STREAM CRO RACE OG COPPA AGOSTONI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det relativt nye etapeløb Adriatica Ionica Race i begyndelsen af juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb i landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 11 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet. Sidste år voksede den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid yderligere. Nok blev GP Beghelli, der plejer at være en del af serien, aflyst, men de blev erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikledes i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni afvikledes de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlængedes den italienske sæson med yderligere en uge. I år er GP Beghelli desværre igen aflyst, og da det samme gælder for Trofeo Matteotti, mens Milano-Torino er rykket til sin gamle placering i marts, er der i år ”kun” 11 endagsløb i den flotte efterårsserie mod de hele 13 løb, vi havde i sidste år serie.

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte, hvoraf det ene altså nu er rykket til marts, er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fire dage afviklede hele tre løb (det var i hvert fald planen, indtil dårligt vejr førte til aflysning af Memorial Marco Pantani) og en pause i forbindelse med VM, når series nu sit klimaks over de næste to og en halv uge, hvor de resterende otte løb afvikles. Først afvikles Coppa Agostoni, Giro dell’Emilia, Coppa Bernocchi, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte som opvarmning til den store finale i Lombardiet, inden serien ligesom sidste år rundes af med det genopstandne Giro del Veneto og det spritnye Veneto Classic, der følger i ugen efter Il Lombardia. Eneste ændring i forhold til sidste år er, at Coppa Agostoni flyttes fra seriens sidste uge, så det nu i stedet åbner ballet efter VM-pausen bare to dage inden seriens næststørste løb, Giro dell’Emilia.

Faktisk er hele serien traditionelt blevet indledt med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, har ikke været afviklet i samme uge som de to øvrige løb, idet Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi har skudt endagsfesten i gang først i september, mens løbet i Varese er blevet afviklet i samme uge som Il Lombardia. Det ændredes der dog på i 2021, hvor løbene nu blev samlet omkring Il Lombardia, og selvom de med en spredning over otte dage ikke længere kom i rap, var der med Coppa Bernocchi og Tre Valli Varesine inden monumentet og Coppa Agostoni umiddelbart efter en bedre sammenhæng, end vi har set i de seneste år. I år rykkes Coppa Agostoni som sagt til torsdagen efter VM, og det betyder, at vi kommer meget tæt på det gamle format, da de tre løb nu afvikles over bare fem dage, nemlig med Coppa Agostoni torsdag, Coppa Bernocchi mandag og finalen i Tre Valli Varesine tirsdag.

Mange af de italienske endagsløb er meget ens, da de har kuperede ruter med en flad finale, hvilket betyder, at de er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Kun Coppa Bernocchi er anderledes, da en relativt flad rute gør det til en sag også for rene sprintere. Coppa Agostoni er langt mere i tråd med den typiske italienske tradition, da det byder på ganske hårde stigninger og en flad afslutning, hvormed det ligner stort set alle andre italienske semiklassikere.

Ligesom Coppa Bernocchi er Coppa Agostoni et ganske gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1946, da en gruppe cykelentusiaster dannede en klub i byen Lissone og arrangerede første udgave af et løb, de opkaldt efter Ugo Agostoni, vinderen af Milano-Sanremo i 1914. Det blev et professionelt løb i 1963, og siden da er dets betydning blot steget år for år, hvor det gradvist er blevet et af de vigtigste italienske løb. I 1987 blev det endda benyttet til det italienske mesterskab. Listen over vindere er imponerende og indeholder navne som Aldo Moser, Felice Gimondi, Eddy Merckx, Roger de Vlaeminck, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Gianni Bugno, Maurizio Fondriest, Andrea Tafi, Jan Ullrich og Laurent Jalabert.

Uheldigvis har de vanskelige økonomiske kår også ramt det historiske løb, og det er derfor slet ikke længere så prestigiøst som tidligere. Selvom det altid har været domineret af italienere, har man også haft et ganske stærkt internationalt felt. I de senere år er feltet imidlertid primært blevet udgjort af italienske hold, men en mindre renæssance betød, at man i 2018 kunne præsentere Ag2r, Bahrain-Merida, UAE og Sky fra WorldTouren samt adskillige udenlandske prokontinentalhold, inden det i 2019 atter gik atter tilbage med deltagelse af blot Astana og Bahrain-Merida fra WorldTouren. Det var det dødvande, man i 2021 ville bryde ved at rykke løbet til oktoberblokken, og selvom det var risikabelt at afvikle cykelløb efter Il Lombardia, der for mange regnes som sæsonafslutningen, var effekten god, da man kunne præsentere seks hold fra det fineste selskab i form af Movistar, Intermarché, Israel SUN, Cofidis, Astana og UAE. Nu er løbet så tilbage på en plads inden Lombardiet, men den intense pointjagt har heldigvis kun styrket begivenheden. Således bliver der deltagelse af de pointhungrende Israel-PT, Lotto, EF, BikeExchange, Cofidis og Movistar, der får selskab af UAE, Intermarché og Astana, der også deltog i sidste års løb, og dermed har vi deltagelse af intet mindre end ni af de 18 WorldTour-hold i den stærkest besatte udgave i mange år.

Modsat mange andre løb har Coppa Agostoni ikke et fast format, og ruten er varieret ganske meget over årene. I nogle år har det været afviklet på meget hårde ruter, hvor det har været en sag for klatrere, mens andre årgange har været meget lettere. I de senere år har man imidlertid holdt sig til den samme formel, der har gjort det til en sag for stærke sprintere, der kan klatre, og 2022-udgaven vil følge samme mønster som de seneste års løb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Sidste år blev løbet som sagt afviklet som et af sæsonens allersidste, bare to dage efter Il Lombardia. Her kørte de bedste klatrere som altid væk på sidste stigning, men denne gang kunne de ikke holde stand, da der samledes en gruppe på 20 mand. En spurt blev det imidlertid ikke til i den meget taktiske finale, hvor Alexey Lutsenko og Matteo Trentin lykkedes med at snige sig væk, inden Lutsenko højst overraskende to sejren i en spurt foran den på papiret hurtigere italiener, der kunne trøste sig med, at Alessandro Covi 12 sekunder senere med en god spurt sikrede to UAE-ryttere på podiet. Lutsenko og Trentin puster ud efter VM og deltager ikke i år, og dermed bliver Covi eneste genganger fra sidste års podium.

STREAM CRO RACE OG COPPA AGOSTONI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt har man i de senere år fundet en fast formel efter flere år, hvor man eksperimenterede med forskellige ruter af varierende sværhedsgrad. Faktisk har ruten praktisk talt været den samme i årene mellem 2014 og 2019, hvor ændringerne har været helt marginale, og også i 2021 fulgte man samme opskrift bestående af en tur fra starten i Lissolo ud til en kuperet rundstrækning, hvor der skulle køres fire omgange, og en flad tur tilbage til Lissolo. Som noget nyt droppede man dog ideen om afsluttende flade omgange på en rundstrækning inde i byen, hvilket betød, at distancen forkortedes med ca. 15 km, og at stigningerne kom tættere på mål, end de plejede.

Den model var tilsyneladende kun delvist et hit, da man i år går tilbage til noget, der minder om det gamle format med længere distance og længere afstand mellem stigninger og mål. Man dropper atter ideen om afsluttende omgange inde i byen, men til gengæld nytænker man hele løbets første del frem mod den kuperede rundstrækning, ligesom turen hjem til Lissone er helt ny. Det bringer igen distancen op på det gamle niveau på knap 200 km, men den ændrede hjemtur betyder samtidig, at sidste stigning denne gang kommer med 34,4 km og ikke som sidste år med 25,5 km igen.

I alt skal der i år således køres 193,0 km med start og mål i hjembyen Lissone. Som sagt er første del af løbet nytænkt, og man lægger denne gang ud med at sno sig mod nordøst ad et kort, fladt stykke, som leder frem til byen Albiate, hvor man efter 6,7 km rammer en 43,5 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges halvanden gang. Den indledes med, at man kører mod nord og nordøst igennem let stigende terræn fem til en stigning (1,7 km, 4,8%), som er helt jævn, leder op til byen Sirtori og har top efter 26,0 km. Herfra kører man mod syd og sydøst igennem generelt let faldende terræn tilbage til Albiate, hvor man efter 50,2 km tager hul på endnu en omgang.

Når man når udkanten af Sirtori, varierer man imidlertid lidt på ruten. Her kører man uden om stigningen fra tidligere for i stedet at køre hen til løbets nøglerundstrækning, der er den samme som i de seneste mange år. Den er 24,0 km lang og henlagt til bakkerne nordøst for Lissone, skal tilbagelægges i alt fire gange og indeholder hele tre stigninger. Først gælder det den 1,2 km lange Sirtori-stigning (5,9%), der er stejlest i bunden med 7,0% over de første 500 m og altså er en anden stigning end den, der blev benyttet tidligere i løbet, siden den 3,4 km lange Colle Brianza (6,3%), der i løbet af de første 1500 m har 1000 m 8-9%, inden den er lettere over sidste del, og til slut den 2,4 km lange Lissolo, løbets mest kendte stigning, som stiger med hele 7,5% i gennemsnit og er en relativt regulær sag, der dog stiger med 8,8% over de første 500 m og 8,6% over de sidste 400 m.

Stigningerne passeres for sidste gang med hhv. 52,7 km, 45,2 km og 34,4 km igen, og herfra går det ned til afslutningen af rundstrækningen. Herefter venter 32,0 km, og man følger altså i år en anden tur hjem til Lissone end tidligere. Faktisk kører man bare den halve omgang af den første rundstrækning, man manglede for at have kørt to omgange i starten, og det betyder, at det går mod syd og sydvest igennem terræn, der generelt er let faldende, dog med to mindre bakker efter hhv. 173,5 km (1,4 km, 3,2%) og 186,4 km (700 m, 3,4%). De sidste af disse leder op til Albiato, og derfra kører man i modsat retning tilbage til Lissone ad de samme veje, som blev benyttet første på løbet. Finalen er teknisk ukompliceret, idet man kort efter 3 km-mærket skal igennem en rundkørsel, hvorefter sidste udfordring er et skarpt venstresving med 1,8 km igen. Det falder ganske let hele vejen, den sidste kilometer med beskedne 0,7%.

Løbet byder på i alt 3189 højdemeter, hvilket er næsten 400 flere end i de seneste par år.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

STREAM CRO RACE OG COPPA AGOSTONI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Disse italienske efterårsløb kan være ramt af forfærdelig regn, som vi sidste år så det i både Tre Valli Varesine og Coppa Bernocchi, og i år rammes det sidste af Trittico Lombardo-løbene af de samme våde betingelser. Torsdagen starter ganske vist ”kun” som en bygedag, hvor der i staten vil være en bygerisiko på 60%, men den vil tiltage gennem eftermiddagen og senere gå over i mere vedvarende regn. Det vil primært være om aftenen, men til løbets finale er der en risiko på 75-80% for, at de vil være ramt af ”rigtig” regn. Det vil dog ikke være koldt med en temperatur på 20 grader, og der vil bare være en svag til let vind (7-9 km/t) fra sydøst og østsydøst. Det giver megen sidevind på den store rundstrækning, men der på den kuperede rundstrækning vil være sidemedvind på Sirtori og Lissolo samt sidevind på Colle Brianza, men der mellem Colle Brianza og Sirtori vil være først sidemodvind, siden modvind og slutteligt sidemedvind. På turen tilbage til Lissone vil der hovedsageligt være sidemodvind på første del og sidemedvind på anden del. Inden gennem byen få man skiftevis sidemed- og sidemodvind, og der vil være sidemodvind over de sidste 1,8 km.

Favoritterne

Coppa Agostoni har som sagt varieret meget i sværhedsgrad over årene, men efter at man i flere år har benyttet nogenlunde samme rute, ved vi nu, hvad vi skal forvente. I 2021 kørte de bedste klatrere væk på bakkerne, men vi fik relativt hurtigt samlet 20 mand, der havde kurs mod at spurte om sejren, indtil Alexey Lutsenko og Matteo Trentin sneg sig væk i en taktisk finale. I 2019 lykkedes det Aliaksandr Riabushenko og Alexey Lutsenko at køre væk fra feltet på bakkerne, og herefter kunne hviderusseren spurtsejre, mens de blev jagtet af otte meget klatrestærke folk, nemlig Nikolay Cherkasov, Lorenzo Rota, Giovanni Visconti, Warren Barguil, Giulio Ciccone, Aleksandr Vlasov og Andrea Garosio. I 2018 lykkedes det Gianni Moscon og Rein Taaramae at holde hjem efter stigningerne foran seks mand, og i 2016 og 2017 endte det med en spurt i en gruppe på knap 50 ryttere, hvor kun de allerstærkeste sprintere havde overlevet - spurter, der blev vundet af hhv. Sonny Colbrelli og Michael Albasini.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I 2015 lykkedes det Davide Rebellin og Vincenzo Nibali at holde det reducerede felt bag sig, hvor Niccolo Bonifazio slog Giacomo Nizzolo, Sonny Colbrelli og Andrea Pasqualon i spurten om tredjepladsen. I 2014 endte det også i en reduceret massespurt, hvor Bonifazio var hurtigst, mens Filippo Pozzato var hurtigst i et lignende scenarium i 2013, hvor man første gang benyttede en rute efter det nuværende mønster, selvom den var betydeligt lettere.

De tidligere udgaver vidner om, at det kan lade sig gøre for en stærk gruppe af klatrere at snyde sprinterne, men ofte bliver det samlet til en spurt, hvor man dog kun kan være med, hvis man har ganske gode klatreben. Sidste år prøvede man at gøre det lettere for klatrerne ved at droppe den afsluttende flade rundstrækning, hvilket betød, at Lissolo nu passeredes for sidste gang med 25,5 km igen og ikke som tidligere med 40,2 km tilbage. Det var dog ikke nok til at skabe en regruppering. I år bliver der heller ingen omgange, men alligevel en forlænget strækning ind til mål. Nu er der altså 34,4 km til at skabe en regruppering, hvilket gør betingelserne betydeligt vanskeligere for klatrerne, end det var tilfældet sidste år, men vi taler stadig om kortere tid til regruppering end i tiden frem til 2019, hvor det alligevel med jævne mellemrum lykkedes at undgå en sådan.

Der er andre forhold, der taler til fordel for et selektivt løb i år. Det gælder naturligvis først og fremmest det forfærdelige vejr, der sjældent gør det lettere, og derudover har den nye rute hele 400 højdemeter mere, end vi har set det de seneste år. Der vil også være medvind på Lissolo, hvilket gør det lettere at gøre forskelle, og vinden hjem til Lissone vil både byde på modvindsstykker og også pæne medvindsstykker til sidst.

Med en sådan dynamik bestemmes mest dog af, hvilke holdbare sprintere der er til start, og hvem der har mulighed for at køre væk på stigningerne. Her er det markant, at vi taler om det i særklasse stærkeste felt i al den tid, jeg kan huske. Det skyldes naturligvis den intense pointjagt, der ikke blot har fået Lotto, EF, Movistar, Cofidis, BikeExchange og Israel-PT til at køre løbet, men også at komme med noget, der minder om A-kæden til et løb som dette.

Spørgsmålet er, om feltet er for stærkt. Det er i hvert fald sandsynligt, at vi kan få en lidt større gruppe af klatrere på toppen, end vi plejer. Det er klart, at det stærke felt kan gøre løbet benhårdt, men er der er bare så pokkers mange klatrestærke folk, at det kan være svært at komme af med mange af dem, når vi trods alt taler om korte stigninger, selvom Lissolo er stejl, der er medvind, og vejret er horribelt.

Baseret på det, vi har set fra Simon Yates på denne slags stigninger og i endagsløb i år, vil mit gæt være, at han er stærkeste mand, måske sammen med Enric Mas, hvis han er frisk efter Vueltaen. Det er dog ikke et løb, hvor han kører alene, men hans mål må være at have en lille gruppe af klatrere, der kan samarbejde. Det vil kræve, at løbet bliver hårdt, og mit gæt vil være, at BikeExchange vil forsøge at sikre, at det bliver tilfældet. De har også en klatrestærk trup, men skal de vitterligt kunne gøre det hårdt, skal deres ryttere have forbedret formen ganske markant i den seneste tid. Det er svært at tro, at det vil være tilfældet.

Det andet hold, der kan tænkes at gøre det hårdt, er Movistar. Både Mas og Alejandro Valverde har også brug for et hårdt løb, men de har også Alex Aranburu til et lettere løb. Derfor kan det være, at de vælger en mere passiv taktik, selvom de har holdet til at skabe noget kaos. De andre hold, der kan ventes at være toneangivende, er Israel-PT, UAE og måske EF. Det er dog ikke helt indlysende, at de har brug for et hårdt løb.

Grundet vejret og den hårdere rute regner jeg med et ret selektivt løb, og jeg tror, at det kan blive svært for typer som Matteo Trentin, der var med i kampen om sejren sidste år, at sidde med denne gang. Sidste år fik vi 20 mand efter toppen, og det vil alligevel ikke undre mig, hvis vi ender med en gruppe af nogenlunde samme størrelse denne gang. Det skyldes bare, at feltet er stærkere. Med andre ord skal man nok klatre bedre, end man gjorde sidste år, og man skal kunne udholde dårligt vejr.

Til slut skal det afgøres i en flad finale, og her kan der ske to ting. Vi kan få en spurt, hvilket er sandsynligt, men vi kan også se det samme scenarium, som vi så sidste år. Her sneg Alexey Lustenko og Trentin sig væk, inden de spurtede om sejren, og taktik kan således meget vel blive afgørende. Med andre ord er det ikke en ulempe - men heller ikke et krav - at sidde i overtal. Det var i hvert fald det, UAE udnyttede sidste år, hvor de sad med to af gruppens allerhurtigste, men Lutsenko endte med at vinde løbet, selvom han var helt alene.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Netop fordi taktik kan blive afgørende, er der også en del tilfældighed involveret, men jeg prøver at pege på Marc Hirschi. Schweizeren var den positive overraskelse, da han vandt i Toscana, hvor ruten minder om denne, men de korte stigninger her passer ham endnu bedre. Jeg var til gengæld forundret over, at han kom til kort i Coppa Sabatini, der nærmest er et ideelt løb for ham, men det vidner om, at formen dengang nok ikke var helt i top. Det kunne den imidlertid godt være nu efter yderligere et par uger. Både i 2020 og 2021 kom han meget stærkt ud af Touren, og noget tyder på, at det gentager sig denne gang.

Han har før vist, at han er god i dårligt vejr, men jeg kan være en anelse bekymret for, om Yates og co. kan gøre det for hårdt for ham med det niveau, han har haft i år. En formstærk Hirschi bør dog klare denne rute, og så skal han enten være snu i det taktiske spil eller bruge sin spurt. Den har været skuffende i år, men han vandt i Toscana, og når jeg ser på, hvem der kan overleve, har han en god chance for at vinde. Til gengæld kan jeg frygte, at han kan være alene til sidst, for selvom UAE på papiret er stærke, har de mange usikre kort. Lutsenko vandt dog på egen hånd, og det kan Hirschi utvivlsomt også gøre, særligt hvis der skal spurtes til sidst.

UAE har flere optioner. Det er nærliggende at fremhæve Diego Ulissi, der i en flad spurt må være hurtigere end den Hirschi, vi har set i år. Han er dog slet ikke ved fordums styrke, og jeg vil tro, at han kan få svært ved at overleve på denne rute. Han var dog hæderlig i Canada og plejer at være god på denne tid af året. En tredje option er Alessandro Covi, der blev nr. 3 sidste år. Han har dog været meget formsvag hele efteråret, og selvom han har haft tid til at forbedre sig, er det svært helt at tro, at han er kommet sig så meget, at han kan være med i så hårdt et løb. Til gengæld er han den hurtigste af de tre og en topkandidat, hvis han overlever. En fjerde kandidat er Davide Formolo, der har skuffet hele året, men så meget bedre ud som hjælper for Tadej Pogacar i Montreal. Har han fundet nogle flere procenter, kan han måske køre finale, men han skal væk i det taktiske spil for at vinde. Det samme skal George Bennett, der dog har virket træt i Tyskland og Canada og ligner en mand, der trænger til ferie.

Jeg prøver at pege på Andreas Kron som nr. 2. Egentlig ville jeg gerne have ham som nr. 1, for med de spurter, han og Hirschi har kørt i år, vil jeg faktisk tro, at han er den hurtigste blandt de ryttere, der kan tænkes at overleve. Spørgsmålet er bare, om løbet bliver for hårdt, når feltet er så skarpt. Danskeren kom overraskende stærkt tilbage efter sin sygdom, og selvom han manglede lidt i Sabatini og Toscana, er det ikke urimeligt at antage, at han er flyvende nu. I vores interview med ham melder han om både god form og motivation, men det er også klart, at Yates og Mas er kedelige fyre at skulle følge på disse bakker. Vi så jo i Tour de Suisse, hvor han også var i god form, at han kom en anelse til kort på 5. etape, der endda var lidt lettere end denne, og spørgsmålet er, om han har fundet de procent, han manglede dengang. Heldigvis har han mere end 30 km til at komme tilbage, og overlever han, tror jeg faktisk, at han vinder løbet - i hvert fald, hvis det holdes samlet til en spurt. Holdets sidste option er Maxim van Gils, der som puncheur med en god spurt passer godt til løbet, men han har skuffet fælt siden den gode start i februar og skuffede senest i en anonym Vuelta, han forlod med corona.

Movistar kommer med et meget spændende hold med flere vinderkandidater. Den bedste af disse er nok Alejandro Valverde. Han havde mildt sagt en trist Vuelta, men han plejer altid at komme meget stærkt ud fra en grand tour, og motivationen til at slutte godt er helt sikkert enorm. Intet tyder på, at han kan genfinde forårets gyldne form, men jeg har dødsdømt ham for mange gange til at udelukke det. Har han Fleche Wallonne-benene står han meget stærkt. Han er slet ikke så hurtig som tidligere, men skal han spurte mod folk som Hirschi og Kron, har han stadig en chance - og i sin bedste form kan han måske komme af med dem. Det største problem er dog måske ikke formen, men snarere hans had til regnvejr - et had, der er taget til med alderen. Som sagt er Enric Mas formentlig en af de allerstærkeste, hvis hans dieselmotor stadig er frisk efter Vueltaen - og det er den formentlig - men han skal alene hjem i det taktiske spil for at vinde. Det samme gælder for Einer Rubio, der efter sin skadespause ser flyvende ud nu og senest gjorde det fremragende i Toscana, men det er svært for ham at sejre. Intet tyder til gengæld på, at Matteo Jorgenson er i form.

EF kommer med Alberto Bettiol, der er eneste VM-deltager som allerede er klar på at køre løb. Det virker en smule optimistisk, og der er en betydelig risiko for, at han stadig er for mærket af jetlag og rejse. Han virkede dog meget stærk ved Wout van Aerts angreb under et VM, hvor han aldrig fik lov at vise, hvad han kunne, og han melder også om topform. Har han sin bedste form, kan han være med på denne rute, men er han ikke 100%, kan den være for hård. Han er hurtig og vil have en reel chance for at vinde en spurt, hvis han spurter som i Schweiz. Som alternativ har holdet Odd Christian Eiking, Andrea Piccolo og Rigoberto Uran . Eiking fandt endelig formen med sin 2. plads i Sabatini, men her kan stigningerne være for lange. Med Vuelta-benene fra 2021 står han dog med gode kort. Han kan godt spurte, men han skal vinde på Lutsenko-måden og ikke i en spurt i en større gruppe. Her har Piccolo nok en større chance, men vi så i Sabatini, at han kom til kort til sidst. Disse bakker kan være en anelse for svære, og jeg tror også, at han mangler den allersidste fart til at vinde en spurt. Uran er den bedste klatrer og nåede et hæderligt niveau i Vueltaen, hvor han jo vandt en etape. Han vinder ikke en spurt i en større gruppe, men skal væk i det taktiske spil, hvorefter han kan spurte. Med det niveau, han har haft i år, ser vi ham dog næppe med i en meget lille gruppe til sidst. Mark Padun faldt helt sammen i Vueltaen, og det vil undre mig, hvis han kommer stærkt ud af en grand tour, hvad han ikke plejer, og ellers hurtige Sean Quinn har skuffet meget i de seneste løb.

Det er et ret godt løb for Pierre Latour, der burde have en reel chance for at vinde en spurt. I år har han genfundet sig selv i netop denne slags terræn, hvor han i perioder har været meget overbevisende, men efter en skuffende Tour har han ledt lidt efter formen. Canada viste dog, at han var på rette vej, og han har formentlig forbedret sig siden dengang. Er det tilfældet, kan han vinde løbet, enten i en spurt eller i det taktiske spil. Total har endda flere kandidater. Mathieu Burgaudeau imponerede meget i disse løb sidste år, men han skuffede i Sabatini. Dette løb er nok en anelse for svært, men skulle han overleve, vil han have en reel chance i en spurt. Det samme har Alexis Vuillermoz, der efter sine skader rejste sig i foråret, men siden hans mærkelige kollaps under Touren har han haft det svært. Der var klar fremgang i Sabatini, men jeg bliver overrasket, hvis han er god nok til dette hårde løb. Endelig har Victor de la Parte skuffet i år, og Alan Jousseaume er overmatchet her.

Som sagt har jeg en tro på, at Simon Yates er stærkeste mand på stigningerne, men desværre er der for langt hjem og feltet for stærkt til, at det er sandsynligt, at han kører alene hjem, som han gjorde i Ordizia og Castilla y Leon tidligere. Han er slet ikke langsom, som vi så, da han vandt sin første Tour-etape, men han vinder ikke en spurt i en større gruppe. Hans bedste chance er, at han kommer væk i en gruppe på en håndfuld af de bedste klatrere, hvor han vil have en chance for at vinde en spurt. Mere sandsynligt er det dog, at vi får en lidt større gruppe, og så skal han være god i det taktiske spil, hvor han dog også plejer at være pokkers snu. Holdet vil også drømme om, at Dion Smith kan vinde en spurt, men han har virket meget formsvag i lang tid. Kevin Colleoni satser stort på dette løb, der er på hans hjemmebane, men han har skuffet i sine seneste løb, kan ikke spurte og ør være overmatchet, mens både Tanel Kangert og Damien Howson har været meget formsvage på det sidste.

Israel-PT kommer med et rent spændende hold, men jeg tror, at de kan få svært ved at vinde. Lottokuponen Dylan Teuns så meget stærk ud i Vueltaen og Vallonien, men han skal også være i god form for at følge klatrerne på disse stigninger. Det vil jeg tro, at han kan, men da han ikke er særligt hurtig på flad vej, skal han vinde via det taktiske spil. Her er det en klar fordel, at han formentlig vil blive ledsaget af Michael Woods. Canadieren manglede efter sit Vuelta-styrt og sygdom en del i Tour of Britain, men han plejer altid at flyve på denne tid af året. Det vil undre mig, hvis ikke han kører finale, men selvom han kan spurte lidt, skal han væk i det taktiske spil, hvis han skal vinde. Skal holdet have en chance i en større spurt, skal de håbe, at den lovende Corbin Strong kan overleve, men selvom han imponerede i Skotland, bør dette være for svært, selvom Vallonien viste, at han stadig er i form. Jakob Fuglsang kommer fra VM, hvilket næppe er en fordel og har desværre ikke vist nogen spor af form siden Touren, og Alessandro de Marchi har floppet hele året, senest i Vueltaen. Her så Carl Fredrik Hagen godt ud, og han kan måske sidde med i en lidt større gruppe, men hans taktiske hold skal være meget, meget heldig, hvis han skal vinde.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Cofidis forbød deres ryttere at tage til VM og kommer derfor med A-kæden. Holdets sikre kort er Guillaume Martin, der efter skuffelsen i Toscana rejste sig med en flot podieplads i Sabatini. Han plejer at være ret stabil og bør køre finale, men det skal virkelig flaske sig, hvis han skal vinde et løb, hvor han skal alene hjem i det taktiske spil. Holdets bedste vinderbud er derfor Jesus Herrada, der genfandt lidt spurtstyrke, da han vandt i Vueltaen. Jeg ser ham nok ikke vinde en større spurt, men kommer han væk i det taktiske spil, kan han vinde, som Lutsenko gjorde det sidste år. Problemet er, at han generelt har klatret skuffende i år, og jeg vil tro, at han får det svært i dette selskab. Den tredje option er Benjamin Thomas, der vil være en af storfavoritterne i en spurt, men selv i sin bedste form ville han få svært ved at overleve her, og han skuffede i Luxembourg, hvor han virkede træt. Holdet har også Ion Izagirre , men efter det, der lignede en genrejsning i Bretagne, faldt han igen ned i sit efterhånden meget dybe hul i Canada, og Remy Rochas, der var så stærk i august, ser ud til at ære sat tilbage efter sit styrt i Vueltaen. Endelig er Davide Villella næppe længere god nok til at være med i dette selskab.

Alpecin kommer med et ganske spændende hold. Bedst chance for at vinde løbet har de nok med Robert Stannard. Han spurtede som en drøm i Vallonien, og hvis han overlever, har jeg svært ved at tro, at han ikke vinder. Problemet er, at ruten efter alt at dømme er for hård, selv hvis han kommer flyvende ud fra Vueltaen, hvor han var svingende og ikke prangende. Holdet har også Stefano Oldani, der ligeledes vil være topkandidat til en spurt. Han har virkelig imponeret med sin klatring i år, ikke mindst i Giroen, men disse stigninger er nok en tand for lange. Samtidig har han ikke set flyvende ud på denne side af sommerpausen, men et par ugers pause kan have forbedret ham. Holdets to mest sikre kort i finalen er Sjoerd Bax og Jason Osborne, der begge trods et styrt til tyskeren, gjorde det fornemt i Luxembourg. De vinder dog ikke en spurt og skal væk i det taktiske spil. Samtidig kan denne rute meget vel være lidt for hård i dette skrappe selskab. Endelig har holdet også hurtige Kristian Sbaragli, men han har ikke imponeret i år og har ikke fordums fart. Jeg har svært ved at se ham overleve, uden at han skal køre spurt for Stannard eller måske især Oldani.

Astana kommer med Simone Velasco, der vel aldrig har været bedre, end han var i Sabatini. Vi må formode, at formen er den samme nu, men spørgsmålet er, om ikke disse bakker er en anelse for lange. Vi skal i hvert fald have en lidt større gruppe, hvis han skal være med. Han er hurtig, men i en større gruppe vil der være hurtigere folk. Til gengæld kan han gøre det færdigt i en spurt efter et taktisk spil, som holdkammeraten Lutsenko gjorde det sidste år. Til det taktiske spil har de forhåbentlig også Vincenzo Nibali, som forhåbentlig har forbedret sig siden Vueltaen. Det tror jeg på, at han har, men jeg er ikke sikker på, at det er nok. Hans problem er, at han skal alene hjem for at vinde. Man kunne også drømme om, at Gianni Moscon kunne køre med om sejren i et løb, der passer ham perfekt, men han var stadig helt væk i Sabatini og Toscana. Stefan de Bod gjorde det godt i Slovakiet, men niveauet her bør være for højt, og Fabio Felline har ikke i lang tid vist noget, der taler for, at han kan overleve til en spurt. Cristian Scaroni burde i formstærk udgave kunne være med, og han kan også spurte, men han har skuffet fælt i de seneste løb.

Intermarché savner i den grad Lorenzo Rota og Quinten Hermans, der skal hjem fra VM, inden de er klar igen, og de får det svært. Er han klar igen efter sin sygdom under Vueltaen, bør Domenico Pozzovivo kunne være med her, men han skal godt nok have en heldig hånd i det taktiske spil for at vinde. Her står Rein Taaramae trods alt stærkere, for selvom han ikke kan spurte, har han mere power i fladlandet. Han klatrede bedre end nogensinde i Vueltaen, men normalt ville jeg mene, at han får svært ved at gå med de bedste her, og vi har til gode at se, om han har holdt formen, efter at sygdom tvang ham ud af løbet. Kobe Goossens arbejdede godt for Rota i de seneste løb, men han er overmatchet i dette selskab, som også den i Tyskland velkørende, men uhyre svingende Laurens Huys er det. Andrea Pasqualon er formsvag, og selv i topform, ville han få mere end svært ved at overleve til en spurt, mens Simone Petilli har skuffet hele året.

Eolo har Lorenzo Fortunato, der trænet målrettet for at toppe i disse løb. Han så ganske stærk ud i Slovakiet, hvor han i et svagt selskab lignede bedste mand på bakkerne, men niveauet her er et helt, helt andet. Han har skuffet i år og er slet ikke skabt til disse eksplosive stigninger, og da han slet ikke kan spurte, skal det virkelig flaske sig, hvis han skal vinde. Davide Bais imponerende i Slovakiet, men dette løb er alt for svært, og Francesco Gavazzi klatrer slet ikke godt nok længere. Det burde Edward Ravasi gøre, men han har intet vist i år.

Bardiani kommer med Samuele Zoccarato, der imponerede meget i Sabatini og lige har vundet de italienske mesterskaber i gravel. Han kom dog til kort i Sabatini, og det bør han også gøre i dette selskab på denne hårdere rute. Han er også spurtsvag og vinder kun i det taktiske spil. Holdets drøm er, at Filippo Fiorelli eller Enrico Battaglin kan sidde med hjem til en spurt, men Fiorellis gode form fra Bretagne forsvandt i Storbritannien, og denne rute bør være for hård for dem begge. Den passer bedre til halvhurtige Davide Gabburo, men han har slet ikke vist form siden Giroen.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Hos Bingoal viste Marco Tizza lidt takter på sidste etape i Luxembourg, men han har ikke vist noget, der siger, at han skulle kunne være med i dette hårde løb, og det samme gælder for den i år så skuffende Remy Mertz trods den gode afslutning i Luxembourg, mens den ellers formstærke Dimitri Peyskens synes at have tabt al sin form. Caja Rural kommer med den i år så uhyre skuffende Jhojan Garcia, der har været en regulær katastrofe i 2022, Jefferson Cepeda , der bestemt ikke imponerede i Slovakiet, Joel Nicolau, der trods en bjergtrøje i Luxembourg har skuffet lang tid, samt Jon Barrenetxea, der har gjort det pænt på det sidste, men er klart overmatchet på disse stigninger. Kern Pharma kommer med Jose Felix Parra, der kørte en fin Vuelta, men næppe kan køre med de bedste her og heller ikke kan spurte, og selvom der var fremgang i Slovakiet, er Hector Carretero stadig en skygge af sig selv, som Igor Arrieta og Giovanni Carboni har været det i lang tid. Drone Hopper burde have et godt kort i Jhonatan Restrepo, der er lynhurtig og imponerede meget i disse løb sidste år, men efter sin pause på næsten fem måneder udgik han af de første to italienske løb. Mattia Bais synes velkørende, men er overmatchet, og hverken Simone Ravanelli, Edoardo Zardini eller Santiago Umba har vist form.

På kontinentalholdene skal vi holde øje med Paul Double, der senest viste sine evner med en top 10 i Toscana. Feltet her er dog skarpere, og da han ikke kan spurte, vinder han næppe. Anders Foldager viste form tirsdag, men her er han overmatchet. Alessandro Iacchi var god i Britain, men dette løb er for svært, og hverken Andrea Garosio eller Maximilian Stedman synes i form.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale.

***** Marc Hirschi

**** Andreas Kron, Alejandro Valverde

*** Alberto Bettiol, Pierre Latour, Simon Yates, Dylan Teuns, Michael Woods

** Diego Ulissi, Andrea Piccolo, Jesus Herrada, Odd Christian Eiking, Alessandro Covi, Rigoberto Uran, Mathieu Burgaudeau, Stefano Oldani, Simone Velasco, Benjamin Thomas, Robert Stannard, Enric Mas, Einer Rubio, Guillaume Martin, Corbin Strong

* Alexis Vuillermoz, Davide Formolo, Rein Taaramae, Vincenzo Nibali, Domenico Pozzovivo, Sjoerd Bax, Jason Osborne, Kristian Sbaragli, Ion Izagirre, Lorenzo Fortunato, Samuele Zoccarato, Carl Fredrik Hagen, Laurens Huys, Kobe Goossens, Sean Quinn, Maxim van Gils, George Bennett, Jhonatan Restrepo, Paul Double, Remy Rochas, Matteo Jorgenson, Mark Padun, Jakob Fuglsang, Alessandro de Marchi, Marco Tizza, Jose Felix Parra, Filippo Fiorelli, Stefan de Bod, Gianni Moscon, Cristian Scaroni, Dion Smith, Kevin Colleoni

Danskerne

Andreas Kron er en af favoritterne og er omtalt ovenfor, hvor også Jakob Fuglsang, der må antages at have en beskyttet rolle, er nævnt. Hos Biesse-mandskabet skal formstærke Anders Foldager og Mattias Nordal se, hvor langt de kan komme på dette niveau.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alexey Lutsenkos sejr fra 2021, Aliaksandr Riabushenkos sejr fra 2019, Gianni Moscons sejr fra 2018 og Michael Albasinis sejr fra 2017.

STREAM CRO RACE OG COPPA AGOSTONI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE