SE COPPA AGOSTONI PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det nye etapeløb Settimana Ciclistica Italiana i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet den 12. oktober. I år er den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid vokset yderligere. Nok er GP Beghelli, der plejer at være en del af serien aflyst, men de er blevet erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikles i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni og det nye etapeløb Giro di Sardegna afvikles de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlænges den italienske sæson med yderligere en uge. Da også Giro di Sicilia grundet coronakrisen er rykket til september/oktober, betyder det, at der mellem den 15. september og 17. oktober afvikles ikke færre end 12 endagsløb og to etapeløb - og det endda uden de det aflyste løb!

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fem dage afviklede hele fire løb og en pause i forbindelse med VM, nåede serien sit klimaks i en travl uge, hvor der over otte dage blev afviklet Giro dell’Emilia, Coppa Bernocchi, Tre Valli Varesine, Milano-Torino, Gran Piemonte og den store finale i Lombardiet. Sidstnævnte plejer at runde den italienske sæson af, men i år kører man yderligere en uge. Mandag gælder det nemlig det gamle Coppa Agostoni, onsdag går det løs med det fra i år genopstandne Giro del Veneto, inden den italienske sæson slutter søndag med det spritnye Veneto Classic.

Hel serien er traditionelt blevet indledt med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, har ikke været afviklet i samme uge som de to øvrige løb, idet Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi har skudt endagsfesten i gang først i september, mens løbet i Varese er blevet afviklet i samme uge som Il Lombardia. Det ændres der dog på i år, hvor løbene nu er samlet omkring Il Lombardia, og selvom de med en spredning over otte dage ikke længere kommer i rap, hænger de bedre sammen, end de har gjort i de seneste år.

Mange af de italienske endagsløb er meget ens, da de har kuperede ruter med en flad finale, hvilket betyder, at de er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Kun Coppa Bernocchi er anderledes, da en relativt flad rute gør det til en sag også for rene sprintere. Coppa Agostoni er langt mere i tråd med den typiske italienske tradition, da det byder på ganske hårde stigninger og en flad afslutning, hvormed det ligner stort set alle andre italienske semiklassikere.

Ligesom Coppa Bernocchi er Coppa Agostoni et ganske gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1946, da en gruppe cykelentusiaster dannede en klub i byen Lissone og arrangerede første udgave af et løb, de opkaldt efter Ugo Agostoni, vinderen af Milano-Sanremo i 1914. Det blev et professionelt løb i 1963, og siden da er dets betydning blot steget år for år, hvor det gradvist er blevet et af de vigtigste italienske løb. I 1987 blev det endda benyttet til det italienske mesterskab. Listen over vindere er imponerende og indeholder navne som Aldo Moser, Felice Gimondi, Eddy Merckx, Roger de Vlaeminck, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Gianni Bugno, Maurizio Fondriest, Andrea Tafi, Jan Ullrich og Laurent Jalabert.

Uheldigvis har de vanskelige økonomiske kår også ramt det historiske løb, og det er derfor slet ikke længere så prestigiøst som tidligere. Selvom det altid har været domineret af italienere, har man også haft et ganske stærkt internationate felt. I de senere år er feltet imidlertid primært blevet udgjort af italienske hold, men en mindre renæssance betyder, at man i 2018 kunne præsentere Ag2r, Bahrain-Merida, UAE og Sky fra WorldTouren samt adskillige udenlandske prokontinentalhold, men i 2019 gik det atter tilbage med deltagelse af blot Astana og Bahrain-Merida fra WorldTouren. Det var det dødvande, man i år ville bryde ved at rykke løbet til oktoberblokken, og selvom det er risikabelt at afvikle cykelløb efter Il Lombardia, der for mange regnes som sæsonafslutningen, har effekten været god, da man denne gang kan præsentere seks hold fra det fineste selskab i form af Movistar, Intermarché, Israel SUN, Cofidis, Astana og UAE.

Modsat mange andre løb har Coppa Agostoni ikke et fast format, og ruten er varieret ganske meget over årene. I nogle år har det været afviklet på meget hårde ruter, hvor det har været en sag for klatrere, mens andre årgange har været meget lettere. I de senere år har man imidlertid holdt sig til den samme formel, der har gjort det til en sag for stærke sprintere, der kan klatre, og 2021-udgaven vil følge samme mønster som de seneste års løb.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Sidste år betød den sammenpressede coronakalender, at man afvikledes de tre løb fra Trittico Lombardo som bare ét løb under navnet Gran Trittico Lombardo, og derfor skal vi tilbage til 2019 for at finde den seneste udgave af Coppa Agostoni. Dengang lykkedes det Alexandr Riabushenko og Alexey Lutsenko at køre væk fra feltet på stigningerne, og i spurten og sejren viste hviderusseren sig hurtigst, mens det lykkedes for Nikolay Cherkasov at køre væk fra en forfølgergruppe på otte mand og sikre sig den sidste podieplads. Rabushenko vender tilbage for at forsvare titlen, og Lutsenko er også med igen, men til gengæld mangler Cherkasov fra det seneste podium.

Ruten

Som sagt har man i de senere år fundet en fast formel efter flere år, hvor man eksperimenterede med forskellige ruter af varierende sværhedsgrad. Faktisk har ruten praktisk talt været den samme i årene mellem 2014 og 2019, hvor ændringerne har været helt marginale, og også i 2021 følger man samme opskrift bestående af en tur fra starten i Lissolo ud til en kuperet rundstrækning, hvor der skal køres fire omgange, og en flad tur tilbage til Lissolo. Som noget nyt dropper man dog ideen om afsluttende flade omgange på en rundstrækning inde i byen, hvilket betyder, at distancen forkortes med ca. 15 km, og at stigningerne denne gang kommer tættere på mål, end de plejer.

I alt skal der i år således kun køres 180,0 km med start og mål i hjembyen Lissone. Indledningsvis kører man en omgang på en kun ganske let kuperet 44,0 km lang rundstrækning i området nordøst for byen, inden man vender tilbage til start- og målområdet. Herfra begiver man sig igen mod nord og siden mod nordøst ud til løbets nøglesektion, en ganske kuperet 24,0 km lang rundstrækning i bakkerne nordøst for Lissone. Den skal tilbagelægges i alt fire gange og indeholder hele tre stigninger. Først gælder det den 1,2 km lange Sirtori-stigning (5,9%), der er stejlest i bunden med 7,0% over de første 500 m, siden den 3,4 km lange Colle Brianza (6,3%), der i løbet af de første 1500 m har 1000 m 8-9%, inden den er lettere over sidste del, og til slut den 2,4 km lange Lissolo, løbets mest kendte stigning, som stiger med hele 7,5% i gennemsnit og er en relativt regulær sag, der dog stiger med 8,8% over de første 500 og 8,6% over de sidste 400 m.

Stigningerne passeres for sidste gang med hhv. 44,0 km, 34,5 km og 25,5 km igen, og herfra går det ned til afslutningen af rundstrækningen. Herefter venter 21,0, der går det igennem let faldende terræn mod sydvest og siden syd tilbage til Lissone, hvor der altså denne gang ikke skal køres omgange på en rundstrækning. Finalen er teknisk ukompliceret, idet mans kort efter 3 km-mærket skal igennem en rundkørsel, hvorefter sidste udfordring er et skarpt venstresving med 1,8 km igen. Det falder ganske let hele vejen, den sidste kilometer med beskedne 0,7%.

Løbet byder på i alt 2816 højdemeter, hvilket trods den forkortede distance er stort set det samme som i de foregående år, da eneste ændring er fraværet af de afsluttende omgange på den helt flade rundstrækning i byen.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

SE COPPA AGOSTONI PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Årets italienske løb har budt på både apokalyptisk regnvejr og smukt efterårsvejr, og det ser ud til, at sidstnævnte vil blive normen for den sidste uge. Ugen kunne i hvert fald ikke starte smukkere med en helt skyfri mandag, hvor temperaturen vil nå 18 grader. Vinden vil bare være svag (5-7 km/t) og komme fra syd, hvilket giver med- og sidemedvind ud til bakkerne, hvor der vil være modvind på Sirtori, først med- og siden modvind på Colle Brianza og slutteligt sidevind på Lissolo, inden der vil være mod- og sidemodvind på hjemturen. Der vil være sidevind på første del af de sidste 3 km, inden man får modvind på de sidste 1800 m.

