STREAM EM UDEN AFBRYDELSER

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor havde de professionelle længe ikke chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist længe været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de europæiske mountainbikemesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da samme sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

I 2017 skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. Året efter fandt man en position i august to uger efter Touren, men på den tid af året er konkurrencen stor. Således afvikledes der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hvilede fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det viste tydeligt, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men i 2017 betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren, og det blev synliggjort i 2018, hvor det var stærke sprintere og brostensspecialister, der kæmpede om titlen i Skotland, mens sprinterne i 2019 atter godtede sig ved udsigten til et fladt løb i hollandske Alkmaar. Klassikerrytterne og de stærke sprintere var atter på banen i 2020 i Plouay, og sidste års meget hårde rute i Trento gav for en blanding af klatrere og ardennertyper chancen.

Løbet i 2018 var specielt, da UEC havde taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Organisationen var nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det betød ganske vist, at der ikke var plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken var, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten var også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skulle booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow fik æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikledes over 10 dage med hele 800 atleter. Den model anvendes dog kun hvert fjerde år, men det betyder, at begivenheden vil have dette særprægede format igen i år, hvor München er vært for showet.

Om det var dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff igennem et år havde givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet var betydeligt stærkere, end det var i Herning i 2017. Både enkeltstarterne og landevejsløbene tiltrak en stribe ganske store navne, og selvom der var en del konflikter med holdene, der nødigt ville give rytterne fri i en periode, hvor der afvikledes to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, som appellerede til samme ryttertyper, var mange store navne meget interesserede i at deltage. Det samme gjaldt i 2019, og selv i 2020, hvor coronakaosset betød, at løbet afvikledes få dage inden Touren og dermed forhindrede næsten hele Tour-feltet i at møde op, var startlisten fornem. Trods den vanskelige placering i august, hvor antallet af konkurrerende løb altid er meget stort, har trøjen og mesterskabet tydeligvis allerede en vis prestige. Også sidste år, hvor OL tvang løbet tilbage til september, hvor det nærmest blev VM-opvarmning, var interessen så pæn, at der vel var tale om det stærkeste besatte EM, vi har set.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I år er løbet tilbage i august, og man er lykkedes med at finde en uge, der ikke er specielt hektisk, og hvor der ikke er konkurrence fra WorldTour-løb. Denne gang åbner man endda ballet med linjeløbet, hvorved det undgår at konflikte med Vueltaen, men det er nok ikke årsagen til antallet af verdensstjerner. For tredje gang er der nemlig tale om et entydigt sprinter-EM, og det er trods alt kun sprintere og lead-out men, der er interesserede i den slags - og dem er der ikke mange af i Vueltaen. Trøjens prestige er til gengæld helt tydelig, for selvom der er færre stjerner, end der var i 2021, hvor ruten appellerede til mange forskellige typer, er stort set alle de bedste europæiske sprintere til start søndag, dog med undtagelse af Jasper Philipsen og Dylan Groenewegen, der har overladt pladsen til en anden supersprinter, Mark Cavendish, hvis nation helt skipper løbet, og Elia Viviani, der satser på banen. Dermed er der tale om et felt, der er et WorldTour-løb værdigt, men naturligvis er det også et løb, hvor landsholdsformatet skaber en dynamik, man ellers kun ser ved VM.

Som noget nyt afvikles enkeltstarten efter linjeløbet, og selvom EM-titlen her fortsat slet ikke synes at have samme prestige som linjeløbet, har der i 2018 og 2019 været tale om et klart bedre felt end i de første to udgaver. Efter den lidt tamme coronaudgave i 2020 fik også tidskørslen et gevaldigt boost af den nye kalenderplacering i 2021, og en lang stribe af VM-favoritterne valgte således at bruge EM som en slags generalprøve, ikke mindst fordi de flade ruter mindede meget om hinanden. Således var det indiskutabelt, at vi så det hidtil stærkeste felt til kampen om EM-titlen - ikke mindst fordi verdensmesteren for første gang stillede til start. Desværre har man slet ikke kunnet bygge videre på det momentum i et 2021, hvor løbet er blevet fravalgt af de fleste af kontinentets store specialister og desværre fremstår i en betydeligt mere tam udgave, selvom både den regerende europa- og verdensmester er til start.

Sådan var det altså ikke sidste år, hvor det vel primært var Wout van Aert, man kunne samme. Næsten alle de øvrige topspecialister var til start, og her viste Stefan Küng sig måske lidt overraskende stærkt, da han forsvarede sin titel ved at sejre med 8 sekunder ned til Filippo Ganna og 15 sekunder ned til Remco Evenepoel. Schweizeren vender også tilbage i jagten på sit hattrick, og Ganna har i sidste øjeblik besluttet sig for alligevel at jagte titlen, hvorfor Evenepoel, der har blikket rettet mod Vueltaen, bliver den eneste af sidste års medaljetagere, der skipper løbet.

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at enkeltstartsspecialisterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet betød, at man skulle op over den berømte Cote de Cadoudal-stigning, og også i 2018 og 2020 var der en del bakker på ruterne i Glasgow og Plouay, der bestemt ikke var helt flade sager. Den slags bekymringer behøvede de ikke gøre sig i 2017 og 2019. Herning og Almaar er begge flade som pandekager, og arrangørerne havde designet ruter, der ikke kunne været meget nemmere. Lange, lige strækninger i fladt terræn prægede ruten i det midtjyske højland og i det hollandske fladland, og der var dermed tale om guf for de sande specialister. Måske lidt overraskende valgte det ellers bjergrige Trento i 2021 også at holde sig til dalen, hvor der blev designet en rigtig specialistrute med flere lange, lige veje.

Samme ryttertype vil glæde sig over årets rute, selvom den trods er mere kuperet end ruterne i Alkmaar, Herning og Trento. Egentlig er der ganske kuperet i Sydtyskland, men ligesom til linjeløbet holder man sig til fladlandet, selvom man denne gang ikke skal køre i selve München by. Med 179 højdemeter er ruten betydeligt mere kuperet, end vi så det i Trento, hvor der var 50 højdemeter, og i Alkmaar, hvor der var bare 21 højdemeter, i begge tilfælde over stort set samme distance, og ruten er også vanskeligere end i Herning, hvor distancen ganske vist var cirka dobbelt så lang, men hvor de 113 højdemeter også stort set er det dobbelte af de 50 højdemeter, vi fandt i Trento sidste ord. De 179 højdemeter er dog på ingen måde voldsomt, og grundlæggende er der tale om en flad enkeltstart

Den store ændring fra tidligere er distancen. Efter at man i de første tre år havde rigtige mesterskabsdistancer på ca. 45 km til enkeltstarterne og 230-240 km til linjeløbene, har UEC truffet en bevidst beslutning om, at deres løb skal være kortere. Det gælder i begge discipliner, og derfor har enkeltstarterne i de seneste tre år kun været hhv. 22,4 km i både Trento og Alkmaar og 25,6 km i Plouay. I år har man igen forlænget linjeløbet til mere end 200 km, men samme trend gør sig ikke gældende på enkeltstarten, der med en distance på 24,0 km svarer til det, vi har set siden 2019.

De 24,0 har både start og mål i byen Fürstenfeldbruck, der er en mindre by umiddelbart vest for München. Starten er den vanskeligste, da man efter 100 m tager et sving og derefter kører mod syd op ad en bakke (400 m, 7,4%). Den leder imidlertid op til et plateau, og derfor er det herfra relativt fladt, mens man kører ad lige veje mod sydøst ned mod byen Biburg, idet man tager et sving efter 1300 m. I Biburg drejer man mod sydvest for at køre igennem fladlandet frem til en nedkørsel, som leder ned til byen Holzhausen.

Her drejer man to gange i rap efter hhv. 7,1 km og 7,4 km, hvorefter det går mod nordvest igennem først fladt og siden let stigende terræn. Man drejer efter 11,9 km, hvorefter det går mod vest frem til to hurtige sving efter hhv. 14,1 km og 14,6 km, hvorefter det går mod ødt frem til mellemtiden, der tages efter 15,3 km.

Herefter bliver det meget enkelt. Nu går det nemlig mod øst og nordøst ad en lang og lige vej, der har et kort faldende stykke, men ellers er stort set flad. Med 2,6 km igen skal man igennem en rundkørsel, med 2,4 km igen drejer man i en rundkørsel, og med 2,3 km igen skal man igennem endnu en rundkørsel, inden man kører ned til et sidste skarpt sving med 1,7 km igen, hvorefter det falder ganske let ned mod stregen, den sidste kilometer med 1,4%.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Løbet byder på i alt 179 højdemeter mod 50 i 2021, 312 i 2020 og 21 i 2019, som er de eneste udgaver med en nogenlunde tilsvarende distance.

STREAM EM UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Den brutale hede fortsætter på en onsdag, hvor temperaturen vil nå 31 grader - også selvom rytterne kører sent. Dagen vil starte solrigt, men der venter regn de kommende dage, og det vejrskifte kan man fornemme om aftenen, hvor der vil trække skyer ind, og løbet vil kun byde på lidt sol, da det køres ved aftentide. Det bør dog holde tørt, og vinden vil bare være let og konstant (9-10 km/t) samt komme fra nordøst. Det giver skiftevis med- og sidevind frem til mellemtiden og dernæst mod- og sidemodvind resten af vejen.

Favoritterne

Mens linjeløbene som sagt fra start har tiltrukket en vis interesse fra også de største navne - måske med løbet i Herning som en lidt kedelig undtagelse - har det knebet lidt mere på enkeltstarten. Her har det været sværtat overtale de allerstørste navne til at gå efter stjernetrøjen, men fra 2018 mærkede man en stigende interesse. Ganske vist savnede man også dengang mange af stjernerne, men de fleste af de mere rendyrkede specialister var til start i Glasgow. Trenden blev yderligere styrket i Alkmaar i 2019, hvor den pandekageflade rute var et trækplaster for de tunge wattmonstre, der for de flestes vedkommende heller ikke havde kørt Tour de France, og sidste år nåede vi helt nye højder med et felt, der talte langt de fleste af Europas førende specialister. Således var det var det kun 2020-udgaven, der brød en ellers positiv trend. Det havde dog sin forklaring i en coronaramt kalender, hvor næsten hele Tour-feltet var forhindret i at deltage i et løb, som afvikledes bare få dage inden starten på det største løb af alle i en tid, hvor coronabobler var noget, der blev taget meget seriøst.

Heldigvis er verden blevet mere normal igen, og det samme gælder for cykelkalenderen. Normal er måske så meget sagt, når vi taler om en relativt ny begivenhed, der i de første år er blevet flyttet lidt rundt, og måske er netop normalitet ikke, hvad løbet her skal foretrække. Sidste år betød den særlige OL-kalender, at løbet i september tiltrak en stjerneparade, men nu hvor løbet er tilbage i august, er feltet mildt sagt skuffende. Sidste år var løbet en perfekt test for de store specialister kort inden VM - også fordi ruterne var næsten identiske - men sådan er det ikke i år. Løbet kan ikke kombineres med Vueltaen, det kolliderer med Danmark Rundt, og nogle er fortsat ved at puste ud efter Touren. Heldigvis kan vi glæde os over, at Schweiz’ to tempomaskiner, Stefan Küng og Stefan Bissegger, prioriterer løbet højt, og at Filippo Ganna i sidste øjeblik har skiftet mening og alligevel stiller til start i et løb, han egentlig havde droppet.

Det kan i hvert fald ikke være ruten, der har skræmt specialisterne væk. Vi kommer ikke ned på det meget lave antal højdemeter, vi havde i Herning, Alkmaar og Trento, men grundlæggende er der tale om endnu en specialistenkeltstart. Modsat sidste år går det lidt op og ned undervejs, men det er i den helt lette ende. Kun den første bakke er en rigtig stigning, og den kan for de tunge folk godt koste nogle ganske få sekunder, da den er ret stejl. Den er dog bare 400 m lang og bliver således kun afgørende, hvis det er tæt. Da de tekniske udfordringer også er stærkt begrænsede, særligt på den lange, lige vej til slut, hvor man i modvinden kan gøre den måske største forskel, er det grundlæggende endnu en tonserenkeltstart, som vi så det i 2017, 2019 og 2021.

Den store forskel i forhold til øvrige mesterskaber er distancen. Højst atypisk har arrangørerne fra UEC valgt at halvere længden i forhold til det normale ved nationale og internationale mesterskabsløb, og det er beslutning, de står ved. Det er således fjerde år i træk, at vi taler om en distance på 20-25 km, og den faktor er så betydelig, at det vil spille en væsentlig rolle. De store motorer, der som tidligere Tony Martin først og fremmest mestrer de lange distancer, vil begræde denne beslutning. Til gengæld er det en gave til de relativt mange ryttere, der har specialiseret sig i den helt særlige kunst at køre korte, flade enkeltstarter som den, der hvert år findes i Tirreno-Adriatico. Nok er vi ikke helt nede på samme korte distance som i den slags enkeltstarter, men distancen på 24,0 km er så begrænset, at Tirreno-enkeltstarten kan vise sig som et bedre sammenligningsgrundlag end de mere typiske enkeltstartsmesterskaber.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Vejret er altid en faktor på en enkeltstart, men det vil det ikke være denne onsdag. Løbet afvikles over bare 80 minutter, og det gør i forvejen risikoen for udsving begrænset, men denne gang synes der slet ikke at være nogen forskel undervejs. Det vil være glohedt, og faktisk er vejret med de skyer, der trækker ind, ved at slå om til nogle meget våde dage resten af ugen, men i morgen bør det blive tørt med ensartede vindforhold for alle. Det bliver altså en helt fair kamp, hvor det altså nok særligt er modvinden efter mellemtiden, at de største forskelle kan gøres.

I det ret tamme felt er der vel særligt fire mand, der kan ventes at skulle slås om medaljerne, men de har til gengæld også alle en reel chance for at vinde. Jeg vælger at pege på Filippo Ganna, men det er ikke med den sikkerhed, jeg normalt ville gøre det. Verdensmesteren havde nemlig oprindeligt truffet den overraskende beslutning ikke at køre løbet, og det er svært at læse det som andet end manglende form. Ganna virkede nemlig meget træt mod slutningen af Touren, og han lignede en mand, der trængte til pause. Han droppede sit timerekordforsøg og har heller ikke været en del af det italienske hold ved bane-EM, der køres i disse dage. Formentlig har han trukket stikket for at kunne puste ud og derefter starte en genopbygning frem mod VM, og en mand af hans status stiller kun til start, hvis han reelt kan vinde.

Nu stiller han så alligevel op, og det må vel næsten betyde, at han under søndagens linjeløb alligevel følte, at der var skud i stængerne. Det må i hvert fald læses som et godt tegn, og han vil også kunne se frem til en tonserrute, der burde passe ham helt perfekt. Han blev overraskende slået sidste år, hvilket viser, at han heller ikke på denne type ruter er usårlig, men dengang havde han også kørt holdstafet dagen inden. Nu kommer han frisk til løbet og er dermed ligestillet med rivalerne. Vi så i Touren, at selv en træt Ganna kunne brage en fornem enkeltstart af, selvom det var på en rute, der passede ham ganske dårligt, og da der er usikkerhed og tvivl ved alle de fire topnavne, vælger jeg at tro på favoritsejr, selvom det bestemt er sikkert, at det vil lykkes.

Jeg prøver at pege på Stefan Bissegger som nr. 2. Vi ved, at schweizeren er et uhyre på korte, flade enkeltstarter, hvor han jo altså slog Ganna i UAE Tour tidligere i år, men vi ved også, at han har haft det svært over længere distancer. Sidste år kom han til løbet efter en skræmmende magtdemonstration i Benelux Tour, hvilket skabte enorme forventninger, men alligevel endte han blot som nr. 4, hele 23 sekunder efter Stefan Küng. I år er distancen stort set den samme, men til gengæld kan han glæde sig over, at ruten i det mindste er mere teknisk, end det var tilfældet sidste år.

Normalt udvikles motoren med årene, og logikken tilsiger, at Bissegger gradvist vil blive bedre på lange enkeltstarter. Dette er trods alt en relativt begrænset distance, som burde være inden for hans rækkevidde, og han har haft et år til at udvikle sig yderligere. Med undtagelse af en sygdomsramt præstation i Paris-Nice har han ikke kørt enkeltstart siden UAE Tour, når vi fraregner de to Tour-enkeltstarter, der blev ødelagt af uheld, og vi aner derfor ikke, hvor meget han har udviklet sig. Han virker imidlertid frisk efter Touren med sit stærke soloridt i Ain og senest sit angreb i finalen i søndags, og jeg har derfor en tro på, at han i morgen kan vise, at han har taget det skridt, man må forvente, også over halvlange distancer.

Stefan Küng jagter et hattrick, og det er også meget muligt, at han sikrer sig det. Jeg er imidlertid meget i tvivl, for han har kørt skuffende enkeltstarter hele året, senest i Touren. Her klagede han dog over, at han aldrig fandt formen efter coronainfektionen i optakten, og nu melder han heldigvis, at han satser på at være ovre det, selvom han intet ved med sikkerhed, da han ikke har kørt løb siden Touren. Han plejer at komme stærkt ud af den franske grand tour, men hans skuffende enkeltstarter i Schweiz og Algarve kan til gengæld ikke forklares med dårlig form, da han kørte ganske fremragende i begge perioder. Lykkeligvis viste han i Paris-Nice, at han stadig er en fremragende temporytter, og han viste jo sidste år, at han på sine gode dage på en enkeltstart af denne type endda kan slå en ellers formstærk Ganna. Derfor er endnu en sejr ganske sandsynlig, men det kræver, at han ikke underpræsterer igen.

Manden, der kan true de fire mest oplagte favoritter, er Mattia Cattaneo. Manden, der pludselig forelskede sig i enkeltstarter og i dag allerhelst bare vil køre tidskørsler, har etableret sig som en af verdens bedste, og han er samtidig pokkers stabil. Vi har i Dauphiné og Touren set, at han stadig mangler lidt i forhold til de allerbedste, men afstanden er ikke stor. Han blev nr. 7 på den sidste Tour-enkeltstart, selvom han virkede meget formsvag, men mest imponerende var 4. pladsen i Dauphiné, hvor han slog både Primoz Roglic og Jonas Vingegaaard. Det var endda på en flad tonserrute, der kunne minde om denne, og det vidner om, at han kan blande sig også i dette terræn. Heller ikke han har kørt siden Touren, hvor han virkede træt, men jeg føler mig stensikker på, at han har dette løb som et ganske stort mål. Ganna slog ham i Dauphiné og Touren samt ved mesterskaberne (hvor han dog slog superspecialisterne Edoardo Affini og Matteo Sobrero), men det var på tidspunkter, hvor hans landsmand kan have været mere formstærk end ham, og han slog Küng på den sidste Tour-enkeltstart. Det er klart, at han er den lille blandt ”The Big Four”, men hvis de tre ovennævnte ikke er på toppen, er det bestemt muligt, at Cattaneo bliver ny europamester.

Jeg har svært ved at se andre vindere, men jeg anser det ikke som umuligt, at Mikkel Bjerg kan tage medalje. Danskeren er desværre lidt af en lottokupon på enkeltstarterne, og generelt synes han at skuffe mere end at overraske. Jeg kan være meget bekymret for, at han i dag synes at være en dieselmotor, der kun kan præstere et stykke inde i etapeløb, for han har skuffet på alle sine mesterskabsenkeltstarter som professionel. Som U23-rytter viste han os dog, at han godt kan køre en restitueret enkeltstart, og hans enkeltstarter i UAE Tour i 2021 og 2022 og Tirreno i 2022 var også opløftende i den henseende. Her passer distancen - selvom den gerne måtte have været længere - ham endda meget bedre, og det virker slet ikke til at være nogen dum enkeltstart for den tidligere tredobbelte verdensmester. Desværre er hans form helt ukendt, men sidste år kørte han efter Touren en af sine bedste enkeltstarter i Polen. Til gengæld virkede han også mere træt i år, og det gør ham til en total lottokupon. Er der en, der har topniveauet til at true de fire favoritter, er det dog ham, selvom det kan blive både fugl og fisk.

Den anden rytter med en god chance for at true dem er Jan Tratnik. Sloveneren er som Bjerg ikke nogen tilregnelig størrelse, men på sine gode dage kører han ganske fremragende. Det så vi senest med 10. pladsen på den sidste Tour-enkeltstart, der måske endda var hans bedste i flere år. Til gengæld passer denne flade rute ham ganske dårligt, og det er bestemt ikke en klassisk Tratnik-enkeltstart, da den heller ikke er teknisk. I den sammenhæng er det dog opløftende, at han kørte stærkt også på den flade del i Frankrig, og han så heldigvis ud til at være i klar fremgang gennem en Tour, der ellers aldrig blev hans løb. Har han fortsat den udvikling, burde han køre stærkt, selvom han havde ønsket sig en anden rute.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

En falleret specialist er Maciej Bodnar , der er en skygge af den rytter, der vandt en Tour-enkeltstart og blev nr. 4 til VM. I dag underpræsterer han næsten altid i forhold til sit tidligere niveau, men kaninerne kommer af og til op af hatten. Sidste år slog han Bjerg, da han blev nr. 3 i Polen, og han blev trods alt også en hæderlig nr. 8 ved EM. Hans sidste enkeltstart i Touren var faktisk også opløftende, da ruten slet ikke passede ham, men det burde denne gøre. Faktisk burde den være ganske perfekt, men jeg kan frygte for hans form. Han udgik af sit første løb efter Touren, og vi ved aldrig, hvordan rytterne har det efter en grand tour. Med ham kan det blive både fugl og fisk, men med benene fra sidste år kommer han et pænt stykke.

I gamle dage havde Jos van Emden været topkandidat til en enkeltstart som denne, selvom han altid har været klart bedst på flade enkeltstarter på under 15 km. Han viste dog med sin etapesejr i Giroen, at han også kan begå sig på lange enkeltstarter, hvis bare de er flade, og derfor er denne ikke helt uden for rækkevidde. Han er i dag en skygge af den tempogigant, han tidligere var, men hans præstation i årets Tirreno vidner om, at han fortsat er fremragende på korte, flade specialistenkeltstarter. Desværre skuffede han både ved de nationale mesterskaber og sidste år ved EM og VM, og jeg tror derfor, at det er slut for Van Emden med for alvor at præstere på halvlange distancer som disse. Hans form er også ukendt, men kører han som ved VM sidste år, hvor han blev nr. 12, bør han i dette tamme felt dog komme ganske langt.

Sidste år gjorde Max Walscheid enorme fremskridt som temporytter, og det kulminerede til EM, hvor han blev nr. 5 bag Küng, Ganna, Remco Evenepoel og Bissegger og slog blandt andre Edoardo Affini og Kasper Asgreen. Denne flade tonserrute er også en gave for tyskeren, men desværre er han skiftet til Cofidis. Sidste år kørte han på en BMC-cykel, men i år synes han at have betalt prisen for det nye materiel, der har ført til skuffende præstationer på alle årets enkeltstarter. Det gør det svært at tro på en gentagelse, men omvendt burde han være ved at finde formen, efter at han var ramt af sit grimme træningsstyrt i foråret, og hvis ikke hans coronainfektion slog ham voldsomt ud. Han skippede linjeløbet, og det tyder på, at han har satset stort på dette hjemmebaneløb. Jeg frygter bare, at materiellet koster for dyrt.

Belgien kommer i en temmelig tam formation, da Remco Evenepoel kører Vuelta, Wout van Aert puster ud, Victor Campenaerts leger klassikerrytter, og Yves Lampaert, der skulle have kørt, er blevet syg. Det giver for andet år i træk chancen til Rune Herregodts, der har været en ret uforudsigelig størrelse. Sidste år kørte han sig til en flot 4. plads i Belgien, mens det til EM dog kun blev til en 13. plads, hvilket viser, at han har et stykke vej til eliten. Desværre havde han uheld i Belgien i år, hvorfor vi ikke så hans nuværende niveau, men 4. pladsen til mesterskaberne, hvor han ikke var langt efter Campenaerts, indikerer, at han har forbedret sig en del. Formen er god efter den nylige etapesejr i Tyrkiet, og han burde derfor have potentiale til at gøre det betydeligt bedre end sidste år.

Morten Hulgaard får en stor chance i dette løb, og den vil han være klar til at gribe. Danskeren gjorde store fremskridt sidste år, hvor særligt hans 8. plads i Danmark Rundt og 5. plads i Poitou-Charentes - sidstnævnte på en rute næste identisk med denne - viser, at han kan komme langt i dette felt. I år har han kun kørt én enkeltstart, der kan sammenlignes med denne, og det gik ganske fornemt, da han blev nr. 5 bag fire WorldTour-stjerner og slog blandt andre Martin Toft. Hans form virkede ganske god, da han angreb i finalen af Franco-Belge, og derfor er jeg ret fortrøstningsfuld i forhold til chancen for to danskere i top 10.

En anden ung rytter er Miguel Heidemann, der er svær at spå om. Sidste år blev han en fornem nr. 2 ved de tyske mesterskaber, hvor han dog på en kuperet rute slog blandt andre Walscheid, og han blev også en hæderlig nr. 16 ved EM. Til gengæld har han også skuffet ved andre lejligheder, senest ved mesterskaberne, men hans 26. plads i Dauphiné bør i dette felt føre ham ganske langt. Han synes særligt at være god over lidt længere distancer, og derfor burde det være glimrende, at vi her taler om en trods alt relativt lang sag. Han har haft det svært i linjeløbene, men har viste meget mere holdbarhed på det sidste, og det tyder på en positiv udvikling, som bør føre til et bedre resultat end sidste års.

Endelig er der Kevin Vauquelin. Franskmanden kan det meste, og han beskrives som en slags tempospecialist. Specialist er dog et stort ord, når man ser på hans resultater, ikke mindst hans skuffende 10. plads i det svage felt ved mesterskaberne. Det var dog også en meget lang enkeltstart, og denne distance burde passe ham bedre. Han blev nr. 13 i Belgien, hvilket i et svagt felt bestemt ikke er skræmmende, men samme niveau bør føre et stykke vej her. Formen er i hvert fald god efter et Arctic Race, hvor han virkede flyvende, særligt på kongeetapen, men også på sidste etape, hvor han trods dårlig position kørt alene op til gruppen med den førende Victor Lafay.

Blandt de øvrige ryttere kan man nævne veteranen Jan Barta, der dog er langt fra fordums styrke og blot blev nr. 17 sidste år. Tanel Kangert har kørt hele katastrofale enkeltstarter de seneste sæsoner, og det er mange år siden, at Anthony Roux var tempospecialist. Ben Healy blev nr. 2 på Baby-Giroens enkeltstart sidste år, men bortset fra nogle gode prologer har han siden ikke vist noget over mere klassiske enkeltstarter. Filip Maciejuk kørte gode enkeltstarter som U23, men har været langt efter som professionel, og Barnabas Peak måtte i Giroen sande, at to ungarske mesterskaber ikke har den helt store vægt på dette niveau. Oier Lazkano blev en overraskende nr. 2 ved nogle dog meget svagt besatte spanske mesterskaber og har ikke vist mange tempoevner, og Sergei Tvetcov er i år faldet helt, helt sammen.

OPDATERING: Jeg har helt misset den meget spændende roer Rainer Kepplinger, der blev en overraskende nr. 2 ved de østrigske mesterskaber. Han har allerede kørt sig til en kontrakt med Bahrain og har potentiale til at overraske.

***** Filippo Ganna

**** Stefan Bissegger, Stefan Küng

*** Mattia Catteneo, Mikkel Bjerg, Jan Tratnik

** Maciej Bodnar, Jos van Emden, Max Walscheid, Rune Herregodts, Morten Hulgaard, Miguel Heidemann, Kevin Vauquelin

* Ben Healy, Jan Barta, Filip Maciejuk, Tanel Kangert, Barnabas Peak, Anthony Roux, Oier Lazkano, Sergei Tvetcov

Danskerne

Mikkel Bjerg og Morten Hulgaard repræsenterer Danmark og er omtalt ovenfor.

Starttider

1 34 17:30:00  GRIGORYAN Stepan Armenia
2 33 17:31:30  NUHA Blerton Kosovo
3 32 17:33:00  ȚVETCOV Serghei Romania
4 31 17:34:30  ILIĆ Ognjen Serbia
5 30 17:36:00  ŽUMER Matic Slovenia
6 29 17:37:30  LAZKANO Oier Spain
7 28 17:39:00  PETROVSKI Andrej North Macedonia
8 27 17:40:30  ŠIŠKEVIČIUS Evaldas Lithuania
9 26 17:42:00  DINA Márton Hungary
10 25 17:43:30  OTRUBA Jakub Czech Republic
11 24 17:45:00  CATTANEO Mattia Italy
12 23 17:46:30  KEPPLINGER Rainer Austria
13 22 17:48:00  HULGAARD Morten Denmark
14 21 17:49:30  VAUQUELIN Kévin France
15 20 17:51:00  MACIEJUK Filip Poland
16 19 17:52:30  DELIJA Alban Kosovo
17 18 17:54:00  ÓMARSSON Ingvar Iceland
18 17 17:55:30  HEIDEMANN Miguel Germany
19 16 17:57:00  HEALY Ben Ireland
20 15 17:58:30  PEÁK Barnabás Hungary
21 14 18:00:00  CRISTA Daniel Romania
22 13 18:01:30  KANGERT Tanel Estonia
23 12 18:03:00  AHLSSON Jacob Sweden
24 11 18:04:30  BISSEGGER Stefan Switzerland
25 10 18:06:00  ROUX Anthony France
26 9 18:07:30  BJERG Mikkel Denmark
27 8 18:09:00  TRATNIK Jan Slovenia
28 7 18:10:30  BÁRTA Jan Czech Republic
29 6 18:12:00  HERREGODTS Rune Belgium
30 5 18:13:30  VAN EMDEN Jos Netherlands
31 4 18:15:00  BODNAR Maciej Poland
32 3 18:16:30  WALSCHEID Max Germany
33 2 18:18:00  KÜNG Stefan Switzerland
34 1 18:19:30  GANNA Filippo Italy

STREAM EM UDEN AFBRYDELSER