Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu Hamburg Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hårdt af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2016, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Bora-hansgrohe og indtil i år også DSM er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Landet fik endda tiltrukket Tour-starten i 2017, og som erstatning for det forsvundne løb i Bayern lykkedes det i 2018 at genetablere Deutschland Tour i samarbejde med ASO, der ser Tyskland som et vigtigt marked.

Et af de eneste løb, der har overlevet hele vejen igennem, er Eschborn-Frankfurt, og efter adskillige års overlevelseskamp trives det nu som aldrig før. Med sin faste placering på 1. maj er det en stor begivenhed i Frankfurt-området, og det tiltrækker altid kolossale tilskuermængder på en stor cykeldag, hvor eliteløbet bare er hovedbegivenheden i en lang stribe af motionsløb, børneløb og ungdomsløb, der alle afvikles på dele af den samme rute, som de professionelle benytter.

Under navnet Rund um den Henninger Turm blev løbet første gang afviklet i 1962 med Henninger-bryggeriet som hovedsponsor. Formålet var at promovere Henninger-tårnet, der blev bygget i 1961, og det fik klassikerstatus i 1967, da Paris-Brussels blev fjernet fra kalenderen på grund af trafikproblemer. Siden da voksede det i graderne og var endda i 1995 for et enkelt år en del af den nu hedengangne World Cup, men senere fik det nye HEW Cyclassics etableret sig som det eneste tyske løb i serien. Det blev heller ikke en del af Pro- eller WorldTouren, da disse blev skabt fra 2005.

Løbets store overlevelseskamp startede for alvor i 2007, da Henninger besluttede at trække sig efter 2008-udgaven. Arrangørerne havde held til at redde det under det nye navn Eschborn-Frankfurt City Loop, et navn, der markerede løbets start i Eschborn og mål i Frankfurt. Ændringen betød, at man ikke længere passerede forbi Henninger Turm.

Løbet blev siden kendt under navnet Rund um den Finanzplatz, da det nu slutter i finanskvarteret i Frankfurt, som er kendt som Tysklands finansielle centrum, inden det fik det nye navn, Eschborn-Frankfurt. I nogle år havde det tabt lidt prestige, men det har altid været et højdepunkt på forårskalenderen og altid tiltrukket et fint felt af internationale stjerner, der har blandet sig med de bedste tyske ryttere. Som et 1.HC-løb har det samtidig rangeret højt i det officielle UCI-hierarki.

I 2017 nåede det imidlertid nye højder, idet det var et af de mange løb, der blev en del af den udvidede WorldTour. Samtidig har Tour de France-arrangørerne ASO slået pjalterne sammen med den lokale organisationskomite og viser dermed igen deres store interesse i det tyske publikum. Det har ikke blot sikret løbet dets fremtid, muligheden for at score WorldTour-point har også gjort feltet enormt stærkt. Selvom holdene ikke var forpligtede til at deltage, var det således kun syv WorldTour-mandskaber - Movistar, Sky, Bahrain-Merida, Orica-Scott, FDJ, Astana og Dimension Data - der ikke var at finde på startstregen i 2017. Samtidig havde man med Peter Sagan, Marcel Kittel, John Degenkolb, André Greipel, Alexander Kristoff, Tony Martin, Michael Matthews, Fernando Gaviria og Oliver Naesen sikret sig en helt fantastisk perlerække af stjernenavne, og alle de bedste tyske ryttere var for første gang med.

I 2018 lykkedes det desværre ikke helt at gentage succesen, og således var det kun halvdelen af WorldTour-holdene, der var at finde i feltet, men det var bedre i 2019, hvor man fra det fineste selskab kun savnede Movistar, Mitchelton-Scott, FDJ, Deceuninck-Quick Step, Ineos og Jumbo-Visma. Efter aflysningen i 2020 var løbet i 2021 grundet corona rykket til efteråret, hvor man igen kunne præsentere 13 af de 19 WorldTour-hold. I år er det gået en anelse ned ad bakke, men med afbud fra kun Quick-Step, Ineos, Movistar, FDJ, Astana, Jumbo og BikeExchange kan man stadig byde på 11 af de nu 18 hold fra det højeste niveau.

Derudover er det igen lykkedes at få næsten mange af de største tyske navne til start, og de får selskab af internationale stjerner som Sam Bennett, Danny van Poppel, Alexander Kristoff, Biniam Girmay, Giacomo Nizzolo, Arnaud de Lie, Fernando Gaviria og Jasper Philipsen. Løbet har stadig ikke samme status som de virkelige forårsklassikere, men efter opgraderingen til WorldTouren er der sket et skifte til det bedre, ikke mindst fordi der nu er livetransmission på nationalt tysk tv og på Eurosport.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Løbet afvikles i Taunus-bjergene, og det betyder, at det er ganske kuperet. Løbets varemærke er den meget stejle Mammolshainer, der skal forceres adskillige gange, men et langt fladt stykke tilbage til centrum af Frankfurt betyder, at det ofte har været et løb for stærke sprintere. Det afgøres som regel efter en hektisk jagt mellem en stærk gruppe af formstærke klassikerspecialister, der er kommet direkte fra Ardennerne, og et reduceret felt, oftest med sidstnævnte som vindere. I 2018, 2017, 2016 og 2014 vandt Alexander Kristoff reducerede massespurter, som Pascal Ackermann gjorde det i 2019 og Jasper Philipsen i 2021, men i 2013 og 2012 var det angriberne, der vandt kampen, og det gav sejre til henholdsvis Simon Spilak og Moreno Moser. Ackermann og John Degenkolb i 2011 er de seneste tyske vindere, men de overgås af Erik Zabel, der med tre sejre længe havde rekorden, indtil den blev slået af Kristoff, og det siger en del om hvilken ryttertype, der klarer sig bedst. Måske kunne Kristoff endda have vundet fem gange, hvis ikke 2015-udgaven blev aflyst som følge af formodede terrorplaner.

I 2018 fik ruten et nyt twist, idet man lagde ekstra stigninger ind undervejs. Det vakte en del kritik fra nogle af tyskerne, der frygtede, at hjemlandets ryttere ville få sværere ved at begå sig på en hårdere rute, men ikke desto mindre endte 2018-, 2019- og 2021-løbene stort set som vanligt. Modellen fastholdes også i 2022.

Det forhindrede altså heller ikke en massespurt, da løbet sidste år blev afviklet om efteråret som VM-forberedelse i den stadig coronaramte sæson. Igen kom der ellers en stærk gruppe med blandt andre Michael Matthews væk på bakkerne, men sprinterne havde styr på det. Det hele endte i en massespurt, og her fortsatte Jasper Philipsen sit vanvittige efterår ved at tage sin første sejr i et endagsløb på WorldTouren foran John Degenkolb, der var tæt på at sikre stor tysk fest, og Alexander Kristoff, der for anden gang i træk missede muligheden for at øge sin rekord i løbet. Philipsen vender tilbage for at forsvare løbet, og da Degenkolb og Kristoff også begge jagter endnu en sejr i løbet, er hele podiet fra sidste efterår med igen.

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Ruten

Som sagt afvikles Eschborn-Frankfurt i det kuperede terræn i Taunus-bjergene i området nordvest for storbyen Frankfurt, hvor man skal over adskillige stigninger, før man kører ned til målet i byens centrum. Nøglestigningen har altid været den korte, stejle Mammolshainer Berg, der som regel er rammen om en sand folkefest med adskillige tilskuere. Den ligger imidlertid ganske langt fra selve Frankfurt, og derfor har det ikke været nemt for arrangørerne at gøre løbet hårdere, som man ellers har tilstræbt. Det har man forsøgt ved at øge antallet af passager, så den nu om dage skal forceres hele fire gange, men da man samtidig har et ønske om at skabe en folkefest i bykernen og derfor slutter løbet med et par omgange på en flad rundstrækning, har der altid været god tid til, at der kan ske en regruppering.

Efter et år på WorldTouren gjorde man i 2018 som sagt endnu et forsøg på at skabe mere udskilning og mindske chancen for en reduceret massespurt. Det skete ved, at man justerede lidt på den rundstrækning, der rummer de to første passager af Mammolshainer, således at der ventede yderligere to stigninger umiddelbart efter toppen, ligesom man ændrede en anelse på det flade indløb tilbage mod Frankfurt. Det gav flere højdemeter, men den sidste del af løbet havde grundlæggende samme karakter som tidligere, og der ændredes reelt ikke på løbets identitet.

Også i år vil løbet grundlæggende være det samme, da man med undtagelse af en minimal ændring imde i selve Frankfurt bruger præcis samme rute som den, der blev brugt i både 2019 og 2021, hvor man lidt overraskende forkortede løbet fra de klassiske knap 220 km til blot 187,5 km. Det skete primært ved at fjerne en af de to passager af Ruppertshain- og Billtalhöhe-stigningerne samt ved at ændre på rundstrækningen inde i Frankfurt, så opløbsstrækningen nu blev længere og finalen mindre kompliceret. Mammolshain skulle dog fortsat passeres fire gange, og man passerede ikke igennem terræn, der ikke var kendt fra tidligere.

Den marginale ændring betyder, at der i år skal køres bare 183,9 km. De starter i Frankfurt-forstanden Eschborn, og herfra går det igennem fladt terræn mod sydøst til centrum af Frankfurt, hvor man slår en lille sløjfe og krydser målstregen efter 15,0 km. Herefter vender man rundt for at køre tilbage mod nordvest og Taunus-bjergene, hvor stigningerne venter. Efter en flad indledning venter den lange Feldberg (11 km, 4,8%), der kun bliver lidt stejl over de sidste 2 km, hvor den stiger med ca. 6%, og har top i 833 m højde efter 46,5 km. Herefter forsætter man med en lille nedkørsel mod nordvest, indtil man rammer den strækning, der vil udgøre den væsentligste del af løbet.

Strækningen her består af både en kort og en lang rundstrækning. I 2018 kørte man først to omgange på den lange og dernæst to omgange på korte, men nu kører man en kort, så en lang og til slut to korte omgange. Først skal man en første gang op over Ruppertshain (1,3 km, 8,6%), der starter med 500 m med hele 12,3%, efter 57,9 km, inden man rammer den korte rundstrækning, der er 16 km lang. Den indledes ved, at man kører mod sydøst igennem let faldende terræn, inden det går mod øst og nordvest frem til bunden af Mammolshainer (2,3 km, 8,2%), der passeres første gang efter 79,7 km. Nøglestigningen er en delt sag, der starter med 500 m med 5,3%, derefter byder på 500 m med hele 14,0% og herfra stiger med 6-8% over en kilometer, inden den flader ud over de sidste 300 m.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Efter at have afsluttet omgangen kører man en omgang på den store rundstrækning, der har samme indledning, så man igen skal over Mammolshainer efter 94,5 km. Et kort fladt stykke fører direkte ind på 2018-udgavens nyskabelse Billtalhöhe (2,6 km, 6,2%), der starter med 1 km med 8-9%, men derefter ikke stiger med over 5% frem mod toppen, der rundes efter 99,6 km, inden en nedkørsel leder det sidste stykke mod nordvest tilbage til Ruppertshain (1,3 km, 8,6%), hvis top rundes for anden og sidste gang efter 106,8 km. Efter den store rundstrækning gælder det igen to omgange på den korte rundstrækning, hvorfor Mammolshainer passeres igen med hhv. 55,3 og 40,5 km til mål.

Efter stigningen drejer man atter mod sydøst, og herefter går det i den retning hele vejen tilbage mod centrum af Frankfurt. Efter en nedkørsel flader det ud, mens man passerer gennem startområdet i Eschborn efter 154,7 km. Herefter går det gennem fladt terræn ind mod storbyen, hvor man rammer finanskvarteret og den afsluttende rundstrækning efter 164,4 km.

Efter 170,6 km krydser man målstregen for anden gang, og derefter afsluttes løbet med to omgange på den nye 6,7 km lange rundstrækning, der blev ”opfundet” i 2019. Den er næsten helt flad og byder modsat den tidligere udgave på en del skarpe sving, idet man blandt andet skal dreje en del i forbindelse med to passager af Main-floden. På de sidste 5 km er der sving med 4200, 4000, 3100, 1600 m og til slut 670 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning, der er dobbelt som lang som tidligere

Ruten har i alt 2654 højdemeter, hvilket som følge af den kortere distance er ca. 400 færre end i 2018.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Vejret

Løbet har før været præget af forfærdeligt regnvejr, men i år viser det tyske forår sig fra sin pæne side. Fra start vil der kun være få skyer, men fra 14-tiden vil der kun være lidt sol. Til gengæld vil der være en behagelig temperatur på 17 grader, og der vil bare være en let vind (11-12 km/t) fra nord. Det giver selvfølgelig vind fra alle retninger på den kringlede rute, men der vil være sidemodvind på Mammolshain og derefter sidemedvind hele vejen ind til Frankfurt. På rundstrækningen vil der hovedsageligt være medvind på første del og modvind på anden del, indtil man efter et kort sidevindsstykke, som starter ved den røde flamme, får direkte medvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Eschborn-Frankfurt er en klassiker, der i mange år har været afviklet på en næsten uforandret rute. Ganske vist har man i nogle år forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere passager af Mammolshain, men det er har ikke ændret afgørende på løbets natur. Hvert år er det endt som et fascinerende forfølgelsesløb mellem feltet og en lille gruppe, der er kommet fri på stigningerne, og historien tilsiger, at det kan gå begge veje.

Ikke desto mindre synes balancen trods tilføjelsen af flere stigninger at være tippet klart i sprinternes favør. Hvor man i begyndelsen af årtusindet så flere udbrudssejre, har vi i de ni seneste udgaver haft seks reducerede massespurter - og i 2013 var udbruddet så tæt på at blive hentet, at André Greipel, der vandt spurten, sluttede i samme tid som Simon Spilak og Moreno Moser, mens Domenico Pozzovivo som udbruddets tredje deltager endte som nummer 7. Det indikerer, at de hurtige folk i de senere år har haft overtaget.

I 2017 år var det store spørgsmål er, hvilken betydning det ville få, at løbet var kommet på WorldTouren og derfor havde tiltrukket et meget stærkere felt. Det viste sig blot at blive endnu mere kontrolleret, og trods dårligt vejr var spurten aldrig i fare. Selvom løbet viste sig for hårdt for en del sprintere, herunder André Greipel, Marcel Kittel og en formsvag Peter Sagan, sad relativt tunge folk som Rick Zabel, Rudy Barbier og Maximilano Richeze med hele vejen til mål, og der var derfor ikke den dramatiske udskilning, man tidligere har set.

I 2018 fik ruten en ekstra tand med flere stigninger efter de to første passager af Mammolshain. Det blev meget omtalt, og ruten blev beskrevet som hårdere, men det var nu svært at se, at det kunne gøre en voldsom forskel. Naturligvis var der flere højdemeter på programmet, men de nye stigninger kom kun i forbindelse med de to første passager af Mammolshainer. Den sidste del af løbet var stort set uforandret i forhold til tidligere. Det blev da også den ventede spurt, men Grega Bole, Simon Spilak, Julien Bernard og Emanuel Buchmann blev først hentet med 3 km igen af et felt på kun godt 20 mand.

I 2019 blev ruten er en ændret med en reduceret distance og fjernelsen af en enkelt passage af Ruppertshain og Billtalhöhe, hvilket alt andet gjorde ruten lettere. Til gengæld var der denne gang medvind på turen tilbage til Frankfurt, og måske var det derfor, at det kun med 4 km igen lykkedes at skabe samling til en spurt. Til gengæld var det et for løbet sjældent stort felt på ca. 70 mand, der endte med at spurte om sejren, og vinderen var en lidt halvtung fyr i form af Pascal Ackermann. Helt uden selektion var løbet dog ikke, da hverken André Greipel eller Phil Bauhaus kom med feltet hjem.

Sidste år blev løbet kørt som VM-optakt. Heller ikke her var spurten i fare, selvom en stærk gruppe med blandt andre Michael Matthews efter Mammolshain så lovende ud. De spurtede dog i et felt på mere end 70 mand, og igen havde vi relativt tunge folk med hjem, selvom vi undervejs fik sagt farvel til folk som Bauhaus, Greipel, Dylan Groenewegen, Dan McLay, Nils Eekhoff og Sebastian Molano.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Særligt 2018-udgaven, at spurten sagtens kan undgås. Havde Quick-Step ikke haft Yves Lampaert til at lukke hullet, er de meget tænkeligt, at de forreste var holdt hjem, for langt de fleste sprintere var isolerede. Samtidig var mange af de hurtige faldet fra, og det var folk som Alexander Kristoff, Michael Matthews, Sam Bennett, Edvald Boasson Hagen og Fernando Gaviria - dengang alle klatrestærke folk - der havde overlevet. Det var imidlertid også på en længere og hårdere rute, end vi har i år, hvilket førte til et ganske minimalt felt, mens vi altså i 2019 og 2021 havde så stor en gruppe, at der var masser af folk til at jagte, hvorfor det aldrig for alvor blev spændende, om udbruddet ville holde hjem eller ej.

Hvad kan vi så forvente os i år? Ruten er reelt set den samme som i 2019 og 2021, der som sagt gav anledning til en meget lidt selektiv udgave. Denne gang kan der modsat sidste år til gengæld være lidt håb for udbryderne i vindretningen. Ganske vist er der modvind på selve stigningen, men det er vigtigere, at der er medvind på turen ind til Frankfurt. Det er formentlig en nødvendig - men ikke tilstrækkelig - betingelse for en udbrudssejr, og den er i hvert fald opfyldt. Til gengæld bliver vejret pænt, og det er næppe noget, der bidrager til hårdheden.

Vigtigst er det dog at se, hvilke ambitioner de enkelte hold har, og her kunne noget pege på, at mange gerne vil spurte. Løbets mange massespurter har givet det et ry som et sprinterløb, og denne gang kan det faktisk være meget svært at se, hvilke af de store hold der har den store interesse i at åbne løbet, gøre det hårdt og forsøge at snyde sprinterne.

Jeg spejder og spejder, men jeg kan ikke finde ét eneste hold. Af WorldTour-holdene er det vel kun måske EF og Trek, der ikke har en spurt som plan A, men de har ikke alt for meget at skyde med. For de øvrige holds vedkommende har de måske nok nogle folk, der kan gå med i angrebene, som det sikkert er tilfældet for Biniam Girmay på Intermarché, men jeg har svært ved at se, at de skulle tage initiativet selv.

Det er også svært at se, hvem der skal gøre det hårdt. Det kunne måske være en plan for Israel-PT eller Cofidis, men de mangler holdene til at gøre det. Det er i virkeligheden nok kun Lotto, der måske vil og kan gøre det, men jeg tvivler på, at de vil lægge det pres på Arnaud de Lie, der stadig er ung og uprøvet. Derfor kunne noget tyde på, at vi får et større felt end de seneste to år, hvor det endda har været historisk stort.

Konklusionen er klar: årets felt lægger i den grad op til massespurt. Jeg har meget svært ved at se, at den kan undgås, og jeg tror også, at den kommer efter en lettere løb end vanligt og desværre nok også efter et løb, der ikke vil være alt for spændende. Der er simpelthen for mange hold, der vil kontrollere til en spurt.

Selve spurten er med den nye rundstrækning, der blev indført for nogle år siden, lidt kringlet. Der er mange sving på runden, og der er to af slagsen på de sidste 1500 m. Det sidste kommer endda med bare 670 m til mål, og det er derfor en spurt, hvor position og lead-out er ganske væsentligt. Det handler bestemt ikke bare om fart. Både position og friskhed efter mere end 2500 højdemeter er også nøglekomponenter.

Jeg peger på Jasper Philipsen. Belgieren vandt løbet sidste år, hvor han udnyttede den gyldne form, han havde i efteråret, og sejren her var blot endnu én i den lange række. Siden dengang synes han næsten kun at være blevet endnu hurtigere efter nogle gode spurter i Emiraterne og senest Tyrkiet, og på baggrund af det, vi har set i år, er han hurtigste mand i dette felt. Hans tog er ikke skræmmende, men Robert Stannard, Kristian Sbaragli og - hvis han kommer med hjem - Lionel Taminiaux kan give ham en vis støtte. Først og fremmest er han dog så sublim i positionskampen, at han altid sidder rigtigt, og det er et helt afgørende våben i denne finale med et sent sving. Formen var også fornem i Tyrkiet, og dermed er bakkerne kun til hans fordel. Han har altså hele pakken, og derfor tror jeg, at det bliver til titelforsvar.

Jeg vælger at pege på Sam Bennett som nr. 2. Det går godt nok langsomt med at finde den form, men han så i det mindste bedre ud i Tyrkiet, selvom der stadig var lang vej igen. Derfor er jeg også ganske bekymret for, om han klarer bakkerne, men han hjælpes af, at jeg som sagt tror på et let løb. Hans spurter har egentlig været ganske gode, når han har været frisk, men i Tyrkiet var han ramt af en hel serie af uheld, der gjorde, at han aldrig rigtigt fik kørt en ordentlig spurt. Han har i dette løb den store fordel, at hans tog med Jonas Koch, Marco Haller og ikke mindst Danny van Poppel er det stærkeste, og det er vigtigt i denne finale. Med tanke på den fart, han havde i Emiraterne, hvor han var helt uden form, må han være den rytter, der har den største chance for at slå Philipsen, hvis han sættes rigtigt op og har forbedret sig yderligere siden turen til Tyrkiet.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Jeg glæder mig meget til at se Arnaud de Lie. Den belgiske komet har allerede vundet to massepurter i år, men vi mangler stadig at se ham i en flad spurt mod eliten. Den chance missede vi i Koksijde, hvor han havde defekt i selve spurten, og i De Panne, hvor han aldrig kom frem. Han virkede dog så overbevisende i sine to spurtsejre, at han meget vel på ren topfart kan være tredjehurtigste mand - og måske også mere end det - og med den klatring, der gav ham sejren i Limburg i ardennerterræn, har han kun glæde af, at løbet bliver hårdt. Han har et fint tog med de nytilkomne Reinardt van Rensburg og Carlos Barbero samt særligt med Rudiger Selig, hvis han mod forventning kommer med hjem, og han har vist sig fremragende i positionskampen. Forhåbentlig får vi denne gang hans rigtige fart at se.

Alexander Kristoff er med sine fire sejre kongen af dette løb, men det er meget sigende, at han kun er blevet nr. 3 de seneste to gange. Nu om dage er feltet stærkere, og nordmanden er heller ikke så hurtig, som han engang var. Han burde dog være i form, for han var stærk i klassikerne og plejer at kunne holde den hele vejen til dette løb, der står hans hjerte nært. Han har ikke sit supertog til rådighed, men han står stærkt med Tom Devriendt, Sven Erik Bystrøm, Barnabas Peak og Biniam Girmay. I forvejen er han god i positionskampen - dog ikke så god som tidligere - og han synes at være bakket op af et af de bedste hold. Med den fart, han har vist i år, særligt i Torino, burde han have en chance for at vinde, hvis han sættes rigtigt op, selvom jeg frygter, at løbet bliver for let til, at han får glæde af sin robusthed. Holdet har naturligvis også Girmay, men dette er jo Kristoffs løb. De plejer at spurte for Kristoff, og det vil jeg tro, at de gør igen, selvom Girmay plejer at ende langt fremme alligevel. Hans rolle vil formentlig være at dække angreb, og skulle en gruppe køre hjem, er han topfavorit til at vinde.

Løbets største ubekendte er vel Phil Bauhaus. Tyskeren er så tung, at han endnu ikke er kommet med hjem, og logikken siger, at det heller ikke sker denne gang. Han har dog forbedret sin klatring markant, og han har trænet målrettet frem mod dette løb, der er et stort mål. Hvor han stå efter en lang pause, er uklart, men ifølge ham selv er han klar. Som sagt regner jeg med et lettere løb, og det giver ham en historisk chance for at overleve. Han har spurtet fremragende igen i år, som vi så med sejren i Tirreno, men hans tog med Fred Wright og Jasha Sütterlin er ikke det stærkeste. Det kan koste ham sejren, men han viste i Tirreno, at han har forbedret sin positionering markant. Han har farten til at vinde, men han skal klare både bakker og positionskamp, der truer ham, og derfor glider han lidt ned ad listen.

Lidt af det samme kan siges om Dan McLay. Den tunge brite gennemførte hverken i 2019 eller 2021, hvor løbet ellers blev historisk let, og chancen for, at han kommer med hjem denne gang, er da også relativt lille. Omvendt klatrede han bedre end længe i Tyrkiet, og som sagt venter jeg mig et endnu lettere løb denne gang. Han har kørt nogle fornemme spurter i år, særligt i Saudi Tour, men også i Tyrkiet, selvom han der var helt uden større. Han synes også at have forbedret sig i positionskampen, som har været hans svaghed, men han lider under et svagt tog. Kan han overtale positioneringsstærke Hugo Hofstetter til at køre lead-out, har han imidlertid en af de allerbedste lead-out men, og så har han altså farten til at være med helt i front.

Giacomo Nizzolo bruger løbets om sin sidste test inden Giroen, og han viste i Brabantse Pijl og Alperne, at han trods styrtet i Sanremo er i fornem form. Desværre bliver han formentlig en af de store tabere, hvis løbet bliver så let, som jeg venter, for han skal nok bruge et hårdt løb for at vinde. Han synes at have det sværere og sværere i de rigtige massespurter nu om dage, og i år er det ikke gået ham godt. Undtagelsen er sidste etape i Tirreno, hvor kun Bauhaus slog ham, og her lukrerede han på sit gode tog til at slå hurtigere folk. Det tog har han heldigvis også til rådighed her, men mens Rick Zabel bør overleve bakkerne, ser det svært ud for Alex Dowsett og særligt Matthias Brändle. Kommer de ikke med hjem, tror jeg, at han vil mangle den fornødne støtte, men er de der til gengæld, viser sidste etape i Tirreno, at hans tog kan være nøglen til at give ham sejren.

Som sagt skal man ikke satse pensionsopsparingen på, at Bennett komme med hjem, men så har Bora heldigvis Danny van Poppel. Den svingende hollænder er inde i en af sine gode perioder, som vi så i klassikerne og senest i Tyrkiet, hvor han kørte ganske fornemt. Her viste han også, at han stadig har en topfart, der rækker langt i dette felt, og selv uden Bennett er et tog med Nils Politt, Koch og Haller stadig et af de bedre. Van Poppel er også selv god i positionskampen, men vi så også i Tyrkiet, at hans topfart nok mangler det sidste for at vinde i dette felt.

Cofidis har Simone Consonni, der bruger løbet som optakt til Tirreno. Han har en lang serie af top 10-placeringer i år, men hans bedste resultat er en 5. plads. Det forklarer meget godt historien, da han er fremragende i positionskampen, men mangler fart. Her står han ret stærkt, da hans tog med Piet Allegaert og ikke mindst Davide Cimolai ligner et af de bedste, og derfor vil det undre mig, hvis ikke han ender langt fremme. Det er til gengæld svært at se ham vinde, men kører Cimolai et af sine bedste lead-outs, kan han måske overraske, selvom han nok skal bruge et hårdere løb. Det kan heller ikke helt udelukkes, at Cimolai spurter, men rollefordelingen fra starten af året hed, at Consonni er sprinteren.

Det gjorde næsten ondt at se Fernando Gaviria spurte i Romandiet. Hans 3. plads i et svagt felt var endnu et søm i ligkisten, og han synes nærmest bare at blive langsommere og langsommere år for år. Det var dog også en meget hård etape, hvor han måtte bruge endnu flere kræfter på at bevæge sig frem til sidst, og her vil han formentlig være friskere, også fordi han nu har flere løbsdage i benene efter skadespausen. Han viste i hvert fald god klatreform, så han bør komme med hjem, men det er desværre nok tvivlsomt, om Maximiliano Richeze overlever. Uden ham får han meget svært ved at vinde, da han er svag i positionskampen, og kun har Richeze i sit tog. Har han argentineren hos sig, står han betydeligt bedre, men desværre er resten af toget svagt, og Gaviria synes at mangle både fart og positionering lige nu.

Arkeas andet kort er Hugo Hofstetter. Da der er vigtige point på spil, regner jeg med, at han og McLay kører hver deres spurt, selvom kun McLay formentlig kan vinde. Hofstetter er til gengæld sikker på at komme med hjem, men han vil savne et løb, der bliver hårdere, end jeg venter. I år har han 117 podieplaceringer, men ingen sejre, og sådan har det været gennem hele hans karriere. Han positionerer sig sublimt, men han mangler farten, og det vil han også gøre i dette ganske stærke sprinterfelt.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Det er ikke meget Edward Theuns har spurte i år, hvor han vel kun havde sin chance i Le Samyn. Han synes da heller ikke så hurtig længere, men det er trods alt under et år siden, at han i skrapt selskab vandt en spurt i Ungarn. Her burde han få sin chance, men desværre lider han også under, at han positionerer sig skidt. Toget bliver til gengæld ganske godt, hvos han får Emils Liepins med over, og så har han måske en chance for et godt resultat, hvis han stadig har lidt af sin gamle fart. Skulle Liepins overleve - og det er nok tvivlsomt - kan det heller ikke udelukkes, at de kører for letten. Det vil undre, men med de gode spurter, han kørte i Emiraterne viste han, at han stadig har noget fart og ikke mindst positionering.

Total stiller med Niccolo Bonifazio, hvis form er temmelig uklar efter en serie DNFs, der startede med styrtet i De Panne. I forvejen er han en uhyre svingende størrelse, og derfor kan han sagtens ende med endnu en DNF. Han klatrede dog bedre end længe i Paris-Nice og ikke mindst Milano-Sanremo, og har han de ben, kommer han også med hjem her. Desværre synes han at have tabt sin høje topfart, men han har stadig for vane af og til at hive en overraskende god spurt op af hatten, senest da han vandt i Belgien sidste efterår. Hvis han har trænet godt de seneste små tre uger, kan han måske gøre det igen.

John Degenkolb drømmer om at vinde sit hjemmebaneløb endnu engang, men det ser svært ud. Tyskeren er slet ikke hurtig længere, og der er ikke udsigt til så hårdt et løb, at vi kommer af med de mange folk, der slår ham på fart. Lige netop i dette løb har han dog en tendens til at hive en god spurt frem. Således er han faktisk blevet nr. 2 i de seneste to udgaver, og han blev også nr. 3 i 2017. I lyset af hans fart i denne periode er det ret imponerende, at han altid rammer rigtigt her. Det er dog svært at se det ske igen i dette stærke felt, også fordi hans hold er tungt, og de fleste af hans lead-out-folk vil falde fra. Han burde dog have en chance for at få Cees Bol, der her er hjælper for den lokale helt, med hjem, og selvom han ikke har været en god lead-out man i mange tilfælde, kan det måske gøre en forskel.

Ag2r stiller med Marc Sarreau, der fik en højst tiltrængt sejr tidligere på året. Han er slet ikke så hurtig som tidligere, men det viste, at han har en fart, der kan begå sig. Desværre synes han at have tabt al holdbarhed, og jeg vil blive overrasket, hvis han kommer med hjem. Læg dertil, at han er svag i positionskampen og kun har Andrea Vendrame og Damien Touzé til at føre sig frem, og det ligner en svær opgave. Sejren i Cholet giver dog et håb.

Endelig er der Pierre Barbier. Franskmanden havde tidligere en ganske høj topfart, men i år har det desværre været sløjt. Hans spurter har generelt været meget skuffende, og i forvejen er løbet formentlig for hårdt. Han har dog vist en lidt større robusthed i år, og det giver håb for, at han mod forventninger kommer med hjem. Selv hvis det lykkes synes han dog at mangle farten, selvom han trods et meget svagt hold er god i positionskampen.

***** Jasper Philipsen

**** Sam Bennett, Arnaud de Lie

*** Alexander Kristoff, Phil Bauhaus, Dan McLay, Giacomo Nizzolo, Danny van Poppel

** Simone Consonni, Fernando Gaviria, Davide Cimolai, Hugo Hofstetter, Edward Theuns, Niccolo Bonifazio, Emils Liepins, Biniam Girmay, John Degenkolb, Marc Sarreau, Pierre Barbier

* Andrea Vendrame, Marijn van den Berg, Cees Bol, Rick Zabel, Lorrenzo Manzin, Sandy Dujardin, Fred Wright, Niklas Larsen, Sasha Weemaes, Mihkel Raim, Robert Stannard, Kristian Sbaragli, Piet Allegaert, Georg Zimmermann, Edoardo Zambanini, Jonas Rutsch, Anders Johannessen, Lauren Pichon, Paul Lapeira, Damien Touzé, Maxim van Gils, Jens Reynders, Rune Herregodts, Jacopo Mosca, Tony Gallopin, Tom Paquot, Jonathan Hivert, Angel Fuentes, Jetse Bol, Alex Molenaar

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Danskerne

På Uno-X burde Niklas Larsen kunne få lov at spurte, hvis han med Tyrkiet i benene har fundet form nok til at klare bakkerne, og han støttes af Morten Hulgaard og meget formstærke Jonas Gregaard, der formentlig kan få lov til hhv. at ramme udbruddet og at køre med i angreb på bakkerne. På DSM gør Frederik Rodenberg endelig debut, men det bliver som hjælper for den lokale helt, John Degenkolb.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jasper Philipsens sejr fra 2021, Pascal Ackermanns sejr fra 2019, Alexander Kristoffs sejre fra 2018, 2017, 2016 og 2014 samt Simon Spilaks sejr fra 2013.

Læs også

EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Alpecin-Fenix: Det handler 110% om Philipsen, og der bliver næppe plads til angreb fra Kristian Sbaragli eller Robert Stannard, der sammen med Lionel Taminiaux kan være plan B, hvis Philipsen har uheld.

Team DSM: Degenkolb er den erklærede kaptajn, men Cees Bol kan være alternativ i tilfælde af uheld.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Som sagt regner jeg med, at de kører spurten for Kristoff, men måske kan Biniam Girmay få lov at køre sin egen spurt. Mere sandsynligt er det, at han kan gå med i angreb, måske sammen med Georg Zimmermann.

BORA-hansgrohe: Det må handle om Bennett som plan A og Van Poppel som plan B. Måske kan Nils Politt få lov at køre offensivt på hjemmebanen.

Bahrain-Victorious: Bauhaus er plan A, men falder han fra, kan Fred Wright måske gå i top 10. Wright og Edoardo Zambanini skal gå med i angrebene.

UAE-Team Emirates: Alle mand for Gaviria - no plan B!

Israel-Premier Tech: Alt handler om Nizzolo, men har han uheld, kørte Rick Zabel flotte spurter i Tyrkiet.

EF Eduation-EasyPost: Marijn van den Berg får ikke problemer med at komme med hjem, men han har spurtet skuffende i år. Måske kan Jonas Rutsch køre offensivt.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Uno-X Pro Cycling Team: Holdet vil formentlig køre offensivt, men med Tyrkiet benene kan Niklas Larsen, der har vundet U23-udgaven måske komme med hjem og køre en fin spurt. Til angreb på bakkerne har holdet Anders Johannessen, Anders Skaarseth og Jonas Gregaard.

Cofidis: Det handler om Consonni, men som sagt tør jeg ikke helt udelukke, at der køres for Cimolai. Piet Allegaert kan kun være plan C.

Team Arkea-Samsic: McLay er den bedste kandidat, hvis han overlever, men uanset hvad regner jeg som sagt med, at han og Hofstetter af hensyn til point kan ende med at køre hver deres spurt. Måske kan Laurent Pichon få lov at gå med i angreb på bakkerne.

Ag2r Citroën Team: Sarreau er plan A, men da han formentlig ikke kommer med hjem, er det sandsynligt, at Andrea Vendrame vil gå efter en top 10 i en spurt. Vendrame, Paul Lapeira og Damien Touzé er gode bud på folk til angreb på bakkerne.

TotalEnergies: Det handler om Bonifazio, men der er som sagt usikkerhed om formen. Lorrenzo Manzin viste god form i Sarthe og kan jagte en top 10 som plan B. Falder begge fra, er den spændende Sandy Dujardin plan C.

Lotto Soudal: Jeg vil tro, at de satser alt på en spurt med De Lie, men måske kan Maxim van Gils få lov at køre offensivt.

Sport Vlaanderen-Baloise: Sasha Weemaes er hurtig, men jeg ser ham ikke klare bakkerne. Chancen er bedre for plan B, Jens Reynders, men også han kan få det svært. Rune Herregodts kan måske køre offensivt.

Trek-Segafredo: Det handler formentlig om Theuns, men måske kan Liepins få sin chance. Jacopo Mosca og Tony Gallopin kan køre offensivt.

Bingoal Pauwels Saucez WB: Holdet håber at får Tom Paquot hjem til en spurt, men han har været formsvag hele året. Laurenz Rex gør comeback efter en skade.

B&B Hotels-KTM: Det handler om Barbier, men Jonathan Hivert og Pierre Rolland har vist lidt form og kan måske køre offensivt.

Burgos-BH: Holdet drømmer om at få Mihkel Raim med hjem, men det ligner en umulighed. Alternativerne er Oscar Pelegri og Alex Molenaar, men de får det også svært. Mere sandsynligt er det med Angel Fuentes og Jetse Bol, der burde klare den, men de mangler fart.

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser