Løbets rolle og historie

Cykling har altid været et perfekt redskab til at promovere et land som turistdestination. Ingen anden sport giver mulighed for at fremvise hovedattraktionerne og naturen på samme måde som denne sportsgren, specielt hvis man kan sikre sig international tv-dækning.

I de senere år har flere og flere lande uden for sportens traditionelle kerneområde introduceret nationale rundture, der har handlet både om promovering og om at afvikle et sportsligt arrangement. Der er nu adskillige løb i Mellemøsten, Tour of Turkey har i de senere år oplevet en opblomstring (der desværre er blevet bremset i de senere år) og er nu en stor begivenhed med international tv-dækning, og der er blevet etableret flere kortere etapeløb i Norge.

I 2015 skrev Kroatien sig på listen ved at arrangere den første udgave af Tour of Croatia. Selvom man ikke kunne tiltrække ét eneste WorldTour-hold, sikrede 2.1-løbet sig tv-dækning på Eurosport, og det viste sig at blive en ganske stor succes ud fra både sportslige og kommercielle perspektiver. Det har givet vokseværk, og allerede i 2016 kunne man derfor byde de første WorldTour-hold velkommen. Den positive udvikling er fortsat forud i 2017 og 2018, hvor løbet kunne præsentere hhv. 4 og 3 hold fra det fineste selskab.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Med en kalenderplacering midt i april havde man fundet en ganske god position. Der er ikke mange andre etapeløb i denne tid, og det afholdtes på et perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til Giroen. Det var præcis denne opskrift, der gjorde Tour of Turkey stort, og nu i Kroatien prøvede man at kopiere den succesfulde tyrkiske model.

På mange måder har løbet været sammenligneligt med Tour of Turkey. For mange sprintere er de traditionelle forberedelsesløb Tour de Romandie og Giro del Trentino (nu kendt som Tour of the Alps) ikke velegnede som forberedelse, da de stort set ikke byder på sprinteretaper. I de senere år har Tour of Turkey med stor succes tiltrukket nogle af verdens bedste sprintere ved at tilbyde adskillige sprinteretaper og kun ganske få bjergetaper, der har afgjort kampen om den samlede sejr. Da de store klassementsryttere stadig har foretrukket de bjergrige løb i Trentino og i mindre grad Romandiet, har løbet været en fremragende chance for unge klatrere til at vise sig selv frem.

Det er præcis denne formel, man også har benyttet til Tour of Croatia. I 2016 tilbød man således adskillige sprinteretaper samt en holdtidskørsel og en bjergetape til at afgøre kampen om sejren. Det var en model, der appellerede til de store hold, og man kunne således byde de fem WorldTour-hold Astana, Dimension Data, Tinkoff, IAM og Trek velkommen. Ingen mødte op med deres bedste klatrere, men med Andrea Guardini, Mark Cavendish, Erik Baska, Matto Pelucchi og Giacomo Nizzolo samlet på startstregen var der basis for massespurter på højeste niveau. Også Bardiani og Gazprom-Rusvelo brugte løbet til at fintune formen forud for Giroen.

Som bekendt er den enes død den andens brød, og Tour of Croatia havde en dramatisk effekt på Tour of Turkey, der i 2016 falmede til en skygge af sig selv. Mens Tour of Croatia blomstrede, kunne man i Tyrkiet således kun præsentere ét WorldTour-hold, og da det i 2017 trods WorldTour-status igen kun kunne præsentere ét hold fra det højeste niveau, blev det udskudt til oktober, hvor det også havde sin plads i 2018. Dermed så det ud til, at løbet havde udkonkurreret det tyrkiske løb, der led under frygten for terror og de generelt urolige omstændigheder i landet efter det fejlslagne kup mod præsident Erdogan.

De tyrkiske arrangører gav dog ikke op uden kamp. Med deres WorldTour-status som et stærkt kort lykkedes det forud for denne sæson at genplacere deres løb i april, og dermed var der pludselig igen ét etapeløb i en tid, hvor også Tour of the Alps og klassikere lagde beslag på holdenes opmærksomhed. Den kamp tabte kroaterne, der oplevede et tumultarisk forår, hvor det sent blev meldt ud, at løbet skiftede navn til CRO Race og blev flyttet til oktober. Angiveligt forsøgte en alternativ arrangørgruppe at ”kuppe” de gamle arrangører ved i deres sted at lancere deres ”eget” Tour of Croatia på den gamle kalenderplacering, og det kom endda så langt, at hold var inviteret, en rute præsenteret og løbet sat i kalenderen hos flere Giro-ryttere. Det endte imidlertid frustrerende for de stakkels ryttere, der havde planlagt at deltage, og med kun ca. en uge til starten, lykkedes det de oprindelige arrangører at få taget konkurrenten af kalenderen.

Resultatet er, at det stadig er det ”rigtige” Tour of Croatia, der nu under navnet CRO Race, afvikles fra tirsdag til søndag, og det sker i en ny rolle, hvor man sjovt nok atter har overtaget den position, Tour of Turkey nu har efterladt. Efter derouten har det tyrkiske løb to år i træk været afviklet som et vedhæng til en lang sæson i en periode, hvor det ellers stort set kun handler om de store endagsløb i særligt Italien, men også Belgien og Frankrig inden den store etapeløbs- og WorldTour-finale i kinesiske Tour of Guangxi i anden halvdel af oktober. Den placering var aldrig specielt attraktiv for tyrkerne, der havde svært ved at overtale mange trætte ryttere til at køre et hele seks dage langt etapeløb inden ferien, og det er da heller ikke uden grund, at etapeløb er en sjældenhed på denne tid af året.

CRO Race gør imidlertid forsøget ved at blive det første europæiske etapeløb i oktober, siden Circuit Franco-Belge/Tour de l’Eurometropole for et par år siden blev reduceret til et endagsløb. Udsigten til at slippe for rejsen til Tyrkiet bør give løbet en større appel end Tour of Turkey, men på denne tid er det altså svært at få holdene til at køre etapeløb. Alligevel er det lykkedes at få deltagelse af fire WorldTour-hold i form af Mitchelton-Scott, Astana, Bahrain-Merida og CCC, og da løbet tilbyder en lidt alternativ vej frem mod særligt Il Lombardia og Paris-Tours har man da også tiltrukket et pænt felt anført af Adam Yates, der bruger løbet som sidste finpudsning af formen frem mod årets sidste monument.

Desværre skal der findes en ny vinder, for sidste års udgave står plettet tilbage. Dengang blev løbet som sagt afviklet i april, og her blev det en veteranernes kamp mellem Kanstantsin Siutsou og Pieter Weening, der dystede i en duel på den sværeste etape, hvor hviderusseren sikrede sig en føring, han kunne forsvare hele vejen til Zagreb, hvor han sejrede med 11 sekunder ned til Weening og 1.01 ned til Yevgeniy Gidich. Siutsou testedes senere positiv for doping og har kørt cyklen i garagen, og hverken Weening eller hans hold Roompot er med denne gang heller. Det er til gengæld Gidich, der skal forsøge at vise lidt af sidste års takter, som har været helt fraværende siden 3. pladsen for halvandet år siden.

Ruten

Som sagt har arrangørerne med nogen held forsøgt at kopiere formatet fra Tour of Turkey ved at have adskillige sprinteretaper samt en stor bjergetape til at afgøre klassementet og således etablere sig som sprinternes Giro-forberedelsesløb. For at imødekomme Vincenzo Nibalis ønsker forud for Giroen valgte man i 2017 at tilføje en ekstra bjergetape, ligesom man droppede det usædvanligt lange holdløb, der spillede en helt afgørende rolle i 2016. Derved var der tale om den klart hårdeste af de tre hidtidige udgaver og et løb, der i høj grad appellerede til klatrerne, og det var også tilfældet sidste år, hvor man mere eller mindre genbrugte det meste af 2017-ruten

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I år er løbet flyttet til sæsonafslutningen, og det er formentlig forklaringen på, at der er skruet ned for sværhedsgraden af et løb, der kommer på et tidspunkt, hvor de færreste overhovedet har lyst til at køre etapeløb. De gigantiske etaper er droppet på en rute, hvor fire af de seks etaper har en distance på højst 155 km og antallet af bjergetaper er igen reduceret til en enkelt. Den er endda lettere end tidligere, da de ”gamle” finaler på Ucka og Biokovo er erstattet med en afslutning på det nye målbjerg Platak, der ikke har samme sværhedsgrad. Da holdløbet ikke vender tilbage, ventes denne kongeetape, der er henlagt til lørdag, at blive helt afgørende for klassementet.

Det betyder dog ikke, at resten af løbet bliver ensformigt. Ganske viste ventes de første to etaper at blive afgjort i massepurter - i hvert fald hvis ikke vinden spiller ind - men man skal altid tage sig i agt for udbrud i oktober, hvor trætheden ofte giver overraskelser, ligesom de kroatiske rundstrækninger er så kringlede, at de næsten er garanti for styrt og splittelser. Derefter venter to ganske spændende etaper torsdag og fredag, hvor der begge dage venter en sen stigning og en nedkørsel til kysten, på 3. etape i form af en længere sag og på 4. etape i form af en kort, ganske stejl mur med top bare 6,5 km fra mål. Efter lørdagens kongeetape venter den traditionelle afslutning på en rundstrækning i Zagreb, hvor de stærkeste af sprinterne samt de eksplosive puncheurs ventes at slås om sejren på en 500 m lang brostensbakke, og hvor man ved at holde sig til måske kan vinde et par sekunder i en afslutning, der altid byder på små huller.

1. etape

Inden flytningen til oktober, havde løbet først og fremmest haft sin berettigelse som et Giro-forberedelsesløb for sprintere, og det blev til fulde afspejlet af en rute, der bød på mange relativt flade etaper. Den tendens har flytningen til efteråret ikke ændret på, og der er derfor lagt op til, at de hurtige folk skal til fadet på en åbningsetape, der er løbets letteste, men hvor en typisk, næsten urimeligt teknisk rundstrækning sørger for, at løbet lever op til sit ry for at have kringlede og halsbrækkende finaler.

Med en distance på 200,0 km er der tale om en lang indledende etape, der fører feltet fra Osijek til Lipik. Fra start kører man mod nordvest, vest og sydvest igennem helt fladt terræn frem til den første spurt, der kommer efter 47,5 km. Herfra kører man næsten direkte op ad kategori 3-stigningen Gradac Nasicki (6,2 km, 3,3%), hvis top rundes efter 61,0 km, hvorefter en nedkørsel leder videre mod sydvest, indtil man drejer mod nordvest for igennem let stigende terræn at køre op til den anden spurt, der kommer efter 74,5 km, inden det igennem let faldende terræn går mod sydvest ned til forplejningen.

Efter maden drejer man mod nord og siden nordvest og syd for igennem først let faldende og siden let stigende terræn at køre frem til den sidste spurt, der er placeret efter 140,5 km. Herfra stiger det let, mens man kører mod vest og nordvest frem til bunden af kategori 3-stigningen Bucje (1,0 km, 4,9%), hvis top rundes med 28,5 km igen. Herefter falder det ganske let, mens man kører mod vest og sydvest ind til Lipik, hvor man rammer rundstrækningen efter 192,5 km. Efter yderligere 2,7 km krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på den 4,8 km lange runde, der stiger let over første del og falder ganske let over de sidste 2 km, og som er uhyre teknisk. Således er der et sving på næsten 180 grader lige efter målstregen og derefter yderligere sving med 3000, 2000, 700 og 400 m igen.

Etapen byder på i alt 1047 højdemeter.

I det gamle format var løbet kendt som et sprinterløb, men denne gang er der faktisk ikke mange sprintere til start. Det kan gøre det svært at se, hvem der skal kontrollere etapen, men man må dog formode, at en etape uden mange højdemeter vil blive holdt samlet, med mindre vinden spiller ind. En overraskelse kan grundet feltets sammensætning ikke udelukkes, men sprinterne ventes at skulle slås om den første førertrøje i den kringlede finale

Lipik har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

2. etape

De sprintere, der måtte have trang til revanche efter 1. etape kan se frem til at få den mulighed med det samme. Ganske vist er der stor forskel på de to første etaper, da onsdagens 2. etape faktisk er ganske kuperet, men med ca. 65 afsluttende kilometer, der enten er faldende eller flade, kunne det se ud til, at de hurtige folk også skal slås om årets anden etapesejr i en finale, der endnu engang er voldsomt kringlet.

I alt skal der tilbagelægges 183,0 km, der fører feltet fra Slunj til Zadar, der efterhånden er blevet en klassisk destination i løbet. Starten går dybt inde i den kuperede del af landet på grænsen til Bosnien, mens målet ligger i havniveau helt ude ved kysten, og derfor er der tale om en todelt etape med en hård indledning og en let afslutning. Fra start kører man mod syd ned langs grænsen gennem småkuperet terræn frem til den første spurt, som kommer efter 29,5 km knap midtvejs oppe ad kategori 3-stigningen Jezerce (8,6 km, 3,1%), hvis top rundes efter 34,5 km. Der venter ingen umiddelbar nedkørsel, men det forsætter med at stige let mod sydøst og syd inden, inden man fortsætter i samme retninger gennem letkuperet terræn, der først primært er let faldende og siden let stigende. Kort efter forplejningen drejer man fra sydøst mod syd, og her begynder det at falde kraftigere ned mod dagens hovedudfordring, kategori 2-stigningen PP. Velebit (4,7 km, 4,6%).

Stigningen markerer afslutningen på etapens vanskelige del. Fra toppen resterer nemlig fortsat 63,0 km, der indledes med en lang og indledningsvist ganske teknisk nedkørsel, der fører mod syd og vest ned mod fladlandet i kystregionen. Her går det mod vest og sydvest igennem terræn, der byder på to kortere stigende stykker, men generelt er let faldende, indtil man efter 175,3 km rammer rundstrækningen helt ude ved kysten. Efter yderligere 2,7 krydses stregen, og derefter afsluttes løbet med en omgang på den 5,0 km lange runde, der er stort set helt flad. Igen er der dog tale om en næsten urimeligt teknisk finale, hvor der efter de syv første sving på de sidste 3 km er sving med 2600, 2300, 2100, 600, 500 og 300 m igen

Etapen byder på i alt 1827 højdemeter.

Ruten er betydeligt mere kuperet end den foregående, men ingen af stigningerne er vanskelige. Da de samtidig ligge langt fra mål, vil tempoet formentlig være så lavt, at langt de fleste af sprinterne uden problemer kan overleve. Igen kan løbet lide under det relativt svage sprinterfelt, der kan betyde en overraskende udbrudssejr, men formodningen er, at sprinterne igen skal slås i en massespurt, hvor den tekniske finale kan skabe drama og stille store krav til sprinternes positioneringsevne.

I den nye udgave af løbet har Zadar været målby i både 2018, 2017 og 2015. Sidste år vandt Eduard Grosu en massespurt foran Giacomo Nizzolo, i 2017 var Nicola Ruffoni hurtigste mand, og Marko Kump var bedste sprinter to år tidligere.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

3. etape

Efter to dage for sprinterne ventes klatrebenene for første gang at skulle testes på løbets 3. etape. Her venter ganske vist en stort set flad etape, men arrangørerne har til slut lagt en betydelig udfordring i form af første del af det frygtede bjerg Biokovo, der før har været mål for kongeetapen. Denne gang skal man ganske vist kun 5 km op ad stigningen, inden man over 10,5 km kører tilbage til målet ved kysten, men bakken vil utvivlsomt rydde betydeligt ud i afslutterne og endda give klatrerne en første mulighed for med et angreb af føle benene lidt an.

Med en distance på bare 155,0 km er 3. etape en kort sag, der fører feltet fra Okrug til Makarska. Begge byer ligger ved den kroatiske sydkyst, og det meste af etapen består af en flad tur hen langs vandet. Starten er dog ikke helt let, idet man lægger ud med at kører en omgang på en lille rundstrækning på den ø, hvor Okrug ligger, og her skal man over en mindre bakke, inden man efter 7,5 km kører den første spurt inde i Okrug ved rundstrækningens afslutning. Herfra går det mod nord via en bro over til fastlandet, hvor man drejer mod nordøst og senere øst og sydøst for at følge den helt flade kystvej. Man passerer undervejs igennem udkanten af storbyen Split, inden man fortsætter mod sydøst og siden øst frem til byen Omis.

Her forlader man vandet for at skære mod øst ind gennem landet via en længere bakke, inden en teknisk kringlet nedkørsel leder ned til bunden af kategori 3-stigningen Zadvarje (3,4 km, 4,4%), hvis top passeres efter 82,0 km. Herefter fortsætter det med at stige let mod nordøst og sydøst, inden en ikke-kategoriseret stigning (3,0 km, 5,9%) passeres efter 97 km, hvorefter en teknisk ukompliceret nedkørsel leder mod sydvest tilbage til kysten. Her kører man mod nordvest en omgang på en lille rundstrækning, der indeholder dagens anden spurt efter 118,0 km, inden man kører ned langs vandet mod sydøst ind til Makarska, hvor stregen krydses for første gang efter 128,5 km i forbindelse med den tredje og sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 26,5 km lang rundstrækning, som indledes med, at man følger den flade kystvej videre mod sydøst ned til et vendepunkt. I stedet for at køre langs vandet tilbage mod mål drejer man imidlertid mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Biokovo (4,5 km, 5,4%), der er første del af det bjerg, der i 2017 og 2018 var mål for løbets kongeetape. Specielt den første del med to gange 800 m på hhv. 7,5% og 9,0% er svær, men derefter venter 1000 m med 5,2%, 1500 m med 2,9% og til slut 1200 m med 3,8%. Denne gang fortsætter man ikke hele vejen op, men drejer i stedet ind på en nedkørsel ved bjergspurten med 10,5 km igen. Herefter falder det mod nordvest ad en ikke specielt kringlet vej, der bliver helt lige til sidst, indtil man med 1900 m igen drejer næsten 1800 grader. Herefter fortsætter det med at falde, indtil det flade ud ved den røde flamme, hvorefter de sidste 700 m er stort set helt flade, og hvorefter der er sving med 900 og 500 m igen.

Etapen byder på i alt 2132 højdemeter.

Det er sikkert kalenderplaceringen, der betyder, at man denne gang ikke klatrer hele vejen op ad Biokovo, og dermed forvandles etapen fra at være for klatrere til at være for hårdføre sprintere. Den første del af bakken er egentlig ganske hård og kan meget vel benyttes til, at klassementsrytterne kan teste benene, men da sidste del af stigningen er meget let, og da der er langt til mål, må det mest sandsynligt være, at en reduceret massespurt skal afgøre årets første hårdere etape.

Makarska har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

4. etape

Efter at mange sprintere må formodes at have fundet finalebakken på 3. etape for hård, havde de utvivlsomt håbet på lidt mere medgørlighed fra arrangørernes side til 4. etape.  Sådan bliver det imidlertid ikke, for fredagens etape følger præcis samme koncept som den forrige. Også her afsluttes en relativt flad kystetape nemlig med en grim rundstrækning med en lille stigning, der denne gang er betydeligt kortere, men til gengæld stejlere og senere placeret end bakken på 3. etape og dermed mere velegnet til et forsøg på at snyde de hårdføre afsluttere.

I alt skal der igen tilbagelægges 155,0 km, som fører feltet fra Starigrad til Crikvenica. Ligesom på den foregående etape er der tale om to kystbyer ved den kroatiske sydkyst, og det meste af etapen består derfor igen af en flad tur langs vandet. Fra start går det således mod nordvest ad en helt flad kystvej med kun en enkelt mindre bakke, men herefter ændrer kysten karakter, når man pludselig med vandet stadig lige på venstre hånd skal op over kategori 3-stigningen Cacici (3,9 km, 4,8%), som har top efter 58,5 km og leder op til et plateau. Det er kun ganske let kuperet og følges mod nordvest og nord, stadig med en spektakulær udsigt ned til vandet på venstre side, inden man efter forplejningen rammer en længere, teknisk ukompliceret nedkørsel, der leder tilbage til fladlandet, som følges mod nord frem til den anden spurt, der er placeret efter 111,5 km.

Herfra bliver etapen igen let, idet man følger den flade kystvej mod nordvest op over en lille bakke, inden man drejer mod nordvest og kører ned til Novi Vinodolski. Herfra går det mod nordvest ad en let kuperet kyststrækning frem til Crikvenica, hvor man efter 142,0 km rammer rundstrækningen og 2,5 km senere krydser stregen for første gang i forbindelse med den tredje og sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med omgang på den 10,5 km lange runde, der består af en tur ud langs kysten og tilbage igen. Fra start kører man mod nordvest ad den flade kystvej, indtil man drejer mod nordøst for at køre væk fra vandet ad kategori 2-stigningen Dramalj (1,0 km, 8,2%). Toppen rundes med 6,5 km igen, hvorefter en helt lige og let faldende vej leder mod sydøst tilbage mod vandet. Her drejer man næsten 1800 grader med 2400 m igen, hvorefter det falder ned til et skarpt sving med 1700 m til stregen. Herefter venter en lille bakke, inden man med 1200 m igen drejer ind på en lille nedkørsel, der byder på et skarpt sving lige ved den røde flamme. Med 600 m igen drejer man skarpt, hvorefter det er fladt med en kringlet afslutning med yderligere to sving med hhv. 350 og 300 m igen.

Etapen byder på i alt 1791 højdemeter.

Stigningen er slet ikke beskrevet i løbsbogen, men kan man stole på La Flamme Rouge, er der tale om en stejl sag, der nok kan bruges til angreb fra en eksplosiv fyr som Adam Yates. Desværre er de næste 4-5 km meget lette og favoriserer et felt, hvorfor det sagtens kan ende med en reduceret massespurt igen, men da finalen igen er urimeligt kringlet, kan man bestemt ikke udelukke, at en lille gruppe kan køre hjem denne gang i en afslutning, der er anderledes, end da samme by var mål sidste år.

Crikvenica var første gang målby for løbet i 2018, hvor Alessandro Tonelli ganske overraskende snød de hårdføre sprintere ved at holde hjem med 12 sekunder fra dagens tidlige udbrud.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

5. etape

Lige siden etableringen i 2015 har løbet haft en stor bjergfinale på Ucka, og i både 2017 og 2018 supplerede man med yderligere en bjergetape med mål på Biokovo-stigningen. I år er løbet et efterårsløb, og det kan måske forklare, hvorfor man i år har skruet ned for sværhedsgraden ved kun at have én stor bjergafslutning. Den er samtidig lidt af en nyskabelse, idet den er henlagt til det nye bjerg Platak, der ikke er så vanskeligt, som de gamle målbjerge, men som alligevel vil være rammen om det, der ventes at blive det helt store slag om den samlede sejr i den 5. udgave af det kroatiske etapeløb.

I alt skal der tilbagelægges bare 138,0 km, som fører feltet fra Rabac til toppen af Platak. Startbyen ligger i fladlandet nær kysten, og man lægger ud med at køre en omgang på en 9,5 km lang og helt flad rundstrækning, der afsluttes med dagens første spurt. Herefter får det mod nordøst igennem let faldende terræn, inden man drejer mod nordvest for kort efter at ramme kategori 2-stigningen Gracisce (7,4 km, 5,7%), som har top efter 35,0 km. Den leder op til et relativt fladt plateau, der følges mod nordvest og nordøst, inden man rammer en nedkørsel, der fører ned til forplejningszonen.

Efter frokosten følger man let stigende terræn mod nord, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad løbets mest berømte stigning, Ucka, der denne gang dog ikke er målbjerg. Den er uden for kategori og stiger 7,8% over 10,3 km fordel over 1200 m med 7,0%, 2500 m med 3,6%, 1000 m med 8,9%, 600 m med 2,7%, 2200 m med hele 12,4% og et maksimum på 22% og til slut 2800 m med 9,3%, inden toppen rundes. Herfra resterer fortsat 63,0 km, som indledes med en lang og på den sidste del uhyre teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst, syd og sydøst tilbage til kysten.

Herefter flader det igen ud, idet man følger den flade kystvej mod nordøst forbi den anden spurt, der kommer efter 95,5 km, inden man drejer mod sydøst for at følge den flade kystvej frem til feriebyen Rijeka, hvor den sidste spurt kommer efter 109,0 km. Her forlader man imidlertid vandet, idet man kører mod nordøst og nord op ad en længere bakke (5,8 km, 5,4%), inden man med 20 km igen følger et fladt plateau mod øst frem til bunden af målstigningen, hvor man kører op først mod øst og siden nord. Den er i kategori 1 og stiger med 5,2% over 14,3 km, men er meget ujævn. De første 4380 m stiger således med 5,2%, inden det flader ud med 2000 m med 2,8%, hvorefter stigningen tager fat med 2750 med 6,5% og 3270 m med 7,4%, inden det flader ud med 2,7% over de sidste 1720 m. Stigningen byder på flere hårnålesving, de to sidste lige inden og ved 2 km-mærket, hvorefter en let bugtende vej leder frem til mål.

Etapen byder på i alt 3157 højdemeter trods den korte distance.

Platak er et betydeligt lettere målbjerg end dem, vi kender fra løbet, men det byder alligevel på 6 relativt hårde kilometer nær toppen. Det er en stigning, hvor modvind kan gøre det svært, men i et efterårsløb med et ikke alt for stærkt felt, vil det kunne skabe en del spredning, ikke mindst fordi det kommer efter en dag med hele 3100 højdemeter over bare 138 km og den meget svære Ucka-stigning midtvejs. Dermed er scenen sat til et stort opgør mellem klatrerne om, hvem der skal vinde den første løbet efter dets relancering som CRO Race.

Platak har ikke tidligere i dette årtusinde været benyttet som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Jakobsen må sætte større lid til dansker - vigtig hjælper misser Giroen

6. etape

De fleste nationale etapeløb slutter i landets hovedstad, og den tradition har det relativt nye Tour of Croatia holdt i hævd. For femte år i træk ender det hele med en stor finale i Zagreb efter en relativt flad etape, der er stort set identisk med den, der blev benyttet i 2017 og 2018. Der er dog ingenlunde tale om en klassisk sprinterfinale i landets største by. I stedet venter en svær rundstrækning med en lille brostensbakke op mod mål, hvor historien viser, at der sagtens kan opstå huller og skabes små forskydninger i klassementet, mens de eksplosive puncheurs og hårdføre sprintere slås om sejren

Etapen er bare 154,0 km lang, starter i Sveta Nedelja og slutter i Zagreb. Startbyen ligger bare få kilometer vest for Zagreb og fra starten kører man faktisk mod sydvest igennem helt fladt terræn hen til udkanten af hovedstaden. Her slår man en lille sløjfe mod syd for at komme frem til den første spurt, der er placeret efter 34,0 km, hvorfra man kører mod nord og nordvest til den østlige udkant af hovedstaden, stadig igennem helt fladt terræn.

Den følgende del af etapen består af en omgang på en rundstrækning i det hovedsageligt flade område nordøst for Zagreb. Først kører man mod øst forbi den anden spurt, der kommer efter 68,0 km, hvorfra man fortsætter mod nordøst frem til den sidste spurt, som er placeret efter 87,0 km. Herfra kører man mod nordvest op til toppen af dagens eneste stigning, kategori 3-stigningen Ivan Zelina (1,2 km, 5,4%), der har top efter 105,0 km, hvorefter det går mod sydvest gennem helt fladt terræn tilbage mod Zagreb, inden man kører mod vest ind gennem forstæderne frem mod centrum.

Efter 141,8 km passerer man målstregen for første gang og etapen afsluttes nu med to omgange på en 6,6 km lang rundstrækning i den nordlige udkant af byen. Den er langt fra nogen enkel sag. Fra start kører man mod nord op til et vendepunkt, hvor man vender rundt og herefter følger en anden, let faldende vej tilbage mod syd. Med 2 km igen flader det ud efter hele fire sving på bare en kilometer, og herefter venter skarpe sving med 1800 og 1000 m igen. Med 600 m følger to sving lige i træk, og de leder ind på den afsluttende brostensbelagte bakke, der over 500 m stiger med 6,2%, leder op til mål og har yderligere et sving bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt bare 581 højdemeter.

Der er tale om næsten samme rundstrækning, som i de tre foregående udgaver, men ligesom sidste år har man forlænget den relativt lette midterste del, så den nu er 6,6 og ikke 3,3 km lang. Historien taler imidlertid uanset denne ændring sit tydelige sprog. Dette er bestemt ikke en dag for de rene sprintere, og de er altid kommet til kort. I stedet er det en perfekt etape for puncheurs og mere holdbare sprintertyper, der samtidig skal kunne håndtere den meget tekniske finale. Det kan heller ikke udelukkes, at et udbrud vil holde hjem på en dag, hvor mange er usikre på, om finalen er for hård, og hvor klassementet er sat. For klassementsrytterne handler det om at være opmærksom, da der med sikkerhed opstår huller i feltet i en finale som denne. Samtidig kan klassementet være så tæt, at bonussekunder i de indlagte spurter kan komme i spil, som det var tilfældet i 2017, hvor Vincenzo Nibali stjal sejren fra Jaime Roson ved først at vinde tid i en spurt og slutteligt holde sig foran et split i finalen.

Sidste år viste, at et udbrud kan holde hjem, da Bardiani tog en sensationel dobbeltsejr med Paolo Simion, der nåede mål 11 sekunder foran holdkammeraten Mirco Maestri og 25 sekunder inden feltet, hvis spurt blev vundet af Eduard Grosu foran Fabian Lienhard og Sondre Holst Enger. Som sagt holdt Nibali sig fremragende til i 2017, hvor han spurtede sig til en fjerdeplads 2 sekunder bag vinderen Sacha Modolo, der var helt suveræn og sejrede foran Jan Polanc og Boy Van Poppel, mens feltet bagude eksploderede i mange grupper. I 2016 var det Sondre Holst Enger, der med en fantastisk spurt slog Edward Theuns, som ellers havde lignet en sejrherre. Timothy Dupont var 2 sekunder efter på tredjepladsen, mens der var hele 9 sekunder ned til den første større gruppe med de mest opmærksomme klassementsryttere. Året forinden kørte en lille gruppe hjem, og her vandt Maciej Paterski foran Felix Grossschartner, Roman Maikin og Olivier Pardini, mens feltet ankom 17 sekunder for sent.

Læs også

Valverde vinder igen

Favoritterne

Med beslutningen om at droppe den næsten helt urimeligt lange holdtidskørsel har Tour of Croatia/CRO Race i de seneste to år været et rigtigt bjergløb afgjort på de to store bjergetaper - hvis man da lige ser bort fra, at Vincenzo Nibali kuppede Jaime Roson på Zagreb-etapen i 2017. Nok er 2018-ruten ny, men den identitet ændres der ikke ved i år, hvor det igen ser ud til at være bjergene, der skal afgøre løbet. Denne gang er der ganske vist kun en enkelt bjergetape på menuen, endda med et lettere målbjerg end tidligere, men på papiret ligner det den eneste etape, der for alvor kan gøre forskelle.

Man skal dog være særligt på vagt over for overraskelser på denne tid af året. Uden at vi har en officiel statistik til at bakke det op, har udbrud generelt en langt større chance sidst på sæsonen, hvor alle er trætte, og det halter med motivationen. Allerede sidste år endte tre af seks etaper med udbrudssejre, og da det kun er to af de seks etaper, der denne gang har relativt trivielle sprinterfinaler, er det et løb som dette, der kan sagtens kan blive afgjort af et udbrud, som stjæler tilstrækkeligt med tid på en af de fem lettere etaper.

Det skyldes ikke mindst feltets sammensætning. Blandt de fire WorldTour-hold er det kun Mitchelton-Scott med formstærke Alex Edmondson, der kan ventes at arbejde for massespurter. Australierne er imidlertid notorisk berømte for sjældent at deltage i føringsarbejdet, og selvom de har løbets oplagte favorit i Adam Yates, har de endda nedspillet forventningerne til at lade klassementet blive en eventuel følge af etapesejre uden af være et decideret mål. Da hverken CCC, Astana eller Bahrain kan ventes at tage alt for meget kontrol på de flade dage, men snarere gå i offensiven i et løb med knap så fastlåst et hierarki, og da Delko og Bardiani er de eneste hold med virkelige sprintere, skal man i den grad tage sig i agt, hvis der etableres et udbrud med deltagelse af de fleste af WorldTour-holdene. I det tilfælde kan de meget vel holde hjem, da det kun er Mitchelton, der i klassementssammenhæng har en indlysende kaptajn, som også kan regnes som reel favorit på kongeetapen.

Vi holder derfor døren åben for, at årets CRO Race kan blive et af de relativt sjældne løb, hvor et udbrud ender med at afgøre klassementet, som vi vel senest har set det i sidste års BinckBank Tour, der sensationelt blev vundet af Matej Mohoric. Det kan imidlertid være næsten umuligt at forudse, hvem der ville kunne ramme et sådant udbrud, og da man trods alt skal klatre så godt, at man kan forsvare en trøje på en kongeetape, der med 3100 højdemeter over 138 km og en meget svær stigning midtvejs er ganske hård, er det naturligvis klatrerne, der er favoritter.

Det mest sandsynlige er da også, at 5. etape mere eller mindre vil afgøre løbet, men ud over udbrud skal man tage sig i agt for fire forhold. For det første er der de små huller, der altid opstår i den kringlede finale i Zagreb, hvor Nibali for to år siden vandt tid på Roson - han havde dog allerede sikret sig trøjen i en indlagt spurt - og her kan man tabe sekunder, hvis man ikke er teknisk stærk og dygtig i positionskampen samt har punch. Derudover er der bakkerne i finalerne på 3. og 4. etape, hvor det særligt - i hvert fald, hvis man kan stole på dataene fra La Flamme Rouge - er den lille mur på 4. etape, der måske kan bruges som afsæt til, at en gruppe af klatrere kan køre væk. For det tredje er der bonussekunderne, der måske kan komme i spil, som vi så med Nibali og Roson for to år siden.

Endelig er der naturligvis det kroatiske efterårsvejr. I skrivende stund ser det ud til at kunne blive en faktor. Efter en solrig tirsdag venter noget, der kunne minde om Yorkshire-regn på onsdag, hvor en relativt kraftig sidevind på de sidste 60 km har potentiale til at skabe drama. Derefter venter en våd og blæsende torsdag, hvor der også vil være sidevind det meste af dagen, men derefter lægger vinden sig til de sidste tre etaper, hvor der dog alle dage vil være en risiko for byger. Samtidig er det værd at notere sig, at der meldes om helt svag vind til lørdagens kongeetape, hvor der vil være skiftende vindretninger, men hvor de i skrivende stund ser ud til, at der vil være medvind på målstigningen.

Med forbehold for de overraskelser, som udbrud kan skabe, ser det ud til, at løbet vil blive vundet af den bedste klatrer, som kan holde sig til i sidevinden onsdag og torsdag, som kan gå med i eventuelle angreb torsdag og fredag, og som kan undgå at tabe for mange dumme sekunder søndag. Klatreudfordringerne skal dog ikke overdrives, og Platak er bestemt ikke Europas hårdeste bjerg. Der er dog seks relativt stejle kilometer nær toppen, som i medvind og et felt med stor niveauspredning burde kunne gøre skade, men da selve finalen er næsten flad, kan en god spurt blive afgørende, ikke mindst hvis der alligevel bliver modvind, hvilket bestemt ikke kan afvises.

Uanset hvad kan der ikke være tvivl om, at Adam Yates er klar favorit. Briten er den i særklasse bedste klatrer, og selvom Platak-stigningen egentlig ikke passer ham som fod i hose, er han på en bjergafslutning som denne alligevel i sin egen liga. Man skal altid være varsom med Yates-brødrene i efteråret, for de er altid meget svingende i sæsonafslutningen, men Yates synes ikke at være dårligt kørende. En skuffende Tour har fået ham til at satse på Lombardiet, og han bruger løbet her som forberedelse. Han er på rette vej, hvilket han særligt viste ved at sidde med de bedste i det knaldhårde GP Montreal, men han kørte også et godt VM-løb, hvor han leverede en fantastisk indsats ved at bringe Ben Swift tilbage til feltet - en præstation, som Remco Evenepoel ikke magtede at kopiere for Philippe Gilbert, der var involveret i samme styrt. Det siger noget om, at Yates er i form, og da han samtidig i dette felt, er i særklasse, bør han gøre det færdigt på kongeetapen, ikke mindst fordi han er hurtig på stregen også.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Også på de andre etaper står han stærkt. Mitchelton har det på papiret stærkeste sidevindshold, og Yates er ikke dårlig i regnvejr. Han har punch og er vel bedste bud på en mand, der kan køre væk på 3. og 4. etape, og han kan holde sig til på 6. etape. Jokeren er, at Mitchelton på forhånd har ladet klassementet være et sekundært mål, men de har samtidig sagt, at det nok vil være en konsekvens af en god kongeetape, som de har udpeget som et decideret mål for Yates. I Brent Bookwalter har han en klatrestærk hjælper, og derfor tror vi, at Yates vil tage den etapeløbssejr, som han gik glip af i sit fantastiske forår, hvor han akkurat blev henvist til 2. pladsen i Tirreno og Catalonien.

Hans største trussel ligner Ben Hermans. Efter et skadesplaget forår var han flyvende i sommeren, hvor han forsvarede sin samlede sejr i Østrig, blev nr. 2 i Adriatica Ionica Race og var helt suveræn i det knaldhårde Tour of Utah. Siden da har han kun kørt Tour of Britain, der slet ikke passede ham, men hvor han alligevel var bare få hundrede meter fra at vinde kongeetapen med et sent angreb og til slut blev nr. 8. Det viser, at formen stadig er god, og han har før kørt stærkt på denne tid af året, hvor han i 2017 blev nr. 10 i Emilia og nr. 14 i Lombardiet. Med alderen er Hermans gået fra at være puncheur til at være klatrer, hvilket er blevet helt tydeligt i år, hvor han har vundet to af de hårdeste bjergløb, og derfor kan man frygte, at ruten er lidt for let. En hæderlig spurt har han dog stadig, og han står derfor godt til kongeetapen, hvor han bakkes op af hold, der har masser af klatrestyrke, men som til gengæld kan virke sårbare i sidevinden.

CCC kommer med det klart bredeste hold med flere vinderkandidater. Bedst chance har nok Victor De La Parte, der måske ikke er blevet så god, som da han vandt Østrig Rundt samlet, men som er blomstret op efter at være kommet væk fra hjælperrollen hos Movistar. Han blev nr. 14i UAE Tour, nr. 16 i Baskerlandet, nr. 21 i Giroen og nr. 10 i Østrig, og han kom fremragende fra start i Vueltaen med stærk kørsel på den knaldhårde 2. etape, indtil et styrt desværre sendte ham hjem. Det betyder utvivlsomt, at han ikke er i topform, men hans egen melding forud for løbet er, at han har trænet godt i de seneste uger frem mod dette løb og de italienske løb, der er hans sidste mål. Måske er han ikke i Vuelta-form, men mindre kan også gøre det i dette løb, hvor han blev nr. 3 for tre år siden.

CCC har en anden kandidat i Amaro Antunes, men han har bestemt ikke sat verden i brand i sin første sæson på WorldTouren, hvor han har været en stor skuffelse. Han viste dog med sin 8. plads i Algarve og en 3. plads på en Giro-etape, at han stadig klatrer godt, når han er i form, og med sit punch står han godt til denne ret lette stigning. Hans form er til gengæld helt ukendt, da han efter sommerpausen alene har kørt et katastrofalt Tour de Pologne og senest et anonymt Slovakiet Rundt på en rute, der slet ikke passede ham. Har han sin bedste Algarve-form, er han dog en kandidat, ikke mindst fordi CCC har hele tre potentielle vindere, der kan angribe på skift.

Astana har i sidste øjeblik ladet Merhawi Kudus blive hjemme, og det gør en sejr mindre oplagt. De har dog i stedet udtaget Davide Villella, og han er lidt af en joker. Han har nemlig ikke kørt meget i dette efterår, men hans form så god ud i Canada, hvor han arbejdede som en hest i Montreal, inden han alligevel blev nr. 32. Man skal ikke glemme, at Villella er efterårets mand, da han sidste år blev vandt Tour of Almaty og blev nr. 14 i Guangxi, ligesom han har en fantastisk historik i Lombardiet, hvor han blev nr. 5 i 2016 og nr. 14 i 2017, ligesom han i 2016 vandt årets sidste løb, Japan Cup. Har han samme form i år, er han farlig i dette løb, for selvom han måske ikke er rigtig klatrer, kan han på en stigning som denne være med - ellers bliver man ikke nr. 5 i Lombardiet eller nr. 9 i Emilia - og han har tillige en god spurt.

CCCs tredje kort er Riccardo Zoidl, der har gode minder fra et løb, hvor han i 2016 vandt kongeetapen. Han lignede et tabt talent, indtil han sidste år atter kørte som en motorcykel og med to etapeløbssejre kom tilbage på WorldTouren. Her har han været svingende, men en 16. plads i Romandiet blev fulgt på af en fornem 5. plads på kongeetapen i Californien, men også en lidt skuffende 7. plads på hjemmebanen i Østrig. Formen er ukendt, da han ikke viste meget i Tyskland og Slovakiet, hvor ruterne slet ikke passede ham, men han skulle være fornuftigt kørende. Problemet er rutens beskaffenhed, for kongeetapen er nok for let for antieksplosive Zoidl, der med sine enorme tekniske mangler og frygt for våde veje også er et oplagt offer for sidevinden, potentielle huller på 6. etape eller for et Yates-angreb i finalen på 3. eller 4. etape. CCC har også den stærke stagiaire George Zimmermann, der viste form ved fredagens U23-løb, mens de erfarne klatrere Laurens Ten Dam og Serge Pauwels skulle være ude af form, ligesom løbet nok er for svært for Joey Rosskopf .

Løbets joker er Matej Mohoric. Al logik siger, at kongeetapen er for svær for sloveneren, men man skal aldrig sige aldrig i et felt uden mange klatrere, og hvor Platak-stigningen kun har 6 relativt stejle kilometer. Mohoric har i hvert fald punch på kortere stigninger, og en 30. plads i sidste års Vuelta vidner om, at han også håndterer længere stigninger fint, i hvert fald når de ikke er for vanskelige. Han kunne ligne en af de helt store favoritter til Zagreb-etapen, og han har punch til at vinde 3. og 4. etape, hvis en gruppe kører væk, og alt sammen kan det give bonussekunder. Udfordringen er formen, der bestemt ikke har været noget at råbe hurra for i år, hvor han senest skuffede i Canada og ved VM. Han store soloridt i Polen viser dog, at klassen stadig er gemt et sted, når han rammer dagen. Hos sig har han en plan B i Domen Novak , der dog stadig har for vane at skuffe fælt, selvom han i år vandt det slovenske mesterskab.

En rytter, der bliver meget spændende at følge, er Gianni Savios senest vidunderbarn, Kevin Rivera, der skal gå i fodsporene på Ivan Ramiro Sosa og Egan Bernal. Nok har han ikke umiddelbart samme talent, men i anden halvdel af sæsonen har han vundet Sibiu Tour, er blevet nr. 5 på kongeetapen i Burgos og senest vundet kongeetapen i Tour of China II for bare ni dage siden. Nok kan han være svingende, som vi så i Adriatica Ionica Race, men formen er i hvert fald god. Spørgsmålet er, om ruten er hård nok til, at han kan vinde, og om hans relativt svage hold kan beskytte ham i regn og sidevind.

Astana har en ganske stærk outsider i erfarne Andrey Zeits, der efter et skidt 2018 i årets Giro, hvor han som hjælper for Lopez blev nr. 26, genfandt lidt af niveauet fra sit fabelagtige OL i Rio i 2016, hvor han blev nr. 8. Helt samme niveau har han ikke længere, men to top 40-placinger i Canada tyder på, at formen trods begrænset løbsaktivitet er pæn. Ruten her er lidt for let til den kasakhiske dieselklatrer, der kan få svært ved at vinde, men er han tæt på Giro-formen er det ikke umuligt, især fordi han formentlig gerne vil afslutte sine 12 Astana-år godt, inden han skifter til Mitchelton-Scott. Astana har dog også andre stærke kasakhiske kort. Det gælder særligt den spændende stagiaire Vadim Pronskiy, der i år er blevet nr. 3 i Langkawi og nr. 7 i Ain, men som ikke viste storform ved U23-VM eller i de italienske løb. Yuriy Natarov har været skuffende i år, senest i de italienske løb, men en pludselig 16. plads i Toscana viste, at den gode form fra den samlede sejr i Tour of Almaty måske stadig er der. Forhåbentlig kan han vise, hvorfor han sidste år blev nr. 10 i Baby-Giroen. Endelig har holdet sidste års nr. 3, sprinteren Yevgeniy Gidich, der med sin podieplads leverede en gigantisk sensation, men desværre har han INTET vist siden dengang, og en gentagelse ligger ikke just i kortene, selvom ruten i år er lettere.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Løbet kunne også være en god chance for Pierre Rolland til at redde lidt af sin sæson. Et styrt i foråret betød, at han har jagtet formen gennem det meste af året, men han har kørt et stærkt efterår med samlede 7. pladser i Burgos og Limousin. Desværre er Platak nok lidt for let til, at han kan komme af med de eksplosive folk, og sidevind er heller ikke hans kop te. Vital Concept har også en meget formstærk Cyril Gautier, der har kørt stærkt i de italienske klassikere, og som har punch og hurtighed, men som nok vil finde stigningen lidt for svær. Desværre har stabile Quentin Pacher været usædvanligt svagt kørende i år.

På Mitchelton handler det om Yates, men man skal ikke helt udelukke, at Brent Bookwalter kan lave et resultat. Hans første år på Mitchelton har været skuffende, og siden styrtet i Giroen har han næsten ikke kørt løb. Hans form er helt ukendt, da han alene har ageret hjælper, men i august var han dog så god, at han blev nr. 23 i San Sebastian. Han har et hav af topresultater fra amerikanske løb og er samtidig lynhurtig. Løbet passer ham med andre ord perfekt, hvis han er i form og kan løsnes fra sin rolle som hjælper.

Israel Cycling Academy kører helt sikkert for Hermans, men det er en god ide at holde øje med Matteo Badilatti også. Som hjælper for kaptajnen blev han nr. 10 i Utah, ligesom han i år er blevet nr. 6 på kongeetapen i Ain. Hans form har for vane at svinge enormt, og da han ikke har kørt meget på det seneste, ved vi ikke, hvor han står, og ruten er nok også lidt for let til en ren klatrer som ham. Israelerne har dog ganske mange stærke kort, da også Nathan Earle og Alexander Cataford har form til at levere et hæderligt resultat.

Delko kommer her primært for at vinde med Eduard Grosu, der ligner løbets bedste sprinter, men de kommer også med tre af deres fire klatrere. Desværre har hverken Mauro Finetto, Delio Fernandez eller Javier Moreno vist meget i et år, hvor de senest skuffede i de italienske klassikere, og de synes at være for formsvag. Finetto viste dog fremgang i Coppa Sabatini, og er han i form, skal han med sin hurtighed tages seriøst.

Bardiani kommer med den meget lovende klatrer Giovanni Carboni, der i r kørte i hvidt i Giroen og er blevet nr. 6 i Route d’Occitanie. Desværre har han været uhyre formsvag gennem hele efteråret, og hans italienske klassikere tyder ikke på, at han vil være helt i front på en rute, der også er for let for en klatrer som ham. Bedre chance har nok den mere formstærke Luca Covili, men hans topniveau rækker ikke så langt.

En stor del af feltet udgøres af kontinentalhold, men det er så som så med deres chancer. Mest interessant er nok erfarne Rodolfo Torres, men han har slet ikke kunne sparke gang i karrieren igen hos Illuminate. En 10. plads i det nylige Turul Romaniei indikerer dog, at han endelig har fundet noget form. Derudover kommer Adria Mobil med Janez Brajkovic , men han har blot kørt to løb siden karantænen, det seneste den 4. august, og med tanke på hans senest sæsoner skal vi nok ikke vente det helt store. Hans erfarne holdkammerat Radoslav Rogina er nok et bedre bud, for selvom han slet ikke er så god som tidligere, blev den 40-årige veteran trods alt nr. 12 i Slovenien Rundt og nr. 3 i Sibiu Cycling Tour, ligesom han blev nr. 4 i dette løb sidste år. Derudover kan man holde øje med Markus Wildauer, der kørte pæne bjergetaper l’Avenir og Baby-Giroen, Stephan Rabitsch, der dog har haft et af sine ringere år, Benjamin Hill, der dog kun har kørt stærkt i Tour of Japan i år, de spændende Stef Krul, Lars van den Berg, der blev nr. 10 i Tour de l’Avenir, Anatoliy Budyak, hvis klatrestærke holdkammerat, Michal Podlaski, desværre intet har vist i år, ligesom Maciej Paterski ikke længere klatrer godt nok, samt Jonas Rapp, der med sin 13. plads i Østrig har vist, at han klatrer bedre end som så.

***** Adam Yates

**** Ben Hermans, Victor De La Parte

*** Amaro Antunes, Davide Villella, Riccardo Zoidl, Matej Mohoric, Kevin Rivera

** Andrey Zeits, Pierre Rolland, Brent Bookwalter, Matteo Badilatti, Vadim Pronskiy, Yuriy Natarov, Mauro Finetto, Giovanni Carboni, Rodolfo Torres, Radoslav Rogina

* Cyril Gautier, Quentin Pacher, Javier Moreno, Delio Fernandez, Luca Covili, Nathan Earle, Joey Rosskopf, Serge Pauwels, Yevgeniy Gidich, Domen Novak, Janez Brajkovic, Markus Wildauer, Stephan Rabitsch, Benjamin Hill, Stef Krul, Lars van den Berg, Anatoliy Budyak, Jonas Rapp

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Daglige etapevinderbud

I en travlt uge med hele fem store endagsløb i Italien, Belgien, Frankrig og Tyskland tør vi ikke binde an med daglige etapeoptakter. Derfor opdateres denne optakt hver dag med et kortfattet bud på vinderen af den kommende etape.

Læs også

Kron mindes uheldig episode før Liège: Før eller siden må heldet vende

1. etape

Etapen er løbets letteste og ligner en sag for sprinterne. Som nævnt ovenfor melder regnen og blæsten først sin ankomst onsdag, mens tirsdag derimod bliver en fantastisk dag med fuld knald på solen, temperaturer på 25 grader og bare en helt svag vind fra syd. Det giver naturligvis sidevinden næsten hele dagen, men slet ikke af en styrke, som kan skabe splittelse.

Som nævnt ovenfor skal man imidlertid ikke udelukke et udbrud. Sprinterfeltet er svagt, og særligt vigtigt er det, at ingen af de fire WorldTour-hold kommer med en rigtig sprinter. Da de fleste hold her også har et mere flydende hierarki, kan selv de store hold således tænkes at gå i udbrud, og dermed kan det ikke udelukkes, at et udbrud holder.

Vi tror det dog ikke. Selvom de nedspiller forventningerne, kan Mitchelton-Scott ikke tillade sig at risikere klassementet, når Adam Yates er så klar favorit, og det kan Israel Cycling Academy heller ikke med Ben Hermans. Samtidig har Mitchelton lovet at arbejde for Alex Edmondson i dette løb, og lægger man dertil, at Bardiani og Delko næsten med sikkerhed vil gå efter en spurt, bør det blive samlet.

Selve finalen er, som vi kender dem fra Kroatien, dvs. helt urimeligt teknisk. Det betyder, at det er en afslutning, hvor positionering er langt, langt vigtigere end fart, og man kommer dermed langt med et godt tog, særligt med to sving på bare 700 m. Derfor peger vi på Eduard Grosu som vores favorit. Egentlig har han slet ikke noget tog, men han elsker kringlede finaler. Det viste han, da han vandt i onsdagens finale sidste år og senest i Slovakiet i forrige uge, hvor han vandt i en uhyre teknisk og stigende finale. Her er afslutningen flad, men da han også er løbets på papiret hurtigste, tror vi, at han med sine tekniske evner trods et ikkeeksisterende tog kan tage sin anden sejr på to uger.

Hans værste rival må være Alex Edmondson. Vi har aldrig set australieren bedre end i Tour of Britain, hvor han klatrede som en drøm og kørte lead-outs for Matteo Trentin, så det sang. Her får han sin egen chance, og selvom han ikke er verdens hurtigste, viste han i januar med en 3. plads i Down Under Classic, at han kan spurte. Hans store styrke er dog et stærkt tog med stærke folk som Sam Bewlet og Callum Scotson, der måske ikke har så megen fart, men kommer langt i et felt uden mange sprintere.

Sammen med Grosu er feltets hurtigste nok stortalentet Arvid de Kleijn, der har vundet 1.1-løbet Druivenkoers Overijse og for nylig blev nr. 5 i Gooikse Pijl bag flere topnavne. Han har farten, men han mangler måske lidt positionering og erfaring i så teknisk en finale.

Bahrain burde vel egentlig køre for Grega Bole , men har meldt ud, at der satses på Heinrich Haussler . Begge mangler fart, men med et ret stærkt tog, der også tæller Jan Tratnik og Luka Pibernik har de et tog, der kan vise sig som det bedste.

Derudover er der Marko Kump, der i år har rejst sig igen og senest vundet to slovenske endagsløb i august. Han er fremragende i tekniske finaler og ligner en af favoritterne. Adria Mobil har i det hele tagte tre gode kort, da også Dusan Rajovic og Gasper Katrasnik har en reel chance for at vinde i dette felt.

Man må også fremhæve Bardiani, der kommer med det et af de bedste tog med Michael Bresciani, Marco Maronese og Paolo Simion. I princippet kan alle køre spurten, men normalt er Simion hurtigst, selvom han har haft et skidt år og slet ikke imponerede i Kina tidligere i denne måned, hvor han dog også primært kørte for Guardini. Her spurtede Maronese også lidt, og han kunne derfor også få chancen.

Læs også

Kæmpetalents skadespause forlænges

Det er også værd at fremhæve Rok Korosec, der for nylig blev nr. 2 bag Kump i Croatia-Slovenia og altid er god i disse løb. Derudover kan Yevgniy Gidich, Bert de Backer, Mattia Frapporti og måske Jonas Rapp tænkes at blande sig, men de kan ikke vinde.

Feltet.dks vinderbud: Eduard Grosu

Øvrige vinderkandidater: Alex Edmondson, Arvid de Kleijn

Outsidere: Henrich Haussler, Marko Kump, Grega Bole, Paolo Simion, Marco Maronese

Jokers: Dusan Rajovic, Rok Korosec, Gasper Katrasnik, Yevgeniy Gidich

2. etape

1. etape endte som ventet i en spurt, men det blev åbenbart mere dramatisk, end man kunne se på tv. Selvom den tv-dækkede del af løbet virkede rolig, var der åbenbart en forklaring på, at det første udbrud blev kørt ind efter 50 km, og at alle tidsplaner blev sprængt. Der var nemlig splittelse i sidevinden tidligt, hvor Israel Cycling Academy måtte arbejde som heste for at bringe Ben Hermans tilbage, og det åbnede døren for, at Matej Mohoric og Adam Yates kunne vinde bonussekunder, inden det næste udbrud blev etableret.

Alligevel blev det til den ventede massespurt, men når feltet kan splittes på en dag med nærmest ingen vind, tør man ikke tro på, hvad der kan ske tirsdag. He venter nemlig en dag, hvor det ventes at regne kraftigt om morgenen, mens der gennem det meste af en varm eftermiddag med temperaturer på 25 grader vil være 50-60% risiko for skybrudsagtige tordenbyger, så meteorologerne varsler 30 mm nedbør i målbyen Zadar. Dertil skal lægges en sydøstlig vind med en styrke på 25-30 km/t, hvilket er 3-4 gange mere end det, der var varslet til 1. etape.

Det gør etapen farlig hele vejen frem til toppen af den sidste stigning vil der være mod- og sidemodvind, hvilket formentlig vil neutralisere betydningen af bakkerne og gøre de første mange timer dødkedelige. Umiddelbart efter toppen drejer man imidlertid ind i sidemed- og senere direkte sidevind på det lette stykke ind mod Zadar. Hvis terrænet er lige så åbent, som det åbenbart var i dag, er der derfor grund til alarm.

De udbrudssejre, vi spekulerede i i optakten ovenfor, kan vi i første omgang glemme alt om. Onsdag vil Delko, Astana og Adria Mobil formentlig alle gå efter en spurt, og Mitchelton og Bahrain viste i den indlagte spurt i dag, at de har ambitioner om at vinde løbet. Det bliver derfor nok en kontrolleret langgaber i modvinden, indtil vi drejer ind i sidevinden. Her er der imidlertid så meget smæk på skillingen, at vi vil tro, at der sker splittelser, hvis terrænet er åbent.

I sidste ende bør det ende i en spurt, men ikke nødvendigvis i et fuldt felt. Selve spurten er denne gang kendt fra 2018, 2017 og 2015, hvor Eduard Grosu, Nicola Ruffoni og Mark Kump sejrede, og vi ved, at der er tale om en helt urimeligt teknisk udfordring, der er endnu værre end i dag, og hvor risikoen for styrt på våde veje er enorm

Selvom han skuffede i dag, peger vi igen på Eduard Grosu som favorit. Rumæneren vandt denne spurt sidste år og viste igen i dag, at han er fremragende i positionskampen i kringlede finaler, som vi senest så også med sejren i Slovakiet. Han plejer tillige at være meget risikovillig, og det styrker ham på de våde veje. I dag så det ud til at koste, at han længe lå i vinden alene, og det kan igen blive et problem, men efter et hårdt løb bør den stadig mere holdbare rumæner have endnu bedre chancer, især fordi hans hold burde være stærkt i sidevinden.

Hans værste rival må være Marko Kump, der nok engang viste, at han er en helt anden rytter på kontinentalniveau end som professionel. I dag var Adria Mobil bedst i positionskampen, hvor han havde god glæde af Dusan Rajovic og Gasper Kastrasnik, men spørgsmålet er, hvor stærke de vil være i morgen, hvor de skal jagte en hel dag, og hvor de kan komme til kort i sidevinden. Kumps holdbarhed er også meget svingende, men sidder han der til sidst med sit tog, er han åbenlyst den måske hurtigste.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Yevgeniy Gidich var dagens overraskelse, fordi han klatrede sig så godt i positionskampen, der ellers har været hans svaghed. Ligesom Grosu var han dog meget alene til sidst, og han skal derfor gentage bedriften, hvis han vil vinde. Farten var imidlertid god, og som meget holdbar vil han have glæde af et hårdt sidevindsløb.

Det vil Alexander Edmondson også. Mitchelton er et godt bud på et hold, der kan splitte den i sidevinden, og de kan måske sidde i overtal til sidst. I dag tabte han stort i positionskampen, men viste fornem fart. I et mindre felt kan han forhåbentlig sidde bedre, og den meget formstærke australier vil drage fordel af et hårdt løb.

Man må også håbe, at Heinrich Haussler kan vise sig frem. I dag sad han helt forkert, da Grega Bole og Matej Mohoric satte sig frem, men holdet viste stærk kollektiv styrke. De har tillige det måske stærkeste hold til sidevinden. Man må formode, at der igen køres for Haussler, men måske kan Bole få chancen.

Arvid de Kleijn skal naturligvis også nævnes, men han viste igen i dag sine begrænsninger i positionskampen. Som hollænder burde han dog være god i sidevinden, og han har også i forårets Tour de Normandie vist, at han er god under barske betingelser. Vi vil også fremhæve Maciej Paterski, der ikke er klassisk sprinter, men i en teknisk finale kan gøre det godt efter et hårdt løb.

Bardiani har Paolo Simion og Marco Maronese, men de skuffede for 117. gang i år på dagens etape. Rok Korosec samt dagens overraskelse John Mandrysch kan også være med, hvis de klarer vinden. Endelig kan Josip Rumac, Cyril Gautier og Bert de Backer alle tænkes at prøve.

Til slut vil vi nævne muligheden for et angreb fra Matej Mohoric på rundstrækningen. Våde veje og en teknisk finale efter et sidevindsløb kunne give muligheder for den teknisk dygtige slovener, der i dag lignede en mand, som var klar til at prøve, hvis chancen var opstået.

Feltet.dks vinderbud: Eduard Grosu

Øvrige vinderkandidater: Mark Kump, Yevgeniy Gidick

Outsidere: Alexander Edmondson, Heinrich Haussler, Grega Bole, Arvid de Kleijn, Maciej Paterski

Jokers: Paolo Simion, Marco Maronese, Rok Korosec, John Mandrysch, Matej Mohoric

3. etape

Dagens etape blev ulykkeligt dramatisk og betød, at en af løbets favoritter, Ben Hermans, er tvivlsom starter i morgen, at Matej Mohoric styrtede efter stregen, og at Kevin Rivera, Jonas Rapp, Giovanni Carboni, Janes Brakkovic, Nathan Earle, Matteo Badilatti, Riccardo Zoidl, Amaro Antunes, Yuriy Natarov og Rodolfo Torres. Spørgsmålet er nu, hvad det vil betyde, at der til 3. etape nu er så store forskelle, at man reelt kan lade et udbrud køre hjem, uden at det nødvendigvis har indflydelse på klassementet.

Der venter endnu en våd dag med byger, men med opklaring mod slutningen af etapen, hvilket giver håb om tørre veje til finalen. Vinden vil igen være kraftig, denne gang med en styrke på 22 km/t fra nordøst. Det giver livsfarlig sidevind på store dele af etapen, særligt på sidste del, og man kan derfor langt fra udelukke, at der vil ske splittelse nær kysten til sidst. I dag var der flere forsøg, og i morgen kan feltet sagtens blive splittet, hvis terrænet er åbent. Vinden kommer dog inde fra land, hvor de ligger i læ af Biokovo-bjerget og det dertilhørende naturområde, og derfor tvivler vi på, at muligheden opstår.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Trods tidsforskellene tvivler vi på et udbrud. Delko har et stærkt hold, og Grosu gjorde det i dag klart, at han vil vinde igen, og da Alexander Edmondson heldigvis slap uskadt fra dagens styrt, vil Mitchelton sikkert også bidrage. Det samme vil Astana med Gidich og formentlig også Adria Mobil med Marko Kump. Vi venter derfor et samlet felt i finalen.

Spørgsmålet er stigningens sværhedsgrad. Det er kun de første 1600 m, der er stejle, og efter 2600 m bliver det meget let. Hvis Mohoric er ok efter i dag, ligner han et bud på en rytter, der vil forsøge, og det samme gør Adam Yates, der virker kørelysten. Det er dog tvivlsomt, om der vil kunne etableres et samarbejde i en sådan gruppe - Yates vil formentlig ikke slæbe Mohoric hjem til nogle bonussekunder - og vi forventer derfor, at der skabes samling. Spørgsmålet er herefter, hvem der vil kunne overleve og derefter gøre det færdigt i en finale, der denne gang er knap så teknisk, men stadig ganske kringlet.

Vi peger igen på Eduard Grosu. Rumæneren viste stor klatreform ved at vinde i en hård finale i Slovakiet, og han har endda brugt sit hold til at gøre det hårdt på stigningerne i dette løb. Dertil kommer, at han er god i den tekniske finale, og i et lille felt vil han have bedre støtte af et klatrestærkt hold.

Hans værste rival må være Alexander Edmondson, der i dag rettede op på tirsdagens ringe positionering og viste samme høje fart igen. Han klatrede som en drøm i England og burde med sikkerhed kunne overleve bakken sammen med en god del af sit stærke hold.

Den tredje oplagte kandidat er naturligvis Yevgeniy Gidich. Han synes langt om længe at have fundet form, og har han det, kan løbet ikke blive hårdt nok. Normalt er han ikke verdens hurtigste, men på 1. etape viste han, at han er blandt de bedste sprintere i dette felt. Udfordringen er stadig støtten fra et hold helt uden fart.

Mere usikkerhed er der om Marko Kump. Hans holdbarhed er meget svingende, og der er bestemt ingen garanti for, at han klarer den. Hvis han gør, har han dog dokumenteret, at han er løbets måske hurtigste mand, også i dag, hvor positioneringen ikke var optimal. Også Arvid de Kleijn har en god chance for at klare den, selvom det ikke er sikkert, og han vil i en mindre teknisk finale have bedre chance for at komme frem.

Bahrain burde få Matej Mohoric, Grega Bole og Heinrich Haussler med over og kan derfor ende med at have det bedste tog. Igen skal man være opmærksom på endnu et Mohoric-angreb, men Haussler med et godt lead-out bør kunne gøre det bedre end hidtil, men det kan også være tid at give Bole chancen.

Derudover har den relativt holdbare Mattia Frapporti vist, at han kan være med, hvis ikke han slog sig i dagens styrt, mens det nok er mere tvivlsomt om Paolo Simion klarer bakken. Et hårdt løb giver også en chance til Maciej Paterski, der viste god form i dag. Rok Korosec kan måske også komme med over, og Dusan Rajovic kan spurte, hvis han og ikke Kump klarer den. Det skal blive spændende at se holdbarheden hos John Mandrysch, der hidtil har imponeret, og endelig har Cyril Gautier måske endda en chance, hvis løbet bliver meget hårdt.

OPDATERING: Det er bekræftet, at Hermans og Mohoric er ude af løbet. Antunes er en tvivlsom starter.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Feltet.dks vinderbud: Eduard Grosu

Øvrige vinderkandidater: Alexander Edmondson, Yevngeniy Gidich

Outsidere: Marko Kump, Arvid de Kleijn, Heinrich Haussler, Grega Bole, Maciej Paterski

Jokers: Mattia Frapporti, Paolo SImion, Rok Korosev, John Mandrysch

4. etape

Dagens etape blev mere selektiv end ventet, og mange er utvivlsomt blevet overrasket over stigningens hårdhed, der ikke var helt i overensstemmelse med løbsbogen. Nu venter endnu en tilsvarende etape med en flad dag efterfulgt af en sen stigning, men denne gang er stigningen betydeligt kortere og ganske stejl, men samtidig tættere på mål. Denne gang er stigningen slet ikke beskrevet i løbsbogen, men kan vi stole på La Flamme Rouge er den med mere end 8% rigeligt stejl til, at der kan gøres forskelle. Allerede i dag så vi, at særligt Adam Yates og Mauro Finetto var aktive, og vi vil tro, at begge vil forsøge sig igen, især Yates, der med hårde forceringer også øger chancen for en spurtsejr til Edmondson.

Heldigvis bør vejret denne gang ikke ødelægge etapen. Som spået inden løbet bliver de sidste dage flotte, og rytterne kan endda se frem til en decideret smuk fredag med solskin, temperatur på 19 grader og en næsten ikkeeksisterende vind fra skiftende retninger, mod slutningen formentlig fra vest. Dermed venter formentlig en stille dag, hvor Astana med hjælp fra Mitchelton og måske Delko, Bahrain og Adria Mobil nok skal kunne sikre samling, også selvom vinden faktisk vil komme ind fra siden og vandet det meste af dagen. Vi forventer derfor, at det hele skal afgøres på rundstrækningen, hvorefter vi altså forudser angreb fra særligt Yates. Vi tror dog ikke, at finalen er svær nok til, at han kan køre alene væk, og da nedkørslen er let, taler meget for en regruppering til en spurt i stil med den, vi så i dag, denne gang dog i en uhyre teknisk finale.

Vi vover pelsen at pege på Alexander Edmondson. Australieren virkede meget skarp på stigningen i dag, og kan Mitchelton-Scott gøre det hårdt, kan han formentlig gøre det færdigt. Hans positionering har desværre ikke været ideel, men med Brent Bookwalter til at kunne køre sig frem, tror vi på, at han denne gang kan slå til.

Det er dog også oplagt igen at nævne Eduard Grosu. I dag så han meget overbevisende ud, indtil han eksploderede i forsøget på at gå med Yates. Morgendagens kortere stigning bør være lettere at overleve på rent punch, og han vil være som en fisk i vandet i den tekniske finale, som vi så i onsdags, hvos han altså klarer bakken.

Det bør Yevgeniy Gidich naturligvis have endnu bedre chancer for at klare. Kasakken er mere holdbar end rumæneren og har i dette løb vist en hurtighed, som han ikke tidligere har haft efter skiftet til WorldTouren. Spørgsmålet er bare, om han kan klare positioneringen, hvilket ofte har knebet, men i en lille gruppe så vi i dag, at Davide Villella var god til at køre ham frem.

Bahrain har igen Grega Bole og Heinrich Haussler, der begge klarede stigningen i dag. Særligt Bole virkede skarp på bakken og vil næsten med sikkerhed komme hjem. Spørgsmålet er, om han stadig er hurtig nok, men med et lead-out fra Haussler er meget muligt. Rollerne kan også blive byttet rundt, og så burde Haussler have en fin chance.

Maciej Paterski viste lidt af sine gamle klatreevner i dag, og selvom han mangler hurtighed i forhold til sprinterne, kan han vinde i en teknisk finale. Det samme kan Mattia Frapporti, der viste gode tekniske evner i går, og hvorfor ikke også Cyril Gautier, hvis han kommer godt gennem de sidste sving.

Marko Kump valgte en lidt mærkelig taktik i dag, hvor han angreb tidligt, og selvom bakken nok er for hård, kan han med mere klog kørsel måske komme i spil. Det samme kan Rok Korosec og Paolo Simion, der begge sad i Grosus gruppe i dag, mens Arvid de Kleijn til gengæld ikke var i nærheden af noget i dag og bør få det for hårdt.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Endelig vil vi pege på Adam Yates som manden, der måske kan køre alene hjem, for han viste i Baskerlandet, at han med sit punch godt kan gøre forskelle i finaler som disse.

Feltet.dks vinderbud: Alex Edmondson

Øvrige vinderkandidater: Eduard Grosu, Yevgeniy Gidich

Outsidere:  Grega Bole, Heinrich Haussler, Maciej Paterski, Mattia Frapporti, Rok Korosec

Jokers: Marko Kump, Paolo Simion, Cyril Gautier, Adam Yates

5. etape

Efter en første del af løbet, der desværre allerede har sendt hele tre af de største favoritter helt ud af løbet, er vi nu klar til kongeetapen, der som ventet ser ud til alene at skulle afgøre løbet. I forhold til løbets start er vi blevet en anelse klogere på formen hos rytterne, ikke mindst på 3. etape, hvor de stærkeste klatrere kørte væk. I hovedtræk holder vores vurdering fra den overordnede optakt, men der har været enkelte forskydninger i hierarkiet.

Det bør i hvert fald blive et opgør mellem favoritterne. Der venter en flot solskinsdag med en helt svag sydvestlig vind, og det bør det gøre det relativt fredsommeligt. Man skal imidlertid slet ikke undervurdere den Ucka-stigningen, der suverænt er dagens sværeste, og det skal blive interessant at se, hvor aggressivt det bliver allerede her. Særligt CCC og Astana har flere klatrere at spille på, og det kunne være interessant, hvis de havde modet til at spille ud allerede her. Adam Yates’ Mitchelton-hold har nemlig kun to klatrere, o de kan få svært ved at kontrollere det, hvis løbet åbnes tidligt.

Man må dog formode, at de venter med at udnytte et eventuelt overtal til sidste stigning, og vi vil derfor tro, at de nævnte tre hold vil sørge for, at det skal afgøres på Platak. Det er som bekendt ikke den sværeste stigning, men medvinden samt det relativt svage felt bør gøre det selektivt. Den flade finale betyder dog også, at en god spurt kan være afgørende.

Helt som ventet har Adam Yates lignet stærkeste mand hidtil, både med sit angreb i går og med sin kørsel i dag. Han har holdt sig helt fremme i de kringlede finaler, spurtet efter bonussekunder og virker topmotiveret. Han har samtidig en god spurt, og derfor er der ingen tvivl om, at han er klar favorit, ikke mindst fordi Brent Bookwalter også har vist fornem form og vil være guld værd, når det hele skal kontrolleres.

Hans værste konkurrenter ligner stadig Davide Villella og Victor De La Parte, men i forhold til starten vil vi pege på italieneren som rival nr. 1. Oktoberspecialisten virker nemlig flyvende, ikke mindst med sit gode angreb i dag, og han har også en gin spurt. De La Parte er også kommet godt tilbage efter Vuelta-styrtet, og at han efter en punktering med 11 km til mål i dag alligevel sad med i front, da kun 10 mand jagtede Villella, Edmondson og Tratnik tyder på gode ben.

Derudover vil vi fremhæve Andrey Zeits, der også virker meget velkørende, samt Mauro Finetto, der var stærk på 3. etape og har sin spurt som våben, men vil finde stigningen lang. Mens Pierre Rolland ikke synes i form imponerede Vital Concept i dag ved at have Cyril Gautier, Maxime Chevalier og Quentin Pacher med blandt de 10 forfølgere, og her er det særligt Gautier, der virker stærkest og i hvert fald er hurtigst. Heldigvis slog han sig ikke i dag. Endelig er Vadim Pronskiy, der efter en skidt 3. etape i dag var med blandt de 10 forfølgere. Og så skal det blive interessant at se, om Kevin Rivera, der tilsyneladende styrtede på 2. etape og havde det svært i går, efter en fin præstation i dag alligevel kan være med i front, og om Matteo Badilatti kan rejse sig efter skuffelsen over at have mistet Hermans. Også Radoslav Rogina og Rodolfo Torres virker til at have lidt at skyde med, og Alexis Guerin har klatret overraskende godt.

Feltet.dks vinderbud: Adam Yates

Øvrige vinderkandidater: Davide Villella, Victor De La Parte

Outsidere: Andrey Zeits, Mauro Finetto, Brent Bookwalter, Cyril Gautier, Vadim Pronskiy

Jokers: Quentin Pacher, Maxime Chevalier, Alexis Guerin, Kevin Rivera, Matteo Badilatti, Radoslav Rogina, Rodolfo Torres

6. etape

Efter dagens etape bør klassementet være sat. Vi så i 2017, at den sidste etape godt kan gøre forskelle, da der altid opstår huller på brostensbakken, men Adam Yates har sikret sig et forspring, så han bare skal undgå problemer. Til gengæld skal Davide Villella sørge for at holde sig til, hvis ikke han skal risikere at smide sin 2. plads til Victor De La Parte.

Vi kender finalen fra tidligere og ved, at den passer eksplosive puncheurs og stærke sprintere. Mest mindeværdig er Sondre Holst Engers sejr fra 2016, hvor hans efterfølgende dansetrin gjorde ham verdensberømt, men det er nu særligt en finale, som passer til en fyr som Eduard Grosu. Dels er finalen teknisk, dels er det en puncheurafslutning i stil med den, hvor han for nylig slog folk som Demare og Kristoff i Slovakiet. Desværre er han ude efter et styrt, og det betyder, at der mangler et hold til at jagte.

Den interesse bør dog være der fra Mitchelton, der stadig ikke har vundet med Alexander Edmondson, samt fra Astana, der har formstærke Yevgeniy Gidich. Også Bahrain må kunne se muligheder i denne finale, og Marko Kump drømmer sikkert også om at vinde igen. Da det bliver en ganske vist lidt skyet dag med kun en svag til let vind, bør der ikke være fare for på færde, og vi vil tro, at det hele skal afgøres i en spurt på bakken og ikke af et udbrud, som vi så det sidste år.

Det får os til at pege på Alexander Edmondson som vores favorit. Australieren har været så stærk på bakkerne, at han har været i stand til at angribe, og det gør ham ideel til denne finale. Udfordringen for ham bliver positioneringen, da Mitchelton hovedsageligt skal beskytte Yates, men kan han sikre sig en god position, bør han være den mest kraftfulde sprinter. Derfor er han vores favorit.

Etapen er også god for Bahrain, der i princippet kan vinde med Grega Bole, Heinrich Haussler og Jan Tratnik. Bole har virket meget formstærk indtil nu, og som den mest holdbare sprinter vil han være den mest naturlige kaptajn. Som brostensspecialist kunne det dog også være guf for Haussler, der dog må sande, at det kniber lidt med farten. Tratnik skal nok køre lead-out, men en teknisk puncheurfinale er guf fo sloveneren, der så stærk ud i sit angreb i går.

Det er også en god finale for Yevgeniy Gidich. Som klatrestærk sprinter burde dette være guf for ham, men spørgsmålet er, om han er så god på brosten. I hvert fald klarede han sig ikke så godt sidste år, hvor han ellers var i endnu bedre form, og dertil kommer, at hans positionering ikke er den bedste.

Adria Mobil har jo Marko Kump, der før har vundet stigende spurter, og selvom han ikke er den mest holdbare, nok burde kunne klare denne bakke. De har dog også et stærkt alternativ i Dusan Rajovic, der forleden både viste holdbarhed og teknisk dygtighed. Wibatech har Maciej Paterski, der vandt fra et udbrud tilbage i 2015 og bør være god nok til at gentage den bedrift, selv hvis et felt skal afgøre det. Det skal også blive meget interessant at få en bedre forståelse af, hvor god talentfulde Arvid de Kleijn er i disse finaler.

Paolo Simion vandt sidste år, men det var fra et udbrud, og man kan nok tvivle på, om ikke han er lidt for tung til at vinde en spurt, selvom han så stærk ud i går.

Andronis Mattia Frapporti og Josip Rumac er også begge typer, der kan gøre det godt, og man kan heller ikke udelukke, at Mauro Finetto vil prøve, selvom han nu kun sjældent spurter. Andre kandidater er John Mandrysch, Rok Korosec og Andi Bajc .

Feltet.dks vinderbud: Alex Edmondson

Øvrige vinderkandidater: Grega Bole, Yevgeniy Gidich

Outsidere: Heinrich Haussler, Maciej Paterski, Marko Kump, Jan Tratnik, Dusan Rajovic

Jokers: Arvid de Kleijn, Paolo Simion, Mattia Frapporti, Rok Korosec, John Mandrysch