Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Løbets rolle og historie

Mange af klassikerrytterne havde en chance for at genfinde den belgiske løbsrytme i Classic Brugge-De Panne, der indledte den to uger lange brostensperiode, men når næste runde i serien afvikles fredag, vil der være meget mere på spil. Mens onsdagens nytænkte løb ser ud til at skulle udvikle sig til en sag for sprinterne, er alle de store stjerner klar til det første helt store slag i fredagens E3 Saxo Bank Classic.

Det belgiske løb er det andet i rækken af brostensløb i Belgien, der afvikles i løbet af en to uger lang periode, der strækker sig fra onsdagen efter Milano-Sanremo til onsdagen efter Flandern Rundt, og det er det af løbene, der ligner De Ronde mest. Da det samtidig afvikles ca. en uge før Flanderns vigtigste cykelløb er det blevet den helt perfekte test for favoritterne til det største flamske løb.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Under navnet Harelbeke-Anvers-Harelbeke blev løbet første gang afviklet i 1958, men man tog hurtigt navnet E3 fra E3-motorvejen (der nu kendes som A14), som blev bygget midt i 60erne. Straks fra start blev det tænkt som en kortere version af Flandern Rundt, der skulle give rytterne den ideelle mulighed for at teste formen til et af sportens vigtigste løb.

Selvom det blev domineret af belgiere i de tidlige år, fik det hurtigt masser af prestige, og listen over tidlige vindere inkluderer store navne som Roger de Vlaeminck, Rik van Looy, Freddy Maertens og Jan Raas. Som tiden gik, fik det mere og mere international anerkendelse, og det er blevet vundet af de fleste af de største brostensspecialister. Johan Museeuw, Peter van Petegem, Andrei Tchmil, Tom Boonen, Filippo Pozzato og Fabian Cancellara er blot nogle af de ryttere, der i løbet af de sidste 20 år har stået øverst på podiet, hvilket tydeligt indikerer dets store betydning.

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole, da ruten er designet på samme måde som løbene i anden kategori, men i midtugeløbet har sprinterne ofte haft en bedre chance end i de større løb.

I mange år blev E3 afviklet om lørdagen forud for Flandern Rundt, hvor det sammen med søndagens Brabantse Pijl udgjorde en vigtig chance for at fintune formen frem mod det helt store slag den følgende søndag. Da det er opbygget efter samme formel som De Ronde og bruger mange af de samme stigninger, har det altid været en helt uundværlig del af kalenderen for enhver ambitiøs klassikerrytter, og kalenderplaceringen har gjort det til den perfekte mulighed for at grave dybt en sidste gang inden det løb, der betyder mest. Det har betydet, at niveauet stort set har været på højde med det, man ser i Flandern Rundt, og derfor var det kun naturligt, at UCI gav det WorldTour-status forud for 2012-sæsonen.

Opgraderingen kom som led i en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der betød, at løbet blev flyttet til fredag, mens et andet WorldTour-løb, Gent-Wevelgem, overtog Brabantse Pijls position den efterfølgende søndag. De to løb udgør nu en solid blok af brostensløb på WorldTour-niveau, hvor man både kan score vigtige point, vinde en stor klassikersejr samt forberede sig til Flandern Rundt. I 2017 kom også Dwars door Vlaanderen på WorldTouren og er fra 2018 flyttet til onsdagen inden det flamske monument, og da Classic Brugge-De Panne fra 2019 også er i det fine selskab, byder ugerne op til det største slag nu på hele fire løb på højeste niveau.

E3 og Gent-Wevelgem er imidlertid helt forskellige og behandles derfor helt forskelligt af klassikerstjernerne. Selvom Gent-Wevelgem historisk er nummer 3 i hierarkiet over brostensløb (efter Paris-Roubaix og Flandern Rundt), finder det sted i en anden del af Belgien og passer sprinterne bedre. De fleste af de store klassikerspecialister kører ganske vist begge løb, men hvor mange holder lidt igen i søndagens løb - bortset fra en lille test af formen på Kemmelberg - giver de den alt i E3, hvor det handler om at vinde. Gent-Wevelgem er ganske viste prestigefuld, men den virkelige generalprøve til Flandern Rundt finder sted fredag.

E3 var længe kendt som Tom Boonens løb. I sin glansperiode vandt han det hele fire gange i træk fra 2004 til 2007. I løbet af sin turbulente periode i 2010 og 2011 måtte han imidlertid afgive tronen til Fabian Cancellara, der med to imponerende solosejre begge år gjorde sig til den store Flandern-favorit. I sin magiske 2012-sæson var Boonen imidlertid tilbage på toppen, og det var derfor kun naturligt, at han sikrede sig en femte sejr som led i hans alterobrerende klassikerkampagne det år. I 2013 var Cancellara imidlertid igen i sit es, og dermed er også dette løb i de senere år blevet fuldstændigt domineret af de to førende brostensspecialister fra det seneste årti.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Selvom løbet er en generalprøve til Flandern Rundt, er det relativt sjældent, at det lykkes at vinde begge løb. Det gjorde det imidlertid sidste år, hvor Kasper Asgreen sendte et varsel om sin storform ved at tage karrierens dengang største sejr. Med hele 66 km igen angreb han solo, men det flotte soloridt så ud til at føre til ingenting, da han med 12 km igen blev hentet af en seks mand stor favoritgruppe, der blandt andet havde sat Wout van Aert. Herfra udnyttede Quick-Step smukt deres overtal, der talte tre af de syv mand, og med 7 km igen indledte Asgreen dagens andet soloridt, da han kørte alene væk. Denne gang så de ham ikke igen, og da Florian Senechal endda spurtede sig til 2. pladsen foran Mathieu van der Poel, endte det med dobbeltsejr til Quick-Step. Asgreen og Senechal gør igen fælles front i jagten på mere succes, men de skal denne gang ikke slås med Van der Poel, der ganske vist er i gang igen efter sin rygskade, men endnu ikke har mod på så stor en klassiker.

Ruten

Som sagt følger E3 Harelbeke samme opskrift som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og Dwars door Vlaanderen. Med Flandern Rundt som undtagelsen har de alle en by i De Flamske Ardenner som deres naturlige centrum, og herfra zigzagger man sig igennem i et meget lille område med alle de berømte stigninger. Adskillige hellingen og brostensstykker er på menuen, før man ad lange, flade veje vender tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag får ofte løbet til at udvikle sig til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun en håndfuld ryttere typisk er tilbage til at slås om sejren, når man langt om længe er tilbage i målområdet.

Efter et par år med en stort set uforandret rute gennemførte man i 2016 en række ændringer. Distancen blev reduceret med ca. 10 km, og antallet af hellingen gik fra 17 til 15. I de senere år har løbet været ramt af mange styrt, og arrangørerne ønskede med den nye rute at gøre den første del af løbet mere sikker. Finalen med de sidste fem stigninger blev imidlertid bibeholdt, og man fastholdt de ekstra 3 flade kilometer frem til målet ved E3 Arena, som blev indført i 2015. Derfor var det ingen overraskelse, at løbet udviklede sig, som det plejer.

I de sidste fire udgaver har man i alt væsentligt kopieret den nye rute, selvom man i 2021 dog strammede skruen lidt ved igen at øge antallet af stigninger til 17. Det skete ved tidligt i løbet at erstatte Hogerlucht med Kanarieberg og Oude Kruisberg, men den væsentlige ændring var, at den meget svære Eikenberg vendte tilbage. Det skete endda uden, at man fjerner den stigning, Berg Te Stene, der i 2019 blev hentet ind som erstatning. Prisen var dog, at nøglestigningen Taaienberg kom lidt længere fra mål.  Fra Stationsberg og frem var de sidste ca. 60 km dog de samme, som de var i 2019-udgaven, og som de nu har været længe. I 2022 kopierer man fuldstændigt ruten fra sidste år.

E3 Saxo Bank Classic er nært forbundet med byen Harelbeke, der fungerer som løbets absolutte centrum, og det er her, det 203,9 km lange løb har sit udgangspunkt med både start og mål. Herfra bevæger man sig efter starten ad flade veje mod øst direkte mod De Flamske Ardenner, men som det er tilfældet for de fleste af de store klassikere, er den første del af løbet helt flad. Det betyder, at rytterne holder sig fra den kuperede zone, mens man passerer gennem Flandern Rundts målby, Oudenaarde, og fortsætter mod nordøst hele vejen til byen Zottegem. Efter 28,2 km får de en første chance for at teste klatrebenene på den brostensbelagte Katteberg (750 m, 6%, max. 11%), der kommer efter den 1200 m lange Beaucarnestraat-pavé, men det er den eneste stigning på turen ud til vendepunktet. Der er derudover yderligere et par flade pavéer, Holleweg (1500 m) og Paddestraat (2300 m), efter henholdsvis 29,0 km og 40,4 km. Denne tidlige del af løbet imidlertid primært tjene til at gøre løbet hårdere og længere og give mulighed for at få det tidlige udbrud etableret.

Efter at have nået Zottegem efter ca. 45 km drejer rytterne til højre for at køre mod syd mod den berømte by Geraardsbergen, som de når efter 67 km. Man skal imidlertid ikke på ad den berømte Muur. I stedet drejer man igen til højre for at køre mod vest tilbage mod Harelbeke, og efter at have været oppe over La Houppe (1880 m, 4,8%, max. 10%) efter 85,9 km, når de frem til Ronse ved midtpunktet.

Herfra er det tid til at zigzagge sig op og ned af de mange hellingen nu, hvor løbet for alvor starter, og herfra vil nervøsiteten og positionskampen for alvor have sat ind. De er stadig for tidligt for de største favoritter at spille ud, men det er vigtigt at holde sig fremme, da et styrt på de smalle veje kan sætte dig tilbage og betyde, at du aldrig ser fronten igen. Det betyder, at farten automatisk går op, og at afstanden til udbryderne falder, og derfor ser man ofte folk forsøge at køre op til de forreste i denne fase.

Rækken af stigninger starter modsat det, vi så frem til og med 2019, med Kanarieberg (1200 m, 7,9%), der passeres efter 92,1 km, hvorefter det er tid til den anden nye stigning, den brostensbelagte Oude Kruisberg (500 m, 5,8%), der rammes efter præcis 100,0 km. Nu vender man tilbage til den seneste rute, når man skal over Knokteberg (1260 m, 7%, max. 13%) bare 7,8 km senere. Derefter er det direkte ind på Hotondberg (1200 m, 4%, max. 8%) med 92,2 km til mål, og 7,1 kilometer senere gælder det Kortekeer (1000 m, 6,4%, max. 17%). Herfra er der ingen mulighed for at komme sig, da stigningerne kommer hurtigt efter hinanden.

De første stigninger fungerer som benbrækkere, men den første reelle udskilning ventes at komme på den brostensbelagte Taaienberg (650 m, 9,5%, max. 18%), der er en af regionens sværeste stigninger og kommer med 80,4 km til mål. Blandt de mange hellingen er dette Tom Boonens favorit, og han har sjældent misset chancen for at ramme den fra spids og forcere voldsomt hele vejen fra bund til top, hvorved han har etableret en lille gruppe af favoritter. I en periode overtog Sep Vanmarcke ofte den rolle. Det er værd at bemærke, at Taaienberg stadig kommer tættere på mål, end den gjorde for år tilbage.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Efter Taaienberg er det sandsynligt, at der vil ske en vis regruppering, idet der er 8,0 km frem til næste stigning, Berg ten Stene (1300 m, 5,2%, max. 9%). Den efterfølges straks af Boigneberg (1000 m, 5,2%, max. 13%), der indledes med 67,2 km igen. Nu vender man efter en udgaves fravær i 2019 tilbage til den brostensbelagte Eikenberg (1200 m, 5,0%), der rammes 62,8 km fra mål. Brostensstigningen Stationsberg (700 m, 3,2%, max. 10%) kommer herefter med 57,4 km igen, men når den er overstået, og rytterne har passeret pavéen Mariabrorrestraat (2000 m) efter 147,3 km, følger et nemmere stykke.

På dette tidspunkt er den store udskilning som regel startet, og herfra bliver antallet af mulige vindere bare mindre og mindre efter hver stigning. Det er samtidig et perfekt tidspunkt at sætte angreb ind, og derfor er det som regel en meget aggressiv fase. Mange favoritter er isolerede, og derfor er det et godt tidspunkt at forsøge at anticipere de store angreb fra hovednavnene.

Ofte sker der en vis regruppering, inden stigningerne igen starter. Finalen indledes med 46,5 km igen, når man rammer Kapelberg (750 m, 7,1%, max. 14%), hvorefter finalen er identisk med den, der været benyttet også før ruteomlægningen 2016. Det er imidlertid ikke her, at det store slag skal slås, men stigningen fungerer som appetizer forud for duoen Paterberg-Oude Kwaremont, der ofte afgør løbet og er nøglepunktet for favoritterne. De to stigninger er også de sidste i Flandern Rundt, hvor de kommer i den modsatte rækkefølge, og begge er de brutale.

Først gælder det den korte, meget stejle Paterberg (400 m, 12,9%, max. 20%), der er sidste stigning i Flandern Rundt, og det er ofte her, den afgørende gruppe er blevet skabt. Den starter med 42,4 km til mål, og efter toppen er der kun 2,8 km hen til brostensstigningen Oude Kwaremont (2200 m, 4,2%, max. 11%). Den er helt anderledes, da den er langt mindre stejl, men meget lang. I hovedparten af udgaverne er det her, at de bedste er kørt fra.

Efter Kwaremont vil den afgørende udskilning være sket, og der er som regel nu ikke flere end en håndfuld ryttere i spil. De sidste 39,6 km består af en flad tur tilbage til Harelbeke, men undervejs er der et par muligheder for sene angreb. Den første af disse kommer med 31,8 km til mål, når man rammer Karnemelbeekstraat (1500 m, 4,9%, max. 14%), hvor Sagan og Kwatkowski angreb i 2016, og hvor de for et år siden fik skovlen under Wout van Aert. Dernæst gælder det pavéen Varentstraat, der kommer med 24,2 km igen. Den sidste udfordring er Tiegemberg (1000 m, 5,6%, max 9%) med 20,0 km til mål, og disse tre forhindringer kan være ganske vanskelige efter et langt og hårdt løb, inden det gælder et helt fladt indløb mod nordvest tilbage til Harelbeke.

Finalen blev introduceret i 2015 og er stort set helt flad, men mere teknisk end den, der tidligere blev benyttet. Efter at have fulgt en bred vej drejer rytterne til venstre lige før 5 km-mærket. Næste sving kommer med 3,4 km, og herefter er der igen sving med 2,8 og 1,5 km tilbage. Det sidste venstresving kommer 600 m fra stregen. Meget ofte er en enlig rytter ankommet her, eller en meget lille gruppe har skullet afgøre det i en spurt i centrum af Harelbeke. Én ting er dog sikkert: efter 203,9 brutale kilometer i det hårdeste terræn i Flandern er det kun de stærkeste, der er tilbage.

Løbet byder på i alt 1991 højdemeter, hvilket i alt væsentligt er det samme som i de seneste år.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Vejret

Vejret betyder altid kolossalt meget i de belgiske klassikere, og det er ingen undtagelse for E3 Harelbeke. Vind og regn gør det meget lettere at gøre en forskel, mens Tom Boonens sejr i 2012 viser, at selv denne ellers meget vanskelige klassikere kan afgøres i en reduceret massespurt, hvis der er tale om en flot forårsdag.

Det er netop den slags, der venter i år, hvor det nordeuropæiske højtryk giver os nordboere forrygende forårsvejr. Fredagen ventes at blive helt skyfri med en temperatur på 17 grader, men det vil være en anelse mere blæsende end i onsdagens løb i De Panne, da der vil være en let til jævn vind (12-15 km/t) fra nordøst. Det giver naturligvis vinde fra alle retninger på den kringlede rute, men efter sidemodvind på Paterberg og sidemedvind på Kwaremont vil der være sidemodvind mod Karnemelkbeekstraat og derefter sidevind, som vil vare ved stort set hele vejen ind til Harelbeke. Her får man kortvarigt medvind og slutteligt sidemodvind over de sidste 1500 m.

Favoritterne

Så er det nu! Det kan føles som næsten en fjern fortid, at vi faktisk skød brostenssæsonen i gang i Omloop for nu en måneds tid siden, for i mellemtiden har det hele handlet om så meget andet. Vi har set klatrerne slås i de store etapeløb i Frankrig og Italien, og vi har været vidner til et relativt klatretungt Strade Bianche og et sprintervenligt og eksplosivt Milano-Sanremo, der ikke rigtigt er sammenligneligt med det, der venter i de kommende uger i det normalt kolde og blæsende nord. Det er nu formen skal toppe for feltets råstæke klassikertyper, og om det er lykkedes, finder vi ud af på fredag. De fleste skipper onsdagens sprinterløb i De Panne, og derfor er fredagens løb i Harelbeke den helt store test, der vil give den første virkelige indikation på, hvem der har fundet de allersidste og afgørende procent frem mod årets største løb i Nordeuropa.

E3 Harelbeke er efter Flandern Rundt klart den hårdeste af de flamske klassikere og dermed det bedste pejlemærke på, hvad vi kan forvente søndag d. 3. april i Oudenaarde. Historien viser, at det er næsten lige så selektivt, og det skyldes først og fremmest rytternes tilgang til løbet. Her plejer alle stjernerne for første gang i år samlet til et brostensslag, og de betragter det alle som den store generalprøve til Flandern Rundt. Det flamske monument afvikles på en meget lignende rute, og den største forskel er, at det er betydeligt længere, og at en stor motor og udholdenhed derfor spiller en større rolle i det helt store løb.

Det forhold skal ikke undervurderes. Det forklarer bl.a., hvorfor en uopslidelig fyr som Alexander Kristoff i mange år har været blandt de bedste i Flandern Rundt, hvor hans track record er skræmmende god og stabil med en endeløs serie af top 10-placeringer, men aldrig for alvor har blandet sig i E3 Harelbeke, hvor en 4. plads i 2015 er undtagelsen på en liste, hvor næstbedste resultat er en beskeden 21. plads. Længden er den største forskel på de to løb og tipper balancen en anelse i retning af ryttere med stor eksplosivitet på stigningerne, men også den længere distance fra den afgørende Paterberg-Kwaremont-duo, der i Flandern Rundt kommer i omvendt rækkefølge, hjem til mål er en faktor, der øger sandsynligheden for en vis regruppering.

Netop det forhold, at løbet betragtes som den store generalprøve betyder, at det stort set altid bliver enormt selektivt, og at kun de stærkeste overlever. Som nævnt ovenfor kan det ske, at det skal afgøres i en reduceret massespurt, som det senest skete i 2012, men det hører absolut til sjældenhederne. Det kræver i hvert fald ganske gode vejrbetingelser, og det er faktisk bemærkelsesværdigt, at et løb, der afsluttes med 40 relativt lette kilometer, så sjældent ender i en spurt.

Selve finalen er endda betydeligt lettere end i Omloop, hvor vi i 2020 og næsten i 2021 højst overraskende endte med den første spurt siden 2009. I det løb er retningen i finalen dog meget ensidig, og det betyder, at modvind til slut kan gøre det svært at gøre forskelle. Her er finalen måske nok lettere, men stigningsdelen er meget sværere og meget mere intens, for her er der både flere bakker, og de kommer med en hyppighed, der minder langt mere end Flandern Rundt end om Omloop.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Det synes heller ikke sandsynligt, at vi får en gentagelse af Boonens spurtsejr fra 2012, men helt udelukkes kan det ikke. Det forrygende forårsvejr, der glæder Nordeuropa, fortsætter nemlig også fredag. Det bliver en anelse mere blæsende, end det var i De Panne, men næppe nok til at bidrage til sværhedsgraden. På hjemturen til Harelbeke vil der dog i alt væsentligt være sidevind med enkelte sidemedvindsstykker undervejs, og det er trods alt vigtigt for folk, der vil have et hårdt løb, at der ikke er modvind.

Det bliver altså ikke vejret, der gør det hårdt. Det skal være holdene, og spørgsmålet er, hvem der vil skabe løbet. Nu kalder vi ganske vist E3 for den store generalprøve, men vi har vel ikke i mange år oplevet, at så mange topnavne mangler. Vi savner Mathieu van der Poel, Tom Pidcock, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Matteo Trentin, Alberto Bettiol, Julian Alaphilippe, Gianni Vermeersch og Michal Kwiatkowski, der alle af forskellige årsager er fraværende, og da flere af dem ventes til start i Flandern Rundt, fjerner det værdien af løbet som en generalprøve. Det betyder også, at favoritlisten synes betydeligt kortere, end den plejer at være.

Normalt er Quick-Step omdrejningspunktet, der skal forsøge at skabe den obligatoriske situation, hvor de kan udnytte deres overtal til at angribe på skift. Det belgiske hold er dog grundet sygdom og skader i en lille krise, hvor der er stor usikkerhed om formen hos mange kaptajner. Det kan anspore dem til en mere defensiv tilgang end vanligt, men jeg tror faktisk, at de gerne vil åbne løbet. Kasper Asgreen er lige nu deres bedste kort, og han skal netop bruge det hårde løb, der gør det muligt at slå Wout van Aert.

Spørgsmålet er, hvad det andet superhold, Jumbo, vil. Vi så i Omloop, at deres nye klassikertrup var uhyggeligt overbevisende og i stand til at lægge løbet i et jerngreb. Med Van Aerts gode spurt kan de tillade sig en defensiv tilgang, men det kunne de også i Omloop, hvor det alligevel var dem, der åbnede løbet. Det er næppe Jumbo, der lægger et hårdt pres tidligt, for de har grundlæggende en interesse i et relativt kontrolleret løb, men når vi når finalen på Paterberg-Kwaremont, vil det være mærkeligt, hvis ikke Van Aert er med til at skabe løbet. Det vil i hvert fald ligne ham dårligt.

Jumbos ønske om et relativt kontrolleret løb, deres styrke og det gode vejr gør dog også, at jeg tror, at der går lidt tid, inden vi for alvor ser udspil. De første forceringer plejer at komme på Taaienberg, hvor favoritterne viser sig frem, og vi har før set, at der herefter er kommet begrænset regruppering. Denne gang tror jeg dog, at Jumbo vil være i stand til at låse løbet lidt mere, også selvom jeg regner med, at Quick-Step i den følgende fase vil forsøge at angribe med forskellige folk inden Kwaremont-Paterberg. Som bekendt indledte Asgreen det første af sine to soloridt i denne fase sidste år, og her kan der sagtens køre en meget farlig gruppe af potentielle vindere. Særligt hvis Jumbo er villige til at give Tiesj Benoot eller Christophe Laporte chancen, og de kommer afsted i en gruppe med deltagelse fra Quick-Step og Trek, er det før set, at et sådant løjtnantfremstød kan holde hele vejen. Jumbo viste i Omloop, at de ikke nødvendigvis bare satser på Van Aert, men denne gang betyder Mike Teunissens skuffende form og Benoots styrt i Strade Bianche og efterfølgende pause nok, at det kun er Laporte, de for alvor tør satse på.

Der vil næsten altid blive etableret et farligt udbrud i denne midterfase, som vi så det med Asgreen sidste år senest med Küng-gruppen i Omloop, men da jeg tror, at Quick-Step satser mere målrettet på Asgreen, end de normalt ville gøre, og Jumbo også stoler mest på Van Aert, vil jeg stadig tro, at det afgørende slag skal slås på Paterberg-Kwaremont. Herefter vil der formentlig igen blive dannet en lille favoritgruppe, der skal udkæmpe det afgørende slag over de sidste bakker, hvoraf kun Karnemelkbeekstraat er svær. Den akn til gengæld også gøre ondt, som vi har set mange gang, senest sidste år, hvor Van Aert blev sat af.

Derefter er det over de sidste 30 km dog svært at gøre forskelle, og det betyder, at det ofte ender i en spurt mellem dem, der har overlevet så langt. Det behøver det dog ikke at gøre, og vi så sidste år, hvordan Asgreen udnyttede Quick-Steps overtal til at køre væk for anden gang. Vi har også tidligere set lange soloridt, blandt andet i de senere år med Niki Terpstra og Fabian Cancellara, men den slags kan blive vanskeligere i år med de gode vejrforhold. Grundet den lette finale er det et løb, hvor en god spurt meget ofte er afgørende, men overtal, taktik og derfor måske også underdogstatus er bestemt også vigtige ingredienser.

Det indlysende er naturligvis at pege på Van Aert, når vejret ikke borger for det hårdeste løb, men jeg tror på, at Kasper Asgreen kan forsvare titlen. Danskeren var uhyggeligt velkørende i Strade Bianche på en kuperet rute, der i teorien var en anelse for hård, og det var på et tidspunkt, hvor hans form efter sin sygdom fortsat var et stykke fra toppen. Siden har han haft ro til at træne, og noget tyder på, at det er gået godt. I hvert fald synes Patrick Lefevere klart at indikere, at det er ham, der skal redde det forår, som for Quick-Step er indledt på katastrofekurs.

Udfordringen er naturligvis, om det i dette løb er muligt at gøre løbet hårdt nok. Asgreen får med statsgaranti ikke den frihed, han havde sidste år, og hans hold er som sagt i så svækket en forfatning, at det nok kun er Florian Senechal, der kan ventes måske at sidde hos danskeren i den lille gruppe, der ventes etableret efter Kwaremont. Det bliver altså vanskeligere at vinde løbet på taktik, som han delvist gjorde sidste år, og derfor skal det ske via råstyrke.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Den tror jeg også, han har. Van Aert var ikke alt for overbevisende i Sanremo, og sidste år var Asgreen skræmmende god, da han toppede i disse løb. At han vandt dette løb efter et alenlangt soloridt, viste, at han med afstand var stærkeste mand, og også i Flandern Rundt var han en af de to stærkeste. Med de præstationer cementerede han, at han lige nu er i hvert fald én af de tre og måske endda den bedste i denne form for lange, opslidende brostensløb.

Asgreen har også en anden fordel: han kan køre alene. Vejret kan gøre det vanskeligere, men Asgreen er manden, der kan gøre det færdigt, hvis han kører alene, enten på Kwaremont eller - måske mere sandsynligt - på Karnemelkbeekstraat. Hvis han har samme niveau som sidste år - og det indikerer Strade Bianche - er det min forventning, at et sådant soloridt kan lade sig gøre, også fordi det begrænsede favoritfelt kan betyde, at der alligevel ikke vil være alt for mange forfølgere. Men selv hvis han ikke kører alene, må han tilskrives en god chance. Han har lært at tro på sin spurt efter et hårdt løb, og når han kan slå Van der Poel, kan han også slå Van Aert, der i år har spurtet ringere, end han plejer. I det lys har Asgreen to veje til sejr, og hvis han er lykkedes med at ramme sit topniveau, tror jeg, at han forsvarer titlen.

Manden, der skal slås, er naturligvis Wout van Aert, men jeg er ikke helt overbevist om hans niveau. Han brugte sit krudt på at besvare Tadej Pogacars mange angreb på Poggio, og det var hovedårsagen til, at han virkede knap så overbevisende til sidst. Alligevel var det bekymrende, at han på en dag, hvor Poggio gjorde meget begrænsede forskelle måtte have hjælp af Van der Poel til at lukke hullet til Søren Kragh og Pogacar til sidst. I forvejen har vi set, at Van Aert nu relativt ofte har manglet de procent, man ville forvente at se, når det spidser til i finalen af de store endagsløb. Det var i hvert fald tilfældet i dette løb, i alle hans tre monumenter, i Strade Bianche og ved VM sidste år.

Det sker dog ikke hver gang. Hans OL var skræmmende imponerende, og han vandt også både Amstel Gold Race og Gent-Wevelgem sidste år. Det er også svært at glemme hans vanvidsridt i Paris-Nice, og hans plan om at passe bedre på sig selv frem mod de store løb synes ikke at være gået helt galt. Han gravede dog dybere i Paris-Nice end ønsket og virkede ikke helt på toppen i Sanremo, og måske har han alligevel mistimet den lidt igen. Svaret får vi fredag, men det er klart, at Van Aert er den på papiret indlysende favorit - også fordi han på papiret kan slå alle i en spurt.

For et år siden ville jeg have forsvoret, at jeg ville pege på Mads Pedersen til et af de hårdeste flamske løb. Danskeren er nemlig altid kommet til kort på disse ruter. Han angreb fra distancen i sit første Flandern Rundt og sikrede sig derved en imponerende 2. plads, men siden da er han altid blevet sat - også relativt tidligt - i de ”rigtige” brostensløb, Flandern Rundt, E3 og Omloop.

I år taler vi bare om en anden Pedersen. Han har en holdbarhed, han aldrig har været tæt på tidligere, og det kom vel allermest til udtryk med den imponerende styrke, han viste på Poggio i weekenden. På papiret er så lang en stigning sværere for ham end de eksplosive flamske mure, hvor han kan lukrere på sit punch, og derfor taler hans italienske ridt for, at det er i år, han også gør sig gældende i de flamske løb. Selvom han er en regnvejrsrytter, er det gode vejr heller ikke nødvendigvis en ulempe, da det vil give et lettere løb. Pedersen skal stadig bevise, at han kan matche folk som Van Aert og Asgreen i et løb som dette, men nu bliver det i hvert fald lettere at skabe en situation, hvor han kan lukrere på sin spurt. Som han har spurtet i år, slår han formentlig alle på stregen, og lige nu synes han stærk nok til at skabe en sådan mulighed. Trek har også et brølstærkt hold, hvor Jasper Stuyven, Quinn Simmons og måske endda den flyvende Alex Kirsch måske kan spille en rolle efter Kwaremont, og det kan hjælpe med at holde det samlet eller skabe situationer, hvor han kan spare lidt på kræfterne. Den tredje brostenssejr synes ikke længere umuligt i et af de sværere løb.

Jeg må også rangere Christophe Laporte ganske højt. Sidste år var han allerede én af de allerbedste i disse løb, og han gjorde gigantiske fremskridt. I år synes han at være blevet endnu bedre efter at være skiftet til Jumbo, og hans kørsel i Paris-Nice bekræftede bare det, vi så i Kuurne. Udfordringen er naturligvis, at han er på hold med Van Aert, der er den klare plan A, men vi så i Omloop, at holdet var villige til at angribe med alternativer. Med den spurtstyrke, Van Aert havde i Paris-Nice, tvivler jeg på, at de tør satse 100% på den i finalen, særligt hvis han er oppe mod Pedersen, der gav ham prygl i Paris-Nice. Til gengæld taler meget for, at Jumbo kan sidde med mindst to mand, og så ligner Laporte pludselig et uhyre godt vinderbud.

En af de ryttere, der slog ham i lørdags, er Anthony Turgis. Allerede sidste år gjorde han så enorme fremskridt, at han var en af de allerstærkeste på disse hellingen, ikke mindst i Flandern Rundt, hvor han virkede meget overbevisende. Hans kørsel i Paris-Nice og i Sanremo antyder, at han er om muligt endnu bedre end sidste år, og så kan han blive ganske uhyggelig i dette løb. Han er så hurtig, at han på en god dag kan slå vel næsten alle i en spurt - glem ikke, at han blev nr. 2 i massespurten, da Pedersen vandt i Kuurne - men han viste også i Sanremo, at han har snilden til at udnytte den underdogstatus, han helt sikkert stadig har. Med Peter Sagans nuværende niveau vil han næppe have et hold at støtte sig til i finalen, men det havde han heller ikke, da han var meget tæt på at vinde Sanremo i lørdags.

Det er nærmest absurd at skulle pege på den tredje dansker inden for de første fem, men det er jeg nødt til at gøre denne gang. I fredags genopstod Søren Kragh nemlig definitivt fra de døde efter et forfærdeligt 2021 med et ridt, der var slet og ret fremragende. Der var næppe mange, der havde regnet med, at han skulle runde først med Pogacar på slæb efter at have sendt Van Aert til tælling, men det kan på den anden side ikke overraske helt. Vi så i efteråret 2020, hvor uhyggeligt stærk han var i BinckBank Tour og Touren, men hans mange helbredsproblemer betød, at han ikke fik lov at bygge videre på den fremgang. Det synes at have lov til nu, og når han i lørdags var en af de stærkeste, bør han være det igen i dette løb. Han har ikke tidligere haft den helt store succes i klassikerne, men det skyldes i vidt omfang hans svigtende helbred. Han blev trods alt nr. 3 i Omloop i 2020, og det er da også løb, der passer ham. Han kan spurte, men der er hurtigere folk end ham, og derfor skal opskriften til sejr nok være det snigerangreb, som Asgreen benyttede sidste år, og som allerede har givet ham to Tour-etapesejre.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Ineos er uden Pidcock, men de har en fuldgod erstatning i Jhonatan Narvaez, der er langt bedre på brosten, end jeg havde drømt om. Han var med i det afgørende fremstød i Omloop, han var uhyre tæt på at vinde Kuurne, og han imponerede igen på Denains flade brosten, der slet ikke passer ham på samme måde som disse bakker. Allerede sidste år var han uhyggeligt stærk i åbningsweekenden, men fik ødelagt sit forår af et efterfølgende styrt, og det tyder på, at vi skal til at regne som en af de førende ryttere i de flamske klassikere. Holder han det niveau, han havde i åbningsweekenden, kører han finale igen her, og han har gode muligheder for at gøre det færdigt, dels via sin status som underdog og dels via den spurt, der før har givet ham en samlet sejr i Coppi e Bartali ved at samle bonussekunder i reducerede massespurter.

Forventningerne til Stefan Küng må også være enorme. Efter at have set ham klatre i Algarve troede man ellers ikke, at han kunne blive bedre, men han lagde lige 10% til, da han legede bjergged på sidste etape i Paris-Nice. Intet tyder altså på, at den store schweizer er blevet ringere i mellemtiden, og i forvejen har han længe stået foran det store brostensgennembrud, han indvarslede med sin fornemme kongeetape i BinckBank Tour i 2020. Det gode vejr er en stor ulempe for en mand, der skal alene hjem, og i det hele taget betyder hans fravær af en spurt, at han altid har svært ved at vinde. Lige nu virker han bare ganske overmenneskelig, som han også viste på begge dage i åbningsweekenden, og han har i hvert fald styrken til at få billet til finalen. Lykkes det, er han manden, man meget nødig skal give bare én millimeter.

Af samme grund som med Laporte må man også tilskrive Tiesj Benoot en reel chance. Faktisk burde han have være højere på denne liste, fordi han ligesom Laporte kan lukrere på et sandsynligt Jumbo-overtal i den flade finale, hvor det som sagt ikke er givet, at de tør stole på Van Aerts spurt. I åbningsweekenden var han måske bedre end nogensinde i flamsk terræn, men styrtet i Strade Bianche skaber stor usikkerhed. Han missede Tirreno og kan derfor ikke være sluppet helt nådigt. Siden har der været stille om ham, og derfor ved vi ikke, hvor han står. Han er blevet spurtsvag, og derfor har han sværere ved at vinde end Laporte, men Asgreen viste sidste år, hvordan den skal skæres, hvis man er i overtal.

Matej Mohoric kommer til løbet sprængfyldt med selvtillid, men spørgsmålet er, om formen rækker. Hans forberedelse op til Sanremo var ganske problematisk efter styrtet i Strade Bianche, og hans sejr kom derfor meget bag på ham selv. Det er således givet, at han ikke er i topform, og hvor man kan komme langt i Sanremo uden at være på toppen, er det vanskeligere i et løb som dette, hvor fysikken er langt mere afgørende. Det gode vejr vil dog hjælpe, og han viste i Sanremo, at formen ikke er så ringe endda. Han har altid haft det svært i disse løb, som ikke passer ham ideelt, men siden Touren har han været en helt ny rytter, som han blandt andet beviste ved at vinde brostensetapen i Benelux sidste år. Det skete ganske vist via et angreb tidligt, men han synes efterhånden god nok til også at kunne køre med de bedste. Han vinder ikke en spurt mod mange af favoritterne, men han har en god evne til at snige sig væk - og ellers er han specialist i at angribe tidligt. Får han Fred Wright med, kan Bahrain endda sidde i overtal.

Hvor står Jasper Stuyven? Det er svært at sige. Han var i år svagere i åbningsweekenden, end han plejer, men det var en bevidst plan. Han virkede ikke alt for overbevisende i Paris-Nice, selvom der heller ikke var etaper, hvor han skulle køre sin chance, men han har hidtil ikke kunnet bevise, at han har nået sin bedste form. Sygdommen inden Sanremo giver blot endnu mere usikkerhed, men han var så hurtigt frisk, at han kørte De Panne onsdag. Vi så sidste år til VM, at han var måske bedre end nogensinde, og derfor er der grund til at have visse forventninger. Overlever han bakkerne, er det Pedersen, der skal spurte, og Stuyven, der skal angribe, hvis de begge er med så langt, og så har Asgreen jo vist, hvordan angriberen vinder.

Sidste år var det Florian Senechal, der var ”sprinteren” i et sådant Quick-Step-overtal, og derfor var han med til at sikre en dobbeltsejr med sin 2. plads bag Asgreen. Den rolle kan han ende med at spille igen, men desværre har han spurtet skuffende i år, ikke mindst i Paris-Nice. Skal han vinde løbet, skal han formentlig også køre offensivt, men sidder Quick-Step i et overtal til sidst, vil de næppe heller stole på en spurt med Senechal. Tværtimod vil han kunne lukrere på at være den lille i et belgisk overtal, men det kræver, at han kommer så langt. Han udgik af Paris-Nice med sygdom, og også forinden virkede han under niveau, ikke mindst i den skuffende åbningsweekend. Hans Sanremo var ganske godt, men det er min klare fornemmelse, at han ikke har sit højeste niveau fra 2020, som han heller aldrig fandt sidste år. I dette løb er det dog måske heller ikke nødvendigt. Det var det i hvert fald ikke, da han blev nr. 2 sidste år, men fejlede i Flandern.

Den rytter, man vel næsten må glæde sig mest til at se, er Victor Campenaerts . Hans transformation er en bragende succes, og han imponerer i hvert eneste løb. Hans 5. plads i Omloop, hvor han var ramt af en uendelig byge af uheld, var i hvert fald svær at glemme, og selvom han brækkede et ribben i samme løb og derfor måtte droppe Tirreno, virkede han igen uhyggeligt stærk, da han angreb på Kemmelberg sidste fredag. Han er ikke eksplosiv, og vi har stadig til gode at se ham faktisk køre med de bedste i et hårdt løb som dette, men han har nu i Bruxelles, Koksijde og Benelux vist, at det synes inden for mulighedens grænser. Det er vel kun Küng, han blandt favoritterne slår i en spurt, og derfor skal han alene hjem, men får han først billet til finalen, har han aggressionen og tempoevnerne til at køre alene.

Hvor står Dylan van Baarle? Sidste år nåede han helt nye højder, da han endte i top 10 alle store brostensløb i denne periode, og hans VM bekræftede bare, at vi skal til at regne ham som klassikerstjerne. Desværre har han skuffet mig i både Algarve og Paris-Nice, for han plejer at starte som lyn og torden, men her han været ringere, end man kunne forvente. Det er derfor ikke mit indtryk, at han har ramt sin allerbedste form, som da han sidste år endte som nr. 13 i Paris-Nice, men omvendt har han haft to uger til at finpudse de sidste detaljer nu. Rammer han sit niveau, bør han køre finale, men her lider han under en svag spurt. Til gengæld kan han og Narvaez måske spille på et overtal - og så er han aldrig bange for at angribe tidligt, som han gjorde, da han sidste år vandt Dwars door Vlaanderen med et Asgreen-agtigt soloridt og flere gange har gjort i Flandern Rundt.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Det må være i år, at Fred Wright bryder igennem på brostenene. Det kunne man fornemme allerede i Benelux Tour, og det er bare blevet endnu tydeligere i år. Trods en brækket hånd i Saudi Tour kørte han en fornem åbningsweekend med masser af potentiale til at forbedre formen, og det havde han i Paris-Nice, hvor han imponerede stort som trækhest for Jack Haig i finalen af en lille bjergetape. Han skippede Sanremo for at satse på disse løb, hvor jeg tror, at han har styrken til at køre finale, hvis ikke han taber i positionskampen inden nøglestigningerne. Han er ganske hurtig, men ikke hurtig nok til at slå de hurtigste. Til gengæld kan han og Mohoric udgøre et overtal, hvor det vil være ham, ingen kender.

En anden, der kan bryde igennem, er Quinn Simmons. Sidste år kørte han et fremragende Strade Bianche, men siden forsvandt hans form som dug for solen i Tirreno, og den dukkede aldrig op igen. I år var han igen fremragende på gruset, men denne gang holdt formen hele vejen til Tirreno, hvor han vandt bjergtrøjen og imponerede stort på kongeetapen. Han har stadig til gode at bevise sig selv i disse løb, hvor han fejlede sidste år, men det er dem, han vil vinde. Han har de rette egenskaber, men mangler erfaring i positionskampen. Her kan hans stærke hold dog hjælpe. Som udgangspunkt er han hjælper, men sidder Trek med tre mand i finalen, vil det være dumt ikke at lade Simmons sammen med Stuyven angribe på skift og lade Pedersen satse på sin spurt.

Det fjerde danske es er Michael Valgren. Han synes stadig ikke at være helt på toppen, men han er bestemt konkurrencedygtig. Hans Sanremo var i hvert fald godt, indtil han styrtede i finalen, og det vidner om, at hans form er i klar fremgang efter en lidt haltende start. Brostensløbene passer ham ikke helt ideelt, men han har trods alt vundet Omloop og er blevet nr. 4 i Flandern Rundt, og han viste sidste efterår, at han stadig er en fabelagtig endagsrytter. Jeg tvivler dog på, at han har samme gyldne form nu, da hans motor i dag synes at skulle bruge mange løb til at blive varmet op, men mindre kan også gøre det i et løb, der grundet vejret næppe bliver et blodbad. Sidder han der i finalen, ved vi, at snigerangrebet før ham givet ham sejre i Amstel og Omloop og senest også i Toscana. Dem mestrer han bedre end langt de fleste,

Det skal ikke kun være danskere fra Skandinavien. Norge kan skam også, når de stiller med Rasmus Tiller. Nordmanden bragede ind på scenen sidste år, hvor han var en kronisk favorit i 1.1-løbene, og han har fortsat de lovende takter i år. Han lignede en af de bedste på Muren i Omloop, men til gengæld skuffede han i Le Samyn. Siden har der været relativt stille om ham, da hans hold har misset de store løb, og den manglende forberedelse kan måske have kostet i forhold til WorldTour-holdene. Potentialet er dog stort, og har han Omloop-benene, kommer han langt. Hans spurt er også ganske fin, og han er uden tvivl underdog i en taktisk finale.

Jeg er også lidt spændt på Movistar-duoen med Ivan Garcia Cortina og Alex Aranburu. Aranburu har virket flyvende siden Tirreno og var igen uhyre overbevisende i Sanremo. Her fandt Garcia Cortina også pludselig lidt form, inden hans løb desværre blev ødelagt af et styrt til sidst. Lige nu virker Aranburu stærkest, men han passer knap så godt til disse løb, hvor jeg frygter, at hans ringe positionering vil koste dyrt på en rute, hvor netop det betyder alt. Lykkes det at køre finale alligevel, er han ganske hurtig og samtidig underdog. Garcia Cortina passer på papiret bedre til brosten og havde kurs mod en kometkarriere, indtil han gik i stå efter nedlukningen. Nu giver hans Sanremo mig imidlertid et lille håb om, at han endelig kan vise det igen.

Ligesom Aranburu tror jeg, at Biniam Girmay vil tabe på sin positionering, da han er helt, helt uden erfaring i disse løb. Han har dog Alexander Kristoff på sit hold, og det kan måske alligevel redde ham. På papiret ar han ikke rigtigt staturen til brosten, og jeg vil tro, at han er en bedre ardennerrytter, men det skal komme an på en prøve. Han skuffede i sæsonstarten, men hans Sanremo viser, at formen er ved at være der. Han er så hurtig, at han kan drømme om at slå alle på stregen, og selve bakkerne passer godt til hans punch. Det er først og fremmest brostenene og erfaringen, der kan være en udfordring.

Endelig vil jeg pege på Dries van Gestel . Belgieren blev for nogle år siden nr. 13 i Flandern Rundt og lignede en ny kandidat til disse løb, men siden forsvandt han hurtigt. Nu synes han imidlertid at være tilbage. Han var blandt de bedste i Le Samyn, hvor han fejltimede sin spurt, og han vandt i Drenthe efter et soloridt, og hvor de øvrige ryttere beskrev ham som klart stærkest på Vamberg. Han missede nogle løb i sidste uge, men jeg har ingen melding om, at han skulle have været syg. Med hjælp fra et stærkt hold til positionskampen håber jeg, at han kan ende i finalen og sammen med Turgis udgøre et overtal. Jeg kunne også have nævnt Stan Dewulf og Dries de Bondt, der ligeledes har været flyvende på det sidste, men jeg bliver mere overrasket, hvis de kører finale.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. De væsentligste ændringer er, at Alexander Kristoff skipper løbet, og at Alpecin alligevel har udtaget Gianni Vermeersch. Sidstnævnte var sidste år i top 10 i E3, Gent-Wevelgem og Flandern Rundt og er én af de bedste i disse løb. Endelig får han uden Van der Poel egen chance og fortjener to stjerner, men hans form er usikker, da han missede Sanremo med sygdom.

***** Kasper Asgreen

**** Wout van Aert, Mads Pedersen

*** Christophe Laporte, Anthony Turgis, Søren Kragh, Jhonatan Narvaez, Stefan Küng

** Tiesj Benoot, Matej Mohoric, Jasper Stuyven, Florian Senechal, Victor Campenaerts, Dylan van Baarle, Gianni Vermeersch, Fred Wright, Quinn Simmons, Michael Valgren, Rasmus Tiller, Ivan Garcia Cortina, Alex Aranburu, Biniam Girmay, Dries van Gestel

* Peter Sagan, Stan Dewulf, Dries de Bondt, Zdenek Stybar, Mikkel Honoré, Davide Ballerini, Andrea Pasqualon, Heinrich Haussler, Mikkel Honoré, Ben Turner, Alex Kirsch, Oliver Naesen, Greg van Avermaet, Marco Haller, Lewis Askey, Magnus Sheffield, Valentin Madouas, Stefan Bissegger, Hugo Houle, Damien Touzé, Danny van Poppel, Luke Durbridge, Simone Consonni, Barnabas Peak, Kevin Geniets, Nils Politt, Arjen Livyns

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Danskerne

Kasper Asgreen, Mads Pedersen, Søren Kragh og Michael Valgren er alle tiltænkt en kaptajnrolle og omtalt ovenfor. Quick-Step stiller også med Mikkel Honoré, der melder om god form trods styrtet, der ødelagde Sanremo. Hans potentiale i disse løb burde være stort, men med sygdom, der kostede De Panne onsdag, er det nok tvivlsomt, om han vil køre finale, da han heller ikke har vis sit højeste niveau endnu. Hos UAE er man uden kaptajn, og her kan Mikkel Bjerg køre sin chance, måske med et angreb fra distancen. Endelig skal Mathias Norsgaard hos Movistar støtte Aranburu og Garcia Cortina og måske endda ramme det tidlige udbrud, mens Lasse Norman Hansen og Niklas Larsen på Uno-X skal støtte Rasmus Tiller.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Kasper Asgreens sejr fra 2021, Zdenek Stybars sejr fra 2019, Niki Terpstras sejr fra 2018, Greg van Avermaets sejr fra 2017, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2016, Geraint Thomas’ sejr fra 2015, Peter Sagans sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan tænkes måske at lave et resultat.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Asgreen er den erklærede kaptajn med Senechal som løjtnant. Holdet håber også, at Davide Ballerini og Zdenek Stybar kan spille en rolle, men førstnævnte har været syg et hav af gange, senest under Sanremo, og Stybar så efter sin sygdom skidt ud i Sanremo. Holdet beskriver Mikkel Honoré, der også har været syg, og Jannik Steimle som hjælpere.

Jumbo-Visma: Van Aert er kaptajn, men som nævnt kan Laporte og Benoot også komme i spil. Mike Teunissen har slet ikke fundet formen og udgik af Paris-Nice med træthed. Tosh van der Sande har skuffet i år, og selvom han ser overbevisende ud, er Nathan van Hooydonck hjælper.

Lotto Soudal: Det handler 100% om Campenaerts, da Brent van Moer ikke har vist meget i år.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Girmay ligner bedste bud, men Andrea Pasqualon var meget stærk i åbningsweekenden. Han har dog virket knap så stærk på det seneste. Barnabas Peak er formstærk og kan måske overraske. Hugo Page er lovende, men mangler erfaring, løbet er i dag for hårdt for Adrien Petit, og Aime de Gendt har ikke fundet formen i år.

Ag2r Citroën Team: I et let løb (som i år i Omloop) kan Greg van Avermaet og Oliver Naesen, der netop har været syg, fortsat være med, men jeg regner dette for løb for svært for dem med deres nuværende niveau. Stan Dewulf ligner bedste bud på en mand, der kan overraske. Damien Touzé har også set godt ud i år, men aldrig været fremme i disse løb. Bob Jungels er bedre end tidligere, men stadig langt fra fordums styrke.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Astana Qazaqstan Team: Gianni Moscon er stadig uhyre formsvag, så bedste bud er vel Fabio Felline, men det er meget længe siden, han har vist noget i disse løb.

Bahrain-Victorious: Mohoric er kaptajn med Wrigt som en skarp joker. Heinrich Haussler er stadig solid i disse løb og kan sagtens lave et fornuftigt resultat.

BORA-hansgrohe: Holdets kaptajn er Nils Politt, men han har været meget syg, passer ikke perfekt til de flamske løb og har ikke fundet forment. Danny van Poppel er god i disse løb, men E3 er som regel lidt for hårdt. Marco Haller var vild i dette løb sidste år, men det er ikke min fornemmelse, at han er på samme niveau nu. Jonas Koch har været god i år, men havde et grimt styrt i Denain og har aldrig været fremme i disse løb.

Cofidis: Holdet får det svært. Simone Consonni virker ganske formstærk, men dette løb er nok lidt for hårdt, som det også er det for Piet Allegaet.

EF Education-EasyPost: Holdets bedste bud er Valgren, men Stefan Bissegger viste ny robusthed i UAE Tour, så det bliver spændende at se, hvor langt han kan komme. Owain Doull er aldrig helt slået til i disse løb.

Groupama-FDJ: Det handler om Küng, men holdet har et alternativ i Valentin Madouas. Her er ikke skabt til disse løb, men har gjort det hæderligt i Flandern. Desværre skuffede han i Paris-Nice og i sidste weekend og synes ikke på toppen. Jeg glæder mig meget til at se, hvor langt formstærke Lewis Askey kommer, men han mangler erfaring. Kevin Geniets synes ikke på sidste års niveau.

INEOS Grenadiers: Narvaez og Van Baarle er kaptajner, men særligt Ben Turner og i mindre omfang Magnus Sheffield viste i Denain, at de kan overraske. Luke Rowe er ikke længere stærk nok til disse løb.

Israel-Premier Tech: Sep Vanmarcke har været syg 117 gange og har været tæt på at droppe klassikerne, så vi skal næppe have store forventninger. Hugo Houle er i sit livs form, men han har aldrig været helt fremme i disse løb, mens Tom van Asbroeck ikke har været flyvende i år. Jenthe Biermans har set bedre ud på det sidste, men kan ikke være med helt i front.

Movistar Team: Det handler om Aranburu og Garcia Cortina, men Johan Jacobs har også vist en vis robusthed i disse løb.

Læs også

Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads

Team BikeExchange-Jayco: Luke Durbridge var engang tæt på at vinde dette løb, men han er ikke længere på samme niveau. Luka Mezgec og Alex Edmondson er aldrig slået til i disse løb.

Team DSM: Kragh er bedste bud. John Degenkolb er stadig en skygge af sig selv og var syg under Sanremo. Nikias Arndt er aldrig slået til i disse løb.

Trek-Segafredo: Stuyven og Pedersen er de erklærede kaptajner med Simmons som en skarp joker. Alex Kirsch ser bedre ud end nogensinde, men må regnes som hjælper.

UAE-Team Emirates: Uden Trentin får holdet det svært, men Mikkel Bjerg og Rui Oliveira får lov at se, hvor langt de kan komme.

Alpecin-Fenix: Som nævnt i opdateringen har holdet alligevel udtaget Gianni Vermeersch, som er omtalt ovenfor. Dries de Bondt er flyvende lige nu, men jeg tror, at dette løb er for hårdt, og Michael Gogl synes formsvag. Silvan Dillier er aldrig slået til i disse løb, og Edward Planckaert og Tobias Bayer synes formsvage.

TotalEnergies: Turgis ligner bedste bud med Van Gestel som en joker. Peter Sagan er det store navn, men selvom han var uheldig i Sanremo, vil det undre mig, hvis han med sine få løbsdage og megen sygdom er med fremme i et løb så hårdt som dette. Så skal han i hvert fald have forbedret sig meget. Daniel Oss, Edvald Boasson Hagen og Niki Terpstra er i dag bare hjælpee.

B&B Hotels-KTM: De skal satse på udbruddet. Rammer han det, kan formstærke Alexis Gougeard nok komme relativt langt.

Bardiani-CSF-Faizané: Vi krydser fingre for, at de rammer udbruddet.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Eneste reelle kandidat er Arjen Livyns, men selvom han har haft en lang løbspause, tyder intet på, at han efter sin knæskade er på same niveau som i begyndelsen af sidste sæson.

Sport Vlaanderen-Baloise: Ward Vanhoof er vel bedste bud, men det handler om at ramme udbruddet.

Uno-X Pro Cycling Team: Det handler om Tiller. Egentlig har Anders Skaarseth og Niklas Larsen også potentiale i disse løb, men førstnævnte synes ikke på toppen, og sidstnævnte gør sæsondebut efter en problematisk vinter.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris