STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Inden nye løb begyndte at dukke op i varmere områder, var Sydeuropa stedet, hvor man indledte sæsonen. Derfor er det ingen overraskelse, at den traditionelle sæsonåbning i Europa har bestået af to sydfranske løb, GP La Marseillaise og Etoile de Besseges. I de senere år er der imidlertid endnu tidligere blevet trampet i pedalerne på europæisk grund på Mallorca, men det har ikke ændret på, at mange ryttere har holdt fast i, at de to franske begivenheder er det bedste sted at komme i gang.

Konkurrencen har dog været stærkt tiltagende med nye løb i Australien, Argentina  og Mellemøsten samt det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, og det har kun haft en kedelig effekt på det franske etapeløb. Det har kostet for det historiske løb, idet folk i stigende grad har søgt mod Mellemøsten og Den Iberiske Halvø. De franske hold har imidlertid fortsat foretrukket deres hjemmebaneløb, og selvom Middelhavet Rundt stadig savnes, betyder det stadig relativt nye etapeløb Tour de la Provence, der afvikles senere på måneden, men i år er aflyst, at Frankrig kan tilbyde en imponerende flot januar/februar-kalender, der også består af GP La Marseillaise, Tour du Var og endagsløbene Classic Sud-Ardeche og Drome Classic.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Mens GP La Marseillaise har mistet sin status som det første europæiske endagsløb, er Etoile de Besseges fortsat det første etapeløb på sportens hovedkontinent - nu sammen med Volta a la Comunitat Valenciana. Selvom det afvikles i Sydfrankrig, har det imidlertid ofte været plaget af dårligt vejr, og etaper er før blevet aflyst eller forkortet. I 2015 protesterede rytterne endda på 2. etape, hvor de kørte i bidende kulde, og det vidner om, at man stadig kan føle sig mere sikker på sol og varme, hvis han rejser til mere eksotiske egne end til den franske sydkyst.

Terrænet er imidlertid perfekt til et løb på denne tid af sæsonen, idet det har været uden helt store udfordringer. Arrangørerne har ofte sammensat et program bestående af korte etaper, der domineres af sprintere, som har masser af muligheder i løbet af de fem dage. Et par mere kuperede etaper har fjort det muligt at få lidt udskilning, og det er før lykkedes udbrydere at tage den samlede sejr, specielt hvis vejret har været dårligt. I de senere år har arrangørerne indført en enkeltstart på sidstedagen, og den velkendte rute med den hårde bakke i Alès har allerede udviklet sig til lidt af en klassiker. Den har samtidig tippet balancen væk fra sprinterne, og det har nu været enkeltstartsrytterne, der har domineret. Som noget nyt indførte man dog i 2020 en hård bjergfinale, som afgørende ændrede karakteren af et løb, der hidtil har været ganske fladt, og efter at man i 2021 igen vendte tilbage til et mere klassisk og fladere format, betyder endnu en 2020-agtig rute i både 2022 og nu igen i 2023, at vi måske skal vænne os til, at Etoile de Besseges ikke længere bare er et sprinterløb.

Løbet blev første gang afviklet i 1971 på initiativ af Fangille Roland. I 1974 blev det til et etapeløb, og allerede tidligt lykkedes det at tiltrække udenlandske stjerner. Således var folk som Barry Hoban, Gerrie Kneteman, Willy Planckaert, Sean Kelly, Dietrick Thurau og Leo van Vliet alle på podiet i løbet af de første 10 år, og faktisk var der i årene 1981-1984 end ikke en franskmand blandt de første 3. Ronan Pensec vandt i 1987, men bortset fra hans sejr lykkedes det ikke en lokal rytter at vinde i årene mellem 1979 og 1993, hvor Armand de las Cuevas brød den udenlandske dominans. Det fortsatte op gennem 1990erne og de tidlige 00ere, hvor blandt andre Robbie McEwen og Fabio Baldato vandt samlet. Efterhånden som der er kommet flere alternativer til de franske løb, er det imidlertid i stigende grad blev en fransk affære, og i årene 2009-2016 lykkedes det kun Bob Jungels og Tobias Ludvigsson at bryde en fransk stime, der inkluderer vindere som Thomas Voeckler, Samuel Dumoulin, Jerome Coppel, Jonathan Hivert, Lilian Calmejane, Tony Gallopin, Benoit Cosnefroy, Christophe Laporte og Anthony Ravard.

Det er ingen hemmelighed, at mange løb kæmper med økonomiske problemer, og selvom Frankrig har været ramt mildere end andre lande, er man ikke gået fri. Desværre blev Etoile de Besseges også ramt, og arrangørerne afviklede udgaverne i både 2017 og 2018 med et betydeligt underskud. Det førte til, at man arbejdede med planer om i 2018 at afvikle løbet over bare to dage eller at flytte det permanent til området omkring Alés, hvor bystyret var villige til at investere i begivenheden. Det lykkedes i første omgang at finde en løsning, men i 2019 gik den ikke længere. Derfor blev den udgave reducereret fra de hidtidige fem til bare fire dage. Til gengæld havde Dubai Tours forsvinden haft en meget gavnlig effekt på feltet, der med hele fem WorldTour-hold var langt stærkere og mere internationalt, end det havde været i umindelige tider.

Heldigvis er den løbet nu i god gænge, og i 2020 oplevede man faktisk en sand renæssance med en tilbagevenden til fem etaper og et felt på nu hele 8 WorldTour-hold. I 2021 gik det endda endnu bedre, fordi coronakrisen og de mange aflysninger betød, at alle de store hold flokkedes om at deltage i det europæiske løb. Arrangørerne kunne reelt vælge og vrage og i sidste ende præsentere et felt med hele 11 af de 19 WorldTour-hold, herunder storhold som Ineos og Bora, der aldrig tidligere blot havde overvejet at deltage i det relativt lille franske løb. Startlisten talte endda et hav af verdensstjerner, som man normalt ikke er kommet i nærheden af.

Corona fortsatte som bekendt med at hærge den eksotiske del af kalenderen også i 2022, og særligt efter aflysningen af Vuelta af San Juan blev løbet pludselig igen et tilløbsstykke, da ryttere som Richard Carapaz og Filippo Ganna pludselig bookede billet til Frankrig i stedet for Argentina. Med 10 ud af de nu 18 WorldTour-hold matchede man stort set 2021-feltet i en begivenhed, der kunne kaldes en af coronakrisens vindere. Og mens man troede, at en normal kalender i 2023 igen ville gøre feltet til en meget fransk affære, ser det ud til, at de store hold har været meget begejstrede for at deltage. Trods konkurrencen fra løb i både Australien og Argentina, kan løbet igen i år præsentere flere WorldTour-hold end tidligere, nemlig 8, og de kommer for manges vedkommende også med nogle pæne navne.

Det stærke felt mærkede man også i 2022, men det blev nu alligevel en fransk vinder. Efter at Mads Pedersen havde været en hovedfigur de første to dage, slog Benjamin Thomas til på den hårde 3. etape, da han i et taktisk spil kørte alene hjem. Det gav ham en førertrøje, han med god hjælp af Remy Rochas forsvarede mod klatrerne på løbets kongeetape, og med en 3. plads på den sidste enkeltstart kunne han tage den samlede sejr med 16 sekunder ned til Alberto Bettiol og 32 sekunder ned til kongeetapevinderen, Tobias Johannessen. Thomas vender i år tilbage for at forsvare titlen, men han skal finde nye rivaler, da Bettiol denne gang er startet sin sæson i Australien, og Johannessen desværre har måttet udskyde sin sæsonstart og dermed droppet sin planlagte deltagelse i løbet.

STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

I 2012 introducerede man som nævnt en enkeltstart og kom derved af med sin status som et sprinterløb. Dengang var det Jerome Coppel, der med en sublim præstation i kampen mod uret tog den første af to samlede sejre, og derefter havde løbet længe det samme format, hvor mange etaper blev benyttet uforandret år efter år.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det ændredes der afgørende på i 2019. Ikke blot blev løbet som sagt forkortet fra fem til fire dage, hvilket skete på bekostning af lørdagens klassiske puncheurspurt på Muren i Laudun, resten af løbet blev også gjort langt lettere. Det skete ved, at den ellers så velkendte kongeetape var gjort betydeligt nemmere og nu blot blev endnu en sprinteretape sammen med de to indledende etaper. Tidligere havde det ellers været netop denne etape, der sammen med enkeltstarten og eventuelle bonussekunder havde været afgørende, men nu kunne det hele koges ned til et opgør om tidsbonus samt den afsluttende enkeltstart.

Tilsyneladende forstod arrangørerne, at løbet blev lidt for ensformigt. I 2020 var der nemlig nytænkning over hele linjen i det nu igen fem dage lange løb. Faktisk var den stadig meget lettere ”kongeetape” nu den eneste rigtige sprinteretape, mens der til gengæld var en ny stigende spurt på 2. etape, en rigtig puncheurspurt på 1. etape samt som noget helt atypisk en rigtig lille bjergafslutning på Mont Bouquet på 4. etape, inden det hele afsluttede med den klassiske enkeltstart i Alès. Det gav et langt mere udfordrende og klatretungt løb end tidligere, og da vinden også spillede ind, blev forskellene langt større end normalt.

Den model gik man igen væk fra i 2021, hvor vi stadig så nogle helt andre afslutninger end de gamle, der blev genbrugt fra år, men bjergafslutningen på Mont Bouquet var igen ude. Hvis nogen troede, at det signalerede en tilbagevenden til traditionen, må de imidlertid tro om. I 2022 gik løbet i en helt ny og uhørt hård retning, hvor det gamle sprinterløb slet ikke bød på én eneste rigtig sprinteretape! Tværtimod vendte Mont Bouquet tilbage på lørdagens kongeetape, mens løbet indledes med to puncheuretaper og rundedes af med den klassiske enkeltstart. Eneste etape med en flad afslutning var den klassiske kongeetape om fredagen, men selv her gjorde arrangørerne op med de seneste års meget lettere format ved at inkludere den velkendte Trelis-stigning i den absolutte finale, og faktisk var det den etape, der endte med at sikre Benjamin Thomas den samlede sejr.

Tilsyneladende var man begejstret for dette hårde format, for i 2023 følger man samme mønster. Denne gang har man dog forbarmet sig over sprinterne, der nu får i det mindste én chance for en relativt klassisk massespurt. Man ændrer nemlig løbets 2. etape, der sidste år sluttede på en meget stejl mur, hvor Bryan Coquard efter et syrebad akkurat slog Mads Pedersen, til en relativt flad affære. Intet er dog helt enkelt for sprinterne, for ikke blot er finalen meget kringlet, den sidste kilometer stiger også med små 3%.

Det er dog stadig den bedste chance for sprinterne, for resten af løbet følger i alt væsentligt samme mønster som sidste års udgave. Man lægger således for fjerde år i træk ud med afslutningen på den lille Cote de la Tour i Bellegarde, hvor de hårdføre sprintere sagtens kan komme til fadet, som vi så i 2021, hvor Christophe Laporte sejrede foran Nacer Bouhanni og Mads Pedersen. Siden dengang er afslutningen endda rykket nogle hundrede meter væk fra toppen, og hvis ikke vinden raser, ligner det en dag, hvor der skal spurtes i et opgør, hvor stærke sprintere har en fordel, men hvor puncheurs også kan være med. Vinden er dog en latent trussel, for da Mads Pedersen i 2022 og Alexys Brunel i 2020 vandt etapen, skete det efter nogle vilde sidevindsdramaer.

Efter torsdagens sprinteretaper venter den klassiske kongeetape omkring Besseges som altid om fredagen, og den er som i 2022 altså gjort hårdere. Man slutter nemlig med en omgang på samme rundstrækning som sidste år, og selvom den denne gang skal køres i modsat retning, så den gamle nøglestigning, Trelis, kommer lidt tidligere end i 2022, er der lagt op til enten en mulig gentagelse af sidste års scenarium, hvor Benjamin Thomas med en solosejr lagde grunden til sin samlede triumf, eller en reduceret massespurt.

Lørdag gælder det så den nye kongeetape med en tilbagevenden til Mont Bouquet, der måske kun er knap 5 km lang, men med en stigningsprocent på mere end 9 så stejl, at det er slut med at vinde løbet, hvis ikke man kan klatre. Det hele slutter som altid med den meget alsidige afsluttende enkeltstart i Alès, hvor man efter 8 flade kilometer slutter på den 2,5 km lange og ganske stejle Hermitage-stigningen, der altid har været helt essentiel i at kåre den samlede vinder af årets første franske etapeløb. Som i 2022 har man krydret etapen ved at ændre den flade del, som er blevet betydeligt mere teknisk, men vi vil stadig være vidner til det velkendte og spektakulære slag om den samlede sejr - også selvom den brutale rute i sprinterløbet næsten uden sprinteretaper formentlig vil skabe tidsforskelle, vi sjældent har set.

1. etape

Siden 2011 er løbet blevet indledt med en flad sprinteretape, der har ført feltet på en tur rundt i terrænet omkring start-og målbyerne Bellegarde og Beaucaire, men den model ændrede man på i 2020. Her flyttedes målet nemlig til Bellegarde, der således var vært for både start og afslutning, og i den forbindelse rykkede man afslutningen til den lille bakke Cote de la Tour. Med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,3 over 600 m er der tale om en klassisk puncheurafslutning, der i 2020 gav et noget anderledes udfald end den vanlige massespurt, i 2021 førte til et helt anderledes sprinterhierarki, end man vil have set på den klassiske åbningsetape, og i 2022 var rammen om en suveræn Mads Pedersen-sejr efter et sidevindsdrama. Derfor er der langt op til en herlig åbning igen i 2023, hvor samme afslutning ventes at bringe en eksplosiv afslutter i den første førertrøje efter en etape, der endda er en total kopi af åbningsetapen fra 2022.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Igen i år er der tale om en kort etape på bare 160,6 km, som altså nu har både start og mål i den tidligere startby, Bellegarde. Den består af tre rundstrækninger, hvoraf den første er 55,5 km og henlagt til området nord for Bellegarde. Her kører man igennem fladt terræn mod nord og nordøst, inden man i det nordøstligste punkt vender rundt for herefter at følge Rhone-floden mod sydvest og syd ned til udkanten af den gamle målby, Beaucaire. Herfra går det igennem fladt terræn går mod sydvest tilbage til Bellegarde, hvor man for første gang når toppen af kategori 3-stigningen Cote de la Tour (500 m, 7,8%) efter 55,5 km, men bare 30 m fra målstregen drejer man fra, hvorfor denne altså ikke krydses denne gang.

I stedet kører man ud på en 61,7 km lang runde i området sydvest for byen. Fra start går det mod sydvest igennem fladlandet ned til byen Saint-Gilles, hvorfra man kører en omgang på en flad og næsten ovalformet rundstrækning, der går igennem et naturområde. Efter tilbagekomsten til Saint-Gilles går det ad samme vej tilbage mod Bellegarde, hvor man kører en tur rundt om byen, inden man vender tilbage til kategori 3-stigningen Cote de la Tour (500 m, 7,8%), hvis top rundes for anden gang efter 117,2 km.

Heller ikke denne gang kører man over stregen. I stedet drejer man på toppen af stigningen mod nord for at køre ud på en 42,25 km lang rundstrækning, der er lige så flad som de forrige. Den er denne gang henlagt til området øst for byen. Først kører man mod sydøst ned til Fourques, inden man følger Rhone mod nord op til udkanten af Beaucaire, hvorefter man atter kører mod sydvest tilbage til Bellegarde, hvor man for tredje og sidste gang skal op over Cote de la Tour (500 m, 7,8%), der denne gang dog ikke byder på en bjergspurt. Fra toppen resterer fortsat 850 m, der kun er ganske let stigende, og som byder på passager lige igennem tre rundkørsler med hhv. 750 m, 90 m og 30 m igen, idet man også drejer skarpt ind på bakken i bunden med 1650 m til stregen.

I forhold til 2021 er etapen ændret ved, at den midterste rundstrækning er ny og erstatter én af de to omgange på den første rundstrækning, og heller ikke i år skal man køre en lille rundstrækning inde i byen, som man gjorde i 2020. Dermed skal Cote de la Tour passeres tre og ikke som i 2020 fire eller i 2021 to gange. Målstregen er tillige flyttet, så den nu er placeret 850 m efter toppen af bakken. Det er ca. 100 m senere end i 2020 og slet ikke som i 2021, hvor der var mål direkte på toppen. Etapen er som sagt den samme som i 2022.

Etapen byder på bare 478 højdemeter mod 469 højdemeter i 2021.

Det er et interessant twist arrangørerne har føjet til en normalt helt klassisk sprinteretape, og vi har de seneste år set, at det gav en herlig finale. Vinden er altid farlig, og i 2020 var etapen allerede sprængt til atomer inden spurten op ad bakken, hvor udbryderen Alexys Brunel akkurat sejrede foran suveræne Benoit Cosnefroy, der på bakken slog huller på 2 sekunder ned til Edward Planckaert, 4 sekunder ned til Alex Kirsch og 7 sekunder ned til en gruppe på seks mand. U 2021, hvor vinden slet ikke spillede en rolle, endte det til gengæld i en helt klassisk spurt, der viste, at vinderen ikke behøver at være en puncheur, men måske mere sandsynligt er en stærk sprinter, da Christophe Laporte sejrede foran Nacer Bouhanni og Mads Pedersen  - et scenarium, der bliver endnu mere sandsynligt med målet placeret et stykke fra toppen. Sidste år vendte sidevinden tilbage med endnu et stort drama, der kun efterlod ca. 15 mand i frontgruppen, hvorefter Pedersen kunne tage sin revanche ved at køre alene hjem på bakken. Alle drømmer om endnu et sidevindsdrama som i 2020 og 2022, men mest sandsynligt er det, at vi får et kontrolleret løb som i 2021, inden det hele slutter med et brag af en spurt på bakken.

Bellegarde har i syv år i træk været startby for 1. etape, men vendte tilbage som målby i 2020, hvor Alexys Brunel fra et udbrud akkurat holdt Benoit Cosnefroy, Edward Planckaert og resten af feltet bag sig i den nye finale på Cote de la Tour, inden vi i 2021 så en mere klassisk puncheurspurt med sejr til Christophe Laporte foran Nacer Bouhanni og Mads Pedersen. Efter et sidevindsdrama igen i 2022 var det Mads Pedersen, der kørte alene væk fra en meget lille frontgruppe på bakken og sejrede med 1 sekund ned til fire mand anført af Hugo Hofstetter og Edvald Boasson Hagen. Forinden skal vi helt tilbage til 2012 for at finde sidste gang, der var mål i byen. Her slog Nacer Bouhanni en ung Marcel Kittel og Bobbie Traksel i en flad massespurt, mens Yauheni Hutarovich var hurtigere end Anthony Ravard og Bjorn Leukemans dagen forinden. I 2019 vandt Dylan Groenewegen en spurt på en hård sidevindsetape i Paris-Nice i byen.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

2. etape

Mens 1. etape stort set altid har været den samme - først med en flad afslutning og siden 2020 med målet på Cote de la Tour - varierer målet for 2. etape. Starten har som regel gået fra Nimes, men herefter har der været plads til variation og opfindsomhed. Et fast kendetegn har dog været, at terrænet har været fladt, men også den trend blev brudt på 2020-udgavens innovative rute, da man sluttede med et let stigende opløb. Endnu mere nytænkende blev det i, 2022 hvor der ventede en ny afslutning på en 1600 m lang bakke, der over de sidste 600 m steg med intet mindre end 12,1%. Det var dog en engangsforestilling, for i 2023 vender man tilbage til et mere klassisk format med en sprinteretape, hvor spurten dog som i 2020 stiger ganske pænt, og hvor vinden altid er en trussel.

Som altid i Besseges er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet over 164,2 km fra Bagard til Aubais. Byerne ligger relativt tæt på hinanden, og meget af etapen foregår på en rundstrækning omkring målbyen. Fra start kører man kortvarigt mod sydvest, inden man drejer mod sydøst for igennem relativt kuperet terræn med flere mindre bakker at køre ned mod målområdet. Her kører man ned ad stigningen Cote de Clarensac, som man skal op over to gange senere på etapen for at komme frem til byen Clarensac efter 39,5 km. Her drejer man mod nordvest for kort efter at køre op ad kategori 2-stignongen Cote de Saint-Come-et-aMaruejols (2,2 km, 5,5%), der er en jævn stigning med top efter 43,5 km. Fra toppen kører man kortvarigt mod nord og vest ad en nedkørsel, inden let faldende terræn leder mod sydvest frem til Sommieres, hvor man drejer mod sydøst og senere nordøst for at køre igennem fladt terræn frem til Aubais, hvor stregen krydses for første gang efter 67,0 km.

Etapen afsluttes nu med to omgange på en 48,6 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man igennem fladt terræn kører mod først nordøst og siden vest frem til Clarensac. Denne gang kører man mod nord op ad kategori 1-stigningen Cote de Clarensac (2,7 km, 4,0%), som man tidligere kørte nedad, og som er en ganske jævn stigning, hvis top rundes efter hhv. 88,6 km og 137,2 km. På toppen går det mod nord og vest ad et plateau, inden man kører tilbage til Aubais ad samme vej som sidst. Derfor er det faldende, mens man kører mod sydvest frem til Sommieres, hvorefter det igennem fladt terræn går mod sydøst og nordøst ind til Aubais. Her er det over de sidste 5 km fladt, indtil man rammer den sidste kilometer, der stiger med 2,8%. Man kører ad en lang og snoet vej ind til byen, indtil man med 270 m igen tager et sving på næsten 180 grader, og umiddelbart herefter er der en meget skarp kurve på mere end 90 grader, inden vejen først til allersidst retter sig ud.

Etapen byder på i alt 1456 højdemeter.

Det ligner en Besseges-etape, som de er flest. Det er ikke helt fladt, men alt peger i retning af en massespurt. Intet er dog sikkert i et løb, hvor vinden meget ofte kommer i spil, og chancen for et sidevindsdrama er derfor reel. Kommer sprinterne til fadet, skal de samtidig holde tunge meget lige i munden i en teknisk finale med et meget sent og skarpt sving, og den stigende finale betyder tillige, at vi kan se et lidt andet hierarki, end vi ville se i en flad finale.

Aubais har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

3. etape

I gamle dage var eneste chance for at gøre forskelle på stigninger den traditionelle kongeetape omkring byen Besseges, der har lagt navn til løbet. Efter adskillige år med den helt samme rute blev den imidlertid i 2019 ændret så markant, at der aldrig var tvivl om, at den ville ende i en massespurt. Den nye rute genbrugtes i 2020 i et helt uændret format, men i 2021 lavedes der om på tingene. Løbets gamle nøglestigning, Col de Trelis, forsvandt helt fra ruten, og selvom udfordringerne lå tidligt på ruten, var det nok til at give et herligt cykelløb, hvor en solosejr til Tim Wellens reelt sikrede ham den samlede sejr. I 2022 skruer man - som det generelt gjaldt for hele løbet - betydeligt op for sværhedsgraden, for hvor vi siden omlægningen i 2019 har set en relativt let sidste halvdel, sluttede løbet nu med noget, der mindede om en omvendt tur på den rundstrækning, der prægede etapen frem til 2019, og det betød, at rytterne i den fulde finale skulle over nøglestigningen Trelis, denne gang dog fra den modsatte side. Det gav et helt anderledes selektivt løb, der reelt var årsagen til, at Benjamin Thomas vandt løbet samlet, og derfor vil mange glæde sig over, at modellen genbruges igen i år, hvor man dog kører finalerundstrækningen i modsat retning og altså i den retning, vi kendte fra de gode, gamle dage, hvor Trelis bestiges fra den sværeste side, men til gengæld kommer en anelse længere fra mål- Det skaber en afslutning med terræn til angreb, og selvom en spurt i et reduceret felt ikke kan udelukkes, taler meget også for, at vi i hvert fald vil se klassementsrytterne teste sig selv inden lørdagens kongeetapen.

Den nye etape er er 169,7 km lang og dermed for løbet relativt lang. Den har som de tidligere varianter både start og mål i Besseges, og hvor man i 2019 og 2020 kørte to forskellige rundstrækninger afsluttet med en rundstrækning inde i byen, følger man i 2023 formatet fra 2022, hvor den lille byrundstrækning erstattedes af en betydeligt mere kuperet sag, der sender rytterne op over de velkendte stigninger Cold des Brousses og Col de Trelis. Modsat sidste år kører man forinden dog to forskellige rundstrækninger i stedet for blot en enkelt.

Den første rundstrækning er 42,9 km lang, og det er præcis den rundstrækning, der også åbnede etapen i gamle dage, og som faktisk bare er en forlænget udgave af årets finalerundstrækning. Starten er benhård, da man med det samme kører mod vest op ad Col de Trelis (2,8 km, 6,2%), der ikke er kategoriseret, og hvis top rundes efter bare 6,4 km. En let nedkørsel fører nu feltet mod sydøst, inden man med det samme drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Col des Brousses (2,4 km, 5,1%), der efter en blød første kilometer stiger med 5,5-7% over de sidste 1400 m frem mod toppen, som rundes efter 14,4 km. En lidt kringlet nedkørsel leder nu videre mod sydøst til udkanten af Besseges, men hvor man i finalen kører direkte ind til stregen, drejer man nu mod øst og senere nordvest for igennem relativt fladt terræn at køre frem til rundstrækningens nordligste punkt, idet der dog er en lille bakke undervejs. Slutteligt går det mod syd og nordvest tilbage til Besseges, hvor stregen krydses for første gang efter 42,9 km.

Nu kører man en omgang på en lettere 98,8 km lang rundstrækning i området sydøst for byen. Det er således helt fladt, når man lægger ud med at køre mod først sydøst ned til byen Saint-Denis, der nås efter 60,3 km. Her drejer man mod nordøst for at fortsætte igennem fladlandet frem til Barjac, der passeres efter 72,1 km, inden det går mod sydøst op og ned ad en lille bakke ud til etapens østligste punkt. Her drejer man mod sydvest for at passere kategori 2-stigningen Cote de Mejnannes-le-Clap (7,8 km, 2,9%), der er en lang og meget let opkørsel med top efter 93,8 km, hvorefter man fortsætter mod sydvest på et kort plateau, inden en teknisk nedkørsel leder mod nordvest tilbage til dalen.

Her kører man først mod sydvest og siden nordvest igennem ganske let stigende terræn frem til udkanten af Besseges, hvor man drejer mod nordøst for at passere kategori 1-stigningen Col des Brousses (2,4 km, 5,1%) for anden gang. Denne gang rundes toppen efter 130,0 km, hvorefter man nu kører hjem til Besseges ad samme veje, som man vil gøre i finalen. Den lidt kringlede nedkørsel leder således mod nordøst, hvorefter man ad flade veje kører mod nordvest frem til målbyen, hvor stregen krydses for anden gang efter 141,7 km.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 27,9 km lang rundstrækning, der altså er en forkortet udgave af åbningsrundstrækningen. Man lægger igen ud med at køre mod vest op ad Col de Trelis (2,8 km, 6,2%), der ikke er kategoriseret og har en kilometer med 7,3%, inden de sidste 1400 m stiger med 5,5%. Fra toppen resterer 19,9 km, hvorefter en let nedkørsel fører nu feltet mod sydøst, inden man med det samme drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Col des Brousses (2,4 km, 5,1%), der som sagt efter en blød første kilometer stiger med 5,5-7% over de sidste 1400 m frem mod toppen, som rundes efter 157,8 km. De sidste 11,9 km indledes med den lidt kringlede nedkørsel, der leder videre mod sydøst til udkanten af Besseges, hvor man igennem fladt terræn kører mod nordvest tilbage til Besseges. Det går ad en lang, let bugtende vej efter et sving med 6,0 km igen, hvor eneste udfordring er en rundkørsel, der passeres 2,3 km fra stregen. De sidste 5 km er stort set helt flade, idet den sidste kilometer stiger med 0,6% i snit.

Etapen byder på i alt 2125 højdemeter, hvilket er ca. 75 flere end i 2022 og 2021 og knap 300 flere end i 2019 og 2020.

I flere år har klatrerne og ardennerspecialisterne begrædt ruteændringen - også selvom det alligevel lykkedes at skabe herligt cykelløb i 2021 - men denne gang kan de ikke brokke sig, idet man bruger samme format som sidste år Ikke blot har man bevaret de mange højdemeter fra 2021-udgaven, man har igen svære stigninger meget tættere på finalen, end man nogensinde tidligere har haft det. Også starten er som i 2022 meget hårdere, men sidste år blev det hele alligevel afgjort på bakkerne til sidst. De skal denne gang køres i omvendt retning, men det ændrer næppe alt for meget på sværhedsgraden, og dermed kan vi meget vel se frem til samme scenarium som sidste år, hvor angreb fra klassementsrytterne til sidst kan føre både til væsentlige forskelle, som da Benjamin Thomas kørte alene hjem, eller en reduceret massespurt, som bestemt også er en option i en finale, der utvivlsomt bliver aggressiv.

Sidste år var etapen helt afgørende, da det senere podium med Benjamin Thomas, Alberto Bettiol og Tobias Johannessen kørte væk på sidste stigning, inden Thomas sneg sig væk i den flade finale og dermed tog en solosejr, 9 sekunder foran Bettiol og Johannessen og 15 sekunder foran et reduceret felt, hvis spurt blev vundet af Rasmus Tiller foran Bryan Coquard. I 2021 endte løbet som sagt i et vildt væddeløb, hvor en brølstærk gruppe kørte tidligt væk og blandt andet eliminerede Filippo Ganna fra klassementet inden enkeltstarten. Slutteligt kørte en stærk og snu Tim Wellens fra alt og alle og sejrede med næsten et minut ned til forfølgerne, hvis spurt blev vundet af Edward Theuns foran Mads Würtz. Også i 2020 blev sprinterne snydt, da Dries de Bondt overspurtede Georg Zimmermann i en tomandsspurt fra et tidligt udbrud, bare 2 sekunder inden Magnus Cort var hurtigste mand i feltets spurt. I 2019 blev det hele til gengæld samlet til en massespurt, der blev vundet af Marc Sarreau foran Christophe Laporte og Mikel Aristi. Den gamle etape var generelt mere selektiv end i 2020 og 2021, også selvom det i 2018 endte i en reduceret massespurt, der blev vundet af Sarreau. I 2017 kørte de 19 stærkeste væk, og herfra angreb Lilian Calmejane, som med en solosejr lagde grunden til sin samlede triumf. I 2016 vandt Sylvain Chavanel en spurt i en lille gruppe. Forud for det vandt Bryan Coquard til gengæld en reduceret massespurt to år i træk. I 2013 vandt Jerome Cousin fra et udbrud, og det samme gjorde Pierre Rolland i 2012.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

4. etape

Dengang løbet fulgte et helt fast format skulle man om lørdagen altid slutte etapen med den klassiske spurt på den såkaldte mur i Laudun, der imidlertid ikke var nogen svær sag. Det ændrede man dramatisk på i 2020, hvor man som noget nyt havde en decideret bjergafslutning på den korte, men stejle Mont Bouquet i en uset hård udgave af løbet. Den stigning var fraværende i 2021, men noget tyder på, at den nu kan udgøre et fast mål for denne nye kongeetape. I hvert fald vender den i 2023 tilbage for tredje gang på fire år, og derfor ændrer der et brag af et opgør mellem løbets puncheurs og klatrere på en stigning, der for løbet er usædvanligt lang og tillige meget stejl og definitivt har ændret det gamle sprinterløbs karakter.

Som altid er der tale om en kort etape, der denne gang fører feltet over bare 145,5 km fra Saint-Christol-lez-Ales til toppen af Mont Bouquet i udkanten af Brouzet-les-Alès. Begge byer er forstæder til søndagens målby Alès, der ligger i et ganske kuperet område, men det meste af dagen finder sted i det fladere område mod sydøst. Det er således ganske fladt, når man fra start kører mod sydøst ned til Moussac, hvor man efter 21,4 km drejer mod øst for a sno sig igennem næsten helt fladt terræn. I byen Collias, der nås efter 48,6 km drejer man mod nord og senere nordvest og nordøst igennem terræn, der er en smule mere kuperet.

Nu vender man kortvarigt rundt for at køre mod syd op ad kategori 3-stigningen Cote de Saint-Siffret (1,5 km, 5,2%), der efter en let start stiger jævnt med 6,5% over den sidste kilometer frem mod toppen, som rundes efter 72,1 km. En nedkørsel leder videre mod syd, inden det går mod nord igennem terræn, der nu e betydeligt mere kuperet med et par småbakker og en længere nedkørsel, der leder op til det nordligste punkt, hvor man drejer mod sydvest for at passere kategori 2-stigningen Cote des Concluses (6,5 km, 2,4%), der stiger med 4-5% over de første 2 km, men derefter aldrig stiger mere end 3%, inden toppen rundes efter 115,7 km. De sidste 29,8 km indledes med et plateau, der fører mod nordvest, generelt er let stigende og byder på en bakke (1,0 km, 4,0%) med top efter 120,5 km. Efter plateauet går det via en let nedkørsel mod nordvest ned til byen Allègre-les-Fumades, hvor man drejer mod syd for at følge en let stigende vej frem til byen Brouet-lès-Alès.

Her ender den lette del af løbet ganske brutalt, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Mont Bouquet. Den stiger med hele 9,1% i snit over 4,6 km og er ganske varierende med stigningsprocenter på hhv. 6,%, 8,8%, 11,9% og 9,6% over de første fire kilometer, inden den stiger med 8,2% over de sidste 600 m. Stigningen følger en relativt lige vej med nogle bløde kurver, indtil der er to hårnålesving på de sidste få hundrede meter, det sidste umiddelbart inden stregen.

Etapen byder på i alt 1771 højdemeter mod 1817 højdemeter i 2022.

Afslutningen på Mont Bouquet gav anledning til et herligt slag på en regnvåd dag for tre år siden, hvor det ganske vist blev til flot iscenesat udbrudssejr til Ben o’Connor, men hvor slaget om klassementet stod længere tilbage mellem Alberto Bettiol og Benoit Cosnefoy, der blev de to bedste klassementsryttere med en tidsgevinst på 3 sekunder til italieneren. Forskellene mellem de bedste var dog overraskende små, og det var de egentlig også sidste år, selvom de var større. Her kørte de fire bedste klatrere væk, inden de spurtede om sejren, mens den førende Benjamin Thomas som nr. 11 smed 23 sekunder. Stigningen bør have potentiale til at skabe større forskelle, selvom den er relativt kort. Den er i hvert fald rigeligt svær til at også klatrere kan sætte sig igennem, og dermed bliver det et stort opgør, der bør skabe større forskelle inden enkeltstarten, end vi som regel har set det.

Mont Bouquet har kun to gang tidligere været mål for et stort cykelløb, nemlig i dette løb i 2022 og 2020. Sidste år kørte Jay Vine og Tobias Johannessen væk, inden de fik selskab af først Clement Champoussin og siden Antonio Tiberi, inden Johannessen vandt spurten foran Vine og Tiberi, mens Benjamin Thomas som nr. 11 med et tab på 23 sekunder forsvarede førertrøjen. I 2020 tog Ben O’Connor en flot sejr fra et udbrud, da han sejrede med 16 sekunder ned til Simon Clarke og Kamil Malecki, mens Alberto Bettiol som bedste mand fra feltet tabte 26 sekunder, 3 færre end den førende Benoit Cosnefroy.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

5. etape

Siden 2012 er løbet hvert år sluttet med den samme enkeltstart i Alés, og afslutningsetapen har udviklet sig til en klassiker tidligt på sæsonen. Ruten er nemlig ganske speciel, da den er stort set helt flad, men afsluttes med en ganske stejl bakke i udkanten af byen. Det har betyder, at de rene specialister som regel er kommet til kort og har givet muligheder for mere alsidige ryttere. I næsten alle tilfælde har det samtidig været den klart vigtigste etape, men på den nye og usædvanligt hårde rute vil dens betydning være betydeligt reduceret i forhold til det vanlige, selvom det stadig er en nøgledag, der vil krone vinderen af årets første franske etapeløb. Ligesom i 2022 har man ganske vist ændret på den flade del af ruten, som er blevet betydeligt mere teknisk, men det ændrer ikke på, at det er samme ryttertyper, der vil skulle slås om sejren, og det var også tilfældet sidste år, hvor ruten var præcis den samme som i år.

Den flade del af etapen er nok ændret i forhold til det, vi kendte indtil sidste år, men distancen på 10,6 km er næsten helt uforandret. Etapen starter og slutter i Alès og kan inddeles i to dele. De første knap 8 km er helt flade og går også denne gang langs floden Gardon d’Ales, der gennemløber byen, men denne gang med på meget mere kringlet og teknisk maner, end det var tilfældet tidligere. Fra starten kører man mod syd ned til floden, inden man efter 280 m drejer til venstre. Nu kører man langs vandet igennem en rundkørsel, inden man foretager en U-vending efter 1,2 km. Herfra går det tilbage langs floden gennem rundkørslen, inden man efter 2,2 km drejer ind på en bro, der leder over broen.  Efter 2,3 km drejer man atter til venstre for nu at køre hen langs floden på den anden side, hvor man skal igennem en rundkørsel undervejs. Efter 4,7 km drejer man skarpt til venstre for at køre ind i en rundkørsel, hvor man efter 4,8 km kører hele vejen rundt, og nu går det hele vejen tilbage langs floden ad samme vej.

Denne gang kører man dog ikke tilbage over broen, men fortsætter yderligere et kort stykke, indtil man efter 7,8 km drejer ind på den 2,8 km lange Montee de l’Hermitage-stigning, som er en ganske stejl affære, der endda byder på et par hårnålesving. Den gennemsnitlige stigningsprocent er måske nok blot 5,8, men efter 1000 bløde meter med stigningsprocenter på 2-3 stiger det over de to følgende 500 m-segmenter med hhv. 8,1% og 7,6%, inden det går med 6,3% på den sidste lille kilometer frem mod toppen. Her er målet placeret efter en kringlet afslutning med tre skarpe sving i bunden, fem hårnålesving og et meget skarpt hårnålesving lige inden stregen.

I 2016 gjorde man det flade stykke en anelse længere, men den ændring droppede man hurtigt, hvormed den samlede distance blev reduceret med 1200 m. Etapen var siden dengang helt uforandret, men det er den altså ikke længere, nu hvor hele den første del er nytænkt, selvom etapens profil og distance er stort set den samme som altid - akkurat som det gjaldt på samme rute i 2021.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen byder på i alt 170 højdemeter mod 181 på den gamle rute fra tiden før 2022-udgaven.

Den blandede rute gør, at etapen har passet godt til både enkeltstartsspecialister, der drager fordel af det flade stykke, og eksplosive puncheurs, der kan gøre en forskel på den sidste stigning. Derfor er de helt tunge drenge som regel udelukket fra kampen om sejren, ligesom man har set eksplosive klassikertyper, der ikke nødvendigvis er gode i kampen mod uret, forsvare sig godt. Den lidt kortere distance, end vi havde for nogle år siden, favoriserer sidstnævnte, men etapen vil formentlig atter blive vundet af en god temporytter, der samtidig kan klatre - også selvom den nye, meget mere kringlede rute stiller betydeligt større krav til de tekniske evner.

Sidste år gjorde den nye etape debut, og det gav favoritsejr, da Filippo Ganna sejrede med 7 sekunder ned til formstærke Mads Pedersen og 10 sekunder ned til Benjamin Thomas, der hermed sikrede sig den samlede sejr. Også i 2021 stillede Ganna, der også havde vundet den foregående etape fra et udbrud, til start som storfavorit, og han levede op til forventningerne ved at sejre med 10 sekunder ned til Benjamin Thomas og 21 sekunder ned til Ethan Hayter. I 2021 endte det i en sand EF-fest, da Alberto Bettiol tog en overlegen sejr med 9 sekunder ned til overraskelsen, holdkammeraten Magnus Cort, og 15 sekunder ned til Pierre Latour. Meget tættere var det i 2019, hvor Christophe Laporte tog en uhyre kneben sejr med mindre end et sekund ned til Tobias Ludvigsson og 13 sekunder ned til både Jimmy Janssens og Bauke Mollema. I 2018 sejrede Tony Gallopin for anden gang i træk, og efter hele tre andenpladser var det denne gang nok til også at sejre sammenlagt. I 2017 var Gallopin for første gang bedst efter i mange år at have været tæt på, men det rakte kun til den samlede andenplads bag Lilian Calmejane, der på andenpladsen tabte 13 sekunder. Etapen er herudover blevet vundet af de alsidige specialister Jerome Coppel (både i 2012 og 2016), Bob Jungels, Tobias Ludvigsson og Anthony Roux. Sejrmarginerne har to gange været under fem sekunder, men i tre tilfælde har den ligget på mellem 15 og 20 sekunder, og i 2012 sejrede Coppel endda med hele 26 sekunder i en sand magtdemonstration.

STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Etoile de Besseges har været en institution i den tidlige del af sæsonen, og løbet har stort set altid været temmelig genkendeligt. I gamle dage var det mest af alt et sprinterløb, indtil man i 2012 indførte enkeltstarten, og siden dengang har de 10 km i Alès stort set altid været altafgørende. Bonussekunder og vinden kunne ændre på udfaldet, men i mange år blev langt det meste afgjort om søndagen.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Det ændrede sig markant i 2020 med den uhørt hårde rute. Bare to sprinteretaper var tilbage, og i tillæg til enkeltstarten skulle man nu også slås med en regulær bjergafslutning og en hidsig puncheurfinale. Det skulle vise sig at få stor betydning. Alberto Bettiol var nemlig ganske overlegen på enkeltstarten, hvor han slog den førende Benoit Cosnefroy med hele 27 sekunder, og selvom han faktisk også akkurat slog franskmanden på bjergafslutningen med et forspring på 3 sekunder, var det ikke nok. Cosnefroy havde nemlig udnyttet kombinationen af sidevind og sit eminente punch på den indledende sidevindsetape til at distancere Bettiol med 34 sekunder, og indregner man de vundne bonussekunder, blev det til en komfortabel fransk sejr med 13 sekunder ned til italieneren, selvom Bettiol altså havde været 30 sekunder bedre på løbets to ventede nøgleetaper.

Det vidner om, at man aldrig helt kan vide sig sikker i Besseges, hvor det mest af alt var vinden, der kostede Bettiol sejren for to år siden. Det kan sagtens ske igen, for netop mistralvinden er altid en faktor, man skal være meget opmærksom på i området omkring Besseges og Nimes.

Efter den bløde 2021-udgave fulgte 2022-udgaven samme format som i 2020 - denne gang dog i en uhørt hård udgave helt uden sprinteretaper. Det gav et meget selektivt løb, hvor de klatrestærke havde hele to muligheder, mens tempospecialisterne havde deres klassiske chance i Alés. På alle tre etaper blev der gjort forskelle, mens de to puncheurfinaler nok snød de klassiske sprintere, men ikke var hårde nok til at gøre forskelle. Det gjorde 1. etape dog alligevel, da sidevinden som i 2020 rasede og skabte så megen splittelse, at det satte Tobias Johannessen, som ellers vandt kongeetapen, tilbage.

Noget tyder på, at det er det nye format. I hvert fald genbruges modellen stort set i år, og det gør det heldigvis lidt lettere at gennemskue, hvad vi skal forvente. Igen er der således tre potentielle nøgleetaper fredag, lørdag og søndag, men som vi altså nu ved, skal man bestemt ikke udelukke forskelle også de to første dage, hvor finalerne nok er for lette for klassementsrytterne, men hvor vinden altså kan skabe helt, helt afgørende forskelle.

Som udgangspunkt er det altså 3., 4. og 5. etape, der skal afgøre det, og her er det også som udgangspunkt de to sidste, der er vigtigst. Mont Bouquet gav i 2020 egentlig mindre afstande, end jeg på forhånd havde ventet, men det er altså en relativt lang og meget stejl stigning. Sidste år var forskellene større, og vi fik en god pejling på, hvad vi kan ventes os. Tobias Johannessen, Jay Vine, Antonio Tiberi og Clement Champoussin vandt 23 sekunder på de to tempostærke Benjamin Thomas og Alberto Bettiol, og det er nok afstande i det leje, vi skal forvente, at klatrerne kan vinde på de lidt tungere klassementsfolk, naturligvis også bestemt af vinden.

Klatrerne har dog en anden chance også. Jokeren er nemlig 3. etape, for det var faktisk her, Thomas vandt løbet, da han sammen med Bettiol og Johannessen kørte væk, inden han sneg sig afsted til en solosejr i en taktisk finale. I år køres rundstrækningen omvendt, så den sværeste stigning, Trelys, kommer først, og da vi sidste år var ret tæt på at få en reduceret massespurt, er det nok også det mest sandsynlige scenarium. Det kan dog ikke udelukkes, at vi vil se en gentagelse af 2022, og at klatrerne kan vinde tid to gange. Det bliver enormt vigtigt, hvis det lykkes, fordi den hurtigste eller mest snu af dem ikke blot kan vinde tid, men også som Thomas få 10 bonussekunder.

Den tid skal man så forsvare på søndag, men det er heldigvis muligt. Enkeltstarten er nemlig meget speciel, idet den hårde stigning mod slutningen betyder, at den typisk passer godt til eksplosive ryttertyper, der ikke nødvendigvis excellerer i kampen mod uret. Således ender ardennerspecialister ofte meget langt fremme, idet de kan forcere den korte, stejle stigning hurtigere rivalerne. Samtidig har de helt tunge specialister ingen chance på den kuperede rute. I 2020 chokerede Magnus Cort, der dengang bestemt ikke var tempospecialist, med en 2. plads, alene i kraft af fremragende form og gode klatreevner. Ruten er dog ikke hårdere, end at Christophe Laporte sejrede i 2019, og derfor er den ikke altid helt let at greje. Som sidste år betyder det forhold, at den flade del nu pludselig er blevet ganske teknisk, at temposvage og eksplosive folk vil kunne forsvare endnu bedre, end vi hidtil har set det. Som pejling på forskellene kan vi notere os, at temposvage Johannessen sidste år tabte 24 og 15 sekunder til hhv. Thomas og Bettiol, der slog ham i klassementet.

Det ligner altså et løb for ryttere, der klatrer godt nok til at være med helt fremme på lørdag, og som kan gøre det godt på den meget specielle enkeltstart på søndag. Dertil kommer altså punch og fart, der kan bidrage med lidt tid, særligt bonussekunder. Det gælder på 3. og 4. etape, men det gælder også på 1. etape. Som udgangspunkt er den mere for stærke sprintere, men i 2020 viste Benoit Cosnfroy, at en stærk puncheur godt kan løbe med lidt bonus. Endelig kan det taktiske element måske komme i spil, hvis 3. etape som sidste år eksploderer, og hvor Thomas altså sneg sig væk til sidst, hvad der dog nok er mindre sandsynligt.

Og så er der det med vinden. Både i 2020 og 2022 var vi vidner til et vildt sidevindsdrama på 1. etape, og måske bliver vi det igen. I hvert fald vil mistralen være enormt kraftig med styrker på hele op mod 35 km/t på en ellers skyfri og lun dag. Den vil komme fra nord, og det giver masser af sidevind på den kringlede rute. Historikken taget i betragtning vil det undre mig, hvis ikke den splitter, og derfor skal vi føje sidevindsevner til den efterhånden lange liste over evner, vinderen skal besidde. Det kostede dyrt for klatrerne i både 2020 og 2022 siden - uden vinden havde Bettiol vundet i 2020 og Johannesen sejret i 2022 - og det kan det gøre igen.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Måske bliver det endda ikke ved det. Vinden vil være næsten lige så kraftig på torsdag, og der vil igen være en del sidemedvind i finalen. Vi kender ikke området så godt, men er det åbent, kan vi få to dage med splittelser. Vinden vil også være kraftig på fredag med masser af sidevind, men her plejer der at være for lukket til, at den kommer i spil. Udelukkes kan det dog ikke. Samtidig er det værd at notere sig, at der vil være meget kraftig modvind på sidste stigning, og det får mig endnu mere til at tro på en reduceret massespurt, så klatrerne kun får én chance. Minsandten om den ikke også fortsætter lørdag, hvor der igen formentlig er for meget læ, men heller ikke der kan splittelse udelukkes. Klatrerne kan her til gengæld glæde sig meget over den kraftige sidemedvind, der vil gøre Bouquet mere selektiv. Det hele rundes af med en også lun, solrig og blæsende søndag, hvor forholdene heldigvis vil være ens for alle. Konklusionen er altså, at det vil være ret sært, hvis ikke vi får splittelse undervejs, særligt på 1. etape, når det vil være blæsende fra nord hele ugen, heldigvis dog med varme og sol også.

Alt dette får mig til at pege på Mattias Skjelmose som favorit. Med det nye format er danskeren slet og ret skabt til løbet. Blandt de relativt få tempostærke klassementsryttere må han være blandt de allerstærkeste på søndag, når man ser på den enorme udvikling, hans enkeltstart havde i 2022, hvor han imponerede stort til DM, i Danmark Rundt og Luxembourg, og denne rute passer ham ganske eminent med tekniske dele kombineret med en eksplosiv bakke. Han har også hidtil været bedst på relativt korte stigninger, og derfor burde Mont Bouquet lige være ham, og som vi nu har set flere gange, er han også så hurtig, at han står godt i en spurt på både 3. og 4. etape, hvis det bliver nødvendigt. I sidevinden har han vist sig ganske sublim, og uanset om han har været i start i UAE Tour, Provence eller Occitanie, har han altid siddet på første vifte - og i det spil har han også verdens bedste hjælperytter i Mads Pedersen.

Naturligvis kan der være usikkerhed om formen, men vi så, hvor fornemt han startede sidste år, hvor han gik på podiet i Provence. I det hele taget har han et ganske højt bundniveau, når ikke har er kørt træt, og derfor må man kunne forvente, at han starter stærkt. Sidevinden er en gave til den sidevindsstærke dansker, der tillige kan glæde sig enormt over en rute, der er nærmest skræddersyet. Derfor tror jeg på en drømmestart til Skjelmose. Han ledsages af Toms Skujins, der klatrede aldeles fornemt i 2022, hvor han endte som nr. 9 dette løb. Også han har glæde af sidevinden, men han er ikke stærk nok i weekenden til at kunne vinde samlet. Endelig har holdet jo Mads Pedersen, der sidste år startede som lyn og torden og i teorien kan vinde alle andre end lørdagsetapen. Den er dog også så svær, at han ikke bør kunne begå sig i toppen af klassementet, hvad han trods god form heller ikke kunne sidste år.

Vi skal lede lidt efter de tempostærke rivaler, men en af dem er i hvert fald Pavel Sivakov , der i Vueltaen og Burgos blev genrejst og har for vane at starte godt, når han ”er sig selv”. Han er formentlig også meget motiveret efter at presse sig tilbage frem i Ineos-hierarkiet, men løbet her er ikke helt ideelt. Han er ikke alt for tempostærk, men en enkeltstart af denne type burde - trods distancen - ikke passe ham helt dårligt, i hvert fald ikke hvis han kører som i Vueltaen og til dels også Giroen. Han er også løbets måske allerbedste klatrer med en god chance for at vinde på Mont Bouquet. Ineos er også meget stærke i vinden, hvor selv er en robust herre, men han kan vinde ”rigtig” tid på særligt 4. etape, hvor han kan være favorit, og han har den fordel, at Ineos kan sidde i overtal i en eventuelt taktisk finale på 3. og 4. etape. I sidevinden er Ineos også stærke, og robuste Sivakov får næppe problemer her. Slutter han som i 2022, bliver han ikke let at bide skeer med her, selvom han formentlig ikke vinder 5. etape.

Han ledsages af et meget stærkt, men usikkert kort i Ben Tulett. Briten havde et skuffende 2022, men blandt lyspunkterne var hans overraskende gode enkeltstart. Særligt hans 5. plads på 2. etape i Giroen, der netop var en kort, teknisk enkeltstart med mål på en lille stigning, siger alt om hans evner på 5. etape, der nærmest er skræddersyet til den tidligere crossrytter. Også kongeetapen passer ham glimrende, for målbjerget kan minde om det, han benyttede til at vinde kongeetapen i Coppi e Bartali. Han har heller ikke Skjelmoses spurt, men også han kan vinde ”rigtig” tid i weekenden og drage fordel af overtallet. Den store usikkerhed er sidevinden, hvor Ineos som hold ser meget stærke ud, men hvor Tulett selv kan virke sårbar, og derudover aner vi ikke, hvor han står til sæsonåbningen efter et skidt 2022. Det kan derfor gå begge veje, og netop usikkerheden om formen får mig til at placere ham under Sivakov, selvom han passer bedre til ruten.

Tredje kort er Michal Kwiatkowski¸ der i gamle dage havde været stensikker favorit på denne rute og blev nr. 2 i 2021. Han er forhåbentlig tilbage med stor motivation efter det svære 2022, der efter hans eget udsagn var til skraldespanden, og det kunne anspore ham til at starte godt. Tidligere startede han dog for stærkt, og i de senere år har han haft for vane at starte lidt langsommere, selvom han aldrig er helt dårlig. Ligesom Skjelmose er han lynhurtig, så han står godt i kampen om bonus på 3. og 4. etape, og enkeltstarten er skræddersyet til den teknisk eminente og eksplosive polak, men desværre har han ikke kørt sine bedste enkeltstarter i nu ganske lang tid. I sidevinden kommer han til gengæld ikke i problemer, og det er for usikkerheden om hans niveau og form, der dominerer. Endelig har holdet Ben Turner, men stortalentet kommer til kort i weekenden, og niveauet er for højt for purunge Michael Leonard.

En rytter, der i hvert fald er i form, er Neilson Powless . Med knaldhård modvind viste han sig som klart stærkeste mand i Marseille, og dermed kan vi forvente, at han også vil være blandt de stærkeste på de to hårde etaper. Her mangler han spurten, men med de gode ben vil han være i stand til at vinde på Mont Bouquet. Den store joker er hans gamle paradedisciplin, enkeltstarten, men her var der uhyre opløftende takter i 2022, hvor han som regel var meget stærk i disciplinen, både i UAE, Schweiz og Touren. Desværre er Sivakov nok en bedre klatrer, og Skjelmose og Tulett kan være bedre temporyttere, men Powless er i hvert fald i dokumenteret form, hvis han klarer sidevinden, hvor han har Stefan Bissegger, men hvor resten af holdet ser svagt ud. Et andet kort er Ben Healy, der ligeledes har vist god form fra start og i 2022 begyndte at køre en habil enkeltstart. Den er dog ikke god nok til at vinde, og han er også for tung til stigningen. Simon Carr er bestemt ikke flyvende trods bedre takter i Marseille og kan slet ikke køre enkeltstart. Det kan Mark Padun efterhånden til husbehov, men han synes slet ikke i form, og også kometen Andrea Piccolo har skuffet fælt i løbene på Mallorca inden et løb, hvor heller ikke han er tempostærk. Endelig har holdet Magnus Cort¸ men han har haft en knæskade, og selv i storform, ville han få det meget svært på Bouquet.

Den rytter, jeg vil glæde mig mest til at se, er Kevin Vauquelin. Den franske komet pressede Skjelmose til det yderste i Luxembourg, hvor han endda mente, at han kunne have vundet enkeltstarten, hvis ikke han havde været tæt på at styrte. Dette løb burde passe glimrende til den eksplosive og tempostærke franskmand, hvis enkeltstart bare blive bedre og bedre. Spurtstærk er han også, og hans hold har bedt ham starte stærk i de mange ugelange løb i begyndelsen, hvor han vil være deres klare kaptajn. Hans hold er ikke som Ineos og Trek i sidevinden, og det gør ham sårbar, men jeg vil tro, at han står ganske stærkt. Han er en af de allermest tempostærke, men han har stadig til gode at bevise, at Mont Bouquet ikke er for svær. Den er lige til den vanskelige side, og derfor kræver det et skridt op, hvis han skal vinde. Det er han dog også klar til at tage.

Han ledsages endda af Thibault Guernalec, der blev nr. 8 for et år siden. Han er meget tempostærk, og selvom enkeltstarten ikke passe ham ideelt, blev han nr. 5 i Alés. Mont Bouquet er til gengæld en anelse for svær, som vi også så sidste år, men hans kørsel i Marseille indikerer, at han som klatrer har taget næste skridt. Desværre er han nok hverken klatre- eller tempostærk nok til at vinde, men da han også har noget power til sidevinden og er i storform, bør han ende langt fremme. Endelig har holdet kometen Louis Barré, der ha manglet noget tålmodighed, men var skræmmende i både Valencia og Trofeo Mirador des Colomer, hvor han var meget overbevisende på stigningerne. Mont Bouquet er et nøk op i sværhedsgrad, og vi har også set, at han er meget svingende, men har han sit topniveau, vil han være blandt de bedste fredag og lørdag. Hans evner i sidevind er dog en ubekendt, men når det nok bliver et svær løb at vinde, skyldes det, at han aldrig har vist skyggen af tempoevner på de få enkeltstarter, han har kørt, selvom den specielle rute her vil hjælpe en puncheurtype som ham.

Så er der Thibaut Pinot . Det meste af cykelverdenen under ham en flot sidste sæson, og han plejer heldigvis også at starte stærkt. Han melder om god form, og hvis det er tilfældet, vil han stå meget stærkt på Bouquet, hvor han i dette felt bør være en af de stærkeste. Problemet er, at han aldrig for alvor har genfundet sin gamle gode enkeltstart, og selvom ruten i gamle dage passede ham, lider han voldsomt under det nye og mere tekniske format. Jeg tror stadig, at han har en chance for at vinde på lørdag, men til gengæld er jeg bekymret for, om han vil tage de chancer, der skal til i vinden, selvom hans hold er ganske stærkt. Han ledsages af Bruno Armirail, der vil gå efter et resultat på enkeltstarten, men den tekniske del og distancen passer ham ikke rigtigt. Han er også sjældent flyvende på denne tid af året, og Bouquet er tillige lidt for svær. Jake Stewart kørte en flot enkeltstart i 2021, men Bouquet er for svær, og han missede tillige Marseille med sygdom. Endelig imponerede Enzo Paleni i søndags, men selvom han godt kan køre lidt enkeltstart, får han det formentlig lidt for svært på lørdag.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Benjamin Thomas skal forsvare sin titel, men starten i Marseille var ikke lovende. Jeg så ham i hvert fald ikke på stigningerne, og det dæmper optimismen. Man må dog formode, at han vil have ambitioner om at starte stærkt, som han plejer, samt vil satse på et løb, der passer ham. Hans enkeltstart er forsvundet efter skiftet til Cofidis, men på denne specielle rute kørte han sin eneste gode tidskørsel i 2022, hvor han blev nr. 3, og han blev også nr. 2 i 2021, hvor han stadig var hos FDJ. Han er også blevet lynhurtig, men selvom han er kraftfuld, er Cofidis ikke som Ineos eller Trek sidevinden, hvor han er mere usikker. Først og fremmest er Mont Bouquet dog for svær, som vi så i 2022, selvom han har forbedret sin klatring, og da der denne gang er flere, der både kan køre enkeltstart og klatre, bliver det sværere nu - særligt hvis han ikke er i form. Han ledsages af Remy Rochas, der så godt ud på Cretes i søndags og kan være blandt de bedste lørdag, men sidevinden og enkeltstaten ødelægger festen. Pierre-Luc Perichon overraskede stort i søndags, men her bliver weekenden for svær, og Anthony Perez har ikke vist noget i lang tid.

Israel-PT kommer med Dylan Teuns, der vil elske en kort, stejl stigning som Bouquet. Han skuffede dog lidt i søndags, hvor han var meget aktiv med angreb på Cretes-stigningen, men ikke kom med, da den knækkede efter toppen. Han virker således ikke helt på toppen, men til gengæld har han for vane at overraske på korte, tekniske og kuperede enkeltstarter, som vi så, da han vandt i Andalusien i 2020. Ruten passer ham derfor slet ikke dårligt, ligesom han har god hjælp af et godt hold i vinden, men jeg tvivler på formen. Holdet har også Krists Neilands, der var en af de stærkeste i søndags, men det er svært at se ham vinde på lørdag, han er sårbar i vinden, og hans enkeltstart er for svag. Faktisk passer den efterhånden ret klatrestærke Hugo Houle bedre til løbet, fordi han også kan køre en hæderlig enkeltstart, men han var ikke synlig overhovedet i søndags. Danske Mads Würtz er tidligere blevet nr. 3 i løbet og har meldt om en god vinter, men med det nye format er ruten for hård, ligesom hans gode enkeltstart er forsvundet. Lørdagen bliver for hård for Omer Goldstein og Sep Vanmarcke.

Jeg har forsøgt at finde en forklaring på, hvorfor Pierre Latour smed et kvarter i søndags, men det er ikke lykkedes. Det gør det svært at være optimistisk, men jeg er nødt til at rangere ham halvhøjt, hvis der er en god forklaring. Løbet her passer ham nemlig fremragende, og sidste år, hvor han genfødtes, åbnede han sæsonen med en samlet 4. plads her. Den sidste enkeltstart er skræddersyet til ham, selvom han ikke er så tempostærk som tidligere, og han elsker korte, eksplosive stigninger som Boquet. I vinden bør holdet også være stærke, men formen er altså et åbent spørgsmål. Det er den til gengæld ikke for Valentin Ferron, der var en af de allerstærkeste i søndags, men her er konkurrencen skrappere, og han bør få det svært mod klatrerne på Bouquet. Han er bestemt heller ikke tempostærk, men her gjorde han så store fremskridt i 2022, at han formentlig kan forsvare sig hæderligt. I hvert fald er han et mere sikkert kort end Latour. Mathieu Burgaudeau synes slet ikke i form fra start og er tillige temposvag, og Julien Simon har været hårdt ramt af sygdom.

Jeg er lidt spændt på Brent Van Moer. Belgieren har været en af sæsonens helt store positive overraskelser, da han imponerede med sin klatring både i Valencia og Marseille. Nu kommer imidlertid en stor test, for Bouquet bør efter alt at dømme være for svær i dette felt, hvor der er for mange gode klatrere. Han er som bekendt tidligere U23-viceverdensmester i enkeltstart, men desværre har han so professionel aldrig kørt en god enkeltstart. Hans gode form burde føre ham et stykke på søndag, særligt på denne rute, og han kan drage fordel af vinden, men han bør være for tung til i dette selskab at vinde, selvom formen er vild. Holdet har naturligvis også Arnaud De Lie¸ men de tider, hvor en holdbar sprinter kan vinde, er ovre. Derfor bliver det også for svært for Jasper De Buyst, og klatreren Johannes Adamietz faldt for tidsgrænsen i søndags.

Da denne model for løbet første gang blev benyttet i 2022, endte det med samlet set til Benoit Cosnefroy. Det skyldtes dog alene, at han vandt tid i sidevinden, og at feltet er svagt, for den nye model passer ham egentlig ikke. Han er temposvag og skal begrænse tabet på sidste etape, og det samme skal han på lørdag, hvor stigningen er en anelse for svær for ham. Til gengæld passer 1. og 3. etape ham storartet, men det er ikke her, man gør de store forskelle. Han kan vinde noget tid i vinden igen, men det er svært at se, at han kan vinde på alle de ryttere, der passer bedre til løbet end ham. Han virkede heller ikke flyvende i søndags, selvom han aldrig fik lov at køre finale, fordi han blev ledt forkert efter at have bragt sig i en vindende position i frontgruppen. Det ligner derfor mere top 10 og mulig etapesejr end et absolut topresultat. Han ledsages af Franck Bonnamour, der melder om god form, men som er for temposvag til at være en trussel, ligesom han har meget at bevise efter det skuffende 2022. Valentin Paret-Peintre kan måske gøre det godt på lørdag, men får det svært på alle andre etaper, Greg Van Avermaet var bekymrende formsvag i Valencia, Oliver Naesen er for tung, og Larry Warbasse er ikke længere god nok til at blande sig.

Tudor kommer med Sebastien Reichenbach, hvis form er helt ukendt. Han kunne dog godt være motiveret efter at starte stærkt for sit nye hold. Er han i form, kommer han meget langt på Bouquet, men desværre er enkeltstarten en udfordring. Derudover ligner han et næsten sikkert offer i sidevinden. Holde har også Lucas Eriksson, der bør være god lørdag, men han var usynlig i søndags og er tillige temposvag. Stigningen er lidt for svær for Alexander Kamp, der også får det meget svært søndag, og for ellers formstærke Joel Suter samt for Simon Pellaud.

I søndags overraskede Jenno Berckmoes med sin hidtil bedste præstation, og som klatrer vil han kunne gøre det godt på Bouquet. Feltet her er dog betydeligt skrappere, og enkeltstarten bliver også et problem, Derudover blæser han formentlig væk i vinden, men med et godt resultat på lørdag kan han med lidt held måske ende pænt. Løbet er lidt for svært for Aaron Van Poucke .

Kern Pharma har Raul Garcia Pierna, der jo faktisk er spansk mester i enkeltstart. Ruten til enkeltstarten burde ikke passe ham helt skævt, men nogen gigant er han jo ikke just. Det synes også næsten givet, at han blæser væk i sidevinden, og enkeltstarten er en gigantisk udfordring. Måske vil de også prøve med Kiko Galvan¸ der altid er i form fra start, men han får det for svært i weekenden.

Bingoal kommer måske med en outsider. Jeg er ikke optimistisk, men Floris De Tier ville tidligere kunne gøre det godt på Bouquet. Han har dog været langt fra fordums styrke i nogen tid, men man ser som bekendt af og til, at et holdskifte kan gøre underværker. Problemet er, at han blæser væk i vinden og ikke kan køre enkeltstart. Et alternativ er Remy Mertz, der godt kan klatre, men den svingende belgier har skuffet i ganske lang tid.

Alpecin får det svært. Deres mest klatrestærke er Fabio Van Den Bossche, men han var ikke med i front i søndags og er tillige slet ikke tempostærk. Særligt i sidevinden får han problemer. Undgår han problemer her, bør han dog kunne gøre det hæderligt. De har også kometen Axel Laurance, men han kan slet ikke køre enkeltstart, og Bouquet er for svær for ham.

Hos Uno-X har sidste års nr. 3, Tobias Johannessen, meldt afbud, og dermed skal ansvaret løftes af brormand, Anders Johannessen. Det er dog svært at tro på et resultat. Han skuffede stort gennem hele 2022, og han udgik tillige i søndags. Bouquet burde passe godt til en eksplosiv klatrefyr som ham, men enkeltstarten og sidevinden er et problem, og han skal finde noget, vi ikke har set i lang tid. Niveauet er lidt for højt for den anden klatrer, Fredrik Dversnes.

De øvrige hold får det svært. Hos Nantes har man klatreren Jordan Jegat, men han får det svært både i vinden og på søndag og er nok en anelse overmatchet, og Roubaix har slet ingen klatrestærke folk. Hos Nice viste Jean-Louis Le Ny og Andrea Mifsud slet ikke form i søndags.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Trek har udtaget Markus Hoelgaard, der, hvis han er tilbage på sporet, kan gøre det pænt på lørdag, men han er temposvag og formentlig hjælper. Tudor er uden Reichenbach, mens Israel-PT er uden Würtz og Goldstein og Ag2r uden Paret-Peintre. Cofidis er uden Rochas, der erstattes af klatreren Hugo Toumire, som fortsat har det svært på dette niveau.

***** Mattias Skjelmose

**** Pavel Sivakov, Ben Tulett

*** Neilson Powless, Michal Kwiatkowski, Kevin Vauquelin, Benjamin Thomas, Thibaut Pinot

** Dylan Teuns, Thibault Guernalec, Pierre Latour, Valentin Ferron, Brent Van Moer, Benoit Cosnefroy, Toms Skujins, Krists Neilands, Bruno Armirail, Ben Healy

* Jenno Berckmoes, Raul Garcia Pierna, Markus Hoelgaard, Floris De Tier, Fabio Van Den Bossche, Simon Carr, Franck Bonnamour, Andrea Piccolo, Ben Turner, Mads Pedersen, Anders Johannessen, Joel Suter, Lucas Eriksson, Larry Warbasse, Mathieu Burgaudeau, Pierre-Luc Perichon, Remy Mertz, Jordan Jegat, Alexander Kamp, Fredrik Dversnes, Enzo Paleni

Danskerne

Mattias Skjelmose er en af de tunge favoritter og er omtalt ovenfor. På Trek ledsages han af Mads Pedersen, der i teorien kan vinde 1., 2., 3. og 5. etape, men som må sande, at 4. etape er for hård til, at han kan blande sig helt fremme i klassementet. Hos EF er Magnus Cort blevet sin knæskade kvit, men selvom han passer godt til 1., 2, og 3. etape og før er blevet nr. 2 på enkeltstarten, er han næppe i form til at blande sig helt fremme efter sin skade. Hos Uno-X skal William Blume formentlig støtte Anders Johannessen og Rasmus Tiller, og hos Tudor kan Alexander Kamp i sin debut formentlig ligeledes jagte resultater som en af kaptajnerne på de første tre etaper. Endelig er Rasmus Søjberg til start for Nantes, hvor han burde få god plads til at vise sig frem i udbrud samt måske støtte Pierre Barbier og Emmanuel Morin i spurterne de to første dage.

STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE