Løbets rolle og historie

For mange af verdens bedste cykelryttere er den kommende weekend årets første store højdepunkt, når de går efter den første klassikersejr i Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For etapeløbsryttere og ardennerspecialister er det vigtigt at fortsætte forberedelserne frem mod deres mål, og de belgiske brosten er bestemt ikke den perfekte måde at gøre sig klar til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico.

Frankrig tilbyder imidlertid en alternativ vej, idet landet er vært for to hårde, kuperede endagsløb i weekenden. Lørdag afvikles den 20. udgave af Faun-Ardeche Classic - indtil 2017 kendt som Classic Sud-Ardeche og i 2018 og 2019 som Classic de l’Ardeche - på en vanskelig rute med adskillige stigninger, der gør det til et perfekt løb bare en uge inden starten på Løbet mod Solen, Paris-Nice. Dagen efter tilbyder Drome Classic en lidt nemmere rute, og dermed har feltet således to dage til at gøre sig klar til de kommende store mål.

Tidligere var Faun-Ardeche Classic et løb, der blev afviklet helt for sig selv. Det blev første gang afholdt under navnet Boucles du Sud Ardeche i 2001 og var i de første år på et lavere niveau. Først i 2010 fik det dets nuværende 1.1-status i det officielle UCI-hierarki, men det var primært vigtigt for de franske hold, mens det havde svært ved at tiltrække et mere internationalt felt. Med tilføjelsen af Drome Classic forud for 2012-sæsonen er det imidlertid blevet en langt vigtigere begivenhed og fik ved den lejlighed navnet Classic Sud Ardeche. I 2014 havde man således BMC, Belkin, Omega Pharma-Quick Step og Trek til start sammen med de lokale helte. I 2015 fik de hold selskab af Orica-GreenEDGE, og i 2016 var der endda hele seks WorldTour-hold til start.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Desværre har løbene i høj grad betalt prisen for Abu Dhabi Tours og nu UAE Tours nye placering på kalenderen, og derfor måtte man i 2017 nøjes med deltagelse fra to hold fra sportens øverst hylde, de hjemlige FDJ og Ag2r. I 2018 lykkedes det at genrejse løbet med hele fem hold fra øverste række, Ag2r, Trek, FDJ, Quick-Step og Astana, men i 2019 var det igen kun Ag2r og FDJ, der var at finde i feltet.

Den triste tendens ser vi imidlertid ikke i år. Af en eller anden grund har en stjerneparade af Paris-Nice-ryttere fundet løbet ekstra velegnet i år, og det giver sig udtryk i en stjernespækket startliste. Antallet af WorldTour er nu oppe på syb, og man dertil kan lægge, at de stiller med navne som Julian Alaphilippe, Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Valentin Madouas, Alberto Bettiol, Guillaume Martin, Pierre Latour og Benoit Cosnefroy, der får selskab af Warren Barguil og Lilian Calmejane fra det næstøverste niveau, har arrangørerne grund til at være svært tilfredse med udviklingen.

Begge de to løb afvikles i Massif Central, der er vidt berømmet for sit vanskelige terræn, og derfor er det næppe en overraskelse, at det er løb, der er meget sammenlignelige med ardennerklassikerne. Mens Faun-Ardeche Classic ofte er blevet afgjort i en spurt i en mindre gruppe, da afstanden fra toppen af sidste stigning typisk har været lidt længere, har Drome Classic været mere selektivt, men samlet set lettere, og begge de to første udgaver blev vundet i solofremstød. I 2016 ændrede man imidlertid lørdagens løb ved at gøre det betydeligt hårdere, og efter at man både i 2017 og i 2018 har foretaget flere ændringer toppet med endnu en styrkelse af sværhedsgraden i 2020, fremstår det nu som weekendens hårdeste løb.

Den hårdere rute kom også til udtryk sidste år. Her lykkedes det Lilian Calmejane at slå kontra på Alexis Vuillermoz på toppen af den sidste stigning, og selvom Kilian Frankiny og Thibaut Pinot gjorde deres bedste for at køre Valentin Madouas tilbage til en spurt, holdet Direct Energie-rytteren sig fri med 4 sekunder ned de 12 forfølgere, hvis spurt blev vundet af Madouas foran Odd-Christian Eiking. Calmejane vender tilbage i et forsøg på at vinde for anden gang, og han er atter oppe mod Madouas. Til gengæld er Eiking fraværende, da Circus-mandskabet skipper løbet.

Ruten

I 2016 introducerede man en ny, hårdere rute, der på det tidspunkt ventedes at skulle være det fremtidige format for den relativt nye semiklassiker. Sådan skulle det imidlertid ikke være, og man synes i stedet at ville variere løbet fra år til år. I hvert fald gentænkte man formatet også i 2017 og 2018, hvor man atter sammensatte en helt ny rute, der dog i sin natur mindede meget om den foregående. Nu tyder noget dog på, at man har fundet et tilfredsstillende format, for der var i 2019 tale om en kopi af 2018-udgaven af løbet. I år har man gjort det endnu hårdere ved at forlænge den indledende rundstrækning, der skal køres to i stedet for tre gange, hvilket giver plads til, at man kan gøre den afsluttende rundstrækning længere og sværere med inklusionen af en ny, stejl stigning.

Som i de fire foregående år afvikles løbet med Guilherand-Granges som centrum, og denne gang består løbet hovedsageligt af en rundstrækning i det kuperede område vest for byen. Der er tale om en stor rundstrækning, der i sin natur minder om den, der blev benyttet i 2017, men synes at være en anelse hårdere, og som i år er forlænget i forhold til sidste år, men skal køres én omgang færre. Til sidst afsluttes med en forlænget udgave af den rundstrækning, som har afsluttet løbet hvert år siden 2017, og som i år har endnu hårdere.

I alt skal rytterne tilbagelægge 184,4 km, og løbet indledes på Avenue Georges Clemenceau i byens centrum. Første del af løbet består af to omgange på en 77,3 km lang rundstrækning, der udgør hovedparten af dagens udfordringer. Fra start kører man mod nordvest op ad den lange Saint-Roman de Lerps (7,4 km, 5,8%), der efterfølges af en lille nedkørsel mod vest, inden man op ad den lange, lette Col de Leyrisse (10,3 km, 2,1%), mens man kører mod syd og tilbage mod øst. Herefter fører en lang nedkørsel mod øst tilbage til byens udkant, hvor man som noget nyt slår en sløjfe mod sydvest. Her kører man mod sydvest op ad en bakke (3,1 km, 5,0%) og efter en lille nedkørsel op til toppen af Col de Rotisson (1,8 km, 4,3%). En nedkørsel fører nu mod sydøst øst og nord, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad Cote de Toulaud (1 km, 6,3%). Toppen kommer 5,4 km fra stregen, som nås efter en nedkørsel og et kort, fladt stykke.

Efter de to omgange afsluttes løbet med en omgang på en anden, 38 km lang rundstrækning i området nord for byen. Den består først af en tur mod nord frem Mur du Cornas-stigningen (1,8 km, 8,6%), der har top med 28,4 km til mål. Umiddelbart herefter kører man mod sydvest op ad Saint-Romain de Lerps fra en anden side, hvor den stiger med 7,2% over 6,1 km og blandt andet byder på 1 km med 10,8%. Toppen rundes med 20,3 km igen, hvorefter en nedkørsel leder mod sydøst ned til byen. Her kører man mod syd ned gennem byen og op over den korte, stejle Cote du Val d’Enfer (1,6 km, 9,9%), der stiger med hhv. 8,6% og 13,2% over de første to gange 500 m og siden med 8,0% over de sidste 600 m. Toppen rundes med 6,1 km igen, og de indledes med en kort, let nedkørsel og 3 flade kilometer mod slutningen. Der er adskillige sving i finalen, herunder et skarpt højresving bare få hundrede meter fra stregen.

Løbet byder på i alt 3471 højdemeter, hvilket er stort set det samme som i 2019.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

I forhold til sidste år er den væsentligste ændring inklusionen af Saint Romain de Lerps fra den stejle side til slut, hvor den erstatter en anden, lettere stigning. Afslutningen med Val d’Enfer er den samme som tidligere.

Vejret

Indtil nu har de europæiske løb været afviklet i herligt vejr, men det ændrer sig i weekenden. Lørdag bliver nemlig en dag med konstant regn og en temperatur på 15 grader. Samtidig vil det være voldsomt blæsende med en hård sydlig vind (30 km/t), der dog aftager undervejs (til 20 km/t i finalen). Det giver først sidevind, og siden mod- og slutteligt medvind på den store rundstrækning. På den lille rundstrækning vild er være medvind frem til bunden af Saint-Romain de Lerps og derefter sidemod- og modvind hele vejen til efter nedkørslen fra Val d’Enfer. Herfra vil der være medvind, indtil man drejer ind i sidevind på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

Faun-Ardeche Classic er ikke et nemt løb at blive klog på. Hver gang man tror, at man har lært løbet at kende, ændrer arrangørerne formatet, og i de seneste mange år er ruten med ganske få undtagelser blevet forandret. Det gør det svært at bruge de forskellige udgaver som sammenligningsgrundlag, og sådan vil det også være i år, hvor den hårdere finalerundstrækning burde tiltale klatrerne, der nu har en endnu bedre chance for at gøre forskelle allerede på næstsidste stigning, inden den meget eksplosive afslutning på muren Val d’Enfer inde i byen.

Grundlæggende har der dog altid været tale om et rimelig ensartet format. En hård rundstrækning med flere stigninger skal forceres flere gange, og derefter venter en flad finale. De sidste to års ruter minder meget om årets, og vi så i 2018, at Romain Bardet faktisk lykkedes med at køre alene hjem fra næstsidste stigning, selvom der er lang vej. Sidste år var det hele imidlertid meget kontrolleret inden eksplosionen på Val d’Enfer, hvor Alexis Vuillermoz angreb hårdt, men blev passeret mod toppen af Lilian Calmejane, der lykkedes med at holde hele vejen hjem

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Uanset ruten er det dog et løb for klatrere og ardennerryttere. Højdemeterne er mange, og især nu med den nye rute er de sidste stigninger også svære. Saint-Roman-Lerps er både lang og ganske stejl, og Val d’Enfer er en sand mur, der stiller store krav til rytterne klatreevner. Det er dog også en meget eksplosiv finale, som kræver et vist punch, og det er derfor ikke let for de knap så eksplosive klatrere at vinde. Hvis ikke forskellen gøres tidligere, skal der en vis eksplosivitet til for at gøre det færdigt, selvom stigningen er knaldhård og meget stejl.

Årets udgave er karakteriseret af et meget stærkere felt end sidste år. Vigtigst er det, at Deceuninck kommer for at vinde løbet med Julian Alaphilippe. De har endda givet ham et hold, som hans status fortjener, og med klatrestærke muskelbundter som Remi Cavagna, Mikkel Honoré og Ian Garrison til at føre hele dagen og derefter klatrerne Joao Almedia, Andrea Bagioli og til dels Dries Devenyns til at kontrollere finalen, har holdet gode chance for at holde det samlet til en eksplosiv afslutning på Val d’Enfer, som Alaphilippe vil elske.

Den store joker er naturligvis vejret. Det bliver decideret rædselsfuldt med regn og masser af blæst, og det vil gøre det hele langt, langt hårdere og sikkert også til en kold fornøjelse, selvom temperaturerne vil være ganske pæne. Vinden er så voldsom, at risikoen for sidevind også skal tages i betragtning, da der vil være en ganske fornuftig retning på den indledende rundstrækning. Erfaringen med områdets bakker er dog, at der er en del læ, og da sidevindsstykkerne alle kommer tidligt og inden den sidste rundstrækning, der domineres af med- eller modvind, tvivler jeg på, at sidevindskørsel bliver et tema.

Vinden bliver alligevel vigtig. Efter medvind på Mur de Cornas bliver der nemlig sidemodvind på Saint-Roman de Lerps og derefter knaldhård modvind hele vejen tilbage til målbyen og op over Val d’Enfer. En gentagelse af Bardets soloridt synes derfor næsten umulig, og Val d’Enfer kan i modvind også blive mindre selektiv, selvom de stejle procenter og placeringen inde i byen gør, at det vil være muligt at køre alene væk trods vinden. Det øger chancerne for, at Deceuninck kan holde det samlet inden sidste stigning. Her har de en allieret i Ag2r, der også jagter en eksplosiv afslutning med formstærke Benoit Cosnefroy.

Der er også hold, der vil åbne løbet. Det må særligt gælde Trek med Vincenzo Nibali og Bauke Mollema, EF med Tanel Kangert og Jonathan Caicedo, Cofidis med Guillaume Martin og Nicolas Edet og Arkea med Warren Barguil. Kombinationen af modvind og stærke hold fra Ag2r og Deceuninck gør dog, at jeg tror på en gentagelse af scenariet fra sidste år, hvor et relativt lille felt skal afgøre det på Val d’Enfer.

Dermed er det også umuligt ikke at have Julian Alaphilippe som favorit. Finalen er nærmest skræddersyet til franskmanden, der er stort set umuligt at følge på en mur som denne. Selv hvis han ikke skulle komme fri, vil han kunne slå de fleste i en spurt, især i denne kringlede finale. Formen er også glimrende, for selvom turen til Sydamerika blev ødelagt af lidt sygdom, viste han glimrende ben i et Tour Colombia, hvor han heller ikke i år kunne matche de lokale i den iltfattige luft, men hvor han så ganske stærk ud på den eneste etape, han havde en reel chance for at vinde. Nu er han helt sikkert endnu bedre, og i dette felt mangler der en puncheur til at tage kampen op med ham. Udfordringen kan være det dårlige vejr, der senest ved VM fik skovlen under ham, men Alaphilippe kan godt køre i regnvejr. Hvis hans hold kan kontrollere det, er det svært at se Alaphilippe blive slået, og derfor er han klar favorit. Det betyder også, at de ellers formstærke Joao Almeida og Andrea Bagioli, der begge ville kunne køre et hårdt løb som dette - særligt den eksplosive Bagioli - nok må leve med en hjælpertjans.

Manden, der måske kan true ham, er Benoit Cosnefroy. Franskmanden fortsætter med at imponere efter sejrene i Marseille og Besseges, og han meldte endda om ”crazy good legs” på 1. etape i Haut-Var, hvor udbruddet dog snød ham. Løbet viste imidlertid også, at han stadig har sine begrænsninger på længere stigninger, og man kan med rette frygte, at dette løb trods alt er for vanskeligt, både den samlede profil og Val d’Enfer. Omvendt viste han i Fleche Wallonne, at mure som disse er inden for rækkevidde, og han har i hvert fald punchet. Med sin fine spurt er han også en af de få, der kan true Alaphilippe på stregen. Ag2r kan også spille den formstærke Aurelien Paret-Peintre tidligt ud, men han skal alene hjem for at vinde. Nans Peters er til gengæld stadig lidt for rusten efter kyssesygen, som vi så på Mont-Faron i søndags, hvor han blev slået af Julien Bernard, og Mathias Frank var temmelig formsvag i Valencia. Endelig er Alexandre Geniez inde i en af sine mange gigantiske formkriser, og Mikael Cherel klatrer trods alt ikke godt nok til at vinde.

EF har også en god kandidat til denne finale. Simon Clarke kørte fremragende i Haut-Var, ikke mindst med 2. pladsen på Col d’Eze, og synes klar til at bygge videre på sidste års fornemme sæson. Også for ham gælder, at løbet her kan være en anelse for hårdt, men vi så i sidste års Tirreno, at en formstærk Clarke er stærk i denne slags terræn med stejle mure. Modvinden kan hjælpe ham med at holde Alaphilippe, og i en spurt er han en af de få, der vil have en chance.

Han er imidlertid ikke den eneste EF-kandidat. Alberto Bettiol var den store overraskelse i Besseges, hvor han kørte fra alt og alle på kongeetapen, inden han vandt enkeltstarten. Normalt ville man ellers regne terrænet her som værende for svært, men kørslen på Mont Bouquet viser, at det er inden for hans rækkevidde med den form, han har netop nu. Også i Tirreno gjorde han det godt på sidste års mure, og i en spurt kan han måske true Alaphilippe. Samtidig kommer holdet med Tanel Kangert, der viste fornuftig form i Provence og Haut-Var og er et oplagt bud at spille tidligt ud i dette dårlige vejr, samt Jhonatan Caicedo¸ der endelig fik sit gennembrud i Colombia, men som mangler lidt eksplosivitet og kunne blive et offer for kulden og regnen.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Trek kommer med det tunge skyts i form af Bauke Mollema og Vincenzo Nibali, der kommer direkte fra Algarve. Her skuffede Mollema måske en anelse, selvom han endte i den samlede top 10, men Nibali var overraskende formstærk for februar måned. Han vil også elske det dårlige vejr, som også Mollema magter. Problemet for dem er, at de ikke har mange chancer for at tage kampen op mod Alaphilippe med Val d’Enfer, og de skal have det gjort knaldhårdt og angribe fra distancen. Det er nok mest Nibali, der vil forsøge udefra, mens Mollema, der ikke er helt uden punch, skal køre finalen. I vejr som dette ligner han måske den største rival til Alaphilippe på denne type stigning, og han er nok det næstbedste bud på en mand, der kan køre alene væk. Til gengæld bliver ruten nok for hård for Toms Skujins og Julien Bernard, og Alexander Kamp er desværre ikke i form endnu.

FDJ kommer med Valentin Madouas, der var meget tæt på at vinde sidste års løb. Ruten passer da også til franskmanden, der kan klatre, har punch og kan spurte, men når han alligevel ender et stykke nede på favoritlisten, skyldes det usikkerheden om formen. I forvejen ved vi, at han kan være temmelig ustabil, men alligevel var det skuffende at se hans præstation i Besseges, hvor han var helt væk. Heldigvis er det efterhånden længe siden, og han har haft tid til at forbedre sig. Hvis han er tilbage, er han farlig på en eksplosiv mur, og vi så sidste år, at han også er hurtig på stregen. Holdet har også Sebastien Reichenbach¸ der imidlertid stadig mangler noget form, samt Kilian Frankiny, der i god form kan gøre det fint, men som mangler punch til at vinde.

Cofidis kommer med Guillaume Martin, der kom fint fra land med fornuftig kørsel i Argentina, men hvor han står nu, er uklart. Vejret taler ikke til hans fordel, men de mange højdemeter gør det til et fornuftigt løb, da han også har punch på en mur. Til gengæld skal han alene hjem for at vinde. Det gælder også for den lidt hurtigere Nicolas Edet, der med en samlet 5. plads i Haut-Var nok engang bekræfter, at han har taget endnu et skridt. Til gengæld må man formode, at løbet er for svært for Anthony Perez, selvom etapesejren i Haut-Var vidner om form.

Direct Energie kommer som altid med løbets joker. Man ved aldrig, hvor man har Jonathan Hivert, men han viste faktisk fin form i Provence og starten af Haut-Var, indtil han nok engang faldt sammen. Hans form er i hvert fald stigende, og vi ved, at den altid komme ud af det blå, som da han vandt GP Miguel Indurain sidste år. Netop her viste han sit fantastiske punch på denne slags mure, og han kan også gøre det færdigt i en spurt. Holdet har naturligvis også den forsvarende vinder Lilian Calmejane, der efter en skidt sæsonstart faktisk gjorde det ganske godt i Haut-Var, hvor ruten ellers var for svær. Jeg er stadig ikke overbevist om, at han er på sidste års niveau til en finale, hvor stigningen i forvejen er lidt for stejl, men er han endelig ved at være tilbage, har han punch og kan spurte. Endelig har holdet Julien Simon, der egentlig godt kan køre denne slags finaler, men Ruta del Sol viste, at han stadig ikke er på sit gamle niveau.

Provence viste klart, at Warren Barguil har nogen vej at gå, men vi ved også, at han sjældent er en god starter. Han har haft et par uger til at blive bedre, og som en af løbets bedre klatrere bør han være med langt fremme. Spørgsmålet er bare, om formen er helt god nok til sejr. Arkea har også også Dayer Quintana , men han viste skidt form i Haut-Var. Maxime Bouet og formstærke Anthony Delaplace får det nok også for svært.

NTT får det svært og skal køre offensivt. Bedste bud er nok den spændende Amanuel Ghebreigzabhier, der gjorde det hæderligt på Ventoux og med yderligere formfremgang klatrer godt nok til at komme langt her. Til gengæld er Roman Kreuziger endnu langt fra formen, og han har intet vist i mere end et år. Unge Gino Mader gik helt i stå i 2019, og vi kan ikke vente os meget i sæsondebuten. Matteo Sobrero og Ben King kan klatre, men ikke godt nok til dette løb.

Circus kommer med Xandro Meurisse, der egentlig med sit punch og sin fine spurt burde være god her, men trods sejren i Murcia, der kom via udbrud, viste Algarve desværre, at han formmæssigt er kommet skidt fra land. Det burde også være et næsten perfekt løb for Odd Christian Eiking, men han kører sit første løb efter en blindtarmsoperation, og selvom han så bedre ud i Andalusien, mangler Maurits Lammertink for meget til denne rute. Fabien Doubey er i fornem form og kan komme langt, men vi så også i Provence, at han har begrænsninger på dette niveau. Endelig er klatrerne Simone Petilli og Thomas Degand formsvage

B&B Hotels skal formentlig sætte deres lid til Quentin Pacher¸ der altid gør det pænt i denne slags løb, og som viste form i Langkawi. Ruten her er dog nok lidt for voldsom med tanke på hans faldende niveau i 2019. Sebastian Schönberger viste fin form i Ruta del Sol, men kan ikke være med helt i front, og Pierre Rolland og Cyril Gautier var meget formsvage i Langkawi. Endelig er Arthur Vichot desværre endnu ikke tilbage efter sin virussygdom.

En spændende outsider er Gonzalo Serrano¸ der nok engang viste sit punch med den uventede etapesejr i Ruta del Sol. Desværre så vi også her, at han altså ikke er klatrer, og højdemeterne kan her blive for mange. Som supplement har holdet Alvaro Cuadros, der klatrede overraskende godt på kongeetapen i Andalusien, men som trods alt ikke vinder.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Nippo kommer med Romain Combaud, der i år har klatret bedre end længe, men han er stadig overmatchet i dette selskab, hvis ikke han kører offensivt. Holdets anden klatrer, Jose Manuel Diaz, synes ikke at have formen.

Bingoal kommer med Laurens Huys, der så så lovende ud i Besseges, samt Arjen Livyns , der klatrede overraskende godt i Haut-Var, men baseret på Haut-Var får de svært ved at være helt fremme. Det gør også Jelle Vanendert, der så formsvag ud i Ruta del Sol, og løbet er også for svært for Dimitri Peyskens.

Endelig har Rally, Orbea og Burgos hhv. Nathan Brown, Garikoitz Bravo og Jetse Bol, der dog alle har set formsvage ud, mens Riwal skal håbe på noget fra James Shaw, Kristian Aasvold, Emil Vinjebo og Sindre Lunke, men de har alle manglet meget i deres seneste løb.

OPDATERING: Deceuninck stiller med en svækket seksmandstrup uden Almeida i forsøget på at kontrollere for Alaphilippe. Hverken Vichot, Bettiol, Eiking, Skujins eller Combaud stiller til start. Vini Zabu har udtaget Lorenzo Rota, der gjorde det fint i Laigueglia, og som viste lovende takter i 2019. Derudover stiller de med Edoardo Zardini og Matteo Busato, men de har ikke vist noget i lang tid.

***** Julian Alaphilippe

**** Benoit Cosnefroy, Simon Clarke

*** Bauke Mollema, Valentin Madouas, Vincenzo Nibali, Guillaume Martin, Nicolas Edet

** Lilian Calmejane, Jonathan Hivert, Warren Barguil, Tanel Kangert, Jhonatan Caicedo, Aurelien Paret-Peintre, Amanuel Ghebreigzabhier, Xandro Meurisse, Quentin Pacher, Gonzalo Serrano, Kilian Frankiny

* Julien Simon, Fabien Doubey, Sebastien Reichenbach, Alvaro Cuadros, Maurits Lammertink, Roman Kreuziger, Dayer Quintana, Andrea Bagioli, Gino Mader, Lorenzo Rota, Laurens Huys, Mathias Frank, Anthony Perez, Arjen Livyns, Nathan Brown, Edoardo Zardini

Danskerne

Mikkel Honoré får en nøgleopgave med at kontrollere løbet for Alaphilippe på Deceuninck, mens Alexander Kamp stadig synes formsvag og på Trek primært skal hjælpe Mollema og Nibali. På Riwal skal Torkil Veyhe og Emil Vinjebo forsøge at køre offensivt, da løbet formentlig er for hårdt til, at holdet kan være med helt fremme jf. kommentaren ovenfor.