Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu EuroEyes Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hård af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2916, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Sunweb og Bora-hansgrohe er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Landet havde endda tiltrukket sig Tour-starten i 2017, og som erstatning for det forsvundne løb i Bayern genopstod Deutschland Tour i 2018 i samarbejde med ASO, der ser Tyskland som et vigtigt marked, og med et fabelagtigt felt i 2019 synes at fremstå som en stor succes.

Der er dog ét løb, der synes at have upåvirket af al tumulten. Trods en meget kort historie har EuroEyes Cyclassics Hamburg etableret sig selv solidt på WorldTour-kalenderen som et af de største endagsløb i sensommeren og kombinerer et professionelt løb med et motionsløb, der har udviklet sig til at være et af de største og mest populære i Europa. På en stor søndag i august samles tusinder af amatører for at teste sig selv på de samme veje, som udgør scenen for et af verdens allerstørste løb.

Med en placering i den nordlige metropol Hamburg blev løbet skabt i 1996, og dermed finder det sted i en af de allerfladeste egne af Tyskland. På det tidspunkt var cykelsporten i Tyskland på sit højeste, da Ullrich vandt Tour de France bare et år senere, og Erik Zabel netop havde indledt sin totale dominans af Tourens pointkonkurrence. Ullrich gjorde sit hjemmebaneløb ære ved at tage sejren samme år, som han vandt løbet i Frankrig, og bare et år senere havde det nye løb fået plads på kalenderen for verdens største endagsløb, World Cuppen.

Det forblev en del af den løbsserie, indtil den forsvandt efter 2004-sæsonen og blev derefter med det samme en del af den nyskabte ProTour, der blev etableret fra næste sæson. Siden da har det været en del af sportens fineste kalender og er forblevet et af de allerstørste mål i anden halvdel af sæsonen for mange af verdens bedste sprintere.

Området omkring Hamburg er pandekagefladt, og terrænet giver stort set ingen muligheder for at skabe et selektivt cykelløb. Hvad der gør løbet hårdere end mange andre flade løb er distancen på ca. 220 km og løbets mest ikoniske stigning. Den 700 m lange Waseberg er en lille rampe i det vestlige Hamburg, der byder på stigningsprocenter på op til 15, og den sætter altid krydderi på finalen. Som det er normalt i cykelløb, har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere og hårdere ved gradvist at tilføje flere passager af de stejle skråninger, og i de senere år har sprinterne skullet overleve stigningen tre eller fire gange - sidste gang med bare 15,5 km til mål - for at få en chance for at kæmpe om sejren i den lynhurtige finale på Mönckebergstrasse i det centrale Hamburg.

Waseberg og distancen betyder, at løbet ikke er for alle sprintere. Kun de stærkere folk har en chance for at vinde Tysklands største endagsløb, og det er ikke overraskende, at færre end 30 ryttere er sluttet i samme tid som vinderen i flere udgaver Konstante angreb er en del af ordenen på Waseberg i en typisk svært kontrollerbar finale, og det kræver en dedikeret indsats af sprinterholdene at få det hele samlet til det, der typisk er en meget forvirrende spurt.

Mange har forsøgt at snyde sprinterne, men kun få har haft succes. Alessandro Ballan er den seneste angriber, der vandt i Hamburg, men det skete helt tilbage i 2007. Inden da skal vi tilbage til 2003-udgaven, hvor en formstærk Jan Ullrich sprængte feltet på Waseberg, hvorefter Paolo Bettini tog sejren fra et lille udbrud. De seneste elleve udgaver er alle endt i massespurter med hhv. Robbie McEwen, Tyler Farrar (to gange), Edvald Boasson Hagen, Arnaud Demare, John Degenkolb, Aleksander Kristoff, André Greipel, Caleb Ewan og Elia Viviani (to gange) som sejrherrer.

Oprindeligt blev løbet holdt bare en uge efter Tour de France og tiltrak derfor mange af de formstærke Tour-sprintere. I de senere år er løbet dog blevet flyttet til samme weekend, som Vueltaen starter, og imens har Clasica San Sebastian overtaget den gamle placering, så de kan drage fordel af muligheden for at tiltrække formstærke klatrere fra Touren. Ganske overraskende har det boostet startlisten for begge løb. Tidligere var sprinterne ofte for trætte efter tre ugers overlevelse, men nu om dage har de haft adskillige uger til at hvile sig og endda få løbskilometer i benene i BinckBank Tour inden løbet. Derfor har startlisten i de senere år været helt fantastisk, ikke mindst fordi stort set alle topsprinterne nu skipper Vueltaen.

Sådan var det ikke sidste år, hvor løbet af uforklarlige årsager blev afviklet samtidig med BinckBank Tour, men nu er det tilbage i sin vante plads i ugen efter det hollandsk-belgiske løb, som appellerer til mange af de samme ryttertyper. Det har genskabt løbets stærke felt, og arrangørerne kan ikke være utilfredse med at kunne præsentere topsprintere som Elia Viviani, Pascal Ackermann, Peter Sagan, Caleb Ewan, Alexander Kristoff, Arnaud Demare, Matteo Trentin, Giacomo Nizzolo, Sonny Colbrelli, Danny van Poppel, Sacha Modolo, Kristoffer Halvorsen, André Greipel og Cees Bol, og man kan vel med nogen ret hævde, at de eneste topsprintere, som ikke kører enten Vuelta eller i Hamburg, er Dylan Groenewegen og Alvaro Hodeg.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

EuroEyes Cyclassics indleder nu en vigtig serie af europæiske efterårsklassikere, der passer en bestemt ryttertype, og som også inkluderer Bretagne Classic (det tidligere GP Plouay) og Brussels Cycling Classic (det tidligere Paris-Bruxelles). Sammen med BinckBank Tour, der som sagt ofte har haft næsten det samme felt til start, giver disse løb sprinterne og klassikerspecialisterne mange muligheder for at score vigtige point i sensommeren og det tidligere efterår, og da Vueltaen stort set er renset for sprinteretaper, fokuserer de fleste af dem på denne vigtige løbsblok i Nordeuropa. Da årets VM i år også har interesse for disse ryttere, har perioden bestemt ikke tabt sin betydning i 2019, hvor løbet i Hamburg for mange af et af de første skridt på vejen mod Yorkshire.

Sidste år endte løbet som vanligt i en massespurt efter en hektisk finale, der blandt andet sendte løbets måske største favorit, Pascal Ackermann, i asfalten, og fra det kaos spurtede Elia Viviani sig til sin anden sjer i træk, da han henviste Arnaud Demare og Alexander Kristoff til de sekundære podiepladser. Viviani, der gør debut i sin europæiske stjernetrøje, vender tilbage i jagten på et hattrick i det, der vil være sæsonens næstsidste løb, og han er igen oppe mod de tidligere vindere Demare og Kristoff, der håber at gentage deres sejre fra hhv. 2012 og 2014.

Ruten

Med de ganske få topografiske udfordringer i området omkring Hamburg er det ikke overraskende, at EuroEyes Cyclassics er et løb for sprintere. Da løbet slutter i byens centrum, der er pandekageflad, er det helt umuligt for arrangørerne at sammensætte en hård rute, der for alvor kan skabe udskilning. Heldigvis ligger den korte, stejle Waseberg ikke langt fra målstregen, og stigningen er blevet løbets kendetegn. Som sagt har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere passager af den frygtede stigning, men indtil nu har det ikke været nok til at undgå en spurtafgørelse. Det har dog haft en effekt på løbets hårdhed, og vi har set ganske små felter spurte om sejren i de fleste af de seneste udgaver.

Efter et par år, hvor arrangørerne forsøgte at ændre tingenes tilstand for at finde den bedste model for løbet, synes de nu at have fundet en rute de er tilfredse med. Mellem 2012 og 2014 brugte man stort set den helt samme rute, men i 2015 indførte man en nyskabelse. I stedet for den traditionelle start i Hamburg indledte man løbet i Kiel, hvilket betød, at distancen samtidig blev reduceret fra 247,2 km til 221,3 km. Dermed ændrede man den flade indledning, og finalen blev også modificeret ved at skippe en passage af Waseberg, hvormed man kun skulle forcere stigningen tre gange.

I 2016 år vendte man tilbage til starten i Hamburg og førte ruten tilbage til noget, der lignede den, der blev benyttet i årene forinden. Waseberg skulle igen bestiges fire gange, men man fastholdt den kortere distance. Det gjorde man dog hovedsageligt ved at reducere afstanden mellem anden og tredje passage af stigningen, og derfor blev løbet måske endda hårdere end nogensinde tidligere. I 2017 og 2018 tog man igen en enkelt passage af stigningen af programmet, og sidste år nytænkte man totalt den flade indledning samtidig med, at man for første gang i mange år kun havde én passage af Waseberg i den absolutte finale, hvormed løbet blev det nemmeste i mange år.

I år har man igen skruet lidt op for sværhedsgraden. Waseberg skal igen forceres to gange, og den ekstra passage kommer i finalen, hvormed skal over bakken to gange relativt tidligt og to gange mod slutningen mod hhv. to og en gang i sidste års udgave. Man fastholder den nytænkte flade indledning, men skruer en anelse op for distancen, så den igen er over 220 km. Grundlæggende er der dog tale om et løb, der minder meget om det, vi har haft siden 2012, hvor det kun er 2018-udgaven med sin lettere finale, der fremstår som en undtagelse.

I år er løbet 223,6 km langt og starter som sagt i det centrale Hamburg, hvorfra man ligesom sidste år som en nyskabelse lægger ud med at begive sig ud på en stor runstrækning i det flade terræn øst for byen. Her vil der blive etableret der her et tidligt udbrud, hvorefter løbet finder sin rytme. Udbruddet får typisk et relativt stort forspring, og sprinterholdene tager kontrol. Feltet vil ikke skulle forcere nævneværdige stigninger tidligt i løbet, men hovedformålet med denne tidligere del er at akkumulere kilometer og trætte rytterne. Hvis det er blæsende, kan det være nervøst, men ellers udvikler det sig som regel som et klassisk sprinterløb. Der er en indlagt spurt efter 51 km.

Når man er tilbage i Hamburg, krydser man ikke målstregen, men begiver sig i stedet ud på en anden stor rundstrækning, der er placeret i området vest for byen. Den er tilsvarende flad og byder på en spurt efter 133,5 km, men når feltet når Elben for at begive sig tilbage mod centrum langs flodes bred, kan man se frem til at passere Waseberg (700 m, 9,7%) for første gang. Der resterer her stadig 82 km, og vi skal derfor ikke forvente al for megen action på det tidlige tidspunkt i løbet. Passagen tjener primært som en opvarmning forud for finalen. Det er dog sandsynligt, at et par hold vil forsøge at øge tempoet for at trætte de rene sprintere. Efter første passage kører man en omgang på den velkendte 12,8 km lange rundstrækning, der i de senere år er indgået i finalen, og derfor skal man atter over Waseberg (700 m, 9,7%) med 69,5 km igen. Derfra følger man den traditionelle rute tilbage til målområdet, hvor man krydser stregen for første gang efter 170 km i forbindelse med den tredje og sidste spurt.

Efter målpassagen vender man rundt for at gentage hele molevitten én gang til. Således kører man atter mod nordvest ud af byen og derefter mod sydvest og sydøst ned til Elben, som man følger mod øst frem til rundstrækningen med Waseberg (700 m, 9,7%). Her skal man for tredje gang op over bakken med 28,3 km igen, inden man kører endnu en hel omgang for at køre op ad rampen for fjerde og sidste gang med 15,5 km igen. Her vil tempoet blive øget, og positionskampen på de relativt smalle veje bliver brutal i indløbet til bakken.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Det er her, der for alvor kommer liv i løbet. Som regel er udbruddet blevet hentet eller meget tæt på at blive fanget, og det er blevet tid for klassikerrytterne at træde i karakter. De kan angribe på Waseberg selv, men meget ofte er det bedste tidspunkt at forsøge sig lige efter toppen, hvor alle er på grænsen. Typisk etableres der en lille gruppe, mens sprinterholdene forsøger at blive reorganiseret. Det kræver en determineret indsats at holde udbruddene under kontrol, samtidig med at sprinterne selv skal forsøge ikke at miste kontakten på stigningen.

Efter bakken sætter feltet kursen mod øst med retning mod centrum via de helt flade veje langs Elben. Det er altid rammen om en hektisk jagt, hvor feltet desperat prøver at hente de sidste udbrydere. Vejene er imidlertid helt flade og ikke specielt tekniske, og derfor favoriserer finalen klart feltet i forhold til udbryderne, der også skal spare kræfter til finalen.

Det sidste sving kommer med 1,9 km igen, og derefter bugter vejen sig kun svagt, men den indsnævres omkring den røde flamme. Det falder svagt frem til den sidste kilometer, mens de sidste 500 m på den berømte Mönckebergstrasse er svagt stigende. Spurten er ikke nogen klassisk massespurt, da der typisk er begrænsede hjælperytterressourcer efter et langt og hårdt løb. Anarki hersker ofte, og derfor spiller held og positionering en betydelig rolle, da ingen kan forvente at få et perfekt lead-out. Mange ryttere har fået knust deres drømme ved at være lukket inde, og det er derfor ikke altid den hurtigste, der vinder EuroEyes Cyclassics.

Løbet byder på i alt 2496 højdemeter, hvilket er 2-300 mere end sidste år.

Vejret

Vejret i Nordtyskland kan være temmelig uforudsigeligt. Nogle udgaver har været præget af regn og vind, men af og til har man også haft helt usædvanlige forhold. For syv år siden fandt det endda sted i en regulær hedebølge. Det er klart, at et løb med så flad en rute i høj grad får sin hårdhedsgrad bestemt af vejrforholdene.

De seneste udgaver har ikke været prangende, men i år får rytterne sommervarme. Ligesom Danmark er Nordtyskland blevet beriget med lidt sensommer, og det betyder, at rytterne kan se frem til en søndag med kun ganske få skyer, en temperatur på 29 grader og kun en let vind fra øst. Det giver med- eller modvind stort set hele dagen. Særligt vil der være modvind, når man drejer hen langs Elben og dermed også på Waseberg, ligesom der vil være modvind på stykket hjem til Hamburg. Det varer ved hele vejen, så man også får modvind på opløbsstrækningen

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Favoritterne

I teorien er Waseberg den perfekte affyringsrampe for et sent angreb, og efter 220 km med fire sene passager af den stejle stigning, kan det synes overraskende, at sprinterne har domineret i det omfang, de har. Tilføjelsen af flere passager af bakken har reduceret feltets størrelse, men det har ikke forhindret dem i at dominere i Hamburg.

