Livestream brostensklassikerne til halv pris

Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

Løbets rolle og historie

I årtier har sidste del af Den Flamske Cykeluge, der er rammen om de største brostensklassikere på belgisk jord, haft den samme afslutning. Efter en indledning, der har budt på Dwars door Vlaanderen som onsdagsopvarmning og siden 2010 derefter E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem i weekenden - før 2010 udgjorde E3 og Brabantse Pijl den første weekend i den berømte uge - har det været fast tradition, at det lille etapeløb 3 Dage ved Panne har fungeret som sidste opvarmning til Flandern Rundt i løbet af ugen, der leder op til det flamske monument

Sådan er det ikke længere. Den uhyre magtfulde arrangør Flanders Classics, der står for alle de største flamske endagsløb undtagen E3 og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, har længe været på udkig efter en model, som kunne give større status til Dwars door Vlaanderen, der som regel ikke har kunnet tiltrække de største stjerner. Med en placering bare fire dage efter Milano-Sanremo og to dage inden E3 har de store navne som regel skippet den lille midtugeklassiker til stor frustration for mændene bag Flanders Classics. I 2017 tog man første skridt ved at sikre løbet WorldTour-status, men det havde kun delvist den ønskede effekt, da navne som Peter Sagan og Greg van Avermaet fortsat ikke lod sig friste til at stille til start.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løsningen lå lige for. Organisationen blev lun på ideen om at overtage den eftertragtede placering, som 3 Dage ved Panne nu i mange år havde haft monopol på, og man var ikke for ublu til at benytte de mange muskler til at presse den lokale cykelklub i De Panne, der på imponerende vis har stået bag et af Belgiens største etapeløb i årtier, væk. Meldingen kom i efteråret 2017, hvor løbsdirektør Wim Vandenhaute sejrssikkert meldte ud, at hans løb fremover ville blive afviklet onsdagen inden Flandern Rundt, og trods højlydte protester fra De Panne lod han sig ikke rokke. Det blev hurtigt klart, at Vandenhaute havde opbakning fra UCI, og derfor måtte den lille cykelklub kaste håndklædet i ringen.

Resultatet blev, at Dwars door Vlaanderen i 2018 for første gang afvikledes midt i Den Flamske Cykeluge som den fjerde af de fem WorldTour-klassikere, der nu udgør hjertet af den flamske klassikersæson, mens 3 Dage ved Panne har måttet lade sig reducere til en endagsløb, der nu afvikles på Dwars door Vlaanderens gamle plads onsdagen inden E3.

Dermed har Flanders Classic fået det præcis, som de vil have det, og håbet er, at det fremover vil kunne tiltrække sportens store stjerner. I de senere år har de ganske vist i stort tal skippet 3 Dage ved Panne, der har været anset for lidt for stor en mundfuld for klassikerrytterne efter to hårde endagsløb på tre dage og med udsigt til et stort monument bare fire dage senere. Flanders Classics håber, at en endagsløb vil være en mere overkommelig affære og derfor mere attraktiv, på samme måde som Scheldeprijs altid har held til at tiltrække mange topnavne onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. For at gøre løbet endnu mere attraktivt har man samtidig gjort distancen kortere og ruten langt lettere, så det nu sammen med det nye endagsløb i De Panne fremstår som det letteste af de fem WorldTour-klassikere og med en større appel til sprinterne end tidligere.

Effekten er ikke udeblevet. Selvom løbet som nyt på WorldTouren ikke har haft krav på deltagelse fra alle WorldTour-hold, var FDJ i 2018 det eneste hold fra det fineste selskab, der ikke stillede til start. Samtidig var stort set alle de allerstørste klassikerstjerner med, og blandt de store favoritter til Flandern Rundt var det kun Peter Sagan, Michal Kwiatkowski, den sygdomsramte Sonny Colbrelli, Matteo Trentin samt Arnaud Demare, der ikke var at finde i feltet. Hovedaktørerne skuffede heller ikke, da de intet holdt tilbage inden søndagens monument og udnyttede de vanskelige vejrbetingelser til at give publikum et forrygende cykelløb. Og den tendens fortsatte i 2019, hvor alle WorldTour-hold for første gang var med, og sådan var det også i 2021, hvor alle de bedste hold var med, og selvom man måtte leve uden Wout van Aert, var det ikke et ringe udkomme, at Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe og Kasper Asgreen alle prioriterede løbet højere end Gent-Wevelgem.

I år er tendensen til gengæld knap så udtalt. Igen er alle WorldTour-holdene til start, men denne gang er der mange af de største navne, der sparer sig. Det gælder selvfølgelig særligt Van Aert, der for andet år i træk springer løbet, men også navne som Kasper Asgreen, Matej Mohoric, Jasper Stuyven og Christophe Laporte tager sig en puster. Alligevel kan arrangørerne på ungen måde klage, når de kan byde på Mathieu van der Poels første optræden i en belgiske klassiker i år og ikke mindst Tadej Pogacars længe ventede brostensdebut, da Tour-kongen har brug for at føle de belgiske hellingen lidt an inden søndagens Flandern Rundt.

Kalenderplacering har givets en risiko for, at hovednavnene som i Scheldeprijs blot vil bruge løbet som træning - som det i mange år også har været tilfældet i De Panne - men sådan har det slet ikke være i de første udgaver. Derudover betyder den nemmere rute, at løbet er blevet et stort mål for sprinterne, der ser det som et af fire flamske løb, de kan vinde. Sammen med Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Gent-Wevelgem og Scheldeprijs udgør det en sprintervenlig klassikerserie, og det er derfor ikke overraskende, at navne som Fabio Jakobsen, Jasper Philipsen, Elia Viviani, Pascal Ackermann, Olav Kooij, Arnaud de Lie, Sam Bennett, Bryan Coquard, Arnaud Demare, Max Kanter, Dylan Groenewegen og Cees Bol alle stiller til start denne onsdag.

Dwars door Vlaanderen er som sagt den mindste og mindst prestigiøse af de belgiske klassikere i Den Flamske Cykeluge. Den status skyldes imidlertid ikke en mangel på historie, idet den første udgave blev afviklet helt tilbage i 1945, og siden da har løbet endda været afholdt hvert år bortset fra i 1971 og coronråret 2020. Løbet var oprindeligt et to dage langt etapeløb, men siden 1965 har det været afholdt som endagsløb.

Fra starten var det hovedsageligt en belgisk affære, men gradvist gjorde også hollænderne deres indtog. Det tog imidlertid noget tid for løbet at vinde international anerkendelse, og det var først i 1993, at Olaf Ludwig blev den første vinder fra et tredje land. Den virkelige internationalisering er imidlertid et relativt nyt fænomen, men i de seneste ti år er løbet gradvist vokset til en begivenhed på højeste niveau og et vigtigt mål for ethvert hold med ambitioner i brostensklassikerne. Kulminationen på denne udvikling blev nået i efteråret 2016, hvor det blev meddelt, at den belgiske semiklassiker var en del af den gruppe af løb, der har opnået optagelse på WorldTouren, og det er altså målet, at den nye kalenderplacering vil fortsætte med at løfte dets prestige.

Løbet har traditionelt været en perfekt chance for de vigtigste hjælperyttere og de unge talenter til at gå efter lidt personlig succes, inden de i de største løb stiller sig til rådighed for de store stjerner. Det er således ingen tilfældighed, at syv af de seneste ni udgaver alle er vundet af ryttere lige under toppen af klassikerhierarkiet, og det har ofte givet en god indikation på, hvem der har kunnet overraske i de følgende uger. Niki Terpstra vandt eksempelvis to gange, inden han etablerede sig som et af sportens hovednavne, og løbet blev scenen, der afslørede den fulde rækkevidde af hans talent. I de senere år er det Yves Lampaert, der med to sejre i træk afslørede, at han snart var klar til at være med i front også i de største løb. Med den stærkere startliste ser det dog ud til, at den tendens vil være dalende i fremtiden.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole. Rutedesignet placerer det i den anden kategori, da løbet har bevæget sig fra dets centrum i Waregem ud til De Flamske Ardenner langs en kompliceret rute, inden man kører tilbage til mål. På den anden side har ruten været nemmere end i de større løb, og det har betydet, at sprinterne af og til har haft en chance. Selvom løbet i de senere år er blevet gjort hårdere - i hvert fald indtil kalenderændringen - har gode vejrbetingelser før givet muligheder for de hurtige afsluttere. Tidligere sluttede løbet med omgange på en flad rundstrækning, og det gav endnu bedre mulighed for, at der kunne ske en regruppering, men den ide opgav arrangørerne for nu ca. 10 år siden i et forsøg på at skabe mere udskilning. Robbie McEwen var blandt de ryttere, der protesterede højlydt, men trods hans klager er løbet alligevel flere gange blevet afgjort i en spurt.

Fra og med 2018 er ruten som sagt gjort endnu nemmere i et forsøg på at tiltrække flere store navne. Den grundlæggende struktur er uforandret, men denne gang undlader man hovedparten af de vanskeligste stigninger i De Flamske Ardenner. Juryen er stadig ude i forhold til, hvilken effekt det vil have, hvis vejret ikke som i 2018 er dårligt, men i teorien har ændringen i hvert fald gjort løbet betydeligt mere sprintervenligt.

I 2021 var det også kun et vanvidsridt, der forhindrede en spurtafgørelse. Efter at feltet var splittet på Taaienberg angreb en ustoppelig Dylan van Baarle med 53 km igen, og selvom han ikke fik selskab, fortsatte han på egen hånd. Bag ham havde både Julian Alaphilippe og Mathieu van der Poel en gedigen offday, men alligevel blev der angrebet i højre og venstre, og hollænderens forspring faldt flere gange til bare ca. 20 sekunder. Alligevel fangede de aldrig den flyvende Van Baarle, der kunne køre alene hjem til en suveræn solosejr, inden Christophe Laporte med et sent angreb sikrede sig 2. pladsen foran Tim Merlier, der var hurtigst i feltet spurt. Van Baarle vender tilbage for at forsvare titlen, men da Laporte puster ud efter nogle hårde klassikere, og Merlier overlader sprinterrollen hos Alpecin til Jasper Philipsen, bliver han eneste genganger fra sidste års podium.

 Livestream brostensklassikerne til halv pris

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

Ruten

Som sagt betyder ruten, at Dwars door Vlaanderen falder i samme kategori som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der alle deler den samme grundlæggende struktur. Løbene indledes med et langt, fladt stykke, der fungerer som opvarmning, inden man rammer en række af hellingen og brostensstykker i anden halvdel. Det er her, udskilningen skabes, inden løbene afsluttes med endnu et fladt stykke tilbage til mål. Hvad der gør løbene forskellige, er deres distancer og start- og målbyer, og det er i høj grad disse forhold, der bestemmer deres sværhedsgrad

Tidligere sluttede løbet med et par omgange på en flad rundstrækning i Waregem, og det gjorde det til et godt løb for sprintere og gav det ligheder med Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For at gøre løbet hårdere droppede arrangørerne imidlertid den ide, hvormed det blev mere beslægtet med Flandern Rundt og E3 Harelbeke. Siden da har det været meget sværere for sprinterne, og kun i 2016 er det endt i en spurt, mens det i 2011, 2014 og 2021 akkurat lykkedes henholdsvis duoen Nick Nuyens-Geraint Thomas, Niki Terpstra og senest Dylan van Baarle at holde feltet bag sig.

Siden 2018 har ønsket om at tiltrække flere stjerner som sagt betydet, at man har omlagt ruten fuldstændig, reduceret distancen med ca. 25 km og gjort løbet langt lettere. Strukturen med et indledende fladt stykke som opvarmning og en kringlet tur rundt i De Flamske Ardenner efterfulgt af et fladt stykke tilbage til Waregem er bibeholdt, men turen rundt i den kuperede zone er afgørende forandret. Ganske vist er der igen i år 13 stigninger mod tidligere 12 samt nu fem mod tidligere fire flade pavéer på programmet, men væk er de berømte og meget svære stigninger Paterberg og Oude Kwaremont, der forsvandt med ruteomlægningen i forbindelse med kalenderændringen i 2018. Blandt områdets svære stigninger har det siden dengang kun været Taaienberg, der fortsat har været på menuen, men den har været placeret med mere end 50 km til mål. De afsluttende stigninger har alle været betydeligt lettere, selvom Knokteberg før har vist sig i stand til at gøre forskelle.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I år ændres ruten igen markant. Arrangørerne har nemlig villet undgå for mange farlige passager, der kan få stjernerne til at skippe løbet, der afvikles kort inden Flandern Rundt, og derfor er det blevet et farvel til løbets sværeste stigning, Taaienberg, der ligesom Kluisberg og Stationsberg forsvinder fra ruten. I stedet introduceres tre meget ukendte bakker, der ikke bruges i de øvrige flamske løb, nemlig Zeelstraat, Stooktestraat og Ladeuze, ligesom der introduceres to ekstra pavéer, hvoraf særligt Den Doorn er ganske svær. Udover tabet af Taaienberg er en anden ”pris” for omlægningen, at Knokteberg nu kommer med mere end 50 km til mål og ikke som tidligere 35 km fra stregen, men det er arrangørernes forventning, at den nye Ladeuze, der er placeret med samme afstand til mål, som vi tidligere så med Knokteberg, vil kunne overtage rollen som den sidste plads til at gøre væsentlige forskelle.

Byen, der definerer Dwars door Vlaanderen, er Waregem, som ligger midt i hjertet af De Flamske Ardenner og er løbets målby. Som i alle andre flamske storløb indleder rytterne Dwars door Vlaanderen med at køre adskillige kilometer i fladt terræn. Det nu bare 183,7 km lange løb indledes i Roeselare vest for Waregem, og herfra bevæger man sig ad flade veje ud på en lille sløjfe mod nordøst for herefter at køre mod sydøst og nordøst til hovedbyen, som passeres efter 33,4 km, dog uden en passage af målstregen. På dette tidspunkt er det tidlige udbrud vanligvis blevet etableret efter en meget hektisk indledning, og løbet har fundet en stabil rytme.

Efter passagen gennem Waregem er det tid til at bevæge sig ind i De Flamske Ardenner, der er placeret sydøst for byen. Således kører rytterne igennem fladt terræn mod sydøst ned mod bakkerne, hvor man snor sig nu i De Flamske Ardenner og undervejs kører rundt på en lille rundstrækning i terrænet for at ramme flere af bakkerne. Forinden skal man dog over pavéen Varentstraat (2000 m) efter 55,3 km.

Den nye rute er primært karakteriseret af asfaltstigningerne Knokteberg/Cote de Trieu (1100 m, 7,0%, max. 11,8%), som altid er et nøglepunkt i løbet, samt Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%), der begge skal passeres to gange. Først kører man dog mod syd op ad Knokteberg fra den side, hvor den kendes under navnet Nieuwe Kwaremont (2000 m, 4,8%, max. 8%) med 111,5 km igen. Her plejer der at følge en flad fase, men som noget nyt snor man sig rundt for at ramme den nye Zeelstraat (3300 m, 3,0%, max. 10,4%) med 112,8 km igen. Allerede her kører man tilbage mod sydvest for at køre mod nord op ad Knokteberg (1100 m, 7,0%, max. 11,8%) fra den ”rigtige” side med 104,0 km. Herfra kører man som noget nyt mod nord og øst, inden det går mod syd op ad den nye Stooktestraat (900 m, 5,6%, max. 10%) med 95,3 km igen og derefter fortsætter man uden en nedkørsel direkte mod syd og øst frem til første passage af Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%) med 90,7 km igen.

Nu har man kortvarigt ramt ruten fra sidste år, når man kører mod nord op til Kortekeer (900 m, 6,5%, 9,8%), der passeres med 84,0 km igen. Bare 2,1 km senere skal man over den 2,4 km lange Mariaborrestraat-pavé, men nu kører man udenom løbets traditionelle nøglepunkt med Steenbeekdries og den svære Taaienberg. I stedet kører man mod øst og syd ad næsten 10 flade kilometer, inden man kører mod sydøst op ad den brostensbelagte Berg ten Houte (1100 m, 6%, max. 21%) med 70,6 km igen. Kort efter går det mod nordvest op ad Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%) ned 65,0 km igen, men derefter melder sig igen et længere fladt stykke, når man snor sig mod vest igennem udkanten af Ronse, inden det for anden gang i løbet går mod nord op ad Knokteberg/Cote de Trieu (1100 m, 7,0%, max. 11,8%), der plejer at være det sidste og afgørende nøglepunkt, men nu kommer allerede med 52,0 km igen. Derfra går det uden en nedkørsel direkte mod øst frem til anden og sidste passage af Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%), der passeres med 48,3 km igen. Igen går det derefter mod nord til anden og sidste passage af Mariaborrestraat-pavéen (2400 m), der kommer med 41,8 km igen.

Nu sættes kursen mod nordvest og nord, idet man forlader De Flamske Ardenner for at køre tilbage mod Waregem. Som noget nyt sker det ved, at man umiddelbart efter Mariaborrestraat skal over Ladeuze (1200 m, 5,6%, max. 11%) med 37,6 km igen. Herefter går det tværs gennem Oudenaard, målbyen for Flandern rundt, i hvis udkant man som noget skal over den vanskelige pavé Doorn (900 m) med 28,7 km igen. Derefter rammer man det velkendte indløb, når man kører mod vest frem til den brostensbelagte Nokereberg (500 m 5,7%, max. 6,7%), der kommer 21,7 km fra stregen, hvilket er ca. 11 km længere fra mål end normalt.

Som noget nyt kører man nemlig nu mod vest ind til udkanten af Waregem, inden man vender rundt for at passere den velkendte finalepavé Herlegemstraat (800 m) fra den modsatte side med 12,0 km (og ikke som tidligere 8,0 km igen), hvorefter det med det samme som noget går op ad dagens sidste stigning, Holstraat (400 m, 5,7%, max. 8,6%), der passeres bare 8,3 km fra stregen og blot er Nokereberg fra en anden side. Nu går det igen ad samme vej mod vest ind til Waregem, hvor man denne gang fortsætter helt ind til centrum ad helt flade veje, inden en teknisk finale, der er mere kringlet end sidste år, venter. Således kommer der en hel serie af sving på de sidste 3 km, herunder to i rap lige efter 2 km-mærket, inden det går ad en lige vej frem til to sene sving med hhv. 500 og 400 m igen.

Ruten blev som sagt nytænkt i 2018 og 2019, hvor den var helt identisk begge år, med den væsentlige ændring, at Paterberg og Oude Kwaremont tidligere blev passeret med ca. 35 km til mål. De sidste ca. 30 km var imidlertid de samme som i 2017. Sidste år blev der foretaget et par mindre, men ikke væsentlige justeringer, mens ruten altså som sagt i år gennemgår en større ansigtsløftning.

Løbet byder på i alt 1624, hvilket er godt 200 flere end i 2021 og 400 flere end i 2019.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

 Livestream brostensklassikerne til halv pris

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

Vejret

Som anført har vejret altid været en helt afgørende faktor i Dwars door Vlaanderen, hvor forholdene i høj grad bestemmer løbets hårdhedsgrad. Dårligt vejr har øget chancen for udskilning, men sprinterne har haft en langt bedre mulighed, hvis vejret er godt.

Ligesom Danmark rammes Belgien efter den seneste tids solrige vejr af koldere og mere ustadige betingelser, men lige netop onsdagen ligner den eneste bygefri dag i Waregem i denne tid. Det ventes at være solrigt fra start, men det meste af dagen ved det hovedsageligt være skyet med kun lidt sol og en temperatur på 11 grader. Vinden vil være let til jævn (15-16 km/t) og fortsat komme fra nordøst, som den har gjort i en lang periode. Det giver naturligvis vind fra alle retningen i den kringlede fase, men på hjemturen får man sidemodvind på Ladeuze og derefter primært sidevind, indtil man efter Doorn får sidemedvind. Kort inden Herlegemstraat drejer man ind i sidemodvind, inden man får sidevind på Holstraat. Slutteligt vil der være sidemed- og medvind ind til Waregem, indtil man får modvind over de sidste 400 m.

Favoritterne

Med den nye rute og den nye kalenderplacering er Dwars door Vlaanderen reelt at betragte som et helt nyt løb. Ikke blot har den nye, lettere rute i sig selv betydet usikkerhed om, hvad vi kan forvente. Det langt stærkere felt har også betydet, at løbet er blevet tilført en helt ny dynamik. Tidligere var det primært et løb for unge talenter og luksushjælperyttere, men nu stiller de fleste hold med deres store stjerner.

Forud for 2018-udgaven skabte det en del usikkerhed om, hvorvidt det ville blive et sprinterløb eller ej. Det viste sig hurtigt, at det dårlige vejr umuliggjorde det for folk som Elia Viviani og Dylan Groenewegen, der ellers havde gjort det til et mål, og i stedet blev det et løb for de hårde drenge. Alligevel viste det sig også tydeligt, at finalen var en anelse for let, og derfor blev det en temmelig taktisk affære, hvor blandt andre Tiesj Benoot og Greg van Avermaet spillede deres kort en anelse for tidligt, og derfor ikke kom med, da det afgørende fremstød kørte. Med andre ord var det en kombination af gode ben og tilfældigheder, der afgjorde, at det lige præcis blev Yves Lampaert, Mike Teunissen, Sep Vanmarcke, Edvald Boasson Hagen og Mads Pedersen, der kørte finale, for blandt dem var det kun Vanmarcke, der var blandt de bedste på de sværeste hellingen.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

I 2019 var vejret bedre, og også her lykkedes det at undgå en spurt. Det skyldtes en Mathieu van der Poel, der med kløe i benene angreb allerede anden gang op ad Knokteberg med hele 62 km igen. Han lå længe ude foran sammen med Anthony Turgis og Ivan Garcia Cortina - efter at Kasper Asgreen var røget af grundet en punktering - men de blev næsten hentet inden sidste passage af Knokteberg, hvor det dog lykkedes Tiesj Benoot og Bob Jungels at køre op til Turgis, Van der Poel og Lukas Pöstlberger, der var overlevet fra det tidlige udbrud. I et vildt forfølgelsesløb lykkedes det dem herefter at snyde feltet med 16 sekunder, og bag dem havde løbet trods alt været så hårdt, at kun ca. 60 mand var tilbage i det felt, hvis spurt blev vundet af Danny van Poppel.

I 2021 var vi endnu tættere på en spurt. På en sjælden offday var Van der Poel ufatteligt passiv, og selvom det splittede mange gange undervejs, var det kun Dylan van Baarles vilde vanvidsridt over mere end 50 km, der forhindrede en spurt i et felt på godt 50 mand - i hvert fald hvis man ser bort fra at Christophe Laporte med et snigerangreb til sidst kunne sikre sig 2. pladsen. Med andre ord har vi endnu ikke fået en spurt, men vi har været meget tæt på i to ud af de tre udgaver, og det var kun i 2018-udgaven møgvejr, at sprinterne var helt ude af billedet.

Den udvikling viser, at Dwars door Vlaanderen med den nye rute er lidt af et sært misfoster. På den ene side kan vi i hvert fald under de rette vejrbetingelser få et hårdt, selektivt løb, men selv i det tilfælde er finalen så let, at det også bliver et spørgsmål om taktik og ikke kun gode ben. Omvendt har løbets eneste meget svære stigning, Taaienberg, været placeret meget langt fra mål, og derfra har de resterende bakker så lette, at sprinterne har haft ganske gode chancer for at sidde med - også selvom vi i 2019 så, at løbets anden nøglestigning, Knokteberg, kan gøre forskellen. I godt vejr har det i hvert fald krævet en ret determineret indsats fra de hårde drenge at holde en frontgruppe fri efter passagen af Taaienberg, men det lykkedes altså akkurat i både 2019 og 2021.

Endnu mere kompliceret har det væet af, at ingen i første omgang anede, hvordan de store navne ville gribe løbet an. Scheldeprijs har en lignende kalenderplacering og bliver af stort set alle klassikerstjernerne bare brugt til forberedelse frem mod Paris-Roubaix. Forskellen er imidlertid, at det løb har en helt anden og langt mere sprintervenlig rute, der gør det helt uegnet for de hårdføre typer. Dwars door Vlaanderen indbyder meget mere til at køre rigtigt cykelløb. På den anden side gjorde dele af 3 Dage ved Panne det samme, ligesom Gent-Wevelgem også havde en ganske hård rute, da det lå imellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Alligevel blev begge disse løb med deres gamle kalenderplacering meget ofte betragtet som forberedelse. Heldigvis har de foregående udgaver vist, at der ikke er blevet holdt noget tilbage, men nogle kan helt sikkert have Flandern Rundt i baghovedet, hvis løbets udvikling går i retning af en spurt.

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

Spørgsmålet er nu, hvad den ret markante ruteomlægning betyder. Det er svært ikke at se det som et betydeligt lettere løb. Taaienberg er helt væk, og Knokteberg kommer nu ikke med 35 km igen, men med mere end 50 km igen. Man har forsøgt at lægge Landeuze ind som en erstatning for Knokteberg, men selvom den beskrives som svær, er dataene ikke imponerende, og den er i hvert betydeligt lettere end forgængeren. Det er rigtigt, at løbet har 200 højdemeter mere end i 2021 og hele 400 højdemeter mere end i 2019, og at vi som nyt skal over den nye Holstraat, der dog bare er en kort og let bakke, med bare 8 km igen, men af de to svære bakker er den sværeste væk, og den anden kommer længere fra mål. Erstatningsbakken synes ikke at kunne kompensere herfor, og derfor ligner det mere et sprinterløb, end det har gjort hidtil.

I et løb, der ligesom Gent-Wevelgem både kan blive en sag for sprinterne og de hårdføre drenge, er to elementer afgørende, nemlig vejr og taktik. I Gent-Wevelgem pegede vejret på et let løb og taktikken på et hårdt løb, og i sidste ende vandt taktikken i en udgave, hvor vi dog ikke var langt fra at få en massespurt.

Hvordan ser det så ud onsdag? Vejret siger i hvert fald en spurtafgørelse. Vinden er af samme styrke som i søndags, og der var aldrig skyggen af risiko for sidevind. Det bliver også tørt, og selvom det er køligere end hidtil, er det ikke koldt. Heldigvis får de hårde drenge vil vinden først og fremmest være gunstig på stykket hjem til Waregem, hvor vi i søndags havde modvind i hele finalen, og det er i det mindste et lyspunkt for dem, der vil undgå en spurt, men det bliver i hvert fald ikke vejret, der ødelægger løbet for sprinterne.

Hvad så med taktikken? Her er der i hvert fald hold, der vil derudad. Nu havde Van der Poel som sagt en sjælden offday sidste år, hvor hans eneste angreb var uhyre tamt, men for tre år siden var han flyvende. Dette bliver hans eneste belgiske test inden søndag, og han skal utvivlsomt ud at prøve benene af. Selvom Alpecin har Jasper Philipsen som en god backup, bliver det ikke dem, der arbejder for en spurt - medmindre altså Van der Poel igen ender med en offday, for sidste år var det faktisk ham, der førte benhårdt for at hente Van Baarle, så Tim Merlier kunne sikre en spurtsejr.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Den anden herlige tilføjelse er naturligvis Tadej Pogacar. Dette er hans første brostensløb, og selvom det primært er en læreoplevelsen inden søndag, kender vi Tour-kongen godt nok til at vide, at han sammen med Van der Poel vil være manden, der kan få løbet til at eksplodere. Med Taaienberg ude er næsten alle de vigtige stigninger også ganske almindelige asfaltbakker, og på dem er der i hvert fald ingen tvivl om, at Pogacar er ganske flyvende.

Pogacar og Van der Poel vil være nøgleaktørerne i at få løbet til at eksplodere, og de har helt sikkert en allieret i Ineos og sidste års vinder, Van Baarle. Jumbo er uden Wout van Aert og Christophe Laporte, men de vil utvivlsomt give Tiesj Benoot og Mike Teunissen en chance for at skabe løbet og kun holde Olav Kooij i reserve til en spurt. Det samme gælder for Lotto med Victor Campenaerts, Florian Vermeersch og Tim Wellens, idet Arnaud de Lie også for dem utvivlsomt blot er en backup, og derudover har de en stensikker allieret i FDJs forrygende duo med Stefan Küng og Valentin Madouas, idet Arnaud Demare i skrivende stund ikke er sat til at køre løbet (selvom jeg har en mistanke om, at det kan ændre sig, når han nu virkede så flyvende i Wevelgem). Også DSM med Søren Kragh, Total med Anthony Turgis og Dries van Gestel samt Movistar med Ivan Garcia og Alex Aranburu er hold, der kan være med til at skabe løbet.

Til gengæld ser de denne gang ud til, at de skal kæmpe mod Quick-Step. I en trup uden Kasper Asgreen og Florian Senechal er det kun den bestemt ikke flyvende Davide Ballerini, der måske kan være med i et hårdt løb. Deres bedste vej til sejr ligner Fabio Jakobsen, og jeg vil derfor tro, at de vil ende med at køre løbet meget defensivt. Her er der en sandsynlig allieret i Intermarché med Alexander Kristoff, Cofidis med Bryan Coquard, der dog måske kan være med i et hårdt løb, og BikeExchange med Dylan Groenewegen, hvis han overlever dette lidt lettere løb.

Jokerholdet er Trek, der stiller med Mads Pedersen. Danskeren kan vinde løbet på både den ene og den anden måde. Han var så velkørende i Wevelgem, at han utvivlsomt vil forsøge at gå med, når Van der Poel og Pogacar åbner for ballet, og der burde også være en god chance, at formstærke Alex Kirsch kan være med i en hård finale. I det tilfælde er de helt sikkert en allieret for de hårde drenge, men kommer de på bagkant, vil de utvivlsomt satse 100% på en spurt og deltage i jagten med deres ganske stærke trup.

Det er altså ret åbenlyst, at der er mange til at skabe til det hårde løb. Spørgsmålet er bare, om den nye rute er vanskelig nok. I Wevelgem var der også masser af hold med interesse i at skabe blodbadet, men selv på den vanskeligere og længere rute her lykkedes det aldrig favoritterne at gøre forskelle, der var tilstrækkeligt store. Således blev den elitegruppe, der blev etableret efter sidste passage af Kemmelberg, hentet stort set med det samme. Alligevel blev den flade finale taktisk, og det lykkedes fire stærke folk at snige sig væk i den manglende kontrol, hvorefter sprinterholdene var for mærkede til at køre dem ind igen. Den slags kan ske igen onsdag, men det er mindre sandsynligt i et lettere og kortere løb, hvor flere hold vil have friske folk til at jagte. Og hvis først de bedste er kørt ind igen efter bakkerne, må man formode, at Alpecin og Trek vil satse på deres sprintere, og så bliver det svært at undgå massespurt i et løb, hvor vejret bestemt ikke hjælper til.

Van der Poel og Pogacar har så meget x-faktor og kan selvstændigt skabe løbene så meget, at jeg bestemt ikke tør udelukke, at vi ikke får en spurt, men jeg tror mest på hurtige folk. Denne gang er der altså mere end 50 km fra den sidste stigning, der kan betegnes som relativt svær, og der er ingen Taaienberg til at splitte feltet tidligere. Læg dertil, at Quick-Step formentlig satser hele butikken på en spurt, og at Van der Poel i 2019, hvor han var skræmmende stærk, kun med det yderste af neglene undgik en spurtafgørelse, og jeg tror, at 2022 bliver året, hvor vi får den spurtafgørelse, vi næsten fik i 2019 og 2021.

Til gengæld bliver det ikke i et fuldt felt. I 2019 var de ca. 60 mand tilbage og i 2021 ca. 50 mand. Denne rute er lettere, og derfor kan feltet ende med at blive større, men der vil altid stilles visse krav til sprinternes holdbarhed. Derudover er det en uhyre teknisk finale med to sving med 400 og 500 m igen, og forinden er løbet endda blevet endnu mere kringlet, end det plejer at være. Selvom positionskampen er mindre intens i et mindre felt, vil det være en spurt, hvor position er vigtigere end fart.

Det gør det til et løb, hvor det er meget svært at komme med en helt klar konklusion. Chancerne for en spurt synes i lyset af det gode vejr at være ganske gode, men det komplicerer sagen, at Deceuninck åbenlyst vil undgå det. Jeg er splittet i spørgsmålet, men efter moden overvejelse hælder jeg nok en anelse mod en spurtafgørelse. Vejret er lidt for godt, og Deceunincks vanvittigt stærke mandskab kan hurtigt vise sig at være lidt for intimiderende til, at der kan etableres et harmonisk samarbejde.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Min tro på en spurt får mig til at pege på Fabio Jakobsen. Hollænderen var i går ganske ærlig om, at han ikke havde været god nok til at matche de bedste i Gent-Wevelgem, men det er også et løb, der er på grænsen af hans muligheder. Dette lettere løb burde give ham en større chance, men der er bestemt ingen garanti for, at han overlever. De seneste to klassikere har vist, at han har sine begrænsninger, men vi så også i Kuurne, at han uden de mindste problemer overlevede på en rute, der er mere sammenlignelig end denne. Hans præstation søndag gør mig bestemt ikke sikker på, at han klarer den, men jeg vælger at tro, at det nye design af dette løb bringer ham i spil.

Med den spurtstyrke, Jakobsen har vist i år, vil han også være manden, der skal slås, hvis han overlever så langt. Vi så i Kuurne, at han sagtens kunne gøre det færdigt efter et hårdt løb, men denne gang er det betydeligt mere kompliceret. Den kringlede finale stiller store krav til positioneringen, og derfor rækker det ikke at være hurtigst. Quick-Step har i år kikset flere af deres lead-outs, men i dette løb er det svært ikke at regne et tog med Jannik Steimle, Yves Lamaert, Zdenek Stybar, Bert van Lerberghe og Davide Ballerini, der alle kan ventes at overleve undervejs, som det stærkeste. Dermed kan den kringlede finale ende med at blive en fordel, og derfor tror jeg, at Jakobsen redder lidt af Quick-Steps ære i en ellers trist klassikersæson.

Hans største trussel i en spurt er vel Jasper Philipsen. Belgieren har i hvert fald i UAE Tour vist, at vi skal regne ham til den absolutte sprinterelite, men Jakobsens fart havde han ikke i Vueltaen, og den har han næppe nu. Til gengæld har han to andre våben. Han så uhyre stærk ud i Wevelgem, og derfor er der ingen tvivl om, at han overlever. Han kan altså sagtens ende i et felt, hvor han ikke skal spurte mod Jakobsen, og så er han pludselig den oplagte favorit. Selv i kamp mod Jakobsen står han dog stærkt. Van der Poel er en sublim lead-out man, som vi så i Touren, og forinden har de endda den meget formstærke Dries de Bondt. Det kan være helt afgørende i denne tekniske finale, hvis Van der Poel og Philipsen går først igennem de to sidste sving, for så bliver belgieren ikke let at slå. Denne gang slipper han også for gårsdagens hovedløse taktik, hvor Merlier og Philipsen begge sparede sig til at køre hver deres spurt, som i sidste ende gik galt for Philipsen, og som nu blot var for en ligegyldig 6. plads. Med Van der Poel som lead-out man kan Philipsen meget vel tage flot revanche.

Modsat de to ovennævnte kan Mads Pedersen vinde på to måder. I det hårde løb er han endda min favorit. Efter skuffelsen i E3 lignede han heldigvis i går igen den forvandlede rytter, han har været gennem hele sæsonen, og selvom der ingen garanti er for, at han kan gå med i angreb fra Pogacar og Van der Poel, er der i hvert fald en god chance. Med den spurtstyrke, han har vist i år og senest i går, vil han formentlig kunne slå også Van der Poel på stregen, og dermed står han uhyre stærkt, hvis der gøres forskelle. Heller ikke i en stor spurt kan han dog afskrives. Jakobsen er svær at slå, men i en teknisk finale kan det lade sig gøre, og falder Jakobsen fra, synes det bestemt muligt, at han kan slå Philipsen, hvis han spurter, som han gjorde i Wevelgem. Til gengæld mangler han Jasper Stuyven i sit tog, og selvom Alex Kirsch og Edward Theuns stadig giver ham noget af den bedste støtte, har han ikke samme opbakning som Philipsen og Jakobsen. Den tekniske finale er bestemt ikke til hans fordel, men han er så hurtig lige nu, at han bestemt har en god chance, selvom han står stærkest, hvis massespurten undgås.

Den anden åbenlyse favorit til et hårdt løb er naturligvis Mathieu van der Poel. Sidste år havde han en mærkelig offday, men for tre år siden var han stærk nok til at forhindre en spurt. Denne gang er han helt sikkert ikke på samme niveau endnu, men til gengæld har han en gylden allieret i Pogacar samt flere andre stærke folk. Han kom ganske fint igennem Coppi e Bartali, hvor hans etapesejr blev leveret på imponerende vis efter en spurt og et langt udbrud, men løbet viste også tydeligt, at han ikke var på toppen. Han havde det i hvert fald svært på stigningerne de to første dage, hvor han også selv talte om, at det kunne have været bedre, men kursen er i hvert fald rigtig, og hans meget overbevisende kørsel i Sanremo tilsiger også, at vi kan vente os en meget stærk Van der Poel i morgen. Blandt de ryttere, der kan være med i et hårdt løb, er det også kun Pedersen, han for alvor skal frygte i en spurt, og også danskeren kan han slå efter et hårdt løb med en teknisk finale, hvis ikke han kommer af med ham - hvad der er ganske muligt - undervejs. Spørgsmålet er bare, om den Van der Poel, vi så i Coppi e Bartali, er god nok til at undgå en spurt på denne lettere rute.

Jumbo er uden deres to stærkeste ryttere, men uden chance er de ikke. Olav Kooij har vist en fart, der giver al mulig grund til at tro, at han på en god dag kan slå i hvert fald Philipsen og Pedersen samt måske også Jakobsen. Hans spurt i De Panne, hvor han åbnede fra spids, var dog skuffende og skaber bekymring, men det kan ikke ændre på, at han har vist en imponerende fart i både UAE Tour og Tirreno. Også hans tog med Mick van Dijke, Pascal Eeenkhoorn, Timo Roosen og ikke mindst Mike Teunissen, der er en suveræn lead-out man, ser stærkt ud og består af lutter holdbare folk. På den baggrund kan den kringlede finale for en gangs skyld vise sig at være en fordel for en mand, der hidtil har manglet støtte, og et godt lead-out kan her være nok til sejr. Den anden udfordring er holdbarheden, for ligesom Jakobsen må han sande, at løbet kan være for hårdt. Sidste år viste han dog sin holdbarhed ved blandt andet U23-VM og Benelux Tour, og det giver mig en tro på, at han også vil komme med hjem på denne rute.

Kan Tadej Pogacar vinde sit første brostensløb? Han har ikke givet sig selv den bedste chance ved at vælge et af de letteste, men Van der Poel og Van Baarle har vist, at stærke folk sagtens kan vinde her. Da hollænderen ikke er helt på 100%, er Pogacar formentlig løbets stærkeste rytter, men til gengæld er bakkerne nok også lidt for lette til, at selv han bare kan køre fra alt og alle. Som nævnt skal han ikke rigtigt bekymre sig om brosten, da næsten alle stigningerne er asfaltstigninger, og da de flade pavéer næppe bliver afgørende, og han er derfor ikke handicappet i forhold til tungere ryttere. I disse tider skal man aldrig udelukke, at Pogacar kan levere et soloridt i stil med det, Van Baarle leverede sidste år, men det bliver trods alt sværere for en mand, der ikke bare kan snige sig væk i et uopmærksomt øjeblik. Formentlig skal han lukrere på sin spurt, og den er næppe god nok til at slå Van der Poel eller Pedersen. Omvendt var den altså meget, meget tæt på at være god nok til at slå Van Aert ved OL sidste år, og det viser, at man aldrig skal undervurdere Pogacars hurtighed efter et hårdt løb - og ellers må han jo bare gøre som i Strade Bianche og være 2022-udgavens Van Baarle.

Det kunne også være en chance for Davide Ballerini. Italieneren er åbenlyst ikke på sit højeste niveau efter den megen sygdom, der har kostet ham flere løb ad flere omgange, men hans opkørsel til de bedste på Eikenberg i fredags var lovende. I går blev han sat tilbage af defekt, og derfor fik vi aldrig at se, hvad han virkelig kan, og derfor hersker der stor usikkerhed om ham, men hans kørsel i fredags, hvor han endte med at eksplodere, giver ham en reel chance for at være med de bedste i dette lettere løb. Ender han i en lille gruppe, har han en god chance for at vinde en spurt. Det gælder i hvert fald hvis Pedersen ikke er med, men også danskeren slog han jo i en massespurt i Polen i 2020, og selvom han i år har spurtet meget skuffende, ved man aldrig, hvad der kan ske efter et hårdt løb. Han vil også være plan B i en stor spurt, hvis Jakobsen er faldet fra, og selvom det ser svært ud at slå de hurtigste, betyder hans meget stærke tog med Van Lerberghe som sidste mand, at man aldrig skal udelukke noget i så teknisk en finale.

Jeg er også nødt til at bringe Dylan Groenewegen i spil. Jeg vil tro, at løbet ender med at blive en anelse for hårdt, men vi skal ikke glemme, at hollænderen tidligere har vundet Kuurne, der i sværhedsgrad kan sammenlignes med dette. I går efterlod han faktisk et ganske positivt indtryk, indtil han fik en kritisk defekt, og sidder han først hjem til en spurt, er han formentlig manden, der på ren fart måske kan slå Jakobsen. Han lignede i hvert fald UAE Tour en hurtigere mand end Philipsen, selvom han kun kunne spurte én gang, og i fredags kørte han helt lige op med Merlier. Desværre er den kringlede finale en katastrofe for en mand, der positionerer sig skidt og denne gang er uden Luka Mezgec og med et tog, der bestemt ikke er imponerende. Det var det imidlertid heller ikke i onsdags, og her sad han højst overraskende ganske godt. Bliver det tilfældet igen i morgen - og komme han mod forventning med hjem - har han farten til formentlig at slå alle, også selvom Jakobsen er svær.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Lotto burde også kunne får Arnaud de Lie med hjem. Belgieren sad i anden gruppe i går, og dermed bekræftede han, at han har en strålende holdbarhed. Hans fart har også virket meget overbevisende hidtil, men desværre har han endnu ikke spurtet mod de bedste, da det gik galt i De Panne, og da han havde defekt i finalen i Koksijde. Derfor er han den store ubekendte, men hans sæsonstart med to sejre vidner om, at han har potentiale til at overraske også i dette selskab. Desværre er hans tog med kun Florian Vermeersch som lead-out man, at han skal være heldig i positionskampen, som han dog heldigvis synes god til.

Bryan Coquard må også regnes som kandidat. Det er klart, at han ikke vinder en massespurt i dette felt, men han kan bestemt ikke afskrives i et hårdt løb. Han har klatret som en drøm i år, og i et løb med næsten udelukkende asfaltstigninger bør han være en af de bedste på eksplosive bakker som disse. Ender han i en lille gruppe til sidst er han i hvert fald ikke uden chance, selvom Paris-Nice tydeligt bekræftede, at Pedersen, som kan være en rival i det scenarium, i hvert fald er hurtigere. Desværre skuffede han mig gevaldigt i Sanremo, og derfor skal han bekræfte, at han fortsat har de ben, han havde i starten af året. Omvendt passer disse stigninger ham meget bedre end Cipressa, der tog livet af ham i forrige uge.

Jeg har også lidt fidus til Dries de Bondt. Belgieren har været flyvende på det sidste, hvor han har været her, der og alle vegne, og i fredags var han også for første gang en aktør i et af de helt hårde brostensløb. Med de ben burde han have en god chance for at køre med de bedste i dette lidt lettere løb, og så står han ikke ringe. Han vil nemlig efter alt at dømme have Van der Poel som følgesvend, og mens alle kigger på hollænderen, kan De Bondt, der har vundet flere løb med snu angreb, udnytte den position til at køre væk. Skulle han få følgeskab, er han lynhurtig, som han har vist med to podiepladser i massespurter på det seneste.

Netop den model med at lukrere på Van der Poel bringer også Michael Gogl i spil. Efter en svag sæsonstart var han pludselig flyvende i fredags, hvor han var blandt de ryttere, der kom tilbage på Eikenberg, og det taler for, at han har en chance for at være med i et hårdt løb her. Modsat De Bondt har han den ulempe, at han ikke er hurtig og formentlig skal alene hjem for at vinde, men sidder de vitterligt tre fra Alpecin i en lille gruppe til sidst, har han en gigantisk fordel i den taktiske finale, der kan udfolde sig.

Jeg tør også godt bringe Gianni Vermeersch i spil. Det havde jeg gjort med sikkerhed sidste år, hvor han endte i top 10 i alle de største flamske klassikere i denne periode, men hans sygdom har sat ham tilbage. I E3 var han dog ikke langt fra at komme op på Eikenberg, og hans kørsel i går var ganske imponerende, når man betænker hans styrt først på løbet. Han tankede også selvtillid og tror på, at han kan nå at finde den sidste form inden søndag, og lykkes det, vil han være knivskarp her. Potentielt set kan Alpecin således sidde med fire mand til sidst, og ligesom De Bondt er han også så hurtig, at han kan overspurte en følgesvend eller to.

Jumbo har Kooij til en spurt, men uden deres to bedste kan de også være med i et hårdt løb. Bedst chance har nok Mike Teunissen, men han er ikke helt let at blive klog på. Han startede sæsonen meget svagt og var helt udkørt i Paris-Nice, men kom stærkt igen i E3, hvor han blev en fin nr. 12 - også selvom det kun rakte til at være fjerdebedste fra Jumbo! I går skuffede han til gengæld, og derfor føler jeg mig ikke overbevist om, at vi vil se ham fremme, men i et lettere og kortere løb er der håb på baggrund af det, vi så i E3. Han er endda så hurtig, at han kan drømme om at slå de fleste i en spurt, også Van der Poel. I hvert fald slog han som bekendt en vis Peter Sagan i den stigende spurt på 1. etape i Touren i 2019, og hans fart skal bestemt ikke undervurderes. Derudover kan Jumbo meget vel sidde med to mand, og det giver ham også mulighed for at være med i en taktisk finale. Endelig vil han være plan B i en spurt, hvis Kooij falder fra, men han slår ikke de bedste sprintere.

Anthony Turgis har været en af skuffelserne i den seneste uge. Han var helt usynlig i går, og i fredags løb han også tør for kræfter. Han var dog stadig god nok til at køre op til de bedste på Eikenberg, og derfor er der grund til at tro, at han kan køre finale. Han er så hurtig, at han formentlig vil lave et godt resultat, hvis det bliver en massespurt - særligt i en teknisk finale, han vil elske - og jeg anser det bestemt ikke som umuligt, at han vil kunne slå eksempelvis Van der Poel på stregen. Faktisk var det netop ham, der blev nr. 2 bag hollænderen i 2019, og det vidner om, at han i kraft af sin hurtighed står meget stærkt, i hvert fald hvis han ikke er oppe mod Pedersen.

Et andet hold, der kan stå stærkt i det taktiske spil, er FDJ, og det giver muligheder for Stefan Küng. Ganske vist var han vel en af gårsdagens skuffelser, da han slet ikke virkede på sit E3-niveau, men noget dårligt løb kørte han ikke. Det er stadig rimeligt at antage, at han med sin superform vil være med i front i en lille gruppe, hvis ikke vi får en spurt. Ligesom Gogl er han spurtsvag, men de kan meget vel sidde to fra FDJ, som de gjorde det i fredags. Her lykkedes det som bekendt Küng at snige sig væk til en 3. plads, så han ved akkurat, hvad han skal gøre for udnytte et overtal til at vinde.

Hans makker vil være Valentin Madouas, der efter et skuffende Paris-Nice pludselig fandt sig selv i fredags, hvor han meldte om meget bedre ben end hidtil. Han kørte op på Eikenberg, og modsat mange andre hold han hele vejen. Disse asfaltbakker passer ham endda betydeligt bedre end brostensstigninger, og kommer han ikke igen til kort i positionskampen, vil han være en af de stærkeste. Modsat Küng har han også en god spurt, men der vil være folk, der er hurtigere end ham, og i en taktisk finale har han ikke helt samme power som sin holdkammerat, når det handler om at snige sig væk i en flad afslutning.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

En af søndagens positive oplevelser var at se Søren Kragh rejse sig igen efter et E3, der ikke gik som håbet. I går var han blandt de fire, der var ”best of the rest” bag Van Aert på Kemmelberg, og derfor taler alt for, at han er med de bedste, hvis ikke han kommer til kort i positionskampen. Til gengæld vil han være alene i finalen, og selvom han er hurtig, vinder han ikke en spurt mod Van der Poel. Heldigvis har han vundet to Tour-etaper ved at snige sig væk i taktiske finaler, og den forrygende næse for angreb gav ham en 5. plads i går. Onsdag kan den måske give ham den første store sejr i en forårsklassiker.

Omvendt var Victor Campenaerts en af gårsdagens skuffelser, da han endte i tredje gruppe efter Kemmelberg. Han kom dog tilbage, og han har for længst sagt, at han ikke har motoren til løb over 200 km. Derfor har han meget større ambitioner i et løb over 180 km, og han siger endda, at han tankede selvtillid inden dette løb. Han virkede uhyre overbevisende i Omloop, Le Samyn og Koksijde, og der er derfor grund til at tro, at han kan være med, hvis det skal afgøres i et hårdt løb. Her skal også han alene hjem for at vinde, men sidder de to fra Lotto, kan de lege med overtallet - og ligesom Küng mangler han ikke poweren til at holde hele vejen.

Manden, der skal sidde hos ham, er Tim Wellens, men om hans form er der usikkerhed. Han startede som altid stærkt, og selvom han ikke er som i gamle dage, giver hans kørsel i Var og Strade Bianche et berettiget håb om, at han vil være en af de stærkeste her - særligt fordi asfaltbakkerne næsten gør det til en let ardennerklassiker. Hans form er dog usikker, da han var meget træt efter Tirreno, hvor han var langt væk, og vi ved af bitter erfaring, at det er lettere at bruge en terning til at give en præcis vejrudsigt end at spå om de ben, Wellens møder op med efter en pause. Han melder sig dog så frisk, at han i dag har besluttet at køre et løb, der ikke var på hans kalender, og det giver håb om, at han og Campenaerts kan angribe på skift i finalen.

Sidste år vandt Dylan van Baarle løbet med et overmenneskeligt soloridt, men i år er han ikke på helt samme niveau efter den sygdom, der slog ham ud efter Paris-Nice. Han har dog stadig været en af de stærkeste i de to seneste løb, og han bør være med, hvis vi får et hårdt løb. Desværre skal han alene hjem for at vinde, og soloridt over mere end 50 km leverer man sjældent to gange i træk. Denne gang skal han formentlig spille sine kort rigtigt i en taktisk finale, og det er svært, da han formentlig vil være alene. Tom Pidcock synes nemlig ikke god nok, men han kan håbe på, at den uhyre overbevisende Ben Turner kan spare sig lidt og køre med de bedste. Gør han det, har Ineos pludselig to kort at spille.

Jumbos anden kandidat er Tiesj Benoot. Vi så igen i går, at han stadig ikke har de suveræne Omloop-ben efter sit styrt, men hans kørsel i E3 taler stadig for, at han bør køre finale her. Til gengæld er han ikke specielt hurtig længere, og han er heller ikke alt for kraftfuld på flad vej. Han skal spille sine kort rigtigt i en taktisk finale, og det bliver svært, hvis han er alene. Kører Teunissen til gengæld op til sit bedste, sidder de formentlig to mand til sidst, og så har Benoot også muligheder for at deltage i et taktisk spil, hvor overtal gør alting meget, meget lettere.

Netop overtallet kan Ineos få, hvis de får Ben Turner med i front. Det virker ikke helt umuligt, for briten er uhyggeligt imponerende. Uden ham var det aldrig lykkedes Van Baarle og Jhonatan Narvaez at komme tilbage efter blunderen i E3, og i går var han her, der og alle vegne, når det handlede om at holde Van Baarle fremme i nøglemomenterne. Nu kan han forhåbentlig få lov at køre som beskyttet rytter, og så taler meget for, at han vil være god nok til at køre finale. Modsat Van Baarle er han også hurtig, og samtidig vil han være del af et potentielt overtal, hvor han vil være manden, ingen frygter. Det kunne meget vel blive hans gennembrud onsdag.

Jeg er også begyndt at tro lidt på Ivan Garcia Cortina igen. Han ligner stadig ikke den rytter, han var i Montreal i 2019, i Paris-Nice i 2020 og i Tour de Suisse i 2021, men han har været konkurrencedygtig i Sanremo, E3 og Welvelgem. Han lider voldsomt under sin positionering, men han synes at have power og at være i fremgang. Alene det forhold, at han i går kørte så god en spurt efter et hårdt løb indikerer, at han har noget at skyde med. Lykkes det ham at sidde rigtigt inden bakkerne, kan det være i morgen, at han endelig kører med de bedste, og så har han en ganske god afslutning, også mod Van der Poel. Det så vi i hvert fald så sent som i går.

En endnu bedre fart har Alexander Kristoff, der synes ganske flyvende lige nu. Han var syg og missede E3, men i går kørte han et af sine bedste udgaver af Gent-Wevelgem. Han så ganske god ud på Kemmelberg, hvor han plejer at lide, men desværre er dette løb lidt for let for Kristoff. Jeg har svært ved at tro, at han kan vinde en massespurt mod folk som Philipsen og Pedersen, men falder Jakobsen, Kooij og de mere klassiske sprintere fra, tør jeg ikke udelukke ham. Hans spurt i Milano-Torino var nemlig så god, at han synes at have fået en ny fart. Samtidig har toget med Adrien Petit og Andrea Pasqualon vist sig ganske sublimt, selvom de også har ramt skævt. Det største spørgsmål er, om ikke Kristoff alligevel mangler lidt for meget fart efter et ”let” løb som dette.

Jeg vil også fremhæve Alex Kirsch. Han er som regel ren hjælper, men i Stuyvens fravær håber jeg, at Trek giver ham lov til at køre sin chance. Han har lige siden Omloop imponeret mig stort med et niveau, vi aldrig tidligere har set, og jeg har en tro på, at han kan køre med de bedste, hvis han får lov. Sidder han til slut sammen med Pedersen, vil alle frygte danskerens spurt, og det kan være Kirschs chance. Luxembourgeren er endda ikke helt uden spurtstyrke, hvis han skulle få sig den rette følgesvend.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Endelig fortjener Elia Viviani og Pascal Ackermann at blive nævnt. Ingen af dem er på toppen, da Viviani var syg efter Tirreno, og Ackermann styrtede i De Panne, men forinden var i hvert fald tyskeren i ganske god form. I dette relativt lette løb burde de have en god chance for at sidde med hjem, og i denne kringlede finale er de begge meget stærke i positionskampen. Viviani vil mangle lidt større, men er til gengæld hurtigere end Ackermann, mens tyskeren i Matteo Trentin har en fremragende lead-out man. Det vil dog undre mig, hvis de har farten til faktisk at vinde i dette felt.

BEMÆRK: Der er traditionelt mange sene ændringer til dette løb, og meget få hold er mandag aften blevet udtaget. Der kan komme en del ændringer tirsdag, hvorfor optakten opdateres tirsdag aften. Blandt andet spekulerer jeg ovenfor på, om Arnaud Demare kunne tilslutte sig festen efter et lovende Gent-Wevelgem.

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kommet, og der var ikke alt for mange ændringer. Vigtigst er det, at Ballerini ikke kommer til start for Quick-Step, hvilket formentlig betyder, at holdet vil satse endnu mere målrettet på en spurt. Det er til gengæld en markant svækkelse af hans tog i den tekniske finale, og i det lys står Philipsen stærkere, end han gjorde i går. Derudover kommer Ackermann ikke til start for UAE, der til gengæld nu vil satse alt på at undgå en spurt. Endelig kører Luka Mezgec alligevel for BikeExchange, hvilket styrker Dylan Groenewegens chancer markant, hvis han kommer med hjem til en spurt. Derudover er der en række mindre ændringer, hvorfor holdoversigten nedenfor er opdateret.

***** Fabio Jakobsen

**** Jasper Philipsen, Mads Pedersen

*** Mathieu van der Poel, Olav Kooij, Tadej Pogacar, Dylan Groenewegen, Arnaud de Lie

** Bryan Coquard, Dries de Bondt, Michael Gogl, Gianni Vermeersch, Mike Teunissen, Anthony Turgis, Stefan Küng, Valentin Madouas, Søren Kragh, Victor Campenaerts, Tim Wellens, Dylan van Baarle, Tiesj Benoot, Ben Turner, Ivan Garcia Cortina, Alexander Kristoff, Alex Kirsch Elia Viviani, Tom Pidcock

* Jan Tratnik, Max Kanter, Danny van Poppel, Alex Aranburu, Dries van Gestel, Alberto Dainese, Sam Bennett, Fred Wright, Luke Mezgec, Amaury Capiot, Marijn van den Berg, Michael Valgren, Greg van Avermaet, Matteo Trentin, Yves Lampaert, Florian Vermeersch, Andrea Pasqualon, Stanislaw Aniolkowski, Timothy Dupont, John Degenkolb, Heinrich Haussler, Jonas Koch,Magnus Sheffield, Matis Louvel, Oliver Naesen, Zdenek Stybar, Stan Dewulf, Marco Haller

 Livestream brostensklassikerne til halv pris

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

Danskerne

Mads Pedersen og Søren Kragh er blandt favoritterne og er omtalt ovenfor. Hos EF er Michael Valgren en af kaptajnerne, men dette løb er lidt for let til ham, og han har manglet lidt for meget i de seneste løb. Hos UAE skal Mikkel Bjerg støtte Tadej Pogacar, Matteo Trentin og Pascal Ackermann, mens Julius Johansen på Intermarché skal støtte Alexander Kristoff. Hos Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Max Kanter, Ivan Garcia Cortina og Alex Aranburu og måske jagte udbrud, mens William Blume på Uno-X burde kunne få plads til at gå i udbrud hos en trup, der vel mest satser på en spurt med Kristoffer Halvorsen og alternativt Søren Wærenskjold.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Dylan van Baarles sejr fra 2021, Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Yves Lampaerts sejre fra 2018 og 2017, Jens Debusscheres sejr fra 2016, Jelle Wallays’ sejr fra 2015, Niki Terpstras sejre fra 2014 og 2012 samt Oscar Gattos sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

INEOS Grenadiers: Holdet har Viviani til en spurt og Van Baarle og Turner til et hårdt løb. Tom Pidcock kan overraske, men han sagde i går, at han mangler meget og fortsat døjer med maven. Han skal forbedre sig markant for at være med i front. Magnus Sheffield har været god, men han kører ikke med de bedste.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime

UAE Team Emirates: Pogacar får lov at gøre, hvad der passer ham, mens Matteo Trentin efter sin hjernerystelse er et stykke fra sit bedste. Hans bedste chance er derfor nok en spurt som han får svært ved at vinde

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Med Ballerini ude bør det handle om Jakobsen. Efter deres sygdom ser jeg ikke Yves Lampaert eller Zdenek Stybar køre med de bedste, og Jannik Steimle har skuffet i år. Falder Jakobsen fra, er alternativet i en spurt vel den formstærke Bert van Lerberghe.

Ag2r Citroën Team: Greg van Avermaet så bedre ud i går, men han kan formentlig stadig ikke køre med de bedste, som heller ikke Oliver Naesen eller Stan Dewulf synes at kunne lige nu. I en teknisk spurt kan Van Avermaet eller Naesen måske køre top 10.

Jumbo-Visma: En spurt med Kooij ligner bedste chance, men Teunissen og Benoot er alternative. David Dekker er for formsvag til at komme med hjem, og jeg regner ikke med, at Mick van Dijke kan komme i en position, hvor det er ham, der spurter.

Alpecin-Fenix: Med Van der Poel, Philipsen, De Bondt, Vermeersch og Gogl har holdet et overflødighedshorn af muligheder.

Trek-Segafredo: Da Quin Simmons har været syg, og Toms Skujins leder efter formen, må det være fuldt fokus på Pedersen med Kirsch som en mulig joker.

Lotto Soudal: Holdet er dækket ind med De Lie til en spurt og Campenaerts og Wellens til et hårdt løb, Jeg ser ikke Florian Vermeersch eller den ellers velkørende Cedric Beullens køre med de bedste.

Astana Qazaqstan Team: Tja… Gianni Moscon er stadig formsvag, men måske kan Michele Gazzoli overleve og forsøge at lave en top 10 i en spurt.

Bahrain-Victorious: Uden Matej Mohoric må det handle om Fred Wright, men han har skuffet mig og kører næppe med de bedste. De har en joker i formstærke Jan Tratnik, der kørte i top 10 i Sanremo Han har aldrig begået sig i dette løb, men han kunne overraske, selvom han næppe vinder. Til en spurt kan de måske gå i top 10 med Wright eller Heinrich Haussler, der ikke synes helt på toppen.

Læs også

López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas

BORA-hansgrohe: Sam Bennett så bedre ud i går, men det vil stadig undre mig, hvis han vitterligt er blevet så meget stærkere, at han kan vinde et løb, der ellers normalt burde ligge godt til ham. Nils Politt og Lukas Pöstlberger er formsvage og Marco Haller slet ikke på sidste års niveau. Danny van Poppel bør være den mest sandsynlige i top 10 og burde egentlig være en god kandidat, men noget tyder på, at han kan have ramt en af de sine berygtede formkriser. Holdets mest formstærke rytter er Jonas Koch, der kan spurte, hvis Van Poppel og Bennett begge er væk, men han har ikke farten til at vinde.

Cofidis: Det må handle om Coquard. Piet Allegaert var god i går, men bør ende som lead-out man.

EF Education-EasyPost: Det må handle om et hårdt løb med Michael Valgren, men lige nu synes han at mangle lidt for meget, og dette lette løb passer ham tillige dårligt. Til en spurt har holdet unge Marijn van den Berg, der imponerede i Wevelgem, men uden den store støtte får svært ved at komme frem. Alberto Bettiol har efter sygdom afskrevet klassikerne og var uhyre formsvag i Coppi e Bartali, mens Stefan Bissegger og Jonas Rutsch har skuffet.

Groupama-FDJ: Det handler om Küng og Madouas, da Lewis Askey har skuffet de seneste dage. Olivier Le Gac og Kevin Geniets var fremragende i går, men må være hjælpere. Til en spurt drømmer de vel om top 10 med Fabian Lienhard.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Både Andrea Pasqualon og Adrien Petit var gode i går, men de har ikke benene til at køre med de bedste, så det må handle om en spurt med Kristoff. Aime de Gendt er bedre nu, men stadig ikke på toppen.

Israel-Premier Tech: Efter sin megen sygdom er Sep Vanmarcke stadig langt fra formen. De kan ikke håbe på meget andet end en top 10 i en spurt med Hugo Houle, men det ser svært ud.

Movistar Team: Max Kanter imponerede stort i går, og han bør kunne sidde med hjem igen. Selvom han har spurtet fornemt i år, senest i Torino, ser jeg ham dog ikke vinde i denne tekniske finale, der passer ham dårligt. Bedste chance ligner Garcia Cortina, men Alex Aranburu er også uhyre velkørende. Han er dog svag i positionskampen og har ikke været helt knivskarp de seneste dage. Johan Jacobs leverede et vanvidsridt i går, men er formentlig stadig hjælper.

Team BikeExchange-Jayco: Det handler om en spurt med Groenewegen med den mere holdbare Luka Mezgec som plan B, hvis han falder fra. Sloveneren har dog ikke farten til at vinde.

Team DSM: Det må handle om et hårdt løb med Kragh. Som han har klatret i år, regner jeg med, at Alberto Dainese kommer med hjem, men selvom han har farten, vil han aldrig komme frem i denne tekniske finale. Cees Bol kommer efter sin sygdom formentlig til kort på bakkerne. Falder Dainese alligevel fra, kan John Degenkolb måske jagte en top 10, men det ser svært ud.

Arkea-Samsic: Connor Swift har ikke virket flyvende på det sidste og er næppe med i et hårdt løb, og heller ikke Clement Russo synes at have sin bedste form. Matis Louvel er formentlig stærkeste mand, da han var flyvende i forrige weekend, men løbet her er nok på for højt et niveau. Til en spurt har de Amaury Capiot, der vil elske den tekniske finale, men han har spurtet skuffende på det sidste.

TotalEnergies: Turgis er bedste bud, men det kan heller ikke helt udelukkes, at Dries van Gestel kan køre med de bedste. Det vil dog undre mig, og han mangler også noget fart til slut. Turgis kan også gå i top 10 i en spurt, hvis ikke de kører for Edvald Boasson Hagen, der kørte en god spurt i Tirreno og kan sidde med hjem her. Daniel Oss og Niki Terpstra er i dag bare hjælpere.

B&B Hotels-KTM: Holdet burde have en god chance for at få Luca Mozzato med hjem til en spurt, men selv top 10 ser svær ud. Alexis Gougeard er genfødt og kan måske komme langt, hvis han rammer udbruddet.

Sport Vlaanderen-Baloise: Det ligner igen et svært løb, da Milan Fretin eller Jens Reynders næppe kommer med hjem til en spurt. Stærkest er vel Ward Vanhoof.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Med de overraskende gode ben fra i går bør Stanislaw Aniolkowski kunne sidde med hjem, men han vinder ikke en spurt her. Timothy Dupont får det formentlig for svært, men på denne rute kan han ikke helt afskrives. Han er den hurtigste af de to, men vinder ikke en spurt her, og Attilio Viviani kommer ikke med hjem i sit comeback løb. Falder alle sprinterne fra, kan Laurenz Rex prøve, mens Arjen Livyns , der ellers efterhånden ser godt ud, næppe kører med de bedste.

Uno-X Pro Cycling Team: Uden Rasmus Tiller ser det svært ud. Jeg tror ikke, at Kristoffer Halvorsen har formen til at sidde med hjem, og det gør Tord Gudmestad heller ikke. Søren Wærenskjold virker velkørende og har en god mulighed, men han kan ikke stræbe efter mere end top 10. Holdets stærkeste er Erik Resell, men han kan ikke køre med de bedste.

 Livestream brostensklassikerne til halv pris