SE COPPA BERNOCCHI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden Giro dell’Appennino i begyndelsen af juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb i landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Vingegaard får hjælp fra ny løjtnant i sæsonens første mål

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

For nogle år siden betød en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli rundede den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, så det har været Il Lombardia, der har lukket ballet. I 2021 voksede den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid yderligere. Nok blev GP Beghelli og Coppa Bernocchi, der plejer at være en del af serien, aflyst, men de blev erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikledes i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. De to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlængedes den italienske sæson med yderligere en uge. Ligesom i 2022 er de to aflyste løb heldigvis tilbage, men da Milano-Torino som bekendt sidste år blev rykket til sin gamle placering i marts, er der i år stadig ”kun” 12 endagsløb i den flotte efterårsserie.

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte, hvoraf det ene altså nu er rykket til marts, er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fem dage afviklede hele fire løb og en pause i forbindelse med den normale VM-uge, når serien nu sit klimaks over de næste to og en halv uge, hvor de resterende otte løb afvikles. Først afvikles Coppa Agostoni, Giro dell’Emilia, Coppa Bernocchi, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte som opvarmning til den store finale i Lombardiet, inden serien ligesom de to foregående rundes af med det genopstandne Giro del Veneto og det spritnye Veneto Classic, der følger i ugen efter Il Lombardia. Eneste ændring i forhold til 2021-sæsonen er, at Coppa Agostoni som i 2022 flyttes fra seriens sidste uge, så det nu i stedet åbner ballet efter det, der normalt er VM-pausen, bare to dage inden seriens næststørste løb, Giro dell’Emilia.

Faktisk er hele serien traditionelt blevet indledt med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, har ikke været afviklet i samme uge som de to øvrige løb, idet Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi har skudt endagsfesten i gang først i september, mens løbet i Varese er blevet afviklet i samme uge som Il Lombardia.

Det ændredes der dog på i 2021, hvor løbene nu blev samlet omkring Il Lombardia, og selvom de med en spredning over otte dage ikke længere kom i rap, var der med Coppa Bernocchi og Tre Valli Varesine inden monumentet og Coppa Agostoni umiddelbart efter en bedre sammenhæng, end vi har set i de seneste år. Ligesom sidste år rykkes Coppa Agostoni som sagt til torsdagen efter den normale VM-dato, og det betyder, at vi kommer meget tæt på det gamle format, da de tre løb nu afvikles over bare fem dage, nemlig med Coppa Agostoni torsdag, Coppa Bernocchi mandag og finalen i Tre Valli Varesine tirsdag.

Mange af de italienske endagsløb er meget ens, da de har kuperede ruter med en flad finale, hvilket betyder, at de er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Mandagens Coppa Bernocchi er dog anderledes, da det er en af de få italienske klassikere, som de rene sprintere kan have som et realistisk mål.

Løbet blev første gang afviklet helt tilbage i 1919, og der er dermed tale om et af de ældste løb på kalenderen. Det blev grundlagt og finansieret af Antonio Bernocchi og er siden blevet arrangeret af Union Sportive Leganese. Trods en verdenskrig undervejs er kun to udgaver blevet aflyst, og da ryttere som Gino Bartali, Fausto Coppi, Rik Ban Looy, Aldo Moser, Gianni Motta, Felice Gimondi, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Guido Bontempi og Rolf Sørensen alle har sejret, er det en ganske prestigiøs begivenhed, selvom det altid har været en ret italiensk affære.

I de senere år har det dog ikke nydt samme prestige, først og fremmest på grund af økonomiske vanskeligheder, og som et 1.1-løb på den italienske kalender har det som mange andre italienske løb, der afvikles uden for RCS-regi, ikke længere tiltrukket mange internationale hold. Det ændredes der imidlertid på i 2021, hvor den nye kalender gav det et gevaldigt boost, så der nu kunne præsenteres ikke færre end 14 af de bedste hold - en voldsom opgradering fra det, vi har set for nylig - og det skyldes blandt andet, at løbet også fik ProSeries-status. Det havde det også i 2022, hvor den positive trend fortsatte, og hvor løbet talte 11 WorldTour-hold, kun lidt færre end i sidste års meget stærkt besatte udgave. I år når man endda næsten op på antallet fra 2021, da hele 13 af de bedste hold vil være at finde i feltet.

Læs også

Van der Poel sætter potentiel dato på karrierestop

Som sagt er det et løb, der passer de rene sprintere, og langt de fleste af de seneste udgaver er endt i massespurter med Giacomo Nizzolo, Elia Viviani, Sacha Modolo, Yauheni Hutarovich, Manuel Belletti, Sonny Colbrelli og Danilo Napolitano som nogle af de seneste vindere - sidstnævnte satte sig suverænt på løbet med tre sejre i træk mellem 2005 og 2007. I 2015 så man imidlertid, at det kan lade sig gøre at bryde det traditionelle manuskript, da en ekstremt formstærk Vincenzo Nibali akkurat sikrede sig en solosejr et sekund foran en firemandsgruppe, der blev ført an af Mauro Finetto og Matteo Trentin. Mønsteret gentog sig i 2021, hvor Quick-Step og Remco Evenepoel fik løbet til at eksplodere på en vild regnvejrsdag, inden Evenepoel leverede endnu et af sine mange soloridt.

Sidste år var der også en god chance for, at løbet ville få et andet udfald, da blandt andre Julian Alaphilippe var meget aktiv på stigningerne, men efter en hård jagt blev den gruppe, der var etableret og talte navne som Corbin Strong, Marc Hirschi, Jhonatan Narvaez, Alaphilippe, Stefano Oldani, Ilan Van Wilder og Alessandro Covi, blev alligevel hentet med 10 km igen. Quick-Step skulle dog ikke ærgre sig over den kiksede offensiv, for da der skulle spurtes om sejren, vandt Davide Ballerini foran Strong og Oldani. Ballerini har ikke kørt løb i flere måneder og forsvarer ikke titlen, men det åbner blot døren for Strong og Oldani, der begge er med igen.

SE COPPA BERNOCCHI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Coppa Bernocchi følger altid samme koncept, men sidste år blev der ændret en anelse på tingene. Løbet har altid været bygget op med en indledende flad tur omkring værtsbyen Legnano og en flad tur mod nord op til løbets hjerte, en kuperet rundstrækning med den lille Morrazone-stigning, inden man er kørt ad lange og flade veje tilbage til centrum af Legnano. I 2018, 2019 og 2021 droppede man imidlertid den syvende og sidste omgang på den kuperede rundstrækning for i stedet at køre tre omgange på en flad rundstrækning inde i byen til sidst, hvilket gav et lettere løb med færre stigninger og længere fra toppen af sidste passage af Morrazone til målet i Legnano.

Sidste år vendte man imidlertid tilbage til tiden før 2017. De afsluttende omgange på rundstrækningen i Legnano forsvandt og erstattedes i stedet af en ekstra omgang på den kuperede rundstrækning. Sammen med de modifikationer, man altid foretog på den flade del af ruten, gav det et løb, der var små 10 km kortere, men alligevel havde lidt flere højdemeter. Vigtigst af alt var det dog, at sidste passage af Morrazone denne gang kommer med 33,3 km igen og ikke som i 2021 med 53 km igen - alt sammen dårligt nyt for sprinterne. Den model fastholdes i år, hvor eneste ændring er en lille modifikation af den flade del frem til og hjem fra rundstrækningen, hvilket forkorter løbet en anelse, ligesom sidste top nu kommer med 33,8 km igen.

I alt skal der tilbagelægges 186,7 km med start og mål i Legnano. Fra starten i byen centrum slår man en lille flad sløjfe mod sydøst ved at køre ad lange, lige og flade veje ud gennem forstæderne og derefter mod nordvest tilbage mod centrum, idet man undervejs kører hele fire spurter efter hhv. 3,1 km, 7,8 km, 9,6 km og 12,5 km. Tilbage i centrum passerer målstregen efter 16,5 km, inden man kører mod rundt om byen ved først at køre mod sydvest, siden nord og slutteligt øst ad lange, lige og flade veje. efter drejer man mod nord for at køre ad flere lange, lige og flade veje frem til løbets klassiske nøglepunkt.

Det rammer man efter 44,8 km, hvor man tager hul på den første af de i år syv mod tidligere seks omgange på den klassiske 16,8 km lange rundstrækning i det kuperede område nord for Legnano. Den indledes med, at man kører mod nord igennem småkuperet terræn med den lille San Pancrazio-stigning (600 m, 7,1%), inden man drejer mod vest for at passere Morazzone-stigningen (1,5 km, 6,5%), hvis tre 500 m-segmenter stiger med hhv. 6,0%, 7,6% og 6,0%. Slutteligt er det let faldende, mens man kører mod vest, syd, sydøst, nordøst og nord tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Stigningens top passeres for sidste gang efter 152,9 km, dvs. med 33,8 km igen, og sidste omgang afsluttes efter 161,9 km. Herfra følger man samme vej som tidligere mod øst og syd tilbage mod Legnano, idet det undervejs er ganske let faldende. Man lægger dog ud med at køre op ad en lille bakke (500 m, 9,6%), og derudover afbrydes det faldende terræn af endnu en bakke (500 m, 5,2%) med top efter 181,5 km. Slutteligt dropper man sløjfen vest om Legnano, som man kørte på vej ud mod rundstrækningen og kører i stedet direkte ind til centrum. Her er der tre sidste sving med hhv. 3900 m, 2000 m og 1000 m igen, idet man mellem de to førstnævnte passerer igennem et mylder af rundkørsler, mens der herefter kun er én sidste rundkørsel med 1800 m igen.

Løbet byder på i alt 2093 højdemeter, hvilket er en anelse mere end i 2019, 2018 og 2017.

Læs også

Movistar-profil: Vingegaard er ikke bedst til alt

SE COPPA BERNOCCHI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

For to år siden var løbet ramt af nærmest apokalyptisk regnvejr, og derfor kunne kontrasten til årets løb vel næppe være større. Her venter nemlig en næsten helt skyfri mandag, hvor temperaturen endda vil stige fra 22 til hele 27 grader, og der vil bare være en svag vind (5-6 km/t), der vil start i østsydøst, men være i syd gennem det meste af løbet. Efter den kringlede start giver det medvind ud til rundstrækningen, hvor der vil være medvind frem til stigningen, sidevind på selve bakken og derefter primært modvind. Man får direkte modvind på turen tilbage til Legnano. Med 3900 m igen får man sidemedvind, men over de sidste 2000 m vil der være sidemodvind.

Favoritterne

Historien taler sit tydelige sprog: modsat stort set alle andre italienske endagsløb, der som regel har flere forskellige mulige udfald, ender Coppa Bernocchi stort set altid i en massespurt. Kun to gange er det i nyere tid lykkedes at undgå det scenarium. Første gang var i 2015, hvor en ekstremt formstærk Vincenzo Nibali og et brølstærkt italienske landshold ”gik amok” på rundstrækningen og udnyttede den ellers ganske lille Morrazone-stigning til at skabe en udskilning, lykkedes det at snyde sprinterne. I 2021 betød forfærdeligt og tilstedeværelsen af en vis Remco Evenepoel, at der på Morrazone kørte en elitegruppe, som feltet aldrig fik hentet, hvorefter vidunderknægten kørte fra alt og alle - ganske som han plejer. I alle øvrige udgaver i de seneste mange år er det hele blevet samlet til en massespurt, hvor selv relativt tunge typer har været i spil til sejren.

Det er ikke overraskende. Ikke blot er Morrazone en ganske let stigning, der både kommer langt fra mål og kan overleves af langt de fleste, løbets ry som et sprinterløb betyder også, at de fleste hold plejer at stille til start med det klare mål at sikre en massespurt. Derfor er der sjældent været kørt specielt aggressivt på rundstrækningen, som faktisk ellers ikke er helt let, når den skal køres så mange gange.

Spørgsmålet er, om vi kan få den tredje udbrudssejr denne gang. Det virker ikke helt umuligt.

Særligt løbet i Münster og i år også det nyeste Elfstedenrace synes i stigende grad at tiltrække sprinterne, og det er et ret tamt sprinterfelt, der er til start denne gang. Det er stadig ganske tydeligt, at mange hold henter en hurtig herre ind til netop dette løb efter de mere kuperede italienske løb i denne uge, men mange af dem er også så holdbare, at de vil have det fint, hvis det bliver et aggressivt løb, der ikke ender i en spurt. Derudover vender man tilbage til ruten fra tiden før 2018, og det betyder et vanskeligere løb samt kortere afstand mellem stigninger og mål, som man også gjorde det sidste år.

Læs også

Dansk stortalent skal køre Touren

Sidste års løb er derfor et ret godt pejlemærke. Dels var ruten altså nogenlunde den samme, og dels havde vi et sprinterfelt, der kan minde om årets. Vi endte med at få en spurt, selvom Quick-Step og UAE gjorde deres bedste for at undgå den, men det var altså først med 10 km, at man fik styr på navne som Marc Hirschi, Julian Alaphilippe, Alessandro Covi, Ilan Van Wilder og Jhonatan Narvaez. Det var i hvert fald en helt anderledes form for løb end tidligere, hvor der ikke rigtigt blev kørt cykelløb, og alle bare ventede på spurten.

Den slags action forventer jeg igen i år. Løbets omdrejningspunkt vil meget naturligt være Wout van Aert. Naturligvis kan han sagtens vinde en spurt, men det vil ligne ham dårligt ikke at gå i offensiven. Når man ser på Jumbo-truppen er den også designet til at skabe et hårdt løb. Det kan man naturligvis gøre på mange måder, men al Van Aert-logik tilsiger, at han selv vil angribe.

Der burde være god hjælp at hente. Nok har UAE taget Sebastian Molano ed, men deres supertrup er skabt til at sætte rav i den. Derudover kommer Soudal i år helt uden sprinter, og det samme gælder for FDJ og Trek, der begge har ryttere med så stor styrke, at de også kan være blandt de bedste på stigningerne. Dertil kommer, at flere af sprinterne, den uhyre formstærke Ivan Garcia Cortina, Michael Matthews og Corbin Strong, er så stærke, at de selv kan være med i angrebene.

Der er dog tre problemer. Hvad betyder Van Aert-faktoren for eksempelvis UAE? Hvis de sidder i en gruppe med Van Aert, er det vel mere interessant at skabe samling og gå efter en spurtsejr med Molano. Sætter UAE-drengene sig på hjul, vil de jo blive hentet. Det andet problem er feltets for tredje år i træk tårnhøje kvalitet. Er Morrazone svær nok til at skabe udskilning? Hvis gruppen bliver for stor, kan den ikke samarbejde, og så vil de blive hentet. Det tredje problem er, at der altid er hold, der misser ud, og selvom de egentlig kunne køre offensivt, vil de så begynde at jagte. Endelig er det fjerde problem det forrygende sommervejr, der bestemt ikke bidrager til at gøre det hårdt, som vi så det i 2021, og som endda serverer modvind på turen hjem til Legnano.

Betingelserne for at undgå en spurt er bestemt til stede, og jeg betragter chancerne derfor som bedre end sidste år. Mange hold vil ikke have noget at miste ved at samarbejde med Van Aert, og Jumbo og UAE er virkelig to hold, der kan skabe voldsom ballade. Historien er imidlertid også svær at komme udenom. Det er sjældent, at der har været alt for mange topsprintere til start, og alligevel ender det næsten altid i en spurt. Den sidste del af løbet er meget let, og historien viser altså med tydelighed, at offensiv kørsel sjældent fører noget med sig - men det var tæt på sidste gang.

Jeg er tæt på at sige, at det denne gang er 50-50, men kombinationen af stærkt felt, modvind og godt vejr gør, at jeg trods alt tror mest på den klassiske spurt. Det er nemlig også lidt usikkert, hvor meget Van Aert vil satse 100% på et udbrud. Forspringet vil næppe nogensinde blive stort, og så vil han hurtigt begynde at spare sig til at spurte, hvis han hentes.

Får vi en spurt, tror jeg dog ikke, at det bliver i det største felt. Særligt Jumbo, Soudal og UAE skal nok gøre deres bedste for at gøre det hårdt.

Hvis ikke de vil køre offensivt, bør særligt UAE, men også Quick-Step som minimum gøre det hårdt. Jeg er ofte blevet forbløffet over, hvor tunge sprintere der har overlevet på denne rute, men denne gang tror jeg på, at vi vil se nogen selektion. Sidste år var de stadig ca. 90 mand, hvilket fortæller, at det altså ikke er det hårdeste løb, men næsten halvdelen faldt fra, og mange endte med at udgå. I år vil jeg forvente, at løbet bliver endnu hårdere.

Selve spurten er relativt enkel. Der er kun tre sving over de sidste 4 km, og eneste udfordring over de sidste 1,8 km er et sving lige ved den røde flamme. Fraværet af gode tog i et løb gør altid, at det bliver ret kaotisk, men det er så enkel en finale, at der er god plads til at lade farten tale.

Læs også

Ekstra Bladet køber Feltet.dk

Jeg vælger meget naturligt at gå med Wout van Aert, for han er min favorit i begge scenarier. I dette felt ligner han sammen med Molano hurtigste mand, og udsigten til et hårdt løb øger hans chance ganske betydeligt. Han lider under et ikke specielt stærkt tog, men Jan Tratnik og Koen Bouwman kan sagtens køre lead-out, og det er i dette felt ganske glimrende støtte. Van Aert positionerer sig også som en konge, og jeg vil derfor forvente, at han har farten til at gøre det færdigt, selvom hans spurter i Touren aldrig for alvor kom til at fungere.

Også i det hårde løb vil han være min favorit. Både EM og England har vist, at vi altså ikke har den bedste Van Aert lige nu, men på en rute som denne vil han formentlig stadig være stærkeste mand. Problemet er, at han kan få svært ved at kontrollere en taktisk finale. Tiesj Benoot fandt pludselig benene igen i går, og han bør helt naturligt sidde med til både at kontrollere og holde gruppen i gang. Har han bevaret Vuelta-formen, vil Jan Tratnik også være brølstærk i dette terræn, og derudover viste Koen Bouwman og måske endda Sam Oomen, at de måske også kan være med i front. Jeg vil forvente minimum to og gerne tre Jumbo-folk i en gruppe, og derfor ligner Van Aert det bedste bud på en udbrudsvinder også. Det taktiske spil kan dog også åbne døren for de ovenfor nævnte, som det gjorde det for Davide Formolo forleden, og i det spil vil Tratnik og Bouwman have fordel af, at de også er hurtige.

Da Van Aert er i min store favorit til udbrudsscenariet, er han mere sårbar, hvis vi får en spurt. Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, vil jeg derfor generelt rangere sprinterne højest, selvom chancen for det andet scenarium er ret god.

Jeg tror også ret meget på Cees Bol. Jeg er usikker på hans form, da det svagt besatte løb i Slovakiet ikke siger meget, men efter nogle år helt uden holdbarhed bør han sagtens kunne klare denne rute, hvis ikke hans EM-exit skal tages som udtryk for træthed. Han har også spurtet ganske lovende i år, og han har vist en fart, der gør det ganske sandsynligt, at han også vil kunne true Van Aert. Han har traditionelt haft det svært i positionskampen, men det er gået godt i år, og hans tog med Fabio Felline, Christian Scaroni, Gianmarco Garofoli og ikke mindst Michele Gazzoli ser overbevisende ud, selv hvis en eller flere af Felline, Garofoli eller Gazzoli falder fra. Som et af de hurtigste navne i dette felt, står han meget stærkt. Et alternativ er Gazzoli, der imponerede sig meget på 4. etape i Norge, at han også vil have en chance for at komme med hjem, men han skuffede på stigningerne i Slovakiet - for siden at rejse sig på bakken på 3. etape - og selvom han vandt i Norge, skal han køre for Bol, som han gjorde i Slovakiet. Til det hårde løb har holdet kun Scaroni, der er hurtig, men han synes ikke at have formen fra august.

Et andet godt bud er Ivan Garcia Cortina, der efter flere års tristesse endelig igen ligner den rytter, vi så i 2019. Vi så det straks efter sommerpausen, og efter en overbevisende Vuelta så vi det særligt i Agostoni, hvor han matchede folk som Simon Yates og Ben O’Connor på stigninger, der er betydeligt sværere end Morrazone. Hvis ikke han sparer sig til en spurt, er han så god, at jeg forventer at se ham blandt de bedste i angrebene, og skulle han sidde med hjem i en gruppe, vil han ikke være uden chance mod Van Aert, hvis han har brugt kræfter undervejs. Det samme gælder i en større spurt. Han kørte ikke de bedste spurter i Vueltaen, men som vi så i Madrid, handlede meget også om hans manglende støtte.

Det er dog slet ikke sikkert, at han skal spurte. Movistar har nemlig også Max Kanter, der efter en sløj sæson kørte fornemme spurter i England. Han er også holdbar nok til denne rute, men hans form er usikker, da han uden forklaring er blevet taget af en del startlister siden England. Er han klar, er han til gengæld en af de allerhurtigste i dette felt, og han har måske løbets allerbedste tog. Holdet har også Gonzalo Serrano, der er skabt til dette terræn og hurtig, men selvom han vandt i Vallonien, har han skuffet så meget i år, senest i England, at jeg tvivler på, at han vil være med i front. Holdets sidste kort til et hårdt løb er Oier Lazkano , men han synes uden megen form efter den skuffende Vuelta.

Selvfølgelig skal Sebastian Molano også rangere højt, men jeg er ikke helt overbevist. Hvis jeg har ret i, at denne udgave bliver særligt hård, kan han få svært ved at komme med hjem. Han har nemlig klatret ganske skuffende i år, og vi ved heller ikke, hvordan han er kommet ud af en Vuelta, hvor han ikke viste de store klatreevner. En god Molano kan dog godt være med her. Til gengæld er hans tog ikke det bedste, og han har svigtet lidt på positioneringen i år. Han har dog Marc Hirschi og Sjoerd Bax hos sig, så uden støtte er han ikke, men om det er nok, hvis han også er træt, vil tiden vise. Sammen med Van Aert er han vel nok den hurtigste. UAE vil dog også være helt toneangivende i et hårdt løb med de meget formstærke Hirschi, Davide Formolo, Bax, der har fundet sig selv, og Rafal Majka . Problemet er bare, at de skal slå Van Aert, og selvom Hirschi og Bax er hurtige, er de overmatchede på fart. De skal altså vinde via taktik. Et sidste kort kunne være Jan Christen, men stortalentet må være hjælper.

En meget interessant kandidat er Corbin Strong. Han var lidt svingende i Luxembourg, og derfor er jeg ikke stensikker på, at vi vil se ham fremme i angrebene, som vi så det sidste år, men det er bestemt ikke umuligt, slet ikke efter 3. pladsen i Franco-Belge. Det er ikke tit, vi ser ham spurte på flad vej, fordi han har det lidt svært i positionskampen, men skulle han efter et hårdt løb spurte mod Van Aert, vil han være en af de ryttere, jeg vil give en reel chance. Sidste år blev han også nr. 2 i massespurten, hvor jeg heller ikke vil afskrive ham, men her lider han under et hold, der ikke har meget lead-out-støtte, da Mads Würtz synes uden formen til at overleve. Alternativer de hårde løb er Nick Schultz, Krists Neilands og Marco Frigo, men de synes uden form, og Hugo Houle er ikke eksplosiv nok.

Jeg rangerer også Michael Matthews højt. I teorien kan han vinde fra begge scenarier, men jeg tror, at han skal satse mest på en spurt. Siden sommerpausen har han skuffet i ét væk, og efter en ikke alt for overbevisende præstation i Canada, floppede han fælt i de første italienske løb. De er nu også et par uger gamle, og derfor kan han havde forbedret sig, men det er også nødvendigt, hvis han skal være med i angrebene. Hvis han kan det, står han imidlertid ganske stærkt, for efter et hårdt løb kan han i en lille gruppe godt slå Van Aert i en flad spurt. Det vil han også kunne i en større spurt - særligt hvis Van Aert har brugt kræfter undervejs, og her hjælpes han af, at han i Matteo Sobrero og Felix Engelhardt faktisk har et ganske godt tog. Også han kan altså vinde på flere måder, men den sikreste vej til sejr er nok en spurt. Her vil holdet også have Engelhardt, der bekræftede sin holdbarhed i Agostoni, men der er næppe tvivl om, at de spurter med Matthews. Sobrero syntes i Vueltaen slet ikke at have formen til et offensivt løb. Det har den uhyre formstærke Chris Harper¸ men sol, måne og stjerner skal stå rigtigt, hvis han skal vinde et løb som dette.

Læs også

Vismas stjernesprinter får chancen i store løb, men ikke i Touren

Alpecin kommer også med en meget spændende kandidat i Axel Laurance. Han var formsvag efter sin lange pause, men de så bedre ud i Luxembourg, dog uden at han for alvor overbeviste. Jeg vil dog forvente, at formen rækker til at overleve her, og så er spørgsmålet, om han kan vinde en spurt. Det er ikke meget, han har spurtet på dette niveau, men vi skal ikke glemme, at Van Aert kun slog ham med det yderste af neglene i Bretagne sidste år - og det var endda efter et meget hårdere løb end dette. Han hjælpes også ganske meget af et stærkt tog med Tobias Bayer og Stefano Oldani. Falder han fra, er Oldani et formstærkt alternativ, men han vinder næppe en spurt i dette felt. Til gengæld var han med i angrebene, og efter Agostoni kan det ikke helt afvises, at det vil kunne lade sig gøre igen. Til den slags er Nicola Conci det andet bud, men hverken han eller den skuffende Xandro Meurisse har formen.

Efter den imponerende sejr i Tyskland skal vi også tage Madis Mihkels seriøst. Den estiske komet viser endelig sit potentiale nu, og senest viste EM, at formen er intakt. Problemet er, at det er i stigende spurter, han har imponeret, mens han har skuffet i flade spurter, og derfor tror jeg ikke, at formen rækker. Han hjælpes dog af et godt tog, der tæller både den uhyre lovende Francesco Busatto og Dion Smith. Holdets hurtigste er dog Niccolo Bonfazio, hvis fart rækker til at vinde i dette felt, som vi senest så i Fourmies. Vi ved dog også, at hans holdbarhed kan være helt elendig, og hans seneste løb overbeviser mig ikke om, at formen rækker til dette løb - men hvis det lykkes, har han et af de allerbedste tog. Til det hårde løb har holdet Rui Costa , der vil være en af de allerstærkeste, hvis Vuelta-formen er intakt, men han skal på sin vanlige snu maner finde en vej til at slå Van Aert. Den lovende Alexy Faure Prost vil næppe være med i angrebene i dette felt.

Egentlig ville jeg gerne rangere Vincenzo Albanese højere. Efter en lidt skuffende start i de første italienske løb var han nemlig så flyvende i Agostoni, at jeg regner med at se ham helt fremme i angrebene. Han er som bekendt også meget hurtig, men senest har Matteotti, Pantani og Toscana vist, at hans fart på flad vej altså ikke rækker alt for langt i dette felt. Den rækker bestemt til en podieplads i et hårdt løb og til en top 10 i en spurt, men det skal nok flaske sig i et taktisk spil, hvis han faktisk skal vinde. Til gengæld bliver jeg overrasket, hvis ikke han - som altid - laver et topresultat, selvom han lider under et meget svagt hold. Mattia Bais er i fin form, men klatrer ikke med de bedste.

Bardiani har et ikke helt uinteressant bud i Luca Colanghi, der virkelig har hævet sit niveau i år. Han er stadig svingende, men hans nylige spurter i Danmark og Slovakiet har vist, at han reelt vil have en chance for at vinde i dette felt, og han har tillige klatret så godt, at han bør overleve. Holdet har også den mere holdbare Filippo Fiorelli, der dog har spurtet meget skuffende i år og heller ikke imponeret med sin form. Et tredje alternativ er Henok Mulubrhan , men det vil undre, hvis de spurter med ham, og det samme gælder med de halvhurtige Filippo Magli og Martin Macellusi.

Sidste år vandt Soudal løbet med Ballerini, men i år skal de for alt i verden undgå en spurt. Ganske vist kan både Andrea Bagioli og Julian Alaphilippe lave et fint resultat i et større felt, men en sejr er usandsynlig. Til det hårde løb er der til gengæld grund til en vis optimisme. Særligt Bagioli, men også Alaphilippe var i Emilia langt bedre end i Luxembourg, og Fausto Masnada viste i går også, at han vil være blandt de stærkeste på stigningerne. Problemet er bare, at ingen af dem slår Van Aert i en spurt, men i det taktiske spil er Bagioli og Alaphilippe hjulpet af deres rasende høje fart, hvis de kommer af med belgieren. Der er til gengæld intet, der tyder på, at formen rækker for den skuffende Mauro Schmid, Dries Devenyns eller Pieter Serry.

Ag2r skal satse på Andrea Vendrame. En god Vendrame, som vi så i august, vil kunne være med i angrebene på denne rute, men så langt tror jeg ikke, at benene rækker. Hans chance er nok mere reel i en større spurt, men som vi så i Vueltaen, mangler han selv i dette sprinterfelt nok for meget fart på flad vej. Hans tog med Paul Lapeira og Bastien Tronchon er tillige ret svagt. Til angrebene har holdet Clement Berthet, men han synes at mangle for meget efter sin skadespause, samt Aurelien Paret-Peintre, der dog slet ikke har formen.

Trek skal for alt i verden undgå en spurt, og deres våben er Giulio Ciccone . Han viste i går, at formen nu er så god, at han bør være med de bedste, men selvom han er hurtig, skal han jo altså finde en vej til at slå Van Aert. Her hjælper det ikke, at han formentlig vil være alene, da hverken Juan Pedro Lopez, Natnael Tesfatsion eller Mathias Vacek har formen til at ledsage ham. Til en spurt har holdet formentlig Filippo Baroncini, der viste form i går, men ikke vinder en spurt i dette felt, og det gør heller ikke Vacek eller Tesfatsion, hvis de kører for dem i stedet.

FDJ er et af de hold, der skal undgå en spurt, og deres våben er Valentin Madouas. Han skuffede ganske fælt i Luxembourg, men det betyder ikke, at han ikke vil kunne være med i angrebene på denne lettere rute. Han er også ganske hurtig, men som alle andre skal han finde en måde at slå Van Aert på i det taktiske spil. Her vil det hjælpe, hvis han får den ligeledes hurtige Quentin Pacher med sig. Efter en sløj sæson har han vist klart stigende form efter Touren, både i Canada, Chauny og senest Emilia. Om det rækker til at være med i angrebene, er dog usikkert. Mere sandsynligt kan det være med Thibaut Pinot , der efter en svær periode med sygdom i går viste, at formen måske ikke er flyvende, men heller ikke så ringe som frygtet. Også han er hurtig. Til gengæld vil vi næppe se Lars van den Berg eller Reuen Thompson med de bedste.

Q36.5 har en spændende kandidat i Walter Calzoni. Har han genfundet den superform, han havde i Sabatini og Pantani, hvor han blandede sig med verdenseliten, kan han være med i det hårde løb. Han er ganske hurtig, men det er klart, at også han skal slå Van Aert. I Agostoni så det dog ud til, at formen ikke helt er den samme nu. Gianluca Brambilla viste hæderlig form i går, men næppe nok til at blande sig med de bedste på bakkerne. Begge kan spurte i en større gruppe, men her skal det flaske sig, hvis de skal i top 10. Både Mark Donovan og Alessandro Fedeli synes for formsvage.

Læs også

Froome blander sig i omdiskuteret debat

I teorien er Simone Consonni en af favoritterne. Han er nemlig en holdbar sprinter, der i dette felt ikke vil være uden chancer. Siden sit styrt i Vallonien i juli har han imidlertid kun kørt Agostoni, og derfor vil det undre mig meget, hvis formen rækker til at overleve - og herefter at gøre det færdigt, hvis det lykkes. I forvejen var hans spurter i Giroen uhyre skuffende, og han synes slet ikke at have fordums fart. I gamle dage havde det været et løb for Davide Cimolai, men han er i dag blevet for tung og for langsom. Holdet har to mere holdbare alternativer i Axel Mariault og Benjamin Thomas. Ingen af dem har været flyvende, men de har vist nok til, at de bør overleve her. De vinder dog ikke en spurt mod sprinterne, selvom Thomas spurtede godt sidste år. Holdets mand til det hårde løb er Ion Izagirre , men han var helt uden form i Luxembourg.

Hos Total er bedste chance nok en spurt med Geoffrey Soupe. Han er bestemt ikke holdbar, men var så god i Franco-Belge, at han bør komme med hjem. Selvom han choksejrede i en teknisk finale i Vueltaen, bør farten dog ikke række til en sejr i en boulevardspurt i dette felt. Falder han alligevel fra, kan Alexis Vuillermoz eller Valentin Ferron spurte, men de har næppe farten til en top 10. Ferrons form har også været meget skuffende. Til det hårde løb skal de satse på Vuillermoz, men selvom han slet ikke er ringe efter sin skade, synes han at mangle for meget.

Det er svært at tro meget på Bora, men de har et fornuftigt kort i Giovanni Aleotti. Siden Bretagne og Canada har han fundet sig selv, og hans offensiv i Emilia var indtil defekten også pæn. Det virker ikke helt umuligt, at han kan være med i et hårdt løb, men selvom han har en lille spurt, skal det flaske sig, hvis han skal vinde. Holdets bedste bud burde være Maximilian Schachmann, men efter en sløj indsats i Tyskland er det svært at tro, at han har fundet sig selv i den mellemliggende måned, selvom det aldrig kan udelukkes. Holdets mand til en spurt er Ide Schelling, men farten rækker ikke mod sprinterne, og derudover var han så formsvag i England, at han kan få svært ved at overleve. Schachmann kunne også spurte, men har ikke spurtet i en menneskealder. Endelig har holdet Frederik Wandahl¸ der jo imponerede stort i Bretagne, men Luxembourg viste, at formen slet ikke er den samme nu. Det er dog ikke usandsynligt, at de kan ende med at køre spurten for ham. Formen rækker slet heller ikke for Bob Jungels.

De øvrige hold får det svært. Selvom Alexis Guerin imponerede i går, kører han ikke med de bedste for Bingoal, hvis hurtigste mand, Marco Tizza, synes formsvag, mens alternativet, Lennert Teugels , mangler fart. Corratec er uden hurtige folk, og hverken Karel Vacek, Andrii Ponomar, eller Antoine Debons vil være blandt de bedste på bakkerne. Lottos hurtige mand, Jacopo Guarnieri, klarer ikke disse bakker, og efter en skuffende Vuelta kører Sylvain Moniquet ikke med de bedste på stigningerne, som Eduardo Sepulveda og formsvage Harm Vanhoucke heller ikke gør det. Kontinentalholdene er uden chance, da de hurtige folk er for tunge til at overleve, og de mest klatrestærke, Thomas Pesenti, Alejandro Osorio og Santiago Umba, ikke kører med de bedste på bakkerne.

BEMÆRK: Husk, at jeg rangerer efter vinderpotentiale, hvilket er særligt vigtigt i et løb som dette, hvor to forskellige scenarier er i spil. Derfor rangeres sprintere generelt højest, fordi Van Aert her er lettere at slå, men chancen for en udbrudssejr er som sagt ret god. Hvem der kan være med fremme i det scenarium, uddybes ovenfor.

***** Wout van Aert

**** Cees Bol, Ivan Garcia Cortina

*** Sebastian Molano, Max Kanter, Corbin Strong, Michael Matthews, Axel Laurance

** Madis Mihkels, Niccolo Bonifazio, Vincenzo Albanese, Marc Hirschi, Sjoerd Bax, Andrea Bagioli, Andrea Vendrame, Tiesj Benoot, Rui Costa, Julian Alaphilippe, Giulio Ciccone, Valentin Madouas, Luca Colnaghi, Davide Formolo, Stefano Oldani, Simone Consonni, Michele Gazzoli

* Jan Tratnik, Koen Bouwman, Rafal Majka, Quentin Pacher, Thibaut Pinot, Geoffrey Soupe, Filippo Fiorelli, Davide Cimolai, Ide Schelling, Filippo Baroncini, Giovanni Aleotti, Benjamin Thomas, Natnael Tesfatson, Maximilian Schachmann, Felix Engelhardt, Fausto Masnada, Chris Harper, Gonzalo Serrano, Mathias Vacek, Axel Mariault, Alexis Vuillermoz, Valentin Ferron, Oier Lazkano, Christian Scaroni, Frederik Wandahl, Clement Berthet, Dion Smth, Mauro Schmid, Marco Tizza, Francesco Busatto, Henok Mulubrhan

Danskerne

Frederik Wandahl kan på et ikke specielt overbevisende Bora-hold måske jagte sin egen chance, hvorfor han er omtalt ovenfor, mens Mads Würtz Schmidt på Israel-PT skal støtte Corbin Strong.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Davide Ballerinis sejr fra 2022, Remco Evenepoels sejr fra 2021, Phil Bauhaus’ sejr fra 2019 samt Sonny Colbrellis sejre fra 2018 og 2017.

SE COPPA BERNOCCHI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE