SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

Se afslutningen på 2. etape af Renewi Tour

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor havde de professionelle længe ikke chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist længe været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de europæiske mountainbikemesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da samme sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

I 2017 skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. Året efter fandt man en position i august to uger efter Touren, men på den tid af året er konkurrencen stor. Således afvikledes der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hvilede fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det viste tydeligt, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men i 2017 betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren, og det blev synliggjort i 2018, hvor det var stærke sprintere og brostensspecialister, der kæmpede om titlen i Skotland, mens sprinterne i 2019 atter godtede sig ved udsigten til et fladt løb i hollandske Alkmaar. Klassikerrytterne og de stærke sprintere var atter på banen i 2020 i Plouay, og i 2021 gav den meget hårde rute i Trento en blanding af klatrere og ardennertyper chancen. I 2022 kom sprinterne så atter til fadet på en helt flad rute i München.

Læs også

Tidligere Saxo Bank-rytter stifter Danmarks første gravel-hold: Vi kan se et talent

Løbet i 2018 var specielt, da UEC havde taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Organisationen var nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det betød ganske vist, at der ikke var plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken var, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten var også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skulle booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow fik æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikledes over 10 dage med hele 800 atleter. Den model anvendes dog kun hvert fjerde år, men fandt sted for anden gang i 2022, hvor München er vært for showet.

Om det var dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff igennem et år havde givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet i Glasgow var betydeligt stærkere, end det var i Herning i 2017. Både enkeltstarterne og landevejsløbene tiltrak en stribe ganske store navne, og selvom der var en del konflikter med holdene, der nødigt ville give rytterne fri i en periode, hvor der afvikledes to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, som appellerede til samme ryttertyper, var mange store navne meget interesserede i at deltage. Det samme gjaldt i 2019, og selv i 2020, hvor coronakaosset betød, at løbet afvikledes få dage inden Touren og dermed forhindrede næsten hele Tour-feltet i at møde op, var startlisten fornem. Trods den vanskelige placering i august, hvor antallet af konkurrerende løb altid er meget stort, har trøjen og mesterskabet tydeligvis allerede en vis prestige. Også i 2021, hvor OL tvang løbet tilbage til september, hvor det nærmest blev VM-opvarmning, var interessen så pæn, at der vel var tale om det stærkeste besatte EM, vi har set, og i 2022, hvor løbet atter blev afviklet i august, var der ikke mange europæiske topsprintere, der manglede.

I år er løbet tilbage i september, da VM ganske usædvanligt overtog pladsen i begyndelsen af august. I stedet har EM fået den plads, VM normalt besidder, og det har ikke svækket feltet. Kalenderen er nemlig ikke mærkbart forandret i denne ellers helt særlige sæson, og det betyder, at der i samme uge afvikles langt færre konkurrerende løb, end der typisk gør i august. Da der samtidig i en sæson uden VM er ganske få løb at satse på for de lidt tungere ryttere, og da løbet i det hollandske fladland appellerer til en blanding af brostenstyper og stærke sprintere, kan arrangørerne bestemt ikke brokke sig over det antal topnavne, der er rejst til Holland.

Efter sidste års eksperiment er det igen enkeltstarten, der åbner ballet, og selvom EM-titlen her fortsat slet ikke synes at have samme prestige som linjeløbet, var der i 2018 og 2019 tale om et klart bedre felt end i de første to udgaver. Efter den lidt tamme coronaudgave i 2020 fik også tidskørslen et gevaldigt boost af den nye kalenderplacering i 2021, og en lang stribe af VM-favoritterne valgte således at bruge EM som en slags generalprøve, ikke mindst fordi de flade ruter mindede meget om hinanden. Således var det indiskutabelt, at vi så det hidtil stærkeste felt til kampen om EM-titlen - ikke mindst fordi verdensmesteren for første gang stillede til start. Desværre har man slet ikke kunnet bygge videre på det momentum i et 2022, hvor løbet blev fravalgt af de fleste af kontinentets store specialister, men det var heldigvis en engangsforestilling. Den nye placering gør det nemlig til en perfekt erstatning for det VM, tempospecialisterne typisk satser på, og derfor kan der i år præsenteres et felt, der kan måle sig med det, vi så i 2021.

Sådan var det altså ikke sidste år, hvor feltet var helt anderledes sølle. Det lignede en duel mellem Stefan Bissegger og Stefan Küng, men i sidste øjeblik blev løbet boostet af en uventet tilmelding fra Filippo Ganna. Han havde været i tvivl om sin deltagelse grundet manglende form, og det blev da også tydeligt, at han ikke var på toppen. I hvert fald måtte han nøjes med bronze, mens det endte i en neglebidende duel mellem de to schweizere. Her lykkedes det for Bissegger at forhindre Küng i at score hattrick, da han sejrede med 1 sekund ned til sin landsmand og 9 sekunder ned til Ganna. Bissegger vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Küng, men da Ganna foretrækker at hvile efter Vueltaen, vil der mangle én rytter fra sidste års podium.

SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at enkeltstartsspecialisterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet betød, at man skulle op over den berømte Cote de Cadoudal-stigning, og også i 2018 og 2020 var der en del bakker på ruterne i Glasgow og Plouay, der bestemt ikke var helt flade sager. Den slags bekymringer behøvede de ikke gøre sig i 2017 og 2019. Herning og Alkmaar er begge flade som pandekager, og arrangørerne havde designet ruter, der ikke kunne været meget nemmere. Lange, lige strækninger i fladt terræn prægede ruten i det midtjyske højland og i det hollandske fladland, og der var dermed tale om guf for de sande specialister. Måske lidt overraskende valgte det ellers bjergrige Trento i 2021 også at holde sig til dalen, hvor der blev designet en rigtig specialistrute med flere lange, lige veje, og de tunge specialister var heller ikke utilfredse med sidste års løb i München, selvom det havde 179 højdemeter.

Nu vender vi tilbage til Holland for anden gang, og som bekendt er det i det meste af det lille land pandekagefladt. Det gælder blandt andet i Drenthe-provinsen, der er vært for mesterskaberne, og dermed er der lagt op til et løb, der minder om 2019-løbet i det nærliggende Alkmaar. Med sine 61 højdemeter er ruten en anelse mere kuperet, end vi så det i Trento, hvor der var 50 højdemeter, og i Alkmaar, hvor der var bare 21 højdemeter, i begge tilfælde over stort set samme distance, men det ændrer ikke på, at der for fjerde gang ud af otte mulige er tale om det, der vel bedst kan kaldes en pandekageflad tonserrute.

Den store ændring fra de første er distancen. Efter at man i de første tre år havde rigtige mesterskabsdistancer på ca. 45 km til enkeltstarterne og 230-240 km til linjeløbene, har UEC truffet en bevidst beslutning om, at deres løb skal være kortere. Det gælder i begge discipliner, og derfor har enkeltstarterne i de seneste fire år kun været hhv. 22,4 km i både Trento og Alkmaar, 25,6 km i Plouay og 24,0 km i München. I år oplever vi den længste enkeltstart i denne nye epoke, med de 29,8 km gør det bestemt ikke til en enkeltstart, som man tidligere ville forvente i et mesterskab.

Læs også

Vinjebo stopper karrieren

De 29,8 km starter i Wildlands Adventure Zoo i udkanten af Emmen og slutter i bare få meter derfra i samme by. Fra starten er der to hurtige sving efter hhv. 100 og 800 m, når man kører væk fra zoo og ud af byen, men derefter går det ad en lang, lige og flad vej mod sydvest. Efter 6,6 km drejer man mod nordvest for nu at køre mod nordvest og nord ad endnu en lige og flad vej, der undervejs afbrydes af rundkørsler efter hhv. 10,4 km og 11,8, indtil man efter 12,2 km skal til venstre i en rundkørsel.

400 m rammer man en stor hovedvej, som følges mod vest ud til et vendepunkt, hvor man drejer to gange hurtigt efter i hinanden i to rundkørsler efter hhv. 16,6 km og 16,7 km, og herefter følger man samme lige og flade hovedvej mod øst. Denne gang fortsætter man imidlertid det punkt, hvor man ramte vejen, og i stedet går det videre mod øst og sydøst ad den lige og flade hovedvej ind til Emmen. Eneste udfordringer er to rundkørsler efter hhv. 25,8 km og 25,9 km, indtil man når byen. Her drejer man skarp til højre efter 28,9 km, og derefter rammer man den 900 m lange og flade opløbsstrækning.

Løbet byder på i alt 61 højdemeter mod 179 højdemeter i 2022, 50 højdemeter i 2021, 312 højdemeter i 2020 og 21 højdemeter i 2019, som er de eneste udgaver med en nogenlunde tilsvarende distance.

SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Hollandsk efterår kan være en blandet sag, og det kan man også se i denne uge, der vil byde på både flotte solskinsdage og forfærdeligt regn. Rytterne vil i hvert fald glæde sig over ikke at skulle køre på den drivvåde torsdag. Onsdagen bliver til gengæld ganske hæderlig. Det vil primært være skyet med kun lidt sol, men lunt med temperaturer på 21-22 grader. Til gengæld vil det være blæsende med en frisk til hård vind, der under løbet vil aftage fra en styrke på 27 til 22 km/t. Den vil komme fra sydsydvest, hvilket giver sidemodvind i den indledende fase. Derefter følger et stykke med sidemed- og igen sidemodvind, indtil man får sidemedvind på den lange, lige vej tilbage til Emmen, hvor de vil være næsten direkte modvind over de sidst 900 m.

Favoritterne

Mens linjeløbene som nævnt ovenfor fra start har tiltrukket en vis interesse fra også de største navne - måske med løbet i Herning som en lidt kedelig undtagelse - har det knebet lidt mere på enkeltstarten. Her har det været svært at overtale de allerstørste navne til at gå efter stjernetrøjen, men fra 2018 mærkede man en stigende interesse. Ganske vist savnede man også dengang mange af stjernerne, men de fleste af de mere rendyrkede specialister var til start i Glasgow. Trenden blev yderligere styrket i Alkmaar i 2019, hvor den pandekageflade rute var et trækplaster for de tunge wattmonstre, der for de flestes vedkommende heller ikke havde kørt Tour de France, og i 2021 nåede vi helt nye højder med et felt, der talte langt de fleste af Europas førende specialister. Til gengæld blev trenden brudt i 2020-udgaven, hvor den særlige coronakalender fohindrede næsten hele Tour-feltet i at deltage i et løb, som afvikledes bare få dage inden starten på det største løb af alle i en tid, hvor coronabobler var noget, der blev taget meget seriøst, og desværre også i 2022, hvor der ganske vist var tre topspecialister til start, men hvor feltet derudover var lidt pauvert.

Læs også

Prudhomme vil gentage "folkelig succes" med ny Tour-start

I år har alle forudsætninger for et godt felt været til stede. Ved at overtage VMs placering ligger løbet perfekt på et tidspunkt, hvor konkurrencen fra andre løb er lille, og hvor tempospecialisterne i forvejen er vant til at toppe. Desværre betyder den særlige kalender også, at Vueltaen i år er kørt en uge senere end vanligt, og det har desværre taget toppen af feltets kvalitet. Lysten til at køre en enkeltstart bare tre dage efter afslutningen har i hvert fald været lille for både Remco Evenepoel og Filippo Ganna, der begge melder afbud, selvom sidstnævnte er klar igen til søndagens linjeløb. Geraint Thomas har også meldt afbud, selvom han havde overvejet at deltage, men der er alligevel tre Vuelta-ryttere, der har haft mod på en tur til Holland, nemlig den forsvarende mester, Stefan Bissegger, Matteo Sobrero og Mattia Cattaneo. Vi kan bestemt heller ikke klage over feltets kvalitet, der er betydeligt højere, end det var tilfældet i München for et år siden, men ikke så høj som ved den stjernebesatte udgave i 2021, hvor vi havde i det fantastiske på opgør mellem Ganna, Evenepoel, Bissegger, Wout van Aert og Stefan Küng.

Det kan i hvert fald heller have ikke været ruten, der har fået rytterne til at overveje at blive væk. EM er en relativt ny størrelse, men de sande wattmonstre er i den grad blevet begunstiget. Ganske vist er der lidt flere højdemeter end i Alkmaar og Trento, men det skyldes måske, at distancen er en anelse længere, og når der var flere i Herning, skyldes det nok også, at man i Danmark i 2017 stadig kørte en ”rigtig” mesterskabsdistance. I hvert fald er det nu fjerde gang ud af otte mulige, at vi har en rute, der kun kan betegnes som pandekageflad. Sådan vil det jo også uundgåeligt være, når man henlægger løbet til et af de allerfladeste områder i Europa. Tekniske udfordringer er der også meget få af på en rute med bare syv sving, og dermed er der ikke behov for at analysere meget på ruten. Det er wattmonstrenes paradis!

Den store forskel i forhold til øvrige mesterskaber er distancen. Højst atypisk har arrangørerne fra UEC valgt at halvere længden i forhold til det normale ved nationale og internationale mesterskabsløb, og det er beslutning, de står ved. Efter fire år med en distance på 20-25 km kommer vi i år dog op at kysse de 30 km, og det vil de store motorer glæde sig over. Det er da også en af de længste enkeltstarter, rytterne vil køre i år, men vi taler stadig om en betydeligt kortere rute end ved VM for en god måneds tid siden. Vi begynder dog også at være så langt oppe, at vi ikke kan sammenligne den med eksempelvis den klassiske Tirreno-enkeltstart, der har været guf for rytterne med speciale på korte, flade ruter. Her taler vi trods om en distance, der er tre gange så lang.

Vejret er altid en faktor på en enkeltstart, og jeg kan godt frygte, at det vil spille en rolle. Heldigvis var hele løbet kun ca. halvanden time, men selv over det korte tidsrum tyder det på, at den meget kraftige vil aftage så meget, at det kan mærkes. På en rundstrækning som denne er der lige meget med- og modvind, og meget afhænger af, om der vil være mest læ på med- eller modvindsstykkerne. Det ser dog ud til, at det generelt er meget åbent terræn, og derfor kan der være en fordel for de sidst startende, der vil have de mindst blæsende betingelser.

Jeg vælger at pege på Joshua Tarling. At den tidligere juniorverdensmester var et stort talent, vidste vi godt mens hans opstigen mod verdenstoppen er gået langt hurtigere, end nogen kunne have drømt om. Allerede hans 2. plads i Besseges i februar var lovende, men det er efter sommerpausen, det for alvor har taget fart. Først pressede han Ganna i Vallonien, inden det helt store gennembrud kom med VM-bronzen, hvor kun verdens to måske største specialister, Ganna og Evenepeol, slog ham. Siden vandt han enkeltstarten i Renewi Tour, hvor han igen slog flere af verdens bedste specialister, selvom Tim Wellens’ 2. plads nok også fortæller, at VM-bronzen siger mere om hans niveau.

Han har ikke kørt siden Renewi, men det er svært at tro, at han ikke har forberedt sig specifik til dette løb, der må være hans store mål. Han viste ved VM, at en distance på ca. 30 km i hvert fald ikke kan skræmme ham, og faktisk har han vel kørt bedst, når distancen ikke har været alt for kort. Det pandekageflade terræn minder også om det, der gav ham VM-bronzen, og dermed ved vi, at ruten bør være en lækkerbisken for ham. Han skal stadig bevise, at han kan slå Wout van Aert én gang til, men med den rivende udvikling, han er i, er han næppe blevet ringere siden løbet i Glasgow. Kører ham op til samme standard, bliver han svær at slå, og derfor tror jeg, at han gør som Evenepoel i 2019, nemlig vinder elitens EM i sit første år efter juniorklassen.

Hans værste rival kunne være Stefan Küng. Med sine to titler har han udviklet sig til Mr. EM, selvom han sidste år måtte se sig detroniseret af Stefan Bissegger. Særligt hans sejr i den stjernebesatte udgave i 2021, hvor han slog Ganna, Van Aert og Evenepoel var et bevis på, at Küng på sine bedste dage kan slå hele eliten, og det bekræftede han ved VM sidste år, hvor det kun var Tobias Foss’ mirakelridt, der forhindrede ham i endelig at tage VM-titlen. I år har han haft glæde af de nye UCI-regler, der har givet større ryttere nogenlunde samme vilkår som de små ryttere, og det har tilsyneladende hævet hans niveau. I hvert fald slog han eliten, herunder Ganna, i Algarve, inden han slog både Evenepoel og Van Aert i Schweiz.

Nedturen var selvfølgelig hans skuffende VM, men det hænger formentlig sammen med Touren. I hvert fald bekræftede løbet, at en grand tour er en dårlig forberedelse til en mesterskabsenkeltstart. Nu har han forberedt sig til EM, som han plejer at forberede sig til VM, og med hans stærke comeback i Bretagne og senest Slovakiet tyder alt på, at han er klar. Han kan bedst lide tekniske enkeltstarter, men da han vandt i 2021, var det på en rute som denne, og han har også traditionelt været bedst, når løbene ikke er alt for lange. Er han lige så velforberedt, som han var til VM sidste år, skal alle stå tidligt op for at forhindre ham i at vinde for tredje gang.

Det er ret specielt ikke at have Wout van Aert som topfavorit i dette. Vi taler om manden, der kørte helt lige op med Ganna ved VM i 2021 og i Dauphiné i 2022, og som vandt Tour-enkeltstarter i både 2021 og 2022. I år har det bare knebet. Han skuffede på begge enkeltstarter i Schweiz, og hans sejr ved mesterskaberne i juni var bestemt ikke overbevisende. Nok blev han nr. 3 på den specielle Tour-enkeltstart, men han var bekymrende langt fra Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar, og selvom han kom stærkt igen, endte hans VM også med en skuffende 5. plads - næsten et helt minut efter Tarling.

Læs også

Succesfuldt DCU-hold går efter at blive kontinentalhold i 2025

Som for Küng gælder, at det kan forklares med, at Touren var en ringe forberedelse, men det er ikke hele historien, når han generelt har skuffet i år. Derudover er hans tilstand en smule usikker. Hans comeback i England var fornemt, men han var ikke på sit bedste, og nu har han endda været syg med maveproblemer i sidste uge, hvor han missede både Super 8 Classic og et par træningsdage. Han meldes fit for fight og skulle ikke have fået ødelagt sin forberedelse voldsomt, men ideelt er det bestemt ikke. Jeg udelukker bestemt ikke, at vi ser den gamle Van Aert og en sikker sejr til belgieren, men med tanke på sæsonen indtil nu og hans forberedelse ender han som nr. 3 på min liste.

Skal vi have en dansk medalje? Mikkel Bjerg går til løbet som en af de store jokers. Sidste år blev han nr. 4 bag de tre favoritter, men i et meget svagt felt. Til gengæld kunne han måske have vundet, hvis han for et år siden havde kørt som den junidag, hvor han tog sin store sejr. Som resten af UAE-mandskabet har Bjerg gjort enorme fremskridt i år, og rammer han det niveau, han havde i Dauphiné, kan han sagtens tage medalje i dette felt. Spørgsmålet er, om han gør det. Hans 9. plads ved VM var en bekræftelse på hans store fremgang, for det var hans klart bedste resultat hos eliten, og det var særligt opløftende, fordi han var blot én af tre Tour-ryttere, der lykkedes med at gå i top 10. Hans enkeltstart i Renewi var til gengæld af en lavere standard, men det var også efter en pause og over en distance, der ikke passede ham. Bjergs motor vil sætte pris på, at vi i år skal køre næsten 30 km, men i dette felt havde han nok haft glæde af, at ruten ikke var helt så flad. Hans form er også svær at vurdere, fordi han har kørt som hjælper i alle sine løb efter pausen, men hans arbejde for Matteo Trentin i Vallonien var i hvert fald synligt og lovende. Alligevel er det usikkert, om han finder sit niveau fra juni, for han har typisk haft lidt vanskeligere ved at toppe igen efter Touren, men lykkes det at nærme sig, kan han fortsætte sit gennembrud hos eliten med en medalje denne onsdag.

Er det nu, Remi Cavagna endelig kører en god mesterskabsenkeltstart? Han vandt sølv ved EM i 2020, men siden han i 2021 virkelig bragede igennem og begyndte at være med helt i front på WorldTour-enkeltstarterne, har ham som regel skuffet ved VM og EM. Eksempelvis blev han blot nr. 9 i dette løb i 2021, og ved det seneste VM endte han helt nede som nr. 25. Sidstnævnte kan dog som for alle andre Tour-ryttere forklares med den dårlige forberedelse, og nu har han heldigvis haft en helt anderledes god optakt. Efter pausen kom han i hvert fald stærkt tilbage med den samlede sejr i Slovakiet, og selvom det ikke var i det stærkeste felt, kørte han jo altså fra blandt andre Küng med sit vilde soloridt på 1. etape. Efter det skuffende 2022 har han fundet sig selv igen i år, særligt med 2. pladsen bag Küng i Algarve, hvor han slog Küng, men også med en fin 3. plads i Dauphiné, slået af Mikkel Bjerg og Jonas Vingegaard, og ikke mindst med sin sensationelle 6. plads i Touren, hvor ruten burde have været alt for hård. Han er bedst, når distancen ikke er alt for kort, og selvom han i dette felt nok havde glæde af en lidt mere kuperet rute, har han vist, at han også kan vinde flade enkeltstarter - eksempelvis, da han vandt i Polen i 2021. Med tanke på det, han har vist i år, kunne det være nu, at han får sin anden EM-medalje.

I det hele taget er de franske chancer gode. Bruno Armirail har gjort enorme fremskridt siden sin top 10 ved VM sidste år, og i år nåede han helt nye højder på de to Giro-enkeltstarter. Særligt på den lange rute, hvor han var tæt på at vinde og kørte helt lige op med Küng var endog meget lovende, men vi har også fået bekræftet, at der er stor forskel på en formstærk og -svag Armirail. Hans præstationer i Vallonien og ved VM var slet ikke på samme niveau, men nu er han længere fremme. Han slog formstærke Søren Wærenskjold i Poitou-Charentes og kørte et pænt løb i Slovakiet, hvor han endte i den samlede top 10. Den halvlange distance passer ham, og han viste i Giroen, at han sagtens kan præstere på flade tonserruter. Har han efterhånden genfundet det niveau, kommer han meget langt. Til gengæld vil det heller ikke undre, hvis han falder igennem, og kommer vinden i spil, lider han under en tidlig start.

En rytter, der ikke har de bedste erfaringer til mesterskaber, er Yves Lampaert. Han foretrækker nemlig enkeltstarter, der er højst 20 km lange, men han kan godt præstere over 30 km også. Ved EM blev han nr. 4 i 2018, nr. 6 i 2016 og nr. 7 i 2019, men det vidner også om, at hans niveau over disse distancer er lavere, end vi ser det, når han vinder en Tour-enkeltstart i København eller for nylig blev nr. 3 i Renewi Tour. Han slog sensationelt Evenepoel over en lang distance ved mesterskaberne i 2021, men det var på en uhyre teknisk rute, som han kan lide dem. Denne bør både være for lang og for enkel til, at vi vil se Lampaert køre med om medaljerne, men i dette felt bør han stadig gøre det fint, selvom han i weekenden lignede en mand, der havde mistet den superform, han havde under Renewi. Også han kan lide under at skulle starte tidligt.

Der er nok ikke alt for megen grund til at tro på Vuelta-rytterne, men skal man pege på en mand, der kan overraske, er det nok Nelson Oliveira . Spanieren er kendt som en sand mesterskabsrytter og er en af de få, der altid gør det bedst til et mesterskab med en grand tour i benene. Han præsterer altid til VM, hvor han næsten altid er kommet med Vueltaen i benene, og da han tidligere i år kørte VM med Touren i benene, endte han på en fremragende 6. plads som næstbedste Tour-rytter, kun akkurat overgået af Van Aert. Problemet her er selvfølgelig, at enkeltstarten kommer bare tre dage efter Vueltaen, og her kan selv Oliveiras motor få svært ved at komme sig. Han har til gengæld genfundet sine tempoevner på det sidste, og særligt hans VM viste, at hans topniveau fortsat er tårnhøjt. Desværre er han også bedste over lange distancer og på kuperede ruter, og selvom hans VM viser, at han godt kan præstere i fladt terræn, er denne rute bestemt ikke ideel. Jeg må tro, at to dages hvile er for lidt, men er der en mand, der alligevel kan præstere, må det være mesterskabsrytteren Oliveira.

En anden Vuelta-rytter er Mattia Cattaneo. Efter den træge sæsonstart er han i den grad kommet tilbage på sporet, særligt med sin sejr i Polen, men også med 8. pladsen til VM. Også i Vueltaen kørte han en fin 6. plads hjem, og generelt kørte han det spanske løb på et højt niveau. Han viste også friskhed og form med sin stærke 20. etape, og både i Polen og i Dauphiné sidste år har han vist, at han godt kan køre stærkt på flade ruter, særligt over længere distancer. Problemet er naturligvis de bare to dages hvile. Historien viser klart, at en grand tour ikke er god forberedelse til en enkeltstart, og da han sidste år kørte EM kort efter Touren, faldt han helt igennem. Han skal nævnes for sit potentiale, men det vil undre mig, hvis vi ser en flyvende Cattaneo.

Jeg er lidt spændt på Daan Hoole. Senest ved VM var han langt efter de bedste, men siden dengang har han gjort fremskridt. Vi så det første tegn i et ganske vist meget svagt felt i Danmark, men hans 7. plads i Renewi var langt mere lovende. Bekymrende er det dog, at han var så langt efter ved VM, hvor distancen var lang, for indtil nu har han til gode at bevise, at han kan præstere på højt niveau over 30 km. Hans form kan også være lidt usikker efter en række løb, hvor han har kørt som hjælper, men for en fyr som ham er en 20. plads i det hårde løb i Bretagne bestemt ikke ringe. Helt fremme kan han ikke være, men baseret på det, vi har set de seneste uger, kan det gå ganske hæderligt.

Det er vel også på tide at nævne Ryan Mullen igen. Han er bestemt ikke ved fordums styrke, som da han blev nr. 5 til VM i 2016, men som resten af Bora har han leveret fremgang i år. Hans 19. plads til VM gør ham i hvert fald til top 10-kandidat i dette felt. Han har altid været bedst over de længste distancer, og derfor passede VM ham nok bedre, men det flade terræn uden tekniske udfordringer må til gengæld regnes som en gave. Kører han om til VM, vil han ikke være helt uden chance for et godt resultat.

Læs også

Skuffet verdensmester: Jeg troede, jeg ville blive professionel

Det er svært at tro meget på et titelforsvar til Stefan Bissegger. Én god grund er naturligvis, at han kommer til løbet fra Vueltaen, men selv en frisk Bissegger ville få det svært. Han har skuffet fælt igennem hele sæsonen, hvor kun hans stærke præstation på den lange rute i Schweiz vidnede om fordums klasse. Senest blev han blot nr. 11 i Vueltaen, hvor han slog Sepp Kuss med 10 sekunder, og det var endda på en flad tonserrute. Det lover bestemt ikke godt forud for dette løb. Han vil dog elske terrænet, men han mangler tekniske udfordringer, og den relativt lange distance er bestemt heller ikke til hans fordel. Han blev trods alt stadig nr. 16 til VM, hvilket nok burde føre til en top 10 i dette felt, men med Vueltaen i benene tvivler jeg på, at han kan præstere på samme niveau.

Den sidste Vuelta-rytter er Matteo Sobrero. Han er som bekendt altid en lottokupon, men det gælder i særlig grad denne gang. Nu kommer han nemlig med Vueltaen i benene, og det øger usikkerhed yderligere. Det er dog svært at være optimistisk. Han kørte fine enkeltstarter i Schweiz, men hans seneste enkeltstarter i Polen og Vueltaen var meget skuffende. Derudover havde han bestemt ikke en stor Vuelta, hvor han kun var god på 9. etape, og han virkede meget træt i lørdags, hvor han fra det store udbrud blev sat nærmest med det samme. Dertil skal lægges, at flade ruter og lange distancer ikke er hans spidskompetence, og jeg vil derfor blive overrasket, hvis ikke han falder igennem - men topniveauet rækker relativt langt.

Endelig vil jeg nævne Niklas Larsen. Danskeren erstatter sygdomsramte Johan Price-Pejtersen og kan godt komme et stykke. Han blev i et ganske vist ikke imponerende felt nr. 2 i Dunkerque, men har også i Danmark og ved DM vist, at han godt kan blande sig med eliten. Til gengæld så vi også i Vallonien og Poitou-Charentes, at han kan floppe, og derfor kan det gå begge veje. Terræn og rute burde dog passe ham, og med en præstation som i Dunkerque bør han ikke falde igennem. Også han lider under en tidlig starttid.

Maciej Bodnar har i lang tid haft for vane pludselig at præstere igen, men i år har det været sløjt, senest ved VM og i Poitou-Charentes. Michal Kwiatkowski ligner en meget træt mand, der trænger til ferie, og Ivo Oliveira har aldrig kørt gode lange enkeltstarter på internationalt niveau. Mere interessant er Sjoerd Bax, der var uventet god i Schweiz og Renewi og med den nylige sejr har vist form, men virkelig specialist er han trods alt ikke. Miguel Heidemann har kørt skuffende, senest i Danmark. Max Walscheid rejste sig lidt med 3. pladsen i Poitou-Charentes og vil elske ruten, men har efter skiftet til Cofidis været langt fra fordums styrke. Rainer Kepplinger er lovende og viste sit potentiale på prologen i Romandiet, men helt fremme kan han næppe være på denne tonserrute, og vi har set, at Mathias Vacek har haft det svært på enkeltstarter i år. Endelig er Rein Taaramae slet ikke den temporytter, han engang var, mens Mikel Azparren heller ikke kan være med helt i front på dette niveau, som vi så til VM.

***** Joshua Tarling

**** Stefan Küng, Wout van Aert

*** Mikkel Bjerg, Remi Cavagna, Bruno Armirail

** Yves Lampaert, Nelson Oliveira, Mattia Cattaneo, Daan Hoole, Ryan Mullen, Stefan Bissegger, Matteo Sobrero, Niklas Larsen

* Max Walscheid, Sjoerd Bax, Raier Kepplinger, Maciej Bodnar, Michal Kiwatkowski, Mathias Vacek, Mikel Azparren, Ivo Oliveira, Miguel Heidemann, Rein Taaramae

Danskerne

Mikkel Bjerg og Niklas Larsen repræsenterer Danmark og er omtalt ovenfor.

Starttider

1 31 16:15:00  HASANI Samir Kosovo
2 30 16:16:00  ÖRKEN Ahmet Turkey
3 29 16:17:00  PASTUSHENKO Yan Ukraine
4 28 16:18:00  OLIVEIRA Ivo Portugal
5 27 16:19:00  BAX Sjoerd Netherlands
6 26 16:20:00  LARSEN Niklas Denmark
7 25 16:21:00  BONELLO Daniel Malta
8 24 16:22:00  ILIĆ Ognjen Serbia
9 23 16:23:00  ÓMARSSON Ingvar Iceland
10 22 16:24:00  AZPARREN Xabier Mikel Spain
11 21 16:25:00  LAMPAERT Yves Belgium
12 20 16:26:00  KWIATKOWSKI Michał Poland
13 19 16:27:00  WALSCHEID Max Germany
14 18 16:28:00  ARMIRAIL Bruno France
15 17 16:29:00  TAARAMÄE Rein Estonia
16 16 16:30:00  VACEK Mathias Czech Republic
17 15 16:31:00  NUHA Blerton Kosovo
18 14 16:32:00  MULLEN Ryan Ireland
19 13 16:33:00  SOBRERO Matteo Italy
20 12 16:34:00  KEPPLINGER Rainer Austria
21 11 16:35:00  HEIDEMANN Miguel Germany
22 10 16:36:00  HOOLE Daan Netherlands
23 9 16:37:00  BISSEGGER Stefan Switzerland
24 8 16:38:00  CAVAGNA Rémi France
25 7 16:39:00  BODNAR Maciej Poland
26 6 16:40:00  CATTANEO Mattia Italy
27 5 16:41:00  OLIVEIRA Nelson Portugal
28 4 16:42:00  BJERG Mikkel Denmark
29 3 16:43:00  KÜNG Stefan Switzerland
30 2 16:44:00  VAN AERT Wout Belgium
31 1 16:45:00  TARLING Joshua Great Britain

SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE