Løbets rolle og historie

Den rige spanske løbsscene er blevet reduceret til nærmest ingenting, og mange af de etapeløb, der var spredt ud over kalenderen, er forsvundet. Landet har imidlertid aldrig været specielt interesseret i endagsløb, og det er ikke en tilfældighed, at langt de fleste af deres store ryttere er etapeløbsspecialister. Det betyder, at deres klassikerscene aldrig har været særlig omfangsrig, og udover Baskerlandet, der som bekendt er vært for blandt andet Clasica San Sebastian, byder de spanske regioner, hvoraf mange enten stadig har eller havde et regionalt etapeløb, stort set ikke på endagsløb. Ser man bort fra de etapeløb, der grundet økonomiske vanskeligheder er blevet reduceret til et endagsløb, er sprinterløbet Clasica de Almeria, som køres i februar, faktisk den eneste større spanske endagsbegivenhed uden for Baskerlandet.

I ”gamle” dage var der imidlertid også et andet sprinterløb først på sæsonen. Det er velkendt, at området omkring Valencia er lidt af et cykelmekka, hvor et stort antal af de store professionelle hold har træningslejre i løbet af vinteren, og derfor har det været helt naturligt i forlængelse af disse ophold at køre nogle cykelløb. Det gjorde man i mange år både med det regionale etapeløb Volta a la Comunitat Valenciana og forinden det lille opvarmningsløb Gran Premio Valencia, der senere blev kendt under navnet Trofeo Luis Puig. Sammen gav de mulighed for, at de største cykelløb kunne få lidt løbsfart i benene i en periode, hvor man stadig ikke var begyndt at køre tidlige løb under fjerne og varme himmelstrøg.

Desværre har Spanien som bekendt været hårdt ramt af den økonomiske krise for nogle år siden, og i dette årtusinde er den flotte spanske kalender nærmest blevet maltrakteret. Etapeløb er forsvundet i stort omfang, andre er blevet reduceret i længde eller nu blot et endagsløb, og selv landets WorldTour-løb har kæmpet hårdt for overlevelse. Det fik dramatisk indflydelse i Valencia-regionen, hvor Trofeo Luis Puig døde efter 2005-udgaven, og bare tre år senere var det også slut med etapeløbet.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Heldigvis er der lys forude. I 2016 lykkedes det den tidligere Vuelta-vinder Angel Casero sammen med sin bror at relancere Volta a la Comunitat Valenciana, der nu trives i bedste velgående, tiltrækker et hav af verdensstjerner og endda har WorldTour-ambitioner. Paradoksalt nok lykkes det nu også i 2021, hvor vi ellers grundet coronapandemien er blevet vant til den ene aflysning eller udsættelse efter den anden, at få endagsløbet tilbage på programmet, nu under navne Classica Comunitat Valenciana 1969. Helt usædvanligt bliver det af, at løbene på Mallorca og senest Ruta del Sol i de seneste uger begge er blevet udsat til maj, men den nye genopstandne opkomling for minsandten lov til at blive afviklet som årets allerførste løb på europæisk grund, endda en halv uge tidligere end den normale europæiske sæsonstart.

Som det nye navn fortæller, blev løbet startet i 1969 under navnet Gran Premio Valencia, hvis første vinder blev spanske Carlos Echevarria. Hurtigt fik det en pæn vinderlist med store navne som Eric Leman og Noel Dejonckheere, inden det i 1982 skiftede navn til Trofeo Luis Puig og senere blev vundet af blandt andre Bernard Hinault, Sean Kelly, Laurent Jalabert, Mario Cipollini, Erik Zabel, Andrei Tchmil, Alessandro Petacchi og Oscar Freire i sin løbet af en storhedstid, der særligt var markant i 1990erne og 2000erne - alt sammen altså indtil løbet led en stille død efter 2005-udgaven.

I 2021 vender løbet tilbage under nyt navn, men det bliver i en neddroslet form. Således er det blot et 1.2-løb, hvilket betyder, at der ikke bliver deltagelse af WorldTour-hold. Dermed er der heller ikke megen synergi med Volta a la Comunitat Valenciana, der igen i år byder på en sand stjerneparade, men for 8 ProTeams, 5 kontinentalhold og et spansk landshold bliver det en tidlig mulighed for at køre et cykelløb. Med tanke på de mange udsættelser, vi har set de seneste dage, er det en chance, der skal gribes.

Som vinderlisten antyder, er det ikke terrænet, der gør løbet til noget særligt. Løbet foregår altid for hovedpartens vedkommende langs den spanske kyst, hvilket forklarer Zabels tre sejre og de to sejre til både Cipollini og Petacchi. Løbet har altid været et sprinterløb og et af de første store opgør mellem feltets supersprintere, og løbet vil ikke ændre karakter, selvom det i sit nye format har fået et andet navn.

Derfor var det ikke sært, at det også endte i en massespurt, da løbet senest blev kørt i 2005. Dengang tog Petacchi sin anden sejr på tre år ved at henvise Isaac Galvez og Oscar Freire til de sekundære podieplaceringer. I sagens natur deltager hverken Petacchi, Galvez eller Freire i 2021-udgaven - Galvez desværre også af tragiske årsager - og derfor skal der findes et helt nyt podium i et løb, hvor Luis Leon Sanchez, David de la Fuente, Raul Garcia de Mateos, Sergio Paulinho og Daniel Navarro er de eneste stadig aktive ryttere, som også var med for 16 år siden.

Ruten

Som sagt har Classica Comunitat Valenciana altid været et relativt fladt sprinterløb, og der ændres trods det nye navn ikke på det forhold. Målet ligger stadig i Valencia, og selvom det er velkendt, at man ikke skal langt ind i terrænet, før der ligger fine stigninger - dem får vi heldigvis at se i Volta a la Comunitat Valenciana om halvanden uges tid - holder man sig meget ved kysten, at de terrænmæssige udfordringer er begrænsede. Løbet er først og fremmest designet som det første løb for mange - i år også for hele feltet - og selvom man nu om dage også tager forberedelsesløb langt mere alvorligt end tidligere, er det skabt som netop forberedelse.

I alt skal der tilbagelægges bare 145,5 km, som fører feltet fra La Nucia til storbyen Valencia, og de kan inddeles i to dele, nemlig en kuperet indledning og en flad tur op langs kysten. Startbyen ligger et stykke inde i landet lige nord for feriebyen Benidorm. Herfra kører man mod nord igennem småkuperet terræn frem til bunden af dagens hovedudfordring, kategori 2-stigningen Coll de Rates, der bestiges fra sydvest. I alt stiger den over 14,2 km med bare 4,6% i snit og et maksimum på 9,1%, men skal deles i to dele. De første 7 km stiger nemlig med mellem 4 og 6,5%, hvorefter der venter en lille nedkørsel og et rullende, men næsten fladt stykke, inden den tager fat med 6,0% over de sidste 1200 m frem mod toppen.

Den rundes efter 25,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nord ned til Parcent. Her rammer man en lille bakke, når man kører mod nordøst, hvorefter det falder mod nordøst ned mod kysten. Inden man når vandet, drejer man mod først nordvest og siden vest via et stigende stykke, inden man kører mod nord via en nedkørsel, der leder helt ned i fladlandet. Nu snor man sig mod nord ned til feriebyen Oliva, og herfra bliver det meget enkelt.

Nu går det nemlig mod nordvest op langs vandet igennem terræn, der er pandekagefladt, kun med en indlagt spurt efter 882, km som lidt adspredelse. Indledningsvis kører man nogle kilometer inde i landet, men mod slutningen, hvor retningen bliver mere nordlig, foregår det helt ude på kystvejen, indtil man når frem til Valencia. Her er vejen helt uden tekniske udfordringer, indtil man tager et helt blødt venstresving ved den røde flamme og derefter drejer til højre i en rundkørsel med 500 m igen. De sidste 5 km er helt flade.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Løbet byder på i alt 1183 højdemeter.

Vejret

Løbet er kendt som et roligt opstartsløb i en afslappet atmosfære, men måske vil vinden det anderledes. Det bliver ellers en flot dag med kun ganske få skyer og en behagelig temperatur på 20 grader, men det vil være ganske blæsende. I formiddagstimerne vil den vestlige vind nå en styrke på helt op til 35 km/t, og selvom den aftager, inden løbet skydes i gang, ventes der en vestlig vind på 27 km/t i Valencia gennem hele eftermiddagen. Det giver i den kuperede fase side- og sidemedvind, indtil man får næsten ren sidevind i langt hovedparten af de sidste 88 km. Det gælder helt frem til de sidste 500 m, hvor man drejer ind i medvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Classica Comunitat Valenciana er som 1.2-løb bestemt ikke noget Tour de France, og den lave status ville normalt betyde, at det ikke falder ind under de løb, hvortil vi på Feltet skriver optakter. I en tid, hvor vi hungrer efter cykelløb, tager vi imidlertid, hvad vi kan få, og løbets beskedne status taget i betragtning er det faktisk et ganske pænt felt med deltagelse af hele 8 ProTeams.

Inden løbet forsvandt fra kalenderen, var det ret forudsigeligt. Det endte næsten hvert eneste år i en massespurt for de reneste af de rene sprintere, og rutens design lægger da også op til en gentagelse af det scenarium 16 år efter seneste udgave. Det er dog ikke sikkert, at det bliver helt så enkelt denne gang.

Først og fremmest er feltet anderledes. Her er ingen Alessandro Petacchi, Erik Zabel eller Mario Cipollini, der tilsammen stod for i alt syv sejre, og det i en relativ betragtning svage felt tæller ingen supersprintere. De fleste hold har givet udtryk for, at de skam er forberedt på en spurt, men at de skal være på stikkerne i den indledende fase, hvor den svære start kan give et livligt cykelløb. Kører der her en gruppe med deltagelse af de væsentligste ProTeams, vil gruppen formentlig være så stærk og incitamentet til en jagt så begrænset, at de kan blive svære at hente igen.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

For det andet er der vinden. Den bliver ganske betydelig, og det mager sig endda således, at den vil stå i siden i de sidste 90 km. Der vil være en indledende tendens til lidt sidemodvind, men i hvert fald efter spurter efter 88,2 km bør det være næsten ren sidevind resten af vejen. Styrken er utvivlsomt betydelig nok til at skabe drama - særligt i et felt med stor niveauspredning - men det er ikke sikkert, at det sker. Det afhænger af, hvor åbent terrænet er. Mod slutningen tilbringer man hovedparten af de sidste 45 km i en nationalpark, og her kan man frygte, at der vil være så mange træer, at det hele går i sig selv igen, inden man kører direkte ind i den læ, storbyen Valencia giver.

Jeg forventer derfor et ret animeret løb. Nervøsiteten vil være stor fra start, og derfor kan det meget vel eksplodere på Coll des Rates, der sagtens kan sende nogle af de tunge folk til vægs. Man kan bestemt ikke udelukke, at der her allerede kører en stærk gruppe, som aldrig bliver set igen. Efterfølgende kan der ske en lille regruppering i feltet, når de rammer modvindsstykket, men derefter vil nervøsiteten utvivlsomt stige i sidevinden. Det store spørgsmål er nu, om feltet splittes op.

Splittes feltet, taler meget for, at det tidlige udbrud hentes, og så får vi formentlig et klassisk sidevindsræs med konstant udskilning, indtil en lille gruppe skal afgøre det, enten i en spurt eller med et sent angreb, som vi senest så det med Yves Lampaerts sejr i De Panne i oktober. Er der for megen læ, kan vi få en ganske klassisk massespurt, men formentlig efter et relativt hårdt og nervøst løb. Endelig kan vi i det tilfælde også se, at et stærkt udbrud med nogle klatrestærke typer fra Coll de Rates, kan holde hele vejen.

Alle tre scenarier er realistiske, men mest af alt tror jeg på sidevindsscenariet. Problemet med den slags løb er desværre også, at de har et hav af forskellige vinderbud. Sandsynligheden for en eller anden form for spurt er naturligvis stor, men i en taktisk finale kan en stærk rytter køre væk, som netop Lampaerts De Panne-sejr viser.

Endnu mere kompliceret bliver det af, at vi ikke aner noget om rytternes form. Normalt har man en vis fornemmelse af, hvem der plejer at køre stærkt fra start, men denne gang kan det være anderledes. Sæsonoptakten har været anderledes med dels en sen sæsonstart og dels aflysning af næsten alle fælles decembertræningslejre, og mange ryttere vil på dette stadium være mindre langt fremme i forberdelsen end normalt.

Al den usikkerhed gør, at det er med nogen tvivl, at jeg peger på Amaury Capiot som min favorit. Belgieren er kendt for at starte sin sæson stærkt, og han vil være fyr og flamme efter at komme godt i gang hos Arkea-Samsic. Som specialist i de flamske klassikere vil han elske et godt sidevindsræs, og han klatrer samtidig godt nok til at klare den indledende fase, hvis feltet eksploderer. Dertil kommer, at Arkea har et uhyre overbevisende sidevindshold med særligt Connor Swift, der var guld værd for Nairo Quintana i det seneste Paris-Nice, men også Benjamin Declercq og Clement Russo. Som en af feltets hurtigste vil han være svær at slå i en spurt i en lille gruppe, særligt hvis Arkea sidder i overtal.

I en klassisk massespurt står han også stærkt med et tog, der tæller, Swift, Delcercq, Russo, Kevin Ledanois og Romain Hardy, som alle er hurtige. Her lider han under den enkle finale, hvor han ikke kan benytte sig af sine gode positioneringsevner, men med et godt lead-out er der ingen i dette felt, han ikke kan slå. Derfor er han min favorit.

Faktisk kan man hævde, at hele Arkea-mandskabet har en fair chance for at vinde. Et overtal vil gøre det muligt at angribe på skift, og næsten af holdets ryttere er hurtige. Særligt Clement Russo vil også kunne gøre det færdigt i en spurt mod et par mand, men det samme kan Romain Hardy, Kevin Ledanois og Benjamin Declercq, der begge med deres klatreevner er gode bud på udbrudsvindere. Connor Swift og Thibault Guernalec er måske knap så stærke afsluttere, men til gengæld brølstærke typer, der kan gøre det færdigt med et sent angreb.

De værste rivaler kunne ligne Total Direct Energie med særligt deres sprinter Lorrenzo Manzin . Ganske vist havde han et skidt 2020, men han har for vane at starte stærkt, som han eksempelvis gjorde i 2019, hvor han tog den samlede sejr i La Tropicale Amissa Bongo i januar. Han er så svingende, at man aldrig ved, hvor man har ham, men i formstærk udgave klatrer han udmærket, og holdet ser overbevisende ud i sidevinden. Han er utvivlsomt en af feltets hurtigste - måske endda den allerhurtigste - og derfor bliver han svær at slå på stregen. Det gælder også i en klassisk massespurt, hvor hans tog med Chris Lawless, Adrien Petit og Geoffrey Soupe ligner det måske allerstærkeste.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Holdet har dog også andre optioner. Det gælder Chris Lawless, der gør debut for holdet, men han er ikke så klassisk en sprinter som Manzin, og desværre har han tradition for at være svag fra sæsonstart. Er han bedre end ventet, kunne han være et alternativ. Det samme kunne hurtige Adrien Petit, men han er meget sjældent stærk i sine første løb og i formsvag udgave også ret klatresvag. Geoffrey Soupe er fjerde bud, men som fjerdemand vil han skulle have meget til at flaske sig for at få en chance.

EOLO-Kometa gør debut som ProTeam og stiller med Luca Pacioni som holdets sprinter. Efter stærke præstationer i 2018 og til dels 2019 havde han et skidt 2020, hvor han hos Androni gik i stå. Derfor er han svær at vurdere, men med benene fra 2018 vil han være en af de hurtigste i en klassisk massespurt. Udfordringen er dels stigning, dels sidevinden. Det italienske mandskab virker ikke alt for overbevisende i den slags betingelser, og derfor kan man frygte, at han aldrig kommer i en position, hvor han skal spurte om sejren. Som alternativ har holdet erfarne Francesco Gavazzi¸ der bestemt ikke er nogen sidevindsrytter, men som i kraft af sin klatring kunne være et bud på en vinder fra et tidligt udbrud.

Euskaltel-mandskabet stiller med Juan Jose Lobato og Mikel Aristi. Ingen af de to sprintere er voldsomt hurtige i en flad spurt og ville have foretrukket en mere udfordrende rute. Samtidig er særligt Lobato uhyre svag i positionskampen, og det virker usandsynligt, at de kan vinde en klassisk massespurt. Sidevinden lignr også en udfordring for dem begge på et svagt mandskab, men til gengæld klatrer de udmærket. I et lidt hårdere scenarium kan de måske komme i spil, og særligt Lobato viste i 2020 nogle sprintertakter, vi ikke har set længe. Og så vil han glæde sig over den ukomplicerede finale, der gør det muligt for ham rent faktisk at vise sin fart. Et tredje alternativ kunne være Antonio Angulo, der ikke er helt uden afslutterevner.

Kern Pharma kører sit første løb som ProTeam, og det sker med fuld fokus på erfarne Enrique Sanz . Spanieren havde et skidt 2020, men til gengæld havde han sine måske bedste år i 2018 og 2019. Han er form- og holdbarhedsmæssigt meget svingende, men er han i form, kan han klatre, ligesom han med sin 2019-fart utvivlsomt kan vinde både i et minde og større felt, hvor han også positionerer sig godt. Udfordringen er sidevinden, hvor holdet mildt sagt ikke virker overbevisende.

Det er en ny virkelighed for Bardiani, der nu er mere end bare en samling unge italienske ryttere og har hentet flere store navne, som kan levere resultater. Holdet stiller desværre ikke med en klassisk sprinter, men de har hele fire mand, der både kan klatre og spurte. Holdets bud til en massespurt må være nytilkomne Umberto Marengo, der jo har vundet en etape i Tour of Utah i en spurt fra en lille gruppe. Skaber vinden et hårdt løb, kan han måske komme i spil. Det samme kan Filippo Fiorelli, der kørte nogle hæderlige massespurter i sidste års Giro, og som faktisk også kører hæderligt opad. Mere sandsynligt er det dog nok med holdets stjerne, Giovanni Visconti, og den spændende Davide Gabburo, der begge klatrer og spurter godt nok til at vinde fra et udbrud, og som kan gøre det færdigt i en spurt efter et sidevindsræs. Gabburo har samtidig tradition for at køre stærkt fra start, men det gælder desværre ikke for Visconti, for hvem holdskiftet dog kan have givet fornyet motivation.

Caja Rural skulle egentlig stille med Jon Aberasturi, der kunne have været den største favorit, men nu kommer de i ganske svag formation. Holdets unge sprinter David Gonzalez har ikke vist evner, der giver den store tro på sejr, men heldigvis er resten af truppen stærkere og mere erfaren. Kan de udnytte den kollektive styrke i sidevinden, er Gonzalez måske ikke helt uden chance. Mere sandsynligt er det dog måske at tro på, at halvhurtige Jonathan Lastra som en af feltets bedste klatrere kan vinde fra et udbrud eller i en lille gruppe efter et sidevindsræs.

Burgos kommer med den unge sprinter Manuel Penalver. Han viste indledningsvis egentlig ganske lovende takter, men på det seneste har han været langt væk, både i spurterne og i forhold til en holdbarhed, der bestemt ikke er overbevisende. Løbet her kan således blive for hårdt, men i en klassisk spurt vil han med de gode takter fra tidligere ikke været helt uden chance. Mere sandsynligt er det dog nok, at klatrestærke og halvhurtige Jetse Bol kan vinde enten fra udbrud eller benhårdt sidevindsræs. I sidstnævnte scenarium kan brølstærke Diego Rubio måske også komme i spil, men han mangler den fornødne hurtighed.

Blandt kontinentalholdene er det vel særligt værd at pege på Rory Townsend. Ireren overraskede stort med 3. pladser i de store 1.1-løb Classic Loire Atlantique og Heistse Pijl i 2019, ligesom han er blevet nr. 3 i grusvejsløbet Rutland-Meton Cicle Classic. Han er en brølstærk klassikertype, der kan spurte, og dermed skabt til et sidevindsløb som dette. I en massespurt vil han også kunne forsvare sig, men her har Canyon-mandskabet også den relativt hurtige Reece Wood som alternativ. Hos Electro Hiper finder man Miguel Angel Ballesteros, der også er en relativ hurtig herre med et stærkt 2020 i benene, og Tarteletto har en ny, ung sprinter i form af Gil d’Heygere.

Endelig stiller det spanske landshold med stortalentet Juan Ayuso, som der er megen hype om. Som klatrer vil han ikke finde sig hjemme på denne rute, men han er faktisk også ganske hurtig. Det skal blive interessant at følge ham, hvis løbet bliver hårdt. Holdet har til en massespurt også de halvhurtige Javier Serrano og Andoni Lopez de Abetxuko.

***** Amaury Capiot

**** Lorrenzo Manzin, Chris Lawless

*** Luca Pacioni, Juan Jose Lobato, Clement Russo, Enrique Sanz, Umberto Marengo

** Adrien Petit, Mikel Aristi, Giovanni Visconti, Davide Gabburo, Filippo Fiorelli, Romain Hardy, Benjamin Declercq, Jetse Bol, Rory Townsend

* David Gonzalez, Manuel Penalver, Reece Woods, Connor Swift, Francesco Gavazzi, Jonathan Lastra, Kevin Ledanois, Geoffrey Soupe, Thibault Guernalec, Diego Rubio, Juan Ayuso

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.