STREAM FAMENNE ARDENNE CLASSIC OG CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og derudover tilbyder Clasica San Sebastian, Hamburg Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb normalt også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Brussels Cyling Classic, som dog i år er flyttet til juni, Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, der nu er flyttet til marts, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet, hvis man ser bort fra deres intense sæsonafslutning. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Serien af semiklassikere startede den 7. august med Tour of Leuven (det tidligere GP Jef Scherens, og igennem august gik det slag i slag med Circuit Franco Belge, Schaal Sels, Egmont Cycling Race og Druivenkoers Overijse. Siden har der været en lille pause, mens landet skulle have haft blikket rettet mod Benelux Tour, der dog blev aflyst, men nu går det løs igen. Mellem den 14. september og den 9. oktober rundes den belgiske sæson således af med ikke færre end otte endagsløb, hvoraf de fem kommer inden VM og regnes som god forberedelse hertil, mens Binche-Chimay-Binche regnes som et af de større løb efter VM-løbet, hvor det kan agere opvarmning til blandt andet Paris-Tours, som er årets sidste store løb for lidt tungere typer, og være en god chance for at bruge den sidste VM-form - og måske endda vise en ny regnbuetrøje frem. Det hele rundes af med Memorial Rik van Steenbergen d. 9. oktober.

Omloop van het Houtland Lichtervelde var det sidste løb inden VM, og nu rundes festen af med tre løb over otte dage. Det hele starter søndagen efter VM med Famenne Ardenne Classic, inden det tirsdag gælder ugens højdepunkt, Binche-Chimay-Bince. På den anden søndag i oktober slutter den belgiske sæson så med Memorial Rik van Steenbergen, der efter en endeløs serie af aflysninger afvikles for blot anden gang siden 2012.

Famenne Ardenne Classic er et nyt løb, der blev etableret forud for 2017-sæsonen, og det skiller sig lidt ud fra mængden på den belgiske efterårsscene. De øvrige løb har nemlig en klassisk flamsk karakter og er primært skabt til sprintere eller ryttere, der begår sig i brostensklassikerne. Det nye løb finder imidlertid - som navnet antyder - sted i Ardennerne, og selvom der ingenlunde er tale om et Liege-Bastogne-Liege eller Fleche Wallonne, har arrangørerne designet en ganske kuperet rute.

I den forstand bryder løbet med den tradition, der ellers er etableret i årets sidste del, hvor de klatrestærke typer koncentrerer sig om de italienske klassikere, mens de tunge og hurtige folk har fokus på løbene i Frankrig og Belgien. Det nye løb er bestemt ikke for de rene klatrere og passer udmærket til mange af de ryttere, der hidtil har befundet sig i Nordeuropa, men det kan betragtes som en mellemting mellem løbene i Italien og de hidtidige løb i Belgien. Det kan delvist aflæses i startlisten, idet mange af holdene har ladet de tungeste sprintere hvile ud efter en intens periode og i stedet indhentet nogle af de lettere folk, der ikke er blevet sendt til Italien, men historien viser nu også, at et par hurtige folk er nyttige at have, og også det forhold fremgår tydeligt af feltet.

Famenne Ardenne Classic er som nyt løb helt uden tradition og skal først finde sin rolle på kalenderen. Det er ikke let, da det afvikles på en tid, hvor de fleste ryttere ser frem til ferie. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at løbet fortsat er i en eksperimenterende fase. I 2017 afvikledes løbet allersidst på sæsonen som et af de afsluttende løb i Europa, men i 2018 søgte man at udnytte det store tomrum, som mange oplever i VM-ugen. Her er der nemlig ikke andre chancer for ryttere, der fortsat har ambitioner i årets sidste klassikere, men man havde formentlig håbet på en bedre startliste end en, der fra WorldTouren blot talte Lotto Soudal og LottoNL-Jumbo.

I 2019 fik løbet så fået en helt ny placering, da man slog pjalterne sammen med Tour de l’Eurometropole og Binche-Chimay-Binche for at udgøre en fire dage langs løbsblok med tre løb, og det gav et lille boost, da Lotto og Jumbo denne gang fik selskab af endnu et WorldTour-hold i form af CCC. Efter to år med coronaaflysninger er løbet tilbage i 2022, hvor det har fået en ny placering søndagen efter VM, men stadig spiller samme rolle. Således udgør det sammen med Binche-Chimay-Binche og Memorial Rik van Steenbergen - Tour de l’Eurometropole er rykket til august og hedder nu igen Circuit Franco-Belge - atter en afsluttende belgisk løbsblok, dog nu over otte dage.