Løbets rygte som et sprinterløb har imidlertid gjort en massespurt til en selvopfyldende profeti. Ingen hold møder til start uden en sprinter i truppen, og alle er forberedt på en massespurt. Mange af holdene stiller til start med det ene formål at sikre sig en spurtafgørelse, og selvom en del hold også er på udkig efter angrebsmuligheder, har de altid en sprinter som plan B. Derfor giver de gerne en hånd med i jagten, hvis de misser et udbrud i finalen, og dermed er der næsten altid flere hold til at jagte. Derfor har det historisk set været næsten umuligt at undgå en massespurt, selvom udbruddet i 2016 kun blev hentet ganske få hundrede meter fra stregen.

Sidste år var tuten som sagt historisk let, hvorfor massespurten næsten gav sig selv. I år skal de atter to gange over Waseberg i den absolutte finale, men det har som bekendt aldrig rigtigt været nok. Samtidig bidrager vejret overhovedet ikke til at skabe splittelse. Ikke blot er vinden begrænset, der vil næsten kun være med- eller modvind med meget lidt sidevind. For at gøre det hele endnu værre vil der være modvind på Waseberg og på turen langs Elben tilbage til centrum af Hamburg, hvilket gør det endnu sværere for en gruppe at holde sig væk.

Samtidig er der mange hold, der vil arbejde dedikeret for en spurt. Det gælder især Deceuninc, Bora-hansgrohe, UAE, Lotto Soudal og FDJ, men også Dimension Data med en selvtillidsfuld Giacomo Nizzolo kan tænkes at give en hånd med. Samtidig har vi set, at de fleste klassikerryttere nu om dage skipper et løb, der alligevel altid ender i en spurt, og der er derfor ikke mange, der synes at have styrken til at snyde feltet, slet ikke i modvinden.

Dermed forventer vi, at det igen vil blive en spurt, og i år vil det formentlig være et større felt end i tidligere udgaver, ganske enkelt grundet de ugunstige vejrforhold. Distancen og måske også varmen vil sætte sit præg på løbet, men i år vil det minde mere om en sprinteretape i en grand tour end en hård klassiker. Det passer derfor bedre til mere rene sprintertyper, der tillige har glæde af den lange opløbsstrækning uden mange sving. Historisk har spurten været meget kaotisk, men i år vil der formentlig være flere lead-out-ressourcer til rådighed, og det kan blive mere organiseret, men samtidig også meget hektisk i et større felt. Waseberg vil skabe lidt udskilning, men da Marcel Kittel flere gange har klaret bakken, skal vi nok ud i Mareczko-tyrperne for at finde de sprintere, der ikke kommer med hjem. Endelig vil det være vigtigt med god timing i den direkte modvind, der præger den lange opløbsstrækning.

Efter sidste års lidt ærgerlige udgave, hvor sammenfaldet med BinckBank Tour betød, at flere gode navne var fraværende, er startlisten i år fabelagtig. Som sagt er det næsten kun Groenewegen, Hodeg og Vuelta-sprinterne, vi for alvor savner, og det betyder, at der er flere potentielle vindere.

Vores pil i den skrappe konkurrence peger på Pascal Ackermann. Sidste år var han uheldig at styrte, og han må være skrupsulten efter revanche foran sit tyske hjemmebanepublikum. Formen synes at være ganske glimrende, efter at han vandt to etaper i Polen og blev nr. 3 ved et knaldhårdt EM. Polen viste, at han ikke helt har samme ben som sidste år, men han er bestemt en af de mere formstærke sprintere.

Bora skal naturligvis beslutte sig for, om de satser på ham eller Peter Sagan, men logikken siger, at tyskeren må være kaptajn. Dels er han den hurtigste af de to i en klassisk spurt som denne, dels er det Sagans første løb på vej mod VM, og han vil formentlig bruge det til at finde benene (og give lidt publicity til Bora på deres hjemmebane). Det betyder til gengæld, at Ackermann kan se frem til et eminent tog med sin faste og fabelagtige lead-out man Rudiger Selig som sidste mand og nu endda med selveste Sagan til at hjælpe i positionskampen. Det tog er der ikke mange, der kan matche, og med den fart, Ackermann viste i Giroen og i Polen må han være vores favorit.

Den mest formstærke sprinter er naturligvis Elia Viviani, der har mulighed for at score hattrick. Italieneren har fået for vane at komme flyvende ud af sine grand tours, og det har bestemt også været tilfældet denne gang, hvor han siden Touren har vundet WorldTour-løbet i Hamburg og er blevet europamester efter et hårdt løb, hvor han ikke bare satsede på sin spurt. Viviani er meget ærgerrig og drømmer om at slutte godt af for Deceuninck i sine sidste to løb i Hamburg og Plouay, og af dem er det søndagens løb, der passer ham bedst.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Formen kan ingen betvivle, og Viviani har med to sejre vist, at han er blevet god til at spurte efter et langt løb. Faktisk har tendensen i år været, at han har kørt sine bedste spurter på svære dage, og derfor kan han kun ærgre sig over, at vejret er så godt. Med et tog bestående af Yves Lampaert, Florian Senechal, Michael Mørkøv og Fabio Sabatini har han også et lead-out, som kun Bora kan matche, og det skal blive ganske interessant at se, hvilket af de to hold der vinder kampen. Desværre viste Giroen tydeligt, at Viviani ikke har Ackermanns topfart, men han slog trods alt Bennett i en spurt i London, hvilket viser, hvor langt han kan komme med sin gode form. Det giver ham gode chancer for at tage sit hattrick.

Naturligvis skal Caleb Ewan efter sin fantastiske Tour også regnes som en af de tunge favoritter, men der er store spørgsmålstegn ud for australieren. Han blev sat som en af de første i London, hvor han åbenlyst var træt, og derfor har han formentlig holdt sig en solid pause de seneste uger. Han kan således ikke forventes at være i topform, men det behøver han heller ikke nødvendigvis at være for at vinde et relativt let løb. Ewan har særligt i sidste års Milano-Sanremo og årets Giro vist, at han er en fremragende afslutter efter hårde løb, også selvom tendensen var lidt ”omvendt” i årets Tour, hvor han var bedst på de lette dage.

Samtidig er hans fart ved at nærme sig niveauet fra det bedste år, og han har udviklet en positioneringsevne, som meget få kan matche. Til dette løb mangler han Jasper de Buyst, men har formentlig nok i at få Roger Kluge, Stan Dewulf og Nikolas Maes til at køre sig frem til det rette hjul. Ewan har fået styr på sin timing og elsker en modvindsspurt som denne. Finder han det rette hjul, kan han vinde, selvom han ikke er på 100%.

Alexander Kristoff havde et helt igennem trist Tour de France, men måske er der oprejsning på vej. Ved EM vandt han nemlig feltets spurt foran blandt andre Sam Bennett, og det viser igen, at han er en suveræn sprinter efter hårde løb. Desværre bliver dette løb helt sikkert ikke så svært som EM, der var martret af kraftig vind, og han er vel den største taber som følge af det gode vejr. Til gengæld har han et fabelagtigt våben i Jasper Philipsen, der i Touren viste sig fremragende som lead-out man, og her står han endnu bedre i et løb, hvor han har Roberto Ferrari som tredjesidste mand. Han er også selv stærk i positionskampen, og han elsker en lang powerspurt. Man kan frygte, at løbet ikke er hårdt nok, men efter 225 km med 2500 højdemeter er Kristoff altid god, og det viser hans historik, der siden 2011 har indbragt ham placeringer som hhv. nr. 14, 11, 3, 1, 2, 5, 4 og 3 da også.

En anden tidligere vinder er Arnaud Demare, men ligesom Kristoff taber han på det dårlige vejr. Også han skal nemlig bruge et hårdt løb for at vinde, men som for nordmanden gælder, at distancen trods alt alligevel taler til franskmandens fordel. En sejr i 2012 samt 2. pladser i både 2017 og 2018 viser, at Demare ofte er god i dette løb, og selvom BinckBank Tour ikke viste den bedste form, var han heller ikke håbløst kørende. Desværre savner han Jacopo Guarnieri helt kolossalt, som vi så det i sidste uge, hvor han aldrig kom i position til at spurte, men faktisk viste god fart på det lange opløb på 5. etape. Også her er opløbet langt, og det giver ham en bedre chance, hvis han med hjælp fra Daniel Hoelgaard og Ramon Sinkeldam kan få manøvreret sig frem.

En af de ryttere, man virkelig må se frem til at følge, er Giacomo Nizzolo. Efter en lidt skuffende Giro lignede Nizzolo sig selv igen i Slovenien og begyndelsen af Touren, hvor han desværre udgik efter et styrt. Nu er han kommet flyvende tilbage i Burgos, hvor han vandt en knaldhård puncheurspurt og var med fremme i de to andre puncheurspurter også. Nu skal vi se, hvor han står på flad vej, men formen er åbenlyst fremragende. Før knæskaderne ville han have været en af de absolut hurtigste i dette felt, især efter et halvhårdt løb, men han har ikke haft helt samme fart siden dengang. Touren var dog ganske lovende. Til gengæld har det knebet med positioneringen, der tidligere var hans store styrke, men det så betydeligt bedre ud i Burgos, hvor han klarede den kringlede finale på 1. etape eminent. Toget med Mark Renshaw og Bernhard Eisel overlever næppe Waseberg, så han kan desværre risikere at være lidt alene, men kan han genfinde positioneringsevnerne, vil han være farlig i et løb, hvor han tidligere har været på podiet.

Efter en svær tid i maj og juni er Danny van Poppel ved at være sig selv igen. Han kørte nogle gode spurter i Polen, hvor han ikke var langt fra Ackermann, og i Arctic Race kørte han flot i sidevinden på 1. etape, inden en tur i grøften desværre sendte ham ud af spillet på 2. etape. Nu jagter han et godt resultat her, og han burde som holdbar sprinter være en fyr, der har gode chancer i dette løb. Man kan aldrig vide med Van Poppel, der på sine dårlige dage virkelig er dårlig, ligesom han altid har haft det svært med varmen, men med de fine takter fra Norge burde han være med fremme. Han er ikke helt så hurtig som de hurtigste, men han har et fabelagtigt våben i form af toget med Timo Roosen og Mike Teunissen, som gjorde det eminent i BinckBank Tour, og som kan tage kampen op med Bora og Deceuninck.

Naturligvis skal Peter Sagan også nævnes. Bora har intet meldt ud om taktikken, og selvom det logiske vil være at køre for Ackermann, kan man aldrig vide, hvad der sker, hvis han og Sagan bliver væk fra hinanden i finalen. I det tilfælde vil den snu Sagan lynhurtigt kunne køre sin egen spurt, og så er der næsten garanti for et topresultat. Med sin eminente positionering vil han i hvert fald næsten med sikkerhed sidde rigtigt. Vi frygter meget, at formen ikke er i top, og i forvejen er det svært for ham at slå de hurtigste i et let løb som dette. Det har Sagan dog før gjort, også når han er langt fra formen - bare se på, hvem der vandt den helt flade 1. etape af årets Tour of California.

Det har været opløftende at se, hvordan Kristoffer Halvorsen er kommet ind i en god spiral. Nordmanden har i år været ufatteligt stabil med et hav af top 10-placeringer, senest i BinckBank Tour. Det skyldes en fornem positionering, som endda har ladet sig gøre uden den store støtte. I dette løb har han for første gang et ganske stærkt tog med Luke Rowe, Ben Swift og Michal Kwiatkowski som erfarne folk og unge Chris Lawless til også at hjælpe. For en gangs skyld kan han måske holde sig relativt frisk inden spurten, og så skal det blive spændende at se, hvor hurtig han egentlig er. Hidtil har han manglet lidt, men med sin fornemme kørsel også på hårde etaper i BinckBank Tour er formen åbenlyst fremragende.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Sunweb giver her chancen til den lovende Cees Bol, der går comeback efter Touren. Hollænderen fik ikke mange chancer i starten af året, men minsandten om ikke han vandt de tre første spurter, han kørte. Den statistisk er siden blevet brudt, men Bol har vist, at han er en glimrende afslutter efter et relativt hårdt løb. Dette burde være næsten perfekt for ham, men han har stadig til gode at være med helt i front i så stærkt et felt. Derudover har han ikke været helt stabil i positionskampen, og selvom hans hold er brølstærkt, er der ikke rigtige lead-out-folk, da Max Kanter næppe klarer Waseberg. Derfor kan han være lidt for alene til sidst, men i en finale uden mange sving kan man håbe, at han alligevel sidder rigtigt til sidst.

Bahrain-Merida kommer med Sonny Colbrelli, men dette er bestemt ikke et løb for italieneren. Colbelli har aldrig vundet lette spurter på dette niveau, og han skal formentlig bruge et betydeligt hårdere løb for at have en chance. På den anden side viste han under Touren faktisk ganske god fart, og han burde være konkurrencedygtig efter 225 km. Problemet er først og fremmest, at hans positionering har været håbløs i år, men man kan håbe, at et lidt stærkere tog med Grega Bola, Ivan Garcia og Marcel Sieberg kan hjælpe ham i den sammenhæng i en finale, der heller ikke er alt for teknisk.

Løbet her er den eneste store klassiker, André Greipel har vundet, men de dage, hvor han kan gentage den bedrift, er nok talte. Et helt igennem katastrofalt år har imidlertid fået et positivt skær på det seneste, først med en fornem spurt i Paris på Tourens sidste dag og senest med meget aktiv og aggressiv kørsel i GP Stad Zottegem, hvor det kun var Piotr Haviks sene angreb, som forventede ham i at vinde et løb, som blev kørt som død og helvede. Noget tyder på, at Greipel har fundet sin bedste form i år, og han har altid elsket denne powerspurt på sin tyske hjemmebane. Hans positionering er som altid et gigantisk problem, men finalen her er ikke for kompliceret, og hvis tirsdagens løb er udtryk for den gode form, kan han med lidt held sikre sig et resultat.

Mitchelton-Scott kommer med Matteo Trentin, der ved EM viste, at han ikke har mistet spor af den form, han havde under Touren. Desværre er dette løb alt for let for en fyr som ham, og hans udtalelser tyder da også på, at han godt ved, at han ikke kan vinde. Toget består stort set også kun af Alexander Edmondson, så heller ikke i positionskampen har han en fordel. Sidste år blev han med god form alligevel nr. 5, og det er nok noget i den retning, han skal håbe på igen - hvis ikke han helt kan snyde sprinterne ved at køre væk i finalen.

UAE har klart meldt ud, at de kører for Kristoff, men skulle der ske noget med nordmanden - eller skulle de blive væk fra hinanden, som det skete under Touren - kan også Jasper Philipsen komme i spil. Belgieren viste senest i BinckBank Tour, at han både er lynhurtig og fremragende i positionskampen, og det så vi også, da han under Touren kørte et par spurter, da han og Kristoff ikke kunne finde hinanden. I sidste uge manglede han det sidste i forhold til de bedste, og det vil han nok også gøre her. Distancen burde dog tale til hans fordel, og med sin gode positionering kan han komme langt.

Lidt af det samme kan siges om Mike Teunissen. Som udgangspunkt er han her som hjælper for Van Poppel, men som sagt kan sidstnævnte være meget svingende. Har han en af sine dårlige dage, vil Teunissen kunne træde til som plan B, og det er slet ikke noget dårligt bud. I BinckBank Tour viste han noget, der ligner hans livs form, og han viste under Touren, at han er en fremragende sprinter. Det gjorde han særligt med sejren på 1. etape, der dog kom på en bakke, men også da han på 4. etape blev væk fra Groenewegen og senest i BinckBank Tour, hvor han på 1. etape blev nr. 3 på en dag, hvor han troede, at kaptajnen var blevet væk. På flad vej kan han nok ikke slå alle favoritterne, men han kan med sin gode positionering komme langt.

Endelig er der Nils Politt. Katusha har egentlig Jens Debusschere som deres sprinter, men han viste senest i BinckBank Tour, at han ikke vinder løbet. Det gør Politt nok heller ikke, men han har faktisk før spurtet chokerende godt, ikke mindst da han sidste år gik på podiet i sprinterløbet Sparkassen Münsterland Giro, hvor han var oppe mod flere af verdens hurtigste. Det er ikke sikkert, at han kører spurten, men falder Debusschere fra, kunne han godt forsøge sig på hjemmebanen, hvis ikke holdet i stedet kører for Marco Haller eller måske Nathan Haas.

Skal man pege på ryttere, der kan snyde sprinterne, vil vi se i retning af formstærke ryttere, som kan afslutte. Gode bud er Ivan Garcia, Oliver Naesen, Magnus Cort, Marc Hirschi, Davide Ballerini, Mads Pedersen, Matteo Trentin, Mike Teunissen, Michal Kwiatkowski, Ben Swift og Eduard Prades.

OPDATERING: Dimension Data har udtaget Reinardt van Rensburg, hvilket burde øge Giacomo Nizzolos chancer ganske pænt.

Læs også

Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne.

***** Pascal Ackermann

**** Elia Viviani, Caleb Ewan

*** Alexander Kristoff, Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo, Danny van Poppel, Peter Sagan

** Kristoffer Halvorsen, Cees Bol, Sonny Colbrelli, André Greipel, Matteo Trentin, Jasper Philipsen, Mike Teunissen, Nils Politt

* Sacha Modolo, Davide Ballerini, Mads Pedersen, Oliver Naesen, Magnus Cort, Ben Swift, Marc Hirschi, Ivan Garcia, Eduard Prades, Michal Kwiatkowski, Timo Roosen, Jens Debusschere, Jurgen Roelandts, Matteo Moschetti, Dan McLay, Moreno Hofland, Marco Haller

Danskerne

Michael Mørkøv kommer som altid til at spille en nøglerolle i toget for Elia Viviani, mens Mikkel Honoré formentlig skal hjælpe italieneren med det tidlige føringsarbejde. Formstærke Mads Pedersen må være kaptajn på Trek, og da Matteo Moschetti er formsvag, vil han formentlig selv kunne vælge, om han vil spurte eller køre offensivt. Magnus Cort burde med sin gode form kunne få sin egen chance på Astana, men det skal formentlig være med offensiv kørsel, mens Davide Ballerini satser på spurten. Holdet har også Jonas Gregaard, der dog må indstille sig på en hjælperrolle. Endelig skal Lars Bak på Dimension Data støtte Giacomo Nizzolo, mens Matti Breschel  kører et af sine sidste WorldTour-løb for EF som hjælper for Sacha Modolo, Moreno Hofland og måske Dan McLay.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Deceuninck-Quick Step: Med en dobbelt vinder på holdet må alt handle om Viviani.

Ag2r-La Mondiale: Oliver Naesen fører UCIs endagsrangliste, og det er den eneste grund til, at han har valgt at køre løbet. Han vil egentlig være et godt bud på en mand til offensiv kørsel, men holdet vil formentlig koncentrere sig om at få ham ind i top 10 i en spurt, han ikke kan vinde.

Astana: Holdet vil formentlig køre spurten for Davide Ballerini, der dog ikke er hurtig nok til at vinde og ikke imponerede i BinckBank Tour. Han skal nok snarere køre offensivt, men holdets bedste bud er nok snarere en i Norge meget velkørende Magnus Cort. Danskeren ser ud til at være færdig med at spurte, men kan ventes at være aktiv i finalen.

Bahrain-Merida: Holdet har meldt ud, at de kører 100% for en spurt med Colbrelli, men forhåbentlig får den meget formstærke Ivan Garcia lov at angribe på Waseberg.

Bora-hansgrohe: Det må handle om Ackermann med Sagan som plan B.

CCC Team: Det er svært at tro, at Jakub Mareczko klarer Waseberg, så i stedet kan Gijs van Hoecke, Lukasz Wisniowski eller Josef Cerny måske gå efter en top 15 i en spurt. Holdets bedste chance er dog nok offensiv kørsel med Simon Geschke.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

EF Education First: Holdet har tre sprintere i form af Dan McLay, Sacha Modolo og Moreno Hofland. McLay er hurtigst, men klarer nok ikke Waseberg. Normalt vil de køre for Modolo, men han spurtede slet ikke i BinckBank Tour, hvor Hofland heller ikke for alvor forsøgte sig. Modolo er nok den sandsynlige sprinter, men han kan ikke vinde.

Groupama-FDJ: Det handler 100% om Demare, men måske kan ikke specielt formstærk Valentin Madouas angribe i finalen for at gøre det hårdt for de rene sprintere.

Lotto Soudal: Holdet må satse 100% på Ewan, men har meldt ud, at Stan Dewulf er plan B, hvis australieren ikke har fundet benene igen.

Mitchelton-Scott: Trentin er klar kaptajn og kan både spurte og angribe, men holdet vil sikkert have masser af frihed til offensiv kørsel. Måske kan Robert Stannard eller Edoardo Affini vise sig frem.

Movistar Team: Jurgen Roelandts har ikke spurted meget i år, men en 4. plads i BinckBank Tour kunne anspore ham til at gå efter en top. Carlos Barbero er holdets normale sprinter, men gør comeback efter et kravebensbrud og er ikke hurtig nok. Eduard Prades er halvhurtig, men kan ikke opnå mere end en top 10-15, hvis Roelandts skulle falde fra. Til gengæld kan han sammen med en formsvag Jasha Sütterlin køre offensivt.

Dimension Data: Det må være alle mand for Nizzolo.

Team Ineos: Der kan ikke være tvivl om, at Halvorsen skal spurte, men der burde være plads til offensiv kørsel fra en formstærk Ben Swift og måske også Michal Kwiatkowski, hvis han har fundet sig selv efter en svær Tour og en pause.

Jumbo-Visma: Van Poppel må være plan A med Teunissen som plan B i en spurt og til angreb. Måske kan formstærke Timo Roosen også få lidt frihed til at prøve.

Katusha-Alpecin: Som nævnt er Jens Debusschere nok manden til spurten, men han kunne meget vel ryge af på Waseberg med den form, han har vist. Politt er mest interessant både i en spurt og angreb. Nathan Haas er stadig formsvag, og kører de spurten for ham, vil Marco Haller heller ikke være hurtig nok til at vinde.

Team Sunweb: Holdet har meldt ud, at de kører spurten for Bol, men den formstærke Marc Hirschi kan meget vel gå i offensiven på Waseberg, og det samme kan Lennard Kämna, selvom løbet ikke passer ham.

Trek-Segafredo: Holdets normale sprinter Matteo Moschetti er stadig formsvag efter sin skadespause og klarer næppe Waseberg. I stedet har holdet en meget velkørende Mads Pedersen, men vi så på 2. etape af BinckBank Tour, at han mangler farten til at blande sig helt i front i en spurt. Han er til gengæld et godt bud på en mand, der kan køre offensivt, som også Toms Skujins er det.

UAE-Team Emirates: Holdet har meldt ud, at det er alle mand for Kristoff, men som sagt kan Philipsen i tilfælde af uheld også komme i spil.

Gazprom-Rusvelo: Det må være op til Sergey Shilov at gå efter en top 10 i en spurt. Aleksander Vlasov kan måske angribe i et løb, der ikke passer ham. Evgeny Shalunov er desværre formsvag.

Arkea-Samsic: Alle mand for Greipel.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Elia Vivianis sejre fra 2018 og 2017 samt Caleb Ewans kontroversielle sejr fra 2016, hvor Nacer Bouhanni blev diskvalificeret.