Optakt: Colombia 2.1
12. februar 2019 13:14 af Emil AxelgaardFoto: Team Sky 2019

Colombia har i mange år været en stor nation i international cykelsport, ikke mindst i de senere år, hvor landet har fostret den ene stjernerytter efter den anden, men hidtil har det været stort set umuligt for de mange stjerner at vise sig frem i deres hjemland. Det ændrede sig i 2018, hvor nationen endelig fik sit eget store løb, Colombia Oro y Paz, med deltagelse af hold fra WorldTouren, og efter en forrygende debut er løbet tilbage under nyt navn og med et stjernebesat felt, der kunne antyde, at den colombianske begivenhed er ved at etablere sig som et af sportens allervigtigste forberedelsesløb.

Løbets rolle og historie

Det er efterhånden mange år siden, at de første colombianske cykelpionerer gjorde deres markante indtog på den europæiske cykelscene, hvor de lynhurtigt satte sig igennem i bjergene og med sublime klatrepræstationer bjergtog en hel cykelverden. Der var måske en kortvarig nedtur i 90erne og begyndelsen af 00erne, hvor den bjergrige sydamerikanske nation ikke helt kunne leve op til fordums meritter, men det har i den grad ændret sig i dette årti.

 

Det startede vel egentlig med Fabio Duartes overraskende sølvmedalje ved U23-VM i Mendrisio i 2009, og derefter varede det ikke længe, inden landet satte sig på U23-scenen. Året efter sejrede Nairo Quintana i Tour de l’Avenir, det stærkest besatte etapeløb for unge ryttere, og bare 12 måneder senere gentog Esteban Chaves bedriften. Siden da har også Miguel Angel Lopez og Egan Bernal vundet det prestigefulde løb, og dermed har Colombia mere end nogen anden nation domineret ungdommens Tour de France i de senere år.

 

Med Quintanas podieplads i 2013-udgaven af Tour de France overgik landet med ét de resultater, fortidens helte havde leveret, og siden da er resultaterne kommet i lind strøm. Quintana har allerede yderligere to podiepladser i verdens største cykelløb samt samlede sejre i Giroen og Vueltaen på cv’et, Chaves har været på podiet i både den italienske og spanske grand tour, Rigoberto Uran er blevet nr. 2 i både Giroen og Touren, Lopez var i 2018 på podiet i både Giroen og Vueltaen og har allerede vundet Tour de Suisse, Carlos Betancur var flyvende i 2013 og 2014, hvor han var en af sportens allermest lovende ryttere, Sergio Henao var på podiet i Fleche Wallonne og tæt på flere sejre i Baskerlandet Rundt, og Jarlinson Pantano og Winner Anacona har begge vundet bjergetaper i grand tours. Senest har landet med Fernando Gavirias forrygende indtog på den professionelle scene også gjort sig gældende i massespurter og mere fladt terræn, mens Egan Bernal og Ivan Ramiro Sosa fremstår som tidens måske allerstørste etapeløbstalenter, og det kan derfor ikke undre, at landet i de seneste år har været blandt de allerbedste på WorldTour-ranglisten.

 

Trods de mange stjerner er der imidlertid noget, der har manglet. Ganske vist har man altid haft en ganske rig løbsscene i hjemlandet, men den har været udgjort af mindre begivenheder. Den nationale rundtur, Vuelta a Colombia, har længe været et af Sydamerikas største etapeløb og endda et af de længste på hele UCI-kalenderen, men som et 2.2-løb har det ikke kunnet invitere WorldTour-hold, og dermed har det været lukket land for nationens helte, der har været henvist til de europæiske landeveje for at opnå deres succes.

 

I de senere år har man imidlertid gjort en ivrig indsats for at hjælpe de lokale cykelfans med at kunne tiljuble stjernerne på hjemmebane. De har ellers været meget synlige ved store løb i Europa, men i en fattig nation som Colombia er de fleste afskåret fra muligheden for at krydse Atlanten. Derfor har man forsøgt at styrke de nationale mesterskaber, der er blevet flyttet til februar i en tid, hvor stjernerne endnu ikke er rejst til Europa. Det har markant styrket begivenheden, der i de senere år har haft vindere som Sergio Henao i linjeløbet og Egan Bernal, Jarlinson Pantano og Rigoberto Uran på enkeltstarten.

 

Sidste år tog man så endnu et afgørende skridt. Det colombianske cykelforbund stablede nemlig et helt nye etapeløb på benene. Det fik det mundrette navn Colombia Oro y Paz og fik med det samme tildelt en 2.1-status i UCI-systemet. Det gjorde det muligt for dem at invitere WorldTour-hold og dermed alle landets største helte, og initiativet fik en bragende flot modtagelse af det professionelle felt.

 

Løbet afvikledes blot få dage efter de nationale mesterskaber og kort efter Vuelta a San Juan, der også fandt sted på det sydamerikanske kontinent, og det gav en helt fantastisk synergieffekt for de colombianske WorldTour-ryttere. Tilsyneladende havde de næsten alle held til at overtale deres hold til at betale den ikke helt ubetydelige udgift, det er at deltage i et løb så fjernt fra Europa. Quick-Step med Fernando Gaviria og Alvaro Hodeg, EF Education First med Rigoberto Uran, Julian Cardona og Daniel Martinez, Movistar med Nairo og Dayer Quintana samt Winner Anacona, Sky med Egan Bernal og fætrene Sergio og Sebastian Henao havde alle inkluderet det i deres kalender, og det samme havde mange af de professionelle kontinentalhold, der havde colombianske ryttere. Da Jarlinson Pantano og Darwin Atapuma samtidig havde fået fri til at stille op for landsholdet, manglede vi fra feltet af colombianske WorldTour-ryttere kun Esteban Chaves, Miguel Angel Lopez, Carlos Betancur, der endda først i sidste øjeblik har meldt forfald, samt Jhonatan Restrepo.

 

På den baggrund var det ikke mærkeligt, at løbet blev en bragende succes, hvor rytterne blev mødt af et stort antal fra det cykelbegejstrede hjemmepublikum. Det kaldte naturligvis på en gentagelse, og løbet vender derfor i 2019 tilbage, nu under det nye navn Colombia 2.1 og stadig som et 2.1-løb på UCI-kalenderen. Og også i rytterkredse har løbet tilsyneladende med det samme fået stor anerkendelse, for til den anden udgave er det lykkedes at tiltrække et om muligt endnu stærkere felt, der foruden næsten alle de store colombianske stjerner tæller selveste Chris Froome samt navne som Julian Alaphilippe og Bob Jungels.

 

Det skyldes sikkert også, at arrangørerne klogelig har valgt at begrænse løbets sværhedsgrad. Man skal ellers ikke kende meget til colombiansk geografi for at vide, at landet bjergrige terræn kan danne rammen om brutale cykelløb, men i februar måned kan det meget let blive alt for hård kost. Derfor var sværhedsgraden trods bjergfinaler på tre af de seks etaper til at overskue i debuten, og til den anden udgave har man endda med blot en enkelt bjergafslutning skruet yderligere ned for strabadserne. Nok er Colombia kendt for sine bjergryttere, men faktisk er det i høj grad sprinterne, der kommer til fadet i det, der i kraft af sin kalenderplacering jo først og fremmest er et forberedelsesløb.

 

I tråd med colombiansk cykelkultur er det dog klatrerne, der ventes at skulle slås om den samlede sejr. Sådan var det også i sidste års spændingsmættede opgør mellem de colombianske stjerner, hvor Fernando Gavirias indledende sprinterdominant blev fulgt op af først en enkelt europæisk etapesejr til Julian Alaphilippe efterfulgt af en triumf til Rigoberto Uran, der sendte Nairo Quintana førertrøjen. På den afsluttende kongeetape blev der imidlertid vendt op og ned på det hele, da colombianernes stjernefrø, Egan Bernal, trods sin rolle som hjælperytter for Sergio Henao kørte væk fra rivalerne og med god hjælp fra Sebastian Henao vandt tilstrækkeligt med tid til at tage den samlede sejr for Quintana og Uran. Bernal vender naturligvis tilbage for at forsvare sin titel på et stærkt Sky-hold, der altså også tæller Froome og Ivan Sosa, og også Quintana og Uran er med igen i det, der atter er et forrygende felt med flere af verdens allerbedste klatrere.

 

Ruten

Som arrangører af et helt nyt løb har folkene bag Colombia 2.1 naturligvis haft helt frit spil til at give løbet sin egen identitet. Det er imidlertid bjerge, der karakteriserer cykelnationen Colombia, og derfor ville det være helt forkert, hvis ikke feltet skulle op i højderne og klatrerne slås med hinanden. Man har imidlertid samtidig været meget bevidste om, at løbet afvikles i februar, og at man derfor ikke kan inkludere de voldsomste stigninger i et af verdens mest bjergrige lande, og at man også skal give plads til sprinterne og dermed Fernando Gaviria, der er en af landets største stjerner.

 

Til den første udgave blev der designet en meget blandet rute, hvor de første tre etaper var helt og holdet dedikeret til sprinterne, mens de sidste tre dage sendte feltet ind i bjergene og tre på hinanden følgende bjergafslutninger. Løbet afvikledes på et geografisk yderst begrænset område omkring et helt fladt plateau, der er hjemsted for byen Palmira, og man gjorde i usædvanlig høj grad brug af de samme veje igen og igen. Bjergetaperne var ganske moderate og havde lange flade strækninger samt overkommelige målstigninger.

 

Til den anden udgave har arrangørerne nytænkt ruten, både hvad angår lokation og design af etaperne. Igen afvikles det hele i et meget koncentreret område, denne gang omkring storbyen Medellin, der er centrum for hele tre af de seks etaper. Den store nyskabelse er, at der denne gang lægges ud med et kort og fladt holdløb i den colombianske storby, hvilket sker på bekostning af en af de tre bjergetaper. Efter den indledende tidskørsel følger nemlig ligesom sidste år tre relativt flade etaper, der dog i forhold til sidste år har fået et lille twist. De to sidste byder nemlig på relativt sene stigninger, der nok kan rydde lidt ud i feltet, uden at det dog bør kunne forhindre en spurtafgørelse.

 

Sammen med holdløbet er det dog weekendens to bjergetaper, der ventes at blive afgørende. Ligesom sidste år er der tale om en fin progression i vanskelighederne, idet der lægges ud med en relativt overkommelig sag, inden det hele ligesom i 2018 afsluttes med kongeetapen. 5. etape inkluderer således en ganske moderat stigning i finalen, hvor man vil få en første indikation på, hvem der ikke kan vinde løbet. Forskelle mellem de bedste skal vi imidlertid først vente på søndagens kongeetape, hvor det hele skal afgøres på Alto de la Palmas-stigningen, der må betegnes som den sværeste i løbets korte historie. Dermed burde der være gode forudsætninger for, at løbets bedste klatrer vil krones som den endelige vinder, hvilket på alle måder er passende for et løb i sportens mest udprægede klatrenation.

 

 

1. etape

Efter en debutudgave, der bød på lutter linjeløbsetaper, bydes der i 2019 på en nyskabelse, når løbets allerførste tidskørsel skyder de seks dages festligheder i gang. Modsat sidste år, hvor den første halvdel af løbet var tilegnet de hurtige folk, skal klassementsrytterne denne gang være helt klar fra start, da der allerede på første dags 14 km lange holdløb i Medellins gader kan være vigtige sekunder at vinde. Holdene vil her blive sendt ud på en sand specialistrute, hvor feltets største maskiner med deres store power vil kunne hjælpe klatrerne med at gøre de første og måske afgørende forskelle i klassementet.

 

Den indledende etape byder på 14 km, der sender rytterne tur rundt i storbyen Medellin. Fra starten går det mod syd ad en ganske let faldende og lang, lige vej ned til en rundkørsel, hvor der vendes rundt. Herfra følges den samme, nu let stigende vej tilbage mod startområdet. Etapen fortsætter nu med en rundstrækning mod nord, der ligeledes er hovedsageligt flad, men som dog inkluderer en ganske lille kategori 4-stigning, der over 400 m stiger med 3,2% i gennemsnit og har top efter 10,2 km. Efter endnu en passage af startområdet afsluttes etapen med en tur mod vest ad en lige, flad vej, inden der foretages en U-vending og samme vej følges tilbage til start- og målområdet, hvor der venter en ukompliceret finale med tre skarpe sving i rap lige inden mål.

 

Etapen byder på i alt bare 55 højdemeter.

 

55 højdemeter over 14 km kan ikke skræmme mange professionelle cykelryttere, og det er således ikke terrænet, der vil udfordre rytterne på 1. etape. Her er der lagt op til en dag i store gear og med masser af watt, hvor specialisterne vil slikke sig om munden. Tidsforskellene på så korte holdløb er altid beskedne, men i et løb uden alt for voldsomme udfordringer kan de alligevel blive ganske vigtige, når løbet søndag slutter efter kongeetapen.

 

Medellin blev ikke besøgt i forbindelse med den første udgave af løbet, men er ofte blevet besøgt af Vuelta a Colombia. Sidste år lagde byen tillige asfalt til de nationale mesterskaber, hvor Egan Bernal vandt enkeltstarten og Sergio Henao linjeløbet.

 

 

 

2. etape

Colombia er i cykelsportssammenhæng måske kendt som en klatrenation, men faktisk var halvdelen af etaperne i debutudgaven dedikeret til sprinterne. Det vil også være tilfældet i år, hvor de hurtige folk kan se frem til at komme til fadet for første gang på 2. etape. Her besøger feltet La Ceja, hvor der venter en næsten helt flad rute, der hovedsageligt afvikles som et rundstrækningsløb, og hvor alt peger i retning af, at det hele skal afgøres i en massespurt.

 

I alt skal der på andendagen tilbagelægges 150,5 km, der har både start og mål i La Ceja. Fra starten i den nordlige udkant af byen bevæger feltet sig over 6,5 km igennem fladt terræn mod nordøst ud til den rundstrækning, der vil udgøre hovedparten af etapen. Den er i alt 27,3 km lang og skal tilbagelægges i alt fem gange. Fra start kører man mod vest op over kategori 4-stigningen Altico (700 m, 3,3%), inden det går mod nord gennem fladt terræn til byen Rionegro, hvor der ved de første tre passager efter hhv. 24,1 km, 41,4 km og 78,7 km er en pointspurt. Slutteligt kører man mod syd tilbage til udgangspunktet.

 

Efter de fem omgange bevæger feltet sig ad samme vej som tidligere tilbage til La Ceja. Her venter der en helt flad finale, der tillige er teknisk ukompliceret, idet man efter en rundkørsel rammer en vej, der blot buer let mod venstre og derefter leder frem til mål.

 

Etapen byder på i alt 1545 højdemeter.

 

Sidste år dominerede Fernando Gaviria totalt løbets tre sprinteretaper, og det drømmer han utvivlsomt om at gøre igen. Samtidig er der i år et stærkere sprinterfelt til start, og det øger blot chancen for, at etapen ender i en massespurt. Terrænet er let, og efter holdløbet vil der tillige være en førertrøje at forsvare. Alt peger derfor på, at sprinterne skal have det sidste ord på løbets 2. etape.

 

La Ceja har tidligere været vært for målby i Vuelta a Colombia, senest i 2017, hvor EPM vandt et holdløb i byen.

 

 

 

 

3. etape

Sprinterne ventes at have afgjort 2. etape, og straks får de en chance for revanche. Ligesom sidste år er første del af løbet nemlig i den grad skræddersyet til de hurtige folk, men modsat debutudgaven vil 2019-løbet have lidt ekstra krydderi. 3. etape byder nemlig på en ikke helt enkel stigning med top 16,7 km fra mål, og den vil under de rette omstændigheder kunne rydde lidt ud i de hurtige folk. Selvom sprinterne således atter ventes at skulle slås om sejren, er det langt fra givet, at de alle vil være i spil, når der skal spurtes om sejren i Mall Llanogrande.

 

I alt skal der på tredje dag tilbagelægges 167,9 km, og helt i overensstemmelse med den af arrangørerne foretrukne model er der tale om et rundstrækningsløb. Etapen består således af fire omgange på en 42 km lang rundstrækning, der tager sit udgangspunkt i byen Mall Llanogrande.

 

Fra startområdet går det igennem helt fladt terræn mod nordøst frem til San Antonio de Pereira, hvor man drejer mod syd og senere sydvest for igennem fladlandet at køre ned til den forrige etapes målby, La Ceja. Her sætter man kursen mod vest og nordvest for at forcere kategori 3-stigningen Alto El Nano, der over 3,9 km stiger med 5,5% i gennemsnit og har top med 16,7 km igen. De består af en lang, jævn nedkørsel, der fører mod nordvest, inden man drejer mod nordøst op ad en 1,0 km lang bakke, der stiger med 4,9% i gennemsnit og har top bare 6 km fra stregen. Efter en ganske kort nedkørsel er de sidste nap 4 km stort set helt flade og fører mod nordøst tilbage til målbyen, hvor der venter en teknisk ukompliceret finale med en flere kilometer lang opløbsstrækning uden sving. Der er indlagt en pointspurt ved de tre første passager af målstregen.

 

Etapen byder på i alt 2146 højdemeter.

 

Etapen er i alt væsentligt flad, men Alto El Nano skal ikke undervurderes. På denne tid af året kan en bakke som denne gøre en vis forskel, og der vil sikkert være en del hold med en klar interesse i at sætte sprinterne under pres. Det synes fortsat usandsynligt, at det etapen ikke skal afgøres i en eller anden form for spurt, men det er langt fra givet, at et fuldt felt vil overleve alle de fire omgange rundt om Mall Llanogrande.

 

Mall Llanogrande var i 2015 vært for de colombianske mesterskaber, hvor Rigoberto Uran vandt enkeltstarten og Robinson Chalapud linjeløbet.

 

 

 

 

4. etape

I debutudgaven i 2017 var der tre relativt flade etaper på programmet, og det vil der også være i 2018. Efter torsdagens etape, der bød på en lidt længere stigning i finalen, vender feltet nemlig tilbage til næsten helt fladt terræn om fredagen, hvor sprinterne ventes at få årets sidste mulighed. Helt enkelt er det dog heller ikke på denne etape, hvor arrangørerne igen har fundet en lille stigning mod slutningen, og denne gang er der tale om en kortere og stejlere sag, der måske atter kan skabe en anelse udskilning.

 

Igen er der tale om et rundstrækningsløb, der fører feltet over bare 142,8 km, og de er atter henlagt til storbyen Medellin, der også var vært for det indledende holdløb. Etapen består af i alt seks omgange på en 23,5 km lang rundstrækning, der sender feltet fra start- og målområdet i byens centrum ud til en lille stigning i byens sydlige udkant og derefter tilbage igen.

 

Fra starten kører feltet mod vest ud til velodromen og stadionet, hvorefter det går mod syd og sydøst igennem fladt terræn via en lang, relativt lige vej. Helt ude i de sydligste forstæder drejer man mod øst for at køre op ad kategori 4-stigningen Carrera 73 (1,3 km, 6,4%), der byder på bjergpoint på 2. og 4. omgang, og hvis top rundes, når der resterer 13,5 km tilbage til mål. Derfra går det via en lang, lige, let faldende vej mod nord tilbage mod bycentrum, hvor man slår en lille sløjfe mod nord, inden man drejer mod vest, sydvest og nordvest for via et let stigende stykke at køre frem til mål. Her venter en teknisk finale med et meget sent sving bare få hundrede meter fra stregen. Der er indlagt pointspurter på målstregen efter 1., 3. og 5. omgang.

 

Etapen byder på i alt 1241 højdemeter.

 

Dette er sprinternes sidste chance, og det synes derfor utænkeligt, at de vil lade den gå til spilde. Der er tale om en relativt flad og kort etape med kun ganske få højdemeter, og der er derfor ikke tale om en specielt opslidende sag. Man skal imidlertid ikke undervurdere den ret stejle stigning, der under de rette betingelser muligvis vil kunne skabe lidt udskilning, inden de hurtige folk ventes at skulle slås i deres sidste massespurt i den let stigende finale.

 

Medellin blev ikke besøgt i forbindelse med den første udgave af løbet, men er ofte blevet besøgt af Vuelta a Colombia. Sidste år lagde byen tillige asfalt til de nationale mesterskaber, hvor Egan Bernal vandt enkeltstarten og Sergio Henao linjeløbet.

 

 

 

 

5. etape

Efter fire dage uden de store terrænmæssige udfordringer er det i løbets afsluttende weekend endelig tid til at stifte bekendtskab med det, der i cykelmæssig sammenhæng definerer Colombia: bjerge. Ligesom sidste år er løbet nemlig skarpt adskilt i to dele, en indledende del for sprinterne og en afsluttende del for klatrerne. Modsat sidste år er der imidlertid kun to kuperede etaper på programmet, og af denne er det kun den sidste, der for alvor ventes at skabe de store forskelle. Man skal imidlertid ikke undervurdere lørdagens indledende klatreudfordring, der byder på en relativt lang, ganske vist ikke særlig stejl stigning i den absolutte finale, og selvom den næppe bliver afgørende, bør den give et fingerpeg om, hvem der vil vinde årets udgave af det colombianske etapeløb.

 

Etapen er med sin distance på 179,1 km en for løbet relativt lang sag, der afvikles med start og mål i La Union - en by, der ligger i bjergene lidt sydøst for La Ceja, som var vært for 2. etape og blev passeret på 3. etape. Som de foregående etaper er der i alt væsentligt tale om et rundstrækningsløb, men her anvendes samme model som på 2. etape, hvor rundstrækningsdelen suppleres med en indledende og afsluttende del, der skal tilbagelægges i hver sin retning.

 

Fra starten i La Union kører man således mod nordvest igennem fladt terræn frem til den lange nedkørsel ad Alto La Union, der senere i den absolutte finale skal bestiges fra den modsatte retning. Den fører ned til La Ceja, hvor dagens 38,6 km lange rundstrækning har sit udgangspunkt. Den skal tilbagelægges i alt fire gange og indledes med, at man kører mod nordvest ud ad byen op ad kategori 3-stigningen Alto El Nano (2,9 km, 5,4%), hvos top er placeret 29,9 km fra starten på rundstrækningen. Herfra fortsætter man via en længere, jævn nedkørsel mod nordvest til det nordligste punkt, inden det via fladt terræn går mod syd ned til El Retiro. Her indledes et let stigende stykke, der fører mod sydøst, inden rundstrækningen afsluttes ved, at man via en skarp nedkørsel og et kort, fladt stykke kører tilbage til La Ceja, hvor der er indlagt en pointspurt efter hhv. 49,6 km, 88,2 km og 126,7 km ved afslutningen på de første tre af de fire omgange.

 

Efter at have tilbagelagt den fjerde og sidste omgang resterer blot 13,1 km, som består af præcis den samme strækning tilbage til La Union, som blev benyttet ved etapens indledning - nu blot i den modsatte og langt hårdere retning. Derfor drejer man mod sydøst for at give sig i kast med dagens væsentligste udfordring, kategori 2-stigningen Alto La Union, der over 7,4 km stiger med 5,3% i gennemsnit. Der er tale om en relativt regulær opkørsel med en stigningsprocent på 4-5 over de første 4 km og de lidt stejlere afsluttende 3400, der meget stabilt stiger med 6% hele vejen. Toppen rundes med 4,5 km igen, hvorefter der venter en minimal nedkørsel og slutteligt 2 flade kilometer. Vejen bugter sig til slut let, indtil man kort inden stregen drejer skarpt til højre.

 

Etapen byder på i alt 2906 højdemeter.

 

Alto La Union er den første seriøse stigning i årets løb, men der er tale om en så let udfordring, at den næppe vil være nok til at skabe spredning mellem de allerbedste. I februar måned kan den imidlertid utvivlsomt sætte en del folk af, og selvom vi efter denne etape næppe ved, hvem der vil vinde årets udgave af Colombia 2.1, vil vi i hvert fald 24 timer inden den afsluttende kongeetape have fået en klar ide om, hvem der ikke vil. Etapesejren vil formentlig skulle afgøres i en spurt i en lille gruppe af klassementsryttere, blandt hvilke Julian Alaphilippe kunne være et godt bud på en rytter, der kunne sikre sig værdifulde bonussekunder.

 

La Union blev ikke besøgt sidste år og er kun sjældent blevet besøgt af Vuelta a Colombia, senest i 2011, hvor Frank Osorio krydsede stregen først.

 

 

 

 

6. etape

Efter fem dage uden alt for voldsomme udfordringer skal bjergrytterne endelig i aktion, når det som afslutning går løs med løbets kongeetape. Også den finder sted i området omkring Medellin, og denne gang sendes rytterne endelig ind i de nærliggende bjerge. Det sker, når en ellers relativt flad etape afsluttes med en 15,5 km lang klatretur op til toppen af Alto de Las Palmas, hvor den hidtil mest brutale bjergfinale i løbets korte historie med stor sandsynlighed vil vende op og ned på klassementet og sikre, at en klatrer i rigtig colombiansk ånd ender som samlet vinder af den anden udgave af Sydamerikas nye cykelhøjdepunkt.

 

Årets kongeetape sender feltet ud på 173,5 km, der vil føre dem fra El Retiro til toppen af Alto de la Palmas. Startbyen er en forstad til Medellin, der dog ligger betydeligt højere på et fladt plateau nordøst for byen. I den indledende fase holder man sig i de flade højder, mens man kører mod nordøst frem til Rionegro, inden det går mod nordvest frem til dagens første spurt, der er placeret efter 42,7 km samt kategori 4-stigningen Anto de la Virgen (1,3 km, 5,9%), hvis top runders efter 48,8 km.

 

Toppen af den første stigning markerer indledningen på den lange nedkørsel, der fører feltet fra plateauet ned i samme niveau som Medellin, og som fører mod vest. Når man atter er vel nede i dalen, slår man en lille sløjfe mod nordøst ved at køre igennem fladlandet ud til et vendepunkt og derefter tilbage ad samme vej, idet man undervejs passerer den anden spurt, der kommer efter 89,6 km. Herefter går det mod syd ind gennem centrum af Medellin, inden man tager hul på en ny relativt flad sløjfe, der denne gang fører mod sydvest og syd ud til et nye vendepunkt og derefter en tur tilbage ad en parallel vej. Undervejs venter den sidste spurt efter 120,6 km samt kategori 4-stigningen Calle Sur Parque (800 m, 3,6%) med top efter 148,3 km.

 

Når feltet atter er tilbage i centrum af Medellin, starter uhyrlighederne for alvor. Her drejer man nemlig mod sydøst for at tage hul på den frygtede kategori 1-stigningen Alto de la Palmas, der ligger lige uden for storbyen. I alt er der tale om en 15,7 km lang klatretur, der stiger med 6,7% i gennemsnit, og som kan deles i to dele. De første 6 km er relativt lette med stigningsprocenter på 4-5, men de sidste knap 10 km er betydeligt svagere, idet stigningsprocenterne her ligger relativt stabilt på 7-9 med 8,1% over det meste af de sidste 3 km. Vejen er uden væsentlige sving, indtil der kort inden stregen kommer et enkelt hårnålesving og derefter yderligere en ret skarp kurve lige inden stregen.

 

Etapen byder på i alt 2471 højdemeter.

 

Efter en mellemsvær dag er det utvivlsomt slaget på Alto de las Palmas, der vil være altafgørende i årets Colombia 2.1. Stigningen er klart den sværeste i løbets korte historie, og selvom der fortsat ikke er tale om et bjerg af de allermest selektive af slagsen, burde der være vanskeligheder nok til at gøre visse forskelle. Sidste år var vi vidner til, at det hele blev vendt på hovedet til allersidst, og da arrangørerne atter har gemt det bedste til sidst, er det bestemt ikke utænkeligt, at vi vil være vidner til noget tilsvarende også i 2019.

 

Alto de las Palmas har aldrig tidligere været mål for det nye løb, men er en klassiker i Vuelta a Colombia, hvor bjerget er blevet besteget seks gange siden 2008, fire gange i forbindelse med en bjergenkeltstart. Seneste besøg var i 2016, hvor Mauricio Ortego sejrede på en linjeløbsetape med mål på toppen.

 

 

 

Favoritterne

Beslutningen om at flytte løbet fra en region til en anden betyder, at årets rute ingen ligheder har med den foregående. Det betyder, at vi ikke kan bruge 2018-udgaven som sammenligningsgrundlag, og der er da også på papiret tale om et ganske andet løb. Sidste år blev løbet afgjort på tre bjergetaper, der dog alle var kendetegnet ved, at målstigningerne enten var korte og eksplosive eller ikke specielt stejle. Derudover var der slet ingen tidskørsel, og det gjorde det til et løb for klatrere, særligt for dem med et godt punch.

 

I år er en af bjergetaperne erstattet af et holdløb, ligesom der atter er tre sprinteretaper på menuen. De ventes alle at blive et opgør mellem særligt en sulten Fernando Gaviria og Alvaro Hodeg og burde ikke spille en rolle i kampen om den samlede sejr. Der er risiko for klassiske colombianske tordenbyger hver eneste dag, men da der vil være begrænset vind, vil der næppe skabes splittelse.Den skal derimod finde sin ejermand på 1., 5. og 6. etape, der tilsammen vil skabe forskellene.

 

Af disse skal vi næppe forvente det helt store af lørdagens etape. Ganske vist venter der en stigning i den absolutte finale, men den er ikke specielt stejl. Da der tillige er mål knap 5 km fra toppen, vil det næppe være en dag, hvor man i et felt af stjerneklatrere kan gøre den helt store forskel. På denne type stigning skabes der snarere udskilning via bagenden, og det hele kunne meget vel ende i en spurt i en mindre gruppe, hvor der derfor kan være vigtige bonussekunder at hente for en hurtig klatrer. Først og fremmest er det dog en etape, der vil vise, hvem der ikke kan vinde, og næppe, hvem der vil ende øverst på podiet.

 

De to afgørende etaper vil derfor formentlig være den første og den sidste. Et kort, fladt holdløb skaber ikke voldsomme afstanden mellem de bedste hold, men forskellen på kontinental- og WorldTour-hold er som regel enorm i denne meget specielle disciplin. Derfor ventes etapen også reelt at eliminere de ryttere, der kører for mindre hold, og selvom de bedste fra disse nok kan redde sig en hæderlig samlet placering, ser de øverste pladser ud til at skulle besættes af WorldTour-ryttere, også selvom man ofte i disse tidlige eksotiske løb ser, at ”små” navne i kraft af deres bedre form ofte slår stjernerne, der endnu er i deres forberedelse.

 

Holdløbet vil altså skabe de første forskelle, og derefter skal det hele afgøres på kongeetapen, der helt entydigt er den vigtigste. Alto de Las Palmas er en ganske modbydelig stigning, der er langt sværere end bjergene fra sidste år. De sidste knap 6 km er så stejle, at de kan gøre ganske stor skade, og det er utvivlsomt rigeligt til, at de bedste klatrere kan sætte sig igennem. Vinden ventes at være helt ubetydelig, og derfor ligner det et regulært opgør mellem de ryttere, der trives i de virkelige bjerge.

 

Et forhold, der vil spille ind, er naturligvis højderne, der klart favoriserer de lokale ryttere, som også er tilpasset både varmen og tidszonen. Alle etaperne vil finde sted langt over havets overflade, og kongeetapen har mål i mere end 2500 m højde. Det får colombianerne til at slikke sig om munden og kan blive en udfordring for europæerne.

 

Årets felt er vanvittigt stærkt, og det betyder også, at der ikke er en soleklar favorit. Vi vil dog pege på den forsvarende mester, Egan Bernal, som vores bedste bud på en vinder. Sidste år var det lidt en tilfældighed, at hjælperytteren Bernal udnyttede det taktiske spil til at tage den samlede sejr, men denne gang må han formodes at være klar førstemand fra start. Ganske vist er Chris Froome til start, men med tanke på britens tendens til i de senere år at have startet svagt, tilsiger al logik, at han på Bernals hjemmebane vil være til tjeneste for sin arvtager som Skys grand tour-stjerne.

 

Ruten passer i hvert fald Bernal glimrende. På holdløbet står Sky i hvert fald med pæne muligheder for at vinde med et hold, der tæller specialister som Froome og Jonathan Castroviejo. Deceuninck-Quick Step kan blive svære at slå, men i forhold til langt hovedparten af rivalerne burde Bernal vinde tid. Samtidig ligner han måske den største favorit til kongeetapen. Præstationerne i 2018 viste i hvert fald, at han allerede nu skal regnes som en af verdens allerbedste klatrere, og er han på toppen, burde den svære målstigning i højderne passe ham perfekt. Har han samme niveau som i foråret sidste år, er det svært at se, hvem der skal slå ham.

 

Usikkerheden består naturligvis i, hvad formen rækker til.  Hans enkeltstart ved de colombianske mesterskaber var temmelig skuffende, og linjeløbet endte i en taktisk affære, der tidligt eliminerede WorldTour-rytterne. Der er derfor ingen garanti for, at Bernal er på samme niveau som sidste år, men tendensen i 2018 var, at han knap skulle i aktion, før formen indfandt sig. På hjemmebanen vil han være motiveret, og derfor er han vores vinderbud.

 

Hans værste rival kunne være Miguel Angel Lopez. Astana-kaptajnen var en af de colombianske stjerner, der ikke var med sidste år, men i år har han haft held til at overtale Astana til at drage over Atlanten. Modsat Bernal overraskede han positivt ved de nationale mesterskaber, hvor hans 2. plads på enkeltstarten var bedre end ventet. Det tyder derfor på, at han ligesom i 2018, hvor han kørte som en motorcykel i både Oman og Abu Dhabi, har passet sin vintertræning, og det kan gøre ham livsfarlig på den knaldhårde kongeetape, der burde passe ideelt til en ren klatrer som ham, ikke mindst fordi han også trives i højderne.

 

Ligesom Bernal er han støttet af et relativt stærkt hold af klatrere, men modsat sin landsmand står han ikke godt på holdløbet. Her burde Astana i hvert fald blive slået af de fleste WorldTour-hold, og derfor peger alt på, at Lopez skal vinde kongeetapen for også at tage den samlede sejr. Det er til gengæld heller ikke en umulighed for en sikkert formstærk Lopez, og derfor kan det meget vel blive til sejr i første forsøg for en af de største lokale stjerner.

 

Det allerstørste i hjemlandet er dog Nairo Quintana, der sidste år måtte se sig udmanøvreret af Sky på sidste etape. Nu jagter han revanche, og mulighederne herfor er ganske pæne. Quintana viste i hvert fald glimrende form i San Juan, hvor han som en af kun to kunne følge Julian Alaphilippe i dennes angreb på den eksplosive 2. etape og siden skyggede franskmanden som en anden FBI-agent på kongeetapen, mens han lod holdkammeraten Winner Anacona tage den samlede sejr. Quintana lignede i hvert fald en mand i hopla på den lange Colorado-stigning, og han er derfor - i øvrigt som så ofte før - i glimrende form fra sæsonstart.

 

Hans problem er, at Movistar formentlig vil blive slået af Sky på holdløbet, og selvom spanierne står stærkere end Astana, skal også han knække briternes bedste på kongeetapen. Det kan blive ganske svært, men på baggrund af præstationen i San Juan er det bestemt ikke umuligt. Quintana har i hvert fald fordel af allerede at have syv løbsdage i benene, og det kan være det, der vil gøre det muligt at tage en meget forløsende hjemmebanesejr.

 

Det bedste bud på en rytter, der kan bryde den ventede colombianske dominans, er Julian Alaphilippe. Franskmanden var intet mindre end flyvende i San Juan, hvor han vandt to af tre etaper og havde vundet samlet, hvis ikke han på kongeetapen var blevet svigtet af sit klatresvage hold. I Colombia kan netop mandskabet imidlertid være hans styrke, for umiddelbart kunne Deceuninck-Quick Step ligne favoritterne til holdløbet.

 

Det kan bringe Alaphilippe i pole position inden bjergetaperne, men her får han kam til sit hår. Hans form har vist sig at være forrygende, men i Colombia udfordres han af et rigtigt bjerg, der er langt sværere end Colorado-stigningen fra San Juan. Selvom han har forbedret sig kraftigt i de høje bjerge, bliver det trods alt en udfordring at bide skeer med de rene klatrere på så svær en etape, hvor han endda har ulempe af højderne også. Han kan måske nok score 10 bonussekunder ved at spurte sig til 10 bonussekunder på 5. etape, men om det rækker på kongeetapen, er tvivlsomt. Omvendt var Alaphilippe så flyvende i Argentina, at man altid skal forvente det maksimale af et af sportens mest fascinerende talenter.

 

Det er meget svært ikke at anse Ivan Ramiro Sosa som Bernals efterfølger. Deres karriereforløb har været næsten parallelt, og nu skal Sosa så vise, at han også i sit første år på Sky kan træde i sin gode vens fodspor. Hans rolle i dette løb er den samme som den, Bernal havde sidste år, idet han kommer til løbet som luksushjælper, men som vi så i 2018, kan en sådan sagtens omsættes til sejr. Han kan i hvert fald se frem til et godt udgangspunkt efter holdløbet og vil så på kongeetapen skulle gøre arbejdet færdigt. Som udgangspunkt skal han hjælpe Bernal, men i favoritternes taktiske spil kan der sagtens blive plads til Sosa, som der gjorde det for Bernal sidste år. Enhver, der så ham sætte Lopez til vægs på kongeetapen i Burgos sidste år, ved i hvert fald, at han har evnerne til at slå de allerbedste på en svær stigning som denne.

 

På papiret er Rigoberto Uran det store navn for EF, men holdet har meldt ud, at de satser på Daniel Martinez. Den unge colombianer har da også gjort sig fortjent til at få en chance efter et flot 2018, hvor han viste sit lovende potentiale. En ganske klar sejr på enkeltstarten ved de colombianske mesterskaber tuder i hvert fald på glimrende form, og med et hold, der tæller folk som Lawson Craddock og Taylor Phinney, burde han også komme hæderligt fra holdløbet, også selvom han kan ventes at tabe tid til både Sky og Deceuninck. Herefter er det op til ham selv på kongeetapen, og her har han fortsat noget at bevise. Selvom han var god i 2018, mangler han fortsat at tage det næste skridt i forhold til løbets største favoritter. For en ung mand i udvikling er det dog muligt, at han er klar til at gøre netop det, ikke mindst i et tidligt løb, hvor form betyder meget.

 

Winner Anacona blev en overraskende vinder i San Juan, hvor han lukrerede på det stærke Movistar-kollektiv til at tage den samlede sejr med et stort ridt på kongeetapen. Hans magtdemonstration i bjergene var så imponerende, at han i den grad har vist, at han pt. er blandt de bedste klatrere, og det gør ham farlig også i dette løb. Som Quintana vil han nok tabe lidt tid på holdløbet, og det er derfor på kongeetapen, han skal slå til. Her kan Movistar ikke ventes at have samme overtal som i Argentina, men de har dog stadig mindst tre kort at spille. Blandt disse er Anacona fortsat den lille underdog, og den rolle har han jo vist, at han er i stand til at udnytte på optimal vis.

 

Movistars tredje kort er Richard Carapaz. Ecuadorianeren kørte ganske vist på kongeetapen i San Juan, men man var alligevel efterladt med den følelse, at han ikke var helt på niveau med Quintana og Anacona. Han har da heller ikke tradition for at starte sin sæson som lyn og torden, og skal han vinde, skal det derfor nok være som følge af et taktisk spil. Det burde han imidlertid også have en fin mulighed for at udnytte, i hvert fald hvis Movistar spiller kortene så flot som i Argentina. Vi ved i hvert fald, at Carapaz har klassen til at tage kampen op med hvem som helst på et svært bjerg som det, der venter på kongeetapen.

 

Løbets store stjerne er naturligvis Chris Froome, men vi skal nok ikke have de helt store forventninger til briten. I de senere år har tendensen nemlig været meget klar i årets første måneder, nemlig at Froome har været ganske langt fra sit topniveau. I et år, hvor han vil satse alt på at vinde Touren for femte gang, vil det være overraskende, hvis han er flyvende i februar, og derfor vil han formentlig være fint tilfreds med at køre for sine colombianske holdkammerater. Omvendt ved vi, at Froome er en væddeløber, der altid giver alt, også når formen ikke er noget at skrive hjem om. En klasserytter som Froome kan altid vinde dette løb, hvis han er i bedre form end ventet, ikke mindst hvis Sky udnytter deres forventede overtal optimalt.

 

I forhold til løbet i San Juan har Movistar hentet Marc Soler ind. Derfor er hans form også et helt åbent spørgsmål, men baseret på sidste sæson er der grund til at tro, at han ikke er helt dårligt. Omvendt er det også nærliggende at forvente, at han her vil ofre sig for sine tre sydamerikanske holdkammerater, ikke mindst fordi han i 2018 trods sejren i Paris-Nice gang på gang kom til kort overfor de bedste på de sværeste stigninger. Vi tror, at Alto de las Palmas vil vise sig at være lidt for hård februarkost for Soler, med mindre han da allerede nu er i forrygende form. I så fald vil også han kunne drage fordel af Movistars forventede overtal.

 

Sergio Henao har desværre været en skygge af sig selv siden sejren i Paris-Nice i 2017. Nu skal han forsøge at rejse sig selv på UAE, men desværre gør et skifte fra Sky til araberne kun godt for de færreste. Derfor er det også svært at være alt for optimistisk på vegne af en mand, der først kan ventes at tabe lidt tid til Sky og Deceuninck på holdløbet, og som heller ikke er ren klatrer. 5. etape ligger ganske godt til en eksplosiv fyr som ham, men det er svært at se ham blande sig med de rene klatrere på kongeetapen. Omvendt ved vi, at han er topmotiveret efter at udfylde en lederrolle på sit nye hold, og det kan have ansporet ham til at have trænet hårdere end normalt igennem vinteren.

 

Rigoberto Uran er på papiret en af løbets klare favoritter, men EF har meldt åbent ud, at han i år har planer om lægge mere blødt ud. Derfor skal han først og fremmest støtte Martinez, og vi skal derfor næppe have de helt store forventninger til ham. Omvendt kan der også være tale om en form for bluff, og selvom det ikke er sandsynligt, kan Uran vise sig bedre end ventet. Et topresultat skal ikke forventes, men Uran kan naturligvis ikke afskrives på en rute, der passer ham.

 

Som sagt bliver det svært for kontinental- og prokontinentalrytterne at gøre sig gældende, alene fordi holdløbet vil koste for dyrt. Skal man pege på en rytter, der kan blande sig, kunne det være Dayer Quintana. Efter nogle meget svære år viste Nairos lillebror sig nemlig overraskende flot frem i San Juan, hvor han efter en dum punktering på 2. etape, imponerede på kongeetapen. Her var han sammen med storebror og Alaphilippe den stærkeste på målstigningen, og han synes derfor som i tidligere år at være kommet stærkt igennem vinteren. Holdløbet vil formentlig ødelægge sejrschancerne, men med en god kongeetape kan det blive til et godt samlet resultat.

 

Det samme kan siges om veteranen Oscar Sevilla. San Juan gav fornemmelsen af, at alderen måske endelig har slidt lidt på silken, for han var slet ikke så stærk som i 2018. Alligevel blev han nr. 5 på kongeetapen og endte på en samlet 3. plads, og dermed fik han atter vist, at han kan blande sig med verdens bedste. Desværre for ham er der her tale om et holdløb og ikke en enkeltstart, og derfor får han sværere ved at være med helt fremme. Til gengæld burde han gøre det godt på kongeetapen, især fordi han som bosiddende i Colombia har det ganske fint med højderne.

 

En anden colombianer, der skal holdes øje med, er Alejandro Osorio. Den unge Nippo-rytter blev sidste år nr. 6 i Baby-Giroen, hvor han vandt en bjergetape, samt nr. 9 i Tour de l’Avenir. Han var temmelig svingende i San Juan, men med en 7. plads på kongeetapen viste han en vis form. Han burde være mere komfortabel på den sværere stigning på hjemmebanen og ligner et bud på en rytter, der kan overraske, også selvom han naturligvis får ødelagt sejrschancerne af holdløbet.

