STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Løbets rolle og historie

Den Flamske Cykeluge handler stort set kun om endagsløb, men én begivenhed har brudt trenden. 3 Dage ved Panne har benyttet mange af de samme veje, som findes i klassikerne, og tilbudt den samme type cykelløb, men det har været den eneste begivenhed i serien, der har varet mere end én dag.

Løbet arrangeredes oprindeligt af den lokale cykelklub i den lille kystby De Panne og blev første gang afholdt i 1977. Med 1978-udgaven som eneste undtagelse blev det altid afholdt i ugen op til Flandern Rundt, og det gjorde det hurtigt til en populær begivenhed. Det tilbød tre dage med kvalitetscykelløb, der gjorde det muligt at holde gang i benene forud for De Ronde, og derfor har det altid været et oplagt valg for klassikerspecialisterne. De har ikke altid kørt for at vinde, men arrangørerne har ofte kunnet byde et meget stærkt felt velkommen til deres begivenhed.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Dette forhold afspejles i vinderlisten. Sean Kelly vandt allerede i 1980, og selvom løbet blev domineret af belgiere og hollændere i 1980erne, er det nu blevet meget mere internationalt. Klassikerstjerner som Michele Bartoli, Johan Museeuw, Peter van Petegem, Nico Mattan, George Hincapie, Stijn Devolder, Leif Hoste, Alessandro Ballan og Alexander Kristoff har alle løbet på deres generalieblad, men den dominerende rytter er Eric Vanderaerden, der vandt fem gange sidst i 80erne og først i 90erne.

I de senere år ændrede forholdene sig imidlertid en anelse for det daværende 2.HC-løb, der har været et af de mest omdiskuterede på kalenderen. Stor nervøsitet, smalle veje og trafikchikaner gjorde det ofte til lidt af et styrtplaget mareridt, og ingen kunne tillade sig at smide måneders forberedelse væk på grund af et dumt styrt i De Panne. Derfor foretrak mange ikke at tage unødvendige risici så tæt på deres store sæsonmål, og således ændrede løbets rolle sig.

Tidligere blev det ofte vundet af en af Flandern-favoritterne, men i nyere tid var de enten været fraværende eller foretrak ikke at tage risici. Det gjorde dog ikke løbet mindre underholdende, da det således i stedet var et decideret mål for andre ryttere. Med to flade etaper tiltrak det altid et af de bedste sprinterfelter, man overhovedet så i løbet af en sæson, mens enkeltstartsspecialisterne samtidig fik en sjælden chance for at vinde et etapeløb uden at skulle overleve store stigninger.

Alt dette blev imidlertid ændret fra og med 2018. Den magtfulde arrangørorganisation Flanders Classic, der står bag alle de store flamske klassikere med undtagelse af Kuurne-Bruxelles-Kuurne og E3 Harelbeke, havde længe haft planer om at udvikle det mindre Dwars door Vlaanderen, der traditionelt har skudt Den Flamske Cykeluge i gang onsdagen efter Milano-Sanremo, til en rigtig klassiker, og de tog i 2017 et stort skridt, da det blev en del af WorldTouren. De måtte dog hurtigt indse, at det aldrig ville lykkes at tiltrække alle de store stjerner, der i disse tider har et tætpakket program med Milano-Sanremo om lørdagen, E3 den følgende fredag og Gent-Wevelgem bare to dage senere.

Derfor så de sig lune på den kalenderplacering, som 3 Dage ved Panne altid har haft for sig selv. I efteråret meldte de ud, at den nu var deres, og at det historiske etapeløb måtte finde et andet tidspunkt til deres begivenhed. Naturligvis affødte det en skarp reaktion fra den lille cykelklub i De Panne, der i mange år har været i stand til at afvikle et af sportens historiske etapeløb, men i kampen mod giganterne fra Flanders Classic var de chanceløse. UCI valgte lynhurtigt side, og derfor måtte De Panne-folkene give sig.

Løsningen blev totalt at forandre et af sportens klassiske løb, og det gør helt sikkert ondt på mangen en cykelnostalgiker. Det var klart, at det ville være helt umuligt at fastholde tredagesformatet på den nye placering, der var overtaget efter Dwars door Vlaanderen, idet det ville betyde, at løbet startede bare tre dage efter Milano-Sanremo og sluttede dagen inden E3. Derfor havde arrangørerne intet andet valg end at reducere deres begivenhed til et endagsløb. Samtidig lavede man en aftale med byen Brugge om at stå for starten, og derfor blev løbet omdøbt til Driedaagse Brugge-De Panne, selvom det altså nu afvikles over bare én dag. I 2021 tog man dog konsekvensen af den nye identitet og gav løbet det mere passende navn Classic Brugge-De Panne.

Som kompensation for degraderingen gav UCI i 2019 løbet en betydelig oprejsning ved i stort set ubemærkethed at gøre det til en del af WorldTour-kalenderen, hvilket formentlig er en del af forklaringen på, at man til den udgave så hele 13 af de 18 WorldTour-hold på startstregen i Brugge. I 2020 og 2021 nåede man helt op på 17 af de 19 bedste hold, mens man i 2022, hvor der kun var 18 WorldTour-hold, kunne præsentere 16 af slagsen. Samme positive trend gør sig gældende i 2023, hvor det som sidste år er de samme to hold, der har valgt løbet fra, nemlig Ineos og Ag2r.

Med et nyt format har arrangørerne også skullet finde en ny identitet. Tidligere havde man to relativt flade sprinteretaper med mål i området omkring De Panne, en enkeltstart i byen samt en kuperet etape i hjertet af De Flamske Ardenner. Da løbet naturligvis skal slutte i sin hjemby, der ved kysten ligger langt fra stigningerne i en helt flad del af Belgien, er det klart, at man ikke har kunnet sammensætte en typisk flamsk klassiker med en sværhedsgrad som E3 og Flandern Rundt eller som kongeetapen i det gamle etapeløb.

Resultatet blev i første omgang en rute, der fra starten i Brugge førte feltet ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger, inden et langt fladt stykke ledte ud til kysten, hvor løbet afsluttedes med omgange på en flad rundstrækning i De Panne, og således var der tale om en næsten tro kopi af 2. etape i etapeløbet. Det stod dog hurtigt klart, at bakkerne med denne placering næppe ville kunne ryste et WorldTour-felt, og derfor droppede man i 2020 den ide. I stedet markedsføres løbet nu som et potentielt sidevindsdrama på en helt flad rute, og 2020-sæsonens gigantiske sidevindsræs levede i den grad op til det prædikat.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det kræver dog særligt vejr, og mest er der lagt op til, at sporten har fået et nyt sprinterløb, og den løsning synes ikke at være helt dum. Som sagt kæmpede Dwars door Vlaanderen med at tiltrække de store klassikerstjerner, og det vil naturligvis heller ikke kunne lade sig gøre for det nye løb. De knap så hårdføre sprintere, der altid har elsket løbet i De Panne, burde imidlertid kunne finde plads i kalenderen i en tid, hvor de kun kan gøre sig gældende i Scheldeprijs og måske i Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. Håbet er derfor, at løbet kan fortsætte med at tiltrække et af de bedste sprinterfelter i hele foråret.

Ambitionerne er store. Man har nemlig i forbindelse med omstruktureringen skabt et kvindeløb, der afvikles om torsdagen, dagen efter herrernes løb. Det fik allerede med det samme plads på kvindernes WorldTour, og nu har herrernes version fulgt trop, og dermed har den tabte magtkamp alligevel fået et lykkeligt udkomme.

Som ventet kommer det relativt lette løb for tæt på de store klassikere til, at man har kunnet tiltrække de store klassikerspecialister. Til gengæld havde man utvivlsomt håbet på at kunne fortsætte den stolte sprintertradition, men det lykkedes ikke i debutåret. Marcel Kittel valgte i sidste ende sin Sanremo-debut frem for dette løb, og Elia Viviani og Bryan Coquard var derfor de eneste etablerede topsprintere, der var til start. Det ændrede sig imidlertid i 2019, og efter 2020-udgavens helt anderledes kalenderplacering var sprinterfeltet i 2021 og 2022 skræmmende stærkt. Det vil det også være i år, når man kan præsentere navne som Jasper Philipsen, Dylan Groenewegen, Olav Kooij, Arnaud Demare, Sam Bennett, Fabio Jakobsen, Caleb Ewan, Fernando Gaviria, Phil Bauhaus, Pascal Ackermann, Mark Cavendish samt et hav af andre gode afsluttere, der vil gå efter et af de store WorldTour-løb, som kan vindes af en sprinter.

Det stærke felt blev heller ikke snydt sidste år, hvor vi fik den fjerde massespurt ud af fem mulige. Her endte det i en ufatteligt rodet og kaotisk spurt, der blev præget af styrt, og i dette kaos blev det en knivskarp duel mellem Tim Merlier og Dylan Groenewegen. Den duel vandt Merlier med det yderste af neglene, mens Nacer Bouhanni med en 3. plads fortsatte sin delvise genrejsning. I år er Merlier skiftet til Soudal, hvor han overlader kaptajnrollen til Fabio Jakobsen, og derfor bliver der intet titelforsvar, og da Bouhanni også skipper løbet, bliver Groenewegen eneste genganger fra det seneste podium.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Ruten

Som sagt har arrangørerne skullet finde en ny identitet til deres løb, og løsningen er altså blevet at designe et sprinterløb, som i de første to udgaver var en næsten tro kopi af den klassiske 2. etape i det gamle etapeløb. Det betød, at en flad indledning ledte ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger nær den fransk-belgiske grænse, hvor man skulle op over Monteberg, den frygtede Kemmelberg, Rodeberg, Vidaigneberg og Sulferberg, inden man kørte ud til kysten og afslutningen i De Panne. Her ventede der en flad rundstrækning som finale på et løb, der havde udsigt til et forløb præcis som 2. etape i etapeløbet: enten ville det hele i en massespurt, eller også ville vinden være så stærk, at den sammen med bakkerne kunne skabe udskilning undervejs.

Efter to år, hvor bakkerne alligevel havde været helt ligegyldige, valgte arrangørerne i 2020 at ændre på formatet. Måske i erkendelse af, at det alligevel kun er vinden, der kan skabe splittelse, droppede man turen ned til stigningerne. I stedet kørte man nu direkte fra Brugge ud til De Panne ved kysten, idet man dog passerede gennem det frygtede og meget åbne og blæsende område De Moeren, hvorefter man som altid sluttede med omgange på en rundstrækning omkring målbyen. Nu var rundstrækningen imidlertid forlænget, så den sendte rytterne ud i De Moeren flere gange, og løbet blev nu markedsført som et potentielt sidevindsløb. I lyset af den sæsons vilde sidevindsdrama kan det ikke undre, at modellen genbrugtes i 2021 og 2022, hvor ruten endda med ganske få modifikationer var en total kopi.

I år er konceptet det samme, men man foretager nogle ganske små ændringer på den indledende tur ud til rundstrækningen, hvor man også kun kører en mindre del af denne inden første målpassage. Selve rundstrækningen er også ændret, men den følger det velkendte mønster med en tur ud til De Moeren, skal stadig køres tre gange og er nogenlunde lige så lang, som den har været det hidtil. Til gengæld er finalen betydeligt mindre teknisk end tidligere.

Med en distance på 211,0 km bliver årets udgave den hidtil længste, og de fører som omtalt ovenfor fra den nye start i Brugge til løbets hjemby, De Panne. Fra starten bevæger man sig mod sydvest gennem helt fladt terræn, inden man zigzagger sig skiftevis mod sydvest og nordvest og slutteligt vest frem til byen Nieuwpoort, der ligger næsten helt ud til vandet. Herefter snor man sig mod sydvest ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes i byen Veurne efter 53,4 km. Modsat de foregående år kører man dog ikke nu en halv omgang. I stedet kører man mod vest tværs gennem rundstrækningen, inden man rammer den igen i byen Adinkerke efter 61,6 km. Nu kører man de sidste 5,6 km af rundstrækningen, inden man krydser stregen for første gang efter 67,2 km

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Løbet afsluttes nu med tre omgange på den helt flade 47,9 km, der er 2,8 km længere end den, der er blevet brugt de seneste tre år og betydeligt længere end den gamle, man brugte i 2018 og 2019, hvor man slet ikke kørte ud i De Moeren. Helt nyt er det også, at man kører med og ikke mod uret. Først kører man således mod nordøst hen langs vandet frem til byen Koksijde, inden man forlader havet for at køre mod øst frem til Oostduinkerke. Herfra snor man sig mod sydøst og syd ned til byen Veurne, hvor man ramte rundstrækningen tidligere.

Denne gang fortsætter man imidlertid ud i De Moeren, når man kører mod sydøst ad lange, lige vejen, inden lige veje leder mod sydvest ned til det sydligste punkt. Herfra går det mod nordvest ad lige og flade veje i det åbne område frem til Adinkerke, hvorefter man kører de 5,6 km, man allerede har kørt én gang. De består i, at man snor sig det sidste stykke mod nord tilbage til De Panne, hele tiden i helt fladt terræn.

Det nye er, at finalen, der tidligere var meget kringlet, nu er meget enkel. Således drejer man skarpt med 5600 m, 5200 m, 4000 m og 3100 m igen, inden man skal til venstre i en rundkørsel 1900 m fra stregen. Herefter er det en stor, bred hovedvej, der fører frem til et sidste skarpt sving med 600 m igen, hvorefter vejen bugter sig ganske let ril højre.

Løbet byder på i alt bare 256 højdemeter mod 232 højdemeter, hvilket er ca. 400 færre end i 2019 inden ruteomlægningen.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Vejret

Det nye Driedaagse de Panne er enten et let sprinterløb eller et vildt sidevindsræs, når man skal igennem det åbne De Moeren, og arrangørerne drømmer utvivlsomt om en gentagelse af 2020-sæsonens vanvittige vejr med en middelvind på 50-55 km/t. Så vildt bliver det ikke helt, men det er tæt på. Der venter nemlig en kedelig onsdag, hvor det vil regne om formiddagen, og hvor der under løbet vil være en konstant bygerisiko på 45-50%, mens temperaturen i målbyen vil toppe på 12 grader. Vigtigst er det, at det vil være uhyre blæsende (26-34 km/t) fra sydvest. Det giver mod og sidemodvind frem til rundstrækningen. Her vil der først være medvind hen lange kysten og derefter sidemod- og modvind ned til det sydligste punkt. Med 16,1 km igen drejer man ind i sidevind, og derfra vil der være sidemed- og medvind stort set hele vejen. Der vil være sidevind efter svinget med 1900 m igen og derefter sidemedvind over de sidste 600 m.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Favoritterne

Et nyt løb betyder naturligvis altid usikkerhed om, hvad man skal forvente, men der er nu ikke meget hokuspokus over det nye 3 Dage ved Panne. Med beslutningen om at fjerne stigningerne er det nu et pandekagefladt løb, hvor vinden bestemmer alt. På en stille og rolig dag er det bare en ny udgave af Scheldeprijs, hvor en massespurt må antages som stort set uundgåelig - sådan gik det også i de to første år, selvom de dengang skulle over stigningerne - men til gengæld er turen gennem det helt åbne landskab ved De Moeren skabt til sidevindskørsel, hvis vinden er voldsom og står rigtigt. Med beslutningen om at forlænge rundstrækningen og sende feltet mere ud i det åbne terræn, er der også chance for sidevindskørsel tættere på finalen end tidligere.

Det gav i den grad pote i den vilde, voldsomme og på alle måder vanvittige 2020-udgave, mens vi til gengæld fik helt kontrollerede sprinterløb i både 2021 og 2022. Arrangørerne har forsøgt at skabe løbet som en slags vindens klassiker med de mange ture gennem De Moeren, og alt tyder på, at vi får det store drama igen i år. Det bliver ikke samme vanvittige vindstyrker som i 2020, men styrken bør være rigeligt stærk. Endnu bedre er det, at vindretningen ser ud til at være ganske rigtig over det langt stykke på rundstrækningen.

Det vil formentlig give et løb i to faser. Der vil være modvind på det lange stykke ud til rundstrækningen, og det vil også gælde på stort set hele første halvdel af rundstrækningen. Til gengæld vil der over de sidste 16,1 km af denne være stort set uafbrudt og meget kraftig side- og sidemedvind. Det er netop her, man passerer ind gennem det pivåbne De Moeren, hvor feltet let kan splittes til atomer, og med vindstyrker på små 40 km/t synes det næsten udelukket, at det ikke vil ske igen denne gang.

Derfor kan vi vente os en dødkedelig indledning, hvor et udbrud vil snegle sig afsted i modvinden ud mod kysten og på den første halve omgang på rundstrækningen, men fra det øjeblik, man for første gang rammer sidevinden med 112,0 km igen, bør helvede bryde løs. Derefter taler meget for, at vi får det klassiske forfølgelsesløb.

16 km er voldsomt langt til at skabe store splittelser. Herfra er der jo et endnu længere modvindsstykke, hvor der kan ske en vis regruppering, men når man har haft 16 km til at slå store huller, er chancen for, at det holder, stor. Der kommer jo også tre chancer for at skabe splittelsen, hvis vi i første omgang får en regruppering, og den sidste af disse er endda over de sidste 16 km, hvor den som minimum bør splitte igen, hvis den undervejs er blevet samlet igen. Det ligner noget, der minder mere om den dramatiske 2020-udgave eller sidste års Scheldeprijs end de seneste års kontrollerede sprinterløb.

Selvom det ender i et sidevindsræs, er det typisk stadig en sprinter, der vinder. Oftest er det bare i et lille felt, hvor det vil handle meget mindre om positionering og langt mere om friskhed. Modsat tidligere har man nu også droppet den uhyre kringlede finale, og det ville i et stort felt have givet et langt lettere opløb med mere fokus på fart end position. Med det ventede sidevindsdrama bliver det dog næppe det store tema.

Det er dog ikke sikkert, at en sprinter vinder. Mod slutningen af et sidevindsræs kan en stærk mand altid køre væk. Det var sådan, Lampaert vandt løbet i 2020, og det var sådan Kristoff vandt sidste års Scheldeprijs. Oftest får vi en spurt, som vi senest gjorde på 1. etape i UAE Tour, men særligt hvis vi får den afgørende splittelse allerede på første omgang, vil vi have så langt og opslidende et forfølgelsesløb, at døren er åben for angreb.

Løbet har som altid tiltrukket et skræmmende sprinterfelt, der vel nok er stærkere end det, vi vil se i Touren, men mange af dem kan få sig en kedelig overraskelse ved udsigten til sidevind. Blandt dem vælger jeg at gå med Jasper Philipsen. Grundet det sene sving og et stærkt tog med særligt Alexander Krieger og Lionel Taminiaux havde han været min favorit i en fuld spurt, men nu skal han formentlig vinde via et sidevindsræs. Det burde heller ikke være umuligt. Vi har ikke de helt store referencer for hans evner i sidevinden, og det var skuffende, at han kiksede i Scheldeprijs sidste år, men vi så på 3. etape i Tirreno, at han var med i front. Al logik tilsiger da også, at han vil være brølstærk i disse betingelser, og han har vist fornem form, først i Tirreno og senest i et Sanremo, der bare ikke udviklede sig på hans måde.

Alligevel er der usikkerhed. Hans hold er nemlig ikke den stærkeste til et sidevindsræs, og jeg frygter, at han enten vil have for lidt støtte, når den splitter, eller at han vil sidde alene til sidst, hvilket kan koste, hvis der kommer angreb. De fleste hold vil dog køre for en spurt, da alle hold kommer med en sprinter, og sidder han først med i første gruppe, vil han næppe betale en dyr pris, hvis han er alene. Detg bekymrer mig også, at han kørte en skuffende spurt efter det hårde løb i Sanremo, men logikken tilsiger, at han vil tabe mindre fart end mindre holdbare folk efter et hårdt løb. I forvejen aspirerer han kraftigt til at være verdens hurtigste, og særligt efter et hårdt løb tror jeg, at han bliver svær at matche. Derfor tror jeg på anden klassikersejr på få dage til Alpecin.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Sidevinden er næppe heller helt dum for Sam Bennett. Her er ireren nemlig uhyggeligt stærk, som han senest viste i UAE Tour og blandt andet også har vist i Gent-Wevelgem. Da han i Paris-Nice tillige virkede meget formstærk, inden han blev syg, bliver jeg meget overrasket, hvis ikke han sidder på første vifte sammen med Danny van Poppel og sikkert også Jordi Meeus. Han styrtede i Sanremo, men slap heldigvis helt nådigt, og kostede sygdommen ikke for meget, regner jeg med at se en stærk Bennett. Udfordringen er, at han slet ikke har fordums robusthed, og en træt Bennett synes slet ikke så hurtig som en frisk Bennett. Til gengæld kan han meget vel være kommet af med alle sine værste rivaler, og sker det, står han uhyre stærkt, også fordi han er støttet af så stærkt et hold.

Med udsigt til sidevind har jeg også store forventninger til Olav Kooij. Det var han nemlig ganske fremragende til i UAE Tour, og da han også tidligere har imponeret i ZLM Tour, hvor feltet dog var meget svagere, bliver jeg overrasket, hvis ikke han sidder med i front. Han kørte til gengæld en skuffende spurt på sidevindsetapen i Emiraterne, og desværre har vi i år set, at han har manglet den fart, han havde sidste år. Jeg regner ham dog blandt supersprinterne som en af de mest sikre i frontgruppen, og der er trods alt ikke mange, der er hurtigere end ham, måske særligt ikke efter et hårdt løb. En lille bekymring kommer af hans svage løb i Denain, men det skulle angiveligt være forårsaget af talrige defekter. Formen var jo fin i Paris-Nice.

Jeg vælger faktisk at rangere Jordi Meeus allerede her. Der er ingen tvivl om, at Bennett er plan A, men som sagt vil det ikke være helt uset, hvis en træt Bennett siger fra. Det gjorde han i sidste års sidevindsræs i Scheldeprijs, hvor han gav stafetten videre til Van Poppel, og det kan meget vel ske igen denne gang. Meeus er ubeskrevet i sidevind, men med Bennett og Van Poppel ved sin side bør han klare den, og han har været chokerende formstærk i år, ikke mindst i Murcia. Samtidig har han spurtet godt, og får han sin chance efter et hårdt løb, vil jeg tro, at han kan slå også de sprintere, der normalt vil slå ham i en klassisk massespurt - og det er slet ikke så mange.

Er sidevinden godt eller skidt nyt for Fabio Jakobsen? Logikken siger godt nyt, for Soudal plejer at være sidevindskonger. Denne gang kommer de imidlertid med et for mig ret svagt sidevindshold helt uden deres største motorer. I forvejen har vi flere gange set, at Jakobsen har kikset i vinden, senest i Scheldeprijs. Til gengæld vandt han sidevindsetapen i Paris-Nice sidste år, men dels endte den ikke i det blodbad, jeg forventer her, dels havde han et stærkere hold til sin rådighed. Jeg er derfor alvorligt bekymret for, at Soudal kan ende i defensiven, men det er heldigvis langt fra sikkert. Sidder Jakobsen først med i front, viste han i Paris-Nice, at han sagtens kan spurte efter en sidevindsdag, og i et lille felt er hans svage positionering ikke et problem. Til gengæld tilsiger logikken også, at de mere robuste folk som Philipsen, der i forvejen lignede den hurtigste i Tirreno, vil have en større friskhed, end han har.

Jeg har ret stor tiltro til Sebastian Molano. Vi så med sejren i Denain, at han er i uhyggeligt god form lige nu, og her viste han en nærmest uset robusthed. Han har også spurtet fremragende i år, ikke mindst med sejren i UAE Tour, men normalt rimer sidevind ikke på ham. Det kan det måske gøre her, for her hjælpes han af den uhyre sidevindsstærke Pascal Ackermann, der i tiden hos Bora excellerede i disciplinen. Ackermann lovede efter fiaskoen i Koksijde, at de næste gang ville køre for Molano, og hvis de to gør fælles front, bliver den Molano, vi så i Denain svær at slå. Det kræver bare, at han er lige så hurtig efter et hårdt løb, og det ved vi ikke, om han er.

Sidevinden bør også være godt nyt for Sam Welsford. Vi så nemlig sidste år i Scheldeprijs og Saudi Tour, at det er en disciplin, han mestrer. Til gengæld skuffede han i vinden i Emiraterne, og det giver mig en frygt for, at vi ikke kan regne med, at han sidder med i front. Hans hold er nemlig svagt, men her er de håb at finde i, at det samme gjaldt, da han var med i front i Scheldeprijs. Han har været skræmmende hurtig i år, senest med den vilde spurt i Koksijde, og han ligner en mand, der reelt kan slå alle på fart. I et lille felt slipper han også for at slås med sin positionering, der ofte har kostet, men til gengæld har han til gode at bevise, at han er lige så hurtig efter et hårdt sidevindsræs.

Sidevinden er virkelig godt nyt for Arnaud Demare. Den disciplin har han altid mestret stort, som han har vist talrige gange i Paris-Nice. Til gengæld viste Sanremo også, at han stadig er et stykke fra sin bedste form, og der kan også være lidt usikkerhed om holdet. Med Laurence Pithie og Samuel Watson har han to unge kometer, men de mangler erfaring i sidevind på dette niveau. Heldigvis så vi i Emiraterne, at en dengang langt mere formsvag Demare med et endnu svagere hold klarede sidevinden hæderligt, og jeg vil stadig regne det som sandsynligt, at han klarer den. Lykkes det, slipper han for den positionskamp, der har kostet ham så pokkers dyrt efter tabet af sit tog, og i forvejen ved vi, at han står langt, langt stærkere efter et hårdt løb. Nærmer han sig den fart, han havde sidste år, står han meget stærkt, når han ikke skal bokse med sin positionering.

Sidevinden burde være godt for Phil Bauhaus. Tyskeren og Bahrain var her, der og alle vegne i vinden i Emiraterne, men det gik til gengæld helt galt i spurten. Med støtte fra den uhyre formstærke Andrea Pasqualon, store Jonathan Milan og den i Emiraterne imponerende Matevz Govekar vil jeg tro, at Bauhaus er et af de bedste bud på en mand, der kan overleve i vinden. Desværre har han i år ikke haft samme fart som sidste år, og han har mest lukreret på sin positionering. Sidevindsspurten i ørkenen gik da også helt galt, og derfor kan jeg have min frygt for, at han ikke kan vinde, selvom sidevinden gør det endnu mere sandsynligt, at han ender med et topresultat, end det normalt gælder for den positioneringsstærke tysker.

Jeg regner sidevinden som en gave for Fernando Gaviria. Han missede ganske vist første vifte i Emiraterne, men det skyldtes angiveligt defekt. Det er meget sjældent, at han ikke sidder med fremme, også når han klatrer skidt, som han gjorde i Sanremo. Udfordringen er et ret svagt hold, men vi har før set ham sidde med i front i løb, hvor han fik meget lidt støtte af UAE. Her har han fantastisk hjælp af Mathias Norsgaard, der viste sin klasse i den saudiske sidevind. Kommer han med, vil han endelig slippe for at betale prisen for sin svage positionering og sit svage tog, og vi har set, at han i år har genfundet en del fart. Til gengæld har vi også set talrige gange, at Gaviria taber mere fart end mange andre sprintere, når han er mærket efter en hård dag.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Efter den svage start var det for Caleb Ewan i Sanremo godt at se, at formen slet ikke er så ringe. Det har den nu heller aldrig set ud til at være. Det er bare farten og positioneringen, den har knebet med. Desværre er sidevinden dårligt nyt for den lille australier, for det har aldrig været hans favoritdisciplin. Heldigvis finder jeg et håb i, at han overraskede mig meget med sin 2. plads på sidevindsetapen i Emiraterne, og her står han endda stærkere, da han har støtte af Jacopo Guarnieri og Rüdiger Selig, der begge har været sidevindsstærke. Vi så også i Emiraterne, at han kørte sin vel nok bedste spurt i år efter det hårde sidevindsræs, og derfor står han stærkt, hvis han overlever. Problemet er bare, at jeg frygter, at det går galt, som det ofte er gjort i netop vind.

Dylan Groenewegen har før vist, at han er god i sidevind. Det var hos Jumbo, hvor han og holdet var altdominerende i begyndelsen af Paris-Nice i 2019. Til gengæld har vi også set, at han smed et EM på hjemmebane samme år, fordi han blev fanget i vinden, og vi så også, at han ikke sad på første vifte, da den splittede på 1. etape i UAE Tour, ligesom han flere gange har kikset i Scheldeprijs. Hans hold er slet ikke så stærkt, som det gamle Jumbo-hold var det, og jeg regner ham derfor som relativt sårbar i et sidevindsræs, og hvis det bliver så voldsomt, som jeg forventer, tror jeg faktisk, at han får det svært. Hvis til gengæld det lykkes, slipper han så for at bokse med den positionering, der altid er et problem, og han vil formentlig have sidevindsstærke Luka Mezgec til at køre lead-out. Herfra skal han så vise, at han har sin vanlige fart, der som bevist i Emiraterne stadig er tårnhøj. Det er jeg bare slet ikke sikker på, at han har, for vi har før set, at en træt Groenewegen har skuffet, senest på 2. etape i Tirreno og på 3. etape i Paris-Nice i 2019.

Egentlig ville jeg sanse sidevinden som en gave for Giacomo Nizzolo, men nu er jeg i tvivl. Vi ved, at han er fremragende til det, som vi har set i blandt andet Gent-Wevelgem, og efter sit svage efterår har han i år været delvist genrejst. Problemet er, at han missede Sanremo med sygdom, og det har næppe gavnet ham. Vi aner til gengæld heller ikke, hvor alvorligt det var, og man kan håbe, at han allerede er kommet sig. Han mangler måske nok den sidste fart i forhold til de fleste rivaler, og jeg har måske lidt svært ved at se ham vinde, men han har spurtet godt i år, og efter et hårdt løb står han stærkere - hvis han altså er frisk.

En spændende joker er Søren Wærenskjold. Han kan meget vel være tiltænkt en rolle som lead-out man for Kristoffer Halvorsen, men jeg tvivler på, at sidstnævnte klarer sig i vinden. Til gengæld kan jeg sagtens se brølstærke Wærenskjold sidde med i front, og sker det, tror jeg, at han har en god chance for at overraske. Han så i hvert fald uhyggeligt hurtig ud, da han vandt i Saudi Tour, og da han som lead-out man endte som nr. 3 i Algarve, og det er næppe ringere efter et hårdt løb. Det er dog nyt for ham med sidevindskørsel på dette niveau, og han har ikke det stærkeste hold.

Sidevinden er en gave for Mark Cavendish. Nok er det gået skidt for briten i år, men han har kørt ét godt løb. Det var i sidevinden i Emiraterne, og det vidner om, at det er en disciplin, han stadig mestrer. Jeg kan stadig være usikker på, om den i dag meget lidt holdbare Cavendish sidder med i front i dette stærkere felt, men det virker bestemt ikke umuligt. Lykkes det, kan han endelig få lov at spurte frit uden problemer med positioneringen, men til gengæld så vi også i Emiraterne, at han slet ikke havde farten til at matche de allerbedste - og det er næppe bedre, når løbet har været hårdt.

Sidevinden bringer også Pascal Ackermann i spil. Som nævnt ovenfor har han sagt, at det handler om Molano, men modsat colombianeren har tyskeren talrige gange vist, at han er meget stærk i sidevind, særligt i tiden hos Bora. Det er et problem, at resten af holdet ikke ser skræmmende ud, men jeg kan sagtens se Ackermann i front uden Molano. Som vi så i Koksijde, har han stadig slet ikke genfundet sin fart, og derfor har jeg måske lidt svært ved at se ham vinde, når han her ikke får glæde af sin gode positionering, men efter et hårdt løb kan alt ske.

Soudals plan B er Davide Ballerini, der i år har været delvist genrejst. Det så vi senest i Sanremo, hvor han vandt spurten om 12. pladsen foran på papiret langt hurtigere folk. Med sin holdbarhed og robusthed er han formentlig et mere sikkert kort end Jakobsen i vinden, og det kan bringe ham i spil. Normalt vil jeg ikke give ham mange chancer for at vinde en spurt i dette felt, men det kan måske ændre sig. Det var i hvert fald overraskende, at han vandt spurten i Sanremo, og selvom det er noget andet med sidevind end med stigninger, hvor han vil have langt større fordel i forhold til tungere folk, kan man ikke helt afskrive ham, slet ikke hvis han bruger Jakobsen som alibi til at sidde på hjul.

Med udsigt til sidevind kan Cees Bol måske også få sin chance. Den disciplin har hollænderen nemlig altid været fremragende til, og nu har han endda genfundet sin holdbarhed efter skiftet til Astana. Det så vi med hans flotte sidevindsræs i Emiraterne, og det så vi i Sanremo, hvor han var langt længere fremme end ventet. Han har også spurtet bedre end længe og er generelt hurtigere efter et hårdt løb, hvor han også slipper for at bokse med sin ringe positionering. Han mangler i dag dog nok den sidste fart for at kunne vinde.

Sidevinden kan også bringe Danny van Poppel i spil. Det er klart, at han kun er plan C, men han er vitterligt en sand sidevindskonge. Det har vi set i Gent-Wevelgem, og det så vi i det vilde sidevindsræs i Scheldeprijs sidste år. Her fik han chancen, da Bennett blev for træt, og det kan måske få igen. Det er klart, at han nu har to mand foran sig i hierarkiet, men Meeus er et langt mere usikkert kort i sidevinden. Ender han alene i front med en træt Bennett, kan døren måske alligevel åbne sig, og efter et hårdt løb vil han have en langt bedre chance end i en klassisk massespurt.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Sidevinden er dårligt nyt for Gerben Thijssen. Belgieren er bestemt ikke robust i den slags betingelser, og jeg vil blive overrasket, hvis han sidder med i front. Det gik dog ikke helt galt i Emiraterne, og det kan give lidt håb. Man kan også håbe, at løbet slet ikke bliver så selektivt, som jeg forventer, for vi så senest med sejren i Koksijde, at han vitterligt har en imponerende fart, når han for en sjælden gangs skyld kan spurte frit. Det vil han kunne, hvis han overlever i vinden, og derfor står han stærkt, hvis det vitterligt lykkes. Til gengæld er han slet ikke holdbar, og spørgsmålet er, hvor hurtig han er efter et hårdt løb.

Sidevinden er bestemt ikke dårligt nyt for Edward Theuns. I dette superskarpe felt mangler han farten til at vinde, men han er ganske formstærk. Hans hold virker ikke som det stærkeste, nu hvor Alex Kirsch, har været ramt af sygdom, og jeg føler mig langt fra sikker på, at han sidder på første vifte. Normalt er han dog solid i positionskampen, og sidder han der først, har han i en spurt en langt bedre chance end i en klassisk massespurt, selvom han utvivlsomt vil være oppe mod hurtigere folk og derfor får svært ved at vinde.

Det er lidt en skam med Max Walscheid . Vi ved, at han er en sand sidevindskonge, og derfor er disse betingelser en gave for ham. Til gengæld så vi også i Denain, at den sygdom, der kostede ham sidste del af Paris-Nice og Nokere, havde kostet gevaldigt på formen, og han løb hurtigt tør for kræfter. Derfor er jeg ikke særligt optimistisk, men omvendt har han jo nu haft en uge ekstra til at forbedre den form, der vel ikke var helt ringe inden sygdommen. Han har ikke farten til at vinde, men efter et sidevindsræs står han stærkere, da han så ikke skal slås med sin positionering.

Mit bedste bud på en rytter til det sene sidevindsangreb er Sep Vanmarcke. I Nokere så vi vel den bedste Vanmarcke, vi har set i lang tid, og han vil elske disse betingelser. Han er også ganske hurtig og vil kunne lave en fin top 10 i en spurt, men skal han vinde, skal han i offensiven. Det er heldigvis også muligt, hvis bare løbet bliver brutalt nok, og han vil være mit bedste bud på en mand, der kan tage en solosejr i stil med Kristoff og Lampaert. Det kræver dog, at Nizzolo ikke er med i front, men som nævnt skaber hans sygdom grobund for, at det kan lade sig gøre.

Som sagt kan man køre alene hjem efter et sidevindsræs, som vi har i dette løb i 2020 og senest i Scheldeprijs, og det åbner døren for EF. De har Marijn van den Berg som kaptajn, men det er ret svært at se ham vinde. Til gengæld har de to stærke folk i Alberto Bettiol og Stefan Bissegger. De er ret ubeskrevne i sidevind, men det virker ikke helt utænkeligt, at de kan sidde med i front. Gør de det, ligner de oplagte folk til sene angreb. Bettiol er måske ikke helt på toppen, da han ofrede sig selv i Sanremo, men formen var ikke ringe inden styrtet i Strade, og efter en svag start har Bissegger imponeret som hjælper i sine seneste løb.

Lad mig nævne Casper Pedersen som en joker. Danskeren er uhyre formstærk, hvad han senest bekræftede med fremragende arbejde i Tirreno, og som vi har set i Danmark Rundt, er han god i sidevind. Det er klart, at hans opgave er at passe på Jakobsen, men det sker jo af og til, at en hjælper ender i front alene. Sker det, vil han have alibi for at sidde på hjul. Langsom i en spurt er han ikke, men han vil helt sikkert være oppe mod hurtigere folk. Til gengæld vil han efter en dag på hjul måske kunne lave det soloangreb, der gav de ovenfor omtalte sidevindssejre til Kristoff og Lampaert.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er flere ændringer. En sygdomsramt Pedersen kommer ikke til start, men han erstattes af Yves Lampaert, der er et vel nok endnu bedre bud på et sent soloangreb efter sidevinden, som han gjorde, da han vandt i 2020. EF er uden både Bissegger og Bettiol og satser derfor 100% på en spurt med Van den Berg. Arkea har udtaget både Luca Mozzato og Dan McLay, der begge nok er mere robuste end Dekker i sidevinden. Mozzato har ikke farten, men det har McLay, der endda plejer at være ret sidevindsstærk. Nizzolo er desværre stadig ude med sin sygdom og erstattes af Itamar Einhorn, der har god fart, men bør få det svært i vinden. Bahrain og Bauhaus svækkes af tabet af formstærke Pasqualon, men de ser stadig stærke ud i vinden. Ewan mister også meget vigtige folk i form af stærke Selig og Guarnieri, mens Theuns styrkes af tilstedeværelsen af Skujins og Liepins. Total er uden den forslåede Van Gestel, og Movistar satser 100% på Gaviria, da Kanter ikke kommer til start, mens DSM styrkes af Casper van Uden, der imponerede i sidevinden i Scheldeprijs. FDJ har udtaget Paul Penhoët som plan B, men han sidder næppe med i front uden Demare, mens Philipsen styrkes markant ved at få Ramon Sinkeldam til hjælp i sidevinden. Endelig er Uno-X uden Halvorsen, hvorfor det er 100% for Wærenskjold.

OPDATERING 2: Vejrudsigten har ændret sig en anelse. Det bliver stadig blæsende, men nu er der sydsydvestenvind. Det betyder, at der kan være for meget medvind på rundstrækningen, og at forskellene skal gøres allerede inden rundstrækningen, hvorefter der lang tid til en regruppering. Det øger chancen for en større spurt, hvorfor jeg har justeret lidt i stjernetildelingen.

***** Jasper Philipsen

**** Sam Bennett, Olav Kooij

*** Fabio Jakobsen, Jordi Meeus, Sebastian Molano, Sam Welsford, Caleb Ewan

** Dylan Groenewegen, Arnaud Demare, Phil Bauhaus, Fernando Gaviria,  Dan McLay, Søren Wærenskjold, Mark Cavendish, Pascal Ackermann, Davide Ballerini, Cees Bol, Danny van Poppel, Gerben Thijssen, Edward Theuns, Max Walscheid, Sep Vanmarcke, Yves Lampaert

* Simone Consonni, Jonathan Milan, Marijn van den Berg, Piet Allegaert, Luka Mezgec, Paul Penhoët, David Dekker, Matteo Malucelli, Jason Tesson, Luca Mozzato, Emils Liepins, Itamar Einhorn, Clement Russo, Niccolo Bonifazio, Alberto Dainese, Ramon Sinkeldam, Lionel Taminiaux, Jacopo Guarnieri, Tom Van Asbroeck, Ethan Vernon, Sam Watson, Laurence Pithie, Lorrenzo Manzin, Jules Hesters, Milan Fretin, Ruben Apers

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Danskerne

Hos Movistar bliver Mathias Norsgaard vigtigste mand for Fernando Gaviria i vinden, og på samme måde bliver Mikkel Bjerg på UAE helt afgørende for Sebastian Molano og Pascal Ackermann i vinden. Julius Johansen er på Intermarché som altid er en vigtig mand for Gerben Thijssen. Endelig skal Louis Bendixen, Lasse Norman og William Blume på Uno-X støtte Søren Wærenskjold.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tim Merliers sejr fra 2022, Sam Bennetts sejr fra 2021, Yves Lampaerts sejr fra 2020, Dylan Groenewegens sejr fra 2019 og Elia Vivianis sejr fra 2018.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Soudal-Quick Step: Det må handle 100% om Jakobsen med Ballerini som plan B, men jeg åbner som sagt en dør for Yves Lampaert. Også den uhyre formstærke Bert Van Lerberghe kunne måske køre sin chance, hvis Jakobsen falder fra. Plan B bør være Ethan Vernon, men han har virket meget formsvag, og det samme har Jannik Steimle .

Team Jayco-AlUla: Det handler 100% om Groenewegen. Luka Mezgec er meget god i sidevind, og selvom opgaven er at hjælpe sin kaptajn, kan man måske ende på første vifte alene. I det tilfælde kan han sidde på hjul og køre en god spurt, men næppe vinde.

Movistar Team: Det må handle om Gaviria. Mathias Norsgaard kunne i princippet sidde alene foran uden Gaviria, men han må være ren bodyguard og lade sig falde tilbage, hvis hans kaptajn falder fra.

Alpecin-Deceuninck: Det bør handle 100% om Philipsen, uanset hvordan løbet udvikler sig. Kun hvis han har uheld, kan Lionel Taminiaux måske få sin chance, men han vil være sårbar i sidevinden. He e Ramon Sinkeldam stærk, men han er hjælper. Alexander Krieger og Edward Planckaert spurter aldrig længere.

BORA-hansgrohe: Bennett er plan A, Meeus plan B og Van Poppel plan C, og Maximilian Schachmann må være hjælper.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

EF Education-EasyPost: Det handler om en spurt med Marijn van den Berg, men selvom han hat god chance for at sidde med i front efter et hårdt ræs, har han ikke farten til at vinde.

UAE-Team Emirates: Det handler om Molano som plan A og Ackermann som plan B. Sidevinds- og formstærke Mikkel Bjerg er ren hjælper og får næppe lov til at lave et sent angreb.

Groupama-FDJ: Det må handle om Demare med Paul Penhoët som en holdbar plan B. Holdet har også de uhyre lovende og formstærke Laurence Pithie og Samuel Watson, men det er svært at se dem i front uden sidevindsstærke Demare. Det samme gælder for hans lead-out man, Bram Welten.

Trek-Segafredo: Det må handle om Theuns. Alex Kirsch kunne måske få sin chance, hvis han sad alene efter et sidevindsræs, men han har været syg. Emils Liepins er plan B til en spurt, men han sidder næppe med uden Theuns, mens Thibau Nys må være ren hjælper.

Astana Qazaqstan Team: Det handler om Cavendish som plan A og Bol som plan B.

Jumbo-Visma: Holdet er stærkt, men det er svært at se, at de havner i en situation, hvor det ikke er alle mand for sidevindsstærke Kooj.

Team DSM: Det handler 100% om Welsford. Holdet har Alberto Dainese som plan B, men han har været syg, og jeg kan slet ikke se ham sidde i front uden sidevindsstærke Welsford. Det kan måske Casper van Uden, der før har imponeret i sidevind, men spurtede skuffende forleden Heller ikke Marius Mayrhofer sidder med i front uden Welsford.

Bahrain-Victorious: Det handler om Bauhaus. De har Jonathan Milan, der burde være en perfekt plan B, særligt til et sidevindsræs, men med den meget svage form, han viste i Paris-Nice, er det svært at se ham gøre det bedre end Bauhaus. Matevz Govekar, der imponerede i vinden i Emiraterne, og Dusan Rajovic må være hjælpere.

Cofidis: Holdets bedste bud er Simone Consonni, der er i fin form og en holdbar sprinter, men for mig ligner han en mand, der er sårbar i sidevinden. Derfor tror jeg, at den langsommere Walscheid er bedste bud. Plan C er Piet Allegaert, der burde være god i vinden, men ikke vinder en spurt i dette felt. Davide Cimolai er i dag ren hjælper.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Intermarché-Circus-Wanty: Det må handle om Thijssen. Plan B til en spurt er formstærke Niccolo Bonifazio, men han har slet ikke poweren i sidevinden. Bedst i vinden kan være Laurenz Rex , men det er svært at se ham få sin chance, mens Adrien Petit gør comeback efter sin skade.

Team Arkea Samsic: Som nævnt i opdateringen ligner Dan McLay det bedste bud med Luca Mozzato som et langsommere alternativ. Hurtig er også David Dekker, der var så god i vinden i Emiraterne i 2020, men med den holdbarhed, han har i dag, og det hold, han har hos sig, er det svært at se ham fremme, selvom han har vist noget fart i år. Clement Russo har glæde af vinden, men aldrig vinder en spurt og er hjælper.

Uno-X Pro Cycling Team: Det må handle om Wærenskjold.

Israel-Premier Tech: En spurt med Itamar Einhorn er plan A, men han bør få det svært i vinden. Vamarcke kan som nævnt være en joker. Tom Van Asbroeck har i dag næppe holdbarheden til sidevind.

Lotto Dstny: Det må handle 100% om Ewan.

Team Flanders-Baloise: Sidevinden er dårligt nyt. De får næppe en mand med på første vifte, heller ikke deres sprintere Jules Hesters, Milan Fretin og Ruben Apers.

TotalEnergies: Målet er en spurt med Jason Tesson, men han virker ikke på toppen og klarer næppe vinden, hvad holdets øvrige sprintere, Lorrenzo Manzin, Emilien Jeanniere, Matteo Vercher og Geoffrey Soupe næppe heller gør.

Bingoal WB: Det handler om Matteo Malucelli, der har masser af fart, men med et svagt hold får han meget svært ved at klare sig i vinden.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+