SÆT DIT MANAGERHOLD I FELTET.DKS SÆNSONSPIL - OVER 30.000 KRONER I PULJEN

Løbets rolle og historie

For mange af verdens bedste cykelryttere er den kommende weekend årets første store højdepunkt, når de går efter den første klassikersejr i Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For etapeløbsryttere og ardennerspecialister er det vigtigt at fortsætte forberedelserne frem mod deres mål, og de belgiske brosten er bestemt ikke den perfekte måde at gøre sig klar til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico.

Frankrig tilbyder imidlertid en alternativ vej, idet landet er vært for to hårde, kuperede endagsløb i weekenden. Lørdag afvikles den 21. udgave af Faun-Ardeche Classic - indtil 2017 kendt som Classic Sud-Ardeche og i 2018 og 2019 som Classic de l’Ardeche - på en vanskelig rute med adskillige stigninger, der gør det til et perfekt løb bare en uge inden starten på Løbet mod Solen, Paris-Nice. Dagen efter tilbyder Drome Classic en lidt nemmere rute, og dermed har feltet således to dage til at gøre sig klar til de kommende store mål.

Tidligere var Faun-Ardeche Classic et løb, der blev afviklet helt for sig selv. Det blev første gang afholdt under navnet Boucles du Sud Ardeche i 2001 og var i de første år på et lavere niveau. Først i 2010 fik det dets nuværende 1.1-status i det officielle UCI-hierarki, men det var primært vigtigt for de franske hold, mens det havde svært ved at tiltrække et mere internationalt felt. Med tilføjelsen af Drome Classic forud for 2012-sæsonen er det imidlertid blevet en langt vigtigere begivenhed og fik ved den lejlighed navnet Classic Sud Ardeche. I 2014 havde man således BMC, Belkin, Omega Pharma-Quick Step og Trek til start sammen med de lokale helte. I 2015 fik de samme hold selskab af Orica-GreenEDGE, og i 2016 var der endda hele seks WorldTour-hold til start.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Desværre betalte løbene betalt prisen for Abu Dhabi Tours og nu UAE Tours nye placering på kalenderen, og derfor måtte man i 2017 nøjes med deltagelse fra to hold fra sportens øverst hylde, de hjemlige FDJ og Ag2r. I 2018 lykkedes det at genrejse løbet med hele fem hold fra øverste række, Ag2r, Trek, FDJ, Quick-Step og Astana, men i 2019 var det igen kun Ag2r og FDJ, der var at finde i feltet.

Den triste tendens ser vi imidlertid ikke længere. Af en eller anden grund fandt en stjerneparade af Paris-Nice-ryttere løbet ekstra velegnet i 2020, og det gav sig udtryk i en stjernespækket startliste. Antallet af WorldTour-hold var nu oppe på syv, og man kunne dertil lægge, at de stillede med navne som Julian Alaphilippe, Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Valentin Madouas, Alberto Bettiol, Guillaume Martin, Pierre Latour og Benoit Cosnefroy, der fik selskab af Warren Barguil og Lilian Calmejane fra det næstøverste niveau på en ganske stjernebesat startlist. I år har de mange aflysninger kun styrket feltet yderligere, og hele 11 mandskaber fra højeste niveau vil være til start, igen med deltagelse af en hel serie af stjerner, man slet ikke så i årene frem til 2019.

Begge de to løb afvikles i Massif Central, der er vidt berømmet for sit vanskelige terræn, og derfor er det næppe en overraskelse, at det er løb, der er meget sammenlignelige med ardennerklassikerne. Mens Faun-Ardeche Classic ofte er blevet afgjort i en spurt i en mindre gruppe, da afstanden fra toppen af sidste stigning typisk har været lidt længere, har Drome Classic været mere selektivt, men samlet set lettere, og begge de to første udgaver blev vundet i solofremstød. I 2016 ændrede man imidlertid lørdagens løb ved at gøre det betydeligt hårdere, og efter at man både i 2017 og i 2018 har foretaget flere ændringer toppet med endnu en styrkelse af sværhedsgraden i 2020, fremstår det nu som weekendens klart hårdeste løb.

Den hårdere rute kom også til udtryk sidste år, hvor brutalt vejr gjorde det endnu hårdere. Det dårlige vejr betød, at Remi Cavagna leverede et gigantisk soloridt fra et tidligt udbrud og sejrede i overlegen stil med næsten 3 minutter ned til de nærmeste forfølgere. Her var der tale om et brutalt udskilningsløb, hvor Tanel Kangert viste sig som den stærkeste, da han og Guillaume Martin kørte fra rivalerne, inden esteren spurtede sig til en 2. plads. Cavagna vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Martin, men da Kangerts BikeExchange-hold er fraværende, må esteren droppe forsøget på at få revanche for sidste års 2. plads.

Ruten

I 2016 introducerede man en ny, hårdere rute, der på det tidspunkt ventedes at skulle være det fremtidige format for den relativt nye semiklassiker. Sådan skulle det imidlertid ikke være, og man synes i stedet at ville variere løbet fra år til år. I hvert fald gentænkte man formatet også i 2017 og 2018, hvor man atter sammensatte en helt ny rute, der dog i sin natur mindede meget om den foregående. Nu tyder noget dog på, at man har fundet et tilfredsstillende format, for der var i 2019 tale om en kopi af 2018-udgaven af løbet.

Sidste år gjorde man gjort det endnu hårdere ved at forlænge den indledende rundstrækning, der skulle køres to i stedet for tre gange, hvilket gav plads til, at man kunne gøre den afsluttende rundstrækning længere og sværere med inklusionen af en ny, stejl stigning. I år justeres den indledende rundstrækning, så den nu er en anelse lettere med 200 færre højdemeter, men den nye, hårdere finalerundstrækning er præcis den samme som sidste år.

Som i de fem foregående år afvikles løbet med Guilherand-Granges som centrum, og denne gang består løbet hovedsageligt af en rundstrækning i det kuperede område vest for byen. Der er tale om en stor rundstrækning, der i sin natur minder om den, der er benyttet de foregående år, men som altså er en anelse justeret i forhold til sidste år - dog stadig med den forlængelse, vi så i 2020. Til sidst afsluttes med en forlænget udgave af den rundstrækning, som har afsluttet løbet hvert år siden 2017, og som igen i år altså er endnu hårdere end tidligere.

I alt skal rytterne tilbagelægge 173,5 km, hvilket er ca. 10 km færre end sidste år, og løbet indledes på Avenue Georges Clemenceau i byens centrum. Første del af løbet består af to omgange på en 71,0 km lang rundstrækning, der udgør hovedparten af dagens udfordringer. Efter en flad indledning, der på første omgang er neutraliseret, start kører man mod sydvest op ad Col de Leyrisse (9,3 km, 4,6%). Den leder op til et fladt plateau, som følges mod sydvest ud til det vestligste punkt. Her vender man rundt for via et faldende stykke at køre mod nordøst, inden man snor sig mod øst op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,7 km, 4,1%), der har top efter hhv. 39,5 km og 110,5 km på de to omgange.

Nu går det via en teknisk nedkørsel mod sydøst tilbage til målbyen, hvor man kører fladt mod syd, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad Cote de Toulaud (1,0 km, 6,3%), der er helt jævn. Toppen kommer 5,4 km fra stregen, som nås efter en nedkørsel og et kort, fladt stykke.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Efter de to omgange afsluttes løbet med en omgang på en anden, 38 km lang rundstrækning i området nord for byen. Den består først af en tur mod nord frem Mur du Cornas-stigningen (1,8 km, 8,6%), der er yderst ubehagelig med 11-12% over de sidste 800 m og har top med 28,4 km til mål. Umiddelbart herefter kører man mod sydvest op ad Saint-Romain de Lerps, der stiger med 7,2% over 6,1 km og blandt andet byder på 1 km med 10,1% på den nedre del, hvorefter den stiger relativt jævnt med ca. 7%, dog med et lettere stykke undervejs.

Toppen rundes med 20,3 km igen, hvorefter en nedkørsel leder mod sydøst ned til byen. Her kører man mod syd ned gennem byen og op over den korte, stejle Cote du Val d’Enfer (1,4 km, 10,6%), der stiger med hhv. 9,2% og 12,2% over de første to gange 500 m og siden med 10,5% over de sidste 400 m. Toppen rundes med 6,1 km igen, og de indledes med en kort, let nedkørsel og 3 flade kilometer mod slutningen. Der er adskillige sving i finalen, herunder et skarpt højresving bare få hundrede meter fra stregen.

Løbet byder på i alt 3061 højdemeter, hvilket er ca. 400 færre end i 2020 og 2019.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Vejret

I en tid, hvor Europa nærmest har apriltemperaturer, havde rytterne sikkert regnet med godt vejr, men de er uheldige. Nok bliver der ikke en gentagelse af sidste års syndflod, men det bliver en kedelig dag, der nok vil starte med enkelte solstrejf, men derefter lide under en bygerisiko på 40-45%. Temperaturen vil nå 13 grader, og det vil være meget blæsende med en frisk til hård vind fra nord (20-27 km/t), der dog vil aftage i løbet af dagen. Det giver en del sidevind på den store rundstrækning, mens der i finalen vil være modvind frem til bunden af Saint Romain de Lerps og dernæst med- og sidemedvind. Man drejer nu ind i sidemodvind for at få medvind på Val d’Enfer, inden man efter nedkørslen får modvind frem til sidste sving og sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Faun-Ardeche Classic er ikke et nemt løb at blive klog på. Hver gang man tror, at man har lært løbet at kende, ændrer arrangørerne formatet, og i de seneste mange år er ruten med ganske få undtagelser blevet forandret. Det gør det svært at bruge de forskellige udgaver som sammenligningsgrundlag, og sådan vil det også være i år. Sidste år gjorde man finalerundstrækningen hårdere, men dengang var vejret så rædselsfuldt, at det episke udskilningsløb, der var så koldt, at forhåndsfavoritten Julian Alaphilippe kollapsede, næppe kan bruges til at afspejle årets løb. Grundlæggende bør den hårdere finalerundstrækning tiltale klatrerne, der nu har en endnu bedre chance for at gøre forskelle allerede på næstsidste stigning, inden den meget eksplosive afslutning på muren Val d’Enfer inde i byen.

Overordnet har der dog altid været tale om et rimelig ensartet format. En hård rundstrækning med flere stigninger skal forceres flere gange, og derefter venter en flad finale. Ruterne fra 2018, 2019 og 2020 minder meget om den, vi har i år, og vi så i 2018, at Romain Bardet faktisk lykkedes med at køre alene hjem fra næstsidste stigning, selvom der er lang vej. I 2019 var det hele imidlertid meget kontrolleret inden eksplosionen på Val d’Enfer, hvor Alexis Vuillermoz angreb hårdt, men blev passeret mod toppen af Lilian Calmejane, der lykkedes med at holde hele vejen hjem

Uanset ruten er det dog et løb for klatrere og ardennerryttere. Højdemeterne er mange, og især nu med den nye rute er de sidste stigninger også svære. Saint-Roman-Lerps er både lang og ganske stejl, og Val d’Enfer er en sand mur, der stiller store krav til rytternes klatreevner. Det er dog også en meget eksplosiv finale, som kræver et vist punch, og det er derfor ikke let for de knap så eksplosive klatrere at vinde. Hvis ikke forskellen gøres tidligere, skal der en vis eksplosivitet til for at gøre det færdigt, selvom stigningen er knaldhård og meget stejl - medmindre da det bliver taktisk til slut, og man kan snige sig væk i en ukontrollerbar finale.

Årets løb er præget af et skræmmende stærkt Astana-hold, der har al mulig interesse i at gøre det knaldhårdt. Alle ved, at Michael Woods er uhyre formstærk og som murspecialist bliver næsten umulig at slå, hvis han slæbes med til bunden af Val d’Enfer. Woods har til gengæld heller ikke her et skræmmende hold, og selvom Israel SUN bestemt ikke er helt ringe, kan han formentlig isoleres, hvis ikke Carl Fredrik Hagen har genfundet sig selv, eller Sebastian Berwick imponerer mere end ventet. Det må være målet for de fleste hold at skabe en taktisk finale, hvor en isoleret Woods kan få svært ved at svare på det hele. Det kræver benhårdt tempo hele vejen, og her ligner Astana holdet, der skal svinge taktstokken sammen med et ganske stærkt Deceuninck-mandskab, der dog i mindre grad har brug for et decideret hårdt løb.

Dagen byder på en del ret kraftig sidevind på den første rundstrækning, men jeg tror ikke, at den vil komme i spil i det generelt lukkede område. Til gengæld er det ret vigtigt for graden af selektion, at vinden er gunstig på Saint-Roman de Lerps, som er stedet, hvor Astana for alvor skal gøre det hårdt og formentlig også angribe Woods. Herefter er der medvind det meste af vejen frem til bunden af Val d’Enfer, hvor medvinden igen øger graden af selektion. Modvinden til slut er en ulempe, men afstanden er så kort, at et soloridt er muligt.

Det ugunstige hold til trods er jeg nødt til at pege på Michael Woods som favorit. Canadieren var så uhyre overbevisende i Var, hvor han var den klart stærkeste, endda også på de lange stigninger søndag. Jeg tvivler på, at nogen sætter ham på ren klatrestyrke, og hvis først han når bunden af Val d’Enfer, er der næppe nogen, der kan følge Woods på så stejl en stigning, der ligger lige til murspecialistens højreben.

Nej, Woods har to udfordringer. Den første er at undgå, at løbet glider ham af hænde på stykket mellem de to sidste stigninger, hvor han meget vel kan være isoleret. Det er en risiko, men heldigvis for ham opstår der ofte alliancer, der øger chancen for, at der altid er folk til at jagte. Hvis Hagen endelig er sig selv, eller Berwick viser sit potentiale, er han heller ikke nødvendigvis alene. Den anden udfordring er det flade stykke til sidst, hvor han i modvinden kan få problemer, men selvom han skulle hentes af et par mand, er han heller ikke langsom på stregen.

Med andre ord har han flere muligheder for at vinde, hvis ikke han bliver slået af stærkere hold. Det gjorde han i Var, men jeg vælger at tro, at stærkeste mand denne gang vinder. Naturligvis kan Carl Fredrik Hagen også komme i spil, hvis alle kigger på Woods, men jeg vil tro, at nordmanden er ren hjælper - særligt fordi det vil undre mig, hvis han har formen til at gøre sig gældende efter et skidt 2020. Løbet må regnes for hårdt til Daryl Impey og formentlig også for Alessandro de Marchi, og Sebastian Berwick kan ikke regnes stærk nok til allerede at vinde så stærkt besat et løb.

SÆT DIT MANAGERHOLD I FELTET.DKS SÆNSONSPIL - OVER 30.000 KRONER I PULJEN
 

Den værste rival kunne være Jakob Fuglsang . Danskeren kom lidt rustent i gang i Var, men på kongeetapen var han overbevisende. Han er formentlig endnu bedre nu, og dette løb er hårdt nok til, at en rytter som Fuglsang kan vinde. Han er ganske god på stejle mure, og er der en, der kan sætte Woods, må det være Fuglsang. Han slår ikke canadieren eller mange andre i en spurt - selvom han i Var viste lidt af sin forbedrede hurtighed - men til gengæld er han et oplagt bud på manden, der kan udnytte et Astana-overtal, når kasakkerne begynder at angribe på skift.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Den rytter, der sammen med Woods, passer bedst til dette løb, er Andrea Bagioli. Italieneren viste sine puncheurevner i et flot 2020, hvor han blev nr. 3 i en puncheurspurt i Vueltaen og lagde benhårdt ud med en lignende spurt i Provence. Samtidig viste han med etapesejren i Ain, at han er lynhurtig på flad vej, og dermed har han alt, hvad der skal til for at vinde et løb med en stejl mur og en flad finale. Deceuninck har også et stærkt hold, og hvis han er flyvende, vil jeg tro, at de også tror på, at han kan slå Woods til slut, hvor han vil være den hurtigste i en spurt. Til gengæld er hans form helt uklar, da han endnu ikke har kørt løb, men som bekendt lagde han uhyre stærkt ud i Provence sidste år.

David Gaudu var meget stærk i Var, hvor han på Mur de Fayence også viste, at han sammen med Fuglsang er manden, der kan true Woods på Val d’Enfer. Han er da heller ikke helt langsom, men en flad spurt er ikke hans kop te, og han slår næppe Woods. Udfordringen er, at FDJ denne gang ikke er alt for stærke, og han kan meget vel være alene efter Saint-Roman de Lerps, hvis ikke Sebastien Reichenbach, der netop har været syg, er i bedre startform, end han plejer. Det kan bringe ham i den ærgerlige situation, at han for at vinde vitterligt skal slå Woods i et direkte opgør, medmindre han får sneget sig afsted i det rette hug. For murspecialisten Gaudu med den hæderlige spurt er det dog hellere ikke umuligt med den fine form, han har. Jeg tvivler på, at Reichenbach har formen til at begå sig, men til gengæld er stigningerne ikke så svære, at en formstærk Bruno Armirail ikke kan komme med til sidst, og han er en mand, der med sin enorme power kan køre væk i en ukontrollerbar finale. Unge Lars van den Berg bliver også spændende, selvom han næppe kan vinde.

Aleksandr Vlasov er ingenlunde prototypen på en endagsrytter, men dette løb er hårdt nok til, at en klatrer kan gøre sig gældende. Finalen er for eksplosiv for ham, og han slår ikke Woods i et opgør på Val d’Enfer. Til gengæld er han del af det skræmmende stærke Astana-hold, og det er ikke helt umuligt at se Astana fange canadieren i den Astana-sandwich, George Bennett kender alt for godt fra Lombardiet. Vlasov er en herligt opportunistisk rytter, der ikke er bange for at angribe, som vi har set, da han sneg sig væk til sejr i Provence, og det er netop strategien, der skal give sejr til en spurtsvag herre som ham. Formen var ikke i top i Provence, men med to ugers yderligere træning er han utvivlsomt med i finalen i dette løb.

Jesus Herrada har nok engang været uhyre formstærk fra start, og trods en offday på sidstedagen i Var viste hans kørsel på Ventoux, at han sagtens kan være med på disse stigninger. Hans 8. plads på Mur de Fayence var også fin, men Val d’Enfer er for stejl til, at han kan matche Woods-typerne. Hans chance er at komme væk i en taktisk finale, men her kan han så også lukrere på, at han stadig må regnes som en af de hurtigere favoritter. Hos sig har han Guillaume Martin, der egentlig er meget bedre på en stejl mur og var god i dette løb for et år siden, men han kommer til løbet efter nogle knæproblemer, og selvom han har trænet udmærket nu, meldes han ikke i topform endnu. Hos Cofidis har Nicolas Edet, Fernando Barcelo og Simon Geschke alle virket for formsvage til at være med i front.

Clement Champoussin bekræftede sit store potentiale i Var, og selvom han ikke er den eksplosive fyr til finalen, er han som klatrer begunstiget af, at Astana formentlig vil gøre det knaldhårdt. Han bør være med blandt de forreste på Saint-Roman de Lerps, og derefter skal han som spurtsvag type finde en måde at vinde på. Det kan blive svært, men ikke umuligt, da han utvivlsomt vil være at regne som underdog. I en finale som denne ligner han med sin gode form et godt bud på en mand, der kan snige sig væk. Ag2r har også Aurelien Paret-Peintre, der ikke var alt for overbevisende i Provence, men stadig må regnes som konkurrencedygtig på den lange stigning. Han er ikke skabt til den stejle mur til sidst, men ligesom Champoussin kan han snige sig væk - og så har vi jo pludselig lært, at han også kan spurte. Nans Peters er til gengæld formsvag, og ruten må trods alt være for hård for den ellers meget velkørende Dorian Godon , der ser spændende ud til søndagens løb.

Den store joker er vel Quinn Simmons. Al logik siger, at supertalentet kommer til kort på så kuperet en rute, men han klatrer altså bedre, end man tror. Han blev nr. 2 bag Attila Valter på kongeetapen i Ungarn foran mange klatrere, og han kom ganske lagt på kongeetapen i Ungarn. Muren til slut er utvivlsomt for stejl for store Simmons, men til gengæld er han en mand, man ikke skal lade køre væk mellem stigningerne. Og så er han også ganske hurtig på stregen. Trek har også den stadig mere spændende Jacopo Mosca , men ruten er nok alligevel til den hårde side for både ham og Toms Skujins. Der er nok også lidt for mange højdemeter for Alexander Kamp, selvom finalen burde passe ham, og han skal også først genfinde sig selv efter en svær tid. Klatreren Michel Ries kan ikke vinde et løb som dette.

En af de store skuffelser i Provence var Ion Izagirre, der formmæssigt virkede helt væk. Baskeren plejer ellers at være god på denne tid af året, men man også formode, at han er bedre nu frem mod et Paris-Nice, der er et mål. Han kan blive ofret til fordel for Fuglsang og Vlasov, men en formstærk Izagirre vil have gode chancer for at klare Saint-Roman de Lerps. Derefter er han måske den mindst overvågede Astana-rytter, og han kan lide stejle mure. Til gengæld skal han alene hjem for at vinde. Til gengæld må Omar Fraile, Vadim Pronskiy og Oscar Rodriguez regnes som rene hjælpere.

Jeg er meget spændt på at se Odd Christian Eiking. Nordmanden virkede endelig genfødt i Besseges, og dette løb burde passe ham. Saint-Roman de Lerps er ikke nødvendigvis for lang, hvis han har formen fra sejren i Arctic Race, og muren til slut er skræddersyet til Eiking, der også er hurtig på stregen. Problemet er bare, at hans form meget ofte forsvinder ud af det blå. Det skal også blive spændende at følge Georg Zimmermann, der kan komme langt og kan spurte, men han mangler nok stadig lidt for meget. Lorenzo Rota kan også komme langt, hvis han er i form, men næppe vinde, da han ikke er hurtig. Til gengæld er løbet nok for svært for Maurits Lammertink og Jan Bakelants.

Sidste år imponerede Mikkel Honoré stort med en top 10 i dette løb, som han derfor også har gjort til et mål. Han viste i Giroen, at han har taget yderligere et skridt, og løbet her burde da heller ikke passe ham dårligt. Jeg frygter desværre, at højdemeterne bliver for mange, og at Astana gør det for hårdt undervejs, men kommer han først over Saint-Roman de Lerps vil han have taktiske kort at spille. Muren er nok lidt for stejl, når han er oppe mod Woods, men får han sneget sig væk, har han spurten som våben. Det er også et godt løb for Dries Devenyns og Pieter Serry, men jeg tror ikke, at de længere er gode nok til at vinde, og James Knox er dels sikkert formsvag endnu og dels ikke typen, der vinder et løb som dette. Endelig vil den forsvarende vinder Remi Cavagna sikkert forsøge at gentage sit vanvidsridt fra sidste år, men mod Astana bliver det svært, når han samtidig ikke er begunstiget af en syndflod og isnende kulde.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Arkea stiller med Warren Barguil, der sidste år i Ardennerne bekræftede, at han er fremragende i denne type løb, hvor han har både punch og spurtstyrke. Desværre er han altid en langsom starter, og han manglede relativt meget i Provence. Det gjorde han dog også sidste år, men i denne weekend fandt han formen med en 4. plads i dette løb og en 2. plads i Drome. Jeg har min tvivl, om det rækker i årets skrappere selskab, men en formstærk Barguil er en vinderkandidat på denne rute. Til gengæld er han formentlig alene, da Maxime Bouet næppe længere er god nok til at være med i front.

En meget spændende kandidat er Alessandro Covi, der efter Marc Hirschis afbud ligner bedste bud fra UAE. Italieneren imponerede stort i Brabantse Pijl sidste år, men han har endnu ikke vist, at han kan begå sig i så svært et løb som dette. Han er mere puncheur end klatrer, men klatre kan han. Præstationen på Ventoux får mig dog til at tro, at det bliver for svært, selvom finalen burde passe ham storartet. Løbet burde ligge glimrende til Rui Costa , men han var så formsvag i Var, at han næppe overlever Astana-massakren, og det vil også ligne Valerio Conti dårligt at have formen til at være med allerede nu - et forhold, Provence synes at bekræfte. Joe Dombrowski er formmæssigt ikke helt væk, men han er slet ikke en mand til et eksplosivt løb som dette.

EF stiller med Alberto Bettiol, der formentlig kører løbet for at finde højdemeter inden Strade Bianche. Logikken tilsiger dog, at løbet bliver for hårdt, og hans chance kommer nok søndag, men hvis han har fundet de procent, han manglede i Besseges, vil jeg ikke helt udelukke, at han kan overraske. Magnus Cort viste fornem form i Var, men også han bør finde løbet en anelse for svært og bør rette blikket mod søndag. Simon Carr er nok bedste bud, men efter den lovende debut i Marseille manglede han lidt i Var, og som spurtsvag får han svært ved at vinde. Hugh Carthy gør sæsondebut, men han passer slet ikke til dette eksplosive løb, og jeg tvivler også på, at den ofte langsomme starter er i form. Julien El Fares har manglet for meget hidtil.

En joker kunne være Ben Tulett. Den unge brite blev en flot samlet nr. 17 i Var, hvor han med sin 15. plads på kongeetapen viste, at han kan være med også på den lange stigning. Han er umiddelbart ikke specielt eksplosiv eller spurtstærk, men kommer han med i finalen vil han være en helt klar underdog, der måske kan overraske. Alpecin har også den tidligere vinder Petr Vakoc, men selvom han sidste efterår viste lidt af sin gamle klasse, bør dette løb med denne rute nu være for hårdt. Jimmy Janssens og Floris de Tier klatrer ikke længere godt nok, og ruten er nok for hård for Tobias Bayer.

Det bliver svært for de andre hold at gøre sig gældende. Hos Qhubeka mangler Fabio Aru stadig problematisk meget, og løbet bliver nok for hårdt for Simon Clarke, der bestemt ikke er flyvende. Robert Power var formmæssigt helt væk i Var, Kilian Frankiny er ikke endagsrytter, og Karel Vacek og Mauro Schmid manglede for meget i Var. Total har mistet Pierre Latour og skal satse hele butikken på Julien Simon, der dog må finde finalen for svær, som det også er tilfældet for formsvage Fabien Doubey. Hos B&B har Jonathan Hivert og Quentin Pacher gjort det pænt, men ikke tilstrækkeligt til at tro, at de klarer Astanas tempo, og det gør næppe heller en ikke overbevisende Eliot Lietaer eller Sebastian Schönberger. Hos Delko har Jose Manuel Diaz klatret pænt, men han er ikke en type, der vinder et løb som dette, der nok er for hårdt for den spændende Alessandro Fedeli. Hos Bingoal har Jelle Vanendert og Laurns Huys manglet for meget, og hos Caja Rural må løbet trods alt være for hårdt for Jonathan Lastra. Endelig så vi i Var, at kontinentalholdene ikke kan være med i disse hårde løb, heller ikke de unge klatrere Stuart Balfour og Yannis Voisard .

OPDATERING: Højst overraskende er Michael Woods pludselig taget af startlisten, hvilket naturligvis forandrer løbets dynamik totalt. Det ændrer ikke på, at Astana formentlig stadig vil gøre det drønhårdt, men nu tilskriver jeg David Gaudu den bedste chance. FDJ er blevet styrket med Thibaut Pinot, der fik problemer med ryggen på sidste etape i Var, men til gengæld viste god form forinden. Han kan komme relativt langt, og FDJ ser nu ud til at have styrken til måske at kontrollere lidt frem mod Val d’Enfer, hvor Gaudu og Fuglsang kan være de stærkeste. I en flad spurt er det lidt åbent, da Fuglsang er blevet hurtigere end tidligere, men Gaudu er formentlig den hurtigste af de to. Jeg vælger derfor at pege på franskmanden. Pinot er også i spil, hvis ryggen holder. Han er næppe god nok til at gå med de bedste på Muren, men i et taktisk spil er han kandidat, også fordi han er hurtig.

Der er flere andre ændringer. FDJ er også uden unge Van den Berg, og Intermarché er uden Zimmermann. Israel SUN mangler foruden Woods også Berwick, men har i stedet James Piccoli, der var helt væk i 2020, men i 2019-form kunne gøre det godt. Alpecin har erstattet De Tier med Louis Vervaeke, der rejste sig i 2020 og kan gøre det pænt, hvis han er i form.

***** David Gaudu

**** Jakob Fuglsang, Andrea Bagioli

*** Aleksandr Vlasov, Jesus Herrada, Clement Champoussin, Quinn Simmons, Ion Izagirre

** Odd Christian Eiking, Mikkel Honoré, Warren Barguil, Thibaut Pinot, Aurelien Paret-Peintre, Alessandro Covi, Ben Tulett

* Guillaume Martin, Hugh Carthy, James Knox, Simon Carr, Alberto Bettiol, Louis Vervaeke, Dries Devenyns, Pieter Serry, Bruno Armirail, Fabio Aru, Kilian Frankiny, Sebastien Reichenbach, Rui Costa, Simon Clarke, Valerio Conti, Alexander Kamp, Julien Simon, Quentin Pacher, Jonathan Hivert, James Piccoli, Jose Manuel Diaz, Jacopo Mosca, Toms Skujins, Carl Fredrik Hagen, Remi Cavagna

SÆT DIT MANAGERHOLD I FELTET.DKS SÆNSONSPIL - OVER 30.000 KRONER I PULJEN
 

Danskerne

Jakob Fuglsang og Mikkel Honoré bør begge have en beskyttet rolle og mulighed for et resultat, og de er begge omtalt ovenfor. Det er også Alexander Kamp, der bør få sin chance, men som nævnt tror jeg, at denne rute må være for hårdt, selv i hans 2019-forfatning. Det samme gælder for en ellers formstærk Magnus Cort, der som Kamp nok står bedre søndag.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Remi Cavagnas sejr fra 2020, Lilian Calmejanes sejr fra 2019, Romain Bardets sejr fra 2018, Mauro Finettos sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr fra 2016 og Eduardo Sepulvedas sejr fra 2015.