STREAM DWARS DOOR VLAANDEREN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Løbets rolle og historie

I årtier havde sidste del af Den Flamske Cykeluge, der er rammen om de største brostensklassikere på belgisk jord, den samme afslutning. Efter en indledning, der bød på Dwars door Vlaanderen som onsdagsopvarmning og siden 2010 derefter E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem i weekenden - før 2010 udgjorde E3 og Brabantse Pijl den første weekend i den berømte uge - var det fast tradition, at det lille etapeløb 3 Dage ved Panne fungerede som sidste opvarmning til Flandern Rundt i løbet af ugen, der leder op til det flamske monument

Sådan er det ikke længere. Den uhyre magtfulde arrangør Flanders Classics, der står for alle de største flamske endagsløb undtagen E3 og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, var længe på udkig efter en model, som kunne give større status til Dwars door Vlaanderen, der som regel ikke kunne tiltrække de største stjerner. Med en placering bare fire dage efter Milano-Sanremo og to dage inden E3 skippede de store navne som regel den lille midtugeklassiker til stor frustration for mændene bag Flanders Classics. I 2017 tog man første skridt ved at sikre løbet WorldTour-status, men det havde kun delvist den ønskede effekt, da navne som Peter Sagan og Greg Van Avermaet fortsat ikke lod sig friste til at stille til start.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Løsningen lå lige for. Organisationen blev lun på ideen om at overtage den eftertragtede placering, som 3 Dage ved Panne nu i mange år havde haft monopol på, og man var ikke for ublu til at benytte de mange muskler til at presse den lokale cykelklub i De Panne, der på imponerende vis havde stået bag et af Belgiens største etapeløb i årtier, væk. Meldingen kom i efteråret 2017, hvor løbsdirektør Wim Vandenhaute sejrssikkert meldte ud, at hans løb fremover ville blive afviklet onsdagen inden Flandern Rundt, og trods højlydte protester fra De Panne lod han sig ikke rokke. Det blev hurtigt klart, at Vandenhaute havde opbakning fra UCI, og derfor måtte den lille cykelklub kaste håndklædet i ringen.

Resultatet blev, at Dwars door Vlaanderen i 2018 for første gang afvikledes midt i Den Flamske Cykeluge som den fjerde af de fem WorldTour-klassikere, der nu udgør hjertet af den flamske klassikersæson, mens 3 Dage ved Panne måtte lade sig reducere til en endagsløb, der nu afvikles på Dwars door Vlaanderens gamle plads onsdagen inden E3.

Dermed har Flanders Classic fået det præcis, som de vil have det, og håbet er, at det fremover vil kunne tiltrække sportens store stjerner. I de senere år har de ganske vist i stort tal skippet 3 Dage ved Panne, der har været anset for lidt for stor en mundfuld for klassikerrytterne efter to hårde endagsløb på tre dage og med udsigt til et stort monument bare fire dage senere. Flanders Classics håber, at en endagsløb vil være en mere overkommelig affære og derfor mere attraktiv, på samme måde som Scheldeprijs ofte har held til at tiltrække mange topnavne onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. For at gøre løbet endnu mere attraktivt har man samtidig gjort distancen kortere og ruten langt lettere, så det nu sammen med det nye endagsløb i De Panne fremstår som det letteste af de fem WorldTour-klassikere og med en større appel til sprinterne end tidligere.

Effekten er ikke udeblevet. Selvom løbet som nyt på WorldTouren ikke har haft krav på deltagelse fra alle WorldTour-hold, var FDJ i 2018 det eneste hold fra det fineste selskab, der ikke stillede til start. Samtidig var stort set alle de allerstørste klassikerstjerner med, og blandt de store favoritter til Flandern Rundt var det kun Peter Sagan, Michal Kwiatkowski, den sygdomsramte Sonny Colbrelli, Matteo Trentin samt Arnaud Demare, der ikke var at finde i feltet. Hovedaktørerne skuffede heller ikke, da de intet holdt tilbage inden søndagens monument og udnyttede de vanskelige vejrbetingelser til at give publikum et forrygende cykelløb.

Den tendens fortsatte i 2019, hvor alle WorldTour-hold for første gang var med, og sådan var det også i 2021, hvor alle de bedste hold var med. Selvom man måtte leve uden Wout van Aert, var det ikke et ringe udkomme, at Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe og Kasper Asgreen alle prioriterede løbet højere end Gent-Wevelgem. Sidste var tendensen til gengæld knap så udtalt. Igen var alle WorldTour-holdene til start, men mange af de største navn sparede sig. Man fik dog et boost af, at Mathieu van der Poel skulle bruge et brostensløb efter sin skade, og af at Tadej Pogacar skulle føle sine første brosten inden debuten i Flandern Rundt.

I år er det endnu værre. Den tiltrækningskraft, løbet i starten havde, synes forsvundet. Alle WorldTour-hold er ganske vist med, men de største favoritter til Flandern Rundt udebliver. Van Aert dropper løbet for tredje år i træk, og denne gang mangler Van der Poel heller ikke løbskilometer. Pogacar skulle have kørt løbet, men valgte i sidste ende i stedet E3, og dermed mangler man de tre største Flandern-favoritter. Man kan dog stadig glæde sig over deltagelse af stærke Flandern-kandidater som Dylan van Baarle, Stefan Küng, Valentin Madouas, Mads Pedersen, Tiesj Benoot, Tom Pidcock, Filippo Ganna, og Julian Alaphilippe samt en hel række outsidere.

Kalenderplaceringer har givet en risiko for, at hovednavnene som i Scheldeprijs blot vil bruge løbet som træning - som det i mange år også har været tilfældet i De Panne - men sådan har det slet ikke være i de første udgaver. Derudover betyder den nemmere rute, at løbet er blevet et stort mål for sprinterne, der ser det som et af fire flamske løb, de kan vinde. Sammen med Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Gent-Wevelgem og Scheldeprijs udgør det en sprintervenlig klassikerserie, og det er derfor ikke overraskende, at navne som Jasper Philipsen, Dylan Groenewegen, Olav Kooij, Arnaud De Lie, Caleb Ewan, Fernando Gaviria, Tim Merlier, Alexander Kristoff, Giacomo Nizzolo, Jonathan Milan og Jordi Meeus alle stiller til start denne onsdag.

Dwars door Vlaanderen er som sagt den mindste og mindst prestigiøse af de belgiske klassikere i Den Flamske Cykeluge. Den status skyldes imidlertid ikke en mangel på historie, idet den første udgave blev afviklet helt tilbage i 1945, og siden da har løbet endda været afholdt hvert år bortset fra i 1971 og coronråret 2020. Løbet var oprindeligt et to dage langt etapeløb, men siden 1965 har det været afholdt som endagsløb.

Fra starten var det hovedsageligt en belgisk affære, men gradvist gjorde også hollænderne deres indtog. Det tog imidlertid noget tid for løbet at vinde international anerkendelse, og det var først i 1993, at Olaf Ludwig blev den første vinder fra et tredje land. Den virkelige internationalisering er et relativt nyt fænomen, men i de seneste ti år er løbet gradvist vokset til en begivenhed på højeste niveau og et vigtigt mål for ethvert hold med ambitioner i brostensklassikerne. Kulminationen på denne udvikling blev nået i efteråret 2016, hvor det blev meddelt, at den belgiske semiklassiker var en del af den gruppe af løb, der har opnået optagelse på WorldTouren, og det er altså målet, at den nye kalenderplacering vil fortsætte med at løfte dets prestige.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Løbet har traditionelt været en perfekt chance for de vigtigste hjælperyttere og de unge talenter til at gå efter lidt personlig succes, inden de i de største løb stiller sig til rådighed for de store stjerner. Det er således ingen tilfældighed, at syv af de seneste ti udgaver alle er vundet af ryttere lige under toppen af klassikerhierarkiet, og det har ofte givet en god indikation på, hvem der har kunnet overraske i de følgende uger. Niki Terpstra vandt eksempelvis to gange, inden han etablerede sig som et af sportens hovednavne, og løbet blev scenen, der afslørede den fulde rækkevidde af hans talent. I de senere år er det Yves Lampaert, der med to sejre i træk afslørede, at han snart var klar til at være med i front også i de største løb. Med den stærkere startliste ser det dog ud til, at den tendens vil være dalende i fremtiden, og Mathieu van der Poel har da også vundet to af de seneste udgaver.

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne. I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole. Rutedesignet placerer det i den anden kategori, da løbet har bevæget sig fra dets centrum i Waregem ud til De Flamske Ardenner langs en kompliceret rute, inden man kører tilbage til mål. På den anden side har ruten været nemmere end i de større løb, og det har betydet, at sprinterne af og til har haft en chance. Selvom løbet i de senere år er blevet gjort hårdere - i hvert fald indtil kalenderændringen - har gode vejrbetingelser før givet muligheder for de hurtige afsluttere. Tidligere sluttede løbet med omgange på en flad rundstrækning, og det gav endnu bedre mulighed for, at der kunne ske en regruppering, men den ide opgav arrangørerne for nu ca. 15 år siden i et forsøg på at skabe mere udskilning. Robbie McEwen var blandt de ryttere, der protesterede højlydt, men trods hans klager er løbet alligevel flere gange blevet afgjort i en spurt siden dengang.

Fra og med 2018 er ruten som sagt gjort endnu nemmere i et forsøg på at tiltrække flere store navne. Den grundlæggende struktur er uforandret, men denne gang undlader man hovedparten af de vanskeligste stigninger i De Flamske Ardenner. Juryen er stadig ude i forhold til, hvilken effekt det vil have, hvis vejret ikke som i 2018 er dårligt, men i teorien har ændringen i hvert fald gjort løbet mere sprintervenligt. Alligevel har vi ikke set én eneste spurt i tiden på WorldTouren, selvom det har været tæt på, ikke mindst i 2021.

I 2022 havde man endda gjort ruten endnu nemmer end de foregående år, men denne gang var vi ikke i nærheden af en spurt. Mathieu van der Poel skulle teste benene, og sammen med Ineos gik han i offensiven. En gruppe med ham selv, Tiesj Benoot, Tom Pidcock, Victor Campenaerts, Nils Politt, Stefan Küng og Ben Turner kørte væk fra distancen og samlede Kelland O’Brien op fra udbruddet. De endte med at afgøre det i en underholdende og aggressiv finale, hvor det til sidst i det taktiske spil lykkedes for Benoot og Van der Poel at køre væk. Den spurt gav sig selv, da Van der Poel med lethed kunne vinde løbet for anden gang, denne gang foran Benoot og Pidcock, der vandt spurten om 3. pladsen. Van der Poel går denne gang imidlertid ikke efter et hattrick, men Benoot og Pidcock er begge med igen i et forsøg på at tage den sejr, de akkurat missede sidste år.

STREAM DWARS DOOR VLAANDEREN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Ruten

Som sagt betyder ruten, at Dwars door Vlaanderen falder i samme kategori som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der alle deler den samme grundlæggende struktur. Løbene indledes med et langt, fladt stykke, der fungerer som opvarmning, inden man rammer en række af hellingen og brostensstykker i anden halvdel. Det er her, udskilningen skabes, inden løbene afsluttes med endnu et fladt stykke tilbage til mål. Hvad der gør løbene forskellige, er deres distancer og start- og målbyer, og det er i høj grad disse forhold, der bestemmer deres sværhedsgrad

Tidligere sluttede løbet med et par omgange på en flad rundstrækning i Waregem, og det gjorde det til et godt løb for sprintere og gav det ligheder med Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For at gøre løbet hårdere droppede arrangørerne imidlertid den ide, hvormed det blev mere beslægtet med Flandern Rundt og E3 Harelbeke. Siden da har det været meget sværere for sprinterne, og kun i 2016 er det endt i en spurt, mens det i 2011, 2014 og 2021 akkurat lykkedes henholdsvis duoen Nick Nuyens-Geraint Thomas, Niki Terpstra og senest Dylan van Baarle at holde feltet bag sig.

Siden 2018 har ønsket om at tiltrække flere stjerner som nævnt ovenfor betydet, at man har omlagt ruten fuldstændig, reduceret distancen med ca. 25 km og gjort løbet langt lettere. Strukturen med et indledende fladt stykke som opvarmning og en kringlet tur rundt i De Flamske Ardenner efterfulgt af et fladt stykke tilbage til Waregem er bibeholdt, men turen rundt i den kuperede zone er afgørende forandret. Væk er de berømte og meget svære stigninger Paterberg og Oude Kwaremont, der forsvandt med ruteomlægningen i forbindelse med kalenderændringen i 2018. Blandt områdets svære stigninger har det siden dengang kun været Taaienberg, der fortsat har været på menuen, men den har været placeret med mere end 50 km til mål. De afsluttende stigninger har alle været betydeligt lettere, selvom Knokteberg før har vist sig i stand til at gøre forskelle.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sidste år ændredes ruten igen markant. Arrangørerne ville nemlig undgå for mange farlige passager, der kunne få stjernerne til at skippe løbet, der afvikles kort inden Flandern Rundt, og derfor blev det et farvel til løbets sværeste stigning, Taaienberg, der ligesom Kluisberg og Stationsberg forsvandt fra ruten. I stedet introduceredes tre meget ukendte bakker, der ikke bruges i de øvrige flamske løb, nemlig Zeelstraat, Stooktestraat og Ladeuze, ligesom der introduceres to ekstra pavéer, hvoraf særligt Den Doorn er ganske svær. Udover tabet af Taaienberg va en anden ”pris” for omlægningen, at Knokteberg nu kom med mere end 50 km til mål og ikke som tidligere 35 km fra stregen, men det var arrangørernes forventning, at den nye Ladeuze, der var placeret med samme afstand til mål, som vi tidligere så med Knokteberg, kunne overtage rollen som den sidste plads til at gøre væsentlige forskelle.

Modellen genbruges i alt væsentligt i år, men alligevel er der ændringer. Knokteberg og Ladeuze ligger nogenlunde, hvor de gjorde sidste år, men man lægger to ekstra flade pavéer ind i finalen, nemlig Huisepontweg og en ekstra passage af Herlegemstraat. Derudover erstattes den sidste stigning, Holstraat, med en lidt vanskeligere bakke i Nokere, men begge bakker er ganske lette. Endelig ændres der lidt på den tidlige del af løbet, hvor den de to første stigninger er noble andre end dem, der blev benyttet sidste år, mens den nye stigning Stooktestraat og en passage af Hotond udgår og ikke erstattes. Samlet set betyder det, at antallet af stigninger falder fra 13 til 11, men til gengæld betyder ændringen i finalen, at antallet af flade pavéer øges fra 6 til 8.

Byen, der definerer Dwars door Vlaanderen, er Waregem, som ligger midt i hjertet af De Flamske Ardenner og er løbets målby. Som i alle andre flamske storløb indleder rytterne Dwars door Vlaanderen med at køre adskillige kilometer i fladt terræn. Det nu bare 183,5 km lange løb indledes i Roeselare vest for Waregem, og herfra bevæger man sig ad flade veje ud på en lille sløjfe mod nordøst for herefter at køre mod sydøst og nordøst til hovedbyen, som passeres efter 30,9 km, dog uden en passage af målstregen. På dette tidspunkt er det tidlige udbrud vanligvis blevet etableret efter en meget hektisk indledning, og løbet har fundet en stabil rytme.

Efter passagen gennem Waregem er det tid til at bevæge sig ind i De Flamske Ardenner, der er placeret sydøst for byen. Således kører rytterne igennem fladt terræn mod sydøst ned mod bakkerne, hvor man snor sig nu i De Flamske Ardenner og undervejs kører rundt på en lille rundstrækning i terrænet for at ramme flere af bakkerne. Forinden skal man dog over pavéen Varentstraat (2000 m) efter 50,2 km, hvorefter det går mod nordøst frem til Oudenaarde, der markerer starten på stigningerne.

Den nye rute er primært karakteriseret af asfaltstigningerne Knokteberg/Cote de Trieu (1100 m, 7,0%, max. 11,8%), som altid er et nøglepunkt i løbet, samt Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%), der begge skal passeres to gange. Fra Oudenaarde kører man dog som noget nyt først mod øst op ad Volkegemberg (1100 m, 4,8%, max. 10%), der har top efter 66,3 km, hvorefter man med det samme skal over pavéen Holleweg (600 m), der indledes på toppen. Nu følger et længere stykke, hvor man primært kører mod sydvest, indtil man for første gang skal op over Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%), der har top efter 83,2 km. Umiddelbart herefter skal man for første gang op ad Knokteberg (1100 m, 7,0%, max. 11,8%), der nu har top efter 90,7 km.

Her kørte man sidste år den nye Stooktestraat (900 m, 5,6%, max. 10%) og endnu en passage af Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%), men de droppes. I stedet kører man direkte frem til Kortekeer (900 m, 6,5%, 9,8%), der passeres med 85,4 km igen, og hvor man rammer sidste års rute. Bare 2,2 km senere skal man over den 2,4 km lange Mariaborrestraat-pavé, men som sidste år kører man udenom løbets traditionelle nøglepunkt med Steenbeekdries og den svære Taaienberg. I stedet kører man mod øst og syd ad næsten 10 flade kilometer, inden man kører mod sydøst op ad den brostensbelagte Berg ten Houte (1100 m, 6%, max. 21%) med 71,6 km igen.

Kort efter går det mod nordvest op ad Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%) ned 65,9 km igen, men derefter melder sig igen et længere fladt stykke, når man snor sig mod vest igennem udkanten af Ronse, inden det for anden gang i løbet går mod nord op ad Knokteberg/Cote de Trieu (1100 m, 7,0%, max. 11,8%), der plejer at være det sidste og afgørende nøglepunkt, men nu kommer allerede med 52,9 km igen. Derfra går det uden en nedkørsel direkte mod øst frem til anden og sidste passage af Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%), der passeres med 49,3 km igen. Igen går det derefter mod nord til anden og sidste passage af Mariaborrestraat-pavéen (2400 m), der kommer med 42,8 km igen.

Nu sættes kursen mod nordvest og nord, idet man forlader De Flamske Ardenner for at køre tilbage mod Waregem. Som sidste år sker det ved, at man umiddelbart efter Mariaborrestraat skal over Ladeuze (1200 m, 5,6%, max. 11%) med 38,1 km igen. Herefter går det tværs igen gennem Oudenaarde, målbyen for Flandern rundt, i hvis udkant man igen i år skal over den vanskelige pavé Doorn (900 m) med 29,3 km igen. Herefter sker der imidlertid noget nyt, når man modsat sidste år næsten med det samme skal over pavéen Huisepontweg (1600 m), der rammes med 26,9 km, inden man rammer det velkendte indløb fra tiden før sidste års ændring, når man kører mod vest frem til den brostensbelagte Nokereberg (500 m 5,7%, max. 6,7%), der kommer 21,8 km fra stregen, hvilket er ca. 11 km længere fra mål end før 2022-udgaven. Modsat sidste år skal man nu for første gang over Herlegemstraat (800 m) med 19,1 km igen. Ligesom sidste år kører man nemlig nu mod vest ind til udkanten af Waregem.

Nu kører man en omgang på en rundstrækning, men i modsat retning af sidste år. Det betyder, at man ligesom sidste år skal op ad en bakke til byen Nokere, men hvor det sidste var via Holstraat-stigningen, er det nu en ny stigning, Nokere (750 m, 5,7%, max. 6,7%), hvis top passeres med 9,2 km. Den nye rækkefølge betyder også, at sidste udfordring ikke er en bakke, men derimod en anden og sidste passage af Herlegemstraat (800 m), der kommer med 6,3 km igen. Derfra går det igen ad samme vej som tidligere mod vest ind til Waregem, hvor man denne gang fortsætter helt ind til centrum ad helt flade veje, inden en teknisk finale, der ligesom sidste år mere kringlet end tidligere, venter. Således kommer der en hel serie af sving på de sidste 3 km, nemlig med hhv. 3000 m, 2000 m, 1700 m og 1100 m igen, inden det går ad en lige vej frem til to sene sving med hhv. 400 og 300 m igen.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Ruten blev som sagt nytænkt i 2018 og 2019, hvor den var helt identisk begge år, med den væsentlige ændring, at Paterberg og Oude Kwaremont tidligere blev passeret med ca. 35 km til mål. De sidste ca. 30 km var imidlertid de samme som i 2017. I 2021 blev der foretaget et par mindre, men ikke væsentlige justeringer, mens ruten altså som sagt sidste år gennemgik en større ansigtsløftning, der med visse modifikationer, særligt i finalen, genbruges i å.

Løbet byder på i alt 1437 højdemeter, hvilket er godt 200 færre end i 2022, ca. det samme som i 2021 og ca. 200 flere end i 2019.

STREAM DWARS DOOR VLAANDEREN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Vejret

Som anført har vejret altid været en helt afgørende faktor i Dwars door Vlaanderen, hvor forholdene i høj grad bestemmer løbets hårdhedsgrad. Dårligt vejr har øget chancen for udskilning, men sprinterne har haft en langt bedre mulighed, hvis vejret er godt.

Efter de forfærdelige betingelser i særligt to af sidste uges tre løb bliver det meget bedre denne onsdag. Den mest markante forskel er, at vi går fra søndagens kulde til noget, der vel næsten kan betegnes som forårslune. Det vil være overskyet, og i løbets første par timer vil der være en bygerisiko på 30-70%, men de sidste par timer vil være tørre med en temperatur på hele 17 grader. Vinden vil være jævn (16-20 km/t), svagt tiltagende og komme fra syd. Det giver hovedsageligt mod- og sidemodvind i den indledende fase og derefter vind fra alle retninger på den kringlede tur rundt i De Flamske Ardenner. Fra bunden af sidste passage af Knokteberg få man i finalen næsten uafbrudt med- og sidemedvind - herunder direkte medvind på både Knokteberg og Ladeuze frem til Huisepontweg, hvorfra der vil være forskellige former for sidevind næsten resten. Det gælder således både på den sidste stigning og den sidste pavé. Slutteligt får man mod- og sidemodvind med 3 km, hvilket varer ved indtil man med 400 m igen får sidevind og med 300 m igen medvind.

Favoritterne

Med den nye rute og den nye kalenderplacering, som vi fik i 2018, er Dwars door Vlaanderen reelt at betragte som et helt nyt løb. Ikke blot har den nye, lettere rute i sig selv betydet usikkerhed om, hvad vi kan forvente. Det langt stærkere felt har også betydet, at løbet er blevet tilført en helt ny dynamik. Tidligere var det primært et løb for unge talenter og luksushjælperyttere, men nu stiller de fleste hold med deres store stjerner.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Forud for 2018-udgaven skabte det en del usikkerhed om, hvorvidt det ville blive et sprinterløb eller ej. Det viste sig hurtigt, at det dårlige vejr umuliggjorde det for folk som Elia Viviani og Dylan Groenewegen, der ellers havde gjort det til et mål, og i stedet blev det et løb for de hårde drenge. Alligevel viste det sig også tydeligt, at finalen var en anelse for let, og derfor blev det en temmelig taktisk affære, hvor blandt andre Tiesj Benoot og Greg Van Avermaet spillede deres kort en anelse for tidligt, og derfor ikke kom med, da det afgørende fremstød kørte. Med andre ord var det en kombination af gode ben og tilfældigheder, der afgjorde, at det lige præcis blev Yves Lampaert, Mike Teunissen, Sep Vanmarcke, Edvald Boasson Hagen og Mads Pedersen, der kørte finale, for blandt dem var det kun Vanmarcke, der var blandt de bedste på de sværeste hellingen.

I 2019 var vejret bedre, og også her lykkedes det at undgå en spurt. Det skyldtes en Mathieu van der Poel, der med kløe i benene angreb allerede anden gang op ad Knokteberg med hele 62 km igen. Han lå længe ude foran sammen med Anthony Turgis og Ivan Garcia Cortina - efter at Kasper Asgreen var røget af grundet en punktering - men de blev næsten hentet inden sidste passage af Knokteberg, hvor det dog lykkedes Tiesj Benoot og Bob Jungels at køre op til Turgis, Van der Poel og Lukas Pöstlberger, der var overlevet fra det tidlige udbrud. I et vildt forfølgelsesløb lykkedes det dem herefter at snyde feltet med 16 sekunder, og bag dem havde løbet trods alt været så hårdt, at kun ca. 60 mand var tilbage i det felt, hvis spurt blev vundet af Danny van Poppel.

I 2021 var vi endnu tættere på en spurt. På en sjælden offday var Van der Poel ufatteligt passiv, og selvom det splittede mange gange undervejs, var det kun Dylan van Baarles vilde vanvidsridt over mere end 50 km, der forhindrede en spurt i et felt på godt 50 mand - i hvert fald hvis man ser bort fra at Christophe Laporte med et snigerangreb til sidst kunne sikre sig 2. pladsen foran Tim Merlier, der vandt spurten. Med andre ord fik vi i de tre første udgaver ikke en spurt, men vi var meget tæt på i to ud af de tre udgaver, og det var kun i 2018-udgaven møgvejr, at sprinterne var helt ude af billedet.

Den udvikling viser, at Dwars door Vlaanderen med den rute, man brugte til de tre udgave, var lidt af et sært misfoster. På den ene side kunne vi i hvert fald under de rette vejrbetingelser få et hårdt, selektivt løb, men selv i det tilfælde var finalen så let, at det også blev et spørgsmål om taktik og ikke kun gode ben. Omvendt var løbets eneste meget svære stigning, Taaienberg, placeret meget langt fra mål, og derfra var de resterende bakker så lette, at sprinterne havde ganske gode chancer for at sidde med - også selvom vi i 2019 så, at løbets anden nøglestigning, Knokteberg, kunne gøre forskellen. I godt vejr krævede det i hvert fald krævet en ret determineret indsats fra de hårde drenge at holde en frontgruppe fri efter passagen af Taaienberg, men det lykkedes altså akkurat i både 2019 og 2021.

Endnu mere kompliceret har det været af, at ingen i første omgang anede, hvordan de store navne ville gribe løbet an. Scheldeprijs har en lignende kalenderplacering og bliver af stort set alle klassikerstjernerne bare brugt til forberedelse frem mod Paris-Roubaix. Forskellen er imidlertid, at det løb har en helt anden og langt mere sprintervenlig rute, der gør det helt uegnet for de hårdføre typer. Dwars door Vlaanderen indbyder meget mere til at køre rigtigt cykelløb. På den anden side gjorde dele af 3 Dage ved Panne det samme, ligesom Gent-Wevelgem også havde en ganske hård rute, da det lå imellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Alligevel blev begge disse løb med deres gamle kalenderplacering meget ofte betragtet som forberedelse.

Nu ved vi heldigvis mere. De fleste stjerner skipper i dag onsdagens løb, men de ryttere, der stiller op, gør det ikke bare for at træne. Heldigvis har de foregående udgaver vist, at der ikke er blevet holdt noget tilbage, og putter man et nummer på ryggen i morgen er det for at vinde.

Nu blev det hele så endnu mere kompliceret af sidste års markante ruteomlægning. Det er svært ikke at se det som et betydeligt lettere løb. Taaienberg er helt væk, og Knokteberg kommer nu ikke med 35 km igen, men med mere end 50 km igen. Man har forsøgt at lægge Landeuze ind som en erstatning for Knokteberg, men selvom den beskrives som svær, er dataene ikke imponerende, og den er i hvert betydeligt lettere end forgængeren. Sidste år havde løbet har 200 højdemeter mere end i 2021 og hele 400 højdemeter mere end i 2019, men i år har man fjernet to tidlige stigninger, så vi igen ryger ned på niveauet fra 2021. Til gengæld betyder de to ekstra pavéer i finalen samt den hårdere sidste bakke op til Nokere, at der bliver ekstra mulighed for at gøre forskelle til sidst, men de udfordringer er så små, at de kun kan bruges til at afgøre tingene, hvis vi har en lille gruppe til sidst. Hvis vi har et stort felt, når vi rammer disse sidste udfordringer, får vi også en spurt.

Sidste år gik jeg imidlertid helt galt i byen. Jeg vurderede, at den lettere rute ville føre til en spurt, fordi vi havde været så tæt på i både 2019 og 2021. Det viste sig imidlertid helt skævt, og vi var aldrig tæt på det. Det skyldtes, at Van der Poel igen skulle køre cykelløb, og det samme skulle Ineos med Tom Pidcock og Ben Turner, og med et angreb fra distancen skabte de den grupper, der endte med at køre om sejren, og som også talte Tiesj Benoot, Victor Campenaerts og Stefan Küng samt de tidligere udbrydere Nils Politt og Kelland O’Brien. Til gengæld var der ingen Tadej Pogacar eller Valentin Madouas, for de blev fanget i positionskampen, og selvom de kørte væk sammen med Jan Tratnik, så de aldrig fronten igen.

Faktum er altså, at vi i fire udgaver - tre med den gamle og én med den nye rute - endnu ikke har haft en spurt. To gange var vi meget tæt på, men to gange var vi ikke i nærheden. Den ene gang skyldtes det vejret, og den anden gang skyldtes det Van der Poel, men vi så også i 2019, at selv Van der Poel næsten ikke kunne forhindre den spurt, vi var tæt på at få. Logikken tilsiger, at vi med den nye rute har en større chance for en spurt.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I år spiller vejret kun delvist med i forhold til skabe et hårdt løb. Sidste uges elendige vejr er væk, og i stedet får Belgien et pust af noget forårsvarme, de meget gerne må sende videre til Danmark. Nogen flot dag bliver det imidlertid ikke, og selvom vinden ikke vil være kraftig nok til at skabe splittelse, får vi stort set fuld medvind fra bunden af sidste passage af Knokteberg op over Ladeuze og frem til den anden af de fire finalepavéer, hvorfra vi får sidevind i finalen. Det taler for, at det kan lade sig gøre at holde hele vejen.

Uden Taaienberg starter nøglepunktet ved Berg Ten Houte, hvorefter det særligt er på Kanarienberg og Knokteberg, at forskellen skal gøres. Her skal de stærke drenge spille med musklerne, og vi vil formentlig se en gruppe køre væk. Herefter vil vi sandsynligvis se det forfølgelsesløb, vi fik i 2019 og 2021, for efter sidste passage af Knokteberg er terrænet næppe svært nok til at gøre forskelle. Spørgsmålet er så, om de ryttere, der kommer væk i den vanskelige fase, kan holde sig fri, som de har gjort de foregående gange, eller om vi får regrupperingen

Det er pokkers svært at svare på. Det afhænger helt af frontgruppens sammensætning. De hold, der misser den og har en sprinter - og det har de fleste hold i et løb, hvor en spurt er en mulighed, vil - vil jagte. Endnu mere kompliceret bliver det af, at løbet er så let og nøglepunkterne så få, at det ikke kun er de gode ben, der bestemmer, hvem der vil være med i front. Det handler i næsten endnu højere grad om positionering, som vi så med Pogacar og Madouas sidste år. Gruppen vil komme være på en af de to nøglestigninger, og da der ikke rigtigt er nøglepunkter senere i løbet, er bussen kørt, hvis man sidder for langt tilbage, når det går løs. Man har altså kun ét skud i bøssen, og det gør det svært at spå om, hvem der vil sidde med i front.

Feltets sammensætning er i den sammenhæng altid afgørende. Der er hold, der helt sikkert skal undgå en spurt. Det er særligt Ineos og FDJ, men også eksempelvis Bahrain og EF. Så er der hold, der helt sikkert skal spurte. Det gælder som udgangspunkt for hold som Alpecin, Bora og Lotto, men Jasper Philipsen, Danny van Poppel og Arnaud De Lie kan sagtens vise sig gode nok til også at være med i et hårdt løb. Endelig er der blandingsholdene. Det er særligt Jumbo og Soudal. De vil helt sikkert gribe løbet offensivt an, men de har også en sprinter, hvis det kikser, hvad der dog næppe sker for Jumbo. I denne kategori finder vi også Trek og UAE. De vil helst køre det hårde løb, men kikser det, er de klar til en spurt.

Det kan altså gå begge veje, og ligesom sidste år synes jeg stadig, at chancen for en spurt i et felt med så mange gode sprintere er stor. Vi mangler også Van der Poel til at få løbet til at eksplodere. Til gengæld kommer Ineos og FDJ, der begge vil undgå en spurt, også i så stærke formationer, at de har potentiale til at få det til at eksplodere, og da de helt sikkert får hjælp af Jumbo, kan der altså etableres en meget potent frontgruppe, der i en medvindsfinale kan blive svær at hente. Derfor hælder jeg til, at vi får et scenarium som sidste år, men jeg regner spurten som relativt sandsynlig.

Er det en lille gruppe, der skal afgøre det, er det et svært løb at gøre det færdigt i. Finalen er hårdere end sidste år, men den er stadig let, og det er derfor mere taktik end gode ben, der afgør det. Sidste år var Tiesj Benoot tæt på at snyde dem alle i det taktiske spil, men Van der Poel var vågen, gik med og slog belgieren i spurten. I 2018 endte det til gengæld i en spurt i den lille gruppe, der afgjorde det.

Hvis vi får en spurt, bliver det ikke i et fuldt felt. I 2019 var de ca. 60 mand tilbage og i 2021 ca. 50 mand. Denne rute er lettere, og derfor kan feltet ende med at blive større, men der vil altid stilles visse krav til sprinternes holdbarhed. Derudover er det en uhyre teknisk finale med to sving med 400 og 300 m igen, og forinden er løbet endda blevet endnu mere kringlet, end det plejer at være. Selvom positionskampen er mindre intens i et mindre felt, vil det være en spurt, hvor position er vigtigere end fart.

Fordi løbet kan gå begge veje, og fordi finalen er let og dermed lidt mere tilfældig, er det meget svært at pege på entydige favoritter. Jeg prøver at pege på Mads Pedersen. Danskeren kørte et hæderligt E3, hvor flere dog var stærkere end ham, men på den lettere rute i søndags, var han ved begge de to sidste passager af Kemmelberg blandt de stærkeste. Dette løb er lettere end E3 og burde passe ham ganske perfekt. Han slipper også for at slås med de tre fænomener fra i fredags, og har han de ben, han havde i søndags, burde han på disse bakker være blandt de stærkeste.

Som sagt er det dog særligt positioneringen, der bliver afgørende for, hvem der sidder med i front, og her plejer Pedersen at stå stærkt. Chancen for, at han sidder med i front, er med andre ord god, og hvis det sker, taler meget for, at han vil være hurtigste mand. Problemet er selvfølgelig den taktiske finale, der kan være svær at styre, men her kan der være håb om, at han får Jasper Stuyven med. Belgieren havde uheld i E3 og så skidt ud i søndags, men på denne rute, hvor meget handler om positionering, er chancen for to mand i front til stede, og så burde det være muligt at holde det sammen til en spurt. Lykkes det, kan det meget vel blive til Pedersens tredje store sejr i en flamsk klassiker. Endelig har han også en god chance, hvis det samles til en spurt. Her er et par hurtigere folk, men i denne tekniske finale har han med supertoget med Edward Theuns, Alex Kirsch og ikke mindst Stuyven måske det allerbedste tog, og de bør alle kunne være med også på denne rute.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Jeg peger på Christophe Laporte som nr. 2. Jumbo har jo vundet alle de fire store belgiske brostensklassikere, så hvorfor skulle de ikke tage nr. 5? Her er de dog til start med deres hidtil ”svageste hold”, når de savner både Van Aert og 2021-vinderen Dylan van Baarle, der åbenbart ikke er klar efter fredagens styrt. Hans erstatning er Laporte, der ikke skulle have kørt løbet, og det skyldes formentlig, at franskmanden stadig leder lidt efter sin bedste form efter den sygdom, der kostede ham Paris-Nice. Han manglede i hvert fald lidt i Sanremo og igen i E3, hvor han var skuffet over sit niveau, men sejren i søndags viste, at det gik hurtigt med at indhente det tabte. Måske er han ikke på 100% endnu, men han er helt sikkert én af de stærkeste i dette løb.

Jumbo er ikke helt så stærke denne gang, men det vil være overraskende, hvis ikke han og Tiesj Benoot er så gode i positionskampen, at de begge er med i front. Herefter vil de have to gode kort at spille i det taktiske spil, og her står Laporte i kraft af sin spurt naturligvis stærkest. Pedersen kan være en hovedpine, og det samme kan de sprintere, der måske kan være med i et hårdt løb, men som vi så sidste år med Van der Poel og Benoot, er det langt fra givet, at hele frontgruppen skal spurte. Efter et hårdt løb kan meget også ske, som vi så, da han slog De Lie i Kuurne, og chancen for, at franskmanden kan tage sin anden sejr på få dage, synes god. Hvorfor skulle Jumbo ikke tage nr. 5 i træk?

Jeg prøver at placere Jasper Philipsen som nr. 3. Ligesom Pedersen kan han nemlig have flere veje til sejr. Samles det til en spurt, vil han være min favorit. Som han har spurtet i år, ligner han hurtigste mand i dette felt, men først og fremmest er han sublim i positionskampen. Desværre er hans hold svagt, men han bør have både Dries De Bondt og Quinten Hermans med til at sætte sig i scene. I denne tekniske finale kikser han sjældent, og her bliver han trods den begrænsede støtte svær at slå.

Jeg vil dog også give ham en chance for at være med, hvis de bedste kører væk. Jeg kan være bekymret for hans hold i positionskampen, men her burde Philipsen jo kunne vise de evner, han bruger i massespurterne. Om han vitterligt kan gå med de bedste på bakkerne, er stadig tvivlsomt, men i dette lettere løb, ligner det ikke en umulighed. Han skuffede mig meget i Gent-Wevelgem, men det kan hænge sammen med kulden, for hans form så sublim ud i De Panne. Derfor giver jeg ham en reel chance for at vinde det hårde løb også, selvom det er svært for ham i en gruppe, hvor han næsten med sikkerhed vil være alene.

Et af løbets store spørgsmålstegn er Tom Pidcock. Det skyldes naturligvis, at han ikke har kørt løb siden styrtet i Tirreno, hvor han pådrog sig en hjernerystelse, og i forvejen viser hans kørsel i denne sæson, hvor svingende han kan være. Det var dog kun Sanremo, styrtet kostede ham, for han skulle aldrig have kørt løbene i sidste uge. Ineos har ikke meldt noget ud om hans træning, men med en hjernerystelse er chancen for, at han har trænet relativt længe, god. Forud for det var hans form jo mildt sagt svingende, men hans kørsel i Strade var jo ganske sublim, ligesom han rejste sig med en top 10 på muretapen i Tirreno. I dette lidt lettere løb kan man godt køre finale uden at være helt på toppen, for det beviste Pidcock selv sidste år, hvor han endte som nr. 3, selvom han aldrig var i nærheden af sit bedste i foråret. Den store udfordring er hans ikke altid så gode positionering, men den klarede han fint sidste år, og Ineos er så stærke, at det meget vel kan være dem, der splitter feltet afgørende. Sker det, vil de sidde i massivt overtal, og da Pidcock vil være den hurtigste, der kan slå de fleste på stregen, har han den største chance for at gøre det færdigt i det taktiske spil

Et andet meget stærkt Ineos-kort er Ben Turner. Efter hans vilde debutsæson sidste år var han mit bud på manden, der skulle have sit helt store klassikergennembrud i år. Det så endda endnu mere lovende ud end ventet med hans vanvittige kørsel i Spanien i februar, men det hele blev ødelagt af styrtet i Omloop. Heldigvis er han kommet meget stærkere tilbage end ventet, og han lignede både fredag og søndag en af de stærkeste, inden han ofrede sig. Måske mangler han stadig lidt af sin store motor, siden han har valgt at agere holdkammerat, men allerede nu ligner han en mand, der vil køre finale i morgen. Ineos kan som sagt meget vel splitte feltet, som de gjorde flere gange sidste år, for de har klart løbets stærkeste trup. Det bringer Turner i spil som en del af et overtal, fordi han også har en ganske god spurt til at færdiggøre arbejdet.

Det tredje stærke Ineos-kort er Filippo Ganna. Han er en af grundene til, at denne optakt blev skrevet lidt sent, for jeg var usikker på, om han ville komme til start efter søndagens styrt. Det gør han heldigvis, og han slog sig da også kun overfladisk i forgårs. Som vi så i Sanremo, er han skræmmende god lige nu, og selvom hans E3 kunne have været bedre, handlede det vist mest om ringe positionering. Derfra arbejdede han i hvert fald som en hest, og forment synes bestemt intakt. Problemet er, at han mangler erfaring og positioneringsevne, som vi så i fredag, men her kommer det stærke hold igen ind i billedet. Hvis Ineos vinder positionskampen og splitter feltet, vil Ganna være ganske, ganske uhyggelig som del af et overtal. Langsom er han ikke efter et hårdt løb, som vi så i Sanremo, men først og fremmest er han en mand, der ikke skal have en millimeter.

Den eneste grund til, at jeg ikke har Arnaud De Lie højere, er positionskampen. Han var syg op til Sanremo, hvilket kostede ham den bedste form, men nu melder han sig på 100% igen. Det kunne vi desværre ikke se i søndags, hvor han fik tre punkteringer, den ene lige inden Kemmelberg, men han stråler af selvtillid. Hvis han nærmer sig benene fra Omloop, er der ingen, der kører fra ham på bakkerne i dette lette løb, men desværre er det også et løb, hvor positionering betyder alt. Jeg er ganske enkelt bange for, at han misser ud, når bussen kører. Hvis til gengæld han sidder rigtigt med Omloop-ben, får han adgang til finalen. Det vil han desværre nok gøre alene, men holdes det relativt samlet, kan han slå alle på stregen. Også i den store spurt vil han være en af favoritterne, hvis de spurter med ham og ikke den ganske velkørende Caleb Ewan. Desværre er hans tog svagt, og jeg har desværre lidt svært ved at se ham sidde ordentligt, når han er oppe mod togene fra Soudal, Jumbo og Trek. Jeg tror, at hans bedste chance for sejr er det hårde løb - og så skal han altså også sidde rigtigt her.

Et andet stort spørgsmålstegn er Julian Alaphilippe. Han har skuffet i alle de vigtige løb, men formen er jo ikke helt ringe. Det så vi med sejren i Ardeche og med 2. pladsen i Tirreno, og han mente selv, at benene var til meget mere i Sanremo, hvor han sad for langt tilbage på Poggio. Nu blev han så desværre syg under E3, men han trænede allerede igen i lørdags. Det giver håb om, at han er tilbage på et rimeligt niveau, og med de ben, han havde i Sanremo, bør han være en af de bedste, særligt på en lidt lettere rute som denne. Problemet er, at han i en finalegruppe formentlig vil være alene, men til gengæld er han også en af de hurtigste. Først skal han dog sikre sig vej til finalen, men Soudal regner stadig med, at formen er så meget på vej, at han kan køre med de tre stjerner på søndag. Det skal han gerne vise i morgen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Hvis ikke Alaphilippe er klar, skal Soudal satse hele butikken på Tim Merlier. Det er bestemt heller ikke dumt. Belgieren viste fornem form i et brutalt Gent-Wevelgem, og han har set pokkers hurtig ud gennem hele sæsonen. For to år siden vandt han feltets spurt om 3. pladsen i dette løb, og han har dermed allerede én gang været tæt på at vinde. Problemet er desværre den uhyre tekniske finale, der meget vel kan koste ham sejren, for hans positioneringsproblemer er velkendt og blev senest udstillet i Paris-Nice. Heldigvis burde han få Davide Ballerini og Bert van Lerberghe med hjem, og det samme gælder med Casper Pedersen, hvis han er klar efter sin sygdom. Dermed har han et tog, der sagtens kan matche Treks, og sidder han rigtigt, er det formentlig kun Philipsen, der kan matche ham på fart.

Sammen med Pedersen, Merlier og Philipsen er det Olav Kooij, der står med den bedste chance for at vinde en spurt. Det var svært imponerende at se ham helt fremme ved sidste passage af Kemmelberg i søndags, og det kan næsten få en til at overveje, om han kan være med i det hårde løb. Jeg tror dog slet ikke, at han prøver at gå med i angrebene, for hele ideen er vel, at han skal være frisk og klar, hvis det bliver samlet. Vi ved i hvert fald, at formen er fremragende, men vi har også i år set, at han mangler lidt fart i forhold til Philipsen, der slog ham i søndags, og Merlier, der slog i Paris-Nice. Heldigvis er finalen teknisk, og han har i Laporte en af feltets bedste lead-out men. Resten af toget er dog desværre ikke så stærkt som Soudals og Treks. Han skal nok sidde godt, men lidt held skal der til, hvis han skal slå begge de to, der er hurtigere end ham.

En af sæsonens oplevelser har været Sep Vanmarcke, der har været genfødt. Han var en af de stærkeste både i fredags og i søndags, og det vil jeg antage, at han er igen i morgen. Vigtigt er det, at han plejer a være god og har masser af erfaring i den positionskamp, der kan vise sig altafgørende. Det øger i hvert fald sandsynligheden for, at han vil være med i front i den gruppe, der skal afgøre det. Her er problemet, at han formentlig vil være alene, men han kan måske lukrere på de hold, der er i overtal. Han har den fordel, at han kan slå ganske mange af de stærkeste i en spurt.

Jumbos anden mand til det hårde løb er Tiesj Benoot, men belgierens form er en anelse usikker. Han havde rygproblemer i et skuffende Tirreno, og i fredags udgik han efter defekt. Vi så dog, hvor stærk han var i Strade, og med Jumbos evner i positionskampen taler meget for, at han og Laporte vil være del af et Jumbo-overtal til sidst. Benoots problem er, at han er slået af de fleste på stregen, som det skete, da han sidste år blev nr. 2 bag Van der Poel. Omvendt var han i netop det løb meget tæt på at snige sig alene hjem, og i år vil han stå meget stærkere i det taktiske spil, fordi de efter alt at dømme vil være to fra Jumbo.

Man må også forvente, at Stefan Küng vil være med i front, som han var det sidste år. Han kiksede positionskampen i E3, men da han kom i gang, viste han et pænt niveau. Han er måske ikke så stærk som sidste år, men normalt er han god i positionskampen, hvorfor han bør sidde med fremme. Hans nedtur i Gent-Wevelgem skaber lidt usikkerhed, men den skyldtes angiveligt, at han frøs så meget, at han ikke kunne skifte gear på Kemmelberg. I morgen fryser han ikke, og sidder han med i front, kan han spille det taktiske spil. Her har han dog akkurat samme problem som Benoot, nemlig at han skal alene hjem for at vinde. Det har han heldigvis motoren til at komme, og særligt hvis han har Valentin Madouas ved sin side, står han ikke helt ringe.

Netop Valentin Madouas er helt sikkert en af de stærkeste, men han kan meget vel tabe på positionskampen. Det gjorde han sidste år, hvor han og Pogacar missede ud, da bussen kørte, og det gjorde han igen i fredags, hvor han til gengæld imponerede stort ved at køre alene op til fronten på Stationsberg. Sidste år var han tredjebedste mand i Flandern Rundt, og selvom det åbenbart var sygdom, der forklarede hans svage Tirreno og kostede ham en del træning, viste han i fredags, at han med sikkerhed vil være en af de stærkeste i morgen. Det kræver bare, at han sidder rigtigt inden nøglestigningerne, og det tror jeg ikke, at han gør. Hvis til gengæld det lykkes, vil FDJ formentlig sidde med to mand, og Madouas er slet ikke langsom i en spurt.

Et tredje Soudal-kort er Davide Ballerini. Italieneren kørte et flot Sanremo, var forrygende stærk i De Panne og så godt ud i E3. Her løb han tør for kræfter, men det er også et løb, der er for hårdt for ham. Det bør morgendagens løb ikke være, og hvis han rammer stigningerne i god position, virker det ikke umuligt, at han kan være med i det hårde løb. Lykkes det, vil han være en af de hurtigste, og han vil tillige med nogen sandsynlighed have Alaphilippe hos sig. I det tilfælde ser det altså pludselig lovende ud, men han skal komme så langt, inden han får chancen.

Treks andet kort er Jasper Stuyven, men han er et stort spørgsmålstegn. Han lignede en mand, der havde toppet efter det svære 2022, men hans Sanremo gav håb. E3 blev ødelagt af et styrt, men desværre så han ikke godt ud i søndags. Han har ikke oplyst, at det skyldtes uheld, og når man kobler det med hans kørsel i 2022, skaber det usikkerhed. Heldigvis er dette løb lettere, og adgang til fronten får man i et vist omfang via positionering. Sidder han først med i front, står han faktisk ret stærkt. Han har desværre mistet sin gamle spurt, men sidder han der med Pedersen, står han med nogle muligheder i det taktiske spil, fordi alle andre vil frygte danskeren, der meget vel kan være gruppens hurtigste.

En af skuffelserne i Sanremo og E3 var Jhonatan Narvaez. Sidste år var han uhyggeligt god i disse løb, men efter en uhyre lovende sæsonstart er han faldet sammen. Det var heldigvis bedre i søndags, man han har stadig ikke vist det punch på stigningerne, han havde sidste år. Hvis det er Ineos, der splitter feltet, har han dog en god chance for at sidde med i front, og det vil så være som led i et stort britisk overtal. Her vil han sammen med Pidcock og Turner være den hurtigste på stregen, og det giver ham en god chance for at gøre det færdigt i det taktiske spil. Han skal bare vise lidt mere form, end han har gjort indtil nu.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Et femte og sidste kort på det brølstærke Ineos er Magnus Sheffield, men han har aldrig vist de helt store evner i brostensløbene. Det kneb i hvert fald sidste år, det kneb i åbningsweekenden, og det kneb igen i går. Dette løb byder dog ikke på mange brosten og minder mere om Brabantse Pijl, som han jo vandt sidste år. Med Ineos’ styrke frem mod stigningerne bør der være en rimelig chance for, at han sidder med i front, men sporene fra sidste år skræmmer, for her var Turner og Pidcock med i front, mens Sheffield missede ud. Hvis han kommer med, er han også en af de langsommere Ineos-ryttere. Til gengæld vil han være del af et overtal, og det var jo præcis det, han udnyttede, da han vandt Brabantse Pijl.

Det var godt at se Caleb Ewan i søndags. Han var nr. 3 på toppen af Kemmelberg, da Van Aert og Laporte kørte væk, og som vi også så i Sanremo og De Panne er han i form. Problemet i onsdags og i søndags var det dårlige vejr, han afskyr, men det slipper han for i morgen. Han vil næppe gå med de bedste i et hårdt løb - selvom søndagens kørsel ikke udelukker det helt - men han bør sidde med hjem til en spurt. Her vil han og De Lie tale om, hvem der skal spurte, men jeg tror faktisk næsten, at Ewan har den bedste chance. Han er i hvert fald den bedste i positionskampen til denne kringlede finale, særligt med et lead-out fra De Lie. Problemet er til gengæld, at han i år ikke synes at have samme fart som i hvert fald Philipsen og Merlier.

Et stort spørgsmål er Michael Matthews. Han har ikke kørt mange af disse løb, men han har vist, at de passer ham udmærket, særligt dette, der ikke har mange brostensstigninger. Problemet er, at han missede Sanremo og sidste uges løb med covid, og vi ved, at den sygdom kan ramme meget forskelligt. Det er dog problematisk, at han har misset så mange løb, for det tyder på, at han har været relativt hårdt ramt. Holdet udtrykker dog en vis optimisme, og det giver håb, særligt til et lidt lettere løb som dette. Han er også god i positionskampen, er han først med i frontgruppen, vil han være an af de hurtigste.

EF stiller med Alberto Bettiol, der er lidt et spørgsmålstegn efter det styrt, der kostede ham Tirreno. Han ofrede sig for holdet i Sanremo, hvilket indikerer, at formen ikke er i top. Det så vi i E3 også, at den ikke er, men han kørte et ganske pænt løb. Til gengæld blev han sat som en af de allerførste i søndags, men det kan måske forklares med de kolde betingelser. Med E3-benene bør han kunne køre finale i dette lettere løb, særligt fordi formen synes i fremgang. Får han først adgang til frontgruppen, skal han spille sine kort i det taktiske spil, og her hjælper det, at han har en relativt god spurt.

Endnu lettere bliver det, hvis han får selskab af Neilson Powless . Amerikaneren har aldrig satset på disse løb, og han mangler derfor noget erfaring. Han har imidlertid kørt som en motorcykel hele året, senest i Sanremo, og i dette løb, hvor det primært er asfaltstigninger, står han godt. Det kræver bare, at han kan klare sig i positionskampen, og her frygter jeg, at han misser ud med et hold, der ikke er det stærkeste. Sidder han først med i front, har han som altid det problem, at de fleste slår ham i en spurt, men med det rette held i det taktiske spil kan det lade sig gøre for den formstærke amerikaner.

Bora har en spændende joker i Danny van Poppel. Hollænderen skal køre lead-out i en spurt eller selv spurte, hvis Jordi Meeus er faldet fra, men her kan han ikke vinde. Til gengæld burde en formstærk Van Poppel have en reel mulighed for at være med i et hårdt løb. Han er god i positionskampen, men det er også klart, at der er stærkere folk end ham. Formentlig bliver det for svært, men formen synes pæn efter et stærkt Wevelgem og et godt De Panne, indtil han fik defekt. Sporene fra Sanremo skræmmer, men det er også et løb med lange stigninger, der aldrig har været ham. I dette terræn er han ganske stærk, og i en frontgruppe vil han være en af de hurtigste.

En joker er Kevin Geniets. Allerede sidste efterår så vi, hvor enorme fremskridt han havde gjort, og det har han taget til nye højder i år. Han klatrede som en drøm i Paris-Nice, og senest så han meget stærk ud i E3. Det vil være nyt for ham at være med i front i denne slags hårde løb, men det virker ikke længere umuligt, hvis han sammen med Küng klarer positionskampen. Han er heller ikke helt langsom i en spurt, og i det taktiske spil kan FDJ sidde med helt op til tre mand.

Endelig er der yderligere to kandidater til en spurt, nemlig Jordi Meeus og Alexander Kristoff. Desværre synes begge ude af form. Meeus startede ellers som lyn og torden, men var helt væk i De Panne og Wevelgem, og Kristoff var langt, langt efter både i fredags og ikke mindst i søndags i et løb, der passede ham som fod i hose. Heldigvis er dette løb lettere, og de burde have en chance for at overleve. Ingen af dem er de hurtigste, men de har begge spurtet godt i år, og i denne tekniske finale har de hver et fremragende våben i form af hhv. Van Poppel, der vel nok er verdens bedste lead-out man, og Søren Wærenskjold, der har kørt fremragende lead-outs i år og efter en svær tid viste livstegn i søndags. Det skal flaske sig, men i denne tekniske finale kan man vinde via et godt lead-out - hvis altså benene er bedre, end de seneste løb indikerer.

***** Mads Pedersen

**** Christophe Laporte, Jasper Philipsen

*** Tom Pidcock, Ben Turner, Filippo Ganna, Arnaud De Lie, Julian Alaphilippe

** Tim Merlier, Olav Kooij, Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot, Stefan Küng, Valentin Madouas, Davide Ballerini, Jasper Stuyven, Jhonatan Narvaez, Magnus Sheffield, Caleb Ewan, Michael Matthews, Alberto Bettiol, Neilson Powless, Danny van Poppel, Kevin Geniets, Jordi Meeus, Alexander Kristoff

* Pascal Ackermann, Nils Politt, Tosh van der Sande, Anthony Turgis, Matteo Trentin, Tim Wellens, Andrea Pasqualon, Fred Wright, Krists Neilands, Matis Louvel, Stan Dewulf, Quinten Hermans, Dan McLay, Søren Wærenskjold, Simone Consonni, Marco Haller, John Degenkolb, Lua Mozzato, Mikkel Bjerg, Oliver Naesen, Sam Welsford, Fernando Gaviria, Rasmus Tiller, Axel Zingle, Lewis Askey, Jake Stewart, Hugo Page, Piet Allegaert, Edvald Boasson Hagen, Max Walscheid, Pascal Eekhoorn, Alexis Renard, Dries Van Gestel, Jenthe Biermans, Jonas Koch, Dries De Bondt, Taco van der Hoorn, Sven Erik Bystrøm, Mathias Norsgaard, Pierre Gautherat, Luka Mezgec, Alessandro Fedeli

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

STREAM DWARS DOOR VLAANDEREN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Danskerne

På Trek er Mads Pedersen en af de tunge favoritter, hvorfor han er omtalt ovenfor. På EF bør Mikkel Honoré være en af tre kaptajner i et løb, der passer ham, og har han siden Sanremo fundet den form, han indtil nu har ledt efter, har han potentiale til at være med helt fremme. På Soudal er Casper Pedersen tilbage efter sygdom, og det betyder nok, at hans rolle bliver at overleve, så han kan være klar til et eventuelt lead-out for Tim Merlier. Hos UAE skal formstærke Mikkel Bjerg først og fremmest støtte Pascal Ackermann, Matteo Trentin og Tim Wellens, men får han lov at komme lidt i forkøbet, har han formen til at komme langt selv. Det samme gælder for Mathias Norsgaard, der igen bør have frihed til at ramme et udbrud, og hvis det mislykkes, skal han støtte Fernando Gaviria. På DSM skal Frederik Rodenberg støtte John Degenkolb, Sam Welsford og Kevin Vermaerke, og endelig skal Louis Bendixen og William Blume på Uno-X støtte Alexander Kristoff, Rasmus Tiller og måske Søren Wærenskjold, hvis ikke de kommer med i det tidlige udbrud.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mathieu van der Poels sejre fra 2022 og 2019, Dylan van Baarles sejr fra 2021, , Yves Lampaerts sejre fra 2018 og 2017, Jens Debusscheres sejr fra 2016, Jelle Wallays’ sejr fra 2015, Niki Terpstras sejre fra 2014 og 2012 samt Oscar Gattos sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Alpecin-Deceuninck: Det må handle om Philipsen, da Quinten Hermans fortsat ikke viser antydninger af form. Dries De Bondt kan komme langt, hvis han kan komme i forkøbet, eventuelt via det tidlige udbud.

Ag2r Citroën Team: Bedste bud er formstærke Stan Dewulf, men han skal nok i forkøbet for at køre finale. Samme strategi kan bringe en velkørende Oliver Naesen og den lovende Pierre Gautherat langt, mens Greg Van Avermaet synes at mangle for meget efter sin sygdom, og Damien Touzé ikke har vist noget. Til en spurt har de Gautherat, Naesen, Van Avermaet eller Touzé, da Lawrence Naesen næppe overlever.

Astana Qazaqstan Team: Endnu en svær, svær dag, da Yevgeniy Fedorov stadig intet viser. Gleb Syritsa og Martin Laas kommer næppe med hjem til en spurt.

BORA-hansgrohe: Van Poppel og Meeus ligner de bedste bud, men Nils Politt, der var uheldig i E3, er uhyre velkørende. Han skal dog nok i forkøbet for at køre finale, og det samme skal en fornuftigt kørende Marco Haller og Jonas Koch, der viste form i onsdags.

Bahrain-Victorious: De erklærede kaptajner er formstærke Andrea Pasqualon og Fred Wright. Briten har dog stadig ikke fundet sin bedste form, og begge skal nok i forkøbet for at køre finale. Til en spurt vil de satse på Pasqualon, da Matevz Govekar, Dusan Rajovic og Cameron Scott ikke kommer med hjem.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

UAE Team Emirates: Pascal Ackermann bekræftede i søndags, at han er uhyre formstærk, men har næppe farten til at vinde en spurt trods et godt lead-out. Til det hårde løb har de Matteo Trentin, der synes i fremgang, men ikke har vist nok endnu, samt Tim Wellens, der efter to nedture og et svagt Paris-Nice synes at have tabt sin superform. Formstærke Mikkel Bjerg kan komme langt ved at komme i forkøbet, mens vi stadig intet ser til Sjoerd Bax.

Jumbo-Visma: Det handler om Laporte og Benoot til det hårde løb og Kooij til en spurt. Tim van Dijke er dog formstærk, og Tosh van der Sande viste endelig livstegn i fredags, så måske de kan overraske i et løb, hvor færre kaptajner betyder lidt mere plads.

INEOS Grenadiers: Løbets stærkeste hold har gode bud i Pidcock, Turner, Ganna, Narvaez og Sheffield, mens Connor Swift synes formsvag. Til en spurt har Kim Heiduk en chance for at overleve.

Soudal-Quick Step: Det handler om Alpahilippe til det hårde løb og Merlier til en spurt, mens de har Ballerini som joker. Det burde Casper Pedersen også være, men han har været syg og er nok kun lead-out man. Det samme gælder for ellers formstærke Bert Van Lerberghe, der er for tung til bakkerne.

Groupama-FDJ: Det handler om Küng og Madouas med Geniets som joker. Til en spurt har de Jake Stewart, der dog mangler fart og positionering. Formstærke Lewis Askey kan komme langt ved at komme i forkøbet.

Trek-Segafredo: Det må handle om Pedersen og Stuyven, også for Alex Kirsch, Edward Theuns og Mathias Vacek, der ellers alle er i form.

EF Education-EasyPost: Bettiol og Powless er gode bud, men det er også Mikkel Honoré, der passer til løbet, men han skal have fundet den form, han har ledt efter. Stefan Bissegger viste form i E3, som også Jonas Rutsch gjorde, og de kan komme langt med tidlige angreb.

Team Jayco AlUla: Det handler om Matthews, da der fortsat slet ikke er livstegn fra Luke Durbridge og Zdenek Stybar. I en spurt kører de formentlig også for Matthews, men et alternativ er Luka Mezgec, der dog ikke har vist megen form.

Movistar Team: Det handler om en spurt med Fernando Gaviria, men han har set meget skidt ud i de seneste løb. Til gengæld ved vi, at Mathias Norsgaard er specialist i tidlige udbrud, og det kan i dette løb give en top 10, som det gjorde for to ryttere sidste år.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Team DSM: Holde drømmer om en spurt med Sam Welsford, men dette løb bør være alt for hårdt. Bedste bud er derfor nok en spurt med John Degenkolb, der viste livstegn i søndags, og som måske også kan angribe tidligt. Nils Eekhoff er stadig helt væk, Pavel Bittner har haft det svært, men er et alternativ til en spurt, og Kevin Vermaerke har intet vist i de seneste løb.

Cofidis: Axel Zingle passer perfekt til dette løb, men han har indtil nu været lidt overmatchet på WorldTouren. Bedste bud er en spurt med Simone Consonni, der har skuffet lidt på det seneste, men nok burde kunne sidde med hjem her. Et alternativ til en spurt er Piet Allegaert, mens løbet nok er for hårdt for Max Walscheid i dennes nuværende form. Søndagens overraskelse, Alexis Renard, kan komme langt ved at angribe tidligt.

Team Arkea-Samsic: Matis Louvel har stort potentiale i disse løb, men har stadig ikke helt fundet sidste års niveau og skal nok angribe tidligt. Det samme skal formstærke Luca Mozzato, der også kan gå efter en top 10 i en spurt. Her har holdet et endnu hurtigere kort i Dan McLay, der viste form i søndags og derfor måske har en chance for at overleve, mens David Dekker formentlig får det for svært. Jenthe Biermans kan angribe tidligt, men synes ikke at have sin allerbedste form.

Intermarché-Circus-Wanty: Drømmen er en spurt med Gerben Thijssen, men dette er for hårdt. Alternativet er den mere holdbare, men lidt for langsomme Hugo Page. Sven Erik Bystrøm kan komme langt med tidlige angreb, men har misset de seneste løb. Taco van der Hoorn synes formsvag, og Aime De Gendt har været syg.

Lotto Dstny: Det handler om De Lie og Ewan, men får han frihed, kan formstærke Pascal Eenhkoorn komme langt med tidlige angreb.

Israel-Premier Tech: Vanmarcke ligner bedste bud, men Krists Neilands imponerede stort i E3. Han taber nok på positionskampen og kan få svært ved at gøre det færdigt, men benene rækker langt. Tom Van Asbroeck kan gå efter en top 10 i en spurt, mens Hugo Houle er formsvag og har været syg.

Uno-X Pro Cycling Team: Målet må være en spurt med Kristoff, men skuffer han igen, har de et alternativ i Søren Wærenskjold, der endelig viste livstegn i søndags. Til det hårde løb har de Rasmus Tiller, der gjorde det hæderligt i søndags, men E3 viser, at han nok skal angribe tidligt.

TotalEnergies: Holdet har Anthony Turgis, der endelig viste livstegn i Sanremo, men hurtigt forsvandt i E3 og Wevelgem trods en lovende start. Han ligner en mand, der skal angribe tidligt, som det også gælder for Dries Van Gestel, der ikke har fundet sin bedste form. Thomas Bonnet har gjort det godt og kan måske komme langt via udbrud. Til en spurt har de Turgis, Sandy Dujardin eller Edvald Boasson Hagen¸ der efte Denain har skuffet.

Bingoal WB: Chancen er et udbrud, og her ligner Guillaume Van Keirsbulck og Ludovic Robeet de bedste bud, da Julian Mertens ikke har vist form.

Q36.5 Pro Cycling Team: Bedste bud er nok et tidligt angreb fra Alessandro Fedeli, der efter en skuffende sæsonstart endelig viste form i søndags. Filippo Colombo har også gjort det pænt i disse løb, mens vi ikke har set meget til Niccolo Parisini og Jack Bauer. Løbet er alt for hårdt til Matteo Moschetti.

Team Flanders-Baloise: Det er svært. Lindsay De Vylder kan vel komme længst efterfulgt af Ward Vanhoof og Alex Colman.

STREAM DWARS DOOR VLAANDEREN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+