 

I Baby-Giroen udgjorde Osorio en stærk duo sammen med Cristian Munoz, der ligeledes vandt en bjergetape i det italienske løb. Han er nu blevet professionel hos UAE, hvor han i første omgang skal agere hjælper for Henao. UAE ventes imidlertid ikke at skulle tage det store ansvar, og derfor kan det sagtens ende med, at Munoz kan tage sin egen chance på kongeetapen. Holdløbet burde give ham et bedre afsæt end rytterne fra de mindre hold, og derefter må bjergbenene vise, hvor langt det rækker.

 

Et af vinterens overraskende holdskifter kom, da Rodolfo Torres meget sent pludselig sprang fra en ellers sikker plads på Androni for i stedet at skifte til det amerikanske Illuminate-mandskab. Her er han den store stjerne og skal forsøge at rette op på et meget svært 2018, der blev helt ødelagt af skader. Han lagde dog stærkt ud med en podieplads i San Juan og har før haft tradition for at starte stærkt. Han kan derfor ventes også denne gang at være i god form, og er han det, burde den svære kongeetape passe ham glimrende. Også for ham gælder dog, at holdløbet vil ødelægge mulighederne for en absolut topplacering.

 

Astana satser alt på Lopez, men vi vil nu alligevel holde lidt øje med Jan Hirt. Tjekken havde et nærmest katastrofalt 2018, hvor han slet ikke kunne bygge videre på de lovende takter fra tiden hos CCC, og nu er han nærmest helt forsvundet fra radaren. Sejr på kongeetapen i Østrig og en flot Giro viser imidlertid potentialet for den helt rene klatrer Hirt, der elsker de længste og de sværeste stigninger. Derfor burde dette løb være godt for ham, hvis han da ikke som forventet skal slide sig ihjel for Lopez og er i bedre startform, end den vanligvis meget langsomme starter har for vane.

 

Andre navne, det kan være værd at holde øje med, er den tidligere vinder af Vuelta a Colombia, Aristobulo Cala, Miguel Angel Florez, der dog ikke var overbevisende i hverken San Juan eller Tachira, Janier Acevedo, der dog har en del at bevise efter nogle svære år, Daniel Jaramillo, der dog er gået i stå de senere år, erfarne Jose Serpa, der dog synes at være ovre sidste udløbsdato, talentfulde Joao Almeida samt landsmanden Joni Brandao, der dog ikke ventes at være i specielt god form allerede nu, Einer Rubio, der er et af de mest lovende lokale talenter, den lovende Matteo Badilatti fra Israel Cycling Academy, erfarneAlex Cano, der dog også har tabt niveau de senere år, Danny Osorio og Rafael Montiel, der begge var langt fremme sidste år,.Til gengæld har vi ikke de helt store forventninger til Bob Jungels, der trods et forventet godt holdløb formentlig kommer til kort på så svær en stigning, samt eller talentfulde Luis Villalobos, der skuffede voldsomt i San Juan.

 

***** Egan Bernal

**** Miguel Angel Lopez, Nairo Quintana

*** Julian Alaphilippe, Ivan Ramiro Sosa, Daniel Martinez, Winner Anacona, Richard Carapaz

** Chris Froome, Marc Soler, Sergio Henao, Rigoberto Uran, Dayer Quintana, Oscar Sevilla, Alejandro Osorio, Cristian Munoz, Rodolfo Torres, Jan Hirt

* Bob Jungels, Rodrigo Contreras, Aristobulo Cala, Miguel Angel Florez, Janier Acevedo, Daniel Jaramillo, Jose Serpa, Joao Almeida, Joni Brandao, Matteo Badilatti, Alex Cano, Danny Osorio, Rafael Montiel, Wilmar Paredes, Aldemar Reyes, Juan Pablo Suarez

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Bekræftet: Tour de France starter i Danmark i 2021

Følg Tour de France pressemøde LIVE her

Provisorisk startliste sender ti danskere til Omloop

Se opsigtsvækkende video: Carbel kører sammen med lastbil

Touren bliver officielt præsenteret på Københavns Rådhus

Træt Froome melder fra til UAE Tour

410 hollandske kilometer venter rytterne i Vueltaen 2020

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

ONSDAG

Fuglsangs overmand brugte erfaringen til at vinde

Quick-Step-sprinter lykkelig efter sejr i årets første løb

Flyvende Fuglsang: Følelsen var god

Optakt: Torsdagens etaper i Oman, Andalusien og Algarve

Prudhomme løfter sløret for Tour-etaperne i Danmark

Følg Fuglsang i Andalusien og første bjergetape i Algarve

Søren Kragh sekser i dramatisk afslutning

Optakt: Tour du Haut-Var

Fuglsang toer i Wellens-triumf

Tre cykler på højkant i Feltet.dks Tour

Efter svær tid: Alexey Lutsenko dedikerer etapesejr til sin kone

Cort om dansk Tour-start: Det er en kæmpe ting

Fransk medie publicerer artikel igen: Touren kommer til Danmark

Den forhenværende Lotto-Soudal-rytter James Shaw har fundet nyt hold

Ærlig Greg Van Avermaet: Green Moutain er for hård

Vild forvirring: Kommer Tour de France til Danmark eller ej?

Endnu en Superman på Astana: Lutsenko tager tredje sejr

Pozzovivo kører efter sejren i sæsonens første test

Colbrelli om klassikere: Top fem er ikke længere nok

TIRSDAG

Jonas Vingegaard glæder sig til debut hos Jumbo-Visma

Pineau: Tour-deltagelse er mit inderligste ønske

Laporte drømmer om sejren i Paris-Roubaix

Budgettet til VM i Schweiz i 2020 er på plads

Markel Irizar stopper karrieren efter San Sebastian

Optakt: Onsdagens etaper i Oman, Andalusien og Algarve

Optakt: Volta ao Algarve

Optakt: Vuelta a Andalucia/Ruta del Sol

Wellens nedtoner ambitionerne i Ruta del Sol

Dimension Data med Valgren og Bak i Algarve

Pernille Mathiesen sæsondebuterer i Valenciana

Skuffet Van Avermaet slog ikke til i Oman

Uttrup med god form til Setmana Ciclista Valenciana

Kristoff skuffet over tøven i Oman-spurt