STREAM VOLTA A CATALUNYA OG E3 SAXO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Løbets rolle og historie

Mange af klassikerrytterne havde en chance for at genfinde den belgiske løbsrytme i Classic Brugge-De Panne, der indledte den to uger lange brostensperiode, men når næste runde i serien afvikles fredag, vil der være meget mere på spil. Mens onsdagens nytænkte løb ser ud til at skulle udvikle sig til en sag for sprinterne, er alle de store stjerner klar til det første helt store slag i fredagens E3 Saxo Classic.

Det belgiske løb er det andet i rækken af brostensløb i Belgien, der afvikles i løbet af en to uger lang periode, der strækker sig fra onsdagen efter Milano-Sanremo til onsdagen efter Flandern Rundt, og det er det af løbene, der ligner De Ronde mest. Da det samtidig afvikles ca. en uge før Flanderns vigtigste cykelløb er det blevet den helt perfekte test for favoritterne til det største flamske løb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Under navnet Harelbeke-Anvers-Harelbeke blev løbet første gang afviklet i 1958, men man tog hurtigt navnet E3 fra E3-motorvejen (der nu kendes som A14), som blev bygget midt i 60erne. Straks fra start blev det tænkt som en kortere version af Flandern Rundt, der skulle give rytterne den ideelle mulighed for at teste formen til et af sportens vigtigste løb.

Selvom det blev domineret af belgiere i de tidlige år, fik det hurtigt masser af prestige, og listen over tidlige vindere inkluderer store navne som Roger De Vlaeminck, Rik van Looy, Freddy Maertens og Jan Raas. Som tiden gik, fik det mere og mere international anerkendelse, og det er blevet vundet af de fleste af de største brostensspecialister. Johan Museeuw, Peter Van Petegem, Andrei Tchmil, Tom Boonen, Filippo Pozzato og Fabian Cancellara er blot nogle af de ryttere, der i løbet af de sidste 20 år har stået øverst på podiet, hvilket tydeligt indikerer dets store betydning.

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Saxo Classic, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole, da ruten er designet på samme måde som løbene i anden kategori, men i midtugeløbet har sprinterne ofte haft en bedre chance end i de større løb.

I mange år blev E3 afviklet om lørdagen forud for Flandern Rundt, hvor det sammen med søndagens Brabantse Pijl udgjorde en vigtig chance for at fintune formen frem mod det helt store slag den følgende søndag. Da det er opbygget efter samme formel som De Ronde og bruger mange af de samme stigninger, har det altid været en helt uundværlig del af kalenderen for enhver ambitiøs klassikerrytter, og kalenderplaceringen gjorde det til den perfekte mulighed for at grave dybt en sidste gang inden det løb, der betyder mest. Det har betydet, at niveauet stort set har været på højde med det, man ser i Flandern Rundt, og derfor var det kun naturligt, at UCI gav det WorldTour-status forud for 2012-sæsonen.

Opgraderingen kom som led i en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der betød, at løbet blev flyttet til fredag, mens et andet WorldTour-løb, Gent-Wevelgem, overtog Brabantse Pijls position den efterfølgende søndag. De to løb udgør nu en solid blok af brostensløb på WorldTour-niveau, hvor man både kan score vigtige point, tage en stor klassikersejr samt forberede sig til Flandern Rundt. I 2017 kom også Dwars door Vlaanderen på WorldTouren, og det blev fra 2018 flyttet til onsdagen inden det flamske monument. Da Classic Brugge-De Panne fra 2019 også er i det fine selskab, byder ugerne op til det største slag nu på hele fire løb på højeste niveau.

Selvom E3 og Gent-Wevelgem udgør en blok, er de helt forskellige, og de behandles derfor helt forskelligt af klassikerstjernerne. Selvom Gent-Wevelgem historisk er nummer 3 i hierarkiet over brostensløb (efter Paris-Roubaix og Flandern Rundt), finder det sted i en anden del af Belgien og passer sprinterne bedre. De fleste af de store klassikerspecialister kører ganske vist begge løb, men hvor mange holder lidt igen i søndagens løb - bortset fra en lille test af formen på Kemmelberg - giver de den alt i E3, hvor det handler om at vinde. Gent-Wevelgem er ganske viste prestigefuld, men den virkelige generalprøve til Flandern Rundt finder sted fredag.

E3 var længe kendt som Tom Boonens løb. I sin glansperiode vandt han det hele fire gange i træk fra 2004 til 2007. I løbet af sin turbulente periode i 2010 og 2011 måtte han imidlertid afgive tronen til Fabian Cancellara, der med to imponerende solosejre begge år gjorde sig til den store Flandern-favorit. I sin magiske 2012-sæson var Boonen imidlertid tilbage på toppen, og det var derfor kun naturligt, at han sikrede sig en femte sejr som led i hans alterobrerende klassikerkampagne det år. I 2013 var Cancellara imidlertid igen i sit es, og dermed er også dette løb i de senere år blevet fuldstændigt domineret af de to førende brostensspecialister fra det seneste årti.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Selvom løbet er en generalprøve til Flandern Rundt, er det relativt sjældent, at det lykkes at vinde begge løb. Det lykkedes dog for Kasper Asgreen i 2021, og det kunne meget vel være sket i 2022 også, hvis ikke Wout van Aert var blevet ramt af corona et par dage inden Flandern Rundt. I E3 havde han og Jumbo nemlig vist storform, da han sammen med holdkammeraten Christophe Laporte kørte fra alt og alle på Paterberg, og herefter blev det et tomandsholdløb hele vejen ind til stregen i Harelbeke. Selvom en gruppe af verdens stærkeste jagtede med alt, hvad de havde, kunne ingen stoppe dem, og de kunne krydse stregen side om side med Van Aert som vinder og Laporte som nr. 2, inden Stefan Küng sneg sig væk fra den otte mand store forfølgergruppe og sikrede sig 3. pladsen hele 1.35 bag den suveræne Jumbo-duo. Van Aert vender tilbage for at forsvare titlen, og da han igen ledsages af Laporte og er oppe mod Küng, er der deltagelse af hele podiet fra sidste års udgave.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG E3 SAXO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Ruten

Som sagt følger E3 Harelbeke samme opskrift som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og Dwars door Vlaanderen. Med Flandern Rundt som undtagelsen har de alle en by i De Flamske Ardenner som deres naturlige centrum, og herfra zigzagger man sig igennem i et meget lille område med alle de berømte stigninger. Adskillige hellingen og brostensstykker er på menuen, før man ad lange, flade veje vender tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag får ofte løbet til at udvikle sig til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun en håndfuld ryttere typisk er tilbage til at slås om sejren, når man langt om længe er tilbage i målområdet.

Efter et par år med en stort set uforandret rute gennemførte man i 2016 en række ændringer. Distancen blev reduceret med ca. 10 km, og antallet af hellingen gik fra 17 til 15. I de senere år har løbet været ramt af mange styrt, og arrangørerne ønskede med den nye rute at gøre den første del af løbet mere sikker. Finalen med de sidste fem stigninger blev imidlertid bibeholdt, og man fastholdt de ekstra 3 flade kilometer frem til målet ved E3 Arena, som blev indført i 2015. Derfor var det ingen overraskelse, at løbet udviklede sig, som det plejede.

I de sidste fem udgaver har man i alt væsentligt kopieret den nye rute, selvom man i 2021 dog strammede skruen lidt ved igen at øge antallet af stigninger til 17. Det skete ved tidligt i løbet at erstatte Hogerlucht med Kanarieberg og Oude Kruisberg, men den væsentlige ændring var, at den meget svære Eikenberg vendte tilbage. Det skete endda uden, at man fjernede den stigning, Berg Te Stene, der i 2019 blev hentet ind som erstatning. Prisen var dog, at nøglestigningen Taaienberg kom lidt længere fra mål.  Fra Stationsberg og frem var de sidste ca. 60 km dog de samme, som de var i 2019-udgaven, og som de nu har været længe. I 2022 kopierede man fuldstændigt ruten fra 2021, og det gør man også i 2023, hvor man skal have luppen frem for at finde den modifikation, der forlænger løbet med 200 m.