Som sagt har løbet været ramt af to coronaaflysninger, og derfor skal vi tilbage til 2019 for at finde den seneste udgave. Det blev en aggressiv sag, hvor mange forsøgte at undgå en spurt, og hvor alle øjne var rettet mod Mathieu van der Poel. Hollænderen vandt skam også feltets spurt i en gruppe på kun knap 40 mand, men desværre kom han 17 sekunder for sent. Et udbud på fem mand afgjorde nemlig løbet mellem sig, og her var Dimitri Claeys stærkest, da han sejrede med 5 sekunder ned til Baptiste Planckaert og 7 sekunder ned til Timo Roosen. Selvom det er belgisk, skipper Intermarché løbet, og dermed bliver der intet titelforsvar til Claeys, ligesom det også betyder, at Planckaert heller ikke er med. Da Jumbo og dermed Roosen heller ikke deltager, skal der findes et helt nyt podium denne gang.

Ruten

Famenne Ardenne Classic er måske kalendermæssigt ved at have fundet den ideelle placering, men det nye løb har ikke lagt sig helt fast på ruten. Efter at de to første udgaver i 2017 og 2018 havde næsten helt identiske ruter, ændrede man i 2019 designet. Selvom strukturen var den samme, var både selve finalen og stort set hele den indledende del af ruten ny, men det ændrede ikke på, at terrænet mindede meget om det, vi kendte fra tidligere år.

Det går det også i år, hvor man dog igen ændrer lidt på tingene i den første udgave i tre år. Man fastholder den nye finalerundstrækning, som blev introduceret i 2019, men hele første del af løbet er ny, da man denne gang kører mod øst og ikke mod syd. Det giver et løb, der er ca. 10 km længere og byder på ca. 100 ekstra højdemeter, men som grundlæggende må betegnes som samme koncept som det, der har givet nogle ganske åbne og uforudsigelige udgaver hidtil.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

I alt skal der afvikles 188,1 km med start og mål i Marche-en-Famenne på en rute, der kan inddeles i to dele. Først kører rytterne en omgang på en 116,1 km lang rundstrækning i det kuperede område øst for værtsbyen, hvor der venter flere stigninger - en rundstrækning, der altså er helt ny. Fra start kører man mod syd og sydvest igennem let kuperet terræn, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad den lange Cote de Nassogne (11,6 km, 2,9%), der først stiger med 2-4% over 6 km, inden der venter en nedkørsel over en kilometer og slutteligt stiger med 3-5% over fire kilometer frem mod de sidste 600 m, der er stort set flade.

Toppen rundes efter 25,0 km, hvorefter det generelt er let faldende, mens man kører mod øst og nordøst, inden man atter drejer mod sydøst for at passere Cote d’Ortho (2,9 km, 5,6%), der er en relativt jævn stigning med top efter 47,0 km. Et småkuperet plateau følges nu videre mod sydøst, inden det falder mod nordøst, hvorefter man fortsætter mod nordøst op ad Cote de Nisramont (3,3 km, 4,1%), der ligeledes er en jævn stigning med top efter 61,5 km.

På toppen, der nås i det østligste punkt, drejer man mod nordvest, hvorefter det fortsætter med at stige let, inden man drejer mod sydvest for at følge en lidt småsnoet nedkørsel. Et kort, fladt stykke leder nu mod nordvest, inden det går mod sydvest op ad Cote de Warisy (3,1 km, 5,3%), der er en helt jævn stigning med top efter 89,0 km.

Derfra falder det let mod sydvest og nordvest, indtil man drejer mod sydøst for at passere Cote de Roy, der er finalerundstrækningens nøglestigning. Man rammer kun rundstrækningen et stykke oppe ad stigningen, og derfor bliver der herfra tale om 2,3 km med 4,8%. De første 1,5 km stiger med 5-7%, inden der venter 500 m med bare 1,0% og slutteligt 300 m med 4,4%, inden man efter 100,4 km runder toppen. Herfra kører man sidste del af finalerundstrækningen, inden man efter 116,1 km krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med tre omgange på den 24,1 km lang rundstrækning i området syd for målbyen. Straks efter mål går mod syd og nordøst op ad en bakke (1,8 km, 4,0%), inden en kort nedkørsel leder mod sydøst. Herfra kører man med det samme videre mod sydøst op ad Cote de Roy (3,4 km, 4,3%, hvor kun den sidste del er identisk med den del, man allerede har kørt. Der er tale om en relativt let stigning, hvis første to kilometer stiger med hhv. 3,3% og 5,8%, inden de sidste 1400 m stiger med 3,9% frem mod toppen, som rundes fors sidste gange med 15,7 km igen.

En nedkørsel leder nu mod syd og sydvest, inden man rammer en lige og let faldende vej, der leder mod nordvest. Med 6,4 km igen drejer man mod nordøst ind på en bakke (1,8 km 3,0%), der har top med 4,6 km igen, hvorefter samme lige vej begynder at falde let frem mod en næstsidste kilometer, der er stort set helt flad, og en sidste kilometer, der stiger med 2,2%. Efter svinget med 6,4 km igen skal man igennem rundkørsler med 1900 m og 1300 m igen, inden man drejer skarpt med 1100 m og 800 m igen.

Løbet byder på i alt 2873 højdemeter, hvilket er ca. 100 flere end i de seneste to udgaver.

I forhold til den gamle rundstrækning, der blev brugt i 2017 og 2018, kører man denne gang den anden vej rundt, ligesom der er foretager små modifikationer. Det giver en længere afstand fra sidste stigning, men til gengæld er bakken både stejlere og næsten en kilometer længere.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

STREAM FAMENNE ARDENNE CLASSIC OG CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Vejret

Vi har nået en tid af året, hvor man bestemt ikke kan vide sig sikker på godt vejr, og det gælder måske særligt i Belgien. Vejret til søndagens løb kunne bestemt også være bedre. Der ventes således let regn gennem det meste af sønd’agen, hvor nedbørsrisikoen vil ligge på ca. 75% gennem hele eftermiddagen, og temperaturen vil være relativt beskedne 14 grader. Samtidig vil det være blæsende med en frisk vind (21-24 km/t) fra vest. På den store rundstrækning giver det hovedsageligt medvind på første halvdel og modvind på anden halvdel, mens man på den lille rundstrækning får sidevind og sidemedvind frem til bakken, hvor der vil være med- og sidemedvind. Efter toppen vil der være sidemodvind, indtil man får sidemedvind med 6,4 km igen og slutteligt sidemodvind over de sidste 800 m.

Favoritterne

Et nyt løb byder på en ny rute og dermed nogen usikkerhed om, hvad man skal forvente, men efter tre udgaver har vi i det mindste fået en ide. I 2017 lykkedes det Moreno Hofland at vinde en spurt blandt knap 30 mand, og i 2018 lykkedes det et udbrud med det yderste af neglene at snyde Danny van Poppel for en spurtsejr i et felt på knap 40 mand. I 2019, hvor ruten var ændret, var alle øjne på Mathieu van der Poel, men han var ikke med i det femmandsudbrud, der afgjorde løbet med sejr til Dimitri Claeys, og da han vandt feltets spurt blandt ca. 40 mand, var det for sent. Han kom imidlertid kun 17 sekunder for sent, og således var vi altså også i den seneste udgave for tre år siden ganske tæt på en reduceret massespurt, selvom det var en dag med megen regn.

Billedet har altså været det samme. Det har været en kamp mellem et udbrud og et reduceret felt, hvor man har skullet klatre relativt godt for at sidde med hjem. For tre år siden var der faktisk ingen klassiske sprintere med hjem, men det skyldtes nok snarere startlisten. Van der Poel vandt spurten fora Mike Teunissen og Maurits Lammertink, men derefter var det tungere folk som Christophe Noppe og Lawrence Naesen. Vi taler om et løb med 3000 højdemeter, hvilket kræver gode klatreben, men bakkerne er også relativt bløde. Det er mere terræn, der kan slide folk ned og være svært at kontrollere, end terræn, hvor de bedste bare blæser fra alt og alle, som Van der Poel måtte sande det for tre år siden.

For tre år siden så det ud til, at mange troede alt for meget på en spurt. I hvert fald var der ikke mange sprintere til start. I år synes de fleste hold også at have ladet deres hurtige folk blive hjemme, men feltet tæller dog lidt tungere sprintere som Tim Merlier og Timothy Dupont og derudover mere holdbare sprintere som Biniam Girmay, Arnaud de Lie, Amaury Capiot, Hugo Hofsetter og Edward Theuns. Der er med andre ord denne gang en klart større interesse i en spurt, end vi så det for tre år siden, men særligt De Lie, der har været meget offensiv i sine seneste løb, og Girmay vil have det fint med at vinde fra et udbrud også.

Ruten er nytænkt i forhold til 2019-udgaven, men med samme finalerundstrækning. I forhold til 2017 og 2018 køres rundstrækningen omvendt, så man får en længere og sværere stigning, der nu til gengæld kommer hele 15 km fra mål. Stejl er den med sine 4,8% ikke, og det efterfølgende stykke favoriserer klart et jagtende felt, hvis de kan organiseres. Vi så da også sidste år, at forløbet i 2019 var nogenlunde som i 2017 og 2018.

Udfordringen bliver ud over de mange bakker især vejret. Som i 2019 vil det være en dag med en del regn, men modsat dengang vil det også blæse kraftigt. Vinden er stærk nok til sidevindskørsel, men den ser aldrig rigtigt ud til at stå rigtigt, og derudover ser vi sjældent sidevindskørsel i Vallonien. Desværre er der også en kraftig modvind på den sidste del frem til rundstrækningen, og vi skal derfor næppe regne med en helt tidlig åbning af løbet. Den vil formentlig komme på rundstrækningen, hvor vi må forvente, at der vil blive angrebet i højre og venstre, også relativt tidligt. Medvinden på bakken vil være godt for dem, der vil gøre forskelle, men det efterfølgende modvindsstykke på en lang, lige nedkørsel er til gengæld god for feltet. Samlet set bør regn og vind dog øge chancen for, at angriberne kan undgå en spurt.

Man må antage, at vi får det klassiske forløb, som vi har lært at kende. I disse vejrbetingelser kan man ikke helt udelukke, at der kører en stor og stærk gruppe allerede i den tidlige medvind, og at de aldrig bliver hentet. Det vil kræve, at de store hold alle er tilfredse, men det er bestemt en mulighed, at vi får et udskilningsløb fra et stærkt udbrud, der etableret efter en vild start. Mere sandsynligt er det dog nok, at de store hold vil hente et morgenudbrud, inden der bliver angrebsfest på rundstrækningen. Her er spørgsmålet så, om et udbrud kan holde hjem, som det gjorde i 2019 og 2018, eller om vi vil se en spurt som i 2017.

Det kan gå begge veje, men jeg tror, at chancen for et udbrud er ret god. Med kun seks WorldTour-hold er det et af de svagere besatte belgiske endagsløb, og der er således ikke mange hold, der skal have en stærk mand foran, inden det kan blive svært for feltet at hente dem. Vi har set, at Lotto ikke kører målrettet for en spurt med De Lie, når han er til start i kuperede løb, hvor han ofte selv angriber, og Intermarché vil næppe heller satse hele butikken på en spurt med Girmay, selvom de nok er mere tilbøjelige til at gå efter en spurt i et defensivt løb. Cofidis og Israel-PT vil for alt i verden ikke spurte, og også Trek har folk, der kan køre offensivt. Det samme har Alpecin, hos hvem det vil være meget farligt at satse 100% på Merlier på denne kuperede rute, og det er nok mest Arkea, der kan tænkes at køre et ret defensivt løb. Det får de dog næppe meget ud af.

Der er så mange sprintere, at jeg ikke kan udelukke en spurt, men jeg tror, at chancen for endnu en udbrudssejr - der står jo allerede 2-1 til udbryderne - er god. Det er til gengæld altid lidt tilfældigt, hvem der ender i et sådant. I 2019 var Van der Poel utvivlsomt bedste mand, men han var ikke med i front, fordi han var for overvåget. For at vinde på denne rute skal man dog være en stærk og holdbar type med god efterårsform og -friskhed. En god spurt er også en fordel, men som vi så i 2019, blev frontgruppen splittet til atomer, så de kom ind én og én efter en hård dag. Terrænet er altså svært nok til, at udbruddets stærkeste mand kan køre alene. Det kan ske i medvind på bakken, selvom den efterfølgende modvind er en ulempe, men i 2019 gjorde Dimitri Claeys det faktisk først på den ret bløde bakke på den lange, lige vej ind mod målbyen til sidst.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

En sådan udvikling vil altid give løbet et præg af tilfældighed, og derfor er der også lidt mavefornemmelse involveret, når jeg peger på Biniam Girmay. Skulle det ende i en spurt, vil han have en god chance for at vinde i denne stigende finale, der burde passe ham som fod i hose, og her vil han også have en mulighed for at slå den normalt hurtigere De Lie. Jeg tror dog mere på et hårdt løb, og her står han stærkt. Han havde ganske vist et uhyre skuffende VM, men hans 3. plads i Quebec og ikke mindst 2. pladsen i Vallonien viste, at formen er ganske udmærket. Sidstnævnte viste også, at han kan begå sig i regnvejr, hvad der ellers tidligere har været et problem. Hans sejr i Gent-Wevelgem vidner om, at han er god i hårde endagsløb som dette, og at han også kan gøre det færdigt med sin gode spurt fra et udbrud. Min bekymring er, om han kan være isoleret i et udbrud i finalen, eller om han som Van der Poel i 2019 vil blive for overvåget, men han burde være så stærk, at han står med gode muligheder.

Intermarché har også andre muligheder. Den forsvarende vinder, Dimitri Claeys, har oplevet en lille renæssance på det sidste, og han ser ikke ud til at være uden chance for at gentage sejren via et udbrud i et af karrierens allersidste løb. Næstbedste kort burde dog være Loic Vliegen , der er halvhurtig og skabt til et ardennerløb som dette, men siden den forrygende flotte kørsel i Vallonien, hvor han satte Girmay perfekt i scene, har han været syg og kikset i tre løb i træk. Han skal med andre ord have fundet sig selv den sidste uge. Et alternativ er også den holdbare sprinter Hugo Page, men han har ikke imponeret voldsomt med sin holdbarhed på det sidste, og Baptiste Planckaert er en skygge af sig selv, mens unge Dries de Pooter må være hjælper.

Jeg er ret spændt på Arnaud de Lie. Sammen med Girmay er han den store favorit til en spurt, hvor han normalt vil være hurtigst, men hvor de 2% kan gøre det meget lige mellem de to favoritter. Jeg tror dog også, at han kan vinde i et hårdt løb. Allerede i Limburg så vi, at han kan angribe i denne slags terræn, go efter en periode, hvor hans holdbarhed var begrænset, synes han at have taget næste skridt. Han var i hvert fald med i de stærke angreb i det meget stærkt besatte Primus Classic, og han angreb også på sidste bakke i Paris-Chauny i søndags. Min frygt er stadig, at disse bakker er for lange og højdemeterne lidt for mange, men som Girmay har han en chance for at vinde på to måder.

Holdet står imidlertid stærkt. Det er denne slags løb, Victor Campenaerts er begyndt at excellere i, og denne rute er så kuperet, at han vil være i sit es. Nu er han endda også begyndt at kunne gøre det færdigt i en spurt, men desværre har han ikke virket på toppen siden den stærke august. Senest var han ikke overbevisende i Vallonien, og heller ikke i Primus Classic var han flyvende. Han er dog så godt kørende, at han bør være en af favoritterne i et felt, der ikke er fremragende, og hvor man belønnes for den aggressive kørsel, han elsker. Holdet har også Florian Vermeersch, der efter en skuffende tid viste hæderlig form i Canada, men han kan være en anelse tung til at vinde fra et udbrud. Han vil måske snarere være back-up i en spurt, hvis De Lie brænder kræfterne af i udbrud. Et andet alternativ er Cedric Beullens, der også er hurtig og sluttede Vueltaen godt af, men hvor han står nu, er uklart. Til gengæld fortsætter Brent van Moer med at skuffe.

Jeg har også store forventninger til Anthony Turgis. Franskmanden var efter Touren meget formsvag, men nu begynder han at være der igen. Hans kørsel i Primus Classic, hvor han var en af de stærkeste på bakkerne, var i hvert fald opløftende, og to uger senere bør en stigende formkurve have bragt ham endnu længere. Han kan deltage i en spurt, hvor han dog ikke slår Girmay eller De Lie, men i et udbrudsscenarium er han en perfekt kandidat. Vi ved, hvor fremragende en klassikerrytter, han er blevet, og han kan gøre det færdigt på stregen. Det burde også være et perfekt løb for Dries van Gestel, der i år har excelleret i denne slags løb og nu også er begyndt at kunne spurte. Med undtagelse af en god spurt i det meget lette løb i Lichtervelde har han dog ikke været på toppen på det sidste. En tredje option er Edvald Boasson Hagen, der ikke viste helt ringe form i Vallonien og er kommet lidt i gang igen. Han vil være den foretrukne sprinter, men får svært ved at slå de to favoritter. Han skal satse på det hårde løb, og jeg tror måske, at han mangler lidt for meget på stigningerne til at vinde. Valentin Ferron synes stadig for formsvag, selvom der er fremgang at spore, og selvom det var meget bedre i Primus Classic, synes Niki Terpstra at mangle for meget til et løb, der i dag også må være for kuperet for ham.

Israel-PT kommer med Sep Vanmarcke, der har haft et efterår med temmelig blandede signaler. Han var bestemt ikke overbevisende i august, hvor han også led af noget sygdom, der kostede ham Bretagne, men efter sejren i det svagt besatte løb i Maryland chokerede han med en 15. plads i Montreal, der ellers er for hårdt for ham. Siden floppede han totalt ved hjemkomsten til Europa i Vallonien, inden han måske lignede stærkeste mand i sit meget aggressive Primus Classic. Tendensen er dog klart formfremgang, og han ligner en af favoritterne til at vinde fra et udbrud. Han er god i hårde endagsløb, har en god spurt, trives i dårligt vejr og passer udmærket til disse blødere stigninger. Han ligner dog også eneste kandidat for Israel-PT. Tom van Asbroeck kan måske spurte sig til en top 10, men han har været meget skuffende i nogen tid, og hverken Mads Würtz Schmidt eller den tidligere vinder Guillaume Boivin, der nok er lidt for tung til dette stærkere felt, har vist megen form. Løbet er utvivlsomt alt for hårdt for den formsvage Rudy Barbier.

Trek kommer med en meget interessant kandidat i Toms Skujins. Han er mest af alt hjælper, men her burde han få sin chance, som han har gjort det meget i et flot efterår. Med en 7. plads i San Sebastian, en 9. plads i Bretagne samt 12. og 14. pladser i Canada er han kørt i top 15 i fire af efterårets fem endagsløb på WorldTouren, og det vidner om et tårnhøjt niveau. Det er desværre også klart, at han har været i form længe, og hvor han står efter en løbspause på tre uger, er uklart. Dette løb, der meget vel kan blive afgjort fra udbrud, er imidlertid et løb, som en aggressiv type som ham kan vinde, også fordi han er ganske hurtig i en stigende spurt og god i dårligt vejr. Han ledsages af et meget spændende kort i Alex Kirsch, der i dag mest er hjælper, men tidligere var en sublim puncheur til netop denne slags løb. Terrænet passer ham, og han er hurtig, så er han frisk efter Vueltaen, vil han være et glimrende kort. Til en spurt vil holdet satse på Edward Theuns, der har spurtet godt her i efteråret og vist god form. I teorien kan også han vinde fra udbrud, men her bliver det nok en anelse for hårdt, og i en spurt får han trods alt lidt svært ved at slå De Lie og Girmay, selvom det stigende opløb passer ham fint. Til gengæld synes Tony Gallopin slet ikke at være i form, og Daan Hoole har ikke for alvor vist sig i linjeløbene på dette niveau.

Cofidis kommer med Axel Zingle, der er nærmest skabt til dette løb. Han er god i denne slags terræn og kan slå næsten alle potentielle udbrydere i en spurt. Hans form har imidletid ikke været let at blive klog på. Han så godt ud i Arctic Race, men floppede så totalt i Bretagne og Doubs, inden han rejste sig med 8. pladsen i Vallonien og aggressiv kørsel i Primus Classic, hvor han dog manglede en anelse, da han forsøgte at køre med Campenaerts og Van Wilder op til udbruddet. Han er svingende, men hans ben fra Vallonien gør ham til vinderkandidat fra et udbrud, og i en spurt vil han kunne blande sig, men ikke vinde. Han er imidlertid ret alene på et svagt Cofidis-hold, hvor Pierre-Luc Perichon intet har vist i år.

Jeg glæder mig ganske meget til at se Oliver Naesen. Belgieren har lignet en mand, der havde toppet, men i Bretagne var han pludselig genfødt og eneste mand, der fulgte Van Aerts angreb i finalen, inden han spurtede sig til en 7. plads. Til gengæld missede han Vallonien, måske grundet sygdom, og selvom han blev nr. 8 i spurten i Primus Classic, var han helt anonym i det løb. Hans form er derfor lidt ukendt, men har han benene fra Bretagne, er dette et glimrende løb for ham. Han er god i dårligt vejr, klatrer hæderligt i dette terræn og kan spurte. Holdets anden topkandidat er Greg van Avermaet, der vel passer endnu bedre til løbet, da han klatrer bedre end Naesen. Han skuffede imidlertid i Vallonien og var helt anonym i Primus Classic, og efteråret har bekræftet, at han stadig er langt fra fordums styrke. Hans to top 16-placeringer i Canada viser dog, at han burde have niveauet til at kunne vinde fra udbrud her, også fordi han er hurtig. Det er heller ikke et dumt løb for Stan Dewulf , men han har aldrig fundet formen i år, og en tur til Australien har næppe gjort det bedre. Lawrence Naesen vil formentlig finde ruten for hård til at overleve til en spurt, hvor jeg vil tro, at de satser på Van Avermaet.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Alpecin kommer med Tim Merlier, der er i gang med noget, der vel må være den største krise i hans korte landevejskarriere. Dette løb er næppe det bedste til at rejse sig. Når man ser på, hvor tunge sprintere der før har overlevet, er det et løb, der er inden for hans rækkevidde, og han kan også køre en stigende spurt, men som han har klatret dette efterår, vil det overraske mig, hvis han sidder med hjem og endnu mere, hvis han vinder en spurt mod De Lie og Girmay, der passer bedre til denne finale. I stedet skal vi måske se i retning af Gianni Vermeersch, men hvor han står efter Vueltaen, er uklart. Han så formstærk ud i den tredje uge, men var ret anonym i Primus Classic, og generelt har han i år ikke fundet benene fra sidste år. Det er dog denne slags løb, hvor han plejer at excellere, og han passer storartet til terrænet, er god i dårligt vejr og kan spurte. Han er således en klar vinderkandidat, hvis han er i form. Det burde også gælde for Dries de Bondt, der jo er specialist i at vinde løb som disse, hvor han også er hurtig og kan deltage i en spurt, men han virker formmæssigt helt fra den. Det kunne være herligt, hvis Alexander Krieger, der jo engang var meget holdbar og i stand til at vinde denne slags løb via sin gode spurt, kunne genfinde fordums holdbarhed, men det er der ikke mange tegn på, og hvor han står efter Vueltaen ved vi heller ikke. Et alternativ til en spurt er Lionel Taminiaux, der grundet sejren i Dunkerque formentlig er over Krieger i hierarkiet, men han vil ikke slå favoritterne i det stigende opløb og kan meget vel få det for svært. Holdet har også Silvan Dillier , der tidligere kunne vinde et løb som dette fra udbrud, men det synes niveauet ikke helt at række til længere.

Arkea er næsten nødt til at satse på en spurt. I topform havde Connor Swift og Hugo Hofstetter været gode kandidater til et udbrud, men begge har virket meget formsvage på det sidste. Hofstetter synes dog så meget i bedring, at han bør have en chance for at sidde med hjem til en spurt. Her vil han elske det stigende opløb, men vinde kan han ikke. Et bedre kort er Amaury Capiot, der ikke er på toppen, men burde kunne sidde med hjem. Også han vil elske det stigende opløb, og han er også hurtigere end Hofstetter, men det er svært at se ham slå både De Lie og Girmay.

Sport Vlaanderen har to halvhurtige og robuste kandidater i form af udbrudskongen Rune Herregodts og Kenneth van Rooy. Begge - særligt Van Rooy - kan gå efter en top 10 i den stigende spurt, men skal de vinde, skal det være via udbrud. Det er klart, at der er bedre bud end dem, men terrænet passer dem, de er hurtige, og begge har vist form. Herregodts har også en fabelagtig evne til at gøre det færdigt. Måske kan Aaron van Poucke også forsøge sig, men vinde kan han ikke.

Hos Human Powered Health skal man satses på et udbrud med Nicklas Zukowsky. Canadieren viste i Danmark en holdbarhed, vi ikke tidligere har set, og han blev tillige nr. 2 i Maryland. Han skuffede i Slovakiet, men et godt VM vidner om, at formen fortsat er god, og han er også ganske hurtig. Til gengæld er Pier-André Coté ikke i form til at sidde med hjem til en spurt, og løbet er for hårdt for Matthew Gibson.

Det er svært at tro på Bingoal er ruten for hård for Timothy Dupont, og mens Stanislaw Aniolkowski har imponeret med sin holdbarhed i år, virkede han så tung i Primus Classic, at dette løb formentlig for hårdt. Halvhurtige Luc Wirtgen er en skygge af sig selv.

På kontinentalholdene er det særligt Aaron Gate, vi skal holde øje med. Han har vist, at han kan komme meget langt i et udbrud, og han er også en hæderlig afslutter. Bolton har endda et alternativ i Mark Stewart, der netop har taget den samlede sejr i Rumænien, men også han skal vinde via udbrud. Riwal har gode udbrudskandidater i Lucas Eriksson, Mathias Bregnhøj og i mindre grad Jacob Eriksson, men de får svært ved at gøre det færdigt. Beat skal vel håbe på at få Jordy Bouts med hjem til en spurt, mens Metec skal håbe på en spurt med Harthijs de Vries eller et udbrud med Tim Marsman, Thijs de Lange eller Tibor del Grosso. WiV skal håbe på en spurt med en ikke helt formstærk Rory Towsend eller Jim Brown, der nok får det for hårdt, eller et udbrud med Jacob Scott. Volkerwessels skals satse på udbrud med de formstærke Peter Schulting og Bart Lemmen, mens løbet bliver for hårdt for sprinteren Maikel Zijlaard . Minerva har Thimo Willems til et udbrud, men han synes ikke flyvende, og Leopard synes uden de store chancer.

BEMÆRK: Kun meget få hold er endeligt udtaget. Der må ventes en del ændringer, som det altid er tilfældet på denne tid af året.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er kommet afbud fra Edvald Boasson Hagen, Jacob Scott, Rudy Barbier, Mads Würtz, Jacob Eriksson, Mathias Bregnhøj, Thimo Willems, Peter Schulting, Dries de Pooter og Lucas Eriksson. Israel-PT har udtaget Giacomo Nizzolo som en kandidat til en spurt. Han vil elske det stigende opløb, men med det, han har vist i år, er det svært at se ham slå Girmay og De Lie. Holdet har også udtaget Jenthe Biermans og Omer Goldstein som alternativer til Vanmarcke i et udbrud, men Biermans’ gode form synes forsvundet, og vi ved ikke, hvordan Goldstein har det efter Vueltaen. Intermarché har udtaget Taco van der Hoorn, der som altid er farlig fra et udbrud, men selvom han aldrig kan afskrives, er denne rute måske til den kuperede side for ham. Endelig har Volkerwessels udtaget sprinteren Nick van der Meer, men han bør finde løbet for hårdt, mens Leopard har udtaget Jarno Mobach som deres mand til et udbrud.

***** Biniam Girmay

**** Arnaud de Lie, Anthony Turgis

*** Sep Vanmarcke, Victor Campenaerts, Toms Skujins, Axel Zingle, Oliver Naesen

** Gianni Vermeersch, Loic Vliegen, Greg van Avermaet, Alex Kirsch, Tim Merlier, Edward Theuns, Giacomo Nizzolo, Amaury Capiot, Dries van Gestel, Florian Vermeersch, Cedric Beullens, Dimitri Claeys, Taco van der Hoorn, Hugo Hofstetter

* Dries de Bondt, Stan Dewulf, Kenneth van Rooy, Rune Herregodts, Nickolas Zukowsky, Stanislaw Aniolkowski, Aaron Gate, Tom van Asbroeck, Hugo Page, Alexander Krieger, Lionel Taminiaux, Brent van Moer, Valentin Ferron, Jenthe Biermans, Omer Goldstein, Silvan Dillier, Tony Gallopin, Connor Swift, Guillaume Boivin, Lawrence Naesen, Mark Stewart, Tim Marsman, Thijs de Lange, Tibor del Grosso, Harthijs de Vies, Rory Townsend, Jim Brown, Bart Lemmen, Jarno Mobach

Danskerne

Hos Trek skal Jakob Egholm formentlig støtte Edward Theuns, Toms Skujins, Alex Kirsch og Tony Gallopin, mens det hos Riwal handler om at ramme udbruddet, også med de fire danskere Christoffer Lisson, Morten Nørtoft, Kasper Søgaard og Emil Vinjebo.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Dimitri Claeys’ sejr fra 2019 i videoen til højre, Guillaume Boivins sejr fra 2018 og Moreno Hoflands sejr fra 2017.

STREAM FAMENNE ARDENNE CLASSIC OG CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE