Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Den Flamske Cykeluge handler stort set kun om endagsløb, men én begivenhed har brudt trenden. 3 Dage ved Panne har benyttet mange af de samme veje, som findes i klassikerne og tilbudt den samme type cykelløb, men det har været den eneste begivenhed i serien, der har varet mere end én dag.

Løbet arrangeredes oprindeligt af den lokale cykelklub i den lille kystby De Panne og blev første gang holdt i 1977. Med 1978-udgaven som eneste undtagelse har det altid været afholdt i ugen op til Flandern Rundt, og det gjorde det hurtigt til en populær begivenhed. Det har tilbudt tre dage med kvalitetscykelløb, der har gjort det muligt at holde gang i benene forud for De Ronde, og derfor har det altid været et oplagt valg for klassikerspecialisterne. De har ikke altid kørt for at vinde, men arrangørerne har ofte kunnet byde et meget stærkt felt velkommen til deres begivenhed.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Dette forhold afspejles i vinderlisten. Sean Kelly vandt allerede i 1980, og selvom løbet blev domineret af belgiere og hollændere i 1980erne, er det nu blevet meget mere internationalt. Klassikerstjerner som Michele Bartoli, Johan Musseuw, Peter van Petegem, Nico Mattan, George Hincapie, Stijn Devolder, Leif Hoste, Alessandro Ballan og Alexander Kristoff har alle løbet på deres generalieblad, men den dominerende rytter er Eric Vanderaerden, der vandt fem gange sidst i 80erne og først i 90erne.

I de senere år har forholdene imidlertid ændret sig en anelse for 2.HC-løbet, der har været et af de mest omdiskuterede på kalenderen. Stor nervøsitet, smalle veje og trafikchikaner har ofte gjort det til lidt af et styrtplaget mareridt, og ingen har kunnet tillade sig at smide måneders forberedelse væk på grund af et dumt styrt i De Panne. Derfor har mange foretrukket ikke at tage unødvendige risici så tæt på deres store sæsonmål, og således har løbets rolle ændret sig.

Tidligere blev det ofte vundet af en af Flandern-favoritterne, men på det seneste har de enten været fraværende eller foretrukket ikke at tage risici. Det har dog ikke gjort løbet mindre underholdende, da det således i stedet har været et decideret mål for andre ryttere. Med to flade etaper har det altid tiltrukket et af de bedste sprinterfelter, man overhovedet har set i løbet af en sæson, mens enkeltstartsspecialisterne samtidig har fået en sjælden chance for at vinde et etapeløb uden at skulle overleve store stigninger.

Alt dette blev imidlertid ændret fra og med 2018. Den magtfulde arrangørorganisation Flanders Classic, der står bag alle de store flamske klassikere med undtagelse af Kuurne-Bruxelles-Kuurne og E3 Harelbeke, havde længe haft planer om at udvikle det mindre Dwars door Vlaanderen, der traditionelt har skudt Den Flamske Cykeluge i gang onsdagen efter Milano-Sanremo, til en rigtig klassiker, og man tog i 2017 et stort skridt, da det blev en del af WorldTouren. Man måtte dog hurtigt indse, at det aldrig ville lykkes at tiltrække alle de store stjerner, der i disse tider har et tætpakket program med Milano-Sanremo om lørdagen, E3 den følgende fredag og Gent-Wevelgem bare to dage senere.

Derfor så de sig lune på den kalenderplacering, som 3 Dage ved Panne altid har haft for sig selv. I efteråret meldte man ud, at den nu var deres, og at det historiske etapeløb måtte finde et andet tidspunkt til deres begivenhed. Naturligvis affødte det en skarp reaktion fra den lille cykelklub i De Panne, der i mange år har været i stand til at afvikle et af sportens historiske etapeløb, men i kampen mod giganterne fra Flanders Classic var de chanceløse. UCI valgte lynhurtigt side, og derfor måtte De Panne-folkene give sig.

Løsningen blev totalt at forandre et af sportens klassiske løb, og det gør helt sikkert ondt på mange en cykelnostalgiker. Det var klart, at det ville være helt umuligt at fastholde tredagesformatet på den nye placering, der var overtaget efter Dwars door Vlaanderen, idet det ville betyde, at løbet startede bare tre dage efter Milano-Sanremo og sluttede dagen inden E3. Derfor havde arrangørerne intet andet valg end at reducere deres begivenhed til et endagsløb. Samtidig har man lavet en aftale med byen Brugge om at stå for starten, og derfor er løbet omdøbt til Driedaagse Brugge-De Panne, selvom det altså nu afvikles over bare én dag. Som kompensation for degraderingen har UCI i år givet løbet en betydelig oprejsning ved i stort set ubemærkethed i 2019 at have gjort det til en del af WorldTour-kalenderen, hvilket formentlig er en del af forklaringen på, at vi sidste år havde 13 af de 18 WorldTour-hold til start. Endnu bedre er det endda i år, hvor den særegne sæsonstruktur, der placerer løbet som årets sidste klassiker (efter aflysningen af Paris-Roubaix), har været nok til at tiltrække hele 16 af de 19 bedste hold.

Med et nyt format har arrangørerne også skullet finde en ny identitet. Tidligere har man haft to relativt flade sprinteretaper med mål i området omkring De Panne, en enkeltstart i byen samt en kuperet etape i hjertet af De Flamske Ardenner. Da løbet naturligvis skal slutte i sin hjemby, der ved kysten ligger langt fra stigningerne i en helt flad del af Belgien, er det klart, at man ikke har kunnet sammensætte en typisk flamsk klassiker med en sværhedsgrad som E3 og Flandern Rundt eller som kongeetapen i det gamle etapeløb.

Resultatet er blevet en rute, der fra starten i Brugge fører feltet ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger, inden et langt fladt stykke leder ud til kysten, hvor løbet afsluttes med omgange på en flad rundstrækning i De Panne, og således har der været tale om en næsten tro kopi af 2. etape i etapeløbet. Dermed synes der at være lagt op til, at sporten har fået et nyt sprinterløb, og den løsning synes ikke at være helt dum. Som sagt kæmpede Dwars door Vlaanderen med at tiltrække de store klassikerstjerner, og det vil naturligvis heller ikke kunne lade sig gøre for det nye løb. De knap så hårdføre sprintere, der altid har elsket løbet i De Panne, burde imidlertid kunne finde plads i kalenderen i en tid, hvor de kun kan gøre sig gældende i Scheldeprijs og måske i Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. Håber er derfor, at løbet kan fortsætte med at tiltrække et af de bedste sprinterfelter i hele foråret. I år ar man endda helt droppet Gent-Wevelgem-bakkerne og gjort løbet pandekagefladt.

Ambitionerne er store. Man har nemlig i forbindelse med omstruktureringen skabt et kvindeløb, der afvikles om torsdagen, dagen efter herrernes løb (i år dog dagen inden). Det fik allerede med det samme plads på kvindernes WorldTour, og nu har herrernes version fulgt trop, og dermed har den tabte magtkamp alligevel fået et lykkeligt udkomme.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Sidste år var det den anden udgave i det nye format, men den første på WorldTouren, og heller ikke denne gang var der vind nok til at splitte feltet nævneværdigt. Det endte derfor igen i en massespurt, og her leverede Dylan Groenewegen en af de mest overbevisende spurter i 2019 ved suverænt at henvise Fernando Gaviria og Elia Viviani til de øvrige podiepladser. I år er Viviani og Gaviria i gang i Giroen, mens Groenewegen stadig holdes på sidelinjen efter den triste episode i Polen, og derfor skal der findes et helt nyt podium denne gang.

Ruten

Som sagt har arrangørerne skullet finde en ny identitet til deres løb, og løsningen er altså blevet at designe et sprinterløb, som i de første to har været en næsten tro kopi af den klassiske 2. etape i det gamle etapeløb. Det har betydet, at en flad indledning har ledt ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger nær den fransk-belgiske grænse, hvor man har skullet op over Monteberg, den frygtede Kemmelberg, Rodeberg, Vidaigneberg og Sulferberg, inden man er kørt ud til kysten og afslutningen i De Panne. Her har der ventet en flad rundstrækning som finale på et løb, der havde udsigt til et forløb præcis som 2. etape i etapeløbet: enten ville det hele i en massespurt, eller også ville vinden være så stærk, at den sammen med bakkerne kunne skabe udskilning undervejs.

Efter to år, hvor bakkerne alligevel har været helt ligegyldige, har arrangørerne valgt at ændre på formatet. Måske i erkendelse af, at det alligevel kun er vinden, der kan skabe splittelse, har man droppet turen ned til stigningerne. I stedet kører man nu direkte fra Brugge ud til De Panne ved kysten, idet man dog passerer gennem det frygtede og meget åbne og blæsende område De Moeren, hvorefter man som altid slutter med omgang på en rundstrækning omkring målbyen.

I alt er der 212,5 km på programmet, og de fører som omtalt ovenfor fra den nye start i Brugge til løbets hjemby, De Panne. Fra starten bevæger man sig mod sydvest gennem helt fladt terræn, inden man kortvarigt kører stik vest og siden snor sig lidt mod nordvest. Herefter rammer man en lang, relativt lige vej, der fører ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes i byen Veurne. Her kører man den sidste del af en omgang, inden man efter 63,0 km krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med tre omgange på den helt flade 46,0 km lange rundstrækning, der er betydeligt længere end den gamle fra sidste år. Først kører man stort set stik syd ned langs grænsen til Frankrig, inden man kører mod nord og nordøst op til byen Veurne. Her kører man kortvarigt mod øst, inden det går mod nordvest tilbage mod kysten. I Oostduinkerke kører man mod sydvest og nordvest helt ud til vandet og byen Koksijde, hvorfra det går mod sydvest hen langs kysten ind til De Panne. Her er der en serie sving, men til slut er det enklere med en blød kurve med 1250 m igen og slutteligt et skarpt sving, der leder ind på den 800 m lange opløbsstrækning.

Løbet byder på i alt bare 236 højdemeter, hvilket er ca. 400 færre end sidste år.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

Det nye Driedaagse de Panne er enten et let sprinterløb eller et vildt sidevindsræs, når man skal igennem det åbne De Moeren. I år er vejrudsigten decideret voldsom, for det bliver vanvittigt blæsende. Morgenens regn erstattes ganske vist af en beskeden bygerisiko på 15-20%, og det vil med en temperatur på 19 grader faktisk være decideret varmt for en sen oktoberdag. Udfordringen vil være den ekstreme vind, der midt på eftermiddagen ventes at nå en vindstyrke på 50-55 km/t. Den vil komme fra sydvest, hvilket primært giver modvind ud til rundstrækningen. Her vil der først være sidemodvind, siden medvind, inden man kortvarigt får sidevind ud mod kysten. Her får man direkte modvind, indtil man får sidemedvind på de sidste 800 m.

Favoritterne

Et nyt løb betyder naturligvis altid usikkerhed om, hvad man skal forvente, men der er nu ikke meget hokus pokus over det nye 3 Dage ved Panne. Med beslutningen om at fjerne stigningerne er det nu et pandekagefladt løb, hvor vinden bestemmer af alt. På en stille og rolig dag er det bare en ny udgave af Scheldeprijs, hvor en massespurt må antages som stort set uundgåelig - sådan er det også gået i de to første år, selvom de dengang skulle over stigningerne - men til gengæld er turen gennem det helt åbne landskab ved De Moeren skabt til sidevindskørsel, hvis vinden er voldsom og står rigtigt. Med beslutningen om at forlænge rundstrækningen og sende den mere ud i det åbne terræn, er der også chance for sidevindskørsel tættere på finalen end tidligere.

Apropos voldsom vind… I min tid som optaktsskribent mindes jeg aldrig at have set så vild og vanvittig en vejrudsigt. Vindstyrker på mere end 50 km/t mindes jeg ikke tidligere at have set, og jeg er alvorligt bange for, at det ender med aflysning. Det skete sidste år for løbet GP Monseré, hvor vi talte om vindstyrker på omkring 40 km/t, og da løbet her finder sted i helt åbent terræn, er det lidt svært at forestille sig, at de tør give sig i kast med at afvikle det på sikker vis.

Jeg antager imidlertid, at de tør gøre forsøget, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det kommer til at betyde for løbet. På langt det meste af ruten står vinden nemlig helt forkert. Den potentielt farlige tur mod rundstrækningen ser ud til at foregå i næsten ren modvind. Der er ganske vist enkelte korte sidevindsstykker undervejs, hvor der er basis for, at det splittes til atomer, men så drejer man lynhurtigt ind i en modvind, der er så voldsom, at farten må blive nærmest pensionistagtig. Der er dog noget, der tyder på, at vinden vil være lidt mere i syd fra løbet start, og er det rigtigt, kan vi få det vildeste og mest episke sidevindsræs nærmest fra km 0.

På rundstrækningen står vinden heller ikke perfekt. Der er stor set kun enten sidemod-, med- eller modvind, men der kommer ét decideret sidevindsstykke over flere kilometer. Med tanke på den voldsomme vind, skal det ikke være meget åbent, før det vil blive revet itu ved hver af de fire passager. Naturligvis kan der siden ske en vis regruppering - det er nok faktisk ret sandsynligt, da der venter et længere modvindsstykke efterfølgende - men på sidste omgang burde der være basis for et lille drama, der kan skabe blivende udskilning.

Hvad betyder de vilde forhold for løbet? Jeg tror, at det er ret afgørende, om vinden ender med at være nok i syd. Hvis det er tilfældet, kan vi få det hårdeste sidevindsræs i mands minde, hvor vi formentlig vil have en meget lille gruppe, der skal afgøre det over de sidste tre omgange på rundstrækningen. Hvis vinden til gengæld ender med at være for meget i sydvest, kan det betyde, at den i stedet bliver dræbende det meste af dagen. Alligevel tvivler jeg på en massespurt, for de fire ture i sidevinden på rundstrækningen må i de her betingelser alt andet lige rive det itu, og på sidste omgang tror jeg, at det holder hele vejen.

Det åbner løbet for mange flere typer. I grand tours ender sidevindsløb næsten altid i en eller anden form for spurt, men det er slet ikke så givet i et endagsløb. Her er der nemlig ingen, der kører for at vinde tid, og meget ofte er der et par mand, ingen vil spurte med. Har de kun få eller slet ingen holdkammerater, vil de overtalshold, der næsten altid er i et sidevindsløb, være i stand til at angribe på skift, som vi så, da Philippe Gilbert snød den isolerede storfavorit Sam Bennett på sidevindsetapen i Vueltaen sidste år. Det kan blive helt ukontrollerbart, og en solosejr er pludselig ret sandsynlig.

Spørgsmålet er, om vi får det denne gang. Det er bestemt muligt, men der er stor set ren modvind hele vejen hjem fra sidevinden, dvs. de sidste ca. 10 km. Det er trods alt langt at skulle holde en gruppe bag sig. Omvendt vil der næppe være mange hjælperyttere, så umuligt er det ikke.

På papiret ligner Deceuninck og Trek de bedste sidevindshold, og det får mig til at pege på Mads Pedersen som min favorit. Trek har altid været brølstærke i disciplinen, og meget taler for, at de vil sidde i et overtal til sidst. Kommer de blot af med Alexander Kristoff, taler meget også for, at den tidligere verdensmester vil være hurtigst, og han vil endda have Jasper Stuyven, Edward Theuns og Alex Kirsch som sandsynlige ledsagere til et lead-out. Hvis et af de stærkeste hold, sætter sig for, at det skal spurtes i en lille gruppe, bliver det svært at undgå, og så bliver Pedersen med det tog svær at slå. Også i en mere ren massespurt, må han være blandt de allerstørste favoritter i et felt uden mange supersprintere, og hvor han har det klart bedste tog til sin rådighed.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Hans største rival må være Tim Merlier. Jeg har været lidt i tvivl om hans holdbarhed, men han gjorde det faktisk ret godt i Gent-Wevelgem. Det er klart, at han ikke er så holdbar som de sande klassikerstjerner, men med støtte fra Mathieu van der Poel burde han have en fair chance for at sidde med til sidst. Problemet er, at han har spurtet skidt siden slutningen af september, og hans positionering halter gevaldigt. I et mindre felt burde det dog gå meget bedre, og med Van der Poel til at sætte sig op burde han stå stærkt, hvis han har den fart, der gav en stor sejr i Tirreno tidligere i år.

For Alexander Kristoff er et hårdt løb en gave, men jeg er slet ikke sikker på, at nordmanden klarer sidevinden. Han har nemlig en overraskende dårlig historik i den slags betingelser, og med et svagt og decimeret hold taler meget for, at han falder fra undervejs. Heldigvis er han åbenlyst i fremragende form, og han burde på papiret være en glimrende sidevindsrytter. For mig at se er spørgsmålet, om han klarer den eller ej, for efter et hårdt løb er han næsten umulig at slå, som vi senest så i søndags. Det er derfor nok i sidevinden, at den store nordmand skal slås og ikke i spurten.

Det har været en fornøjelse at se John Degenkolb blive genfødt på det sidste. Både i Wevelgem og Flandern gjorde han det fremragende, og han er normalt også god i sidevind. Hans spurter har knebet, men søndag måtte han også grave dybt for at lukke et hul i finalen. Ligesom Kristoff har hans spidskompetence altid været evnen til at spurte, når alle er trætte, og selvom han ikke har fordums hurtighed, må han være i stand til at køre med om sejren i en lille gruppe i dette felt.

Uden en af deres topsprintere må Deceuninck satse på Florian Senechal i en spurt. Han har vist sit livs form de seneste dage, og Deceuninck vil utvivlsomt sidde i overtal til sidst. Det er klart, at gruppen skal være ret lille, hvis han skal have en chance, men med et godt lead-out kan det lade sig gøre. Bedst er chancen dog nok, hvis overtalsholdet kan angribe på skift og få sendt den stærke franskmand afsted i en endnu mindre gruppe.

Mathieu van der Poel må juble over vejrudsigten, der pludselig gør ham til kandidat. Det er klart, at han ikke vinder en massespurt, men som han viste søndag, er han altså lynhurtig, når folk er trætte. Sidder Merlier der, kører de for ham, men uden Merlier er det Van der Poel, der skal spurte. Når han kan slå Wout van Aert, kan han slå alle i dette felt, hvis løbet har været hårdt nok. Og er der én, der kan udnytte sidevinden til at køre fra alt og alle, må det være den nylige vinder af Flandern Rundt.

Matteo Trentin havde en mærkelig offday i Flandern, men det har han haft før for siden at rejse sig - bare se på Amstel Gold Race sidste år. I Wevelgem var han én af de stærkeste, og Trentin har altid været en af de allerbedste i sidevind. CCC som helhed er også ganske stærke, og han kan godt få en mand eller to med sig til slut. Det er klart, at der er hurtigere folk end ham, men efter et hårdt løb har han en chance, særligt hvis han kan snige sig væk med et par mand, som det skete i Wevelgem.

Superformen forsvandt desværre for Sonny Colbrelli, da brostenene meldte sig, men han må stadig regnes som kandidat. Det er trods alt ikke længe siden, at han var blandt de allerbedste, og efter et hårdt løb kan han slå næsten alle i en spurt. Faktisk har han tidligere vundet en sidevindsetape i Gent-Wevelgem. Han er ikke indbegrebet af en sidevindsrytter selv, og holdet er svagt, hvorfor han kan får svært ved at sidde med hele vejen, men er han der til sidst, er han en af de ryttere, man skal frygte, især fordi positionering nu betyder mindre.

Det har været herligt at se Danny van Poppel rejse - senest med en overbevisende præstation i udbruddet i Flandern. Med den form burde hollænderen have en ret god chance, for han er bestemt ikke ringe i sidevind. Hans fart hører til blandt de højeste, som vi senest så det i BinckBank Tour, men det er klart, at det skal flaske sig, hvis han skal vinde. I gamle dage var der dog ingen i dette felt, han ikke kunne slå, og undgår han et af sine mange pludselige sammenbrud, er der grund til at håbe, at han kan levere et resultat.

Det er klart, at Trek må skulle spurte med Pedersen, men et overtal kan også udnyttes. Jasper Stuyven viste trods styrt god form i Flandern, og han er en fremragende sidevindsrytter. Trek kan meget vel udnytte et muligt overtal til at angribe på skift, og kommer Stuyven afsted i en lille gruppe, kan han meget vel være en af de hurtigste.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er også chancen for Oliver Naesen. Efter en skuffende sæson rejste belgieren sig i den grad i Flandern, hvor han var en af de klart stærkeste. Sidevinden er en gave for den brølstærke belgier, der sidste år også viste, at han er lynhurtig efter et hårdt løb. Han vinder ikke en spurt i et lidt større felt, men sniger et par mand sig væk til sidst, er han bestemt en mand med muligheder for at gøre det færdigt.

Jumbo kommer med Mike Teunissen , der desværre missede Flandern med sygdom. Derfor er hans deltagelse i skrivende stund usikker, men kommer han til start, burde et sidevindsløb passe ham perfekt. Han viste fin form i Wevelgem, og han viste specielt i Touren sidste år, at han altså kan slå de fleste i en spurt, særligt hvis han får sneget sig væk med et par mand.

EF stiller med talentfulde Stefan Bissegger, der viste hele sit potentiale på kongeetapen i BinckBank Tour, indtil et styrt slog ham ud. Det gjorde det igen i Flandern, hvor vi derfor ikke fik at se, hvad han virkelig kan. Han er dog en uhyre robust type, der burde være fremragende i sidevind, og han viste i BinckBank Tour, at han også skal tages seriøst som afslutter, både i et reduceret felt, eller hvis han er med til at snige sig væk til sidst.

Treks tredje kandidat er Edward Theuns Han har ikke samme robusthed som Pedersen og Stuyven, men i sidevind plejer han at være god. Man må formode, at Pedersen nu er den klare nr. 1 i sprinterhierarkiet, men som for Stuyven gælder, at der kan være et overtal at udnytte. Er det tilfældet, skal man ikke udelukke, at hurtige Theuns kan komme afsted med et par mand.

Jempy Drucker så meget overbevisende ud i Flandern, indtil en defekt satte ham ud af spillet. Også i de foregående løb har han kørt stærkt, og han burde være en af de bedre sidevindsryttere, især fordi Boras hold slet ikke er så ringe og kan sidde med et par mand til sidst. Det er klart, at han nok er oppe mod hurtigere folk, men får han sneget sig væk, eller sættes de allerhurtigste, er han bestemt ikke uden chance.

Deceuninck har et sandsynligt overtal, og det bringer Yves Lampaert i spil. Hen synes ikke at have sin allerbedste form, men han er stadig en af feltets stærkeste. Samtidig ved vi, senest fra Deutschland Tour, at han er ganske hurtig. Det er klart, at Senechal er manden, der skal spurte, men kommer han væk med et par mand, er han bestemt ikke uden chance.

Jeg vil også pege på Stefan Küng og Alberto Bettiol. Begge har været blandt de klart stærkeste, specielt i Wevelgem og for Bettiol også i Flandern. Küng var desværre syg under Flandern, men kommer han frisk til start, vil hans gode form være intakt. Ingen af dem vinder en spurt, men efter et hårdt sidevindsræs er de nogle af de bedste bud på ryttere, der kan køre alene hjem i en ukontrollerbar finale.

Andrea Pasqualon kørte fremragende i Flandern. Sidevind passer ham utvivlsomt dårligere, men formen er i hvert fald god. Jeg føler mig langt fra overbevist om, at han vil sidde der til sidst, men kommer han med, vil han være en af de hurtigste. Det kræver, at Van Poppel er væk, men ellers kan han tage sin chance i en spurt, selvom han nok er oppe mod folk, der er en anelse hurtigere.

Max Walscheid er kendt for alt andet end holdbarhed, men han har faktisk vist sig fremragende i sidevind, senest i Vueltaen sidste år. I den forstand passer dette løb ham ganske glimrende, og han burde have en fair chance for at sidde med til sidst. Hvor hurtig han er efter et hårdt løb, er nok tvivlsomt, ligesom hans spurtstyrke ikke er så overbevisende længere, men han burde have en chance for at lave et resultat.

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

Endelig vil jeg pege på Anthony Turgis og Dimitri Claeys, der begge bekræftede deres superform i Flandern. Ingen af dem er superhurtige, men de kan afslutte, som vi så søndag, hvor særligt Turgis kørte en god spurt. Deres holder svage, men sidder de via deres gode form med til sidst, kan de - hvis de sniger sig væk i en lille gruppe - godt køre med om sejren.

BEMÆRK: Kun to trupper er i skrivende stund bekræftet, og jeg sidder med fornemmelsen af, at der kommer et hav af ændringer til startlisten i løbet af tirsdagen. Optakten vil derfor blive opdateret med en note her, når det endelige felt er kendt.

BEMÆRK: Lad mig derudover igen understrege, at den ekstreme vejrudsigt kan føre til aflysning eller modifikation af ruten.

OPDATERING: Som frygtet har der været et hav af ændringer. Mest markant er det, at Mads Pedersen ikke stiller til start, og heller ikke Bob Jungels, Alberto Bettiol, Florian Vermeersch, Alex Kirsch eller Clement Venturini er med. Det mest markante er, at Caleb Ewan alligevel stiller til start, men han er ikke nogen ørn i sidevind. Han er favorit, hvis han sidder der, men det tvivler jeg på, da vejrudsigten ikke har bedret sig. Deceuninck stiller med Kasper Asgreen, der vel sammen med Senechal er deres mest formstærke mand og oplagt til angreb efter sidevindskørsel. Dylan Teuns kommer til start, men det er slet ikke et løb for ham. Som erstatning for Bettiol kommer EF med Sep Vanmarcke, der med sin hurtighed også er en god mand efter et sent angreb i sidevinden. Jeg har opdateret stjernetildelingen på baggrund af den nye startliste, nu hvor Trek vil arbejde meget mindre for en spurt, hvilket skubber min vurdering betydeligt.

***** Mathieu van der Poel

**** Florian Senechal, Jasper Stuyven

*** Tim Merlier, Alexander Kristoff, John Degenkolb, Matteo Trentin, Sonny Colbrell

** Caleb Ewan, Danny van Poppel, Oliver Naesen, Kasper Asgreen, Mike Teunissen, Stefan Bissegger, Edward Theuns, Jempy Drucker, Yves Lampaert, Stefan Küng, Sep Vanmarcke, Andrea Pasqualon, Max Walscheid, Anthony Turgis, Dimitri Claeys

* Edvald Boasson Hagen, Dries Devenyns, Bert van Lerberghe, Tim Declercq, Jens Keukeleire, Hugo Hofstetter, Nils Politt, Jasper de Buyst, Valentin Madouas, Luke Rowe, Michal Kwiatkowski, Christophe Laporte, Amaury Capiot, Gianni Vermeersch, Bryan Coquard, Niccolo Bonifazio, Arvid de Kleijn, Arjen Livyns

Danskerne

Kasper Asgreen er til start for Deceuninck og er omtalt i opdateringen ovenfor. På Riwal skal Tobias Mørch Kongstad støtte Arvid de Kleijn.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Dylan Groenewegens sejr fra 2019 og Elia Vivianis sejr fra 2018.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Team Jumbo-Visma: Teunissen ligner bedste bud. Amund Grøndahl Jansen havde været et alternativ, men han synes formsvag og styrtede forleden. Måske kan Timo Roosen og Pascal Eenkhoorn, der begge er hurtige, sidde med i sidevinden også.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Deceuninck-QuickStep: Senechal, Asgreen og Lampaert ligner bedste bud, men i et sidevindsræs vil de formentlig have overtal. Det åbner døren for hele holdet, da Tim Declercq, Bert van Lerberghe og Dries Devenyns alle er stærke nok til at snige sig væk.

Astana Pro Team: Hugo Houle kan måske side med i sidevinden, men det er svært at tro på et resultat.

Bahrain-McLaren: Både Colbrelli og Marco Haller kan vel klare sidevinden, men det er Colbrelli, der skal lave resultatet. Det er ikke et løb for Dylan Teuns, selvom han ikke er helt ringe i sidevind.

BORA-hansgrohe: Drucker er det bedste bud. Marcus Burghardt, Lukas Pöstlberger og Daniel Oss kan klare sidevinden, men det er svært at se dem vinde.

CCC Team: Det må handle om Trentin, men det er tænkeligt, at han i vinden kan have selskab af Nathan van Hooydonck og Gijs van Hoecke.

EF Education First: Bissegger ligner bedste bud med Vanmarcke som alternativ. Også Jens Keukeleire og Jonas Rutsch, der begge har en fin spurt, samt Sebastian Langeveld må kunne have en chance for at klare vinden.

Israel Start-Up Nation: Nils Politt er ikke i superform, men han kan nok klare vinden. At vinde bliver dog svært. Det samme kan Tom van Asbroeck, der er hurtigere, mens Hugo Hofstetter ikke har sidevind som spidskompetence.

Movistar Team: Det ligner en anonym optræden, men måske Johan Jacobs kan overraske igen.

Lotto Soudal: Caleb Ewan er omtalt i bemærkningen ovenfor Degenkolb, Jasper de Buyst, Roger Kluge og Frederik Frison har alle vist form og er gode i sidevind. Af dem er De Buyst og Degenkolb hurtige nok til at lave et resultat, hvis de kommer væk, selvom Degenkolb er manden til en spurt.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

NTT Pro Cycling: Udover Walscheid burde Michael Gogl og Edvald Boasson Hagen klare sig godt i vinden. Walscheid er nok manden til en spurt, men Boasson Hagen er bestemt også en mulighed. Det er dog tvivlsomt, om han er hurtig nok til at vinde.

Trek-Segafredo: Udover Stuyven og Theuns kan også Toms Skujins komme langt i vinden, men de må nok ofre sig for de hurtigere holdkammerater.

UAE-Team Emirates: Det må handle om en spurt med Kristoff. Han kan håbe, at Marco Marcato og Sven Erik Bystrøm kan klare vinden.

Groupama-FDJ: Valentin Madouas er i form, men er ikke prototypen på en sidevindsrytter. Küng ligner bedste bud, for de hurtige folk Fabian Lienhard og Jake Stewart får nok svært ved at sidde med hele vejen.

INEOS Grenadiers: Luke Rowe er kongen af sidevind, og trods træthed klarer Michal Kwiatkowski det formentlig også godt. Det er dog svært at se dem vinde. Sprinteren Chris Lawless kommer næppe med hjem, men den halvhurtige Owain Doull har en chance.

Ag2r-La Mondiale: Naesen ligner bedste bud. Måske kan Alexis Gougeard og Silvan Dillier sidde med, men næppe lave et resultat.

Cofidis: Formstærke Claeys står stærkest. Jeg har lidt svært ved at se en ikke alt for formstærk Christophe Laporte sidde med. Så har halvhurtige Piet Allegaert nok en større chance, mens Damien Touze ikke er en klassisk sidevindsrytter.

Circus-Wanty Gobert: Van Poppel og Pasqualon må være bedste bud, da det ikke er et løb for Xandro Meurisse.

Sport Vlaanderen-Baloise: Det er kun Amaury Capiot, der kan begå sig, men han er meget alene til at skulle klare sig i sidevinden.

Alpecin-Fenix: Holdet ser stærkt ud. Udover Van der Poel og Merlier er særligt Gianni Vermeersch en farlig mand at sende afsted i en ukontrollerbar finale. Også Alexander Krieger og Jonas Rickaert kan klare sig i vinden.

B&B-Hotels-Vital Concept: Med sin nuværende form har Bryan Coquard nok kun en chance, hvis vinden slet ikke spiller en rolle. Jens Debusschere står stærkere, men det er svært at se ham være med, hvis det bliver hårdt.

Total Direct Energie: Niccolo Bonifazio kommer kun med hjem, hvis vinden slet ikke spiller en rolle. Turgis ligner derfor bedste bud, men Adrien Petit og Dries van Gestel kan måske også klare vinden.

Arkea-Samsic: Efter Bouhannis afbud skal de håbe, at en af sprinterne Christophe Noppe og Bram Welten klarer vinden, men det bliver svært. Benjamin Declercq og Connor Swift er stærkest, men de kan ikke vinde.

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Arjen Livyns er i form, men det er svært at se ham vinde dette løb. Lionel Taminiaux og Aksel Nommela er der nok kun, hvis det bliver let.

Riwal-Secuitas: Drømmen er en spurt med Arvid de Kleijn, men de får det svært, hvis det splitter i vinden. Piotr Havik, Lucas Eriksson og De Kleijn er nok bedste bud på ryttere, der kan sidde med, selvom det bliver hårdt. August Jensen kan næppe være helt på toppen efter styrtet.