Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 12. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløben i perioden mellem d. 14. september og den 12. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Serien er traditionelt blevet indledte med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, afvikles nu ikke længere i samme uge som de to øvrige løb. I stedet finder det sted i samme uge som Il Lombardia, hvor det nu tjener som forberedelse til monumentet. Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi afvikles fortsat som de første løb i den lange italienske endagsblok og på hinanden følgende dage, og de skyder dermed den italienske fest i gang.

Mange af de italienske endagsløb er meget ens, da de har kuperede ruter med en flad finale, hvilket betyder, at de er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Kun søndagens Coppa Bernocchi er anderledes, da en relativt flad rute gør det til en sag også for rene sprintere. Coppa Agostoni er langt mere i tråd med den typiske italienske tradition, da det byder på ganske hårde stigninger og en flad afslutning, hvormed det ligner stort set alle andre italienske semiklassikere.

Ligesom Coppa Bernocchi er Coppa Agostoni et ganske gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1946, da en gruppe cykelentusiaster dannede en klub i byen Lissone og arrangerede første udgave af et løb, de opkaldt efter Ugo Agostoni, vinderen af Milano-Sanremo i 1914. Det blev et professionelt løb i 1963, og siden da er dets betydning blot steget år for år, hvor det gradvist er blevet et af de vigtigste italienske løb. I 1987 blev det endda benyttet til det italienske mesterskab. Listen over vindere er imponerende og indeholder navne som Aldo Moser, Felice Gimondi, Eddy Merckx, Roger De Vlaeminck, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Gianni Bugno, Maurizio Fondriest, Andrea Tafi, Jan Ullrich og Laurent Jalabert.

Uheldigvis har de vanskelige økonomiske kår også ramt det historiske løb, og det er derfor slet ikke længere så prestigiøst som tidligere. Selvom det altid har været domineret af italienere, har man også haft et ganske stærkt internationale felt. I de senere år er feltet imidlertid primært blevet udgjort af italienske hold, men en mindre renæssance betyder, at man sidste år kunne præsentere Ag2r, Bahrain-Merida, UAE og Sky fra WorldTouren samt adskillige udenlandske prokontinentalhold. I år falder løbene igen sammen med de canadiske klassikere, og det har svækket feltet, så man fra WorldTouren kun har deltagelse af Astana og Bahrain-Merida.

Modsat mange andre løb har Coppa Agostoni ikke et fast format, og ruten er varieret ganske meget over årene. I nogle år har det været afviklet på meget hårde ruter, hvor det har været en sag for klatrere, mens andre årgange har været meget lettere. I de senere år har man imidlertid holdt sig til den samme formel, der har gjort det til en sag for stærke sprintere, der kan klatre, og 2019-udgaven vil være stort set identisk med de seneste års løb.

Sidste år blev sprinterne imidlertid snydt i en usædvanligt selektiv udgave, hvor det endte med, at Gianni Moscon og Rein Taaramae skulle spurte om sejren. Her sejrede italieneren, mens Enrico Gasparotto var hurtigste mand i en gruppe, der ankom 23 sekunder senere. Hverken Sky eller Dimension Data deltager i år, og derfor vender Moscon og Gasparotto ikke tilbage, men det gør Taaramae, der håbet at gøre det endnu bedre end sidste år.

Ruten

Som sagt har man i de senere år fundet en fast formel efter flere år, hvor man eksperimenterede med forskellige ruter af varierende sværhedsgrad. Den model afviger man ikke fra, og derfor er der i år tale om et løb, der er næsten helt identisk med de seneste års.

Det betyder, at der skal tilbagelægges i alt 195,5 km med start og mål i hjembyen Lissone. Indledningsvis kører man en omgang på en kun ganske let kuperet 36,0 km lang rundstrækning i området nord for byen, inden man vender tilbage til start- og målområdet. Herfra begiver man sig igen mod nord og siden mod nordøst ud til løbets nøglesektion, en ganske kuperet 24,5 km lang rundstrækning i bakkerne nordøst for Lissone. Den skal tilbagelægges i alt fire gange og indeholder hele tre stigninger. Først gælder det den 1,1 km lange Sirtori-stigning (6,2%), siden den 3,1 km lange Colle Brianza (6,6%) og til slut den 2,5 km lange Lissolo, løbets mest kendte stigning, som stiger med hele 7,3% i gennemsnit, men som stiger med 10,5% over 500 m i bunden og med 8,8% over de sidste 6 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Toppen af Lissolo passeres for sidste gang med 40,2 km til mål, og herfra går det ned til afslutningen af rundstrækningen. Herefter går det igennem helt fladt terræn mod sydvest og siden syd tilbage til Lissone, hvor målstregen krydses for anden gang. Herefter afsluttes løbet med to omgange på en helt flad 9,8 km lang rundstrækning, der byder på flere sving, men ingen terrænmæssige udfordringer. Finalen er teknisk ikke specielt kompliceret, idet det sidste sving kommer med mere end en kilometer til mål.

Løbet byder på i alt 2860 højdemeter.

I forhold til sidste år er eneste ændring, at den store, flade indledende rundstrækning er forkortet med godt 4 km.

Vejret

Vejret er ikke som i den forblæste Vuelta. Italien har smukt vejr, og rytterne kan se frem til kun få skyer, temperaturer på 28 grader og kun en svag vind fra syd. Det giver medvind på turen ud til rundstrækningen, men modvind på turen tilbage til Lissone. På den sidste rundstrækning vil der primært være sidevind, men der vil være modvind på opløbsstrækningen

Favoritterne

Coppa Agostoni har som sagt varieret meget i sværhedsgrad over årene, men efter at man i flere år har benyttet samme rute, ved vi nu, hvad vi skal forvente. Sidste år lykkedes det Gianni Moscon og Rein Taaramae at holde hjem efter stigningerne, og i 2016 og 2017 endte det med en spurt i en gruppe på knap 50 ryttere, hvor kun de allerstærkeste sprintere havde overlevet. I 2015 lykkedes det Davide Rebellin og Vincenzo Nibali at holde det reducerede felt bag sig, hvor Niccolo Bonifazio slog Giacomo Nizzolo, Sonny Colbrelli og Andrea Paqualon i spurten om tredjepladsen. I 2014 endte det også i en reduceret massespurt, hvor Bonifazio var hurtigst, mens Filippo Pozzato var hurtigst i et lignende scenarium i 2013, hvor man første gang benyttede en rute efter det nuværende mønster.

De tidligere udgaver vidner om, at det kan lade sig gøre for en stærk gruppe af klatrere at snyde sprinterne, men oftest bliver det samlet til en spurt, hvor man dog kun kan være med, hvis man har ganske gode klatreben.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

I år har løbet en ganske interessant dynamik, fordi vi har Alexey Lutsenko til start. Kasakken er flyvende for tiden, og han bliver svær at matche på bakkerne. Det samme gør en velkørende Warren Barguil, og de to vil utvivlsomt forsøge at køre væk sammen med de folk, der måtte kunne hænge på. Derfor venter vi det klassiske scenarium, hvor en gruppe med Lutsenko og Barguil som centrum formentlig skal forsøge at holde feltet bag sig.

Spørgsmålet er, om de kan hentes. Lutsenko og Barguil er uheldige med ikke at have hold, der kan gøre det hårdt, og det kan blive svært, hvis ikke de får en rytter fra det stærke Androni-hold med sig. Lykkes det at få Mattia Cattaneo eller Fausto Masnada med, ser det imidlertid lovende ud, fordi de vil køre for at få point til Coppa Italia og dermed være villige til at føre, selvom de er slået på stregen. Det fratager også det stærkeste hold motivationen til at jagte. Det kan Neri Sottoli og det italienske landshold gøre, men eller er det svært at se, hvem der har styrken til at lukke det.

Derfor peger vi på Alexey Lutsenko som favorit. Kasakken har været flyvende siden Touren og var stærkeste mand i både Arctic Race og Tyskland, hvor ruten dog var for nem. Stigningerne passer ham, og kan en gruppe holde hjem, er han svær at slå på stregen. Derfor tror vi, at Lutsenko kan snyde sprinterne, som Moscon gjorde det sidste år.

Warren Barguil er også i spil. Franskmanden blev slået med bare 1 sekund af Lutsenko i Arctic Race, og han synes stadig at være i form. Han og Lutsenko vil formentlig være de bedste på stigningerne, men det er klart, at det kan blive et problem for Barguil at slå den hurtigere Lutsenko. I en spurt er han dog ikke langsom, og hvis alle kigger på Lutsenko i en lille gruppe, kan han måske komme væk.

Tør vi nævne ustabile Odd Christian Eiking? Nordmanden slog både Lutsenko og Barguil på kongeetapen i Norge, men faldt sammen i Tyskland. Derfor ved man aldrig, hvad man skal forvente af ham, men har han de norske ben endnu, er han i stand til at køre med de bedste. I en spurt vil han også være god. Skabes der samling har Wanty den formstærke Andrea Pasqualon, der er en holdbar sprinter med selvtillid efter sejren i Limousin forleden, og han vil være en af favoritterne i en spurtafgørelse.

Her vil Elia Viviani dog være manden, der skal slås. Efter et par baneløb kører han her for landsholdet, der dog ikke er specielt stærkt. Viviani skal grave dybt og håbe på, at der skabes samling. Der er ingen garanti for, at han kan klare bakkerne, men med den superform, han har vist i London, ved EM, i Hamburg og senest i Bretagne, vil han have en god chance. I en spurt er der ingen, der slår ham. Ellers har holdet Giulio Ciccone til at køre med klatrerne, men hans form er næppe i top, og den flade finale passer ham ikke. Marco Tizza kan spurte, hvis det bliver for hårdt for Viviani.

Androni kommer med et af de stærkeste hold. Egentlig er Andrea Vendrame så god, at han kan køre offensivt, men han så ikke så god ud i Limousin. Det er dog mange uger siden, og han bør være i form til efterårsløbene, der er et stort mål. Han kan både angribe og spurte. Francesco Gavazzi har netop vundet i Limousin og skal håbe på en spurt i en knap så stor gruppe. Endelig har de klatrerne Fausto Masnada og Mattia Cattaneo¸ der har forberedt sig til efteråret og bør være i form. De er blandt de bedste klatrere, men skal formentlig væk fra Lutsenko i en taktisk finale for at vinde.

Neri Sottoli kommer med et godt hold. Løbet er perfekt for Giovanni Visconti, der endelig var tilbage på sporet i Slovenien og Østrig, indtil han styrtede og slog sig slemt. Han har ikke helt genfundet formen, men er heller ikke blevet testet for alvor i en lille måned. Han kan både angribe og spurte. Det samme kan Simone Velasco og Davide Gabburo, men de synes ikke i storform. Den genfødte Dayer Quintana kan sikkert køre med de bedste på bakkerne, men får svært ved at vinde i en flad finale.

Direct Energie har Niccolo Bonifazio, der tidligere har spurtet godt i dette løb. Han var i storform i august, hvor han vandt to gange i en weekend i 1.1-løb i Belgien, men i sidste weekend skuffede han fælt. Er han på toppen igen, er han største trussel mod Viviani i en lidt større spurt. Derudover har de Rein Taaramae, der sidste år blev nr. 2, men han synes ikke at være i samme form efter endnu en skuffelse i Arctic Race.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

UAE kommer med to gode kort. Mest af alt håber de, at Simone Consonni klarer bakkerne, men han klatrede ikke godt i Tyskland og får det nok for svært. I form er til gengæld Aliaksandr Riabushenko, der senest kørte stærkt i Burgos, og han vil kunne spurte i en gruppe i et ikke alt for stort felt. Simone Petilli kan angribe, men får som ren klatrer svært ved at vinde.

Euskadi-Murias kommer med en af de mest spændende outsidere i form af Mikel Aristi. Baskeren har været svingende, men viste fabelagtig form på bakkerne i Limousin. Det gør ham til en af de meste klatrestærke sprintere, og kommer han af med folk som Viviani og Bonifazio, har han en god chance. Den anden sprinter, Enrique Sanz , synes ikke at have formen

Neri Sottoli kommer med Marco Canola, der kom tilbage på sporet med en sejr i Utah. Han er dog hverken så hurtig eller holdbar som i gamle dage og kan få svært ved at vinde, i hvert fald hvis ikke man kommer af med Viviani og co. Han er for tung til at køre med de bedste på bakkerne.

Bryan Coquard har kørt gode spurter på det seneste, men han har skuffet fælt på bakkerne. Intet tyder på, at han har benene til at komme med hjem, men skulle det lykkes, har han en god chance i kamp med Viviani og Bonifazio. Pierre Rolland har endelig fundet formen og vil sikkert være blandt de bedste på bakkerne, men han har svært ved at vinde et løb som dette.

Bahrain kommer uden den forsvarende vinder Colbrelli og har et svagt hold. Eneste chance er at køre for Jan Tratnik, men hans form er nok ikke til at køre med de bedste på bakkerne. I en spurt kan han prøve, men formentlig vil han mangle den sidste hurtighed mod sprinterne.

Israel Cycling Academy kommer med formstærke Edwin Avila¸ der blev nr. 4 i Fourmies, kørte stærkt i Utah og kan overleve det meste. Løbet skal dog være hårdt, hvis han ikke skal være oppe mod hurtigere folk. Sondre Holst Enger er stadig ikke i form.

Gazprom-Rusvelo kommer med vidunderdrengen Aleksander Vlasov samt den formstærke Nikolay Cherkasov til at køre med Lutsenko og co., men de skal snige sig væk for at vinde i en flad finale. Holdets bedste chance er en spurt med holdbare Sergey Shilov, der dog ikke er så hurtig, som da han tidligere vandt løb som disse.

Delko har Mauro Finetto, der burde kunne køre med de bedste i offensiv kørsel og herefter spurte, men han virker formsvag. Delio Fernandez klatrer ikke godt nok, og Javier Moreno er formsvag, og derfor skal man håbe på et let køb, hvor Iuri Filosi eller Alessandro Fedeli kan spurte.

Endelig er der kontinentalholdene. De får det svært i dette selskab, men man kan ikke udelukke et resultta fra Matteo Sobrero, Andrea Bagioli, Samuele Battistella, Simone Ravanelli, der allerede har overrasket i Appenninno tidligere i år, Simone Sterbini og måske endda Davide Rebellin Bedst chance har de dog nok med hurtige og holdbare Paolo Toto i en spurt, da løbet er for hårdt for sprinteren Riccardo Stacchiotti.

***** Alexey Lutsenko

**** Warren Barguil, Odd Christian Eiking

*** Elia Viviani, Andrea Vendrame, Giovanni Visconti, Niccolo Bonifazio, Andrea Pasqualon

** Simone Consonni, Mikel Aristi, Bryan Coquard, Davide Gabburo, Francesco Gavazzi, Simone Velasco, Paolo Toto, Marco Canola, Aliaksandr Riabushenko, Jan Tratnik, Edwin Avila, Sergey Shilov,

* Mattia Cattaneo, Fausto Masnada, Aleksander Vlasov, Marco Tizza, Giulio Ciccone, Pierre Rolland, Dayer Quintana, Mauro Finetto, Iuri Filosi, Rein Taaramae, Simone Petilli, Nikolay Cherkasov, Simone Ravanelli, Matteo Sobrero, Andrea Bagioli, Samuelle Battistella, Enrique Sanz

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.