Favoritterne

Coppa Agostoni har som sagt varieret meget i sværhedsgrad over årene, men efter at man i flere år har benyttet samme rute, ved vi nu, hvad vi skal forvente. I 2019 lykkedes det Aliaksandr Riabushenko og Alexey Lutsenko at køre væk fra feltet på bakkerne, og herefter kunne hviderusseren spurtsejre, mens de blev jagtet af otte meget klatrestærke folk, nemlig Nikolay Cherkasov, Lorenzo Rota, Giovanni Visconti, Warren Barguil, Giulio Ciccone, Aleksandr Vlasov og Andrea Garosio. I 2018 lykkedes det Gianni Moscon og Rein Taaramae at holde hjem efter stigningerne foran seks mand, og i 2016 og 2017 endte det med en spurt i en gruppe på knap 50 ryttere, hvor kun de allerstærkeste sprintere havde overlevet - spurter, der blev vundet af hhv. Sonny Colbrelli og Michael Albasini.

I 2015 lykkedes det Davide Rebellin og Vincenzo Nibali at holde det reducerede felt bag sig, hvor Niccolo Bonifazio slog Giacomo Nizzolo, Sonny Colbrelli og Andrea Paqualon i spurten om tredjepladsen. I 2014 endte det også i en reduceret massespurt, hvor Bonifazio var hurtigst, mens Filippo Pozzato var hurtigst i et lignende scenarium i 2013, hvor man første gang benyttede en rute efter det nuværende mønster, selvom den var betydeligt lettere.

De tidligere udgaver vidner om, at det kan lade sig gøre for en stærk gruppe af klatrere at snyde sprinterne, men ofte bliver det samlet til en spurt, hvor man dog kun kan være med, hvis man har ganske gode klatreben. I år bliver det hele imidlertid langt vanskeligere for sprinterne med beslutningen om at droppe den afsluttende flade rundstrækning. Det betyder, at Lissolo nu passeres for sidste gang med 25,5 km igen og ikke som tidligere med 40,2 km tilbage.

Med en sådan dynamik bestemmes meget af, hvilke holdbare sprintere der er til start, og hvem der har mulighed for at køre væk på stigningerne. I år er det svært at finde hold, der vil satse på en spurt. Ganske vist er der sprintere til start, men det er meget få, der har en chance for at overleve stigningerne. Man kan sagtens se, at Alpecin efter stigningerne ender i defensiven og begynder at jagte for Kristian Sbaragli, at Androni gør det for Jhonatan Restrepo, at Bardiani gør det for Filippo Fiorellli, at Eolo gør det for Vincenzo Albanese, og at UAE gør det for Matteo Trentin, men de fleste af disse hold har også ryttere, der meget vel kan være blandt de bedste på stigningerne. Det gælder for Alpecin med Ben Tulett, for Eolo med Lorenzo Fortunato og for UAE med Alessandro Covi samt for Androni måske med Simone Ravanelli og Mattia Bais. Chancen for, at der vil være mange hold til at jagte, synes derfor lille.

Nøgleholdet er imidlertid Movistar. Alejandro Valverde har valgt at forlænge sin sæson med to dage, og det gør han kun, fordi han har tænkt sig at vinde. Spanierne kommer med et hold udelukkende bestående af klatrere, og derfor må missionen være klar: løbet skal gøres så hårdt som muligt, så Valverde kan angribe på sidste omgang.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Derfor ser jeg det klassiske scenarium. Movistar vil formentlig være toneangivende på rundstrækningen, og herefter skal slaget slås på sidste omgang. Formentlig vil vi se samme scenarium som de senere år, hvor et par grupper vil køre væk fra et større felt, og derefter vil den vilde jagt gå. Som sagt ser jeg ikke mange oplagte sprinterhold - slet ikke hvis Movistar gør det hårdt - og selvom de hold, der er i defensiven, ofte ender med at jagte alligevel, har jeg svært ved at tro på en spurt, dels fordi Movistar ikke vil det, og dels fordi den nye rute gør det betydeligt vanskeligere at skabe samling.

Jeg ser derfor, at de bedste klatrere skal afgøre løbet, men spørgsmålet er, hvor stor en gruppe vi får til sidst. Historien viser, at det er et ret hårdt løb. De gange, sprinterne er blevet snydt, er det hver eneste gang bare to mand, der er kørt væk, og bag dem har vi haft en gruppe på højst 10 mand. Det synes slet ikke umuligt, at vi vil få en solosejr i stil med det, Tadej Pogacar næsten leverede i går, men det er også muligt, at vi ser en duo igen eller måske en lidt større gruppe nu, hvor feltet er det stærkeste i mange år. Til slut er det sandsynligt, at der skal spurtes om sejren, men i en flad finale kan det også hurtigt blive taktisk, og en spurtsvag klatrer har altid chancen for at snige sig væk til sidst.

Jeg vælger at pege på Alessandro Covi. Den talentfulde italiener har nemlig nået et helt nyt niveau de seneste uger. Først klarede han de lange stigninger bedre end nogensinde på Sicilien, hvor han endte som nr. 3, inden han blev nr. 2 bag Remco Evenepoel i Bernocchi. Selv i det knaldhårde løb i Varese kørte han sammen med Guillaume Martin til allersidst op til de forreste, og han har altså nu tre gange i træk vist sin superform. Med de klatreben bliver han vanskelig at sætte på disse stigninger, og i en flad spurt ligner han hurtigste mand blandt de ryttere, der kan overleve. Trætheden kan have sat ind i løbet af den sidste uge, men han skippede både Torino og Lombardiet og har ikke vist tegn på svækkelse. Da jeg tror, at Valverde får svært ved at sætte ham - det kunne han i hvert fald ikke på Sicilien - og da Covi formentlig er hurtigst i en flad spurt, tror jeg, at han langt om længe efter sine tre podiepladser får karrierens første sejr.

UAE er imidlertid mere end bare Covi. De har nemlig også Matteo Trentin. Han virkede lidt oplagt i Roubaix, men rejste sig med en 4. plads i Piemonte, hvor han fortalte om at have været ramt af styrt på det sidste. Det bør ikke være muligt at hænge på de bedste, men ender det i en spurt, vil han være en af favoritterne, selvom han i år har spurtet svagt. Holdet har også den forsvarende vinder Alexandr Riabushenko, men han har ikke vist skyggen af form i år. Sven Erik Bystrøm vil næppe heller kunne gå med de bedste på stigningerne, og Jan Polanc synes heller ikke at have formen til det, selvom han kørte et flot VM. Umiddelbart ligner det Covi fra et udbrud eller Trentin i en spurt, og jeg tror på det første.

Man skulle dog være et skarn, hvis man udelukkede en sejr til ham den gamle. Alejandro Valverde kunne ganske vist ikke sætte Covi på Sicilien, men vi så i Lombardiet, at han har forbedret sig mærkbart siden da. Har han samme ben som i går, er det ingen, der sætter ham, og så er det bestemt ikke usandsynligt, at han kører fra alt og alle, som han tidligere har gjort på en lignende rute i Vuelta a Murcia. Det behøver han dog ikke. Som vi så i går, er han stadig hurtig, selvom han har tabt lidt fart med alderen, og selvom jeg nok vurderer Covi hurtigere på flad vej, så vi i går, at Valverde stadig kan slå alle til sidst. Han kan altså vinde på flere måder, og det vil være en smuk afrunding på året, hvor han i en alder af 41 oplevede sin genfødsel nr. 117. Movistar vil formentlig satse 100% på ham og bruge resten af holdet til at gøre det hårdt, men den formstærke Davide Villella, der senest gjorde det fint i Lombardiet, kunne måske køre med i en gruppe. I det tilfælde kan han ikke afskrives, da han kan snige sig væk, mens alle kigger på Valverde.

Det italienske landshold kommer med løbet store joker. Spørgsmålet er nemlig, hvor godt Gianni Moscon klatrer. Han var ufatteligt stærk i Roubaix, men har ikke vist noget på stigningerne i lang tid. Han udgik i Lombardiet, men det er også et løb, hvor han skal være flyvende for at være med. I dette løb passer terrænet ham betydeligt bedre, og Roubaix viser, at han bør have en chance for at sidde med de bedste. I en spurt kan han true alle, også Covi og Valverde, og han viste med sejren i 2018, hvor han baskede Taaramae til sidst, at han ved, hvordan dette løb skal vindes. Spørgsmålet er, hvor klatrebenene er. Det er meget svært at vurdere. Landsholdet har også Stefano Oldani, der burde være et godt bud til en spurt, men efter skadespausen synes han ikke at have formen. Det skal også blive meget spændende at se unge Andrea Piccolo, der har kørt stærkt på det sidste, men han havde sine begrænsninger i septemberløbene. Løbet er for hårdt for Alberto Dainese.

Astana kommer med to skarpe kort i Alexey Lutsenko og Samuele Battistella , der begge burde have en god chance for at køre med de bedste på stigningerne, som Lutsenko gjorde, da han blev nr. 2 i seneste udgave af løbet. Han er ikke på toppen, men han var godt nok til at blive nr. 14 i Varese og nr. 26 i Torino, inden han styrtede i Lombardiet. Sidder han med, er han også hurtig, og han burde ikke være uden chance i en spurt mod eksempelvis Valverde. Battistella er et mere usikkert kort. Jeg tror, at stigningerne er for svære, men han sad med Evenepoel i Bernocchi og kan derfor ikke afskrives. I en spurt er han ganske hurtig, som vi så også så i Bernocchi. Til en større spurt har de Fabio Felline, der normalt burde overleve disse stigninger, men lige nu er hans form ikke prangende, og i forvejen vil der nok være hurtigere folk end ham.

Intermarché kommer med den uhyre velkørende Lorenzo Rota. Som ventet blev Lombardiet-stigningerne for lange, men dette er lige terræn for ham. Med de ben, han har i alle de hidtidige italienske løb, hvor han har været helt fremme i Sabatini, Toscana og Varese, vil han formentlig være en af de allerbedste på stigningerne, og vi så senest i Toscana, at han også er lynhurtig. Vi så dog også i Varese, at han nok får svært ved at slå Covi og Valverde på stregen. Holdet har også Rein Taaramae, der skuffede i går, men var flyvende i Torino. Genfødes han, kan de måske sidde i overtal til sidst, og så kan esteren måske snige sig væk. Til gengæld har Odd Christian Eiking ikke en tilstrækkelig form, og Jan Bakelants kan næppe være med heller.

Androni har et uhyre godt kort i Jhonatan Restrepo, der er skabt til dette løb. På Sicilien klatrede han så godt, at han blev samlet nr. 4, og senest imponerede han med en 16. plads i det brutale løb i Varese. Med den form udelukker jeg ikke, at han vil være i stand at gå med Valverde og co. på stigningerne, og i en spurt kan han slå alle - også Covi og Valverde. Jeg vil tro, at han kommer til kort, men i en lidt større gruppe er han i spil. Også i en rigtig spurt er han vinderkandidat, men her er han snarere outsider. Holdet har også de formstærke Mattia Bais og Simone Ravanelli, der er svingende, men rammer de nogle af de dage, de har gjort, senest i Varese, kan de være med de bedste på stigningerne. For at vinde skal de snige sig væk, men det gjorde Ravanelli jo med succes, da han blev nr. 2 på Sicilien. Til gengæld synes halvhurtige Luca Chirico at have tabt septemberformen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Gazprom har en meget interessant kandidat i Simone Velasco. Italieneren har overgået alle forventninger med sin klatring på det sidste, hvor ikke mindst hans 23. plads i Emilia og 7. plads på Sicilien skiller sig ud. Med de ben er han ikke helt uden chance for at køre med de bedste, og selvom han har tabt lidt fart, vil han kunne slå de fleste klatrere på stregen. Også i en større spurt kan han være med, men næppe nok til at vinde. Holdet har også den uhyre velkørende klatrer Cristian Scaroni, men som spurtsvag vinder han kun med held i det taktiske spil. Dmitry Strakhov er holdbar, men han har ikke kørt en spurt i en menneskealder.

Eolo har et meget stærkt bud i Vincenzo Albanese, der har været uhyggeligt stærk i dette forår. Senest overgik hans klatreevner mine forventninger i Varese, hvor han først blev sat til allersidst. Alligevel bliver det for svært at gå med de bedste på stigningerne, men ender det i en spurt, vil han næsten med sikkerhed være til stede. Han har kørt nogle fremragende spurter i år, blandt andet i Burgos, og derfor vil han være min favorit, hvis vi får en spurt i en større gruppe. Vi så dog også i går, at Lorenzo Fortunato formentlig vil være en af de allerskarpeste på stigningerne, men for at vinde skal han snige sig væk til sidst. Hurtige Francesco Gavazzi er mindre holdbar end Albanese og kan derfor ikke rigtigt få sin chance.

Israel SUN kommer med et stærkt hold, men det skal flaske sig, hvis de skal vinde. Med sine Varese-ben kører Alessandro de Marchi med de bedste, men han kører ikke fra Valverde, som han aldrig slår i en spurt. Til gengæld viste han os i Toscana, at han sagtens kan snige sig væk i en flad finale, og han er fremragende til at køre alene. Holdet har også Ben Hermans, der har været så flyvende, men har skuffet i de seneste to løb. Han virker træt, men normalt bør han ikke blive sat her. I givet fald kan Israel SUN sidde i overtal og angribe på skift. Allerbedst bliver det, hvis de får Carl Frederik Hagen, der nok er den hurtigste af de tre, med også. Han har misset det meste af sæsonen med en skade, men så udmærket ud i Kroatien, der dog var svagt besat. Jeg bliver overrasket, hvos han sidder med de bedste. Holdet kan få Omer Goldstein med til en spurt, men den kan han ikke vinde.

Alpecin kommer med de samme syv ryttere som til Lombardiet, og baseret på det, vi så i går, virker det sandsynligt, at en nu pludselig igen formstærk Ben Tulett kan køre med de bedste på stigningerne. Desværre er han spurtsvag, og derfor kræver det held i en taktisk finale, hvis han skal vinde. Holdets bedste chance for sejr er derfor nok Kristian Sbaragli. Igen i går beviste han, hvor godt han klatrer, men det er nok for optimistisk at tro, at han kan køre med klatrerne. Til gengæld vil han kunne tage sin chance i en spurt, men skal han vinde, skal vi af med de mange, der er hurtigere end ham. Hverken Petr Vakoc eller Xandro Meurisse, der jo ellers er hurtige i små grupper, synes at have formen til at spille en rolle, og holdets næstbedste klatrer Louis Vervaeke var ikke flyvende i går.

Bardianis bedste chance er en spurt med Filippo Fiorelli. Normalt er han en ret holdbar herre, men den holdbarhed har vi slet ikke set på det sidste. Derfor tror jeg, at løbet bliver for hårdt, men uden chance er han ikke. Ender det i en spurt med hans deltagelse, vil han sammen med Vincenzo Albanese være min favorit i lyset af de spurter, han for nylig har kørt. Man kan også håbe, at halvhurtige Davide Gabburo kan køre med de bedste, men det bliver nok svært, hvorfor han nok snarere skal være standin for Fiorelli i en spurt. Andrea Garosio klatrer pænt, men næppe nok til at gå med de bedste, og Giovanni Carboni er formsvag.

Cofidis kommer med Guillaume Martin, der normalt bør være en af de bedste klatrere. Formen er dog langt fra i top, men helt ringe er den trods alt ikke. Det så vi i Varese, hvor han sammen med Covi kørte op til de bedste, og man kan derfor ikke udelukke, at han kan matche Valverde og co. Til gengæld er han spurtsvag og derfor en usandsynlig vinder, medmindre han har en taktisk heldig hånd. Remy Rochas synes desværre at have tabt Vuelta-formen, og Victor Lafay, Simon Geschke, der dog måske kan køre en spurt, og Ruben Fernandez synes formsvage. Holdet har naturligvis også Elia Viviani, men det virker helt umuligt for ham at overleve disse stigninger.

Det er svært at tro på de andre hold. Hos Amore e Vita har Marco Tizza måske formen til at sidde med hjem til en spurt, men han har ikke rigtigt den fart, han tidligere havde. MG.K Vis har klatrestærke Paul Double, der dog ikke synes i form, og Vini kan måske får Edoardo Zardini og Davide Orrico med feltet hjem, men uden chance for et resultat. Work Service kan måske overleve med Raul Colombo , der ikke kan spurte, mens D’Amico Tools næppe får ryttere med feltet hjem.

BEMÆRK: Den endelige startliste er ikke offentliggjort. Der tages forbehold for ændringer, men optakten opdateres, når startlisten forhåbentlig kendes senere på aftenen.

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kendt. Der har kun været få ændringer, hvoraf de eneste væsentlige er, at Israel SUN stiller med en decimeret trup uden De Marchi, der netop er blevet far, og Hagen.

***** Alessandro Covi

**** Alejandro Valverde, Gianni Moscon

*** Alexey Lutsenko, Lorenzo Rota, Jhonatan Restrepo, Simone Velasco, Samuele Battistella

** Vincenzo Albanese, Matteo Trentin, Ben Hermans, Lorenzo Fortunato, Kristian Sbaragli, Davide Villella, Ben Tulett, Rein Taaramae, Cristian Scaroni, Filippo Fiorelli, Guillaume Martin, Simone Ravanelli, Fabio Felline, Stefano Oldani

* Davide Gabburo, Mattia Bais, Jan Polanc, Omer Goldstein, Sven Erik Bystrøm, Alexandr Riabushenko, Jan Bakelants, Louis Vervaeke, Petr Vakoc, Andrea Garosio, Simon Geschke, Remy Rochas, Marco Tizza

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Aliaksandr Riabushenkos sejr fra 2019, Gianni Moscons sejr fra 2018 og Michael Albasinis sejr fra 2017.

SE COPPA AGOSTONI PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-