Livestream Criterium du Dauphiné uden afbrydelser

Sæt dit managerhold Criterium du Dauphiné og vind flotte præmier

Løbets rolle og historie

Mens mange af verdens bedste etapeløbsryttere har været involveret i en hård kamp om den eftertragtede maglia rosa på de italienske veje, har de fleste af de øvrige ryttere fra den eksklusive kategori af stjerner med omhu forberedt sig på deres store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, Tour de France, der starter om mindre end en måned. Nogle er allerede vendt tilbage til konkurrence i nogle af maj måneds mindre løb, men det er søndagens start på Criterium du Dauphiné, der for alvor markerer begyndelsen på den stribe af afgørende etapeløb, som tjener som den vigtigste forberedelse frem mod sommerens store begivenhed.

Criterium du Dauphiné spiller en helt unik rolle blandt de mange forberedelsesløb. Med sin placering i de franske Alper er det et af kun to løb - det mindre Route d’Occitanie i Pyrenæerne er det andet - der kan tilbyde rytterne en chance for at teste sig selv i det terræn, som de vil møde igen til juli. På den facon er løbet den franske analog til det italienske Tour of the Alps og det spanske Vuelta a Burgos, idet de alle tre fungerer som opvarmning til deres hjemlands grand tour. Alle afvikles de et par uger inden starten på det tre uger lange løb, og alle finder de sted i en af de mest bjergrige egne af det land, der er hjemsted for den pågældende grand tour.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Mens rytterne dyster på landevejene, er arrangørerne involveret i en helt anden kamp. I mange år har Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse begge hævdet, at netop deres løb er det bedste sted at forberede sig til Touren, og mens det naturligvis altid hovedsageligt er et spørgsmål om individuel præference, hvad der foretrækkes, er det et hyppigt diskussionsemne. Det schweiziske løb har indtil 2021 været én dag længere en dets franske modstykke og finder stadig sted en uge tættere på Tour-starten, og rytterne har alle forskellige ideer om hvilket af de to, der indgår i den ideelle opbygning. I den forstand er kampen meget sammenlignelig med den, der finder sted mellem Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, som også begge hævder, at netop de er den bedste forberedelse til Milano-Sanremo og de senere klassikere. I de senere år er der imidlertid ingen tvivl om, at Criterium du Dauphiné har vundet duellen.

Løbet blev første gang afviklet i 1947, da den lokale avis Dauphiné Libéré besluttede at arrangere et løb i Dauphiné-regionen under navnet Criterium du Dauphiné Libéré. Med sin placering i Alperne bare et par uger inden Tour-starten opnåede det hurtigt stor berømmelse og anerkendelse som et vigtigt forberedelsesløb, og dets forbindelse til La Grande Boucle har været nær lige siden starten. Det er således ingen overraskelse, at de fire femfoldige vinder af Touren alle har vundet Dauphiné, inden de senere på sommeren har stået øverst på podiet i Paris.

I mange år var Criterium du Dauphiné det sidste store franske løb, der holdt sig fri af Tour de France-arrangørerne ASO, som ellers har sat sig tungt på den franske kalender. Til sidst tvang økonomiske problemer imidlertid avisen til at overgive ansvaret til den franske sportsgigant i 2010, hvor navnet blev ændret og forkortet til det nuværende Criterium du Dauphiné.

Ikke overraskende har ASO forsøgt at øge synergien mellem Criterium du Dauphiné og Touren i en bestræbelse på at tiltrække flere Tour-favoritter, og den tilgang har givet pote. Selvom løbet altid har forsøgt at inkludere nogle nøglesektioner fra Tour-ruten for at give rytterne en chance for at teste strækningen under løbsbetingelser, har ASO taget det et skridt videre. I 2011 inkluderede de præcis den samme enkeltstart i Grenoble, som en måned senere var en del af Touren, og i 2012 besteg man Grand Colombier, der senere den sommer gjorde sin Tour-debut. I 2013 var hovedattraktionen muligheden for at klatre op til Alpe d’Huez og videre op ad den helt nye Col de Sarenne, som senere samme år var en afgørende del af 18. etape af Touren.

Kun i 2014 og 2016 havde man meget lidt forbindelse mellem de to løb, men i 2015 genoptog man ideen. Her var der således hele tre etaper, der havde direkte forbindelse til Tour-ruten: en holdtidskørsel, der i natur og distance mindede om den, der var på programmet i Touren, en bjergetape med en finale i Pra Loup, der var helt identisk med en tilsvarende etape i Touren, og et første møde med den smukke Montvernier-stigning, der også var med i Touren. I 2017 var der to ligheder med Touren: en enkeltstart af nogenlunde samme distance som den, der ventede i Marseille på 20. etape i juli, samt et møde med den stejle Mont du Chat, der også skulle bestiges senere på sommeren på 9. etape.

I 2018 var det det tilbagevendte holdløb på 3. etape, der var den helt store attraktion for ryttere med Tour-ambitioner, idet der ventede en stort set identisk etape på tredjedagen af den franske grand tour, og i 2019 var det 4. etapes enkeltstart, der var henlagt til en rute, som arrangørerne havde forsøgt at designe, så den mindede mest muligt om Tour-enkeltstarten i Pau. I 2020 besøgte man Col de la Madeleine, og i 2021 skulle man over dobbeltstigningen Pré-Cormet de Roselend, der også genbesøgtes i Alperne i juli. I år er den store attraktion, at 7. etape bruger store dele af Tourens 12. etape, idet man skal over både Galibier og Croix de Fer, men hvor man til juli slutter på Alpe d’Huez, skal der i Dauphiné sluttes på den kortere Vaujauny-stigning.

Disse initiativer har fået flere og flere ryttere til at foretrække Criterium du Dauphiné, og samtidig har Tour de Suisse tabt lidt af sin status. Det franske løb kan nu prale af, at Tour-vinderen med bare to undtagelser hvert eneste år siden 2009 er sluttet i top 10 i deres løb bare en måned inden hyldesten i Paris (2009: Alberto Contador sluttede som nummer 3, 2010: Alberto Contador sluttede som nummer 2 (og blev senere frataget sin Tour-sejr), 2011: Cadel Evans blev nummer 2, 2012: Bradley Wiggins vandt, 2013: Chris Froome vandt, 2014: Vincenzo Nibali blev nummer 7, 2015: Chris Froome vandt, 2016: Chris Froome vandt, 2017: Chris Froome blev nr. 4, 2018: Geraint Thomas vandt, 2020: Tadej Pogacar endte som nr. 4). Kun Egan Bernal, der vandt Tour de Suisse i 2019, og Tadej Pogacar, der vandt Tour de Slovenie i 2021, har brudt trenden, og inden det var den seneste Tour-vinder, der slet ikke kørte Dauphiné, faktisk Lance Armstrong, der i 2001 afveg fra sin faste kalender ved at deltage i (og vinde) Tour de Suisse, inden han senere på sommeren slog Jan Ullrich i Frankrig.

I 2018 blev tendensen brudt, fordi en kalenderændring som resultat af VM i fodbold betød, at Tour-starten blev skubbet en uge, hvorfor mange vurderede, at Dauphiné med sin afslutning næsten en måned inden begyndelsen på verdens største løb kom en anelse for tidligt. Resultatet var det svageste felt i mange år med kun få Tour-kaptajner, mens Tour de Suisse oplevede en lille renæssance. I 2019 var styrkeforholdet mellem de to løb dog genetableret, og Bernal var det eneste større Tour-navn, der kørte i Schweiz - ganske vist fordi Dauphiné var Chris Froomes desværre meget tragisk domæne. Fra 2021 har Tour de Suisse været en dag kortere, men det ændrede ikke appellen sidste år, hvor de fleste favoritter var til start i Frankrig. Sådan er det også i år, hvor arrangørerne ganske vist igen må ærgre sig over, at Pogacar forbereder sig på hjemmebanen i Slovenien i stedet. Til gengæld har de denne gang fået Primoz Roglic til at vende tilbage efter et års fravær, og da også Jonas Vingegaard, Jack Haig, Damiano Caruso, Louis Meintjes, Ben O’Connor, David Gaudu, Michael Storer, Warren Barguil og Enric Mas, som alle er tiltænkt kaptajnroller til juli, vil være til start, vil flertallet af Tour-kaptajnerne køre i Frankrig og ikke i Schweiz.

Mens Criterium du Dauphiné er et godt forberedelsesløb, der giver megen information om formen hos de vigtigste Tour-favoritter, er det ofte også afgørende ikke at være for god for tidligt. Den tidlige termin betyder, at vinderen af Dauphiné ganske sjældent er endt øverst på podiet i Touren, og udover Wiggins, Froome og Thomas, der i nyere tid har brudt tendensen i 2012, 2013, 2015, 2016 og 2018, er det kun Louison Bobet (1955), Jacques Anquetil (1963), Eddy Merckx (1971), Luis Ocana (1973), Bernard Thevenet (1975), Bernard Hinault (1979, 1981), Miguel Indurain (1995) og Lance Armstrong (2002 og 2003), der har lavet the double - en ganske stjernespækket liste, der viser, at det kræver noget helt specielt at levere denne bedrift.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Criterium du Dauphiné er imidlertid mere end Tour-forberedelse, og som et WorldTour-løb med vigtige point på spil er dets selvstændige betydning endda vokset i de senere år. I de seneste sæsoner har vi set nogle af de bedste klatrere fra Giroen rejse direkte til Frankrig for at drage maksimal fordel af deres gode post-Giro-form. I 2011 kom Joaquim Rodriguez direkte fra en 4. plads i Giroen og endte med at vinde to etaper og slutte som nummer 5 i Frankrig, og året efter var det hans holdkammerat Daniel Moreno, der efter en 20. plads i Giroen tog to sejre i Dauphiné. I 2013 var det Elia Viviani og Samuel Sanchez, der benyttede Giro-formen til at vinde etaper i Frankrig, og i 2014 kom Wilco Kelderman direkte fra Giroen, da han sluttede som nummer 4. I 2015 blev Benat Intxausti nummer 5 efter at have kørt et fornemt løb i Italien, men i de seneste år er tendensen blevet brudt, også selvom Pello Bilbao i 2018 udnyttede benene fra Italien til at vinde en etape. I år forsøger både Jan Hirt og Kelderman, der som nævnt før har haft succes med modellen, at gennemføre den svære double.

Mens Criterium du Dauphiné har haft overhånden, hvad klassementsryttere angår, har det været anderledes for sprinterne. Løbet har ganske vist som regel mindst to muligheder for de hurtige folk, men Tour de Suisses mange småkuperede rundstrækninger har altid haft en større appel. Ingen af løbene passer til de rene sprintere, og derfor har folk som Marcel Kittel og André Greipel typisk foretrukket det flade ZLM Tour, der i år som noget nyt afvikles samtidig med Dauphiné. I Dauphiné har sprinterfeltet som regel været domineret af folk fra Giroen og de franske stjerner, og efter et par år med større appel til de hurtige folk synes den tendens at være vendt tilbage. I år er de fladere etaper endda også alle relativt hårde, men alligevel er det lykkedes at få en ren supersprinter i form af Dylan Groenewegen til start, ligesom også Phil Bauhaus, Matthew Walls, Sebastian Molano og Jordi Meeus vil være at finde i feltet. Sammen med Wout van Aert, der jo ikke er en rigtig sprinter, er han imidlertid også den eneste af Tourens forventede topsprintere, der vil kaste sig ud det bjergrige terræn den kommende uge, og det er i lyset af ruten ikke uden grund.

Sidste år manglede løbet begge Tourens to topfavoritter i form af Primoz Roglic og Tadej Pogacar, og derfor var det en meget åben affære. Som det var tilfældet i stort set alle forårets ugelange WorldTour-etapeløb endte det imidlertid i et totalt Ineos-show. Ganske vist skuffede holdet på enkeltstarten, der sensationelt blev vundet af Alexey Lutsenko, men på lørdagens kongeetape satte briterne sig igennem, da Richie Porte kørte fra sine værste rivaler og sikrede sig førertrøjen. Herefter lagde Ineos den sidste bjergetape i et jerngreb, så Porte kunne sikre sig den samlede sejr i et af de eneste store ugelange løb, han endnu ikke havde vundet. Det blev endda til to mand på podiet, da Geraint Thomas endte som nr. 3 med et tab på 29 sekunder, 12 flere end Lutsenko, som endte som en overraskende nr. 2. Porte har kørt Giro og forsvarer ikke sin titel, og da både Thomas og Lutsenko i år kører i Schweiz, bliver der ingen gengangere fra sidste års podium.

 Livestream Criterium du Dauphiné uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Criterium du Dauphiné og vind flotte præmier

Ruten

Da løbet blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, var ruten altid bygget op efter en helt fast model. Man lagde ud med en kort prolog, hvorefter der ventede to lettere etaper, hvoraf den ene var for sprinterne og den anden en smule mere kuperet. Onsdag var rammen om en ofte meget lang enkeltstart på mere end 40 km, inden løbet afsluttedes med fire hårde bjergetaper. Ofte var der mål på toppen af en stigning om torsdagen og på lørdagens kongeetape, mens fredags- og søndagsetaperne var som skabt til udbrud.

Da ASO overtog ansvaret, begyndte de at fravige denne formel, og selvom man i starten oftest holdt fast i traditionen med en prolog og en lang enkeltstart, har man i stil med udviklingen i Touren stille og roligt bevæget sig i retning af færre og færre kilometer i kamp mod uret, samtidig med at man har varieret linjeløbsetaperne betydeligt. I 2013, 2015, 2017, 2019 og 2021 var prologen helt udeladt, og den lange enkeltstart har kun været på programmet i 2013, 2017, 2019 og 2021. I 2015 og 2018 var der pludselig et holdløb på programmet, og generelt har bjergetaperne været spredt langt mere ud over alle 8 dage, end det tidligere var tilfældet.

2020-ruten var speciel, fordi coronakrise og ny kalenderplacering betød, at løbet blev forkortet til fem dage, hvorfor man droppede alle de fladere etaper i et løb, der derfor reelt bestod af lutter bjergetaper. Ser man bort fra det usædvanlige år, synes arrangørerne dog måske at have fundet et mere fast mønster. Modsat tidligere er det kuperede Massif-Central blevet en tilsyneladende fast komponent, hvor man er startet med først et svært rundstrækningsløb, der har givet ideer til de mest holdbare af sprinterne eller til udbrud og sene angreb, inden der har ventet en lille bjergetape, som har kunnet give den første ide om hierarkiet. Derefter har været tre fladere dage i terrænet mellem Massif-Central og Alperne, hvor der har været chancer for to spurtafgørelser for enten holdbare eller klassiske sprintere samt nu igen en enkeltstart om onsdagen, dog i langt kortere format end i gamle dage. Det hele er sluttet nu med tre dage i Alperne, hvor fredagsetapen har haft karakter af opvarmning inden de to afgørende etaper, hvor lørdagsetapen ofte har været den sværeste, og søndagsetapen er en kort, intens sag, hvor alt har kunnet vendes på hovedet til allersidst, som det skete i 2014, 2015, 2017 og 2020.

Den opskrift følges kun delvist i 2022. Her har man nemlig skruet ned for antallet af bjergetaper. Hvor løbet i gamle dage bestod af fire dage i Alperne, og i de seneste år har haft tre dage i de høje bjerge, er det denne gang kun i den afsluttende weekend, at klatrebenene for alvor skal i aktion. I stedet skrues der op for betydningen af Massif-Central, der nu vil være rammen om de første tre dage. Ganske vist er de to af dagene ikke skabt til klassementskørsel, men den lille bjergetape, som vi i de senere år har haft i området, har til gengæld for første gang mål på en stigning, dog kun en kortere puncheuragtig en af slagsen. Det reducerede klatrepensum modsvares også af, at enkeltstarten, der igen kommer onsdag, er den længste siden 2012 og nu endda i fladt tonserterræn - lidt som vi så det i gamle dage, hvor man ofte havde 40 km i tonserterræn midtvejs i løbet. Derudover er løbet sjældent venligt over for holdbare sprintere, da ikke færre end halvdelen af de otte etaper i teorien kan ende i en eller anden form for spurt, hvilket er betydeligt flere end vanligt, selvom alle etaperne har ganske mange højdemeter.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Løbet fastholder sin nye tradition med en indledende rundstrækningsetape i Massif-Central, men hvor vi i tidligere år har haft ganske svære ruter med gode chancer for udbrud og angreb, er der denne gang skruet så meget ned for vanskelighederne, at det ligner en dag for de holdbare sprintere. De forventes også at få chancen på den anden dag i regionen, for selvom andendagen byder på hele 3000 højdemeter, afsluttes etapen med 60 lettere kilometer. Besøget i Massif-Central afsluttes med det første lille klassementsslag, når der tirsdag skal sluttes på en 6 km lang puncheurstigning.

Forskellene her vil dog være små sammenlignet med dem, vi vil se onsdag, hvor den i nyere sammenhæng meget lange enkeltstart på 31,9 km med færre end 100 højdemeter lægger op til, at wattmonstrene vil excellere og de spinkle klatrere lide. Derefter følger den mest udprægede sprinteretape om torsdagen, der er løbets letteste, men hvor et par sene bakker stadig kan sørge for, at det ikke bliver et fuldt felt, der når mål. Det gør det heller ikke fredag, hvor der igen skal klatres 3000 højdemeter, men hvor den sidste del igen er så let, at det sagtens kan blive en reduceret massespurt, selvom en udbrudssejr i udbryderbyen Gap bestemt også må være inden for rækkevidde.

I denne sjældent bjergfattige udgave skal vi helt frem til lørdagen, inden vi endelig rammer Alperne. Det sker til gengæld også med et brag, når rytterne skal ud på en lille generalprøve til Tourens 12. etape. Som til juli skal rytterne nemlig over de mægtige og mytiske Col du Galibier og Col de la Croix de Fer, men hvor man om godt en måned slutter på selveste Alpe d’Huez, afsluttes der denne gang med den ganske korte, men til gengæld stejle Montée de Vaujany.

Det er dog sandsynligt, at det helt store bjergslag skal slås søndag. Her har arrangørerne i de senere år ofte haft en etape, der kan være vanskelig at kontrollere, men sådan bliver det ikke i år, hvor etapen med en del fladere terræn synes en anelse lettere - i hvert fald for hovedpartens vedkommende. Til gengæld er afslutningen ganske brutal, når der skal sluttes på Plateau de Solaison, hvor Jakob Fuglsang sikrede den samlede sejr i 2017, og da der her er tale om en for de franske alper usædvanligt stejl og svær sag, får vi med et brag en afsluttende bjergafslutning garanti for dramatik til allersidst og fuld kompensation for, at vi i denne 2022-udgave skal vente usædvanligt længe på, at et af sportens mest udprægede bjergløb rammer bjergene.

1. etape

Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 og 2017 skippede man prologen til fordel for kuperede rundstrækningsløb, der blev vundet af hhv. Peter Kennaugh og Thomas De Gendt via udbrud, mens man i 2016 havde noget så eksotisk som en bjergprolog. I 2018 var der helt usædvanligt ingen lang enkeltstart, og derfor vendte prologen for en kort bemærkning tilbage, men siden har den igen været væk. I stedet synes arrangørerne at have forelsket sig i ideen om kuperede rundstrækningsløb, der både kan vindes fra udbrud og sene angribere, som De Gendt, Kennaugh og senest Brent van Moer i 2021, eller i en spurt i en reduceret gruppe, som Edvald Boasson Hagen gjorde i 2019, hvor løbet ganske vist ikke åbnedes med en rundstrækning. Det gør den til gengæld i år, hvor åbningsetapen helt følger den nyere trend, men denne gang med en knap så vanskelig finale som sidste år, hvorfor de holdbare sprintere kan drømme om sejren, hvis ikke de som sidst lade sig snyde af en stærk udbryder.

Med en distance på 191,8 km er der tale om en ganske lang åbningsetape, der fører feltet fra La Voulte-sur-Rhone til Beauchastel. Der er tale om to nabobyer i Rhone-dalen, og derfor består etapen af ture ud i det kuperede terræn vest for de to byer. Fra start kører man kortvarigt mod nord op langs den flade dal, men hurtigt drejer man mod sydvest for at køre mod sydvest, nordvest og sydvest op ad kategori 2-stigningen Col de Leyrisse (9,9 km, 4,2%), der er en helt jævn stigning uden stejle procenter, og hvis top rundes efter 19,5 km.

Den leder op til et småkuperet plateau, som følges mod sydvest og nordvest, inden det går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Cote des Baraques (3,3 km, 6,6%), der stiger med 7-8% over de første 2 km og derefter med 4,9% over de sidste 1300 m frem mod toppen, som rundes efter 41,0 km. Igen leder den op til et småkuperet plateau, som kortvarigt følges mod sydvest, men hurtigt kører man videre mod sydvest ad en meget teknisk nedkørsel, inden man drejer mod sydøst for at følge en lang og let faldende vej hele vejen ned til byen Les Ollieres-sur-Eyrieux, der nås efter 87,9 km. Her rammer man den afsluttende rundstrækning, hvorpå man kører de sidste 41,2 km af denne, hvilket betyder, at man efter 93,1 km når toppen af kategori 3-stigningen Cote du Chambon de Bavas (4,7 km, 5,2%), inden man efter 129,1 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens indlagte spurt.

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 62,3 km lange rundstrækning. Først går det med det samme mod vest og sydvest væk fra Rhone-dalen, men da man følger floden Eyrieux, stiger det kun ganske let, indtil man for anden gang er fremme i Les Ollieres-sur-Eyrieux. Her drejer man med det samme mod syd væk fra floden for igen at køre op ad kategori 3-stigningen Cote du Chambon de Bavas (4,7 km, 5,2%), der er en helt jævn stigning med top efter 155,8 km. Herefter går det mod sydvest ad et kort fladt stykke, inden man fortsætter mod sydvest op ad den ikke-kategoriserede Col du Moulin a Vent (3,4 km, 4,8%), hvis top rundes efter 161,1 km.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Herfra resterer fortsat 30,7 km, som indledes ed en teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og sydvest ned til byen Privas, der passeres efter 168,4 km. De sidste 23,4 km indledes nu med, at man kører mod nordvest ad en lige og ganske let faldende vej tilbage til Rhone-dalen, som nås, når der resterer 9,2 km. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad en helt flad og lige vej lange den store flod frem til målbyen, hvo vejen byder på en rundkørsel med 3,2 km igen, hvorefter den 7 m brede og flade vej kun bugter sig let, idet sidste kilometer dog stiger ganske let med 0,2% i snit.

Etapen byder på i alt 2472 højdemeter.

Det synes at være blevet en tradition for Dauphiné at starte med ret uforudsigelige etaper, der akkurat er så svære, at de vil være for hårde for langt de fleste hurtige folk. Sådan har det ofte været, og sådan er det delvist også i år. Denne gang er rundstrækningens stigninger dog relativt bløde og kommer langt fra mål, ligesom der er meget fladland til sidst. Stigningen vil stadig tage livet af de rene sprintere, men meget taler for, at det skal ende i en reduceret massespurt, hvis da man kan blive enige om at jagte et udbrud i et løb, der har meget få hurtige folk.

Beauchastel har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

2. etape

Criterium du Dauphiné plejer altid at byde på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte kommer den første af disse på mandagens etape, inden bjergene tårner sig op i Alperne i løbets anden halvdel. Også den trend har ASO brudt i de senere år, og nu synes traditionen i stedet at være, at man de først to dage skal besøge det kuperede Massif-Central. Sådan er det også i år, men denne gang forlænger man besøget til tre dage, samtidig med at man skubber den svære af etaperne til tredjedagen. Det betyder, at de hurtige folk kan drømme om endnu en reduceret massespurt på andendagen, men da man undervejs skal op i næsten 1500 m og klatre 3000 højdemeter, venter der en nedslidende dag, der stiller krav til holdbarheden, og som også kan være vanskelig at kontrollere i et felt, der er fattigt på hurtige folk - også fordi en bakke i finalen måske kan bruges til sene angreb.

I alt skal der tilbagelægges 169,8 km mellem Saint-Peray og Brives-Charensac. For anden dag i træk startes der i Rhone-dalen, men denne gang sluttes der dybt inde i det kuperede Massif-Central. Starten er let, da man kortvarigt kører mod nord op langs dalen, men hurtigt drejer man mod sydvest for at køre ind i bakkerne. Det ser via en stigning (4,7 km, 4,6%), hvis top rundes efter 22 km, hvorefter man følger et først let stigende og siden let faldende plateau mod sydvest ned til byen Lamastre, som nås efter 42,5 km.

Her drejer man mod nordvest for at følge en let stigende vej, inden det går mod vest op ad kategori 3-stigningen Cote de Desaignes (5,0 km, 4,3%), der har 3 km med 5-6%, men starter og slutter med en let kilometer. Toppen rundes efter 56,2 km, men der venter ingen nedkørsel. I stedet fortsætter det med at stige mod sydvest, inden man kører direkte videre mod vest op ad kategori 3-stigningen Cote de Saint-Agrève (5,6 km, 4,7%), der er en helt jævn stigning med top efter 63,5 km.

Nu bliver det endelig lidt lettere, når en teknisk nedkørsel leder mod sydvest og sydøst ned til Le Cheylard, som nås efter 87,0 km. Derfra går det mod sydvest ad en let stigende vej, inden man kører mod syd og sydøst op ad dagens hovedudfordring, kategori 3-stigningen Col de Mezilhac (11,6 km, 4,1%), der er en alenlang stigning, hvis 9. kilometer stiger med 6,7%, men ellers aldrig stiger med mere end 5%.

Toppen rundes efter 109,9 km, hvorefter de sidste 60,0 km indledes med et let stigende stykke, som fører mod nordvest op til dagens højeste punkt, hvor dagens spurt kommer efter 124,3 km. Et småkuperet plateau følges videre mod nordvest, inden en let nedkørsel leder videre mod nordvest ned til byen Lantriac, der passeres efter 154,2 km.

De sidste 15,6 km indledes nu med, at man kører mod syd op ad en bakke (1,0 km, 5,2%), hvis top kommer 13,5 km fra stregen. En kort nedkørsel leder mod nordvest og vest, inden man fortsætter mod vest op ad kategori 3-stigningen Cote de Rohac (1,2 km, 5,9%), der er en relativt jævn stigning med top efter 160,8 km. Herfra resterer 9,0 km, der går ad en relativt lige og generelt let faldende vej mod nordvest, idet der dog er en lille bakke undervejs. Det falder hele vejen ned til de sidste 2 km, der er stort set helt flade. Man drejer skarpt med 3500 m igen, inden man med 1400 m og 1000 m igen skal igennem rundkørsler. Lige efter den sidste drejer man blødt ind på en bro, der leder over Loire-floden, hvorefter man med 900 m igen tager to skarpe sving, inden man med 600 m igen skal til højre i en rundkørsel, hvorefter den 7 m brede vej kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 2956 højdemeter.

Målt på antallet af højdemeter er det en voldsom etape, men den lange stigning er blød og har top med 60 km til mål. Det lægger ikke op til offensiv kørsel, og da der nu er en førertrøje at forsvare, burde det blive svært for et udbud at holde hjem. Den sidste lille bakke er imidlertid ikke let og kan dels rydde yderligere ud i feltet og bruges som afsæt til angreb, men mest taler for, at vi også på denne etape skal have en reduceret massespurt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Brives-Charensac har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

3. etape

I de senere år, hvor løbet er begyndt at besøge Massif-Central, er det blevet kutyme, at man i den første halvdel har en etape, der er så svær, at den måske kan vise lidt om styrkeforholdet mellem klassementsrytterne. Sådan er det også i år, hvor et ekstra langt ophold i regionen betyder, at den kommer en dag senere, end den plejer. Som noget nyt er der også mål på toppen af en stigning, og selvom der blot er tale om en kategori 2-stigning med en næsten flad sidste kilometer, hvorfor der formentlig lægges op en spurt i en lille favoritgruppe, er det på denne tirsdag, at vi måske kan få en første lille ide om, hvem der kan vinde løbet - eller rettere hvem der ikke kan.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

I alt skal der tilbagelægges 169,0 km mellem Saint-Paulien og Chastreix-Sancy. Hele etapen foregår i Massif-Central, og det er derfor hårdt fra start, når man kører mod nord ad en stigende vej frem til Sambadel, som passeres efter 16,4 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en vel, der generelt er let faldende, med afbrydes af en bakke, frem til byen Laval-sur-Doulon, som passeres efter 39,7 m. Herfra går det med det samme mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Cote de Saint-Vert (3,5 km, 6,5%), der stiger relativt jævnt frem mod toppen, som nås efter 44,7 km.

Nu følger etapens letteste fase. En ikke alt for kringlet nedkørsel leder mod nordvest ned til det helt flade område i Issoire-dalen. Derfor bliver det helt fladt, når man først snor sig mod nordvest frem til byen Moriat, som passeres efter 77,5 km, hvorefter det går mod nord ad en lige og flad vej frem til byen Issoire, hvor dagens spurt kommer efter 96,9 km. Her drejer man mod vest for at køre mod vest, nordvest, igen vest og nordvest og slutteligt sydvest, idet det langsomt begynder at stige.

Efter 124,8 km når man frem til Murol, hvor man drejer mod syd for at køre op ad en stigning (2,6 km, 6,2%), hvorefter et kort plateau leder videre mod syd. Nu går det mod sydvest op ad kategori 4-stigningen Cote de Besse-en-Chandesse (1,2 km, 6,0%), der er en jævn stigning med top efter 136,4 km, men herefter fortsætter det med at stige, når man fortsætter mod sydvest, inden det faldet let mod sydvest ned til Picherande, hvor man efter 151,4 km skal over en lille bakke (1,3 km, 4,5%).

Derfra går det mod nordvest og nord igennem terræn, der går først let nedad, siden let opad, da atter let nedad og slutteligt igen let opad frem til byen Chastreix, hvor finalen indledes. Det sker, når man drejer mod nordøst for at køre op ad den afsluttende kategori 2-stigning. Den stiger med 5,6% over 6,2 km, men tallene snyder. Over de første 5 km er der således 3 km med 7-8% og to kilometer med 5-6%, men derefter følger 1000 m med bare 0,5%, inden det slutter med en 200 m lang rampe med 8,1%. Stigningen går ad en relativt lige og 6 m bred vej med kun to hårnålesving, det sidste med 2000 m igen, mens der på den sidste kilometer er to kurver, hvoraf den sidste er relativt kraftig og leder ind på den bare 50 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2707 højdemeter.

Den sidste stigning er ikke nogen voldsom sag, og selvom den har to sværere kilometer, inden den flader ud, er det næppe en dag, der vil gøre forskelle mellem de bedste. Meget kunne tale for, at en decimeret favoritgruppe skal spurte på den sidste 200 m lange rampe, men det kan også blive en ukontrollerbar afslutning, hvor lidt stilstand på den flade kilometer meget hurtigt kan blive brugt til et overraskende angreb, der kan snyde favoritterne.

Chastreix-Sancy har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

4. etape

Inden ASO overtog fra den gamle ledelse, fulgte løbet et helt fast mønster, hvor der altid lå en 40-50 km lang enkeltstart om onsdagen. Siden magtskiftet har der imidlertid været plads til betydeligt flere eksperimenter, hvor det mest gennemgående træk har været, at man ligesom i Touren har skåret gevaldigt ned på enkeltstartskilometerne. Som regel har dog stadig været en halvlang en af slagsen, men slet ikke med samme distance som tidligere. I 2018 var den helt usædvanligt afløst af et holdløb, men mønsteret synes at være, at den har genfundet sin plads. I hvert fald er den som i 2017, 2019 og 2021 med igen - 2020-udgaven var jo forkortet og derfor uden enkeltstart - og denne gang vender man endda delvist tilbage til fortiden. Med en distance på hele 31,9 km er der nemlig tale om den længste enkeltstart, siden man i 2012 kørte 32,5 km, og da man samtidig dropper de relativt kuperede ruter, man ofte har set, til fordel for en flad tonserenkeltstart med færre end 100 højdemeter, vil de sande specialister endelig kunne slikke sig om munden med samme glæde, som de gjorde tilbage i nu svundne tider.

I alt skal der tilbagelægges 31,9 km mellem Montbrison og La Bâtie d’Urfé. Der er tale om to byer i den flade Loire-dal, og dermed er der lagt op til tonserterræn. Indledningsvist e det en anelse teknisk med fem sving i tillæg til et par blødere sving, men man snor sig ud mod sydøst gennem startbyen, men efter 1,6 km drejer man mod nordøst ad en flad vej, der kun afbrydes af få sving, indtil man efter 11,6 km når frem til Mornand-en-Forez, hvor den første mellemtid tages.

Her drejer man mod nordvest for at følge en lige og flad vej, inden man kort efter drejer mod sydvest for igen at køre gennem fladlandet. Først efter flere kilometer følger endnu et sving, hvorefter man kører mod nord ad en let stigende vej frem til den anden mellemtid, der tages efter 21,0 km.

Den lige vej bliver herefter flad, mens man fortsætter mod nord, inden der følger to skarpe sving, der adskilles af et let faldende stykke, det sidste med 4,1 km igen. Herfra er det igen næsten helt fladt, når man fortsætter mod nord og nordvest frem til den røde flamme, hvor man drejer skarpt mod vest, hvorefter vejen bugter sig let frem til to skarpe sving med 200 m og 50 m igen, inden man rammer den 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 96 højdemeter.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

I gamle dage havde Dauphiné ofte relativt flade enkeltstarter, men i de senere år har de ofte været mere kuperede. Sådan var det også sidste over, hvor rytterne over den halve distance skulle klatre mere end 300 højdemeter. I år er det imidlertid en tilbagevenden til fortiden på en rute, der både er ganske lang og nærmest blottet for højdemeter. De tekniske udfordringer er også begrænsede, og derfor er der lagt op til en dag, hvor de sande specialister og wattmonstre vil excellere.

La Bâtie d’Urfé har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

5. etape

Inden ASO overtog ansvaret, var det helt fast, at Dauphiné altid sluttede med fire store bjergetaper, hvor der oftest var mål på toppen om torsdagen og lørdagen og flade finaler fredag og søndag. Den faste tradition har ændret sig i de senere år, hvor der også i løbets anden halvdel har været enkelte muligheder for sprinterne, selvom bjergerne altid har domineret weekenden. I 2018 vendte man tilbage til den gamle model med fire store dage i bjergene, men den nye tradition med en flad torsdagsetape er blevet den nye norm. Denne gang har arrangørerne endda henlagt løbets letteste etape til femtedagen, og selvom der stadig skal klatres 2000 højdemeter og bydes på to bakker i finalen, taler alt for, at vi skal have en større massespurt denne eftermiddag.

I alt skal der tilbagelægges 162,3 km, der fører feltet fra Thizy-les-Bourges til Chaintré. Startbyen ligger i udkanten af det kuperede Massif-Central, mens målbyen er placeret i den flade Saone-dal, og derfor er det indledningen, der er vanskeligst. Det falder indledningsvist, når man kører mod nordøst og syd væk fra målbyen, inden man kører mod nord ad en let stigende vej. Kort efter drejer man mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Col des Ecorbans (4,2 km, 5,6%), der er en jævn stigning med top efter 27,9 km. En let nedkørsel leder nu mod nordøst og nordvest ned til dagens spurt, som kommer efter 43,8 km. Umiddelbart herefter tager man hul på dagens hovedudfordring, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Dun (4,9 km, 6,8%), der stiger jævnt med ca. 6% over de første 4 km, inden den slutter med 9,2% over den sidste lille kilometer frem mod toppen, som rundes efter 52,3 km.

Den markerer til gengæld afslutningen på den hårde start. En let nedkørsel leder mod nordøst, hvorefter man kører mod nordvest ad en lang og relativt flad vej, der leder frem til byen Lugny-les-Charolles, hvor man drejer mod nordøst for at køres frem til Charolles, som passeres efter 83,1 km i det nordligste punkt. Nu følger man en let stigende vej mod sydøst, inden man drejer mod nordøst, hvorefter det begynder at falde let. Herfra snor man sig igennem let faldende og senere fladt terræn mod nordøst.

Finalen indledes, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Col du Bois Clair (2,7 km, 3,7%), der har 500 m med 6,5% på den første kilometer, men ellers er meget let. Toppen rundes efter 138,2 km, hvorefter det går mod syd via en nedkørsel og småkuperet terræn. Kort efter drejer man mod sydøst for at passeres kategori 4-stigningen Cote de Vergisson (1,8 km, 4,8%), der efter 500 m med 1,2% stiger med 5,3% over en kilometer og slutter med 300 m med 9,4% frem mod toppen, som rundes efter 149,6 km.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Herfra resterer 12,7 km, som indledes ed en nedkørsel, der leder videre mod sydøst, inden det går ad en let faldende vej ind mod målbyen. Med 5000 m igen drejer man skarpt til højre, hvorefter der er to rundkørsler med 3100 m og 2000 m igen, mens det går ad en lige, flad og 6 m bred vej frem til stregen.

Etapen byder på i alt 1991 højdemeter.

I Dauphiné kan man aldrig regne med fladt terræn, og derfor er dette noget af det letteste, man kan få. Den første af de to finalestigninger er ganske let, mens den sidste er en anelse vanskeligere. Den kan måske blive for svær for de tungeste, men dem er der ikke mange af i årets løb. Den ligger for langt fra mål og er for let til at kunne bruges til farlige angreb, og derfor tegner meget til, at vi får en massespurt i Chaintré.

Chaintré har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

6. etape

I de gode, gamle dage sluttede Dauphiné som sagt altid med fire store bjergetaper i Alperne, men den nye tradition med en tidlig bjergetape i Massif-Central betyder, at man nu plejer at nøjes med tre af slagsen. Sådan bliver det imidlertid ikke i årets sjældent bjergfattige udgave af bjergløbet, og i stedet for et første lidt blødere bjergslag venter en etape, der minder om de foregående. Med hele 3000 højdemeter på programmet over næsten 200 km er det alligevel en voldsom udfordring, og med udsigt til store dage i bjergene i weekenden og lidt større forskelle i klassementet, kunne det blive en chance for en udbryder til at sikre sig en sejr - meget passende i Frankrigs mest kendte udbryderby, Gap - hvis ikke der er en holdbar afslutter med mod på at gå efter en sidste spurt, inden der går bjergfest i den.

Med en distance på 196,5 km er der tale om løbets længste etape, der fører feltet fra Rives til Gap. Startbyen ligger ved Isere-floden, og derfor er det helt fladt, når man lægger ud med at køre mod sydvest hen langs floden i ca. 40 km. Herefter slutter fladlandet imidlertid brat, når man drejer mod sydøst for at køre væk fra dalen, hvorefter det går mod syd op ad kategori 4-stigningen Cote de Sainte-Eulalie-en-Royans (2,0 km, 4,4%), der har en nem første kilometer og en anden kilometer med 4-7%, inden toppen rundes efter 41,6 km. Et meget kort, fladt stykke leder nu mod sydøst, inden det går mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote des Grands Goulets (5,8 km, 4,7%), der har 3 km med 5-6%, men derudover er let. Toppen rundes efter 50,2 km og leder op til et let stigende plateau, som følges mod sydøst og syd, inden det går mod syd op ad kategori 2-stigningen Col de Rousset (6,6 km, 5,0%), der er en jævn stigning med top efter 74,3 km.

Det markerer afslutningen på den sværeste del af etapen. En meget teknisk nedkørsel leder mod syd ned til byen Die, der nås efter 94,5 km. Her drejer man mod sydøst for at følge en lang og let stigende vej over ca. 30 km, inden man drejer mod nordøst for at køre igennem let stigende terræn frem til dagens spurt, som er placeret efter 128,9 km. Umiddelbart herefter går det mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Col de Cabre (9,1 km, 4,6%), der er en helt jævn stigning med top efter 138,7 km.

Herfra resterer fortsat 57,8 km, som indledes med en småteknisk nedkørsel, der leder mod sydøst. Nu går det ad en lige og flad vej videre mod sydøst, indtil man efter 154,2 km drejer mod nordøst og senere øst og sydøst for at køre ad en lige og let stigende vej frem til La Fresissinouse, som passeres efter 179,9 km. NU falder det ad en snoet vej mod nordøst ned til målbyen Gap, hvor man passerer tæt forbi mål. Man fortsætter dog mod nordøst ud ad byen via en bakke (3,2 km, 2,8%), hvis sidste 600 m stiger med 5,2%). Toppen rundes med 4,2 km igen, hvorefter det falder let resten af vejen, indtil den sidste kilometer er flad. Der er tre sving i rap mellem 4 km- og 3-mærkerne, men derefter afbrydes den lige og 7 m brede vej bare af to rundkørsler med hhv. 1500 m og 1000 m igen.

Etapen byder på i alt 2958 højdemeter.

De væsentligste udfordringer ligger tidligt på etapen, og da den sidste lille bakke ikke er svær, er det bestemt muligt, at vi kan få endnu en spurtafgørelse. Det afhænger af, hvor sultne de få hurtige folk er, for det kræver noget arbejde at kontrollere så lang en etape med 3000 højdemeter, når der venter to svære bjergetaper i weekenden. Da tidsforskellene må ventes at være fornuftige på dette tidspunkt, er chancen for en udbrudssejr derfor ikke ringe.

Gap er kendt som Frankrigs førende udbryderby, og Touren har i dette årtusinde været forbi mange gange. Hver eneste gang er det blevet til udbrudssejre med sejre til Matteo Trentin (2019), Ruben Plaza (2015), Rui Costa (2013), Thor Hushovd (2011), Sergio Paulinho (2010), Pierrick Fedrigo (2006) og Alexandre Vinokourov (2003). Dauphiné har været forbi én gang i samme periode, nemlig i 2014, hvor Yury Trofimov kørte alene hjem fra et udbrud, mens Gustav Erik Larsson og Pim Ligthart tog de øvrige podiepladser. Endelig var Paris-Nice forbi i 2004, hvor Denis Menchov vandt en firemandsspurt foran Samuel Sanchez, Floyd Landis og Dave Bruylandts.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

7. etape

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, men i år kan man diskutere, hvilken af de to weekendetaper der er vigtigst. Uanset status skydes bjergfesten, der i år kun strækker sig over to dage, i gang med et sandt brag af en etape, der på mange måder er en generalprøve på Tourens med spænding imødesete 12. etape. På denne første dag i Alperne skal man nemlig over to af Tourens mest legendariske stigninger i form af Col du Galibier og Col de la Croix de Fer, som man også skal det under Touren til juli, men hvor man til den tid slutter på Alpe d’Huez, har denne Dauphiné-etape en lidt blødere afslutning. Etapen slutter nemlig på den korte Montée de Vaujany, men hvad den ikke har i længde har den i stejlhed, og efter en dag med næsten 4000 højdemeter over bare ca. 135 km vil de stejle procenter på den lille mur i Alperne utvivlsomt give et helt klart fingerpeg om, hvem der vil vinde årets udgave af Tourens vigtigste forberedelsesløb.

Med en distance på bare 134,8 km er der tale om en af de korte bjergetaper, som løbet er begyndt at dyrke, og den fører feltet fra Saint-Chaffrey til Vajauny. Allerede fra start slås tonen an, når man følger en stigende vej mod nordvest frem til Le Monetier-les-Bains, hvor dagens spurt kommer allerede efter 5,2 km, og derfra fortsætter man mod nordvest direkte på ad frygtede Col du Galibier, der er uden for kategori. Fra denne siden er den dog mere moderat med 5,1% over 23,0 km, og de første 14 km stiger bare med 2-5%. Derefter følger 6 km med 6-9%, inden den igen flader ud med 5-6% over 2 km frem mod den sidste kilometer, der er den sværeste med sine 9%.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Toppen rundes efter 25,4 km og efterfølges af en i starten og mod slutningen teknisk, men generelt meget enkel nedkørsel, der leder mod nord ned til Saint-Michel-de-Maurienne, idet nedkørslen dog afbrydes af en lille stigning, der leder op til Col du Telegraphe, hvis top passeres efter 49,5. Saint-Michel-de-Maurienne nås efter 61,2 km, og derfra får det mod nordvest ad en let faldende dalvej frem til Saint-Jean-de-Maurienne, der nås efter 73,8 km.

Her tager etapen fat igen, da man nu kører mod syd og nordvest op ad Col de la Croix de Fer, der også er uden for kategori. Den stiger med 5,2% over hele 29,0 km, men man skal ikke lade sig snyde. De første 4 km stiger med 5-10%, hvorefter der venter 2 km nedkørsel, inden det gælder det sværeste stykke med 6 km med 7-10%. Nu venter imidlertid et 4 km langt plateau og et blødt stykke med 3-5% over 7 km, inden den igen tager fat med 6 km, der stiger jævnt med 6-9% frem mod toppen, som rundes efter 103,9 km.

Herfra resterer bare 30,9 km, der indledes med en ganske let nedkørsel, som fører mod sydvest og syd, idet den dog to gange afbrydes af små bakker (hhv. 1,3 km med 4,5% og 1,4 km med 6,4%). Dalen nås i byen Le Verney, hvor man med det samme kører mod nordøst op ad den afsluttende kategori 2-stigning Montée de Vaujany. Den stiger med 7,2% over 5,7 km, men også her snyder tallene. De første fire kilometer stiger således med hhv. 10,2%, 9,3%, 5,8% og hele 12,5%, men derefter er den næste kilometer let faldende, inden de sidste 700 m stiger med 7,3%. Stigningen har 8 hårnålesving på den nedre del, det sidste med 2700 m igen, hvorefter en lige vej leder frem til de to sidste hårnålesving med 1300 m og 300 m igen. Det sidste er ganske skarpt og leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3828 højdemeter.

Med både Galibier og Croix de Fer lugter etapen af mytiske Tour-etaper, og terrænet er til en tidlig offensiv i de tynde luftlag. Det er dog den første bjergetape, og derfor vil der formentlig blive kørt mere afventende. Meget kunne tale for, at det mere bliver udskilning bagfra over de to lange stigninger, inden favoritterne vil slås om det på den sidste stejle mur, der i 2016, hvor Chris Froome og Richie Porte kørte Alberto Contador ud af trøjen viste, at den trods den beskedne distance kan gøre forskelle, også selvom de dengang var beskedne med 14 mand inden for 31 sekunder. En udbrudssejr synes heller ikke helt umulig, da forskellene vil være af en vis størrelse, og mange vil have søndagen i tankerne, men som regel kører favoritterne om det på den første bjergetape.

Vaujany har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Dauphiné i 2016, hvor Chris Froome og Richie Porte kørte fra alt og alle, inden briten slog australieren i spurten, mens Adam Yates og Dan Martin nåede mål 19 sekunder senere, og den førende Alberto Contador tabte 21 sekunder og førertrøjen til Froome.

Læs også

Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg

8. etape

De fleste kan vel huske 2017-udgaven af løbet, hvor en aggressiv Chris Froome tidligt fik isoleret den førende og voldsomt stærke Richie Porte, der blev angrebet fra start til mål, og til slut måtte lade Jakob Fuglsang køre hjem til karrierens klart største sejr. Arrangørerne oplevede en gentagelse i 2020, hvor isolerede Thibaut Pinot tabte løbet til Daniel Martinez, men det er tvivlsomt, om vi får en gentagelse i år. Efter fuserne i 2019 og 2021, hvor stærke hold kunne lægge sidste etape i et jerngreb, har man nemlig denne gang designet en betydeligt lettere rute, der ikke lægger op til festfyrværkeri fra distancen. Til gengæld skal der sluttes på Plateau de Solaison, der er en sjældent stejl og svær stigning for de franske alper, og derfor kan det meget vel vise sig, at det først er til allersidst, at det største opgør i kampen om den samlede sejr skal slås - faktisk på præcis samme stigning, hvor Fuglsang udnyttede Froomes og Portes magtkamp til at tage det, der dengang var karrierens største sejr.

Det er blevet en tradition, at den sidste bjergetape er en kort sag, og det gælder også i år, hvor der skal køres bare 138,8 km mellem Saint-Alban-Leysse og Plateau de Solaison. Starten er brutal, da rytterne med det samme kører mod nord op ad kategori 1-stigningen Col de Plainpalais (8,8 km, 6,5%), der er en relativt jævn stigning med procenter på 7-9%, dog afbrudt af to fladere stykker undervejs. Toppen rundes efter 8,8 km, hvorefter en relativt enkel nedkørsel leder mod nordøst ned til Lescheraines, hvorfra man efter 20,6 km med det samme sætter kursen mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Col de Leschaux (7,9 km, 4,5%), der er en lettere stigning uden stejle procenter.

Toppen rundes efter 30,8 km, hvorefter den hårde start er ovre. Nu leder en teknisk nedkørsel mod nord ned til dalen, der efter 39,7 km nås i byen Saint-Joriz. Her kører man ad den flade dalvej mod øst, sydøst og nordøst frem til Saint-Ferreol, som nås efter 60,5 km, hvorfra rytterne fortsætter mod nordøst og senere nord op ad en bakke (4,4 km, 5,5%), der efter en kort nedkørsel efterfølges af den ikke-kategoriserede Col du Marais (3,6 km, 3,4%), hvis top passeres efter 70,5 km. En nedkørsel leder videre mod ord ned til Thônes, som nås efter 75,7 km, hvorefter man kører mod nordøst op ad en bakke (3,7 km, 5,9%), som leder op til Le Grand-Bornand, hvor dagens spurt køres efter 88,1 km.

Nu tager etapen for alvor fat igen, når man kører mod nordøst op ad den kendte kategori 1-stigning Col de la Colombiere (11,8 km, 5,8%), hvis data snyder. De første 5 km stiger således med 4-7%, inden der venter et 2 km langt plateau, hvorefter de sidste 4,8 km stiger jævnt med 6-8% frem mod toppen, som rundes efter 100,5 km.

De sidste 38,3 km indledes nu med en kun kortvarigt vanskelig nedkørsel, som leder mod nordøst og nordvest ned til byen Scionzier, som passeres efter 116,0 km. Herfra kører man kortvarigt mod vest igennem den flade dal, inden det store slag indledes, når man drejer mod syd for at køre op ad Plateau de Solaison (11,3 km, 9,2%), der er uden for kategori. Den indledes brutalt med 4 km med 10-12%, hvorefter de næste 6 km stiger med 8-10%, inden afslutningen er lettere med 6-8% over de sidste 1300 m. Stigningen har en hel serie hårnålesving på den nedre og stejle de, men over de sidste fem kilometer er der kun fire af slagsen, to i rap lige inden 3 km-mærket og igen med omkring 1500 m igen, hvorefter det sidste leder ind på den 200 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på 3782 højdemeter.

Dauphiné er et løb, der aldrig er ovre, før den fede dame har sunget. I 2014, 2015, 2017 og 2020 var vi vidner til store dramaer på meget aggressive afslutningsetaper, hvor korte distancer og bjergrigt terræn blev brugt til at skabe fremragende cykelløb. I år betyder en generelt lettere etape, at vi formentlig skal vente til sidste stigning, inden vi får det store slag. Til gengæld er det formentlig her, vi vil se det helt store opgør, når der bydes på en afslutning, der er betydeligt stejlere, end vi normalt ser det i de franske alper. I tidligere år har det ofte været lørdagsetapen, der på papiret har været den vigtigste, men i år tyder meget på, at vi vil se de største afstande i et stort bjergslag på sidstedagen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 Livestream Criterium du Dauphiné uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Criterium du Dauphiné og vind flotte præmier

Favoritterne

Criterium du Dauphiné er altid et af årets mest imødesete løb, fordi det giver en første mulighed for at vurdere formen på Tour-favoritterne. Ser man bort fra 2018, hvor kalenderændringen førte til et usædvanligt tamt felt, har det i særdeleshed været tilfældet i de senere år, hvor snart sagt alle Tour-favoritter har prioriteret det franske løb over Tour de Suisse. Mest markant var det selvfølgelig i 2020, hvor den coronakaotiske kalender betød, at klassementsfeltet i Dauphiné nærmest én til én var identisk med det, vi så i Touren - i hvert fald indtil det store styrt i netop Dauphiné kombineret med den pauvre form hos Geraint Thomas og Chris Froome fik rystet posen lidt inden Tour-starten.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Sådan er det ikke helt i år. Ganske vist har Dauphiné endnu engang givet den schweiziske pendant klø i kampen om at tiltrække Tour-kaptajnerne, men fordelingen er mere ligelig, end den har været det de senere år. Det er i hvert fald meget specielt, at Ineos for første gang i holdets historie bruger Tour de Suisse som deres Tour-generalprøve med deltagelse af næsten hele deres forventede Tour-trup. Den rolle plejer Dauphiné at spille, men i år kommer briterne til Italien med et mindre B-hold. Derudover er det markant, at navne som Aleksandr Vlasov, Alexey Lutsenko og Thibaut Pinot også kører i Schweiz, og selvom der målt på antal ikke er nogen tvivl om, at Dauphiné også i år er den største generalprøve, er fornemmelsen en anelse mindre markant end vanligt. Det skyldes naturligvis også fraværet af Tadej Pogacar, der for anden gang skipper løbet, men da Primoz Roglic denne gang er med i feltet efter et 2021 helt uden juniløb, bliver vi heldigvis denne gang betydeligt klogere af det franske løb, end vi gjorde for et år siden.

Desværre kan det også kvæle spændingen. Sidste år betød fraværet af begge de to slovenere, at det var et sjældent åbent Dauphiné. Der tegnede sig et lige så åbent og spændende løb som i 2018 og 2019, hvor det efter nogle år med forudsigelig Froome-dominans var langt mere uklart, hvem der ville vinde, og i hvert fald helt anderledes åbent end i 2020, hvor Roglic stillede til start som tårnhøj favorit - en status, han levede op til, indtil et styrt kostede ham den ellers allerede stort set stensikre sejr. I år kan man føle sig lidt hensat til de gode, gamle Froome-dage, hvor briten vandt løbet tre gange på fire år.

Det er ikke nogen ny situation, at flere Tour-navne støder sammen i Dauphiné, men betydningen af et godt resultat allerede i juni har været lidt forskellig over årene. Tidligere syntes der at være en meget klar tendens til, at løbet hovedsageligt var forberedelse, og mange af favoritterne var ofte meget langt efter de bedste. Det er eksempelvis sigende, at Alberto Contador selv i de år, hvor han var totalt dominerende, aldrig vandt det franske løb.

Det har imidlertid ændret sig, siden Sky i 2011 satte sig på løbet. Siden da er Dauphiné i stigende grad blevet betragtet om et sted, man går efter sejren, og ikke mindst et betydeligt selvtillidsboost på vejen mod juli. Således så vi i 2012, 2013, 2015 og 2018 lavede ”The Double” med først Wiggins, siden med Froome to gange og til sidst med Thomas. Der er stadig ryttere, der som regel er langt fra niveauet i Dauphiné - det plejer eksempelvis at være tilfældet for Nibali, når han har brugt det som Tour-forberedelse - men nu om dage er Tour-favoritterne generelt mere konkurrencedygtige end tidligere.

Det forhold, at rytterne som regel har meget forskellige måder at forberede sig på, gør også Dauphiné til et af de sværeste løb at spå om. Usikkerheden bliver ikke mindre af, at alle favoritterne kommer til løbet efter en lang pause, og derfor ved de aldrig heller ikke selv helt, hvor de står. Med andre ord kan løbet være lidt af et lotteri at forudse, også selvom ruten som regel er så svær, at der ikke er mange tilfældigheder involveret.

Det burde der heller ikke være i år. Det er et ganske specielt Dauphiné i den forstand, at vi kun har to dage i Alperne. Det er ganske vist længe siden, at ASO droppede det gamle koncept med hele fire alpeetaper, men vi har tidligere aldrig haft færre end tre. Det er således en sjældent bjergfattig udgave, der tegner sig, når vi skal helt frem til weekenden, inden bjergene for alvor melder sig.

Det kompenseres der til gengæld for. Det er bestemt ikke altid, at bjergetaperne i løbet har været alt for vanskelige - eksempelvis gjorde de i forbindelse med Jakob Fuglsangs anden sejr i 2019 nærmest ingen forskel - men i år er der virkelig skruet op for vanskelighederne. Begge de to etaper har mål på så svære stigninger, at der vil opstå forskelle, og klatrerne kan således ikke klage over de muligheder, de har.

Det skyldes særligt søndagens etape. Det er svært i den franske alper at finde bjerge med samme sværhedsgrad som Plateau de Solaison, hvor det bør eksplodere til atomer. Det gjorde det også på den mindeværdige sidste etape i 2017, hvor Fuglsang udnyttede den interne magtkamp mellem Froome og den isolerede og førende Richie Porte til at køre væk til sejr. Dengang var det dog hele etapen, der var svær, og det spillede en enorm rolle for etapen, at Porte hurtigt sad alene, da Sky fik bersærk. I år er det meste af etapen lettere, og behovet for et stærkt hold til at kontrollere vil være knap så udtalt som i 2017, hvor Porte i særklasse var løbets stærkeste, men tabte løbet alene på sit hold. Det ville han næppe have gjort på årets rute, hvor han meget vel i stedet kunne være endt med at køre fra alt og alle på den sidste stigning.

Forskellene mellem de bedste vil formentlig være mindre på 7. etape. Her er der ellers tale om en voldsom udfordring med Galibier og Croix de Fer, men da det er den første af de to dage i bjergene, hvorfor folk altid er usikre på formen, og da der søndag venter en voldsom bjergafslutning, vil vi næppe se vilde offensiver på de to gigantiske alpetoppe. Det kan meget vel blive en etape, hvor det suveræne Jumbo-tog slider folk ned bagfra, inden favoritterne dyster på den stejle, men korte mur til sidst. Vi så i 2016, hvor Porte og Froome kørte fra alt og alle med ca. 20 sekunder ned til de næste, at den bestemt er rigeligt svær til at gøre forskelle, men længden betyder, at man ikke vinder minutter. For de ryttere, der falder fra på Croix de Fer, kan etapen koste enorme mængder tid, men for de ryttere, der overlever frem til muren, vil forskellene være mindre, end de vil være søndag - i hvert fald hvis etapen køres så defensivt, som man må forvente.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Særligt i kraft af Solaison burde vi se store forskelle i bjergene, men det er alligevel et svært løb at vinde for en ren bjergrytter. Det skyldes naturligvis den længste enkeltstart siden 2012. Man føler sig med mere end 30 km rent tempotons i fladt terræn hensat til tiden før ASOs magtovertagelse, hvor den 40-50 lange onsdagsenkeltstart skabte gigantiske afstande. Denne gang bliver de grundet den lidt kortere distance ikke helt så store, men over 32 km i fladt terræn kan en lille klatrer bløde til en god temporytter. Det er i hvert fald den Dauphiné-udgave i det seneste årti, hvor tempoevner synes at spille den største rolle.

Resten af løbet er en smule ensformigt med en masse meget ensartede etaper, der hverken kan kaldes fugl eller fisk. Det er klart, at den lille bjergetape tirsdag i Massif-Central bryder mønsteret, for her vil vi få de første små svar. Den sidste stigning er svær nok til, at vi bliver klogere, men det er næppe en dag, hvor bedste mand kører væk. Det kunne meget vel ende i en spurt på den lille rampe op til mål, og det vil give mulighed for, at en eksplosiv klassementsrytter kan gå efter bonussekunder.

De øvrige fire etaper vil næppe spille en rolle i klassementet. De er alle svære med et hav af højdemeter, og det kan være lidt uklart, hvordan de vil ende. Udbrud har gode chancer på i hvert fald fredagens etape, mens reducerede massespurter synes de mest sandsynlige scenarier søndag, mandag og torsdag. Vi blev dog sidste år, hvor Brent van Moer og Lukas Pöstlberger tog udbrudssejre de første to dage, mindet om, hvor meget pokerspil der kan opstå i et løb uden mange sprintere, og hvor ruterne er så hårde, at det ikke rigtigt kan betegnes som sprinterterræn heller. Nogen rolle i klassementet bør de dog ikke spille.

Vejret er også en faktor. Sidevind kan være et tema i Rhone-dalen, selvom det hører til sjældenhederne, men særligt har løbet før været ramt af rigtigt sommeruvejr, senest på kongeetapen i 2019.  I år ser vi ud til at få lidt af det hele, startende med varmen. Åbningsetapen vil finde sted i temperaturer på 30 grader, men også med en risiko for tordenbyger i finalen. Mandag vil vi igen have risikoen for kraftige tordenbyger, men det vil være ”koldere” med temperaturer på 25 grader, og vejret vil slå helt om til tirsdagen, hvor der ventes let regn, bare 15 grader og medvind på målstigningen. Onsdagens enkeltstart ventes at finde sted i overskyet og tørt vejr samt 23 grader, hvorefter solen vender tilbage på en flot torsdag (25 grader) og fredag (28 grader). Det samme gælder for weekenden, men her vil der være en risiko for de kraftige tordenbyger, og det vil være endnu varmere i dalen med 29 grader lørdag (samt modvind på de to store stigninger og medvind på målstigningen) og 26 grader søndag (samt sidemodvind på målbjerget).

Det kan altså være lidt svært at blive klog på vejrets rolle. Varmen kan mærkes, men om vi får voldsom regn eller solskin er umuligt at sige, når vi taler om kraftige tordenbyger. Vindretningen med modvind på de lange og golde bjerge i højderne om lørdagen taler for, at vi vil se relativt små forskelle, selvom der er medvind på målstigningen. Søndagens modvind i finalen vil også begrænse forskellene, selvom målbjerget er rigeligt svært. Samlet set havde klatrerne ønsket sig en anderledes vind, og det øger betydningen af enkeltstarten.

Som sagt er årets felt ikke helt så stjernebesat, som vi har set det i de bedste år, og løbet lider særligt under, at der er relativt få favoritter, der kan køre enkeltstart i et løb, hvor netop de evner spiller en stor rolle. Det gør også, at Primoz Roglic tårner sig op som den store favorit, men denne gang kommer sloveneren til løbet med større tvivlsspørgsmål end vanligt. Måske vandt han Paris-Nice i foråret, men det står helt klart, at sloveneren ikke har været sig selv i år. Det er klart, at vi kan forklare hans historisk svage præstation i Baskerlandet, hvor hans endeløse stime af sejre i de ugelange løb, han gennemfører, blev brudt, med knæproblemerne, men de var ikke et tema, da han i Paris-Nice oplevede så stor en krise, at kun Wout van Aert sikrede ham sejren, eller da han i Milano-Sanremo leverede så ”pauver” en indsats, at det måske kostede selvsamme Van Aert den sejr, han havde hjulpet sloveneren til bare seks dage tidligere.

Problemet er, at det kommer efter et 2021, hvor jeg aldrig sad med fornemmelsen af, at Roglic var som i 2019 og 2020, hvor han skræmmende overlegen og i sin egen liga. Ganske vist vandt han Vueltaen og OL i enkeltstart, ligesom han tog en flot sejr i Baskerlandet og vandt to endagsløb i efteråret, men han havde også mærkelige og sjældne offdays i Liege og Lombardiet. Niveauet var stadig tårnhøjt, men i 2021 havde han ikke den aura af usårlighed, han havde i de foregående sæsoner, og når 2022 tillige er startet skidt, kan det kun give bekymring for, om vi har set det bedste til den nu snart 33-årige Roglic.

Hvor højt hans topniveau er, finder vi formentlig først ud af til juli, når han står over for Pogacar, men selv hvis han ikke er som i sin storhedstid, vil Roglic være klar favorit til endelig at tage den Dauphiné-sejr, han reelt allerede havde sikret inden styrtet i 2020. Kun Brandon McNulty og Jonas Vingegaard kan blandt løbets øvrige favoritter komme i nærheden af sloveneren på en flad tonserenkeltstart, mens han bør vinde masser af tid på alle andre. Hans enkeltstart har nemlig ikke lidt spor skade, som vi så ved OL-vanviddet og senest i Paris-Nice, hvor han også havde en relativt traditionel rute. Det er længe siden, Roglic har kørt en ren tonserenkeltstart som denne, men da han i 2018 kørte på en lignende rute i Baskerlandet vandt han over 19 km eksempelvis med mere end 40 sekunder ned til tempostærke folk som Julian Alaphilippe og Damiano Caurso, mere end 50 sekunder ned til Pierre Latour og Ion Izagirre, 58 sekunder ned til Emmanuel Buchmann, 1.11 ned til Jack Haig, 1.16 ned til Mikel Landa og hele 1.24 ned til Enric Mas, hvilket siger alt om, hvor stor skade han vil gøre over 32 km.

Om han så klatrer på sit vanlige niveau, ved vi ikke, men mindre kan formentlig gøre det. De to eksplosive finaler på tirsdag og lørdag passer ham som fod i hose - særligt fordi modvinden på lørdagens store bjerge netop vil gøre det eksplosivt - og her kan han formentlig score i hvert fald bonussekunder. Den store udfordring kommer søndag, men i et løb, hvor han på papiret er bedste klatrer, skal han have en Paris-Nice-offday for at smide det hele, særligt fordi han bakkes op ad det i særklasse stærkeste hold. I Paris-Nice kunne han heller ikke gøre forskellen på kongeetapen, selvom han vandt, men det behøver han efter enkeltstarten heller ikke. Meldingen er, at han er helt ovre sine knæproblemer og har haft en perfekt forberedelse, og hans hold har til Feltet.dk fortalt, at det vil være bekymrende, hvis ikke han kører med de bedste. Den melding oser af forventninger, og derfor tårner Roglic sig op som manden, der skal slås.

Læs også

Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads

Enkeltstarten gør, at det kan være svært at pege på manden, der kan slå ham, og derfor er det også med tøven, jeg peger på Enric Mas som værste rival. Spanieren vil nemlig bløde masser af tid til Roglic på onsdag, da der stadig ikke er spor af tegn på, at den gode enkeltstart, han havde i 2018, 2019 og 2020, hvor han ofte var i top 10, er kommet tilbage. Tværtimod har hans to enkeltstarter igen i år været pauvre, og alt taler for, at han i det franske fladland får en syngende slovensk lussing.

Heldigvis kan Mas glæde sig over, at de to bjergetaper er vanskelige. Særligt Solaison er så svær, at han vil have en reel chance for at vende det på hovedet, hvis Roglic kører, som han gjorde på sidstedagen i Paris-Nice. Det er ellers atypisk at tro på Mas, der har været kendt som en langsom starter og i de senere år kun har kørt stærkt i grand tours, men i år har alt været forandret. Han var blandt de bedste i Tirreno, og i Baskerlandet kunne han meget vel have kørt fra alt og alle, da han virkede meget overbevisende på kongeetapen. Desværre fik han begge løb ødelagt af styrt på nedkørsler, hvilket giver bekymringer forud for dette løb også, men holder han sig på cyklen, har han i år haft så tårnhøjt et niveau, at han bør kunne måle sig med Roglic.

De er nemlig sket noget med Mas siden Vueltaen sidste år. Her kørte han jo praktisk talt lige op med Roglic frem til den sidste uge, hvor han efter et styrt var under niveau i den tredje uge, men stadig endte som samlet nr. 2. Om hans dieselmotor kan være lige så skarp i et ugelangt løb uden en grand tour i benene - og endda efter en lang pause på mere end en måned - er meget usikkert, men foråret var uhyre opløftende. Mas ligner manden, der måske kan ryste Roglic i bjergene, og derfor må han - enkeltstart eller ej - være manden med den største chance for at slå den store favorit, også fordi han på denne rute, hvor han formentlig først kan tage trøjen søndag ikke lider under det relativt svage hold.

En anden stærk kandidat er Jack Haig. Asutralieren har haft et lidt skuffende forår med en beskeden 6. plads i Paris-Nice, hvor han bestemt ikke imponerede, inden sygdom tvang ham ud af Catalonien, og han i Ardennerne var god, men ikke prangende. Samme mønster så vi imidlertid sidste år, men her var alt forandret, da vi nåede sommeren. Han blev således nr. 5 i et Dauphiné, hvor han på kongeetapen var tredjebedste klassementsmand og startede Touren som lyn og torden, inden han brækkede kravebenet. Slutteligt satte han med sin 3. plads i Vueltaen en fed streg under, hvor højt hans topniveau nu er.

Gentager mønsteret sig i år, er det først nu, at Haig vil være flyvende, igen frem mod Touren, der er hans store mål. Er hans udvikling fortsat, vil han være skarpere end sidste år, og så vil han være med helt fremme på de to bjergetaper. Også for ham gælder, at enkeltstarten er en stor udfordring, for det var den, der ”kun” gav ham en 5. plads sidste år. Denne gang passer ruten ham endda langt, langt dårligere, og vi så i Paris-Nice, at hans forbedring desværre har været ganske begrænset - måske også fordi han kører for et hold, hvis tempohistorik bare bliver ringere og ringere dag for dag. Som for Mas gælder, at det kan gøre det meget svært for ham at vinde løbet, men klatrer han bare nogle procent bedre, end han gjorde sidste år, må han være en af de ryttere, der kan gøre det onde ved Roglic på Solaison.

Helt anderledes er det med Brandon McNulty. Han er nemlig en af de få, der kan drømme om at måle sig med Roglic på enkeltstarten. Desværre har han kørt lidt halvskuffende enkeltstarter i år, og noget kunne tyde på, at hans forbedrede klatring har kostet lidt på paradedisciplinen. Uanset hvad vil han dog vinde tid på langt de fleste klassementsryttere, og han bør komme til Alperne med et af de mindste tidstab. Problemet er, at McNulty altid har været begrænset i bjergene, og spørgsmålet er, hvor meget han har forbedret sig. Hans vilde OL indikerede, at fremgangen var stor, og det indtryk blev bekræftet af hans uhyre overbevisende sæsonstart. Det var imidlertid i mindre løb, og selvom han i Paris-Nice var meget bedre end i 2021, var han stadig et stykke fra de bedste, inden først corona og siden styrtet i Liege ødelagde resten af hans forår. Nu er han klar igen, og han melder om god form og ambitioner, og med så vigtig en enkeltstart har han rutemæssigt fået en gave. Stigningerne i den sidste uge er dog så svære, at han selv med sin fremgang bør komme til kort, hvis ikke han har taget yderligere et skridt siden sidste forår. Samtidig så vi sidste år, hvor han floppede helt i dette løb, at han bestemt ikke er noget sikkert kort, når han kommer fra en pause, selvom hans sæsonstart viser, at han sagtens kan møde op i flyvende form.

Hvad så med vores spanske komet? Juan Ayuso gik ind til sæsonen som det mest spændende navn på talenthimlen, og det har han i den grad bekræftet. Det er ikke mange 19-årige, der i deres første sæson ender som nr. 5 i Catalonien og nr. 4 i Romandiet, og med den hast, hans udvikling har, er han formentlig allerede betydeligt bedre nu. Hans form er helt ukendt, men da dette løb burde være hans store sommermål, må han formodes at være stærk, og han har tidligere vist, at han mestrer kunsten at træne sig i form. Til gengæld så vi også, at han i Catalonien måske var bedste mand i det eksplosive terræn, men havde problemer på kongeetapen, og det samme gentog sig i Romandiet, hvor han var meget god på kongeetapen, der grundet modvind bare blev en sag for eksplosive folk, mens han manglede lidt på bjergenkeltstarten, hvor klatreevnerne skulle testes.

Det ændrer dog ikke på, at han stadig blev nr. 6 på den catalanske kongeetape og nr. 8 på den schweiziske bjergenkeltstart, hvor han endda kom til løbet i halvsvag form efter en gang covid-19, og han skal ikke have forbedret sig meget, inden han kører med de bedste i weekenden, selvom det er lidt uprøvet territorium for ham på dette niveau. Enkeltstarten er også et stort spørgsmål, for det har aldrig været hans spidskompetence. Hans stærke prolog i Romandiet kan indikere en fremgang, men dette er noget helt andet og den længste enkeltstart i hans karriere. Med supertalenter skal man altid regne med en overraskelse, særligt når han er uprøvet, men logikken siger et tidstab. Til gengæld har foråret også vist os, at vi skal regne med, at han i bjergene og sikkert også på enkeltstarten er endnu bedre, end man kunne forvente, og så lugter det pludselig af noget rigtigt stort for en af de få, for hvem dette løb faktisk er hovedmålet.

Alle danske øjne vil være rettet mod Jonas Vingegaard, men vi skal nok ikke have alt for store forventninger. Danskeren har nemlig nedspillet forventninger, og det samme har sportsdirektør Grischa Niermann gjort over for Feltet.dk. Danskeren havde sidste år stor succes med at bruge løbet som ren forberedelse, og selvom det dengang skyldes en skade, er det planen at gentage den succesopskrift. Det er derfor stærkt plausibelt, at Vingegaard smider tid de første dage, måske på 3. etape.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Et godt klassement er dog ikke udelukket. I år har der ingen skadesproblemer været, og hans tal er så gode, at holdet forventer, at han vil sidde med i bjergene i weekenden, hvor han i hvert fald vil teste formen. Da de første dage ikke er vanskelige, er det derfor muligt, at han kommer til enkeltstarten uden noget stort tab. Kører han herefter en fremragende enkeltstart, åbner holdet alligevel døren for hans klassement. Hans tidskørsel forbedrede sig som bekendt enormt i 2021, og selvom han skuffede i Tirreno, viste han i Baskerlandet, at fremgangen holder ved i år. Denne gang kommer etapen endda først, når han har fået sin sædvanlige rust banket af, og da det er den første lange enkeltstart siden Touren, hvor han viste, at han kan køre stærkt i fladbaneterræn over lange distancer, er der grund til at tro, at han sammen med Roglic og McNulty kan blive enkeltstartens store vinder. Desværre kan man frygte, at han igen er startet rustent og har smidt tid fra start, men er han vitterligt så velkørende, som tallene burde indikere, og ender han med at holde sig til hele vejen, kan det alligevel ende med et godt klassement, selvom det meget vel kan vise sig som en forhindring, at holdet formentlig vil føre holdet med en anden rytter frem til bjergene.

Det er også den første store test for Ben O’Connor som Tour-kaptajn for Ag2r. Også han gjorde enorme fremskridt i 2021, og de er fortsat i år. Han virkede meget overbevisende i Andalusien, og en stærk start på Paris-Nice blev ødelagt af sygdom, inden de ramte bjergene. Til gengæld var oplevelsen i Catalonien og Romandiet blandet. Han vandt en forrygende flot etape i førstnævnte, men floppede i sit trøjeforsvar på kongeetapen, og i Romandiet skuffede han uhyggeligt på bjergenkeltstarten. Noget tyder på, at hans topniveau fortsat ikke er helt oppe på det påkrævede niveau, men udviklingen går så godt, at det bestemt er muligt, at han har fundet yderligere nogle procent. Han elsker de lange, seje dieselstigninger, og derfor passer weekenden, særligt søndagen, ham glimrende, og han viste sidste år og på prologen i Romandiet, at han ikke længere nødvendigvis taber alt for meget tid på enkeltstarten. En regning vil der dog fortsat være at betale, og spørgsmålet er, om han er blevet god nok i bjergene, hvad han endnu ikke helt var i foråret - også fordi han ikke altid er helt til at regne med, når han har holdt pause.

Bahrain kommer også med Damiano Caruso, der må betegnes som en af løbets usikre kort. Italieneren var jo uhyggeligt god i Giroen sidste år, men om han i en alder af snart 35 kan genfinde det niveau mere end et år senere, er usikkert. Hans forår var dog opløftende. Den langsomt startende Caruso var god i Tirreno, inden han knuste al modstand i det svagt besatte løb på Sicilien. En podieplads i Romandiet var også inden for rækkevidde, hvis ikke han havde haft defekt på kongeetapen, og 4. pladsen på bjergenkeltstarten fortæller, at han stadig er en fremragende klatrer. Til gengæld har vi også set, at hans engang så gode enkeltstart stadig halter - han kører jo for Bahrain! - og derfor vil han formentlig ikke have det alt for nemt på onsdag, selvom han nok burde kunne slå en klatrer eller to. De eksplosive finaler burde også passe ham, men han er ikke alt for vild med, at de to finalebjerge i weekenden er så stejle. Det klarede han dog nu ganske fint i Giroen sidste år, og hvis han finder samme niveau som dengang, vil han være langt fremme. Spørgsmålet er bare, om han gør det, når han både er blevet et år ældre og er kendt for at skulle bruge tid på at varme motoren op - også selvom han altid kører på et højt niveau i sit forberedelsesløb frem mod en grand tour.

Jeg bliver overrasket, hvis Wout van Aert kører klassement. Det er nemlig slet ikke hans intention. I hvert fald var det meldingen, da han i maj sidst blev spurgt til sagen, og det har også logikken med sig. Van Aert har nemlig af bitter erfaring lært, at han ikke skal køre sig selv i hegnet inden sine store mål, og det vil han derfor næppe heller gøre her. Tværtimod taler meget for, at han vil jagte etaper og være hjælper, som det var tilfældet i Paris-Nice, men måske er der alligevel en chance. I hvert fald var han ikke helt kategorisk i sin afvisning i sine seneste udtalelser, og ruten har et design, der måske kan give ideer. I teorien kan Van Aert således vinde de første seks etaper, og medmindre han tager en fridag på tirsdag for at spare sig til enkeltstarten, betyder kombinationen af bonus og enkeltstart, at han meget vel kan nå bjergene i den gule trøje.

Vil han så alligevel blive fristet til at prøve? Jeg tror det ikke, for han slap med det samme, da det blev hårdt i Paris-Nice, og det vil han sikkert gøre igen. Selv hvis han prøver, er det en svær opgave. Modvinden på de store lørdagsbjerge vil hjælpe, og den korte, eksplosive stigning kunne betyde, at han vil begrænse tabet. Udfordringen kommer søndag, for selvom hans vilde kørsel på Mikuni-passet ved OL fortæller, at han har forbedret sig voldsomt i bjergene, er det stadig nyt for ham at vise sig med de allerbedste på så brutal en stigning i et etapeløb som dette. Her bør han komme til kort, men med et forspring fra enkeltstart og bonussekunder er det ikke umuligt, at han alligevel kan vinde. Alt sammen kræver det dog, at han giver den et skud, og det er der absolut intet, der tilsiger.

Havde jeg skrevet denne optakt i mandags, havde David Gaudu været rangeret betydeligt højere. På papiret er han utvivlsomt en af løbets bedste klatrere, men desværre er han også stadig et ustabilt - om end ikke så meget som tidligere - kort. Hans præstation i et svagt felt i tirsdagens alpeløb var ikke alt for overbevisende, og selvom han endte som nr. 3 og var fanget i en kedelig israelsk sandwich, var det en smule bekymrende, at Jakob Fuglsang, der ikke har været flyvende i de seneste sæsoner, kørte ham over. Heldigvis har han nu god tid til at finde nogle flere procent, og med tanke på et forår ødelagt af først styrt og siden bronkitis, er det ikke mærkeligt, at han er en smule bagud med sine forberedelser. Enkeltstarten er også en alvorlig hurdle, men her kan han finde håb i Algarve, hvor han kørte sit livs tidskørsel. Tid vil han stadig tabe, men næppe så meget som tidligere, og derefter vil alt blive bestemt af evnerne i bjergene. I forvejen har han for vane at mangle en del i Dauphiné, og i lyset af tirsdagens løb må man dæmpe forventningerne lidt. Har han til gengæld fundet sig selv, bør han være en af de bedste i weekenden.

Sidste år chokerede Mark Padun alle ved at vinde begge de store weekendetaper, og med den rette ernæring fik han således endelig bevist, hvor stort hans potentiale er. Siden har vi dog ikke set det. Han kørte pænt i Burgos sidste år, men Vueltaen var en skuffelse, og i dette forår var han kun hæderlig i et svagt felt i Galicien, inden sygdom ødelagde resten af sæsonstarten. Nu har han haft en pause til at puste ud, og vi har ikke den fjerneste ide om, hvor han står. Han er som regel rusten efter en pause, som han også var det sidste år, hvor han endte førstedagen i gruppettoen, men i år hjælpes han af, at de første to dage er lettere end sidste år. Han viste heldigvis også med sejren i Galicien, at hans enkeltstart er blevet markant bedre, men det var i et meget svagt felt på en kuperet rute, og her tilsiger al logik, at han onsdag vil få sig en betydelig lussing. Det kan dog rette op på i weekenden, hvis sidste års guldben er tilbage, men det er ikke videre sandsynligt, at det er tilfældet efter et år med begrænsede resultat og et skifte væk fra Bahrain, som sjældent gør folk bedre.

Jan Hirt er en af to ryttere, der forsøger den svære kunst at starte Dauphiné bare en uge efter Giro-afslutningen. Det kan imidlertid lade sig gøre. For nogle år siden blev Wilco Kelderman nr. 4 efter en succesrig Giro, også Benat Intxausti har imponeret med modellen, og både Joaquim Rodriguez og Daniel Moreno har taget to etapesejre og er endt i top 10 i samme udgave af løbet efter Giroen. Til gengæld plejer rytterne også at have en offday eller løbe tør for energi til sidst, og det er de færreste, der har succes med det. Hirt burde dog være en af de ryttere, der måske kan gøre det. Hans motor er enorm, og også i denne Giro blev han bare bedre og bedre undervejs, indtil han sluttede løbet i sit livs form. Desværre vil han få klø på enkeltstarten, for selvom han kørte sit livs enkeltstart i søndags, er denne tonserrute slet, slet ikke noget for ham. Heldigvis er bjergene svære nok til, at han kan svare igen, men det kræver, at tanken holder hele vejen. Det gør den sjældent, men netop Hirt er en rytter, for hvem det kan lade sig gøre.

Michael Storer er altid en lottokupon. Australieren var fabelagtig sidste sommer, hvor han vandt i Ain og tog to etapesejre i Vueltaen, men i dette forår kom han skidt fra start. Til gengæld nåede han at bekræfte potentialet med den samlede 2. plads i Alperne, inden han blev syg, og det vidner om, at han kan komme langt. Han kan dog sagtens starte lige så skuffende, som han gjorde i foråret, men han viste også sidste sommer, at han kan komme flyvende ud fra en træningsperiode. Selv hvis han gør, har han dog til gode at bevise, at han kan køre klassement i et løb, der er så hårdt og stærkt besat som dette, og hans enkeltstart synes slet ikke at blive bedre. Det tidstab skal han hente i bjergene, og selv hvis han har Vuelta-niveauet er det nok en svær opgave, selvom kørslen i Alperne viser, at han bestemt har potentiale til at overraske igen.

Læs også

Cort med skadesopdatering: Min mor ville køre hurtigere ned end mig

Det er en fornøjelse, at vi har de to mest spændende U23-ryttere fra sidste sæson til start i samme løb. Det er nemlig også endnu en stor test for Tobias Johannessen, og med en 7. plads i Catalonien - og ikke mindst en 5. plads på kongeetapen - har han bevist, at han kan være med i WorldTour-etapeløb. Han har dog generelt været et niveau under Ayuso, både i år og sidste år, og desværre kommer han til løbet med en knap så god generalprøve. Ganske vist blev han nr. 4 i Norge, men i lyset af feltet var det bekymrende forud for et løb med et langt, langt stærkere felt - også fordi hans hjemmeløb må have været et lige så stort mål som dette løb. Omvendt er formtiming en svær ting, og med seks løbsdage i benene kan han have fundet det niveau, han havde i Catalonien. Det vil føre ham langt også i dette felt, men det vil ikke række til at vinde. Derudover er hans enkeltstart et stort spørgsmål, da han praktisk talt ikke har kørt enkeltstarter før, men hans kørsel i Baby-Giroen sidste år taler for, at han vil tabe masser af tid på en 32 km lang tonserrute. Det indhenter han helt sikkert ikke i bjergene, men kører han som i Catalonien og ikke som i Norge, kommer han stadig langt.

Vi skal vel efterhånden tilbage til sommeren 2020 for at finde den sidste gang, vi så en god udgave af George Bennett. Siden har det været skuffelse på skuffelse for newzealænderen, og det har bestemt heller ikke været bedre i år. Hans kongeetape i Catalonien gav dog håb, da han her endte som nr. 13 efter et langt soloangreb i hård modvind, og nu kan man håbe, at han frem mod sommerens store mål kan nærme sig det vilde niveau, han havde i sommeren 2020, hvor han var ganske uhyggelig. Problemet er, at Bennett altid topper for tidlig, og derfor er han begyndt at holde igen. I det lys vil han næppe være flyvende i et forberedelsesløb, men vi ved i det mindste, at han har potentialet til at træne sig i forrygende form. Enkeltstarten er en stor udfordring,  men finder han pludselig bjergniveauet fra 2020, er der ikke mange, der kører fra ham i weekenden.

En anden rytter, der kommer fra Giroen, er Wilco Kelderman, der som nævnt tidligere har haft succes med Giro-Dauphiné-doublen. Dengang kørte han endda klassement i begge løb, og denne gang har han den fordel, at han aldrig fandt klassementsformen i Giroen. Det gjorde han desværre heller ikke den sidste uge, for selvom han blev bedre og bedre, var han aldrig for alvor tæt på de bedste. Man kan håbe, at den begrænsede forberedelse betyder, at han nu er flyvende, men selv den bedste Kelderman har sine begrænsninger. Nok kørte han en god eksplosiv enkeltstart i Budapest, men på 21. etape så vi på en mere klassisk rute, at hans engang så gode tidskørsel i dag mest af alt ligner en svaghed. Dertil kommer, at han altid har været for begrænset i bjergene, og med så svært et målbjerg som Solaison ligner løbet her en lidt for stor opgave til hollænderen, der synes at tabe en smule niveau år for år, selvom han endte som nr. 5 i Tourens skuffende felt i 2021.

Intermarché stiller også med Tour-kaptajnen Louis Meintjes, der langsomt er ved at finde et fornuftigt niveau igen. Det så vi i Vueltaen, hvor han kun akkurat missede top 10, og i dette forår har han været bedre, end han plejer på en tid af året, hvor han aldrig er flyvende. Han fik endda sin første sejr i det svagt besatte Giro dell’Appennino i torsdags, hvor han var den klart bedste klatrer, men vi så til gengæld også i tirsdags, at han i et heller ikke specielt stærkt felt manglede en del. Hans dieselmotor skal dog også bruge tid på at komme i gang, og han må formode, at han i weekenden, hvor det hele skal afgøres, vil være betydeligt bedre på store bjergetaper, der burde passe ham perfekt. Til gengæld får han gedigne prygl på enkeltstarten, og hans niveau i bjergene rækker i dag utvivlsomt ikke til at indhente det hele, selvom han leverede en af sit livs præstationer på netop Solaison med 3. pladsen i 2017.

En rytter, der bliver lidt spændende at følge, er Dylan Teuns. Belgieren nåede i foråret sit hidtil højeste niveau, men han er stadig mere puncheur end klatrer. Han blev dog nr. 6 i dette løb på den relativt lette rute i 2019, og han vandt trods alt en stor alpeetape i Touren sidste år. Tidligere i år blev han også nr. 12 samlet i Catalonien trods flere ugers coronapause, og hvis han har arbejdet på sin klatring, kan han blive interessant. Denne gang er bjergetaperne betydeligt sværere end i 2019, og logikken siger, at det denne gang bliver for hårdt, ligesom hans enkeltstart bestemt ikke er blevet bedre på det sidste. Hans forår gør bare, at han alligevel bliver lidt spændende at følge i den kommende uge.

Movistar kommer for at køre for Mas, men Carlos Verona kan formentlig også gøre det godt. Spanieren har opnået et større gennembrud i år med en samlet 6. plads i UAE Tour, en 11. plads i Catalonien og en 10. plads på kongeetapen i Romandiet. Det er lidt af en bedrift for en mand, der kun sjældent har kørt stærkt i foråret og først plejer at blive god i sine grand tours. Hans niveau i bjergene i de seneste grand tours har til gengæld været uhyre lovende, og sidste år var han tæt på at vinde en stor bjergetape i Vueltaen. Hvor han står efter en pause, aner vi ikke, men kan han bygge videre på sit forår, kan han komme et stykke, selvom hans enkeltstarter nærmer sig det katastrofale.

Patrick Konrad har haft et katastrofeår, hvor han aldrig har været i nærheden af noget, der ligner form. Senest floppede han i det svagt besatte løb i Ungarn, men i det mindste var det første gang, at han lavede en eller anden form for resultat. Det kunne indikere, at han er i fremgang, og at vi endelig kan vente os at se ham finde noget, der minder om et Tour-niveau, men selv hvis han rammer sine bedste ben fra den flotte sommer i 2021, er dette løb for svært for ham. Hans enkeltstart er ganske middelmådig, og bjergene i weekenden er for svære. Det er også højst tvivlsomt, om han overhovedet kører klassement, for han har truffet en bevidst beslutning om at satse på etaper og klassikere og ikke klassementer. Det kan ændre sig ved et ugelangt løb som dette, og han endte trods alt nr. 12 i sidste års udgave af løbet. Han går næppe i top 10 i et løb med så svære bjerge, men han kan forhåbentlig nærme sig lidt af det, vi så sidste år i dette løb.

En anden af forårets mest lovende ryttere er Steff Cras. Belgieren er i år blevet nr. 16 i Baskerlandet og nr. 11 i Romandiet, og senest viste han sit niveau med en 5. plads i tirsdags. Niveauet her er dog noget ganske andet, og vi har i forårets etapeløb set, at han mangler lidt for meget i bjergene. Hans enkeltstart er bestemt heller ikke noget at råbe hurra for, og han mangler således lidt over hele linjen. I det lys vil det være overraskende, hvis han ender i top 10 i dette stærkere felt, men hans flotte sæson viser, at det ikke burde være en total umulighed, selvom stigningerne her nok er en anelse for svære.

Helt anderledes er det med Mattia Cattaneo. Italieneren har været helt fra snøvsen gennem hele sæsonen, hvor han stort set intet har vist. Det er dog ikke helt uset. Sidste år var det også først i løbet af sommeren, at han for alvor fandt formen. Her blev han nr. 9 i et dog meget svagt besat Tour de Suisse, inden han endte som nr. 12 i Touren. Hans motor skal være varm, og derfor er det formentlig først til Touren, at vi kan regne med at se ham på sit højeste niveau, men med Suisse-benene bør han i det mindste være konkurrencedygtig også i dette løb. Han har en stadig bedre enkeltstart som et fabelagtigt våben på denne rute, men til gengæld har han alt for store mangler i bjergene. Det så vi gennem hele sidste sæson, og derfor vil den sidste weekend formentlig koste betydeligt mere tid, end han kan vinde på enkeltstarter.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Logikken siger også, at løbet er for svært for Valentin Madouas, men måske kan han overraske. Han har trods alt en nu lidt halvgammel 12. plads fra Giroen, og vi så i foråret, at han i brostensklassikerne var bedre end nogensinde. Det er klart, at det var i et helt, helt andet terræn, men det beviser, at han i hvert fald har forbedret sig, selvom han var træt i Ardennerne. Hvis han nu har taget den fremgang med sig i sin Tour-forberedelse, hvor han har arbejdet med sin klatring, kan han måske nærme sig top 10 i dette løb. Hans enkeltstart er dog en kæmpe svaghed, og stigningerne bør også efter al logik være for svære, ligesom han er et totalt wildcard efter en pause. Potentialet var dog i foråret så lovende, at han bliver spændende at følge.

Endelig er der Antonio Tiberi. Der findes få med så stor forskel på top- og bundniveau som den unge italiener. Enten sidder han i gruppettoen eller også overrasker i bjergene. Desværre ser vi næsten udelukkende det første, men to gange i år er han poppet op som trods af en æske på en kongeetape, først med 3. pladsen i Besseges og senest med den flotte sejr på kongeetapen i Ungarn. Niveauet her er et halt andet, og hans bedste resultat i et WorldTour-etapeløb er blot en 33. plads i Romandiet sidste år. Formentlig vil vi igen se, at han starter meget, meget svært for måske at finde nogle ben lidt senere, men hvis han endelig kan præstere lidt konstant over tre uger, burde hans ungarske niveau føre ham et stykke, også fordi han har en ganske god enkeltstart.

***** Primoz Roglic

**** Enric Mas, Jack Haig

*** Brandon McNulty, Juan Ayuso, Jonas Vingegaard, Ben O’Connor, Wout van Aert

** Damiano Caruso, David Gaudu, Mark Padun, Jan Hirt, Michael Storer, Tobias Johannessen, George Bennett, Wilco Kelderman, Louis Meintjes, Dylan Teuns, Carlos Verona, Patrick Konrad, Steff Cras, Mattia Cattaneo, Valentin Madouas, Antonio Tiberi

* Esteban Chaves, Eddie Dunbar, Steven Kruijswijk, Tao Geoghegan Hart, Tiesj Benoot, Warren Barguil, Michal Kwiatkowski, Laurens de Plus, Kenny Elissonde, Matteo Jorgenson, Geoffrey Bouchard, Ruben Guerreiro, Aurelien Paret-Peintre, Matteo Fabbro, Victor Lafay, Simon Geschke, Rudy Molard, Chris Froome, Antwan Tolhoek, Henri Vandenabeele, Laurens Huys, Jonas Gregaard, Niklas Eg, Sean Quinn, Gregor Mühlberger, Maxim van Gils, Alexis Vuillermoz, Mark Donovan, Gorka Izagirre, Samuele Battistella, Marco Brenner, Nick Schultz, Kevin Colleoni

 Livestream Criterium du Dauphiné uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Criterium du Dauphiné og vind flotte præmier

Danskerne

Jonas Vingegaard har en chance for at køre med i front og er omtalt ovenfor. Hos Quick-Step burde Mikkel Honoré have chance for at jagte etaper, formentlig fra udbrud, men måske også i en spurt efter en hård dag. Hos Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Enric Mas og måske teste benene på enkeltstarten, og Julius Johansen skal på Intermarché støtte Louis Meintjes og Jan Hirt samt måske prøve sig af på enkeltstarten. Endelig skal Jonas Gregaard, Anthon Charmig  og Niklas Eg på Uno-X støtte Tobias Johannessen, men de har alle potentiale til at køre et pænt klassement efter en stærk sæsonstart, måske særligt Eg og Gregaard. Hovedmålet for dem alle tre er dog at jagte etaper via udbrud.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

INEOS Grenadiers: For første gang nogensinde har holdet sendt A-truppen til Schweiz og B-truppen til Dauphiné, og de får svært ved at blande sig helt fremme. Kaptajnen er Tao Geoghegan Hart, men efter en yderst, yderst sløj præstation i Norge er det svært at have nogen stor optimisme. Langt stærkere har det været med Eddie Dunbar, der vandt Coppi e Bartali og Ungarn, men vi så i Alperne, at han har begrænsninger på lange stigninger i dette selskab. Løbet er for svært for Ethan Hayter, og jeg tror ikke, at Michal Kwiatkowski længere klatrer godt nok til at køre klassement. Til gengæld er jeg spændt på at se, om Laurens de Plus kan følge op på de lovende takter, vi fornemmede i løbet af foråret.

BORA-hansgrohe: Kelderman ligner bedste bud efterfulgt af Konrad. Matteo Fabbro har været en skygge af sig selv siden Giroen sidste år.

Bahrain-Victorious: Holdet kommer for at køre klassement med Haig og Caruso, men Teuns er som sagt en spændende outsider. Løbet er for svært for Luis Leon Sanchez.

Movistar Team: Holdet er bygget 100% op om Mas, men Verona er som nævnt en outsider. Matteo Jorgenson kom i tirsdags godt tilbage fra sin skade, men stigningerne her er for svære og niveauet for højt, som det også gælder for Gregor Mühlberger, der gjorde det pænt i tirsdags. Det er også for svært for Gorka Izagirre.

Jumbo-Visma: Roglic er kaptajn, men Vingegaard og Van Aert kan som nævnt også komme i spil. Steven Kruijswijk og Tiesj Benoot kan ende pænt, men er hjælpere, som det også gælder for Chris Harper.

Ag2r Citroën Team: O’Connor er den erklærede kaptajn, men Aurelien Paret-Peintre vil også køre klassement. Han er dog begrænset i bjergene og missede tirsdagens løb med sygdom. Her viste Geoffrey Bouchard, at han manglede for meget.

Groupama-FDJ: Gaudu er kaptajn, men Storer vil formentlig også køre klassement. Stigningerne for svære for Rudy Molard og Bruno Armirail.

Israel-Premier Tech: Chris Froome var tirsdagens helt store positive oplevelse, men han mangler stadig for meget til at køre et rigtigt klassement her. James Piccoli så godt ud i tirsdags, men niveauet er for højt, og det er det også for Guy Niv.

Uno-X Pro Cycling Team:  Johannessen er kaptajn, men Niklas Eg og Jonas Gregaard kan også lave et pænt klassement, selvom ambitionen er etapesejre. Det samme gælder for Anthon Charmig, men han har haft det svært på dette niveau. Torjus Sleen har skuffet i år.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Cattaneo er bedste bud i klassementet, da bjergene er for svære for Andrea Bagioli, Mikkel Honoré og Dries Devenyns.

Team BikeExchange-Jayco: Holdet er her for Groenewegen, men Kevin Colleoni skal prøve sig af i klassementet. Niveauet er dog for højt. Egentlig burde Nick Schultz være det bedste bud, men han har haft et skidt år og annonceres slet ikke som klassementsrytter.

UAE Team Emirates: Det handler om McNulty og Ayuso med Bennett som outsider. Andres Ardila er i bedring, men niveauet er for højt.

Trek-Segafredo: Tiberi er kaptajnen, men Kenny Elissonde kan også køre et hæderligt klassement. Mere spændende er dog den uhyre svingende Antwan Tolhoek, hvis han endelig efter et sygdomsramt forår har fundet noget form.

Cofidis: Simon Geschke chokerede stort i Romandiet, men vi så i tirsdags, at formen slet ikke er den samme i et løb, der trods alt også må være for svært. Stigningerne er for lange for Victor Lafay, der så skidt ud i tirsdags, og unge Hugo Toumire har haft det svært i år.

TotalEnergies: Efter det ærgerlige styrt til Pierre Latour er Alexis Vuillermoz kaptajn, men for ham er stigningerne for lange. Fabien Doubey har ikke klatret godt i lang tid.

EF Education-EasyPost: Padun er udnævnt til kaptajn, men holdet har også Esteban Chaves, der dog fortsatte en trist sæson med en skuffende indsats i Norge. Ruben Guerreiro kan også gøre det pænt, men stigningerne er for lange, og niveauet er nok fortsat for højt for Sean Quinn. James Shaw har skuffet i år, senest i Norge,

Team Arkea-Samsic: Warren Barguil er kaptajn, men han synes at komme længere og længere fra de bedste. Han er også en langsom starter og så meget skidt ud i tirsdags. Her manglede Maxime Bouet også alt for meget.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Hirt og Meintjes er kaptajnerne. Laurens Huys fik endelig sit gennembrud i Norge, men niveauet her er nok for højt. Kobe Goossens har skuffet fælt i sine første løb efter højdetræningen.

Astana Qazaqstan Team: Samuele Battistella gjorde det flot i Ungarn, men han klatrer ikke godt nok i bjergene til så svært et løb. Javier Romo var solid i Catalonien, men vil også finde det for svært, og Andrey Zeits er ikke ved fordums styrke. Hverken Stefan de Bod eller Yuriy Natarov har klatret godt i år.

Lotto Soudal: Kaptajnen er Cras. Maxim van Gils burde også være spændende, men han manglede meget i tirsdags. Xandres Vervloesem har det stadig meget svært som professionel.

Team DSM: Holdet har ingen klassementsambitioner. Egentlig burde Henri Vandenabeele være spændende, men han skuffede fælt i Alpes Isere og har manglet lidt for meget i år. Det samme gælder for Mark Donovan. Marco Brenner viste endelig livstegn i Norge, inden han blev syg, men niveauet her er for højt, som det også er for Kevin Vermaerke, selvom han så bedre ud i Norge.

B&B Hotels-KTM: Franck Bonnamour synes fortsat at være i en gedigen formkrise, og Pierre Rolland, der ellers plejer at finde formen i løbet af sommeren, er stadig helt anonym. Bedst klatrende er Sebastian Schönberger, men for ham er niveauet for højt.