Løbets rolle og historie

Den Flamske Cykeluge handler stort set kun om endagsløb, men én begivenhed har brudt trenden. 3 Dage ved Panne har benyttet mange af de samme veje, som findes i klassikerne og tilbudt den samme type cykelløb, men det har været den eneste begivenhed i serien, der har varet mere end én dag.

Løbet arrangeredes oprindeligt af den lokale cykelklub i den lille kystby De Panne og blev første gang holdt i 1977. Med 1978-udgaven som eneste undtagelse har det altid været afholdt i ugen op til Flandern Rundt, og det gjorde det hurtigt til en populær begivenhed. Det har tilbudt tre dage med kvalitetscykelløb, der har gjort det muligt at holde gang i benene forud for De Ronde, og derfor har det altid været et oplagt valg for klassikerspecialisterne. De har ikke altid kørt for at vinde, men arrangørerne har ofte kunnet byde et meget stærkt felt velkommen til deres begivenhed.

Dette forhold afspejles i vinderlisten. Sean Kelly vandt allerede i 1980, og selvom løbet blev domineret af belgiere og hollændere i 1980erne, er det nu blevet meget mere internationalt. Klassikerstjerner som Michele Bartoli, Johan Musseuw, Peter van Petegem, Nico Mattan, George Hincapie, Stijn Devolder, Leif Hoste, Alessandro Ballan og Alexander Kristoff har alle løbet på deres generalieblad, men den dominerende rytter er Eric Vanderaerden, der vandt fem gange sidst i 80erne og først i 90erne.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

I de senere år har forholdene imidlertid ændret sig en anelse for 2.HC-løbet, der har været et af de mest omdiskuterede på kalenderen. Stor nervøsitet, smalle veje og trafikchikaner har ofte gjort det til lidt af et styrtplaget mareridt, og ingen har kunnet tillade sig at smide måneders forberedelse væk på grund af et dumt styrt i De Panne. Derfor har mange foretrukket ikke at tage unødvendige risici så tæt på deres store sæsonmål, og således har løbets rolle ændret sig.

Tidligere blev det ofte vundet af en af Flandern-favoritterne, men på det seneste har de enten været fraværende eller foretrukket ikke at tage risici. Det har dog ikke gjort løbet mindre underholdende, da det således i stedet har været et decideret mål for andre ryttere. Med to flade etaper har det altid tiltrukket et af de bedste sprinterfelter, man overhovedet har set i løbet af en sæson, mens enkeltstartsspecialisterne samtidig har fået en sjælden chance for at vinde et etapeløb uden at skulle overleve store stigninger.

Alt dette blev imidlertid ændret fra og med 2018. Den magtfulde arrangørorganisation Flanders Classic, der står bag alle de store flamske klassikere med undtagelse af Kuurne-Bruxelles-Kuurne og E3 Harelbeke, havde længe haft planer om at udvikle det mindre Dwars door Vlaanderen, der traditionelt har skudt Den Flamske Cykeluge i gang onsdagen efter Milano-Sanremo, til en rigtig klassiker, og man tog i 2017 et stort skridt, da det blev en del af WorldTouren. Man måtte dog hurtigt indse, at det aldrig ville lykkes at tiltrække alle de store stjerner, der i disse tider har et tætpakket program med Milano-Sanremo om lørdagen, E3 den følgende fredag og Gent-Wevelgem bare to dage senere.

Derfor så de sig lune på den kalenderplacering, som 3 Dage ved Panne altid har haft for sig selv. I efteråret meldte man ud, at den nu var deres, og at det historiske etapeløb måtte finde et andet tidspunkt til deres begivenhed. Naturligvis affødte det en skarp reaktion fra den lille cykelklub i De Panne, der i mange år har været i stand til at afvikle et af sportens historiske etapeløb, men i kampen mod giganterne fra Flanders Classic var de chanceløse. UCI valgte lynhurtigt side, og derfor måtte De Panne-folkene give sig.

Løsningen blev totalt at forandre et af sportens klassiske løb, og det gør helt sikkert ondt på mange en cykelnostalgiker. Det var klart, at det ville være helt umuligt at fastholde tredagesformatet på den nye placering, der var overtaget efter Dwars door Vlaanderen, idet det ville betyde, at løbet startede bare tre dage efter Milano-Sanremo og sluttede dagen inden E3. Derfor havde arrangørerne intet andet valg end at reducere deres begivenhed til et endagsløb. Samtidig har man lavet en aftale med byen Brugge om at stå for starten, og derfor er løbet omdøbt til Driedaagse Brugge-De Panne, selvom det altså nu afvikles over bare én dag. Som kompensation for degraderingen har UCI i år givet løbet en betydelig oprejsning ved i stort set ubemærkethed at have gjort det til en del af WorldTour-kalenderen, hvilket formentlig er en del af forklaringen på, at hele 13 af de 18 WorldTour-hold vil være at finde på startstregen i Brugge på onsdag.

Med et nyt format har arrangørerne også skullet finde en ny identitet. Tidligere har man haft to relativt flade sprinteretaper med mål i området omkring De Panne, en enkeltstart i byen samt en kuperet etape i hjertet af De Flamske Ardenner. Da løbet naturligvis skal slutte i sin hjemby, der ved kysten ligger langt fra stigningerne i en helt flad del af Belgien, er det klart, at man ikke har kunnet sammensætte en typisk flamsk klassiker med en sværhedsgrad som E3 og Flandern Rundt eller som kongeetapen i det gamle etapeløb.

Resultatet er blevet en rute, der fra starten i Brugge fører feltet ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger, inden et langt fladt stykke leder ud til kysten, hvor løbet afsluttes med omgange på en flad rundstrækning i De Panne, og således er der tale om en næsten tro kopi af 2. etape i etapeløbet. Dermed synes der at være lagt op til, at sporten har fået et nyt sprinterløb, og den løsning synes ikke at være helt dum. Som sagt kæmpede Dwars door Vlaanderen med at tiltrække de store klassikerstjerner, og det vil naturligvis heller ikke kunne lade sig gøre for det nye løb. De knap så hårdføre sprintere, der altid har elsket løbet i De Panne, burde imidlertid kunne finde plads i kalenderen i en tid, hvor de kun kan gøre sig gældende i Scheldeprijs og måske i Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. Håber er derfor, at løbet kan fortsætte med at tiltrække et af de bedste sprinterfelter i hele foråret.

Ambitionerne er store. Man har nemlig i forbindelse med omstruktureringen skabt et kvindeløb, der afvikles om torsdagen, dagen efter herrernes løb. Det fik allerede med det samme plads på kvindernes WorldTour, og nu har herrernes version fulgt trop, og dermed har den tabte magtkamp alligevel fået et lykkeligt udkomme.

Som ventet kommer det relativt lette løb for tæt på de store klassikere til, at man har kunnet tiltrække de store klassikerspecialister. Til gengæld havde man utvivlsomt håbet på at kunne fortsætte den stolte sprintertradition, men det lykkedes ikke i debutåret. Marcel Kittel valgte i sidste ende sin Sanremo-debut frem for dette løb, og Elia Viviani og Bryan Coquard var derfor de eneste etablerede topsprintere, der var til start. Det har imidlertid ændret sig i år, hvor WorldTour-statussen har givet mere appel. Således ser vi denne gang adskillige topsprintere som Dylan Groenewegen, Elia Viviani, Fernando Gaviria, Marcel Kittel, Pascal Ackermann og Giacomo Nizzolo gå efter et af de store WorldTour-løb, der kan vindes af en sprinter.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Sidste år endte den første udgave af det nye løb som forventet i en spurt, men kun i et reduceret felt efter en del udskilning i sidevinden. Her levede Elia Viviani op til favoritværdigheden ved at sejre foran Pascal Ackermann og Jasper Philipsen. Viviani vender da også tilbage for at forsvare sin titel i et meget skrapt sprinterfelt, der også tæller Ackermann, mens Philipsen tager en pause efter Sanremo og inden de kommende klassikere.

Ruten

Som sagt har arrangørerne skullet finde en ny identitet til deres løb, og løsningen er altså blevet at designe et sprinterløb, som er en næsten tro kopi af den klassiske 2. etape i det gamle etapeløb. Det betyder, at en flad indledning leder ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger nær den fransk-belgiske grænse, hvor man skal op over Monteberg, den frygtede Kemmelberg, Rodeberg, Vidaigneberg og Sulferberg, inden man kører ud til kysten og afslutningen i De Panne. Her venter en flad rundstrækning som finale på et løb, der kan ventes at forløbe præcis som 2. etape i etapeløbet: enten ender det hele i en massespurt, eller også vil vinden være så stærk, at den sammen med bakkerne kan skabe udskilning undervejs.

I alt er der 200,3 km på programmet, og de fører som omtalt ovenfor fra den nye start i Brugge til løbets hjemby De Panne. Fra starten bevæger man sig mod sydvest gennem helt fladt terræn, hvor det kun er et par pavéer, der kan skabe lidt vanskeligheder. Efter 24,0 km skal man således over den 1000 m lange Loookhuisstraat, inden det efter 37,7 km gælder den 2100 m lange Steenstraat. Til slut skal man efter 58,0 km over den 1200 m lange Diksmuidseweg. Langsomt ændrer man retning og kører stik syd ned mod grænsen til Frankrig, hvor de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger er lokaliseret.

Løbet ændrer karakter, når man efter 79,0 km når frem til byen Kemmel. Her drejer man mod nordvest for at køre op over de to mest berømte stigninger fra Gent-Wevelgem, Monteberg (800 m, 5,4%) og den brostensbelagte Kemmelberg (600 m, 7,7%), der har top med hhv. 116,0 og 115,0 km igen. Kort efter følger de lettere Rodeberg (800 m, 4,5%), Vidaigneberg og Sulferberg (1,0 km, 2,6%) kort efter hinanden med hhv. 106,8 km, 105,7 km og 102,0 km igen.

Efter de fem stigninger bliver det igen helt fladt, når man fortsætter videre mod nordvest langs grænsen til Frankrig. I Poperinge er der forplejning efter 107,1 km, hvorefter man fortsætter videre i en nordlig retning, mens man fortsætter med at følge grænsen i det helt flade terræn. Igen er de eneste udfordringer et par pavéer i form af den 1300 m lange Veurnestraat og den 400 m lange Beauvoordestraat, der er placeret hhv. 71,5 og 67,2 km fra mål.

Efter 142,6 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 7,8 km senere krydser man stregen i De Panne for første gang. Derefter afsluttes løbet med to omgange på den helt flade 25,0 km lange rundstrækning, der er ganske enkel. Den fører først mod nordøst langs kystvejen til byen Koksijde, hvorefter man kører ind i landet mod sydøst til byen Veurne. Herefter går det mod sydvest og til slut igen mod nord op til målet ved kysten i De Panne. Man benytter dog ikke den velkendte og ekstremt tekniske og farlige finale, der altid har været brugt som afslutning på De Panne-etapen i det gamle etapeløb. I stedet venter en lettere afslutning, hvor der er skarpe sving med 3100 og 1900 m igen, inden et blødt højresving leder ind på den 600 m lange opløbsstrækning.

Løbet byder på i alt bare 650 højdemeter.

Bortset fra enkelte helt uvæsentlige ændringer er der tale om en kopi af sidste års rute.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Vejret

Som sagt minder løbet meget om 2. etape af det gamle etapeløb, og her viser historien klart, at det kun er stærk vind, der kan forhindre en massespurt. Den bliver der imidlertid ikke meget af på en flot onsdag, der efter en relativt skyet formiddag vil byde på en del sol om eftermiddagen, hvor der kun vil ære få skyer. Med en temperatur på 12 grader vil det være en pæn forårsdag, hvor der blot vil være en let vind fra nordvest. Det giver sidemedvind på turen ud til stigningerne og derefter sidemodvind på strækningen ud mod kysten. På rundstrækningen vil der primært være medvind i første halvdel og modvind i anden halvdel. Det gælder også på de sidste 3 km, hvor der dog vil være sidevind på tredjesidste kilometer.

Favoritterne

Et nyt løb betyder naturligvis altid usikkerhed om, hvad man skal forvente, men der er nu ikke meget hokus pokus over det nye 3 Dage ved Panne. Som sagt er den nye rute næsten en kopi af den, der tidligere er blevet benyttet til 2. etape af etapeløbet. Eneste væsentlige ændring er, at stigningerne denne gang faktisk kommer en anelse længere fra mål end tidligere. Ligeledes er der tale om en rute, der i alt væsentligt er identisk med fredagens sprinterløb Bredene Koksijde Classic, hvor de væsentligste forskelle er, at der denne gang køres lidt flere stigninger i den kuperede zone.

Man skal naturligvis passe på med at sammenligne et endagsløb med en etape i et etapeløb, da sidstnævnte ofte køres med en anden og mere defensiv dynamik. Alligevel kan vi bruge den gamle etape i etapeløbet som et ganske fint pejlemærke for, hvad vi skal forvente onsdag. Historien viser klart at kun vinden kan forhindre en massespurt, og at stigningerne kun kan bruges til at gøre varige forskelle, hvis de ledsages af stærk sidevind. Der er så langt fra toppen af Kemmelberg til mål, at det kræver enorm determination at fastholde det begrænsede forspring, som den relativt lille stigning kan give.

Det så vi da også sidste år, hvor Kemmelberg ingen væsentlig rolle spillede. Alligevel blev der en vis splittelse, da især Lotto Soudal var meget aktive i et forsøg på at udnytte den ellers begrænsede sidevind i det helt åbne landskab omkring De Moeren. Det gav lidt mere drama, end vejrudsigten egentlig havde lagt op til, men en massespurt kunne ikke undgås.

I år ansporer vejret på ingen måde til aggressiv kørsel - endda i mindre grad end sidste år. Vinden vil være yderst begrænset, og der vil endda være sidemodvind på det farlige stykke gennem De Moeren. På rundstrækningen kan der godt gøres visse forsøg også, men her vil vinden primært komme enten for- eller bagfra. Med andre ord ligner det et scenarium, vi kender fra de fleste udgaver af den gamle 2. etape: en massespurt.

Det hænger også sammen med at der er så mange hold med en klar interesse i en spurt. Det gælder Jumbo-Visma med Dylan Groenewegen, Deceuninck med Elia Viviani, Katusha med Marcel Kittel, Bora med Pascal Ackermann og UAE med Fernando Gaviria, der alle vil køre for en samlet afgørelse. Alle de øvrige hold har som regel en eller anden form for kompetent sprinter også, og derfor er det meget svært at se, hvem der skal lave rav i den. Naturligvis kan det altid være interessant at forsøge at teste folk som Groenewegen og Kittel på Kemmelberg, og det er da også muligt, at vi vil se hold som Lotto, Mitchelton og Astana, der begge mangler en klassisk sprinter, lægge lidt pres på. Deceuninck vil sikkert også tage lidt initiativ - det gør de altid, og det skader ikke Vivianis chancer - men der er alt for langt hjem til, at det kan skabe varige problemer for sprinterne. Derefter forventer vi meget nervøs og opmærksom kørsel hele vejen frem til mål og måske visse forsøg i sidevinden, men i vejr som dette ligner det en næsten fuld massespurt.

I den vil mange nok glæde sig over, at man ikke har valgt at bruge den gamle, vilde rundstrækning i De Panne, hvor der var sporvognsbaner og et kamikazesving bare 200 m fra stregen. Denne finale er den samme som sidste år og er ikke voldsomt kompliceret. Vejen er lidt smal, og derfor er et lead-out bestemt ikke uden betydning, men grundlæggende er det en afslutning, hvor man kan sætte sig igennem med sin fart.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Man ser tydeligt, at løbet er blevet en del af WorldTouren. Sidste år havde løbet ikke den store tiltrækning på mange sprintere, for hvem det kom for tidligt efter Sanremo. Sådan er det bestemt ikke i år, hvor langt flere af de store navne har sat det på kalenderen. Sammen med Gent-Wevelgem og Scheldeprijs ser det us til fremover at kunne udvikle sig et vigtigt klassikermål i den flamske cykelsæson for mange af de tungere sprintere, især de mindst holdbare, der skipper den italienske klassiker.

Det stærke felt lægger op til et forrygende opgør, men det må være hævet over enhver tvivl, at Dylan Groenewegen er favorit. Hollænderen satte sig i 2018 tungt på tronen som verdens hurtigste, og den status har han til fulde cementeret i år. Ikke mindst hans kørsel i sidevinden i Paris-Nice imponerede mange, og i spurterne selv efter hårde, selektive løb gav han de andre baghjul, indtil han på 3. etape trods alt betalte prisen for sin flotte kørsel. I det hele taget har Groenewegen i år i enhver klassisk massespurt bortset fra den specielle tredje spurt i Frankrig været suveræn, og selvom han her vel er oppe mod nogle endnu bedre tog og sprintere end i det franske løb, ved vi fra tidligere, at han er feltets skarpeste afslutter.

Groenewegens form er ikke til diskussion, og det er toget, der kan blive en udfordring, især mod det stærke Deceuninck. Det har imidlertid været fantastisk at se, hvordan Mike Teunissen i både Algarve og Paris-Nice virkelig voksede i rollen som lead-out man, og i virkeligheden har hele toget imponeret i år. Her har han ud over de faste folk Amund Grøndahl Jansen og Teunissen også Danny Van Poppel, og det gør bestemt ikke holdet svagere. Måske kan de ikke matche suveræne Deceuninck, men Groenewegen burde kunne starte sin position i så god en position, at han med sin fart kan gøre arbejdet færdigt. Derfor må han være favorit.

Den mest skuffende sprinter i Sanremo var utvivlsomt Elia Viviani¸ der sammen med Christophe Laporte og Van Poppel var den eneste af de mere holdbare typer, som faldt fra undervejs. Det betyder imidlertid ikke, at formen er dårlig. Faktisk virkede han meget overbevisende i Tirreno, hvor han gav Gaviria bøllebank på 3. etape og også var hurtigst i den lidt forvirrende og ganske hårde spurt på 6. etape. Sidste år kom han også til Belgien efter et skuffende Sanremo, og det forhindrede ham ikke i at vinde i De Panne og blive nr. 2 i Wevelgem. Derfor er det utvivlsomt en toptændt og revanchelysten Viviani, der er klar til at forsvare titlen.

Med den fart, Viviani viste i Tirreno, virker han måske endda endnu skarpere og hurtigere end sidste år. Det er indiskutabelt, at han ikke har Groenewegens fart, men han har til gengæld et eminent tog. Måske savner han både Fabio Sabatini og Maximilano Richeze, men selvom Fabio Jakobsen ikke har samme erfaring, kan han utvivlsomt agere erstatning, enten i positionen foran eller bag Michael Mørkøv. Yves Lampaert og Florian Senechal er også stærke kort, og derfor burde Deceuninck kunne give Viviani endnu en fremragende udgangsposition. Bliver Groenewegen fanget en anelse længere bagud, er den italienske mester hurtig nok til at gøre arbejdet færdigt.

Modsat Viviani så Fernando Gaviria temmelig sløj ud i Tirreno, hvor han først blev klart overspurtet af sin tidligere holdkammerat på 3. etape, og siden havde så dårlige ben på 6. etape, at han helt opgav at spurte. Han viste dog en vis fremgang i Sanremo, hvor han blev nr. 3 i feltets spurt, men slået af normalt langsommere folk som Alexander Kristoff og Magnus Cort. En spurt efter 300 km er dog noget helt andet end det, der venter onsdag, og her burde han nok kunne gøre sig gældende, selvom han måske ikke er helt så skarp som i Emiraterne, hvor han var meget overbevisende i sine spurter, og hvor Viviani også åbent indrømmede, at han var overmatchet.

På papiret er Gaviria da også hurtigere end Viviani - det var ganske tydeligt i ørkenen - men i de seneste uger har det været anderledes. Samtidig så vi også i Tirreno, at Simone Consonni, der ellers gjorde det så godt som lead-out man i San Juan, havde det lidt svært på egen hånd i de stærkere besatte WorldTour-løb. Her får han heldigvis forstærkning af Roberto Ferrari, og det burde egentlig være en kombination, der er stærk nok til i hvert fald at sikre Gaviria en chance for at gribe Vivianis hjul. Så er det ham selv, der skal vise, at han er kommet sig efter det skuffende Sanremo. Normalt burde han i hvert fald kunne gå forbi sin tidligere holdkammerat.

Tør vi nævne Marcel Kittel igen? Man får efterhånden lidt ondt af den stakkels tysker. Det var nemlig helt tydeligt, at han har kommet revanchelysten ud fra vinterpausen og havde trænet som en gal frem mod årets første løb. Han kørte også fremragende i de første spanske løb, men i UAE Tour kom han ned på jorden igen. På 5. etape viste han sig ellers om hurtigste mand - også hurtigere end Viviani, Gaviria og Sam Bennett - men dårlig position betød, at det ikke gav mere end en 3. plads. I de øvrige spurter kom han aldrig frem, og da han så frem til de flade etaper i Paris-Nice, ødelagde sidevinden alt for den store tysker.

Med sin flotte kørsel på 2. etape, der var intet mindre end brutal, viste Kittel imidlertid, at formen intet fejler. Det var dybt imponerende at se ham i første gruppe, hvor mange klassikerspecialister var fraværende. Alligevel kom der intet ud af anstrengelserne, og man må efterhånden frygte for hans moral. Dette løb er en god chance for at rejse sig, og måske ser det ikke helt dumt ud. Han har nemlig et bedre tog end hidtil med folk som Viacheslav Kuznetsov, Marco Haller og ikke mindst Jens Debusschere, der med sin erfaring fra Greipels tog burde kunne gøre det bedre end den vanlige sidste mand, Rick Zabel. Det fungerede ikke på 3. etape i Paris-Nice, men i en finale som denne burde chancerne være der. Vi ved fra Emiraterne, at farten er der. Nu må vi bare håbe, at de for en gangs skyld også lykkes toget - og i høj grad Kittel selv - også at gøre det muligt at vise det.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Det kan godt være, at Pascal Ackermann sejrede i Koksijde i fredags, men generelt har det været et lidt skuffende år for kometen, der i 2018 tog os alle med storm. Han fik gedigne prygl i spurterne i Algarve, og det var skuffende at se ham blive klart slået af Cees Bol på Nokereberg i onsdags. Denne gang er han endda oppe mod den hidtil skrappeste konkurrence, og det kræver derfor, at han genfinder sit niveau fra 2018, hvis han skal tage karrierens anden store sejr i en WorldTour-klassiker.

De seneste løb giver os det klare indtryk, at Ackermann i øjeblikket er betydeligt langsommere end alle de ovennævnte, men han har et vigtigt våben. I de seneste løb har Rudiger Selig nemlig igen lignet den lead-out man, der var totalt dominerende i 2017, og han afleverede sin kaptajn perfekt ved begge lejligheder. For to år siden var han måske verdens bedste i den rolle, og derfor kan man ikke udelukke, at det faktisk er Ackermann, der får det bedste lead-out. Om resten af toget er stærkt nok, er mere tvivlsomt, men Selig og Ackermann er gode til at klare sig som en isoleret duo. Sidste år var et godt lead-out fra Selig nok til at slå Viviani i RideLondon Classic. Man kan håbe, at det er det igen, selvom Ackermann altså ikke synes at have helt samme skarphed, som han havde i 2018.

Det var opløftende at se Giacomo Nizzolo overleve Poggio i lørdags. Italieneren har nemlig haft en alt andet end optimal periode, hvor han først kæmpede med formen december måneds knæoperation og siden måtte udgå af Tirreno efter et styrt på 3. etape. Alligevel lykkedes det den forslåede Nizzolo på samme etape at spurte sig i top 5, og da han også vandt sidste etape i Oman, har han vist, at der er håb om, at han kan genfinde det niveau, der gjorde ham til Giroens sprinterkonge i både 2015 og 2016. Milano-Sanremo viser i hvert fald, at formen endelig begynder at nærme sig et højt niveau, og han er i hvert fald med sikkerhed i stand til at blande sig i et let løb som dette. Toget er måske ikke det stærkeste, men Nizzolo er kendt som en af de mest stabile og stærkeste i positionskampen, og han har endda Reinardt van Rensburg, der gjorde det fornemt i rollen som lead-out man i Tirreno, samt tilbagevendte Mark Renshaw hos sig. For at vinde i dette felt skal han stadig finde den sidste topfart, han mangler for at være helt tilbage, men han nærmer sig. Med sin stensikre positionering er der i hvert fald næsten garanti for et topresultat.

Er det nu, vi endelig skal se Max Walscheid bygge videre på det enorme potentiale, han viste i 2018, hvor han kørte en mindeværdig spurt på sidste etape i Californien og slog en stor del af sprintereliten i Münsterland. Det er hidtil ikke lykkedes, først og fremmest fordi han endnu engang har måttet indse, at det kniber med positioneringen, hvilket blev tydeligt både i Emiraterne og Australien. Til gengæld synes formen at være god, for uden ham havde Cees Bol helt sikkert ikke vundet i Nokere, hvor den store tysker var helt afgørende for sin holdkammerat i finalen. I denne flade, klassiske spurt bør rollerne igen være byttet om, og her kan man håbe, at det unge tog med Asbjørn Kragh og Bol kan holde sig fremme. Heldigvis er finalen ikke voldsomt kompliceret, men der er en betydelig risiko for, at Walscjeid igen ender for langt tilbage. Man kan håbe, at det endelig lykkes ham at vise, hvorfor han fik Gaviria, Ewan og Sagan til nærmest at stå stille i Californien sidste år.

Løbets måske mest spændende kandidat er Matteo Moschetti, men det er uklart, om han får chancen. Trek har nemlig også den mere etablerede stjerne Edward Theuns, der måske nok kan kræve at få en sjælden mulighed i klassikerne. Trods gode takter i Paris-Nice har belgieren dog spurtet så skidt i både 2018 og 2019, at han ikke har mange chancer i dette felt. Det har til gengæld Moschetti, der i 2018 på Contador talenthold med blandt andet en etapesejr i Burgos viste sit potentiale som fremtidens italienske topsprinter. Senest har han været ramt af uheld med et grimt styrt i Nokere, der kostede deltagelsen i Koksijde, men han viste sin tårnhøje klasse i Denain, hvor han førte som en gal for Alex Kirsch og alligevel havde overskud til at spurte sig til en 3. plads i feltets spurt, hvor han ellers var uden megen støtte. Her har han et glimrende tog med Ryan Mullen, Mads Pedersen og Theuns, hvis han får chancen, og da han også selv synes god i positionskampen, er det forhåbentlig her, vi endelig får ham at se i en spurt på dette niveau. Han har potentialet til at overraske.

Det kan godt være, at det kun er blevet til en enkelt sejr, men det har faktisk været en god sæson for Bryan Coquard. Der har været klare tegn på, at franskmanden kan nærme sig sit gamle niveau, og både i Besseges, på 1. etape i Oman og i Paris-Nice kørte han sine bedste spurter i mange år. Desværre så vi også i sidstnævnte løb, at han stadig mangler det sidste i forhold til de bedste i de flade finaler, og dette løb er nok en anelse for enkelt til, at han kan slå de bedste. Til gengæld står han bedre med et stærkere og ganske kompetent tog, der består af Bert De Backer, Kris Boeckmans og Jonas Van Genechten, og i en ukompliceret finale giver det ham gode chancer for at overvinde sine positioneringsproblemer. Med den fart, han har haft i år, kan han med lidt held blande sig i kampen om podiet.

Det har været en opløftende sæson for Kristoffer Halvorsen , der endelig ser ud til at bygge videre på det talent, han viste i U23-årene. Han kørte flot i Emiraterne, og senest blev han en stærk nr. 2 i Koksijde, hvor han blandt andet fik ram på et andet sprintertalent, Alvaro Hodeg. Særligt har det været positivt at se ham forbedre sine evner i positionskampen, og i dette løb står han endda med den hidtil stærkeste støtte. Her bakkes han nemlig nu op af muskelbundter som Gianni Moscon, Ian Stannard, Filippo Ganna og Owain Doull og Chris Lawless, der hidtil har ageret lead-out. Måske mangler de samme topfart som de mere etablerede tog, men de burde i hvert fald kunne sikre den unge nordmand et hæderligt udgangspunkt. Det bliver nok svært at vinde i et felt med så mange hurtige folk - han blev trods alt slået af Ackermann i onsdags - men et flot resultat kunne godt være på trapperne.

Der var mange, der håbede, at det måske kunne give Jakub Mareczko det endelige gennembrud, at han skiftede til CCC, hvor han kunne få mere støtte. Sådan er det imidlertid ikke gået, for heller ikke polakkerne har kunnet holde ham fremme i positionskampen. Det så vi senest i Koksijde i fredags, hvor CCC gjorde det fremragende, men hvor Mareczko i finalen måtte bruge alt for mange kræfter på at spurte sig frem til sit hold inden sidste sving, fordi han atter havde tabt hjulet på sin lead-out man Szymon Sajnok. Her er finalen heldigvis mindre kompliceret, men til gengæld er han også oppe imod langt stærkere hold, og vi så i Emiraterne, at end ikke helt enkle finaler var nok til at holde ham fremme. Vi ved fra Giroen, at han af og til har held i sprøjten til også at kunne vise sin fart, og derfor kan det ikke udelukkes, at det endelig vil gå godt i dette løb. Potentialet er stort, men sandsynligheden for, at Sajnok igen skal redde ærterne ud af ilden og køre sin egen spurt er desværre betydelig. Og selvom han er talentfuld, vinder polakken ikke på dette niveau.

Det kunne godt være værd at holde øje med Dan McLay. Briten var tidligere kendt som en sand fartmaskine, men hans svage positionering betød, at han forsvandt fra radaren. Hos EF har der også være langt mellem snapsene, og hans sejr i det svagt besatte Herald Sun Tour siger ikke meget. Det gør derimod hans flotte spurt på 3. etape i Paris-Nice, hvor han fra en håbløs position kom blæsende frem til en 4. plads. Vi så det samme i Tour de Pologne sidste år, hvor han på 3. etape også havde en imponerende topfart, da han endelig sad rigtigt placeret. Toget med Taylor Phinney, Moreno Hofland, Logan Owen og Michell Docker er bedre, end det før har været, og man kan håbe, at sol og måne igen står rigtigt, så han med det rette held kan have i en position, hvor han kan bygge videre på den flotte spurt fra det franske etapeløb.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Efter nogle trælse uger med sygdom har Timothy Dupont rejst sig igen. Belgieren blev nr. 5 i Koksijde og senest nr. 2 i feltets spurt i Denain, hvor han klarede udskilningen på brostenene. Dermed er han klar til at fortsætte den fine sæsonstart, hvor han blev nr. 2 bag Kittel på Mallorca og gjorde det fint i Algarve. Farten rækker ikke længere til at vinde i et felt som dette, men Dupont er ganske godt i positionskampen og relativt driftssikker. Her har endda et ret godt tog med Andrea Pasqualon, Alfdan De Decker, Tom Devriendt og Pieter Vanspeybrouck. Anbringer de kaptajnen på det rette hjul, kan han med sin rutine sikre sig et flot resultat på højt niveau.

Endelig vil vi pege på Israel Cycling Academy. Holdet har tre sprintere i Mihkel Raim, Rudy Barbier og en yderst formstærk Tom Van Asbroeck. Ingen af dem har farten til at vinde, men et tog, der også tæller formsvage Sondre Holst Enger og Guillaume Boivin har lidt at byde ind med. Det er til gengæld uklart, hvem der køres for. Raim er normalt den hurtigste, men han kørte i Nokere og Koksijde for Barbier. Van Asbroeck er nu kommet til fra Italien, hvor han viste fabelagtig form. Med et godt lead-out kan de alle klemme sig i top 10, og selvom det nok er Raim, der var deres bedste bud, viser de seneste løb, at pilen nok peger på enten Barbier eller Van Asbroeck.

OPDATERING: Cofidis har i sidste øjeblik meldt Nacer Bouhannis ankomst. Franskmanden har døjet med helbreddet, men kørte et ganske hæderligt Milano-Sanremo. Han har nok ikke formen til at vinde, ikke mindst fordi det har knebet lidt med farten i år, men burde med sin gode positioneringsevne kunne gøre det hæderligt.

***** Dylan Groenewegen

**** Elia Viviani, Fernando Gaviria

*** Marcel Kittel, Pascal Ackermann, Giacomo Nizzolo, Max Walscheid, Matteo Moschetti

** Bryan Coquard, Nacer Bouhanni, Kristoffer Halvorsen, Jakub Mareczko, Dan McLay, Timothy Dupont, Edward Theuns, Tom Van Asbroeck, Rudy Barbier

* Mihkel Raim, Fabio Jakobsen, Luka Mezgec, Davide Ballerini, Roy Jans, Boy Van Poppel, Jens Keukeleire, Szmyon Sajnok, Reinardt van Rensburg,  Sasha Weemaes, Milan Menten, Robbe Ghys, Cees Bol, Jurgen Roelandts, Kenny Dehaes, Justin Jules, Moreno Hofland, Carlos Barbero, Romain Cardis

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Deceuninck-Quick Step: Der er ingen tvivl om, at Viviani er kaptajn, men skulle der ske noget med italieneren har man i Fabio Jakobsen en erstatning, der er så hurtig, at han kan vinde løbet.

Astana: Davide Ballerini skal forsøge sig i spurten, men har hverken fart eller støtte nok til at vinde en klassisk spurt som denne.

Bora-hansgrohe: Det er alle mand for Ackermann.

CCC: Som nævnt satses der på Mareczko, men Szymon Sajnok kan ende med selv at spurte, hvis italieneren igen fejler i positionskampen.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

EF: Efter spurten i Paris-Nice bør McLay være manden, men det kan ikke helt udelukkes, at Moreno Hofland får chancen. Han har dog næsten ikke kørt i år, og derfor er det meget tvivlsomt.

Lotto Soudal: Holdet har meldt ud, at de kører for Jens Keukeleire, der spurtede fint i Tirreno, men iikke elsker et let løb som dette. Adam Blythe eller Enzo Wouters kunne være alternative planer.

Mitchelton-Scott: Holdet vil spurte med Luka Mezgec, der har et ganske fint tog. Sloveneren er dog ikke længere hurtig nok til at være med helt i front, slet ikke i et let løb som dette.

Movistar: Holdet kan spurte både med en tilsyneladende meget formsvag Jurgen Roelandts eller Carlos Barbero. Ingen af dem er dog hurtige nok i en klassisk spurt som denne. Erfarne Jose Joaquin Rojas kan være en plan C, men det er usandsynligt.

Dimension Data: Her er der fuld opbakning til Nizzolo, selvom holdet lidt overraskende nævner muligheden for også at gå efter et resultat med Reinardt van Rensburg.

Jumbo-Visma: Det handler udelukkende om Groenwegen, selvom Danny Van Poppel naturligvis er klar som en meget stærk erstatning, hvis uheldet skulle være ude for kaptajnen.

Katusha-Alpecin: Her er Kittel den klare kaptajn med Jens Debusschere som plan B, hvis noget skulle gå galt for kaptajnen.

Team Sky: Det er alle mand for Halvorsen.

Sunweb: I en flad spurt må Walscheid være nr. 1, men kikser han i positionskampen har vi før set, at onsdagens vinder, Cees Bol, kører sin egen spurt. Det skete både i Australien og Emiraterne.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Trek-Segafredo: Som nævnt skal holdet beslutte sig for, om der skal spurtes med Theuns eller Moschetti.

UAE- Team Emirates: Gaviria er den klare kaptajn, men før er Simone Consonni trods rollen som lead-out man endt hæderligt.

Cofidis: Med beslutningen om at føje Nacer Bouhanni til startlisten er det alle mand for den franske stjerne.

Corendon: Det må være alle mand for Roy Jans, der lagde godt fra land i februar, men ikke havde bedste løb i sidste uge. Maarten van Trijp kunne være en plan B, men han virker meget formsvag.

Israel Cycling Academy: Som nævnt er det åbent, om der satses på Raim, Van Asbroeck eller Barbier.

Roompot: Boy Van Poppel kan komme langt med sin gode positionering, men han kan ikke være med helt i front.

Sport Vlaanderen: Unge Sasha Weemaes spurtede flot i fredags og kan få chancen, men det kan også blive hurtige Robbe Ghys ellers halvhurtige Milan Menten.

Vital Concept: Her er det alle mand for Coquard.

Wallonie-Bruxelles: Til en klassisk spurt som denne er Kenny Dehaes normalt manden, men han har haft det svært i positionskampen på det seneste. Det kan åbne døren for Justin Jules og i anden række Baptiste Planckaert eller Aksel Nommela , der begge er i form.

Wanty-Groupe Gobert: En velkørende Dupont er førstemand, men man har i Touren set, at Andrea Pasqualon alligevel har kørt sin egen spurt. Det bør dog ikke ske denne gang.

Direct Energie: Det ligner en chance for Romain Cardis til at bygge videre på takterne fra Tour de Wallonie i 2018. Det kan ikke helt udelukkes, at de i stedet kører for Adrien Petit eller Simon Sellier.

Danskerne

Kasper Asgreen skal jagte udbrud, og Michael Mørkøv skal spille en nøglerolle for Elia Viviani i finalen på Deceuninck. Rasmus Byriel Iversen skal støtte Adam Blythe, Jens Keukeleire eller Enzo Wouters på Lotto Soudal, og Lars Bak har samme rolle for Giacomo Nizzolo på Dimension Data. Asbjørn Kragh burde begge være vigtige i toget for Max Walscheid, og det samme vil Mads Pedersen være i finalen for enten Matteo Moschetti eller Edward Theuns. Endelig skal Lasse Norman Hansen på Corendon støtte Roy Jans i spurten.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Elia Vivianis sejr fra 2018.