Landevej
LIVE nu: Stejl mur skaber åben finale
Prøv vores nye app
Optakt: Criterium du Dauphiné
11. august 2020 19:15Foto: Sirotti
I corona-året 2020 er det meste vendt på hovedet, men der er én ting, der er, som det plejer. Selvom Touren i år afvikles i begyndelsen af efteråret, finder den primære opvarmning til verdens største cykelløb sted midt i de franske Alper, hvor Criterium du Dauphiné i årevis har været rammen om én af de to vigtigste forberedelsesløb. I år er der intet Tour de Suisse, og derfor vil stort set alle de ventede hovedaktører i Tour de France være til start, når en forkortet udgave af verdens måske vanskeligste ugelange etapeløb denne gang over bare fem dage vil afsløre, hvem der er klar til at kæmpe med om sejren på de franske landeveje, når feltet samles til Tour-starten i Nice om et par uger.
Annonce
Artiklen fortsætter efter videoen.
DELTAG I CRITERIUM DU DAUPHINE MANAGERSPILLET
Løbets rolle og historie
Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.
Mens mange af verdens bedste etapeløbsryttere har været involveret i en hård kamp om den eftertragtede maglia rosa på de italienske veje, har de fleste af de øvrige ryttere fra den eksklusive kategori af stjerner med omhu forberedt sig på deres store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, Tour de France, der starter om mindre end en måned. Nogle er allerede vendt tilbage til konkurrence i løb som Tour of California, Tour of Norway, Belgium Tour, Hammer Series, Tour de l’Ain, Tour de Luxembourg og weekendens løb i Frankrig, men det er søndagens start på Criterium du Dauphiné, der for alvor markerer begyndelsen på den stribe af afgørende etapeløb, som tjener som den vigtigste forberedelse frem mod sommerens store begivenhed.
Criterium du Dauphiné spiller en helt unik rolle blandt de mange forberedelsesløb. Med sin placering i de franske Alper er det et af kun to løb - det mindre Route d’Occitanie i Pyrenæerne er det andet - der kan tilbyde rytterne en chance for at teste sig selv i det terræn, som de vil møde igen til juli. På den facon er løbet den franske analog til det italienske Tour of the Alps og det spanske Vuelta a Burgos, idet de alle tre fungerer som opvarmning til deres hjemlands grand tour. Alle afvikles de et par uger inden starten på det tre uger lange løb, og alle finder de sted i en af de mest bjergrige egne af det land, der er hjemsted for den pågældende grand tour.
Mens rytterne dyster på landevejene, er arrangørerne involveret i en helt anden kamp. I mange år har Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse begge hævdet, at netop deres løb er det bedste sted at forberede sig til Touren, og mens det naturligvis altid hovedsageligt er et spørgsmål om individuel præference, hvad der foretrækkes, er det et hyppigt diskussionsemne. Det schweiziske løb er én dag længere en dets franske modstykke og finder sted en uge tættere på Tour-starten, og rytterne har alle forskellige ideer om hvilket af de to, der indgår i den ideelle opbygning. I den forstand er kampen meget sammenlignelig med den, der finder sted mellem Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, som også begge hævder, at netop de er den bedste forberedelse til Milano-Sanremo og de senere klassikere.
I de senere år er der imidlertid ingen tvivl om, at Criterium du Dauphiné har vundet duellen. Løbet blev første gang afviklet i 1947, da den lokale avis Dauphiné Libéré besluttede at arrangere et løb i Dauphiné-regionen under navnet Criterium du Dauphiné Libéré. Med sin placering i Alperne bare et par uger inden Tour-starten opnåede det hurtigt stor berømmelse og anerkendelse som et vigtigt forberedelsesløb, og dets forbindelse til La Grande Boucle har været nær lige siden starten. Det er således ingen overraskelse, at de fire femfoldige vinder af Touren alle har vundet Dauphiné, inden de senere på sommeren har stået øverst på podiet i Paris.
I mange år var Criterium du Dauphiné det sidste store franske løb, der holdt sig fri af Tour de France-arrangørerne ASO, som ellers har sat sig tungt på den franske kalender. Til sidst tvang økonomiske problemer imidlertid avisen til at overgive ansvaret til den franske sportsgigant i 2010, hvor navnet blev ændret og forkortet til det nuværende Criterium du Dauphiné.
Annonce
Ikke overraskende har ASO forsøgt at øge synergien mellem Criterium du Dauphiné og Touen i en bestræbelse på at tiltrække flere Tour-favoritter, og den tilgang har givet pote. Selvom løbet altid har forsøgt at inkludere nogle nøglesektioner fra Tour-ruten for at give rytterne en chance for at teste strækningen under løbsbetingelser, har ASO taget det et skridt videre. I 2011 inkluderede de præcis den samme enkeltstart i Grenoble, som en måned senere var en del af Touren, og i 2012 besteg man Grand Colombier, der senere den sommer gjorde sin Tour-debut. I 2013 var hovedattraktionen muligheden for at klatre op til Alpe d’Huez og videre op ad den helt nye Col de Sarenne, som senere samme år var en afgørende del af 18. etape af Touren.
Kun i 2014 og 2016 havde man meget lidt forbindelse mellem de to løb, men i 2015 genoptog man ideen. Her var der således hele tre etaper, der havde direkte forbindelse til Tour-ruten: en holdtidskørsel, der i natur og distance mindede om den, der var på programmet i Touren, en bjergetape med en finale i Pra Loup, der var helt identisk med en tilsvarende etape i Touren, og et første møde med den smukke Montvernier-stigning, der også var med i Touren. I 2017 var der to ligheder med Touren: en enkeltstart af nogenlunde samme distance som den, der ventede i Marseille på 20. etape i juli, samt et møde med den stejle Mont du Chat, der også skulle bestiges senere på sommeren på 9. etape. I 2018 var det det tilbagevendte holdløb på 3. etape, der var den helt store attraktion for ryttere med Tour-ambitioner, idet der ventede en stort set identisk etape på tredjedagen af den franske grand tour, og i 2019 var det 4. etapes enkeltstart, der var henlagt til en rute, som arrangørerne havde forsøgt at designe, så den mindede mest muligt om Tour-enkeltstarten i Pau. I år er det dog kun besøget på Col de la Madeleine på 3. etape, der vil tjene som opvarmning til Touren, og den figurerer i ingen af løbene som målstigning.
Disse initiativer har fået flere og flere ryttere til at foretrække Criterium du Dauphiné, og samtidig har Tour de Suisse tabt lidt af sin status. Indtil Egan Bernal brød trenden sidste år, har det franske løb kunnet prale af, at Tour-vinderen hvert eneste år siden 2009 er sluttet i top 10 i deres løb bare en måned inden hyldesten i Paris (2009: Alberto Contador sluttede som nummer 3, 2010: Alberto Contador sluttede som nummer 2 (og blev senere frataget sin Tour-sejr), 2011: Cadel Evans blev nummer 2, 2012: Bradley Wiggins vandt, 2013: Chris Froome vandt, 2014: Vincenzo Nibali blev nummer 7, 2015: Chris Froome vandt, 2016: Chris Froome vandt, 2017: Chris Froome blev nr. 4, 2018: Geraint Thomas vandt). Før Bernal, der sidste år vandt Tour de Suisse, er den seneste Tour-vinder, der slet ikke kørte Dauphiné, Lance Armstrong, der i 2001 afveg fra sin faste kalender ved at deltage i (og vinde) det schweiziske løb, inden han senere på sommeren slog Jan Ullrich i Frankrig.
I 2018 blev tendensen brudt, fordi en kalenderændring som resultat af VM i fodbold betød, at Tour-starten blev skubbet en uge, hvorfor mange vurderede, at Dauphiné med sin afslutning næsten en måned inden begyndelsen på verdens største løb kom en anelse for tidligt. Resultatet var det svageste felt i mange år, hvor Romain Bardet, Daniel Martin, Vincenzo Nibali, Warren Barguil, Bob Jungels, Adam Yates, Ilnur Zakarin, Guillaume Martin og Geraint Thomas var de eneste Tour-kaptajner, der mødte frem. Sidste år var kalenderen imidlertid normaliseret, og det betød, at Dauphiné igen fremstod som den store Tour-generalprøve. Sådan er det naturligvis også i corona-året 2020, hvor Tour de Suisse helt er aflyst, og hvor Dauphiné derfor kan præsentere stort set alle Tour-favoritterne i det, der mere end nogensinde må betegnes som en generalprøve forud for Touren. Således er det vel kun Bauke Mollema, Fabio Aru, Esteban Chaves og Ilnur Zakarin, der blandt Tour-kaptajnerne skipper løbet, og det skyldes alene, at hollænderen har en Lombardiet-titel at forsvare på lørdag, hvor italieneren gerne vil køre et af sit hjemlands største løb, og colombianeren gerne vil forsøge at vinde igen, mens russeren skulle til start i Polen Rundt, der er vigtigt for holdets polske sponsor.
Mens Criterium du Dauphiné er et godt forberedelsesløb, der giver megen information om formen hos de vigtigste Tour-favoritter, er det ofte også afgørende ikke at være for god for tidligt. Den tidlige termin betyder, at vinderen af Dauphiné ganske sjældent er endt øverst på podiet i Touren, og udover Wiggins, Froome og Thomas, der i nyere tid har brudt tendensen i 2012, 2013, 2015, 2016 og 2018, er det kun Louison Bobet (1955), Jacques Anquetil (1963), Eddy Merckx (1971), Luis Ocana (1973), Bernard Thevenet (1975), Bernard Hinault (1979, 1981), Miguel Indurain (1995) og Lance Armstrong (2002 og 2003), der har lavet the double - en ganske stjernespækket liste, der viser, at det kræver noget helt specielt at levere denne bedrift.
Criterium du Dauphiné er imidlertid mere end Tour-forberedelse, og som et WorldTour-løb med vigtige point på spil er dets selvstændige betydning endda vokset i de senere år. I de seneste sæsoner har vi set nogle af de bedste klatrere fra Giroen rejse direkte til Frankrig for at drage maksimal fordel af deres gode post-Giro-form. I 2011 kom Joaquim Rodriguez direkte fra en 4. plads i Giroen og endte med at vinde to etaper og slutte som nummer 5 i Frankrig, og året efter var det hans holdkammerat Daniel Moreno, der efter en 20. plads i Giroen tog to sejre i Dauphiné. I 2013 var det Elia Viviani og Samuel Sanchez, der benyttede Giro-formen til at vinde etaper i Frankrig, og i 2014 kom Wilco Kelderman direkte fra Giroen, da han sluttede som nummer 4. I 2015 blev Benat Intxausti nummer 5 efter at have kørt et fornemt løb i Italien, men i de seneste fire år er tendensen blevet brudt, også selvom Pello Bilbao i 2018 udnyttede benene fra Italien til at vinde en etape.
Mens Criterium du Dauphiné har haft overhånden, hvad klassementsryttere angår, har det været anderledes for sprinterne. Løbet har ganske vist som regel mindst to muligheder for de hurtige folk, men Tour de Suisses mange småkuperede rundstrækninger har altid haft en større appel. Ingen af løbene passer til de rene sprintere, og derfor har folk som Marcel Kittel og André Greipel typisk foretrukket det flade ZLM Toer. I Dauphiné har sprinterfeltet som regel været domineret af folk fra Giroen og de franske stjerner, og efter et par år med større appel til de hurtige folk synes den tendens at være vendt tilbage. Det gælder særligt i år, hvor man i den forkortede udgave helt har droppet sprinteretaperne, og derfor må man spejde langt efter de tunge drenge i årets helt unikke udgave, selvom Peter Sagan, Sonny Colbrelli, André Greipel, Alexander Kristoff og Niccolo Bonifazio har trodset tendensen og alligevel varmer op i Alperne.
Sidste år blev det for anden gang til en stor dansk triumf med Jakob Fuglsang. I et løb, der for altid vil blive husket for Chris Froomes voldsomme styrt under opvarmningen til enkeltstarten, lykkedes det danskeren med en fornem tidskørsel at bringe sig op på 4. pladsen, inden han med et stærkt angreb på kongeetapen lykkedes med at køre Adam Yates ud af førertrøjen. Et stærkt Astana-mandskab forsvarede føringen på en tam sidste bjergetape, og dermed kunne danskeren nok engang bestige podiet som løbets vinder med 20 sekunder ned til en genfødt Tejay van Garderen og 21 sekunder ned til Emanuel Buchmann, der med 3. pladsen lagde sporene til sin fremragende Tour senere på sommeren. Fuglsang satser i år på Giroen og dropper derfor titelforsvaret i Tour-generalprøven, men både Van Garderen og Buchmann i årets uhyre stærkt besatte udgave af løbet.
Ruten
Da løbet blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, var ruten altid bygget op efter en helt fast model. Man lagde ud med en kort prolog, hvorefter der ventede to lettere etaper, hvoraf den ene var for sprinterne og den anden en smule mere kuperet. Onsdag var rammen om en ofte meget lang enkeltstart på mere end 40 km, inden løbet afsluttedes med fire hårde bjergetaper. Ofte var der mål på toppen af en stigning om torsdagen og på lørdagens kongeetape, mens fredags- og søndagsetaperne var som skabt til udbrud.
Da ASO overtog ansvaret, begyndte de at fravige denne formel, og selvom man i starten oftest holdt fast i traditionen med en prolog og en lang enkeltstart, har man i stil med udviklingen i Touren stille og roligt bevæget sig i retning af færre og færre kilometer i kamp mod uret, samtidig med at man har varieret linjeløbsetaperne betydeligt. I 2013, 2015 og 2017 var prologen helt udeladt, og den lange enkeltstart har kunnet været på programmet i 2013 og 2017. I 2015 og 2018 var der pludselig et holdløb på programmet, og nu om dage er bjergetaperne spredt langt mere ud over alle 8 dage, end det tidligere var tilfældet.
Annonce
I de seneste to år er ASO i en vis forstand vendt tilbage til den gamle model. I hvert fald har bjergene været koncentreret i den sidste del, og i 2018 sluttede man endda igen af med hele fire bjergetaper efter en relativt let start på løbet. Sidste år skruede man dog ned på vanskelighederne med det, der var den letteste rute i mange, mange år.
Sådan skulle det ikke have været i år. Her havde arrangørerne mere end nogensinde planer om at skabe et sandt bjergløb, for for første gang i nyere tid var der over de otte dage slet ikke en tidskørsel på programmet, og samtidig havde man planer om at slutte med de klassiske fire bjergetaper, der endda alle havde mål på toppen. Corona-krisen og den nye kalender førte til et behov for at reducere løbet med tre etaper, men det fik ikke arrangørerne til at ændre planer. Således valgte de at sløjfe alle tre etaper med flade finaler, så der slet intet er for sprinterne, og ikke blot fastholder man alle de fire afsluttende bjergetaper, man fastholder også den tidlige puncheurfinale. Med andre er det et historisk Dauphiné, der over kun fem etaper ikke har én eneste tidskørsel og ikke én eneste sprinteretape, men derimod lutter afslutninger på stigninger - endda med de fire sidste i de høje bjerge.
Til gengæld har arrangørerne også satset lidt. Således har de på tre af de fire bjergetaper placeret de svære udfordringer langt fra mål, og faktisk er der kun én etape med mål på et decideret svært målbjerg. Til gengæld er resten af etaperne voldsomt svære, og det ansporer til offensivt cykelløb fra distancen, men indebærer også en risiko for, at et stærkt hold kan kontrollere det hele.
Alle fire bjergetaper er korte og intense, men til gengæld lægges der ud med et 218,5 km langt maraton, der har masser af højdemeter på bløde bakker, og som lægger op til en rigtig puncheurspurt som afslutning på ”opvarmningen”. Herefter står der lutter bjerge på menuen, startende med en for det meste let 2. etape, der dog med sin afslutning på den for Alperne usædvanligt stejle Col de Porte byder på løbets eneste virkeligt svære målbjerg. Derefter får rytterne på 3. etape lov til at smage på mytiske Col de la Madeleine, der også skal besøges i Touren, inden det hele slutter med en ny afslutning på den relativt lette Saint-Martin-de-Belleville-stigning.
Som altid slutter det med et festfyrværkeri af en weekend, hvor to korte etaper på ca. 150 km begge byder på mere end 4000 højdemeter. Begge har de endda mål på toppen af Montée de l’altiport i udkanten Af Megève, men det er en blød sag, der ikke i sig selv gør forskelle. Skal der vindes tid, skal det ske forinden, og her er det lørdagens kongeetape, der med den stejle Montée de Bisanne i finalen byder på de bedste muligheder. Søndagens etape derimod har sine vanskeligste udfordringer med den berømte Romme-Colombiere-kombination tidligt på etapen, men frem mod målbjerget venter et par korte, stejle stigninger, der sagtens kan bruges som angrebsrampe som afslutning på det, der mere end nogensinde kan kaldes et rent bjergvanvid, hvor kun klatrestærke folk har nogen som helst grund til at finde formen i Tourens traditionelle generalprøve.
Annonce
1. etape
Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 og 2017 skippede man prologen til fordel for kuperede rundstrækningsløb, der blev vundet af hhv. Peter Kennaugh og Thomas De Gendt via udbrud, mens man i 2016 havde noget så eksotisk som en bjergprolog. I 2018 var der helt usædvanligt ingen lang enkeltstart, og derfor vendte prologen for en kort bemærkning tilbage, men også i 2019 var en linjeløbsetape på programmet. I årets helt specielle udgave er enkeltstarterne helt fjernet, og i stedet afvikles løbet næsten udelukkende i form af bjergetaper i Alperne. I så bjergrig en udgave er det også kun passende, at selv den eneste etape, som ikke afvikles i de høje bjerge, har mål på en stigning, og selvom der blot er tale om en blød en af slagsen i kategori 4, vil klatrebenene med det samme skulle i aktion på en dag, der er skabt til puncheurtyper, men hvor der alligevel over næsten 220 km skal klatres 3500 højdemeter.
I alt skal der tilbagelægges hele 218,5 km, som fører feltet fra Clermont-Ferrand til Saint-Christo-en-Jarez. Startbyen ligger i hjertet af Massif-Central et stykke fra Alperne, og derfor har etapen karakter af én lang transport med retning mod øst. Trods placeringen midt i en uhyre kuperet region er starten ganske tilforladelig, da arrangørerne lader feltet køre mod øst ad en lang, lige og flad veh i den indledende fase. Først i forbindelse med kategori 4-stigningen Cote du Chateay d’Aulteribe (1,0 km, 8,2%), som har top efter 32,5 km bliver det småkuperet, og herefter kører man ned til dagens spurt, som kommer efter 38,0 km.
Nu ændrer etapen imidlertid karakter. Rytterne kører nemlig mod sydøst op over kategori 2-stigningen Col du Beal, hvor Chris Froome besejrede Albert Contador for seks år siden. Der er tale om en 10,2 km lang stigning, som stiger helt jævnt med 5,6% i snit, indtil man når toppen efter 68,5 km. En kringlet nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man via fladt terræn kører frem til kategori 3-stigningen Cote de Correau (4,0 km, 5,7%), som ligeledes er helt jævn. Toppen rundes efter 93,0 km og signalerer afslutningen på den første hårde del. Herfra fører en snoet nedkørsel nemlig mod sydøst ned til dalen, hvor man kører mod øst og syd igennem helt fladt terræn frem til udkanten af storbyen Saint-Etienne.
Her indleder man finalen. Det sker, når man drejer mod nordøst for at passere kategori 4-stigningen Cote de Saint-Heand (2,9 km, 4,3%), der trods de officielle data reelt er 10,0 km lang, men aldrig stejl. Toppen kommer efter 167,5 km, hvorefter en halvsnoet nedkørsel leder mod øst og syd ned mod Saint-Etienne, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigningen Montee Andrei Kivilev (2,9 km, 4,3%), der ligeledes er let og jævn og er til minde om den afdøde kasakhiske cykelrytter. Toppen rundes efter 182,5 km, og her rammer man den afsluttende rundstrækning lige ved den røde flamme. Nu drejer man mod nord for at køre den sidste kilometer op til stregen, der krydses efter 183,5 km.
Annonce
Etapen afsluttes med en omgang på den 35,0 km lange runde. Den første halvdel er stort set udelukkende faldende og leder mod nord og siden sydøst ad en vej, der til tider er voldsomt snoet og mod slutningen, hvor man drejer mod nordvest, byder på et par svære hårnålesving. I bunden drejer man direkte mod sydøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Leymieux (2,0 km, 5,5%), som er meget let det meste af vejen, men har 500 m med 7,6%, inden den flader ud med 4,6% på de sidste 300 m frem mod toppen, der rundes med 11,0 km igen.
Der er imidlertid ingen nedkørsel. I stedet venter kun et kort fladere sykke, som fører mod vest, inden man kører mod vest og siden nord op ad kategori 4-stigningen Col de la Gachet, der har top samme sted som Montee Andrei Kivilev. Fra denne side stiger den med 4,6% over 3,3 km, men reelt går det opad i længere tid, og der er tale om endnu en meget jævn stigning uden stejle procenter. Fra bjergspurten resterer 1200 m, men det fortsætter med at stige op til den røde flamme. Herefter falder det let over 500 m, inden de sidste 500 m stiger med ca. 6%. Finalen er teknisk ukompliceret, idet man hele vejen op ad stigningen følger en let snoet vej frem til et sving med 3 km igen, hvorefter vejen bugter sig let med en skarpere kurve blot 75 m fra stregen, der leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 3542 højdemeter
At årets Dauphiné er brutalt, ser man af denne etape. Det er den mindst afgørende for klassementet, men alligevel venter en gigantisk udfordring med 220 km og 3500 højdemeter. Alle stigningerne er dog bløde, jævne opkørsler, som ikke kan bruges til at gøre forskelle, men det er til gengæld oplagt angrebsterræn. Man kan derfor slet ikke udelukke, at et udbrud - enten tidligt eller sent - holder hjem, men den eksplosive afslutning er også skabt til typer som Julian Alaphilippe, der utvivlsomt vil gøre meget for at jagte etapesejr og førertrøje.
Saint-Christo-en-Jarez har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.
Annonce
Annonce
Annonce
2. etape
Inden ASO overtog ansvaret, var det helt fast, at Dauphiné altid sluttede med fire store bjergetaper, hvor der oftest var mål på toppen om torsdagen og lørdagen og flade finaler fredag og søndag. Den faste tradition har ændret sig i de senere år, hvor der også i løbets anden halvdel har været enkelte muligheder for sprinterne, selvom bjergerne altid har domineret i de sidste dage. I 2018 vendte man tilbage til den gamle model, og det har også hele tiden været planen i år. Mange havde dog nok troet, at en eller flere af etaperne blev ofret, da løbet blev forkortet, men sådan gik det ikke. I stedet består hele 80% af løbet nu af store dage i Alperne, og der lægges benhårdt fra land med en afslutning på løbets sværeste målstigning, Col de Porte, der er stejlere end de fleste alpetinder og vil være rammen om et meget vigtigt slag i kampen om den samlede sejr.
Med en distance på bare 135,0 km er der tale om en af de moderne, meget kort bjergetaper, som fører feltet fra Vienne til toppen af Col de Porte. Startbyen ligger lige syd for Lyon lidt uden for Alperne, og derfor består den første del af etapen af transport med retning mod bjergene. Fra start går det således mod sydøst via en vej, der først stiger let og siden falder let, frem til dagens spurt, som kommer efter 37,0 km efter endnu en kort, let stigende stykke. Herefter venter yderligere lidt flad vej, inden man rammer kategori 3-stigningen Cote de Virville (4,1 km, 5,5%), som er en helt jævn stigning med top efter 50,0 km. Kun en ultrakort nedkørsel leder ind på kategori 4-stigningen Cote de Roybon (1,5 km, 7,1%), som er en kort, stejlere sag med top efter 56,5 km.
Herefter bliver det atter lettere. Det falder jævnt mod sydøst ned til dalen, hvor man drejer mod nordøst for at køre det sidste stykke frem mod Alperne. De nås, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote Maillet (6,2 km, 8,0%), der stiger med ca. 6% på den første og sidste kilometer, 7-8% på de midterste to kilometer og har svære sektioner på hhv. 10,7% og 9,7% på km 2 og km 5. Fra toppen mangler fortsat 36,5 km, og den efterfølges af en kringlet nedkørsel, som fører mod øst ned til dalen, hvor man igennem fladt terræn kører mod sydøst ned til udkanten af Grenoble.
Inden man når ind i byen, drejer man imidlertid mod nordøst for at køre op ad målbjerget Col de Porte, der er uden for kategori. Den stiger med 6,2% over 17,5 km, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. Efter 4 km, hvoraf den ene stiger med hele 11,0%, er der nemlig en nedkørsel, inden de sidste 11,5 km atter er stigende. Der lægges blødt ud over de næste 3 km, men derefter venter 5 km med stigningsprocenter på 9-10, inden den flader ud med 6-7% frem mod de sidste 500 m, som er stejlere med 8,2%. Bjerget har flere hårnålesving på de sidste 4 km, det sidste ved den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2876 højdemeter.
Annonce
Alpestigninger er kendt for at være lange, men ikke specielt stejle, og derfor skiller Col de Porte sig ud. Den er mindre regulær og stejlere end de fleste af sine naboer, og selvom det er tidligt i løbet, og etapen samlet set er kort og ikke alt for vanskelig, kan det meget vel vise sig, at vi allerede på andendagen vil være vidner til det måske vigtigste slag om sejren. I hvert fald er målbjerget det klart sværeste i hele løbet, og torsdag eftermiddag vil vi derfor utvivlsomt vide meget mere om, hvem der kan vinde løbet samlet.
Col de Porte har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.
3. etape
Dauphiné er efter ASOs magtovertagelse i stigende grad begyndt at bruge dele af Tour-ruten som lokkemad til at sikre sig deltagelse af de store navne. I år er det nu så som så med overlappet, men den anden af løbets fire store bjergetaper byder på en mulighed for at genbesøge en af Alpernes mytiske giganter, der i år er tilbage på Tour-ruten efter ellers ganske ofte at være blevet overset på det seneste. Fredag skal rytterne således over mægtige Col de la Madeleine, der ligeledes er på programmet på Tourens kongeetape om en måneds tid, og som det er tilfældet til september, fungerer den som opvarmning. I Dauphiné er hovedretten dog betydeligt lettere end frygtede Col de la Loze i Touren, men fredagens afslutning på Saint-Martin-de-Belleville kan skabe forskelle, hvis det sker på den stejle nedre del inden den sidste nemme del af det ikke så vanskelige målbjerg.
Etapen er endnu en af de korte, intense bjergetaper, der fører over bare 157,0 km fra Corenc til Saint-Martin-de-Belleville. Selvom startbyen ligger midt i Alperne er arrangørerne sjældent npdige, idet den første del af etapen foregår i dalen. Således kører man mod nordøst igennem stort set fladt terræn. Efter 22,0 km laver man dog en lille afstikker ved at køre væk fra selve dalen, hvilket giver anledning til en lille bakke, der leder op til Allevard efter 32,5 km, men derefter rammer man igen dalen. Nu går det videre mod nordøst ad lange, lige og flade veje forbi dagens spurt, som kommer efter 43,0 km frem til det nordligste punkt. Her vender man rundt for at fortsætter mod syd ned gennem den flade dal ned til byen La Chambre, som nås efter 86,0 lette kilometer.
Her ændrer etapen dramatisk karakter. Nu drejer man nemlig mod nordøst for at køre op ad Col de la Madeleine, der er uden for kategori. Den er i alt 17,3 km lang og stiger med 8,3% i snit. Særligt de første 4 km med 9-11% er svære, men selv derefter stiger den meget jævnt med 7-9% hele vejen op til toppen i 2000 m højde. Den rundes efter 105,0 km, hvorefter en svær nedkørsel leder mod nordøst tilbage til dalen, hvor man drejer mod sydøst for at følge en let stigende dalvej frem til byen Salins-les-Thermes, som nås efter 140,0 km.
Her indledes finalen, når man kører mod sydvest og syd op til målet i Saint-Martin-de-Belleville. Der er tale om en 14,8 km lang kategori 1-stigning, der i gennemsnit stiger med 6,0%, men er meget ujævn. Efter en let først kilometer stiger den således hovedsageligt med 9-10% over de første 5 km, men derefter følger 7 km med bare hovedsageligt 3-6%, og km 10 og 11 er endda næsten flade. Til slut tager den igen fat med hhv, 8,2% og 6,3% over to kilometer, inden de sidste 800 m stiger med 6,1%. Stigningen har mange hårnålesving på den stejle del, men på de sidst 5 km følger man en stort set helt lige vej, der kun bugter sig ganske let, inden man med 800 m igen skal igennem en rundkørsel, hvorefter vejen bugter sig ind på den 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 3472 højdemeter.
Etapens sidste halvdel har et hav af højdemeter, men målbjerget er ikke specielt velegnet til at skamme forskelle. Dertil er de sidste 9 km for lette, og man kan håbe, at det ansporer til kamp allerede på Madeleine, der er en af Alpernes sværeste stigninger. Sker det, kan det blive en knaldhård og svær dag, men et stærkt hold kan også kontrollere, og skal det afgøres alene på sidste stigning, er der en risiko for, at en relativt stor gruppe vil ramme de sidste 3 km, der igen er lidt stejle efter et meget let midterstykke.
Saint-Martin-de-Belleville har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.
4. etape
Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og det synes også at være tilfældet i år. Her bydes der nemlig på mere end 4500 højdemeter over bare 157 km, og undervejs skal man i finalen over den stejle Montée de Bisanne. Til gengæld er det også her, at forskellene skal gøres, for nok engang sluttes der med en meget blød opkørsel op til målet i Megève, der højst usædvanligt er afslutning for begge de to weekendetaper.
Med en distance på 157,0 km er der tale om endnu en kort, intens etape, som fører feltet fra Ugine til toppen af Montée de l’altiport i Megève. Modsat på den foregående etape har arrangørerne ingen nåde vist, og således venter der en hård start. Ganske vist får rytterne lov at varme op ved at følge en let stigende dalvej mod vest, men derefter drejer man mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Col du Marais (5,0 km, 4,8%), som har top efter 12,0 km. Derfra går det mod nord ad et relativt fladt stykke frem til byen Les Clefs.
Her tager etapen for alvor fat, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 1-stigningen Col de Plan Bois (6,3 km, 9,5%), som er en relativt regulær og meget stejl stigning med særligt de første 2 km som svære med mere end 10%. Toppen rundes efter 31,0 km, hvorefter en svær nedkørsel leder mod nordøst direkte ned til bunden af kategori 1-stigningen Col de la Croix Fry (6,6 km, 7,9%), som ligeledes er en meget jævn stigning med top efter 41,5 km. Kun en ultrakort og let nedkørsel leder så mod nordøst, indtil man drejer mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Col des Aravis (4,3 km, 5,5%), som er en jævn, men meget lettere stigning.
Toppen rundes efter 50,5 km, hvorefter det bliver meget lettere. En teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til dalen, hvor man følger en let faldende vej mod sydøst og sydvest. Undervejs drejer man dog væk fra Arly-floden for at køre op ad den lille kategori 2-stigning Cote d’Hery-sur-Ugine (2,7 km, 8,8%), der har 500 m med hele 13,0% midtvejs, men er meget let over de sidste 700 m frem til toppen, som rundes efter 69,0 km. Herfra følger man igen Arly-floden mod sydvest via en let faldende vej tilbage til startbyen Ugine, der nås igen efter 78,5 km. Herfra fortsætter man mod sydvest igennem fladt terræn ned til vintersportsbyen Albertville, som nås efter 88,5 km.
Herfra begynder det atter at stige. Man kører nemlig mod nordøst og øst ad en let stigende vej, som leder op til byen Villard-sur-Doron, hvor dagens spurt kommer efter 102,0 km. Umiddelbart herefter indledes finalen, når man drejer mod nord for at køre op ad Montée de Bisanne, som er uden for kategori. Den stiger med 8,2% over 12,4 km og kan deles i to. De første 6 km er menneskelige med mellem 6 og 9%, men efter en let sjette km tager den fat med mellem 8 og 10% resten af vejen til toppen, som rundes efter 123,0 km.
Herfra resterer imidlertid stadig 34,0 km. Først går det mod nord og nordøst ad en relativt let nedkørsel ned til Praz-sur-Arly. Her stiger det let op gennem dalen mod nordøst frem til målbyen Megève. Herfra går det mod sydøst op ad den afsluttende kategori 2-stigning Montée de l’alitport, der stiger med beskedne 4,7% over 7,4 km. Der er tale om en relativt jævn stigning med 6,3% over den første kilometer, men derefter tre lette kilometer med bare 2-4%. Den tager så lidt fat med en kilometer med 6,6%, hvorefter det stiger med 2,9% over 1 km og slutteligt 5,2% over de sidste 500 m. Vejen er stort set helt lige med blot et hårnålesving med 3 km igen, hvorefter den bugter sig ind på den 500 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 4669 højdemeter.
Også årets kongeetape er et eksempel på, at Dauphiné-arrangørerne har forsøgt at anspore til at åbne løbene tidligt. Denne gang er målbjerget endda så let, at det næppe kan bruges til at gøre forskelle - slet ikke hvis der er modvind på den lange, lige og brede vej - og derfor skal det ske tidligere. Til gengæld er terrænet også til at køre offensivt fra start på en kort, intens etape, hvor det store slag skal slås på den vanskelige Bisanne-stigning. Risikoen er, at et stærkt hold kan kontrollere det hele nok engang, men det er op til de knap så eksplosive ryttere at gøre løbet så hårdt, at det ikke ender i en spurt på den bløde målbakke.
Megève har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, men dengang sluttede man i byen og ikke på stigningen. Det var på den stærkt kuperede sidste enkeltstart i Touren i 2016, hvor Chris Froome konsoliderede sin føring ved at sejre foran Tom Dumoulin og en overraskende velkørende Fabio Aru. Derudover var det på Dauphiné-prologen i 2004, hvor Ivan Mayo højst overraskende sejrede for Tyler Hamilton og Lance Armstrong.
5. etape
De fleste kan vel huske 2017-udgaven af løbet, hvor en aggressiv Chris Froome tidligt fik isoleret den førende og voldsomt stærke Richie Porte, der blev angrebet fra start til mål, og til slut måtte lade Jakob Fuglsang køre hjem til karrierens klart største sejr. Arrangørerne håber helt sikkert på en gentagelse. I hvert fald følger de for fjerde år i træk samme opskrift, når løbet igen slutter det med en kort, intens bjergetape, på bare 153,5 km med hele otte kategoriserede stigninger, men også denne etape følger mønsteret fra de øvrige etaper. Denne gang kommer alle de væsentlige udfordringer endda i løbets første halvdel, men slutteligt venter to korte, stejle stigninger, inden de for anden dag i træk slutter med den lette stigning Montée de l’altiport i udkanten af Megève - og det til trods for at der for anden dag i træk er mere end 4000 højdemeter på programmet.
I alt skal der tilbagelægges beskedne 153,5 km. Der er tale om en rundstrækningsetape, der starter nede i Megève og som på 4. etape har mål på toppen af Montée de l’altiport i udkanten af samme by. Fra start kører man mod øst af en let faldende vej ned i dalen, hvor man kører mod øst igennem fladt terræn. Her slår man et smut væk fra dalen for at køre op ad den lille kategori 2-stigning Cote de Domancy (2,5 km, 9,4%), der efter en let første kilometer byder på tre 500 m-segmenter med hhv. 12,4%, 10,0% og 9,8% frem til toppen, som rundes efter 16,5 km. Herefter kører man imidlertid mod nord og nordvest af den helt flade dalvej frem til byen Cluses, der nås efter 35,5 km.
Den signalerer starten på etapens sværeste del. Her drejer man nemlig mod syd for at køre op ad Col de Romme, der er uden for kategori. Den stiger med 8,9% over 8,8 km fordelt på fire kilometer med 8,5-11%, en let kilometer, tre kilometer med 8,5%-10% og slutteligt en lidt lettere afslutning med 7,5% og til sidste 800 m med 1,7 frem til toppen, som rundet efter 46,0 km. Et kort plateau i byen Romme efterfølges af ad en kort og teknisk nedkørsel, som leder mod sydvest ned til bunden af Col de la Colombiere, som er i kategori 1 og bestiges fra nordøst. Den stiger med 8,5% over 7,5 km og er efter 6% på den første kilometer stabilt stejl med 8,5-10,2% resten af vejen.
Toppen rundes efter 60,0 km, hvorefter det bliver meget lettere. En teknisk nedkørsel leder mod sydvest ned til Saint-Jean-de-Sixt, hvor dagens spurt kommer efter 74,5 km. Her kører man med det samme mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col des Aravis (10,1 km, 5,1%), som er meget let over de første 4 km, men efter en enkelt stejl kilometer med 9,2% derefter blot stiger med 5-7% frem mod toppen, der rundes efter 85,0 km.
De følgende kilometer er meget lette. En kringlet nedkørsel fører mod sydøst ned til dalen, som følges videre mod sydøst. Kortvarigt kører man væk fra dalstykket for at passere den lille kategori 4-stigning Cote de la Frassette (2,0 km, 6,1%), der snyder, da den efter 500 næsten flade kilometer stiger med 9-10% over en kilometer og slutteligt 7,5% over 500 m frem til toppen, som rundes efter 98,5 km. Nu følger man den helt flade dalvej mod nordøst tilbage til Megève, der nås igen efter 106,0 km, hvorefter man følger samme let faldende vej som først på etapen mod nordøst og øst, indtil man mod vest kører igennem fladt terræn.
Her indledes finales, når man for anden gang skal over kategori 2-stigningen Cote de Domancy, der som nævnt ovenfor er en kort og stejl sag. En nedkørsel leder mod nordvest tilbage til dalen, hvor man med det samme drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Cordon. Den stiger med 8,2% over 4,6 km og er stejlest i bunden med 3 km med 8-9% og derefter 6-8% resten af vejen. Fra toppen resterer fortsat 15 km, der indledes med en dalvej, som fører mod sydøst og syd og stiger med 4-5%.
I udkanten af Megève drejer man mod sydøst for at køre op ad den afsluttende kategori 2-stigning Montée de l’altiport, men denne gang kommer men lidt længere nedefra, så den i alt er 9,0 km lang med 4,6% i snit. De første 6 km er ret lette med hovedsageligt ca. 4% afsluttet med en kilometer med bare 2,3%. Herefter følger 1 km med 6,6%, inden de sidste 1500 er ganske lette med først 1000 m med 2,9% ov slutteligt 500 m med 5,2%. Vejen er stort set helt lige med blot et hårnålesving med 3 km igen, hvorefter den bugter sig ind på den 500 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på hele 4391 højdemeter.
Dauphiné er et løb, der aldrig er ovre, før den fede dame har sunget. I 2014, 2015 og 2017 var vi vidner til store dramaer på meget aggressive afslutningsetaper, hvor korte distancer og bjergrigt terræn blev brugt til at skabe fremragende cykelløb. Noget lignende kan meget vel blive tilfældet igen i år, hvor der er mulighed for at sætte alt på spidsen og angribe fra distancen, som Froome gjorde adskillige gange i 2017. De vanskeligste udfordringer kommer nemlig på første halvdel, men formentlig vil det skulle afgøres på trippelstigningen til sidst. Her er der mulighed for at skabe forskelle på de korte og stejle stigninger i bunden, men til gengæld er der langt op ad den lette målbakke, især hvis der er modvind hele vejen. Uanset hvad er det sidste chance for at ændre løbets udfald og efter fem dage med et hav af højdemeter kan også disse stigninger skabe drama.
Megève har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, men dengang sluttede man i byen og ikke på stigningen. Det var på den stærkt kuperede sidste enkeltstart i Touren i 2016, hvor Chris Froome konsoliderede sin føring ved at sejre foran Tom Dumoulin og en overraskende velkørende Fabio Aru. Derudover var det på Dauphiné-prologen i 2004, hvor Ivan Mayo højst overraskende sejrede for Tyler Hamilton og Lance Armstrong.
DELTAG I CRITERIUM DU DAUPHINE MANAGERSPILLET
Favoritterne
Criterium du Dauphiné er kendt for to ting. Først og fremmest er det som regel den vigtigste Tour-generalprøve - en rolle, det siden ASOs overtagelse i stigende grad har sikret sig på bekostning af Tour de Suisse. For det andet er det med sine (oftest) fire store bjergetaper i Alperne det hårdeste og mest bjergrige af alle de ugelange etapeløb, både i kraft af ruten og af et felt, hvor næsten alle er i Tour-form.
De to karakteristika bliver taget til nye højder i det mærkelig corona-år 2020. Med fraværet af Tour de Suisse er løbet nu nærmest uundværligt på kalenderen for enhver klassementsrytter med ambitioner i Touren, og selvom mange har været fristet af at jagte succes i det mest bjergrige monument, Il Lombardia, nu hvor det afvikles på et tidspunkt, hvor de for en gangs skyld er i topform, er det blandt Tour-klassementskandidaterne kun den forsvarende Lombardiet-vinder Bauke Mollema, Fabio Aru, Esteban Chaves og Fabio Aru, der har valgt den model. Dermed bliver Dauphiné mere end nogensinde en Tour-generalprøve, for stort set alle topnavnene vil være med denne gang i det vel stærkeste klatrefelt nogensinde.
Og netop klatring bliver der brug for. Som sagt er løbet det mest bjergrige af de store ugelange løb, men det bliver taget til nye højder i år. Allerede inden corona-krisen stod det klart, at der ikke blev nogen tidskørsel i år, og da den lille virus tvang arrangørerne til at slagte tre etaper, valgte de - modsat folkene bag Tour de Pologne i sidste uge - at lade det gå ud over sprinterne. Alle fem etaper med mål på stigninger fik lov at blive, og i et løb uden én eneste flad afslutning forstår man godt, hvorfor folk som André Greipel, Alexander Kristoff, Peter Sagan, Sonny Colbrelli og Niccolo Bonifazio ikke glæder sig voldsomt til en uge, der alene handler om at få nogle bjerge i benene inden Touren.
Den specielle rute åbner også op for helt nye perspektiver. Normalt er det meget svært for de rene klatrere at vinde de store ugelange etapeløb, hvor enkeltstarter som regel spiller en stor rolle, og i de senere år er det det som regel tidskørselsløse Volta a Catalunya, der har været deres eneste reelle chance for at tage en stor sejr. Ganske vist er Christian Prudhommes foragt for enkeltstarter også i stigende grad blevet tydeligt i Dauphiné, der for længst er gået væk fra det faste mønster med en prolog og en 40-50 km lang onsdagsenkeltstarter, men det er alligevel historisk, at løbet er helt uden én eneste kilometers kamp mod uret. Det må skærpe interessen for hos klatrerne, der mere end nogensinde har chancen for at vinde et stort ugelangt etapeløb - og så endda det i dag mest prestigiøse af slagsen. Og i øvrigt bliver den prestige ingenlunde mindre af, at feltet i år er det stærkeste måske nogensinde.
Det er ikke nogen ny situation, at flere Tour-navne støder sammen i Dauphiné, men betydningen af et godt resultat allerede her har været lidt forskellig over årene. Tidligere syntes der at være en meget klar tendens til, at løbet hovedsageligt var forberedelse, og mange af favoritterne var ofte meget langt efter de bedste. Det er eksempelvis sigende, at Alberto Contador selv i de år, hvor han var totalt dominerende, aldrig vandt det franske løb.
Det har imidlertid ændret sig, siden Sky i 2011 satte sig på løbet. Siden da er Dauphiné i stigende grad blevet betragtet om et sted, man går efter sejren, og ikke mindst et betydeligt selvtillidsboost på vejen mod juli. Således så vi i 2012, 2013, 2015 og 2018 lavede ”The Double” med først Wiggins, siden med Froome to gang og senest med Thomas. Der er stadig ryttere, der som regel er langt fra niveauet i Dauphiné - det plejer eksempelvis at være tilfældet for Nibali, når han har brugt det som Tour-forberedelse - men nu om dage er Tour-favoritterne generelt langt mere konkurrencedygtige end tidligere.
I år er alt selvfølgelig anderledes, og generelt må vi forvente, at langt de fleste er konkurrencedygtige. Dels kommer løbet i år tættere på Tour-starten, hvilket i sig selv stiller større krav til formniveauet. Dels har rytterne haft så lang en pause, at de modsat den normale trend, der tilsiger, at de kommer til Alperne direkte fra højdetræningslejr, nu alle faktisk har nylige løbskilometer i benene. Og med så lang en pause har vi tillige set, at rytterne har haft et større behov for at grave dybt og faktisk køre cykelløb, formentlig for at genfinde en følelse og løbsrytme, der for enkelte har manglet helt siden 2019. Det gør det heldigvis lidt lettere at spå om end vanligt, hvor vi som regel er på bar bund i forhold til rytternes form, da det i år er meget få af favoritterne, som slet ikke har kørt løb - i første række Emanuel Buchmann og Adam Yates.
Rollen som Tour-generalprøve bliver naturligvis endnu mere udtalt af, at det er anden chance for at se et opgør mellem de to altdominerende stormagter, Ineos og Jumbo, der begge kommer i næsten total Tour-formation. Hos Ineos mangler vi i forhold til den 10 mand store Tour-bruttotrup kun Andrey Amador, Tao Geoghegan Hart og Luke Rowe, mens vi fra Jumbos otte mand store Tour-trup kun savner den uhyre formstærke George Bennett, der netop fordi han altid kommer for tidligt i form - en frygt, man også kan have denne gang - bevidst dropper løbet for ikke nok engang at brænde for meget krudt af inden sine grand tours.
Det betyder også, at det bliver de to hold, alle kommer til at indrette sig efter. Og i forhold til sidste uge kan vi vente større lighed, efter at Jumbo gav Ineos prygl i deres første opgør på stigningerne i Jura-bjergene. Ineos bliver markant styrket af tilstedeværelsen af formstærke Pavel Sivakov, mens Jumbo svækkes af Bennetts fravær. Det håber de naturligvis, at Sepp Kuss kan kompensere for, men amerikanerens form er så svingende, at der ingen garantier er for den slags. Og selvom den flyvende Wout van Aert jo er en forstærkning, er det trods alt ikke ham, der gør forskellen på de sidste stigninger i Alperne.
Ruten er nok bjergrig, men den er også speciel. Åbningsetapen er nok lang og hård, men det er en puncheuretape, som Julian Alaphilippe utvivlsomt har kigget sig ud, og hvor forskellen mellem de bedste vil komme i kraft af bonussekunder. For de rene klatrere er det en dag, der skal overstås, og chancen for at vinde ”rigtig” tid kommer først på de fire alpeetaper til slut.
Deres design er meget specielt. Kun 2. etape har en rigtig bjergafslutning på et svært målbjerg. Col de Porte er til gengæld også et stejlere bjerg end de typiske alpepas, men selvom den kommer efter den samlet set klart letteste af etaperne, kan den være bedste mulighed for at skabe forskelle mellem de allerbedste. De tre øvrige etaper er ganske vist langt, langt sværere, men her skal slaget slås tidligere. På 3. etape har målbjerget ganske vist en svær start, men særligt i tilfælde af modvind er den sidste del så let, at det skal have været hårdt på Madeleine forinden, hvis man skal køre alene væk fra den svære sektion. Og weekendetaperne har begge samme bløde opkørsel i Megève som afslutning, og det er en ren Alaphilippe-spurt, hvis ikke det hele er eksploderet forinden. Det burde der med mere end 4000 højdemeter heldigvis også være potentiale til, men man skal ikke regne med, at der sker noget på målbakken i sig selv.
Et design, der kræver angreb fra distancen på tre ud af fire bjergetaper, er et sats fra arrangørernes side. Det kan få det hele til at eksplodere, som vi så i den fantastiske 2017-udgave, hvor Sky isolerede løbets stærkeste rytter, Richie Porte, der på egen hånd ikke kunne svare på alle angreb - en situation, Jakob Fuglsang udnyttede til at tage en sejr. Problemet er bare, at den udvikling skyldtes Portes manglende støtte, og i dette løb er vi i en helt anden situation. Her er løbets favoritter samlet på to ekstremt stærke hold, der har en reel mulighed for at lægge løbet i et jerngreb, så det i stedet blot ender med tre spurter i mindre grupper de tre sidste dage. Og så bliver afslutningsevne og bonussekunder pludselig en nøglekomponent, selvom den vigtigste egenskab stadig er klatreevner, når man i weekenden hver dag skal klatre mere end 4000 højdemeter. Man skal heller ikke glemme, at Col de Porte er så svær, at forskellene jo kan være gjort allerede om torsdagen, hvorfor den bedste klatrer sagtens kan blive slået i eventuelle spurter de sidste tre dage og alligevel vinde løbet.
I det lyse bliver vejret også vigtigt. Mange vil glæde sig over, at varmen bliver mindre trykkende, og at det kun er de første to dage, der vil finde sted i mere end 30 grader, mens de tre sidste etaper ventes at finde sted i temperaturer mellem 25 og 30 grader. Samtidig vil luftmassen være meget ustabil, og der er stor risiko for også kraftige byger (præcis som på den vilde kongeetape sidste år) alle dagene fra torsdag til søndag. Og endelig vil specielt Bernal ærgre sig over, at der er udsigt til sidemodvind på finalebakken på begge weekendetaper, mens der vil være sidevind på finalebjerget fredag. Kun på Col de Porte torsdag kan rytterne se frem til gunstig vind, der gør det lettere at gøre forskelle. Det vil spille en betydelig rolle, også selvom vinden ikke vil være alt for voldsom nogen af dagene, men det kan sagtens ændre sig, hvis finalen køres midt i en af de voldsomme tordenbyger.
Rutens design stiller dermed også forskellige krav til de to hold, der skal styre slagets gang. Jumbo ved, at de i Primoz Roglic har den bedste afslutter, og derfor kan de i princippet køre defensivt og blot udnytte deres ekstremt stærke hold til at kontrollere. Derimod skal Ineos og Egan Bernal for alt i verden undgå at skulle spurte mod Roglic. Colombianeren har en stor chance for at slå til på 2. etape, men lykkes det ikke, må det være Ineos, der skal få løbet til at eksplodere de sidste tre dage.
Det kan blive svært. Nok mangler vi Bennett, men alligevel er Jumbo skræmmende. Det kan godt være, at de har tre kaptajner, men hvis Roglic som ventet viser sig stærkest af de tre både i en spurt på 1. etape og på 2. etape, kan han meget vel være i førertrøjen allerede torsdag aften. Derefter giver hierarkiet sig selv, og så skal Ineos stå tidligt op, hvis de skal isolere Roglic så tidligt, at han ikke blot kan bruge Tom Dumoulin og Steven Kruijswijk (samt forhåbentlig Kuss) til at hente Bernal ind igen, selv hvis colombianeren (mod forventning) skulle være i stand til at sætte sloveneren på de svære dele af etaperne. I virkeligheden er det måske nogle af løbets andre ryttere, der har størst chance for at lave ”en Fuglsang” eller ”en Talansky” og snige sig væk, mens favoritterne kigger lidt for meget på hinanden, men selv det scenarium virker svært i lyset af Jumbos styrke.
I det lys er der heller ikke tvivl om, at Primoz Roglic er favorit. Kongen af ugelange etapeløb er igen det monster, han altid er, når han lander fra en højdetræningslejr, og da han sejrede i Ain, lignede han en mand, hvis puls undervejs aldrig kom over de 100. Overskuddet var så stort, at han endda forsøgte at give Dumoulin sejren på 1. etape og tildele Kruijswijk sejren på 2. etape, og havde han ikke trukket i håndbremsen i spurten på førstedagen, havde han formentlig gjort rent bord med tre sejre på tre dage. Samtidig fik det altædende monster vist en uhyggelig kørelyst, da han allerede på løbets eneste sprinteretape satte sprinterne skakmat med sine forceringer på den lille bakke i finalen, og selvom han først og fremmest er her for forberedelse, er der ingen tvivl om, at han meget gerne vil vinde et af de efterhånden få ugelange etapeløb, han endnu ikke har vundet (eller endsige deltaget i).
Opskriften til Roglic-sejr er enkel. Nok bliver formstærke Alaphilippe svær at slå på 1. etape, men slovenske bonussekunder er bestemt inden for rækkevidde. Dernæst venter en gedigen bjergafslutning på 2. etape, men i lyset af præstationen på Grand Colombier i søndags er det svært at se, at han ikke også skulle vinde der. De sidste tre dage kan han så bruge sit brølstærke hold til at kontrollere, og selv hvis Bernal skulle køre fra ham på de svære stigninger - hvilket intet tyder på - er der masser af tid til at skabe samling, så Roglic atter kan bruge sin spurt til at gøre det færdigt til slut. Og da det vil være op til Ineos at få løbet til at eksplodere, vil Jumbo næppe blive slidt ned undervejs. Nok er Kuss ustabil, men Dumoulin og Kruijswijk er garanter for et højt niveau, og Van Aert kan formentlig holde sig til overraskende længe i bjergene også.
Truslen mod Roglic er hans tendens til at spille lidt for meget med musklerne. Det har før kostet ham mod slutningen af etapeløb, men det er længe siden, det sidst er sket. Han har nu lært at køre langt mere afventende, præcis som han gjorde i Ain i sidste uge, og skoleeksemplet var naturligvis Vuelta-sejren, hvor han reelt aldrig åbnede op for posen, men bare fulgte med og sikrede sejren på enkeltstarten. Denne gang skal han bare sørge for at slå til på Col de Porte og derefter bruge holdet de sidste tre dage. I lyset af kombinationen af kollektiv og individuel styrke bliver Roglic meget svær at slå i dette løb.
Manden, der skal slå ham, er naturligvis igen Egan Bernal. I lyset af den ringe form hos Geraint Thomas og Chris Froome burde kaptajnrollen være relativt enkel at tildele til colombianeren. Han måtte imidlertid sande, at han var klart slået af Roglic i søndags, hvor hans meget mærkelige kørsel bestemt heller ikke var specielt overbevisende, og hans kommentarer efterfølgende lød heller ikke til, at han var specielt godt tilfreds med oplevelsen. Heldigvis kan Bernal glæde sig over, at et samlet set hårdere løb med flere bjerge tilgodeser hans dieselmotor, men på alle andre parametre er det ikke nogen voldsomt god Bernal-rute. Den eneste finale, der virkelig passer ham, kommer på 2. etape, mens han de øvrige dage skal af med Roglic tidligere, enten i bunden af målbjerget fredag eller på nogle af de tidligere stigninger i weekenden.
Det kan blive svært, men i det mindste er det ikke umuligt. Ineos fik måske klø i weekenden, men de rejste sig betydeligt søndag, hvor de faktisk gjorde det ganske godt og totalt kontrollerede hele etapen, hvilket naturligvis bidrog til at isolere Bernal til slut. Thomas og Froome må ventes i fremgang, og tilgangen af Sivakov er en gigantisk styrkelse. En flyvende Bernal kan i dette terræn godt sætte Roglic under pres med støtte fra så stærkt et hold, og derfor er han den største trussel mod slovensk sejr, også selvom han risikerer at være slået allerede torsdag aften, hvis ikke 2. etape går, som han ønsker.
Hvem kan true de to store hold? Det er nærliggende i første omgang at pege på Thibaut Pinot . Franskmanden slap endelig af med sygdom og manglende tro på egne evner i efteråret 2018, hvor han endelig indfriede sit potentiale, og det blev stillet til fuldt skue, da han tørrede gulv med Bernal på Prat d’Albis i Touren. Vi ved alle, hvor tragisk det hele endte for stakkels Pinot, men han ved nu med sikkerhed, at han i topform har en reel chance for at køre fra alt og alle.
Desværre er Pinots optakt blevet forstyrret af tandsmerter, der kostede en del træning på træningslejren i juli. I det lys var han dog godt tilfreds med generalprøven i Occitanie, og med en god uges træning siden da må han ventes at være kommet betydeligt længere. Allerede sidste år var Pinot skræmmende i dette løb - i hvert fald ifølge Froome, der fortæller, hvordan Pinot kørte brølstærkt på den knaldhårde 2. etape - men han blev siden syg. Generelt er Pinot dog altid på et uhyre højt niveau i ugelange etapeløb, og det er kun i grand tours, at han har haft sine udfald - først og fremmest fordi helbredet har haft svært ved de tre uger, ligesom han har haft svært ved forventningspresset i Touren.
Det er stadig usikkert, om Pinot er på sit 2019-niveau, men hvis han er, bliver han farlig. Tabet af den sygdomsramte Gaudu er et stort problem, for selvom holdet ikke er ringe, vil han skulle klare finalerne mod Ineos og Jumbo på egen hånd. Til gengæld passer de eksplosive finaler de sidste tre dage slet ikke dårligt til hurtige Pinot, slet ikke fordi de kommer efter store dage med mange højdemeter, som han elsker dem. De lavere temperaturer og tordenbyger er også en stor fordel for FDJ-kaptajnen, der dog efterhånden har fået bedre styr på sine vanskeligheder i varmen. Det er klart, at det bliver en svær opgave at forsvare en førertrøje uden Gaudu, men hvis han har niveauet fra sidste år, er Pinot manden, der på denne rute kan true de store.
Den anden er måske Tadej Pogacar. Det er ikke let at være vidunderbarn i Remco Evenepoel-æraen, for selvom sloveneren fortjener prædikatet, står han ofte i skyggen af den vanvittige belgier. Pogacar har ellers gjort noget helt unikt ved i sin første grand tour ikke blot at gå på podiet, men også vinde tre (!!!) bjergetaper - noget, der selv er svært for de mest dominerende grand tour-ryttere. Det er imidlertid blot en bekræftelse på den gigantiske motor, der gør Pogacar til indbegrebet af en grand tour-stjerne, fordi han i alle sine etapeløb hidtil bare er blevet bedre og bedre dag for dag.
I det lys er det en ulempe, at løbet her er kortere end vanligt, men samlet set er det så vanskeligt, at Pogacar nok burde kunne få glæde af sin restitution, særligt i weekenden. Topniveauet synes ikke at være blevet ringere efter en sæsonstart, hvor han ganske vist led i varmen på første bjergetape i Emiraterne, men senere vandt den anden af slagsen og kørte alle rundt i manegen med sin magtdemonstration i Valencia. Han gav også Roglic stor modstand ved de slovenske mesterskaber, hvor han endda slog landsmanden på bjergenkeltstarten (hvilket dog nok skyldtes et dårligt cykelvalg hos Jumbo-rytteren), og det vidner om hans tårnhøje klasse.
Starten i Strade Bianche var ikke skræmmende, men det er et specielt løb, en let rytter som ham først skal lære, og han viste fin form med sit angreb på Cipressa i lørdags, hvor finalen ikke uventet var for eksplosiv for ham. Hans hold er ikke skræmmende, men har en formstærk Davide Formolo og en delvist genfødt David de la Cruz, men først og fremmest har han et våben, der er vigtigt i dette løb. Da han slog Valverde i puncheurspurten i Valencia og siden spurtede sig til sejr i Emiraterne viste han sig som en fremragende afslutter, og det er som bekendt en meget vigtig komponent, hvis man vil være med i front på denne rute.
Det er også derfor, at jeg rangerer Adam Yates meget højt. Det kan godt være, at briten nu to år i træk har oplevet gigantiske nedture i Touren, men i stort set alle andre løb har han siden begyndelsen af 2019 kørt med om sejren. Han var flyvende sidste forår, og i år var han nærmest skræmmende, da han i Emiraterne trods modvind knuste Pogacar og alle andre på Jebel Hafeet-stigningen. Også i dette løb plejer han at gøre det godt med sin podieplads i 2018, inden han sidste år lå nr. 2 bag Fuglsang, indtil sygdom tvang han ud af løbet på sidste etape. I det hele taget har Yates ikke kørt et ugelangt etapeløb uden at være blandt de bedste i 2019 og 2020.
Til gengæld er hans form helt ukendt. Han er en af de få, der slet ikke har kørt løb, og det skaber usikkerhed. Til gengæld har han nu to år i træk vundet i sit allerførste løb i sæsonen, og hans præstationer her viser også, at han er en mester i at træne sig i form. Angiveligt kører han ikke klassement i Touren (men det ligner bluff hos en mand, der gerne vil fjerne presset i tilfælde af en ny nedtur), men her vil han jagte et resultat. Han er ikke en mand til store bjergetaper, og man kan frygte, at denne rute er lidt for bjergrig, men de korte etaper og det kortere løb tiltaler ham. Først og fremmest har han dog det punch, der er en nøglekomponent i dette løb, hvis ikke han slides ned af de lidt for mange højdemeter forinden.
Den form for nedslidning skal Emanuel Buchmann ikke frygte. Den tyske dieselmotor har gjort gigantiske fremskridt siden det allerførste løb i januar 2019, og siden dengang har han været en af de bedste i stort set alle løb, han har kørt. Også i år var han skræmmende stærk på Mallorca, hvor han lignede en mand i sin egen liga, indtil han desværre blev slået ud af et styrt i Emiraterne. Ligesom Yates har han endnu ikke kørt løb i år, men som vi nu to gange har set på Mallorca, mestrer Buchmann kunsten at træne sig i form. Og så glemmer mange danskere, der begejstres over Fuglsangs sejr, nok, at tyskeren formentlig havde vundet dette løb sidste år, hvis ikke han havde begået den gigantiske og ugennemtænkte brøler at gå i udbrud på en 2. etape, der endte med at koste den tid, som havde givet ham den samlede sejr.
Desværre for Buchmann er ruten ikke ideel. Han elsker det samlede antal højdemeter over de mange dage, men de eksplosive finaler er ikke hans kop te, selvom der er tegn på, at han langsomt er ved at blive en bedre afslutter. Hans store dag kommer på Col de Porte, men ligesom for stort set alle andre får han svært ved at forsvare en trøje mod Jumbo og Ineos de efterfølgende dage. Buchmanns chance er at gøre forskellen fra distancen på tre knaldhårde dage til sidst. Det er svært, men netop Buchmann har på Mallorca, i Baskerlandet og ikke mindst i dette løb sidste år (hvor angrebsiveren dog ikke var så heldig) vist, at han er en dejlig opportunistisk rytter, der ikke er bange for at angribe fra distancen. Og med sin store motor er han måske manden, der også kan gøre det færdigt.
Nairo Quintana lider lidt under de samme problemer som Buchmann. I foråret fik han atter bekræftet, at hans topniveau stadig er tårnhøjt, og selvom det stadig er en fejl at anse det som en genfødsel - han kørte nemlig også lige op med Bernal i foråret 2019 - viser det, at Quintana er og bliver en klasserytter. Han fik sig en lussing på Ventoux i torsdags, men i weekenden var han allerede langt bedre og manglede ikke meget i at matche Bernal og Roglic på Grand Colombier, hvor han også led under, at de begge har et bedre punch i det, der nærmest bare blev en spurt op til toppen. Efterhånden som styrtet i juli kommer på afstand, vil han blive bedre, og vi kan vente, at han er endnu tættere på her. Desværre er Quintana ingen afslutter, og derfor skal han som Buchmann gøre forskellen fra distancen, hvilket bliver svært mod de bedre hold, og selvom han her faktisk har et udmærket hold med Warren Barguil ved sin side, bliver det heller ikke let for ham at forsvare en trøje, han måtte erobre på 2. etape. Endelig er Quintanas største problem nu om dage den manglende holdbarhed, og spørgsmålet er, om han stadig er i stand til at holde niveau over alle fem dage i så svært et løb. Det er måske i virkeligheden det vigtigste svar, colombianeren skal have, og så må han leve med resultatet på en rute, der ikke tilgodeser ham.
Jeg har været meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre med Julian Alaphilippe. Franskmanden havde meldt ud, at hans store fokus på VM og klassikerne betød, at sæsonstarten skulle være rolig. Der var nu ikke meget ro over hans vilde angreb på Poggio i lørdags, og hvis man betænker, at han forinden havde haft en punktering lige inden Cipressa, kan det konstateres, at han tilbage på sit absolutte topniveau efter en sjældent rusten start på sæsonen.
Det gør ham til en sejrskandidat i dette løb. Indtil Touren i 2019 var det jo ellers så sikkert som amen i kirken, at Alaphilippe eksploderede efter 3-4 dage i et etapeløb - og det med et brag, der kunne høres af selv den mest hørehæmmede franske cykelfan. Holdbarhed og evner på lange bjerge blev imidlertid med ét en kunst, Alaphilippe også mestrer, og med udsigt til et knaldhårdt VM skulle han tillige have arbejdet med sin klatring. Og faktisk passer ruten ham glimrende. De eksplosive finaler på fire af de fem etaper passer ham som fod i hose, og selv Col de Porte kan han håndtere, især fordi den kommer efter en relativt let dag.
Den helt store udfordring handler for ham om at overleve de mange højdemeter og lange bjerge undervejs. Her tror jeg stadig, at han kommer til kort, især fordi Jumbo og Ineos vil sætte ham voldsomt under pres, hvis han viser sig holdbar de første dage. Det gjorde de bare også i Touren sidste år, og da var det først efter to uger, at svaghedstegnene begyndte at vise sig. Dette løb er kun fem dage langt, og Alaphilippe kan spurte som få i finalerne på fire af de fem dage. Det gør, at han faktisk er en af de få ryttere, der har en reel sejrschance, selvom det mest sandsynlige nok er, at det alligevel ender med endnu en eksplosion, som vi så ofte har set dem.
Mikel Landa trives efter endelig at være befriet fra hjælperoller, og han har været flyvende i år. Han var stærk i Andalusien, selvom han kørte rundt med et stærkt forslået ribben, og han kom fornemt fra start i Burgos, hvor han åbnede for sent på 3. etape og endda kørte fra selveste Remco Evenepoel på 5. etape, til trods for at han bestemt ikke havde sparet på kræfterne undervejs. Endelig kan baskeren endda se frem til et løb uden enkeltstart, og dermed er han for en sjælden gangs skyld en reel sejrskandidat i et ugelangt etapeløb på WorldTouren.
Landa har dog præcis det samme problem som Buchmann, Quintana og for så vidt også Bernal. Spurte kan han ikke, og derfor lider også han under de alt for lette finaler. Også han skal gøre forskellen forinden, men heldigvis er også han dejligt aggressiv og villig til at tage risici fra distancen. På papiret er holdet stærkt, men hverken Dylan Teuns, Damiano Caruso eller Pello Bilbao har klatret overbevisende hidtil, og derfor risikerer også han at være alt for alene. Håbet for ham må være, at han sammen med de andre ensomme ulve kan tvinge Jumbo i knæ undervejs. Landa vil formentlig være en af de allerbedste, men det er meget svært at se ham vinde løbet.
Selvom man må vente sig, at en Froome i klar fremgang samt en Thomas, der måske var lidt rusten i Ain, er bedre i denne uge, er det nok alligevel Pavel Sivakov, der er Ineos’ bedste bud på et alternativ til Bernal. I Touren er han hjælper, men her kunne man sagtens forestille sig, at han spares som næstsidste mand, præcis som i Occitanie. I det franske løb viste han, at han har gjort gigantiske fremskridt siden et 2019, hvor han aldrig klatrede med de allerbedste, men det gjorde han i den grad i Pyrenæerne, hvor han trods hårdt hjælpearbejde endda blev nr. 2 bag kaptajnen. På den baggrund ligner han lige nu en af løbets allerstærkeste, og med sin gode motor burde han i virkeligheden passe endnu bedre til dette hårdere løb med mange højdemeter og flere dage. Det er klart, at hans muligheder afhænger meget af hans rolle på holdet, men det er ikke et helt utænkeligt scenarium, at han og Bernal faktisk kan isolere Roglic. Sker det, kan der opstå taktiske muligheder, som en velkørende Sivakov kan udnytte.
Jumbos bedste alternativ kunne ligne Tom Dumoulin. Måske lavede han ikke et resultat i sidste uge, men han var langt bedre end resultatet viste. På 1. etape kørte han et lead-out, der var så stærkt, at Roglic forsøgte at lade ham vinde etapen, og på 2. etape var det ham, der fik det hele til at eksplodere. På kongeetapen var det ham, der kontrollerede den sidste del af Grand Colombier, og det var særligt her, at han viste, at han efter sin lange pause atter kan klatre med de allerbedste, også på de sværeste af de svære bjerge. I dette løb risikerer han som sagt meget let at blive hjælper for Roglic, der med en tidlig førertrøje kommer til at trække store veksler på sit hold, og derfor er det mest sandsynlige, at han ikke laver et personligt resultat. Hvis til gengæld Roglic ikke tager trøjen, og det hele ender i et taktisk spil, ligner Dumoulin Jumbos bud på manden, der kan udnytte det store fokus på den slovenske supermand.
Det har været forløsende at se Richie Porte efter corona-pausen. Nok må vi sande, at den lille australier aldrig bliver det altædende uhyre, han engang var, men han er langt, langt bedre end i 2019. Særligt præstationen på Ventoux var lovende, og havde han ikke sovet i timen, da Aleksandr Vlasov tog alle på sengen på stigningens letteste stykke, kunne han meget vel have slået den unge russer, som han kørte helt lige op med på det skaldede bjerg. I Ain så det ud til, at han bevidst to den med ro de første dage for at komme sig efter Ventoux, men på kongeetapen gik han efter et resultat og lignede en af de allerstærkeste, selvom han mod slutningen betalte prisen for sine mange angreb til sidst. I dette løb har han ikke Ventoux i benene dagen forinden, og derfor går han naturligvis efter klassementet. I gamle dage var han helt umulig at slå på stigninger i ugelange etapeløb. Det er han ikke længere, men Porte ligner en mand, der igen kan være relativt tæt på de bedste.
EF kommer med et af de mest spændende hold, og de har et hav af kort at spille. Manden, der for alvor kan overraske, er Sergio Higuita. Den colombianske guldfugl tog verden med storm i 2019, hvor han kørte lige op med Pogacar i Californien og vandt en stor bjergetape efter et fantastisk ridt i Vueltaen. I foråret blev han colombiansk mester og vandt Tour Colombia samlet, men sandheden er desværre også, at han faktisk var lidt skuffende. I hvert fald virkede han ikke skræmmende på kongeetapen i hjemlandet, og specielt var det kritisk, at han ikke kunne sætte sig igennem på kongeetapen i et Paris-Nice, hvor der ikke var mange bjergryttere til start. Heldigvis udvikler han sig med lynets hast, og man må formode, at han har lagt lag til i pausen. Med sin sublime afslutning er dette et løb, der næsten ikke kunne passe ham bedre, især fordi han også kan klatre i store bjerge. Udfordringen bliver at bevise, at han også kan klatre med de allerbedste i de allerstørste etapeløb, når alle er de allerbedste form. Det mangler vi stadig at se.
Netop rutens eksplosive natur gør, at man også skal regne med Dan Martin. Ireren havde et forfærdeligt 2019, men viste fremgang fra sæsonstart. I Ain havde en offday på 2. etape, men kom stærkt tilbage på kongeetape, hvor en ærgerlig defekt ødelagde hans chance for at tage kampen op med Bernal og Roglic til sidst. Det havde han nu nok ikke kunnet alligevel, for Martin var undervejs meget i vanskeligheder, men han viste, at han ikke er alt for langt fra sit gamle niveau. Det finder han næppe igen, og derfor kan man godt have en frygt for, at han undervejs bliver sat af, når Ineos lægger pres på for at knække Roglic, især fordi han altid er ustabil i etapeløb. Til gengæld kan han ende langt fremme, hvis han klarer 2. etape og sidder med hvem til en spurt de sidste tre dage, hvor hans afslutning er et uhyre stærkt våben.
Hos EF har jeg næstmest tiltro til Hugh Carthy. Der er en risiko for, at briten ikke er i form, da hans mål ligger i Giroen, men til gengæld er han farlig, hvis han vitterligt er klar. Således så vi i Giroen sidste år, at han endelig er i stand til at klatre med de allerbedste, og det er også svært at glemme det gigantiske soloridt i Schweiz. I februar overraskede han med sjældent god form fra sæsonstart, hvor han altid er helt væk, og kørte med de bedste på Ventoux i Provence. Man skal altid regne med, at Carthy er rusten efter en pause, og det kan sagtens være igen, men takterne fra foråret var lovende. Han er en rigtig dieselklatrer, som i kraft en ringe afslutning ikke vinder løbet, men de mange højdemeter betyder, at en fyr som ham alligevel kan ende langt fremme, hvis blot han sidder med hver dag og kører stærkt på 2. etape.
Egentlig burde Miguel Angel Lopez ikke nævnes. Colombianeren har nemlig været helt væk i Occitanie og på Ventoux. Det undrer imidlertid ikke, for Lopez er sjældent god i sine forberedelsesløb frem mod grand tours. Vi ser dog også ofte, at han hurtigt forbedrer sig i kombinationen San Sebastian-Burgos frem mod Vueltaen, og man må derfor formode, at han langsomt begynder at blive konkurrencedygtig. Det rækker næppe til at vinde, især fordi de eksplosive finaler ikke passer ham alt for godt, men på en så bjergrige skal man regne med Lopez, der indtil styrtet i Vueltaen lignede en mand, der kan finde sit gamle niveau - noget han bekræftede ved at slå Evenepoel på Malhao i februar. Han er formentlig stadig for rusten til at være med helt i front, men vi skal ikke blive overraskede, hvis han er langt bedre end hidtil.
Jeg har meget svært ved at vurdere potentialet hos Daniel Martinez. Hans sejr på kongeetapen i Paris-Nice sidste år var storslået, og han var skræmmende i Tour Colombia i år, hvor han satte Bernal og Higuita til vægs på kongeetapen. Til gengæld har han været under niveau i stort set alle andre løb, og selvom meget skyldtes skaden sidste år, var han også fraværende i de fleste løb i foråret. Hans topniveau er åbenlyst tårnhøjt, men han mangler stadig stabilt at holde det over mange dage. Det er dette bjergløb en god lejlighed til at vise, og som ungt talent er han så meget i udvikling, at der er grund til at håbe på, at corona-pausen har givet ham de procent, vi allerede fornemmede i februar.
En rytter, der i hvert fald har gjort fremskridt, er Guillaume Martin. Det fornemmede man allerede i foråret, og det er i den grad blevet bekræftet efter pausen. Allerede på Ventoux var han med sin offensiv god, og efter et ærgerligt styrt på 2. etape var han flyvende på Grand Colombier i søndags. Her så vi også ”en rigtig Martin”, for den franske dieselklatrer, der altid skal bruge 3000 højdemeter, inden han er varm, led længe på stigningen for siden at slutte stærkt af. De korte etaper tiltaler ham ikke, men heldigvis har de så mange højdemeter, at også han når at få motoren i omdrejninger. Faktisk kan han også spurte hæderligt, og derfor ligger løbet slet ikke så dårligt til ham. Han skal imidlertid undgå de offdays, vi har set, hvor han kommer i vanskeligheder i tilfælde af en hurtig og aggressiv start, som vi meget vel kan se på etaperne i weekenderne. Undgår han det, synes den Nietzsche-interesserede filosof efterhånden at have niveauet til at være med meget langt fremme.
Det er velkendt, at dieselmotoren Steven Kruijswijk aldrig kører med om sejren i ugelange etapeløb. Alligevel var det bekymrende, at han var ringere end vanligt i Ain, hvor Bernal hurtigt kørte ham ind efter angrebet på 2. etape, og hvor han kun var fjerdebedste Jumbo-mand på Grand Colombier, selvom hans beskyttede rolle betød, at han senere gik forbi to af hjælperytterne. Heldigvis passer dette længere løb med mange højdemeter ham bedre, og der er ingen tvivl om, at han har haft godt af at få motoren i gang. Jeg tvivler dog på, at han er god nok til faktisk at vinde, særligt fordi han som Dumoulin formentlig ender som luksushjælper. Det virker mere sandsynligt, at Dumoulin har styrken til at udnytte fokusset på Roglic til at lave et eller andet, men er det igen Kruijswijk, der er nr. 2 i hierarkiet, er det klart, at man må nævne ham som en kandidat.
Warren Barguil står i skyggen af Quintana, men jeg er spændt på at se, hvor langt han kommer selv, nu hvor Arkea ikke ventes at kontrollere løbet. Efter en meget svær tid nærmede han sig i Touren sit gamle niveau med en top 10-placering, og selvom han ikke er som i 2017, er han atter konkurrencedygtig. Han var ikke skræmmende i Occitanie, men da han er en langsom starter, vil han allerede være bedre her. Løbet her kommer nok stadig for tidligt til, at vi ser ham med Tour-ben, men med de takter, vi har set, kan vi vente at se yderligere tegn på fremgang. Og med sin fine afslutning passer ruten ham såmænd ikke så dårligt.
Slutteligt vil jeg nævne Jack Haig. Egentlig tror jeg ikke alt for meget på australieren, der så meget rusten ud i Burgos, men hans potentiale fortjener, at han nævnes. Han har længe haft kurs mod det store gennembrud, og sidste efterår tog han det næste skridt med flyvende kørsel i Italien, hvor en serie uheld dog betød, at det kun var i Il Lombardia, at resultatet for alvor afspejlede benene. I år kom han meget stærkt fra start mod nogle af verdens bedste med 2. pladser i Valencia og Andalusien, og hans dieselmotor passer godt til et bjergløb som dette. Han er ingen afslutter, og han har endnu ikke niveauet til at vinde, men var Burgos bare et udtryk for rust, kan han komme langt i dette løb.
DELTAG I CRITERIUM DU DAUPHINE MANAGERSPILLET
***** Primoz Roglic
**** Egan Bernal, Thibaut Pinot
*** Tadej Pogacar, Adam Yates, Emanuel Buchmann, Nairo Quintana, Julian Alaphilippe
** Mikel Landa, Pavel Sivakov, Tom Dumoulin, Richie Porte, Sergio Higuita, Dan Martin, Hugh Carthy, Miguel Angel Lopez, Daniel Martinez, Guillaume Martin, Steven Kruijswijk, Warren Barguil, Jack Haig
* Rigoberto Uran, Romain Bardet, Enric Mas, Geraint Thomas, Chris Froome, Davide Formolo, Domenico Pozzovivo, Alejandro Valverde, Pierre Latour, Tiesj Benoot, Jan Hirt, Gregor Mühlberger, Sebastien Reichenbach, Marc Hirschi, Marc Soler, Tanel Kangert, Tejay van Garderen, Lennard Kämna, Fausto Masnada, Victor De La Parte, Dylan Teuns, James Knox
DELTAG I CRITERIUM DU DAUPHINE MANAGERSPILLET
Danskerne
Løbet er for danskerne primært en chance for at varme op til Touren, da vi stiller til start næsten uden bjergryttere på en ren næsten ren bjergrute. Kasper Asgreen skal på Deceuninck hjælpe Julian Alaphilippe, mens Christopher Juul har samme rolle for Adam Yates og Jack Haig på Mitchelton-Scott. På NTT får Michael Valgren nok større chance for at gå i udbrud, men terrænet er nok for svært til, at han kan vinde en etape, ligesom holdet også kører klassement for Louis Meintjes og Domenico Pozzovivo. Det samme gælder for Søren Kragh på Sunweb, der også har klassementsambitioner med Tiesj Benoot, mens Mads Würtz Schmidt på Israel SUN skal støtte Dan Martin. Niklas Eg er den eneste klatrer, men skal på Trek støtte Rochie Porte og derved endegyldigt sikre sig sin Tour-plads.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.
Ag2r-La Mondiale: Romain Bardet styrtede desværre så slemt i Occitanie, at han måtte droppe Ventoux og var tvivlsom starter her. Egentlig så det i lyset af skaderne godt ud i Pyrenæerne, men det er nok tvivlsomt, om han kan være med i front her. Pierre Latour viste fremragende form på Ventoux, men bjerget viste også hans begrænsninger i høje bjerge, hvorfor ruten her nok er for svær. Klatrerne Nans Peters og Aurelien Paret-Peintre var helt væk i Ain, og selvom Tony Gallopin viste form på Ventoux, er også han begrænset i de høje bjerge.
Astana: Lopez er den klare kaptajn. Alexey Lutsenko virker uhyre formsvag og vil også finde ruten lidt for bjergrig. Luis Leon Sanchez, Omar Fraile, Merhawi Kudus og Gorka Izagirre kan klatre, men løbet er for svært.
Bahrain-McLaren: Holdet er bygget 100% op om Landa. De har udset sig Damiano Caruso som sidste mand hos baskeren, men selvom han vandt i Getxo, har han virket formsvag. Det har Pello Bilbao i endnu større grad, og Dylan Teuns synes meget formsvag. Rafael Valls var genfødt i Occitanie, men et topresultat bliver det nok ikke til her.
Bora-hansgrohe: Buchmann er den klare kaptajn, men det skal blive interessant at se den formstærke Gregor Mühlberger, der har gjort store fremskridt, men stadig mangler stabilitet. Lennard Kämna imponerede stort i Burgos, men her er bjergene nok for voldsomme. Det er de også for store Felix Grossschartner.
CCC Team: Jan Hirt vil elske dette bjergløb og viste god form i Ain, indtil styrtet på kongeetapen. Hvis han er kommet sig, bør han kunne gøre det ganske godt. Fausto Masnada skuffede stort i Occitanie, men rejste sig med et angreb på sidste etape. Her bør han trods alt være overmatchet. Victor de la Parte var i form i Burgos, men niveauet her er for højt.
Cofidis: Martin er det eneste reelle byd. Nicolas Edet virkede nemlig meget formsvag i Ain og vil formentlig gå efter udbrud.
Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe ligner eneste reelle bud. Bob Jungels er stadig en skygge af sig selv og klatrer alligevel ikke godt nok. James Knox blev brugt først som hjælper i Polen, og det tyder ikke på form. Talentfulde Mauri Vansevenant så i Ain, at han mangler for meget.
EF Pro Cycling: Jeg har allerede nævnt Higuita, Carthy og Martinez. Deres officielle kaptajn er ellers Rigoberto Uran, men han har været langt under sit 2017-niveau siden dengang. Han er kommet sig over Vuelta-styrtet, men jeg har svært ved at se ham pludselig genfinde fordums styrke. Tejay van Garderen rejste sig et kort øjeblik med sidste års sensationelle 2. plads i dette løb, men uden enkeltstart kan han ikke gentage det på så bjergrig en rute, og Tanel Kangert klatrer trods alt ikke godt nok.
Groupama-FDJ: Alle mand for Pinot efter sygdomsramte David Gaudus afbud. Sebastien Reichenbach viste lidt livstegn igen i Occitanie og bør sidde med længe. Valentin Madouas virker stadig formsvag og finder ruten for svær.
Israel Start-Up Nation: Det handler om Martin. Krists Neilands er trods et spændende potentiale overmatchet.
Lotto Soudal: Desværre viste Carl Fredrik Hagen skidt form i Ain. Her gjorde unge Harm Vanhoucke det godt, men niveauet her er et andet, ligesom han lider under manglende stabilitet. Sander Armee er også overmatchet.
Mitchelton-Scott: Yates og Haig er de gode bud. Damien Howson har vist form, men klatrer ikke godt nok og er derfor hjælper. Det samme gælder for Nick Schultz, der endnu ikke har kørt løb, og formstærke Brent Bookwalter klatrer trods alt ikke godt nok.
Movistar Team: Enric Mas er som bekendt en langsom starter, men hans niveau i Burgos var så kritisk, at det er svært at se ham rejse sig med kun fem løbsdage i benene. Alejandro Valverde var sjældent ringe i Burgos, ligesom han var det i foråret, og selvom han stadig kan rejse sig til målet ved VM, vil det være mærkeligt at se ham i front på denne bjergrige rute. Marc Soler var helt væk i Burgos og vil i forvejen finde ruten lidt for bjergrig, og Antonio Pedrero er ligeledes meget formsvag.
NTT Pro Cycling: Man kan godt vente en hæderlig præstation af Domenico Pozzovivo, men efter det grimme styrt i efteråret kommer han sig nok aldrig helt igen i den høje alder, især fordi han i forvejen var faldet lidt af på den. Louis Meintjes er stadig en skygge af sig selv, ligesom Ben O’Connor er det, og Roman Kreuziger har stort set intet vist siden skiftet til holdet forud for 2019.
Team INEOS: Jeg har nævnt Bernal og Sivakov, men mange øjne vil være rettet mod Geraint Thomas og Chris Froome. Begge kan ventes i fremgang - det er i hvert fald synligt tilfældet for Froome - men at tro, at de pludselig kan være i front allerede nu, virker ikke realistisk, især fordi Ineos skal gøre løbet hårdt, hvorfor de sikkert arbejder på formen ved at hjælpe. Jonathan Castoviejo klatrer som en drøm, men er hjælper, og det samme er Michal Kwiatkowski, der heller ikke er på sit gamle niveau.
Jumbo-Visma: Det er alle mand for Roglic, Dumoulin og Kruijswijk. Det gælder dermed også for Sepp Kuss, der ellers rejste sig i Burgos og viste glimrende form.
Team Sunweb: Tiesj Benoot klatrer bedre og bedre, men hans top 4-placeringer i Schweiz og Paris-Nice kom i relativt klatresvage felter. Her går han trods alt ikke i top 10. Stigningerne er for lange for Marc Hirschi, der ellers skulle have løst de fysiske problemer, som satte ham tilbage i sæsonstarten. Unge Mark Donovan er overmatchet, og Nicolas Roche er først i form efter 117 løbsdage.
Trek-Segafredo: Det er alle mand for Porte. Kenny Elissonde viste form på Ventoux, men her kan han ikke være med, og det samme gælder for Niklas Eg, der desværre har manglet lidt for meget. Det gjorde unge Juan Pedro Lopez også i Burgos, og selvom han rejste sig i Getxo, er han overmatchet. Det samme er Michel Ries, som ellers imponerede i Burgos.
UAE-Team Emirates: Pogacar er den klare kaptajn. Davide Formolo er ellers i fremragende form, men han er efterhånden specialiseret i kuperede klassiker og har mangler i de høje bjerge. David De La Cruz rejste sig igen i Burgos, men han er overmatchet, og det samme er en ellers velkørende Jan Polanc.
B&B Hotels-Vital Concept: Pierre Rolland tankede selvtillid i Savoie weekenden, men i dette løb er han med sit nuværende niveau klart overmatchet. Quentin Pacher, Tom-Jelte Slagter og Cyril Gautier har ikke længere niveauet.
Circus-Wanty Gobert: Xandro Meurisse er mere puncheur end klatrer og har desværre haft et svært 2020, hvor kun et udbrud i Murcia har givet succes. Fabien Doubey skuffede i Ain, og Thomas Degand og Jan Bakelants har ikke længere niveauet. Den unge klatrer Alexander Evans har hidtil haft det svært
Arkea-Samsic: Alle mand for Quintana og Barguil. Diego Rosa viste storform i Strade, men skuffede fælt på Ventoux og vil også finde bjergene for lange. Dayer Quintana og Winner Anacona har været skuffende hidtil.
Total Direct Energie: Rein Taaramae er inde i en af sine alt for mange formsvage perioder, og Romain Sicard har ikke længere niveauet.
DELTAG I CRITERIUM DU DAUPHINE MANAGERSPILLET
Feltet.dks vinderbud
| Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
| De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
| Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
| Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
| Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
| Primoz Roglic | |
| Egan Bernal, Thibaut Pinot | |
| Tadej Pogacar, Adam Yates, Emanuel Buchmann, Nairo Quintana, Julian Alaphilippe | |
| Mikel Landa, Pavel Sivakov, Tom Dumoulin, Richie Porte, Sergio Higuita, Dan Martin, Hugh Carthy, Miguel Angel Lopez, Daniel Martinez, Guillaume Martin, Steven Kruijswijk, Warren Barguil, Jack Haig | |
| Rigoberto Uran, Romain Bardet, Enric Mas, Geraint Thomas, Chris Froome, Davide Formolo, Domenico Pozzovivo, Alejandro Valverde, Pierre Latour, Tiesj Benoot, Jan Hirt, Gregor Mühlberger, Sebastien Reichenbach, Marc Hirschi, Marc Soler, Tanel Kangert, Tejay van Garderen, Lennard Kämna, Fausto Masnada, Victor De La Parte, Dylan Teuns, James Knox |
DEL
DELTAG I DEBATTEN
SENESTE
Tirsdag den 16. april 2024
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter
Mandag den 15. april 2024
Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Se afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test
Søndag den 14. april 2024
Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
Landevej
Wiebes reagerer på kæmpe bommert: Jeg kan sagtens være sur på mig selv
Landevej
Kamp skal køre sin anden Grand Tour
Landevej
ColoQuick tager stor triumf i Frankrig med kun to mand
Landevej
Se afslutningen af Amstel Gold Race 2024
Landevej
Van der Poel belyser ”vanskelig” situation
Landevej
Kæk Pidcock joker: Stort at vinde for anden gang
Landevej
Pidcock får sin Amstel-sejr i dramatisk finale
Landevej
Belgier sejrede foran Uttrups holdkammerat i Frankrig
Landevej
Martinez fuldender flot FDJ-hattrick
Landevej
Sådan blev Amstel igen afgjort med hektisk afslutning
Landevej
Amstel-fadæse: Se supersprinter juble for tidligt
Landevej
Vos: I sådanne tilfælde er der vigtigere ting end cykling
Motion
Første cykelmagasin på gaden
Landevej
Anerkendt journalist: Asgreen rygtes væk fra Quick-Step
Landevej
Optakt: Amstel Gold Race
Landevej
Supersprinters kæmpe brøler sikrer sejren til 36-årige Vos
Landevej
Optakt: Tour du Doubs
Landevej
Følg Amstel Gold Race på Feltet.dk's app
Landevej
Kvindernes Amstel neutraliseret efter uheld - løbet forkortes
INTERVIEW Landevej
Ung WorldTour-dansker til trods for vanskelig sæsonstart: Dét giver motivation
Landevej
Pidcock mangler kun øverste trin på Amstel-podiet: Måske er Van der Poel faldet lidt ned
Landevej
Skjelmose: Sådan skal jeg vinde Amstel
Landevej
Matthews drømmer om Amstel-sejr
INTERVIEW Landevej
"Det er helt vildt," siger Søren Kragh om Alpecins historiske sæson
INTERVIEW Landevej
Fuglsang affinder sig med rolle: Det er logisk
Landevej
Her er startlisten til Amstel Gold Race
Bane
Beskeden dansk placering i Leths comeback
Landevej
Oversigt: 13 Amstel-danskere på spændende søndag
Lørdag den 13. april 2024
Landevej
Startlisten og overblik over kvindernes Amstel Gold Race
Landevej
Dansk topplacering i hollandsk endagsløb
Landevej
Dansker greb ud efter sejren i Frankrig
Landevej
Visma-leder raser: Det gør mig trist og virkelig vred
Landevej
Give- og Aalborg-sejr i Skive
Landevej
Norsgaard udtaget til italiensk bjergløb
INTERVIEW Landevej
Fuglsang giver afkald på drøm: Bliver nok sværtLandevej
Dobbelt dansk misser akkurat top-10 - Israel-stortalent fortsætter sejrsstimen
Landevej
Toudal mister en placering, men forbliver i top-5
Landevej
Opdateret: Endagsløb med mange danskere forkortet efter store styrt
Landevej
Lykkelig Gaudu tilbage som sejrherre: Skæbnen spillede mig et puds
Landevej
Gaudu åbner sejrskontoen efter spektakulær finale
Landevej
Banestjerne føjer ny titel til CV’et
Landevej
Optakt: Tour du Jura
Landevej
Sensation vender tilbage til Giroen
Landevej
Lefevere betvivler metode brugt af Casper P. og andre på holdet: Skal de det?
Annonce
Samarbejdspartnere
Feltet.dk
Åsvinget 5
9800 Hjørring
Tlf. 51558966
info@feltet.dk
salg@feltet.dk