SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Løbets rolle og historie

Spanien er et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og sporten har en rig historie i landet. Cykelkulturen er imidlertid mærkbart anderledes end i mange andre etablerede cykelnationer. Mens Belgien altid har lagt mest vægt på endagsløb, spiller den type begivenheder nærmest ingen rolle på Den Iberiske Halvø, hvor det næsten udelukkende handler om etapeløb. Mange af disse løb er ganske vist forsvundet, men Spanien havde engang verdens klart mest imponerende serie af kuperede etapeløb.

Modsat har der aldrig været mange endagsløb i Spanien, og de få spaniere, der har begået sig i klassikerne, har aldrig fået meget anerkendelse i hjemlandet - bare spørg Juan Antonio Flecha og Oscar Freire. Der er dog ét endagsløb, der skiller sig ud fra de øvrige og har kæmpet sig til en plads i cykelsportens højeste division: det kuperede Clasica San Sebastian.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Mens mange andre klassikere får deres anseelse i kraft af deres lange historie, er Clasica San Sebastian i en helt anderledes position. Første udgave blev afviklet i 1981, og der er således tale om en ret ny begivenhed. Alligevel var det fra start i stand til at tiltrække både de største spanske og udenlandske stjerner, der var inspirerede af det kuperede terræn og passionen i den baskiske cykelkultur. Da World Cuppen blev skabt i 1989, var Clasica San Sebastian således med det samme med på listen over de fineste endagsløb, selvom det kun have 8 år på bagen. Da ProTouren (der nu er kendt som WorldTouren) så dagens lys i 2005, var løbet igen med på kalenderen over de største løb.

Den anerkendelse er berettiget. Som en velorganiseret begivenhed i en af de mest cykelgale regioner i Europa tiltrækker det altid et klassefelt af klatrere og ardennerspecialister, der trives på de baskiske stigninger. Med sin placering mindre end en uge efter afslutningen på Tour de France har løbet fundet sin egen unikke rolle på cykelkalenderen som den perfekte revanchematch for Tourens bedste klatrere. Disse Tour-stjerner blander sig med mange af de store navne, der var fraværende i de tre uger på de franske landeveje, og for denne gruppe er løbet det første mål i en lang efterårssæson. Tidligere blev løbet afviklet en uge senere, men den seneste ændring af kalenderen har givet løbet et yderligere boost, da det nu er tættere på Touren, hvilket gør det lettere for Tour-stjernerne at bevare formen inden en pause.

Som det er tilfældet for mange andre spanske løb, har dets eksistens været truet i de senere år, og i februar 2012 advarede arrangørerne om, at hverken Clasica San Sebastian eller Baskerlandet Rundt ville kunne overleve, hvis man ikke fandt en ny storsponsor. UCI overvejede at gribe ind for at redde to af sportens store løb, men til sidst var det den spanske bank Sabadell Guipizcano, der sikrede deres fremtid.

Løbets ikoniske stigning er Alto de Jaizkibel, der traditionelt har været stedet, hvor udskilningen skal skabes inden det flade indløb til målet i kystbyen San Sebastian. Med et ønske om at gøre løbet hårdere besluttede man i 2010 at inkludere en anden passage af bjerget, og siden da har både Jaizkibel og den efterfølgende Arkale-stigning været på programmet to gange. Det har utvivlsomt gjort løbet hårdere og vanskeligere at kontrollere i finalerne.

I 2014 ændrede man igen ruten. Arrangørerne var frustrerede over ikke at kunne promovere byen San Sebastian tilstrækkeligt, og derfor besluttede man, at en større del af finalen skulle finde sted i byen. Efter de to passager af Jaizkibel og Arkale fulgte man den traditionelle rute tilbage til bycentum, men afsluttede nu løbet med en omgang på en 16,2 km lang rundstrækning. Den var ganske vist hovedsageligt flad, men inkluderede den meget stejle 3 km lange stigning til Hotel San Sebastian, hvor en gennemsnitlig stigningsprocent på 9% og et maksimum på hele 22% gjorde det til en meget svær finale. Toppen kom med bare 8,3 km til mål, og det ændrede afgørende på dynamikken i løbet, da det gav de gode klatrere langt bedre mulighed for at skabe udskilning. I 2016 havde man planer om at benytte samme finale, men måtte i sidste øjeblik vælge en anden opkørsel til hotellet. Det gjorde stigningen en anelse lettere, men ændrede ikke afgørende på løbets karakter, som har været bibeholdt siden dengang.

Clasica San Sebastian er ofte et af de sværeste løb at forudsige, da Tour-rytternes form altid er et helt åbent spørgsmål. Nogle kommer ud af løbet med et boost, mens andre er helt døde og ofte først meget sent beslutter, om de overhovedet stiller til start. Det betyder også, at startlisten altid undergår store forandringer helt indtil de sidste 24 timer inden løbet.

Samme mønster vil utvivlsomt gentage sig i år, og derfor er det i skrivende stund stadig uklart, hvem der ender med at stille til start. I år lider løbet dog under, at OL har overtaget den eftertragtede plads seks dage efter Touren, og løbet afvikles således med en uges større afstand til den franske grand tour end vanligt. Dertil kommer, at OL-ruten desværre appellerede til præcis de samme ryttere, og mange har af de oplagte kandidater skipper derfor løbet. I skrivende stund ventes Bauke Mollema, Dan Martin, Simon Yates, Giulio Ciccone, Wilco Kelderman og Patrick Konrad dog at skynde sig så meget hjem fra Japan, at de kan kaste stjernestøv over begivenheden, og derudover ventes Julian Alaphilippe, Mattia Cattaneo, Jonas Vingegaard, Miguel Angel Lopez, Warren Barguil og Ruben Guerreiro alle at presse mere ud af Tour-formen. De får selskab af en stribe ryttere, der har løbet som den første store begivenhed efter sommerpausen, herunder Diego Ulissi, Jai Hindley, Mikel Landa, Ivan Ramiro Sosa, Gianluca Brambilla, Matteo Fabbro, Matteo Trentin, Luis Leon Sanchez, Gorka Izagirre og kometen Juan Ayuso.

Sidste år blev løbet aflyst, og derfor skal vi tilbage til 2019 for at finde den seneste udgave. Det var endda en minderig en af slagsen, da Remco Evenepoel i en alder af bare 19 som regerende juniorverdensmester satte hele verden i chok ved med et tidligt angreb at køre alene hjem til sejr i karrierens allerførste endagsløb på WorldTouren, inden Greg van Avermaet spurtede sig til 2. pladsen foran Marc Hirschi, der dengang var U23-verdensmester, i en gruppe på 14 forfølgere. Evenepoel, Van Avermaet og Hirschi har alle kørt OL i sidste uge - og for Evenepoels vedkommende så sent som i onsdags - og da ingen af de tre er blandt de få, der skynder sig hjem for at køre i San Sebastian, skal der denne gang findes et helt nyt podium i det spanske storløb.

Ruten

Clasica San Sebastian fulgte i flere år et ret fast mønster, men som nævnt ovenfor har man to gange inden for de seneste 10 år foretaget væsentlige ændringer. Traditionelt har der været en indledende strækning gennem de baskiske bjerge, hvor man har trættet rytterne inden den store finale, og siden er løbet blevet afgjort på den svære rundstrækning med de klassiske stigninger Jaizkibel og Arkale. Siden 2010 har de begge været på programmet to gange, inden rytterne igennem fladt terræn er kørt tilbage til den store afslutning på boulevarden i San Sebastian.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Som nævnt besluttede man at foretage endnu en afgørende ændring forud for 2014-udgaven, og tilføjelsen af den 16,2 km lange rundstrækning med en meget stejl stigning forandrede løbets dynamik totalt. Den indledende kuperede strækning har varieret lidt, men er blevet forkortet og gjort nemmere med færre stigninger. Efter 2014 havde løbet dog en i alt væsentligt uforandret finale med de to passager af Jaizkibel og Arkale efterfulgt af rundstrækningen med den i afsnittet ovenfor omtalte mur op til hotellet i San Sebastian - en stigning, der som nævnt dog blev ændret i 2016, hvor sikkerhedskrav fra UCI tvang arrangørerne til at benytte en opkørsel stigning i finalen. Den var knap så stejl, gjorde løbet 1200 m længere og kom lidt længere fra målstregen, men det ændrede dog ikke afgørende på løbets karakter.

Det blev der imidlertid lavet om på den seneste udgave i 2019, hvor løbet ændredes afgørende. Mange vil helt sikkert mene, at det var at gøre vold mod løbets identitet, og det kan man med nogen ret give dem ret i. Arkale-stigningen udgik, og ikoniske Jaizkibel skulle blot forceres en enkelt gang næsten 100 km fra mål. Nok havde den med den nye rundstrækning spillet en mindre rolle i de senere år, men nu blev den nærmest bare en parentes. I stedet skulle man som noget nyt efterfølgende over den noget sværere Erlaitz-stigning, inden det hele sluttede med en forlænget rundstrækning omkring San Sebastian, hvor der udover muren op til hotellet var en tidligere stigning, Menizorrotz, som blot var muren i en forlænget udgave, og som skulle passeres med knap 40 km igen, inden det gjaldt den stejle rampe i den absolutte finale.

I år er ruten en blanding af det, vi har set de seneste gange. Den meget stejle Erlaitz erstatter igen Arkale, men til gengæld dropper man Menizorrotz, hvorfor man kun skal op ad muren én gang. Det betyder til gengæld, at Jaizkibel igen genvinder lidt af sin tidligere betydning, selvom toppen stadig kommer så langt fra mål, at dens afgørende rolle er helt væk. Den kan måske overtages af Erlaitz, der nu kommer tættere på mål og derfor måske kan bruges til mere, end den kunne for to år siden.

Distancen er derimod stort set, som den plejer, idet der skal tilbagelægges 225,5 km, der både starter og slutter i San Sebastian. Løbet indledes som altid med en omgang på en stor rundstrækning omkring kystbyen, men som i 2019 denne gang altså en ny en af slagsen. Den første del af løbet foregår langs kysten, hvor man kører mod vest, og er derfor næsten helt flad. Man forlader dog kystvejen et par gange, og det betyder, at man skal op ad to mindre bakker Cudugarai (1,5 km, 5,6%) og Itziar (5,7 km, 3,0%), efter hhv. 16 og 39 km.

Kort efter den sidste af disse drejer man mod sydvest for at køre langs dalen ind i landet, inden løbet tager fat, når man drejer mod sydøst for at passer kategori 3-stigningen Azkarate (4,3 km, 7,5%), der er en jævn stigning med top efter 63,6 km. En let nedkørsel leder mod sydøst, inden det går videre mod sydøst op over kategori 2-stigningen Urraki (8,6 km, 6,8%), der stiger med 7-10% over de første 5 km, inden den flader ud med 5-6% frem mod toppen, som rundes efter 83,4 km. Endnu en let nedkørsel fører nu mod sydøst og øst ned til dalen, inden man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Alkiza (4,5 km, 5,9%), der stiger med 6-8%, men afbrydes af et plateau efter de første 2 km. Toppen rundes efter 104,2 km, hvor man rammer ruten fra 2019, og herefter leder småkuperet terræn mod nordøst og ud mod kysten, hvor man i de senere år har ramt Jaizkibel-Arkale-rundstrækningen. Undervejs skal man over flere mindre bakker efter 111 km (800 m, 8,4%), 131 km (1,6 km, 5,6%) og 139 km (3,1 km, 4,1%).

Denne første del af løbet er den samme som sidste og sværere end tidligere år, men vil alligevel hovedsageligt tjene det formål at få skabt det tidlige udbrud. Traditionelt får de et relativt stort forspring, men det vil hurtigt falde, når jagten sættes ind, og farten øges frem mod løbets mest ikoniske stigning.

Løbet følger herfra fortsat samme format som ”i gamle dage”, når man drejer mod nordøst, forlader vandet og tager hul på den ikoniske kategori 1-stigning Alto de Jaizkibel (7,5 km, 5,8%). Stigningen kommer i to omgange med et lettere stykke indimellem og flader ud nær toppen, og de to svære passager har procenter på 7-8. Ligesom tidligere år det stadig er for tidligt for favoritterne at spille ud, men her ser man ofte en udskilning i udbruddet og i feltet, hvor flere hold som regel er interesserede i at gøre løbet hårdt.

Toppen rundes efter 161,6 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst og syd ned til Irun. Her plejer man at sætte kursen mod Arkale, men i stedet fortsætter man altså nu mod syd og vest op ad den nye kategori 1-stigning Erlaitz (3,8 km, 10,6%, max. 13%), der er en rigtig klassisk baskisk mur og bliver stejlere og stejlere med 11-12% over de sidste 1800 m. Toppen kommer efter 180,3 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest tilbage til kysten, hvor man igennem fladt terræn kører ind til San Sebastian, hvor man efter 206,3 km krydser stregen i forbindelse med en spurt.

Efter sidste års eksperiment med den forlængede rundstrækning afsluttes løbet nu med en omgang på den 17,2 km lange rundstrækning, vi kendte i årene mellem 2016 og 2018. Fra centrum af byen går det igennem fladt terræn mod sydvest ud mod udkanten, hvor man drejer mod vest og senere nordøst op den velkendte finalestigning op til hotellet, Murgil-Tontorra (2,1 km, 10,1%). Den er lettest over den første kilometer, hvor den stiger med 7-8%, men derefter tager den fat med først 500 m med 15,4% og siden 600 m med 10,0%.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Toppen rundes med 8,0 km igen, og den sidste del kan inddeles i to. Først følger en meget hurtig og let nedkørsel, der leder mod nordøst og sydøst tilbage mod byens centrum, hvorefter de sidste 3 km er helt flade. De foregår langs den brede kystboulevard, inden der venter skarpe sving med 1150, 1100, 600 og 300 m til stregen. I de seneste år har det været scenen for en hektisk jagt mellem en enlig eller et par ryttere, en lille forfølgergruppe og en lidt større gruppe, hvor taktik, køligt overblik og evnen til at samarbejde har spillet en helt afgørende rolle i at krone vinderen af Spaniens største endagsløb.

Løbet har i alt 4079 højdemeter, hvilket er omkring 100 flere end i 2019 og nogenlunde det samme som i 2018.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Vejret

Selvom Baskerlandet er kendt for regnvejr, finde Clasica San Sebastian som regel sted i bagende varme. Sådan vil det dog ikke være i år, hvor det i stedet bliver det rigtige baskervejr, vi kender fra foråret. Temperaturen ventes således bare at blive 18 grader, og der vil være en nedbørsrisiko på 75-80% gennem hele løbet på en dag, hvor der ventes at falde ca. 7 mm regn i San Sebastian i form af byger. Der vil være en let til jævn vind (14-16 km/t) fra nordvest, hvilket giver sidevind på det meste af den store rundstrækning, herunder på Jaizkibel. Der vil være medvind på Erlaitz, men modvind på turen fra toppen til San Sebastian. I finalen vil der være modvind på muren, sidevind på nedkørslen og sidemedvind i den flade finale, indtil man får sidemodvind på de sidste 600 m.

Favoritterne

Clasica San Sebastian har altid været en af de klassikere, der er sværest at forudsige. Det skyldes, at favoritfeltet i stort omfang udgøres af ryttere, der kommer direkte fra Tour de France, og det er praktisk talt umuligt at vide, hvordan de er kommet sig efter tre ugers strabadser på de franske landeveje. Ryttere, der har virket døde i Tourens tredje uge, kan pludselig vise storform i San Sebastian, som det eksempelvis var tilfældet, da Alejandro Valverde vandt for syv år siden efter nærmest at være knækket helt og have smidt en podieplads i Touren væk, og i forbindelse med Bauke Mollemas sejr for fem år siden, hans 2. plads i 2018 eller Tony Gallopins 2. plads i 2017.

Omvendt har ryttere, der har sluttet Touren godt af, ofte vist sig at være helt færdige i den spanske klassiker. Hvis man dertil lægger, at der i feltet også findes en stribe ryttere, der stort set ikke har kørt løb i mere end en måned og ofte kommer direkte fra en højdetræningslejr, er det ikke mærkeligt, at løbet ofte har lidt præg af lotteri. I nyere tid har blandt andre Adam Yates og Remco Evenepoel med deres sejre samt Tom Dumoulin i 2017 vist, at det kan lade sig gøre at køre fuld finale, selvom man ikke har Touren i benene, men grundlæggende viser historien dog med alt tydelighed, at det som regel er de friskeste af Tour-rytterne, der kan begå sig.

Samtidig har løbet med ruteændringen i 2014 ændret markant karakter, og det hjælper heldigvis lidt med at forudsige begivenhedernes gang. På den gamle rute var der så langt fra de sidste stigninger til mål, at adskillige forskellige scenarier var mulige. Her var det ofte held, timing og dygtighed i det flade indløb mod San Sebastian, der afgjorde løbet, og det betød, at løbet kunne vindes af en langt større gruppe ryttere. Eksempelvis blev sejrene til Gallopin, Roman Kreuziger og Luis Leon Sanchez i høj grad sikret via taktisk snilde og ikke alene, fordi de var de bedste klatrere.

Det er ikke tilfældet med den afslutning, der har været benyttet de sidste seks gange. Finalestigningen er så stejl, at kun de allerbedste klatrere og ardennerspecialister kan være med - og det gjaldt både for stigningen i 2014 og 2015 og den stigning, der bruges i dag - og de dage, hvor man med lidt held kan snige sig væk til en sejr, er definitivt ovre. Det betyder imidlertid også, at løbet er langt mere kontrolleret. Tidligere skulle favoritterne spille med musklerne allerede på sidste passage af Jaizkibel. Nu er situationen helt anderledes, idet alle ryttere med en reel vinderchance venter til sidste stigning, inden de forsøger at gøre forskellen, og vi har set, at løbet har været meget kontrolleret i de seneste år. Undtagelsen var selvfølgelig den seneste udgave i 2019, hvor alle favoritterne som sædvanlig ventede til muren, men havde glemt, at den 19-årige juniorverdensmester ikke bare var en outsider, man kunne lade angribe tidligt…

Sidst fik vi som bekendt indført den nye ruteændring med det ønske at skabe en hårdere finale. Det gjorde lidt ondt på nostalgikerne, at Jaizkibel med introduktionen af to ture op ad muren og den nye, stejlere Erlaitz reelt blev reduceret til en ligegyldighed, men det skabte på papiret et mere selektivt løb. Det fik vi bare aldrig. Ganske vist sneg Evenepoel sig væk, men bag ham fik vi faktisk samlet den største favoritgruppe, vi har set med murfinalen. Hidtil er Greg van Avermaet altid kommet til kort, og han er altid endt i den næstbedste gruppe lige bag den gruppe, der efter muren har kørt om sejren. I år spurtede han faktisk i favoritgruppen, hvor han var hurtigst, og havde det ikke være for Evenepoels tidlige angreb, havde han såmænd vundet et løb, der burde have været for hårdt. Gruppen talte denne gang mere end 10 mand, og selvom den stadig stort set alene bestod af de bedste klatrere og ardennerspecialister, var der ogå enkelte folk som Van Avermaet, Gorka Izagirre, Rudy Molard og den aldrende Jelle Vanendert, men normalt ville regne som værende lidt for tunge eller svage til at køre med om sejren i selskab med de tungeste favoritter.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

I år er finalen ændret igen. Erlaitz bibeholdes efter Jaizkibel, men den første af de to ture over muren droppes. Det giver lidt mindre flad vej i finalen og giver et nok en anelse sværere løb. Flere tidlige stigninger betyder, at løbet har yderligere 100 højdemeter, og da Jaizkibel-Erlaitz er en sværere kombination end muren, og da de begge afsluttes/afsluttedes med ca. 40 km til mål, burde det øge chancen for, at man kan forsøge sig allerede på tredje- og næstsidste stigning. Samlet set burde vi trods udfaldet i 2019 have et vanskeligere løb, der der nu er hele to ”rigtige” baskiske stigninger mod slutningen af løbet, hvilket bør kunne skabe mere udskilning end Jaizkibel, der måske nok er løbets vartegn, men heller ikke verdens sværeste stigning.

Alligevel er det meget tænkeligt, at det hele koges ned til den nu efterhånden klassiske afslutning på muren og til hotellet. Erlaitz kommer trods alt tidligt og efterfølges af så meget fladt, at det bliver meget svært at iværksætte en offensiv allerede her. Dertil kommer, at der vil være fuld modvind hele vejen fra toppen ind til San Sebastian, og det er ikke just de mest gunstige betingelser for et succesrigt ridt i Evenepoel-stil.

Det skyldes også feltets karakter. San Sebastian er desværre den store taber i et OL-år. Løbet er nu placeret en uge længere fra Touren end normalt, og de mange Tour-ryttere, der normalt ville presse det sidste ud af formen på de spanske landeveje, har nu i stedet skudt de sidste skud fra patronhylsteret i Japan. I skrivende stund er det stadig planen for Bauke Mollema, Gianni Moscon, Adam Yates, Dan Martin, Simon Yates, Giulio Ciccone, Wilco Kelderman og Patrick Konrad at skynde sig så meget hjem fra Tokyo, at de kan kaste stjernestøv over begivenheden, og derudover ventes Julian Alaphilippe, Mattia Cattaneo, Jonas Vingegaard, Miguel Angel Lopez, Warren Barguil og Ruben Guerreiro alle at presse mere ud af Tour-formen, men feltet har slet ikke samme dybde af Tour-stjerner som normalt.

I år er der således langt flere af feltets øvrige ryttere til start, og det er et fåtal af dem, der har væsentlige løbskilometer i benene. Nogle har kørt på Sardinien, i Vallonien eller ved OL, men en stor del af feltet går til løbet med nogen usikkerhed om formen. Derudover betyder den ekstra uges afstand mellem Touren og San Sebastian samt enkelte rytteres tur frem og tilbage til Japan, at vi slet ikke kan regne med, at formmønsteret for Tour-rytterne er, som det plejer. Har de den fordel, vi som regel ser? Det er ikke givet.

Først og fremmest giver det et svagere felt, end vi kender, og det skaber en mere uklar ansvarsfordeling. I tidligere år har Alejandro Valverde været den naturlige favorit, og det har betydet, at Movistar - ofte sammen med Joaquim Rodriguez’ Katusha-mandskab - har taget ansvar for at kontrollere løbet. Rodriguez er imidlertid for længst fortid, og Valverde deltager ikke. Til gengæld er 2018-vinderen Julian Alaphilippe til start med et af løbets klart stærkeste mandskaber, og Ineos har i sidste øjeblik erstattet en relativt svag trup med et veritabelt superhold. Man må formode, at meget af arbejdet vil være overladt til de to mandskaber. Derudover vil jeg tro, at Trek med San Sebastian-kongen Bauke Mollema er klar til at tage lidt ansvar. Måske kan de også få lidt hjælp af de arbejdssky BikeExchange-drenge med Simon Yates eller Israel SUN med Dan Martin.

Det, der lignede et løb, hvor alle ville kigge på Deceuninck, har fået en lidt anden dynamik, efter at Ineos har tilmeldt deres stjernetrup. Nu synes det sandsynligt, at briterne vil forsøge at lægge et pres, når de rammer Jaizkibel-Erlaitz-kombinationen. Med så bred en trup har de i alt mulig interesse i at skabe et hårdt løb. Det vil være til gunst for Egan Bernal og Adam Yates og til ulempe for Julian Alaphilippe, der tillige vil være lettere at isolere. Man kan bestemt heller ikke udelukke, at briterne eller andre hold vil gå i en tidlig offensiv, men jeg tror ikke, at det vil lykkes. Dels ansporer vindretningen slet ikke til det, og dels vil der næsten altid være for mange hold til at jagte. Deceuninck er stærke og vil gøre alt for at sætte Alaphilippe is scene på muren, og de vil formentlig kunne regne med hjælp fra andre hold, der måtte have misset et udbrud.

Jeg tror derfor, at det går, som det plejer, nemlig at et samlet felt vil bevæge sig ind mod San Sebastian og rundstrækningen, men der er en god chance for, at Ineos på Erlaitz har barberet feltet lidt ned. Vi har været vant til en vild positionskamp frem mod den sidste mur - en kamp, der i 2018 førte til et styrt, som sendte Primoz Roglic og Daniel Martin ud af billedet og Egan Bernal og Mikel Landa på hospitalet med svære skader. Et lidt mindre felt kan gøre, at det til slut handler lidt mere om benene og knap så meget om positionering, selvom position altid vil være en nøglekomponent på den smalle gedesti af en mur.

Til slut er der som sagt tale om samme stigning, som blev benyttet i 2016, 2017, 2018 og 2019. Den er en anelse lettere end den, man anvendte i 2014 og 2015, men det er fortsat en meget svær sag. Det så man i de foregående år, hvor kun fire, tre og to mand var tilbage, da man rundede toppen i hhv. 2016, 2017 og 2018, mens man i 2019 havde otte mand i en gruppe, der voksede inden mål. Det er bestemt også muligt for en enlig rytter at køre hjem fra stigningen, som Adam Yates gjorde på den tidligere bakke i 2015.

Er der imidlertid stadig samling i en lille gruppe på toppen, vil det ofte blive meget taktisk, og så er flere muligheder åbne. Timing og snilde kan gøre det muligt for en enlig rytter at angribe hen over toppen, på nedkørslen eller det sidste flade stykke, som Mollema gjorde i 2016 og Valverde i 2014. Det er imidlertid også muligt, at samarbejdet vil være så dårligt, at en større gruppe kan komme tilbage, som vi så det i 2019. Det kan betyde, at vi igen får en spurt i en gruppe på 10-15 mand med plads til lidt tungere folk som Van Avermaet, og selvom det altså kun er sket i 2019 - Evenepoels tidlige angreb fraregnet - har vi i andre år heller ikke været langt fra dette scenarium. Det er derfor bestemt ikke nogen ulempe at besidde en vis spurtstyrke, der sammen med evner på stejle baskiske mure er nøglekomponenten - samt taktisk snilde i den flade finale, som Mollema og Valverde altså har haft det tidligere.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

En anden vigtig faktor er vejret. Løbet er baskisk, men vi har ikke været vant til baskervejr om sommeren. Det får vi til gengæld i år, hvor vejrudsigten lugter langt mere af Baskerlandet Rundt end af Clasica San Sebastian. Det bliver både vådt (dog i bygeform, hvorfor rytterne kan have heldet med sig) og med 18 grader helt usædvanligt koldt, og vinden vil også være pæn, selvom den slet ikke er stærk nok til at skabe splittelse. Desværre lægger vindretningen som sagt op til en ret kontrolleret finale, men i finalen vil den til gengæld hjælp. Modvinden på den stejle mure kan ikke mærkes alt for voldsomt, og derefter vil vinden være gunstig i det meste af den flade finale.

Feltets lidt halvsvage karakter gjorde, at jeg havde Alaphilippe som ret klar favorit, men det har Ineos ændret. Selv hvis franskmanden er flyvende, tvivler jeg på, at han kan sætte i hvert fald Bernal på muren og måske heller ikke Adam Yates. Sidder han alene med Bernal, vil colombianeren sætte sig på hjul, for i en spurt mod verdensmesteren er han slået, og han vil formentlig have holdkammerater lige bag sig. Meget taler for, at vi efter muren vil få en lille gruppe, hvor Alaphilippe vil være isoleret mod flere mand, herunder formentlig mindst to fra Ineos. Da ingen har lyst til at spurte med franskmanden, der garanteret skal lukke alle huller, kan det blive lidt af en opgave at holde det samlet. Det er ikke en fordel at være favorit - slet ikke, hvis man er alene i finalen. Det har Valverde oplevet flere gang, og så er døren pludselig åben for et Mollema-angreb til sidst - det Mollema-angreb, som Valverde selv praktiserede i 2014 for netop at undgå at komme i defensiven.

Derfor tror jeg faktisk ikke, at Alaphilippe vinder. Han er simpelthen for stor en favorit i tilfælde af en spurt. Ineos vil måske kunne have Gianni Moscon med til sidst, og han vil have en fair chance for at slå franskmanden på stregen, men det er næppe noget, de satser hele butikken på. I stedet taler meget for, at de vil angribe på skift sammen med ryttere fra øvrige hold. Alaphilippe er simpelthen i for ugunstig en situation, hvis ikke bare han kan køre fra alt og alle.

Problemet er, at en taktisk finale også betyder et lotteri, hvor stærkeste mand ikke nødvendigvis vinder, og det gør det ret svært at pege på en entydig favorit, men jeg vælger at gå med Ineos, fordi de formentlig kan sidde i overtal. Her siger mavefornemmelsen, at det kan blive Egan Bernal. Ganske vist har han ikke kørt løb siden Giroen, men der er ingen grund til at antage, at han ikke er flyvende. Vueltaen starter to uger efter løbet, og vi ved pr. definition, at Bernal altid er i form, når han stiller til start - i hvert fald hvis ikke ryggen driller. Faktisk er der meget få, der kan træne sig i form som netop ham, og hvis ikke Alaphilippe er knivskarp, vil jeg næsten tro, at han er stærkeste mand på muren.

Det betyder, at han kan vinde på flere måder. Er han flyvende, kan han køre fra alt og alle og tage den solosejr, Yates tog i 2015. Mere sandsynligt er det dog nok, at han skal lukrere på et Ineos-overtal i en lille gruppe. Her er det klart, at han ikke slår Alaphilippe i en spurt, og hans vej til sejr går derfor gennem et Mollema-angreb i den flade finale. Det vil kræve held og timing, men han er en taktisk begavet rytter, der plejer at udse sig sine momenter klogt. Vi ved også - senest fra Laigueglia - at han stadig er en ganske god afslutter, og skulle han få selskab i et angreb, er der god chance for, at han også kan gøre det færdigt. Naturligvis kræver den slags finaler altid lidt held, men Bernal bør i hvert fald bringe sig i en position til at kunne opsøge det.

Bernal er også en glimrende endagsrytter. Nok har han mest satset på etapeløb, men han var altså på podiet i Il Lombardia i 2019 og i Strade Bianche og Laigueglia i foråret. Han vandt Gran Piemonte i 2019, og selvom det var et decideret bjergløb, siger det alt om, at alsidige Bernal er mere end bare end en etapeløbsrytter. Derudover beviste Giroen, at han er særligt god til at håndtere regn og kulde. Hele forudsætningen er selvfølgelig, at han er i form, men ryggen holder - og hans pludselige deltagelse indikerer i hvert fald ikke, at den volder problemer - vil han utvivlsomt være det. Med et stærkt Ineos-hold til det taktiske spil tror jeg på en første stor klassikersejr til Bernal.

Det andet led i det forventede Ineos-overtal er Adam Yates. Som sagt har briten allerede vundet løbet én gang, og det er bestemt ikke uden grund. Der er nemlig få, der er så stærk på stejle mure som den lille brite. Faktisk skabte han det, der dengang var et mindre mirakel, da han i 2019 kørte fra en helt ustoppelig Primoz Roglic på en stejl mur i Tirreno, og siden er han blevet ikke ringere. Det har vi set i forårene 2019, 2020 og 2021, hvor han hver eneste gang har været en magtfaktor i de ugelange løb og endda nød den luksus at ydmyge Tadej Pogacar på Jebel Hafeet for halvandet år siden.

Til gengæld er Yates også en ustabil størrelse, der ikke altid rammer formen. Det synes han imidlertid at have gjort nu. Han var måske ikke helt så skarp i Tokyo, som man kunne have håbet, men noget ringe løb kørte han ikke. Tværtimod kørte han med om medaljerne indtil de allersidste meter, og da løbet endda kom efter en tre måneder lang løbspause, er det ikke mærkeligt, hvis han var en lille smule rusten i kampen mod de mange ryttere, der havde Touren i benene.

Den rust har han stadig, men i dette felt er spillebanen meget mere jævn, da mange Tour-ryttere er fraværende. Alt taler for, at Yates vil være en af de stærkeste på muren, og man kan vel heller ikke helt afvise, at han kan køre væk, som han gjorde for seks år siden. Mest sandsynligt er det dog, at han skal spille det taktiske spil sammen med resten af Ineos efter muren. Desværre er han i en flad spurt ikke så hurtig som sin bror, men mod Alaphilippe har han jo ikke en chance alligevel. Han skal forsøge at komme med Mollema-angrebet, og det er bestemt ikke umuligt, at det lykkes. Yates-brødrene har et herligt killerinstinkt med blik for at slå til i rette moment, og derfor vil jeg ikke blive overrasket, hvis Yates på lørdag kan vinde løbet for anden gang.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Selvfølge kan det også blive Julian Alaphilippe, der på alle måder er den indlysende favorit. Franskmanden har allerede vundet løbet én gang, og det er ikke uden grund. Det er svært at designe finaler, der passer bedre til en mand, der elsker stejle mure, og han har da også en flot track record. Som helt ung udgik han i debuten, men i 2015 blev han nr. 8, inden han vandt ved sin tilbagevenden i 2018. I 2019 var han til gengæld helt tømt efter sit vilde gule eventyr i Touren, og han udgik derfor tidligt - en DNF, der til gengæld åbnede for, at hjælperytteren Evenepoel kunne levere sit show. Når han gennemfører, har Alaphilippe altid kørt med om sejren i sine relativt få optrædender.

Hvor står han i år? Det ved vi ikke, men jeg er faktisk ret fortrøstningsfuld, for det ligner mere 2018 end 2019. For to år siden kørte han sig halvt ihjel i Touren, og derfor var hans træthed ret forudsigelig. I 2018 agerede han etapejæger, der tog to sejre og en bjergtrøje, og her kom han frisk til San Sebastian, hvor han vandt i overlegen stil. I år havde han samme tilgang, og selvom han aldrig fandt sin bedste form i Frankrig, hvor han var ganske skuffende på 20 af de 21 etaper, undgik han at køre sig i hegnet. Faktisk minder det meget om det, vi så i 2020, hvor han også virkede halvtam i Touren, men var ganske suveræn ved VM i 2020. Med andre ord er Alaphilippe i både 2018 og 2020 kommet så stærkt ud af et etapejægerløb, at han har vundet et stort endagsløb umiddelbart efter.

I år droppede han OL for at være sammen med sit nyfødte barn og fokusere 100% på VM, og det er klart, at San Sebastian ikke er et mål på samme måde, som VM var det sidste år. Han har også haft en ekstra uge til at hvile og komme med i gear, og det er svært at sige, hvilken effekt det har haft. Han kommer derfor næppe med samme rødglødende form som til regnbuejagten i september, men intet tyder på, at han kom halvkvæstet ud af Touren. Tværtimod kunne meget tale for, at den igen har givet ham de få procent, han manglede i det franske løb.

Problemet er bare, at han er for stor en favorit. Det letteste vil være, at han bare kører fra alt og alle på muren. Det vil en knivskarp Alaphilippe helt sikkert kunne gøre, for han er verdens bedste på den slags mure, som vi senest så, da han slog Roglic i Fleche Wallonne. Spørgsmålet er bare, om han er god nok til at køre fra særligt Bernal. Det tvivler jeg på. Sker det ikke, skal han holde det samlet til en spurt - eller gøre som Valverde og selv køre væk - og det er ikke let, hvis alle ser på ham. Derudover er jeg alvorligt bekymret for regnen og kulden, der sjældent får det bedste frem til Alaphilippe, men han har trods alt før vundet løb i regnvejr. Det betyder naturligvis ikke, at han kan vinde, men i denne taktiske position skal han nok være temmelig skarp for at gøre det.

Dernæst vil jeg på Gianni Moscon. Det har været fornemt at se italieneren komme så stærkt tilbage i år, og frygten for, at han ikke kunne genfinde sin gyldne form fra foråret, forsvandt lynhurtigt ved OL. Her kunne han ganske vist ikke køre med de allerbedste, men for store Moscon var det aldeles godkendt at sidde i anden gruppe på Mikuni-passet sammen med ryttere som Dan Martin og Simon Yates. Det er klart, at han nok er en anelse for tung til at følge de tre ovennævnte, når de åbner på murens stejle procenter, men som vi så på Mikuni eller på Höll-stigningens brutale procenter ved VM i 2018 er han imponerende god til at forsvare sig, også når det er meget stejlt. Denne gang er der endda tale om en ganske kort stigning, og han har derfor tid til at komme tilbage, hvis der forventeligt går taktik i den i front.

Lykkes det, står han uhyre stærkt. Han vil formentlig være del af et Ineos-overtal, der kan angribe på skift, og her vil temporytteren Moscon i virkeligheden have en bedre chance for at køre væk end Bernal og Yates. Han kan imidlertid også sætte sig i sulkyen og lade Alaphilippe lukke huller, mens Yates og Bernal angriber i højre og venstre. Selv på helt lige vilkår vil Moscon, der tidligere er gået i top 3 i en massespurt i Vueltaen og har spurtet side om side med verdensmesteren i Burgos, sagtens kunne vinde en spurt, og den chance bliver kun større, hvis Alaphilippe skal bruge alle sine kræfter på at kontrollere. Udfordringen bliver at overleve muren eller at komme tilbage i tide, men lykkes det, vil Moscon faktisk være min favorit til at vinde på den eller anden facon. Vejret kan i hvert fald heller ikke være til hans ulempe.

Man kommer heller ikke udenom at pege Bauke Mollema. Det handler egentlig ikke så meget om hollænderens karakteristika, men mere om ren og skær statistik. Nr. 5 i 2012, nr. 9 i 2013, nr. 2 i 2014, nr. 6 i 2015, nr. 1 i 2016, nr. 3 i 2017, nr. 2 i 2018 og nr. 5. i 2019… Det er en statistik, man vel ikke finder hos nogen anden rytter i noget andet større endagsløb. Mollema har været i top 6 hver eneste gang siden 2015, i top 9 hver eneste gang siden 2013, og han har været på podiet i fire af de seneste seks udgaver. Det er ret svært at argumentere imod. Mollema leverer hver eneste gang i et løb, han elsker.

Det bemærkelsesværdige er, at det også er sket, selvom han har virket halvdød sidste i Touren, som han gjorde i eksempelvis 2016 og 2018. Hans motor er bare velegnet til at blive boostet af en grand tour, og det tyder på, at det også gør sig gældende i år. Han har generelt været under niveau det meste af året, hvor han fejlede i Ardennerne og i Giroen og kun havde én til gengæld ret overbevisende dag i Touren, men til OL sad han med de bedste og endte som nr. 4 - selvfølgelig på den sjettedag efter Touren, hvor han pr. definition er flyvende.

Er han så også flyvende på 13. dagen? Det er mere tricky. I 2016 vandt han i San Sebastian, men rejste derefter til Rio og floppede til OL. En smuttur frem og tilbage til Japan kan trods alt ikke gøre meget godt for formen, og han står næppe så godt, som han plejer. Til gengæld havde han en ret afdæmpet Tour, og selvom han har to grand tours i benene, så han ud til at blive stærkere undervejs - en form, der kulminerede ved OL. Vi ved, hvor stærk han er på stejle mure, særligt denne, men til gengæld er der også en grund til, at han kun har vundet én gang. Han er nemlig ikke verdens hurtigste, og derfor er det næsten hver gang endte med en sekundær placering. Den risiko er der igen i år, og Mollema har kun to veje til sejr: enten at køre fra alt og alle eller at bruge den ”sniger”, som han mestrer bedre end næsten alle andre, og som gav ham sejren i 2016. Er han heller ikke for hæmmet af regnen, som heller ikke er hans favorit, er det bestemt sandsynligt, at vi får endnu en sejr til Kongen af San Sebastian, selvom det er en udfordring for ham, at også han kan ventes at være oppe mod et britisk overtal.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Derefter vil jeg pege på Dan Martin. Egentlig er det lidt besynderligt, at irerens bedste resultat i seks forsøg er en 7. plads i 2015, og at det endda er hans eneste top 10-placering. Med en stejl mur i finalen er løbet nemlig skabt til en mand, der har været på podiet i Fleche Wallonne adskillige gange og med sine sejre i de to kuperede monumenter har vist sine fantastiske evner i lange og hårde endagsløb. Det er imidlertid et løb, han tidligere i karrieren ofte har skippet, og han har - ofte grundet styrt - ikke haft en god evne til at komme stærkt ud af Touren de mange gange, hvor han har kørt klassement i Frankrig.

Denne gang er det anderledes. Han kørte Giroen med fuldt fokus på klassementet, men i Touren jagtede han etaper. Det gik mildt sagt ikke godt, men han rejste sig storartet ved at køre sig til en 5. plads i direkte kamp med favoritterne på den sidste bjergetape. Derfor var forventningerne til OL store, men her skuffede han igen en anelse ved at sidde i anden gruppe. Med et hårdt løbsprogram er han derfor er wildcard, der sagtens kan skuffe igen.

Tourens bjergetape viser dog, at han kan være farlig, hvis han rammer dagen. Gør han det, vil han elske denne mur, for han mindede os med Giro-sejren på stejle Sega di Ala om sin kærlighed til stejle procenter. Han er også en ganske hurtig herre, men i en flad spurt er han formentlig slået af Alaphilippe og Moscon. Han skal derfor lave Mollema-angrebet, men det mestrer han også storartet. Som bekendt var det sådan, at han snød Valverde for sejr i Il Lombardia for efterhånden syv år siden, og han har altid været en mester i kølighed i disse finaler. Får han selskab, kan han vinde en spurt, og dermed har han alle chancer for at vinde en af de store klassikere, han mangler - hvis altså formen er de procent bedre, end den var i Tokyo.

Lidt af det samme kan siges om Simon Yates. Modsat sin bror sad han ikke med de bedste på Mikuni i Japan, men det var også forventeligt. Som bekendt styrtede han ud af Touren, og dertil kommer, at han har haft et knaldhårdt sæsonprogram. Det kan derfor ikke være friskheden, der er dominerende, og da han ikke just er kendt for at holdbarhed og en evne til at køre stærkt dag ud og dag ind, ser vi ham næppe i sin Giro-form.

Mindre kan dog også gøre det. Hans kørsel i Tokyo var god nok til, at man må tilskrive ham en fin chance for at køre med de bedste på en mur, der burde passe ham aldeles storartet - også selvom han i den slags finaler ikke er så god som brormand. Til gengæld er han hurtigere, men hurtig nok til at slå Alaphilippe og Moscon er han ikke. Derfor skal han lave Mollema-angrebet, men det er også en kunst, der tidligere har givet ham sejre i Romandiet, Paris-Nice og Polen, og han er generelt pokkers snu i disse finaler. Til gengæld blev Giroen en understregning, at regn og kulde bestemt ikke er ham, og han risikerer derfor også at falde helt igennem. Gør han ikke, har han imidlertid evnerne til at tage den første store endagssejr, inden han rejser til Burgos som sidste opgave inden en velfortjent pause.

Ineos er ikke det eneste hold, der kan ende i et overtal. Det samme kan Trek, men det kræver, at Giulio Ciccone er i form. Det ved vi desværre ikke helt. Han styrtede nemlig sammen med Geraint Thomas under OL, og herefter blev han ofret af holdet. Han så dog ganske velkørende ud, og det burde han også være. Meldingerne fra Sardinien var i hvert fald, at det var ham, Moscon og Diego Ulissi, der kørte væk på 1. etapes sidste stigning, og da han er Treks Vuelta-kaptajn, kan hans form heller ikke tillade sig at være ringe 14 dage inden starten. Desværre ved vi, at han er en svingende størrelse, med hvem det kan blive fugl og fisk, men rammer han sit niveau, er han fremragende. Han var eneste mand, der kunne give Bernal udfordring hver eneste gang i Giroens første uge, og han er også en eksplosiv fyr, der burde have det udmærket på en mur som denne. I Giroen så vi også, at han trives i regnvejr, hvor han altid har leveret sine bedste resultater, og selvom han ikke er nogen Alaphilippe, så vi også i Provence, at han godt kan afslutte. Først og fremmest går hans vej til sejr dog via en taktisk finale, hvor han og Mollema kan spille spillet på samme måde, som Ineos ventes at gøre det.

Har Patrick Konrad mere at skyde med? Han kørte enkeltstart i Japan i onsdags, og han kommer derfor til løbet ramt af jetlag. Det sker endda på ryggen af en hård periode med Tour og OL-linjeløb, og han har derfor ikke givet sig selv de bedste forudsætninger. Det er dog også svært at benægte, at han kom fremragende ud af Touren, hvor han vandt en etape i den tredje uge, og hans OL var aldeles fremragende, når man betænker, at Mikuni var for svær en stigning for ham. Også denne mur er til den svære og stejle side, og han kører næppe med de bedste, men han vil næppe heller være langt efter. Han er flere gange gået i top 10 i Fleche Wallonne, og det er derfor terræn, der passer ham. Kommer han først tilbage, vil han være en af de ryttere, der med sin spurt vil kunne true også Alaphilippe og Moscon, og han kan se tilbage på løbet med fortrøstning, da han var med favoritgruppen hjem for to år siden, hvor han dog ikke kørte sin bedste spurt. Med den form, han havde i Touren, havde han stået højere på min liste, hvis ikke det var for den enkeltstart i onsdags. Nu kan det være lidt svært for alvor at tro, at han allerede er konkurrencedygtig på den anden side af jorden på lørdag.

Da dette er en vurdering af vinderpotentiale, er jeg herefter nødt til at pege på Diego Ulissi, men faktisk tror jeg ikke på ham. Løbet her har nemlig altid været for hård for italieneren, der i tre forsøg er blevet nr. 17, 30 og 43. Hans eneste top 10-placering stammer tilbage fra 2012, men det var på den gamle og lettere rute. Hver eneste gang, han har ramt muren, har han gjort netop det - altså ramt muren i overført betydning.

Det vil han formentlig gøre igen. Ganske vist viste han fin form med sin samlede sejr i Sardinien, men det var ikke et løb, der blev afgjort på stigningerne. Tværtimod har vi set, at han efter vinterens hjerteproblemer ikke helt har haft sit vanlige niveau på stigningerne, og da han fik sin sejr i Slovenien, var det alene en gave fra de åbenlyst stærkere holdkammerater Pogacar og Majka. Heller ikke Appennino eller Lugano kunne han køre med de bedste, og faktisk er det kun én gang lykkes ham at imponere på en stigning, nemlig på Sega di Ala.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Det betyder dog ikke, at han ikke kan være bedre nu. Han har haft en pause, og Sardinien afslørede ikke det store om hans reelle klatreevner, ud over at han var i stand til at køre med Moscon og Ciccone, da de angreb på bakken i finalen på 1. etape. Her er udfordringerne betydeligt sværere, og selvom muren nok er lidt for lang til at være ideel, er det ikke en stigning, der burde være uoverkommelig. Med sin gode spurt kan han slå til på stregen - også mod Alaphilippe og Moscon - og han kan derfor være en herlig allieret for verdensmesteren, hvis han overlever. Det tror jeg ikke, at han gør, men skulle det lykkes, står han med reelle vinderchancer. Derfor må han stå højt på denne liste.

Med halvandet døgn til starten har Movistar endnu ikke offentliggjort truppen, og jeg har en grum mistanke om, at det skyldes, at Valverde overvejer at stille op. Foreløbig står han dog ikke på startlisten, og derfor er det i skrivende stund et mandskab, der er bygget op om Miguel Angel Lopez. Hvor han står, er temmelig usikkert efter en Tour, der mildt sagt gik nogenlunde så ringe, som den kunne, og det er stadig et stort mysterium, hvorfor det gik ham så ilde. Heldigvis blev han tydeligvis bedre dag for dag, og selvom kurven kun steg svagt, må man formode, at han nu er kommet sig og har på rette kurs mod Vueltaen. I den sammenhæng er dette løb utvivlsomt en test, men han har forudsætningerne for at stå godt. Han har i hvert fald ikke kørt sig ud i Touren, men derimod har han fået opbygget den løbsbase, han missede via et forår, som blev ødelagt af Giro-styrtet i 2020 og den efterfølgende covidinfektion. Det er klart, at Lopez ikke er skabt til dette løb, men er han i form, er han blandt de bedste også på en stejl mur som denne. At gøre det færdigt i en flad finale, er lidt af en udfordring for en spurtsvag og formentlig isoleret klatrer, men sidder han der, har han som alle andre en billet til det taktiske spil. I den sammenhæng har Richard Carapaz netop vist, hvordan Lopez skal vinde løbet, hvis altså han kan klare den kulde, som ikke er hans favorit.

En joker er selvfølgelig Mark Padun. Sidst vi så ham i aktion, var han i sin egen liga to dage i træk, men om det gælder nu, aner vi ikke. Hidtil har ordene Padun og Stabilitet ikke stået på samme side i ordbogen, og spørgsmålet er, om det er tilfældet nu. Hvis det er sandt, at hans mange trængsler skyldtes, at han var en af de mange, der spiste for lidt, kan vi regne med fremover at se en helt anden og langt stærkere Padun, men hans kørsel i Sardinien var ikke specielt opløftende. Løbet passede ham ikke, men meldingerne fra løbet, der desværre ikke var tv-dækket, var, at han ikke kørte med de bedste på stigningerne.

Det var måske heller ikke forventet. Hans mål er Vueltaen, og han skulle angiveligt have arbejdet hårdt frem mod den spanske grand tour. Med yderligere to uger i benene bør han være på et højere niveau, men om det er nok til at have genfundet Dauphiné-benene, skal vi nok se, før vi for alvor kan tro på det. En stejl mur er måske heller ikke hans kop te, men med sine guldben kan han sagtens køre finale. Som spurtsvag skal han derefter spille det taktiske spil i den flade finale, men det har han vist, at han kan. Det var nemlig præcis i en sådan afslutning, at han tog sin første store sejr i Tour of the Alps.

Jeg har også lidt fidus til Ruben Guerreiro. Portugiseren har gjort gigantiske fremskridt og imponerede mig stort med sin klatring i både Giroen og Touren. I Frankrig kom han ind til løbet med en lidt tvivlsom form efter styrtet i Italien, men han blev bedre og bedre undervejs og sluttede meget stærkt. Denne eksplosive stigning burde passe ham endnu bedre end rigtigt bjerge, men til gengæld er den nok også lidt for stejl til, at han for alvor kan regnes som en af favoritterne. Med den Tour-form, han udviste, må han dog tilskrives en reel chance for at køre finale, og han er som bekendt en ganske hurtig herre. Han slår ikke Alaphilippe på stregen, men kan han køre væk sammen med et par mand i den taktiske finale, er det bestemt ikke utænkeligt, at han kan tage endnu en sejr i den regn, der altid synes at få det bedste frem i ham.

Jeg var egentlig klar til at erklære Ben Hermans for pensionsmoden efter et skidt 2020 og et trist forår. Han rejste sig imidlertid på fornem vis i juni, hvor han i Appenninerne kørte fra alt og alle - inklusive den Moscon, der kom fra Giroen i storform. Med den form kommer han ganske langt i dette løb, for han har tidligere i blandt andet Oman, Utah og Østrig vist, at han er ganske god på stejle procenter, selvom han har tabt lidt eksplosivitet. Desværre frygter jeg, at han ikke har helt samme form nu. I hvert fald var meldingen fra Sardinien ikke, at han var med de bedste på stigningerne, men det var omvendt heller ikke et løb, der passede ham, og samme meldinger gjaldt om Alberto Bettiol, der ikke just kunne anklages for at være formsvag i Tokyo. Derfor er døren åben for, at Hermans kan have samme form som i juni. Har han det, kan han og Martin udgør en ganske spændende duo, der kan angribe på skift, men desværre skal Hermans nok alene hjem for at vinde.

Hele Danmark kipper med flaget for Jonas Vingegaard, men jeg er desværre ikke optimistisk. I skrivende stund er hans deltagelse ubekræftet, og jeg vil faktisk blive ret overrasket, hvis vi ser ham på startstregen. Vingegaard har nemlig oplevet det, der rammer enhver Tour-komet, nemlig at der pludselig følger et hav af andre forpligtelser, og med al respekt for Glyngøre-fest, Skive-fejring og gulerodskage udgør den trio næppe den bedste forberedelse til et af sportens hårdeste endagsløb. Tværtimod ser vi ofte, at Tour-kometer har meget svært ved at præstere i den anden del af sæsonen, og Vingegaard lignede en mand, der havde brug for at trække stikket og få noget ro, da tre ugers intenst cykelløb var overstået. Derfor regner jeg ikke med, at han er konkurrencedygtig, hvis han alligevel tager turen til Spanien, men naturligvis kan man aldrig afskrive ham. Har han alligevel trænet under ferien med familien og efterfølgende i Danmark, er han jo en af de bedste klatrere med det rette punch til en stejl mur som denne. Han viste på Angliru, at han er god på stejle procenter, og han har også en ganske fornuftig spurt. Ligesom de fleste af de øvrige skal han væk fra Alaphilippe og vinde via Mollema-angrebet, men overlever han muren, er det også en reel mulighed. Det tvivler jeg desværre bare på, at han gør - hvis altså han vitterligt stiller til start.

En anden ubekendt er Ilan van Wilder. Belgieren er angiveligt på kollisionskurs med DSM og blev da også taget af holdet til Vueltaen. Her er han imidlertid til start, men hvor han står, aner vi ikke. Han har mildt sagt været svingende i år, og generelt har han ikke klatret overbevisende. Det gjorde han dog i ét løb, nemlig i Baskerlandet, og det er præcis det, der giver optimisme forud for dette løb. Han har nemlig vist, at han kan begå på sig på de stejle mure, og han er faktisk heller ikke verdens langsomste i en spurt, selvom ordet ”hurtig” nok ikke kan påklistres ham. Forudsætningen er dog, at han har haft en god sommer og fundet den klatreform, han hverken havde i Dauphiné eller Romandiet, hvor han desværre led i den regn, han møder igen i dette løb. Vuelta-fravalget kan næppe have øget motivationen, og derfor tvivler jeg lidt på, at formen er flyvende, men det er klart, at han med sit potentiale skal tilskrives en chance.

Det skal Matej Mohoric også. Al logik tilsiger, at løbet er for hårdt for sloveneren, men vi så sidste år, at Van Avermaet var meget tæt på at vinde. Når belgieren kan, kan Mohoric også, og opskriften er den samme. Mohoric skal klemme ballerne sammen, begrænse tabet på muren og herefter forsøge at komme tilbage på en nedkørsel, der desværre ikke er så teknisk, at den for alvor hjælper ham. Det ligner en svær opgave, men Mohoric har i Liege i 2020 og 2021 vist, at hans klatreevner har en tendens til at overgå sig selv i finalerne af de lange, hårde endagsløb. Det kan de gøre igen, hvis han har bevaret den form, der gav en imponerende solosejr i Tourens tredje uge, og han har som bekendt en spurt, der gør ham farlig, hvis han er med så langt. I Liege i 2020 nåede han op til de forreste til allersidst, og han har derfor vist, at det kan lade sig gøre i en stor klassiker. Med regnvejret som hjælp kan man ikke afskrive formstærke Mohoric, selvom ruten på papiret er for hård.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Normalt vil jeg regne dette løb som værende for hårdt også for Gorka Izagirre, men ligesom Van Avermaet lykkedes det ham i 2019 at komme tilbage til de bedste efter toppen. Her spurtede han sig endda til en 4. plads, og det vidner om, at han kan være med, hvis løbet udvikler sig på rette vis. Hans form er ganske udmærket efter et OL, hvor han blev bedste spanier - hvad der desværre ikke siger alverden - og på denne knapt så lange finalestigning bør han stå stærkere. Regnvejret må også regnes som en gave for Izagirre, der er en god nedkører, og hans spurt er også ganske god, som han viste for to år siden. Denne gang har han dog ikke Touren i benene, og hans niveau har generelt kun været dalende siden 4. pladsen i seneste udgave. I det lys er jeg ikke alt for optimistisk, men hans hurtighed gør, at han må regnes som en af de reelle kandidater, hvis han kommer tilbage.

Jeg glæder mig også meget til at se Koen Bouwman. Erfaringen er desværre, at han stort set kun er i god form til Giroen - sådan var det i hvert fald i 2019 og 2020 - men vi kan heller ikke benægte, at han i år til gengæld lagde 7-800% til sit tidligere niveau i den italienske grand tour. Bouwman var slet og ret her, der og alle vegne og viste sig endda i stand til at klatre med favoritterne på de store bjergetaper. Hans historik gør mig desværre ret pessimistisk på hans vegne, for det vil undre mig, hvis han er i flyvende form, men muligheden eksisterer. Han har i hvert fald fået masser af blod på tanden af sit flotte forår, og løbet her burde passe ham fint, hvis han de ben, han havde i Giroen. Han har i hvert fald punch, og han besidder også en glimrende spurt, hvis han skal være med til at afgøre det i den taktiske finale til sidst.

Løbet passer faktisk ret godt til Wilco Kelderman, der er ganske stærk på eksplosive stigninger og tidligere også har været i top 10 på Mur de Huy. Han er endda også ganske hurtig, og derfor burde en formstærk Kelderman være et stærkt kort i det taktiske spil efter muren. Desværre tyder meget på, at han er træt. Han var milevidt fra de bedste ved OL, og med den træthed har en smuttur frem og tilbage til Japan næppe heller været den allerbedste form for restitution. Derfor taler meget for, at han vil floppe igen, men vi ved også, at formen efter en grand tour kan opføre sig meget mærkeligt. Hvem havde eksempelvis set Wout van Aert og Brandon McNulty falme så voldsomt på enkeltstarten efter deres flotte linjeløb i Japan? Eller at Rigoberto Uran ville være flyvende, selvom han lignede en hængt kat i Tourens døende dage? I det lys bør Kelderman alligevel tilskrives en chance på en rute, der i hvert fald passer ham.

Jeg glæder mig ret meget til at se Odd Christian Eiking. Egentlig har nordmanden i de seneste år ikke vist noget, der berettiger til omtale, men i sensommeren skal man altid holde øje med ham. Det var på denne tid af året, at han slog Warren Barguil og Alexey Lutsenko på kongeetapen i Arctic Race for to år siden, og senest viste han i Vallonien, at han er i flyvende form. På de desværre lidt for lette stigninger i Belgien så han ud til at være i sin helt egen liga, og han så bedre ud, end han har været i meget lang tid. Desværre er dette niveau et andet, og vi har endnu til gode at se Eiking køre med de bedste i et løb som dette. Den stejle mur burde dog passe ham ganske perfekt og minder meget om den stigning, hvor han vandt i Norge, og han har endda også en ganske solid spurt. At sætte pensionsopsparingen på et godt resultat til Eiking kræver nok samme risikovillighed som linedans over Rådhuspladsen, men denne gang synes formen at være så god, at han er værd at holde øje med.

Så er der naturligvis stortalentet Juan Ayuso. Spanieren har fra første færd som professionel vist, at han skal tages seriøst allerede nu. Han kørte med Moscon og Hermans i Appenninerne, og senest blev han nr. 2 i Ordizia, hvor han beviste, at han er i form. Til gengæld viste det spanske løb også, at han ikke var bedste mand på stigningerne, og det vil trods alt undre mig meget, hvis han kører med de bedste på muren i sit allerførste WorldTour-løb. Selv ikke Evenepoel var konkurrencedygtig, da han kom fra juniorklassen og kørte på WorldTouren i Romandiet, og han skulle bruge et halvt år til at finde benene, inden han til gengæld vandt sit allerførste endagsløb på WorldTouren netop her. Alligevel har Ayuso gjort det så pænt, at han ikke helt kan afskrives. Det vil formentlig kræve et lettere og knap så selektivt løb, men med modvind efter Erlaitz er det også en mulighed. Med sin gode spurt står han fint, hvis han mod forventning skulle være med i spillet efter muren.

Endelig er der Daniel Martinez. Colombianeren burde egentlig være en del af Ineos-overtallet, men desværre har hans forberedelse ikke været ideel. Han har nemlig haft covid-19, der kostede ham OL-deltagelsen, og derfor er det tvivlsomt, om han er flyvende. Omvendt forlød det, at han faktisk har været rask i nogen tid, men blot blev ved med at teste positiv så længe, at han ikke kunne fremvise den krævede negative test. Er det tilfældet, har han måske haft fin tid til at træne, og nu slap han endda for den opslidende tur til Japan inden Vueltaen, der burde kræve, at han er relativt formstærk. Det kræver naturligvis også, at han ikke har været hårdt ramt af covid, men der er ingen meldinger om, at han skulle have været en af de mange ryttere, der er blevet sat voldsomt tilbage af den forbandede sygdom. Mit bedste bud er, at han ender som ren hjælper, når/hvis Ineos skal gøre det hårdt på Erlaitz, men er han i form og spares, kan han med sin forrygende Giro-form overleve muren og deltage som endnu et kort i det nærmest endeløse Ineos-overtal.

BEMÆRK: Som nævnt ovenfor er der altid mange ændringer på startlisten helt frem til de sidste 24 timer inden starten, og der kan derfor ske store udskiftninger i forhold til den foreløbige liste, på hvilken baggrund denne optakt er skrevet. Ryttere, der er trætte efter Touren, vil springe fra, og andre, der føler sig uventet friske, kan melde sig til.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af denne optakt er Vingegaards deltagelse blevet bekræftet. Det ændrer dog ikke på de ovenfor nævnte forbehold.

OPDATERING 2: Movistar stiller hverken med Lopez eller Valverde og får det svært jf. holdoversigten nedenfor. Derudover er meldingerne angående Nick Schultz måske ikke helt så pessimistiske. Har han benene fra foråret og ender det i en spurt i en gruppe på 10-15 mand, er han i spil.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

OPDATERING 3: Den endelige startliste er kommet. Martin stiller desværre ikke til start, og Israel SUN satser derfor hele butikken på Hermans.

***** Egan Bernal

**** Adam Yates, Julian Alaphilippe

*** Gianni Moscon, Bauke Mollema, Simon Yates, Giulio Ciccone, Patrick Konrad

** Diego Ulissi, Mark Padun, Ruben Guerreiro, Ben Hermans, Jonas Vingegaard, Ilan van Wilder, Matej Mohoric, Gorka Izagirre, Koen Bouwman, Wilco Kelderman, Odd Christian Eiking, Juan Ayuso, Daniel Martinez, Nick Schultz

* Matteo Fabbro, Mikel Landa, Antwan Tolhoek, Oscar Rodriguez, Simon Carr, Sam Oomen, Jai Hindley, Giovanni Aleotti, Luis Leon Sanchez, Quinten Hermans, Robert Stannard, Ide Schelling, Warren Barguil, Chris Hamilton, Jonathan Lastra, Geoffrey Bouchard, Mattia Cattaneo, James Knox, Sebastien Reichenbach, Mikkel Honoré, Juan Pedro Lopez, Maxim van Gils, Mikel Nieve, Alessandro Covi, Roger Adria, Hector Carretero, Cristian Rodriguez, Lorenzo Rota, Mikel Iturria, Jose Felix Parra

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Danskerne

Jonas Vingegaard er til start for Jumbo og er omtalt ovenfor. Mikkel Honoré burde kunne gøre det godt på denne rute, selvom muren nok er lidt for stejl, men på hold med Alaphilippe skal han formentlig alene hjælpe med at kontrollere og sætte kaptajnen i scene. Hos Trek er Alexander Kamp til start som ren hjælper for Mollema og Ciccone, efter at han har været ramt af covid-19 og efter eget udsagn ikke er i form. Endelig er Emil Vinjebo til start på et profilfattigt Qhubeka-hold, hvor han formentlig kan få lov at jagte udbrud og ellers støtte Sander Armee og Kilian Frankiny.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Remco Evenepoels sejr fra 2019, Julian Alaphilippes sejr fra 2018, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017, Bauke Mollemas sejr fra 2016, Adam Yates’ sejr fra 2015, Alejandro Valverdes sejr fra 2014, Tony Gallopins sejr fra 2013, Luis Leon Sanchez’ sejre fra 2012 og 2010 og Philippe Gilberts sejr fra 2011

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Deceuninck-Quick Step: Holdet er ganske stærkt, men får formentlig rigeligt at gøre med at kontrollere det for Alaphilippe. Muren er også lidt for stejl for Mattia Cattaneo, og bedre chance har derfor dog nok James Knox, men det kræver, at han endelig har benene fra Baskerlandet Rundt. Mikkel Honoré må også være hjælper og vil nok også finde muren en anelse for stejl.

AG2R Citroën Team: Hvis Geoffrey Bouchard har sin bedste form, kan han gøre det pænt, men han er med sin mangel på punch ikke skabt til dette løb. Lilian Calmejane så ganske fin ud i Vallonien, men har efter sine mange problemer og et svært 2020 næppe niveauet til at være med helt fremme. Jaakko Hänninen synes at være gået i stå i sin udvikling.

UAE-Team Emirates: Ulissi må være kaptajn med Ayuso som joker. Alessandro Covi var god i Vallonien, men finalen er formentlig for svær, som den nok også er det for ellers formstærke Aleksandr Riabushenko og Matteo Trentin. Dieselklatreren David de la Cruz mangler punch, og Valerio Conti er igen formsvag efter en kort opblomstring i juni.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Astana-Premier Tech: De erklærede kaptajner er Izagirre og Luis Leon Sanchez, men selvom den dobbelte vinder Sanchez netop har vundet i Ordizia, ser jeg ham ikke være i spil på den nye finale med muren. Til gengæld virkede Oscar Rodriguez igen i Ordizia uhyre velkørende, og han var bedste mand på stigningerne, men løbet her ligger ikke til hans højreben. Javier Romo er lige nu skuffende.

Trek-Segafredo: Holdet er bygget op om Mollema og Ciccone. Juan Pedro Lopez var flyvende på stigningerne i Vallonien, men niveauet her er et andet, og han mangler punch. Gianluca Brambilla imponerende slet ikke i Vallonien, og den covidramte Alexander Kamp er ikke i form.

BORA-hansgrohe: Konrad og Kelderman ligner de bedste bud, men Matteo Fabbro er en joker. Han var dog ikke flyvende i Vallonien, og da han ikke rigtigt er skabt til en flad finale, er han svær at se som vinder. Giovanni Aleotti er endelig kommet i gang med at vise sit talent med sejren i Sibiu Tour og 3. pladsen i Sardinien, men førstnævnte var svagt besat, og sidstnævnte var rutemæssigt let. Jeg tror stadig ikke, at han kan køre med de bedste, men han har til gengæld en god spurt. Det har også Ide Schelling, der kunne være en spændende joker, men han virkede meget træt mod slutningen af Touren.

Movistar Team: Holdet er uden Valverde og Lopez, og derfor bliver det svært. Hector Carretero viste form i Ordizia, men niveauet her er et andet, og han mangler punch. Derfor skal de nok håbe på en spurt med Gonzalo Serrano, men hans klatring skuffede i Ordizia. Løbet passer heller ikke godt til Einer Rubio, der næppe heller kan køre med de bedste. Matteo Jorgenson skuffede igen i Ordizia og Castilla y Leon, Sergio Samitier har ikke rigtigt fundet sit niveau i år.

Israel Start-Up Nation: Da Sebastian Berwick stadig har det svært i Europa, og Alessandro de Marchi er på vej tilbage efter styrtet i Giroen, handler det 100% om Hermans, nu hvor Martin har meldt afbud.

Groupama-FDJ: Anthony Roux har en fornem historik i løbet, men han har næppe længere niveauet. Sebastien Reichenbach var ikke i stand til at vinde det lille Tour Alsace og kan derfor næppe have formen til at begå sig i et WorldTour-løb, der heller ikke passer ham ideelt.

EF Education-NIPPO: Guerreiro ligner bedste bud, men Simon Carr er en joker, hvis han endelig genfinder de ben, han havde i Strade Bianche, men som han kun havde én dag under Giroen. Jonathan Caicedo er lidt overmatchet her, og Neilson Powless fandt aldrig formen i Touren, mens Will Barta har været formsvag hele året.

INEOS Grenadiers: Udover Yates, Bernal, Martinez og Moscon tæller superholdet stortalentet Carlos Rodriguez, men han kan vist ikke undslippe en hjælperrolle.

Team TotalEnergies: Holdet satser på Victor de la Parte, men han viste i Touren ikke et niveau, der giver grund til optimisme. Julien Simon blev nr. 5 i 2018 og nr. 16 i 2019, men selvom han var udmærket i Ordizia, har han slet ikke samme niveau længere.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Bahrain-Victoirous: Der erklærede kaptajn er Mohoric, Padun og Mikel Landa, men baskeren har kun reelt trænet i et par uger efter sin grimme skade og indrømmer selv, at han er så langt fra formen, at han stadig ikke ved, om han kan køre klassement i Vueltaen. Han kan dog overraske og har før gjort det godt i løbet. Stephen Williams og Santiago Buitrago er lovende, men overmatchet.

Team Qhubeka NextHash: Holdet synes chanceløse. Sander Armee har aldrig fundet sin bedste form, og Kilian Frankiny har skuffet hele året. Dylan Sunderland faldt hurtigt sammen igen efter en lovende start i Vallonien,

Team BikeExchange: Holdet er bygget op om Yates. De holder Robert Stannard inde i billedet til en spurt, men han har i år klatret så skidt, at det virker urealistisk. Løbet burde passe Nick Schultz, og nærmer han sig formen efter sin skade, kan han være med i en spurt på 10-15 mand. Mikel Nieve har ikke fordums styrke, og løbet passer ham dårligt. Andrey Zeits er ved at komme godt i gang igen, men han mangler punch til denne finale.

Team Jumbo-Visma: Udover Vingegaard og Bouwman har holdet Sam Oomen, men selvom han viste fremgang i Schweiz, synes han stadig ikke at have genfundet niveauet til et løb, der heller ikke passer ham ideelt. Antwan Tolhoek var flyvende i maj og juni, men er også uhyre svingende og er som ren klatrer ikke skabt til at gøre det færdigt. Chris Harper har aldrig rigtigt præsteret i Europa og ikke genfundet formen fra UAE Tour.

Cofidis: Bedste bud er Ruben Fernandez, men han var helt fra den i Touren. Fernando Barcelo var god i Vallonien, men han bør være overmatchet her. Nathan Haas er stadig en skygge af sig selv.

Caja Rural-Seguros RGA: Jonathan Lastra var meget stærk i april og begyndelsen af maj, inden han blev træt, men selvom han kan ventes at have genfundet formen frem mod Vueltaen, er niveauet her for højt. Julen Amezqueta skuffede fælt i Ordizia, og Jokin Murguilday er stadig for grøn.

Euskaltel-Euskadi: Mikel Iturria viste endelig god form igen i Ordizia, men han klatrer godt nok til at køre finale her. I Ordizia manglede holdets bedste klatrer, Mikel Bizkarra, stadig det, han har gjort hele året. Luis Angel Mate og Joan Bou har haft et fint år, men niveauet er for højt, som det også er det for Gotzon Martin.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Eiking ligner bedste bud. Quinten Hermans var fin i Vallonien, er hurtig og har klatret godt, men finalen bør være en anelse for svær. Lorenzo Rota kommer fra Touren, hvor han var skadet, og han vil være overmatchet i dette selskab, som det også gælder for Jan Bakelants og den svingende Simone Petilli.

Team DSM: Van Wilder ligner bedste bud. Chris Hamilton har ikke klatret alt for godt i år og er formentlig overmatchet. Jai Hindley burde være en god kandidat, men han lider stadig så meget af Giro-skaden, at han er tvivlsom til Vueltaen. Nicolas Roche synes ikke længere at have niveauet, o Kevin Vermaerke mangler stadig for meget.

Burgos-BH: Holdets to klatrere Daniel Navarro og Oscar Cabedo har ikke vist et tilstrækkeligt niveau.

Lotto Soudal: Bedste bud må være den lovende Maxim van Gils, der var god i Vallonien og Catalonien, men niveauet er nok lidt for højt. Det er det formentlig også for klatreren Kobe Goossens , mens de unge Filippo Conca og Xandres Vervloesem  stadig mangler for meget. Matthew Holmes imponerede ikke i Vallonien.

Arkea-Samsic: Warren Barguil er kaptajn, men han har ikke rigtigt fundet niveauet i år og styrtede endda ud af en trist Tour. Diego Rosa rejste sig lidt i Ordizia, men er stadig en skygge af sig selv, som Winner Anacona også er det. Miguel Edoardo Florez er stille og roligt på vej tilbage efter sin skade, men mangler stadig en del.

Equipo Kern Pharma: Det skal blive spændende at følge Roger Adria, der blev nr. 3 i Ordizia, og Jose Felix Parra, der tog den samlede sejr i Alsace, men niveauet her bør være for højt. Også Jon Agirre og Daniel Mendez gjorde det pænt i Alsace, men de kan ikke være med her.

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS