Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor havde de professionelle længe ikke chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist længe været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de europæiske mountainbikemesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da samme sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

I 2017 skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. Året efter fandt man en position i august to uger efter Touren, men på denne tid af året er konkurrencen stor. Sålededes afvikles der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hvilede fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det viste tydeligt, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men i 2017 betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren, og det blev synliggjort sidste år, hvor det var stærke sprintere og brostensspecialister, der kæmpede om titlen i Skotland.

Den begivenhed var endda speciel, da UEC havde taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Organisationen var nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det betød ganske vist, at der ikke var plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken var, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten var også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skulle booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow fik æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikledes over 10 dage med hele 800 atleter.

Om det var dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff igennem et år havde givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet var betydeligt stærkere, end det var i Herning i 2017. Både enkeltstarterne og landevejsløbene tiltrak en stribe ganske store navne, og selvom der var en del konflikter med holdene, der nødigt har villet give rytterne fri i en periode, hvor der afvikledes to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, som appellerede til samme ryttertyper, synes EM efterhånden at have etableret sig som en begivenhed, der er kommet for at blive.

Modellen med et fælles mesterskab er dog kun nået, der vil finde sted hvert fjerde år, og derfor bliver den fjerde udgave mere traditionel. Den er henlagt til den hollandske by Alkmaar, men det skete først efter en del polemik. Franske Annecy var i første omgang udset som værter, men de sprang fra i frustration over, at begivenheden skulle afvikles midt i turistsæsonen. I stedet kontaktede UEC en række byer i Holland, der kunne tænkes at have plads, efter at ambitionen om at arrangere VM mislykkedes. Én efter én meldte de hollandske byer imidlertid fra, og allerede i februar stod det klart, at kun Almaar havde interesse. Alligevel skulle man helt frem til marts, inden den endelige aftale faldt på plads - til stor glæde for sprinterne, der kan se frem til for anden gang i løbets korte historie at skulle slås på en rute, der kan konkurrere med den herningensiske i sin mangel på højdemeter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den glæde aflæses også af en mildt sagt fabelagtig startliste, som til fulde understreger løbets efterhånden høje status. Selvom løbet skal konkurrere med Tour de Pologne, der slutter bare to dage efter løbet, og BinckBank Tour, der starter dagen efter, skal man have tættekammen frem for at finde de sprintere, der ikke skal i aktion i Holland i denne uge. Begivenheden har da også fået et boost af, at Vuelta a Burgos er flyttet, således at EM-ugen faktisk er påfaldende løbsfattig for en augustuge i en sport, hvor sensommerkalenderen er særdeles tætpakket.

Inden det gælder linjeløbet, er det imidlertid enkeltstarten, der vil stjæle opmærksomheden på Alkmaars landeveje, og selvom EM-titlen her fortsat slet ikke synes at have samme prestige som linjeløbet, er der ligesom i 2018 tale om et klart bedre felt end i de første to udgaver. Måske savner vi navne som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Tony Martin, Wout van Aert, Victor Campenaerts, Jonathan Castroviejo og Geraint Thomas på startstregen, men det betyder ikke, at der er tale om en svag besætning. Således vil store specialister som Stefan Küng, Jos Van Emden, Yves Lampaert, Alex Dowsett, Nelson Oliveire, Filippo Ganna, Kasper Asgreen, Remco Evenepoel og Ryan Mullen sikre, at det bliver en på alle måder værdig mester, der vil kunne trække den eftertragtede trikot over hovedet torsdag eftermiddag.

Sidste års løb udviklede sig til et sandt drama, hvor det med en margin på bare et enkelt sekund lykkedes for 2017-vinderen Victor Campenaerts at besejre 2016-mesteren Jonathan Castroviejo, mens Maximilian Schachmann med en margin på bare 3 sekunder fravristede Yves Lampaert bronzemedaljen. Desværre er Campenaerts efter et hårdt forår for udmattet til at forsvare sin titel og gå efter et hattrick, og faktisk skal der findes et helt nyt podium. Spanien og dermed også Castroviejo har nemlig valgt EM helt fra, mens Schachmann som følge af sit styrt i Touren må opgive at forsøge at forbedre sidste års 3. plads.

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at enkeltstartsspecialisterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet betød, at man skulle op over den berømte Cote de Cadoudal-stigning, og også sidste år var der en del bakker på ruten i Glasgow, der ikke var en helt flad sag. Den slags bekymringer behøvede de ikke gøre sig i 2017. Herning er flad som en pandekage, og arrangørerne havde designet en rute, der ikke kunne været meget nemmere. Lange lige strækninger i fladt terræn prægede ruten i det midtjyske højland, og der var dermed tale om guf for de sande specialister.

Samme ryttertype vil glæde sig over, at årets arrangement er henlagt til Alkmaar, der ligger i den del af Holland, der må konkurrere med Herning-egnen om at være Europas fladeste region. Med en profil, der bevæger sig mellem -3 og 3 m over havets overlade, bydes der absolut ikke på terrænmæssige udfordringer. Sving er der heller ikke mange af, og man har endda højst overraskende reduceret afstanden, så der i år slet ikke er tale om en mesterskabsdistance. Faktisk skal der tilbagelægges bare 22,4 km, og det gør det til en usædvanlig udfordring for en enkeltstart på dette niveau.

Som sagt er løbet altså 22,4 km langt, og det har både start og mål i Alkmaar. Starten går inde i Almaar, hvor man med det samme drejer til højre, inden man kører rundt i en ”snegl” for herefter at følge en kanal mod sydøst. Her når man ud til en flad, næsten rektangulær rundstrækning, der byder på i alt fire skarpe sving og skal tilbagelægges en enkelt gang. Efter at være kommet tilbage til udgangspunktet fortsætter man langs kanalen tilbage til bycentrum, hvor man skal en sidste gang rundt i ”sneglen”, inden man rammer opløbsstrækningen, der fører direkte hen til målområdet, som er placeret langs kanalen.

Løbet byder på i alt bare 21 højdemeter.

Vejret

Drømmen om, at årets EM kan blive et sandt sidevindsdrama, ser ud til at blive til virkelighed, for der meldes om ekstremt kraftig vind på mere end 50 km/t lørdag og mere end 40 km/t søndag. Enkeltstarterne vil finde sted i knap så voldsomme betingelser, men også de vil blive afviklet i blæsende betingelser. Torsdag vil ganske vist blive solrig med kun få skyer og en temperatur på 21 grader, men med en hård vestlig vind, der burde være relativt konstant gennem eftermiddagen, vil det føles betydeligt køligere. Rytterne vil have en ganske kraftig medvind på hovedparten af rutens første halvdel, men til gengæld skal der trædes nogle watt på hjemturen, hvor de vil have vinden næsten direkte i ansigtet.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Favoritterne

Mens linjeløbene som sagt fra start har tiltrukket en vis interesse fra også de største navne - måske med løbet i Herning som en lidt kedelig undtagelse - har det knebet lidt mere på enkeltstarten. Her har de allerstørste navne med Tom Dumoulin i spidsen endnu ikke kunnet overtales til at gå efter stjernetrøjen, men fra sidste år mærkede man en stigende interesse. Ganske vist savnede man også dengang navne som Dumoulin, Geraint Thomas, Chris Froome, Primoz Roglic og Tony Martin, men de fleste af de mere rendyrkede specialister var til start i Glasgow.

Det mønster gør sig heldigvis gældende igen i år. De mere alsidige typer som Dumoulin, Roglic og Thomas har fortsat andre og vigtigere mål, men for de ryttere, for hvem enkeltstarter er næsten den eneste mulighed for at vinde cykelløb, er det ikke mærkeligt, at en chance for at blive europamester er for god til at lade gå fra sig. Det har helt sikkert hjulpet, at Victor Campenaerts nu igennem to år har givet trøjen en vis synlighed, og det har utvivlsomt også været medvirkende, at Alexander Kristoff og Matteo Trentin som linjeløbsmester har gjort trøjen til en fast bestanddel af de største cykelløb og noget, man lægger mærke til.

I år skal der imidlertid findes en ny indehaver. Et forår med timerekord, Giro, Belgium Tour og nationale mesterskaber var for meget for Campenaerts, der allerede i de to sidstnævnte begivenheder tydeligvis var ved at være tømt for energi. Faktisk er han angiveligt så mærket af det første halve år, at det slet ikke er sikkert, at vi får ham at se til VM i Yorkshire. Da Spanien også har taget den noget kontroversielle beslutning helt at blive væk i en form for protest mod datovalget, får en ellers meget formstærk Jonathan Castroviejo heller ikke chancen for at tage en tredje medalje efter guldet i 2016 og sølvet sidste år, og dermed er stensikkert, at den nye mand i stjernetrøjen aldrig har båret den, før han får den trukket over hovedet torsdag eftermiddag.

Castroviejo kan næppe være helt tilfreds med sit forbunds beslutning, men skal han finde lidt lys i mørket, kan det måske trøste ham, at årets rute heller ikke er skræddersyet til en relativt alsidig fyr som ham. Det er nemlig de sande wattmonstre, der må slikke sig om munden ved udsigten til, at løbet er henlagt til hollandske Alkmaar. Måske troede man ikke, at man kunne finde en fladere rute end den, der blev benyttet i Herning, men det skulle alligevel vise sig at være muligt. Terrænet i Zeeland-provinsen er så fladt, at man selv med et vaterpas næppe vil kunne måle megen hældning nogetsteds på de 22,4 km, og da der heller ikke er mange sving, slet ikke på turen tilbage til Alkmaar, er det en rute for de store maskiner, præcis som det var tilfældet i Herning.

Den store forskel i forhold til øvrige mesterskaber er distancen. Højst atypisk har arrangørerne valgt at halvere længden i forhold til det normale ved nationale og internationale mesterskabsløb, og den faktor er så betydelig, at det vil spille en væsentlig rolle. De store motorer, der som en Tony Martin først og fremmest mestrer de lange distancer, vil begræde denne beslutning. Til gengæld er det en gave til de relativt mange ryttere, der har specialiseret sig i den helt særlige kunst at køre korte, flade enkeltstarter som den, der hvert år findes i Tirreno-Adriatico. Nok er vi ikke helt nede på samme korte distance som i den slags enkeltstarter, men distancen på 22,4 km er så begrænset, at Tirreno-enkeltstarten kan vise sig som et bedre sammenligningsgrundlag end de mere typiske enkeltstartsmesterskaber.

Vejret er altid en faktor på en enkeltstart, og det vil den også være denne torsdag. Heldigvis ser der ud til, at betingelserne vil være ensartede for dem alle, og heldigvis vil de tørre veje reducere betydningen af risikovillighed og uheld. Den afgørende faktor er den voldsomme vind, der er så kraftig, at rytterne vil køre så stærkt på den første halvdel, at det kan være svært at køre meget hurtigere. Forskellene vil derfor her være begrænsede, men til gengæld skal man gemme lidt overskud til det lange, lige modvindsstykke på anden del, hvor de væsentlige afstande kan skabes.

Det stærke felt har ikke en helt entydig favorit, men der er for os at se et navn, der skiller sig ud - og det til store glæde for mange danskere. Kasper Asgreen havde det måske svært i sin paradedisciplin i sit første år som professionel, hvor det kun var i Vueltaen og ved VM i holdløb, at han levede en smule op til sin status som specialist, men det har i den grad ændret sig i et 2019, hvor han har været en af sæsonens sensationer. Uanset om det har været i klassikere eller i bjerg, på enkeltstarter eller i spurter har Asgreen været med fremme i en 2019-sæson, hvor han har etableret sig som et af den slags sportens vidunderbørn, som man altid skal forvente en overraskelse fra. Dem har danskeren leveret et hav af lige siden 2. pladsen i Flandern Rundt, og kulminationen på det hele kunne meget vel blive, at han på torsdag føjer en elitetitel til den U23-titel, han sikrede sig i Herning for to år siden.

Asgreen har i hvert fald vist, at han er blevet en fabelagtig temporytter igen. I det stærkt besatte felte i Tour de Suisse blev han med halvdårlige ben nr. 2 bag holdkammeraten Yves Lampaert, og selvom han havde slidt som et æsel gennem to uger, blev han en flot nr. 8 på en ganske hård og relativt teknisk rute i Touren. Det har klart dokumenteret, at han allerede nu kan køre med om sejren på allerhøjeste niveau, og denne flade rute i Alkmaar burde slet ikke være ringe for en brølstærk fyr som Asgreen. Den største ulempe er, at distancen er så kort, at han ikke for alvor får glæde af sin motor, men i Schweiz viste han, at han sagtens kan køre med om sejren også på kortere ruter end denne.

Naturligvis hersker der altid usikkerhed om formen et par uger efter afslutningen af en grand tour, men Asgreen viste med sin 2. plads i Gap, at han stadig havde masser at skyde med mod slutningen af Touren. Også her kom hans motor ham nemlig til gode, som den også gjorde det, da han sidste år efter en hård Vuelta kørte et chokerende godt VM-linjeløb på en for ham egentlig alt for vanskelig rute, og der er således ingen grund til at tro, at Asgreens allerede nu legendariske motor er ved at løbe tør for brændstof. Tværtimod tror vi, at Touren har givet ham så stort et boost, at han med et par dages hvile er klar til at krone sin supersæson ved at blive europamester. Derfor er han vores favorit.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Hans værste rival kunne være Jos van Emden, der uden tvivl vil elske at vinde en EM-titel på hjemmebanen. Sandheden er da også, at ruten nærmest synes som skabt til hollænderen, der nu i flere år har været en af verdens allerbedste på korte, flade ruter. Det har knebet over længere distancer, og derfor må Van Emden regnes som den store vinder ved beslutningen om at halvere den vanlige længde. Samtidig er terrænet af den pandekageflade type, som Van Emden har gjort til sit speciale, og da enkeltstarten som sagt minder ganske meget om Tirreno-enkeltstarten, hvor han to gange er blevet nr. 2 bag fænomenet Rohan Dennis i dennes storhedstid, er det ikke mærkeligt, at man skal have forventninger til Van Emden. Faktisk er den endda mere beslægtet med den Giro-enkeltstart, han i 2017 vandt i Milano, for her var både terræn og distance næsten som det, vi finder i Alkmaar.

Når vi har vores betænkeligheder ved Van Emden, skyldes det tre forhold. Dels er distancen stadig en anelse for lang til, at han kan regnes som superspecialist. Dels har Van Emden ikke kørt andet end RideLondon Classic siden sin sejre ved de hollandske mesterskaber sidst i juni. Og dels har Van Emden i det sidste års tid ikke virket helt så overbevisende som i sine bedste år, hvilket blandt andet førte til ”blot” en 3. plads i Tirreno. Det ændrer dog ikke på, at ruten er så perfekt for Van Emden, der må ventes at have forberedt sig målrettet siden slutningen af juni, at det meget vel kan blive til hollandsk hjemmebanesejr.

Egentlig havde han allerede lært os lektien inden i lørdags, men alligevel mindede Remco Evenepoel os med sin vanvidssejr i San Sebastian om, at vi aldrig nogensinde må blive overraskede, når det belgiske fænomen leverer en sensation. Derfor må vi heller ikke blive spor forundrede, hvis sidste års vinder af juniorenkeltstarten ved EM springer direkte over U23-klassen og med det samme udskifter junior- med elitetitlen. Efter ridtet i Baskerlandet er der i hvert fald ingen, der kan betvivle, at gulddrengen er i form, og når han er det, har han nu lige siden magtdemonstrationen i Hammer Series i begyndelsen af juni i næsten alle sine løb vist, at han trods sin beskedne alder på 19 år kan køre verdens bedste cykelryttere midt over.

Det er dog først og fremmest i linjeløbene, at han har leveret sine mirakelridt. På enkeltstarterne har han haft det sværere, først og fremmest i Romandiet, hvor han dog generelt havde sæsonens eneste nedtur. 4. pladsen i Belgium, hor han ellers var ret suveræn, var en lille skuffelse, men til gengæld imponerede han ved de meget stærkt besatte nationale mesterskaber, hvor han vandt bronze, kørte lige op med Yves Lampaert og slog Campenaerts ganske suverænt. Ruten her var stort set identisk med den i Alkmaar, men dog næsten dobbelt så lang, og faktisk er det måske netop den lidt kortere distance, der kan blive Evenepoels største problem. Selvom han egentlig burde mangle robusthed, tyder noget på, at han faktisk allerede nu har en motor, der gør ham bedst, når de andre er slidt ned - bare så på, hvordan han vandt kongeetapen i Belgium Tour og i San Sebastian, hvor han begge gange kom tilbage efter tidligt at have været i vanskeligheder - og derfor kan man frygte, at 22 km er en anelse for kort for en fyr, der både mangler lidt aerodynamik og formentlig også stadig lidt rå power på en tonserrute som denne. Derfor er det slet ikke givet, at der overhovedet bliver nogen medalje til det unge fænomen. Alligevel må han regnes som et af de varmeste vinderbud, for vi har allerede nu lært, at Evenepoel allerede nu tager syvmileskridt frem fra løb til løb, og med det, han viste i San Sebastian, er der ingen grund til at antage, at han ikke på torsdag vil køre en langt bedre enkeltstart, end han gjorde ved mesterskaberne i juni.

Italien har i mange år haft det svært i enkeltstartsdisciplinen, men sjovt nok har de faktisk i løbet af de seneste tre år to gange været i top 2 ved U23-løbet ved EM. Begge de to talenter, der leverede de pågældende medaljer, er endda til start i dette løb, men det er nok kun Filippo Ganna, man kan have de store forventninger til. Til gengæld er der også al mulig grund til at forvente noget stort af U23-sølvvinderen fra Herning, for Ganna har efter skiftet til Ineos lagt den svære tid på UAE bag sig og bekræftet det potentiale, han viste som ungdomsrytter. Det startede med sejren på prologen i Tour La Provence, og siden er det blevet til en 10. plads i det ekstremt stærke felt i Tirreno og ikke mindst en meget imponerende 3. plads i skrap konkurrence i Tour de Romandie, inden han vandt sit første italienske elitemesterskab i slutningen af juni.

Særligt 3. pladsen i Romandiet, hvor han besejrede folk som Tony Martin, Stefan Küng, Patrick Bevin og Geraint Thomas, og hvor han kun var 2 sekunder langsommere end en meget formstærk Campenaerts vidner om, at Ganna skal tages seriøst på torsdag. Det viser, at han allerede nu kan køre med om sejren mod verdenseliten, og ruten her burde endda passe ham ganske glimrende. Det flade tonserterræn er som skabt til en kraftfulde banerytter som Ganna, og distancen svarer nogenlunde til den, han kender fra Romandiet. Formen kan være lidt uklar, men han så ikke ringe ud i Vallonien, hvor han arbejdede for holdet. Dette løb har formentlig været et stort mål, og derfor forventer vi, at en skarp Ganna vil være klar til at fortsætte sin gode sæson ved at køre med om medaljerne i Alkmaar.

For nogle år siden lignede Yves Lampaert en rytter med potentiale til at blive en tempogigant. Derefter gik han desværre helt i stå, indtil han pludselig meldte sig tilbage på den store scene. Det skete sjovt nok med en 4. plads ved netop disse mesterskaber sidste sommer, og siden da har han været bedre end nogensinde. Det blev til en 3. plads bag Küng og Kragh i Algarve, en 5. plads i superfeltet i Tirreno, en 2. plads bag Van Aert, men foran Evenepoel ved de nationale mesterskaber og ikke mindst en sejr foran navne som Asgreen, Dennis og Küng i Tour de Suisse. Det vidner om, at Lampaert nu endelig er i stand til at vinde enkeltstarter på WorldTour-niveau, og dermed kan han naturligvis også blive europamester på en rute, der på alle måder minder om den, han vandt på i Schweiz.

Når vi alligevel er lidt skeptiske i forhold til hans chancer, skyldes det usikkerheden om formen efter en hård Tour, hvor han bestemt ikke sparede på sig selv. Modsat Asgreen kan han være en anelse svingende, og han har en tendens til at blive træt. Sidste år kom han imidlertid med sin 4. plads stærkt ud af Touren, men dengang havde han heller ikke samme arbejdsbyrde i et løb, hvor der ikke var en førertrøje at forsvare. Lampaert har til gode at vise, at han stadig er frisk, men er han det, kan han sagtens ende med at sørge for, at EM-titlen forbliver i Belgien for tredje år i træk.

Havde dette været 2017 eller 2018, havde vi ikke tøvet med at gøre Stefan Küng til vores store favorit. I de seneste to år har schweizeren nemlig været lidt af en gigant, og på sine gode dage har han vel i virkeligheden været den eneste, der har kunnet måle sig med Dennis, der i samme sæsoner havde si storhedstid. Ligesom verdensmesteren har Küng imidlertid måttet sande, at skiftet væk fra den gyldne BMC-cykel har været voldsomt dyrt. Ser man bort fra den tidligere sejr i Algarve, har Küng nemlig skuffet ved hver eneste lejlighed, uanset om det har været i Tirreno, Romandiet eller Schweiz. I forvejen har han altid været meget svingende på sin tempocykel, som vi så det sidste sommer, hvor han efter Touren kørte et mildt sagt katastrofalt EM, men få dage senere tog sin vel nok flotteste og mest overlegne sejr, da han ved Binck Bank Tour knuste det meste af verdenseliten. Det niveau har han desværre slet ikke haft siden dengang, og dertil skal lægges, at vi sidste år så, at Küng havde det svært med at præstere 10 dage efter afslutningen på Touren. Ganske vist er ruten som skabt til et wattmonster som Küng, men efter et år, hvor ikke meget har fungeret, må han denne gang leve med en sjælden outsiderrolle.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Lidt anderledes ser det ud for Alex Dowsett. Briten har altid været enormt svingende på sine enkeltstarter, og selvom det stadig er tilfældet, har han i de seneste sæsoner vist, at han på sine gode dage stadig er brølstærk. Det så vi, da han sidste år blev nr. 5 og 6 på de to Giro-enkeltstarter, nr. 5 på en EM-rute, der var en anelse for kuperet for ham, nr. 6 ved det stærkt besatte BinckBank Tour og senest med en 6. plads på prologen i Romandiet, selvom han der netop var kommet tilbage efter en skade. Også i Dauphiné og Touren kørte han stærkt på de flade dele af de alt for vanskelige ruter, og dermed fik han vist, at han stadig har masser af muskelkraft. Nu kan han endelig se frem til en specialistrute efter hans smag, men han har stadig lidt at bevise. For det første er han stadig ekstremt svingende, som vi så, da han kun med det yderste af neglene slog kontinentalrytteren John Archibald ved de britiske mesterskaber, og for det andet er det stadig lang tid siden, han har vundet en enkeltstart på dette niveau. Hans kørsel i udbruddet i RideLondon Classic var heller ikke alt for overbevisende, og det kan sagtens være, at han er for træt efter Touren. Omvendt ved vi også, at ustabile Dowsett kan overraske, som han gjorde, da han sidste år var tæt på at erobre en medalje i dette løb.

Forud for denne sæson havde vi aldrig drømt om at nævne Sebastian Langeveld til en enkeltstart på dette niveau. Hollænderen har aldrig været specialist, og i flere år havde han også sagt farvel til de hæderlige tempoevner, han ellers havde. Sammen med resten af EF har han imidlertid hævet sit niveau kolossalt i en 2019-sæson, hvor han lagde ud med at blive nr. 6 på en kuperet rute i Besseges og siden blev nr. 2 bag Ganna i Provence og nr. 4 i elitefeltet i Tirreno. Senest blev han nr. 2 bag Van Emden ved de nationale mesterskaber, og det viser, at han nu altid skal regnes som favorit på en flad tonserrute som denne. Når vi alligevel har vores skepsis, skyldes det, at han efter et styrt led sig igennem det meste af Touren, og det må trods alt have sat sine spor at have haft så store vanskeligheder gennem mere end en uge i verdens største løb. Er han kommet sig, skal vi imidlertid slet ikke blive forundrede, hvis Langeveld føjer endnu en EF-overraskelse til de mange, det amerikanske mandskab har leveret på årets enkeltstarter.

En rytter, der må forbande ruten langt væk, er Nelson Oliveira. Portugiseren har ellers med sine to top 5-placeringer ved de seneste to udgaver af VM vist, at han er en af verdens bedste på en mesterskabsenkeltstart. Til gengæld kører han kun gode enkeltstarter, når ruterne er relativt kuperede, og samtidig skal de også have en vis distance. På alle parametre er dette derfor en dårlig rute for den ellers så stærke portugiser, der kørte en fin enkeltstart i Touren, hvor han kom fornuftigt ud. Senest så vi ved European Games, hvor han fik relativt store klø af Vasil Kiryienka, at han altså har sine begrænsninger på helt flade tonserruter. Man skal aldrig afskrive Oliveira ved et mesterskab, men på lige netop denne rute får han svært ved at blive europamester.

Ruten burde til gengæld være en lækkerbisken for Ryan Mullen, men desværre føjer ireren sig til den efterhånden lange række af temporyttere, der i U23-tiden lignede sande tempofænomener, men som endte som relativt ordinære. 5. pladsen ved VM på den flade rute i Qatar i 2016 gav et kortvarigt håb, men siden dengang har der været lidt langt mellem snapsene. Senest blev det blot til en 4. plads i et svagt besat European Games. Omvendt vandt Mullen altså bronze i Herning, og sidste år blev han nr. 6 på ruten i Glasgow, der slet ikke passede en tonstung rytter som ham. I Belgium Tour havde han endda formentlig vundet, hvis ikke han havde tabt kæden til sidst, og det viser, at man altså aldrig skal afskrive Mullen, der i hvert fald altid synes at præstere til EM. Terrænet kunne ikke passe ham bedre, men til gengæld er han en af de store tabere ved, at distancen er halveret. Det er nemlig kun på de længste distancen, at han for alvor excellerer.

Danmarks anden deltager er Martin Toft Madsen, og selvom han er oppe mod et felt af WorldTour-giganter, har historien vist, at han altid skal tages seriøst ved mesterskaber. Så sent som ved VM blev han en imponerede nr. 10 på en rute, der med sin knaldhårde stigning bestemt ikke passede ham, og havde det ikke været for uheld, var han ved EM også endt langt bedre end på den 11. plads, det hele endte med.  I Herning blev han nr. 6 trods en ærgerlig punktering, og det er en kraftig understregning af potentialet på flade tonserruter som denne. Nok fik han sig en lille lektion af Asgreen ved DM, men det er absolut ingen skam, og modsat sin landsmand har han kunnet forberede sig helt målrettet til dette løb, der er del af en stor august måned, hvor han også satser på Danmark Rundt og et timerekordforsøg. Toft Madsen må med andre ord forventes at være knivskarp, for han synes altid at ramme formen, når det gælder. I dette meget stærke felt er en medalje nok et lidt for ambitiøst mål, men han vil formentlig endnu engang vise, at hans enkeltstartsniveau er til langt mere, end hans status som kontinentalrytter vidner om.

Endelig vil vi pege på Tobias Ludvigsson. Egentlig var vi stoppet med at nævne ham som kandidat til enkeltstarter efter nogle år, hvor han var holdt helt op med at præstere i sin gamle paradedisciplin. En 5. plads på den sidste Giro-enkeltstart var til gengæld måske et vidnesbyrd om, at han kan være på vej tilbage. Formen i Tour de Wallonie, hvor han imponerede på stigningerne, syntes i hvert fald at være god, og han har angiveligt ifølge holdet haft enkeltstarten her som et mål. Formentlig er ruten lidt for flad til at passe den relativt klatrestærke Ludvigsson, der aldrig har været i sit es i fladt tonserterræn, men man kan håbe, at han kan rejse sig og vise, at han altså stadig har lidt af det potentiale, han engang viste.

Blandt øvrige kandidater kan nævnes sidste års U23-mester Edoardo Affini, der desværre ikke just har imponeret i sine to professionelle enkeltstarter, Claudio Imhof , der i både Tour de Romandie og Suisse har vist, at han kan begå sig på WorldTour-niveau, Jan Barta, der efter en svær tid i år har vist lidt af sine gamle takter, Matthias Brändle, der desværre stadig er en skygge af den specialist, han engang var, Jasha Sütterlin, der aldrig blev til den temporytter, vi håbede, og Marcin Bialoblocki, der stadig kører pæne enkeltstarter, men desværre efterhånden også må indse, at alderen er ved at have indhentet ham.

OPDATERING: Oliveira og Mullen kommer ikke til start.

***** Kasper Asgreen

**** Jos van Emden, Remco Evenepoel

*** Filippo Ganna, Yves Lampaert, Stefan Küng, Alex Dowsett

** Sebastian Langeveld,  Martin Toft Madsen, Tobias Ludvigsson, Edoardo Affini

* Claudio Imhof, Jan Barta, Matthias Brändle, Jasha Sütterlin, Marcin Bialoblocki

Danskerne

Som det fremgår ovenfor, kan vi tillade os at have store forventninger til både Kasper Asgreen og Martin Toft Madsen, der er de to danske deltagere.