E3 Saxo Classic er nært forbundet med byen Harelbeke, der fungerer som løbets absolutte centrum, og det er her, det 204,1 km lange løb har sit udgangspunkt med både start og mål. Herfra bevæger man sig efter starten ad flade veje mod øst direkte mod De Flamske Ardenner, men som det er tilfældet for de fleste af de store klassikere, er den første del af løbet helt flad. Det betyder, at rytterne holder sig fra den kuperede zone, mens man passerer gennem Flandern Rundts målby, Oudenaarde, og fortsætter mod nordøst hele vejen til byen Zottegem. Efter 28,2 km får de en første chance for at teste klatrebenene på den brostensbelagte Katteberg (750 m, 6%, max. 11%), der kommer efter den 1200 m lange Beaucarnestraat-pavé, men det er den eneste stigning på turen ud til vendepunktet. Der er derudover yderligere et par flade pavéer, Holleweg (1500 m) og Paddestraat (2300 m), efter henholdsvis 29,0 km og 40,4 km. Denne tidlige del af løbet imidlertid primært tjene til at gøre løbet hårdere og længere og give mulighed for at få det tidlige udbrud etableret.

Efter at have nået Zottegem efter ca. 45 km drejer rytterne til højre for at køre mod syd mod den berømte by Geraardsbergen, som de når efter 67 km. Man skal imidlertid ikke på ad den berømte Muur. I stedet drejer man igen til højre for at køre mod vest tilbage mod Harelbeke, og efter at have været oppe over La Houppe (1880 m, 4,8%, max. 10%) efter 86,1 km, når de frem til Ronse ved midtpunktet.

Herfra er det tid til at zigzagge sig op og ned ad de mange hellingen nu, hvor løbet for alvor starter, og herfra vil nervøsiteten og positionskampen for alvor have sat ind. De er stadig for tidligt for de største favoritter at spille ud, men det er vigtigt at holde sig fremme, da et styrt på de smalle veje kan sætte ryttere tilbage og betyde, at man aldrig ser fronten igen. Det betyder, at farten automatisk går op, og at afstanden til udbryderne falder, og derfor ser man ofte folk forsøge at køre op til de forreste i denne fase.

Rækken af stigninger fortsætter modsat det, vi så frem til og med 2019, med Kanarieberg (1200 m, 7,9%), der passeres efter 92,3 km, hvorefter det er tid til den anden nye stigning, den brostensbelagte Oude Kruisberg (500 m, 5,8%), der rammes efter 100,2 km. Nu vender man tilbage til den tidligere rute, når man skal over Knokteberg (1260 m, 7%, max. 13%) bare 7,8 km senere. Derefter er det direkte ind på Hotondberg (1200 m, 4%, max. 8%) med 92,2 km til mål, og 7,1 kilometer senere gælder det Kortekeer (1000 m, 6,4%, max. 17%). Herfra er der ingen mulighed for at komme sig, da stigningerne kommer hurtigt efter hinanden.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

De første stigninger fungerer som benbrækkere, men den første reelle udskilning ventes at komme på den brostensbelagte Taaienberg (650 m, 9,5%, max. 18%), der er en af regionens sværeste stigninger og kommer med 80,4 km til mål. Blandt de mange hellingen var dette Tom Boonens favorit, og han missede sjældent chancen for at ramme den fra spids og forcere voldsomt hele vejen fra bund til top, hvorved han etablerede en lille gruppe af favoritter. I en periode overtog Sep Vanmarcke ofte den rolle. Det er værd at bemærke, at Taaienberg stadig kommer tættere på mål, end den gjorde for år tilbage.

Efter Taaienberg er det sandsynligt, at der vil ske en vis regruppering, idet der er 8,0 km frem til næste stigning, Berg ten Stene (1300 m, 5,2%, max. 9%). Den efterfølges straks af Boigneberg (1000 m, 5,2%, max. 13%), der indledes med 67,2 km igen. Nu vender man efter en udgaves fravær i 2019 tilbage til den brostensbelagte Eikenberg (1200 m, 5,0%), der rammes 62,8 km fra mål. Brostensstigningen Stationsberg (700 m, 3,2%, max. 10%) kommer herefter med 57,4 km igen, men når den er overstået, og rytterne har passeret pavéen Mariabrorrestraat (2000 m) efter 147,5 km, følger et nemmere stykke.

På dette tidspunkt er den store udskilning som regel startet, og herfra bliver antallet af mulige vindere bare mindre og mindre efter hver stigning. Det er samtidig et perfekt tidspunkt at sætte angreb ind, og derfor er det som regel en meget aggressiv fase. Mange favoritter er isolerede, og derfor er det et godt tidspunkt at forsøge at anticipere de store angreb fra hovednavnene.

Ofte sker der en vis regruppering, inden stigningerne igen starter. Finalen indledes med 46,5 km igen, når man rammer Kapelberg (750 m, 7,1%, max. 14%), hvorefter finalen er identisk med den, der været benyttet også før ruteomlægningen 2016. Det er imidlertid ikke her, at det store slag skal slås, men stigningen fungerer som appetizer forud for duoen Paterberg-Oude Kwaremont, der ofte afgør løbet og er nøglepunktet for favoritterne. De to stigninger er også de sidste i Flandern Rundt, hvor de kommer i den modsatte rækkefølge, og begge er de brutale.

Først gælder det den korte, meget stejle Paterberg (400 m, 12,9%, max. 20%), der er sidste stigning i Flandern Rundt, og det er ofte her, den afgørende gruppe er blevet skabt. Den starter med 42,4 km til mål, og efter toppen er der kun 2,8 km hen til brostensstigningen Oude Kwaremont (2200 m, 4,2%, max. 11%). Den er helt anderledes, da den er langt mindre stejl, men meget lang. I hovedparten af udgaverne er det her, at de bedste er kørt fra.

Efter Kwaremont vil den afgørende udskilning være sket, og der er som regel nu ikke flere end en håndfuld ryttere i spil. De sidste 39,6 km består af en flad tur tilbage til Harelbeke, men undervejs er der et par muligheder for sene angreb. Den første af disse kommer med 31,8 km til mål, når man rammer Karnemelbeekstraat (1500 m, 4,9%, max. 14%), hvor Sagan og Kwatkowski angreb i 2016, og hvor de i 2021 fik skovlen under Wout van Aert. Dernæst gælder det pavéen Varentstraat, der kommer med 24,2 km igen. Den sidste udfordring er Tiegemberg (1000 m, 5,6%, max 9%) med 20,0 km til mål, og disse tre forhindringer kan være ganske vanskelige efter et langt og hårdt løb, inden det gælder et helt fladt indløb mod nordvest tilbage til Harelbeke.

Finalen blev introduceret i 2015 og er stort set helt flad, men mere teknisk end den, der tidligere blev benyttet. Efter at have fulgt en bred vej drejer rytterne til venstre lige før 5 km-mærket. Næste sving kommer med 3,4 km, og herefter er der igen sving med 2,8 og 1,5 km tilbage. Det sidste venstresving kommer 600 m fra stregen. Meget ofte er en enlig rytter ankommet her, eller en meget lille gruppe har skullet afgøre det i en spurt i centrum af Harelbeke. Én ting er dog sikkert: efter 204,1 brutale kilometer i det hårdeste terræn i Flandern er det kun de stærkeste, der er tilbage.

Løbet byder på i alt 2002 højdemeter, hvilket i alt væsentligt er det samme som i de seneste år, særligt i 2021 og 2022, hvor ruten praktisk talt var identiske med årets udgave.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG E3 SAXO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Vejret

Vejret betyder altid kolossalt meget i de belgiske klassikere, og det er ingen undtagelse for E3 Harelbeke. Vind og regn gør det meget lettere at gøre en forskel, mens Tom Boonens sejr i 2012 viser, at selv denne ellers meget vanskelige klassikere kan afgøres i en reduceret massespurt, hvis der er tale om en flot forårsdag.

Sidste år var vejret smukt, men i år er denne vigtige klassikeruge ramt af gedigent møgvejr. Det så vi i De Panne, og det vil fortsætte til dette løb. Fredagen vil således byde på en konstant bygerisiko på 50-60%, mens temperaturen i Harelbeke vil ligge på 13 grader. Vigtigst er dog, at det igen vil være meget blæsende med en frisk til hård sydvestlig vind (26-32 km/t). Det giver naturligvis vind fra alle tænkelige retninger på den kringlede rute, men der vil være sidemedvind på Paterberg og sidemodvind på Kwaremont, hvorefter der vil være sidemedvind på Karnemelkbeekstraat og derfra næsten uafbrudt sidevind ind til Harelbeke, hvor man får sidemod- og modvind med 5 km igen, indtil man får sidemedvind over de sidste 1500 m.

Favoritterne

Så er det nu! Det kan føles som næsten en fjern fortid, at vi faktisk skød brostenssæsonen i gang i Omloop for nu en måneds tid siden, for i mellemtiden har det hele handlet om så meget andet. Vi har set klatrerne slås i de store etapeløb i Frankrig og Italien, og vi har været vidner til et relativt klatretungt Strade Bianche og et sprintervenligt og eksplosivt Milano-Sanremo, der ikke rigtigt er sammenligneligt med det, der venter i de kommende uger i det normalt kolde og blæsende nord. Det er nu formen skal toppe for feltets råstæke klassikertyper, og om det er lykkedes, finder vi ud af på fredag. De fleste skipper onsdagens sprinterløb i De Panne, og derfor er fredagens løb i Harelbeke den helt store test, der vil give den første virkelige indikation på, hvem der har fundet de allersidste og afgørende procent frem mod årets største løb i Nordeuropa.

E3 Harelbeke er efter Flandern Rundt klart den hårdeste af de flamske klassikere og dermed det bedste pejlemærke på, hvad vi kan forvente søndag d. 2. april i Oudenaarde. Historien viser, at det er næsten lige så selektivt, og det skyldes først og fremmest rytternes tilgang til løbet. Her plejer alle stjernerne for første gang at være samlet til et brostensslag, og de betragter det alle som den store generalprøve til Flandern Rundt. Det flamske monument afvikles på en meget lignende rute, og den største forskel er, at det er betydeligt længere, og at en stor motor og udholdenhed derfor spiller en større rolle i det helt store løb.

Det forhold skal ikke undervurderes. Det forklarer bl.a., hvorfor en uopslidelig fyr som Alexander Kristoff i mange år har været blandt de bedste i Flandern Rundt, hvor hans track record er skræmmende god og stabil med en endeløs serie af top 10-placeringer, men aldrig for alvor har blandet sig i E3 Harelbeke, hvor en 4. plads i 2015 er undtagelsen på en liste, hvor næstbedste resultat er en beskeden 21. plads. Længden er den største forskel på de to løb og tipper balancen en anelse i retning af ryttere med stor eksplosivitet på stigningerne, men også den længere distance fra den afgørende Paterberg-Kwaremont-duo, der i Flandern Rundt kommer i omvendt rækkefølge, hjem til mål er en faktor, der øger sandsynligheden for en vis regruppering.

Netop det forhold, at løbet betragtes som den store generalprøve betyder, at det stort set altid bliver enormt selektivt, og at kun de stærkeste overlever. Som nævnt ovenfor kan det ske, at det skal afgøres i en reduceret massespurt, som det senest skete i 2012, men det hører absolut til sjældenhederne. Det kræver i hvert fald ganske gode vejrbetingelser, og det er faktisk bemærkelsesværdigt, at et løb, der afsluttes med 40 relativt lette kilometer, så sjældent ender i en spurt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Selve finalen er endda betydeligt lettere end i Omloop, hvor vi i 2020 og næsten i 2021 højst overraskende endte med den første spurt siden 2009. I det løb er retningen i finalen dog meget ensidig, og det betyder, at modvind til slut kan gøre det svært at gøre forskelle. Her er finalen måske nok lettere, men stigningsdelen er meget sværere og meget mere intens, for her er der både flere bakker, og de kommer med en hyppighed, der minder langt mere end Flandern Rundt end om Omloop.

Det synes også udelukket, at vi får en gentagelse af Boonens spurtsejr fra 2012. Modsat sidste år, hvor vi havde smukt forår, er denne vigtige klassikeruge nemlig ramt af rigtigt møgvejr. Der venter som i onsdagens løb i De Panne voldsom vind, som vil være rigeligt stærk til at splitte feltet. Faktisk starter løbet med et langt stykke med primært sidemedvind, og man kan slet ikke udelukke, at vi allerede her får en sidevindssplittelse, som aldrig bliver samlet. Det er dog ikke sket i min tid, og da der efterfølgende er modvind hen til bakkerne, kan der ske en regruppering. Der er dog ingen tvivl om, at vinden vil bidrage til at gøre det knaldhårdt, også fordi der er flere sidevindsstykker, når de kringler sig rundt i bakkerne.

Det er også vigtigt, at vindretningen spiller med til sidst. Der vil være sidevind hjem mod Harelbeke, og selvom det vil være sprængt til atomer, og sidevindskørsel ikke er aktuelt, er det afgørende, at der ikke er modvind. Det øger chancen for et selektivt løb endnu mere - og det bliver bare endnu værre, hvis vi også får mange af de mulige byger.

Hvad vil holdene så? Nu kalder vi ganske vist E3 for den store generalprøve, og modsat sidste år, hvor vi manglede et hav af topnavne, er de her næsten alle sammen. Vi vil savne Tom Pidcock, Gianni Vermeersch og den skadede Victor Campenaerts, men ellers har jeg svært ved at finde et større brostensnavn, der mangler, nu hvor Tadej Pogacar har givet os en gave ved at trodse de oprindelige planer og alligevel stille til start.

Netop Pogacar er et omdrejningspunkt. Han skal bruge et hårdt løb, særligt fordi vi modsat til Flandern Rundt har den lange, flade finale. Hans hold er til gengæld ikke det stærkeste, men han har i hvert fald en klar interesse i en tidlig åbning - og han er jo aldrig bange for at køre fra distancen. Det samme har Alpecin, hos hvem Mathieu van der Poel heller aldrig er ked af en tidlig åbning, og det har ikke mindst det skræmmende kollektiv fra Jumbo. Nok har de Wout van Aert som en sikker mand til at gøre det færdigt i en spurt, men som vi så det sidste år og senest i Omloop (hvor de var uden Van Aert), tager de som regel selv initiativet, så de kan skabe den overtalssituation, de næsten ikke kan undgå at få. Normalt er Quick-Step omdrejningspunktet, men grundet usikkerheden om deres kaptajners form vil de formentlig have en mere afventende tilgang.

Det lugter dog af en tidlig åbning. Den vil måske komme med en tidlig udskilning i sidevinden, men derefter kan det gå løs for alvor allerede fra Taaienberg med ca. 80 km igen. Med disse vejrbetingelser og så mange hold, der vil åbne tidligt, kan det blive en ganske episk udgave. Jeg forventer et råt udskilningsløb og en af de mere selektive udgaver, hvor det største slag som altid skal slås på Paterberg-Kwaremont. Herefter vil der formentlig igen blive dannet en lille favoritgruppe, der skal udkæmpe det afgørende slag over de sidste bakker, hvoraf kun Karnemelkbeekstraat er svær. Den kan til gengæld også gøre ondt, som vi har set mange gang, senest i 2021, hvor Van Aert blev sat af.

Det hårde løb betyder formentlig også, at det bliver mindre taktisk, end det kan være. Jeg forventer i hvert fald ikke, at der bliver gratis billetter til finalen. I et løb med så ”let” finale kan man af og til godt vinde uden at være skræmmende stærk, men denne gang tror jeg, at formen bliver ret afgørende. Overtal vil komme i spil, som det meget ofte gør her - blandt andet, da Kasper Asgreen og Quick-Step kuppede de andre i 2021, og da de gjorde det samme med Bob Jungels og Zdenek Stybar i 2019 - men med disse vejrbetingelser og hold forventer jeg et lidt mere ærligt løb, hvor de stærkeste i knap så høj grad risikerer at blive fanget.

Derudover øger det også chancen for, at en god spurt ikke er nødvendig. Det er stadig svært for bedste mand at lave et langt soloridt, men det er før lykkedes for blandt andre Fabian Cancellara og Niki Terpstra, og sidste år kørte Van Aert og Christophe Laporte også tomandsholdkørsel hele vejen fra Paterberg. Chancen herfor er større under disse betingelser, men derudover betyder en mindre gruppe til sidst også, at de sidste bakker lettere kan gøre forskelle, og at det vil være lettere at snige sig væk i den flade finale, som Stefan Küng gjorde det sidste år, da han tog den sidste podieplads i Jumbos magtdemonstration, eller som Asgreen gjorde, da han i 2021 angreb for anden gang og kørte hjem til sejr.

Efter stjernernes opvisning i Sanremo tegner der sig et uhyre åbent løb, hvor det er meget svært at sige, hvem der lige nu er den stærkeste, men jeg prøver at gå med Mathieu van der Poel. Man må misunde ham hans evne til at finde formen, som han fandt helt ud af det blå til den italienske klassiker, men det er ikke givet, at han var stærkeste mand. Han var til gengæld klogere end både Tadej Pogacar og Wout van Aert, der brugte deres tændstik på hhv. et langt angreb og at trække Van der Poel tilbage til fronten, og det satte scenen til, at han kunne køre væk. At han var skræmmende stærk er dog hævet over enhver tvivl, for han satte med god hjælp fra Pogacar hurtigste tid nogensinde på den italienske stigning, og han er den første rytter i min tid, der er kørt alene hjem med et Poggio-angreb, som ikke handlede om taktik. Formkurven er tillige stigende, og han er næppe spor ringere på fredag - tværtimod.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Når jeg peger på ham, selvom jeg er usikker på, om han er stærkest, handler det særligt om det rå udskilningsløb. Den slags har passet ham fremragende, som vi blandt andet så i Roubaix i 2021, eller da han vandt Flandern Rundt efter den tidlige åbning i 2020. Vi ved også, at han er en af de allerhurtigste efter et hårdt løb og her heller ikke behøver at frygte Van Aert.

Til gengæld kan jeg være lidt bekymret for, at han ender som fanget i en Jumbo-sandwich. Det kan betyde, at han taber løbet på taktik, og derfor kan det være afgørende, at han får Søren Kragh og måske Quinten Hermans med, så Alpecin selv kan spille med i det taktiske spil. En tidlig åbning øger også chancen for, at det bliver mand mod mand mellem kaptajnerne tidligt, og det kan måske fjerne Jumbos overtal, særligt fordi der grundet helbredsproblemer er usikkerhed om alle Van Aerts tre løjtnanter. Den taktiske trussel består, men undgår han at blive fanget i det spil, ligner Van der Poel umiddelbart den mand, der er mest robust i denne slags lange udskilningsløb, og da han tillige med nogen ret kan stole på sin spurt, tror jeg, at han fortsætter succesen ved også at vinde denne klassiker.

Jeg er mere usikker på Wout van Aert. Han sagde selv inden Sanremo, at han stadig er på vej mod topformen, hvad der grundet sygdommen også er helt logisk. Al logik tilsiger, at han er endnu bedre end i Sanremo, men er han helt på toppen endnu? Det er ret svært at sige. Han tabte i høj grad Sanremo på den ringe position, der betød, at han brugte sin tændstik på at trække sig selv og Van der Poel tilbage til fronten. Det var til gengæld også svært overbevisende, at han kunne lukke til en Pogacar, der kørte 100%, og det var så overbevisende, at han sagtens kan vise sig at have været stærkeste mand.

Hvis han har det niveau, han havde sidste år, vil jeg tro, at han vinder. Inden han fik corona, lignede han en mand, der var bedre end nogensinde, og i dette løb var han jo ganske enkelt i særklasse. Det er dog ikke mit indtryk, at han helt er på 100%, og selvom det i høj grad er baseret på fornemmelse, kan han meget vel mangle de få procent, han skal bruge til det rå udskilningsløb, som han også gjorde i finalen af dette løb i 2021.

Til gengæld er han på papiret den hurtigste af de allerstørste favoritter, og det giver ham et vigtigt våben. Det andet vigtige våben er det stærke hold, for det ligger næsten i kortene, at Van Baarle som altid skal sendes i en tidlig offensiv. Det kan give ham den taktiske fordel, at han kan sidde på hjul, og ender han først her, er det svært at se, at han kan slås. Til gengæld kan vejret også betyde, at taktikken forsvinder, og at det bliver mand mod mand i en lang finale. Spørgsmålet er, om han er god nok til at slå Van der Poel, der indtil nu har lignet bedste mand i lange finaler, ikke mindst i dårligt vejr.
 

Sidste år så vi, at Tadej Pogacar sagtens kan vinde disse brostensklassikere. Desværre er E3 meget vanskeligere for ham at vinde end Flandern Rundt. Dels er det kortere, og dels er finalen betydeligt lettere, end den er det i det største løb. Her skal en mand som Pogacar formentlig køre alene allerede fra Paterberg-Kwaremont eller satse på, at han kan vinde en spurt mod ryttere, der på papiret er en anelse hurtigere end ham.

Han har heldigvis en allieret i vejret. Vi ved, at han elsker dårligt vejr, og det øger chancen for det rå udskilningsløb. Forhåbentlig kan det også mindske betydningen af taktik, for UAE har et svagere hold end både Jumbo og Alpecin. Heldigvis har han en allieret i Tim Wellens, men efter et skuffende Paris-Nice ved vi ikke helt, hvor han står. Pogacar ligner i hvert fald et mere sårbart offer i det taktiske spil end hans værste rivaler. Heldigvis hjælpes han af det rå udskilningsløb, som forhåbentlig også mindsker betydningen af den positionskamp, som kostede ham i Dwars door Vlaanderen, og hvor han uden Matteo Trentin også kan være sårbar.

Hvis han overvinder de udfordringer, kan han imidlertid sagtens vinde, når han i den grad har vejr og betingelser som medspiller. Formen er i hvert fald fremragende, for det var aldrig ventet, at han kunne køre alene på den lette Poggio-stigning, hvor han naturligvis ikke kunne svare på Van der Poel efter sin alenlange forcering. Formentlig skal han køre alene, hvad der også er muligt under disse forhold, men ellers har han sin spurt. Nok er de to rivaler på papiret hurtigere, men efter en hård dag er både Van der Poel og Van Aert blevet slået af på papiret langsommere folk.

Løbets store spørgsmål er Filippo Ganna. Hvor god er han i de flamske klassikere? Han har aldrig satset på dem, fordi de på papiret ikke rigtigt passer ham. Han har nemlig altid været regnet som værende for tung, men at det stadig gælder, er langt fra givet. Vi kan dog heller ikke bare forvente at se ham flyve op ad disse bakker med samme styrke, som han gjorde på Poggio, for det var en powerstigning, der passede ham som fod i hose. Her er procenterne så voldsomme, at store Ganna vil være langt mere på udebane. Heldigvis så vi i Algarve, at han forsvarede sig uventet godt på stejle procenter, og på brostensbakker har vi blandt andet set, at store Stefan Küng har været i stand til at følge de allerbedste. Det kan den Ganna, vi så i Milano-Sanremo formentlig også.

Han lider naturligvis under sin manglende erfaring og kendskab til vejene, og derudover er holdet et problem. Uden Pidcock og med usikkerheden om formen hos Ben Turner og Jhonatan Narvaez er Ineos ikke den magtfaktor de bør være. Han risikerer meget let at blive fanget i det taktiske spil og skulle bruge kræfter, mens rivaler sidder på hjul. Derudover skal han formentlig alene hjem for at vinde, selvom hans kraftfulde forcering i Sanremo viser, at også han kan gøre det færdigt, hvis bare det har været hårdt nok. De brutale betingelser hjælper ham imidlertid, for det mindsker betydningen af et svagt hold og øger chancen for, at stærkeste mand kan køre alene eller snige sig væk i den flade finale, hvor det kan være mand mod mand i en meget lille gruppe. Lige nu synes Ganna at kunne vinde næsten hvad som helst - også et E3, hvor han aldrig er blevet mere end nr. 91 og kun har gennemført én gang.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Omloop mindede os om, at kun en tåbe ikke vil frygte Dylan van Baarle i et løb som dette. Det kan godt være, at logikken vil tilsige, at en spurtsvag mand som ham har svært ved at vinde denne slags løb, men nu har han altså taget tre mageløse solosejre med vilde ridt i Omloop, Dwars door Vlaanderen og Roubaix, og hver gang har opskriften været den samme, nemlig at angribe tidligt. Van Baarle har en mageløs evne til at finde det rette moment til at få et forspring, og nu er han blevet så skræmmende stærk, at han er næsten umulig at hente, når først han har gjort forskellen.

At han kan bruge samme taktik her, er blot endnu mere sandsynligt, når vejret åbner for, at kaptajnerne tidligt kan blive isoleret, og han kører på et hold, der næsten med sikkerhed sidder i overtal. Det overtal kan endda også gælde efter stigningerne, hvor han kan snige sig væk langt tættere på mål, end han plejer. Trods sin manglende spurt har han altså flere veje til sejr, og det vil kun være helt naturligt, at han nok engang tager en solosejr, der ellers virker usandsynlig. Eneste lille problem er, at han forlod Tirreno tidligt med ”fysiske problemer”, der aldrig blev uddybet, og vi aner derfor ikke, om han stadig har samme superform, som han havde i Omloop, selvom han efterfølgende beroligede og sagde, at det ikke var alvorligt, men krævede lidt hvile.

Jumbos tredje kort er Christophe Laporte, men her er usikkerheden endnu større. Franskmanden missede hele Paris-Nice med sygdom, og selvom han ikke kørte noget ringe Sanremo, var han vel ikke så stærk, som man kunne have ønsket. Heldigvis har han haft yderligere en uge til at forbedre sig, og vi ved fra sidste års udgave, hvor stærk han kan være. Til gengæld var han i Omloop måske nok stærk, men helt åbenlyst ikke den magtfaktor, man måske kunne have ventet, og vi så også sidste år Flandern og Roubaix, hvor han pludselig var kaptajn, at han havde sine begrænsninger. Hans store fordel er dog holdet, hvor han ligesom Van Baarle vil få mulighed for at blive spillet tidligt ud i det taktiske spil. Sker det, har han også fordel af en spurt, der oftest kan gøre det færdig, og måske vil Jumbo endda også kunne sidde med to mand i en sådan gruppe. Mulighederne er således mange, men det kræver, at han trods sygdommen er tæt på den bedste form, hvis han skal klare disse betingelser.

Sidste år fik Stefan Küng sit store gennembrud som klassikerrytter. Faktisk var han i top 10 i praktisk alle brostensklassikerne, og blandt andet blev han nr. 3 i dette løb. Han fik for første gang bevist, at han kan være med de bedste på brostensstigningerne, men han har også altid det åbenlyse problem, at han partout skal alene hjem, hvis han skal vinde. Det skal han enten komme via taktik, eller fordi han slet og ret er stærkest, og her er det nok kun realistisk med førstnævnte scenarium. Sidste år var det imidlertid netop taktik, der gav tredjepladsen, og han har mere end de fleste glæde af, at vi formentlig får det rå udskilningsløb, endda i et vejr, der ikke kunne passe ham bedre. Til gengæld skal han også bevise lidt efter en åbningsweekend, hvor han var under niveau, og i Paris-Nice klatrede han ikke, som han gjorde sidste år. Med det franske løb i benene bør han dog være langt fremme nu, og hans gode tidskørsler i Algarve og Paris-Nice vidner jo om, at formen ikke er helt væk. Küng er aldrig en sandsynlig vinder, men lige netop i dette vejr har han sit livs chance - særligt hvis han og Valentin Madouas begge kan indgå i det taktiske spil.

Sidste år var det i dette løb, at vi fik os en øjenåbner. Valentin Madouas havde kun i begrænset omfang kørt brostensløb, men i dette løb var han pludselig med helt fremme. Det toppede han en uge senere, da han i Flandern Rundt var den eneste, der i første omgang kunne følge Van der Poel og Pogacar, og det vidner om, at en formstærk Madouas kan være uhyggelig på disse stigninger. Hans kørsel i det uheldige Strade Bianche, hvor han uden uheld sagtens kunne have vundet, vidner om, at han endda har taget næste skridt. Til gengæld havde han et skuffende Tirreno, men han synes alligevel at have en særlig evne til at ramme den til endagsløb, for han kom til Strade efter et skuffende Algarve, og vi så heller ikke meget til ham inden dette løb sidste år. Jeg kan være lidt usikker på, om det dårlige vejr vil hæmme ham mod mere robuste typer, og selvom han er hurtig, lider han under den lettere finale end den, vi ser i Flandern. Til gengæld kan han og Küng udgøre to mand i det taktiske spil, og hvis han klatrer som i Flandern, får selv de allerbedste svært ved at sætte ham.

Er det nu, at Mads Pedersen endelig skal vise, at han kan køre med om sejrene i de hårdeste flamske løb? Det har altid været en anelse for hårdt for ham, men sidste år var der klare tegn på fremgang. Han var i hvert fald ganske langt fremme på stigningerne i Flandern Rundt og Gent-Wevelgem, men til gengæld faldt han trods et godt Sanremo helt igennem i dette løb. Hans kørsel i Vueltaen indikerer, at han er blevet endnu bedre på stigningerne siden dengang, men man må også vente sig, at han på disse procenter stadig er et niveau under de allerbedste. Her savner han også den lange distance, som har hjulet ham i løb som Flandern og Gent-Wevelgem, men til gengæld hjælpes han af mulig sidevind, hvor han er konge, vejr, han elsker, og et udskilningsløb, der passer ham som fod i hose. Han har den fordel, at han efter 200 km i regnvejr kan slå alle i en spurt, og han kan måske endda have Jasper Stuyven ved sin side til sidst. Den store udfordring bliver at vise, at han nu også kan være med på bakkerne. Flandern Rundt var et godt varsel om, at det måske kan lade sig gøre i år, hvis han har forbedret sig en anelse.

Jumbos fjerde kort er Tiesj Benoot , men det er også ham, der nok er ringest i brostensløbene. I hvert fald var han skuffende i åbningsweekenden - selvom han vandt i Kuurne - og siden han har forbedret sin klatring, har han ikke været helt så eksplosiv på disse stigninger. Det forhindrede ham dog ikke i at køre fremragende i Omloop sidste år, mens vi til gengæld i dette løb og i Flandern Rundt, hvor han var i delt kaptajnrolle, også så, at han ikke helt er på niveau med de tre øvrige Jumbo-kort. I Strade var han til gengæld fremragende, men det var også et af de mere klatretunge, hvor han i dag synes at have sit speciale, og det svage Tirreno, hvor han led af rygproblemer, skaber endnu mere usikkerhed, ligesom han formentlig skal alene hjem for at vinde. Til gengæld elsker han regnvejr, og han har den store fordel, at han kører på det hold, der næsten med sikkerhed sidder mest markant i overtal.

I år har Matej Mohoric nået helt nye højder. Brostensløbene har aldrig rigtigt rimet på ham, men i åbningsweekenden var han næst efter Tim Wellens utvivlsomt næstbedste mand på stigningerne. Siden kørte han et fremragende Strade Bianche, og i Sanremo klatrede han også bedre, end man ville have ventet tidligere. Min bekymring kan imidlertid være, om han igen har toppet for tidligt. Han har kørt som en motorcykel siden begyndelsen af februar, og vi så sidste år, at tanken var tom, efter at han havde vundet Sanremo. Den bekymring har jeg igen denne gang, for han var vel trods alt bedre i Strade, end han var det i Sanremo. Heldigvis skippede han igen i år etapeløbene i marts, og han har derfor ikke overgjort noget den seneste måned. Han har samtidig fordel af, at det bliver Mohoric-vejr, men er det nok? Han vil formentlig være alene i finalen, og selvom han er hurtig, er mange af favoritterne hurtigere end ham. Jeg har desværre en frygt for, at det går som sidste år.

Det samme kan stort set siges om Tim Wellens. Belgieren var indiskutabelt bedste mand på stigningerne i både Omloop og Kuurne, men siden er gassen gået lidt af ballonen. Strade blev ødelagt af uheld, men i Paris-Nice skuffede han stort i rollen som hjælper for Pogacar. Han så heldigvis stærk ud, da han satte Pogacar i scene på Poggio, men det er svært at sige, hvor meget det siger om hans reelle styrke. I forvejen ved vi, at Wellens altid kører som en motorcykel i februar for siden at falme i foråret, og selvom han i år startede svagere, end han plejer, er det svært ikke at sidde med samme fornemmelse denne gang. Hvis til gengæld han vitterligt har Omloop-benene, kan han blive livsfarlig i det, der mere end noget andet kan kaldes Wellens-vejr, for han vil være manden, UAE skal spille ud i det taktiske spil, når alle kigger på Pogacar.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Det andet danske kort er Søren Kragh. Danskeren kom haltende i gang, men i Sanremo var han der som sædvanlig. Til gengæld har det knebet lidt med at tage de gode Sanremo-ben med videre til dette løb, hvor hans bedste resultat er en 25. plads. I det hele taget har vi stadig til gode at se Kragh blande sig i front i brostensløbene i marts og april, men skiftet til Alpecin kan meget vel have givet ham et helt nyt niveau. Modsat tidligere år synes formen også i fremgang, og han har tillige glæde af danskervejret, hvor han plejer at være god. Det nye er også, at han denne gang kører på hold med Van der Poel. Det giver ham to klare fordel. Hos DSM tabte han næsten altid positionskampen frem mod bakkerne, men det vil gå nemmere på hold med en stjerne. Derudover giver det ham åbenlyse taktiske fordele i finalen, hvor det er ham, der skal gå med, når Van Baarle, Laporte, Benoot og Wellens kører. Som vi fik bekræftet i Sanremo, er han også ganske hurtig. Nu skal det bare lykkes endelig at vise, at han vitterligt kan være med helt i front i disse løb på denne tid af året.

Hvad skal man mene om Alberto Bettiol? Vi ved, at den bedste Bettiol kan vinde Flandern Rundt, og den Bettiol, vi så i Strade Bianche, indtil han styrtede, lignede en mand, der måske var på vej til at finde sit 2019-niveau. Desværre betød styrtet, at han missede hele Tirreno, og derfor var det bekymrende, at han valgte at agere hjælper og positionere Neilson Powless frem mod Poggio i Sanremo. Det indikerer, at han ikke har siddet med stjerneben og derfor valgte at ofre sig, men heldigvis har han nu haft en uge til at forbedre sig. Et andet spørgsmålstegn er vejret, hvor vi ikke har megen historik på ham, men jeg mindes, at han har klatret chokerende godt på en regnvejrsetape i Giroen. Han havde haft glæde af en hårdere finale, og han vil helt sikkert være alene til sidst, men han er hurtig, og i det taktiske spil kan han drage fordel af, at han og EF ikke regnes som de største favoritter.

En af de mest positive overraskelser i Sanremo var Jasper Stuyven. Efter det svage 2022 og den ringe åbningsweekend frygtede jeg alvorligt, at han havde toppet. Heldigvis rejste han sig i den grad i lørdags, hvor han endda tabte en del på det hul, Matteo Trentin lavede på Poggio. Han har aldrig helt været blandt de stærkeste på disse hellingen, og det er han næppe heller nu, men han plejer at være god i denne slags vejr, og kan han genfinde de takter, han havde ved VM i 2021, kommer han langt. Desværre har vi set, at han i disse løb slet ikke kan regne med sin spurt længere, blandt andet i Wevelgem i 2022 og ved VM i 2021, men til gengæld har han fordel af et potentielt overtal med Pedersen, hvor det utvivlsomt vil være ham, der er mindst overvåget.

Julian Alaphilippe har stort set altid satset på Ardennerne, og de eneste brostensløb, han har givet et skud, er Flandern Rundt (to gange), Dwars door Vlaanderen og Omloop. I sit første Flandern og i Omloop i 2021 viste han, at han sagtens mestrer disse løb, selvom de ikke passer ham som Ardennerne, men han har til gengæld til gode at finde den form, han havde dengang. Heldigvis er han klart i fremgang, og han mente i Sanremo, at han havde haft benene til at køre finale, hvis ikke han havde dummet sig massivt med sin positionering. Mit gæt er, at han fortsætter sin fremgang, og jeg tror faktisk, at formen begynder at nærme sig et fornuftigt niveau. Når jeg alligevel rangerer ham lavt, skyldes det vejret. Nok har han før præsteret i regnvejr, men vejret synes at blive et større og større problem, som vi i år har set i Drome og på Mallorca. Han har også den ulempe, at de tre største favoritter er hurtigere end ham, og hans status gør også, at han ikke har den store frihed. Finalen kan derfor her være lidt for let, men først og fremmest er det vejret, der gør mig bekymret.

Løbets måske største spørgsmålstegn er Kasper Asgreen. For to år siden kørte han hele eliten midt over i dette løb, men sidste år fandt han aldrig sit topniveau, heller ikke i dette løb. Det skyldtes formentlig den coronainfektion, han pådrog sig i februar, og desværre har han nu lidt et lignende tilbageslag, først med en svær vinter, siden sygdom i åbningsweekenden og nu igen sygdom i Paris-Nice. Heldigvis så vi i Sanremo, at formen ikke er helt til rotterne, men det er også ret klart, at vi ikke har den bedste Asgreen. Det er i hvert fald endnu ikke lykkedes ham at vise os, at han er på rette vej, og den nylige sygdom gør det ikke bedre. Omvendt er Asgreen så stor en klasserytter, at han med den optimisme, der trods alt blev udtrykt inden Sanremo, kan være grund til håb, også fordi Sanremo først og fremmest handlede om Alaphilippe. Han har mere end de fleste glæde af det dårlige vejr og det rå udskilningsløb, der passer ham helt perfekt, og selvom han savner de sidste 60 km, vandt han trods alt dette kortere løb for to år siden. Han har vist, at han efter en hård dag både kan snige sig væk og slå selv Van der Poel i en spurt, så han har masser af veje til sejr, hvis altså bare formen er der. Det er der desværre ikke noget, der tyder på lige nu.

Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Jhonatan Narvaez. På den ene side startede han sæsonen med at klatre bedre end nogensinde, men på den anden side havde jeg ventet mig meget mere af ham i Sanremo. Hans Paris-Nice var mildt sagt også blandet, for de lovende takter fortsatte i en meget stærk start, men hans kollaps i weekenden skaber bekymring, også fordi han missede åbningsweekenden med sygdom. Til gengæld så vi både i 2021 og sidste år, blandt andet i dette løb, at han vitterligt kan være blandt de allerbedste på disse stigninger, og selvom han er en spinkel gut, kan han klare vejret, som han viste ved at vinde en Giro-etape i forfærdeligt regnvejr. Spurten har han også, og han kan i det taktiske spil drage fordel af fokus på Ganna, men først og fremmest skal han bevise, at han vitterligt er på det niveau, han havde sidste år.

En joker er Quinten Hermans. Belgieren har aldrig satset på brostensløbene, og de er da også først og fremmest forberedelse til Ardennerne, men der er en mening med, at han kører dem. Det kan næppe være anderledes, end at Alpecin ser ham som en mulig plan C, og på papiret er det også løb, der passer ham. Han har sin crossbaggrund, der giver ham robusthed i vejret, han er fremragende på eksplosive stigninger, og han er så hurtig, at han slog Van Aert i Liege sidste år. Formen er usikker, men han plejer at komme meget stærkt ud fra sin træningslejr på denne tid af året, og Sanremo afslørede intet, fordi han her åbenlyst var hjælper for Van der Poel. Det er klart, at han kun er plan C i dette løb, men har han sin bedste form, har han potentiale til at overraske.

En af de positive overraskelser i Sanremo var Anthony Turgis. Vi så, hvor god han var i disse løb i 2021, men i 2022 floppede han fælt. Hans sæsonstart og åbningsweekend, hvor han dog også havde uheld, var bestemt heller ikke overbevisende, men pludselig kørte han fremragende i Sanremo, da han og Alaphilippe sammen med Stuyven lykkedes med at lukke det hul, Trentin havde skabt. Desværre så vi også sidste år, at han efter en 2. plads i Sanremo alligevel fejlede i disse løb, men på den anden side var hans præstation i det meget hårdere italienske løb faktisk langt mere overbevisende denne gang. Han er pokkers hurtig og vil være total underdog i de store holds magtkamp, men han skal stadig bevise, at han vitterligt kan genfinde niveauet fra 2022.

En rytter, der til gengæld har skuffet, er Biniam Girmay. Allerede efter Tirreno sagde han, at han fortsat ikke havde fundet sin bedste form, og det blev i den grad bekræftet i Sanremo. Han viste ellers sidste år med sin 5. plads i dette løb, at han sagtens kan trodse sin manglende erfaring og gøre sig gældende også i de hårdeste flamske løb. Vi ved også, at han kan slå alle i en spurt, og med sit punch på bakker burde han stå stærkere i dette løb end i Wevelgem, hvor han vandt sidste år. Der er dog desværre to store bekymringer. Én ting er den manglende form, der dog bør være i fremgang, og det andet er vejret. Vi har før set, at han ikke er den bedste i regnvejr, og de to ting giver til sammen ret stor tvivl. Omvendt viste han også i Giroen så tårnhøjt niveau, at han kommer rigtigt langt, hvis han pludselig kan genfinde de takter.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Soudals tredje kort er Florian Senechal, men siden han i 2020 lignede en mand, der endelig kunne være blandt de stærkeste på disse stigninger, har han altid været lidt for tung. Det vil han formentlig også være denne gang, og han skal i hvert fald nok i forkøbet, hvis han skal køre finale. Heldigvis er dette løb lettere end Flandern, og han har en stor fordel i sin gode spurt. Vejret bør også tiltale ham, og hans form er et ret åbent spørgsmål. En dybt skuffende åbningsweekend, hvor han også styrtede, blev nemlig fuldt op af en hjælperrolle i både Paris-Nice og Strade. Han skal dog nok genfinde niveauet fra 2020, hvis han skal have en reel chance.

Det er ret interessant, at Benoit Cosnefroy kaster sig ud i disse løb i år. På papiret burde de passe ham, men debuten i Omloop var ingen succes. Her var han dog også formsvag efter en skadesperiode, og han synes nu i fremgang. Han kørte ellers forfærdeligt i Tirreno, men det var åbenbart ren træning. I hvert fald var han meget optimistisk inden Sanremo, der så til gengæld viste, at han stadig har en del at arbejde med. Til gengæld nåede han også helt nye højder i 2022, hvor han var bedste mand i Amstel, Brabantse Pijl og Quebec. Hans største mål følger først om nogle uger, og derfor tror jeg stadig, at han mangler for meget, men en formstærk Cosnefroy er til gengæld uhyggelig på eksplosive stigninger, og han plejer også at være god i denne slags vejr.

Endnu tungere er Yves Lampaert. Han har altid været lidt for tung til E3 og Flandern, og han kører helt sikkert ikke med de bedste på stigningerne. Også han skal derfor udnytte Soudal-kollektivet til at komme i forkøbet, som han gjorde, da han vandt Omloop. Han var uhyre formsvag i åbningsweekenden, men hans stærke kørsel i Paris-Nice og De Panne indikerer, at formen er ved at være der. Det brutale vejr plejer også at tiltale ham, og spurte kan han også, ligesom hans bedste våben som altid er et potentielt Soudal-overtal. Det vil bare være nyt at se ham helt fremme i denne slags løb.

Endelig er der Nils Politt. Tyskeren har altid været for tung til de flamske løb, og hans eneste chance er derfor at angribe tidligt. Det gjorde han til gengæld også i dette løb i 2019, og det indbragte ham en 6. plads. Han har meget at bevise efter et skuffende 2022, men han har virket meget formstærk i år, hvor han har imponeret mig i løb, der har passet ham dårligt. Dette vejr øger hans chancer markant, for han har mere end de fleste motoren til et udskilningsløb, hvor der også vil blive taget toppen af eksplosiviteten. Det er stadig svært at se ham som vinder af denne slags løb, men vejr og god form skaber muligheder, hvis han kommer de bedste i forkøbet og får en plads i finalen.

BEMÆRK: Onsdag aften har kun DSM, Ineos og EF (chokerende nok) udtaget trupperne. Der kan ventes flere ændringer, inden jeg opdaterer optakten med den endelige startliste torsdag aften.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Vigtigst er det, at Davide Ballerini erstatter en syg Dries Devenyns. Det giver Soudal en femte kaptajn. Italieneren var deres bedste mand i åbningsweekenden og kørte meget stærkt i både Sanremo og De Panne, men han plejer at være lidt for tung til de hårdeste flamske løb. Formen er der dog, og kommer han de bedste i forkøbet, kan han komme langt. Derudover er der en række mindre ændringer, hvorfor holdoversigten er opdateret.

***** Mathieu van der Poel

**** Wout van Aert, Tadej Pogacar

*** Filippo Ganna, Dylan van Baarle, Christophe Laporte, Stefan Küng, Valentin Madouas

** Mads Pedersen, Tiesj Benoot, Matej Mohoric, Tim Wellens, Søren Kragh, Alberto Bettiol, Jasper Stuyven, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Jhonatan Narvaez, Quinten Hermans, Anthony Turgis, Biniam Girmay, Florian Senechal, Benoit Cosnefroy, Davide Ballerini, Yves Lampaert, Nils Politt

* Alexander Kristoff, Matteo Trentin, Rasmus Tiller, Sep Vanmarcke, Kevin Geniets, Matis Louvel, Ben Turner, Marco Haller, Fred Wright, Michal Kwiatkowski, Florian Vermeersch, Stan Dewulf, Mike Teunissen, Nathan Van Hooydonck, Dries Van Gestel, Pascal Eenkhoorn, Ivan Garcia Cortina, Matteo Jorgenson, Oliver Naesen, Alex Kirsch, Nikias Arndt, Maximilian Schachmann, Greg Van Avermaet, Rui Oliveira, Sam Watson, Lewis Askey, Mathias Norsgaard, Connor Swift, Luka Mezgec, Toms Skujins, Jonas Rutsch, John Degenkolb, Zdenek Stybar, Owain Doull, Jens Keukeleire, Sven Erik Bystrøm, Axel Zingle

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG E3 SAXO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Danskerne

Mads Pedersen, Søren Kragh og Kasper Asgreen bør alle have en beskyttet rolle og er omtalt ovenfor. På Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Ivan Garcia Cortina, men han bør have frihed til igen at jagte et udbrud, der måske kan give adgang til finalen og dermed et godt resultat. På UAE skal formstærke Mikkel Bjerg støtte Tadej Pogacar og Tim Wellens, og på Uno-X skal Louis Bendixen og William Blume støtte Alexander Kristoff og Rasmus Tiller.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Wout van Aerts sejr fra 2022, Kasper Asgreens sejr fra 2021, Zdenek Stybars sejr fra 2019, Niki Terpstras sejr fra 2018, Greg Van Avermaets sejr fra 2017, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2016, Geraint Thomas’ sejr fra 2015, Peter Sagans sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan tænkes måske at lave et resultat.

Jumbo-Visma: Van Aert, Laporte, Benoot og Van Baarle er alle beskyttede. Nathan Van Hooydonck viste senest i åbningsweekenden sine evner, men i dette løb er han hjælpe. Tosh van de Sande har ikke imponeret i år.

Soudal-Quick Step: Det må handle om Alaphilippe, Asgreen, Lampaert, Senechal og Ballerini. Jannik Steimle har skuffet fælt i år og er hjælper.

Alpecin-Deceuninck: Det må handle om Van der Poel og Kragh med Hermans som joker. Dries De Bondt er for tung til disse løb, og Robert Stannard har slet ikke vist form.

Intermarché-Circus-Wanty: Girmay er nok bedste bud. Den anden kaptajn er Mike Teunissen, men han har slet ikke genfundet fordums styrke endnu i år. Loic Vliegen er på vej tilbage efter en skade, og løbet er for svært for Hugo Page. Laurenz Rex er lidt for tung, og Madis Mihkels må være med som hjælper.

Ag2 Citroën Team: Cosnefroy ligner bedste bud, men formstærke Stan Dewulf bør også komme langt. Greg Van Avermaet, der missede Sanremo med sygdom, og Oliver Naesen har skuffet igen i denne sæson, og Damien Touzé har slet ikke vist form.

Bahrain-Victorious: Det må handle om Mohoric. Fred Wright har ellers enormt potentiale, men han har indtil ledt efter si bedste form. Nikias Arndt synes uhyre formstærk, men er lidt for tung, og Matevz Govekar er helt uden erfaring.

BORA-hansgrohe: Politt ligner bedste bud, men Marco Haller kan også komme langt. Han viste senest i Sanremo storform, og vi så i 2021, hvor fornemt han kørte i disse løb. Maximilian Schachmann er stadig en skygge af sig selv og har tillige været ude med sygdom, der kostede Sanremo. Jonas Koch er stærk, men niveauet er for højt, og løbet er lidt for svært for en ellers velkørende Jordi Meeus.

Læs også

Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape

Cofidis: På sigt har Axel Zingle potentiale i disse løb, men vi har set, at han i de store løb mangler for meget. Løbet er lidt for svært for Simone Consonni, der heller ikke havde sit bedste Sanremo, mens Alexis Renard ikke har imponeret.

EF Education-EasyPost: Det må handle om Bettiol, men Jonas Rutsch kan måske komme langt. Stefan Bissegger synes i for, men er lidt for tung til bakkerne, og selvom de synes i form, kan Jens Keukeleire og Owain Doull ikke være med helt fremme.

Groupama-FDJ: Küng og Madouas er kaptajnerne, men det bliver meget interessant at se, hvor langt formstærke og stadigt stærkere Kevin Geniets kommer. De unge kometer Lewis Askey og Samuel Watson er i form, men sammen med Jake Stewart, der ikke har imponeret i år, må de være hjælpere.

Movistar Team: Holdets kaptajn er Ivan Garcia Cortina, men han har stadig ikke genfundet takter, der gør det realistisk med et absolut topresultat. Derudover har de formstærke Matteo Jorgenson, der burde kunne komme langt, hvis han angriber tidligt, og det samme kan Mathias Norsgaard, der har glæde af vejret, men er lidt for tung til bakkerne. Løbet er for hårdt for Fernando Gaviria, og Johan Jacobs har aldrig fulgt op på den lovende start.

Team Arkea Samsic: Jeg har store forventninger til Matis Louvel i disse løb, men han skuffede mig stort i Sanremo. Derfor er han ikke helt den joker, jeg havde regnet med, men jeg finder lidt håb i hans klatring i Paris-Nice. Luca Mozzato kan komme et stykke, men potentialet er begrænset, og Mathis Le Berre, der imponerede i Omloop, mangler stadig for meget. Clement Russo har ikke vist meget de seneste år, og det er alt for svært for Dan McLay.

Team DSM: John Degenkolb synes at komme længere og længere væk fra de bedste, og Nils Eekhoff er stadig en skygge af sig selv. Patrick Bevin har virket meget formsvag, og Kevin Vermaerke har ikke fortsat den fine sæsonstart.

Team Jayco AlUla: Zdenek Stybar er stadig meget langt fra fordums styrke, og det er længe siden, vi har set Luke Durbridge fremme i disse løb, mens Lukas Pöstlberger også er en skygge af den rytter, der engang var i top 10 i dette løb. Det formstærke bud er Luka Mezgec, men løbet er lidt for svært, og det er naturligvis alt, alt, alt for hårdt for Dylan Groenewegen.

Trek-Segafredo: Det handler om Pedersen og Stuyven. Alex Kirsch var virkelig stærk i disse løb sidste år, men har været syg. Toms Skujins er i form, men har aldrig været helt fremme i disse løb, der er for hårde for Emils Liepins. Markus Hoelgaard viser slet ingen tegn på genfødsel.

Astana Qazaqstan Team: Det ligner endnu en total fiasko. Yevgeniy Fedorov har ikke vist skyggen af VM-form, og løbet er for hårdt for en ellers velkørende Cees Bol og Mark Cavendish .

INEOS Grenadiers: Ganna må være kaptajn med Narvaez som joker. Ben Turner er et gigantisk brostenstalent, men han kan kun overraske positivt i sit første løb, siden han brækkede albuen i Omloop. Michal Kwiatkowski er klart i fremgang, men selvom det var et styrt, der slog ham ud i Sanremo, tror jeg ikke, at han er langt nok endnu efter sin svage startform. Løbet er lidt for svært for Connor Swift, og den lovende Josh Tarling er helt uden rutine.

UAE Team Emirates: Det må handle om Pogacar med Wellens som plan B. Matteo Trentin er formentlig også beskyttet, men selvom han gjorde det fint i Sanremo og synes i fremgang, har han skuffet en del i år. Rui Oliveira har potentiale i disse løb og er ligesom Mikkel Bjerg i form, men de må som formsvage Sjoerd Bax være hjælpere.

Lotto Dstny: Florian Vermeersch har virkelig været velkørende i år, men han har altid været lidt for tung til disse bakker. Pascal Eenkhoorn har også kørt stærkt i år, men også han vil være lidt for tung. Brent Van Moer har ikke vist noget siden den stærke start, og selvom han synes i fremgang, er Arjen Livyns stadig langt fra fordums styrke.

Team Flanders-Baloise: De får det svært. Kamil Bonneu er stadig helt uden form. Jenno Berckmoes bør komme længst i konkurrence med Lindsay De Vylder, Ward Vanhoof og Alex Colman.

Bingoal WB: Guillaume Van Keirsbulck er for tung til disse løb, og Julian Mertens har ikke fundet formen fra Belgium Tour. Heller ikke Ludovic Robeet har imponeret endnu.

TotalEnergies: Det må handle om Turgis. Dries Van Gestel kunne komme langt, men han har stadig til gode at vise sig frem i disse meget hårde løb og havde et grimt styrt i Denain. Peter Sagan viste senest i Sanremo, at det nok desværre er slut. Daniel Oss er i for, men ikke længere god nok, og det er for svært for Sandy Dujardin.

Israel-Premier Tech: Efter det stærke Nokere troede jeg på, at vi kunne se en delvist genrejst Sep Vanmarcke, men efter sygdomstilfælde nr. 117, der kostede De Panne, er det svært at tro, at han er på samme niveau, hvis han kommer til start. Krists Neilands var god i Sanremo, men passer ikke til disse løb, og Tom Van Asbroeck er langt fra fordums styrke. Hugo Houle synes stadig at lede efter formen.

Q36.5 Pro Cycling Team: Jack Bauer var tidligere god i disse løb, men det er længe siden, og Tom Devriendt, der er for tung, synes helt uden form. Filippo Colombo har imponeret i år og ligner eneste bud, men niveauet er for højt.

Uno-X Pro Cycling Team: Alexander Kristoff har som nævnt ovenfor altid haft det lidt svært i dette løb, der er 50 km for kort til hans motor. Med dette vejr har han sit livs chance, og han kan måske overraske, men det vil være nyt at se ham helt fremme. Rasmus Tiller lignede i åbningsweekenden den rytter, han var i 2021, men jeg tror, at han mangler lidt for meget til at kunne være med helt i front. Anders Skaarseth og Erik Resell er stærke i disse løb, men er hjælpere.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG E3 SAXO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+