Optakt: Down Under Classic
12. januar 2019 13:16 af Emil AxelgaardFoto: Unipublic / Luis Angel Gomez

Løbet er end ikke en del af UCI-kalenderen, men ikke desto mindre har Down Under Classic opbygget et ry som den reelle åbning på den professionelle landevejssæson. Det korte, flade gadeløb i Adelaide ender altid i den forventede massespurt, men spiller en vigtig rolle som en chance for at få løbsfart i benene og pulsen op, inden Tour Down Under og kampen om de værdifulde WorldTour-point indledes på tirsdag.

Løbets rolle og historie

Down Under Classic var tidligere 1. etape af Tour Down Under, der blev både indledt og afsluttet med gadeløb i Adelaide, men åbningsløbet blev kort tid efter etapeløbets optagelse på WorldTouren/ProTouren i 2008 udskilt som en selvstændig begivenhed uden for UCI-kalenderen. Det blev gjort i erkendelse af, at den nye status tiltrak et langt mere internationalt felt, og mens de mange australiere stort set alle har en eller flere løbsdage i benene fra den australske sommer - oftest fra Mitchelton Bay Cycling Classics eller de australske mesterskaber - kommer europæerne til Australien uden at have kørt løb i adskillige måneder. Det korte, intense gadeløb kan således ses som en chance for flertallet af rytterne til at få åbnet op for systemet på en dag, hvor der intet er på spil, og hvor man kan tillade sig at sidde op i finalen. Det afsluttende gadeløb var indtil sidste år fortsat en del af selve Tour Down Under, hvor det har været sjette og sidste etape, men fra og med i år er det taget af programmet.

 

For sprinterne er det imidlertid en højintens affære, og selvom der ikke er point på spil og en eventuel sejr ikke tæller i de officielle statistikker, er det en speciel begivenhed for de hurtige folk. Løbet er således en afgørende mulighed for at booste selvtilliden, teste sprinterbenene og fintune lead-out-toget, inden det for alvor gælder på tirsdag. Samtidig er det reelt det første løb, hvor WorldTour-holdene i deres nye trøjer er samlet, og mange hold har i tidens løb haft deres første optræden nogensinde i Adelaides gader, nøjagtig som det senest for to år siden var tilfældet for Bahrain-Merida, og det skaber en helt særlig stemning. Mange vil også huske, hvordan Greg Henderson og Chris Sutton i 2010 sikrede Team Sky en dobbeltsejr i deres først løb overhovedet.

 

Løbet er et helt klassisk gadeløb på en times tid, men modsat mange af de tilsvarende begivenheder, der i Europa specielt kendes fra dagene og ugerne efter Tour de France, er der ikke tale om aftalt spil eller rent show. Det er en hurtig og skarp affære, der tages seriøst af alle holdene og betragtes som en vigtig test forud for Tour Down Under og resten af sæsonen. Som langt hovedparten af sådanne gadeløb er det hvert eneste år endt i en massespurt, der har været domineret af de helt rene sprintere. Det afspejles i, at André Greipel, der også vandt i 2008, sejrede i 2012 og 2013, Marcel Kittel krydsede stregen først i 2014 og 2015, og at Caleb Ewan er den seneste supersprinter, der i 2016 og 2017 tog to sejre i træk.
 
Sidste år endte løbet som forventet i den klassiske massespurt, men til australiernes store skuffelse lykkedes det ikke for Ewan at sikre sig sit hattrick. I stedet lykkedes det lidt overraskende Peter Sagan at time sin spurt perfekt i den hårde modvind og akkurat glide forbi André Greipel og Ewan, der måtte tage til takke med de to sekundære podieplaceringer. Sagan vender i år tilbage for at forsvare sin titel, når han for første gang siden 2015 stiller til start i et linjeløb uden VM-trøjen på sine skuldre, og han er atter oppe mod Ewan, der håber at sikre sig sin tredje sejr i sin første reelle optræden som del af Lotto Soudal. Kongen af Tour Down Under, Greipel, er efter skiftet til Arkea-Samsic imidlertid ikke i Australien og får dermed ikke mulighed for at sikre sig sin fjerde sejr i løbet.


Ruten
Efter flere år på den samme rundstrækning i Rymill Park blev løbet i 2017 flyttet til en anden del af Adelaide. Det gjorde imidlertid ikke den store forskel, idet den nye rute var stort set identisk med den gamle, og det vil det næppe heller gøre i år, hvor man har flyttet den gamle rundstrækning ”en gade” mod nord. Det betyder, at der denne gang benyttes en 1,7 km og ikke 2,3 km lang runde, men terrænet er fortsat næsten helt fladt.

 

Der lægges ud med et skarpt venstresving, inden en lige vej efterfølges af en blød kurve. Derefter følger to 90-graders sving umiddelbart efter hinanden, inden man rammer opløbsstrækningen, Bartels Road, med 300 m igen. Det sidste af disse er dog ganske blødt og ingen væsentlig udfordring. Selve opløbet er helt fladt.

 

Tidligere har man kørt et fast antal omgange med en distance på ca. 50 km, men i år følger man i stedet den klassiske gadeløbsmodel, hvor distancen bestemmes af hastigheden. Således skal der køres præcis en time og derefter en sidste omgang, og det ventes derfor, at den samlede distance ender nogenlunde i samme lag som i tidligere år. Der er spurter om pengepræmier ved passagen af målstregen efter 5., 10., 15. og 20. omgang.

 

 

Vejret
Tour Down Under er berygtet for dets ekstreme varme, der kan være et virkeligt chok for de mange bundfrosne europæiske kroppe, der er rejst om på den anden side af jordkloden fra den europæiske vinter. Heldigvis har varmen vanligvis været mindre trykkende under People's Choice Classic, der er blevet afviklet om aftenen, hvor toppen er taget af de bagende temperaturer. Den luksus har rytterne imidlertid ikke i år, hvor gadeløbet er flyttet til de sene eftermiddagstimer.

 

Det er bestemt ikke godt nyt for de bundfrosne europæiske cykelkroppe. Australien viser sig nemlig atter fra sin varme side, og rytterne kan således se frem til høj solskin og temperaturer på 33 grader. Det bliver til gengæld småblæsende med en jævn til frisk vind fra syd og sydøst, hvilket giver med- og sidemedvind på første halvdel af rundstrækningen samt mod- og sidemodvind på anden halvdel.

  

Favoritterne

Cykelverdenen er fyldt med gadeløb, der ikke er en del af UCI-kalenderen, men intet sted er feltet så stærkt som ved Down Choice Classic. Løbet er således det eneste blandt de mange, der kan fremvise et fuldt felt af WorldTour-hold, og selvom rytterne er langt fra topformen, går det altid vanvittigt stærkt.

 

Selvom løbet ikke er en del af selve WorldTour-løbet Tour Down Under og således ikke har nær samme prestige som en etape i hovedbegivenheden, er det som sagt en ganske særlig begivenhed for rytterne. Det er ingen hemmelighed, at selvtillid og momentum spiller en helt særlig rolle for sprintere, og året kan ikke indledes på en bedre måde end med en sejr i Adelaides gader. I 2016 og 2017 viste Caleb Ewan eksempelvis, hvordan succes i Down Under Classic kan avle succes på hovedscenen i den efterfølgende uge, men der er ingen garanti for, at en sejr i premieren automatisk følges op af flere triumfer i Tour Down Under - bare se på, hvordan det gik Marcel Kittel, der vandt løbet for fire år siden i det, der udviklede sig til en regulær rædselssæson for tyskeren.

 

Gadeløb ender meget ofte i massespurter, og Down Under Classic er bestemt ingen undtagelse. Igen i år er der samlet en stor gruppe af verdensklassesprintere, der er ivrige efter at teste formen, og feltet er denne gang minimum lige så skarpt som i de seneste udgaver. Den nye rute er ligeså flad og endda endnu mindre teknisk end forgængeren, så der er stort set ingen mulighed for a skabe en overraskelse. Løbet er altid blevet afgjort i en spurt, og vi vil blive chokerede, hvis det forholder sig anderledes i 2019.

 

Løbet vil med stor sandsynlighed følge det traditionelle manuskript. Efter en stribe indledende angreb vil et udbrud blive etableret. Det har ganske ofte haft deltagelse af ganske store navne, der bruger løbet som en god gang træning inden den reelle start på tirsdag. De får lejlighed til at slås om pengepræmierne i de indlagte spurter, mens sprinterholdene kontrollerer løbet stramt. I et så kort løb er det usandsynligt, at de får et stort forspring, der således næppe vil nå op på et minut.

 

Mange hold ved, at de er uden chance i en flad, hurtig spurt som denne, og de er således tilfredse med blot at følge feltet eller være en del af det tidligere udbrud for derigennem at få den nødvendige løbsfart i benene. Modsat vil Lotto Soudal og Deceuninck-Quick Step gøre alt for at sikre en massespurt, og de må formodes at stå for hovedparten af føringsarbejdet. Bora-hansgrohe med den forsvarende vinder Peter Sagan kan ventes at give en hånd med, og derudover kan man slet ikke udelukke, at også Jumbo-Visma med Danny Van Poppel, CCC med Jakub Mareczko eller Bahrain-Merida med Phil Bauhaus også tager et nap, selvom det ikke er sandsynligt.

 

Ruten er uden tekniske udfordringer og meget flad, og den ventede massespurt kommer efter et meget kort løb. Det betyder, at det bliver en afslutning for de rene sprintere med den højeste topfart. Der er imidlertid to sene sving, det sidste med bare 300 m igen, og det betyder, at togets styrke kan vise sig at være mindst lige så vigtigt som sprinterens egen topfart. Samtidig skal man ikke undervurdere betydningen af den ret kraftige sidemodvind. Sidste år var det netop den eminente timing i de blæsende betingelser, der afgjorde løbet til Sagans fordel, og det vil også i år være vigtigt ikke at tilbringe for meget tid i vinden.

 

For et par år siden var Caleb Ewan storfavorit, og det var helt som forventet, at han sejrede i både 2016 og 2017. Sidste år blev konkurrencen skærpet betydeligt med deltagelsen af André Greipel og Elia Viviani, og det endte alligevel med en lidt overraskende sejr til Peter Sagan. Også i år er det en langt mere åben begivenhed, end det var i Ewans dominerende periode, denne gang fordi Sagan og Viviani er tilbage i rollen som udfordrere til den australske kanonkugle, og fordi flere af sportens helt store sprintertalenter som Jakub Mareczko, Max Walscheid og Phil Bauhaus er klar til at tage kampen op mod de mere etablerede storsprintere.

 

Det gør det vanskeligt at udpege en klar favorit, ikke mindst fordi der både er usikkerhed om rytternes form efter en lang pause, og fordi mange af togene er relativt nyetablerede og derfor måske skal bruge et par løb til at finde ind i samarbejdet. Det gælder særligt for Ewans tropper på Lotto Soudal, der måske nok udgøres af Roger Kluge og Adam Blythe, som han tidligere har kørt sammen med, men som ikke tidligere har udgjort den konstellation, de skal gøre i denne sæson.

 

Der er dog særligt et hold, der ikke har den slags udfordringer. Deceunick-Quick Step møder op med det velprøvede tog, der sidste år førte Elia Viviani til den ene sejr efter den anden, og de drømmer om at fortsætte, hvor de slap. De tro følgesvende, Michael Mørkøv og Fabio Sabatini, udgør et af sportens allerbedste tog, og selvom resten af holdet måske ikke udføres af de mest udprægede lead-out-typer, bør den stærke trio være rutineret og stærk nok til at tage kontrol i finalen. Det er som sagt af afgørende betydning i en relativt teknisk finale med en del sene sving, og derfor kan endnu et flyvende Quick Step-lead-out være nøglen til endnu en Viviani-triumf.

 

Samtidig har Viviani selv tradition for at være brølstærk fra sæsonstart, og det må formodes at gælde igen i 2019, hvor han kommer til løbet med en del baneløb i benene. På papiret er der måske nok flere, der faktisk har en højere topfart end den italienske stjerne, men kombinationen af formodet form og ikke mindst det sublime og veletablerede tog gør det svært at komme uden om, at Viviani er favorit til årets første massespurt.

 

Sidste år blev en stribe halvsløje spurter i Tour Down Under starten for lidt af en rædselssæon for Caleb Ewan. Nu håber han, at skiftet til Lotto Soudal kan gøre ende på trængslerne, men det er ikke nødvendigvis helt ligetil. Er man i tvivl om, hvor svært det kan være at få et nyt tog til at fungere, skal man blot spørge Marcel Kittel, og Ewan kan meget vel også ende med at skulle betale nogle dyre lærepenge i starten af sæsonen. Heldigvis har han den klare fordel, at han tidligere har kørt sammen med både Roger Kluge og Adam Blythe, der med englænderen som sidste mand vil skulle udgøre toget i en stor del af sæsonen. Med sig har han også Adam Hansen, der har stor erfaring fra tiden med Greipel, og det er derfor slet ikke et ueffent tog, der er samlet til den tekniske finale.

 

Det er dog tvivlsomt, om de kan matche Deceunick-Quick Step, og derfor er det i høj grad Ewans egen topfart, der skal gøre forskellen. Hvor langt den rækker, er temmelig usikkert efter et 2018, hvor han spurtede langt under tidligere standard. Til gengæld har han den fordel, at han allerede har kørt løb i forbindelse med de nationale mesterskaber og Bay Crits, og han har vist, at han som altid har både form og fart. Hvor langt det rækker i dette skrappe felt er usikkert, men en formstærk Ewan må under alle omstændigheder være Vivianis værste rival.

 

Konventionel logik siger, at Peter Sagan ikke er hurtig nok til at vinde rene massespurter som denne, men man kan som bekendt altid vente sig lidt af hvert fra den tidligere verdensmester. Det så man sidste år, hvor han med eminent timing i modvinden akkurat fik stukket næsen frem tidsnok til at sikre sig en uventet sejr, og selvom det ikke er meget sandsynligt, kan det ikke udelukkes, at scenariet vil gentage sig. Den nye, mere tekniske rute med senere sving er i hvert fald en klar fordel for cykelekvilibristen Sagan, hvis største force som bekendt er hans fantastiske teknik og positioneringsevne. Det kan vise sig helt afgørende i et løb, hvor det sidste sving er placeret bare 300 meter fra stregen, og man kan vide sig nogenlunde sikker på, at Sagan vil vinde kampen om Vivianis eftertragtede hjul. Fra den position har han før vist sig hurtig nok til at snige sig forbi, hvis de hurtigere folk mistimer deres sprint, og selvom han denne gang meldes i dårligere form end i 2018, er det bestemt en mulighed, at det igen lykkes Sagan at sætte de rene sprintere til vægs.

 

Årets felt er præget af, at nogle af feltets mest talentfulde helt rene sprintere er til start. Blandt disse er det særligt værd at fremhæve Max Walscheid. Allerede i sin første tid på WorldTouren viste han flere gange en imponerende topfart i disse helt rene massespurter, men det kneb som regel med både holdbarhed og positionering. Efter at han sidste efterår gennemførte Vueltaen, har han imidlertid foretaget et kvantespring, hvilket han viste først med sejren i Münsterland Giro foran det meste af sprintereliten og siden i Tour of Guangxi, hvor hans positionering kostede ham de ventede topresultater, men hvor han overraskede med stor klatrestyrke. Enhver, der har set hans spurt på sidste etape af Tour of California, vil vide, at farten så rigeligt rækker til at vinde i dette felt, men positioneringen i denne tekniske finale er en stor udfordring. Toget med Cees Bol og Max Kanter er på papiret stærkt, men samtidig skræmmende urutineret. Sandsynligheden taler for, at Walscheid må se sig fanget ude af position, men finder han det rette hul, er han en af de få, der har en reel mulighed for at vinde - i hvert fald hvis formen efter en lang vinter er god.

 

Phil Bauhaus er den anden tyske sprinterkomet, og han har nu forladt kampen med Walscheid på Sunweb for i stedet at få opbygget sit helt eget tog som Bahrain-Meridas store sprintersatsning. Bauhaus er måske ikke helt så hurtig som sin tidligere holdkammerat, men han har især med sin meget flotte sejr i sidste års sprintertunge Abu Dhabi Tour vist, at han kan bide skeer med de allerbedste. Samtidig er han modsat Walscheid faktisk ganske god til at positionere sig, og det er vigtigt særligt i denne finale. Også i modsætning til sin landsmand har han samtidig et ganske fremragende tog, der måske endda kan vise sig som et af de bedste. I hvert fald er der masser af fart og muskelkraft i Rohan Dennis, Marcel Sieberg og Heinrich Haussler, og kan de få deres nye holdkammerat langt frem, burde han med stor motivation i sine nye omgivelser have farten og formen til at tage kampen op med de bedste.

 

Det mest rendyrkede eksempel på en helt ren sprinter er Jakub Mareczko, der falder fra på selv den mindste motorvejsbro, men som med sine tre andenpladser på etaper i Giroen flere gange har vist, at hans topfart hører til blandt feltets højeste, også i skarp konkurrence med superstjernerne. Når det kun er blevet til sejre i mindre løb, skyldes det dels hans begrænsede holdbarhed og især hans helt håbløse positioneringsevne. Nu har han fået sin helt store chance som WorldTour-sprinter på CCC, og her håber man, at han med stærkere støtte end på Wilier kan bidrage til det ambitiøse mål om 20 sejre. Rutens lethed passer ham eminent, men det gør den tekniske finale til gengæld ikke. Man kan have en stærk frygt for, at toget med Francisco Ventoso og Szymon Sajnok har kørt for lidt sammen og er for svagt til at få Mareczko bragt i en vindende position, men lykkes det, kan det blive en drømmedebut for CCCs tid som WorldTour-sponsor.

 

Forventningerne til det første år på Jumbo-Visma var store for Danny Van Poppel, der efter nogle år uden megen støtte på Sky endelig kunne se frem til at have et tog til sin rådighed. Desværre manglede han altid det sidste og endte i Giroen og Vueltaen flere gange med at være lige ved og næsten. I år vil han fokusere mere på klassikere og mindre på massespurter, men i Australien handler det om at fintune topfarten. Van Poppel er som regel god til at positionere sig og tillige en af de hurtigste, men hans tog med Tom Leezer som sidste mand er ikke det stærkeste. Derfor bliver det nok svært at vinde i en teknisk finale som denne, da hverken tog eller fart giver ham de allerbedste chancer, men et topresultat er til gengæld meget sandsynligt.

 

For et år siden talte alle om den længe ventede WorldTour-debut for Kristoffer Halvorsen, der sammen med Fabio Jakobsen lignede den mindst lovende nyprofessionelle afslutter. Desværre betød manglende støtte på Sky, at 2018 blev lidt af et mareridt, og derfor er Halvorsens stjerne allerede falmet betragteligt. Talentet er imidlertid uomtvisteligt, og det er fortsat alt for tidligt at afskrive den tidligere U23-verdensmester. I Australien har han samtidig et ikke helt håbløst tog med folk som Owain Doull, Luke Rowe og Dylan Van Baarle. Det rækker ikke til tage kampen op med de bedste, men kommer han fornuftigt ud af positionskampen, må man formode, at Halvorsen fortsat har den fart, der i 2016 og 2017 flere gange lod ham tage kampen op med WorldTour-stjernerne.

 

Det ligner mere om mere sidste udkald for Dan McLay, der som mange af de ovennævnte er et skoleeksempel på en helt ren sprinter med en fornem topfart og en håbløs positioneringsevne. Førstnævnte viste han flere gange i tiden hos Fortuneo, men desværre syntes han at have mistet de sidste procent i sit første år hos EF. Er han vitterligt ikke i stand til at genfinde sin gamle fart, bliver hans positionering for alvor et problem, og det er derfor nu, at han skal vise, at han stadig er den gamle McLay. Det lette løb passer ham, men det gør den tekniske finale ikke, og selvom toget med Alberto Bettiol og Michell Docker nok kan gøre det hæderligt, er det svært at se ham være i en position, hvorfra han kan gøre arbejdet færdigt.

 

Et af de nye sprinternavne, der tiltrækker sig størst interesse, er Jasper Philipsen. Den unge belgier viste sidste år, at han kan blande sig på WorldTour-niveau, ikke mindst med podiepladsen i 3 Dage ved Panne og med etapesejren i Tour of Utah. På det sprintertunge UAE-hold får han næppe mange chancer, men det gør han i hvert fald i Australien, hvor han er holdets afslutter. Desværre er hans tog med Sven Erik Bystrøm og Ivo Oliveira både uerfarent og uprøvet, og da Philipsen samtidig selv er en mere hårdfør klassikertype, der nok vil finde denne rute en anelse for let, er der meget, der skal flaske sig, hvis et muligt topresultat ligefrem skal blive til en sejr.

 

Endelig vil vi pege på Davide Ballerini, der ligeledes må regnes som et af de mest lovende talenter. Italieneren har efter nogle solide sæsoner kulminerende med et drømmeefterår på Androni endelig fået sin store chance på Astana, hvor det dog først og fremmest er i klassikerne, han skal vise sig frem. Dette løb er alt for let for en fyr som ham, men han har i Italien ved flere lejligheder via god positionering vist sig frem i massespurter. Med mere støtte på sit nye hold skal han blive interessant at følge i dette løb, hvor den tekniske finale kan være til hans fordel, men hvor han nok mangler den sidste fart til faktisk at kunne gøre arbejdet færdigt. Det kan ikke helt udelukkes, at holdet vil køre for Yevgeniy Gidich, men han er helt sikkert ikke hurtig nok til at krydse stregen først.

 

Feltet tæller også en række andre sprintere, der vil kunne blande sig, men er uden de store chancer for at vinde. Det gælder i prioriteret rækkefølge Jens Debusschere, der håber på en renæssance hos Katusha, hvor han her faktisk har et ganske fint tog til sin rådighed, Ryan Gibbons, Daniel Hoelaard, Alexander Edmondson, Kiel Reijnen, Koen De Kort, Jasha Sütterlin, Eduard Prades, Gediminas Bagdonas og Neil van der Ploeg.

 

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani
Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Peter Sagan
Outsidere: Max Walscheid, Phil Bauhaus, Jakub Mareczko
Jokers: Danny Van Poppel, Kristoffer Halvorsen, Dan McLay, Jasper Philipsen

 

Danskerne

Årets felt er ganske danskerrigt. Den mest prominente rolle kan vi forvente at se Michael Mørkøv spille som en helt afgørende brik i det tog, der gerne skulle hjælpe Elia Viviani til sejr. På Deceuninck-Quick Step får italieneren ligeledes hjælp af Mikkel Honoré, der kan bidrage med at positionere toget i en tidligere fase. Michael Valgren og Lars Bak gør begge debut for Dimension Data, hvor de skal støtte Ryan Gibbons, men hvor de burde kunne få frihed til at teste løbsbenene i et tidligt udbrud, hvis de vil

DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Nyt koncept skal give Stjerneløbet en ekstra dimension

Milano-Sanremo-analyse: Så mangler de jo bare de sidste 17

Optakt: Driedaagse Brugge-De Panne

Optakt: Settimana Internazionale Coppi e Bartali

Optakt: E3 BinckBank Classic

Følg ugens tre store WorldTour-klassikere

Wattene bag Verdensklassen - Mitchelton-Scotts mesterværk

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

MANDAG

Udfordrende Dauphiné-rute offentliggjort

Søren Kragh kaptajn i to brostensklassikere

Optakt: 2. etape af Volta a Catalunya

Blaudzun henrykt efter sæsonens første sejr

De Gendt: Det var De Gendt-stil

Volta a Catalunya-analyse: Kun en tåbe frygter ikke den belgiske udbryderkonge

Følg en muligt sidevindsdrama ved den catalanske kyst

Brøchner vinder åbningsetapen i Normandiet

De Gendt tager smuk solosejr i Catalonien

Hollændere vinder Six Day Manchester

Valverde om 1. etape: Jeg udelukker intet

Kristoff vil have Mørkøv til UAE

Tilfredshed hos Riwal efter kaotisk GP De Denain

Uttrup efter podieplads: Teamwork når det er bedst

Alkmaar bliver vært for EM i år

Stolt Van der Poel: En af mine sværeste sejre

SØNDAG

Matthews på vej tilbage efter godkendt Milano - Sanremo

Vos tager rekordsejr i Trofeo Binda

Få 26% rabat på alt Feltet.dks webshop i dag

Lefevere om Alaphilippe: Han kan vinde stort set alt

Langvad og Van der Breggen lukker og slukker med sejr

Fini og makker på podiet i sidste Cape Epic-afdeling

Optakt: 1. etape af Volta a Catalunya

Optakt: Volta a Catalunya

Cecilie Uttrup tager flot tredjeplads i Trofeo Binda

Van der Poel løber med sejren efter Lasse Norman-udbrud

LIVE nu: Norman i udbrud i Roubaix-generalprøve

Greipel ville fortsætte hos Lotto-Soudal

Valverde: Jeg kunne ikke ende højere

Quick-Steps arbejde dræbte Van Avermaet

Van Aert irriteret: Jeg begik en fejl

Vital Concept: ASO ville gerne have Barguil i stedet for os

Louis Bendixen sæsondebuterer i Tour de Normandie