Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 12. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløben i perioden mellem d. 14. september og den 12. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

I sidste weekend blev serien indledt med Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi, og i denne uge intensiveres aktiviteterne inden en VM-pause. Således køres der hele fire løb, onsdagens Giro della Toscana, torsdagens Coppa Sabatini, lørdagens Memorial Marco Pantani og søndagens Trofeo Matteotti, og dermed er der i den grad lagt op til VM-forberedelse i en løbsblok, der byder på et spændende miks af ruter med appel til forskellige ryttertyper.

Efter Giro della Toscana er det nu blevet tid til et af de berømte og klassiske endagsløb. I de seneste år har Coppa Sabatini, Giro dell’Emilia og GP Beghelli været afviklet over fire dage helt til slut på sæsonen i ugen efter Il Lombardia, men nu er de blevet skilt ad. Mens de to sidstnævnte løb nu finder sted i ugen efter VM som den sidste opvarmning til Il Lombardia, er Coppa Sabatini fra og med 2018 i stedet blevet en sidste chance for at finpudse formen frem mod VM.

De seneste kalenderændringer har haft en fantastisk effekt på løbet. Den forrige kalenderomlægning var en mindre katastrofe for alle de tre nævnte løb, der udviklede sig til nærmest rent italienske anliggender med meget lidt internationalt touch. I de seneste år har langt flere store hold vist interesse i de tre begivenheder, der nu igen kan spille rollen som den ideelle forberedelse til Il Lombardia eller VM. Felterne er blevet langt stærkere, og løbene har igen den prestige, de reelt fortjener og altid har haft. Desværre er trenden knap så udtalt i år, hvor en stærkere belgisk kalender synes at have kostet lidt på startfeltet, men arrangørerne kan stadig præsentere fire WorldTour-hold, hvilket er tre færre end sidste år, men flere end i de dårligste år.

Coppa Sabatini afholdes nu i forlængelse af Giro della Toscana, som fra 2018 igen har været et endagsløb. De to løb har også fået samme arrangører, der har samlet de to løb under titlen Memorial Alfredo Martini. Derfor er der også et stort overlap mellem de to felter, og samarbejdet har boostet arbejdet med at trække store ryttere til de to løb.

Coppa Sabatini blev første gang afviklet i 1952, da byen Peccioli ville arrangere et løb for at mindes Giuseppe Sabatini, der havde haft en smuk karriere mellem 1933 og 1947, men som døde alt for tidligt, bare 36 år gammel. Siden da er det kun blevet aflyst én gang, i 1977, og det har solidt etableret sig som en af de smukkeste og mest prestigiøse italienske efterårsklassikere. I de tidligere år havde det ikke samme tiltrækningskraft på stjernerne, men i 60erne og 70erne begyndte de store navne at få øjnene op for løbet. Ryttere som Franco Birossi, Gösta Pettersson, Giovanni Battaglin, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Moreno Argentin, Gianni Bugno, Maurizio Fondriest, Claudio Chiapucci, Bjarne Riis, Andrea Tafi, Andrei Tchmil, Paolo Bettini, Jan Ullrich, Giovanni Visconti, Philippe Gilbert, Diego Ulissi og Sonny Colbrelli har alle sejret i Peccioli, og efter et par år med mindre opmærksomhed er det nu altså igen tilbage i rampelyset.

Det smukke ved Coppa Sabatini er den ikoniske spurt op ad bakke. Det har gjort det til et løb for puncheurs, og det afspejles til fulde på listen over nylige vindere. Visconti, Gilbert, Enrico Battaglin, Fabio Duarte, Ulissi Colbrelli og Andrea Paqualon har netop specialiseret sig i at spurte på en stigning, og de har gjort brug af deres eksplosivitet til at føje klassikeren til deres flotte generalieblad.

Også sidste år sluttede det i den klassiske spurt, hvor Colbrelli var den store favorit, men italieneren blev totalt snydt, da Juan Jose Lobato genfandt lidt af sine gamle evner og udnyttede et lavt tempo på bakken til at slå et hul. Colbrelli reagerede for sent og nåede aldrig at hente spanieren, der forhindrede italieneren i at vinde for tredje gang, mens formstærke Gianni Moscon fortsatte en drømmeuge med at blive nr. 3. Lobato vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Colbrelli, der jagter revanche, men Moscon skipper derimod årets italienske løb.

