SE CRO RACE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Cykling har altid været et perfekt redskab til at promovere et land som turistdestination. Ingen anden sport giver mulighed for at fremvise hovedattraktionerne og naturen på samme måde som denne sportsgren, specielt hvis man kan sikre sig international tv-dækning.

I de senere år har flere og flere lande uden for sportens traditionelle kerneområde introduceret nationale rundture, der har handlet både om promovering og om at afvikle et sportsligt arrangement. Der er nu adskillige løb i Mellemøsten, Tour of Turkey har i de senere år oplevet en opblomstring (der desværre er blevet bremset i de senere år) og er nu en stor begivenhed med international tv-dækning, og der er blevet etableret flere kortere etapeløb i Norge.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I 2015 skrev Kroatien sig på listen ved at arrangere den første udgave af Tour of Croatia. Selvom man ikke kunne tiltrække ét eneste WorldTour-hold, sikrede 2.1-løbet sig tv-dækning på Eurosport, og det viste sig at blive en ganske stor succes ud fra både sportslige og kommercielle perspektiver. Det har givet vokseværk, og allerede i 2016 kunne man derfor byde de første WorldTour-hold velkommen. Den positive udvikling er fortsat forud i 2017 og 2018, hvor løbet kunne præsentere hhv. 4 og 3 hold fra det fineste selskab.

Med en kalenderplacering midt i april havde man fundet en ganske god position. Der er ikke mange andre etapeløb i denne tid, og det afholdtes på et perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til Giroen. Det var præcis denne opskrift, der gjorde Tour of Turkey stort, og nu i Kroatien prøvede man at kopiere den succesfulde tyrkiske model.

På mange måder har løbet været sammenligneligt med Tour of Turkey. For mange sprintere er de traditionelle forberedelsesløb Tour de Romandie og Giro del Trentino (nu kendt som Tour of the Alps) ikke velegnede som forberedelse, da de stort set ikke byder på sprinteretaper. I de senere år har Tour of Turkey med stor succes tiltrukket nogle af verdens bedste sprintere ved at tilbyde adskillige sprinteretaper og kun ganske få bjergetaper, der har afgjort kampen om den samlede sejr. Da de store klassementsryttere stadig har foretrukket de bjergrige løb i Trentino og i mindre grad Romandiet, har løbet været en fremragende chance for unge klatrere til at vise sig selv frem.

Det er præcis denne formel, man også har benyttet til Tour of Croatia. I 2016 tilbød man således adskillige sprinteretaper samt en holdtidskørsel og en bjergetape til at afgøre kampen om sejren. Det var en model, der appellerede til de store hold, og man kunne således byde de fem WorldTour-hold Astana, Dimension Data, Tinkoff, IAM og Trek velkommen. Ingen mødte op med deres bedste klatrere, men med Andrea Guardini, Mark Cavendish, Erik Baska, Matto Pelucchi og Giacomo Nizzolo samlet på startstregen var der basis for massespurter på højeste niveau. Også Bardiani og Gazprom-Rusvelo brugte løbet til at fintune formen forud for Giroen.

Som bekendt er den enes død den andens brød, og Tour of Croatia havde en dramatisk effekt på Tour of Turkey, der i 2016 falmede til en skygge af sig selv. Mens Tour of Croatia blomstrede, kunne man i Tyrkiet således kun præsentere ét WorldTour-hold, og da det i 2017 trods WorldTour-status igen kun kunne præsentere ét hold fra det højeste niveau, blev det udskudt til oktober, hvor det også havde sin plads i 2018. Dermed så det ud til, at løbet havde udkonkurreret det tyrkiske løb, der led under frygten for terror og de generelt urolige omstændigheder i landet efter det fejlslagne kup mod præsident Erdogan.

De tyrkiske arrangører gav dog ikke op uden kamp. Med deres WorldTour-status som et stærkt kort lykkedes det forud for 2019-sæsonen at genplacere deres løb i april, og dermed var der pludselig igen ét etapeløb i en tid, hvor også Tour of the Alps og klassikere lagde beslag på holdenes opmærksomhed. Den kamp tabte kroaterne, der oplevede et tumultarisk forår, hvor det sent blev meldt ud, at løbet skiftede navn til CRO Race og blev flyttet til oktober. Angiveligt forsøgte en alternativ arrangørgruppe at ”kuppe” de gamle arrangører ved i deres sted at lancere deres ”eget” Tour of Croatia på den gamle kalenderplacering, og det kom endda så langt, at hold var inviteret, en rute præsenteret og løbet sat i kalenderen hos flere Giro-ryttere. Det endte imidlertid frustrerende for de stakkels ryttere, der havde planlagt at deltage, og med kun ca. en uge til starten lykkedes det de oprindelige arrangører at få taget konkurrenten af kalenderen.

Resultatet blev, at det ”rigtige” Tour of Croatia under navnet CRO Race kunne afvikles på en ny placering i ugen efter VM, hvor man sjovt nok atter overtog den position, Tour of Turkey nu havde efterladt. Efter derouten blev det tyrkiske løb to år i træk afviklet som et vedhæng til en lang sæson i en periode, hvor det ellers stort set kun handler om de store endagsløb i særligt Italien, men også Belgien og Frankrig inden den store etapeløbs- og WorldTour-finale i kinesiske Tour of Guangxi i anden halvdel af oktober. Den placering var aldrig specielt attraktiv for tyrkerne, der havde svært ved at overtale mange trætte ryttere til at køre et hele seks dage langt etapeløb inden ferien, og det er da heller ikke uden grund, at etapeløb er en sjældenhed på denne tid af året.

CRO Race gjorde imidlertid forsøget ved at blive det første europæiske etapeløb i oktober, siden Circuit Franco-Belge/Tour de l’Eurometropole for et par år siden blev reduceret til et endagsløb. Udsigten til at slippe for rejsen til Tyrkiet gav løbet en større appel end Tour of Turkey, men på denne tid er det altså svært at få holdene til at køre etapeløb. Alligevel lykkedes at få deltagelse af fire WorldTour-hold i form af Mitchelton-Scott, Astana, Bahrain-Merida og CCC, og da løbet tilbød en lidt alternativ vej frem mod særligt Il Lombardia og Paris-Tours fik man da også tiltrukket et pænt felt anført af Adam Yates, der brugte løbet som sidste finpudsning af formen frem mod årets sidste monument. Modellen var åbenbart brugbar, for efter en coronaaflysning i 2020 afvikles løbet i år for anden gang med den nye placering og igen med et fint felt tællende fire WorldTour-hold, men ingen store stjerner.

Det skyldes blandt andet, at der skal findes en ny vinder. Sidste udgave i 2019 blev nemlig vundet af løbets ubetinget største stjerne, da Adam Yates med sejr på kongeetapen levede op til sin store favoritværdighed ved at tage den samlede triumf med 22 sekunder ned til Davide Villella og 29 sekunder ned til Victor de la Parte, men da han nu er draget til Ineos, der ikke deltager, skal der findes en ny vinder. I det hele taget skal vi på jagt efter et helt nyt podium, da Villella og De la Parte nu også kører for hold, der ikke deltager i løbet.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Ruten

Som sagt har arrangørerne med nogen held forsøgt at kopiere formatet fra Tour of Turkey ved at have adskillige sprinteretaper samt en stor bjergetape til at afgøre klassementet og således etablere sig som sprinternes Giro-forberedelsesløb. For at imødekomme Vincenzo Nibalis ønsker forud for Giroen valgte man i 2017 at tilføje en ekstra bjergetape, ligesom man droppede det usædvanligt lange holdløb, der spillede en helt afgørende rolle i 2016. Derved var der tale om den klart hårdeste af de tre hidtidige udgaver og et løb, der i høj grad appellerede til klatrerne, og det var også tilfældet i 2018, hvor man mere eller mindre genbrugte det meste af 2017-ruten. Da man i 2019 for første gang afviklede løbet om efteråret, gik man igen ned til én bjergafslutning, der viste sig altafgørende, mens resten af løbet bestod af forskellige former for sprinteretaper, hvor stigninger i finalen flere gange gjorde det til mere selektive affærer.

I år genbruger man store dele af ruten fra 2019, men der er én væsentlig forskel. For første gang udgår bjergafslutningen helt, og dermed er der tale om et dramatisk anderledes løb end det, vi kender. Som det var tilfældet for to år siden, skal man midtvejs på lørdagens kongeetape stadig over løbets mest kendte stigning, Ucka, men denne gang venter der ikke yderligere et bjerg. I stedet slutter det hele med en flad finale afbrudt af en skarp lille mur kort inden stregen, og det vil helt forandre et løb, der hidtil har været for klatrere.

I det hele taget er ideen med flade finaler med sene stigninger eller mure grundkonceptet i årets løb. Der lægges dog ud med en klassisk sprinteretape, når rytterne på tirsdag skal køre ikke færre end 237 næsten helt flade kilometer, og sprinterne kan også regne med en chance på onsdagens 2. etape. Her er der ganske vist betydeligt flere højdemeter på programmet, men med en relativt let anden halvdel burde løbet blive indledt med to massespurter.

Herefter bliver det mere kompliceret, når man slutter af med fire etaper, der genbruger store dele af ruterne fra 2019. Allerede på torsdagens etape får klatrerne med en sen passage af Biokovo-stigningen en chance for at gøre en måske afgørende forskel, men da samme finale blev brug for to år siden, endte det alligevel i en spurt mellem 25 mand. Et lignende scenarium kan gentage sig fredag, hvor en lignende afslutning venter - denne gang dog med en kortere, men senere stigning. For to år siden endte 50 mand her med at spurte om sejren, og det kunne meget vel ske igen.

Den store forandring kommer som sagt på lørdagens kongeetape, der starter på samme måde som for to år siden, men når rytterne midtvejs har passeret den meget svære Ucka-stigning, venter i stedet lettere terræn og en afsluttende rundstrækning fremfor endnu et bjerg. Alligevel er afslutningen ikke let, da rundstrækningen byder på en kort, men meget stejl mur, hvor der bestemt er basis for sene angreb. Det hele slutter som altid med den klassiske Zagreb-etape, der er stort set helt flad, men slutter med den velkendte og urimeligt tekniske rundstrækning i hovedstaden. Også denne  gang byder den må den velkendte brostensbakke, men som noget nyt er der denne gang ikke mål på toppen, og hvis ikke et udbrud for tredje gang i træk holder hjem, kunne det hele dermed blive rundet af med en massespurt på de tekniske gader i landets vigtigste by.

SE CRO RACE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

1. etape

Inden flytningen til oktober havde løbet først og fremmest haft sin berettigelse som et Giro-forberedelsesløb for sprintere, og det blev til fulde afspejlet af en rute, der bød på mange relativt flade etaper. Den tendens har flytningen til efteråret ikke ændret på, og der er derfor lagt op til, at de hurtige folk skal til fadet på en åbningsetape, der er løbets letteste, men hvor en gigantisk distance sørger for, at det alligevel bliver en lang og opslidende dag i det kroatiske fladland. Det hele slutter som altid i Kroatien med en teknisk og halsbrækkende rundstrækning, hvor det handler om at holde sig til i et mylder af sving.

I alt skal der tilbagelægges intet mindre end 237,0 km, der fører feltet fra Osijek til Varazdin. Begge byer ligger helt oppe mod nord umiddelbart syd for grænsen til Ungarn, og det er den helt flade del af Kroatien. Derfor er der næsten heller ingen terrænmæssige udfordringer på en etape, der mest af alt består af en tur hen langs grænsen. Således lægger man ud med at køre mod nordvest gennem fladlandet helt frem til selve grænsen, som derefter kortvarigt følges mod vest. Derfra kører man kortvarigt mod sydvest lidt længere væk fra grænsen frem til dagens første spurt, der kommer efter 84,0 flade kilometer.

Her sætter man igen kursen mod nordvest for nu at køre videre op langs grænsen og igennem fladt terræn gennem den store by Koprivnica og frem til byen Ludbreg, hvor man drejer mod sydvest for at køre op ad dagens eneste stigning, kategori 3-stigningen Lubreski Vinogradi (2,7 km, 4,6%), der starter med 500 m med 7,6% og slutter med 700 m med 6,4%, men derudover er ganske let. Toppen rundes efter 200,4 km, hvorefter man kører mod nordøst ad en nedkørsel tilbage til Ludbreg, hvor dagens anden spurt kommer efter 205,5 km, inden man atter kører mod nordøst ad den flade vej frem til målbyen, hvor man efter 229,9 km rammer den afsluttende rundstrækning.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Her krydser man efter 232,8 km målstregen for første gang i forbindelse med dagens tredje og sidste spurt, og herefter afsluttes etapen med en omgang på en 4,2 km lang rundstrækning. Den er helt flad, men der er tale om en teknisk sag med hele seks skarpe sving, hvoraf de første fire kommer i løbet af de første 1,3 km. Herefter er der et sving lige inden 2 km-mærket, inden man skal dreje næsten 180 grad kort efter den røde flamme.

Etapen byder på i alt 550 højdemeter.

I det gamle format var løbet kendt som et sprinterløb, og det er løbet fortsat. Derfor er der ganske mange sprintere til start, og der er derfor lagt i kakkelovnen til massespurt, hvis ikke vinden kommer i spil. Den lille stigning kan bruges til at lægge et pres, men det er usandsynligt, at det vil ske på dette tidspunkt i løbet, og meget taler for, at en lang dag skal afsluttes med en af de uhyre kringlede spurter, som Kroatien er kendt for.

Varazdin har to gnage tidligere været mål for løbet. Det var i 2016 på en næsten identisk åbningsetape, hvor Giacomo Nizzolo sejrede foran Mark Cavendish og Timothy Dupont, og i 2007, hvor Zvonimir Pokupec vandt en massespurt foran Radoslav Rogina og Hrvolje Miholjevic. I 2011 var byen vært for de fælles kroatisk-ungarske mesterskaber, hvor enkeltstartstitlerne gik til hhv. Kristijan Durasek og Gabor Fejes og linjeløbstitlerne til hhv. Durasek og Rida Cador.

2. etape

Efter den meget flade åbningsetape bliver der skruet betydeligt op for vanskelighederne på 2. etape, der byder på mere end 2000 højdemeter og sender rytterne op i næsten 1000 m højde. Udfordringerne kommer dog på etapens første halvdel, og da anden halvdel er stort set flad, vil sprinterne formentlig kunne se frem til også på andendagen at skulle spurte om en sejr.

Med en distance på 187,0 km er der tale om en betydeligt kortere etape end åbningen, og den fører feltet fra Slunj til Otocac. Fra start kørt man mod syd direkte ind i bjergene, og derfor er er det med det samme let stigende, inden det kortvarigt flader ud på et dalstykke. Hurtigt begynder det dog at stige igen, og efter en ganske hård bakke venter efter 29,2 km dagens første spurt. Derefter drejer man mod sydøst for at følge en let stigende vej.

Den lange stigende vej afbrydes, når man drejer skarpt mod vest for at køre ad en kort nedkørsel og derefter op ad kategori 2-stigningen Varicaci (3,4 km, 5,1%), hvis sidste 2,4 km stiger med 5-7%, inden man efter 51,8 km runder toppen. En kort nedkørsel leder videre mod vest, men derefter går det mod nordvest ad et fladt plateau og videre ad en nedkørsel frem til et kort, fladt stykker, der leder ind til målbyen, hvor man efter 90,5 km krydser stregen i forbindelse med dagens anden spurt.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 88,0 km lang og er henlagt til bjergene syd for byen. Først kører man kortvarigt mod vest og sydvest gennem dalen, inden man fortsætter mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Kuterevo (7,3 km, 5,0%), der stiger med 5-7% hele vejen, men har et fladt plateau midtvejs. Toppen rundes efter 10,8 km, hvorefter en nedkørsel leder mod sydøst ned til fladlandet, hvorefter det går igennem ganske let kuperet terræn mod sydøst og syd ned til etapens sydligste punkt, hvor dagens tredje spurt kommer efter 146,9 km. Her vender man rundt for at følge en først let stigende vej mod nord, inden en nedkørsel og helt fladt terræn leder mod nordvest tilbage til målbyen, hvor man efter 175,4 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 178,5 km krydser stregen for anden gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 8,5 km lange runde, der er helt flad og for løbet usædvanligt enkel. Der er et sving umiddelbart efter stregen, hvorefter en let snoet vej leder mod sydøst, inden man via to sving kører mod nordøst. Med 3,1 km drejer man til venstre, hvorefter det går ad en lige og flad vej frem til mål.

Etapen byder på i alt 2119 højdemeter.

Etapen er ganske hård, men arrangørerne synes at have designet den med det formål, at det skal blive en spurt. Den store rundstrækning vender nemlig med den svære del først, og dermed burde der ikke være basis for de store angreb. Tværtimod må sprinterne se det som en chance for at kontrollere løbet og sikre sig endnu en chance i en finale, der denne gang er helt enkel

Otocac har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

3. etape

Efter to dage for sprinterne ventes klatrebenene for første gang at skulle testes på løbets 3. etape. Her venter ganske vist en stort set flad etape, men arrangørerne har til slut lagt en betydelig udfordring i form af første del af det frygtede bjerg Biokovo, der før har været mål for kongeetapen. Denne gang skal man ganske vist kun 5 km op ad stigningen, inden man over 10,5 km kører tilbage til målet ved kysten, men bakken vil utvivlsomt rydde betydeligt ud i afslutterne og endda give klatrerne en første mulighed for med et angreb af føle benene lidt an. Det så vi nemlig i præcis samme finale for to år siden, hvor blot 25 mand spurtede om sejren, og det er derfor nærliggende at tro, at noget lignende ved gentage sig denne gang.

Med en distance på bare 167,0 km er 3. etape en kort sag, der fører feltet fra Primosten til Makarska. Begge byer ligger ved den kroatiske sydkyst, og det meste af etapen består af en flad tur hen langs vandet. Starten er dog lidt småkuperet, idet man følger en snoet kystvej mod sydøst ned til byen Rogoznica, hvor dagens første spurt kommer allerede efter 8,6 km. Her drejer man mod sydøst for at skære ind gennem landet via en vej, der er stort set helt flad, hvorefter man atter rammer kysten. Nu følges den kun let kuperede kystvej mod først nordøst og siden sydøst og slutteligt ind gennem storbyen Split og frem til byen Pisak.

Her bliver etapen en anelse mere udfordrende, da kystvejen byder på kategori 2-stigningen Dubci (2,3 km, 3,9%), der slutter med 800 m med 5-8%, inden man efter 102,2 km runder toppen. En nedkørsel via kystvejen leder nu mod sydøst, og derefter går det ad den småkuperede kystvej mod sydøst ned til målbyen, hvor man efter 119,7 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 47,3 km lang rundstrækning, som indledes med, at man følger den flade kystvej videre mod sydøst ned til byen Podgora, hvor dagens sidste spurt kommer efter 128,3 km. Den småkuperede kystvej følges videre mod sydøst ned til byen Igrane, hvor man kører en omgang på en rundstrækning, der går ned til byen Zivogosce og tilbage igen. Nu kører man den modsatte vej mod nordvest tilbage ad kystvejen, indtil man efter 151, km atter når Podgora.

Her indledes finalen I stedet for at køre langs vandet tilbage mod mål drejer man mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Biokovo (5,2 km, 5,3%), der er første del af det bjerg, der i 2017 og 2018 var mål for løbets kongeetape. Specielt den første del med 2 km med hhv. 6,0% og 7,8% er svær, men derefter stiger den jævnt med 4-5% frem til toppen, der rundes efter 156,7 km. Her drejer man med 10,3 km igen mod nordvest for at følge en let snoet nedkørsel tilbage til Makarska, hvor man følger en helt lige vej, indtil man med 1900 m igen drejer næsten 180 grader. Herefter fortsætter det med at falde, indtil det flader ud ved den røde flamme, hvorefter de sidste 700 m er stort set helt flade, og hvorefter der er sving med 900 og 500 m igen.

Etapen byder på i alt 1812 højdemeter.

Etapen har præcis samme finale som 3. etape i 2019, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente. Dengang var der angreb fra klatrerne på stigningen, men det blev alligevel til en spurt i en gruppe med 25 mand. Etapen viste, at det muligvis kan lade sig gøre for færre mand at køre væk, men da nedkørslen ikke er specielt vanskelig, er der gode chancer for, at vi igen får en spurt i en tilsvarende gruppe, hvis ikke manglen på en bjergetape denne gang betyder, at der bliver kørt betydeligt mere aggressivt end for to år siden.

Makarska har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb, nemlig 3. etape for 2 år siden. Her spurtede 25 mand efter samme finale om sejren, og det lykkedes Yevgeniy Gidich at sejre foran Grega Bole og Alex Edmondson.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

4. etape

Efter at mange sprintere må formodes at have fundet finalebakken på 3. etape for hård, havde de utvivlsomt håbet på lidt mere medgørlighed fra arrangørernes side til 4. etape.  Sådan bliver det imidlertid ikke, for fredagens etape følger præcis samme koncept som den forrige. Også her afsluttes en relativt flad kystetape nemlig med en grim rundstrækning med en lille stigning, der denne gang er betydeligt kortere, men til gengæld stejlere og senere placeret end bakken på 3. etape. Også denne finale blev imidlertid benyttet for to år siden, hvor 48 mand endte med at spurte om sejren, og meget kunne derfor tale for, at der venter endnu en reduceret massespurt i Crikvenica.

I alt skal der tilbagelægges 197,0 km, som fører feltet fra Zadar til Crikvenica. Ligesom på den foregående etape er der tale om to kystbyer ved den kroatiske sydkyst, og det meste af etapen består derfor igen af en flad tur langs vandet. Fra start kører man dog mod sydøst ind gennem landet, hvilket betyder, at det først er let stigende og siden let faldende, men herefter rammer man kystvejen, der er stort set helt flad og kun ganske let kuperet. Den følges i adskillige kilometer uden væsentlige udfordringer, men herefter ændrer kysten karakter, når man pludselig med vandet stadig lige på venstre hånd skal op over kategori 3-stigningen Cacici (3,6 km, 5,1%), som starter med 2 km med ca. 6%, men derefter flader ud fem mod toppen, der rundes efter 100,5 km.

Her kommer man op på et plateau, der kun er ganske let kuperet og følges mod nordvest og nord, stadig med en spektakulær udsigt ned til vandet på venstre side, inden man efter rammer en længere, teknisk ukompliceret nedkørsel, der leder tilbage til fladlandet, som følges mod nord frem til den første spurt, der er placeret efter 153,5 km. Herfra bliver etapen igen let, idet man følger den flade kystvej mod nordvest op over en lille bakke, inden man drejer mod nordvest og kører ned til Novi Vinodolski, hvor dagens anden spurt kommer efter 175,0 km. Herfra går det mod nordvest ad en let kuperet kyststrækning frem til Crikvenica, hvor man efter 184,0 km rammer rundstrækningen og 2,5 km senere krydser stregen for første gang i forbindelse med den tredje og sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med omgang på den 10,5 km lange runde, der består af en tur ud langs kysten og tilbage igen. Fra start kører man mod nordvest ad den flade kystvej, indtil man drejer mod nordøst for at køre væk fra vandet ad kategori 3-stigningen Dramalj (1,0 km, 8,1%), der stiger med hhv. 9,6% og 6,6% over de to gange 500 m. Toppen rundes med 6,5 km igen, hvorefter en helt lige og let faldende vej leder mod sydøst tilbage mod vandet. Her drejer man næsten 180 grader med 2400 m igen, hvorefter det falder ned til et skarpt sving med 1700 m til stregen. Herefter venter en lille bakke, inden man med 1200 m igen drejer ind på en lille nedkørsel, der byder på et skarpt sving lige ved den røde flamme. Med 600 m igen drejer man skarpt, hvorefter det er fladt med en kringlet afslutning med yderligere to sving med hhv. 350 og 300 m igen.

Etapen byder på i alt 2179 højdemeter.

Vi kender finalen fra 2019, hvor en lidt kortere version af præcis samme etape blev afviklet. Her så vi, at Jan Tratnik, Davide Villella og Alex Edmondson kunne køre væk på bakken, men alligevel blev det samlet til en spurt blandt 50 mand, hvor selv en lidt tungere fyr som Dusan Rajovic vandt. Igen kan manglen på bjergafslutning lægge op til en mere aggressiv finale, men chancen for endnu en reduceret massespurt synes god.

Crikvenica var senest målby i 2019, hvor samme finale gav sejr til Dusan Rajovic i en reduceret massespurt foran Paolo Simion og Heinrich Haussler. Også i 2018 var man forbi på en dag, hvor Alessandro Tonelli ganske overraskende snød de hårdføre sprintere ved at holde hjem med 12 sekunder fra dagens tidlige udbrud, dog i en anden finale end denne.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

5. etape

Lige siden etableringen i 2015 har løbet besøgt Ucka-stigningen, som med undtagelse af 2019-udgaven også har været brugt som etapemål, og Kroatiens vel nok mest berømte cykelbjerg skal også besøges i år. Ligesom i 2019 kommer den dog midtvejs på 5. etape, og modsat sidst følger man ikke op med en bjergfinale senere på etapen. Tværtimod slutter løbet nu med mere end 50 lettere kilometer, og i stedet venter en afslutning i stil med dem, vi har set på de to foregående etaper, nemlig med en flad finale med en kort, stejl mur umiddelbart forinden. Det lægger op til uforudsigeligt cykelløb, hvor det bestemt er muligt at skabe tidligt drama, men hvor der også er god tid til en regruppering.

Med en distance på bare 137,5 km er der tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Rabac/Labin til Opatija. Rabac ligger helt nede ved kysten, og den neutrale zone består af en klatretur mod nordvest ind i bjergene op til byen Labin, hvor den officielle start gives. Her kører man en omgang på en relativt flad 9,5 km lang rundstrækning i området sydvest for byen, hvorefter det går mod nordøst igennem let faldende terræn, inden man drejer mod nordvest for kort efter at ramme kategori 2-stigningen Gracisce (8,2 km, 5,2%), der har to tidlige kilometer med 7-8%, men derudover primært stiger med 5-6%, inden man runder toppen efter 34,5 km. Den leder op til et relativt fladt plateau, der følges mod nordvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 42,8 km, inden en nedkørsel leder mod nordøst. Derfra går det ad en snoet vej mod nordøst igennem fladlandet, inden en nedkørsel leder ned til dalen.

Nu gælder det løbets største udfordring, når man kører mod nord og sydøst op ad Ucka-stigningen, der her går under navnet Poklon og er uden for kategori. Den stiger med 6,6% over 13,2 km og skal deles i to. De første 6 km er lette med hovedsageligt 3-4%, men derefter tager den fat med 2 km med 6-8% og derefter 3 km med hele 9-13%, inden den stiger med 7-9% over de sidste 2,2 km frem mod toppen, der rundes efter 75,2 km.

Herfra resterer fortsat 62,3 km, som indledes med en lang og undervejs også ganske teknisk nedkørsel, der leder mod nordøst tilbage mod vandet. Kort inden man når kystvejen, fortsætter man mod nordøst tilbage mod bjergene via kategori 2-stigningen Kastav (2,6 km, 5,6%), der er en relativt jævn stigning med top efter 95,5 km. En kort nedkørsel og et let stigende stykke leder nu mod nordøst frem til dagens anden spurt, som kommer efter 99,8 km, inden det fortsætter med at stige mod nordøst. Siden drejer man mod sydøst, hvorefter en lige og let faldende vej leder ned mod kysten, inden det går mod sydvest ad den sidste del af nedkørslen til storbyen Rijeka, hvor dagens sidste spurt kommer efter 115,8 km.

Her drejer man mod nordvest for at køre ad den næsten helt flade kystvej hen langs vandet, indtil man med 11,0 km igen rammer den afsluttende rundstrækning. Det sker, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Opatija (500 m, 12,9%), der er en stejl mur med hele 16,2% over de sidste 300 m. Toppen kommer med 10,5 km igen, hvorefter det går mod sydvest ad en let snoet og let faldende vej frem mod to sene sving kort efter den øde flamme, inden man med 500 m igen drejer mod nordøst ind på kystvejen, der er let stigende. Efter 130,6 km krydser man stregen for første gang, hvorefter man slutter af med at køre en hel omgang på den 6,9 km runde, hvilket betyder, at man får anden og sidste gang når toppen af Opatija med bare 3,8 km igen.

Etapen byder på i alt 2552.

Etapen har et ganske uforudsigeligt design. Ucka er en modbydelig stigning, og da det er løbets eneste rigtige bjerg, virker det usandsynligt, at klatrerne ikke vil angribe hinanden. Det burde give basis for, at der etableres en ganske lille elitegruppe, men der vil utvivlsomt ske en eller anden form for regruppering efterfølgende, som vi så på den lignende etape for to år siden. Dengang sluttede man af med endnu et bjerg, men denne gang venter i stedet en uhyre eksplosiv finale med en sand mur, hvor der vil være en sidste chance for at undgå en spurt i en formentlig ganske lille gruppe.

Opatija har ikke tidligere i dette årtusinde været benyttet som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

6. etape

De fleste nationale etapeløb slutter i landets hovedstad, og den tradition har det relativt nye Tour of Croatia holdt i hævd. For sjette udgave i træk ender det hele med en stor finale i Zagreb efter en relativt flad etape, der er stort set identisk med den, der blev benyttet i 2017, 2018 og 2019. Der ha dog ingenlunde været tale om en klassisk sprinterfinale i landets største by. I stedet venter en svær rundstrækning med en lille brostensbakke, hvor historien viser, at der sagtens kan opstå huller og skabes små forskydninger i klassementet, mens de eksplosive puncheurs og hårdføre sprintere har skullet slås om sejren, men da man denne gang har flyttet målet væk fra toppen, taler meget for, at der nu kan vente en mere klassisk spurt denne gang, dog atter i en uhyre teknisk finale.

Etapen er bare 156,5 km lang, starter i Samobor og slutter i Zagreb. Startbyen ligger bare få kilometer vest for Zagreb og fra starten kører man mod sydvest igennem helt fladt terræn forbi dagens første spurt, som kommer allerede efter 3,3 km, hen til udkanten af hovedstaden. Her slår man en lille sløjfe mod syd, hvorfra man kører mod nord og nordvest til den østlige udkant af hovedstaden, stadig igennem helt fladt terræn.

Den følgende del af etapen består af en omgang på en rundstrækning i det hovedsageligt flade område nordøst for Zagreb. Først kører man mod øst forbi den anden spurt, der kommer efter 71,0 km, hvorfra man fortsætter mod nordøst frem til den sidste spurt, som er placeret efter 90,0 km. Herfra kører man mod nordvest op til toppen kategori 3-stigningen Ivan Zelina (1,1 km, 5,6%), der er en jævn sag med top efter 110,0 km, hvorefter det går mod sydvest gennem helt fladt terræn tilbage mod Zagreb, inden man kører mod vest ind gennem forstæderne frem mod centrum.

Efter 145,5 rammer man den afsluttende rundstrækning, og bare 100 m senere passerer man målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 5,9 km lange runde i den nordlige udkant af byen. Den er langt fra nogen enkel sag. Fra start kører man mod nord op til kategori 3-stigningen Markov Trg (400 m, 7,1%), der er en relativt jævn brostensbakke, hvor der plejer at være mål på toppen. Denne gang kommer toppen imidlertid allerede med 4,6 km igen, hvorefter det går via en let faldende vej mod nord op til et vendepunkt, inden det går mod syd ad en let faldende vej. Efter vendingen er der hele fire skarpe sving, inden man kort efter den røde flamme drejer skarpt mod vest, hvorefter der er et sidste sving bare 100 m fra stregen

 til et vendepunkt, hvor man vender rundt og herefter følger en anden, let faldende vej tilbage mod syd. Med 2 km igen flader det ud efter hele fire sving på bare en kilometer, og herefter venter skarpe sving med 1800 og 1000 m igen. Med 600 m følger to sving lige i træk, og de leder ind på den afsluttende brostensbelagte bakke, der over 500 m stiger med 6,2%, leder op til mål og har yderligere et sving bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt bare 581 højdemeter.

Der er tale om næsten samme rundstrækning, som i de 2018 og 2019, men denne gang har man flyttet målet væk fra toppen. Vi har ellers tidligere set nogle ret medrivende finaler, hvor feltet er blevet splittet i selve spurten på bakken. Denne gang bliver det svært at gøre forskelle, og meget taler for, at vi får en sidste spurt. Man skal dog være uhyre opmærksom på den ekstremt tekniske rundstrækning, hvor man hurtigt kan tabe tid, hvis der alligevel opstår splittelser som følge af kombinationen af bakke og mange sving.

Læs også

Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape

Da der sidst var mål på rundstrækningen i 2019 lykkedes det akkurat for Alessandro Fedeli at holde hjem fra et udbrud og dermed snyde Jan Tratnik for en sejr, da denne som hurtigste mand fra feltet kom 2 sekunder for sent. Også i 2018 så vi, at et udbrud kan holde hjem, da Bardiani tog en sensationel dobbeltsejr med Paolo Simion, der nåede mål 11 sekunder foran holdkammeraten Mirco Maestri og 25 sekunder inden feltet, hvis spurt blev vundet af Eduard Grosu foran Fabian Lienhard og Sondre Holst Enger. I 2017 holdt den samlede vinder, Vincenzo Nibali, sig fremragende til i 2017, da han spurtede sig til en fjerdeplads 2 sekunder bag vinderen Sacha Modolo, der var helt suveræn og sejrede foran Jan Polanc og Boy van Poppel, mens feltet bagude eksploderede i mange grupper. I 2016 var det Sondre Holst Enger, der med en fantastisk spurt slog Edward Theuns, som ellers havde lignet en sejrherre. Timothy Dupont var 2 sekunder efter på tredjepladsen, mens der var hele 9 sekunder ned til den første større gruppe med de mest opmærksomme klassementsryttere. Året forinden kørte en lille gruppe hjem, og her vandt Maciej Paterski foran Felix Grossschartner, Roman Maikin og Olivier Pardini, mens feltet ankom 17 sekunder for sent.

SE CRO RACE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Favoritterne

Med beslutningen om at droppe den næsten helt urimeligt lange holdtidskørsel har Tour of Croatia/CRO Race i de seneste tre gange været et rigtigt bjergløb afgjort på en eller to store bjergetaper - hvis man da lige ser bort fra, at Vincenzo Nibali kuppede Jaime Roson på Zagreb-etapen i 2017. Det ændrer sig imidlertid dramatisk i år, hvor løbet går fra at være et af de letteste at spå om til at være et af de mest umulige løb på hele året.

Det synes nemlig at kunne gå i snart sagt enhver retning. Fraværet af den store bjergetape betyder, at løbet går fra at være et klatreløb til at være et løb, hvor det bestemt ikke er oplagt er, hvordan klatrerne skal vinde det. Tværtimod er årets rute så åben, at et meget bredt spektrum synes at kunne sejre.

Det er stadig lørdagens kongeetape, der er nøgledagen, men det er langt fra indlysende, hvordan den vil forløbe. For to år siden kørte man en tilsvarende indledning, og dengang eksploderede det til atomer på Ucka-stigningen, hvor favoritterne allerede angreb hinanden, men der skete efterfølgende en betydelig regruppering inden målbjerget. I år er der intet målbjerg, og derfor er spørgsmålet, om vi vil få samme regruppering.

Det er klart, at det er klatrernes store chance, og derfor vil de køre enormt aggressivt. Angiveligt er Simon Yates og Mikel Landa kommet for at vinde løbet, og derfor regner jeg med, at Ucka kan blive kørt, som var der mål på toppen. Det er et modbydeligt bjerg, der er for de rene klatrere, men hvad sker der efter toppen? Der er immervæk stadig mere end 60 km til mål, og det er jo ikke just noget, der indbyder til solokørsel.

Det synes helt givet, at vi vil se en eller anden form for regruppering, men spørgsmålet er, hvor stor den vil blive. Det vil i høj grad være bestemt af, hvor mange hjælpere der vil være tilbage til at føre. Her er det ganske vigtigt at notere sig, at Bahrain har et ret stærkt hold til at støtte Landa, og hvis de kan inde ud af at ofre et par mand, er det ikke nødvendigvis et alt for stort felt, der vil være samlet, når de når rundstrækningen med den lille mur. Hvis til gengæld samarbejdet er dårligt, kan vi få et stort felt også med relativt tunge folk. Det er dog værd at bemærke, at der efter regrupperingen i 2019 kun var ca. 30 mand tilbage, og man må formode, at der vil være færre denne gang. Herefter skal kaptajnerne forsøge at afgøre det på den lille mur, der er uhyre kort, men meget stejl. Det vil være muligt at køre alene hjem, men der er trods alt mere end 10 km fra toppen. Det kan derfor både blive bedste mand, der kører hjem, en eller anden form for spurt og også en taktisk finale, hvor en snu rytter kan snige sig væk.

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

De øvrige etaper er heller ikke lette at fortolke, men heldigvis kender vi de fleste af dem. De to første dage burde være for sprinterne, og det vil formentlig også gælde for finaledagen. Vi ved ellers fra Nibalis kup i 2017, at den tekniske rundstrækning kan skabe splittelse, men nu hvor målet er flyttet væk fra toppen af brostensbakken, vil vi næppe se forskelle. Udbrud er holdt hjem de seneste to gange, men uanset resultatet bør etapen ikke spille en rolle i klassementet.

Mere komplicerede er 3. og 4. etape, men her kender vi finalerne fra 2019. På 4. etape lykkedes det ganske vist tre mand at køre væk på bakken, men det endte alligevel i en spurt mellem ca. 50 mand. Grundet rutens design er der større chance for, at vi vil se aggression fra favoritterne, hvorfor det ikke kan udelukkes, at en lille gruppe kan køre hjem, men chancen for en reduceret massespurt er god.

Det kan det også blive på 3. etape. For to år siden blev der kørt aggressivt, men alligevel blev det samlet til en spurt mellem ca. 25 mand. Igen er logikken den samme, nemlig at en let rute betyder, at vi formentlig vil se angreb i klassementet, og her vil jeg tro, at der er en relativt god chance for, at vi får en mere vedvarende forskel. Det er dog kun de første to kilometer af stigningen, der er svære, og chancen for en spurt i stil med det, vi så for to år siden, er også god.

Kan vejret så bidrage til festen? Det ser ikke sådan ud. De to første dage vil være flotte, inden der venter en våd torsdag, hvor der vil være modvind på stigningen, hvilket formentlig kan betyde, at det ender i en spurt. Det gode vejr vender tilbage fredag, hvor der også vil være direkte modvind på stigningen, mens der på en flot lørdag næsten vil være vindstille, dog med en let medvind på Ucka, men til gengæld modvind på det lange stykke efter muren. Også søndagen bliver flot. Vinden vil ikke kunne splitte feltet, men dens retning taler på alle tre nøgleetaper for, at det bliver endnu sværere at gøre forskelle.

Vi ender altså med et ret uforudsigeligt cykelløb. Det kan vindes af de bedste klatrere, hvis kongeetapen udvikler sig knaldhårdt med en begrænset regruppering, men det er også muligt, at tungere og mere eksplosive og spurtstærke folk kan komme i spil. Jeg vil dog tro, at det vil lykkes Bahrain at gøre kongeetapen ganske selektiv. Blandt de overlevende kan det meget vel være punch og spurtstyrke på særligt kongeetapen, men måske også 3. og 4. etape, der bliver afgørende, og så skal man ikke undervurdere betydningen af taktik på særligt kongeetapen, hvis en lille gruppe skal afgøre det på rundstrækningen, hvor man kan snige sig væk.

Det giver et hav af forskellige vinderkandidater, og derfor er det langt fra sikkert, at det klogeste er at pege på Simon Yates som favorit. Blandt løbets klatrere er han dog den hurtigste og mest eksplosive og dermed et godt vinderbud på kongeetapen, hvis den udvikler sig relativt selektivt. Han ligner også det bedste bud på en mand, der måske kan gøre forskelle på 3. og 4. etape, og han har derfor chancen for enten at gøre reelle forskelle eller sikre sig bonussekunder. Hans hold er ikke skræmmende, men det har dog et fornuftigt niveau, selvom der synes at være en risiko for, at han udmanøvreres af et Bahrain-overtal. Hans form er et åbent spørgsmål, da han ikke har kørt siden OL, men dette er hans vej frem mod Lombardiet, som afvikles om kun halvanden uge, og da han er god til at træne sig i form, burde han være stærk nok til et ikke specielt stærkt besat løb som dette. Derfor er han min favorit. BikeExchange har også to andre klatrere i form af særligt Andrey Zeits, der har fundet et fint niveau igen, og den ikke alt for formstærke Tsgabu Grmay, men deres vej til sejr går via taktiske finaler.

Kan Markus Hoelgaard overleve på kongeetapen? Det er det store spørgsmål. Med tanke på den klatring, han viste i Luxembourg, er der en betydelig risiko for, at så langt et bjerg er for svært, men hans uhyre svingende formkurve har nu ført til, at han var fremragende ved både EM og VM. Han er for tung til at blande sig med de bedste på Ucka, men får vi en fornuftig regruppering, vil han så uhyre stærkt i de eksplosive finaler, hvor bakkerne passer ham, og han vil have masser af spurtstyrke. Hans chancer står og falder med Ucka. Uno-X har også klatreren Torstein Træen, der viste fornuftig form i Luxembourg, men han skal have held i det taktiske spil for at vinde. Så passer løbet bedre til hurtige Anders Skaarseth, der klatrede godt i Norge, men formentlig vil finde Ucka for svær. Holdets sidste klatrestærke fyr er Anthon Charmig , men Luxembourg viste desværre, at det danske talent synes langt fra formen, og løbet passer ham dårligt.

Dernæst vil jeg pege på Krists Neilands. At kalde ham sprinter vil være en overdrivelse, men som vi har set i blandt andet GP Miguel Indurain og Paris-Nice i år, har han et punch og en hæderlig spurt. Blandt de klatrestærke folk i dette løb, ligner han derfor en af de ryttere, der passer bedre til finalerne, men hans form er ret uklar. Han har været meget ramt af skader og sygdom, og siden han udgik af Burgos, har han kun kørt i Slovakiet og ved VM, hvor han udgik. I Slovakiet så han fin ud, men ruten var meget let, og det er derfor umuligt at sige, hvor han står. Ruten her er dog ikke så svær, at han behøver at være i topform for at vinde. Han ledsages af Carl Fredrik Hagen, der endelig er tilbage efter sin knæskade. Hans aggressive kørsel i Slovakiet var ganske lovende, og han har i Romandiet tidligere vist, at han ikke er helt uden spurt. Jeg tvivler dog på, at han efter så lang en pause er på det tilstrækkelige niveau, også i lyset af den svære 2020-sæson.

Bahrain har ubetinget det stærkeste hold, og jeg vil give Santiago Buitrago den bedste chance. Colombianeren er den eneste af holdets klatrere, der har lidt punch og spurtstyrke, og dermed passer han bedst til ruten. Særligt i Getxo viste han disse evner, men desværre så vi også i Italien forleden, at han ikke synes at være i storform. Som for Neilands gælder dog, at det ikke nødvendigvis er et krav på denne rute. Holdets officielle kaptajn er Mikel Landa, men som uhyre spurtsvag skal det formentlig flaske sig i et taktisk spil, hvis han skal vinde - særligt fordi han ved EM stadig var langt fra sit niveau. Holdet har også en uhyre velkørende Stephen Williams, der så godt ud i de italienske løb, en knap så formstærk, men stadig fornuftigt kørende Hermann Pernsteiner og en umiddelbart ret formsvag Mark Padun, der dog altid er helt umulig at spå om. Ingen af dem passer til ruten, men i et Bahrain-overtal har de muligheder.

Læs også

Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche

En meget stærk kandidat er Gotzon Martin. Spanieren kan både klare og spurte, og han er dermed skabt til dette løb. Han er samtidig kommet ganske fint ud af Vueltaen, som vi så med 11. pladsen i Toscana og 5. pladsen i Pantani-løbet, og han synes derfor at have alle forudsætninger for at være med. Han er dog lidt begrænset på længere stigninger, og derfor vil jeg frygte, at det vil lykkes for de store hold at gøre kongeetapen en anelse for hård. Euskaltel har også den ligeledes hurtige og klatrestærke Antonio Angulo, men han vil formentlig få det for hårdt på kongeetapen. Deres bedste klatrer er Luis Angel Maté, men dels er hans form usikker, dels passer han ikke til løbet.

Caja Rural kommer med en meget spændende outsider i Oier Lazkano . Han har gjort enorme fremskridt i Vueltaen og viste et helt nyt niveau i Luxembourg, hvor han var meget aktiv og en af de stærkeste. De eksplosive finaler passer ham godt, selvom han ikke er alt for spurtstærk, og udfordringen for ham bliver først og fremmest at overleve Ucka. Formentlig bliver den for svær, men kommer han først med hjem på lørdag, kan han reelt vinde løbet. På papiret er halvhurtige Jonathan Lastra også perfekt til dette løb, mens hans store formkrise fortsatte i Luxembourg. Med en større regruppering er han dog i spil. Holdet har også Joel Nicolau, der gjorde det flot i England, men nok er overmatchet her, samt klatreren Jokin Murguialday, der dog synes at være i en gigantisk formkrise.

Jumbo har et ganske spændende hold, men de mangler en klar favorit. Holdets tre klatrestærke ryttere er Tobias Foss, Sam Oomen og Chris Harper, der ikke er eksplosive eller spurtstærke. Det er umiddelbart Foss, der passer bedst til løbet, men han var uhyre formsvag i august, og nu gør han endda comeback efter et styrt i Bretagne. Oomen kom godt ud af Vueltaen og så godt ud i Frankfurt, men han passer slet ikke til ruten, og det samme gælder for Harper, der efter styrtet i England også har spørgsmålstegn ved sig. Deres chance er et overtal, hvor de kan angribe på skift, og her kan Lennard Hofstede måske også komme i spil. Faktisk vil det være dumt at afskrive Mick van Dijke. Vi så i Tour de l’Avenir, at han ikke er klatrer, men sker der en større regruppering på kongeetapen, er han bestemt i spil, da han både kan spurte og har punch. Desværre ender han formentlig som hjælper. Hans bror, Tim van Dijke, deler mange af de samme karakteristika, men synes ikke at klatre helt så godt.

Kern Pharma kommer med deres klatrer Jose Felix Parra, der vandt samlet i Alsace og senest blev nr. 2 i Friuli Venezia Giulia. Han burde være en af de bedre klatrere, men han mangler punch og spurtstyrke til at være en reel favorit. Han ledsages af Urko Berrade, der har klatreevnerne til at overleve kongeetapen, men også han skal have held i et taktisk spil, hvis han skal vinde. Det samme gælder for Jon Agirre og Savva Novikov, der har en chance for at overleve stigningerne, men er knap så stærke som de to kaptajner.

Bingoal har deres klatrer Laurens Huys, men han synes ikke i form og passer heller ikke til løbet. Bedre chance har Luc Wirtgen, der har mere punch og er hurtigere, men han skal bruge en betydelig regruppering for at være med på kongeetapen. Også Dimitri Peyskens og måske endda semisprinteren Milan Menten kunne begå sig i dette terræn, men de synes formsvage.

Androni kommer med Simon Pellaud, der normalt burde være et hæderligt bud på en rute som denne. At kalde ham hurtig vil være en overdrivelse, men i forhold til mange klatrere har han noget punch og power. Samtidig er han en angriber, der kan slå til i de ukontollerbare finaler, men desværre synes han at være meget formsvag lige nu.

Hos kontinentalholdene er der også et par interessante folk. Mest interessant er vel Roland Thalmann, der både kan klatre og spurte. Han har vist ganske god form i begyndelsen af september, og er den intakt, har han en reel chance for at vinde et løb som dette. Til gengæld synes hans klatrestærke holdkammerat Alexis Guerin, der vandt kongeetapen i Sibiu Tour, ikke at have sin bedste form. Friuli har den hurtige Fran Miholjevic, men han vil formentlig få det for hårdt. Mere interessant er Jakub Kaczmarek, der har en vis hurtighed, og som viste helt nye klatreevner med den samlede sejr i Rumænien forleden. Han har potentiale til at overraske, mens hans holdkammerat, klatreren Piotr Brozyna, intet har vist i år. Felbermayer har Riccardo Zoidl, der utvivlsomt vil være en af de bedre klatrere, men slet ikke passer til de eksplosive og hurtige finaler, mens løbet nok er for svært for Daniel Turek. Adria Mobil har klatreren Kristjan Hocevar , der dog heller ikke passer til finalerne. Vosters har hurtige Maciej Paterski, der endda er tidligere vinder af løbet. Han passer til finalerne, men i dag klatrer han næppe godt nok. Mere klatrestærke er Szymon Rekita og Pawel Cieslik, men de kan næppe gøre det færdigt i de hurtige finaler.

***** Simon Yates

**** Markus Hoelgaard, Krists Neilands

*** Santiago Buitrago, Gotzon Martin, Mikel Landa, Stephen Williams, Oier Lazkano

** Roland Thalmann, Mark Padun, Carl Fredrik Hagen, Tobias Foss, Sam Oomen, Chris Harper, Jonathan Lastra, Antonio Angulo, Mick van Dijke, Hermann Pernsteiner, Andrey Zeits, Anders Skaarseth

* Jakub Kaczmarek, Maciej Paterski, Torsten Træen, Riccardo Zoidl, Simon Pellaud, Jose Felix Parra, Urko Berrade, Jon Agirre, Savva Novikov, Tsgabu Grmay, Anthon Charmig, Luis Angel Maté, Joel Nicolau, Lennard Hofstede, Tim van Dijke, Luc Wirtgen, Alexis Guerin, Fran Miholjevic, Szymon Rekita, Pawel Cieslik, Kristjan Hocevar

Danskerne

Anthon Charmig er til start for Uno-X, og han er omtalt ovenfor.

SE CRO RACE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-