SE ESCHBORN-FRANKFURT PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu EuroEyes Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hårdt af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2016, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. DSM og Bora-hansgrohe er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Landet fik endda tiltrukket Tour-starten i 2017, og som erstatning for det forsvundne løb i Bayern lykkedes det i 2018 at genetablere Deutschland Tour i samarbejde med ASO, der ser Tyskland som et vigtigt marked.

Et af de eneste løb, der har overlevet hele vejen igennem, er Eschborn-Frankfurt, og efter adskillige års overlevelseskamp trives det nu som aldrig før. Med sin faste placering på 1. maj er det en stor begivenhed i Frankfurt-området, og det tiltrækker altid kolossale tilskuermængder på en stor cykeldag, hvor eliteløbet bare er hovedbegivenheden i en lang stribe af motionsløb, børneløb og ungdomsløb, der alle afvikles på dele af den samme rute, som de professionelle benytter.

Under navnet Rund um den Henninger Turm blev løbet første gang afviklet i 1962 med Henninger-bryggeriet som hovedsponsor. Formålet var at promovere Henninger-tårnet, der blev bygget i 1961. Det fik klassikerstatus i 1967, da Paris-Brussels blev fjernet fra kalenderen på grund af trafikproblemer. Siden da voksede det i graderne og var endda i 1995 for et enkelt år en del af den nu hedengangne World Cup, men senere fik det nye HEW Cyclassics etableret sig som det eneste tyske løb i serien. Det blev heller ikke en del af Pro- eller WorldTouren, da disse blev skabt fra 2005.

Løbets store overlevelseskamp startede for alvor i 2007, da Henninger besluttede at trække sig efter 2008-udgaven. Arrangørerne havde held til at redde det under det nye navn Eschborn-Frankfurt City Loop, et navn, der markerede løbets start i Eschborn og mål i Frankfurt. Ændringen betød, at man ikke længere passerede forbi Henninger Turm.

Løbet blev siden kendt under navnet Rund um den Finanzplatz, da det nu slutter i finanskvarteret i Frankfurt, som er kendt som Tysklands finansielle centrum, inden det fra sidste år fik det nye navn, Eschborn-Frankfurt. I nogle år havde det tabt lidt prestige, men det har altid været et højdepunkt på forårskalenderen og altid tiltrukket et fint felt af internationale stjerner, der har blandet sig med de bedste tyske ryttere. Som et 1.HC-løb har det samtidig rangeret højt i det officielle UCI-hierarki.

I 2017 nåede det imidlertid nye højder, idet det var et af de mange løb, der blev en del af den udvidede WorldTour. Samtidig har Tour de France-arrangørerne ASO slået pjalterne sammen med den lokale organisationskomite og viser dermed igen deres store interesse i det tyske publikum. Det har ikke blot sikret løbet dets fremtid, muligheden for at score WorldTour-point har også gjort feltet enormt stærkt. Selvom holdene ikke var forpligtede til at deltage, var det således kun syv WorldTour-mandskaber - Movistar, Sky, Bahrain-Merida, Orica-Scott, FDJ, Astana og Dimension Data - der ikke var at finde på startstregen i 2017. Samtidig havde man med Peter Sagan, Marcel Kittel, John Degenkolb, André Greipel, Alexander Kristoff, Tony Martin, Michael Matthews, Fernando Gaviria og Oliver Naesen sikret sig en helt fantastisk perlerække af stjernenavne, og alle de bedste tyske ryttere var for første gang med.

I 2018 lykkedes det desværre ikke helt at gentage succesen, og således var det kun halvdelen af WorldTour-holdene, der var at finde i feltet, men det var bedre i 2019, hvor man det fineste selskab kun savnede Movistar, Mitchelton-Scott, FDJ, Deceuninck-Quick Step, Ineos og Jumbo-Visma. I år har corona betydet, at løbet er rykket til en placering bare en uge inden VM, hvor det skal agere en sidste optakt til kampen om regnbuetrøjen, men selvom kalenderen i denne uge er ekstremt travl med konkurrence fra VM i enkeltstart, etapeløb i Luxembourg og Slovakiet og endagsløb i Belgien, Frankrig og Italien, har det ikke skræmt de store hold væk. Fra den fineste klasse er det således kun FDJ, Ineos, Astana, Deceuninck-Quick Step, EF og Qhubeka, der har valgt løbet fra. Derudover er det igen lykkedes at få næsten alle de største tyske navne til start, og de får selskab af internationale stjerner som Philipsen, Alexander Kristoff, Michael Matthews, Tim Wellens, Mads Pedersem, Dylan Teuns og Greg van Avermaet. Løbet har stadig ikke samme status som de virkelige forårsklassikere, men efter opgraderingen til WorldTouren er der sket et skifte til det bedre, ikke mindst fordi der for anden gang siden 2007 også er livetransmission på nationalt tysk tv.

Løbet afvikles i Taunus-bjergene, og det betyder, at det er ganske kuperet. Løbets varemærke er den meget stejle Mammolshainer, der skal forceres adskillige gange, men et langt fladt stykke tilbage til centrum af Frankfurt betyder, at det ofte har været et løb for stærke sprintere. Det afgøres som regel efter en hektisk jagt mellem en stærk gruppe af formstærke klassikerspecialister, der er kommet direkte fra Ardennerne, og et reduceret felt, oftest med sidstnævnte som vindere. I 2018, 2017, 2016 og 2014 vandt Alexander Kristoff reducerede massespurter, som Pascal Ackermann gjorde det i 2019, men i 2013 og 2012 var det angriberne, der vandt kampen, og det gav sejre til henholdsvis Simon Spilak og Moreno Moser. Ackermann og John Degenkolb i 2011 er de seneste tyske vindere, men de overgås af Erik Zabel, der med tre sejre længe havde rekorden, indtil den blev slået af Kristoff, og det siger en del om hvilken ryttertype, der klarer sig bedst. Måske kunne Kristoff endda have vundet fem gange, hvis ikke 2015-udgaven blev aflyst som følge af formodede terrorplaner.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

I 2018 fik ruten et nyt twist, idet man lagde ekstra stigninger ind undervejs. Det vakte en del kritik fra nogle af tyskerne, der frygtede, at hjemlandets ryttere ville få sværere ved at begå sig på en hårdere rute, men ikke desto mindre endte 2018- og 2019-løbene stort set som vanligt. Modellen fastholdes også i 2021.

Det forhindrede heller ikke en massespurt, da corona sidst tillod det at blive afviklet i 2019. Ganske vist var der de vanlige angreb, men det var et sjældent stort felt på mere end 70 ryttere, der endte med at spurte i Frankfurt. Her lykkedes det for tyskerne at bryde otte års sejrstørke, da Pascal Ackermann sejrede - endda foran den seneste tyske vinder, John Degenkolb. Til gengæld blev det ikke til sejr nr. 5 for Alexander Kristoff, der måtte nøjes med en sjælden 3. plads. Ackermann og Degenkolb går i år begge efter at vinde for anden gang, mens Kristoff naturligvis atter jagter sejr nr. 5 i yndlingsløbet, og dermed er der deltagelse fra hele det seneste podium.

Ruten

Som sagt afvikles Eschborn-Frankfurt i det kuperede terræn i Taunus-bjergene i området nordvest for storbyen Frankfurt, hvor man skal over adskillige stigninger, før man kører ned til målet i byens centrum. Nøglestigningen har altid været den korte, stejle Mammolshainer Berg, der som regel er rammen om en sand folkefest med adskillige tilskuere. Den ligger imidlertid ganske langt fra selve Frankfurt, og derfor har det ikke været nemt for arrangørerne at gøre løbet hårdere, som man ellers har tilstræbt. Det har man forsøgt ved at øge antallet af passager, så den nu om dage skal forceres hele fire gange, men da man samtidig har et ønske om at skabe en folkefest i bykernen og derfor slutter løbet med et par omgange på en flad rundstrækning, har der altid været god tid til, at der kan ske en regruppering.

Efter et år på WorldTouren gjorde man i 2018 gjort som sagt endnu et forsøg på at skabe mere udskilning og mindske chancen for en reduceret massespurt. Det skete ved, at man justerede lidt på den rundstrækning, der rummer de to første passager af Mammolshainer, således at der ventede yderligere to stigninger umiddelbart efter toppen, ligesom man ændrede en anelse på det flade indløb tilbage mod Frankfurt. Det gav flere højdemeter, men den sidste del af løbet havde grundlæggende samme karakter som tidligere, og der ændredes reelt ikke på løbets identitet.

Også i år vil løbet grundlæggende være det samme, da man bruger præcis samme rute som i 2019, hvor man lidt overraskende forkortede løbet fra de klassiske knap 220 km til nu blot 187,5 km. Det skete primært ved at fjerne en af de to passager af Ruppertshain- og Billtalhöhe-stigningerne samt ved at ændre på rundstrækningen inde i Frankfurt, så opløbsstrækningen nu blev længere og finalen mindre kompliceret. Mammolshain skulle dog fortsat passeres fire gange, og man passerede ikke igennem terræn, der ikke var kendt fra tidligere. Det bliver altså helt det samme i år.

Det 187,5 km lange løb starter i Frankfurt-forstanden Eschborn, og herfra går det igennem fladt terræn mod sydøst til centrum af Frankfurt, hvor man slår en lille sløjfe og krydser målstregen efter 16,5 km. Herefter vender man rundt for at køre tilbage mod nordvest og Taunus-bjergene, hvor stigningerne venter. Efter en flad indledning og en spurt efter 32,0 km venter den lange Feldberg (11 km, 4,8%), der kun bliver lidt stejl over de sidste 2 km, hvor den stiger med ca. 6%, og har top i 833 m højde efter 48,9 km. Herefter forsætter man med en lille nedkørsel mod nordvest, indtil man rammer den rundstrækning, der vil udgøre den væsentligste del af løbet.

Strækningen her består af både en kort og en lang rundstrækning. I 2018 kørte man først to omgange på den lange og dernæst to omgange på korte, men i år kører man en kort, så en lang og til slut to korte omgange. Først skal man en første gang op over Ruppertshain (1,3 km, 8,6%), der starter med 500 m med hele 12,3%, efter 59,5 km, inden man rammer den korte rundstrækning, der er 16 km lang. Den indledes ved, at man kører mod sydøst igennem let faldende terræn, inden det går mod øst og nordvest frem til bunden af Mammolshainer (2,3 km, 8,2%), der passeres første gang efter 81,0 km. Nøglestigningen er en delt sag, der starter med 500 m med 5,3%, derefter byder på 500 m med hele 14,0% og herfra stiger med 6-8% over en kilometer, inden den flader ud over de sidste 300 m.

Efter at have afsluttet omgangen kører man en omgang på den store rundstrækning, der har samme indledning, så man igen skal over Mammolshainer efter 96,0 km. Et kort fladt stykke fører direkte ind på 2018-udgavens nyskabelse Billtalhöhe (2,6 km, 6,2%), der starter med 1 km med 8.9%, men derefter ikke stiger med over 5% frem mod toppen, der rundes efter 101 km, inden en nedkørsel leder det sidste stykke mod nordvest tilbage til Ruppertshain (1,3 km, 8,6%), hvis top rundes for anden og sidste gang efter 108,0 km. Efter den store rundstrækning gælder det igen to omgange på den korte rundstrækning, hvorfor Mammolshainer passeres igen med hhv. 57,5 og 41,5 km til mål.

Efter stigningen drejer man atter mod sydøst, og herefter går det i den retning hele vejen tilbage mod centrum af Frankfurt. Efter en nedkørsel flader det ud, mens man passerer gennem startområdet i Eschborn, hvor der er en spurt efter 158,5 km. Herefter går det gennem fladt terræn ind mod storbyen, hvor man rammer finanskvarteret og den afsluttende rundstrækning efter 168 km, inden man 3 km senere kører dages sidste spurt.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Efter 174,5 km krydser man målstregen for anden gang, og derefter afsluttes løbet med to omgange på den nye 6,5 km lange rundstrækning, der blev ”opfundet” i 2019. Den er næsten helt flad og byder modsat den tidligere udgave på en del skarpe sving, idet man blandt andet skal dreje en del i forbindelse med to passager af Main-floden. På de sidste 5 km er der sving med 4200, 4000, 3100, 1600 m og til slut 670 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning, der er dobbelt som lang som tidligere

Ruten har i alt 2657 højdemeter, hvilket som følge af den kortere distance er ca. 400 færre end i 2018.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

SE ESCHBORN-FRANKFURT PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Løbet har før været præget af forfærdeligt regnvejr, og en ny placering sidst i september kunne vel godt have budt på lignende betingelser. Det gør den imidlertid ikke. Tværtimod bliver der tale om en sensommeragtig dag, hvor det ganske vist vil være overskyet med kun lidt sol, men med en behagelig temperatur på 20 grader og kun en let vind (9-10 km/t) fra østnordøst. Det giver hovedsageligt sidemedvind på turen op over Feldberg og ud til rundstrækningerne, hvor der vil være sidemedvind på Mammolshainer og Billtalhöhe og sidemodvind på Ruppertshain. Efterfølgende vil der være sidemodvind på turen ind mod Frankfurt. På rundstrækningen vil der være sidemedvind på første del, men hovedsageligt sidemodvind på anden del, men med 1600 m igen får man sidemedvind, der varer ved hele vejen til mål.

Favoritterne

Eschborn-Frankfurt er en klassiker, der i mange år har været afviklet på en næsten uforandret rute. Ganske vist har man i nogle år forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere passager af Mammolshain, men det er har ikke ændret afgørende på løbets natur. Hvert år er det endt som et fascinerende forfølgelsesløb mellem feltet og en lille gruppe, der er kommet fri på stigningerne, og historien tilsiger, at det kan gå begge veje.

Ikke desto mindre synes balancen trods tilføjelsen af flere stigninger at være tippet klart i sprinternes favør. Hvor man i begyndelsen af årtusindet så flere udbrudssejre, har vi i de otte seneste udgaver haft fem reducerede massespurter - og i 2013 var udbruddet så tæt på at blive hentet, at André Greipel, der vandt spurten, sluttede i samme tid som Simon Spilak og Moreno Moser, mens Domenico Pozzovivo som udbruddets tredje deltager endte som nummer 7. Det indikerer, at de hurtige folk i de senere år har haft overtaget.

I 2017 år var det store spørgsmål er, hvilken betydning det ville få, at løbet var kommet på WorldTouren og derfor havde tiltrukket et meget stærkere felt. Det viste sig blot at blive endnu mere kontrolleret, og trods dårligt vejr var spurten aldrig i fare. Selvom løbet viste sig for hårdt for en del sprintere, herunder André Greipel, Marcel Kittel og en formsvag Peter Sagan, sad relativt tunge folk som Rick Zabel, Rudy Barbier og Maximilano Richeze med hele vejen til mål, og der var derfor ikke den dramatiske udskilning, man tidligere har set.

I 2018 fik ruten en ekstra tand med flere stigninger efter de to første passager af Mammolshain. Det blev meget omtalt, og ruten blev beskrevet som hårdere, men det var nu svært at se, at det kunne gøre en voldsom forskel. Naturligvis var der flere højdemeter på programmet, men de nye stigninger kom kun i forbindelse med de to første passager af Mammolshainer. Den sidste del af løbet var stort set uforandret i forhold til tidligere. Det blev da også den ventede spurt, men Grega Bole, Simon Spilak, Julien Bernard og Emanuel Buchmann blev først hentet med 3 km igen af et felt på kun godt 20 mand.

I 2019 blev ruten er en ændret med en reduceret distance og fjernelsen af en enkelt passage af Ruppertshain og Billtalhöhe, hvilket alt andet gjorde ruten lettere. Til gengæld var der denne gang medvind på turen tilbage til Frankfurt, og måske var det derfor, at det kun med 4 km igen lykkedes at skabe samling til en spurt. Til gengæld var det et for løbet sjældent stort felt på ca. 70 mand, der endte med at spurte om sejren, og vinderen var en lidt halvtung fyr i form af Pascal Ackermann. Helt uden selektion var løbet dog ikke, da hverken André Greipel eller Phil Bauhaus kom med feltet hjem.

Særligt 2018-udgaven, at spurten sagtens kan undgås. Havde Quick-Step ikke haft Yves Lampaert til at lukke hullet, er de meget tænkeligt, at de forreste var holdt hjem, for langt de fleste sprintere var isolerede. Samtidig var mange af de hurtige faldet fra, og det var folk som Alexander Kristoff, Michael Matthews, Sam Bennett, Edvald Boasson Hagen og Fernando Gaviria - dengang alle klatrestærke folk - der havde overlevet. Det var imidlertid også på en længere og hårdere rute, end vi har i år, hvilket førte til et ganske minimalt felt, mens vi altså i 2019 havde så stor en gruppe, at der var masser af folk til at jagte, hvorfor det aldrig for alvor blev spændende, om udbruddet ville holde hjem eller ej.

Hvad kan vi så forvente os i år? Ruten er præcis den samme som i 2019, der som sagt gav anledning til en meget lidt selektiv udgave. Denne gang er der endda mod- og ikke medvind hjem mod Frankfurt, og det gør chancerne for en udbrudssejr endnu mindre. Samtidig kommer løbet denne gang frem mod VM, hvor mange har forsøgt at formtoppe. Normalt afvikles løbet som et vedhæng til de største klassikere, hvor det er helt omvendt. Her forsøger folk at presse det sidste ud af formen, og de færreste er på toppen. Det burde være omvendt denne gang, og et højere niveau betyder generelt, at det er sværere at gøre forskelle.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Vigtigst er det dog at se, hvilke ambitioner de enkelte hold har, og her kunne noget pege på, at mange gerne vil spurte. UAE kommer med kongen af Frankfurt, Alexander Kristoff, og de har derfor kun én mission, og det er også helt givet, at Alpecin kommer for at spurte med Jasper Philipsen. Israel SUN vil utvivlsomt spurte med André Greipel i dennes svanesang på tysk grund og alternativt med Davide Cimolai, og selvom Jumbo og Bahrain har folk, der kan gå med i angrebene, må man formode, at de ikke tager initiativ. For dem må plan A være en spurt med hhv. Dylan Groenewegen og Phil Bauhaus, hvis de klarer bakkerne.  

Lidt mere uklart er det med Bora. Logikken siger, at de skal satse på Ackermann, men i 2018 så vi, at de trods tilstedeværelsen af Sam Bennett gik i offensiven med Buchmann, og da de denne gang har nogle meget stærke folk i Patrick Konrad og særligt Nils Politt, er det tænkeligt, at de igen vælger en tosidet strategi, hvor de ikke nødvendigvis vil bidrage til jagten. Et jokerhold er Cofidis, der har en formstærk Christophe Laporte til en spurt, men de kan også vælge at sende den formstærke franskmand i offensiven.

Endelig er der også hold, der med sikkerhed vil mere end bare at spurte. BikeExchange har Michael Matthews, men de har sagt, at de ikke bare vil vente. Også Intermarché og DSM må have en spurt som plan B, og et klatrestærkt Trek er helt uden sprintere. Endelig er der det uhyre stærke Lotto-hold, der ganske vist har John Degenkolb til spurten, men har så meget klatrekvalitet, at de meget vel kunne være de toneangivende, når der skal angribes på bakkerne.

Meget vil naturligvis også afhænge af sammensætningen af et eventuelt udbrud. Vil ryttere eksempelvis været trygge ved at slæbe Michael Matthews med til stregen, hvis han vælger at gå i offensiven, eller vil hans tilstedeværelse ødelægge et eventuelt samarbejde? Og hvad vil Bora gøre, hvis Konrad eller Politt er med i en gruppe, men Ackermann har overlevet stigningerne og har mulighed for at forsvare sin titel på hjemmebane? Hvad gør Bahrain, hvis Dylan Teuns kører offensivt, men de bagude har fået Phil Bauhaus med over stigningerne? Hvis der er mange af angriber, der bare leger spielverderbere, kan det være nok til at ødelægge et udbrud.

Derfor er jeg også noget frem til, at det bør blive en spurt. Jeg har egentlig store forventninger til, at Lotto kan gøre god skade på bakkerne og sikkert også skabe en stærk gruppe, men der synes at være for stærke sprinterinteresser i år. De fleste hold har spurten som plan A, og der er et hav af hold, der har så gode sprintere, at de vil jagte, hvis de misser det udbrud, der plejer at køre på bakkerne. Lægger man dertil, at den nye rute gav et historisk lidt selektivt i 2019, at der er modvind på hjemturen, at vejret generelt er storartet, og at mange formtopper, tror jeg, at forfølgelsesløbet for sjette gang i træk går sprinternes vej. Til gengæld burde Lotto også kunne sørge for, at løbet kan blive mere selektivt end for to år siden, og at ikke alle sprintere kommer med hjem.

Selve spurten er med den nye rundstrækning lidt kringlet. Der er mange sving på runden, og der er to af slagsen på de sidste 1500 m. Det sidste kommer endda med bare 670 m til mål, og det er derfor en spurt, hvor position og lead-out er ganske væsentligt. Det handler bestemt ikke bare om fart. Både position og friskhed efter mere end 2500 højdemeter er nøglekomponenter.

Disse overvejelser får mig til at pege på Jasper Philipsen. Belgierens holdbarhed kan være ganske varierende, men når han er i form, klatrer han godt. Det er en anelse uklart, hvor han står, for efter han forlod Vueltaen med sygdom, var han i fredagens løb meget usikker på sit niveau. Det endte som bekendt med en spurtsejr, men efter verdens letteste løb, som ikke fortalte meget om hans holdbarhed. Til gengæld viste triumfen, at han i hvert fald ikke er helt ringe, og at han har ganske meget fart.

Netop fart har han haft hele året. Det er rigtigt, at der er hurtigere folk end ham - blandt andet var Dylan Groenewegen synligt hurtigere end ham i går - men i dette felt er det vel kun Groenewegen og måske Phil Bauhaus, der i år har spurtet bedre end ham. De er dog betydeligt mere sårbar på stigningerne, men selv hvis de overlever, har Philipsen stor fordel af sin friskhed og ikke mindst den halvtekniske finale. Som hans enorme stabilitet i år har vist, er han en ørn i positionskampen, og samtidig har han et solidt og også klatrestærkt tog med Tobias Bayer, Silvan Dillier og ikke mindst Alexander Krieger. I går vandt han på bedre position mod hurtigere folk, og det kan han i denne finale gøre igen. Lægger man dertil, at han har en ekstra friskhed, skal de andre stå tidligt op for at slå ham.

Jeg prøver at pege på Phil Bauhaus som nr. 2. Tyskeren klarede ikke bakkerne i sine to første forsøg ti 2018 og 2019, og derfor er der ingen garanti for hans overlevelse. Han har dog udviklet sig enormt de seneste år, og jeg er i de senere år flere gange blevet imponeret over hans holdbarhed. Der er bestemt ingen garanti for, at han kommer med hjem, men har løbet samme selektion som i 2019, burde han ikke få problemer.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Han har generelt spurtet fremragende i år, og selvom jeg var lidt bekymret for den fart, han viste i Tyskland og Benelux, er han ubetinget en af de hurtigste i dette felt. Samtidig har han en stor fordel af et frameragende tog med Heinrich Haussler, Fred Wright og ikke mindst Marco Haller, der alle kan ventes at overleve bakkerne, og det stiller ham uhyre stærkt i denne tekniske finale. Bauhaus kan dermed meget vel sørge for den anden tyske sejr i træk.

Med fire sejre i træk er Alexander Kristoff kongen af Frankfurt, og det er han stadig, selvom han blev detroniseret i 2019. For en måned siden havde jeg dog aldrig rangeret ham som nr. 3 på denne liste, for han har haft en helt igennem forfærdelig sæson. Intet har fungeret, og i sine spurter har han været helt uden fart, som vi senest så det i Norge, hvor han var en skygge af den rytter, der plejede at rydde bordet i sine hjemmebaneløb.

Men noget har ændret sig. I Tyskland var der pludselig skud i stængerne igen, og Kristoff kom ikke bare hjem med to sejre, han viste også imponerende fart, da han på 2. etape slog Bauhaus på ren fart. Hans mål er VM, og hans motor burde kun blive bedre af at blive varm, da Kristoff altid har været en mand, der skal bruge mange løb. Spurter han som i Tyskland, har han en god chance, men jeg er bekymret for, om løbet bliver for let. Skal han slå folk som Bauhaus og Philipsen, skal folk være mærkede, som de var det i Tyskland, hvor han også havde fordel af det elendige vejr. I år har hans positionering også været skidt, og jeg er bekymret for, om han får sit på papiret stærke tog med hjem. Rui Oliveira og Sven Erik Bystrøm klarer den, men det vil være vigtigt, at Sebastian Molano også klarer den. Gør han det, ser toget dog uhyre overbevisende ud, og hvis løbet samtidig ikke bliver for let, burde Kristoff kunne tage sejr nr. 5.

Dette er en vurdering af vinderpotentiale, og derfor skal Dylan Groenewegen stå højt. Med sin overlegen fart i går satte han en fed streg under, at han utvivlsomt er den i særklasse hurtigste i dette felt, men han har to store udfordringer. Først skal han overleve bakkerne, og det er bestemt ikke en given ting. Han var uhyre skidt kørende i Benelux og fortalte i går, at han i flere uger har følt sig uhyggeligt svag. Heldigvis tankede han masser af optimisme i går, hvor han for første gang siden Danmark Rundt følte sig stærk igen, og hvis han klatrer som i Vallonien, har han en chance for at overleve, hvis løbet har samme sværhedsgrad som i 2019. Desværre er mit bedste bud nok, at han med sit nuværende niveau får svært ved at klare den, men umuligt er det ikke.

Lykkes det ham at sidde med hele vejen, skal han dog også klare sig i positionskampen, og det har været en gevaldig hovedpine siden comebacket. Derfor er overlevelse langt fra garanti for sejr i en teknisk finale, men han har dog stærk støtte i Pascal Eenkhoorn og ikke mindst Mike Teunissen, der er en fremragende lead-out man. Bliver han sat rigtigt op, bør han vinde - men først skal han overleve stigningerne.

Pascal Ackermann stiller op ned 1-tallet på ryggen og vil elske at sige farvel til Bora med endnu en sejr på hjemmebanen. Desværre har han i 2021 spurtet uhyre svagt, og det er ikke tilfældigt, at vi skulle frem til juli, inden han fik den første sejr. Derefter vandt han et hav af sejre i løbet af sommeren, men det var i mindre løb, og det er helt klart, at han ikke har den fart, han havde for to år siden.

Alligevel er han i spil. Han fik en stor skalp med sejren over Bauhaus i Tyskland, og selvom vi senere i løbet og senest i Fourmies så, at farten stadig ikke er tilbage, viser det, at det kan lade sig gøre. Han har generelt imponeret med sin holdbarhed i Tyskland og på Sardinien, og han synes lige nu at være en af de mest holdbare sprintere. Til gengæld er han til start uden sit tog, men heldigvis er han uhyre god i positionskampen og har god hjælp af Nils Politt og Michael Schwarzmann. Skal han vinde, skal det dog være via positionering, og her står han svagere, end han plejer. Han er dog så god til det, at det bestemt ikke ligner en umulighed.

Michael Matthews er stadig uden sejr i år, og selvom han tidligere er blevet både nr. 2 og 3 i dette løb, er det ikke hans bedste chance for at bryde tørken. Løbet er nemlig en anelse for let, og jeg har svært ved at se, at vi ender med et felt, hvor han i en flad spurt vil være den hurtigste. Ender det med et felt af samme størrelse som i 2019, virker det i hvert fald umuligt, men lykkes det for BikeExchange med god hjælp fra Lotto at få det til at eksplodere, er det ikke umuligt. Matthews har i Sanremo før slået på papiret hurtigere folk, da han efter et hårdt løb står stærkere, og han blev trods alt også nr. 3 her for bare tre år siden. Samtidig har han i Luka Mezgec en god og holdbar lead-out man, der også vil være der efter et hårdt løb, og så kan det lade sig gøre. Bedst chance har han dog, hvis han kører offensivt, som BikeExchange har sagt, at de vil gøre. Med sin hurtighed og klatrestyrke ligner han det bedste bud på en vinder, hvis ikke vi får en reduceret massespurt.

Den anden rytter, der kan vinde på begge måder, er Christophe Laporte. Franskmanden har ikke virket knivskarp efter Touren, men det rettede han i den grad op på med den flotte sejr i Vallonien i onsdags. Noget tyder på, at formen er i fremgang frem mod VM og sæsonafslutningen, og så kan dette løb nærmest kun blive for let. Ligesom Matthews er han oppe mod mange meget hurtigere folk, og hans eneste chance er derfor et blodbad, men får han det, kan det lade sig gøre, også fordi han med et sent sving er god i positionskampen. Ligesom Matthews vil hans bedste chance dog være et udbrud, hvor han selv går med i offensiven, men da han desværre ikke klatrer helt så godt som australieren, er jeg usikker på, om han på stejle stigninger vil være i stand til gå i angreb. Derfor må han trods den gode form nok sande, at Matthews står med en anelse bedre kort.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Jeg er også nødt til at give André Greipel en chance. Ganske vist er det kun to gange i seks forsøg lykkedes ham at overleve bakkerne - endda helt tilbage i 2012 og 2013 - men hvis løbet ender mindre selektivt end vanligt, har han en lille chance. Hans klatring i år gør, at det er svært usandsynligt, men da dette er en rangering af vinderpotentiale, skal han stå højt. Greipel har nemlig spurtet aldeles fremragende på det sidste. I Tyskland vandt han en spurt foran Bauhaus og Kristoff - desværre kun om 3. pladsen - og i England kørte han en fornem og meget lang sidste spurt, hvor han slog Mark Cavendish og kun blev slået af Wout van Aert, der timede sin spurt bedre. Jeg føler mig overbevist, om at farten rækker til at vinde, men som altid er positioneringen en gigantisk hovedpine i en teknisk finale. Skal han have en chance, skal han have Rick Zabel med hjem, men sidder han rigtigt i det sidste sving, kan han vinde. Desværre tvivler jeg på, at han kommer med hjem

Jeg har svært ved at se andre potentielle vindere af en spurt, og derfor skal vi i afdelingen for angribere for at finde øvrige kandidater. Her har jeg allerede fremhævet Matthews og Laporte, men det kunne også meget vel blive Andreas Kron. Desværre betød de mange punkteringer, at vi ikke så hans form i Vallonien i onsdags, men er han kommet godt ud af Vueltaen, er det et løb, der passer ham. Lotto har det stærkeste mandskab til et offensivt løb, og kører der et udbrud i dette ardennerterræn, er det nærliggende at tro, at både Kron og Tim Wellens vil være med. Det overtal kan udnyttes til at angribe på skift, men Kron er også så hurtig, at han vil kunne slå de fleste af løbets ardennertyper på stregen. Derfor er en dansk sejr bestemt ikke umulig.

Den anden Lotto-kandidat er naturligvis Tim Wellens, men belgieren har været lidt svær at læse på det sidste. Han har generelt haft en skidt, skidt sæson, men han fandt benene i Benelux Tour, hvor han trods uheld var i stand til at køre op til de bedste på ardenneretapen og kørte sin måske bedste brostensetape nogensinde. Til gengæld syntes han ikke at have diamanter i benene i onsdags, hvor han lod Tosh van der Sande køre spurten. Det kan dog også skyldes, at den nye rute viste sig for let, og hans Benelux Tour var så opløftende, at han bør være kørende. Det er svært at tro, at der kører et udbrud, hvor Wellens ikke sidder, og som sagt kan han og Kron formentlig lukrere på et overtal. I en flad spurt er han dog den langsomste af de to, og derudover er der en risiko for, at han skal spurte mod hurtigere folk. Efter et hårdt løb skal hans spurt dog ikke undervurderes - og ellers må man håbe, at Lotto har et overtal at lege med.

Som sagt tror jeg, at Bora lader Patrick Konrad gå i offensiven, så de ikke risikerer at komme i defensiven, og det vil også være dumt at lade være. Østrigeren bør nemlig være en af de bedste på stigningerne, og kører der en gruppe væk, er der også en god chance for, at han vil være en af de hurtigste. Allerbedst er det, hvis han og Nils Politt begge kan ende i samme gruppe, men selv på egen hånd kan han gøre det færdigt. Jeg er dog lidt betænkelig ved hans form. Han kørte ganske vist en fin spurt i Vallonien i onsdags, men han lignede ikke en alt for formstærk mand på bakkerne.

Movistar har en stærk joker i Gonzalo Serrano, men han er netop en joker. Hans niveau er nemlig uhyre svingende, og han kan sagtens ende med at være helt usynlig. Han imponerede nemlig heller ikke på kongeetapen i England, men han kom til gengæld stærkt igen med en opløftende finale på den hårde 6. etape. Det tyder på, at formen slet ikke er så ringe, og som vi så i England, er der ikke mange ardennertyper, der slår ham i en spurt. Det gør ham til en oplagt kandidat til dette løb, men det kræver, at han har en af sine gode dage.

Med den nuværende form er det svært at tro, at der kører et udbrud på Mammolshainer uden, at Lorenzo Rota er med. Italieneren er eksemplet på det boost, en grand tour kan give, for han har været her, der og alle vegne siden Touren. Han blev nr. 4 i San Sebastian samt nr. 6 på Muren i Polen, og efter en pause var han flyvende i Italien i denne uge, hvor han blev nr. 4 i Toscana og nr. 5 i Coppa Sabatini. Den stejle stigning passer ham storartet, og derfor bør han have alle chancer for at være med i den gruppe, der måtte køre. Som vi så i Toscana, hvor kun Diego Ulissi overspurtede ham, er han også bare blevet hurtigere og hurtigere og dermed en mand, der kan gøre det færdigt.

Jumbos mand til det offensive spil er Mike Teunissen, men noget tyder på, at han kan være ved at være træt. I Benelux var han nemlig alt andet end flyvende på de to svære etaper, og han har da også haft en uhyre hård periode fra Touren over Danmark Rundt og Benelux og frem til nu. I forvejen kan han være en anelse for tung til at gå med de bedste ardennertyper på Mammolshainer, men med de ben, han havde i Danmark og før har haft i Benelux, er det ikke umuligt. Kommer han først med, vil han næsten altid være favorit i en spurt - hvis han undgår Matthews og Laporte - og derfor er det bakkerne, der bliver udfordringen. Falder Groenewegen fra, vil han også køre en spurt, men med de spurter, han har kørt efter Touren, har jeg trods hans gode positionering svært ved at se ham slå sprinterne.

En uhyre formstærk kandidat er Nils Politt, men hvis Teunissen er for tung til bakkerne, er Politt det helt sikkert. Det er svært at se ham følge Wellens på Mammolshainer, men heldigvis behøver man ikke at angribe der. Politt har andre steder at komme i offensiven, og lykkes det ham først at ramme et udbrud, der kører om sejren, er han en glimrende kandidat. Han er ganske hurtig, men først og fremmest er han et uhyre, hvis han får hullet. Det har givet ham solosejr i Touren og senest i Deutschland Tour, og da sidstnævnte viste, at han er flyvende lige nu, står han ikke ringe, hvis Bora giver ham den frihed, han skal bruge.

Det bliver også spændende at følge Rasmus Tiller. Som han senest viste med en 4. plads i en massespurt i Tyskland, vil han utvivlsomt kunne gøre det færdigt i en spurt i et udbrud, men også for ham gælder, at Mammolshainer nok er for stejl, når Wellens og co. åbner op. Omvendt overraskede han sig selv i onsdags, hvor han regnede med, at målbakken i Vallonien var for svær, men hvor han alligevel endte helt fremme. Formen synes endelig at være i top igen, som vi også så det i det uheldsramte løb i Antwerpen, og derfor har han i hvert fald niveauet og hurtigheden til at vinde løbet, hvis han får fundet en vej til at ramme udbruddet. Han vil også deltage i en eventuel spurt, men her vil han ikke kunne slå sprinterne.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

Den anden danske kandidat er naturligvis Søren Kragh, men han er et stort spørgsmålstegn. Danskeren så ikke overbevisende ud i Danmark eller i sidevinden i Benelux, men hans enkeltstart var pæn. Siden styrtede han ud af løbet, inden han blev fravalgt til VM, og særligt sidstnævnte må være et ilde varsel om hans form. Omvendt er konkurrencen også knivskarp, og Kragh kan sagtens være bedre kørende end antaget - særligt fordi han også i årets Sanremo fandt formen helt ud af det blå. Nærmer han sig sit topniveau, er han et glimrende bud på en vinder fra et udbrud, da han er stærk på bakkerne og lynhurtig på stregen. Det kræver bare, at formen er bedre, end man umiddelbart må antage.

Bahrain har en spændende joker i Fred Wright. Allerede i Schweiz klatrede den unge brite bedre, end man havde kunnet drømme om, men at han skulle være så fabelagtig i Benelux, var der næppe mange, der havde regnet med. En 11. plads i Ardennerne og en 5. plads på brostenene i et løb, hvor han var hjælper, var slet og ret fremragende, og da han samtidig er så hurtig, at han før er gået i top 10 i massespurter, har han alle forudsætninger i dette løb. Desværre har han stadig til gode at bevise, at han også kan angribe på så stejl en stigning som Mammolshainer, og jeg vil derfor se ham ramme end udbrud, inden jeg for alvor tror det. Med sin kometagtige opstigen kan han dog ikke udelukkes, og Bahrain har givet ham friheden til at køre offensivt, selvom de har Bauhaus.

Trek kommer med et hold helt uden sprinter, og deres mål må derfor være at køre offensivt. Her ligner Gianluca Brambilla det bedste bud, men hans for er et åbent spørgsmål. Hans Vuelta var ganske anonym, men han var faktisk ganske glimrende kørende og så slet ikke ud til at komme ringe hjem fra Spanien. Er han klar igen, er dette et godt løb for en eksplosiv type som ham, og med sit topniveau vil han være en af de bedste på stigningerne. Han er også ganske hurtig, og derfor har han alle forudsætninger, hvis han vitterligt er kommet så godt ud af Vueltaen, som man kan håbe.

BikeExchange har sagt, at de vil køre offensivt, og det bringer Nick Schultz i spil. Australieren fandt aldrig sin topform i Vueltaen, men han blev dog bedre og bedre undervejs. Det helt store spørgsmål er, om han har fået det formboost af en grand tour, som man altid håber. Har han det, er dette et perfekt løb for ham. Han er eksplosiv på korte stigninger, og en formstærk Schultz vil være et af de bedste bud på en mand, der kan køre væk på Mammolshainer. Som vi så i foråret er han også lynhurtig, men inden han kan bruge det våben, skal han vise en form, han aldrig havde i Vueltaen.

Intermarchés anden kandidat er Georg Zimmermann. Som spurtstærk og eksplosiv burde han være et oplagt bud på en mand, der kan køre med hjem i et udbrud, men vi har stadig til gode at se ham klatre med de bedste. Ganske vist vandt han en etape i Ain, men det var via et angreb i fladlandet, og på stigningerne havde han det svært. Han så dog godt ud i Tyskland, hvor han brugte sit punch på bakkerne til at sikre sig de bonussekunder, der gav ham et samlet topresultat. Han har store ambitioner i dette hjemmebaneløb, og hans kørsel for et par uger siden giver tro på, at han kan gøre Rota selskab i et udbrud.

Endelig vil jeg pege på Simone Velasco. Efter et svært 2020 har italieneren rejst sig med etapesejr i Limousin og senest en fornem 2. plads bag Cosnefroy i Jura. Jeg havde ventet lidt mere af ham i Italien tidligere på ugen, men løbet i Toscana ville altid være lidt for svært for ham. Dette eksplosive terrln passer ham langt bedre og minder mere om det, der gav sejren i Limousin. Han har stadig til gode at bevise, at han kan køre med de bedste på bakkerne, men lykkes det, har han spurten til at gøre det færdigt.

***** Jasper Philipsen

**** Phil Bauhaus, Alexander Kristoff

*** Dylan Groenewegen, Pascal Ackermann, Michael Matthews, Christophe Laporte, André Greipel

** Andreas Kron, Tim Wellens, Patrick Konrad, Gonzalo Serrano, Lorenzo Rota, Mike Teunissen, Nils Politt, Rasmus Tiller, Søren Kragh, Fred Wright, Gianluca Brambilla, Nick Schultz, Georg Zimmermann, Simone Velasco

* John Degenkolb, Philippe Gilbert, Robert Stannard, Nicolas Roche, Ben Hermans, Ivan Garcia Cortina, Bryan Coquard, Pascal Eenkhoorn, Marco Canola, Connor Swift, Dylan Teuns, Nils Eekhoff, Andrea Pasqualon, Clement Venturini, Stanislaw Aniolkowski, Milan Menten, Jonas Koch, Marco Haller, Vincenzo Nibali, Maxim van Gils, Sven Erik Bystrøm, Greg van Avermaet, Luka Mezgec, Sebastian Molano

SE ESCHBORN-FRANKFURT PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Danskerne

Hos Lotto er Andreas Kron et godt bud på en rytter, der kan køre offensivt, og han er derfor omtalt ovenfor. Det sammer Søren Kragh, der også er en offensiv kandidat på DSM. Hos Movistar skal Mathias Norsgaard større Ivan Garcia Cortina og Gonzalo Serrano, men han kan måske også få lov at jagte det tidlige udbrud. Den mulighed får Niklas Eg måske også på et Trek-hold, der bare skal ud over stepperne, mens Morten Hulgaard og Jacob Hindsgaul på Uno-X enten skal jagte et udbrud eller hjælpe Rasmus Tiller.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Pascal Ackermanns sejr fra 2019, Alexander Kristoffs sejre fra 2018, 2017, 2016 og 2014 samt Simon Spilaks sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

BORA-hansgrohe: En spurt med Ackermann er plan A, men som sagt er Politt og Konrad gode optioner til en offensiv. Matteo Fabbro og Emanuel Buchmann passer ikke til løbet og synes ikke i storform.

Lotto Soudal: En offensiv med Wellens og Kron synes at være bedste option, men måske kan Philippe Gilbert også være med, efter at han endelig viste lidt takter i Benelux, selvom det var som hjælper. Unge Maxim van Gils viste form i onsdags og kan være en option også. Til en spurt har de John Degenkolb, men han har ikke længere farten til at vinde i dette selskab.

UAE-Team Emirates: Det er formentlig alle mand for den firedobbelte vinder Kristoff. Måske kunne Sven Erik Bystrøm køre offensivt, men han vil efter al sandsynlighed være låst. Sebastian Molano kunne spurte, men må være lead-out man her.

Bahrain-Victorious: Plan A må være en spurt med Bauhaus, men som nævnt er Wright en god offensiv option. Dylan Teuns er det på papiret også, men han synes formsvag og er ikke alt for hurtig i en flad spurt. Falder Bauhaus fra, kan brølstærke Marco Haller spurte, men han kan ikke vinde.

Team BikeExchange: Som sagt kan Matthews både spurte og køre offensivt, og også Schultz er en offensiv option. Det burde Robert Stannard også være, men han har klatret skidt i år. Lucas Hamilton er ikke skabt til løbet, og Luka Mezgec er lead-out man.

Team Jumbo-Visma: En spurt med Groenewegen er bedste chance for sejr, men som sagt kan Teunissen også være plan B i en spurt og køre offensivt. Holdet har også formstærke Pascal Eenkhoorn til en offensiv, men han får nok svært ved at matche de bedste på så stejle stigninger. Det kan Sam Oomen, men han får svært ved at gøre det færdigt.

Israel Start-Up Nation: Greipel ligner bedste option. Kører et udbrud, er der gode chancer for, at formstærke Ben Hermans vil være der, men den flade finale gør, at det skal flaske sig uhyre meget, hvis han skal vinde.

Læs også

Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr

Alpecin-Fenix: Det må være alle mand for Philipsen. Louis Vervaeke så godt ud i onsdags og kan køre offensivt, men da han næppe vinder, vil han formentlig være låst. Tobias Bayer viste ikke storform i onsdags.

Trek-Segafredo: Uden en sprinter skal de ud over stepperne. Brambilla ligner bedste bud, men Vincenzo Nibali kørte fint i Luxembourg og kan også komme i spil i et udbrud. Han skal dog snige sig væk i en flad finale for at vinde. Det samme gælder for Antonio Tiberi, der ikke viste storform i Luxembourg.

Team DSM: Kragh ligner den bedste option. Måske kan Nicolas Roche efter et fint løb i England køre offensivt, men han er næppe længere hurtig nok til at vinde. Til en spurt har de Nils Eekhoff, men han har klatret skidt i år og kan få svært ved at overleve og er oppe mod hurtigere folk.

Intermarché-Wanty-Gobert-Materiaux: Rota og Zimmermann ligner det bedste bud. Til en spurt har de Jonas Koch og Andrea Pasqualon, men der er hurtigere folk end dem. Odd Christian Eiking viste i Italien, at han er træt efter Vueltaen.

Uno-X Pro Cycling Team: Tiller ligner bedste bud. Torstein Træen viste form i Luxembourg, men passer ikke til løbet, og stigningerne er nok for svære til, at Anders Skaarseth kan køre offensivt. Det er de ikke for Markus Hoelgaard, men han skuffede i Luxembourg.

AG2R Citroën Team: På papiret burde Greg van Avermaet være en god kandidat, men efter endnu en nedtur i Vallonien er det usandsynligt, at vi ser ham fremme. Til en spurt har holdet Clement Venturini med Damien Touzé som plan B, men de vinder ikke.

Cofidis, Solutions Credits: Det må handle om Laporte, enten i en offensiv eller en spurt. Simon Geschke er i form og kan måske køre offensivt, men jeg vil tro, at Laporte låser ham.

Gazprom-Rusvelo: Som sagt er Velasco et godt bud til en offensiv. Til en spurt har de Marco Canola, der viste uhyre god form i Toscana, men han kan ikke gå med i angrebene, og i en spurt er han slået. Sergei Chernetskii viste endelig form i Toscana, men han er en usandsynlig vinder af et løb som dette.

B&B Hotels p/b KTM: På papiret er det et godt løb for Bryan Coquard, men som vi så i Fourmies og senest i Luxembourg synes han efter styrtet i Poitou-Charentes at være i en gigantisk formkrise. På papiret er Quentin Pacher et godt bud på en angriber, men han har været formsvag siden Touren.

Team Arkea Samsic: Holdet skal håbe, at Connor Swift kan køre offensivt, men selvom han er i form og vandt samlet i Poitou-Charentes, så vi i England, at han har begrænsninger på stigningerne. Dan McLay er efter sin skade ude af stand til at overleve stigningerne, og formsvage Thomas Boudat kommer næppe heller hjem til en spurt, han alligevel ikke vinder, hvorfor Swift sikkert ender med at spurte. Maxime Bouet er velkørende, men ikke god nok til at gå i offensiven, og Benjamin Declercq er formsvag.

Movistar Team: På papiret er det et godt løb for Ivan Garcia Cortina, men han har været i en stor formkrise siden Touren, og selvom han sikkert kan deltage i en spurt, vinder han ikke i dette selskab. Derfor er Serrano bedste option. Lluis Mas er velkørende, men kan ikke angribe på bakkerne, og det kan Jose Joaquin Rojas næppe heller længere. Gabriel Cullaigh overlever ikke bakkerne.

Sport Vlaanderen-Baloise: De får det svært, da Thomas Sprengers er faldet af på den. Måske kan Cedric Beullens prøve i en spurt.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Jeg tvivler på, at Stanislaw Aniolkowski kommer med hjem til en spurt, og hvis han gør, vinder han ikke med den fart, han har haft på det sidste. Milan Menten bør sidde der, men mangler farten til at vinde. Holdets to angribere, Arjen Livyns og Sean de Bie, er formsvage.

SE ESCHBORN-FRANKFURT PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-