Ruten

Den 67. udgave af Coppa Sabatini vil blive afviklet på den klassiske 195,9 km lange rute, der er blevet benyttet i de senere år, og som slynger sig rundt i terrænet omkring start- og målbyen Peccioli. Det er et rundstrækningsløb, der udgøres af tre forskellige rundstrækninger. Først skal rytterne køre én omgang på en stor 57,6 km lang sløjfe, der inkluderer stigningerne Terriciola (3,2 km, 3,7%) og Chianni (5,2 km, 4,6%) tidligt efter hhv. 15,6 og 24,3 km og Lajatico-stigningen (2,8 km, 3,4%) efter 46,2 km bare godt10 km fra slutningen. Rundstrækningen slutter med den lille bakke op til mål, der skal forceres adskillige gange.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Efter første passage af målstregen skal rytterne køre tre omgange på en kortere 21,7 km lange rundstrækning, der inkluderer store dele af den store omgang. Første halvdel er flad, hvorefter rytterne igen skal op over Terriciola 5,9 kilometer fra stregen, inden de igen forcerer målbakken.

Den sidste del af løbet udgøres af seks omgange på den 12,2 km lange afsluttende rundstrækning. Det er den fladeste af de tre, idet en tidlig nedkørsel fører frem til helt flade veje. Den eneste udfordring er den sidste 1 km lange målbakke, der stiger med 6,5% i snit. Det er en ganske tricky opkørsel, der inkluderer intet mindre end fire hårnålesving på den nedre del, og derefter er der yderligere to sving at håndtere, inden rytterne rammer den ca. 200 m lange opløbsstrækning, der er næsten flad.

Løbet byder på i alt 2161 højdemeter.

Ruten er som sagt helt den samme som i de seneste år.

Vejret

Det varme italienske efterårsvejr, der har præget de første italienske klassikere, tager sig en pause natten over, hvor det ventes at regne i Toscana. Der er også en risiko på 10-20% for en tidlig byge i starten af løbet, men det vil hurtigt klare op, og slutningen af løbet vil blive afviklet i solskin med få skyer og en temperatur på 26 grader. Den store udfordring kan blive, at det normalt så stille Italien torsdag vil byde på en hård vind på knap 30 km/t fra nordøst. Det giver på rundstrækningen primært sidemod- og sidemedvind. På den sidste rundstrækning vil der være direkte modvind på første del, hvorefter der venter et stykke med sidemodvind efterfulgt af et stykke med sidemedvind. Til slut får man modvind på den 1 km lange målbakke.

Favoritterne

Coppa Sabatini er et løb for rigtige specialister. Den ikoniske finale i Peccioli gør det til en lækkerbisken for puncheurs, og det betyder, at løbet altid tiltrækker flere af de virkelige eksperter i netop denne type afslutninger. Alle stiller de til start med målet om, at det hele skal afgøres i en spurt på bakken i den toscanske by, og det betyder, at løbet ofte er meget kontrolleret. De seneste udgaver viser klart, at det er næsten umuligt at forhindre en samlet afslutning for eksperterne i at spurte op ad en bakke som denne, også selvom man altid ser mange forsøg i finalen. Stigningen skal som bekendt passeres flere gange og er egentlig en fin rampe til at iværksætte et angreb, men da resten af rundstrækningen er meget let og favoriserer feltet, samles det altid til sidst - dog efter at der har været nogen udskilning undervejs.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

I år er der en joker i form af den for Italien usædvanligt kraftige vind. Vi taler om vindstyrker i stil med det, der splittede Vueltaens 17. etape til atomer, men man skal altid være varsom med at forvente sig et blodbad i Italien. Oftest er terrænet slet ikke åbent nok, og sidevindskørsel hører til sjældenhederne i Italien. Dertil kommer, at det kun er på den store, tidlige rundstrækning, at vindretningen synes rigtig, og den kommer for tidligt til at kunne bruges til at skabe varig splittelse. På de to sidste rundstrækninger vil der formentlig være for mange modvindsstykker til, at et forspring kan bevares, og derfor har vi vores tvivl i forhold til vindens potentielt afgørende betydning. Formentlig kan det skabe et hårdere og mere stressende løb, men noget sidevindsdrama venter vi ikke.

Det kunne derfor ligne det klassiske scenarium. Nok har Bahrain-Merida ikke det allerstærkeste hold, men de vil arbejde stenhårdt for endnu en sejr til Kongen af Coppa Sabatini, Sonny Colbrelli. Man må også formode, at sidste års vinder, Juan Jose Lobato, vil bede Nippo om at kontrollere, og det samme vil formentlig også 2017-vinderen Andrea Pasqualon med sit Wanty-hold.

Det betyder dog ikke, at løbet ikke bliver aktivt, for man kan sagtens pege på hold, der har interesse i at gøre det hårdt. Det gælder særligt det stærke Ineos-hold, hvis afslutter Jhonatan Narvaez skal have det knaldhårdt, og Diego Ulissi på UAE vil også gerne have det gjort vanskeligt. Det samme gælder for Giovanni Visconti på det stærke Neri-holdsamt Alberto Bettiol på det italienske landshold, og dermed burde der være basis for forceringer hver eneste gang, de skal op ad målbakken sat masser af angreb. Alligevel taler historien sit klare sprog: Coppa Sabatini ender altid i den klassiske puncheurspurt, og det vil være en overraskelse, hvis ikke det også gælder i år på den klassiske rute, hvor der på de sidste 70 km kun er målbakken som en udfordring.

Løbet er sluttet i en spurt hvert eneste år siden 2012, og dermed skal man blot kaste et blik på resultaterne fra de foregående udgaver for at få en ide om, hvem der har en chance i denne finale. Det fremgår tydeligt, at det er en blanding af stærke sprintere, der har stigende spurter som speciale - der skal dog være tale om de mest hårdføre af slagsen - samt puncheurs. Klatrere ender som regel også meget langt fremme, men de mangler det nødvendige punch til at slås med om sejren. I stedet er det umiddelbart de stærke sprintere, som favoriseres en anelse og generelt har de bedste resultater, og det vil måske særligt være tilfældet i år, hvor den kraftige vind vil stå i ansigtet på rytterne hele vejen op ad bakken.

Der kan da heller ikke være tvivl om, at det er i sidstnævnte kategori, vi finder løbets store favorit. Det er ikke uden grund, at Sonny Colbrelli allerede har vundet løbet to gange, og en resultatliste, der hedder lyder på en 1. plads ved debuten i 2014, en 6. plads i 2015, endnu en sejr i 2016 og 2. pladser i 2017 og 2018, fortæller hele historien om en sand specialist i denne finale. Faktisk kunne han have stået på fire sejre i dag, hvis ikke Pasqualon havde lavet en lidt kontroversiel manøvre for to år siden, og hvis han ikke sidste år havde ladet sig overraske af Lobatos tidlige forcering.

Der er da heller ikke tvivl om, at Colbrelli er feltets største specialist i denne type afslutninger, og faktisk har han i blandt andet Touren og Canada vist, at han er helt oppe i Sagan-klassen, når vi taler puncheurevner. I år kommer han lidt skuffet til løbet efter en tur til Canada, der slet ikke gik som håbet, men det er trods alt kun et par uger siden, at han knuste al modstand med en overlegen sejr i en stigende spurt i Tyskland Rundt, hvor han endte som nr. 2 samlet. Får han frit løb, bør han vinde igen, men udfordringen er som altid hans mildt sagt lidet imponerende positionering. Bahrain har ikke det stærkeste hold, og det kan være positionen, der koster Colbrelli endnu en sejr i den kringlede finale. Handler det alene om fart og punch, er han et niveau over rivalerne, og derfor er han vores favorit.

Feltet indeholder ret mange formstærke puncheur, og mens det er klart, at Colbrelli skiller sig ud som favorit, er det ikke helt indlysende, hvem der er nr. 2 i rækken. Efter dagens præstation vil vi pege på Andrea Vendrame. Italieneren skuffede ellers fælt i sit comeback i Limousin og igen i Agostoni, men i dag viste han fin form ved at komme tilbage til forfølgergruppen umiddelbart efter toppen af Monte Serra. Det burde gøre ham fyr og flamme inden et løb som dette, efter at han i år har vundet en puncheurspurt i Sarthe, blev nr. 2 i Finistere og vandt feltets puncheurspurt på Giroens 6. etape. I Slovenien spurtede han som en drøm på flad vej, ved de italienske mesterskaber var han helt med fremme, og i dag vandt han forfølgergruppens spurt. Faktisk blev han nr. 4 i dette løb som stagiaire i 2016, og det siger lidt om, hvor meget det passer ham. Med den for, han atter har fundet, burde dette være en finale lige efter hans hoved, og han har alletiders chance for at vise, hvorfor han er et af de mest spændende italienske navne.

Med den form, han har vist i alle de tre første endagsløb, er det også svært ikke at have stor tiltro til Giovanni Visconti. Italieneren vandt løbet to gange i træk helt tilbage i 2006 og 2007, og i årene fra 2009 til 2012 blev han nr. 2, 3, 4 og 4. I de senere år har han ikke været med helt fremme, men det skyldes delvist en rolle som hjælper. Egentlig mangler Visconti lidt af den hurtighed, han havde engang, men i år har han alligevel taget tre sejre ved at vinde spurter i mindre grupper, og som puncheur burde han være endnu bedre. Med den form, han har nu, og med et af de absolut stærkeste hold til at støtte sig, har Visconti en god chance for at lave ”the double” og vise, at han hører til på det italienske VM-hold.

Når vi taler form, er det også svært at komme udenom Alexey Lutsenko. Hvis nogen troede, at han var træt efter Touren, må de tro om. Siden Arctic Race har kasakken været her, der og alle vegne med samlet sejr i Norge, 4. plads i Tyskland, hvor han var bedste mand på bakkerne, 2. plads i Coppa Agostoni, hvor han også var bedste mand og til slut et stærkt angreb i sprinterløbet Coppa Bernocchi. Han skippede dagens løb i Toscana og er dermed utvivlsomt frisk, og han burde kunne lide et puncheurløb som dette. Mange vil sikkert huske, hvor suveræn han var i denne slags finaler i årets Tour of Oman, og han synes at have samme form nu. Vi så i Tyskland, at han ikke er helt så skarp som Colbrelli, men i på en stejlere bakke kan man ikke udelukke, at han kan slå Bahrain-rytteren.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Udover Vendrame har Androni en stærk kandidat i Francesco Gavazzi, der i de seneste år er blevet hhv. nr. 8, 3 og 6. Som puncheur vil han elske dette løb, men han har ikke helt samme hurtighed som tidligere. Omvendt viste han lidt af fordums styrke med sin sejr i den stigende spurt på sidste etape i Limousin, men vi har stadig til gode at se, hvordan han står efter styrtet i Coppa Agostoni, der har kostet ham et par løb.

I 2017 vandt Andrea Pasqualon løbet foran Colbrelli, dog ganske vist efter en yderst kontroversiel spurt, som betyder, at der nok ikke går julekort mellem de to italienere. Desværre har det knebet med formen gennem hele 2018, hvor han aldrig har nået samme højder som i foråret 2018, hvor han var bedre end nogensinde, og desværre har det heller ikke set godt ud de seneste uger. Nok vandt han en stigende spurt i Poitou-Charentes, men det var i et svagt felt, og siden dengang er det mest blevet til DNFs. Vi frygter, at formen ikke rækker, men modvinden burde være til fordel for en lidt tungere fyr som ham, og vi så trods alt i Luxembourg, at han stadig godt kan køre disse finaler. Som alternativ har Wanty Guillaume Martin, der sidste år blev nr. 20 og tidligere er blevet nr. 7, men han bør være for let til at kunne være med helt i front.

Sidste år sejrede Juan Jose Lobato, og det kom for mange som en overraskelse. Spanieren er nemlig slet ikke den rytter, han var, da han i gamle dage vandt puncheurspurter med samme hast, som andre mennesker skifter underbukser. Det gør han bestemt ikke længere, og sejren i det italienske løb er da også hans eneste i de seneste mere end to år. Den viser imidlertid, at man altid skal passe på den yderst svingende spanier, der viste hæderlig form i Limousin og kommer til løbet med en vis selvtillid efter i forrige uge at have vundet pointtrøjen i det lille Tour de Hokkaido. Han satte ikke verden i brand i Burgos, hvor der ellers var hele tre puncheurspurter, men belært af sidste år ved vi, at Lobato stadig ikke kan udelukkes. Nippo har imidlertid også Marco Canola, for hvem stigende spurter er et speciale, og som tidligere er blevet nr. 4 og 8 i løbet, men selvom han vandt en puncheurspurt i det svage felt i Utah, har han altså ikke helt samme hurtighed som tidligere. Det er sværere at se ham vinde, men han er et mere sikkert kort end Lobato.

Det var bemærkelsesværdigt, at Jhonatan Narvaez i dag var væk fra feltet, allerede inden der kom live-billeder. Det kunne indikere, at ecuadorianeren tog en slapper inden dette puncheurløb, der passer ham. I Burgos blev han nemlig nr. 3 og 5 i to af de tre puncheurspurter, og det viser, at han er en glimrende afslutter, når bare procenterne når et vist niveau. Det gjorde de ikke i Tyskland, men de gør de her. Ineos har naturligvis også Egan Bernal, der åbenlyst er i form og kan køre denne slags spurter, men det vil være meget at tro, at han kan vise sig frem i dette løb, hvor holdet må satse på den hurtigere Narvaez.

Det italienske landshold henter Alberto Bettiol ind til truppen til dette løb, og det burde være en afslutning, der passer den italienske puncheur, der tidligere er kørt i top 5 på en Tour-etape med en lignende afslutning og har været i top 5 i de canadiske løb. Efter en længere løbspause skuffede han imidlertid fælt i Tyskland, og han synes at have kniven på struben, hvis han vil med til VM. Her er konkurrencen slet ikke så skarp, og han skal som minimum være med fremme her, hvis han skal til Yorkshire. Holdet har også Davide Formolo, men med den form, han viste i dag, kan han næppe være med mod de tungere folk her. Derudover kunne det være spændende at se den kommende Lotto-rytter Stefano Oldani køre den spurt, der til gengæld nok er for hård for det store sprintertalent Alberto Dainese.

Cofidis kommer med Julien Simon, der tidligere var kendt som superpuncheur og sidste år blev nr. 7 i sin debut. Franskmanden har dog været en skygge af sig selv både i 2018 og 2019, men sejren i Finistere viser, at han på sine gode dage kan endnu, hvad han bekræftede med en 2. plads på kongeetapen i Limousin. Han skuffede dog i weekenden, i Bretagne og i dag, og hans form ligner ikke noget, der kan række til sejr. Holdet har også Anthony Perez, der år efter år vise puncheurevner i Luxembourg, men aldrig andre steder. Til gengæld har han virket ganske velkørende på det seneste. Finalen må antages at være for hård for Attilio Viviani .

UAE kommer med et tyndt mandskab, men de har Simone Consonni, der kommer til løbet med en frisk 2. plads fra Coppa Bernocchi. Også på 1. etape i Tyskland imponerede han, da han som lead-out man slog kaptajn Kristoff i den stigende spurt, men på stigningerne imponerede han slet ikke - tværtimod. I forvejen må man formode, at finalen er lidt for stejl til, at han kan vinde, men han har en chance for at være med fremme. Hans erfarne holdkammerat Manuele Mori er faktisk tidligere to gange kørt i top 10, men den tid på vist antaget at være ovre for længst.

Schweiz kommer med erfarne Michael Albasini, der i sin storhedstid ville have været en af de helt tunge favoritter. Den schweiziske veteran er imidlertid en skygge af sit gamle jeg, og han synes ikke længere at have niveauet. I år blev han dog nr. 10 i den stigende spurt i GP Kanton Aargus, så man må formode, at han alligevel kan gøre det hæderligt. Man må formode, at den lovende Stefan Bissegger skal køre for ham.

Neri Sottoli har den luksus, at de har fire mand, der er skabt til spurten. Udover Visconti gælder det Davide Gabburo og Simone Velasco, der efter en lidt svær tid i dag genfandt deres bedste ben, og det gælder også den holdbare sprinter Umberto Marengo, der vandt en etape i Utah, men som ikke klatrer så godt som de ovennævnte. Problemet er, at Visconti er så velkørende, at han må formodes at være klar kaptajn. Omvendt jagter holdet vigtige Coppa Italia-point, og det kan ofte anspore dem til at lade mere end én mand spurte.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Israel Cycling Academy har en spændende kandidat i Edwin Avila, der som en lille og holdbar sprinter burde kunne gøre det godt. Han er relativt uprøvet i denne slags spurter, men i som ryttertype burde han kunne lide finalen. Hans 11. plads i det hårde Coppa Agostoni vidner om form, og top 10-placeringer i sprinterløbene Coppa Bernocchi og GP de Fourmies vidner om fart.

IAM har den meget spændende Fabian Lienhard, der i Tour de Suisse viste, at han også på WorldTour-niveau kan begå sig som holdbar afslutter. I GP Kanton Aargau blev han nr. 7 i den stigende spurt, og det blev til to 9. pladser i to af puncheurspurterne i Burgos. Vinde kan han nok ikke, men han bør kunne være i spil til endnu en top 10.

Endelig vil vi pege på Vincenzo Albanese. Nok bliver han aldrig til det, mange troede, da han som helt ung tog en stor 1.1-sejr i Italien, men i den seneste tid er han dog blevet bedre end i de første meget pauvre år. Således har han opnået en del top 10-placeringer i massespurter på det seneste, og dette burde i teorien være en udmærket spurt for ham, selvom den nok er en anelse for stejl. Bardiani har også den chokerende stærke Lorenzo Rota, der var uheldig at styrte i dag, og som i Coppa Agostoni også vist sig helt uventet hurtig, men som nok trods alt kommer til kort. Enrico Barbin har slet ikke fordums pucnheuregenskaber.

Hos de øvrige hold er det svært at pege på vinderkandidater. Warren Barguil blev nr. 10 sidste år, men den franske letvægter kan ikke slå de tungere folk her. Sangemini har Leonardo Bonifazio, men holdbarhed synes ikke at være hans spidskompetence. Delko har Mauro Finetto, der tidligere er blevet nr. 2, 3, 4 og 5, men hans tid som puncheur er for længst et overstået kapitel, og franskmændene skal i stedet satse på Iuri Filosi og Alessandro Fedeli. Gazprom har den yderst formstærke Nikolai Cherkasov, men i dette løb skal man nok satse på Evgeny Shalunov, der imidlertid er inden i en gigantisk formkrise, og Ivan Rovny. Caja Rural kan håbe på Nelson Soto, men han bør være for tung.

OPDATERING: Da den officielle startliste endelig blev kendt torsdag middag, kom det frem, at Israel Cycling Academy stiller med et skræmmende hold. Udover Avila har de Kristian Sbaragli, der viste uhyggelig form i Montreal, samt Davide Cimolai, der i England blev nr. 3 bag Van der Poel og Trentin i en endnu vanskeligere puncheuspurt. De indgår med det samme som nogle af de tungeste favoritter, hvilket kan svække Edwin Avilas chancer.

***** Sonny Colbrelli

**** Andrea Vendrame, Giovanni Visconti

*** Alexey Lutsenko, Davide Cimolai, Kristian Sbaragli, Francesco Gavazzi, Andrea Pasqualon, 

** Juan Jose Lobato, Jhonatan Narvaez, Marco Canola, Alberto Bettiol, Julien Simon, Simone Consonni, Michael Albasini, Davide Gabburo, Simone Velasco, Edwin Avila, Fabian Lienhard, Anthony Perez, Vincenzo Albanese

* Warren Barguil, Guillaume Martin, Umberto Marengo, Stefano Oldani, Iuri Filosi, Egan Bernal, Lorenzo Rota, Stefan Bissegger, Mauro Finetto, Davide Formolo, Alberto Dainese, Manuele Mori, Enrico Barbin, Ivan Rovny, Evgeny Shalunov, Nelson Soto, Alessandro Fedeli, Leonardo Bonifazio, Attilio Viviani

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.