Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Mens foråret byder på en blanding af endags- og etapeløb og første del af sommeren stort set kun handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen skabt for endagsrytterne. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb, der for alvor passer til grand tour- og etapeløbsspecialister, og i stedet er sensommeren og efteråret fuldt med endagsløb i det meste af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og Clasica San Sebastian, Hamburg Cyclassics, RideLondon Classic, Bretagne Classic og de canadiske løb tilbyder også værdifulde WorldTour-point. Listen indeholder også historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine, Brussels Cycling Classic og Milano-Torino, og kalenderen byder på al slags terræn og dermed muligheder for alt fra sprintere over klassikerspecialister til klatrere.

I tillæg til de store løb er der mange mindre løb på programmet. Traditionelt har de to store endagsnationer, Belgien og Italien, begge haft en rig kalender af semiklassikere, men nu om dage er de fleste af de italienske løb forsvundet. Heldigvis er situationen anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har ramt knap så hårdt, og derfor er den fascinerende liste af typiske belgierløb stort set intakt.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I 2016 var der endda tale om et comeback til et af de relativt nye løb. Dwats door Het Hageland blev første gang afviklet som en 1.2-løb i 2001, men løbet havde det svært. Det blev aflyst i 2004 og 2005, inden det vendte tilbage i 2006. Det overlevede som et mindre belgisk løb frem til 2012, hvor Timothy Stevens blev den sidste vinder af løbet.

Desværre var arrangørerne ikke i stand til at holde løbet i live, og da det blev aflyst i 2013, 2014 og 2015, så det ud til, at det for altid var forsvundet. I 2016 kom det imidlertid pludselig tilbage på kalenderen og det endda i en langt større og mere prestigiøs udgave. Det var rykket op i hierarkiet og havde sikret sig 1.1-status og var samtidig blevet en del af den succesrige løbsserie Napoleon Games Cycling Cup, der var en samling af 10 typiske belgiske 1.1-løb. Efter en succesrig udgave i debutåret har man bibeholdt den position i serien, der i år hedder Bingoal Cycling Cup, men desværre er alle andre løb end dette og GP Monseré, som kørtes inden nedlukningen og blev vundet af Fabio Jakobsen, aflyst.

Som et relativt nyt løb er det ikke overraskende, at Dwars door het Hageland har haft sværere ved at tiltrække det samme antal WorldTour-hold som mere etablerede løb i serien som Le Samyn og Halle-Ingooigem, ikke mindst fordi det afvikles på et meget travlt tidspunkt af året, hvor der er mange konkurrerende løb på programmet. Af og til har man haft de to belgiske storhold Deceuninck-Quick Step og Lotto Soudal til start, men oftest har der helt manglet WorldTour-mandskaber. Det ændrer sig dog i år, hvor corona-krisen betyder, at mange mangler løbskilometer - især hvis man ikke er klatrer - og derfor vil der i år være deltagelse af fire hold fra højeste niveau, nemlig Trek-Segafredo, Deceuninck-Quick Step, Jumbo-Visma og Sunweb.

Hvad der gør løbet unikt, er ruten. Løbet håber at blive betragtet som en belgisk version af Strade Bianche, da det kombinerer elementerne fra klassiske belgierløb - brosten og hellingen - med grusveje, hvoraf nogle kommer meget tæt på mål. Dermed er ruten meget mere udfordrende, end de mange sprinterløb i landet, og feltet er ofte splittet til atomer i et løb, der har potentialet til at blive en belgisk nyklassiker.

Sidste år var feltet relativt svagt, og det udnyttede Kenneth Vanbilsen til at tage en stor sejr. Belgieren kom med i en ottemandsgruppe, hvorfra han kørte alene hjem og sejrede med 5 sekunder ned til Niki Terpstra og Quinten Hermans. Vanbilsen og Cofidis deltager ikke i år, og Hermans er udgået af Dauphiné med en brækket hånd, og selvom den skadede Terpstra på mirakuløs vis allerede kører Tour de Wallonie fra søndag, skipper han dette løb. Med andre ord skal der findes et helt nyt podium.

Ruten

Som sagt er det ruten, der gør Dwars door Het Hageland til noget helt specielt. Hellingen og brosten er en del af næsten alle belgiske løb, men det nye Antwerp Cape Epic er det eneste andet store endagsløb i landet, der også gør brug af grusveje. Beslutningen om at krydre finalen med ikke-asfalterede veje får løbet til at skille sig ud på den lange liste over belgiske semiklassikere.

I år skal der tilbagelægges 187,0 km mellem Aarschot og Diest. Den består af en indledende rejse mellem de to byer og derefter to omgange på først en stor og siden en lille rundstrækning, hvor man undervejs snor sig rundt for at opsøge alle områdets brosten og grusveje. Ruten er i alt krydret med 15 sektioner med enten brosten eller grusvej, der er spredt ud over hele ruten, ligesom i alt seks belgiske hellingen skal forceres.

Starten er meget nem. De første 23,0 km fører således stort set stik øst fra Aarschot til Diest igennem helt fladt terræn, hvorefter man når frem til målstregen, der ligger på toppen af en lille brostensbakke (400 m, 4,1%) med i alt 1000 m brosten til sidst.

Derefter kører man to omgange på en 60 km lang rundstrækning. Det meste af terrænet er fladt, men efter hhv. 39,5 km og 99,5 skal man over Schoonhovendreef (400 m, 6,0%). Efter hhv. 53,0 og 113,0 km skal man over et 5,4 km langt fladt grusvejsstykke, og efter hhv. 61,5 og 121,5 km venter et 3300 m langt grusstykke, der ligeledes er fladt. Den sidste grusvej er 4000 m lang og passeres efter hhv. 75,0 og 135,0 km, inden man afslutter begge omgang med en tur op ad målbakken, som altså skal forceres efter hhv. 83,0 og 143,0 km.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Løbets afsluttes nu med to omgange på en kortere 22,0 km lang rundstrækning. Den er mere kuperet og byder først på nogle småbakker, hvoraf den ene kommer i forbindelse med et 1800 m langt grusvejsstykke, som passeres efter hhv. 147,5 og 169,5 km. Dernæst falder det ned til dagens sidste grusvejsstykke, som er 4000 m langt og kommer efter hhv. 157,5 og 179,5 km. Det slutter blot 3,5 km fra målstregen, hvorefter man 2,5 km senere rammer brostenene, der afsluttes med målbakken. Den er 400 m lang og stiger med 3,6% i snit fordelt med 4,8% over de første 200 m og 2,5% på de sidste 200 m. Finalen er teknisk kompliceret, da der er skarpe sving med 2000 m, 1800, 800 m, 450 m og 400 m igen, hvorefter bakken byder på et hårnålesving og en kurve bare 10 m fra stregen.

Løbet byder i alt på 982 højdemeter.

Vejret

Ruten får løbet til at ligne en forårsklassiker, men det har altid været et sommerløb med ofte godt vejr. I år kan rytterne se frem til kun få skyer og temperaturer på 27 grader, men også en betydelig risiko for byger, nemlig 20% fra start og 50% mod slutningen, hvor de endda kan være med torden. Det vil til gengæld være næsten vindstille med bare en helt svag vind fra vest. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men på sidste rundstrækning vil der fortrinsvis være modvind på første halvdel og medvind på anden halvdel, indtil man får modvind på selve målbakken.

Favoritterne

Denne slags løb er altid uhyre svære at læse. Terrænet er i alt væsentligt fladt, og derfor burde der i teorien være gode chancer for en puncheurspurt på brostensbakken. Det er således alene gruset, der skal gøre forskellen - især i år, hvor det vil være stort set vindstille - og det er altid svært at vurdere grusvejes sværhedsgrad, når man ikke har set dem ved selvsyn. Det bliver bestemt ikke lettere af, at man i forhold til sidste år har ændret ruten, så den ifølge lokalkendte Aime de Gendt er blevet lettere. Sidste år var den også særligt hård med bakker i finalen, og i år er man gået tilbage til et format, der minder om tidligere.

Historien kan give et praj. Sidste år var det som sagt en ottemandsgruppe, der afgjorde det ved, at Kenneth Vanbilsen kørte alene væk. I 2018 kørte Krists Neilands alene hjem foran 11 mand, hvor Elia Viviani var bedste mand, mens vi i 2017 havde en fascinerende firemandsgruppe med Mathieu van der Poel, Taco van der Hoorn, Wout van Aert og Olivier Pardini, der spurtede op ad bakken i den rækkefølge, og i 2016 var det syv mand, der spurtede med Niki Terpstra som hurtigere end i første række Van Aert, Florian Senechal og Jelle Wallays.

Med andre ord taler historien for et meget hårdt løb, hvor en lille gruppe skal afgøre det enten i en puncheurspurt eller med sene angreb. Spørgsmål er, hvad det betyder, at der i år er et meget stærkere felt. Det betyder i hvert fald i teorien, at der skal mere til for at skabe udskilning. Omvendt er antallet af stærke hold trods alt relativt få, og det plejer at betyde, at de store hold kan rive det i stykker, hvis de ikke vil spurte.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Vil de så det? Næppe. Puncheurspurten på bakken er ret åben, og ser man på den kollektive styrke hos særligt Deceuninck-Quick Step må det ligge i kortene, at de vil køre aggressivt og udnytte, at næsten alle deres syv ryttere kan vinde løbet. Det betyder ikke, at det ikke alligevel kan blive samlet, men jeg tror, at aggression fra Deceuninck samt et felt med stor niveauspredning gør, at vi får et udskilningsløb som i tidligere år.

Alligevel er det meget svært at pege på favoritterne. Vi ved nok, hvem der kan køre på grusveje og spurte på en bakke, men i dette løb er der to væsentlige faktorer: held og taktik. For det første skal man undgå de mange punkteringer på grusvejene, og for det andet vil det i en lille gruppe ofte ende i en angrebsfest, hvor det vil kræve lidt held og tilfældigheder at ramme rigtigt. Det eneste, der bør være sikkert er, at Deceuninck vil være repræsenteret i den gruppe, der skal afgøre løbet - og skulle de af en eller anden grund, eksempelvis via punktering, alligevel mangle, kan de være stærke nok til at skabe samling til en spurt, især i år, hvor ruten er lettere.

Det gør listen over potentielle vinder nærmest alenlang, og man kan ikke pege på en entydig favorit. I lyset af et stort tidspres vil jeg gøre det relativt kortfattet ved at omtale de enkelte hold.

Deceuninck må være favoritterne, og jeg vil særligt pege på to gode vinderkandidater, Zdenek Stybar og Florian Senechal. Begge er blandt verdens førende specialister i denne type løb, og de vil elske ruten og helt sikkert køre aggressivt. Hver især har de sine styrker. Begge kan afslutte på bakken, men her har Senechal nok et lille fortrin, når den er så relativt let. Til gengæld virker Stybar til at være den mest formstærke med stærk kørsel i både Strade Bianche og Milano-Sanremo. Skal de begge afgøre det til sidst, vil de formentlig køre for Senechal, men til gengæld er Stybar nok den med bedst chance for at udnytte et overtal. Jeg vælger at gå med mavefornemmelsen, der tilsiger, at Senechal med sin gode spurt ender med at vinde, men jeg vil ikke blive spor overrasket, hvis det i stedet bliver tjekken, der ligeledes kan sejre i en spurt.

Holdet har også stortalentet Jannik Steimle , der efter sejren i Kampioenschap van Vlaanderen viste potentiale. Han burde med sin spurt være skabt til løbet, men han er nok lidt nede i hierarkiet og har ikke kørt efter pausen, hvorfor formen er usikker. Det er også et godt løb for Bert van Lerberghe, der er lynhurtig og er en god brostensrytter, og her får han lidt frihed. Ruten er også så flad, at Alvaro Hodeg skal tages seriøst. Bakken op til mål tiltaler ham ikke, men den er så let, at han kan være med, og de har meldt ud, at de kører for ham, hvis det samles. Stijn Steels og Iljo Keisse ligner hjælpere, men i et løb som dette kan også de vinde.

Umiddelbart kunne Alpecin-Fenix ligne de værste rivaler, og det er særligt Gianni Vermeersch, der ser farlig ud. Crossrytteren er skabt til dette løb, hvor han er blevet nr. 3 i 2018 og nr. 9 sidste år, og han viste storform med en 11. plads i Lombardo. Han kan klatre og spurte på en bakke og er dermed livsfarlig i dette løb. Det samme burde Tim Merlier være. Den belgiske mester er sammen med Hodeg løbets hurtigste, og han har før i Antwerp Cape Epic været med helt fremme på grusveje, ligesom han sidste år blev nr. 6 her og nr. 8 2017. Han så dog meget rusten ud i Tjekkiet, og han synes ikke i storform. Man skal heller aldrig afskrive Dries de Bondt, der næsten altid er god i disse belgiske endagsløb. Også han kan afslutte, men der er hurtigere folk end ham. Jonas Rickaert er også en mand til dette løb, men han har ikke været sig selv længe grundet helbredsproblemer.

Jumbo har et stærkt kort i Timo Roosen. Hollænderen er gået lidt i stå, men dette løb burde passe ham, især fordi han i Emiraterne har vist, at han er en fremragende puncheur. Også Pascal Eenkhoorn kan afslutte på en bakke, men har ikke Roosens råstyrke. Den har Jos van Emden i den grad, og han viste som bekendt i Binche sidste år, at han alene på sin power kan spurte på en brostensbakke. Endelig er der jo Taco van der Hoorn, der for to år siden var meget tæt på at slå både Van der Poel og Van Aert i spurten på bakken, men han er desværre stadig en skygge af sig selv og kun outsider.

Løbets mest spændende rytter er Quinn Simmons. ”Den nye Evenepoel” er en helt anden type end den rigtige Evenepoel. Han er en stor brostensfyr, der er skabt til et løb som dette, og han chokerede os alle med sin vilde klatring i Polen. Han kan afslutte og er brølstærk, men mangler måske erfaring. Trek har også Alex Kirsch, der ligeledes vil elske denne rute, og som også kan afslutte på bakken. Han viser i Le Samyn ofte, at han altid er farlig i disse løb. Danske Alexander Kamp har været skadet og får det nok svært, og jeg vil tro, at løbet er lidt for hårdt for Emils Liepins, og Matteo Moschetti er slet ikke kommet tilbage efter sit lårbensbrud, selvom han i GP de Denain har vist, at han kan køre disse løb.

En meget formstærk kandidat er Aime de Gendt. Hans angreb på Poggio i sidste uge var dybt imponerende, og han er i storform. Han har set frem til dette løb efter sejren i Antwerp Cape Epic, hvor han viste, at han mestrer grusvejene. Han kan også spurte på bakken, men der er hurtigere folk end ham. Finalen er skabt til Danny van Poppel, der måske er på vej tilbage. Er han det, er han farlig. Er han ikke, ender det sikkert med en DNF. Timothy Dupont er også stærk nok til at overleve i dette løb og vinde en spurt til sidst.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Arkea har et oplagt bud i Benjamin Declercq, der var så lovende som puncheur. Han har været meget ramt af helbredsproblemer, men sidste år nåede han i Arctic Race at vise, at han skal tages seriøst. Formen så heller ikke ringe ud Savoie, som ikke passede ham. De har også sprinteren Christophe Noppe, men han får sværere ved at vinde, samt deres hurtigste Bram Welten, der faktisk er god i denne slags løb. Den stigende finale tiltaler ham dog ikke.

Sunweb er det svageste af WorldTour-holdene. De har de to sprintere, Alberto Dainese og Max Kanter, men særligt italieneren mangler nok råstyrke. Den har Kanter mere af, men han vil nok også mangle noget robusthed. Nils Eekhoff er til gengæld skabt til dette løb, men spørgsmålet er, om ikke næsten-verdensmesteren alligevel er lidt overmatchet her.

Total Direct Energie har en skarp kandidat I Dries van Gestel, der overraskede stort med sin top 15 i Flandern Rundt sidste år. Selvom han kan spurte, vil han dog formentlig være oppe mod hurtigere folk. Normalt burde man også nævne særligt hurtige Adrien Petit, men også Damien Gaudin , der elsker grusveje. Begge har dog været uhyre skidt kørende i nu meget lang tid. Pim Ligthart har ikke været sig selv siden styrtet i Luxembourg.

Riwal kommer med flere gode kandidater. Særligt Piotr Havik burde være skræddersyet til dette løb med sin styrke og fart, og han var sidste år med fremme i mange af disse løb. Sprinteren Arvid de Kleijn kan bestemt heller ikke helt udelukkes, selvom det kan blive for hårdt. Nick van der Lijke og Lucas Eriksson er stærke, men skulle nok have en mere kuperet rute for at vinde. Til gengæld er August Jensen stadig gået helt i stå.

B&B kommer med Jonas van Genechten. I gamle dage havde det været et godt løb for en stærk sprinter som ham, men siden 2018 har han intet vist grundet helbredsproblemer. Brostensspecialisten Bert de Backer vil elske ruten og er nok bedste bud på et topresultat, men han får svært ved at vinde. Kris Boeckmans er efter sit styrt i Vueltaen aldrig blevet sig selv, og sprinterne Jeremy Lecroq og Luca Mozzato får det nok for hårdt.

Bingoal har Sean de Bie, der i gamle dage ville have været en kandidat, men han er gået helt i stå efter sine helbredsproblemer. Der var dog opløftende tegn i Tjekkiet, som gør ham lidt spændende. Et andet bud er sprinteren Lionel Taminiaux, men han mangler nok lidt robusthed, samt den ligeledes hurtige Aksel Nommela , der før har gjort det hæderligt i denne slags løb. Sport Vlaanderen kommer med et ungt og svagt hold, hvor kun Jordi Warlop burde have en chance.

Endelig er der kontinentalholdende. Her skal man naturligvis fremhæve grusvejsspecialisten Jan Willem van Schip, der før har vundet denne slags løb, men i dette selskab bliver det svært at gentage. Hos sig har han også Luuc Bugter, der kan gøre det godt, mens det nok bliver for svært for sprinteren Bas van der Kooij . Den belgiske crossmester Laurens Sweeck er værd at bemærke, men han har aldrig slået til på landevejen. Det har til gengæld en anden crossstjerne, Toon Aerts , men han skal nok bruge flere højdemeter. Lars van der Haar er til gengæld gået i stå på landevejen. Slutteligt har Ivar Slik føre gjort det godt i grusvejsløbet Slag om Norg.

***** Florian Senechal

**** Zdenek Stybar, Gianni Vermeersch

*** Timo Roosen, Quinn Simmons, Alex Kirsch, Danny van Poppel, Tim Merlier

** Aime de Gendt, Jos van Emden, Jannik Steimle, Timothy Dupont, Alvaro Hodeg, Bert van Lerberghe, Benjamin Declercq, Pascal Eenkhoorn, Nils Eekhoff, Dries van Gestel, Dries de Bondt, Piotr Havik

* Matteo Moschetti, Taco van der Hoorn, Jonas van Genechten, Sean de Bie, Bert de Backer, Jan-Willem van Schip, Toon Aerts, Ivar Slik, Christophe Noppe, Adrien Petit, Damien Gaudin, Bram Welten, Alberto Dainese, Max Kanter, Lionel Taminiaux, Aksel Nommela, Arvid de Kleijn, Nick van der Lijke, Lucas Eriksson, Jonas Rickaert, Jordi Warlop, Emils Liepins

Danskerne

Alexander Kamp stiller til start for Trek, men i sit første løb efter en skade må han være hjælper for Quinn Simmons og Alex Kirsch. Christopher Lisson skal på Riwal formentlig støtte særligt Piotr Havik, men som nævnt ovenfor har de flere, der kan lave et resultat.