SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE

Løbets rolle og historie

Mens mange af verdens bedste etapeløbsryttere har været involveret i en hård kamp om den eftertragtede maglia rosa på de italienske veje, har de fleste af de øvrige ryttere fra den eksklusive kategori af stjerner med omhu forberedt sig på deres store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, Tour de France, der starter om mindre end en måned. Nogle er allerede vendt tilbage til konkurrence i løb som Tour of California, Tour of Norway, Belgium, Hammer Series, Tour de l’Ain, Tour de Luxembourg og weekendens løb i Frankrig, men det er søndagens start på Criterium du Dauphiné, der for alvor markerer begyndelsen på den stribe af afgørende etapeløb, som tjener som den vigtigste forberedelse frem mod sommerens store begivenhed.

Criterium du Dauphiné spiller en helt unik rolle blandt de mange forberedelsesløb. Med sin placering i de franske Alper er det et af kun to løb - det mindre Route d’Occitanie i Pyrenæerne er det andet - der kan tilbyde rytterne en chance for at teste sig selv i det terræn, som de vil møde igen til juli. På den facon er løbet den franske analog til det italienske Tour of the Alps og det spanske Vuelta a Burgos, idet de alle tre fungerer som opvarmning til deres hjemlands grand tour. Alle afvikles de et par uger inden starten på det tre uger lange løb, og alle finder de sted i en af de mest bjergrige egne af det land, der er hjemsted for den pågældende grand tour.

Mens rytterne dyster på landevejene, er arrangørerne involveret i en helt anden kamp. I mange år har Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse begge hævdet, at netop deres løb er det bedste sted at forberede sig til Touren, og mens det naturligvis altid hovedsageligt er et spørgsmål om individuel præference, hvad der foretrækkes, er det et hyppigt diskussionsemne. Det schweiziske løb er én dag længere en dets franske modstykke og finder sted en uge tættere på Tour-starten, og rytterne har alle forskellige ideer om hvilket af de to, der indgår i den ideelle opbygning. I den forstand er kampen meget sammenlignelig med den, der finder sted mellem Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, som også begge hævder, at netop de er den bedste forberedelse til Milano-Sanremo og de senere klassikere.

Læs også

Valverde vinder igen

I de senere år er der imidlertid ingen tvivl om, at Criterium du Dauphiné har vundet duellen. Løbet blev første gang afviklet i 1947, da den lokale avis Dauphiné Libéré besluttede at arrangere et løb i Dauphiné-regionen under navnet Criterium du Dauphiné Libéré. Med sin placering i Alperne bare et par uger inden Tour-starten opnåede det hurtigt stor berømmelse og anerkendelse som et vigtigt forberedelsesløb, og dets forbindelse til La Grande Boucle har været nær lige siden starten. Det er således ingen overraskelse, at de fire femfoldige vinder af Touren alle har vundet Dauphiné, inden de senere på sommeren har stået øverst på podiet i Paris.

I mange år var Criterium du Dauphiné det sidste store franske løb, der holdt sig fri af Tour de France-arrangørerne ASO, som ellers har sat sig tungt på den franske kalender. Til sidst tvang økonomiske problemer imidlertid avisen til at overgive ansvaret til den franske sportsgigant i 2010, hvor navnet blev ændret og forkortet til det nuværende Criterium du Dauphiné.

Ikke overraskende har ASO forsøgt at øge synergien mellem Criterium du Dauphiné og Touen i en bestræbelse på at tiltrække flere Tour-favoritter, og den tilgang har givet pote. Selvom løbet altid har forsøgt at inkludere nogle nøglesektioner fra Tour-ruten for at give rytterne en chance for at teste strækningen under løbsbetingelser, har ASO taget det et skridt videre. I 2011 inkluderede de præcis den samme enkeltstart i Grenoble, som en måned senere var en del af Touren, og i 2012 besteg man Grand Colombier, der senere den sommer gjorde sin Tour-debut. I 2013 var hovedattraktionen muligheden for at klatre op til Alpe d’Huez og videre op ad den helt nye Col de Sarenne, som senere samme år var en afgørende del af 18. etape af Touren.

Kun i 2014 og 2016 havde man meget lidt forbindelse mellem de to løb, men i 2015 genoptog man ideen. Her var der således hele tre etaper, der havde direkte forbindelse til Tour-ruten: en holdtidskørsel, der i natur og distance mindede om den, der var på programmet i Touren, en bjergetape med en finale i Pra Loup, der var helt identisk med en tilsvarende etape i Touren, og et første møde med den smukke Montvernier-stigning, der også var med i Touren. I 2017 var der to ligheder med Touren: en enkeltstart af nogenlunde samme distance som den, der ventede i Marseille på 20. etape i juli, samt et møde med den stejle Mont du Chat, der også skulle bestiges senere på sommeren på 9. etape. Sidste år var det det tilbagevendte holdløb på 3. etape, der var den helt store attraktion for ryttere med Tour-ambitioner, idet der ventede en stort set identisk etape på tredjedagen af den franske grand tour, og i år er det 4. etapes enkeltstart, der er henlagt til en rute, som arrangørerne har forsøgt at designe, så den minder mest muligt om Tour-enkeltstarten i Pau.

Disse initiativer har fået flere og flere ryttere til at foretrække Criterium du Dauphiné, og samtidig har Tour de Suisse tabt lidt af sin status. Det franske løb kan nu prale af, at Tour-vinderen hvert eneste år siden 2009 er sluttet i top 10 i deres løb bare en måned inden hyldesten i Paris (2009: Alberto Contador sluttede som nummer 3, 2010: Alberto Contador sluttede som nummer 2 (og blev senere frataget sin Tour-sejr), 2011: Cadel Evans blev nummer 2, 2012: Bradley Wiggins vandt, 2013: Chris Froome vandt, 2014: Vincenzo Nibali blev nummer 7, 2015: Chris Froome vandt, 2016: Chris Froome vandt, 2017: Chris Froome blev nr. 4, 2018_ Geraint Thomas vandt). Faktisk er den seneste Tour-vinder, der slet ikke kørte Dauphiné, Lance Armstrong, der i 2001 afveg fra sin faste kalender ved at deltage i (og vinde) Tour de Suisse, inden han senere på sommeren slog Jan Ullrich i Frankrig.

Sidste år blev tendensen brudt, fordi en kalenderændring som resultat af VM i fodbold betød, at Tour-starten blev skubbet en uge, hvorfor mange vurderede, at Dauphiné med sin afslutning næsten en måned inden begyndelsen på verdens største løb kom en anelse for tidligt. Resultatet var det svageste felt i mange år, hvor Romain Bardet, Daniel Martin, Vincenzo Nibali, Warren Barguil, Bob Jungels, Adam Yates, Ilnur Zakarin, Guillaume Martin og Geraint Thomas var de eneste Tour-kaptajner, der mødte frem. I år er kalenderen imidlertid normaliseret, og det har betydet, at Dauphiné igen fremstår som den store Tour-generalprøve. Således vender Chris Froome tilbage til sit faste forberedelsesløb efter sidste års Giro-eksperiment, og han kan se frem til at skulle op imod Richie Porte, Tom Dumoulin, Nairo Quintana, Thibaut Pinot, Romain Bardet, Jakob Fuglsang, Emanuel Buchmann, Adam Yates, Daniel Martin og Steven Kruijswijk, der alle ventes at være kaptajner på deres respektive hold til juli også-

Mens Criterium du Dauphiné er et godt forberedelsesløb, der giver megen information om formen hos de vigtigste Tour-favoritter, er det ofte også afgørende ikke at være for god for tidligt. Den tidlige termin betyder, at vinderen af Dauphiné ganske sjældent er endt øverst på podiet i Touren, og udover Wiggins, Froome og Thomas, der i nyere tid har brudt tendensen i 2012, 2013, 2015, 2016 og 2018, er det kun Louison Bobet (1955), Jacques Anquetil (1963), Eddy Merckx (1971), Luis Ocana (1973), Bernard Thevenet (1975), Bernard Hinault (1979, 1981), Miguel Indurain (1995) og Lance Armstrong (2002 og 2003), der har lavet the double - en ganske stjernespækket liste, der viser, at det kræver noget helt specielt at levere denne bedrift.

Criterium du Dauphiné er imidlertid mere end Tour-forberedelse, og som et WorldTour-løb med vigtige point på spil er dets selvstændige betydning endda vokset i de senere år. I de seneste sæsoner har vi set nogle af de bedste klatrere fra Giroen rejse direkte til Frankrig for at drage maksimal fordel af deres gode post-Giro-form. I 2011 kom Joaquim Rodriguez direkte fra en 4. plads i Giroen og endte med at vinde to etaper og slutte som nummer 5 i Frankrig, og året efter var det hans holdkammerat Daniel Moreno, der efter en 20. plads i Giroen tog to sejre i Dauphiné. I 2013 var det Elia Viviani og Samuel Sanchez, der benyttede Giro-formen til at vinde etaper i Frankrig, og i 2014 kom Wilco Kelderman direkte fra Giroen, da han sluttede som nummer 4. I 2015 blev Benat Intxausti nummer 5 efter at have kørt et fornemt løb i Italien, men i de seneste tre år er tendensen blevet brudt, også selvom Pello Bilbao sidste år udnyttede benene fra Italien til at vinde en etape. Heller ikke i år er der store navne, der kommer direkte fra Italien.

Mens Criterium du Dauphiné har haft overhånden, hvad klassementsryttere angår, har det været anderledes for sprinterne. Løbet har ganske vist som regel mindst to muligheder for de hurtige folk, men Tour de Suisses mange småkuperede rundstrækninger har altid haft en større appel. Ingen af løbene passer til de rene sprintere, og derfor har folk som Marcel Kittel og André Greipel typisk foretrukket det flade Ster ZLM Toer, der i år vender tilbage efter sidste års aflysning. I Dauphiné har sprinterfeltet som regel været domineret af folk fra Giroen og de franske stjerner, og efter et par år med større appel til de hurtige folk synes den tendens at være vendt tilbage. I hvert fald er Nacer Bouhanni, André Greipel og Sonny Colbrelli de eneste sprintere, der ventes at køre på her og i Touren, men de får selskab af Sam Bennett og Alvaro Hodeg, der begge har løbet som et decideret mål.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Sidste år stillede Sky for første gang siden 2011 til start uden Chris Froome, der havde kørt Giro, og det udnyttede Geraint Thomas til at sende et signal om, hvad der var i vente i Touren. Waliseren var ganske vist uheldig at styrte på prologen, men efter at Sky havde vundet holdløbet kunne han køre sig i førertrøjen efter den anden af de fire bjergetaper. Den havde han ingen vanskeligheder ved at forsvare på de sidste to bjergetaper, og han endte som en suveræn vinder med 1.00 ned til Adam Yates og 1.47 ned til Romain Bardet. I år vender Froome tilbage, og derfor forbereder Thomas sig i stedet i Tour de Suisse, men både Yates og Bardet er med igen og håber at gøre det endnu bedre end sidste år.

Ruten

Da løbet blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, var ruten altid bygget op efter en helt fast model. Man lagde ud med en kort prolog, hvorefter der ventede to lettere etaper, hvoraf den ene var for sprinterne og den anden en smule mere kuperet. Onsdag var rammen om en ofte meget lang enkeltstart på mere end 40 km, inden løbet afsluttedes med fire hårde bjergetaper. Ofte var der mål på toppen af en stigning om torsdagen og på lørdagens kongeetape, mens fredags- og søndagsetaperne var som skabt til udbrud.

Da ASO overtog ansvaret, begyndte de at fravige denne formel, og selvom man i starten oftest holdt fast i traditionen med en prolog og en lang enkeltstart, har man i stil med udviklingen i Touren stille og roligt bevæget sig i retning af færre og færre kilometer i kamp mod uret, samtidig med at man har varieret linjeløbsetaperne betydeligt. I 2013, 2015 og 2017 var prologen helt udeladt, og den lange enkeltstart har kunnet været på programmet i 2013 og 2017. I 2015 og 2018 var der pludselig et holdløb på programmet, og nu om dage er bjergetaperne spredt langt mere ud over alle 8 dage, end det tidligere var tilfældet.

I de seneste to år er ASO i en vis forstand vendt tilbage til den gamle model. I hvert fald har bjergene været koncentreret i den sidste del, og sidste år sluttede man endda igen af med hele fire bjergetaper efter en relativt let start på løbet. I år er udfordringerne imidlertid igen spredt mere ud over en rute, der stadig slutter med tre store alpeetaper, men som også må betegnes som en af de letteste, vi har set i flere år.

Det skyldes ikke de første dage, som er vanskeligere, end man typisk ser det. Således lægges der ud to svære dage i Massif-Central, hvor det bestemt ikke bliver noget ”walk in the park”. Prologen er igen i år væk, og ligesom i 2015 og 2017 lægges der ud med en kuperet etape, der måske nok kan vindes af en hårdfør sprinter, men som bestemt ikke er en sprinteretape. Endnu sværere bliver det på mandagens 2. etape, der helt sikkert ikke er for de hurtige folk, men hvor der også er så langt fra toppen af den sidste meget stejle stigning hjem til mål, at det heller ikke er en dag for klassementsryttere og snarere en sag for hurtige klassikertyper.

Sprinterne har dog alligevel noget at se frem til. Sidste år var alle etaperne for svære for mange af de få sprintere, der var til start, men i år byder bjergløbet på hele to helt udprægede sprinteretaper. Den første af disse kommer tirsdag, hvor der venter en lang, lige opløbsstrækning for de rigtige powersprintere. Der bliver chance for revanche på torsdagens 5. etape, der dog har en helt anderledes og langt mere kringlet finale.

Som altid er det kombinationen af tidskørsler og alpeetaper, der ventes at afgøre løbet. Det første vigtige slag skal slås onsdag, hvor der som så ofte før er placeret en enkeltstart. Med sine 26,1 km er den dog igen betydeligt kortere end i gamle dage, og selvom det meste af ruten består af lange, lige veje med tonserterræn til specialisterne, skal man undervejs over en ganske stejl stigning på en rute, der på alle måder mindre om den, der skal tilbagelægges i forbindelse med årets Tour-enkeltstart. Det hele afsluttes med tre alpeetaper, der dog er betydeligt lettere, end vi som regel har set det. Der lægges ud med et 229 km langt maraton, som afsluttes med en relativt blød kategori 2-stigning og en teknisk nedkørsel, inden der som i de senere år venter to korte, intense etaper i weekenden. Som så ofte før kommer kongeetapen om lørdag, hvor etapen slutter på en helt ny stigning, der med sine 19 km og ikke specielt stejle procenter er et helt klassisk alpepas. Det hele slutter med en eksplosiv bjergetape på bare 113,5 km, der dog byder på en relativt let finale som en passende afrunding på en Duaphiné-udgave, der først og fremmest skiller sig ud ved sin efter egen vanlige standard relative nemhed.

1. etape

Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 og 2017 skippede man prologen til fordel for kuperede rundstrækningsløb, der blev vundet af hhv. Peter Kennaugh og Thomas De Gendt via udbrud, mens man i 2016 havde noget så eksotisk som en bjergprolog. Sidste år var der helt usædvanligt ingen lang enkeltstart, og derfor vendte prologen for en kort bemærkning tilbage, men i 2019 er den væk igen. I stedet indledes løbet med en linjeløbsetape, der ligesom i 2015 og 2017 er en kort og kuperet sag, hvor de hårdføre sprintere håber at kunne få chancen for at erobre førertrøjen, men hvor det bestemt ikke bliver let at holde tingene samlet og for de hurtige folk at overleve.

Med sine bare 142 km er etapen en kort sag, der fører feltet fra Aurillac til Jussac. De to byer ligger bare få kilometer fra hinanden, og etapen består af to forskellige dele: først en stor sløjfe i det kuperede terræn nord for de to byer og til slut næsten to hele omgange på en kuperet rundstrækning, der passerer gennem dem begge.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Fra starten kører man mod nordøst ad en let stigende dalvej frem til vunden af kategori 1-stigningen Puy Mary (10,6 km, 6,1%), der er en ganske stejl sag på de første 8 km, inden den flader ud nær toppen, som rundes efter 34 km. Herefter går det via et let faldende stykke mod nordvest og siden sydvest ned til den spurt, der er placeret efter 55,5 km. Det fortsætter med at falde let mod sydvest, inden man drejer mod syd for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Besse (2,6 km, 5,2%), hvis top rundes efter 68 km, og som leder næsten direkte ind på kategori 3-stigningen Cote de Saint-Cernin (4,8 km, 4,3%), hvis top passeres efter 81 km. Herfra forsætter man mod syd ned til målbyen, hvor man dog ikke krydser stregen, men kører mod nordøst og øst ud til rundstrækningen, der rammes efter 92,5 km.

Rundstrækningen er 27 km lang og rammes kort efter målstregen, hvorfor man lægger ud med at køre næsten en hel omgang. Man kører med det samme mod øst op over kategori 2-stigningen Cote de Roquenatou (3,6 km, 7%), hvis top rundes for første gang efter 97 km. Herfra falder det let mod sydvest ned til startbyen Aurillac, hvor man drejer mod nord for igennem fladt terræn at køre op til mål, hvor stregen krydses for første gang efter 114,5 km. Herefter kører man en hel omgang, hvilket betyder, at man når toppen af stigningen for anden og sidste gang med 18 km igen. Efter det let faldende stykke er de sidste 5 km stort set helt flade og byder på en rundkørsel med knap 5 km igen, hvorefter vejen kun bugter sig let flere gange, inden man rammer den 200 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2501 højdemeter

Med 2500 højdemeter over mindre end 150 km samt en kategori 1-stigning er der ingenlunde tale om en flad etape, men alligevel taler meget for, at det vil ende i en reduceret massespurt. Ganske vist er den sidste stigning stejl og for svær for mange sprintere, men de sidste 18 km er så nemme, at det bliver meget svært at holde folk bag sig. Favoritterne vil derfor formentlig holde sig i ro, og den største trussel mod en spurt for de hårdføre folk vil være et udbrud i stil med det, der gav Thomas De Gendt en overraskende sejr på 1. etape for to år siden.

Jussac har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

2. etape

Criterium du Dauphiné byder altid på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte kommer den første af disse på mandagens etape, inden bjergene tårner sig op i løbets anden halvdel. Sådan er det imidlertid ikke i år, for hvis sprinterne fandt 1. etape for hård skal de ikke glæde sig til den efterfølgende etape. Ganske vist er der ingen rigtige bjerge på menuen, men med ikke færre end otte kategoriserede stigninger er der nærmest ingen flad vej, og det hele slutter endda med en modbydeligt stejl kategori 2-stigning, inden det flader ud på de sidste 18 km. Med andre ord er der lagt op til en aggressiv og svært uforudsigelig dag i det franske.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

I alt skal der tilbagelægges 180 km, der fører feltet fra Mauriac til Craponne-sur-Arzon. Stort set hele dagen kører man stik øst, men da man skærer direkte igennem det kuperede Massif-Central, er der tale om meget vanskeligt terræn. Fra start kører man mod øst via en nedkørsel direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen Cote de Moussages (4 km, 6,5%), hvis top rundes allerede efter 11 km. Derefter fortsætter det endda med at stige over 3,3 km med 5,9%, inden det kortvarigt flader ud. Herefter følger hele fire stigninger umiddelbart efter hinanden. Der lægges ud med kategori 3-stigningen Cote de la Martel (2,4 km, 5,7%) med top efter 38 km, hvorefter det gælder kategori 3-stigningen Cote de Cheylade (4,2 km, 6%) og kategori 4-stigningen Cote de la Tourbiere du Jolan (2 km, 5,5%), som har top efter hhv. 46 og 56 km. Efter en lille nedkørsel gælder det kategori 3-stigningen Cote de Chavanon (3,6 km, 5%), hvis top passeres efter 68 knaldhårde kilometer.

Herefter bliver det endelig lidt lettere, når en længere og meget let nedkørsel fører mod øst ned til dalen, hvor forplejningen venter. Her kører man mod øst igennem et kort stykke med fladt terræn, inden udfordringerne hurtigt melder sig på ny. Det sker i form af kategori 3-stigningen Cote de la Baraque (3,9 km, 5,3%), der har top efter 128,5 km og efter en kort nedkørsel med det samme efterfølges af kategori 2-stigningen Cote de la Barbate (5,8 km, 7%), hvis top passeres efter 137,5 km.

Et kort fladere stykke leder nu frem til dagens spurt, der er placeret efter 147,5 km, inden en relativt teknisk nedkørsel fører mod øst og nord ned til bunden af dagens sidste udfordring. Det er den stejle kategori 2-stigning Cote de Saint-Victor-sur-Arlanc (3,1 km, 9,4%), der bestiges fra nordvest og leder op til et plateau, hvor toppen passeres med 18 km igen. Herfra går det igennem let kuperet terræn mod sydøst og til slut nord og nordøst ind til målbyen. Her er de sidste 5 km hovedsageligt let faldende, indtil de sidste 500 m stiger let. På de sidste 5 km er der ingen skarpe sving, men på de sidste 1500 m bugter vejen sig let, inden man rammer den 300 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3143 højdemeter.

Det kan godt være, at vi endnu ikke har nået de høje bjerge, som Dauphiné er kendt for, men enhver, der kender til Massif-Central ved, hvor brutalt terrænet kan være. Denne etape er et glimrende eksempel, og med mere end 3000 højdemeter og nærmest intet fladt terræn bliver det for svært for sprinterne. Den sidste stigning er decideret modbydelig, men den kommer også så langt fra mål, at der er tid til at ske en regruppering til en spurt i en gruppe af favoritter. Mon ikke Julian Alaphilippe har udset sig denne etape som en chance for at spurte sig til en førertrøje?

Craponne-sur-Arzon var senest målby for et stort cykelløb i forbindelse med Tour de l’Avenir i 2007, hvor Ivan Rovny sikrede sig en solosejr foran den førende Bauke Mollema. Paris-Nice kom forbi 2005, hvor Vicente Reyes vandt en reduceret massespurt i byen.

Læs også

Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024

3. etape

Der er en grund til, at sprinterne ofte holder sig væk fra Dauphiné, der jo først og fremmest er et bjergløb, men som regel har løbet haft en eller to etaper også for de rigtige sprintere. Det gælder også i år, for efter to ganske kuperede dage kan rytterne tirsdag endelig se frem til lidt mere menneskeligt terræn. 3. etape bryder nemlig kun på fire mindre stigninger, og med mere end 50 helt flade kilometer til sidst er der lagt op til massespurt i Riom.

I alt skal der tilbagelægges 177 km, der fører feltet fra Le Puy-en-Velay til Riom. Fra start kører man mod nordvest igennem let stigende terræn, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote d’Allegre (2,1 km, 4,7%), hvis top rundes efter 24,5 km. Efter et lille fladt stykke går det videre mod nord via en ganske teknisk nedkørsel, inden man rammer en lang, lige og let faldende vej, der fører mod nord frem til forplejningszonen, som nås efter 80,5 km. Herefter drejer man mod nordvest for via en snoet vej at køre igennem let faldende terræn ned til dagens tre sidste små bakker.

De kommer umiddelbart efter hinanden og indledes med kategori 4-stigningen Cote d’Augerolles (4,9 km, 3,5%), der har top efter 105,5 km. Efter en nedkørsel kommer kategori 4-stigningerne Cote de Courpiere (2 km, 4,7%) og Cote de Coulaud (1,2 km, 5,6%) lige i rap med toppe efter hhv. 117,5 og 121 km. Herfra fortsætter man mod nordvest via et let faldende stykke, inden det bliver helt fladt, når man kører mod nord og siden vest, sydvest og øst frem til dagens spurt, der kommer efter 158,5 km. Til slut går det mod vest og nordvest igennem fladlandet frem til målbyen, hvor der venter en helt enkel finale uden ét eneste sving på den mere end 5 km lange opløbsstrækning, der er 6 m bred. Det stiger ganske let, den sidste kilometer med 0,7% i snit.

Etapen byder på i alt 1386 højdemeter.

Sprinterne har haft en hård start på løbet, men de kan se frem til at have to helt oplagte muligheder. Den letteste af disse er denne 3. etape, der er meget let efter vanlig Dauphiné-standard. Vinden spiller aldrig rigtigt en rolle i regionen, og derfor er der lagt op til et brag af en powerspurt på den enormt lange og helt lige opløbsstrækning.

Riom har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

4. etape

Inden ASO overtog fra den gamle ledelse, fulgte løbet et helt fast mønster, hvor der altid lå en 40-50 km lang enkeltstart om onsdagen. Siden magtskiftet har der imidlertid været plads til betydeligt flere eksperimenter, hvor det mest gennemgående træk har været, at man ligesom i Touren har skåret gevaldigt ned på enkeltstartskilometerne. Som regel har dog stadig været en halvlang en af slagsen, men slet ikke med samme distance som tidligere. Sidste år var den helt usædvanligt afløst af et holdløb, men i år vender den tilbage i et format, der er som skabt til, at den kan bruges som test frem mod Touren. Arrangørerne har nemlig designet en rute, der både, hvad distance og terræn angår, minder meget om Tour-tidskørslen i Pau, og derfor er 4. etape både en god prøve inden juli og samtidig det første store klassementsslag i årets Dauphiné.

I alt skal der tilbagelægges 26,1 km på en rundstrækning omkring byen Roanne, der danner rammen om både start og mål. Efter et par tidlige sving kører man mod sydvest via en lang, lige og let stigende vej, der leder frem til byen Saint-Alban-les-Laux, der nås efter 7,5 km. Her drejer man mod nordvest og vest for at køre op ad en 2,3 km lang stigning, der stiger med 7,6% og leder op til mellemtiden, som tages på toppen efter 11,5 km.

Herefter kører man mod nordøst via en ganske teknisk nedkørsel ned til byen Saint-André-d’Anchon, der nås efter 15,0 km. Herfra kører man mod nordøst via en lang, helt lige og ganske let faldende vej, inden man kører ad endnu en let lige vej mod øst. Til slut drejer man mod syg og siden øst og nordøst for at køre frem til målet i Roanne, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade og afsluttes for enden af en 300 m lang og 5 m bred opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 332 højdemeter.

I gamle dage havde Dauphiné ofte relativt flade enkeltstarter, men i de senere år har de ofte været mere kuperede. Denne er et ganske godt eksempel og byder på lidt for enhver smag. Langt det meste af ruten består af lange, lige veje, som er skabt til de store specialister, men stigningen midtvejs er så svær, at de tunge folk vil få problemer. Heller ikke nedkørslen er let, og dermed er det en ganske alsidig test, der burde passe godt til alsidige klassementsryttere, der kan vinde god tid på de rene klatrere på de lange, lige strækninger.

Roanne var senest vært for løbet i forbindelse med 1. etape i 2007, hvor Heinrich Haussler vandt en massespurt foran Tom Boonen og Graeme Brown. I 2005 var man vært for enkeltstarten, som Santiago Botero vandt foran Levi Leipheimer og Lance Armstrong. Endelig var Paris-Nice forbi 2004, hvor det lykkedes Leon Van Bon at snyde sprinterne og slå sin udbrudsmakker Thomas Ziegler i en spurt.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

5. etape

Inden ASO overtog ansvaret, var det helt fast, at Dauphiné altid sluttede med fire store bjergetaper, hvor der oftest var mål på toppen om torsdagen og lørdagen og flade finaler fredag og søndag. Den faste tradition har ændret sig i de senere år, hvor der også i løbets anden halvdel har været enkelte muligheder for sprinterne, selvom bjergerne altid har domineret i de sidste dage. Sidste år vendte man tilbage til den gamle model med fire store dage i bjergene, men i år ventes sprinterne atter at få en sidste chance om torsdagen inden de sidste tre afgørende dage i Alperne.

Med sine 201 km, der fører mellem Boëns-sur-Lignon og Voiron, er etapen løbets næstlængste, og den fører feltet nord om Saint-Etienne med retning mod bjergene, hvor de sidste tre dage skal tilbringes. Først kører man igennem fladt terræn mod sydøst, inden man snor sig mod nordøst og øst op over de to små kategori 4-stigninger Bode de Saint-Galmier (3,8 km, 4%) og Cote de Saint-Symphorien-sur-Coise (1,3 km, 4,8%), hvis toppe passeres efter hhv. 34 og 48 km. Herefter fortsætter det med at stige let, inden en længere nedkørsel leder ned til to mindre bakker, der kommer umiddelbart syd for storbyen Lyon. Den første er kategori 4-stigningen Cote de Givors (2,9 km, 4,8%) med top efter 87 km, hvorefter en nedkørsel leder mod øst ned til kategori 4.stigningen Cote de Vienne (2,1 km, 4%), hvis top passeres efter 111,5 km.

Efter dagens fjerde stigning bliver etapen lettere. Det stiger let, mens man fortsætter mod sydøst, men herefter er det en flad og lige vej, der fører mod sydøst ned til dagens spurt, der kommer efter 148,5 km. Det flade terræn fortsætter, mens man snor sig mod øst med retning mod Voiron, der ligger lige på grænsen til Alperne. Med 13,5 km rammer man en ganske lille bakke, hvorefter en nedkørsel leder mod nordøst ind mod centrum, hvor det stiger ganske let over de sidste 5 km, hvoraf den sidste stiger med 1,2 %. Finalen er teknisk, da man på næstsidste kilometer skal igennem ikke færre end tre rundkørsler, hvoraf den sidste fører mod venstre lige ved den røde flamme. Med 500 m igen kommer det første af to sene sving, hvoraf det sidste leder ind på den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 2099 højdemeter.

Det er ikke altid, at sprinterne har to fuldstændigt klare muligheder, men det har de i år. Ligesom 3. etape er denne usædvanligt let efter vanlig Dauphiné-standard, og selvom der ikke er mange topsprintere til start, burde der ikke være tvivl om, at dette er en dag for de hurtige folk. Modsat 3. etape, der bød på en lang powerspurt, venter der her en helt anden og meget mere teknisk finale, hvor positionering betyder meget mere end topfart.

Voiron har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

6. etape

I de gode, gamle dage sluttede Dauphiné som sagt altid med fire store bjergetaper, men nu om dage er der mere plads til variation. Derfor skal vi frem til fredag, inden rytterne kastes ud i den første ”rigtige” bjergetaper, når de på 6. etape endelig rammer Alperne, der som bekendt er løbets hjemsted. Der lægges dog ganske blødt ud med en etape, der med sine 229 km nok er et alenlangt maraton, men hvor den sværeste stigning er i kategori 2, og hvor der sluttes af med den relativt lette Col de Beaune, inden en nedkørsel leder direkte ned til målet i Saint-Michel-de-Maurienne.

Med sine 229 km er der for et ASO-etapeløb tale om en usædvanligt lang etape, der fører fra Saint-Vulbas - Plaine de l’Ain til Saint-Michel-de-Maurienne. Startbyen ligger nogle kilometer vest for Alperne, og derfor er indledningen af etapen let. Man kører først mod nordøst, inden man snor sig mod sydøst igennem helt fladt terræn. Først efter næsten 80 km rammer man den første udfordring, når man kører mod sydøst på ad kategori 2-stigningen Col de la Chambotte (5 km, 7,8%), der har top efter 82 km og er ganske svær. En nedkørsel fører mod sydøst ned til udkanten af Aix-les-Bains, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Lachat (2,9 km, 4,7%), hvis top passeres efter 100 km. Derefter er terrænet let stigende over de næste ca. 30 km, hvor man kører mod sydøst og syd forbi dagens indlagte spurt, der er placeret efter 117 km, og helt frem til toppen af kategori 4-stigninegn Col du Frene (2,2 km, 5,1%), hvis top kommer efter 131,5 km.

Efter det lange stigende stykke fører en teknisk nedkørsel mod øst, inden man drejer mod syd for at kører op ad kategori 4-stigningen Cote de Chateauneuf (1,4 km, 6,6%), hvis top passerer efter 144,5 km. Herfra går det videre mod øst op ad kategori 3-stigningen Cote d’Aiton (1,3 km, 8%), der har top efter 154,5 km, og mod syd op ad kategori 2-stigningen Cote de Saint-Georges-d’Hurtieres (4,9 km, 5,9%), hvis top passeres efter 165 km.

Herfra bliver det igen lettere. En kort nedkørsel fører mod syd, inden man rammer en lang, let stigende dalvej, der fører mod syd og sydøst ned Saint-Jean-de-Maurienne. Efter at have passeret igennem byens centrum fortsætter man mod sydøst gennem dalen ned til kategori 3-stigningen Cote du Bocher (1,6 km, 7,4%), hvis top passeres efter 203,5 km. Efter en kort nedkørsel rammer man igen den let stigende dalvej, der fører ind til målbyen, hvor man efter 212,5 km rammer rundstrækningen og 500 m senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 16 km lang rundstrækning, der er så enkel, som den kan være. Den består nemlig af en tur op og ned ad kategori 2-stigningen Col de Beaune (8,1 km, 5,6%), der er placeret nord for byen. Umiddelbart efter stregen kører man mod nord op ad stigningen, der stiger relativt stabilt med 6-7% hele vejen op til den 6. kilometer, der med sine 7,8% er den stejleste. Herefter flader det ud, og de sidste 1100 m stiger med bare 2,8%, inden man med 8,5 km igen runder toppen. Herefter venter en teknisk vanskelig nedkørsel, der fører tilbage mod syd ned fra bjerget, og det er kun de sidste ca. 700 m, der er flade. De tekniske udfordringer ender først umiddelbart inden den røde flamme, og på den sidste kilometer skal man igennem hele to rundkørsler, inden vejen bugter sig ind på den 150 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Cavendish tilbage efter sygdom, men uden Mørkøv

Etapen byder på i alt 3715 højdemeter over den korte distance.

Etapen byder på ganske mange højdemeter, men det skyldes først og fremmest den lange distance. Sidste del af etapen af etapen er relativt let, og det er derfor ikke den mest oplagte klassementsetape. Den sidste stigning er heller ikke voldsomt svær, og da mange nok vil være varsomme med at tage alt for store risici på den tekniske nedkørsel med bare en måned til Touren, kan etapen godt blive ganske afventende. Stigningen er dog også første chance for at teste benene og vil afsløre, hvem der i hvert fald ikke vinder løbet. Med tanke på de forskelle, der allerede er etableret, er det også en etape som denne, der kan vindes af et ufarligt udbrud.

Saint-Michel-de-Maurienne har ikke været vært for et af de store professionelle løb i dette årtusinde. Tour de l’Avenir var dog forbi i 2015, hvor Elie Gesbert tog en solosejr med 40 sekunder ned til løbets senere vinder Marco Soler og hans følgesvend Laurens De Plus. Bjergløbet Tour de Savoie Mont Blanc var forbi i 2017, hvor Kevin De Jonghe tog en solosejr, og i 2015, hvor Loic Vliegen gjorde det samme.

7. etape

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og det synes også at være tilfældet i år. Samtidig synes ASOs kærlighed til korte bjergetaper at have ført til en tradition om at have to intense og ultrakorte dage i bjergene til sidst. Det gælder også i år, hvor weekenden indledes med en bare 133,5 km lang etape, der med hele fire store stigninger og løbets vanskeligste stigning som målbjerg vil være rammen om den vigtigste kamp om sejren i årets udgave af det franske bjergløb.

Læs også

To danskere slutter langt fremme i Holland

I alt skal der altså tilbagelægges bare 133,5 km, der fører feltet fra Aint-Genix-les-Villages til toppen af Les Sept Laux-Pipay (Montee de Pipay). Startbyen er placeret umiddelbart vest for Alperne, og rytterne skal nyde det flade terræn, det giver anledning til. Første del er nemlig ganske let, når feltet snor sig mod sydøst, syd, øst og til sidst nord for at runde en sø, inden man kommer frem til dagens spurt, der er placeret efter 34,5 km.

Efter den flade indledning tager etapen for alvor fat, når man drejer mod øst op ad kategori 1-stigninge Col de l’Epine (7,6 km, 7,2%), hvor top passeres efter 43 km. Herefter går det via en teknisk relativt kompliceret nedkørsel mod sydøst og øst ned i dalen med retning mod storbyen Chambery, der nås efter 56 km. Her drejer man mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Col du Granier (12 km, 5,8%), der har top efter 72,5 km, hvorefter endnu en relativt teknisk nedkørsel fører mod øst ned i dalen.

Nede i fladlandet venter der et kort dalstykke, der fører mod sydvest langs en flod ned til bunden af kategori 1-stigningen Col de Marcieu (10,4 km, 6,1%), hvis top passeres efter 100,5 km. Derfra resterer 33 km, der først består af en vanskelig nedkørsel, der fører mod sydvest og sydøst tilbage til dalen. Her kører man direkte over floden og ind på løbets eneste kategori HC-stigning Les Sept Laux-Pipay (Montee de Pipay), der fører mod øst syd og til slut igen øst. Den stiger med 6,9% over 19 km og er ganske varierende undervejs med enkelte stejle kilometer på 8-9%, men også lettere strækning med 4-6%. Den sidste svære kilometer på 8,5% ender med 3 km til toppen, hvorefter det stiger med ca. 7% det sidste stykke. Den sidste del af stigningen byder på en endeløs serie af hårnålesving, herunder syv på de sidste 5 km. Det næstsidste kommer med 1600 m igen og det sidste med 400 m til stregen, inden vejen bugter sig ind på den 60 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3715 højdemeter.

Målbjerget er nyt og ikke cykelsportens sværeste. Det er er til gengæld et rigtigt klassisk alpepas, der er langt og byder på relativt moderate stigningsprocenter. Med tanke på den lidt lettere finale på søndagens etape er det her det vigtigste slag skal slås, og med en kort, intens etape er der lagt op til knaldhårdt cykelløb fra start. Udbrudssejre i Dauphiné er altid sandsynlige, men man må formode, at dette er den etape, de store navne allerhelst vil vinde, og hvor de for alvor skal teste benene med mindre end en måned til Tour-starten.

Les Sept Laux-Pipay (Montee de Pipay) har ikke tidligere været brugt som målstigning for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

8. etape

De fleste kan vel huske 2017-udgaven af løbet, hvor en aggressiv Chris Froome tidligt fik isoleret den førende og voldsomt stærke Richie Porte, der blev angrebet fra start til mål, og til slut måtte lade Jakob Fuglsang køre hjem til karrierens klart største sejr. Arrangørerne håber helt sikkert på en gentagelse. I hvert fald følger de for tredje år i træk samme opskrift, når løbet igen slutter det med en kort, intens bjergetape, på bare 113,5 km med hele syv kategoriserede stigninger. I år er der dog ikke tale om den sværeste finale, men til gengæld betyder terrænets generelle karakter, at der igen er lagt op til aggressivt og offensivt cykelløb, der kan blive svært at kontrollere for den førende rytter, hvis hans hold ikke er helt oppe på dupperne.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 113,5 km mellem Cluses og Champery. Allerede starten er knaldhård, da rytterne kører mod nord direkte ind på kategori 3-stigningen Cote de Chatillon-sur-Cluses (4,7 km, 5%), hvis top rundes efter 6 km. Efter en ultrakort nedkørsel kører man derefter mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Rond (3,9 km, 6,5%), hvis top passeres efter 14,5 km. Det fortsætter dog med at stige hele vejen til toppen af kategori 3-stigningen Montee des Gets (4 km, 4,7%), hvis top kommer efter 22 km, der således næsten alle er stigende.

Efter den hårde start bliver det hele lidt mere menneskeligt, når en længere og nem nedkørsel fører mod nordøst og nordvest ned til byen La Baume. Her drejer man mod sydøst og siden nordøst for at køre op ad dagens vanskeligste udfordring, kategori 1-stigningen Col du Corbier (7,6 km, 7,5%), der er en modbydelig sag, der i kraft af et tidligt plateau er meget stejlere, end dataene viser. Således stiger næsten 4 km med mere end 10%, og særligt de sidste knap 4 km er svære, inden man runder toppen efter 49 km.  Herefter venter en teknisk svær nedkørsel, der fører mod nordøst, inden man rammer en lang, let stigende dalvej, der fører mod øst og sydøst forbi dagens spurt, der kommer efter 65,5 km, og hele vejen frem til bunden af kategori 3-stigningen Pas de Morgins (4,8 km, 5,3%), hvis top i 1369 m højde efter 76,5 km udgør etapens højeste punkt.

Efter stigningen venter en længere nedkørsel, der fører mod øst og nordøst ned i dalen, først via et let stykke og siden via en teknisk afslutning. I bunden kører man direkte mod sydøst oven en lille flod og ind på kategori 1-stigning Cote des Rives (8,5 km, 6,2%), der fører mod sydvest, der er tale om en ganske regulær stigning, der aldrig bliver meget stejl, inden toppen passeres med 12 km igen. De indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest, inden man drejer mod sydvest ind på den lange, lige vej, der fører op til mål. Den består af kategori 3-stigningen Montee de Champery, der over 5,5 km stiger med 4,2% i snit og er en meget let sag, der med sine stigningsprocenter på 4-5 afbrydes af enkelte flade ramper. Toppen kommer med 1-2 km igen (løbsbogen kan tilsyneladende ikke bestemme sig!), hvorefter det flader ud, inden en kort rampe på 4-5% over 500 m leder frem til de sidste 500 m, der er flade. Den lange vej bugter sig kun let, inden man rammer den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder over den korte distance på hele 2993 højdemeter.

Dauphiné er et løb, der aldrig er ovre, før den fede dame har sunget. I 2014, 2015 og 2017 var vi vidner til store dramaer på meget aggressive afslutningsetaper, hvor korte distancer og bjergrigt terræn blev brugt til at skabe fremragende cykelløb. Noget lignende kan meget vel blive tilfældet igen i år, hvor der er mulighed for at sætte alt på spidsen og angribe fra distancen, som Froome gjorde adskillige gange i 2017. I år er etapen dog betydeligt lettere, end vi typisk har set det, og særligt finalen er ikke specielt svær. Skal der gøres store forskelle, kan det derfor kræve store satsninger langt fra mål, og det vil nok være en etape, som et stærkt hold relativt let kan kontrollere, også selvom de utvivlsomt kommer under angreb på Cote des Rives.

Champery blev senest besøgt i forbindelse med 1. etape i 2013, hvor ruten dog var betydeligt lettere, og hvor David Veilleux meget overraskende kørte alene hjem fra et langt udbrud. I 2017 sluttede 1. etape af Tour de Romandie i byen, og her vandt Michael Albasini en let stigende spurt i byen.

Læs også

Kron mindes uheldig episode før Liège: Før eller siden må heldet vende

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE
 

Favoritterne

Criterium du Dauphiné er altid et af årets mest imødesete løb, fordi det giver en første mulighed for at vurdere formen på Tour-favoritterne. Ser man bort fra sidste år, hvor kalenderændringen førte til et usædvanligt tamt felt, har det i særdeleshed været tilfældet i de senere år, hvor snart sagt alle Tour-favoritter har prioriteret det franske løb over Tour de Suisse.

Det gælder også i år, hvor vores tilbagevenden til den almindelige kalender har betydet, at vi igen har næsten alle Tourens store navne til start. Naturligvis savner vi Vincenzo Nibali, Mikel Landa og Primoz Roglic, der hviler efter Giroen, inden de alle forventes at være til start i Frankrig i juli måned, men derudover er det kun Geraint Thomas og Enric Mas, vi for alvor savner i den kommende uge. Ineos har klogelig valgt at skille deres to Tour-kaptajner ad, og det ser ud til, at der er fundet en mindelig overenskomst, hvor Chris Froome har fået lov at følge sit vanlige program, nu hvor han ikke kører Giro denne gang, mens Thomas vender tilbage til Schweiz, der indtil sidste år var hans foretrukne Tour-forberedelse.

Det er ikke nogen ny situation, at flere Tour-navne støder sammen i Dauphiné, men betydningen af et godt resultat allerede i juni har været lidt forskellig over årene. Tidligere syntes der at være en meget klar tendens til, at løbet hovedsageligt var forberedelse, og mange af favoritterne var ofte meget langt efter de bedste. Det er eksempelvis sigende, at Alberto Contador selv i de år, hvor han var totalt dominerende, aldrig vandt det franske løb. Det har imidlertid ændret sig, siden Sky i 2011 satte sig på løbet. Siden da er Dauphiné i stigende grad blevet betragtet om et sted, man går efter sejren, og ikke mindst et betydeligt selvtillidsboost på vejen mod juli. Således så vi i 2012, 2013, 2015 og 2018 lavede ”The Double” med først Wiggins, siden med Froome to gang og sidste år med Thomas. Der er stadig ryttere, der som regel er langt fra niveauet i Dauphiné - det plejer eksempelvis at være tilfældet for Nibali, når han har brugt det som Tour-forberedelse - men nu om dage er Tour-favoritterne generelt langt mere konkurrencedygtige end tidligere.

Det forhold, at rytterne som regel har meget forskellige måder at forberede sig på, gør også Dauphiné til et af de sværeste løb at spå om. Usikkerheden bliver ikke mindre af, at alle favoritterne kommer til løbet efter en lang pause, og derfor ved de aldrig heller ikke selv helt, hvor de står. Med andre ord kan løbet være lidt af et lotteri at forudse, også selvom ruten som regel er så svær, at der ikke er mange tilfældigheder involveret.

Årets rute gør det bestemt ikke nemmere. Som sagt er der nemlig tale om en for løbet usædvanligt let udgave, hvor der er skruet voldsomt ned for sværhedsgraden af bjergetaperne. Det kan godt være, at de første etaper er hårdere end normalt, men selvom både 1. og især 2. etape byder på svære stigninger i finalen, er det ikke dage, hvor der ventes at blive forskelle i klassementet. I stedet er der skruet ned for sværhedsgraden af bjergetaperne, hvoraf der i øvrigt i år kun er tre og ikke som sidste år fire, og det bliver derfor sværere end vanligt for klatrerne at gøre de forskelle, de kan få brug for. Enkeltstarten er måske ikke så lang som tidligere, men distancen er rigeligt til, at temposvage folk kan tabe alt for meget tid. Ganske vist er der en bakke undervejs, men hovedparten af 4. etape består af så meget fladt tonserterræn, at de spinkle folk kan tabe minutter.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Den tid skal hentes på de sidste tre dage i bjergene. 6. etape er lang, men finalen er ganske blød, og det virker usandsynligt, at den sidste stigning vil gøre store forskelle. Den teknisk nedkørsel kan blive farlig, men på en etape som denne ser man ofte, at en favoritgruppe spurter om sejren - især fordi risikovilligheden på nedkørsler som regel er begrænset i et forberedelsesløb. Søndages sidste etape er bestemt heller ikke let, men afslutningen er ganske blød. Har den førende rytter et svagt hold, som Richie Porte havde det i 2017, kan det blive et ukontrollerbart drama, hvor det hele kan blive vendt på hovedet, men har stærke Ineos trøjen, vil det være en etape, de med relativ lethed vil kunne kontrollere.

Hvis Ineos eller et andet stærkt hold, kan styre 6. og 8. etape kan det derfor meget vel blive 7. etape, der er eneste chance for virkelig at gøre forskelle. Her ser den nye målstigning heldigvis også ud til at kunne gøre en vis skade, men det er også den type lange, regulære alpepas, der kan være svære at angribe på, hvis tempoet er højt. Det ændrer ikke på, at det er klatrernes helt store chance, men om det er nok til, at der kan kompenseres for et tidstab på enkeltstarten, der måske kan vise sig som løbets vigtigste etape, er tvivlsomt. Endelig bør 3. og 5. etape ende i massespurter og derfor ikke spille en rolle i klassementet.

Vejret spiller også altid en rolle. Søndag ser ud til at blive varm og solrig, men derefter ser løbet ud til at blive en ualmindelig våd fornøjelse med kraftig regn mandag, tirsdag, onsdag og torsdag, dog uden megen vind. Heldigvis skulle det blive bedre til weekendens tre bjergetaper, hvor vi heldigvis ser ud til at få tørre veje på fredagens farlige nedkørsel. Her ventes der modvind på stigningen, hvilket kan gøre det næsten umuligt at gøre forskelle. Til gengæld skulle medvind på stigningen lørdag gøre etapen hårdere, og det samme gælder for søndagens ret lette finale. Alt sammen kan det dog ændres, da der i skrivende stund er ganske lang tid til de afgørende etaper.

Samlet set er det således formentlig 4. og 7. etape, der vil afgøre løbet. 6. og 8. etape kan også komme i spil, men det vil i høj grad afhænge af, hvem der skal i offensiven. I 2017 så vi, hvordan løbets i særklasse stærkeste, Richie Porte, tabte løbet som følge af et svagt hold, der slet ikke kunne forsvare ham mod den massive Sky-offensiv, som Chris Froome førte an, og som Jakob Fuglsang smart udnyttede til at stjæle den samlede sejr fra de to kamphaner, der kun havde blik for hinanden. Noget lignende kunne meget vel gentage sig igen denne gang, hvor Porte atter møder op med et hold, der slet ikke kan yde ham den støtte, han fortjener. Og hvis Froome, som vi har set det i de seneste to sæsoner, er betydeligt under niveau i sine forberedelsesløb, hvor han slet ikke har haft samme styrke, som han havde i Dauphiné i 2013, 2014 (hvor et styrt kostede ham sejren), 2015 og 2016, er det slet ikke utænkeligt, at vi kan befinde os i en situation, hvor det brølstærke Ineos-hold har behov for at skabe ragnarok og få det hele til at eksplodere på søndag. Det kan gøre det hele lagt mere taktisk og uforudsigeligt og betyde, at det ikke nødvendigvis er stærkeste mand, der vinder, som vi så det i 2017, hvor Porte som sagt var mindst ét niveau over rivalerne, men alligevel blev slået.

Rutens beskaffenhed gør, at vi peger på Richie Porte som favorit, men det er uden den store overbevisning i stemmen. Australieren har i flere år været verdens bedste i ugelange etapeløb, og i årene 2016 og 2017 var der vel i virkeligheden ingen, der klatrede lige så godt som ham. Desværre har han både i 2018 og 2019 været ramt af så mange skader og så megen sygdom, at det kun er momentvist, vi har set ham vise sin klasse. Det har han gjort med sin nu obligatoriske sejr på kongeetapen i Tour Down Under, da han kørte fra alt og alle på 6. etape af Tour de Suisse, som han sidste år vandt, samt på Mur-de-Bretagne i sidste års Tour, hvor han virkede voldsomt stærk, inden endnu et styrt satte ham ud af spillet.

I år har sygdom på sygdom sat ham tilbage, så han var langt fra formen i både UAE Tour og Volta a Catalunya. Heldigvis så han bedre ud i Tour of California, men skal vi være helt ærlige, burde en Porte af vanlig klasse have vundet det løb med det ene ben bundet fast til styret. Det kan ikke undgå at give anledning til en vis bekymring, at australieren faktisk ikke har været på sit højeste niveau siden sidste sommer, hvor vi endda aldrig fik lov at se, hvor god han virkelig var, og han har derfor stadig til gode at vise, om han stadig er så suveræn, som han eksempelvis var i dette løb i 2017.

Heldigvis har han nu trænet i USA i flere uger, og han må formodes at være tæt på sit topniveau. Sidste år fandt han da også benene i tilstrækkeligt omfang til at vinde Tour de Suisse, og han bør derfor som minimum være blandt de absolut stærkeste på stigningerne. Han har dog to udfordringer. Den første er enkeltstarten, for selvom ruten passer ham, og han vandt tidskørslen i dette løb for to år siden, har vi også set, at Porte kan være svingende, som han var det i Schweiz sidste år, hvor han leverede en katastrofal præstation. Dertil kommer hans svage hold, der er endnu svagere besat end i 2017, hvor det var kollektivet, der kostede suveræne Porte den samlede sejr. Det scenarium kan gentage sig på 8. etape i år, men denne gang burde den måske være lidt lettere at kontrollere. Uanset hvad vil Porte på sit 2017-niveau være løbets stærkeste på en alsidig rute som denne. Nu skal han bare vise, at han stadig er lige så god, som han var dengang.

Det naturlige valg ville være at gøre Chris Froome til favorit. Briten vandt trods alt løbet i 2013, 2015 og 2016, og havde det ikke været for et styrt i 2014, havde han med 99% sikkerhed vundet fire udgaver i træk. I de senere år har Froome imidlertid ændret sig, og nu om dage er han stort set kun i form til sine store mål i grand tours. Det så vi i 2017, hvor han var langt fra sit bedste i Dauphiné, og det så vi sidste år i Tour of the Alps, hvor han forberedte sig til Giroen. I år har han taget det til et helt nyt niveau, og i 2019 er han for første gang kommet gennem et helt forår uden at have leveret ét eneste nævneværdigt resultat.

Det betyder ikke, at Froome ikke stadig er en af verdens bedste. Tværtimod er der næsten statsgaranti for, at han vil køre med om sejren i Touren. Spørgsmålet er bare, om han også har formen til at vinde Dauphiné. Det havde han i hvert fald ikke for to år siden, og med tanke på det, han har vist hidtil, er der ikke meget, der tyder på, at det vil være tilfældet denne gang.

Læs også

Kæmpetalents skadespause forlænges

Alligevel skal man aldrig udelukke Tour-kongen. Froome var trods alt stadig blandt de bedste i Dauphiné i 17 og i Tour of the Alps i 18. Samtidig er han en af de få klassementsryttere, der virkelig kan udnytte enkeltstarten til sin fordel, men om det vil ske, er ikke givet. Froome har i de senere år nemlig kun kørt gode enkeltstarter i grand tours, og i 2017 kørte han eksempelvis meget skidt i dette løb. Om han har benene til at vinde den tid, han normalt vil gøre, er derfor slet ikke sikkert, og hvor god han er i bjergene, er også meget uklart. Til gengæld har han som altid et meget giftigt våben i sit hold, der er løbets suverænt stærkeste. Kommer Froome først i førertrøjen, er der ingen, der knækker Ineos, og derfor behøver han ikke nødvendigvis at være helt suveræn for faktisk at vinde et løb, hvor den alsidige rute giver ham en stor fordel i forhold til de mere rene klatrere, der måtte være i bedre form end ham.

I 2017 vandt Jakob Fuglsang løbet, men dengang skyldtes det ikke, at han var bedste mand, men snarere at han udnyttede Portes svage hold og magtkampen mellem australieren og Froome til at køre væk. I år kan det imidlertid meget vel vise sig, at danskeren faktisk er bedste mand. I hvert fald har han lagt ikke bare en enkelt, men adskillige alen til sit niveau i 2019, hvor han gennem foråret var en af de absolut stærkeste. Hans ardennerkampagne var karrierens højdepunkt, for ingen kan benægte, at Fuglsang i alle de tre kuperede klassikere var løbets bedste mand.

Om han er lige så stærk nu, er der ingen, der ved, for Fuglsang har ligesom alle andre holdt pause. Historikken taler imidlertid til hans fordel. I 2017 vandt han som sagt dette løb, og sidste år kunne han have vundet Tour de Suisse, hvis det ikke havde været for et katastrofalt holdløb. Med andre ord synes Fuglsang altid at komme flyvende ud fra sin træningslejr, og selvom han måske denne gang - belært af erfaringen - vil forsøge at skubbe sin formtop en anelse, forventer vi at se en brølstærk Fuglsang i dette løb.

Spørgsmålet er, om det rækker til at vinde, selv hvis han skulle vise sig som bedste mand i bjergene. Enkeltstarter har nemlig i mange år været en helt kolossal svaghed, der har kostet dyrt gang på gang. Sidste år chokerede han imidlertid alt og alle med en fornem enkeltstart i Tour de Suisse, hvor han slog blandt andre Porte, og i årets Ruta del Sol bekræftede han fremgangen. Det gik knap så godt i Baskerlandet, men her var ruten også alt for eksplosiv til Fuglsangs dieselmotor. Her står han bedre, men risikoen for, at han taber for meget til folk som Dumoulin, Porte og Froome er stadig stor. Kører han som i Tour de Suisse, er meget dog muligt, især hvis han klatrer, som han gjorde i foråret, og samtidig har han et solidt hold, der både vil kunne hjælpe offensivt, hvis det er nødvendigt, og kontrollere, hvis danskeren skulle bringe sig i gult på sidste etape.

Sidste år blev Adam Yates nr. 2 i løbet, og det skete endda i et år, hvor han senere faldt helt sammen i Touren og kom til løbet efter et forår, der var blevet ødelagt af en skade. Denne gang kommer han til Frankrig efter en sæsonstart, hvor han sammen med blandt andre Fuglsang aspirerer til titlen som forårets stærkeste. I hvert fald kørte han brølstærkt fra det øjeblik, han som den eneste i årets første måneder kørte fra Primoz Roglic i Tirreno-Adriatico, og senere vandt han etaper i det stærkt besatte Volta a Catalunya, hvor han slog navne som Egan Bernal, Nairo Quintana og Miguel Angel Lopez, samt i Baskerlandet, hvor han kørte fra blandt andre Fuglsang på sidste etape. Også i Liege var han blandt de stærkeste, selvom han her var træt efter et forårsprogram, som var hårdere og mere omfattende end det, alle andre klassementsryttere udsatte sig selv for. Alligevel blev Yates nr. 2 i både Tirreno og Catalonien, og han kunne måske endda have vundet i Baskerlandet, hvis ikke det havde været for en defekt på 2. etape.

Hvor han står nu, er der ingen, der ved, men baseret på det forår, han har haft, er der grund til at have store forventninger. Problemet for Yates er naturligvis enkeltstarten, der altid har været hans akilleshæl, og modsat bror Simon har han ikke vist megen fremgang. Omvendt viste han sidste år i Touren, hvor han ellers var langt fra formen, at han faktisk sagtens kan, i hvert fald hvis ruten ikke er alt for flad. Denne rute passer ham ikke specielt godt, men da det er nærliggende at tro, at han ligesom Simon kan have forbedret sig ganske kraftigt siden hans sidste længere enkeltstart i Touren, er det slet ikke sikkert, at det går så skidt endda. Og har han de ben, han havde gennem hele foråret, bliver han ikke nem at slå, ikke mindst fordi han med sit punch kan gå efter bonussekunder på de lettere etaper fredag og søndag.

Thibaut Pinot er en af de to store franske etapeløbsstjerner, og i det lys kan det undre, at han stort set ikke har kørt Dauphiné. Faktisk har han siden sine tidligere deltagelser i 2010 og 2011 kun været til start en enkelt gang, nemlig i 2016, hvor han fejlede i klassementet, men vandt en etape. Ellers har han foretrukket at forberede sig til Touren i Tour de Suisse, men i år vender han endelig tilbage til sit hjemmebaneløb. Det gør han som en af de få, der faktisk allerede har været i aktion for nylig, da Pinot ikke blot kørte, men også suverænt vandt det lille Tour de l’Ain, hvor han fik vist, at han er i form igen efter en meget lang pause, der rakte helt tilbage til marts.

Det er nu ikke mærkeligt. Pinot har haft sine fiaskoer i grand tours, men i ugelange etapeløb er han meget stabil. I år kostede lidt helbredsproblemer i Catalonien, hvor han blot blev nr. 11, men i Tirreno blev han nr. 5, og i det hele taget er Pinot næsten altid med i front af de ugelange etapeløb, han kører. Med den fine form, han viste i Ain - hvor det dog skal nævnes, at modstanden var til at overse - bør han også gøre det glimrende i den kommende uge, hvor han elsker de lange, jævne alpepas, vi vinder de sidste dage i bjergene.

Pinots udfordring er enkeltstarten, der først var en akilleshæl, siden blev så stærkt et våben, at han sågar vandt en Romandiet-enkeltstart foran Tom Dumoulin, og i de senere år igen er blevet en svaghed. Rygterne siger imidlertid, at det skyldtes et problem med det ene ben, der gjorde hans position uhensigtsmæssig, og ny skulle han have ændret sidstnævnte i et forsøg på at komme smerterne til livs. Noget tyder på, at det har hjulpet, for i både Provence og Tirreno kørte han på for ham helt håbløse ruter overraskende gode tider. Er det et udtryk for, at han vitterligt nærmer sig det niveau, han havde i sine bedste år, vil han i dette felt være en af de få, der både kan klatre og køre enkeltstart, og i givet fald vil han - med et meget stærkt hold til at støtte sig - være i stand til at vinde på denne rute. Det hele står og falder med præstationen på onsdag.

Læs også

Jakobsen må sætte større lid til dansker - vigtig hjælper misser Giroen

Egentlig ville vi gerne have Nairo Quintana langt oppe på denne liste. I år er colombianeren nemlig tilsyneladende blevet genfødt efter nogle svære år. Det så vi, da han og Egan Bernal kørte fra alle rivalerne på kongeetapen i Paris-Nice, og det så vi i Catalonien, hvor det i høj grad var magtkampen mellem ham og Bernal, der sendte Yates og Lopez tilbage i spillet. Siden dengang har han holdt pause, men hans træning i Colombia plejer at gøre ham brandvarm, som vi senest så det sidste år, hvor han efter ankomsten til Europa leverede en knusende magtdemonstration på kongeetapen i Tour de Suisse, hvor han gav ryttere som Porte og Fuglsang en decideret lektion. Og det skete endda i et år, hvor intet gik efter bogen for den colombianske klatrer.

Quintanas problem er ruten. Mens han ser ud til at ligne sig selv i bjergene, viste Paris-Nice os også, at han trods en hæderlig præstation bestemt ikke har genfundet de lidt mere positive enkeltstartstendenser, han viste før sin nedtur. Tværtimod ser det ud til, at onsdag kan blive en ganske dyr dag. I hvert fald så sidste år i Tour de Suisse, Touren og Vueltaen, at han kørte nogle meget problematiske enkeltstarter, og det kan blive lidt for dyrt i et løb, hvor tidskørslen ser ud til at blive ganske afgørende. Vi vil slet ikke blive forundrede, hvis Quintana skulle vise sig som stærkeste mand i bjergene. Spørgsmålet er bare, om det rækker til at vinde på en rute, hvor bjergetaperne ikke er så vanskelige, som de plejer.

Som udgangspunkt er Froome naturligvis kaptajn på Ineos, men det er langt fra givet, at han ender som holdets bedste. Er han fortsat under niveau - og det er som sagt ganske sandsynligt - kan man bestemt ikke udelukke, at Wout Poels får lov at køre sin chance. Hollænderen har nemlig med sin sejr på enkeltstarten i sidste års Paris-Nice samt i blandt andet Vueltaen og Ruta del Sol vist, at han er blandt de klassementsryttere, der kører den bedste enkeltstart, og selvom 4. etapes rute ikke er ideel, er han en af de klatrere, der kan ende som onsdagens store vinder. Skulle han vitterligt vise sig bedre end Froome i bjergene, er det i et løb som dette, at han kan få lov at køre sin egen chance, og den britiske kaptajn vil næppe være alt for utilfreds med at sætte lidt point ind på loyalitetskontoen ved, at Poels kan jagte et topresultat.

Fra de seneste års grand tours ved vi, hvor skræmmende stærk Poels er, når han har sin bedste form. Flere gange har han sågar skullet vente på Froome på nogle af de store bjergetaper, og i 2017 sluttede han og Froome Vueltaen af med at køre fra rivalerne på Angliru (dog uden at kunne indhente Alberto Contador, der var stukket af forinden). Problemet med Poels er bare, at vi aldrig ved, hvor han står. Få er så svingende som hollænderen, og i år har han faktisk haft en kedelig sæson, hvor han måske nok blev nr. 7 i Tirreno pog nr. 10 i Liege, men var langt fra at vise det, han kan. Heldigvis ved vi af erfaring, at Ineos-rytterne altid viser form fra juni og frem, og kan Poels fastholde den tendens, kan han sagtens ende med at køre med om sejren i Dauphiné, hvis Captain Froome stadig mangler de sidste procent.

2018 blev året, hvor Steven Kruijswijk viste, at han måske alligevel kan genfinde niveauet fra jubelåret 2016. I hvert fald blev han nr. 5 i Touren og nr. 4 i Vueltaen, og det kan derfor ikke længere diskuteres, at hollænderen atter skal regnes som en af verdens bedste grand tour-ryttere. Med Primoz Roglics store satsning på Giroen, er han udpeget som Jumbos førstemand i Touren, og sidste år viste, at han har gode chancer for at omsætte den tillid til et top 5-resultat. Nu skal han bruge dette løb til at vise, at hans forberedelse er på rette vej.

Kruijswijk har imidlertid altid været en mand til grand tours og knap så meget til ugelange etapeløb, hvor hans motor sjældent når at blive varm. Heldigvis er han i de senere år også begyndt at gøre det bedre i de kortere løb, og det har i år kastet placeringer som nr. 3, 5 og 6 af sig i hhv. Andalusien, Catalonien og Romandiet. Det hårdere og mere slidsomme Dauphiné er måske endda det kortere løb, der passer ham bedst, og der er derfor en vis grund til at have forventninger til hollænderen. Udfordringen bliver enkeltstarten, for i den disciplin er hollænderen meget svingende. Sidste år kørte han eksempelvis en fabelagtig tidskørsel i Vueltaen, men i Touren fik han ikke det udbytte, han havde håbet. Heller ikke i år har han imponeret i hverken Andalusien eller Romandiet, hvor ruterne dog også har været til den korte side. Den længere distance i dette løb passer ham bedre, men for at vinde samlet skal han ramme en af de gode dage, som han gjorde i Spanien sidste år.

I de seneste tre år er Dan Martin blevet hhv. nr. 3, 3 og 4 i dette løb. Det siger meget om, at ireren altid kommer tilbage efter pausen med en fornem form, og vi må igen formode, at han vil være en toneangivende skikkelse på bjergetaperne. Som altid har Martin imidlertid det problem, at hans enkeltstart nærmer sig det katastrofale, og det kan koste meget dyrt i et løb, hvor netop den disciplin ser ud til at skulle spille en nøglerolle. I år har han kørt nogle flotte tidskørsler i både Valencia og Baskerlandet, men det skete på eksplosive ruter, der passede ham langt bedre, mens han her vil lide på de lange, lige veje vest for Alperne.

Martin har naturligvis altid sin spurt som et våben, og det kan gøre det muligt at vinde bonussekunder i de lidt lettere finaler på 6. og 8. etape samt måske også på kongeetapen, hvis han er lige så stærk som i de seneste år. Spørgsmålet er bare, om det er nok i et løb, hvor han formentlig inden da vil være sat voldsomt tilbage. Han skal sætte sin lid til, at løbet eksploderer i et ukontrollerbart kaos, som det gjorde i 2017, men ellers kan det blive svært for en sikkert ellers meget velkørende Martin at vinde løbet.

2019 har været lidt af et gennembrud for Emanuel Buchmann, der i den grad har gjort sig fortjent til rollen som soleklar klassementskaptajn på Boras Tour-hold. Han lagde ud med at køre fra alt og alle på Mallorca i januar, fulgte Roglic og Valverde på stigningerne i UAE Tour, hvor han blev nr. 4, og var meget tæt på at vinde Baskerlandet Rundt, hvor han på kongeetapen leverede endnu et formidabelt soloridt. Eneste lille skuffelse var Tour de Romandie, hvor han måske nok blev nr. 7, men på en lidt for let rute aldrig fik vist, hvad han virkelig kunne.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Med tanke på den udvikling er der grund til at have store forventninger til dieselklatreren Buchmann, der vil elske de lange, regulære alpepas som det, der venter som afslutning på kongeetapen. Som for Martin gælder imidlertid, at hans enkeltstart er en betydelig udfordring, der formentlig kan koste ham muligheden for at ende helt fremme. Selvom også han i år har givet antydninger af, at han måske er ved at forbedre sig, så vi også så sent som i Romandiet, at han har sine begrænsninger. Han vil have fordel af den længere distance i dette løb, men et tidstab til de bedste synes ikke at være til at undgå. Selvom han har forbedret sig voldsomt, kan man alligevel tvivle på, om han klatrer godt nok til at indhente det tabte igen.

Løb efter løb tænker man, at det kunne blive her, Julian Alaphilippe endelig viser, at han nu også har holdbarheden til at køre klassement. Gang på gang lægger han da også flyvende ud, men som regel betyder hans knap så gode restitution, at han falder sammen i løbets sidste del, hvor de store bjerge, som i forvejen er hans svaghed, som regel melder sig. Det gjaldt i alle hans europæiske WorldTour-etapeløb i 2018, og mønsteret gentog sig i år i Tirreno, hvor han ellers havde en eksplosiv rute, der var rent guf for ham. Med tanke på, at Dauphiné er det måske mest bjergrige af alle den slags løb, er det klart, at det ikke ligger på den flade, at det skulle være netop her, at han bryder tendensen.

Alligevel giver vi ham chancen igen. Ruten her er nemlig lettere, end den plejer, og det er først og fremmest kongeetapen, der for alvor kan knække Alaphilippe. Her passer den lange målstigning ham imidlertid også rigtigt skidt, og sandsynligheden for, at han taber tid, er overhængende. Omvendt så vi også i 2017, hvor han endte som nr. 6, at han faktisk godt kan køre klassement også i et rigtigt bjergløb, og hvis han nogensinde skal vinde Dauphiné, kunne det være året. I virkeligheden vil han være i stand til at vinde 1., 2., 6. og 8. etape, hvis de køres ”rigtigt”, og det kan give ham en solid høst af bonussekunder. Lægger man dertil, at han kører en hæderlig enkeltstart - også selvom ruten her ikke just er den bedste for ham - kan man slet ikke udelukke, at Alaphilippe denne gang kan være med i kampen om sejren. Det kræver bare, at han kan undgå det kollaps, han plejere at levere i etapeløbenes sidste dage.

Dauphiné er Ag2rs hjemmebaneløb, og de læggere derfor altid stor vægt på at præstere. Det har de heldigvis også haft for vane at gøre, for Romain Bardet har leveret det ene topresultat efter det andet. Siden debuten i 2014 er han således blev hhv. nr. 5, 6, 2, 6 og 3, og det viser, at Bardet altid er en af de stærkeste i de franske alper, der da også passer ham som fod i hose. Bardet har imidlertid én stor svaghed, der også har betydet, at han aldrig rigtigt har været tæt på at vinde: enkeltstarten. Der findes nemlig ikke mange klassementsryttere, der kører så ringe en enkeltstart som den franske darling, der får brug for det helt store fejeblad, hvis han skal opsamle alle de sekunder, han på onsdag kommer til at drysse ud over de flade veje omkring Roanne.

Meget af det vil han kunne indhente i bjergene igen, men formentlig ikke nok til, at han faktisk vil kunne vinde løbet. Ligesom Martin skal han sætte sin lid til, at løbet eksploderer i et ukontrollerbart helvede, som det gjorde det i 2017, og det plejer han at være mand for at udnytte, som han gjorde det, da han sneg sig væk på en nedkørsel i 2016, hvorved han endte som nr. 2. På denne rute bliver det umuligt for Bardet bare at vinde, fordi han er stærkeste mand. Her skal noget helt andet til, og det er han ikke selv herre over. Sandsynligheden for, at Bardet er blandt de bedste, er tårnhøj, men sandsynligheden for, at han faktisk vinder, er tilsvarende lille.

Ligesom Buchmann har lille David Gaudu været en af forårets helt store oplevelser. Efter et svært 2018 har han endelig vist os, hvorfor han længe har været betegnet som den nye franske superstjerne. Allerede i Provence var han flyvende, i UAE Tour var han helt på højde med Roglic og Valverde i bjergene, i Liege kørte han med om sejren, og i Romandiet tog han endelig sin første WorldTour-sejr på en puncheuretape, ligesom han var en af de absolut skarpeste på stigningerne. Ligesom for mange andre gælder det imidlertid, at han får meget store vanskeligheder på løbets enkeltstart, og selvom han faktisk i Romandiet gjorde det langt, langt bedre end tidligere, kan det ikke ændre på, at han er alt andet end tempospecialist.

Dertil kommer, at han kommer til løbet i en rolle som hjælper for Pinot, og er kaptajnen kørende, kan han meget vel ende i rollen som luksusløjtnant, der skal sætte chefen op til angreb ved at sætte et benhårdt tempo. Gaudu kommer derfor som udgangspunkt ikke til løbet for at jagte et topresultat, men har han de ben, han havde igennem det meste af foråret - og det kan man aldrig vide om en mand, der altid er meget svingende - kan han sagtens ende langt fremme alligevel.

Meget af det samme kan siges om Jack Haig. Det australske stortalent kommer nemlig til løbet for at støtte Yates, og det kan lægge begrænsninger på de muligheder, han får. Hans form er også temmelig usikker, efter at en skade kostede ham det meste af foråret, herunder Giroen, og faktisk har han slet ikke været i aktion siden Paris-Nice. Her viste han til gengæld, at han har gjort mageløse fremskridt, da han på kongeetapen var sidste mand til at slutte Bernal og Quintana og trods et relativt stort tidstab på enkeltstarten endte som nr. 4 samlet.

Udover rollen på holdet er det da også enkeltstarten, der er Haigs udfordring. Egentlig synes han at have forbedret sig betragteligt, men marts måned viste os også, at der fortsat er meget lang vej at gå. Det betyder, at han har udsigt til et betragteligt tab på 4. etape, og det vil formentlig sætte ham ud af kampen om sejren. Hvis han endelig er kommet sig over skaderne og klatrer som i Paris-Nice, er der imidlertid grund til at have store forventninger til ham i bjergene, og det kan - hvis ikke han skal ofre sig helt for Yates - alligevel give et godt resultat.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Michael Woods ser frem til sin Tour de France-debut, og det må han gøre med en vis selvtillid efter et fornemt forår, hvor han var tredjebedste mand på stigningerne i Liege og igen var en af de allerbedste i Tour de Romandie. Han var bedste mand ved sidste års bjergrige VM, og dermed har han vist, at en formstærk Woods altid skal frygtes. Desværre er han puncheur og ikke naturlig klatrer, men vi så i Vueltaen i 2017, at han sagtens kan køre i høje bjerge, når han har forberedt sig specifikt på netop det. Det må formodes, at han har gjort det i forbindelse med årets Tour, og da han i forvejen i både Catalonien og Romandiet, hvor han ellers havde trænet sin eksplosivitet på korte stigninger i stedet, skal man slet ikke udelukke, at han kan være med helt fremme i Alperne også.

Ligesom mange andre har Woods imidlertid enkeltstarten som en enorm udfordring. Af de hidtil nævnte er han den måske ringeste temporytter, hvilket han senest viste med sin 51. plads i Romandiet. Med sit punch og sin spurt kan han måske hente lidt af det tabte som bonussekunder på nogle af de lettere bjergetaper, men man må formode, at ruten her passer ham så dårligt, at det selv ikke for en formstærk Woods kan lade sig gøre faktisk at tage den samlede sejr.

Endelig vil vi pege på Tom Dumoulin. Egentlig var vi på nippet til at gøre ham til vores store favorit, for ruten er nærmest skræddersyet til den store hollænder. Enkeltstarten synes at blive meget afgørende, og de lange, regulære alpepas er perfekte for Dumoulin. Desværre udsendte Sunweb i denne uge en pressemeddelelse, hvor de gjorde det klart, at det har taget betydeligt længere tid end ventet at komme sig over skaden fra Giroen, og han kommer til Frankrig helt uden ambitioner om at køre klassement. Med tanke på hans begrænsede forberedelse er der al mulig grund til at tro ham, og derfor virker det usandsynligt, at Dumoulin kan vinde årets Dauphiné. Alligevel er vi nødt til at nævne ham. Det er trods alt ikke helt umuligt, at Dumoulin faktisk kan være i gult efter enkeltstarten, og i givet fald er han vel nødt til at forsøge at forsvare trøjen. Vueltaen i 2015 viste os jo, hvad der kan ske, når Dumoulin pludselig havner i en førertrøje, han ikke havde regnet med. Den slags giver han sjældent fra sig igen uden kamp. Spørgsmålet er bare, om benene også rækker.

BEMÆRK: Der er ikke udsendt en endelig startliste, og ASO har alene offentliggjort de største navne. I skrivende stund er kun et begrænset antal hold udtaget, og derfor vil denne optakt blive opdateret løbende. Det vil ske ved at udfylde de manglende hold i holdoversigten nedenfor samt at færdiggøre nedenstående stjernevurdering, når tilstrækkeligt mange hold har sat navn på deres trupper.

***** Richie Porte,

**** Chris Froome, Jakob Fuglsang

*** Adam Yates, Thibaut Pinot, Nairo Quintana, Wout Poels, Steven Kruijswijk

** Dan Martin, Emanuel Buchmann, Julian Alaphilippe, Romain Bardet, David Gaudu, Jack Haig, Michael Woods, Tom Dumoulin

* Felix Grossschartner, Dylan Teuns, Guillaume Martin, Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon, Tejay van Garderen, Warren Barguil, Bjorg Lambrecht, Riccardo Zoidl, Sebastien Reichenbach, Carl Fredrik Hagen, Gorka Izagirre, Mark Padun, Darwin Atapuma, Jesper Hansen, Nicolas Edet, Ruben Fernandez, Simone Petilli, Neilson Powless, Hermann Pernsteiner

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Ag2r: Holdet kommer til løbet med Bardet som den klare kaptajn, men holdet savner Pierre Latour som støtte, efter at franskmanden stadig er i gang med et comeback efter en lang skadespause. Alexandre Geniez må nu overtage rollen som løjtnant, men efter den klatrepræstation, han leverede i Tour de l’Ain, ligner han ikke en mand, der vil ende langt fremme.

Astana: Holdet kommer ikke i samme stærke opstilling som først spået, og der er derfor ingen tvivl om, at Fuglsang er den klare kaptajn. I bjergene bliver Gorka Izagirre den vigtigste støtte, og spanieren kan med en god enkeltstart også give sig selv et godt udgangspunkt i klassementet. Han klatrer dog ikke godt nok til at være en langsigtet trussel.

Bahrain-Merida: Holdet stiller med Dylan Teuns som kaptajn, men belgieren, der ikke er ren klatrer, vil nok finde ruten for bjergrig til, at han kan være med helt i front. Efter sin lange skadespause er stortalentet Mark Padun endelig klar igen, men hvor han står er uklart. Endelig har holdet klatreren Hermann Pernsteiner, der dog stadig mangler for meget til at kunne være med i front.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Bora-hansgrohe: Tyskerne satser stort på Buchmann, men har faktisk to kaptajner. Felix Grossschartner er nemlig også kandidat og har endda løbet her som sommerens store mål, da han ikke skal køre Tour. Sejren i Tyrkiet Rundt viste, at han har gjort fremskridt i bjergene, og hans kørsel på den lidt nemme rute i Romandiet var flot, men i Californien så vi hans begrænsninger på stigninger. Selvom han har enkeltstarten som våben, er ruten nok for svær til, at han kan være med helt i front.

CCC Team: Holdet kommer til løbet for at jagte etaper, men de har i Riccardo Zoidl en mand, der vil forsøge at køre lidt klassement. Han kørte en god kongeetape i Californien, men her er niveauet nok for højt. Laurens Ten Dam kommer tilbage efter en skade, og Serge Pauwels og Alessandro De Marchi vil kun jagte etaper.

Cofidis: Holdet skal forsøge at vinde en etape med Nacer Bouhanni, men derudover skal de i offensiven i bjergene med Darwin Atapuma, Jesper Hansen og Nicolas Edet. Alle kører de alt for dårlige enkeltstarter til at kunne ende helt fremme i klassementet, men de bør kunne gøre det hæderligt. Særligt Hansen viste stigende form i Californien, men også Atapuma er langsomt ved at finde benene.

Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe er eneste mulige klassementsrytter.

EF Education First: I tillæg til Woods har holdet Tejay van Garderen, men vi så senest i Tour of California, at han desværre er blevet for begrænset i bjergene, selvom han vil have enkeltstarten som et meget stærkt våben.

Groupama-FDJ: Holdet kommer med hele den trup af klatrere, der skal støtte Pinot i Touren, og som sagt handler det i dette løb også alene om ham. Alligevel kan det som nævnt ikke udelukkes, at Gaudu kan slutte pænt. Sebastien Reichenbach klatrer også godt nok til at være med fremme, men må formodes her at skulle agere hjælper. Det samme må Rudy Molard, der i forvejen er for begrænset både i bjergene og på enkeltstarten til at være en trussel.

Lotto Soudal: Holdet kommer primært for at vinde etaper, men vil give Bjorg Lambrecht og Carl Fredrik Hagen frit spil i klassementet. Begge kører desværre dårlige enkeltstarter, og selvom Lambrecht kørte flot i klassikerne, har de begge til gode at bevise sig selv i bjergene på dette niveau.

Mitchelton-Scott: Holdet satser 100% på Yates, men har i Haig en interessant plan B. Klatrestærke Damien Howson og Nicholas Schultz er alene med som hjælpere.

Movistar Team: Holdet kommer med Quintana som klar kaptajn, men holdet har en solid løjtnant i Ruben Fernandez, der momentvist giver tegn på, at han kan være på vej tilbage fra sine mange skader. Eduardo Sepulveda rejste sig efter en svær tid i Romandiet, og Carlos Verona og Rafael Valls  er også gode klatrere, men her er de alene hjælpere.

Arkea-Samsic: Warren Barguil har misset en stor del af sæsonen med skader, men de få gange, han har kørt, har han set godt ud, senest i Plumelec og Boucles de l'Aulne. Enkeltstarten, hvor han får gevaldige klø, gør det svært at ende helt fremme, men han burde kunne vise, at han er på vej tilbage på et hold, hvor han i bjergene skal støttes af Jeremy Maison og erfarne Maxime Bouet, der ligeledes er på vej tilbage efter en skade.

Dimension Data: Holdet vil alene jagte etaper.

Team Ineos: Holdet har Froome som klar førstemand, men man kan som sagt ikke udelukke, at Poels kan komme i spil også. Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon vil formentlig køre en fremragende enkeltstart, men ventes at skulle ofre sig i bjergene, hvor terrænet er til den hårde side for dem begge.

Jumbo-Visma: Holdet satser 100% på Kruijswijk. Han støttes af klatrestærke Neilson Powless¸ der dog fortsat mangler at vise sig frem på dette niveau hos det hollandske hold, og Sepp Kuss , der aldrig fandt sin bedste form i Giroen.

Katusha-Alpecin: Holdet får svært ved at begå sig i klassementet. Stef Cras og Ruben Guerreiro kan måske forsøge sig, men Cras er på vej tilbage efter en skade, og Guerreiro har intet vist i meget lang tid.

Team Sunweb: Holdet har på papiret Dumoulin som et stærkt vinderbud, men som sagt kommer holdet alene for at jagte etaper. Klatrestærke Robert Power og Martijn Tusveld kommer også tilbage efter skader.

Trek-Segafredo: Det ikke specielt stærke hold får rigeligt at gøre med at støtte Porte. Han skal satse på, at Peter Stetina, Niklas Eg og Julien Bernard kan være der længe i bjergene.

UAE Team Emirates: Holdet satser 100% på Martin, der i bjergene skal bakkes op af de solide klatrere Simone Petilli og Edward Ravasi.

Vital Concept: Pierre Rolland plejer altid at finde formen til dette løb, men efter at han missede hele foråret med en skade, jagter han stadig sine bedste ben og vil formentlig i stedet køre offensivt. Holdets puncheur Quentin Pacher virker sjældent formsvag i øjeblikket, og Cyril Gautier er på vej tilbage fra en skade.

Wanty-Gobert: Holdet føres an af Guillaume Martin, der har taget yderligere et skridt siden sidste år, hvor han blev nr. 12. Desværre kører han så ringe en enkeltstart, at han i dette felt får svært ved at gå i top 10. Han bakkes op af klatrestærke folk som Xandro Meurisse, Bart De Clercq, Fabien Doubey, Odd Christian Eiking og Thomas Degand, men på dette niveau kan de ikke være med i front.

Danskerne

Jakob Fuglsang er som sagt en af løbets absolutte favoritter, og han støttes på Astana af Magnus Cort, der sammen med Davide Ballerini skal fordele de forventede spurter mellem sig. 3. og 5. etape er lette for danskeren, men 1. og 3. etape kunne - hvis de køres rigtigt - være gode chancer. Niklas Eg får rigeligt at gøre med at støtte Richie Porte på et svagt Trek-hold. Casper Pedersen får en stor chance på SUnweb, hvor han sammen med Joris Nieuwenhuis skal fordele spurterne imellem sig. Mads Würtz Schmidt skal forsøge at hjælpe Jens Debusschere i spurterne, men burde derudover kunne køre offensivt på et Katusha-hold uden klar kaptajn. Endelig er Jesper Hansen til start for Cofidis, og selvom enkeltstarten lægger begrænsninger på chancerne i klassementet, skal han med flot kørsel i bjergene bygge videre på den fine form fra Californien og dermed køre sig til en Tour-plads.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL CRITERIUM DU DAUPHINE