Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 12. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløben i perioden mellem d. 14. september og den 12. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Serien er traditionelt blevet indledte med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, afvikles nu ikke længere i samme uge som de to øvrige løb. I stedet finder det sted i samme uge som Il Lombardia, hvor det nu tjener som forberedelse til monumentet. Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi afvikles fortsat som de første løb i den lange italienske endagsblok og på hinanden følgende dage, og de skyder dermed den italienske fest i gang.

Mange af de italienske endagsløb er meget ens, da de har kuperede ruter med en flad finale, hvilket betyder, at de er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Kun søndagens Coppa Bernocchi er anderledes, da det er en af de få italienske klassikere, som de rene sprintere kan have som et realistisk mål.

Løbet blev første gang afviklet helt tilbage i 1919, og der er dermed tale om et af de ældste løb på kalenderen. Det blev grundlagt og finansieret af Antonio Bernocchi og er siden blevet arrangeret af Union Sportive Leganese. Trods en verdenskrig undervejs er kun to udgaver blevet aflyst, og da ryttere som Gino Bartali, Fausto Coppi, Rik Van Looy, Aldo Moser, Gianni Motta, Felice Gimondi, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Guido Bontempi og Rolf Sørensen alle har sejret, er det en ganske prestigiøs begivenhed, selvom det altid har været en ret italiensk affære. Desværre nyder det i dag slet ikke samme prestige, først og fremmest på grund af økonomiske vanskeligheder, og som et 1.1-løb på den italienske kalender tiltrækker det som mange andre italienske løb, der afvikles uden for RCS-regi, ikke længere mange internationale hold.

Som sagt er det et løb, der passer de rene sprintere, og langt de fleste af de seneste udgaver er endt i massespurter med Giacomo Nizzolo, Elia Viviani, Sacha Modolo, Yauheni Hutarovich, Manuel Belletti, Sonny Colbrelli og Danilo Napolitano som nogle af de seneste vindere - sidstnævnte satte sig suverænt på løbet med tre sejre i træk mellem 2005 og 2007. I 2015 så man imidlertid, at det kan lade sig gøre at bryde det traditionelle manuskript, da en ekstremt formstærk Vincenzo Nibali akkurat sikrede sig en solosejr et sekund foran en firemandsgruppe, der blev ført an af Mauro Finetto og Matteo Trentin.

Sidste år vendte man imidlertid tilbage til normaltilstanden i en udgave, der endte i den ventede massespurt. Her fik Sonny Colbrelli revanche efter et skuffende Coppa Agostoni ved at vinde løbet for anden gang i træk, denne gang foran Manuel Belletti og Paolo Simion. Det bliver imidlertid ikke til et hattrick for Colbrelli, der kører i Canada, men både Belletti og Simion er med igen med ambition om mere, særligt Belletti, der kan vinde løbet for anden gang.

Ruten

Den 101. udgave af Coppa Bernocchi vil blive afviklet på en rute, der er næsten helt identisk med den, der er blevet benyttet i de sidste mange år. I alt skal der tilbagelægges 198,2 km med start og mål i Legnano. Fra starten i byen centrum slår man en lille flad sløjfe syd om bykernen, inden man efter 21,2 km når ind tol målområdet for første gang. Herfra man sætter kursen mod nord igennem helt fladt terræn. Efter 53,5 km når man løbets nøglepunkt, den 16,7 km lange rundstrækning i det kuperede område nord for Legnano. Den indeholder først San Pancrazio-stigningen (600 m, 7,1%) og umiddelbart derefter den lille Morazzone-stigning (1,7 km, 6,0 % max. 7,9%), der stiger med 7,2% over 500 midtvejs.

I alt skal der køres seks omgange, inden man efter sidste tur, der afsluttes efter 150,4 km, igen via en lidt anderledes rute sætter kursen mod syd tilbage mod Legnano. Det beyder, at man skal over nogle mindre bakker (500 m med 8,2%, 300 m med 6,8%, 400 m med 6,9%, 500 m med 3,9% og 300 m med 4,1%), inden det flader helt ud ind mod byen, hvor målstregen krydses første gang efter 180,8 km. Løbet afsluttes nu med tre omgange på en flad 5,8 km lang rundstrækning, der har bare fire sving, det sidste lige inden den røde flamme.

Løbet byder på i alt 1971 højdemeter, hvilket er en anelse mere end sidste år.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Sidste år fjernede man en omgang på den kuperede rundstrækning og indførte til gengæld som noget nyt den flade rundstrækning til sidst. Det gav et lettere løb med længere afstand fra sidste stigning til mål, så der resterer næsten 60 km fra sidste passage af Morazzone. I år er ruten kun marginalt justeret på turen mellem de to rundstrækninger.

Vejret

Det flotte italienske efterårsvejr fortsætter med en helt igennem ideel søndag. Der vil kun være få skyer, og temperaturen vil snige sig helt op på 28 grader. Vinden vil være svag og komme fra syd og sydvest. Det giver medvind ud mod rundstækningen, sidevind på Morazzone og modvind på hjemturen. På den sidste rundstrækning vil vinden komme fra alle retninger, men der vil være modvind frem mod sidste sving og sidemedvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Historien taler sit tydelige sprog: modsat stort set alle andre italienske endagsløb, der som regel har flere forskellige mulige udfald, ender Coppa Bernocchi stort set altid i en massespurt. Kun i 2015, hvor en ekstremt formstærk Vincenzo Nibali og et brølstærkt italienske landshold ”gik amok” på rundstrækningen og udnyttede den ellers ganske lille Morrazone-stigning til at skabe en udskilning, lykkedes det at snyde sprinterne. I alle øvrige udgaver i de seneste mange år er det hele blevet samlet til en massespurt, hvor selv relativt tunge typer har været i spil til sejren.

Det er ikke overraskende. Ikke blot er Morrazone en ganske let stigning, der både kommer langt fra mål og kan overleves af langt de fleste, løbets ry som et sprinterløb betyder også, at de fleste hold stiller til start med det klare mål at sikre en massespurt. Det er bestemt også tilfældet i år, hvor specielt det italienske landshold, Direct Energie, Vital Concept, Bahrain og UAE kan tænkes at arbejde for en massespurt. Dertil kommer, at næsten alle øvrige hold har hurtige folk, og de vil derfor kaste sig ind i en jagt på den gruppe, der kan komme fri på bakkerne.

Det er klart, at der kan ske overraskelser. Alexey Lutsenko og Warren Barguil var som ventet i dag blandt de stærkeste og kører for hold uden meget at komme med i en spurt. Derfor kan man forestille sig, at Astana og Arkea vil gøre alt for at gøre løbet hårdt, og vi kan sagtens ende med at se en gruppe køre væk. Deres hold er imidlertid svage, og ligesom sidste år er der denne gang hele 60 km fra sidste stigning til mål. Selvom Lutsenko virker brølstærk netop nu, bliver det svært at holde hjem på en dag med godt vejr og modvind på hjemturen, især fordi landsholdet kommer med en stærkere trup end i dag. Vi tror derfor, at det ender i endnu en spurt i et ret stort felt. Selve opløbet er teknisk ikke specielt kompliceret, og der er god plads til, at de hurtigste kan sætte sig igennem.

Derfor er det også svært ikke at pege på Elia Viviani som favorit. Som forventet fik han det for svært i dag, men vi ved, at han efter sejrene i London og Hamburg og ved EM er i storform. I dette felt er han den i særklasse bedste sprinter, og han kan drage fordel af bakkerne til at trætte de tungere folk. Han har ikke sit vanlige tog, men støtte fra Davide Martinelli, Filippo Ganna og sprintertalentet Alberto Dainese bør være nok for positioneringsstærke Viviani, som er vores klare favorit til sejren.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Hans værste rival må være Niccolo Bonofazio. Italieneren fandt sig selv igen mod slutningen af Touren, hvor han kørte fremragende, og senere vandt han for to uger siden to 1.1-løb på én weekend. Han skuffede i sidste weekend, men den gode form bør være intakt. Han er eminent i positionskampen, og har han samme fart som i juli og august, kan han true Viviani.

Det kan Phil Bauhaus også. Til hans skuffelse blev Vueltaen for hård, men meldingen er, at han skulle være kommet sig. Forinden viste han lidt af sin lovende topfart igen i BinckBank Tour og i Adriatica Ionica Race, hvor han endda slog Alvaro Hodeg. Bauhaus kan sagtens klare disse småbakker og har en tårnhøj topfart. Det kniber med positioneringen, men med hjælp fra Marcel Sieberg står han ikke ringe i denne finale.

Nok har Bryan Coquard skuffet på stigningerne på det seneste, men i spurterne har det fungeret fint. Han slog Mathieu van der Poel i Norge og udfordrede suveræne Tim Merlier i Danmark. Også i Belgium Tour viste han, at han stadig er hurtig nok til at vinde klassiske massespurter. Positioneringen er et problem, men toget med Lorrenzo Manzin og Bert de Backer ligner et af de bedre i løbet.

UAE vandt i dag og håber at gentage bedriften søndag. Denne gang er det Simone Consonni, der skal levere, og han viste god form med sin flotte spurt på 1. etape i Tyskland. Her var opløbet dog stigende, og han mangler måske det sidste på flad vej. Toget med Roberto Ferrari og Aliaksandr Riabushenko kan dog vise sig som det bedste i løbet, og det kan gøre forskellen i hans favør.

Manuel Belletti skal sikre sprinterpoint i Coppa Italia til Androni. Han har ikke kørt meget på det seneste, men en 4. plads i den hårde spurt i Lerma i Burgos vidner om form. En stribe fine spurter i Giroen samt sejren i Giro di Sicilia viser, at han stadig er hurtig nok til at begå sig i dette felt, og han er stærk i positionskampen med hjælp fra Andrea Vendrame og Francesco Gavazzi, der måske selv vil spurte af hensyn til Coppa Italia-pointene.

Caja Rural kommer med den lovende Matteo Malucelli, der kommer til løbet med fin form efter to nylige 2. pladser fra Poitou-Charentes. Flere gange har han vist, at han har farten til at være med i front på dette niveau, men han er svingende i positionskampen. Han mangler den store sejr, men den synes at være lige om hjørnet. Holdet har også Nelson Soto, men han har i år mest arbejdet for Malucelli.

Neri Sottoli har den spændende Luca Pacioni, der flere gange har imponeret med sin topfart. Det har knebet med positioneringen, men her har han et brølstærkt hold med Utah-etapevinderen Umberto Marengo, der kan agere plan B, som sidste mand. Sidder han endelig ordentligt bør han have farten til at være med i front.

Riccardo Minali har haft et forfærdeligt år for Israel Cycling Academy, men han viste lidt form i Fourmies, hvor han i det mindste kom med feltet hjem. I gamle dage var han regnet som et de største sprintertalenter, og sidste år kørte han da også stadig med i finalerne af disse løb. Lad os håbe, at han kan vise lidt af sin gamle hurtighed, og Edwin Avila og Sondre Holst Enger, der kan agere alternativer for den ustabile Minali, kan hjælper ham med at undgå positioneringsproblemerne, der altid har været hans svaghed.

Andrea Pasqualon kommer til løbet med form efter den nylige sejr i Limousin, men han er efterhånden mere puncheur end sprinter. Finalen her er for flad, og han skal have held for at vinde, især fordi toget med Pieter Vanspeybrouck ikke er det stærkeste.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Nippo kommer med den unge Giovanni Lonardi, der kom så flot fra start, men ikke har vist meget siden Giroen. Heller ikke i sidste weekend viste han meget, men han gennemførte dog Fourmies. Toget med Marco Canola, Damiano Cima og Imerio Cima , som er plan B, er et af de stærkeste, og er han i form, bør han være en af de hurtigere i feltet.

Niccolo er ikke den eneste Boniazfio, der kan vinde. Lillebror Leonardo Bonifazio er måske ikke så god som brormand, men han har i år flere fine resultater i mindre løb. Han mangler at vise sig frem på dette niveau, men det her kunne være en god chanc.

Euskadi-Murias kommer med Enrique Sanz og Mikel Aristi. Sanz er den hurtigste af de to og har i år spurtet så godt, at han skal regnes som en kandidat. Han har dog haft helbredsproblemer siden Burgos, og det er usikkert, om han stadig har den gode juliform. Aristi viste storform i Limousin, men mangler topfarte og positioneringen til en finale som denne.

Andre kandidater til spurten er Yevgeniy Gidich, Vincenzo Albanese, Iuri Filosi, Alessandro Fedeli og Alexander Porsev, men det er svært at vinde. Skal man pege på ryttere, der kan køre hjem fra bakkerne, er Alexey Lutsenko det åbenlyse valg samt igen Aliaksandr Riabushenko samt Warren Barguil, Giovanni Visconti, Nikolay Cherkasov.

BEMÆRK: Riccardo Stacchiotti er føjet til startlisten som en kandidat.

***** Elia Viviani

**** Niccolo Bonifazio, Phil Bauhaus

*** Bryan Coquard, Simone Consonni, Manuel Belletti, Matteo Malucelli, Luca Pacioni

** Riccardo Stacchiotti, Riccardo Minali, Andrea Pasqualon, Giovanni Lonardi, Leoanrdo Bonifazio, Enrique Sanz, Mikel Aristi, Alexey Lutsenko, Aliaksandr Riabushenko

* Andrea Vendrame, Giovanni Visconi, Imerio Cima, Nelson Soto, Edwin Avila, Warren Barguil, Umberto Marengo, Vincenzo Albanese, Damiano Cima, Marco Canola, Sondre Holst Enger, Yevgeniy Gidich, Iuri Filosi, Nikolay Cherkasov

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.