DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Løbets rolle og historie

For mange af verdens bedste cykelryttere er den kommende weekend årets første store højdepunkt, når de går efter den første klassikersejr i Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For etapeløbsryttere og ardennerspecialister er det vigtigt at fortsætte forberedelserne frem mod deres mål, og de belgiske brosten er bestemt ikke den perfekte måde at gøre sig klar til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico.

Frankrig tilbyder imidlertid en alternativ vej, idet landet er vært for to hårde, kuperede endagsløb i weekenden. Lørdag afvikles den 22. udgave af Faun-Ardeche Classic - indtil 2017 kendt som Classic Sud-Ardeche og i 2018 og 2019 som Classic de l’Ardeche - på en vanskelig rute med adskillige stigninger, der gør det til et perfekt løb bare en uge inden starten på Løbet mod Solen, Paris-Nice. Dagen efter tilbyder Drome Classic en lidt nemmere rute, og dermed har feltet således to dage til at gøre sig klar til de kommende store mål.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Tidligere var Faun-Ardeche Classic et løb, der blev afviklet helt for sig selv. Det blev første gang afholdt under navnet Boucles du Sud Ardeche i 2001 og var i de første år på et lavere niveau. Først i 2010 fik det dets nuværende 1.1-status i det officielle UCI-hierarki, men det var primært vigtigt for de franske hold, mens det havde svært ved at tiltrække et mere internationalt felt. Med tilføjelsen af Drome Classic forud for 2012-sæsonen er det imidlertid blevet en langt vigtigere begivenhed og fik ved den lejlighed navnet Classic Sud Ardeche. I 2014 havde man således BMC, Belkin, Omega Pharma-Quick Step og Trek til start sammen med de lokale helte. I 2015 fik de samme hold selskab af Orica-GreenEDGE, og i 2016 var der endda hele seks WorldTour-hold til start.

Desværre betalte løbene betalt prisen for Abu Dhabi Tours og nu UAE Tours nye placering på kalenderen, og derfor måtte man i 2017 nøjes med deltagelse fra to hold fra sportens øverst hylde, de hjemlige FDJ og Ag2r. I 2018 lykkedes det at genrejse løbet med hele fem hold fra øverste række, Ag2r, Trek, FDJ, Quick-Step og Astana, men i 2019 var det igen kun Ag2r og FDJ, der var at finde i feltet.

Den triste tendens ser vi imidlertid ikke længere. Af en eller anden grund fandt en stjerneparade af Paris-Nice-ryttere løbet ekstra velegnet i 2020, og det gav sig udtryk i en stjernespækket startliste. Antallet af WorldTour-hold var nu oppe på syv, og man kunne dertil lægge, at de stillede med navne som Julian Alaphilippe, Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Valentin Madouas, Alberto Bettiol, Guillaume Martin, Pierre Latour og Benoit Cosnefroy, der fik selskab af Warren Barguil og Lilian Calmejane fra det næstøverste niveau på en ganske stjernebesat startlist. I 2021 styrkede de mange aflysninger kun feltet yderligere, og hele 11 mandskaber fra højeste niveau var til start, igen med deltagelse af en hel serie af stjerner, man slet ikke så i årene frem til 2019. Tilsyneladende har løbet for alvor slået sit navn fast, for i 2022 når det helt nye højder med deltagelse af igen 11 WorldTour-hold, som stiller med verdensstjerner anført af Alaphilippe, Primoz Roglic og Jonas Vingegaard.

Begge de to løb afvikles i Massif Central, der er vidt berømmet for sit vanskelige terræn, og derfor er det næppe en overraskelse, at det er løb, der er meget sammenlignelige med ardennerklassikerne. Mens Faun-Ardeche Classic ofte er blevet afgjort i en spurt i en mindre gruppe, da afstanden fra toppen af sidste stigning typisk har været lidt længere, har Drome Classic været mere selektivt, men samlet set lettere, og begge de to første udgaver blev vundet i solofremstød. I 2016 ændrede man imidlertid lørdagens løb ved at gøre det betydeligt hårdere, og efter at man både i 2017 og i 2018 har foretaget flere ændringer toppet med endnu en styrkelse af sværhedsgraden i 2020, fremstår det nu som weekendens klart hårdeste løb.

Den hårdere rute kom også til udtryk sidste år, hvor det blev en meget selektiv affære. På løbets næstsidste stigning kørte Hugh Carthy, David Gaudu og Clement Champoussin væk, og de udkæmpede det afgørende slag på den sidste stejle mur. Her røg Carthy af, og det endte derfor med en fransk spurt om sejren, hvor Gaudu helt forventeligt var hurtigere end Champoussin, mens Carthy rullede i mål som nr. 3. Gaudu har valgt at droppe sit titelforsvar, og da EF skipper løbet, er Carthy heller ikke med denne gang. Dermed bliver Champoussin eneste genganger fra det seneste podium.

Ruten

I 2016 introducerede man en ny, hårdere rute, der på det tidspunkt ventedes at skulle være det fremtidige format for den relativt nye semiklassiker. Sådan skulle det imidlertid ikke være, og man syntes dengang i stedet at ville variere løbet fra år til år. I hvert fald gentænkte man formatet også i 2017 og 2018, hvor man atter sammensatte en helt ny rute, der dog i sin natur mindede meget om den foregående. Nu tyder noget dog på, at man har fundet et tilfredsstillende format, for der var i 2019 tale om en kopi af 2018-udgaven af løbet.

I 2020 gjorde man gjort det endnu hårdere ved at forlænge den indledende rundstrækning, der skulle køres to i stedet for tre gange, hvilket gav plads til, at man kunne gøre den afsluttende rundstrækning længere og sværere med inklusionen af en ny, stejl stigning. I 2021 justeredes den indledende rundstrækning, så den nu var en anelse lettere med 200 færre højdemeter, men den nye, hårdere finalerundstrækning var præcis den samme som et år tidligere. Det var åbenbart et format, der begejstrede, for i 2022 vil ruten for første gang i nogle år være helt uforandret.

Som i de seks seneste år afvikles løbet med Guilherand-Granges som centrum, og denne gang består løbet hovedsageligt af en rundstrækning i det kuperede område vest for byen. Der er tale om en stor rundstrækning, der i sin natur minder om den, der er benyttet de foregående år, men som altså er en anelse justeret i forhold til 2020 - dog stadig med den forlængelse, der blev indført efter 2019. Til sidst afsluttes med en forlænget udgave af den rundstrækning, som har afsluttet løbet hvert år siden 2017, og som igen i år altså er endnu hårdere, end den var frem til og med 2019.

I alt skal rytterne tilbagelægge 168,3 km, hvilket er ca. 10 km færre end i 2020, og løbet indledes på Avenue Georges Clemenceau i byens centrum. Første del af løbet består af to omgange på en rundstrækning, der udgør hovedparten af dagens udfordringer, og som er en anelse forskellig over de to ture. Første del af første omgang er neutraliseret, og derfor starter man med at køre mod sydvest op ad Cote du Pin (9,9 km, 4,3%), der er en jævn stigning med top efter hhv. 8,9 km (første del af stigningen er også neutraliseret) og 78,3 km. Den leder op til et fladt plateau, som følges mod sydvest ud til det vestligste punkt, idet man dog til slut skal op ad Col de la Justice (1,7 km, 3,9%), der er en let og jævn stigning med top efter hhv. 18,7 km og 88,2 km. Her vender man rundt for via et faldende stykke at køre mod nordøst, inden man snor sig mod øst op ad den ikke-kategoriserede Col des Boscs (5,6 km, 4,2%), der har top efter hhv. 38,6 km og 108,1 km.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Nu går det via en teknisk nedkørsel mod sydøst tilbage til målbyen, hvor man kører fladt ind til centrum og krydser stregen for første gang efter 56,9 km. Efter første målpassage kører man endnu en tur på rundstrækningen, men denne gang er den forlænget. Det betyder, at man lægger ud med at køre en tur op ad finalestigningen Cote de Val d’Enfer (1,5 km, 10,9%) med top efter 60,0 km, hvorefter man rammer den første rundstrækning. Når man efter turen rundt i bakkerne er tilbage i byen kører man op ad Val d’Enfer (1,5 km, 10,9%) for anden gang med toppassage efter 124,7 km, inden man krydser stregen for anden gang efter 130,9 km.

Efter de to omgange afsluttes løbet med en omgang på en anden, 37,7 km lang rundstrækning i området nord for byen. Den består først af en tur mod nord frem Mur du Cornas-stigningen (1,9 km, 8,2%), der er yderst ubehagelig med 11-12% over de sidste 900 m og har top med 28,1 km til mål. Umiddelbart herefter kører man mod sydvest op ad Saint-Romain de Lerps, der stiger med 7,0% over 6,3 km og blandt andet byder på 1 km med 10,1% på den nedre del, hvorefter den stiger relativt jævnt med ca. 6-8%, dog med et lettere stykke undervejs.

Toppen rundes med 20,1 km igen, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til byen. Her kører man mod syd ned gennem byen og op over den korte, stejle Cote du Val d’Enfer (1,5 km, 10,1%), der stiger med hhv. 7,4%, 11,8% og 10,9% over de tre 500 m-segmenter. Toppen rundes med 6,2 km igen, og de indledes med en kort og ikke specielt svær nedkørsel og 3 flade kilometer mod slutningen. Der er rundkørsler med hhv. 4800 m, 3000 m, 2000 m, 1800 m og 1300 m igen, inden man drejer i en sidste rundkørsel bare 400 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 3161 højdemeter, hvilket er ca. 300 færre end i 2020 og 2019.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Vejret

For to år siden druknede løbet i en sand syndflod, og heller ikke sidste år var vejret prangende. Det er det imidlertid i år, hvor solen vil skinne fra en skyfri himmel med en temperatur i målbyen på 11 grader. Fra start vil det være blæsende med en jævn til frisk vind fra nord (20 km/t), men den vil aftage gennem hele dagen og slutteligt være let til jævn (15 km/t). Det giver en del sidevind på den store rundstrækning, mens der i finalen vil være modvind frem til bunden af Saint Romain de Lerps og dernæst sidemedvind hele vejen ind til byen. Man drejer nu kortvarigt ind i sidemodvind inde i byen for at få medvind på Val d’Enfer, inden man efter første del af nedkørslen får modvind frem til sidste sving og sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Faun-Ardeche Classic er ikke et nemt løb at blive klog på. Hver gang man tror, at man har lært løbet at kende, ændrer arrangørerne formatet, og i de seneste mange år er ruten med ganske få undtagelser blevet forandret. Det gør det svært at bruge de forskellige udgaver som sammenligningsgrundlag, men nu er de heldigvis blevet lidt ensartethed. I år er ruten den samme som i 2021, og med hele finalerundstrækningen er den samme som i 2020. De to seneste løb kan derfor bruges som en god målestok.

Det har altid været et løb, der stiller store krav til klatreevnerne, men efter at man i 2020 gjorde finalerundstrækningen hårdere, har vi set, at de lidt tungere folk, som tidligere var ganske langt fremme, har haft det sværere. 2020 kan ikke rigtigt bruges som sammenligningsgrundlag, da vejret var rædselsfuldt,

Og der var så koldt, at forhåndsfavoritten Julian Alaphilippe kollapsede, mens holdkammeraten Remi Cavagna holdt hjem fra det tidligere udbrud. Sidste år så vi, at løbets tre mest formstærke klatrere, David Gaudu, Clement Champoussin og Hugh Carthy, kørte fra alt og alle allerede på næstsidste stigning, inden de afgjorde det på den sidste mur, hvor Carthy faldt fra.

Man skal dog ikke overgøre klatreudfordringerne. Mikkel Honoré, der er ardennerrytter og ikke klatrer blev nr. 4, store Dorian Godon blev nr. 5, og også Jonathan Hivert og Quinn Simmons var i top 10. Den slags ryttere får nok svært ved at vinde på denne rute, men de kan sagtens lave et godt resultat. Kommer de over den lange stigning, kan de med deres punch gøre det fornuftigt på Muren, og der er jo endda en vis tid til en regruppering til sidst. Grundlæggende bør den hårdere finalerundstrækning tiltale klatrerne, der nu har en endnu bedre chance for at gøre forskelle allerede på næstsidste stigning, inden den meget eksplosive afslutning på muren Val d’Enfer inde i byen.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Overordnet har der dog altid været tale om et rimelig ensartet format. En hård rundstrækning med flere stigninger skal forceres flere gange, og derefter venter en flad finale. Ruterne fra 2018, 2019 og 2020 minder meget om den, vi har i år, og vi så i 2018, at Romain Bardet faktisk lykkedes med at køre alene hjem fra næstsidste stigning, selvom der er lang vej. I 2019 var det hele imidlertid meget kontrolleret inden eksplosionen på Val d’Enfer, hvor Alexis Vuillermoz angreb hårdt, men blev passeret mod toppen af Lilian Calmejane, der lykkedes med at holde hele vejen hjem

Vinderkandidaterne finder vi altså blandt klatrere og ardennerryttere. Højdemeterne er mange, og især nu med den nye rute er de sidste stigninger også svære. Saint-Roman-Lerps er både lang og ganske stejl, og Val d’Enfer er en sand mur, der stiller store krav til rytternes klatreevner. Det er dog også en meget eksplosiv finale, som kræver et vist punch, og det er derfor ikke let for de knap så eksplosive klatrere at vinde. Hvis ikke forskellen gøres tidligere, skal der en vis eksplosivitet til for at gøre det færdigt, selvom stigningen er knaldhård og meget stejl - medmindre da det bliver taktisk til slut, og man kan snige sig væk i en ukontrollerbar finale, som Honoré gjorde sidste år, da han kørte væk til sin 4. plads på det flade. I år kan klatrerne også glæde sig over medvind på begge de to finalestigninger, og det taler for et selektivt løb. Faktisk vil der være mulighed for sidevind, mens vinden er kraftig på den første rundstrækning, men vi så sidste år, at det ikke spiller en rolle i dette lukkede terræn.

Årets felt er kendetegnet ved, at det er det i særklasse stærkeste, vi har haft, og at løbets gunstige udvikling nu har gjort det til et ganske stort løb med appel til stjernerne. Umiddelbart ligner det en duel mellem Jumbo og Quick-Step, der kommer i uhyggelige formationer, og jeg vil tro, at de vil kontrollere løbet, så det skal afgøres på den sidste rundstrækning, dvs. på de tre sidste stigninger. Her tror jeg også, at de vil åbne relativt tidligt. Begge hold har flere kort at spille, og jeg tvivler på, at de bare kører for, at Julian Alaphilippe og Primoz Roglic skal afgøre det til sidst. Jeg kan sagtens se, at der i et taktisk spil kører en stærk gruppe, som de to hold er tilfredse med, og det kan fange de to mest oplagte favoritter og sætte dem ud af spillet.

Stærkeste mand vinder ikke nødvendigvis dette løb, men uanset om det bliver mere taktisk eller et opgør mellem de største favoritter, regner jeg med, at vi vil se en relativt lille gruppe ramme den sidste mur, hvor det endelige slag skal slås. Herfra kan bedste mand køre alene, vi kan få en spurt mellem et par mand, eller vi kan få en taktisk finale, hvor en mand kan snige sig væk til sidst.

Jeg må gøre, som jeg plejer, nemlig at pege på Primoz Roglic som favorit. Vi ved, at monsteret altid er uhyrlig, når han kommer ned fra højderne til sit første løb. Det så vi senest i Paris-Nice sidste år, hvor han vandt tre etaper på fire dage, inden styrt førte til en krank skæbne. Har han samme niveau nu, er det formentlig kun Alaphilippe, der kan følge ham på den sidste mur, men efter at have set verdensmesteren i Provence tror jeg, at det bliver svært. Selv hvis det skulle lykkes for nogen at gå med, kan Roglic slå alle i en spurt - også Alaphilippe, selvom franskmanden nok trods alt vil være favorit. Som sagt kan han blive fanget taktisk, men med hans optimistiske udtalelser inden løbet, tror jeg, at han bare en uge inden starten på det første store mål, kører alene hjem, hvis ikke det sker.

Jumbo har dog også andre optioner. Vi ved, at Jonas Vingegaard ofte skuffer på den første svære dag efter en pause, men det gælder ikke altid. Han kommer også fra højderne, og sidste år lagde han stærkt fra land i Emiraterne og Coppi e Bartali. Også han er tæt på sit første mål i Tirreno, og jeg forventer et højt niveau. Den eksplosive finale passer ham heller ikke dårligt, men jeg regner ikke med, at han matcher Roglic. Til gengæld er han bedste bud på en mand, Jumbo kan spille tidligere ud. Her kan Sepp Kuss også bruges. Også han startede nemlig stærkt i 2020, men han skuffede sidste år. Han er også knap så eksplosiv og er generelt utilregnelig. Til gengæld passer løbet ikke til dieselmotoren for Steven Kruijswijk, der også er faldet af på den, og Sam Oomen må regnes som hjælper.

Den værste rival må åbenlyst være Julian Alaphilippe. Efter sin sygdom var han ifølge eget udsagn bedre end ventet i Provence, og han var bestemt heller ikke ringe. Nok kollapsede han på kongeetapen, men det skyldtes mest, at han begik en fejl ved at forsøge at følge suveræne Quintana. Siden dengang har han helt sikkert forbedret sig, og med kun en uge til Strade Bianche skal han også være skarp. Dette terræn er perfekt Alaphilippe-terræn, ikke mindst den sidste mur, og som sagt tror jeg, at han har en lille overhånd mod Roglic i en spurt - i hvert fald hvis ikke han fejrer sejren for tidligt! Til gengæld tror jeg også, at han skal være knivskarp for at matche Roglic, og efter Provence og hans generelle problemer i store dele af 2021 tvivler jeg lidt på, at det er tilfældet.

Også Quick-Step har imidlertid mange kort at spille. Bedst chance har nok Mauri Vansevenant, der viste sig meget stærk i Andalusien, hvor han også dokumenterede sin hurtighed, der kan blive vigtig i dette løb. Ligesom Vingegaard vil han dog nok være en mand, der skal spilles tidligere ud, hvis han skal have sin chance. Det samme gælder med Andrea Bagioli, der er så hurtig, at han kan slå alle på stregen, men han skuffede lidt i Saudi Tour. Jeg frygter også, at løbet kan være lidt for hårdt i dette skrappe selskab. Vi så også storform fra Dries Devenyns i Andalusien, men han er nok kun nr. 4 i hierarkiet og får svært ved at få sin chance, og det samme gælder for ellers formstærke Mauro Schmid, der i dette selskab nok vil finde løbet lidt for hårdt.

UAE kommer med en stærk kandidat i Brandon McNulty, der i Algarve igen bekræftede sin stærkt forbedrede klatring. Opløftende var det at se ham være god på Malhao, der minder om Val d’Enfer, men de stejle procenter er en ulempe i kamp mod de bedste her. Vi ved også, at han kan spurte, men han slår ikke Roglic og Alaphilippe i finalen. Til gengæld er han en mester i at køre fra distancen, særligt i et taktisk spil. UAE har også Juan Ayuso, der skuffede i Andalusien, men også led under en punktering på kongeetapen, hvor vi aldrig fik lov at vurdere ham. Han har siden haft covid og misset Andalusien, og det har formentlig kostet lidt på formen, men er han på toppen, burde dette eksplosive løb passe ham som fod i hose, da han også er hurtig. Og vi ved, at han topniveau allerede er højt. Den tredje kandidat er Diego Ulissi, der kan slå næsten alle i en spurt og passer godt til muren. Han har dog været skuffende hidtil, og da også han var ude med covid efter Besseges, tvivler jeg på, at han er flyvende. Unge Finn Fischer-Black mangler nok for meget endnu, og Mauricio Ardila og Jan Polanc må være hjælpere.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

I Var bekræftede Guillaume Martin sin fornemme form, og han står også stærkt i dette løb, der passer udmærket til hans fine punch. Til gengæld er han spurtsvag, og det vil altid gøre ham til en usandsynlig vinder. Derudover så vi, at han ikke kunne matche Quintana i Var, og selvom det ikke er nogen skam, kan det blive svært at matche de bedste her. Cofidis har dog også et andet stærkt kort i Remy Rochas, der virkede flyvende i Besseges, hvor han desværre måtte ofre sig, men lignede en mand, der kunne vinde kongeetapen. Han har ikke kørt siden, og ligesom Martin er han grundet sin manglende spurt en usandsynlig vinder. Holdet har også vinderen fra Besseges, Benjamin Thomas, men løbet her bliver nok lidt for svært, og Victor Lafay og Anthony Perez virkede ikke flyvende i Var.

Sidste år blev Clement Champoussin nr. 2 i dette løb, og vi så i Besseges, at han igen i år er startet fremragende. Han mener selv, at han kunne have vundet kongeetapen, hvis blot han havde svaret på Jay Vines angreb, og han kom da også stærkt til sidst. I sidste uge missede han dog Var grundet covid, og selvom han sikkert ikke var hårdt ramt, kan det have kostet. Han er også spurtsvag, som vi så sidste år, og derfor får han svært ved at vinde, selvom han meget vel igen kan være en af de stærkeste. Til gengæld tror jeg ikke meget på Aurelien Paret-Peintre, der senest var formsvag i Var. Dorian Godon blev som sagt nr. 5 sidste år, men i år er der nok for højt et klatreniveau. Den tidligere vinder Lilian Calmejane var senest en skygge af sig i Var og kan ikke længere sejre her, og Nans Peters har endnu ikke vist form.

Total kommer med Pierre Latour, der har været flyvende i år. Vi så i Provence, at han stadig er lidt begrænset på længere stigninger, men dette bør være et ganske perfekt terræn for ham. Han har også en spurt, der kan gøre det færdigt, men jeg frygter, at muren bliver lidt for stejl. Den ligger til gengæld perfekt til Alexis Vuillermoz, der viste fornuftig form i Var. Han kom dog til kort på de længere stigninger, og jeg tror, at niveauet her er lidt for højt til så hårdt et løb. Mathieu Burgeadeau var meget stærk i Besseges og har masser af punch og lidt hurtighed, men som vi så i Besseges mangler han nok lidt for meget, når løbet er så hårdt som dette. Total har også Julien Simon, der i gamle dage havde været kandidat med sin spurt, men han klatrer ikke længere godt nok, og Fabien Doubey har stadig ikke indfriet sit potentiale.

Trek kommer med en spændende kandidat i Antwan Tolhoek, der efter holdskiftet måske har fundet sig selv. Han var flyvende på 1. etape i Valencia, hvor han kørte med de bedste, men floppede på kongeetapen. Siden har han ikke været i aktion, men tværtimod meldt afbud, og det kunne tyde på en covidinfektion. Med ham skal man altid være varsom, men med benene fra Valencia kan han overraske, selvom han er en usandsynlig vinder. Jeg glæder mig også meget til at se Quinn Simmons, der startede som lyn og torden sidste år. Han blev også nr. 10 i dette løb, og han er formentlig endnu stærkere nu. Jeg vil dog tro, at der er for meget klatring til dette meget stærke felt. Holdets tredje option er Gianluca Brambilla, men han har nu meldt afbud til mange løb, og selvom jeg ikke ved hvorfor, må han næsten have været skadet eller syg. Løbet passer ham ellers godt. Til gengæld skuffede Juan Pedro Lopez stort i Algarve, og selvom Julien Bernard overraskede her, er niveauet her for højt.

Intermarché kommer med en meget stærk kandidat i Lorenzo Rota, der sidste efterår viste, at han er klar til at være med langt fremme i denne type løb. Han har punch og kan spurte, men hans form er ukendt. Han siger dog, at han er klar efter en højdetræningslejr i Colombia, og det giver man store forventninger. Potentialet er i hvert fald stort, selvom han trods alt nok ikke vinder. Det er også et godt løb for hurtige Georg Zimmermann, der viste fin form i Algarve, men vi har også set, at han stadig mangler lidt på stigningerne, hvorfor dette løb nok er for svært. Simone Petilli og Laurens Huys har ikke vist form, og Jan Bakelants er ikke længere stærk nok.

Lotto kommer med en spændende kandidat i Maxim van Gils, der vandt samlet i Saudi Tour. Siden missede han Andalusien, og da det ikke er forklaret, har han sikkert haft covid. Det kan have sat ham tilbage, men har han samme form som i ørkenen, kommer han langt, da han har punch og kan spurte. Niveauet her er dog et andet, og vi skal ikke vente os, at han vinder igen. På papiret er holdets bedste bud Andreas Kron, da han også har sin gode spurt, men vi så igen i Var, at han ikke har fundet sin bedste form endnu. Vi skal nok snarere tro på Steff Cras, der i Andalusien var bedre end nogensinde, men vi så også, at han kom lidt til kort mod de bedste, når stigningerne blev længere. Det er de heldigvis ikke her, og han bør gøre det godt, selvom han næppe vinder. Harm Vanhoucke er på vej tilbage efter helbredsproblemer, hvorfor vi næppe skal regne med meget. Sylvain Moniquet mangler fortsat lidt for meget.

Arkea kommer med Elie Gesbert , men selvom han fik hedeslag på 4. etape, havde jeg nok ventet mig lidt mere af ham i Oman. Han blev dog stadig nr. 3 på kongeetapen, og med samme ben bør han komme ganske lagt i dette løb, der passer fint til hans punch. Holdets formelle kaptajn er Warren Barguil, men hans kørsel i Algarve var skuffende, og han plejer heller ikke at flyve på denne tid af året. Det bliver også spændende at se Alessandro Verre følge op på den flotte kørsel i Besseges, men helt fremme kan han ikke være i dette felt. Det er ikke min fornemmelse, at Nicolas Edet var helt formstærk i sin rolle som hjælper for Quintana.

Bora kommer med et stærkt hold, hvor Lennard Kämna ligner bedste bud. Både i Jaen og Andalusien så vi, at han har fundet formen, men der er bedre klatrere end ham, og punch har han ikke meget af. Hans speciale er imidlertid at køre fra distancen, og i et taktisk spil står han godt. Holdets på papiret stærkeste er Wilco Kelderman , men hvor han står, er tvivlsomt. Han havde en svær vinter efter sin skade og var sjældent ringe i Valencia, hvor han endda styrtede. Siden har han ikke kørt, og han skal have forbedret sig en del for at være fremme. Det har han dog helt sikkert også, og han er ret eksplosiv og halvhurtig, så er han på plads igen, er han holdets bedste mand, selvom han næppe vinder. Det er også et godt løb for eksplosive og hurtige Felix Grossschartner, men han plejer at starte svagt, og det er sæsondebut. Ben Zwiehoff har imponeret i år, men niveauet her er for højt, og det gælder også for Anton Palzer. Både Giovanni Aleotti og Matteo Fabbro var i horribel form i Andalusien.

En spændende rytter er Harold Tejada. Efter det skuffende 2021 var han sig selv igen i Andalusien, hvor han som hjælper for Miguel Angel Lopez og Alexey Lutsenko imponerede stort. Løbet er ikke ideelt for en ren klatrer, men han burde komme langt, selvom hans dieselklatrerstil gør ham til en usandsynlig vinder. Til gengæld er han meget alene hos Astana, hvis ikke Fabio Felline har fundet de ben, han viste på muretapen i Tirreno, og som vi ikke har set siden. Joe Dombrowski og Andrey Zeits synes formsvage.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Anthon Charmig fik sin store sejr i Oman, og vi har nu to gange set, at han faktisk er bedre på lidt mere eksplosive stigninger end i rigtige bjerge. I det lys burde dette løb passe ham, men niveauet her er også noget helt andet end det, vi så i Saudi-Arabien og Oman. Da han kom til kort i de hårde løb der, frygter jeg, at det samme vil ske her. Uno-X har også Jacob Hindsgaul, der jo vandt i Antalya, men feltet der kan slet, slet ikke sammenlignes med dette, hvor han formentlig vil få kam til sit hår. Torstein Træen viste fornuftig form i Var, men ikke nok til et topresultat her, og Anders Halland Johannessen var tilsyneladende helt væk. Endelig er det længe siden, vi har set Niklas Eg præstere på dette niveau.

B&B stiller med Franck Bonnamour, der efter sit styrt i Marseille kom fornuftigt igennem i Var. Med sit punch og sin spurtstyrke burde han med det niveau, han viste i 2021 komme meget langt i dette løb, men vi så også i sidste uge, at han formentlig fortsat mangler lidt for meget. Holdet har også Sebastian Schönberger, der er i fornuftig form, men overmatchet.

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. FDJ mistede kaptajn Valentin Madouas til covid, og selvom Sebastien Reichenbach og Quentin Pacher var gode i Besseges, ser jeg dem ikke køre med de bedste her. Reichenbach er nok det bedste kort, mens det skal blive spændende af se den unge klatrer Reuben Thompson og supertalentet Romain Gregoire, der dog kun skal lære i sit allerførste løb uden for juniorklassen. Hos Riwal burde Lucas Eriksson kunne lave et pænt resultat, men efter at han missede Var med sygdom skal vi nok dæmpe forventninger, og selvom han imponerede trods en punktering på kongeetapen, må Mathias Bregnhøj nok sande, at et topresultat er for meget i dette klassefelt. Alpecin er her med Floris de Tier, men han var uden form i Andalusien. Hos Bingoal er Marco Tizza i form, men han kan ikke være med helt fremme i dette felt, og Luc Wirtgen klatrer ikke godt nok, mens Remy Mertz har skuffet. Hos de franske kontinentalhold kan Louis Barré og Andrea Mifsud gøre det pænt, men ikke mere end det.

Slutteligt: Selvom jeg synes, at superklatreren Jakub Mareczko er perfekt castet til dette løb, tvivler jeg på, at han kører med om sejren.

***** Primoz Roglic

**** Julian Alaphilippe, Jonas Vingegaard

*** Sepp Kuss, Mauri Vansevenant, Brandon McNulty, Guillaume Martin, Clement Champoussin

** Pierre Latour, Juan Ayuso, Antwan Tolhoek, Lorenzo Rota, Remy Rochas, Maxim van Gils, Andrea Bagioli, Elie Gesbert, Diego Ulissi, Alexis Vuillermoz, Lennard Kämna, Wilco Kelderman, Steff Cras, Harold Tejada, Quinn Simmons, Andreas Kron, Steven Kruijswijk, Anthon Charmig

* Warren Barguil, Franck Bonnamour, Sebastien Reichenbach, Felix Grossschartner, Alessandro Verre, Georg Zimmermann, Quentin Pacher, Fabio Felline, Mathieu Burgeadeau, Gianluca Brambilla, Dries Devenyns, Nicolas Edet, Lucas Eriksson, Benjamin Thomas, Aurelien Paret-Peintre, Dorain Godon, Finn Fisher-Black, Jan Polanc, Mauro Schmid, Ben Zwiehoff, Harm Vanhoucke, Julien Bernard, Jacob Hindsgaul, Torstein Træen, Julien Simon, Nans Peters, Victor Lafay

Danskerne

Jonas Vingegaard, Andreas Kron, Mathias Bregnhøj, Anthon Charmig, Niklas Eg og Jacob Hindsgaul kan formentlig alle under de rette omstændigheder løre deres egen chance, hvorfor de er omtalt ovenfor. På Trek skal Asbjørn Hellemose støtte Antwan Tolhoek, Quinn Simmons og Gianluca Brambilla, og på Riwal skal Christoffer Lisson støtte Bregnhøj og Lucas Eriksson.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense David Gaudus sejr fra 2021, Remi Cavagnas sejr fra 2020, Lilian Calmejanes sejr fra 2019, Romain Bardets sejr fra 2018, Mauro Finettos sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr fra 2016 og Eduardo Sepulvedas sejr fra 2015.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK