Introduktion til løbet:

Fra Heusden-Zolter til Hasselt

Dato: 15. september

Antal kilometer: 229,1

Antal højdemeter: Ca. 1.300

Løbsstart: 12.45

Løbsafgørelse: Ca. 17.40

TV-dækning: Se oversigten her

Første udgave: 2016

Seneste vinder: Christophe Laporte (Frankrig)

Kategori: Internationalt mesterskab

I mange andre sportsgrene er der diverse internationale mesterskaber foruden VM, som tillægges stor prestige, men i cykling er det et ganske nyt påfund, selv i Europa hvor sporten ellers er historisk forankret. De første europamesterskaber på landevej blev nemlig arrangeret af Den Europæiske Cykelunion, UEC, i 1995, men kun som linjeløb for U23-ryttere, både herrer og kvinder, mens også en U23-enkeltstart er blevet afholdt siden 1997. EM blev udvidet til at inkludere juniorklassen i 2005, inden eliten så først i 2016 også blev inviteret til mesterskab. Ganske som til VM går værtskabet fra år til år på skift mellem byer i forskellige lande.

Europamesterskaberne fik, og har stadig, betydelig prestige i ungdomsklasserne, hvis vinderlister er imponerende i sig selv, men eliten har også straks omfavnet løbet. Omvendt er det ikke til at komme udenom, at feltet typisk ikke matcher VM og ikke kun af det naturlige fravær af ikke-europæiske ryttere, men også fordi det trods alt ikke er lige så høj en prioritet for sportens største stjerner. Større er løbet heller ikke, end at det kæmper med at finde den rette kalenderplacering, hvor det har vekslet mellem august og september. Der er tilmed nationale forbund, der af økonomiske årsager nedprioriterer løbet, hvad næppe ville forekomme til et VM.

Læs også

Van der Poel vinder VM i tredje disciplin: Jeg rangerer sejren højt

Er man optimistisk anlagt, kan man sige, at herrernes linjeløb er bevis på, at Italien stadig er en stor cykelsportsnation, idet de har vundet halvdelen af de hidtidige otte udgaver - er man pessimist, kunne man mene, at dét var bevis på løbets lavere prestige. Med undtagelse af Peter Sagan i 2016 er EM-linjeløbet ikke blevet vundet af nogle af de ryttere, der får prædikater som ”fænomen” eller ”superstjerne” smidt efter sig, men dermed ikke sagt, at europamestrene ikke har været store navne. Der er ingen, der har formået at vinde titlen to gange - tættest på har været Elia Viviani, der har vundet både guld og sølv. Seneste tilføjelse til vinderlisten er franske Christophe Laporte, der med en imponerende kraftanstrengelse formåede at holde Wout van Aert og Olav Kooij bag sig på de allersidste meter. Både Laporte og Kooij er til start igen i år.

Introduktion til ruten

Som så mange andre mesterskabsløb skal en stor del af distancen på 229,1 kilometer tilbagelægges på rundstrækninger, i dette tilfælde to forskellige, men med ”transit” imellem dem.

De første godt 25 kilometer er et fladt indløb til rundstrækningen i målbyen, hvor målstregen skal findes. Denne flade finalerundstrækning køres tre en halv gang, inden den forlades igen efter små 80 kilometer af ruten.

På vejen sydpå til anden rundstrækning skal et 500 meter brostensstykke, Printhagendreef, forceres, inden anden rundstrækning indledes. Denne skal køres tre gange og indeholder to stigende brostenssektioner og to stigninger.

De to brostenssektioner er samlet inden for fem kilometer ad hinanden, hvor det første er 1.300 meter langt og det andet 1.550 meter langt.

Godt ti kilometer senere på rundstrækningen følger så de to stigninger, der ligeledes følger lige efter hinanden. De er begge 800 meter lange, og den første stiger i gennemsnit med 4,5 procent, den anden med 4,3.

Herefter, med godt 30 kilometer til mål, forlades denne rundstrækning, og ruten går samme vej nordpå, som den fulgte tidligere i modsat retning, hvorfor de 500 meters brosten skal køres igen.

Til sidst køres den flade finalerundstrækning igen halvanden gang. Afslutningen er på flad vej med en blød venstrekurve på selve opløbsstrækningen.

Læs også

Van der Poel vinder gravel-VM – Dansker viser sig flot frem

Favoritterne

Det er ikke nogen hemmelighed, at de ellers så sejrsvante sprintere får svært, for ikke at sige umuligt, ved at vinde VM i år på en rute i Schweiz med et antal højdemeter, hvor de færreste af dem overhovedet vil blive udtaget. For den europæiske del af sprinterfeltet er de dog så heldige, at de til EM har en chance for alligevel at vinde et internationalt mesterskab på en anderledes human - læs: flad - rute. Deres sejrschancer afspejles også på startlisten til løbet, som er et mylder af sprintere, leadout-ryttere og sprintere degraderet til leadout-ryttere i dagens anledning, og der er ikke en eneste klatrer til start.

I så stærkt et sprinterfelt er der dog også lynhurtige ryttere, der realistisk set får svært ved at vinde en regulær massespurt, og som derfor skal tage initiativet tidligt for at kunne vinde. Pandekageflad er ruten trods alt ikke, og der er udmærket angrebsterræn indtil de afsluttende 30 kilometer af løbet, som nogen skal forsøge at udnytte. Dette kunne meget vel være klassikerstjerner som Mathieu van der Poel, Mads Pedersen eller Christophe Laporte, der næppe vinder imod et fuldt sprinterfelt, og som derfor vil have interesse i at angribe eller som minimum tynde ud i feltet.

De er dog oppe imod talstærke nationer som Belgien og Italien, der begge ønsker samling til en massespurt, og hvis sprintere næppe bør komme i alvorlige problemer i så let terræn som dette. Derfor vil de med stor sandsynlighed, og givetvis sammen, jagte angreb fra opportunisterne og i den flade afslutning have gode chancer for at hente dem. I et felt med så mange hurtige ryttere findes der dog også scenarier, hvor Belgien og/eller Italien får en rytter med i et fremstød, som har så store sejrschancer, at de får lov at jagte egen chance.

Som årets Gent-Wevelgem viste, så kan netop van der Poel og Pedersen godt lykkes med at holde et jagtende sprinterfelt bag sig på flad vej, men her er terrænet altså nemmere. Derfor bør de for det første få sværere ved at opbygge et forspring på stigningerne, ligesom en jagt bag dem meget vel kan blive organiseret endnu tidligere. Derudover øger det lette terræn risikoen for, at de får nogen med på slæb, som ikke vil samarbejde med dem. Endeligt er Holland ikke afhængige af van der Poel, da de også potentielt kan vinde en spurt med Olav Kooij, så de vil ikke nødvendigvis satse alt på angreb. Den korte version er derfor, at EM sandsynligvis skal vindes i en massespurt af en af de mange sprintere, der dufter guld på en rute som denne.

Grundet et styrt på 1. etape blev årets Renewi Tour ikke helt så ultimativ en sprinterdyst, som man kunne have håbet på, men med to etapesejre satte Jonathan Milan (Italien) sig alligevel til rette på tronen som feltets hurtigste sprinter. Han har i forvejen imponeret især i Giro d’Italia i år, men i Renewi Tour fik han også gjort has på Jasper Philipsen, så nu har han ligesom igen fuld plade imod alle sprinterrivalerne. Her kan det bestemt blive til endnu en gevinst, da han sæsonen igennem har lignet sportens hurtigste mand - men der har dog også været nederlag undervejs, og der skal ikke mange marginaler imod sig, før en massespurt er tabt. Kun i et hårdt løb køres han ud ad tavlen på stigningerne, hvorfor han er vinderkandidat i den sandsynlige massespurt. En mand som Matteo Trentin kunne have muligheder ved at dække angreb ind.

Der er mange sejre at tælle sammen for supersprinteren Jonathan Milan. Foto: Sirotti

Belgien har et luksusproblem i, at flere af verdens bedste sprintere er sønner af nationen, og det har de tænkt sig at løse ved at lade Jasper Philipsen og Tim Merlier (beskrevet nedenfor) køre hver deres spurt. Af de to kan man diskutere, hvem der er hurtigst, men det er om ikke andet mere sikkert, at Philipsen i det hele taget kan køre finale her. Han bør i hvert fald ikke få større problemer på stigningerne, selv ikke i et opskruet tempo, og i spurten vil han så absolut have fart til at køre med om sejren. Han slog jo også Milan og co. så sent som i Renewi Tour, så her er han også vinderkandidat.

I det seneste møde mellem supersprinterne var det Olav Kooij (Holland), der trak sig sejrrigt ud ad spurten i BEMER Cyclassics, hvormed han også slettede enhver tvivl om formen efter sit styrt i Renewi Tour. På flad vej har han altså fart og positionsevne til at slå selv de allerbedste, og han er tilmed holdbar nok til med stor sandsynlighed at klare en eventuel tidlig udskilning. Rent taktisk kan han og Holland nok lukrere på, at de af gode grunde ikke skal jagte de mulige angreb fra Mathieu van der Poel (beskrevet nedenfor), men omvendt øges Kooijs sejrschance af et leadout fra en frisk van der Poel. Topfavorit er han ikke, men medalje eller endda sejr er mulig. Skulle Kooij falde fra, kan den mere holdbare Danny van Poppel køre egen spurt.

Mads Pedersen (Danmark) er blandt dem, der kan vinde dette løb på flest måder: fra et udbrud, i en spurt i et reduceret felt eller endda en regulær massespurt. Da han på flad vej dog kun sjældent slår de allerhurtigste, er det så absolut i hans interesse med et hårdt løb, hvor sprinterrivalerne sies fra, da han så kan forfremmes til selv at være en af de allerhurtigste. Det er heller ikke utænkeligt, at han ville kunne lykkes med et angreb, hvor han i en lille gruppe selvsagt vil have gode sejrschancer i en spurt. Efter et langt løb kunne han med sin lange spurt måske overrumple sprinterne i en massespurt, men her ligner medalje et mere sandsynligt resultat. Tobias Lund Andresen er udset til at skulle køre leadout for Pedersen.

Læs også

Laporte sejrer i mudderløb - Mads P. forsøgte vildt solotogt

Den forsvarende vinder, Christophe Laporte (Frankrig), kan næppe forvente at vinde en massespurt imod alle disse sprintere, hvorfor han bør have interesse i at skabe en udskilning. Som en af feltets ypperste klassikerryttere forstår han at gøre et løb hårdt og booke billet til finalen på denne måde, og hvis bare et par af de hurtigste sprintere sorteres fra, øges hans muligheder. I en massespurt har han nemlig også fart til at kunne begå sig, men afhængigt af feltets størrelse er medalje nok bedst mulige resultat. Det er ikke utænkeligt, at han i en massespurt vil køre leadout for Arnaud Démare (beskrevet nedenfor).

Løbets store joker er Mathieu van der Poel (Holland), der trods masser af hurtighed skal ud at finde en vej til at forpurre en massespurt, hvis han skal kunne forvente at blive europamester. I topform er det kun de allerfærreste, der kan følge hans angreb op ad bakke, og derfor skulle han nok kunne slippe væk fra feltet og jagte sejren fra udbrud, men selv for ham er (mindst) 35 kilometer lang vej foran et jagtende felt. Derfor skal han nok ramme en stærk og ikke mindst samarbejdsvillig gruppe for at kunne holde hjem, hvorfra han i en spurt bliver svær at slå, men han kan være oppe imod en overmagt af sprintere her.

I dette løb kan vi i teorien se to holdkammerater spurte om sejren til den bitre ende, idet Belgien foruden Jasper Philipsen (beskrevet foroven) også vil lade Tim Merlier køre sin egen spurt. Det er jo rimeligt nok, da de begge med rette kan kaldes supersprintere, og Merlier har i år ved flere lejligheder vist sig hurtigere end de øvrige med samme prædikat. På fart alene kan han derfor vinde, men til gengæld er hans form tvivlsom, efter han styrtede ud ad Renewi Tour og senest udgik af BEMER Cyclassics, hvor han på papiret også havde realistiske sejrschancer. Da det trods alt må forventes, at nogen lægger et pres på stigningerne, er han derfor i risiko for at falde fra, og så bliver man jo ikke europamester. Skulle løbet omvendt blive relativt let, har han muligheder for at komme med over stigningerne og ligefrem vinde guld.

I en massespurt er Tim Merlier svær at slå for alle - hvis han da når frem til den. Foto: Szymon Gruchalski

Europamesteren fra 2017, Alexander Kristoff (Norge), kan stadig og blev senest nummer fem i det stærke sprinterfelt i BEMER Cyclassics. Selv om han er udsat i et opskruet tempo på stigningerne, er han dog heller ikke mindre holdbar, end at han med stor sandsynlighed ville kunne komme frem til en massespurt, hvor han med leadout fra hurtige folk som Tord Gudmestad og/eller Søren Wærenskjold har chance for at spurte sig i top 5.

Uden at tage for meget fra Pavel Bittners (Tjekkiet) tre sejre i sæsonen, så har han ikke slået den absolutte sprinterelite for at vinde nogen af dem, så her er konkurrencen bestemt skærpet. Talentet og farten er der ingen tvivl om, men da han heller ikke kan regne med et stærkt leadout omkring sig, må top 5 være godkendt her. Det er heller ikke givet, at han vil kunne klare en udskilning på stigningerne i god behold.

Hvis alt bliver samlet til en massespurt i ordets egentlige forstand, vil Frankrig muligvis satse på Arnaud Démare fremfor Christophe Laporte (beskrevet ovenfor). Det er ikke fordi, der er væsentlig forskel på deres fart på flad vej, men Démare er trods alt en mere klassisk sprinter, mens Laporte er dygtig leadout-rytter. Netop denne kombination kunne muligvis indbringe en top 5-placering.

Skal Polen have et topresultat med hjem fra dette løb, skal det med al sandsynlighed komme fra Stanisław Aniołkowski, der i år har præsteret flot i massespurter imod de bedste. Mere end fire top 5-placeringer i WorldTour-løb er det dog ikke blevet til i sæsonen, og han missede senest top 5 i spurterne imod det svagere sprinterfelt i Polen Rundt, så her vil top 10 være godkendt.

Af de større nationer til dette løb er det vel kun Tyskland, der entydigt har stærkest kort ved at undgå en massespurt, som de ikke kan forvente at vinde. I en mere klassikerlignende udvikling på løbet kunne de i stedet have forhåbninger om et topresultat med en rytter som Nils Politt, der netop har vist form på enkeltstarten, og som i øvrigt også har fart til at begå sig i en reduceret massespurt. Af kandidater til en massespurt er det vel, foruden Politt selv, John Degenkolb eller Max Walscheid , der har bedst chance for at køre sig i top 10.

Læs også

Medie: Pidcock i overraskende skifte

Det er nok ikke at fornærme spansk cykelsport at hævde, at de ville stå stærkere i sværere terræn end dette, men til anledningen har de samlet en håndfuld af landets hurtigste, som vel anføres af Jon Aberasturi eller Pau Miquel. Ingen af de to er ligefrem favoritter til at vinde, men med tanke på den større erfaring i regulære massespurter er det nok førstnævnte, der er et marginalt bedre bud. De, især Miquel, bør om ikke andet kunne klare en udskilning, og så er top 10 muligt.

Unge Mahdis Mihkels (Estland) gav det et udmærket skud som sprinter i årets Giro d’Italia, hvor han i løbets massespurter fik samlet fire top 10-placeringer sammen, hvoraf bedste resultat var en sjetteplads. I andre løb i sæsonen har han været tættere på sejren, men dog imod svagere spurtmodstand end her, hvorfor top 10 vil være godkendt.

Den loyale Alex Kirsch (Luxembourg) ernærer sig på at være leadout-rytter på sit firmahold, men for sit landshold får han lejlighed til at køre egen spurt. Hurtigere er han dog heller ikke, end at hans fart netop bedst udnyttes i et leadout, men på egen hånd skulle han nok kunne spurte sig i nærheden af top 10, ligesom han har gode chancer for at klare en udskilning.