårdeste i løbet, men de er meget forskellige. Kwaremont er en lang, jævn stigning, der handler mere om power og udholdenhed end acceleration, mens Paterberg er kort og brutalt stejl og dermed perfekt til at spurte hele vejen fra bund til top. I 2014 angreb Cancellara på førstnævnte, og det var kun Vanmarcke, der kunne følge ham. De forsøgte begge at angribe på Paterberg, men kunne ikke ryste hinanden. I 2015 var Kristoff og Terpstra allerede kommet fri før disse stigninger, mens det i 2016 var på Paterberg, at Sagan satte Vanmarcke og kørte alene hjem. I 2019 var det på Kwaremont, at Bettiol kørte fra alt og alle. Det er her de sidste angreb skal sættes ind, og det er her de stærkeste skal gøre forskellen.

 

De sidste 13,2 km består af en lang tur mod nordøst til Oudenaarde langs flade, store og brede veje. Som regel er det på dette tidspunkt et stort forfølgelsesløb mellem flere mindre grupper, men det kan også være rammen om et fascinerende taktisk spil, hvis flere ryttere er sammen i front. I 2012 og 2013 var der en relativt stor forfølgergruppe bag de tre bedste ryttere, men siden 2014 har løbet været meget mere selektivt. Det sidste sving kommer 8 km fra mål, og herefter er det ligeud hele vejen til stregen på den flade Minderbroederstraat, hvor en fortjent vinder af Flandern Rundt skal kåres efter 254,3 brutale kilometer i noget af det værste terræn, Flandern kan byde på.

 

Grundet coronabegrænsninger på informationsstrømmen kendes det præcise antal højdemeter ikke, men det ventes at være nogenlunde det samme som de 2003 i 2020 og 2156 i 2019.

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

Vejret

Det er ikke mange løb, der afhænger så kraftigt af vejret som Flandern Rundt. Selvom ruten er hård og selektiv, øges vanskeligheden dramatisk, hvis forholdene er blæsende, kolde og regnfulde. Hvis vejret er brutalt, bliver det ren overlevelse, mens flere ryttere har en chance, hvis det er en flot forårsdag. I nyere tid viser specielt 2015-udgaven af Gent-Wevelgem, hvordan dårligt vejr dramatisk kan forandre en flamsk klassiker, og mens de hurtige folk håber på en solskinsdag, satser de hårde drenge på rigtigt belgiervejr. Mange cykelfans betragter det ikke som et rigtigt Flandern Rundt, hvis ikke rytterne har set lidt til den belgiske kulde og regn.

 

Sådan bliver det dog ikke denne gang. Der venter faktisk et dramatisk vejrskifte frem mod mandag, der byder på regn, blæst og en temperatur på bare 5 grader, men omslaget kommer 24 timer for sent til at skabe drama allerede søndag. Her bliver det i stedet smukt med kun få skyer og en temperatur på 13 grader, og det vil endda være næsten vindstille med bare en svag til let vind (5-10 km/t), der starter i nord, men hurtigt drejer mod vest og tiltager en anelse undervejs. Det giver først medvind i den flade indledning, men det bliver gradvist til sidemodvind, når vinden drejer. I den kringlede finale kommer vinden fra alle retninger, men der vil være sidevind på Kwaremont og medvind på Paterberg. Derefter følger et kort stykke med mod- og sidemodvind, men den lange, lige vej, der fører til målet i Oudenaarde vil byde på sidemedvind hele vejen frem til stregen.

 

Favoritterne

I de senere år har Flandern Rundt været helt åbent. Efter årene med Tom Boonen og Fabian Cancellara som evige favoritter fulgte en tid, hvor der altid var en eller anden, der havde skilt sig ud. I 2012 var Tom Boonen i særklasse, i 2013 og 2014 var alle øjne rettet mod Fabian Cancellara og Peter Sagan, i 2015 var Alexander Kristoff ustoppelig, i 2016 talte alle atter om Sagan og Cancellara, i 2017 var det Sagan og Greg Van Avermaet, der stjal de fleste overskrifter, men i både 2018 og 2019 var der meget stor diskussion om, hvem der gik ind til løbet med de bedste kort på hånden.

 

I 2020 og 2021 - og måske de næste mange år? - har man dog følt sighensat til de gode, gamle Boonen-Cancellara-dage. Lige nu taler alle om Mathieu van der Poel, Wout van Aert og Julian Alaphilippe, efter at trioen allerede sidste år kørte fra alt og alle i dette løb, og årets første løb har kun bidraget yderligere til at cementere de tre stjerners enorme styrke. Alligevel er vi også blevet mindet om, at et brostensløb ikke bare er et spørgsmål om at have gode ben. Det så vi allerede sidste år i Gent-Wevelgem, hvor de to isolerede crossrivaler effektivt fik elimineret hinanden, og senest i E3, hvor de begge blev sat godt og grundigt til vægs af Deceunincks imponerende overtal, der for 117. gang i historien med en kombination af taktisk snilde og solid råstyrke var nok til at sikre sejren i Gent-Wevelgem. Skrøbeligheden kom igen til udtryk i Gent-Wevelgem, hvor Van Aert kunne have været i en meget udsat situation mod slutningen, hvis ikke en imponerende Nathan van Hooydonck havde gjort sin kaptajn selskab hele vejen.

 

Nej, et brostensløb handler ikke bare om at være stærkest. I givet fald havde det været ret let at koge løbet ned til en sandsynlig duel mellem Van der Poel og Van Aert, for selv Alaphilippe må regnes som knap så stærk som de to crossstjerner på en rute som denne - især fordi han vil blive slået i en spurt. Taktik vil altid være en nøglekomponent, som Deceuninck har vist os et hav af gange og senest altså med Kasper Asgreens sejr i sidste uge.

 

Flandern Rundt er dog også anderledes end E3 og Gent-Wevelgem. Begge de to mindre klassikere slutter med 30-40 relativt lette kilometer. Den luksus har man ikke i Flandern Rundt, hvor finalen er betydeligt hårdere. Faktisk indledes finalen først for alvor, når de værste udfordringer er ved at være ovre i de to øvrige klassikere, og her går det først rigtigt løs, når man med 54,6 km igen rammer Kwaremont for anden gang. Herfra er løbet så vanskeligt, at der kun to gange kommer et lidt lettere stykke, hvor taktik for alvor kan spille en rolle. Det sker efter Taaienberg, hvor de næste 20 km kun byder på Krusiberg-stigningen, og netop her har vi som opregnet i rutebeskrivelsen ovenfor meget ofte set de kloge taktiske fremstød, der mod isolerede favoritter kan skabe overraskelser. Det sidste stykke er selvfølgelig de flade 13 km tilbage mod Oudenaarde, men historien viser dog ganske klart, at de stærkeste som regel er kørt væk, og at taktik her kun rigtigt har spillet en rolle i en ofte relativt stor forfølgergruppe, hvor et hav af isolerede kaptajner aldrig kan samarbejde.

 

I den forstand er Flandern Rundt et mere ærligt løb, og det er vanskeligere for Deceuninck at sætte fysikken ud af spillet og skabe den overtalssituation, de drømmer om. Og netop overtallet er væsentligt, for E3 viste, at det er sådan de to crossstjerner kan slås. Også Flandern Rundt er må mange måder en kamp mellem de to favoritter og den talrige blå hær, mens alle andre er henvist til outsiderrroller, hvor de skal forsøge at udnytte favoritternes interne kamp til at stjæle sejren, som Jasper Stuyven gjorde i Milano-Sanremo og Mads Pedersen i sidste års Gent-Wevelgem.

 

Også i dette løb er vi i en lidt paradoksal situation, hvor Van Aert og Van der Poel begge kan bruge både et knaldhårdt og et let løb, men til gengæld for alt i verden skal undgå den bløde mellemvare. Selvom det er risikabelt, kan man sagtens forestille sig et scenarium, hvor duoen, måske igen sammen med Alaphilippe, slet og ret kører væk fra alt og alle meget tidligt i det, der så vil blive et blodbad, og at de herefter afgør det mellem sig, enten på Kwaremont-Paterberg til sidst eller i en spurt. Det vil kunne ske på det svære stykke mellem anden passage af Kwaremont og Taaienberg, hvor alle de sværeste stigninger kommer i rap over ca. 20 km. Det var præcis det scenarium, vi så sidste år, og det vil de begge have det fint med, for de har for vane begge at tro både på deres styrke og deres spurt. Nok har Van Aert været lynhurtig på det seneste, men Van der Poel slog rivalen sidste år og vil tro på, at han kan gøre det igen.

 

Den anden mulighed er et kontrolleret løb, hvor de holder hjælperne hos sig helt frem til sidste passage Kwaremont-Paterberg, så det er en lidt større favoritgruppe, der rammer de to nøglestigninger samlet. Sker det, taler meget for, at de to vil køre væk - igen måske sammen med Alaphilippe - og derefter afgøre det i en spurt, hvis ikke den ene slet og ret kører alene. Det er i hvert fald et scenarium, de andre skal undgå, for fysisk er de meget svære at matche. Den situation er til gengæld meget svær at sikre sig i dette løb, hvor finalen ganske enkelt er for hård. Særligt Van Aert kan ikke regne med at have hjælpere hos sig efter Taaienberg, og Van der Poel skal næppe regne med andre end Gianni Vermeersch. Det er for lidt i kampen mod Deceuninck-hæren og de mange outsidere, og derfor taler meget for, at løbet kan glide dem af hænde, hvis ikke de udnytter den svære strækning til at gøre forskellen.

 

Dertil kommer, at det er velkendt, at man ved at anticipere favoritterne kan komme meget langt - bare se på Mads Pedersens og Kaspers Asgreens 2. pladser de seneste år - for har man et forspring inden de værste bakker, slipper man for at skulle følge de to kraftkarle, når de åbner for gassen. Og kommer man først over Kwaremont-Paterberg, har vi jo en Wevelgem- eller E3-agtig finale, hvor alt kan ske, og hvor vi så sent som i 2019 så Asgreen snige sig væk, dog ganske vist kun til en 2. plads bag suveræne Alberto Bettiol.

 

Derfor er der formentlig en klar interesse i at gøre løbet hårdt så tidligt som muligt, ikke mindst fra Deceuninck. Deres berømte overraskelsesangreb på Muren i 2017, hvor deres genialitet sikrede Philippe Gilbert sejren, er allerede legendarisk, og målet må være at gøre løbet så hårdt, at det allerede åbnes tidligt. Det bliver endnu mere aktuelt med en solrig vejrudsigt, der byder på næsten ingen vind, og derfor havde Deceuninck nok foretrukket, at løbet blev udsat til mandag, der med kulde, regn og blæst kunne have givet en episk udgave.

 

Sådan bliver det desværre ikke, og der er denne gang heller ingen Mur. Eikenberg og den nye passage af Molenberg er svære, men de kommer lidt for tidligt til, at de for alvor kan bruges. Stykket frem mod anden passage af Kwaremont er ret let, og selvom jeg føler mig overbevist om, at forsøget vil blive gjort, og at vil blive vidner til megen tidlig aggression, er første del af løbet umiddelbart lidt for let til, at der med så gode vejrbetingelser kan skabes en afgørende forskel, inden finalen indledes ved anden passage af Kwaremont med 54,6 km igen.

 

På den måde kommer rutedesignet Van Aert og Van der Poel til gunst, fordi de næste 20 km er så svære, at det i højere grad er fysik end taktik, der taler - præcis som vi så det sidste år. Van der Poel er som bekendt ikke bange for at køre tidligt, og det er Van Aert næppe heller efter sidste års succesrige udgave. Derfor vil jeg tro, at de igen forsøger at gøre forskellen mellem Kwaremont og Taaienberg, og vi kan meget vel få en gentagelse af scenariet fra sidste år.

 

I det lys kan Alaphilippe blive hele løbets nøglespiller. Sidste år var han så velkørende, at han ikke bare gik med, men også skabte udskilningen i finalen. Dengang satsede Deceuninck hele butikken på ham - dels fordi han var flyvende, og dels fordi Florian Senechal var den eneste formstærke af de øvrige ryttere.

 

Sådan er det bare ikke i år. Alaphilippe har ikke været på 100% endnu og kom skidt gennem onsdagens generalprøve i Dwars door Vlaanderen. Helt anderledes forholder det sig med resten af holdet, for selvom Senechal ikke synes på samme niveau som sidste år, er Zdenek Stybar, Kasper Asgreen og Yves Lampaert alle flyvende og på et helt andet niveau end sidste år.

 

Det burde tale for, at Deceuninck angriber løbet med en helt anderledes åben taktik og et langt fladere hierarki. Skulle vi få en gentagelse af trioen fra sidste år, virker det i hvert fald hovedløst, hvis Alaphilippe samarbejder med de to crossdrenge. Begge slår ham i en flad spurt i Oudenaarde, og hans eneste chance synes at være enten taktik i det flade indløb, eller at han kører alene væk på Kwaremont eller Paterberg til sidst. Med hans nuværende niveau synes sidstnævnte ikke at være realistisk.

 

Det betyder også, at mit råd til Alaphilippe vil være at sætte sig på hjul, hvis trioen igen er samlet efter Taaienberg. Det vil spolere samarbejdet og kam genåbne løbet på det lette stykke mellem Taaienberg og Kwaremont-Paterberg, hvor taktik altid er afgørende, og hvor et overtal virkelig kan udnyttes. Og jeg tror, at Deceuninck er kloge nok til at benytte den taktik, medmindre Alaphilippe fornemmer nogle diamanter i benene, som han endnu ikke har haft, og således tror, at han kan gøre det færdigt til sidst.

 

Mit gæt er derfor, at løbet bestemmes af, om Deceuninck har styrken til at gå med Van Aert og Van der Poel over de svære 20 km - medmindre de mod forventning kan få åbnet løbet tidligere. Lykkes det med Alaphilippe - eller måske Asgreen og Stybar, der begge er uhyre stærke lige nu - tror jeg på, at vi kan få det taktiske løb, hvor et overtal kan udnyttes, og det kan blive hvad som helst til slut, præcis som i E3 og sidste års Gent-Wevelgem. Hvis ikke, er det til gengæld meget sandsynligt, at Van Aert og Van der Poel gentager nummeret fra sidste år, hvor de skal spurte i Oudenaarde, eller hvor en af de to måske kan gøre forskellen på Kwaremont-Paterberg sidste gang.

 

I det lys vælger jeg at pege på Wout van Aert som favorit, selvom det langt fra er indlysende er, at en af de to crossstjerner vinder. E3-manøvren viser, hvor skrøbelige de er mod Deceuninck-kollektivet, men den hårdere rute og designet med nogle ikke alt for svære første 200 km efterfulgt af dræberkilometer, hvor forskellen virkelig kan gøres, får mig til at tro, at vi kan gå mod et scenarium i stil med det, vi så sidste år. Glider løbet dem ikke af hænde tidligt - og det gør det næppe med det gode vejr - taler meget for, at de to stærkeste kan sætte sig igennem på stykket mellem Kwaremont og Taaienberg, og her kan Van Aert blive ganske uhyggelig.

 

Han var helt ærlig efter E3, hvor han åbent indrømmede, at han havde kørt ned hovedet under armen og været alt, alt for gavmild med sit føringsarbejde, og derfor er det svært at læse hans kollaps, der også delvist var forårsaget af den dårligt timede punktering, som udtryk for nogen stor krise. Tværtimod har Van Aert virket uhyre overbevisende siden hans skræmmende gode Tirreno over hans Sanremo, hvor han lignede stærkeste mand på Poggio, og frem til et Gent-Wevelgem, hvor han tydeligvis havde lært fredagens lektie og denne gang holdt sig i ro, så han kunne få Van Hooydonck med til at kontrollere finalen.

 

Den lektie kom på rette tid, og Van Aert går nu ind til løbet med bevidstheden om, at han måske er løbets stærkeste, men ikke supermand. Den bevidsthed er god at have inden et løb, hvor han igen lider under, at hans hold er svagt, og at han må indstille sig på at være alene fra Kwaremont og frem. Heldigvis taler meget for, at han og Van der Poel igen kan gøre forskellen her, og med en Alaphilippe, der ikke virker helt så skarp som sidst, er det meget muligt, at de kan udmanøvrere Deceunincks overtal på ren råstyrke. I en spurt mellem ham og Van der Poel har han også overhånden, som vi så i Sanremo, og sidste års nederlag skyldes alene gigantbrøleren, hvor han fik kørt en alt for kort spurt mod den langt mere eksplosive Van der Poel. Også den vigtige lektie har han lært, og derfor taler meget for, at han kan slå sin ærkerival på stregen, hvis ikke han er i stand til at køre alene hjem - et scenarium, der heller ikke virker helt umuligt.

 

Til gengæld bliver det svært mod Deceunincks overtal, hvis det belgiske hold stadig er i spil efter Taaienberg, men Van Aert har flere kort end blot det mest oplagte scenarium. Bliver det en mere rodet og knap så ”ren” finale, har han stadig den fordel, at han på stregen i Oudenaarde vil være favorit i en spurt mod alle andre favoritter end Alexander Kristoff. Van Aert har altså kort på hånden, men mest af alt er det rutens hårde beskaffenhed, der får mig til at tro på en gentagelse af 2020 - denne gang blot med Van Aert som hurtigste mand i Oudenaarde.

 

Det andet indlysende bud er selvfølgelig feltets andet crossfænomen, ærkerivalen Mathieu van der Poel. Hollænderen viste sidste år, at han godt kan få skovlen under Van Aert i en spurt, og selvom Van Aert nu har lært lektien og næppe begår samme fejl én gang til, er en gentagelse af en Van der Poel-spurtsejt langt fra umulig efter et hårdt løb, hvor det meste bestemmes af friskhed. Van der Poel har dog også andre kort på hånden, for som den mest eksplosive af de to stjerner skal man bestemt heller ikke udelukke, at han kan køre fra alt og alle, måske særligt på den meget stejle og eksplosive Paterberg, der har Van der Poels navn skrevet med flammeskrift. Som bekendt satte hollænderen jo Van Aert i fredags, og hvis de begge er på 100%, er det vel stadig hollænderen, der med sit antrit er bedste bud på en mand, der slet og ret kører alle andre midt over.

 

Modsat Van Aert synes Van der Poel dog at have vist lidt svaghedstegn på det sidste. Han var meget tam på Poggio, ligesom han i E3 også lignede en mærket mand. I begge tilfælde havde han dog en undskyldning i form af først en dårlig position i bunden af Poggio og siden endnu en ringe positionering, da Deceuninck splittede feltet i sidevinden inden Taaienberg, hvorfor han måtte ofre alt i en hård opkørsel. Problemet er bare, at tendensen fortsatte i et Dwars door Vlaanderen, hvor han slet og ret meldte om en dårlig dag, og nu begynder listen efterhånden at være så lang, at det ligner en tendens.

 

Mejslet i sten er den dog ikke. Van der Poel har sine forklaringer i Sanremo og E3, og fra crosssporten kender vi alt til hans berømte offdays, der bare har været mere sjældne på landevejen. Onsdagen var også en meget varm affære, og han har aldrig brudt sig om høje temperaturer. Det vil derfor være dumt at udelukke, at Van der Poel er tilbage ved fuld styrke søndag, og hvis han vitterligt er på 100%, kan han både tro på en gentagelse af en spurtsejr og det soloridt, han er bedste bud på at levere. Derfor er en gentagelse til fænomenet bestemt et sandsynligt udfald.

 

Det ville være naturligt at pege på Alaphilippe som nr. 3, men hvis favoritterne skal snydes - og det vil formentlig skulle være af Deceuninck-kollektivet - har jeg mest tiltro til Kasper Asgreen. Danskeren fandt aldrig rigtigt formen til klassikerne sidste efterår, og derfor er hans stjerne dalet, men hans kørsel i foråret 2019 viste, at hans enorme motor gør ham til et af de allerstørste talenter til brostensmonumenterne, hvor den lange distance passer ham som fod i hose. Det potentiale mindede han os alle om med sit vilde ridt i fredags, og det gør ham til den helt ideelle mand til at udnytte det Deceuninck-overtal, der er nøglen til at knække de to fænomener.

 

Alaphilippes form er svær at vurdere, men Asgreen viste i E3 med sin flotte forcering på Taaienberg, at han muligvis ikke blot er brølstærk på flad vej, men også kan være Deceunincks bedste mand på bakkerne. Samtidig er han det bedste kort at spille, når overtallet skal udnyttes, netop fordi han er så eminent til at køre alene. Opskriften på at slå favoritterne er at angribe på skift, og her ligner Asgreen manden, der står med bedst chancer for at gøre det færdigt. En udfordring er det, at han efter i fredags har fået rampelyset rettet mod sig, men han må stadig regnes som bedste bud på et Deceuninck-soloridt i en taktisk finale. Og skulle han få selskab, er han faktisk også så hurtig, at han efter et hårdt løb kan slå mange, og derfor kunne det se ud til, at dansk sejr er bedste alternativ til en sejr til et af de to topnavne.

 

Næstbedst chance tror jeg faktisk, at Zdenek Stybar har. Jeg skal blandt indrømme, at jeg indtil i fredags troede, at alderen havde indhentet tjekken, men som en anden Fugl Føniks opstod han fra de døde i E3, hvor han lignede den rytter, der i 2019 vandt både Omloop og E3 og sikrede sig favoritstatus til et Flandern Rundt, hvor han desværre fejlede. I fredags var han her, der og alle vegne, og efter sammen med Asgreen at have forceret på Taaienberg lignede han gennem hele finalen en af de bedste på stigningerne.

 

Desværre er det ikke helt tilfældigt, at Stybar fejlede for to år siden. Han er nemlig ikke helt stabil, og i Gent-Wevelgem havde han slet heller ikke samme overskud som to dage forinden. Det skaber nogen usikkerhed, men har Stybar E3-benene med til Flandern, er han et fremragende kort i en Deceuninck-offensiv, ikke mindst fordi to resultatløse år har gjort ham til lidt af en underdog i forhold til Asgreen og Alaphilippe, som de to favoritter frygter mest. Samtidig er Stybar slet ikke langsom efter et hårdt løb, og han har derfor alle kort på hånden til at fuldende sin genrejsning med en sejr i monumentet, hvor han ellers har haft for vane at skuffe og stadig aldrig har klaret sig bedre end den 8. plads, han erobrede i 2016.

 

Naturligvis er der også Julian Alaphilippe, men jeg føler mig ikke helt overbevist om hans chancer. Forud for sidste sæson var det store spørgsmål, om verdensmesteren var for spinkel til brosten, der før havde voldt ham problemer i den specielle 2016-udgave af Liege, men den frygt fik han i den grad gjort til skamme. Hans kørsel i 2020 vidner om, at en flyvende Alaphilippe sagtens kan tage kampen op med de to tungere crossgiganter, men spørgsmålet er bare, hvor han står. Han lagde så stærkt ud i Provence, men efter et Strade Bianche, der var flot, men ikke prangende, har han virket rusten i både Tirreno og Sanremo, inden han i onsdags angiveligt slet ikke følte sig noget værd i Dwars door Vlaanderen.

 

Det kan blive et problem. Skal han matche de tungere ryttere, skal han formentlig være tæt på 100%, og selv i fuld vigør kan han få det svært. Regnbuetrøjen tynger, og han får næppe skyggen af frihed fra Van Aert og Van der Poel - i hvert fald ikke hvis de stadig er så friske, at de kan svare på flere Deceuninck-angreb i et overtal. Samtidig skal meget flaske sig, hvis han skal overspurte de to hurtigere folk i Oudenaarde, hvor han som udgangspunkt er den langsomste i supertrioen.

 

Det betyder dog ikke, at han er uden chance. I en spurt efter et hårdt løb kan meget ske, som hans Sanremo-sejr viste, og derudover vil en Alaphilippe på 100% ikke være uden chance for at køre alene på den meget stejle Paterberg, der passer ham glimrende - særligt hvis Deceunincks taktiske overhånd gennem løbet har kunnet give ham mulighed for at spare lidt på kræfterne. Endelig er han stadig en del af kollektivet, der kan angribe på skift, og selvom hans frihed måske er begrænset, kan de to favoritter ikke svare på alt. Mest af alt tror jeg, at Alaphilippe med sin tilstedeværelse kan gøre det meget lettere for en af holdkammeraterne at vinde, men naturligvis kan han også selv gøre det færdigt.

 

Lad os fortsætte række af Deceuninck-ryttere. Yves Lampaert er ikke skræddersyet til dette løb, der er det mest klatretunge af de flamske klassikere, og han har altid været en anelse for tung til bakkerne. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at han forud for sidste års udgave, der viste sig sjældent lidt selektivt, aldrig var blevet bedre end nr. 17 i 2019, hvor han for første gang kom i top 20. Lampaert er derfor ikke manden, der kører med, når crosskongerne åbner på de sværeste bakker, men heldigvis er det for en Deceuninck-rytter heller ikke nødvendigt for at vinde.

 

Lampaert er nemlig flyvende lige nu, som vi så i et Gent-Wevelgem, hvor han bag de forreste lignede den klart bedste blandt de ryttere, der var fanget bag det tidlige styrt - også på stigningerne, hvor han denne gang så stærkere ud end holdkammeraten Stybar. Samtidig har han som Asgreen den afgørende evne til at køre alene, og det er en helt afgørende komponent for enhver, der skal lukrere på Deceunincks overtal. Hans hurtighed skal bestemt heller ikke undervurderes, som vi så med sidste års 5. plads og senest 4. pladsen i onsdags, og samtidig er han en af de to mest upåagtede blandt Deceuninck-rytterne. Han er blevet belgisk mester og har vundet både De Panne og Dwars door Vlaanderen ved at udnytte Deceunincks overtal, og selvom det er vanskeligere i et løb, der passer ham dårligere, skal man ikke afskrive en formstærk Lampaert.

 

Jeg føler mig overbevist om, at det først og fremmest er Deceuninck, der kan slå de to favoritter, og derfor må næste mand naturligt være Florian Senechal. Egentlig er det lidt mærkværdigt, at han er ”sidst” i Deceuninck-rækken, for sidste år var han uhyggeligt stærk i dette løb, hvor han udover Alaphilippe var eneste mand fra det belgiske stjerneensemble, der havde timet formen. Sammen med Alberto Bettiol og Oliver Naesen lignede han ”the best of the rest” bag de tre tenorer, indtil en dum punktering ødelagde hans løb i finalen, og forinden virkede han også uhyre stærk i et Gent-Wevelgem, hvor han endte som nr. 2.

 

Desværre har Senechal ikke været oppe at ringe i år. Han skuffede i åbningsweekenden, og selvom han så betydeligt bedre ud i E3, kom han først og fremmest med i finalen ved at anticipere, mens han på Taaienberg virkede relativt rusten. Hans kørsel i Dwars door Vlaanderen var heller ikke alt for overbevisende, og selvom han selv tilskriver det dehydrering på årets første varme dag, kan det ikke skjule, at Senechal ikke synes at have samme styrke som sidste år.

 

Det betyder dog ikke, at han er uden chance. Nej, Senechal har endda flere muligheder. Dels er han nok den mest upåagtede af Deceuninck-rytterne og kan dermed regne med lidt mere frihed, dels er han den hurtigste. Som vi så forleden, hvor han spurtede sig til en 2. plads i E3 foran Van der Poel, kan han på stregen slå de fleste, særligt hvis taktikken har maget sig sådan, at han har sparet sig undervejs. Skulle det - måske i kraft af det gode vejr - ende i den favoritgruppespurt, som vi flere gange har været tæt på, men aldrig rigtigt fået, vil han som den hurtigste fa Deceuninck-kvartetten være manden, der skal gøre det færdigt. Derfor skal man bestemt ikke udelukke, at han kan gøre det bedre end for et år siden, selvom han ikke synes at være på samme niveau.

 

Favoritvurderingen afspejler, at meget peger på en sejr til enten Van Aert, Van der Poel eller Deceunincks kollektiv, men selvfølgelig har andre også muligheder, som vi så i Milano-Sanremo. Formentlig skal ethvert succesfuldt fremstød have deltagelse af i hvert fald Deceuninck eller en af de to giganter, men det betyder ikke, at en anden ikke kan gøre arbejdet færdigt og snyde favoritterne. Her peger pilen nok i første omgang på Matteo Trentin, der har lignet den mest formstærke outsider. Italienerens høje niveau blev i 2020 lidt skjult af en dårlig åbningsweekend og en sommer, der var præget af et styrt i Milano-Sanremo, men i efteråret var han faktisk uhyre overbevisende, hvis man ser bort fra en ærgerlig offday i netop Flandern Rundt.

 

Den tendens er bare fortsat i år. I Sanremo var han en af de bedste på Poggio, i E3 var han flyvende, i Gent-Wevelgem blev han nr. 3 bag to hurtigere afsluttere, og i Dwars door Vlaanderen imponerede han i al anonymitet ved at kæmpe sig tilbage fra et styrt lige inden splittelsen ved Taaienberg og endda gå med i Alaphilippes angreb, da denne på Knokteberg forsøgte at køre op til de forreste grupper. Meget tyder på, at Trentin er tilbage ved mindst samme styrke som i det vilde 2019, og kan han undgå den dårlige dag, han har haft i netop dette løb to år i træk, bliver han igen en af de stærkeste. At gøre det færdigt er svært, men Trentin har styrken til at gribe de taktiske muligheder, der måtte opstå, og selvom han har for vane at skuffe i sine spurter i klassikerne, vidner søndagens 3. plads om en vis fart. Bruger han samtidig Kristoff-kortet, der måske kan bruges til at sidde lidt på hjul, står han ikke uden muligheder, og med sin gode form kan han være manden, der kan snyde fænomenerne og superkollektivet.

 

Det varede længe, inden Michael Matthews rettede fokus mod brostenene og ikke kun Ardennerne, og i starten skippede han endda også dette løb. Derfor har han kun deltaget én gang, men en 6. plads i 2019 vidner om, at det er et løb, han mestrer. Dengang kom han endda til løbet direkte fra Catalonien efter et skadesramt forår, mens han i år har haft en overbevisende optakt med et stærkt Paris-Nice, et fornemt Sanremo, hvor han så meget stærk ud på Poggio, et E3, hvor han virkede brølstærk på Taaienberg, men desværre havde brugt sine kræfter, da Van Aerts punktering betød, at kortene blev blandet på ny, og et Gent-Wevelgem, hvor han desværre fik krampe i finalen, men igen var en toneangivende hovedrolleindehaver.

 

Som udgangspunkt bør det mere klatretunge Flandern Rundt passe bedre til en mand, hvis styrke er klatring mere end brosten og power, og hans alenlange serie af topresultater i tre af sportens monumenter vidner om hans store motor over lange distancer. Hans hold er svagt, og det begrænser hans muligheder i det taktiske spil, men uden uheld bør han spille en rolle i finalen. Med sin spurt som et våben i den gruppe, han måtte køre væk i, er han et af de mere oplagte bud på en mand, der kan gøre det færdigt, og når han var tæt på i 2019, bør han være endnu tættere på i en mere formstærk udgave i 2021.

 

En anden er Greg van Avermaet. For den belgiske veteran er Flandern Rundt næsten en besættelse, og man fornemmer, at han ville bytte OL-guld, Paris-Roubaix og alle sine andre talrige klassikersejre for bare én triumf i yndlingsløbet. Desværre er det gang på gang gledet ham af hænde, men to 2. pladser, en 3. plads, en 4. plads, en 5. plads, en 7. plads, en 8. plads og en 10. plads er nu også en historik. Ser man bort fra 2016-udgaven, hvor han styrtede ud af løbet, og 2020-udgaven, hvor et stort i Liege berøvede ham deltagelsen, har han faktisk været i top 10 hver eneste gang siden 2012, og det vidner om, hvor fremragende en Flandern-rytter Van Avermaet - og ikke mindst om, at han er en af feltets allermest stabile.

 

Den stabilitet har han taget mig sig i år, hvor han har været toneangivende i Omloop, Kuurne, Sanremo, E3 og Dwars door Vlaanderen, men desværre står det også klart, at den Van Avermaet, der gjorde rent bord i 2017, ikke længere findes. I dag er han solid, men uden den sidste finesse, og det lugter derfor af endnu en top 10, men stadig ingen sejr. Van Avermaet har dog i år den fordel, at han for en gangs skyld kan deltage i det taktiske spil, hvis han og Oliver Naesen begge kan køre finale, som de gjorde det i E3, og hans kørsel i Dwars door Vlaanderen kunne endda indikere en stigende formkurve. Desværre har han ikke fordums hurtighed, hvilket er en udfordring, når det skal gøres færdig, men med en næsten sikker billet til finalen kan Van Avermaet godt ende som manden, der snyder favoritterne i et taktisk spil.

 

Søren Kragh går ind til de fleste løb som joker, og det er også tilfældet denne gang. Der er nemlig meget stor forskel på danskerens top- og bundniveau, som vi også har set de seneste uger. En rusten sæsonstart blev fulgt op af et fabelagtigt Milano-Sanremo, hvor han var en af de allerskarpeste på Poggio, men siden skuffede han i de første tre brostensløb. I E3 brændte han sit krudt af på solokørsel efter Taaienberg, og i Gent-Wevelgem havde han ikke diamanter i benene. Bedre er det ikke blevet af den sygdom, der nu har sat tilbage, og derfor skal desværre indstille sig på, at en skuffelse nok er det mest sandsynlige scenarium. Til gengæld vidner Sanremo også om det tårnhøje topniveau, en formstærk Kragh har på sine gode dage, og genfinder han de ben, han havde på kongeetapen i sidste års BinckBank Tour, kan han blive ganske modbydelig. Mod fænomenerne er vejen til sejr taktik og timing, og netop veltimede angreb er som bekendt Kraghs spidskompetence, som vi så to gange i Touren og senest i Sanremo. Med en god spurt som våben også har Kragh det hele, hvis han altså er rask og har en af sine gode dage. Talentet rækker i hvert fald til mere end den 53. plads, der er hans hidtil bedste i dette løb.

 

Jasper Stuyven har den luksus, at han som den eneste kører med den vigtige mentale bagage, at han allerede har vundet ét monument i år. Nok var sejren i Sanremo overraskende og i høj grad udtryk for timing, men på Poggio var han også langt bedre, end man normalt ville forvente af en fyr som ham. Til gengæld har han ikke helt kunne bekræfte det gode indtryk i et E3, hvor han var på bagkant gennem hele løbet, og et Dwars, hvor han så ganske stærk, men ikke flyvende ud. Desværre har Stuyven for vane at skuffe i netop dette løb, hvor han kun én gang har været i top 10, og han har aldrig vist det topniveau på de sværeste hellingen, der giver garanti for, at han kører finale. Omvendt har han vel næppe været bedre, end han er netop nu, og han har én gang vist, at han har timingen til at udnytte det taktiske spil. Kombinerer man det med hans gode spurt, står han med kortene til også at gøre det færdigt, selvom der altid er lidt lotteri i at tro på den ikke helt stabile belgier.

 

Det er gået hen over hovedet på de fleste, men Alexander Kristoff har en skræmmende statistik i dette løb. Faktisk er han gået i top 5 i hele syv af de seneste otte udgaver, og han har tillige været på podiet både i 2019 og 2020. Alligevel regnes han ikke rigtigt som brostensspecialist, måske fordi han aldrig rigtigt er med i løbet i Omloop og E3, hvor han aldrig er i nærheden af de bedste. Det skyldes imidlertid den korte distance, men i et løb, hvor finalen først starter efter 200 km, er den norske dieselmotor både skræmmende og uhyggeligt stabil. I år må man imidlertid have sin tvivl efter et forår, hvor en begrænset februarkalender og lidt sygdom har sat dieselmotoren tilbage, men heldigvis så vi i et uheldsramt Gent-Wevelgem og ikke mindst i et meget lovende Dwars door Vlaanderen, at han måske når det alligevel.

 

Det har han gjort talrige gange - også i år, hvor optakten har været rusten - og derfor skal man ikke blive forundret, hvis Kristoff igen sidder i den første større gruppe på vejen mod Oudenaarde. Her vinder han år efter år spurten, men desværre har det kun været om sekundære placeringer, og da han ikke længere har samme styrke, som da han vandt i vanvidsåret 2015, er hans eneste vej til sejr, at vi får den spurt i en lidt større gruppe, som vi endnu ikke har fået. Måske er chancerne dog større denne gang, hvor han i Trentin for første gang kan regne med en hjælper til at jagte i en gruppe, der pr. definition ikke kan samarbejde, og hvis Deceuninck endda også er på bagkant og hjælper til med at jagte. Kristoffs spurt efter 260 km må vel stadig regnes som den bedste, og med en form, der klart synes i fremgang, og en løbsudvikling, der måske øger chancen for en spurt, kan det blive året, hvor nordmanden vinder løbet for anden gang.

 

Dylan van Baarle kunne meget vel komme til at spille en hovedrolle i dette løb. Hollænderen har aldrig været en af de bedste i disse løb, men lige netop i Flandern Rundt har han ofte været brølstærk. Det er her, han med en 4., 6. og 8. plads har sine bedste resultater, og denne gang kommer han til løbet i sit livs form efter en opvarmningsuge, hvor han var uhyre overbevisende i både E3, Gent-Wevelgem og ikke mindst Dwars door Vlaanderen, hvor hans soloridt havde asgreenske dimensioner. Van Baarles udfordring vil altid være, at han i en spurt bliver slået af de fleste, og derfor har han så pokkers svært ved at ende som vinder. Man skal dog ikke granske hukommelsen længe for at vide, at hollænderen har en ganske imponerende evne til at anticipere favoritterne i netop dette løb, hvor han ofte har hængt foran feltet i finalen. Den strategi kan meget vel være vejen til en billet til finalen, og i en taktisk afslutning ved man aldrig, om brølstærke Van Baarle kan spille sine kort rigtigt.

 

 

Lidt af det samme kan siges om Stefan Küng. Schweizeren er brølstærk, men han skal være kreativ, hvis han skal finde en rytter, han kan slå i en spurt. Dem er der blandt favoritterne ikke mange af, og Küngs eneste vej til sejr er derfor solokørsel. Heldigvis er netop det også hans spidskompetence, og Küng er sammen med Asgreen manden, Van Aert og Van der Poel skal passe på med at give en lillefinger. Desværre har schweizeren i år ikke ramt formen så rent, som han gjorde sidste efterår, hvor han var flyvende i BinckBank Tour og Gent-Wevelgem, men desværre blev syg til dette løb. I de første løb har han været god, men ikke prangende, og selvom han i BinckBank Tour har vist, at han nu kan køre stærkt også på de stejle hellingen, lider han stadig under manglende punch og klatrestyrke. Til gengæld er hans motor enorm, og han burde derfor passe bedre til dette løb end til de andre flamske løb. Formen er åbenlyst også i fremgang, men om han når at finde den i tide til at være det uhyre, han utvivlsomt kan være, er nok desværre lidt for tvivlsomt efter den ikke alt for stærke indledning på klassikersæsonen.

 

Sidste år var Oliver Naesen ikke overbevisende, men da det gjaldt i Flandern Rundt, var der hul igennem. Her lignede han ubetinget en af løbets stærkeste bag de tre tenorer, men desværre fik han for lidt ud af sit overskud. I år har han desværre igen virket en anelse under sit niveau fra sine bedste år. Hans deltagelse i finalen i E3 kom i høj grad ved at komme i forkøbet, og i Gent-Wevelgem lignede han ikke den bedste Naesen. I Dwars door Vlaanderen kom han på bagkant efter styrtet, men han var dog stærk nok til at gå med Alaphilippe og Trentin på Knokteberg, dog uden nogensinde at finde fronten. Til Naesens fordel tæller distancen, der passer glimrende til hans motor, og at han stadig er hurtig efter et hårdt løb, så vi i E3. Samtidig udgør han i år sammen med Van Avermaet pludselig en duo med taktiske muligheder, men spørgsmålet er, om formen er god nok. Det kan man have sin tvivl om, men heldigvis giver 2020-udgaven håb om, at han atter finder sin bedste form i tide, så han kan få det topresultat, han havde benene til i både 2017 og 2020.

 

Efter et meget overbevisende Paris-Nice lignede Tiesj Benoot en mand med kurs mod en stor klassikersæson. Desværre blev han ligesom holdkammeraten Kragh ramt af sygdom, og den har tilsyneladende sat ham tilbage. Han var i hvert fald ikke flyvende i E3, og selvom det var bedre i Dwars door Vlaanderen, lignede han heller ikke her den Benoot, der i samme løb skabte den afgørende udskilning i 2019. Måske har fokus på etapeløbssatsningen kostet i denne slags løb, men det kunne til gengæld tale for, at han står stærkere i et mere klatretungt løb som dette. Motoren til de længste løb har manden, der slog igennem med en sensationel 5. plads som neopro, i hvert fald, og han og Kragh udgør også en ganske spændende duo. Desværre lider han som Küng og Van Baarle under en relativt svag spurt, og da han ikke besidder de to tempospecialisters talent for at køre alene, skal kortene spilles meget gunstigt, hvis Benoot skal vinde - også selvom han finder det tårnhøje topniveau, han har savnet indtil nu.

 

En helt uforudsigelig skikkelse er Tom Pidcock. Den lille brite burde egentlig være alt for let til brostenene, men overraskede i det lys særdeles positivt i åbningsweekenden, hvor han var ovenpå pedalerne. Siden var han stærk i Strade Bianche og i mindre grad også i Milano-Sanremo, men han kom i den grad ned på jorden i et E3, hvor han ikke var i nærheden af noget som helst. Heldigvis rejste han sig onsdags, hvor han i sin opkørsel efter styrtet virkede ganske overbevisende, men han har på ingen måde vist et niveau, der berettiger til en klar favoritstatus. Samtidig er det lidt uklart, hvordan dette løb passer ham. Der er betydeligt flere brostensstigninger end i de andre løb, og det burde være en ulempe for en spinkel fyr som ham, og samtidig mangler han nok stadig noget motor til den lange distance, selvom det gik pænt i det dog noget lettere Milano-Sanremo. Omvendt betyder de flere højdemeter og flere stigninger en fordel for en klatrer som ham, og det kunne tale for, at han står bedre her end i de lidt fladere løb. Mest af alt tyder hans kørsel i E3 dog nok på, at han vitterligt ikke er den helt indlysende ryttertype til denne slags løb, men hans enorme potentiale, som vi så i Strade Bianche, gør til gengæld også, at han et stort rum til at overraske.

 

For et år siden talte ikke mange om Anthony Turgis, men det var en fejl. Franskmanden viste med en 4. plads nemlig, at hans 2. plads i 2019-udgaven af Dwars door Vlaanderen ikke var noget tilfælde. I år har han endda nu fundet en uhyggelig stabilitet, der har sendt ham i top 12 i Kuurne, Sanremo, E3, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen. Turgis har aldrig kunnet gå med de allerbedste på de sværeste hellingen, men nu om dage er han aldrig langt efter. Samtidig har han en fremragende spurt efter et hårdt løb, som vi særligt så med 2. pladsen i Kuurne og sidste års 4. plads. Han lider under et svagt hold, der lægger beslag på hans taktiske muligheder, men til gengæld er han også en overset underdog. Måske rækker styrken ikke helt til at vinde, men hvis han har modet til at foregribe favoritterne, har han spurten til at vinde løbet, hvis taktikken flasker sig rigtigt.

 

Endelig vil jeg pege på Christophe Laporte. Egentlig troede jeg, at det var ved at være slut for franskmanden, men i år har han pludselig været bedre end nogensinde lige fra allerførste færd i Besseges. Laporte har været her, der og alle vegne og endda i en del forskellige terræner, men hans kørsel i Sanremo og Gent-Wevelgem efterlod dog det indtryk, at han havde toppet for tidligt. Heldigvis har hans overbevisende kørsel i Dwars door Vlaanderen skabt håb for, at det måske alligevel ikke er tilfældet, og med det tårnhøje niveau, han har vist i år, kan man derfor ikke undgå at tilskrive Laporte en chance. Desværre har han meget at bevise i brostensløbene og ikke mindst over lange distancer, og en resultatliste, der i fire forsøg mellem 2017 og 2020 tæller tre DNFs og sidste års 82. plads, er mildt sagt ikke prangende. Løbet er hårdere end de foregående, og distancen kunne meget vel tale imod ham, men i lyset af hans kørsel hidtil i år, må man åbne døren for endnu en positiv overraskelse fra en af årets mest positive oplevelser.

 

OPDATERING: Grundet hjerteproblemer kommer Stybar desværre ikke til start.

 

OPDATERING 2: Ikke helt uventet holder Dylan Teuns fast i den oprindelige plan og kører løbet. Han så heldigvis fornuftig ud i Dwars door Vlaanderen efter et uheldsamt E3, men han er ikke flyvende, og da løbet ikke passer ham ideelt, er det svært at se ham køre med om sejren.


LIVESTREAM HELE FLANDERN RUNDT
 

***** Wout van Aert

**** Mathieu van der Poel, Kasper Asgreen

*** Julian Alaphilippe, Yves Lampaert, Florian Senechal, Matteo Trentin, Michael Matthews

** Greg van Avermaet, Søren Kragh, Jasper Stuyven, Alexander Kristoff, Dylan van Baarle, Stefan Küng, Oliver Naesen, Tiesj Benoot, Tom Pidcock, Anthony Turgis, Christophe Laporte

* Sonny Colbrelli, Sep Vanmarcke, Peter Sagan, Giacomo Nizzolo, Ivan Garcia Cortina, Dylan Teuns, Nils Politt, Arjen Livyns, Ethan Hayter, John Degenkolb, Alberto Bettiol, Mads Pedersen, Davide Ballerini, Warren Barguil, Luke Rowe, Valentin Madouas, Bryan Coquard, Michael Valgren, Dimitri Claeys, Gianni Vermeersch, Loic Vliegen, Dries van Gestel, Michael Gogl, Florian Vermeersch, Heinrich Haussler, Marco Haller, Aime de Gendt

 

Danskerne

Kasper Asgreen, Søren Kragh og Mads Pedersen har alle beskyttede roller og er omtalt enten ovenfor eller i holdoversigten. Michael Valgren må tillige regnes som en af kaptajnerne hos EF, men selvom han meldte om gode ben i et uheldsramt Dwars, vil det efter så lang en skadespause være overraskende, hvis han kører med om sejren. Hos UAE er Mikkel Bjerg tilbage efter sygdom, så han kan hjælpe Matteo Trentin og Alexander Kristoff, og hos Qhubeka skal Emil Vinjebo støtte Dimitri Claeys, Michael Gogl og Giacomo Nizzolo. Endelig skal Mathias Norsgaard på Movistar støtte Ivan Garcia Cortina.


LIVESTREAM HELE FLANDERN RUNDT
 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mathieu van der Poels sejr fra 2020, Alberto Bettiols sejr fra 2019, Niki Terpstras sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejr fra 2017, Peter Sagans sejr fra 2016, Alexander Kristoffs sejr fra 2015 samt Fabian Cancellaras sejre fra 2014 og 2013.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

Alpecin-Fenix: Det handler udelukkende om Van der Poel, men Gianni Vermeersch viste med top 10-placeringer i både E3 og Gent-Wevelgem, at han selv er i stand til at levere i det omfang, han får muligheden. Oscar Riesebeek har også vist en form, der kan bringe ham langt.

 

Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe, Asgreen, Senechal og Lampaert skal alle beskyttes. Efter Stybars afbud har holdet også udtaget Davide Ballerini, men hans form synes at have toppet for tidligt. De mange kaptajner begrænser Tim Declercq, der ellers har gjort det godt i brostensløb.

 

Ag2r Citroën Team: Det handler om Naesen og Van Avermaet, men både Michael Schär og Damien Touzé har set velkørende ud. Stan Dewulf er i bedring, men har generelt været skuffende.

 

Team Jumbo-Visma: Timo Roosen og Nathan van Hooydonck synes begge i form, men det relativt svage hold får rigeligt at gøre med at beskytte Van Aert.

 

Lotto Soudal: John Degenkolb var så lovende sidste år og i åbningsweekenden, men han har skuffet meget i Sanremo og de første brostensløblotto. Tim Wellens har været formsvag i både Sanremo og Dwars door Vlaanderen, hvor det i E3 velkørende talent Florian Vermeersch skuffede fælt i udbruddet.

 

Trek-Segafredo: Udover Stuyven har holdet Mads Pedersen som kaptajn, men vi så igen i E3 og Omloop, at danskeren desværre er lidt for tung til de hårdeste af de flamske løb, og hans seneste ufrivillige løbspause gør det svært at tro, at det har ændret til det hårdeste af løbene. Quinn Simmons synes meget formsvag, og løbet er for hårdt for Edward Theuns.

 

Bora-hansgrohe: Peter Sagan skal forsøge at genskabe Milano-Sanremo-miraklet, men efter et Catalonien, hvor hans form stadig manglede meget, har jeg stadig svært ved at tro på, at hans efterhånden meget træge motor er god nok til et løb, der er betydeligt hårdere end Sanremo. Nils Politt viste form i Dwars door Vlaanderen, men selvom distancen her passer ham langt bedre, er han for tung til at regnes som favorit i disse løb. Daniel Oss viste i E3, at han ikke har fordums styrke, og Marcus Burghardt og Lukas Pöstlberger har virket formsvage.

 

EF Education-Nippo: Alberto Bettiol har slet ikke fundet formen i år og er nu endda blevet syg. Michael Valgren meldte om gode ben i onsdags, men efter den lange pause kører han næppe med om sejren. Stefan Bissegger og Jonas Rutsch har manglet overraskende meget, og Jens Keukeleire og Sebastian Langeveld er skygger af sig selv.

 

Israel Start-Up Nation: Sep Vanmarcke så genfødt ud i åbningsweekenden, men med sygdom inden et E3, der faktisk gik ganske fornuftigt trods meget uheld, og siden i denne uge vil det være en overraskelse, hvis han er på toppen. Alternativerne Tom van Asbroeck og Jenthe Biermans virker ikke flyvende.

 

Team DSM: Det handler om Kragh og Benoot, men Joris Nieuwenhuis har også formen til at komme langt. Til gengæld er Nils Eekhoff og Jasha Sütterlin formsvage.

 

Team BikeExchange: Det handler om Matthews. Amund Grøndahl Jansen har kæmpet med sygdom, og Luka Mezgec og Alex Edmondson har været formsvage. Luke Durbridge, Robert Stannard og Jack Bauer har været i fremgang i de seneste løb, men synes ikke at have niveauet til at køre finale.

 

UAE-Team Emirates: Det handler om Trentin og Kristoff, men Rui Oliveira, Sven Erik Bystrøm og Mikkel Bjerg, hvis han er rask igen, har alle formen til at komme langt.

 

Team Qhubeka-Assos: Jeg glæder mig meget til at se, hvor langt formstærke Giacomo Nizzolo kommer, men det vil trods alt overraske mig, hvis han kører med i den gruppe, der i den bedste af alle verdener kan spurte om sejren. Dimitri Claeys blev nr. 5 sidste år, men har ikke haft samme niveau i år og styrtede hårdt i onsdags, og Michael Gogl synes at have tabt superformen grundet nogle småskader. Victor Campenaerts er velkørende, men grundlæggende ikke skabt til disse løb, og selvom han virker ganske flyvende, må Max Walscheid trods alt være for tung til dette løb.

 

Astana-Premier Tech: Uden Lutsenko og Fuglsang og med en formsvag Hugo Houle er holdet uden chance.

 

Cofidis: Efter sygdom har Jempy Drucker aldrig fundet formen, og Jelle Wallays er for tung. Piet Allegaert har ikke imponeret, og derfor er Laporte eneste bud.

 

Bahrain-Victorious: Skuffelser i to ud af tre løb og en 4. plads i Wevelgem har understreget de mange udsving for Sonny Colbrelli, men min fornemmelse er ikke, at formen rækker til et løb, hvor han i de senere år har skuffet. Alternativet er Dylan Teuns, der er omtalt i opdateringen ovenfor.  Marco Haller imponerede i E3 og kan gøre det fornuftigt, og det samme kan en velkørende Heinrich Haussler.

 

Groupama-FDJ: Küng er kaptajnen, men svingende Valentin Madouas fik en flot debut sidste år. Desværre skuffede han i onsdags og i Tirreno, og den gode startform synes væk. Kevin Geniets har mistet den fremragende form fra tidligere, og selvom han er stærk, kører Olivier Le Gac ikke finale.

 

INEOS Grenadiers: Van Baarle og Pidcock er de bedste bud, men formstærke Ethan Hayter kan overraske efter en stærk åbningsweekend, et fremragende Coppi e Bartali og flot kørsel i onsdagens udbrud. Luke Rowe vender tilbage til brostenene, hvor han i dette løb tidligere er blevet nr. 6, men i de senere år har han haft det svært. Owain Doull er i form, men kan ikke køre med om sejren.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Loic Vliegen er ganske formstærk og kan køre top 20. Danny van Poppel har endelig været ganske flyvende i de seneste to løb, men løbet her må regnes som værende for hårdt.  Aime de Gendt er i fremgang, men han synes stadig ikke at have sit topniveau. Bag de tre kaptajner håber holdet, at Taco van der Hoorn via det tidlige udbrud måske kan køre finale.

 

Movistar Team: Ivan Garcia Cortina synes i bedring, men hans ellers høje topniveau har han ikke fundet i efterhånden lang tid. Johan Jacobs er solid og kan gøre det pænt, og det samme kan Imanol Erviti og Lluis Mas, hvis de med deres aggression får sikret sig en plads i det tidlige udbrud. Gonzalo Serrano har været skuffende i brostensløbene.

 

B&B Hotels p/b KTM: Bryan Coquard er ganske flyvende, men dette løb bør være for svært til, at han kan køre med om sejren. Cyril Barthe kan gøre det godt efter en meget overbevisende sæsonstart, senest i søndags i Cholet. Også Cyril Lemoine er i form, men han er en anelse for tung.

 

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Kometen Arjen Livyns synes desværre at have mistet februars superform, men han kan stadig gøre det glimrende. Løbet er for hårdt til Timothy Dupont.

 

Sport Vlaanderen-Baloise: Kun Lindsay de Vylder har vist en form, der måske kan føre til et bare halvhæderligt resultat.

 

Team Arkea-Samsic: Warren Barguil virkede ganske overbevisende i Dwars door Vlaanderen og kan gøre det endnu bedre her, men vinde kan han ikke. Clement Russo er i form, men løbet er for svært, og Benjamin Declercq og Connor Swift synes formsvage.

 

Team Total Direct Energie: Turgis er kaptajnen, men det er værd at holde øje med nr. 13 fra 2019, Dries van Gestel¸ der endelig synes at finde noget form. Niki Terpstra er i bedring, men har stadig ikke niveauet, og Edvald Boasson Hagen er formmæssigt meget langt væk. Løbet er for svært for Damien Gaudin og en formsvage Adrien Petit.

 

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL BASKERLANDET RUNDT PÅ MANDAG

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Wout van Aert
Mathieu van der Poel, Kasper Asgreen
Julian Alaphilippe, Yves Lampaert, Florian Senechal, Matteo Trentin, Michael Matthews
Greg van Avermaet, Søren Kragh, Jasper Stuyven, Alexander Kristoff, Dylan van Baarle, Stefan Küng, Oliver Naesen, Tiesj Benoot, Tom Pidcock, Anthony Turgis, Christophe Laporte
Sonny Colbrelli, Sep Vanmarcke, Peter Sagan, Giacomo Nizzolo, Ivan Garcia Cortina, Dylan Teuns, Nils Politt, Arjen Livyns, Ethan Hayter, John Degenkolb, Alberto Bettiol, Mads Pedersen, Davide Ballerini, Warren Barguil, Luke Rowe, Valentin Madouas, Bryan Coquard, Michael Valgren, Dimitri Claeys, Gianni Vermeersch, Loic Vliegen, Dries van Gestel, Michael Gogl, Florian Vermeersch, Heinrich Haussler, Marco Haller, Aime de Gendt
INFO
Optakter
Nyheder
Ronde van Vlaanderen
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Eksklusivt interviewTopresultat til RYTGER-rytter i Frankrig: Det føles som en sejr

Landevej

WorldTour- og podiedominans: Så gode har danskerne været i 2021

Landevej

Eksklusivt interviewContador peger på Giro-favoritter: Han er i god form

Landevej

Eksklusivt interviewHonoré roser kaptajnerne: Vi er klar til den lyserøde kamp

Landevej

Marcus Sander hentede første sejr

Landevej

Rekordsættende Asgreen: Holdet er altid med fremme

Landevej

Hollandsk vidunder vinder endnu en gang: DSM med 1-2 i Belgien

Landevej

Annonce